Prøv vores nye app
Optakt: 6. etape af Criterium du Dauphiné
07. juni 2024 15:15Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Endnu engang skæmmede et større styrt et af årets cykelløb, og dermed må sprinterne leve med, at de blot fik én chance i årets løb. Fra nu af går der nemlig bjergfest i den, og modsat tidligere år lægges der benhårdt ud med et besøg til den stejle stigning Le Collet d’Allevard, der byder på stejlere procenter, end man ofte ser i de franske alper, og hvor vi derfor får en klar ide om, hvem der skal vinde årets løb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné som sagt altid med fire store bjergetaper i Alperne, men den nye tradition med en hård start i Massif Central betyder, at man nu plejer at nøjes med tre af slagsen. Den nye trend er også, at fredagsetapen mest er en mere eksplosiv opvarmningsetape inden weekendens to store dage i Alperne, men sådan bliver det ikke på årets brutale rute. Her byder alle tre dage på for de franske Alper meget svære finalestigninger, og selvom det meste af fredagsetapen som altid består ad et langt, relativt fladt transportstykke, er der lagt op til et brag af en finale på Le Collet d’Allevard, hvor stejle procenter i 2011 var rigeligt til at skabe pæne forskelle og en suveræn solosejr til Joaquim Rodriguez.

 

I alt skal der tilbagelægges 174,1 km, der fører feltet fra Hauterives til toppen af Le Collet d’Allevard. Startbyen ligger i Rhone-dalen vest for Alperne, hvor målstigningen findes, og det meste af etapen er derfor ganske let. Således lægger man ud med at køre mod øst ad en helt lige og let stigende vej, inden man drejer mod nord for at køre ad en nedkørsel, der ender efter 21,6 km. Herefter bliver det fladt, når man kører videre mod nord igennem dalen, indtil man drejer mod nordøst for at køre op ad et højdedrag via kategori 4-stigningen Cote de La Cote-Saint-André (1,8 km, 6,7%), der har top efter 31,6 km.

 

Læs også
Lefevere færdig på Quick-Step

 

En kort nedkørsel leder mod nordvest, inden man kører mod nordøst ad en let snoet vej, der generelt er let stigende, inden man kører mod først syd, så sydøst og siden nordøst ad lange, lige og flade veje. Efter 75,3 km drejer man mod sydøst for at køre mod sydøst, syd og nordøst ad en i starten lidt kringlet, men siden let nedkørsel, der ender efter 96,6 km. Nu kører man mod syd op ad en bakke og derefter ad flade veje frem til dagens spurt, der kommer efter 105,3 km.

 

Nu ændrer etapen karakter. Man kører kortvarigt mod øst videre igennem fladlandet, men hurtigt drejer man mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col du Granier (8,9 km, 5,4%), der over de første 6 km stiger med 2-6%, inden de sidste 2,9 km stiger med 6-9% frem mod toppen, som rundes efter 129,4 km.  Herfra resterer imidlertid fortsat 44,7 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod øst ned til dalen, hvor man kører mod syd ad let kuperede veje og dernæst mod nordøst og syd ad lige og let stigende veje.

 

De leder frem til byen Allevard-les-Bains, der nås efter 160,7 km, og her drejer man mod øst for at køre op ad målbjerget Le Collet d’Allevard (11,2 km, 8,1%), der er uden for kategori. De første 4 km er de letteste, for selvom den tredje kilometer med 10,6% er stigningens stejleste, stiger den her med 6-8%. Derefter stiger den imidlertid jævnt med 8-10% resten af vejen, indtil den flader ud med 4,5% over de sidste 200 m. Stigningen har et hav af hårnålesving, hvoraf de sidste kommer med 1000 m, 700 m og 500 m igen, inden der er en skarp kurve, der leder ind på den 100 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

Annonce

 

Etapen byder på i alt 3442 højdemeter.

 

Le Collet d’Allevard har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på i dette løb i 2011, hvor Joaquim Rodriguez kørte alene hjem til en suveræn solosejr med 31 sekunder ned til Robert Gesink og 39 sekunder ned til Jurgen Van Den Broeck, mens den førende Bradley Wiggins som nr. 6 smed 54 sekunder, men forsvarede trøjen

 

 

 

 

 

Læs også
Riis og Holm undrer sig over Mads P.: Ved du det ikke endnu?

 

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Annonce

 

Vejret

I dag måtte rytterne kæmpe med byger, og det må de måske igen fredag. Der venter en overskyet dag uden megen sol og med en temperatur, der vil være 23 grader ved starten og 25 grader i bunden af sidste stigning. I starten vil det være tørt, men gennem det meste af etapen vil der være en bygerisiko på 25-40%, men den vil tiltage til 35-55% i finalen, hvor der kan komme kraftige tordenbyger. Vinden vil bare være svag til let (8-9 km/t), men den er ikke let at blive klog på. Den vil starte i sydsydvest, men vil dreje over sydvest, vest og nordvest til nord i finalen. Det gør det svært at sige, hvordan vinden vil stå, men der vil generelt være forskellige former for medvind frem til Granier, hvor man får sidemodvind. Derefter får man med- og sidemedvind frem til bunden af målbjerget, hvor der skiftevis vil ære med- og modvind ind gennem hårnålesvingene. Med 4,6 km igen får man sidemodvind, indtil man med 2,5 km igen får medvind, og slutteligt vil der hovedsageligt være modvind over den sidste kilometer, dog med sidemedvind over de sidste 100 m.

 

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Vismas endeløse forbandelse måske kostede endnu en dansk sejr på den dramatiske 5. etape.

 

Favoritterne

På mange måder var det egentlig meget symbolsk, at dagens drama naturligvis skulle koste sprinterne deres sidste chance, så denne brutale udgave kun gav dem én mulighed. Indtil nu kan man dog godt hævde, at det har været småt med brutaliteten. Nok var enkeltstarten lidt længere end vanligt, og nok havde vi en ekstra dag i Massif Central med endda hele to afslutninger på stigninger, men forskellene har jo ikke været dramatisk anderledes end sidste år. Dertil var finalestigningerne for bløde, og som kompensation for de ekstra højdemeter var åbningsetapen jo endda usædvanligt nem.

