Ruten

Det har været en fast tradition, at løbet er sluttet med enkeltstarten, men den tradition brød man i 2018, hvor man som noget nyt sluttede af med den klassiske kongeetape. Denne gang forsøger man sig så med en helt ny model, når Eibar for anden dag i træk er vært for etapeafslutningen, men denne gang ikke med mål på toppen af Arrate. I stedet venter en betydeligt lettere rute, der måske nok kan give anledning til angreb mellem favoritterne, men hvor en flad finale lægger op til, at det meget vel kan blive en dag for et udbrud og status quo i toppen af klassementet.

Med sine bare 118,23 km er der tale om en kort, intens etape, der både har start og mål i Eibar. Etapen indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod nordøst ud til Elgoibar, hvor man rammer en rundstrækning, der skal gennemkøres én gang. Først kører man mod nordvest op ad kategori 3-stigningen

San Miguel (4,9 km, 6,7%, max. 10%), der har top efter 9,0 km, inden en teknisk nedkørsel fører mod nordvest. Herefter går det igennem fladt terræn mod nordøst ud til kysten, hvor man med det samme kører mod sydøst væk fra vandet for at køre op ad kategori 3-stigningen Kalbario (2,2 km, 8%, max. 11%) med top efter 37,6 km. En nedkørsel leder derefter mod syd direkte ned i bunden af kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max 13%), der har top efter 44,8 km, hvorefter man uden forudgående nedkørsel kører direkte ind på kategori 1-stigningen Azurki (6,4 km, 6,8%, max. 16%), der har en let første og sidste del, men midtvejs byder på et par kilometer med 10,9% i gennemsnit. Toppen nås efter 56,3 km, hvorefter en nedkørsel fører mod vest tilbage til Elgoibar, hvor rundstrækningen afsluttes ved den første spurt, der kommer efter 69,5 km.

Feltet kører nu mod sydvest tilbage til Eibar, hvor man tager hul på endnu en rundstrækning. Med det samme kører man mod sydøst ud til kategori 1-stigningen Karakate (5,2 km, 8,5%, max. 14%), der er en ganske led sag og har 1500 m med 10,9% nær toppen, der rundes med 37,4 km igen. Herefter venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod syd, inden man fortsætter igennem fladt terræn mod syd ned til dagens anden spurt, der er placeret efter 96,1 km. Herfra går det mod nordvest frem til dagens sidste udfordring, kategori 2-stigningen Asensio (7,3 km, 5,1%, max. 12%), der efter 3 km med bare 3,0% i snit stiger med 7,8% i snit over den sidste del. Toppen rundes med 14,8 km til stregen, og de består af en relativt let nedkørsel, der fører mod nord ned til Eibar, dog afbrugt af en lille kontrabakke lige efter toppen. De sidste 5 km er i alt væsentligt flade, når man kører en tur rundt om byen, men med 3 km igen rammer man en 500 m lang mur, der stiger med 10% i gennemsnit. Afslutningen inde i byen er samtidig kringlet med et hav af sving i forbindelse med bakken Herefter følger man en vej, der konstant bugter sig og er let faldende, indtil man drejer til højre i en rundkørsel lige efter den røde flamme. Herefter venter der flere bløde kurver, den sidste med ca. 250 m til stregen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Etapen byder på i alt 2849 højdemeter.

Eibar er som bekendt altid mål for kongeetapen, hvor man slutter på Arrate-stigningen. I de seneste år har man dog også haft mål nede i byen i forbindelse med den afsluttende enkeltstart i både 2017 og 2016. I det første år sejrede Primoz Roglic efter en fabelagtig sidste del, mens Alberto Contador i 2016 med en sejr på den stærkt kuperede tidskørsel stjal førertrøjen fra Sergio Henao

Vejret

Efter en trist og våd start på løbet fik rytterne solskin på dagens kongeetape, og det kan de se frem til igen lørdag. Her venter nemlig en helt skyfri himmel samt en temperatur på hele 19 grader. Der vil blot være en svag til let vind fra nordøst, hvilket primært giver sidevind på den første rundstrækning. Der er medvind på stykket frem til den sidste rundstrækning, hvor der vil være modvind på kategori 1-stigningen og derefter sidemedvind frem til spurt. Man får sidevind på den sidste stigning og derfra sidemodvind på turen ind mod Eibar. Her vil man primært have modvind på den kringlede tur rundt om byen, indtil man får medvind lige efter den røde flamme.

