LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Ruten

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné altid med fire store bjergetaper i Alperne, men med den nye tradition med en tidlig bjergetape i Massif-Central betyder, at man nu nøjes med tre af slagsen. Det er også tilfældet i år, hvor vi skal frem til fredag, inden feltet rammer Alperne til den første etape med mål på en stigning. Det helt store slag mellem klassementsrytterne skal dog nok vente til weekenden, for selvom man undervejs skal over Col de Porte, hvor Primoz Roglic sidste år sejrede, sluttes der med en relativt blød dobbeltstigning, der mere lægger op til puncheurs end til rigtige klatrere.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 167,2 km, der fører fra Loriol-sur-Drôme til Le Sappey-en-Chartreuse, der ligger i udkanten af Grenoble og der er tale om en etape i to dele: en første rejse igennem fladlandet frem til Alperne og siden en kuperet afslutning i bjergene. Derfor er de første godt 110 km også uhyre lette. Fra starten kører man kortvarigt mod sydøst ad en flad vej, inden man drejer mod nordvest for at følge en næsten helt lige vej, der kun omkring 50 km-mærket er lidt rynket, men derudover er stort set helt flad.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den leder imidlertid frem til udkanten af Alperne, og i nær Grenoble skifter etapen karakter. Her drejer man nemlig mod nordvest ind i bjergene for at køre op ad kategori 2-stigningen Col del la Placette (5,9 km, 6,4%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, men derefter flader ud med 4-6% frem mod toppen, som rundes efter 119,3 km. En helt enkel nedkørsel leder nu videre mod nordøst ned til dagens spurt, der kommer efter 125,3 km, inden man kører mod sydøst igennem fladt terræn frem til dagens hovedmenu.

Den indtages, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Col de Porte (7,4 km, 6,8%). Den er lettest over de første 2 km, der stiger med 5-6%, hvorefter den stiger med 7-8% og endda en enkelt kilometer med 9,1%, inden den sidste kilometer stiger med 5,9%. Toppen rundes efter 147,4 km, hvorefter en teknisk svær nedkørsel leder mod sydvest direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de la Frette (3,7 km, 5,4%), der stiger med 4-6%, men har en næstsidste kilometer med 7,4%.

Toppen rundes efter 161,6 km, og de sidste 5,6 km indledes med et kort, let stigende stykke, der leder mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad den afsluttende kategori 3-stigningen Montée du Sappey-en-Chartreuse (3,3 km, 6,2%). Den har først to kilometer med hhv. 7,3% og 6,0%, inden en let kilometer med 3,7% leder frem til de sidste 300 m, som stiger med 6,7%. Stigningen går af en vej, der kun bugter sig let og er helt uden sving, dog med et hårnålesving med 3,8 km igen, hvorefter vejen bugter sig på den 6 m brede opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 2706 højdemeter.

Le Sappey-en-Chartreuse har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Vejret

Dauphiné er kendt for sit ustabile sommervejr i bjergene, og det møder feltet denne fredag. Starten bliver smuk med kun få skyer og en temperatur, der når helt op på 28 grader, mens der vil være en let til jævn vind (14-19 km/t) fra syd, og den tiltager gennem dagen. I bjergene kan det dog gå galt, da der meldes om 70-80% risiko for tordenbyger, en temperatur i mål på 28 grader og en helt anderledes svag vind (7-9 km/t) fra vestsydvest. Det giver sidemedvind på det lange stykke i fladlandet, indtil man fra bunden af Col de Porte får sidemodvind frem til dobbeltstigningen. Her vil der være først sidevind og siden sidemedvind fra midtvejs oppe ad første stigning og hele vejen frem til mål.

Analyse af 5. etape

I løbet af vinteren blev det slået stort op i medierne, at Ineos ville skifte stil. Efter eget udsagn havde Dave Brailsford nemlig fået sig en øjenåbner i sidste års fantastiske Giro, hvor Geraint Thomas’ tidlige exit og holdets i første omgang knuste klassementsambitioner, fik dem til at smide alle hæmninger og angribe i højre og venstre. Det førte til utrolige syv etapesejre og top 5-placering til samtlige holdets ryttere, og som bekendt forhindrede det dem end ikke i alligevel at vinde løbet med Tao Geoghegan-Hart.