 

I de kommende tre dage vil man imidlertid finde ud af, at betegnelsen ”historisk brutal” ikke kan kaldes så vildledende, at Forbrugerombudsmanden kan involveres. Nu venter nemlig tre bjergafslutninger, der er stejlere, end man typisk ser det i de franske alper, hvor stigningerne som regel er jævne, lange og bløde. Derudover er der hele tre store klassementsdage, hvad der også er nyt. I det format, ASO gradvist har introduceret de seneste år, har fredagsetapen ellers mest haft karakter af transport frem til Alperne og opvarmning i en lidt blødere finale.

 

Det kan man bestemt ikke sig om etapen i år. Jo, der er tale om transport, hvor det meste af etapen er ganske flad, og der er derfor ikke tale om nogen stor bjergetape med mange højdemeter. Til gengæld kan man på ingen måde kalde finalebjerget for et opvarmningsbjerg. Nej, det er et af de bjerge, der byder på for de franske alper sjældent stejle procenter, og dermed vil vi med det samme få en ret klar fornemmelse af, hvem der kan vinde årets løb.

Annonce

 

Læs også
Yates, Almeida, Ayuso - Sådan fordeler UAE stjernerne til de tre Grand Tours

 

Vi kender bjerget fra 2011. Her udnyttede Joaquim Rodriguez, der var kommet ud af Giroen i flyvende form og vandt to etaper, at han efter enkeltstarten var langt efter. Han havde derfor lidt frihed, men var også knusende suveræn. Hele 31 sekunder var der ned til Robert Gesink på 2. pladsen, og selvom det herefter var mere tæt med resten af top 9 inden for 1.09, var det stadig betydelige afstande. Den førende Bradley Wiggins smed således 54 sekunder, og længere tilbage tabte Thomas Voeckler på 10. pladsen hele 1.58. Med andre ord er det et bjerg, der kan gøre stor skade.

 

Det kan det også denne gang. Etapen er noget lettere end dengang, hvor man klatrede 4400 højdemeter over fire bjergpas, og derfor får vi nok ikke samme blodbad, men målbjerget er svært nok i sig selv. Der er dog to ting, der kan lægge en lille dæmper på festen. Der er skiftevis med- og modvind gennem hårnålesvingene, men det er lidt ærgerligt, at der er et langt modvindsstykke, der starter med 4700 m igen og første ender 2500 m fra stregen. Det andet problem er, at det er første bjergetape af tre, og det plejer at lægge en dæmper på festen. Den dæmper kan blive ekstra stor, fordi der er usikkerhed om, hvordan rytterne har det efter gårsdagens styrt. Heldigvis har enkeltstarten skabt så store forskelle, at man ikke kan tillade sig at vente for længe, og netop fordi Remco Evenepoel og Primoz Roglic har været nede, kan der være en ekstra god grund til at teste dem med det samme.

 

Det er klart, at styrtet skaber usikkerhed om, hvad vi kan forvente i morgen. Dels er der usikkerheden om, hvordan de involverede ryttere vil præstere, men derudover er det usikkert, hvordan etapen vil blive grebet an. Inden i dag var jeg ret sikker på, at Roglic i går fik så meget selvtillid, at han ville gå 100% efter etapen, men den sikkerhed kan jeg naturligvis ikke længere have.

 

Sloveneren var nemlig ikke optimistisk efter etapen. Han faldt på den skulder, han slog i Vueltaen i 2022 og er nu sendt til undersøgelser. Han sagde også, at han har det bedre end mange andre, og han så da heller ikke videre forslået ud fra afstand, men det er klart, at eventuel kontrol fra Bora nu vil afhænge af, hvordan han har det. Ja, faktisk giver det god mening at lade etapen sejle. Har han det bedre end ventet, kan han jo sagtens angribe alligevel og dermed vinde tid uden at have slidt på sit hold med den risiko, at det bliver til intet verdens formål.

 

Det er også klart, at Soudal ikke skal jagte unødigt. Selv uden dagens styrt ville han have al interesse i at lade bonussekunderne forsvinde, men det er også klart, at udbruddets sammensætning bestemmer, hvor meget snor det kan få. Forskellene er store, men ikke så store, at han bare kan lade ethvert udbrud sejle væk med adskillige minutter - og det er også ret gode klatrere, der har tabt en del tid.

Annonce

 

Er der andre hold, der vil skabe samling, hvis ikke Bora vil? Der er vel kun to muligheder, nemlig UAE og Ineos. For dem begge gælder, at de også kan tage en afventende tilgang og bruge denne etape til at følge benene an, inden de eventuelt satser på at vinde en etape i weekenden. Med andre ord er der en ret god chance for, at et udbrud kan holde.

 

Der er imidlertid også en god chance for, at de vil gå efter sejren. Det vil ikke ligne Juan Ayuso dårligt, men efter hans skuffende enkeltstart er chancen for en afventende tilgang blevet større. Jeg tror derfor mere på Rodriguez. Han kørte en god enkeltstart og må lugte blod nu. Det er i hvert fald ikke usandsynligt, at han vil tage initiativ, for det vil passe glimrende til den måde, Ineos typisk kører på.

 

I dag kom udbruddet let afsted, og det har generelt været billedet. Da denne etape er lettere at kontrollere, og da afstandene og chancerne for en udbrudssejr vil være større i weekenden, tør jeg ikke udelukke, at det kan lykkes igen, når starten er relativt let. Jeg vil dog forvente, at der bliver noget kamp om det, og da starten er flad, kan vi sagtens få et udbrud uden alt for mange gode klatrere. Herefter må vi se, hvor meget snor Soudal kan give dem. Hvis de kan få lang snor, og UAE, Ineos og Bora alle er passive, kommer de kun tilbage, hvis det sker af sig selv, og det er ikke givet, at det vil ske, selvom målbjerget er stejlt.