Analyse af 5. etape

I disse dage skulle vi alle have talt om Peter Sagans store meritter på de nordeuropæiske brosten. Det var i hvert fald Boras vigtigste forårsmål, at den slovakiske stjerne skulle sikre holdet nogle af sæsonens største resultater i de løb, de satser allermest på. Selvom mandskabet i de senere år har bredt paletten kraftigt ud, er det jo trods alt først og fremmest Sagans hold, og det er ham, der forventes at levere hovedparten af resultaterne.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Den slovakiske superstjerne har i årets største løb været en skygge af sig selv, og i gamle dage ville det have været ensbetydende med nedtur for et hold, der traditionelt har været meget afhængig af deres helt store navn.

Heldigvis er tiderne ved at forandre sig. Selvom den ambitiøse investering i Rafal Majka og uheldige Leopold König aldrig har givet det ønskede resultat, er Ralph Denks tropper på få år blevet langt mere alsidige og slet ikke så afhængige af den mand, der for alvor bragte dem til toppen. Med en målrettet talentudvikling har man ført en hel stribe talenter mod toppen, i første omgang primært Sam Bennett og Pascal Ackermann, men nu begynder holdet også med deres unge folk at blive en magtfaktor i kuperet terræn.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Det er i sandhed blevet åbenbaret i denne uges Baskerlandet Rundt, hvor det tyske hold har siddet på flæsket og været altdominerende fra første færd. Med tre etapesejre på fire dage har Maximilian Schachmann været her, der og alle vegne, og forud for dagens kongeetape havde han stille og roligt opbygget et forspring, der gjorde det muligt måske at tro på en samlet sejr. Alligevel var oddsene imod tyskerne. Konventionel logik tilsagde nemlig, at de baskiske stigninger omkring Eibar ville blive lidt for hård kost for den lidt tunge tysker, og selvom man havde fået placeret Patrick Konrad på en flot 2. plads, var det først og fremmest Astana med en velplaceret Ion Izagirre, der gik til dagens etape i pole position.

Hvis folk troede, at det tyske hold bare var Schachmann, måtte de imidlertid tro om. Trods en indædt og beundringsværdig fight måtte den tyske førstemand indse, at han altså stadig er for tung til at klatre med de bedste, men heldigvis havde holdet andre til at tage over i det, der var et formidabelt taktisk mesterstykke, der fortjener en medalje eller to.

Det så ellers kompliceret ud for det tyske hold at skulle forsøge at beskytte hele tre mand i en situation, hvor de var oppe mod et Astana-mandskab, der fra km 0 viste, at de havde ambitioner om at lave rav i den, men modsat kasakkerne kørte de klogt og bragte sig konstant i taktisk gunstige situationer. Først fik de placeret Konrad i den gruppe, der kom fri inden den stejle Ixua-stigning, hvilket for første gang fik bragt Astana i defensiven, og da en farlig og svært kontrollerbar situation igen opstod efter den brutale mur, var de igen snu ved at sende Buchmann med i det angreb, Astana iværksatte med Sanchez.

Med den usædvanligt velbegavede kørsel lykkedes det således gang på gang Bora at havne i en position, hvor det var dem, der havde udbruddets bedst placerede og således kunne overlade ansvaret til andre. Og det blev naturligvis gang på gang Astana, der måtte påtage sig den opgave, selvom det ved enhver lejlighed var dem, der havde indledt den offensive kørsel. Og da først Buchmann efter i første omgang alene at have kørt defensivt for at beskytte de kollektive interesser, øjnede den åbenlyse muligheder, der pludselig lå for hans fødder, så han sig ikke tilbage og åbnede op for det kolossale potentiale, han har udvist igennem en 2019-sæson, der har udsigt til at blive hans helt store gennembrud.

