Ruten

Efter den brutale 2013-udgave af løbet besluttede arrangørerne at give sprinterne et mål i den anden halvdel af løbet ved altid at lægge en relativt flad etape ind på næstsidste dag. Den model har man fastholdt lige siden - i hvert fald hvis man ser bort fra sidste sæsons sære og forlængede udgave - og igen i år har man givet sprinterne et ekstra incitament til at grave dybt på stigningerne i weekenden. Tendensen har dog været, at man har gjort den første del af etapen relativt hård, og det forhindrede i både 2015 og 2016 de rene sprintere i at komme til fadet. Også i år er der nogle tidlige bakker og ikke mindst en lille bakke i finalen, der måske kan sætte hurtige folk ud af spillet inden den sidste massespurt forud for lørdagens Milano-Sanremo.

Etapen er med sine 169,0 km endnu en for løbet relativt kort sag, der fører feltet fra Castelraimondo til Lido di Fermo. Man har over natten bevæget sig væk fra kysten, og da målbyen som altid på denne etape ligger ud til Adriaterhavet, består første del af etapen af en rejse tværs gennem bakkerne med retning mod havet. Den første del er dog ganske let, når man via en lige og let faldende vej kører mod nordøst, indtil man rammer en første bakke (5,1 km, 3,7%), der har top efter 34,7 km. Nu falder det videre mod øst, inden man drejer mod nordøst for igen at køre op ad en bakke (2,4 km, 5,1%) med top efter 51,4 km.

Herfra sætter man kursen mod syd via en lige og let faldende vej, der senere kortvarigt bliver flad, inden man skal over dagens eneste kategoriserede stigning, Monte San Giusto (3,4 km, 5,0%, max. 10%), der er en helt jævn sag med top efter 62,8 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden man skal over endnu en stigning (2,0 km, 6,5%), og den efterfølges med det samme af en nedkørsel og endnu en bakke (1,3 km, 6,2%), der leder op til byen Fermo.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Her rammer man den første af de to finalerundstrækninger efter i alt 79,0 km og indleder med at køre de første 14,8 km af denne, inden man efter 93,8 km krydser stregen for første gang. Nu kører man en hel omgang på den i alt 41,6 km lange runde, der er en trekantet sag i området vest for målbyen. Fra start kører man mod syd ned langs den helt flade kystvej, inden man drejer mod vest for at køre ind i landet og tilbage til Fermo. Det betyder, at man skal over en stigning (5,6 km, 3,7%), inden en nedkørsel og en lille bakke leder op til Fermo. Her vender man rundt for at køre mod nordøst ad en lang, lige vej, der er let faldende og leder ud til kysten. Nu drejer man mod syd for at køre ned langs den flade kystvej frem til stregen, der krydses for anden gang efter 124,2 km.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på en blot 11,2 km lang finalerundstrækning, der ligeledes er placeret vest for byen. Umiddelbart efter stregen kører man væk fra vandet for via et par sving at køre mod nordvest op ad en bakke (2,0 km, 4,0%), hvis første 600 m stiger med 6,4%. Den har top med 9 km til mål, og de indledes med, at det falder let ad en lige vej mod nordvest. Med 6,1 km igen drejer man mod nordøst for ad en let faldende vej at køre ud til kysten. Her kommer der lige efter 4 km-mærket et skarpt sving og en U-vending, inden man med 3,4 km rammer den flade kystvej, der følges mod syd igennem to bløde kurver. Der er dog en tricky afslutning med to sving lige i rap med 500 m igen, hvorefter man rammer den 8,5 m brede opløbsstrækning. Der er en indlagt spurt efter 135,4 km ved afslutningen på første omgang.

Etapen byder på i alt 1621 højdemeter.

Lido di Fermo har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Vejret

Efter dagens kolde regnvejr kan rytterne se frem til mere klassisk Tirreno-vej. Mandag bliver nemlig helt skyfri med en temperatur på 13 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nordvest (15-17 km/t), der dog igennem dagen aftager og bare bliver svag (7-10 km/t), samtidig med at den drejer og kommer fra nord. Det giver sidemed- og medvind på turen ud til rundstrækningerne, hvor der på den første vil være skiftevis sidemed-, sidemod- og sidevind. På finalerundstrækningen vil der være sidemodvind op ad bakken og på det efterfølgende stykke, indtil man med 3,4 km igen får direkte medvind resten af vejen.