Det fandt Brailsford angiveligt meget sjovere end den klassiske, maskinelle og kontrollerende kørsel, holdet har været kendt for, og han lovede, at han ville skabe et hold, man havde lyst til at holde med. Efter de første fire måneder af sæsonen har det dog været så som så med den nye identitet. Holdet har haft masser af succes med sejre i tre af sæsonens WorldTour-etapeløb, men de er alle blevet opnået med den samme kontrollerende tilgang, vi har lært at kende briterne for.

Det er dog ikke helt rigtigt. Faktisk har holdet forsøgt med en mere offensiv tilgang. De lagde i hvert fald ud som lyn og torden i det lille Etoile de Besseges, hvor Filippo Ganna var den naturlige storfavorit, men hvor holdet valgte en ny - og i sidste ende dum - strategi ved at gå i offensiven med Michal Kwiatkowski og Egan Bernal i stedet. Vi så det kort efter i Provence, hvor holdet lod Gianni Moscon angribe på de tidlige etaper, vi så det i Tirreno, hvor Egan Bernal angreb meget tidligt på en ellers ufarlig 2. etape, hvormed holdets kaptajn beredte vejen for en flot offensiv for Pavel Sivakov. Senere så vi det på den første bjergetape i Catalonien, hvor holdet angreb tidligt med Richard Carapaz i stedet for at kontrollere for Adam Yates, og i Tour of the Alps, hvor Moscon fik al den frihed, han ønskede sig, og vi så det også på San Giacomo-stigningen i Giroen, hvor holdet lod Daniel Martinez angribe i stedet for blot at sætte Bernal i scene.

Bortset fra Moscons to etapesejre i Alperne gav strategien dog ikke det ønskede udkomme, og derfor sidde man let tilbage med fornemmelsen af, at holdet har kørt, som det plejer. I Catalonien og Giroen overtog hhv. Yates og Bernal nemlig førertrøjen så tidligt, at den eneste meningsfulde og logiske strategi naturligvis var at køre defensivt for at sikre sig den samlede sejr. Hurtigt blev det maskinelt igen, men ser man på holdets generelle offensive tilgang, når de ikke har haft førertrøjen, er det faktisk svært at bebrejde dem for ikke at have løsnet lidt på den stramme tilgang til løbene.

Kun én gang har man siddet med fornemmelsen af, at de missede en oplagt chance. Mange vil sikkert huske 2. etape i Tour de Romandie, hvor Sonny Colbrelli skabte sit eget lille mirakel ved at overleve en svær stigning, men han var efterladt som eneste rigtige sprinter i en lille gruppe, hvor han ganske vist havde tre holdkammerater hos sig, men to af dem i beskyttede roller. Ineos derimod sad med tre kraftfulde ryttere i form af Geraint Thomas, Richie Porte og Rohan Dennis, og det var en helt oplagt chance for at sende en af de tre i offensiven - både i forhold til etapesejren og klassementet.

Desværre fik der Ineos-maskine i den. Dennis blev med den gule trøje på sine skuldre ofret, og med en vanvidsindsats fragtede han Colbrelli frem til en forudsigelig spurtsejr. I den efterfølgende analyse skrev jeg dengang:

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

”Det kunne faktisk have været lidt sjovt, hvis Ineos havde levet op til deres løfte om at køre, som de gjorde i den Giro, og ikke med samme maskinagtige kørsel, som vi ellers kender dem for. Tænk, hvis de på det flade stykke ind mod mål havde smidt atombomben og var gået i angreb med en af deres tre ryttere, særligt Dennis eller Thomas, der kan køre skræmmende stærkt på en let faldende hovedvej som den, der førte dem ind til målet i Saint-Imier. I et felt, hvor næsten alle rytterne var kaptajner, er det meget svært at se, hvem der skulle have mobiliseret en jagt, og jeg vil tro, at både Dennis og Thomas vil have haft en ganske fair chance for at have taget en solosejr, hvis atombomben var blevet smidt.”

