Prøv vores nye app
Optakt: 6. etape af Criterium du Dauphiné
09. juni 2023 14:54Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Jonas Vingegaard leverede en knusende magtdemonstration allerede inden løbets tre bjergetaper, og dermed har storfavoritten lagt løbet i et jerngreb inden løbets tre afgørende dage. Det er nemlig først fredag, at bjergene melder sig, hvad de gør med en blødere opvarmningsetape, der lugter mere af puncheur- end rigtigt bjergterræn, og hvor dagens danske overlegenhed meget vel kunne føre til en udbrudssejr.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné altid med fire store bjergetaper i Alperne, men den nye tradition med en hård start i Massif Central betyder, at man nu plejer at nøjes med tre af slagsen. Den nye trend er også, at fredagsetapen mest er en mere eksplosiv opvarmningsetape inden weekendens to store dage i Alperne, og sådan er det også i år. Her skal man nemlig over den relativt bløde Col des Aravis i finalen, inden det gælder en eksplosiv dobbeltstigning op til målet, hvor der er lagt op til puncheurfest, men også med nogen sandsynlighed endnu en potentiel udbryderdag.

 

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km, der fører feltet fa Nantua til Crest-Voland. Startbyen ligger på kanten til Jura-bjergene og målbyen i Alperne, men det mest af tiden holder man sig i nærheden af dalen. Fra start kører man kører man igennem let faldende terræn mod nordøst frem til det nordligste punkt, hvorfra det går mod sydøst. Efter 15,7 km drejer man mod sydvest for at køre op ad en lille bakke, der har top efter 18,9 km, hvorefter det går mod syd ad en lang og let faldende vej hele vejen ned langs Rhone-floden, indtil man efter ca. 40 km drejer mod nordøst for at køre det sidste korte stykke frem til byen Seyssel, hvor man efter 43,8 km krydser floden.

 

Læs også
Vingegaard kommer med positive meldinger

 

Her forlader man med det samme dalen for at køre mod nordøst og øst op ad kategori 2-stigningen Cote de Droisy (7,5 km, 4,7%), der er en jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 52,8 km, hvorfra det falder let mod nordøst. Senere begynder det i stedet at stige let, når man zigzagger sig mod nordøst, sydøst og til sidst nord frem til byen Cruseilles, hvor man efter 82,4 km drejer mod nordvest. Herfra stiger det kortvarigt let, inden det i stedet begynder at falde let ned til udkanten af storbyen Annemasse, der ligger på grænsen til Schweiz. He drejer man mod sydøst for at køre ad en lang, lige og flad vej langs floden l’Arve ned til udkanten af Bonneville, hvor man drejer mod sydvest for at køre det sidste korte, flade stykke.

 

Efter 121,5km drejer man mod syd for at køre ind i Alperne. Det sker via en lang og relativt lige vej, der stiger, i starten lidt kraftigt og senere kun let, indtil man når frem dagens spurt, der køres i 950 m højde efter 141,2 km. Herfra drejer man mod sydøst for at fortsætte ad den let stigende vej et ganske kort stykke, inden finalen indledes, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col des Aravis (7,8 km, 5,7%), der over de første 2 km stiger med hhv. 3,8% og 9,2%, hvorefter den stiger jævnt med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 151,9 km.

 

Herfra resterer bare 18,9 km, der indledes med en i starten meget teknisk og siden let nedkørsel, som fører videre mod sydøst ned til byen Flumet, der nås efter 163,0 km. Her kører man med det samme mod syd op ad kategori 2-stingingen Cote de Notre-Dame-de-Bellecombe (3,2 km, 6,1%), der skal deles i flere dele. De første 600 m er stort set flade, inden der følger 600 m med 11,5% og derefter 600 m med 8,5%, hvorefter det flader ud med 4,4% over de næste 600 m frem mod de sidste 800 m, som stiger med 7,2%.

Annonce

 

Toppen rundes efter 166,7 km, hvorefter de sidste 3,5 km indledes med en bare 700 m lang og let nedkørsel, som fører mod sydøst. Herfra drejer man med det samme mod sydvest for at køre op ad målstigningen Crest-Voland (2,3 km, 6,6%), der er i kategori 3. Også den skal inddeles i flere dele, da den indledes med 600 m med hele 13,8%, hvorefter de næste 600 m stiger med 4,5%. Nu følger 600 m med 7,0%, men de sidste 500 m stiger bare med 2,0%. Man drejer skarpt ind på stigningen med 2300 m igen, men derefter er det en næsten lige, 6 m bred vej, der leder frem til stregen, dog med to hårnålesving i rap med 1300 m igen, inden den bugter sig ind på den 350 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3406 højdemeter.