Analyse af 5. etape

Da jeg var barn, var det et hit, når mine forældre gav mig et Kinderæg. Det var dengang, tv flød over med reklamer for de små chokoladeæg, der havde den fantastiske egenskab, at man fik hele tre ting på én gang, nemlig noget lækkert, noget, man kunne lege med, samt en overraskelse. Selv var jeg ikke vildt begejstret for chokoladen, men det ellers meget simple legetøj kunne altid begejstre - også selvom det i en børneflok på fire altid førte til misundelse, når andre fik noget, der var sjovere. Men det gode ved Kinderægget var, at man fik så meget på én gang.

Formentlig var jeg ikke den eneste, der blev hensat til barndommen og Kinderæggets tidsalder, da årets mur-etape i Tirreno-Adriatico løb over skærmen. Vi har jo vænnet os til at blive benovede over vidunderbørnenes vanvidsridt i vidunderbørnenes tidsalder, uanset om det er Mathieu van der Poels umulige comeback i Amstel Gold Race, Remco Evenepoels overmenneskelige soloridt i Tour de Pologne, Wout van Aerts legen med bjerggederne i Tourens bjerge eller Tadej Pogacars venden-klassementet-på-hovedet i Tour de France. Som regel er de bare jævnt fordelt over året og aldrig rigtigt sammenfaldende, hvorfor man har god tid til at få lappet halebenet sammen inden næste vidunderridt, efter at man er faldet på halen af benovelse over en af vidunderbørnenes vilde præstationer.

Sådan var det bare ikke, da det altid med spænding imødesete slag på Tirreno-Adriaticos fascinerende mure blev afviklet i elendige vejrbetingelser, der ifølge rytterne selv gjorde det til en iskold og brutal affære. Her fik vi nemlig et Kinderæg med hele tre vanvidsridt fra tre forskellige vidunderbørn på én gang, og det gør det så pokkers svært at vide, hvor man skal starte, når man skal forsøge at opsummere, hvad vi var vidner til i dette fænomenernes sublime søndagsshow.

Det er dog svært ikke at starte med etapens vinder. Forud for begivenhederne var et af spørgsmålene, om Mathieu van der Poel ville være i stand til at følge de letteste murspecialister, når de åbnede for gassen på den 15% stejle mur i Castelfidardo, for selvom terrænet ikke var ringe for den store hollænder, var han trods alt oppe mod en række letvægtere, der havde naturlige fordele på de ekstreme italienske procenter.

Derfor kunne man nok have tænkt, at Van der Poel ville gribe etapen lidt defensivt an, hvis han vitterligt var på udebane mod andre og mere klatrestærke ryttere. Sådan er det bare ikke med den hollandske supermand. Vi har som bekendt for længst erfaret, at landevejsløb keder ham, og at han ikke kan gemme sig i feltet i mere end godt 100 kilometer, inden det kribler så meget i benene, at han må i aktion. Det har givet nogle fornemme soloridt med sidste års vilde sejr i BinckBank Tour som den smukkeste, men det er også en risikabel strategi. Det så vi i årets Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor han meget vel kunne have vundet løbet, hvis han havde gemt sit angreb til Kwaremont, ved VM i Yorkshire, hvor han næppe var gået helt sukkerkold, hvis ikke han havde sat alt på ét bræt langt fra mål, eller ved hans berømte Amstel-sejr, som egentlig var smidt på gulvet grundet et hovedløst angreb i præfinalen, hvis ikke det havde været for hans overmenneskelige comeback.

Derfor var det ikke svært overraskende at se Van der Poel åbne løbet allerede længe inden finalen - heller ikke selvom en mere defensiv strategi havde været det konventionelle valg. Denne gang var det dog ifølge ham selv ikke kedsomhed, der var årsagen til det tidlige angreb, men derimod den lammende kulde, der endte med at gøre etapen endnu mere selektiv, end man normalt ser på de ellers ofte meget selektive mur-etaper. Stakkels Van der Poel frøs simpelthen, og hvordan får man varmen bedre end ved at gå ud på et gigantisk soloridt?

