Ruten

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Itzulia Basque Country er sluttet med en enkeltstart, men den tradition blev brudt i 2018, hvor man i stedet for første gang sluttede med den traditionelle kongeetape. Det ser ud til, at det har startet en trend, for vi går nu ind til den tredje udgave, hvor løbet ikke slutter med sin tidskørsel, og i år er det igen den klassiske kongeetape, der lukker ballet, som det også skete for tre år siden. Afslutningen på Alto de Arrate i udkanten af Eibar har været en fast bestanddel af løbet siden 2009 og vil igen være en af løbets væsentligste klatreudfordringer i 2021.

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Baskerlandet Rundt om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, men i 2017 og 2018 gav man finalen et nyt twist ved at køre opad Arrate-stigningen fra en langt stejlere side. Den ide droppede man dog i 2019, og også i år er det den klassiske og lettere opkørsel, der er på programmet.

Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. I 2016 år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side, som i alt væsentligt blot er Arrate-stigningen fra sin stejle side. Det gjorde man igen i 2019, men ikke i år, hvor man dog har en anden ganske svær stigning under navnet Krabelin, der blot er en lidt anden opkørsel af Ixua.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Med sine bare 111,9 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Ondarroa til toppen af Arrate-stigningen i udkanten af Eibar. Startbyen ligger helt ude ved kysten, og etapen indledes med, at man igennem let stigende terræn kører mod sydøst væk fra vandet, inden man drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Arribinieta (2,4 km, 8,8%, max. 15%), der er en ujævn sag med først en kilometer med 2,6% og siden 8,8% i snit over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes allerede efter 4,75 km. Derfra går det mod syd ad en kringlet nedkørsel, inden man hurtigt drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max. 13%), der er en relativt regulær stigning med top efter 12,1 km.

Stigningen efterfølges ikke af en nedkørsel, men af en let stigende vej, der leder mod sydøst og fortsætter op ad kategori 1-stigningen Azurki (5,4 km, 7,0%, max. 16%), der faktisk indledes med 2,4 km med ca. 5,5%, inden selve stigningen består af først 2,6 km med 10,9% og siden 2 km med 5,5%, inden det flader ud mod toppen, der nås efter 23,5 km. En lidt småkringlet nedkørsel leder nu mod øst, inden det falder mod sydøst ad en helt lige vej til byen Azkoitia. Her drejer man mod sydvest for ad et kort, fladt stykke at køre direkte ind på kategori 2-stigningen Gorla-Elosua (9,6 km, 5,7%, max. 11%), der indledes med 3 km med 7,9%, men derefter er ganske let med kun én stejl kilometer på 7,3% på resten af stykket frem mod toppen, der kommer efter 43,7 km.

En svær nedkørsel fører nu feltet mod sydvest og vest tilbage til dalen, hvor etapen endelig bliver lidt lettere. Her følger man nemlig en flad dalvej mod nordøst, nordvest og vest frem til udkanten af Eibar, hvor man inden centrum drejer mod nord for at passere kategori 1-stigningen Krabelin (5,0 km, 9,6%, max. 17%), der faktisk bare er en anden opkørsel af Arrate, hvorfor man 900 m fra toppen passerer målstregen fra den forkerte side. Der er tale om en brutal opkørsel, hvor de første 1400 m stiger med 7,3%, inden der venter 2,7 km med hele 12,2% og slutteligt 5,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, der passeres efter 68,3 km. Herefter falder det let mod sydvest forbi den afsluttende bjergspurt fra den forkerte side, inden man kører mod nord og siden nordvest ad en let og lige nedkørsel, der leder ned til dagens første spurt, som kommer efter 82,0 km.

Efter spurten drejer man mod sydvest og siden syd for igennem fladt terræn at fortsætte direkte ind på kategori 3-stigingen Trabakua (3,3 km, 7,1%, max. 10%), der efter en let start stiger stabilt med 9% over de sidste 1800 m frem mod toppen, der rundes efter 90,5 km. Herfra leder en lidt småkringlet nedkørsel mod sydøst, inden man drejer mod syd for at passere to små bakker (700 m med 11,2% og 1000 m med 6,4%), inden det går mod øst ad en let faldende vej ind til udkanten af Eibar, hvor dagens sidste spurt kommer efter præcis 100,0 km.

Derfra går det ad en let faldende vej mod sydøst og nordøst ind til centrum af Eibar, hvor man drejer mod nord for at tage hul på den klassiske kategori 1-stigning Arrate - eller Usartza, som den også kaldes. Fra denne sidste stiger den med 8,8% i snit over 4,5 km. Der er tale om en meget regulær stigning med stigningsprocenter på 9-10 efter de første 500 m med 5,4%, inden de sidste 500 m stiger med 6,3% Toppen rundes med efter 109,5 km med bare 2,4 km igen, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let med 1,2% frem til den røde flamme, hvorefter det falder med 6,1% over de sidste 800 m. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder ét bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

Etapen byder på i alt 3252 højdemeter.

I 2019 blev etapen helt ustyrlig fra distancen, og mens Astana sov i timen, kørte Emanuel Buchmann alene væk fra et udbrud og sejrede med 1.08 ned til Ion Izagirre, Adam Yates og Jakob Fuglsang, der kørte 16 sekunder fra Tadej Pogacar og Dan Martin, 42 sekunder fra Mikel Landa og mere end et minut fra alle andre. I 2018 besteg man stigningen fra den svære side, og her lykkedes det på imponerende vis Enric Mas fra det tidlige udbrud at holde en aggressiv Mikel Landa bag sig med 18 sekunder, mens en styrtet Primoz Roglic heroisk forsvarede trøjen. I 2017 besteg man for første gang Arrate via den stejle opkørsel, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favoritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

Etapen med den klassiske finale gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og én gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

Finalen blev også benyttet i sidste års Vuelta, hvor Primoz Roglic vandt en meget speciel åbningsetape ved at køre væk fra Richard Carapaz, Dan Martin, Esteban Chaves, Felix Grossschartner, Enric Mas, High Carthy og Sepp Kuss på den sidste nedkørsel. Også i 2012 blev afslutningen benyttet, og her nåede Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome mål sammen. Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Vejret

Desværre melder det klassiske baskiske regnvejr sig alligevel til allersidst efter et ellers flot løb. Lørdagen starter endda med masser af sol, men netop som etapen starter midt på eftermiddagen, vil det begyndet at regne massivt, og temperaturen vil falde fra 20 til 16 grader. Til gengæld vil det ikke være blæsende med bare en svag vind (8 km/t) fra nord. Det giver hovedsageligt medvind frem til nedkørslen efter Elosua og siden modvind frem den sidste rundstrækning. Her vil der være modvind på Krabelin og frem til første spurt og derefter medvind frem til sidste spurt. Der vil være sidevind ind gennem byen, inden man får mod- og sidemodvind på Arrate-stigningen. Slutteligt vil der være sidemedvind over de sidste 1500 m.