 

Jeg tror dog mest på, at vi får samling. Hvis Roglic får clearet sin skulder, vil Bora formentlig gå efter det, og hvis han ikke gør, har vi stadig to skud i bøssen, hvor jeg anser det som ganske sandsynligt, at Ineos giver den et skud. Selv hvis de ikke målrettet går efter etapen, kan jeg sagtens se briterne lægge pres på, når de rammer den første stigning og igen, når vi rammer målbjerget. Det kan bringe udbruddet tilbage af sig selv, særligt hvis den flade start har betydet, at der mangler gode klatrere i front. Og hvis Bora eller UAE går efter etapen, er det formentlig dem, der vil lægge presset. Derfor regner jeg med, at favoritterne skal køre om det, men som chancen for en udbrudssejr er blevet meget større i lyset af Roglics styrt.

 

Læs også
Medie: UAE Team Emirates får nyt navn og tøj

 

På målbjerget burde der være en relativt god chance for en lang finale. Etapens tidlige placering gør, at det kan blive mere afventende, og det samme kan modvinden på det lange stykke i finalen. Til gengæld betyder usikkerheden om Evenepoels tilstand og de store afstande, at jeg vil tro, at vi får en relativt tidlig åbning. Gør vi det, bør bjerget være så svært, at vi får et ret ærligt og ikke specielt taktisk løb, selvom en spurt blandt et par mand jo aldrig kan udelukkes. Samtidig er det værd at huske på, at det er et relativt kort og stejlt målbjerg efter en relativt flad etape. Det tiltaler de lidt mere eksplosive typer bedre end de sande dieselklatrere.

Annonce

 

Jeg vælger at holde fast i, at Primoz Roglic er favorit, men det siger sig selv, at det jo er baseret pokkers meget på gætværk. Min fornemmelse af meldingerne er, at det ikke er alt for alvorligt. Han så ikke voldsomt forslået ud, og hans udtalelser kunne godt bære præg af, at han bare var bekymret for, at han akkurat skulle lande på den skulder, han har slået før. Han understregede i hvert fald, at andre havde slået sig mere end ham, og derfor ser det ikke ud til, at han er svært indlæggelseskrævende.

 

Derfor kan det sagtens hæmme ham alligevel, og i forvejen er der jo usikkerhed om hans niveau. Grundet den svage præstation i Paris-Nice og styrtet i Baskerlandet har han til gode at vise, at han stadig klatrer som i 2023, og særligt hans præstation i marts gør det i lyset af hans alder til en relevant overvejelse. Som jeg har fremhævet flere gange, kan vi heller ikke én til én oversætte en god enkeltstart fra ham til en god præstation i bjergene, men jeg ser dog flere grunde til at tro på ham. Dette var en meget længere enkeltstart end i Baskerlandet, hvor vi havde den type enkeltstart, han før har kunnet vinde uden at have den helt store motor, og for det andet så han altså ganske overbevisende på 2. etape, hvor han med bedre position med nogen sandsynlighed havde vundet.

 

Han har også flere fordele. Han er skabt til denne slags etaper med kortere, stejle målbjerge uden for mange højdemeter. Ja, denne etape passer ham helt perfekt, og han har tillige den fordel, at han altid kan køre etapen defensivt og satse på sin spurt. Hvis det er planen, har han endda det bedste hold til at kontrollere og sætte sig i scene, og da der samtidig er usikkerhed om niveauet hos hans værste rivaler, kan han formentlig vinde uden at være på 100%. Blandt de tre store favoritter inden løbet er det i hvert fald ham, jeg har mindst tvivl om - selvom jeg har tvivl om dem alle - og hvis ikke skulderen ødelægger det hele, tror jeg på, at han endelig får sin sejr.


Jeg tror faktisk, at jeg vil rangere Carlos Rodriguez som nr. 2. Vi har stadig lidt svært ved at vide, hvor god han er blevet siden sidste år, men han havde et godt udgangspunkt. I Touren lignede han i hvert fald ofte tredjestærkeste mand, og logikken tilsiger, at han er blevet bedre. Han manglede stadig en del i foråret - Ayuso var klart bedre end ham i Baskerlandet, og han blev slået af Richard Carapaz i Romandiet - men i lyset af den mærkelige krise forinden, må man antage, at han havde rum til forbedring, og at den forbedring er indtruffet med hans træning inden løbet.

 

Hans flotte enkeltstart bestyrker mig i opfattelsen af, at han er godt kørende, og vi har tidligere set, nemlig i 2022, at han kører stærkt i optakten til sine grand tours. Til gengæld kunne etapen også passe ham bedre. Han havde gerne haft flere højdemeter, men det er heldigvis så svært et målbjerg, at bedste mand bør vinde, og med tanke på usikkerheden om de andre favoritter, kunne det sagtens være ham.

 

Dernæst må jeg heller pege på Remco Evenepoel. Det er klart, at hans styrt har skabt ekstra usikkerhed i tillæg til den allerede ret store usikkerhed, hans styrt i Baskerlandet havde skabt, men heldigvis lyder det til, at han er sluppet nådigt. Ganske vist siger han, at han må se på sin tilstand i morgen, men både han og Patrick Lefevere indikerer klart, at han var mere chokeret end forslået. Derfor vil det undre mig, hvis det er dagens styrt, der koster ham sejren.

Annonce

 

Til gengæld er jeg stadig ikke tryg ved hans niveau. Hans enkeltstart lagde en dæmper på pessimismen, men jeg har stadig svært ved at finde en god forklaring på hans helt atypisk passive kørsel på 2. etape, hvor han også selv lød ret skeptisk. Vi har før set, at Evenepoel har kørt gode enkeltstarter uden at klatre godt - eksempelvis i forbindelse med VM og det trods sejren skuffende San Sebastian sidste år - for det er en disciplin, hvor han bare er helt naturligt overlegen. Når det er sagt, er denne etape nærmest skræddersyet til ham, for det er præcis på den slags etaper og bjerge, han plejer at være bedst. Han plejer også at være et uhyre, når han kommer ned fra højderne, og hvis hans rivaler ikke er på toppen, kan han vinde uden at være det uhyre, han plejer.