Det var det taktiske spil, der åbnede døren, men det var Buchmanns egen formidable styrke, der gjorde det muligt at udnytte åbningen. Lige siden han på sin allerførste løbsdag på Mallorca i januar leverede et lignende soloridt, har det været klart, at den tyske dieselklatrer har taget et enormt spring siden sidste efterår. Den flotte opvisning på Mallorca blev fulgt op af et stærkt UAE Tour, hvor han sammen med David Gaudu var den eneste, der kunne følge Valverde og Roglic til dørs, og i dag kom så den fortjente belønning for den flotte sæsonstart, da han med næsten skræmmende styrke holdt først feltet og siden den stærke forfølgertrio bag sig med en sådan effektivitet, at det først var på Arrate-stigningens sidste del, at han for alvor begyndte at tabe tid. Og da Schachmann og Konrad længere tilbage fightede så heroisk, at de fortsat ligge hhv. nr. 3 og 6 i klassementet, kan det tyske mandskab endda gå ind til kongeetapen med muligheden for igen at spille deres kort så vellykket, som de gjorde det med dagens taktiske mesterstykke.

Mens Boras kørsel fortjener en plads i cykelsportens ABC, må der være kraftige tømmermænd i Astana-lejren. Det kasakhiske mandskab havde det på papiret stærkeste mandskab og spillede da også kraftigt med musklerne undervejs, men det lykkedes alligevel holdet med til tider lidt hovedløs kørsel at smide en meget sandsynlig samlet sejr væk. Ion Izagirre var nemlig så velplaceret i klassementet, at langt den klogeste tilgang havde været at udnytte supermandskabet til at sætte et knaldhårdt tempo, der kunne slide de tungere Konrad og Schachmann op og derefter stole på, at Izagirre med hjælp fra Fuglsang kunne gøre arbejdet færdigt på Arrate.

Det gjorde de imidlertid ikke. I stedet virkede de nærmest desperate efter absolut at skulle have sendt en ellers ganske velkørende Luis Leon Sanchez i offensiven. Det gav måske nok god mening forud for den svære Ixua-stigning, der kunne have isoleret Izagirre og Fuglsang, men at man forsøgte samme taktik efter passagen af den stejle stigning, virkede intet mindre end hovedløst. Resultatet blev, at man i stedet lynhurtigt fik foræret den årvågne Buchmann et lille minut, og da man langt om længe indså, at man havde brændt nallerne og kaldte Sanchez tilbage til feltet, var det for sent. Den tyske dieselmotor blev aldrig set igen, og selvom Fuglsang og Izagirre på Arrate viste, at de kunne have gjort arbejdet færdigt, hvis blot holdet havde kørt ”rigtigt”, er de nu efterladt i en situation, hvor den samlede sejr ser meget fjern ud.

Modsat Schachmann er Buchmann nemlig ikke en fyr, der slides op i bjergene, og da han er bakket op af et hold, der gør Astana rangen stridig som det stærkeste, kræver det et Bora-agtigt mesterstykke, hvis Astana skal få den sejr, som Izagirre med den rette tilgang kunne have sikret. Måske de skulle ringe til Dave Brailsford og få et tip eller to. Kontrollerende Sky-kørsel havde i hvert fald været langt mere effektivt end talrige Astana-angreb.

Astana blev nu heller ikke hjulpet af de andre storhold. Movistar, Mitchelton-Scott og UAE sad alle med talrige folk i det felt, der apatisk så til, mens Buchmann løb med det hele, og først til allersidst sendte det spanske hjemmehold Jose Joaquin Rojas frem for at hjælpe den heroisk kæmpende, men meget ensomme Gorka Izagirre, der gjorde alt for at bringe sin lillebror tilbage i spillet. Særligt mærkeligt var det, at det Mitchelton-hold, der 24 timer forinden havde taget det fulde ansvar på en etape, der ikke lå til deres højreben, slet intet foretog sig. Og da Adam Yates helt som forventet viste sig i stand til at køre med de bedste, blev det blot endnu mere uforståeligt, at australierne kørte et overraskende anonymt løb på en dag, hvor man havde både Mikel Nieve samt den ekstremt lovende Lucas Hamilton med helt fremme til at sætte den britiske kaptajn op til etapesejr.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Også UAEs passivitet var uforklarlig. Både Diego Ulissi og Sergio Henao viste ellers endelig lovende takter efter en meget svær tid, men ingen af dem blev sat frem for at føre. Mandskabet havde ellers i den meget velkørende Tadej Pogacar et oplagt bud på en etapevinder, og Dan Martin måtte også have øjnet en mulighed for måske endda at vinde samlet. Begge viste sig da også ganske stærke på Arrate-stigningen, men deres passivitet gjorde, at belønningen udeblev, og at Martin ikke har udsigt til den podieplads, der kunne have været hans, hvis ikke Buchmann var kørt væk.