Analyse af 5. etape

Forud for sæsonen blev jeg tit spurgt, om jeg troede, at Danmark kunne matche de seneste to års fabelagtige resultater. Egentlig var jeg ganske optimistisk på danskernes vegne, men jeg må også indrømme, at jeg fandt det svært at tro, at vi ville komme helt op på samme tårnhøje niveau. Med et VM, to monumenter, sejr i Gent-Wevelgem, sejr i Kuurne, sejr i Dauphiné, EM-sølv, to Tour-etapesejre, en Vuelta-etapesejr og et par enkeltstarts- og spurtsejre på WorldTouren, podiepladser i ugelange WorldTour-etapeløb og to top 5-placeringer på verdensranglisten på bare to år gør immervæk, at barren er sat temmelig højt.

Efter kun godt to måneder af sæsonen må jeg og alle andre imidlertid sande, at vi har kurs mod en sæson, der får de foregående til at blegne. Nu kan meget være forandret til oktober, hvis Danmark rammes af akut sejrstørke og ikke vinder meget mere i løbet af resten af sæsonen, men selvom det virker helt umuligt, at sejrene skulle kunne komme i samme takt i resten af året også, vil det være sært, om ikke succesbølgen fortsætter i et eller andet omfang. Det er i hvert fald en sæsonstart, som er helt uhørt, og som jeg ikke mindes at have set fra en tilsvarende lille nation.

Nu kan man naturligvis sagtens hævde, at Slovenien med kun godt en tredjedel af den danske befolkning sætter Danmark til vægs med deres suveræne dominans på etapeløbsscenen, men danskerne har noget slovenerne ikke har, nemlig bredden. Én ting er, at Danmark som bekendt er den eneste nation, der også efter Baskerlandet Rundt nu har vundet etaper i alle WorldTourens etapeløb, og sammen med Holland og Belgien er den eneste nation med to sejre blandt WorldTourens otte afviklede endagsløb. Noget andet er, at de syv WorldTour-sejre er opnået af hele seks forskellige mand!

Hvis nogen forud for sæsonen havde sagt, at Danmark ville vinde etaper i forårets fem første WorldTour-etapeløb, ville de fleste have afvist ideen. Ved nærmere eftertanke kunne det dog måske godt lade sig gøre, hvis Mads Pedersen kørte et par gode spurte, Kasper Asgreen og Søren Kragh bragede nogle suveræne enkeltstarter af, og Jakob Fuglsang fløj lige så højt i bjergene, som han har gjort i de seneste år. I dag er ideen blevet til virkelighed, og det er endda sket, selvom hverken Pedersen, Asgreen, Kragh eller Fuglsang har taget del i løjerne. I stedet er de fem sejr taget af fem forskellige ryttere, og blandt Jonas Vingegaard, Magnus Cort, Mads Würtz, Andreas Kron og Mikkel Honoré er det endda kun Cort, der kan betegnes som et større navn, der indtil videre har været en hyppig vinder på højeste niveau.

Forud for denne uges Baskerlandet Rundt så det da faktisk også relativt lovende ud i forhold til at holde stimen med WorldTour-etapesejre i live, men det kunne måske nok blive svært fortsat at vinde med forskellige ryttere. Cort kom nemlig til løbet som en af bare tre relativt klassiske sprintere, og derfor lå det i kortene, at EF-danskeren ville have gode chancer for at vinde dagens 5. etape, der som den eneste i årets særligt vanskelige udgave appellerede til sprinterne. Ganske vist kunne vi mønstre to andre hurtige folk i form af Honoré og Alexander Kamp, men de var snarere at regne som outsidere, og med udsigt til en hjælperrolle til Vingegaard og modstand fra to slovenske monstre for Fuglsang lignede det en vanskelig opgave at vinde en af løbets to bjergetaper.

Men minsandten om ikke det lykkedes for Honoré at holde den varierede sejrsstime i live, da det i dag blev ham og ikke Cort, der vandt løbets eneste flade etape. Nok kunne han have gjort sig gældende i spurten, hvor han ikke ville have været uden chance, men i stedet greb han ud efter lykken i dagens udbrud, og efter et fremragende ridt kan han nu skrive sig ind som den tredje udbrudsvinder blandt de fem danskere, der har vundet i WorldTourens etapeløb. Det er altså ret bemærkelsesværdigt, når man ved, at udbrud sjældent lykkes i WorldTourens korte etapeløb, hvor etaperne som regel vindes af enten sprintere, puncheurs, klassementsryttere eller temporyttere i mere kontrollerede finaler, og af de fire morgenudbrud, der i år er kørt hjem i et WorldTour-løb, er det kun Lennard Kämna og Thomas de Gendt, der har taget en sejr uden at køre rundt med et dansk pas - to ryttere, der i de senere år har været blandt feltets suveræne udbryderkonger. Ellers har der stået Dannebrog på resten!