Selvom det altså ikke var de taktiske overvejelser, der var motivationen, var det denne gang heller ikke helt ubegavet at angribe tidligt. Som sagt var der usikkerhed om, hvorvidt han ville kunne have fulgt klatrerne til sidst, og når man ser, hvordan Tadej Pogacar fløj op ad muren i finalen, er det en tvivl, der stadig har sin berettigelse. Derfor var det slet ikke dumt at komme Pogacar og co. i forkøbet, særligt fordi etapen havde udsigt til at blive uhyre taktisk.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Van der Poels første angreb havde nemlig allerede isoleret alle favoritterne, herunder Pogacar selv, og dermed stod det klart, at det var stærkt usandsynligt, at favoritgruppen kunne samarbejde eller organisere en jagt, der ville kunne stå mål med Van der Poels power. Samtidig havde han været så kløgtig nærmest demonstrativt at smide sit klassement på gårsdagens kongeetape, og dermed vidste han, at Pogacar ville være revnende ligeglad med, om den flyvende hollænder fløj hele vejen til månen. Og den vurdering skulle vise sig at være helt korrekt, for Pogacar løftede end ikke et øjenbryn, da hollænderen skød afsted, og selvom sloveneren senere fik den uhyre imponerende Davide Formolo tilbage som hjælper, bad han aldrig italieneren sætte et tempo, der havde som formål at holde den i klassementet ufarlige Van der Poel under kontrol.

Alligevel blev etapen en påmindelse om, at Van der Poel gør klogt i ikke altid at spille for meget med musklerne. Der var nemlig meget BinckBank Tour over dagens etape, for også denne gang var det meget tæt på at galt til sidst. I Belgien i oktober leverede han også et mindeværdigt soloridt - endda over en endnu længere distance - men dengang startede han så unødvendigt tidligt, at Søren Kragh og Stefan Küng nær havde spoleret festen for den til slut meget slidte hollænder. Og i dag skulle målbakken ikke have været mange meter længere, inden det havde været Pogacar, der havde sikret sig sæsonens fjerde sejr og ikke Van der Poel. Lige så flotte og spektakulære disse soloridt er, lige så risikable er de, og det hollandske fænomen kan meget vel gøre klogt i at klappe hesten en anelse i fremtiden, for det er ikke sikkert, at han også vinder med de små marginaler i tredje forsøg.

Det endte altså med deja-vu fra BinckBank Tour, men det var uhyre tæt på, at vi i stedet havde talt om, hvordan Pogacar i stigende grad er gået Primoz Roglic i bedene. Ikke blot er de to landsmænd som ryttertyper mere og mere ens, i dag var monsterlærlingen også næsten ved at kopiere chefmonsterets glubske appetit, som han havde gjort, hvis han få meter fra stregen var blæst forbi Van der Poel på samme måde, som Roglic havde gjort over for stakkels Gino Mäder bare 24 timer. Modsat Roglic var Pogacars timing dog ikke helt så præcis, og i sidste ende manglede der 10 sekunder i at fuldende et comeback, som vel ville have haft visse ligheder med en vis Van der Poels sejr i Amstel Gold Race.

Pogacar har dog ingen grund til at være utilfreds. Vejret generede ikke sloveneren, der efter eget udsagn er det måske eneste menneske i denne verden, som jubler, når han erfarer, at det bliver regnvejr, og han leverede for anden dag i træk en sand magtdemonstration, der efter Roglics fuldstændigt suveræne soloshow i Paris-Nice kun gør sommerens slovenske Tour-duel endnu mere spændende og åben. I dag var der ingen modvind til at bremse Pogacar, og derfor kunne intet forhindre ham i at opbygge nogle tidsforskelle, der gjorde en allerede næsten sikker samlet sejr så nagelfast, at det kun er uheld, der kan forhindre ham i at vinde sit første store ugelange europæiske WorldTour-etapeløb. Nu må man så bare håbe, at der ikke hviler en kollektiv forbandelse over slovenske cykelryttere, når man betænker, at vi skrev præcis det samme om Roglic efter dennes magtdemonstration på Paris-Nices kongeetape bare for 24 timer siden…

Van der Poels og Pogacars vanvidsridt var dog ikke nok på denne fænomenernes søndag. Det kan godt være, at Van Aert er den eneste, der nok ikke får en sejr ud af dagens anstrengelser, men alligevel må belgieren fremstå som en af de store vindere. Efter hans lidt mangelfulde ridt i Strade Bianche havde jeg ellers troet, at det ville blive for svært at køre med om podiet i så vanskeligt et løb som dette, men selvom han ikke har været i nærheden af at røre Pogacar, er det mildt sagt imponerende, at belgieren efter i dag reelt har sikret sig andenpladsen.