Dengang kom atombomben aldrig, og det var også helt unødvendigt. Thomas og Porte gjorde arbejdet færdigt og sikrede Ineos den forventede dobbeltsejr, men det havde været mere i overensstemmelse med Brailsfords løfte, hvis holdet havde smidt hæmningerne med en offensiv, hvor det faktisk var svært at se, at de havde noget som helst at miste. Dengang gik der lidt for meget klassisk kontrol i den, og havde Brailsford ikke været en benhård kyniker, måske også en smule medlidenhed. I hvert fald sørgede Ineos med deres kørsel for, at Colbrelli fik brudt den Tour de Romandie-forbandelse, der havde redet ham som en mare i fire år.

Nu bilder jeg mig ikke ind, at Brailsford eller Thomas kunne drømme om at læse disse analyser - de ved utvivlsomt slet ikke, hvad Feltet.dk er - men det var alligevel lidt svært ikke at få fornemmelsen af, at de følte sig tvunget til at rette lidt op på den forspildte mulighed og det brudte løfte, da dagens 5. etape i Dauphiné kom til en hæsblæsende afslutning efter en vild, voldsom og meget hurtig dag. Denne gang var det ikke så meget stigningerne - den sidste mur blev nemlig kørt i et relativt behersket tempo - men snarere et brølstærk udbrud og en deraf følgende meget intens jagt, der havde gjort etapen knaldhård, og pludselig var der opstået en situation, der var så identisk med det, vi så i Romandiet, at man kortvarigt kunne tro, at der var tale om en genudsendelse af den en måned gamle etape.

Selvfølgelig savnede vi Dennis og den autoritative kørsel i den gule trøje, men ellers var lighederne slående. Colbrelli var igen den eneste overlevende sprinter, og denne gang var han igen omgivet af få holdkammerater - denne gang endda kun to, der begge kører klassement, og igen var Jack Haig den ene. Ineos sad igen med Thomas og Porte som løbets to største forhåndsfavoritter, og igen var der tale om et fladt indløb efter en sen sidste stigning.

Denne gang tøvede Brailsford heldigvis ikke, da han lagde hånden på knappen til atombomben. Ganske vist var den en sølle udgave af masseødelæggelsesvåbnet, da nedkørslen sluttede så tæt på mål, at et angreb slet ikke kunne have givet samme tidsgevinst som den lange motorvejsagtige indkørsel til Saint-Imier i Schweiz, men denne gang blev den i det mindste smidt. Det lignede ellers bare den klassiske Ineos-kontrol, da Michal Kwiatkowski satte sig frem forud for den tekniske finale, men pludselig viste Brailsford os, at han vitterligt har tænkt sig at leve op til sit løfte.

Pludselig var Thomas nemlig væk, og herefter var gode råd dyre for Colbrelli. Ganske vist havde han hos sig stadig Haig, der synes nærmest overmenneskelig stærk i disse dage, men Dylan Teuns var for længst brændt af. Selvom den australske klatrer på utrolig vis var i stand til at holde snor i tempokongen Thomas - endda efter hårdt arbejde over små 12 km - var situationen stadig kritisk, da feltet rundede den sidste kurve med 200 m til mål.

Heldigvis er Colbrelli lige nu i sit livs form, og efter at have overlevet muren tilsyneladende med den ene finger i næsen åbnede han en bragende flot spurt, der sendte hans værste rival, Alex Aranburu, direkte ud af hjulet. Med nærmest dobbelt hastighed af Thomas kom han blæsende i så utrolig en fart, at Thomas endda nåede at rejse armen for tidligt for derefter hurtigt at sænke den igen, da han på sin side så den flyvende italienske kanonkugle.