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I dag skal vi dog sende en kærlig tanke til Josef Cerny for hans store generøsitet. Ingen kunne nemlig have fortænkt Deceuninck-mandskabet i at give sejren til en af holdets loyale arbejdsmænd, da nu etapen nu magede sig sådan, at det belgiske fik den sjældne luksus, at de selv kunne vælge vinderen. Det så vi senest på Tourens sidste bjergetape, hvor Ineos-mandskabet leverede et fornemt comeback og selv kunne vælge, om sejren skulle gå til Michal Kwiatkowski eller Richard Carapaz. Dengang var valget dog ikke svært, fordi ecuadorianeren havde kørt sig i bjergtrøjen, og derfor var det helt logisk, at sejren skulle tilfalde polakken, der tillige fortjente en belønning for sit trofaste slid igennem hele løbet.

I dag var valget helt sikkert sværere. For at give Honoré sejren talte det forhold, at Cerny allerede i Giroen sidste år tog en sejr, der var endnu større end denne - i øvrigt en sejr, der reddede hans karriere og sikrede ham kontrakt med Deceuninck, der ellers havde færdiggjort deres trup. Til gengæld havde Honoré allerede vundet i Coppi e Bartali i år, og da belgierne altid sætter en ære i at vinde med så mange forskellige ryttere som muligt, ville det ikke være helt ulogisk at lade Cerny få sin triumf. Det ville også være ganske rimeligt, for mens Honoré har alle karakteristika til at vinde ganske mange løb i fremtiden, er Cerny, der ganske vist har været ret succesrig i mindre løb tidligere i karrieren, mere tiltænkt en Tim Declercq-agtig rolle som holdets loyale arbejdsmand.

I sidste ende var det vel Giro-etapesejren, der gjorde udslaget, men måske skyldtes valget også, at Cerny egentlig lignede en mand, der nok engang var klar til at ofre sig for holdet. Da først Honoré med en voldsom forcering på dagens sidste kategoriserede stigning havde sendt Andrey Amador, Andreas Leknessund og ikke mindst Ide Schelling, der som den eneste kunne true Honoré i en spurt, til tælling, og de to Deceuninck-ryttere havde fanget Julien Bernard i en ukomfortabel dansk-tjekkisk sandwich, satte Cerny sig i finalen nemlig frem og tog den monsterføring, der gjorde det muligt for ardennerrytteren Honoré at køre væk fra Bernard på den sidste af de to små bakker, der skulle forceres i finalen ved den baskiske kyst. Det viste sig bare hurtigt, at franskmanden, der ellers nok kunne have fortjent en succes i et af de utallige udbrud, han har deltaget i på WorldTouren, var helt stegt, og derfor kunne brølstærke og utrættelige Cerny, der som en af gruppens på papiret tungeste tydeligvis havde en af sine store dage, let køre tilbage til sin holdkammerat. På det tidspunkt så det bare allerede ud til at være aftalt, at Honoré var kaptajnen, og den plan valgte man altså at holde sig til.

Det var ellers langt fra givet, at det skulle have været udbrydernes dag i dag. Ganske vist er de fleste sprintere igen i år løbet skrigende væk ved udsigten til en uhyre kuperet baskisk rute, men alligevel etableredes der en stor alliance mellem alle de hold, der havde en eller anden form for hurtig mand. I Baskerlandet og Catalonien, der er kendt som de to mest sprinterfjendtlige WorldTour-etapeløb sker der på de såkaldte sprinteretaper nemlig altid én af to ting. Enten er der ingen, der rigtigt tror på deres afslutter, og derfor er der ingen til at føre, eller også byder alle med en sprintertype ind i jagten, så der etableres en stor alliance mellem et hav af hold.

Det gjorde der som bekendt på 6. etape i Catalonien, hvor revl og krat af sprinterhold bidrog til at sikre den spurt, der gav Peter Sagan en højst tiltrængt sprintersejr. Også i dag blev der hurtigt gjort fælles front mellem Daryl Impeys Israel Start-Up Nation, Corts EF, Jon Aberasturis Euskaltel, Dion Smiths BikeExchange, Mikel Aristis Euskaltel og senere også Alex Aranburus Astana. Problemet for den store sprinteralliance var bare, at de havde dummet sig ved at lade så kraftfuldt et udbrud køre væk, for selvom flere af navnene er relativt unge, skal man ikke vide meget om cykelløb for at indse, at en gruppe med Cerny, Honoré, Amador, Leknessund, Schelling og Bernard på en kuperet rute ikke kommer tilbage af sig selv - heller ikke selvom Leknessund og Amador stadig er formsvage, Schellings form er totalt utilregnelig, og Leknessund endda havde haft en lang soloopkørsel, der tydeligvis havde kostet det norske supertalent et hav af kræfter.

Lidt af missionen var ellers lykkedes, da det var lykkedes ikke at få en af Astanas formstærke udbryderkonger Alex Aranburu og Omar Fraile eller den altid giftige Alexey Lutsenko med i udbruddet. Dermed blev de stærke kasakker pludselig en allieret, men da de blåklædte måske ikke helt uden grund ikke rigtigt troede på en spurt, men i stedet forsøgte at rette op på det missede udbrud med to fejlslagne offensiver, var heller ikke det nok. Derfor blev det ret anekdotisk, at Impey ikke helt uventet kunne udnytte stærkt forarbejde af formstærke Patrick Bevin til at vinde feltets spurt og dermed sætte en streg under et møgløb for israelerne, der ikke blot har mistet kaptajn Michael Woods og James Piccoli i styrt, men nu også måtte sande, at det for andet løb i træk blev ved lige-ved-og-næsten med sydafrikaneren, der ellers har været mere konkurrencedygtig i spurterne, end han har været i nogen tid.

Cort derimod kom som frygtet aldrig og tabte igen en spurt grundet sin positionering - også fordi EF-mandskabet var kørt tynde af den hårde jagt - og derfor gjorde det måske ikke helt så meget for ham, at jagten fejlede, selvom danskeren utvivlsomt havde været betydeligt mere aggressiv og tændt i positionskampen, hvis ikke det havde stået klart, at sejren for længst var røget sig en tur - noget, man i øvrigt skulle have fortalt Total-mandskabet, der nok engang blamerede sig ved at komme alt, alt, alt, alt for sent i jagten i deres desperate gentagelse af Vueltaens 5. etape, hvor de også begyndte at gøre for Julien Simon på et tidspunkt, hvor udbruddet for længst var over alle bjerge.