Allerede i går var han på grænsen til skræmmende, da han trodsede modvinden og kørte en så eminent enkeltstart på Prati di Tivo, at kun Pogacar og Simon Yates viste sig stærkere. I dag trodsede han så tyngdekraften, da han trods sin store kropsvægt kørte alverdens letvægtere ud af hjulet, og havde Pogacar ikke været til start, havde Van Aert slet og ret massakreret klassementsrytterne på en etape, hvor tyngdekraften sagde, at han egentlig skulle være i forsvar.

Det var han så også over for Pogacar, men over for alle andre var han i angreb. Resultatet er, at han efter de to etaper, der for ham skulle handle om overlevelse nu ganske vist er langt efter den førende slovener, men til gengæld har et i Tirreno-sammenhæng enormt forspring på hele 1.45 ned til Mikel Landa på 3. pladsen - og det endda inden den enkeltstart, der skulle være hans våben i kampen om klassementet. Med den bedrift står det nu lysende klart, at al diskussion om, hvorvidt Van Aert kan køre klassement i disse ugelange etapeløb, er ovre, og kommer han til et løb med en lidt mere tempotung rute, vil han stå uhyre stærkt - i hvert fald i kamp med snart sagt alle andre end måske de to slovenere og Remco Evenepoel.

Særligt bemærkelsesværdigt er bedriften, når man ser på de gigantiske forskelle i klassementet i et løb, hvor afstandene som regel er små. Det er dog nærliggende at tro, at vejret spillede en afgørende rolle i de mange spektakulære kollapser, vi så denne søndag. Mur-etaperne er altid selektive, men når vejret er ringe, kan de blive decideret episke. Dagens etape gav således mindelser om den mindeværdige dag i 2013, hvor Chris Froome i regnen på de selvsamme veje blev knækket af Vincenzo Nibali og Peter Sagan.

Klassementet blev slet og ret vendt på hovedet. Egentlig endte etapen med endnu en lussing til Egan Bernal, der led den tort igen at blive kørt midt over af Pogacar, men i forhold til i går rejste han sig flot, og den lidt pinlige 11. plads fra i går er nu skiftet ud med en samlet 4. plads, der er et trods alt hæderligt udkomme, og som så helt urealistisk ud i går. Tim Wellens, der jo egentlig burde være for stor til dette løb og da også fik klø i går, udnyttede en god gang Wellens-vejr til at avancere til en 6. plads, ingen havde kunnet forudse i går. Og Romain Bardet og Vincenzo Nibali, der begge altid har været gode i regnvejr, benyttede lejligheden til at hoppe ind i top 10, mens Landa med sine baskiske aner ikke var bange for regnen og trods sine store problemer på enkeltstarten nu burde være meget tæt på at sikre sig en podieplads. Også store Marc Soler, der ellers ikke har virket videre formstærk, benyttede lejligheden til at avancere betragteligt i klassementet.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Måske var det også derfor, at vi så uventede og lidt tungere folk fremme. Særligt opløftende var det at se Fabio Felline, der efter sin sygdom jo ellers lignede en mand i forfald, bygge videre på de lovende takter fra Giroen og vise, at han bestemt ikke er færdig endnu. Også Alessandro de Marchi, der ellers havde et meget svært 2020 fik vist de flotte takter, vi vel ikke har set siden styrtet i Touren i 2019. Og dagens mand var utvivlsomt Formolo, der altid har været god i regnvejr, og som trods en skidt start på sæsonen fandt benene, netop som Pogacar skulle bruge dem og leverede en helt overmenneskelig indsats ved ene mand at føre feltet an i stort set hele finalen for siden at køre alle andre end Bernal, Van Aert og Pogacar ud af hjulet.

Der var dog også overraskelser. Mens det ikke var helt uventet, at spinkle folk som Sergio Higuita, Simon Carr, Simon Yates og Nairo Quintana ville kunne få svært ved at holde varmen, var der næppe mange, der havde troet, at lille Matteo Fabbro, der jo ellers bare bliver ved med at imponere, kunne gøre det så fremragende, at han nu har kurs mod en højst uventet samlet top 5. Tilsvarende ville man have troet, at de robuste Geraint Thomas og Jakob Fuglsang, der begge har gode erfaringer med kulde og regn, ikke ville ende som etapens vel to største tabere, men begge sejlede de helt ud af klassementet.