Movistars passivitet var måske lettere at forklare. Mikel Landa er trods alt netop kommet tilbage efter en længere skadespause, og man kunne derfor ikke forvente, at han ville være i stand til at køre med om etapesejren. Faktisk var det ganske lovende, at baskeren endte som nr. 7 efter meget offensiv kørsel, og selvom han til sidst betalte prisen for sin aggression, er det meget løfterigt frem mod Giroen efter en meget svær tid, hvor han har tilbragt mere tid på lazarettet end på cyklen i det seneste lille års tid.

Etapen endte til gengæld som en lille skuffelse for flere af sportens talenter. Det gælder særligt for sidste års vinder på Arrate, Enric Mas, der trods tidlig aggressivitet skuffede på den sidste stigning. Det kan muligvis forklares med to styrt på to dage, men det var tydeligt, at spanieren havde ambitioner om meget mere. Også Daniel Martinez måtte indse, at træerne efter sejren på kongeetapen i Paris-Nice altså ikke vokser ind i himlen, og unge David Gaudu fik sig en lille mavepuster efter et UAE Tour, hvor han lignede en mand, der kunne køre fra de allerbedste. Endelig måtte Dylan Teuns med bekymring konstatere, at den sygdom, der ramte ham i marts, muligvis har sat ham betydeligt tilbage inden de klassikere, der er hans store mål.

Andre har mere grund til tilfredshed. Det gælder for Bauke Mollema, der efter en katastrofal start på løbet viste, at der stadig er lidt liv i de ben, der ellers har set ud til at være på vej mod en deroute i den seneste tid, og både Bjorg Lambrecht og Valentin Madouas gjorde det flot på en etape, der ellers på papiret kunne have været lidt for svær. Og unge Hamilton imponerede igen stort i et år, hvor han har fået sit helt store gennembrud og nu også viser, at han kan blande sig med de bedste i et af sportens hårdeste WorldTour-løb.

Og så er der naturligvis Sky. Det britiske mandskab har ganske vist været ramt af en stribe uheld, men det hører alligevel til sjældenhederne, at man oplever et ugelangt etapeløb, hvor holdet glimrer ved sit fravær. Det var imidlertid tilfældet på en dag, hvor Geraint Thomas’ forfærdelige sæsonstart fortsatte, og hvor hverken David De La Cruz eller Diego Rosa var i stand til at gribe den chance, der pludselig var blevet dem givet. Sidste år var briterne ellers her, der og alle vegne i forårets ugelange etapeløb, men i år har de skullet prise sig lykkelige for Egan Bernal, der er den eneste, der har leveret på forventeligt niveau. Og da det bestemt heller ikke fungerer i klassikerne, oplever det britiske superhold lige nu en sjælden krise. Det er godt, at kontrakten med Ineos allerede er underskrevet.

Har de brug for inspiration, kan de jo blot se mod Tyskland. Her viser Bora nemlig, hvordan det skal gøres, hvis holdets stjerne er inde i en svær tid. I gamle dage havde en Sagan-nedtur været synonym med akut alarm på et mandskab, der var synonym med den trefoldige verdensmester, men sådan er det ikke længere. Der var i hvert fald ikke mange, der havde troet, at holdet efter fem dage i det baskiske etapeløb skulle stå med fire etapesejr, en førertrøje og tre mand i klassementets top 6.

Måske kan den succes også tjene som motivation for Sagan inden søndages store slag på de nordfranske brosten? Det er der i hvert fald utvivlsomt et par mand i Bora-ledelsen, der håber.

Favoritterne

Forud for årets løb var der megen tvivl om, hvad man kunne forvente af løbets sidste etape. De bare knap 120 km byder nemlig på knaldhårdt terræn, men også en afslutning, der af de stærke hold burde kunne kontrolleres. Derfor har det hele tiden været klart, at det vil være klassementet efter kongeetapen, der vil blive bestemmende for, hvilken slags cykelløb vi kan se frem til på løbets sidste etape, der for anden gang i ganske mange år ikke er en enkeltstart og modsat sidste år ikke er løbets sværeste udfordring.