Vi skal vel heller ikke være så kede af, at det blev Honoré og ikke Cort, der holdt den danske stime i live. Det er nemlig lidt sjovere at vinde med forskellige ryttere hver eneste gang, og derfor er det næste logiske spørgsmål naturligvis, hvem det mon så bliver, når WorldTour-etapeløbssæsonen fortsætter i Romandiet om et par uger. Cort, Honoré, Würtz, Vingegaard og Kron har allerede vundet, men med 25 danskere på WorldTouren er der jo 20 at tage af endnu. Skal Fuglsang, Kamp eller Michael Valgren presse det sidste ud af ardennerformen, inden de tager pause? Eller er en stadig mere formstærk Niklas Eg klar til at slå til fra et udbrud i bjergene? Kan Jonas Gregaard varme op til Giroen med et stærkt udbrud, hvis han deltager i Romandiet efter at have kørt Tour of the Alps? Eller kan det tænkes, at Michael Mørkøv og Sam Bennett skal køre i Romandiet, og at Mørkøv udnytter en af irerens mange offdays til at spurte sig til en sjælden sejr? Mulighederne er i hvert fald mange, og én ting synes efterhånden sikkert. En dansk sejr skal vi nok få!

Favoritterne

I de senere år, hvor arrangørerne helt er ophørt med at bruge velkendte og klassiske finaler, men stort set udelukkende består af etaper med helt nye afslutninger, har der dog altid været ét fast holdepunkt. Siden Euskal Bizikletas farvel til kalenderen og løbets efterfølgende overtagelse af Arrate-finalen har kongeetapen haft mål i den faldende finale på toppen af det ikoniske bjerg, der kan slås med Jaizkibel-stigningen om at være Baskerlandets mest kendte. Designet af etaperne har varieret, og hårdheden har været vekslende, ligesom man i 2017 og 2018 eksperimenterede med den nye og stejle opkørsel af målbjerget, men gennem nu mere end et årti er det en finale, vi har lært at kende til hudløshed - og hvis man tager Euskal Bizikleta-tiden med, går historien endda endnu længere tilbage.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Arrate-etapen har altid været helt afgørende og ofte sammen med enkeltstarten den vigtigste. På årets rute kan man diskutere, om det er tilfældet, da finalen ikke er så vanskelig som i onsdags, men det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at det er en nøgledag for klassementet, og at alt kan ændres i sidste øjeblik. Det er som bekendt anden gang, at etapen findes på sidstedagen, og vi så i 2018, hvor det for første gang skete, at der blev gået til stålet. Det er gevinsten ved ikke at have enkeltstarten på sidstedagen, for hovedparten af klassementsrytterne har intet at miste ved at sætte alt på ét bræt denne lørdag. Det så vi med Mikel Landa for tre år siden, hvor etapen fik tilføjet det ekstra dramatiske element, at den førende Primoz Roglic efter et tidligt styrt havde så ondt, at han efterfølgende måtte hjælpes af cyklen, men stadig kunne grave dybt nok til at forsvare sin førertrøje mod det kraftfulde angreb fra Landa, som han heldigvis havde sat grundigt til vægs på enkeltstarten.

Etapen havde også et højdramatisk forløb i 2019, hvor den kom på næstsidstedagen og igen efter enkeltstarten. Også her var folk villige til at sætte alt på ét bræt, og etapen viste sig helt umulig at kontrollere. Det udnyttede Bora-mandskabet til med en lidt særegen taktik at sende Emanuel Buchmann ud i en gigantisk solooffensiv efter en vild og voldsom indledning på etapen, til trods for at de faktisk førte løbet med Maximilian Schachmann. Det var dog en god ide, for Schachmann kunne på Arrate ikke matche Adam Yates, Ion Izagirre og Jakob Fuglsang, og i stedet kunne Buchmann med sit ridt udnytte en gigantisk taktisk Astana-brøler til at overtage en førertrøje, som han dog mistede, da Astana svarede igen 24 timer senere på sidste etape.

At enkeltstarten er ude af billedet, og at løbet skal afgøres denne lørdag, giver en helt anderledes risikovillighed, og meget taler for, at det også denne gang bliver et festfyrværkeri fra km 0. Et hurtigt blik på top 20 viser, at der er et hav af ryttere, der har meget lidt at miste ved at satse stort. Afstandene er store, og mange ryttere, der kom med store ambitioner, har end ikke udsigt til komme i top 10. Udsigten til at slå de to slovenere til sidst er ret trøstesløs, og disse ultrakorte etaper lægger endda op til at angribe fra km 0.

Derfor skal Jumbo og UAE sørge for at få varmet godt op. Allerede starten er benhård med hele tre stigninger inden for de første knap 25 km og fire toppe inden for de første 50 km. Det er netop i det lys, at det faktisk nok slet ikke var så dumt for Primoz Roglic, at det nu er Brandon McNulty, der har trøjen. Havde Jumbo været alene om at kontrollere etapen, kunne det være gledet dem helt af hænde, særligt fordi McNulty-kortet meget vel kunne være spillet tidligt. Nu er det i stedet op til det stærke UAE-mandskab at kontrollere, og Jumbo kan nu blot hjælpe i det omfang, det er nødvendigt. Det øger sandsynligheden for, at løbet ikke glider de to favorithold af hænde - og faktisk er det nu Jumbo, der måske endda kan køre offensivt ved at sende Jonas Vingegaard tidligt afsted.

Jeg regner altså med en vild og voldsom angrebsfest på de første stigninger, hvor hovedparten af top 25 også vil være aktiv, og min forventning er, at det giver et stort og meget potent udbrud, som man næsten altid ser på etaper med en start som denne. UAE og Jumbo kan sagtens ende med selv at sende folk afsted, men jeg tror ikke, at UAE vil lade Vingegaard køre væk. Det vil nemlig bringe dem i defensiven resten af dagen, og den luksus kan de ikke tillade sig. Til gengæld synes det helt uundgåeligt, at udbruddet vil tælle flere ryttere fra top 25, hvorfor McNultys trøje vil være truet.