 

Crest-Voland har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på næstsidste etape af den meget stærkt besatte 2018-udgave af Tour de l’Avenir, hvor Gino Mäder kørte alene hjem med 15 sekunder ned til en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Ivan Ramiro Sosa foran Robert Stannard, Aleksandr Vlasov og den førende Tadej Pogacar.

 

 

 

 

Læs også
Optakt: Fleche Wallonne

 

 

 

 

Annonce

 

 

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Efter nogle flotte sommerdage ser det mere ustabilt ud til løbets tre dage i bjergene. Allerede fra start, hvor temperaturen vil være 24 grader, vil der være en bygerisiko på 35%, og den vil ligge på 40-75% gennem hele eftermiddagen, størst i finalen, hvor temperaturen i målområdet vil falde til kun 19 grader. Vinden vil være let (7-10 km/t) og komme fra først sydvest, siden vest og i finalen igen fra sydvest. Det giver sidemodvind ned til første stigning, hvorefter der vil være med- og sidemedvind resten af dagen. Det bør også gælde til sidst, men efterhånden som vinden drejer i sydvest vil det blive til først sidevind og slutteligt sidemodvind. Sidemodvinden vil starte efter toppen af Aravis og vare ved hele vejen frem til bunden af sidste stigning, hvor der vil være direkte modvind hele vejen op.

 

Analyse af 5. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Jonas Vingegaard med sin magtdemonstration på 5. etape fik en uventet gevinst, fordi de andre bare ikke kunne følge med.

 

Favoritterne

Med en dags forsinkelse i forhold til det, vi kendte i gamle dage, er vi endelig noget til det, Dauhphiné handler om, nemlig bjerge. Arrangørerne har imidlertid indført det ret faste format, at vi har en tretrinsraket med en blød puncheuretape fredag, en kongeetape lørdag og en kort, eksplosiv bjergetape søndag, hvor alt kan ske. Den model har man fulgt slavisk i år, og derfor har fredagens etape mere karakter af opvarmning til weekenden.

Annonce

 

Læs også
Italiensk veteran tager sjælden sejr

 

Det betyder ikke, at der ikke kan ske noget. De sidste 6,7 km er praktisk talt alle stigende, og der er nogle meget stejle passager undervejs. I bunden har vi 600 m med 11,5%, og til allersidst har vi 600 m med 13,8% -et stykke, der ender bare 600 m fra stregen. Det er således ikke nogen let stigning, men den er også meget, meget irregulær. De stejle passager efterfølges af både meget lette stykker samt mellemhårde stykker, og der er tillige 1100 m mellem de to officielle stigninger. Forinden sal de over Aravis, men det er ikke nogen rasende svær stigning.

 

Det er bestemt ikke terræn til at vinde minutter. Det er tværtimod puncheurterræn, der bør indbyde til en eksplosiv spurt. Det vil være muligt for en stærk rytter - i praksis Jonas Vingegaard - at gøre forskellen på de 600 stejle meter til sidst, men stykket er så kort, at det ikke er sikkert, at det vil være muligt for selv ham. De forskelle, der kommer, vil handle om sekunder, og de bliver endnu mindre af, at vi får en modvindsfinale med direkte modvind på hele den 2,4 km lange sidste stigning.

 

Angreb skal vi nok få. Richard Carapaz lægger sig aldrig ned, og hvis han har benene, prøver Mikel Landa måske også. Giulio Ciccone og Adam Yates lignede i dag også mænd, der kunne finde på noget, men vigtigst af alt er det sandsynligt, at Jonas Vingegaard vil trykke til på det sidste stejle stykke. Selvfølgelig handler det primært om at spare sig til weekenden, men i denne finale kan det bedste forsvar være et angreb. Bliver det for står en gruppe, når den flader ud til sidst, kan det blive for svært at styre for en isoleret dansker, og det er jo ikke just en bondegård af kræfter, han skal bruge til allersidst.