Heldigvis for arrangørerne har løbet maget sig således, at der er lagt op en forrygende fest for alverdens cykelfans. Ganske vist sidder førertrøjen på et hold, der med tre mand i top 6 har vist sig imponerende stærke, men de er samtidig oppe mod et Astana-mandskab, der i den grad må være på jagt efter revanche ovenpå en dag, hvor deres særegne taktik meget vel kan have kostet dem den samlede sejr. Det er i hvert fald helt oplagt, at det kasakhiske supermandskab, der sammen med Bora klart et løbets stærkeste, skal ud over stepperne og gøre i et sidste stort forsøg på at vende op og ned på tingene.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Det bliver imidlertid svært. Det var langt lettere med Maximilian Schachmann i førertrøjen, men den ekstremt velkørende Emanuel Buchmann er ikke en mand, man sætter til vægs i terræn som dette. Det kræver formentlig, at han isoleres, og at Ion Izagirre og Jakob Fuglsang bringer ham i en situation, han ikke kan kontrollere. Heldigvis for dem åbner etapen den mulighed, for terrænet er svært nok til, at det kan ske ting og sager.

Skal det lykkes, skal løbet gøres knaldhårdt, og derfor er der også lagt op til festfyrværkeri fra start. I dag blev der aldrig rigtigt etableret et tidligt udbrud, og det kan meget vel ske, at det heller ikke sker i morgen. Starten er ganske vist hård, og det kan derfor ikke udelukkes, at der på første stigning kører en stor og stærk gruppe, som man ofte ser det på bjergetaper, men det kan også meget vel ende i en konstant angrebsfest, indtil man når frem til Azurki-stigningen midtvejs på den korte, intense etape. Under alle omstændigheder virker det stærkt usandsynligt, at et tidligt udbrud vil have nogen chance, for Astana kan aldrig tillade sig at lade bonussekunderne forsvinde, og de bør være stærke nok til at sikre, at det i hvert fald ikke bliver tidlige lykkeriddere, der ødelægger den plan.

Astana vil sikkert gerne have en mand eller to med i et tidligt udbrud, men uanset hvad forventer vi, at de lægger på, når vi når frem til Azurki, der har en meget svær midtersektion. Det kan bestemt ikke udelukkes, at de allerede her vil angribe med Fuglsang eller Izagirre, og også folk som Enric Mas, Tadej Pogacar og andre, der har tabt lidt tid kan tænkes at køre offensivt. Det kan i den grad slide på Bora, der kan få ganske svært ved at kontrollere tingene, men heldigvis er de i en position, hvor de kan tillade sig at lade de fleste køre. Og det virker ikke sandsynligt, at Fuglsang eller Izagirre umiddelbart køre fra Buchmann allerede her. Det vil i hvert fald være klogt af det tyske hold at holde det stærke mandskab nogenlunde samlet og bruge de fladere stykker til at holde tingene nogenlunde under kontrol.

Dagens sværeste stigning er Karakate, og her kan vi forvente os nye angreb fra Izagirre og Fuglsang. Igen må målet været at isolere Buchmann, men atter kan Bora formentlig med klog kørsel holde tingene nogenlunde under kontrol. Først hvis tyskeren isoleres, bliver det for alvor farligt, for havner han først i en situation, hvor han selv skal lukke alle huller, bliver han sårbar.

Og det kan bestemt ikke udelukkes, at det sker, i hvert fald på Asenzio. Dataene er måske ikke i sig selv skræmmende, men den sidste del af stigningen er svær nok til, at der kan gøres forskelle. Drømmen for Astana må være, at det her lykkes at køre Bora tynde og derved skabe en situation, hvor Buchmann bliver alene. Til sidste har de så den lille mur inde i selve Eibar som en sen rampe, hvor han kan angribes, men kommer han først hertil uden tidstab, vil han være sikker på at forsvare trøjen.

Hvad fører det så til? Tja, det er et løb, der er åbent for så mange mulige udfald, at det er næsten umuligt at forudsige en vinder. Forventningen må dog være, at Astana gør det hele så knaldhårdt, at etapevinderen vil være en af løbets allerbedste klatrere. Og da vi tror, at Buchmann efter den sidste stigning vil være isoleret og skal koncentrere sig om sine værste konkurrenter, virker det meget sandsynligt, at det vil kunne lykkes for en rytter, der har tabt lidt tid at snige sig væk i det flade indløb ned mod Eibar.