Derfor tror jeg også, at udbruddet får svært ved at holde. UAE er ganske stærke, og de vil utvivlsomt kunne regne med hjælp fra Jumbo, hvis også Roglics sejrsmuligheder kommer under pres. Dermed er der to ganske stærke mandskaber, der vil kontrollere, og det øger chancen for, at vi får en favoritsejr. UAE er i den særprægede situation, at de skal bruge bonussekunder, hvis McNulty knækker, men gerne skal have dem ud af billedet, hvis amerikaneren holder. Omvendt er det med Jumbo, der skal bruge bonus, hvis McNulty er stærk, men helst skal havde dem væk, hvis det i stedet ender med et opgør mellem de to slovenere. I det lys tror jeg ikke nødvendigvis, at de vil satse alt på nødvendigvis at køre udbruddet ind, men da trøjen vil være truet, vil de være tvunget til at føre hårdt hele dagen.

Et spørgsmål er, om der vil blive spillet ud allerede på den brutale Krabelin-stigning. Hvis ikke han er kommet afsted forinden, føler jeg mig i hvert fald overbevist om, at Landa vil forsøge her efter at have placeret folk i udbruddet. Løbet kan meget vel blive åbnet igen her, hvor nye folk kan komme op til de forreste, men jeg ser ingen grund til, at Roglic, McNulty eller Pogacar skal i aktion allerede her. De vil formentlig vente til Arrate.

Jeg tror, at de to hold er stærke nok til at sikre, at den samlede vinder af løbet kommer fra ét af de to mandskaber, og i lyset af den ventede trussel mod trøjen taler meget også for, at favoritterne skal køre om sejren. Udbruddet vil dog være så stærkt, og afstandene er så relativt store, at det bestemt ikke er umuligt for de bedste fra udbruddet at holde hjem, og deres chancer øges tillige af det dårlige vejr, da feltet ofte kører med større sikkerhedsmargin på regnvåde nedkørsler. Etapens karakter og det taktiske spil gør dog, at det kun lader sig gøre for de allerbedste, og derfor vil det undre mig, hvis ikke etapevinderen tilhører klassementets absolutte top - uanset om det sker via udbrud eller via et slag mellem favoritterne.

Arrate-stigningen er ikke verdens sværeste, og vi ser som regel, at det er en gruppe på ca. en håndfuld, der kører væk og spurter om det i den faldende finale, som vi senest så det, da Roglic vandt 1. etape i Vueltaen i efteråret. Alberto Contador er dog også lykkedes med at køre fra alt og alle, og vi har også set ganske store forskelle om i 2019, hvor Izagirre, Yates og Fuglsang måske ikke fik hentet Buchmann, men satte alle andre end Tadej Pogacar, Dan Martin og Mikel Landa med mindst 56 sekunder. I år er der en svag modvind, og det taler for, at det kan være lidt vanskeligere at gøre forskelle, men til gengæld vil regnen og en formentlig lynhurtig og aggressiv dag bidrage til øget udskilning.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

UAEs og Jumbos samlede styrke får mig til at tro mest på en favoritafgørelse, og så er det naturligvis altid umuligt at komme uden om de to slovenere, der i onsdags var i deres helt egen liga. Det vil de utvivlsomt også være igen denne gang, men nu er rollerne byttet om. Det er Roglic, der skal i offensiven, mens Pogacar skal sidde limet til baghjulet og kun slå kontra, hvis McNulty får så store problemer, at Roglic er ved at vinde løbet. Det giver en anderledes dynamik end i onsdags, hvor Roglic havde den luksus, at han kunne sidde på hjul.

Derfor tror jeg også, at Tadej Pogacar tager sin anden etapesejr. McNulty har klatret fornemt, men han bør ikke have en chance for at matche Roglic. Til gengæld virker de to slovenere også så jævnbyrdige, at det er svært at se Roglic komme af med sin landsmand, og derefter kan der vel ske én af to ting. Enten lykkes det Pogacar at slå kontra og køre alene hjem. Den taktiske overhånd gør, at det ikke er en umulighed, også fordi Pogacar modsat Roglic jubler, når han vågner op til regnvejr og altid bare bliver bedre og bedre i etapeløb. Med udsigt til at kunne sidde på hjul i modvind er det ikke helt udelukket, at han kan sikre sig en solosejr.

Det tror jeg dog ikke. Dertil bør Roglic være for stærk og klog, men til gengæld får Roglic svært ved at vinde en spurt i den faldende finale, som han gjorde med sin smarte forcering i Vueltaen. Denne gang skal han føre med alt, hvad han kan for at holde McNulty bag sig, og så bør det være en smal sag for Pogacar at gå forbi. Allerede i onsdag så vi, at Pogacar havde eksplosiviteten til at passere sin landsmand inden nedkørslen, og det har han formentlig igen i morgen, når han har siddet på hjul hele vejen. Samtidig har han utvivlsomt læst på lektien og vil vide, at han skal først igennem sidste sving, som han så fint kom det mod Yates på toppen af Jebel Hafeet. Med sit punch, sin hurtighed og sin taktisk gunstige situation må Pogacar være favorit til at vinde etapen - selvom jeg tror, at Roglic tager den samlede sejr.

Naturligvis skal man ikke udelukke, at han kan blive slået af Primoz Roglic. Tidstabet har ganske vist gjort det vanskeligere for det slovenske monster at vinde etapen, men han har stadig sine muligheder. For det første er det bestemt ikke umuligt, at han faktisk kan køre fra alt og alle. Hans reelle styrke var nemlig svær at vurdere i onsdags, hvor han kunne tillade sig at gribe løbet defensivt an. Det kan han ikke i morgen, og Roglic har jo før sat Pogacar til vægs. Måske er han ikke alt for begejstret for regnen, men nogen dårlig regnvejrsrytter er han ikke - i hvert fald hvis han holder sig på cyklen - og derudover har han stadig optioner i en spurt.