 

Han har også verdens bedste løjtnant i Mikel Landa, der kan hjælpe ham med at køre defensivt, og selvom Roglic altid vil være favorit i en spurt, kan han slå alle - også sloveneren - i en spurt på toppen af et bjerg som dette. Da manglende forberedelse også først for alvor bliver tydeligt, som dagene går, er det bestemt ikke umuligt, at han tager sin anden etapesejr.

 

Den sidste af de fire naturligvis favoritter er Juan Ayuso, men han har desværre kun skuffet indtil nu. Han havde ambitioner på både 2. og 3. etape, men var passiv, og hans enkeltstart var under niveau. I forvejen er han kendt for at starte langsomt og ikke præstere op til en grand tour, og nu ved vi endda, at han var syg i sidste uge. Når det er sagt, ved vi også, at han kan være ekstremt svingende. I Baskerlandet underpræsterede han også på enkeltstarten, inden han vandt kongeetapen, og Schweiz for et år siden var han skidt kørende på begge de to første bjergetaper, inden han vandt både kongeetapen og enkeltstarten. Hans motor har altid godt af at blive varmet op, og vi ved, at hans topniveau er højt nok til at vinde, i hvert fald hvis Evenepoel og Roglic ikke har deres 2023-niveau. Etapen passer ham ikke særligt godt, men som vi så i Baskerlandet, kan han godt præstere på denne slags stigninger, og han har også den fordel, at han kan stole på sin spurt mod hvem som helst.

 

Læs også
Rohan Dennis erklærer sig skyldig i reduceret anklage

 

Jeg tror faktisk, at jeg vil rangere Mikel Landa som den næste. Han er i hvert fald den af deltagerne, der har klatret bedst i år, hvis man ser bort fra Ayuso og Rodriguez. Vi har i de senere år lært, at han ikke er helt stabil, og sidste år floppede han fælt i dette løb, men hans chokerende gode enkeltstart gør mig tryg ved, at han er klart. Desværre er han jo låst af Evenepoel, og derfor har han en ret bunden opgave, men særligt efter dagens styrt er der en reel sandsynlighed for, at belgieren kommer i så tidlig en krise, at det ikke giver mening at lade Landa vente. Ja, faktisk sagde de jo inden løbet, at usikkerheden om Evenepoel gjorde, at de denne gang havde tre kaptajner, og den logik bør stadig holde, selvom chefen kørte en god enkeltstart i går. Det er klart, at Landa venter, hvis Evenepoel kommer i problemer tæt på mål, men oplever han en stor krise, hvad der bestemt ikke vil være første gang for særligt ham, vil der formentlig blive råbt ”Free Landa”, og så betyder hans tidstab i går, at han har lidt mere frihed, end mange andre.

 

Det er virkelig løbet, hvor der er usikkerhed om alle. Vi aner heller ikke, hvor Tao Geoghegan Hart står. Vi så heldigvis i går, at han er kommet meget tættere på sit gamle niveau end i foråret, men der var også et stykke vej endnu. Vi så også, at han stadig ikke kører enkeltstarter som sidste år, og derfor skal vi nok ikke forvente at se Giro-udgaven af ham endnu. Til gengæld var han god nok til, at jeg er tryg ved, at vi ser en god udgave af briten, og med den usikkerhed der er om favoritterne, kan det måske være nok til at vinde. Han er i hvert fald en af de ryttere, der har topniveauet, og han er også en af de ryttere, der kan stole på sin spurt. Da han også har tabt lidt tid og stadig regnes som lidt af en underdog, kan han måske også få frihed, mens de største navne kigger på hinanden.

Annonce

 

Hvis ikke han er på toppen, har Lidl heldigvis Giulio Ciccone . Også han er på vej tilbage, men her taler vi om en operation for en trods alt harmløs cyste. Han har nu været godt i gang i næsten to måneder, og meget taler for, at han begynder at nærme sig sit topniveau. Han kørte i hvert fald to gode spurter tidligere på ugen, og hans enkeltstart var efter hans standard pæn. Vi ved, at han har det svært på de store bjergdage og har kæmpet med holdbarheden, men dette er den første bjergetape og er en etape med et svært målbjerg og få højdemeter. Den kan faktisk godt minde lidt om 2. etape i Catalonien sidste år, hvor han som bekendt chokerede alt og alle ved at overspurte Roglic og Evenepoel til sidst. Han nåede helt nye højder sidste år, og hvis han med sine mange udsving har fundet det igen, vil jeg tro, at han kommer meget langt på denne etape, inden han måske får problemer senere i løbet. Han har det problem, at han er under Geoghegan Hart i hierarkiet, men jeg vil tro, at han har en ret fri rolle til at køre offensivt i et løb, hvor de er outsidere, og her vil han i kraft af enkeltstarten have nogen frihed.

 

Pavel Sivakov er gledet en smule ned på listen i forhold til mine forventninger inden løbet, men det er ikke overraskende. Han har hele tiden været en ubekendt, fordi hans niveau er så svingende, og fordi han langt oftere er halvsløjt end godt kørende. Vi har til gengæld også to gange, nemlig frem mod Vueltaen i 2022 og 2023, set, at han kan være uhyggelig, når han har trænet sig op til en grand tour, og at han stadig har et topniveau, der giver ham en reel chance for at vinde i dette felt. Hans enkeltstart var bare ikke på det niveau, jeg havde håbet, og det skaber en smule skepsis. Omvendt var det jo altså enkeltstarten i Vueltaen i 2022, der var undtagelsen, og den præstation, han leverede i går, var nogenlunde, som man ville forvente den. I det lys er det bestemt stadig muligt, at vi ser en stærk Sivakov, og den udgave, vi så efter sommerpausen i 2022 og 2023, kan godt vinde på en stigning, der minder om dem, hvor han har gjort det bedst, og hvor han vil have lidt frihed. Det er klart, at Ayuso er kaptajn, men det vil ligne UAE godt at bruge deres stærke kollektiv til at køre offensivt og sætte Soudal under pres.