Det får os til at pege på Tadej Pogacar som vores favorit. Ganske vist kunne han ikke helt følge de bedste på Arrate, men han var ganske tæt på. Med den kørsel, han har vist de seneste to dage, virker det sandsynligt, at han vil være blandt de forreste efter sidste stigning. I kraft af sit tidstab er han ikke nogen umiddelbar trussel mod de bedste, og derfor vil Buchmann trygt kunne lade ham køre. Samtidig har han vist os, at han har en ganske hæderlig afslutning, og derfor vil han kunne gøre det færdigt, også hvis han skulle få sig en følgesvend eller to. Eksempelvis kunne den spurtsvage Jakob Fuglsang være en oplagt allieret. Pogacar virker i hvert fald så velkørende, at han burde kunne køre finale, og med den taktisk gunstige situation, han befinder sig i, samt sin fornuftige spurt, tror vi, at han kan ende løbet med at tage karrierens første WorldTour-sejr.

Det kunne imidertid også sagtens lykkes for Adam Yates at tage den sejr, han ikke fik i dag. Der er næppe nogen, der lader briten køre fra distancen, men i en taktisk finale kan Buchmann sagtens give ham lidt luft. Samtidig passer den sidste lille mur inde i Eibar ham som fod i hose, og her vil der ikke være mange, der kan følge den formstærke Yates. Når vi alligevel har vores betænkeligheder, skyldes det, at Yates synes at have tabt den spurtstyrke, der tidligere var et af hans varemærker. Han spurtede i hvert fald skidt både i Tirreno og på 4. etape, og derfor kan han være tvunget til at komme alene hjem. Det er bestemt også muligt for løbets vel nok stærkeste rytter på den eksplosive mur, der venter til slut, ikke mindst fordi han med sit tidstab er i en taktisk gunstig situation.

Astana håber at havne i en situation, hvor Buchmann kan angribes. Hvor Ion Izagirre helt sikkert ikke får en meter, kan Buchmann til gengæld godt give Jakob Fuglsang lidt luft. Danskeren har trods alt tabt mere end halvandet minut, og derfor skulle det ikke undre, om tyskeren ikke reagerer prompte, hvis Fuglsang sniger sig væk efter sidste stigning. Lykkes det, kan man slet ikke udelukke, at det kan blive til endnu en stor sejr til den vanvittigt formstærke dansker, der også i dag viste sig som en af de klart bedste. Det er klart, at hans manglende spurt altid vil give ham problemer i en afslutning som denne, men lige nu er Fuglsang så god, at han sagtens kan køre alene hjem på en etape, der som denne kan udvikle til en halvtaktisk affære. Ikke mindst er det til hans fordel, at der er en stejl mur mod slutningen, som han kan bruge til at sætte eventuelle følgesvende af.

Læs også

Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold

I dag fik Enric Mas sig trods sine mange angreb lidt af en mavepuster. Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at han vil forsøge igen morgen, hvor vi igen kan vente os at se ham forsøge sig gen og igen. Han synes muligvis at være mærket lidt af sine to styrt, og lige nu ligner han heller ikke allerstærkeste mand. Til gengæld har han tabt næsten fire minutter, og derfor vil Buchmann elske at lade ham stikke af med bonussekunderne. Vi ved fra tidligere, at Mas altid bliver bedre og bedre igennem et etapeløb, og han burde være i stand til at sidde med i finalen på morgendagens lidt letter etape. Herefter vil han have fine taktiske muligheder.

Det vil Mikel Landa også have. Som sagt gjorde baskeren det fornemt på dagens etape, hvor det var svært at se, at han nærmest er kommet direkte fra sygesengen, og han har i hvert fald vist, at han er en af løbets absolut stærkeste. Samtidig er også han i en ganske gunstig position, hvor han med sit tidstab ikke er en umiddelbar trussel mod Buchmann og Bora. Til gengæld har han som Fuglsang ikke skyggen af spurtstyrke, og derfor skal han formentlig alene hjem for at færdiggøre arbejdet. Det kan imidlertid også lade sig gøre i denne formentlig meget taktiske afslutning, ikke mindst fordi også han utvivlsomt bliver bedre og bedre, som løbet skrider frem.

Dan Martin er også i en position, hvor han måske kan få lidt frihed, men modsat Fuglsang, der er i samme tid i klassementet, ligner han ikke en mand, der har styrken til ganske enkelt at køre fra resten. Derfor er hans største chance måske snarere at tro på, at det hele fortsat er samlet i bunden af den sidste mur. Er det tilfældet, står han i hvert fald med gode kort på hånden. Selvom han synes at mangle sin allerbedste form, burde han på en mur, der passer ham, have en fin chance for at sidde med de bedste, og ender det i en spurt blandt de bedste, ligner han umiddelbart manden, der skal slås.