Ganske vist er det i første omgang ham, der skal gøre efter toppen, men i en faldende spurt handler det meget mere om timing end om fart og friskhed. Og derudover kan man bestemt ikke udelukke, at McNulty hurtigt taber så megen tid, at det pludselig alligevel er Pogacar, der skal i offensiven. Det kan måske give Roglic den friskhed, der alligevel skal til for at vinde en spurt. Taktikken gør det vanskeligere, men det vil være dumt at udelukke en sejr til rytteren, der senest vandt tre etaper i Paris-Nice.

Skal de to slovenere slås, kan det for mig at se ske på to måder. Den første option er en taktisk finale. Vi så i onsdags, at det ofte gik i stå, når Pogacars angreb var mislykkedes, og det gav plads til, at ryttere forsøgte at snige sig væk. Det kan naturligvis ske igen denne gang, men chancen er mindre, fordi Roglic er nødt til at køre mod McNulty og ikke kun Pogacar. Derfor er den bedste chance for en ikke-slovensk sejr, at de bedste fra det store og stærke udbrud, der efter al sandsynlighed kører, holder hjem. Og som sagt har jeg svært ved at se, at det skulle blive andre end de ryttere, der ligger helt fremme i klassementet.

Til begge manøvrer er Mikel Landa måske bedste bud. Baskeren har igen i dette løb bevist den fremragende form, han har haft gennem hele sæsonen, og han har i hvert fald intet imod det regnvejr, han er vokset op med. Der bliver to søndage på en uge, inden Landa undlader at angribe tidligt på en etape, hvor han intet har at miste, og derfor vil han utvivlsomt forsøge sig enten tidligt eller på den stejle Krabelin. Det er klart, at et tab på kun et minut til Roglic gør, at det ikke er ham, de helst vil lade køre, men på en etape, der er svær at kontrollere, kan man ikke være alt for kræsen, når der angribes. Denne etape med flere højdemeter passer Landa meget bedre end onsdagens eksplosive sag, og han er utvivlsomt topmotiveret til at vinde på hjemmebanen, når nu han aldrig fik hentet udbryderen Enric Mas, da han i 2018 forsøgte at skovlen under den forslåede Roglic. Og skulle der blive kørt finale mellem favoritterne, er Landa en af de bedste til at følge slovenerne og herefter udnytte en taktisk stilstand. Derfor ser det ganske fornuftigt ud i forhold til en tredje baskiske sejr.

Det andet indlysende bud er David Gaudu. Den lille franskmand har efter det uheldige Paris-Nice været flyvende i dette løb, hvor han har imponeret på alle murene, og han har endda tabt endnu mere tid end Landa, hvorfor han helt sikkert er en af de ryttere, som slovenerne ikke kan holde alt for meget øje med. Min bekymring er regnen, for jeg kunne have en mistanke om, at lille Gaudu ikke er alt for vild med den slags forhold, men jeg mindes nu, at han faktisk plejer at klare det ganske fint. Han kommer jo også fra Bretagne, hvor vejret sjældent er det bedste, og han har derfor fået en eller anden form for robusthed fra barnsben. Som vi så to gange i Vueltaen, er han ikke bange for at sætte alt på ét bræt fra distancen, og han mestrer også kunsten at gøre det færdigt. Også han vil med den styrke, vi så i onsdags, være et af de bedste bud på en mand, der kan udnytte en slovensk magtkamp i et favoritopgør, og derfor har han som Landa to veje til sejr.

Et andet godt bud er Mauri Vansevenant. Det belgiske stortalent var ganske imponerende på muren, hvor han til fulde rejste sig efter det lidt skuffende Coppi e Bartali. Til gengæld så han temmelig lidende ud i går, og derfor kan jeg måske være lidt bekymret for, om han er i tilbagegang. Jeg er også usikker på, hvor risikovillig han er, men fornemmelsen fra Coppi e Bartali, hvor han på 2. etape smed sine chancer med et lidt hovedløst tidligt angreb, indikerer, at han ikke er bange for at forsøge sig. Han synes i hvert fald at være en aggressiv type, og lige nu ligner han en af løbets bedste klatrere. Lidt regnvejr bør enhver belgier kunne klare, så hvorfor skulle Deceuninck ikke tage en udbrudssejr med et supertalent på Arrate, som de gjorde med Mas for tre år siden? Vansevenant virker i hvert fald til at være stærk nok til det.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

En rytter, der skal glæde sig over regnen, er Jakob Fuglsang. Danskeren er kendt for at være betydeligt mere modstandsdygtig i dårligt vejr end mange andre, og hans nuværende 14. plads kan helt sikkert ikke tilfredsstille ambitionerne. Det ligger i kortene, at Fuglsang skal forsøge at ramme det tidlige udbrud, og det helt store spørgsmål er så, om han kan gøre det færdigt. Han har tabt tid nok til at få frihed, men til gengæld har han igennem hele løbet stadig været usædvanligt langt under sit normalt tårnhøje bundniveau. Måske så han en anelse bedre ud i går, men det var vanskeligt at vurdere på en dag, hvor der ikke blev kørt specielt aggressivt på stigningen. I lyset af en god gang Fuglsang-vejr tipper balancen dog mere i retning af danskeren, og under disse betingelser vil jeg stadig regne ham som et af de bedste bud på en rytter, der fra det tidlige udbrud kan holde favoritterne stangen.

Det har været opløftende at se James Knox rejse sig i dette løb. Jeg skal blankt indrømme, at jeg var ved at miste tiltroen til den lille brite lidt efter et skidt 2020 og en sæsonstart, der heller ikke i år var imponerende. Senest fejlede han i Catalonien, men i dette løb har han pludselig opnået sit hidtil højeste niveau, og han har lignet en af de bedste på stigningerne. Jeg mindes, at han i Vueltaen har haft det fint i regnvejr - hvad andet kan man forvente af en brite? - og han har tabt så megen tid, at han i hvert fald er en af de ryttere, slovenerne kan lade køre. Han har heller intet at miste ved at angribe tidligt, og i et udbrud vil han med de ben, han hidtil har haft, utvivlsomt være en af de stærkeste. Og hvis ikke det skal Vansevenant, der går i Mas’ fodspor, er Knox vel et glimrende bud.