 

Spørgsmålet er, om de skal køre om etapen. Det tror jeg ikke. Indtil i dag havde jeg en tro på, at Julian Alaphilippe ville gå efter denne etape, men efter dagens store nedtur kræver det lidt at bede sit hold om at arbejde hele dagen én gang til. Omvendt er det nok hans sidste chance for at tage endnu en etapesejr, og derfor tør jeg intet udelukke, men jeg vil tro, at han denne gang holder sig i skindet.

 

Er der andre, der kunne finde på noget? De fleste vil have tankerne rettet mod weekenden, og derfor tror jeg det ikke. Der er vel kun tre kandidater. Mest oplagt er Trek, for det er en perfekt finale for Ciccone, der må have fået meget selvtillid i dag. Amerikanerne er helt klart mit bedste bud på et hold, der vil tage initiativ, men det kunne også være EF. Nok fik Carapaz klø i dag, men det vil ligne ham ufatteligt dårligt ikke at forsøge at rejse sig ved det træ, han er faldet. Endelig så vi i dag, at Bahrain jagtede for Mikel Landa, og selvom det egentlig ikke er nogen stor finale for ham, kan det sagtens ske igen i morgen.

Annonce

 

Jeg tror det dog ikke. Landa virkede ikke overbevisende i dag, Carapaz og Alaphilippe fik trods alt tæsk, og Vingegaard var så suveræn, at man skal tro meget på sig selv, hvis man er overbevist om, at man ikke bare kører ham frem til endnu en etapesejr. Mange vil sikkert allerede have fokus på 2. pladsen i klassementet, og derfor giver det bedst mening at spare sig til weekenden.

 

Hvad så med Vingegaard selv? Jeg tror ikke, at han afgiver trøjen, for etapen er ret let at kontrollere, men det vil undre mig svært, hvis han brænder sit hold af på at vinde denne etape. De er nede på seks mand og skal kontrollere hele weekenden, hvor han helt sikkert hellere vil vinde. Det vil overraske mig meget, hvis vi ser Jumbo tage ansvar. Skal det ske, skal det formentlig være Trek eller Soudal.

 

Kan udbruddet så komme tilbage af sig selv? Ja, det er en mulighed. Hvis Vingegaard ikke afleverer trøjen, hvad han næppe gør, skal et udbrud med nogen sandsynlighed holdes i snor. Når vi rammer Aravis, kunne man sagtens se Trek, EF, Bahrain eller UAE lægge et pres, og så kan et udbrud hurtigt tabe tid. Forskellene er dog også nu så store, at de fleste udbrud kan få ret lang snor, og det kræver derfor den helt rette sammensætning - en sammensætning, Jumbo kan forhindre, fordi starten er relativt nem.

 

Jeg hælder altså til en udbrudssejr. Det er primært Trek og Soudal, der kan forhindre det, eller en snor, der bliver så kort, at udbruddet kommer tilbage af sig selv, men med Alaphilippes nedtur i dag lugter det af et udbrud. Det lægger op til den lange kamp, vi aldrig fik i dag, men med den relativt lette start, bliver det et lotteri at komme afsted. De mere klatrestærke typer skal drømme om, at vi når hen til stigningen, inden elastikken knækker, men det er bestemt heller ikke umuligt.

 

Læs også
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

 

Man skal altså formentlig have lidt held for at komme afsted, men man skal klatre godt for at vinde. Finalen er stort set uden fladland, så det er meget svært for tungere folk at få et forspring. Det kan en god nedkører få på de periodevist tekniske nedkørsel, særligt hvis det bliver vådt, men meget taler for, at det vil blive vundet af den mest eksplosive puncheurtype i udbruddet. Det kan dog alligevel godt blive taktisk. Kan den bedste puncheur ikke køre væk på de stejle dele, kan det sagtens blive noget stop-go-kørsel i modvinden. Modvinden åbner døren for lidt tungere typer, men man vinder ikke, hvis ikke man klatrer godt.

Annonce

 

Jeg prøver at gå med Andrea Bagioli igen. Den italienske lottokupons form er stadig ret svær at vurdere i et løb, hvor han mest har ageret hjælper, men i dag fik han i hvert fald lagt det pres, der gjorde det muligt for Richard Carapaz at gøre forskellen. Sidste år var han flyvende i dette løb, hvor han klatrede bedre end nogensinde, og hvis han har samme niveau i år, burde dette være en god finale for ham. Truslen er den lange stigning, men den burde i modvind være noget, han sagtens kunne klare, og den sidste dobbeltstigning med kun nogle korte, stejle stykker er skabt til en puncheur som ham. Vi så som bekendt i Montreal sidste år, at den bedste udgave af Bagioli kunne køre med folk som Pogacar, Van Aert, Gaudu og Yates, og det vidner om, hvor god han er i denne slags terræn. Han er samtidig rasende hurtig på de sidste 600 m, der er næsten flade, og det kan blive vigtigt i modvinden. Vi ved stadig ikke helt, hvor han står, men efter et forår, hvor han var tilbage på sporet efter et svært 2022, tror jeg på, at han er god nok til at vinde denne etape.