Særligt for Fuglsang er det desværre bekymrende. Mens vi efterhånden har vænnet os til, at Thomas ikke længere kører stærkt i foråret, er det altså svært ikke at blive usikker på Fuglsangs vegne. Ganske vist insisterer han på, at han denne gang formopbygger anderledes, men det kan aldrig have været en del af planen, at han skulle smide næsten et kvarter på den etape, han havde udset sig som sit mål for løbet. I forvejen virker det sært, at han skulle ændre på den sublime sæsonplan, der gav så stor succes i 2019, og hans kørsel i dag er urovækkende, særligt når hans alder jo gør, at vi alle er lidt bange for den dag, hvor han ikke længere an finde sit topniveau.

Han var dog ikke den eneste, der var bemærkelsesværdigt fraværende. I går lignede Julian Alaphilippe en mand, der sparede sig til denne etape, og derfor var det overraskende at se ham allerede tidligt i løbet ofre sig for Joao Almeida, der også blev et af kuldens ofre og endte som en af etapens tabere. Terrænet var ellers skræddersyet til den formstærke franskmand, men her er vejret nok hovedforklaringen. Det er som  bekendt ikke uset, at Alaphilippe har det svært med dårligt vejr, og han har formentlig tidligt kunnet se, at benene slet ikke rakte til noget, og at det derfor gav mere mening at redde Almeidas klassement.

Til gengæld må han så leve med, at ingen taler om ham, og at alle i stedet taler om hans to store klassikerrivaler og Tour-kongen. Efter dagens vilde etape er det nemlig svært at finde ud af, om man skal være mest imponeret over Van der Poel, Van Aert eller Pogacar, der alle leverede ridt, som ellers kun hører til i fantasiens verden. Det eneste, vi manglede, var vel, at Remco Evenepoel havde været til start i løbet, som det oprindeligt var planen. Men så havde vi jo haft hele fire vidunderbørn og fire vidunderridt at forholde os til. Det går trods alt ikke - selv ikke i Kinderæggenes verden.

Favoritterne

Som nævnt i analysen ovenfor gav dagens etape mindelser om den episke mur-etape i 2013, hvor Vincenzo Nibali fik skovlen under Chris Froome. Det var en dag, der var så brutal, at ikke færre end 55 ryttere forlod løbet, og som har sat sig varige spor på det format, arrangørerne har benyttet nærmest uforandret siden. Efterfølgende erkendte løbsdirektør Mauro Vegni nemlig, at rutens hårdhed var blevet strammet for meget, og siden da har det derfor været en tradition, at 6. etape er for sprinterne.

Den er dog aldrig helt enkel. Som dagens etape var så fint et vidnesbyrd om, kan man vest for Adriaterhavet finde alle de bakker, et cykelhjerte kan begære, og med et format, hvor man altid starter inde i landet og køre ud til en rundstrækning ved kysten, har etapen derfor altid en kuperet indledning og en flad finale.

Sådan er det også i år, men første del af etapen er ikke så svær, som vi tidligere har set - blandt andet i 2015, hvor det lykkedes Tinkoff med en voldsom forcering på en grim regnvejrsdag at komme af med mange af de rene sprintere, inden Peter Sagan vandt spurten for det russiske hold. Til gengæld har man krydret finalerundstrækningen med den lille bakke, og det er nok snarere den end de første stigninger, der kan kaste grus i maskineriet.

Det skal dog gå meget galt, hvis ikke vi får den spurt, vi plejer. Nok er Caleb Ewan ude af løbet, men der er stadig mange sprintere, der må have ambitioner. Jumbo har ikke rigtigt noget at miste ved at give Wout van Aert endnu en chance, når løbet for hjælperne reelt slutter efter denne etape, og tilsvarende må man formode, at Cofidis med Elia Viviani og Deceuninck med Davide Ballerini og Alvaro Hodeg vil arbejde målrettet for en spurt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Jeg tror dog, at starten bliver aggressiv. Det plejer den altid at være på denne etape, der for mange reelt er den sidste, og hvor der derfor ingen grund er til at spare sig. I dag tog det en times tid, inden udbruddet blev dannet, og det kan sagtens blive tilfældet igen mandag. Det kan gøre det til en ganske hård og hurtig etape.

Når udbruddet er etableret, vil jeg tro, at de ovennævnte hold vil tage ansvar og sørge for, at vi får samling - måske med hjælp fra UAE, der vel stadig skal tro på Fernando Gaviria. Jeg tilskriver derfor ikke udbruddet mange chancer, og de bør blive trukket ind i tide på rundstrækningerne til sidst.