Ion Izagirre viste id ag, at han er en af løbets stærkeste, men han er i en position, der kan gøre det svært at vinde etapen. Buchmann giver ham i hvert fald ikke frivilligt en eneste mm, men alligevel kan han ende i en position, hvor det måske alligevel kan lade sig gøre. Ender det i en samlet finale forud for muren, hvor de bedste kører væk, ser det nemlig ikke helt dumt ud for baskeren. Kommer han af med Martin, har han i hvert fald en solid chance for at slå de fleste andre klatrere i en spurt og dermed vinde sidste etape, som han senest gjorde det i Paris-Nice.

I dag skuffede David Gaudu en anelse, men det betyder ikke, at han ikke kan være med fremme i morgen. Franskmanden har nemlig altid været yderst svingende, og det er stadig svært at glemme, hvor fantastisk han kørte i årets UAE Tour. Samtidig betød torsdagens styrt, at han ikke er skyggen af trussel i klassementet, og han ligner derfor et godt bud på en mand, der kan snige sig væk i finalen. Det er klart, at hans spurt lader meget tilbage at ønske, men i en finale som denne kan det sagtens lade sig gøre for en velkørende Gaudu at komme alene til mål.

Også Daniel Martinez havde håbet på mere på en dag, hvor han ikke lignede en mand med diamanter i benene. Til gengæld betyder det, at han nu er så langt efter i klassementet, at heller ikke han er nogen direkte trussel hverken mod førertrøjen eller podiet. Til gengæld er finalen ikke just skræddersyet til en ren klatrer som ham, og han har ikke umiddelbart en spurt, der gør ham farlig på stregen. Til gengæld kan meget ske i en taktisk finale, og det vil han helt sikkert forsøge at udnytte.

Med Yates reelt ude af kampen om den samlede sejr kan man også håbe, at Mitchelton-Scott giver lidt frihed til særligt Lucas Hamilton, men også Mikel Nieve. Begge har de tabt tid og er derfor ikke umiddelbart relevante for de bedste, og det kan de måske udnytte. Særligt Hamilton er interessant med den fremragende kørsel, han har vist i år, senest i Coppi e Bartali, hvor han vandt samlet, og han er stadig så ukendt, at færreste vil reagere, hvis han angriber. Nieve er også i glimrende form, men desværre er stigningerne her måske lidt for eksplosive for en mand, for hvem punch er en by i Rusland.

Bauke Mollema er stadig en skygge af sig selv, men han er dog nu i det mindste konkurrencedygtig. I dag led han ganske vist voldsomt i Schachmanns hjul, men han kom alligevel hjem med en 11. plads. Hans elendige start på løbet betyder, at han intet har at skulle have sagt i klassementet, og det kan måske udnyttes til sidst. Han ligner ikke umiddelbart en mand med benene til at gøre det færdigt, men med sin i denne sammenhæng ikke helt håbløse spurt har han trods alt et våben, andre ikke har.

Endelig vil vi pege på Bjorg Lambrecht. Formodningen er, at løbet bliver for hårdt for den unge belgier, men vi vil ikke helt afskrive ham. Han har i hvert fald aldrig været bedre end netop nu, og ligesom mange andre kan også han drage fordel af et tidstab i klassementet. Kommer han først frem til muren, passer finalen ham perfekt, og det er i hvert fald svært at se, hvem der skulle kunne slå ham i en spurt i Eibar.

Til slut skal det nævnes, at Patrick Konrad og Maximilian Schachmann, for hvem etapen under alle omstændigheder bør være for hård, formentlig må arbejde så meget, at de får svært ved at vinde etapen. Emanuel Buchmann skal koncentrere sig om trøjen, og da han ikke just er nogen sprinter, er det svært at se ham havne i en position, hvor han kan vinde etapen.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Jakob Fuglsang

Outsidere: Enric Mas, Mikel Landa, Dan Martin, Ion Izagirre, David Gaudu

Jokers: Daniel Martinez, Lucas Hamilton, Bauke Mollema, Mikel Nieve, Bjorg Lambrecht