 

Det burde også være en perfekt etape for Oscar Onley. Da han sidste år i Kroatien pressede Vingegaard til det yderste, lignede han en sand komet allerede nu. I år har han skuffet, og han er endda blevet overhalet af Max Poole, men han har bestemt vist, at han kan begå sig på dette niveau. Er han ikke den bedste i et udbrud, hjælpes han i hvert fald af modvinden, og det er en eksplosiv finale, der passer ham storartet. Det var nemlig i den slags afslutninger, han truede Vingegaard, og han er også ganske hurtig på den flade del. I dag viste han et pænt - dog ikke prangende - niveau, og det gjorde han også på enkeltstarten. Han synes i hvert fald god nok til at vinde i en finale, der passede ham ganske perfekt.

 

En anden rytter, der er skabt til denne finale, er Alexis Vuillermoz. Efter et svært forår med mange skader var der usikkerhed om hans niveau, men i dag fik vi at se, at hans form i hvert fald ikke er katastrofal. Mangler han nogle procent, vil han være hjulpet af modvinden, og overlever han først den lange stigning, burde den sidste stigning med to korte mure passe perfekt til en murspecialist. Spurtstærk er han også til de sidste fladere dele, men det store spørgsmål er, om han er god nok. Det er svært at svare på, når vi taler om en mand, der i de seneste år har haft mange styrt og været enormt svingende. Dagens etape giver ikke det endelige svar, men han har i hvert fald en god chance for at vinde for andet år i træk.

 

Efter i dag har jeg også fået stor tiltro til Mathieu Burgaudeau. Egentlig ville jeg regne denne etape som værende for svær for franskmanden, men i dag klarede han en vanskeligere stigning ganske sublimt. Vi så også i den tredje uge af Touren, at en formstærk Burgaudeau faktisk slet ikke er så ringe på længere stigning. Den sidste dobbeltstigning har den eksplosive karakter, der bør passe ham, selvom den samlet set er lidt lang for ham. Det er klart, at han kan være oppe mod bedre klatrere, men her hjælpes han ganske markant af modvinden. Jeg kan have en frygt for, om procenterne er for stejle, for vi så på det område et svaghedstegn på Mur de Huy tidligere i år, hvor han ellers var i storform, men i den rette gruppe bør han med det niveau, han viste i dag, i hvert fald kunne vinde.

 

Lad os overdynge de sociale medier med hashtagget #FreeFraile. Med den superform Omar Fraile viste i dag, har han fortjent at få sin chance. Det burde heller ikke være helt umuligt, når nu det gik Ineos så ilde, men alligevel frygter jeg, at han er låst. Egan Bernal så godt ud i dag, og holdet er trods alt kun fem mand. Dagens resultat gør imidlertid, at det ikke længere er umuligt, at udbryderkongen slippes løs, og så ved vi, hvor giftig han kan være, når han slippes løs. Dagens niveau var tårnhøjt, og finalen passer en eksplosiv fyr, der tillige er rasende hurtig i den let stigende spurt. Problemet er, at procenterne måske bliver lidt for stejle for hans store krop, men han har trods alt vundet Mende-etapen i Touren. Det burde med modvind være inden for hans rækkevidde.

Annonce

 

Robert Stannard er lidt samme type som Burgaudeau, men han har ikke vist helt samme evner på længere stigninger. Derfor er der en vis risiko for, at stigningerne bliver for lange til sidst, men det er trods alt noget ardennerterræn. Her så vi hans evner i det flotte forår sidste år, og han viste med sin flotte Mur de Huy-etape i Vallonien, at han er god i denne slags eksplosive, stejle afslutninger. Han er rasende hurtig i den let stigende spurt, og i dag så vi, at han efter et svært forår endelig er kommet i form. Det ændrer ikke på, at jeg frygter, at han vil være oppe mod lidt for gode klatrere, men her er modvinden i hvert fald en god ven til australieren.