 

Jeg er også blevet mere optimistisk i forhold til Sepp Kuss . Ganske vist ser vi ham stort set aldrig præstere i ugelange løb, men han lignede en mand, der var oven på pedalerne de første to dage. Det er klart, at vi ikke skal lægge for meget i de bløde stigninger, der ikke afslørede meget, men når amerikaneren samtidig er en af de få, der faktisk har topniveauet til at vinde på så svær en stigning, er man næsten nødt til at give ham en reel chance. Han skal finde et niveau, han ikke har endnu i år, men vi ved også, at han sjældent præsterer uden for grand tours. Nu er vi ved at være så tæt på Touren, at man kan håbe, at han er ved at være der, og selvom etapen ikke passer ham ideelt, er bjerget svært nok til, at han kan vinde, særligt nu hvor han enkeltstart giver ham ekstra frihed. Netop enkeltstarten var naturligvis en skuffelse, men det er jo hans standard. Det nye ville have været, hvis han havde gentaget Vuelta-præstationen, og vi ved i hvert fald, at Kuss sagtens kan være god i bjergene uden at køre sublime enkeltstarter.

 

Vismas andet bud er Matteo Jorgenson. Jeg har en klar forventning om, at vi i morgen vil se ham klatre på et helt nyt niveau. Hvordan skulle det næsten gå anderledes, når han har forbedret sig overalt, som vi senest så i går? Sandt er det dog også, at han indtil nu har været lidt for tung til så svære bjerge som dette, og derfor er det ikke mærkeligt, at han både inden løbet og i går sagde, at han regner med at få det svært på disse etaper. Når det er sagt, er denne form for etape med få højdemeter og et relativt kort målbjerg ikke ringe for manden, der vandt Tour of Oman, og vi så jo også sidste år i Romandiet, at han - i et noget svagere felt - godt kan præstere på store stigninger. Vi har nu også set, at han ikke er en helt ringe afslutter, men til gengæld har han det problem, at andre er hurtigere, og at han ikke har nogen frihed. Jeg tror, at han kører en flot etape, men skal han vinde, skal han være bedste mand. Det vil alligevel være ret vildt, hvis han i dette felt kan vinde på så svært et bjerg som dette - men udelukkes kan det ikke.

 

Mens UAE nok stadig har et lidt fladere hierarki, ved vi, hvordan sagerne står hos Bora. Det var helt tydeligt på 2. etape, og derfor går Aleksandr Vlasov ind til etapen som hjælper. Dagens styrt har dog åbnet døren for, at russeren pludselig kan blive fri, og hvis Roglic ikke er på toppen, kan der endda være en fordel i at presse Soudal ekstra ved at udnytte, at de har to mand til at angribe i stil med den taktik, der jo gav Vlasov den overraskende sejr på kongeetapen i Paris-Nice. Skal det lykkes, kræver det dog, at Vlasov er god nok, og selvom han i år har klatret langt bedre end i 2023 og særligt på kongeetapen i Romandiet og på første bjergetape i Catalonien, vil det altså være nyt, hvis han igen er blevet så god, at han kan vinde på dette niveau. Hans lidt skuffende enkeltstart har heller ikke overbevist mig, men omvendt så vi i Romandiet, at det ikke nødvendigvis gør, at han vil skuffe i bjergene. Tværtimod kan den jo nu give ham lidt ekstra frihed, som han udnyttede så flot i Paris-Nice på et dog meget, meget, meget lettere målbjerg, hvor taktik betød langt mere.

Annonce

 

Boras tredje bud er Jai Hindley , der jo er en langt bedre klatrer end Vlasov. Desværre skuffede han fælt på 2. etape, hvor han vel nærmest tog én føring, inden han lod sig falde tilbage og smed sit klassement. Han kørte heldigvis en ret god enkeltstart, men det placerer ham i hvert fald klart nederst i hierarkiet, og han får formentlig kun frihed, hvis Roglic og Vlasov begge falder helt sammen. Omvendt kan han jo sendes i offensiven som en første mand til at lægge et pres, og sker det, er den bedste Hindley meget svær at hente. Problemet er bare, at han ikke ligner den bedste Hindley lige nu, og i den forbindelse skræmmer hans enorme krise i foråret. Omvendt var hans enkeltstart jo hæderlig, og han fik i Tirreno bevist, at han stadig er en af verdens allerbedste klatrere og godt kan præstere i ugelange etapeløb, som han også gjorde det her for et år siden.

 

UAEs tredje kort er Marc Soler . Det er vel næsten sikkert, at han angriber før eller siden, for det vil ligne ham dårligt ikke at gå i offensiven før eller siden. Han er meget ofte blevet brugt som første trin i en UAE-raket, og det virker sandsynligt, at det vil ske igen. Den slags kan naturligvis give en sejr, fordi han har en vis frihed, men det kræver, at han er god nok til at vinde. Det vil være et særsyn for ham at vinde så svær en bjergetape, men vi ved også, at den bedste Soler klatrer overraskende godt, som vi senest så i den første uges tid af Vueltaen. Problemet er bare, at han typisk først finder det niveau efter nogen tid, og det vil undre, hvis han allerede har det nu.

 

Læs også
Dansk stortalent lander udenlandskontrakt

 

Historikken tilsiger også, at vi skal tro på Louis Meintjes. Han har intet vist i et års tid, og han har en alder, hvor han altid skal bevise sig selv, men for bare et år siden var han en af de bedste i dette løb, som han også var det i 2022. Han enkeltstart var efter hans standard ganske fin, og der er derfor en god chance for, at han har nogenlunde samme niveau som sidst. Denne etape passer ham ikke ideelt, og han er sikkert bedre i weekenden, men målbjerget er så svært, at også Meintjes kan præstere. Han har masser af frihed, men det vil trods alt være nyt, hvis han kan vinde i dette felt.