Det interessante bliver at se, hvordan bakken udnyttes. Den kommer to gange inden for de sidste 23 km, og selvom modvinden hjælper sprinterne, er de 600 m med 6,4% så stejle, at de er værd at tage med. Jeg vil nemlig tro, at der er flere hold med en klar interesse i at lægge lidt pres. Det gælder Jumbo med Wout van Aert, og det kunne også meget vel gælde Movistar med Ivan Garcia Cortina eller BikeExchange med Luka Mezgec, der alle er sprintere med interesse i et hårdt løb. Det kan sagtens betyde, at nogle af de tungere folk falder fra.

Det er også meget tænkeligt, at vi får angreb. Deceuninck vil gerne spurte, men Davide Ballerini har interesse i et hårdt løb, og de sætter tit rav i den med angreb fra folk som Julian Alaphilippe, Zdenek Stybar og Kasper Asgreen. Det er også nærliggende at holde øje med Mathieu van der Poel, men han havde en meget hård dag i dag, og jeg tror faktisk, at han er så loyal over for Tim Merlier, at han tager den med ro denne gang. Jeg tror heller ikke, at udbruddene kan holde. Bakken er lidt for let - særligt med modvind - og der er for mange hold til at jagte på de lange, lige veje, der mangler tekniske udfordringer.

Jeg tror derfor, at vi får vores spurt. Den burde jo egentlig være en stor boulevardspurt på den uhyre brede vej, men den 3,4 km lange vej afbrydes af de to hurtige sving med 500 m igen. Det betyder, at det pludselig slet ikke bliver den bragende powerspurt med vinden direkte i ryggen, hvor farten virkelig kan tale, men derimod i høj grad et spørgsmål om positionering og accelerationsstyrke. Samtidig betyder medvinden, at man kan åbne meget hurtigt efter svingene, og det tog, der får de to første mand igennem, står uhyre stærkt.

Alligevel vælger jeg at pege på Wout van Aert som min favorit, selvom hans tog bestemt ikke er det stærkeste. Belgieren var imidlertid så overbevisende i positionskampen på 1. etape, hvor han fik Timo Roosen til at føre sig helt frem, inden han med sit enorme overskud og power maste sig ind på det hjul, han skulle bruge. Van Aert har været så god i den sidste fase, at han meget ofte sidder, hvor han skal, og i dette løb har han endda et helt hold til sin rådighed, ikke mindst den velkørende Roosen. Meget taler for, at Van Aert kan sidde på hjul af det bedste tog igennem svingene, og herefter vil han kunne slå de fleste. Hans spurt på 1. etape var uhyggeligt stærk og kun overgået af Caleb Ewan og Tim Merlier. Førstnævnte er rejst hjem, og sidstnævnte positionerer sig dårligt. Det gør Van Aert ikke, og derfor er han min favorit.

Den tekniske finale giver dog også ideer til Deceuninck, der på papiret har det bedste tog. De har både Alvaro Hodeg og Davide Ballerini, og det er ikke meldt ud, hvem der satses på. I onsdags kørte de dog for Hodeg, som mildt sagt ikke så overbevisende ud, og da colombianeren meget vel kan lide på bakken, må denne etape være for Ballerini. Italieneren kørte ganske overbevisende på 1. etape, hvor hans lange lead-out for Hodeg var så godt, at han selv endte i top 10, og det er bestemt ikke umuligt, at han har en fart, der kan matche Van Aerts, når man betænker, hvor godt han har spurtet i år. Toget med Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Zdenek Stybar, Hodeg (hvis han overlever) og slutteligt Bert van Lerberghe fejlede i onsdags, men er på papiret i særklasse. Van Lerberghe og Ballerini først igennem sidste sving gør det i hvert fald meget svært for rivalerne at slå den formstærke italiener.

Togets styrke betyder dog også, at Hodeg har en chance, hvis der mod forventning satses på ham. Han så mildt sagt ikke stærk ud forleden, hvor han kun med det yderste af neglene nåede forbi Ballerini, men selvom han har spurtet skidt i ganske lang tid, er han hurtig nok til at vinde, hvis Deceuninck bringer ham først gennem svingene. Det kræver, at han overlever bakken, men Hodeg har vist så megen forbedret holdbarhed, at det nok skulle kunne lade sig gøre. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at være holdets sprinter.