 

Jeg ville gerne have Valentin Madouas som en af topfavoritterne. Med Gaudus nedtur har han nu al den frihed, han skal bruge, men han var godt nok bekymrende skidt kørende i dag. Det er ret åbenlyst, at han ikke vinder med de ben, han havde i dag, men omvendt ved vi også, at han kan være uhyggeligt ustabil. Det er før set, at han lige skal varme benene op, og vi ved, hvor vildt et topniveau han har fået. Det viste han måske særligt i et Strade Bianche, hvor han uden styrt med nogen sandsynlighed havde vundet, og det vidner også om hans evner i denne slags eksplosivt terræn. Hurtig på stregen er han også, og der er ingen tvivl om, at Strade-udgaven af Madouas havde været min suveræne topfavorit til denne etape. Det var bare ikke den udgave, vi så i dag - desværre meget langt fra.

 

Jeg ville gerne rangere Sean Quinn højere, men jeg er bekymret for hans lille tidstab. Snoren risikerer at blive for kort, men den er heldigvis lang nok til, at intet er umuligt. Han er jo ikke en mand, man frygter, og efter en nærmest katastrofal sæson, der ganske vist har kastet en sejr af sig, har han vist storform de seneste dage. Det er i denne slags eksplosivt terræn, han har været bedst, og han fik netop sin sejr i Coppi e Bartali i en murfinale fra et udbrud. Indtil nu har han ikke vist et niveau, der gjorde det realistisk at vinde i så stort et løb, men med det, vi så i dag, virker det ikke umuligt, også fordi han har den gode spurt til den fladere del. Spørgsmålet er bare, om han får lov.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

 

Så er der Rune Herregodts. I dag endte han langt tilbage, men mon ikke det handlede om at få smidt den tid, der vil give ham frihed? Den frihed har han i hvert fald nu, og vi har tydeligt set, at han er i storform. Spørgsmålet er bare, om det ikke bliver lidt for svært. Han kørte stærkt i Algarve tidligere i år, men da det for alvor gik løs på Malhao, var han for tung. Omvendt er han ung og uprøvet, og vi er stadig ved at lære ham at kende. Modvinden vil i hvert fald hjælpe ham, og formen er god. Kommer han først frem til den flade afslutning, kan han slå de fleste på stregen. Udfordringen bliver at komme så langt.

 

En af dagens store overraskelser var Lawson Craddock. Det er noget af den bedste klatring, vi har set fra ham i meget lang tid, og det lover godt. Han har i hvert fald al den frihed, han skal bruge, og han står relativt stærkt i forhold til at ramme et udbrud i den lette start. Det er længe siden, han har klatret så godt, at han ville være en kandidat i denne slags finale, men vi skal ikke glemme, at unge Craddock faktisk var klassementsrytter med topplaceringer i Californien og Polen. I det polske løb viste han faktisk også lidt eksplosivitet og en fart, vi ikke har set siden dengang, og derfor er det en finale, der passer ham hæderligt. Der vil være mere eksplosive folk end ham, men efter i dag kunne han meget vel være gruppens stærkeste - og ellers må han finde sin gamle fart eller vinde via taktik.

Annonce

 

Så er der Matteo Jorgenson. Han smed en bondegård i dag, hvor han tabte kæden i finalen, men angiveligt også var ret forslået. I det lys er det svært at tro, at vi vil se ham fremme, også fordi Enric Mas skal bruge ham. Omvendt er Movistar ikke bange for at sende folk i udbrud, og han viste på enkeltstarten, at han trods alt ikke er helt kvæstet. Dagens meget store tidstab handler formentlig også om, at han rullede til mål, da det virkede helt umuligt, så lad os give ham en chance. Griber han muligheden, og er han ikke helt forslået, bliver han i hvert fald svær at slå i en finale, der passer ham glimrende.

 

Kunne Juan Pedro Lopez finde på at gå i udbrud? Jeg tror det desværre ikke. Han var så velkørende i dag, at det vil være oplagt for ham at køre klassement på mere traditionel maner, når det er det, han skal i Touren, og derudover er han vigtigste hjælper for den overbevisende Ciccone. Omvendt har han mistet så megen tid, at han i hvert fald har friheden, og han har jo før haft succes med at bruge udbrud til at bringe sig frem i et klassement. Det er klart, at denne eksplosive finale ikke just er ham, men den har trods alt så svære dele, at bedste klatrer med nogen sandsynlighed vil vinde, også i modvind. Med det, han viste i dag, kunne det godt være ham, hvis altså han tager chancen.