 

En anden rytter med mange spørgsmålstegn er Santiago Buitrago. Colombianeren er mere puncheur end klatrer, og vi har aldrig set ham være med helt fremme på et bjerg, der er så svært som dette. Sidste år gjorde han fine fremskridt, men han kom stadig kun i top 10 i Vueltaen med det yderste af neglene. I år lignede han i Paris-Nice en mand, der havde taget næste skridt, inden han blev ramt af uheld, men det blev ikke bekræftet i Baskerlandet, hvor han igen skuffede, da stigningerne blev længere. Derfor vil jeg blive overrasket, hvis han præsterer rasende godt, men jeg finder alligevel lidt håb i tre ting. For det første klatrede han faktisk ret godt på længere stigninger i Vueltaens tredje uge, for det andet virkede han stærkere end sidste, og for det tredje var han chokerende gode enkeltstart opløftende. Det var den dog også i Vueltaen, og dengang gik det alligevel galt, da han ramte bjergene.

 

Hvis Ineos lægger det pres, jeg har en mistanke om, at de måske vil, kender vi jobbet for Laurens De Plus. Så bliver han det eminente trækdyr, han altid er, men skulle briterne udnytte, at de har to formstærke klatrere, kunne man jo også spille ham offensivt ud. Han viste sidste år i Giroen, at han har genfundet et fint niveau, og efter en mindre prangende forår vil det ligne ham dårligt ikke at finde benene frem mod sit grand tour-mål. Enkeltstarten var i hvert fald lovende, og derfor bliver jeg overrasket, hvis ikke han gør det godt. Vi skal dog tilbage til Touren i 2019 for at finde et niveau, der blot vil kunne bringe ham tæt på at vinde i dette felt.

 

Det er vel denne etape, der er chancen for Ivan Ramiro Sosa. Vi ved, at han kæmper med holdbarheden og derfor sikkert får det svært i weekenden, men på dette stadium i løbet kan vi godt have forventninger. Han har i år rejst sig fint, selvom han stadig er langt fra sin storhedstid, og han har endda også været ret stabil. Han viste fornem form i sidste uge, hvor han efter sit styrt jo faktisk kom fornemt tilbage og formentlig kunne have kørt med om sejren. Vi ved også, at det er på denne slags etaper med få stigninger og kortere, stejle stigninger, han har været bedst. Vi ved til gengæld også, at han ikke i år har vist et niveau, der gør en sejr sandsynlig, og vi ved også, at han sagtens kan sidde i gruppettoen.

 

I sidste uge skuffede Cristian Rodriguez fælt, men efter at have skrevet den store optakt fandt jeg ud af, at han havde haft maveproblemer. Det åbner døren for, at han måske er bedre kørende end som så, og hvis han rammer det niveau, han havde i særligt starten af Catalonien og i Romandiet, er han jo efterhånden blevet så god, at han kommer langt også i dette felt. Til gengæld skal man også bare så på hans kørsel i Jura-løbene og mod slutningen af Catalonien for at blive mindet om, at han er pokkers svingende, og derfor kan han, særligt efter sidste uges nedtur, sagtens falde igennem igen - men potentialet er bestemt til noget pænt.

 

Tør jeg nævne Jack Haig? Det er godt nok længe siden, jeg har gjort det, men han har faktisk set godt ud indtil nu. Han holdt sig fint til de første dage og kørte en for ham fin enkeltstart. Det gjorde han også sidste år, hvor han jo oplevede en ultrakort renæssance med en samlet 5. plads i dette løb. Det er til gengæld også det sidste, vi har set til ham, og den præstation kom efter et trods alt fornuftigt forår. I år har han været - sikkert også efter eget udsagn - horribelt kørende, og derfor skal man nok dæmpe forventningen, selvom vi sidste år så, at han måske kan overraske igen.

 

Jeg skal vel også give Guillaume Martin ”the benefit of the doubt”. Det er klart, at hans endeløse serie af skuffelser i år gør det svært at tro, at han stadig har niveauet, og hans kørsel i sidste uge gjorde det ikke bedre. Han sagde dog efterfølgende, at han var mere mærket af sit styrt end som så, og at han følte, at han havde benene til at vinde. I det lys skal vi vel åben døren for ham. For et år siden skuffede han nemlig også i Mercan’Tour, inden han faktisk endte som nr. 6 i dette løb - hans klart bedste præstation i lang tid. Om han stadig kan finde det niveau, tvivler jeg på, men udelukkes kan det ikke.

 

Så er der Neilson Powless . Amerikanerens enkeltstart var ikke blot chokerende. Den var decideret rystende, og det vidner om, at han er tilbage på det tårnhøje niveau, han havde sidste forår. Vi har imidlertid også lært, at han er ardennerrytter mere end klatrer, og han har altid haft ret klare begrænsninger i bjergene. Det virker slet ikke sandsynligt, at han pludselig kan være med helt fremme på så svær en stigning. På den anden side virkede det heller ikke sandsynligt, at han skulle blive nr. 7 i går, og når vi nu så, hvor meget han udviklede sig sidste år…

 

Ag2r satser på Clement Berthet. Det er helt nyt for mig at nævne ham i så skrapt et selskab som dette, men denne gang er der grund til det. Vi så i Mercan’Tour en bedre Berthet en nogensinde. Det var dog også i et helt, helt anderledes svagt selskab, og det vil være helt nyt, hvis han kan blande sig på dette niveau. Men lad os give ham chancen for at vise, hvor langt han kan komme.