Hugh Carthy har været synligt under niveau i løbet hidtil, og derfor skal man nok være lidt varsom med at have alt for store forventninger. På den anden side er det først nu, vi kommer til en etape, der passer ham bare nogenlunde, og han var da også betydeligt bedre i Catalonien, hvor stigningerne og etaperne passede ham bedre. Her har vi endelig en etape, hvor højdemeterne er mange, og hvor hans dieselmotor er vigtigere, end han manglende punch. Vi ved, at han har de store udbrudssejre i sig, som vi så med det gigantiske soloridt i Schweiz i 2019, og han har også vist sig god i dårligt vejr, senest på 6. etape i Vueltaen. Han har tabt så meget tid, at han er relativt ufarlig, og selvom niveauet har haltet ganske meget, gør hans karakteristika ham til et af de bedre bud på en stærk mand, der kan vinde fra et udbrud. Schweiz viste os i hvert fald, at man skal passe på med at give ham alt for meget spillerum.

En rytter, der ikke får lov at gå i udbrud, er Adam Yates. Et tab på bare 19 sekunder til Pogacar er for lidt, og derfor er hans eneste chance at vinde over slovenerne i et direkte opgør. Det giver sig selv, at det bliver meget svært, også fordi han i onsdags var en anelse skuffende og ikke syntes at have samme tårnhøje niveau som i Catalonien. Alligevel var han blandt de bedste, og det bør han også være igen i morgen, hvor det så er ham, der skal forsøge at udnytte lidt slovensk hanekamp til at snige sig væk. For ham er det en udfordring, at Pogacar ikke kan lagde ham køre alt for langt væk, men lidt spillerum burde han havde. Og vi ved, at begge Yates-brødre har en ganske guddommelig timing, når det handler om at angribe i finaler.

Egentlig burde Alejandro Valverde være et fremragende bud. Han har nok desværre tabt lidt for lidt til at få det helt store spillerum fra distancen, selvom jeg ikke udelukker, at han ligesom Landa kan få lov at køre tidligt væk. For at vinde skal det dog nok primært ske i et opgør mod favoritterne, og her står han egentlig med bedre chancer end i onsdags. Stigningen er en anelse lettere, og der er længere tid til at komme sig efter toppen. I en faldende finale vil Valverde stadig have en chance imod de to slovenere, særligt fordi han kender finalen til hudløshed, har vundet har flere gange og ved, hvordan man skal time sin forcering inden svinget. Når jeg alligevel er skeptisk, skyldes vejret. Det er slet skjult hemmelighed, at Valverde ikke er fan af kulde og regn, og det synes bare at blive mere udtalt med alderen. Min frygt er, at det baskiske regnvejr slår veteranen helt ud, men kan han holde sit niveau fra i onsdags, har han en bedre chance for at sejre, end han havde dengang.

Er etapen for voldsom for Maximilian Schachmann? Ganske vist har han klatret bedre end tidligere i år, men dette løb har også vist, at han på stejle stigninger som disse har sine begrænsninger. Han bør i hvert fald være overmatchet mod slovenerne til sidst - også fordi han i går så overraskende svag ud på muren i finalen. Til gengæld har han intet at miste, og det virker helt oplagt, at Schachmann skal tidligt afsted. Han er en stor og robust type med evner i kulde og regn, og jeg kan uden at tænke længe huske, at han har vundet i hvert fald tre løb i regnvejr, nemlig i Catalonien, Baskerlandet og Larciano. Ligesom Fuglsang og Carthy må han være en af de ryttere, der får styrket sine muligheder af det dårlige vejr. Spørgsmålet er så bare, om ikke etapen trods alt er en anelse for hård til, at han faktisk kan vinde.

Egentlig tror jeg ikke voldsomt meget på Esteban Chaves, men uden chance er han ikke. Vi ved nemlig, at restitutionen halter, og hans niveau har været støt dalende siden den bragende flotte start i Catalonien. I det lys frygter jeg, at det kan ende i et af de lidt for velkendte Chaves-kollaps, men hvis til gengæld han holder niveauet fra i onsdags, vil han trods alt stadig være en af de bedste, hvis han rammer udbruddet. Og det vil han helt sikkert forsøge, nu hvor han er langt efter i klassementet. Chaves har trods sine rødder været ganske god i regnvejr, og det bør ikke være vejret, der slår ham ud. Det er snarere tvivlsomt, om han stadig holder sit niveau, når nu han heller ikke i går kunne følge med Landa og McNulty på den sidste mur. Historien er desværre begyndt at skræmme for manden, der ikke længere kan restituere.

En rytter, der også får nye muligheder af regnen, er Ion Izagirre. Manden er basker, og det er utvivlsomt ingen tilfældighed, at både hans Tour- og Vuelta-etapesejr er kommet i noget af det værste vejr, man kan forestille sig. Til gengæld er det spørgsmålet, om vejret kan kompensere for den åbenlyse mangel på niveau, som vi har set igen i dette løb, ligesom han måske ligger en anelse for godt i klassementet efter torsdagens kup. Det er efterhånden længe siden, at Izagirre har kunnet køre lige op med de bedste, og det er svært at se ham ramme et udbrud, hvor der ikke er en mand, der er bedre end ham. Omvendt kan regnvejr gøre underværker, som vi så i hans kamp mod Woods i Vueltaen sidste år, og Izagirre synes altid at finde 10% ekstra, når han rammer en gruppe, der kører om sejren.