 

Ellers har Trek Kenny Elissonde . Hvis ikke Ciccone går efter etapen, burde han havde den frihed, han havde på 2. etape, og han viste i dag, at formen efter et uheldigt forår ikke er helt ringe. Det er imidlertid også en finale, der passer ham ganske skidt, og ligesom Lopez skal han vinde enten via taktik, eller fordi han slet og ret er bedste klatrer på de stejle procenter. Det er længe siden, vi har set en Elissonde, der kan være bedste mand i en sådan gruppe - særligt når modvinden er en modspiller - men omvendt er det bestemt muligt, hvis bare gruppen er den rette.

 

Hvad så med Kevin Geniets? Som udgangspunkt er dette terræn for svært, men jeg har svært ved at glemme det klatreniveau, han havde i Paris-Nice. Det var rystende godt og kommer efter en periode, hvor han bare er blevet bedre og bedre. Med dagens nedtur til Gaudu har også han i hvert fald frihed til at forsøge sig, og han står relativt stærkt i den lette start. I dag viste han, at han har genfundet de gode klatreben, men det bliver stadig en udfordring for en fyr som ham at vinde i så vanskelig en finale, hvor de stejle procenter kan være for voldsomme. Modvinden hjælper imidlertid, og han er ganske hurtig. Med det, vi så i foråret, ligner det ikke en umulighed.

 

Kunne Torstein Træen prøve? Jeg er bange for, at han som Quinn er for langt fremme, men afstanden er stor nok til, at det måske kan lade sig gøre. Efter et skuffende forår ser han i dette løb ud til at nærme sig det superniveau, han havde i 2022, hvor han endte i top 10 i Catalonien, selvom han ikke helt er der. Rammer han den rette gruppe, bør han dog være en af de bedste klatrere, men det skal han også være for at vinde. Han er nemlig uden punch, og derfor er det en finale, hvor en type som ham kan få svært ved at vinde, selv hvis han har sin bedste form.

Annonce

 

En overraskelse i dag var Benjamin Thomas. Det var ikke mit indtryk, at han var i storform, men i dag klatrede han jo chokerende godt. Selv med de gode ben, han havde i dag, skal han dog stramme sig an, hvis han skal følge med ardenner- og klatretyper på denne slags stigninger, men der er optioner. Modvinden hjælper og lidt taktisk stop-go-kørsel kan gøre det samme. Overlever han først de stejle dele, står han stærkt, da han er en af de hurtigste på stregen.

 

Jeg vil også nævne Harry Sweeny igen. Australieren virker formstærk, og jeg har stadig lidt svært ved at glemme, hvor godt han klatrede i Ain sidste år. Vi så glimt af det samme i årets første løb, og han synes at nærme sig samme form nu. Jeg vil dog tro, at han kan få det for svært på de stejle procenter, og lidt taktik vil han nok være afhængig, også fordi han ikke er nogen stor sprinter. Han synes imidlertid at have forment til at kunne bringe sig selv i spil.

 

Læs også
Belgisk endagsløb aflyses

 

Så er der Gregor Mühlberger. Dagens resultat var nedslående, men måske er der en god forklaring. Matteo Jorgenson tabte kæden i bunden af stigningen, og det er tænkeligt, at han har ventet, hvorefter de sammen er rullet til mål. Desværre har han været en skygge af sig selv siden den lange sygdomsperiode, men han vandt trods alt en etape i Alperne. Han er relativt eksplosiv og hurtig på stregen, og modvinden vil hjælpe ham. Der er mange usikkerhedsmomenter, men i den rette gruppe vil han være kandidat.

 

En anden klatretype er Joe Dombrowski. Det er bestemt ikke nogen ideel finale for en fyr som ham, men havner han i den rette gruppe, er det ikke umuligt. Desværre har vi ikke set den bedste Dombrowski i lang tid, og han kommer endda fra en Giro, der slet ikke gik som håbet. I det lys kan det være lidt svært for alvor at tro på ham, men vi har før set, at han finder et uventet niveau, når han rammer det rette udbrud. Det skal stadig flaske sig, hvis han skal vinde en finale som denne, men sidder han i den rette gruppe, må han stadig regnes som kandidat.