 

Læs også
Pogacar løfter sløret for løbsprogrammet i 2025

 

Endelig er der tre jokers, nemlig Callum Scotson, Derek Gee og Oier Lazkano . Alle kørte en chokerende god enkeltstart, men er også for tunge til denne etape. Det skal imidlertid blive interessant at se, hvor langt de kan komme, hvis de giver den et skud (hvad Scotson helt sikkert gør). Scotson klatrede allerede godt sidste år og viste et helt nyt niveau i Ungarn i år. Gee viste i Giroen, at han slet ikke er så ringe i de høje bjerge og virker vel endnu stærkere nu. Endelig viste Lazkano i Schweiz sidste år, at han godt kan klatre til husbehov, og også han virker stærkere end nogensinde.

 

Jeg har i lyset af hans præstation i sidste uge og på enkeltstarten desværre ingen store forventninger til David Gaudu, og den skuffende enkeltstart skaber også frygt for endnu en krise hos Ilan Van Wilder, der i forvejen er begrænset i bjergene og ligner en ren hjælper. Warren Barguil kørte en uventet god enkeltstart, men har skuffet hele året, er en langsom starter, styrtede i dag og meldte om dårlige ben, da han ville spurte i mandags. Dylan Teuns og Andreas Leknessund skuffede i tirsdags, og begge vil finde disse bjerge svære. Jeg er spændt på Lukas Nerurkar, der er i gang med at bekræfte sit potentiale, men vi så i sidste uge, at han ikke kommer hele vejen. Her så vi også, at Harold Tejada stadig heller ikke klatrer godt nok. Jonathan Castroviejo er stadig en skygge af sig selv, og Bart Lemmen er efter mandagens nedtur ren hjælper, mens Valentin Madouas synes langt fra formen. Clement Champoussin har gjort det godt, men bjerget er for svært, og jeg ser ingen stor præstation af Lorenzo Fortunato, der virkede træt i Giroen. Krists Neilands kan komme langt, men bjerget er nok lidt for svært. Andre navne, der kan komme et stykke, er Matteo Sobrero, Nicolas Prodhomme, Bruno Armirail, Darren Rafferty, Romain Gregoire, Quentin Pacher, Kobe Goossens, Jakob Fuglsang, Carlos Verona, Andreas Kron, Edoardo Sepulveda, Gregor Mühlberger, Javier Romo, Davide Formolo, Tiesj Benoot og Odd Christian Eiking, men de kommer ikke hele vejen.

 

Som sagt betyder dagens styrt, at chancen for en udbrudssejr er ret god, og med lidt held kan de flade start sikre, at man ikke skal være verdens bedste klatrer for at vinde. Den vil i forvejen handicappe de helt rene klatrere, der får svært ved at ramme udbruddet. Gode kandidater kunne være Guillaume Martin, Clement Berthet, Lorenzo Fortunato, Krists Neilands, Dylan Teuns, Gregor Mühlberger, David Gaudu, Davide Formolo, Ivan Ramiro Sosa, Javier Romo, Cristian Rodriguez, Kobe Goossens og Clement Champoussin.

 

BEMÆRK: Som beskrevet ovenfor er chancen for en udbrudssejr blevet markant større efter Primoz Roglics styrt. Det kan gå begge veje. Optakten er baseret på de oplysninger om skaderne, jeg har nu, men kommer der nye meldinger i aften, vil jeg opdatere optakten. I sagens natur vil den denne gang være baseret ekstra meget på gætværk, fordi usikkerheden om to af de største favoritter er så stor. Husk også, at jeg rangerer efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt for den velkørende Jorgenson.

 

OPDATERING: Jeg må have været stæreblind, men det var helt gået hen over mit hoved, at Ayuso var involveret i styrtet. UAE var også helt tavse, men det er nu meldt ud, at hans deltagelse i morgen er endog meget usandsynlig. Det virker i det lys vanskeligt at forestille sig, at han vil blande sig i kampen om sejren, hvorfor Sivakov med Soler i en fri rolle nu ligner UAEs bud. Det udelukker naturligvis også, at UAE tager ansvar for jagten.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Carlos Rodriguez, Remco Evenepoel

Outsidere: Mikel Landa, Tao Geoghegan Hart, Giulio Ciccone, Pavel Sivakov, Sepp Kuss

Jokers: Matteo Jorgenson, Aleksandr Vlasov, Jai Hindley, Marc Soler, Juan Ayuso, Louis Meintjes, Santiago Buitrago, Laurens De Plus, Ivan Ramiro Sosa, Cristian Rodriguez, Jack Haig, Guillaume Martin, Neilson Powless, Clement Berthet, Callum Scotson, Oier Lazkano, Deres Gee

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Guillaume Martin, Clement Berthet, Lorenzo Fortunato, Krists Neilands, Dylan Teuns, Gregor Mühlberger, David Gaudu, Davide Formolo, Ivan Ramiro Sosa, Javier Romo, Cristian Rodriguez, Kobe Goossens, Clement Champoussin

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2011.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Tre ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 3-placering.
Fire ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men begrænset. For en sejr skal meget flaske sig, men en top 5-placering er til gengæld sandsynlig.
Fem ryttere, for hvem en sejr må betragtes som usandsynlig, men som er gode bud på en top 10-placering.
Primoz Roglic
Carlos Rodriguez, Remco Evenepoel
Mikel Landa, Tao Geoghegan Hart, Giulio Ciccone, Pavel Sivakov, Sepp Kuss
Matteo Jorgenson, Aleksandr Vlasov, Jai Hindley, Marc Soler, Juan Ayuso, Louis Meintjes, Santiago Buitrago, Laurens De Plus, Ivan Ramiro Sosa, Cristian Rodriguez, Jack Haig, Guillaume Martin, Neilson Powless, Clement Berthet, Callum Scotson, Oier Lazkano, Deres Gee
Clement Berthet, Lorenzo Fortunato, Krists Neilands, Dylan Teuns, Gregor Mühlberger, David Gaudu, Davide Formolo, Javier Romo, Kobe Goossens, Clement Champoussin, Ilan Van Wilder, Warren Barguil, Andreas Leknessund, Lukas Nerurkar, Harold Tejada, Bart Lemmen, Jonathan Castroviejo, Valentin Madouas, Matteo Sobrero, Nicolas Prodhomme, Bruno Armirail, Darren Rafferty, Romain Gregoire, Quentin Pacher, Jakob Fuglsang, Carlos Verona, Andreas Kron, Edoardo Sepulveda, Tiesj Benoot, Odd Christian Eiking
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 10. december 2024