Jeg er også bekymret for Sergio Higuita. Vi så på muretapen i Tirreno, at han kollapsede totalt i kulden, og selvom han i Paris-Nice har gjort det fint i dårligt vejr, er det ikke helt urimeligt at antage, at vejret er ulempe for den klejne colombianer. Samtidig ved vi også, at han har svært ved at holde niveau i etapeløb, og kørslen på gårsdagens mur kunne være et varsel om, at der venter endnu et Tirreno-agtigt kollaps på denne etape. På den anden side var stadig en af de bedste på muren i onsdags, og også han har tabt så meget tid, at han vil kunne angribe fra distancen. Finalen passer ham, men skal han vinde, skal han finde onsdags- og ikke hverken Tirreno- eller torsdagsbenene.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Er unge Ilan van Wilder godt nok til at vinde allerede nu? Det tvivler jeg trods alt en anelse på, men stortalentet har nu gjort det ganske fremragende indtil nu. Han har været ganske overbevisende på alle de væsentlige stigninger, og han synes ikke at have problemer med holdbarheden. Nu er spørgsmålet vel først og fremmest, om han er villig til at satse det hele med et angreb fra distancen, eller om det er en del af DSMs læreproces, at han skal gribe etapen defensivt an. Hvis han vælger det første, synes det med de ben, han har haft hidtil, ikke at være helt umuligt, at han faktisk kan gøre det færdigt, hvis hans belgiske ophav gør, at regn ikke er nogen synderlig udfordring.

Man er vel også nødt til at nævne Richard Carapaz. Hans niveau er meget svært at vurdere, fordi han har kørt så aggressivt, senest i onsdags, men i går så han alt andet end brillant ud. Carapaz er bare en klasserytter, der aldrig skal afskrives, hvis han rammer det rette udbrud. Han kan sagtens have været mærket af styrtet i tirsdags, men efterhånden som han kommer sig, burde han blive bedre. Vi så i Vueltaen sidste år, at han er som en fisk i vandet, når det regner, og han vil utvivlsomt forsøge at ramme det tidlige udbrud. Om han så er god nok til at gøre det færdigt, er nok usikkert, men han var trods alt ikke helt dårlig, da han hjalp Ineos med at kontrollere den catalanske kongeetape.

Løbet her har understreget, at Enric Mas stadig er en langsom starter, og at han kun bliver langsommere med tiden, men nu er vi efterhånden så langt henne i løbet, at der burde være ved at være hul igennem. Det var der i hvert fald for tre år siden, hvor han efter en halvlunken start vandt netop denne etape fra et udbrud, og det drømmer han utvivlsomt om at gøre igen. De mange højdemeter gør også, at det er første etape, der passer ham fornuftigt, og modsat Valverde, der næppe får frihed, må han være Movistars bedste bud på manden, der skal vinde etapen fra et udbrud. Jeg tror stadig ikke, at han er god nok, men efter mange dage begynder der altid at komme hul igennem til hans bedre ben.

En anden mulighed er Gino Mäder. Jeg tror, at han bliver sendt i forvejen som led i en stor Landa-offensiv, men skulle baskerens eget angreb mislykkes, kan han vel køre sin egen chance. Han har allerede været ”åh så tæt” på to udbrudssejre i bjergene, først i Vueltaen og senest, da Roglic var ubarmhjertig i Paris-Nice. Mäders form har været langsomt stigende gennem hele sæsonen, og han har vist, at han bare bliver endnu bedre i udbrud. Som schweizer burde han ikke være sky over for regnvejr, men det er klart, at han kun får chancen, hvis ikke Landa får brug for ham i en offensiv.

Jeg er også nødt til at nævne Emanuel Buchmann, selvom jeg ikke rigtigt tror på det. Det er ellers oplagt, at den tyske dieselmotor er et af de allerbedste bud på en mand, der kan vinde fra et udbrud, nu hvor vi endelig får en opslidende etape med mange højdemeter, hvor hans robusthed kan folde sig ud. Problemet er bare, at han i torsdags vandt så meget tid, at han bare er 27 sekunder efter Pogacar, og han må være en af de ryttere, UAE holder øje med, også fordi han jo netop var umulig at hente for to år siden. Derfor tror jeg, at han bliver for låst, men skulle det alligevel lykkes ham at snige sig med, har han én gang vist, at han er i stand til at holde hele vejen.

Endelig er Jonas Vingegaard vel igen superjokeren. Det vil være kløgtigt af Jumbo at få danskeren til at overtage den rolle, McNulty har haft hidtil, og det skal ske ved at sende ham afsted i det tidlige udbrud. Jeg tror, at UAE er for opmærksomme og stærke til, at de lader ham køre, fordi det vil betyde, at de mister Jumbo som allieret i jagten, men i en hård start skal man ikke afvise, at Vingegaard kan få sneget sig med. Med de ben, han har vist hidtil, burde han være en af de stærkeste, og en thybo burde nok kunne tåle regnvejr. Desværre skal UAE nok sove i timen, hvis missionen skal lykkes.

Med sin kørsel hidtil bør Brandon McNulty være en af de allerbedste, men da etapen handler om rent forsvar, er det umuligt at se ham vinde etapen. Det samme gælder for Pello Bilbao, der umuligt kan få lov til at gå i udbrud og ikke er god nok til at slå slovenerne til sidst. Jeg tror, at Pierre Latour vil være oppe mod bedre folk i et udbrud, og det samme gælder for de relativt velkørende Ruben Fernandez, Juan Pedro Lopez, Mark Donovan, Ben O’Connor, Patrick Konrad og Fabio Aru samt for Guillaume Martin, der synes at være helt ved siden af sig selv.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Mikel Landa

Outsidere: Mauri Vansevenant, Jakob Fuglsang, James Knox, Hugh Carthy, Adam Yates

Jokers: Alejandro Valverde, Maximilian Schachmann, Esteban Chaves, Ion Izagirre, Sergio Higuita, Ilan van Wilder, Richard Carapaz, Enric Mas, Gino Mäder, Emanuel Buchmann, Jonas Vingegaard

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Emanuel Buchmanns sejr fra 2019 i videoen til højre, Diego Rosas sejr fra 2016, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2015, Wout Poels’ sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013, hvor de benyttede samme finale som i år. Du kan tillige gense Enric Mas’ og Alejandro Valverdes sejre fra hhv. 2018 og 2017, hvor den stejle side blev benyttet. Fra Vueltaen kan du gense Primoz Roglics sejr fra 2020 og Alejandro Valverdes sejr fra 2012.