 

En spændende outsider er unge Gianmarco Garofoli. Hidtil har han manglet lidt for meget til, at det er sandsynligt, at han skulle kunne vinde i et så stort løb, men han har i hvert fald alle de rette karakteristika. Han er klatrestærk, eksplosiv og hurtig, og han synes i glimrende form. Han styrtede både på 1. og 3. etape, men kørte efter sin standard en god enkeltstart og sad godt med i dag. Det kunne være sjovt at se, hvor langt han kommer, hvis det lykkes at ramme udbruddet.

 

Jeg nævner også Fred Wright, men det er med stor usikkerhed. For det første bør etapen være en anelse for svær, for jeg har svært ved at se ham hænge på letvægterne på de stejle del. Omvendt imponerede han mig stort på 5. etape af Vueltaen sidste år, hvor han klarede stejle procenter fornemt, og lidt taktisk stop-go-kørsel kan hjælpe. Han viste i dag, at han har fundet de rette klatreben, og han er pokkers god til at ramme udbruddet. Desværre tror jeg ikke, at han får lov, for Bahrain har formentlig nu fuldt fokus på klassementet.

 

Endelig er der Natnael Tesfatsion og Georg Zimmermann. Begge burde være gode kandidater, da de er eksplosive og gode i denne slags terræn, men der er sten i skoen. Zimmermann har egentlig vist god form i optakten, men virkede ikke overbevisende i dag, og han vil formentlig også være for mærket af dagens udbrud. Tesfatsion har skuffet det meste af året, senest i Giroen, og selvom han kørte en god spurt forleden, har han ikke vist meget. Han var også langt efter i dag, men der kan være lidt håb i, at han måske smed tid med vilje. Finalen passer dem begge, og derfor gør usikkerheden, at de fortjener at blive nævnt.

 

Jeg kunne også nævne David De La Cruz , der selvom finalen ikke er ideel, ville have en god chance med de ben, han viste i dag, men snoren er kort, og jeg tror, at han har mest fokus på weekenden. Efter at have læst om Mauri Vansevenant har jeg erkendt, at han efter skaden nok mangler for meget. En anden kandidat er Chris Harper, men selvom han smed tid i dag, vil jeg tro, at han fortsat kører klassement. Lenny Martinez bør nu have frihed, men jeg tror, at han er mere opsat på at teste sig selv i de høje bjerge i weekenden. En bedre kandidat kunne være Jason Osborne, der synes i form, men jeg tror, at han får svært ved at gøre det færdigt. Finalen er fremragende for Felix Grossschartner, men han ligner ren hjælper for Yates, og jeg tvivler på, at man tør lukke David Gaudu eller Carlos Rodriguez tilbage i klassementet. Emanuel Buchmann skal formentlig blive hos Hindley, mens Simon Guglelmi skuffede mig for meget i dag, hvad Jonathan Castroviejo også gjorde. Som Wright kan Edoardo Zambanini være for låst af Landa og Haig, som det også gælder for Hermann Pernsteiner , og jeg tvivler på, at formen rækker hele vejen for Nicola Conci, Anthon Charmig, Tsgabu Grmay, Jonas Gregaard, Pierre Latour, James Shaw, Edoardo Sepulveda, Nans Peter, Reuben Thompson, Marco Brenner, Rein Taraamae, Antonio Pedrero, Florain Stork, Andrea Piccolo, Rudy Porter, Axel Zingle, Fredrik Dversnes, Anthony Perez og Franck Bonnamour.

 