Tim Merlier må ærgre sig gul og grøn over, at stregen ikke er placeret inden svingene. Nu skal han nemlig igen døje med den positionering, han har det så svært med, og de sene sving er virkelig en udfordring for ham. Til gengæld viste han med sin spurt i onsdags, at han formentlig er feltets hurtigste, og en sejr er derfor ganske sandsynlig, hvis han sidder ordentligt. Den sidste bakke bør heller ikke være et problem for formstærke Merlier, der er blevet lovet sin chance denne gang efter Van der Poels to sejre. Det helt store spørgsmål er, om Van der Poel og Jonas Rickaert kan få ham bragt så langt frem, at hans høje fart kan give ham den etapesejr, han også tog sidste år.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Efter en glædelig overraskelse i Emiraterne er Elia Viviani kommet ned på jorden i dette løb. Han sad dårligt placeret på 1. etape, og på 3. etape stod benene slet og ret af. Formen var dog så god i Emiraterne, at han nok skulle kunne klare denne bakke, og finalen er slet ikke så ringe for ham. I Emiraterne positionerede han sig nemlig igen som i gamle dage, og man må formode, at onsdagens kiks bare var en enkelt smutter. Sidder han rigtigt, har han med den fine fart, han viste i Emiraterne, bestemt en chance mod de fleste i dette felt, når han ikke skal slås med folk som Sam Bennett og Caleb Ewan, der var en anelse for hurtige i ørkenen.

Jeg har også lidt fidus til Niccolo Bonifazio. Den lille italiener har ikke vist meget i år, men han overraskede virkelig positivt med sin uventede 12. plads på den hårde 3. etape. Det tyder på glimrende form, og så børn han også klare denne lille bakke. Han er som en fisk i vandet i disse tekniske finaler, hvor han positionerer sig godt, og hans hurtighed er ganske god. Han vandt som bekendt en etape i Paris-Nice sidste år, og i et felt, hvor flere af de allerhurtigste mangler, kan han med god position måske gentage det flotte resultat her.

Så er der smertensbarnet Fernando Gaviria. I gamle dage havde bakken været til hans fordel, men i dag tror jeg ikke rigtigt længere på, at han overlever - og slet ikke i frisk tilstand. Han har dog ikke været i dårlig form i sidevinden i Emiraterne og senest på 3. etape, hvor han blev fanget i styrtet. Hans fart i onsdags var igen skuffende, men dog stadig en af de bedste i dette felt, og endelig så vi Maximiliano Richeze køre et lead-out som i gamle dage. Kan de gentage den bedrift og overleve bakken, er det netop i en teknisk finale, at Gaviria kan kompensere for den topfart, der ikke helt er som i gamle dage.

Egentlig tror jeg ikke på Matteo Moschetti, men da det er en vurdering af vinderpotentiale, rangerer han højere end mange af knap så hurtige sprintere. Han er kommet fint tilbage efter skaden sidste år, men hans holdbarhed synes stadig ikkeeksisterende, og derfor er jeg bange for, at etapen kan blive for hård, og at det i hvert fald bliver svært at bevare friskheden. Til gengæld så vi i Provence, at farten stadig synes glimrende, og han bør være en af de hurtigste i dette felt. Hans positionering har været helt gal, men et tog med Emils Liepins, Ryan Mullen og Quinn Simmons ser ikke helt ringe ud. Det handler om at klare bakken og stadig være frisk. Så burde han have muligheder for også at vinde.

Normalt kunne jeg ikke drømme om at pege på Ivan Garcia Cortina i en flad spurt, men jeg vil gøre en undtagelse. Jeg var nemlig ret imponeret over hans fart på 1. etape, og han bekræftede det med en god spurt i den stigende finale fredag. Normalt er han ikke verdens hurtigste på flad vej, men i dette felt, hvor der er knap så mange rene sprintere, ligner han lige nu en af de mest fartstærke. Udfordringen er positioneringen, hvor han kan være temmelig svingende og ikke har det bedste hold, men sidder han rigtigt, synes han lige nu at kunne komme ganske langt.

Heller ikke Andrea Vendrame er en rytter, jeg normalt tilskriver mange chancer i flade spurter, men jeg gør en undtagelse. Italieneren har været overraskende god i positionskampen både i Giroen og senest på 1. etape, og det er særligt vigtigt i denne tekniske finale. Hans fart har også været bedre end vanligt, og han kan kun drage fordel af bakken til sidst. Jeg har nok min tvivl om, hvorvidt han vitterligt er hurtig nok til at vinde, men han ligner en mand med kurs mod et godt resultat.