Landevej
Dansk stortalent lander udenlandskontrakt
Landevej
Eddy Merckx gennemgår vellykket operation efter styrt
Landevej
Pogacar løfter sløret for løbsprogrammet i 2025
Udstyr og test
Udlev cykeldrømmen for et overkommeligt beløb
Landevej
Landstræner tror på Van der Poel – men gør han selv?
Udstyr og test
Ny vild topcykel fra Scott
Landevej
Ikonisk afslutning ændres i belgisk klassiker
Landevej
Dansk profil har fremtiden på plads, erfarer Feltet.dk
Landevej
Medie: UAE Team Emirates får nyt navn og tøj
Landevej
Pogacars agent kritiserer budgetloft
Landevej
Rohan Dennis erklærer sig skyldig i reduceret anklage
Landevej
Træner giver Evenepoel-opdatering: Vi har blandede følelser

Mandag den 09. december 2024

Landevej
Dansk juniorhold får ny moderklub
Landevej
Nordmand om Visma-afsked: Mine muligheder ville være begrænsede
INTERVIEW Bane
Eksklusivt interviewAagaard ser blandet på Champions League-andenplads: Jeg havde håbet på en smule mere
Landevej
Thibau Nys: Mere Ardenner end Roubaix
Landevej
Eddy Merckx brækker hofte i styrt
Landevej
Gode dage, gode dragter: To hold mere løfter sløret
Cross
Tidligere verdensmester hylder Van Aerts cross-program
Landevej
Van Gils reagerer på drømmeskiftet
Landevej
Transferlisten 2024-2025 - ProTeams
Landevej
Decathlon lancerer ny trøje
Landevej
Officielt: Belgisk stjerne skifter til Red Bull – BORA
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewVisma-rytter skifter til ColoQuick: Moberg ser mit potentiale
Landevej
Ny dansker i Bora-systemet
Landevej
Dansker forlader Visma Lease a Bike
Landevej
Forsvarende vinder går glip af Tour Down Under
Landevej
Stjerne er tilbage på cyklen efter operation

Søndag den 08. december 2024

Landevej
Mads P. er misundelig på Asgreen
Landevej
Boonen: Pogacar kan vinde Paris-Roubaix
Bane
Norman om OL-skuffelse: Jeg havde lyst til at give op
Landevej
Johansen sætter flere ord på UAE-skifte
Landevej
Dansk hold præsenterer 2025-truppen
Bane
Aagaard vinder sølv i Champions League
Bane
OL-vinder brækker armen i grimt styrt
Cross
Ekstreme vejrforhold aflyser World Cup fra Italien
Landevej
Legende stempler ind i diskussion om Pogacar og Merckx
Landevej
Klatrestærk irer husker tilbage på ”gåsehudsøjeblik”
Landevej
OL-sølvvinder ser tilbage på sæsonen

Lørdag den 07. december 2024

Landevej
FDJ – SUEZ klar til 2025 med stjernespækket hold
Landevej
Pil ned i forhold til sidste år – Healy gør status på 2024
Landevej
Dobbelt Tour-etapevinder tror, Pogacars dominans vil dale i 2025
Landevej
Jayco AlUla-præstationschef hylder Ben O’Connors taktik
Landevej
Transferlisten 2024-2025 - Dansk
Landevej
Lefevere giver Giro-status - udelukker kæmpe løb
Landevej
Vaccine-problematik lurer før VM
Landevej
Den indonesiske Van Aert vinder
Landevej
Legende kritiserer Pogacars rivaler: Vingegaard kører kun Touren
Landevej
Pogacar forholder sig til vanvittigt projekt
Landevej
Remco får klar opfordring fra ekspert efter styrt
Landevej
Storhold gør uventet MTB-profil professionel
Landevej
Transfersaga nærmer sig afslutning: Stjerne har underskrevet en kontrakt
Landevej
Flere stjerner vender hjem til sæsonstart
Landevej
Pogacar reagerer på kåring som verdens bedste
Bane
Video i artiklenAagaard tabte mere terræn i toppen
Landevej
Pogacar modtager fornem pris
Landevej
Talent bliver på ColoQuick i jagten på profkontrakten

Fredag den 06. december 2024

Landevej
Voigt kalder Pidcock for Ineos’ ”dårlige æble”
INTERVIEW Gravel
Eksklusivt interviewKongstad om stor beslutning: Jeg behøver ikke et landevejshold
Cross
EM afholdes ikonisk sted
Landevej
Oversigt: Vinderne af Feltet.dk Awards
Landevej
Nyt kluns til Novo Nordisk
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewNyt udlandseventyr indledes i stort udstillingsvindue - skal bruges til at opnå stort mål
Landevej
Stjerne vil ikke ændre sig: Jeg må ikke miste det
Landevej
Transferlisten 2024-2025 - WorldTour
Landevej
Fransk stjerne afslører sæsonmål
Cross
Van Aert offentliggør løbsprogram
Landevej
Medie: Van Gils har fremtiden på plads
Landevej
Holdejer ekstatisk over Pidcock-skifte
Landevej
Officielt: Pidcock har holdet på plads
Bane
Kåring: Her er årets danske sejr 2024 (øvrige)
Landevej
Bruyneel: Jeg forventer ikke, at det vil få store konsekvenser
Landevej
Visma-boss udpeger: Det var absolut højdepunktet
Landevej
Astana henter italiener fra udviklingsholdet
Cross
25-årig stopper karrieren: Kørte rundt med selvmordstanker
Landevej
Mads P. afslører sæsonåbner

Torsdag den 05. december 2024

Bane
Danmark får sit første kommercielle banehold nogensinde
VIS FLERE

Annonce