Bliver det samlet - enten fordi Trek, Soudal, EF eller Bahrain jagter, eller fordi udbruddet kommer tilbage af sig selv - er Jonas Vingegaard den store favorit. Som beskrevet ovenfor er bedste forsvar for ham et angreb på den stejle del, og selvom det er et kort stykke på 600 m, synes han så overlegen, at han formentlig kan gøre forskellen - og det gælder i øvrigt, uanset om udbruddet er hentet eller ej. Kommer han ikke væk, vil han imidlertid være sårbar i en spurt på de 2% til sidst, hvor han får svært ved at vinde. Her har jeg på baggrund af det, jeg så i dag, betydelig fidus til Giulio Ciccone, der har vist sig som en god puncheur, men også Tobias Johannessen bør kunne vinde her med de ben, han havde i dag. Også Jai Hindley er hurtig, og bliver det hårdt kan også han vinde en spurt. Mere usikker er jeg på Julian Alaphilippe, der så skidt ud, men som trods alt måske betalte en pris for sit forsøg på at følge Vingegaard. Samme logik kan bruges til at bringe hurtige Richard Carapaz i spil. Adam Yates så godt ud i dag, men han mangler nok den sidste fart til at vinde en let stigende spurt som denne, og Egan Bernal er trods alt nok ikke eksplosiv nok. Halvhurtige Clement Champoussin kommer næppe med de bedste. Endelig er der ryttere, der måske kan vinde via taktik, og her synes særligt Ben O’Connor at have gode ben, men han har ikke megen frihed, og det samme gælder for Jack Haig. Her er chancen større for Max Poole, Lenny Martinez og Esteban Chaves, der alle så godt ud i dag, samt Mikel Landa, der var svær at læse, men i hvert fald har tabt tid.

 

Feltet.dks vinderbud: Andrea Bagioli

Øvrige vinderkandidater: Oscar Onley, Alexis Vuillermoz

Outsidere: Mathieu Burgaudeau, Omar Fraile, Robert Stannard, Valentin Madouas, Sean Quinn

Jokers: Rune Herregodts, Lawson Craddock, Matteo Jorgenson, Juan Pedro Lopez, Kenny Elissonde, Kevin Geniets, Torstein Træen, Benjamin Thomas, Harry Sweeny, Joe Dombrowski, Gianmarco Garofoli, Gregor Mühlberger, Fred Wright, Natnael Tesfatsion, Georg Zimmermann

 

Kandidater til en favoritafgørelse (i prioriteret rækkefølge efter vinderpotentiale): Jonas Vingegaard, Giulio Ciccone, Tobias Johannnessen, Jai Hindley, Julian Alaphilippe, Richard Carapaz, Adam Yates, Mikel Landa, Egan Bernal, Ben O’Connor, Jack Haig, Max Poole, Lenny Martinez, Esteban Chaves

 

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Andrea Bagioli
Oscar Onley, Alexis Vuillermoz
Mathieu Burgaudeau, Omar Fraile, Robert Stannard, Valentin Madouas, Sean Quinn
Rune Herregodts, Lawson Craddock, Matteo Jorgenson, Juan Pedro Lopez, Kenny Elissonde, Kevin Geniets, Torstein Træen, Benjamin Thomas, Harry Sweeny, Joe Dombrowski, Gianmarco Garofoli, Gregor Mühlberger, Fred Wright, Natnael Tesfatsion, Georg Zimmermann, Jonas Vingegaard
Giulio Ciccone, Tobias Johannnessen, Jai Hindley, Julian Alaphilippe, Richard Carapaz, Adam Yates, David De La Cruz, Mauri Vansevenant, Chris Harper, Jason Osborne, Felix Grossschartner, David Gaudu, Emanuel Buchmann, Simon Guglielmi, Jonathan Castroviejo, Edoardo Zzambanini, Mikel Landa, Egan Bernal, Ben O’Connor, Jack Haig, Max Poole, Lenny Martinez, Esteban Chaves
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne.
Landevej
Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test

Søndag den 14. april 2024

Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Video i artiklenMartinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Video i artiklenAmstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Landevej
Følg Amstel Gold Race på Feltet.dk's app
Landevej
Kvindernes Amstel neutraliseret efter uheld - løbet forkortes
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewUng WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Landevej
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Landevej
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Landevej
Matthews drømmer om Amstel-sejr
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang affinder sig med rolle: Det er logisk
Landevej
Her er startlisten til Amstel Gold Race
Bane
Beskeden dansk placering i Leths comeback
Landevej
Oversigt: 13 Amstel-danskere på spændende søndag

Lørdag den 13. april 2024

Landevej
Startlisten og overblik over kvindernes Amstel Gold Race
Landevej
Dansk topplacering i hollandsk endagsløb
Landevej
Dansker greb ud efter sejren i Frankrig
Landevej
Visma-leder raser: Det gør mig trist og virkelig vred
Landevej
Give- og Aalborg-sejr i Skive
Landevej
Norsgaard udtaget til italiensk bjergløb
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang giver afkald på drøm: Bliver nok svært
Landevej
Dobbelt dansk misser akkurat top-10 - Israel-stortalent fortsætter sejrsstimen
VIS FLERE

Annonce