Israel SUN har igen to kandidater i Davide Cimolai og Hugo Hofstetter. Hidtil har de kørt for Hofstetter, og det kunne tale for, at det nu er Cimolais tur. Han bør da også være den hurtigste på flad vej, og denne lille bakke er heller ikke ringe for ham. I gamle dage var han meget stærk i positionskampen, men det har desværre knebet lidt, ligesom farten heller ikke synes, som da han var bedst. Grundlæggende er dette dog en ganske fin afslutning for en fyr som ham. Jeg vil dog heller ikke blive forundret, hvis de igen kører for Hofstetter, men selvom hans stærke positionering bringer ham langt - særligt med Cimolai som lead-out man - har han ikke farten til at vinde en flad boulevardspurt.

Den lille bakke er til fordel for Luka Mezgec, der skal bruge hårdere ruter for at være konkurrencedygtig. Løbet her er nok stadig for let til, at han kan vinde, men han overrasker af og til i en flad spurt. Hans tog med Michael Hepburn, Jack Bauer og Robert Stannard ser heller ikke helt værst ud, selvom de dog har en kedelig tendens til aldrig at få det ud af, man af papiret ville forvente. Får de anbragt ham rigtigt, bør Mezgec dog gøre det fornuftigt i dette felt.

Hvad skal man mene om Peter Sagan? Det har næsten gjort ondt at se hans form de seneste dage, og derfor vil det slet ikke undre, hvis han bliver sat på bakken. Sagan må dog være så god en rytter, at han kommer med hjem, og så ville han jo normalt elske en teknisk finale, hvor han med positionering kan slå ellers hurtigere ryttere. I onsdags så han ud til at mangle det fysiske overskud til at forsvare den position, han plejer, men han sad egentlig godt på Ewans hjul. I det lys må man vel åbne døren for, at selv formsvage Sagan med sine evner i en teknisk finale kan lave et resultat.

DSM har Max Kanter, men jeg tror, at han får det svært. Det står nemlig mere og mere klart, at hans positionering er problematisk, og derfor er det svært at se ham klare denne tekniske finaler efter lutter kiksere i år i Provence og her. Toget er dog på papiret ganske lovende og et af de bedste, og Kanter klatrer efterhånden også godt nok til at klare bakken. Bryder de endelig trenden og placerer ham rigtigt, viste Kanter i Vueltaen, at farten er ganske fin.

Endelig er der Mathieu van der Poel. Som sagt er dette Merliers dag, og jeg tror, at hollænderen er helt loyal. Man ved dog aldrig, hvad der kan ske undervejs, og skulle Merlier have en dårlig dag eller blive væk fra holdet i finalen, skal man ikke udelukke, at Van der Poel ender i en situation, hvor han kan gribe chancen. Vi har tidligere set, at han ikke kan matche sprinterne i massespurter efter ikke alt for svære dage, og hans positionering er overraskende ringe. Til gengæld er han så teknisk eminent, at han netop i en afslutning med to sene sving måske kan hive en overraskelse op af hatten, hvis chancen byder sig.

Andrea Pasqualon har fordel af bakken, men han har ikke farten til at være med i kampen om sejren. Det samme gælder for ellers formstærke Jasper de Buyst, der skal spurte i Ewans fravær, og han kæmper også ofte med sin position. Thomas Boudat har et svagt hold og klarer aldrig denne tekniske finale, og Marco Canola mangler farten på flad vej, ligesom også Vincenzo Albanese og Lukasz Wisniowski mangler den nødvendige topfart. Fred Wright har endnu ikke formået at gå i top 10 i en flad massespurt, og jeg tror ikke, at ellers hurtige Matteo Malucelli er med i en finale med en sen bakke. Endelig vil Astana måske prøve med enten Fabio Felline eller Alex Aranburu, der har fordel af den lidt hårdere rute, men mangler fart mod de rigtige sprintere.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Davide Ballerini, Tim Merlier

Outsidere: Alvaro Hodeg, Elia Viviani, Niccolo Bonifazio, Fernando Gaviria, Matteo Moschetti

Jokers: Ivan Garcia Cortina, Andrea Vendrame, Davide Cimolai, Luka Mezgec, Peter Sagan, Max Kanter, Hugo Hofstetter, Mathieu van der Poel