Desværre kom Colbrelli for sent, og dermed fortsatte hans nærmest endeløse serie af 2. pladser. Nok fik han brudt sin forbandelse i Romandiet og i Dauphiné med sine sejre på hhv. 2. og 3. etape, men det er nærmest helt uvirkeligt, så mange gange han er blevet snydt i de to løb, enten af udbrydere eller overraskende hurtige folk. I dette løb har det været helt ekstremt, og det virker helt absurd, at han med sit livs form og nogle helt suveræne spurter på etaper, der har passet ham som fod i hose, sidder tilbage med bare én sejr og tre lange næser. I det mindste kan han glæde sig over, at Brailsford fjernede fingeren fra atomknappen i Romandiet. Ellers havde hans forbandelse i det schweiziske løb sikkert været i live den dag i dag.

Når ret skal være ret, var Colbrelli nu heller ikke helt uheldig med etapens forløb. Det kunne nemlig været gået galt mange gange, inden Thomas i sidste øjeblik stak en kæp i hjulet. Mest påfaldende var det i hvert fald, at Astana igen i dag kørte rundt med en taktik, der nærmest synes at have som formål at vinde så få etaper og få så lidt succes som muligt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Jeg har allerede flere gange undret mig over deres uhyggelige passivitet, og den kom til udtryk igen i dag. Nu er Colbrelli så stærk, at han havde været svær at ryste, men med en formstærk Aranburu havde andre hold med større sejrssult lagt det pres, der kunne have sendt italieneren til tælling. Som minimum havde de da forsøgt at gøre kål på Lukas Pöstlberger og sende Alexey Lutsenko i førertrøjen, men heller ikke det forsøg blev gjort. I stedet fik Ineos lov til at føre hele vejen op ad muren med det resultat, at Aranburu blev nr. 3, og førertrøjen stadig sidder på østrigske skuldre.

Det kunne også være gået galt endnu tidligere. Kasper Asgreen lavede tilsyneladende den ikke helt ukloge kalkule, at hans bedste vej til at overtage førertrøjen i det, der måtte betegnes som sidste udkald, næppe kom via en spurt i finalen. Kun en sejr ville være nok til at passere Pöstlberger, og en spurt mod Colbrelli vil sjældent falde ud til danskerens fordel.

Derfor greb han løbet an på den sjove og offensive måde med angreb fra det øjeblik, startflaget blev viftet. Ikke uventet kom der også en tidlig offensiv fra Tim Wellens på den indledende bakke, og efter lidt hoppen frem og tilbage mellem udbrud og felt blev der dannet en meget lovende gruppe med Wellens, Asgreen og Jasper Stuyven samt tre stærke hjælpere i form af Josef Cerny, Ryan Mullen og Julien Bernard til at forsøge at holde Bahrain og det Bora-mandskab, der arbejdede desperat for trøjen, stangen.

Desværre for Asgreen havde Trek åbenbart misset, at Bahrain havde været temmelig sårbare de foregående dage, hvor de var blevet snydt to ud af tre gange. I hvert fald troede amerikanerne åbenbart ikke på, at udbruddet ville have de store chancer for at overleve, så længe danskeren også var til stede, og derfor blev samarbejdet spoleret. Muligheden for at udnytte den gunstige situation med tre hjælpere, hvoraf to er decideret tempostærke, blev spildt, og den gode situation endte i stedet med, at kaptajnerne blev hentet, og de alt for tunge Mullen og Cerny blev efterladt med opgaven at gøre arbejdet færdigt. Selvom Bora sagtens kunne lade de to mand køre, var den mission umulig, og Bahrain fik afværget den første farlige situation.

Faktisk skylder de måske Trek et julekort. Da Clement Venturini var blevet elimineret af et styrt, var Stuyven nemlig den eneste sprinter med en relativt realistisk chance for også at overleve muren - særligt efter en dag i så opskruet et tempo. Han valgte imidlertid at gå i en offensiv, han åbenbart ikke rigtigt troede på - lidt uforståeligt, når nu Asgreen allerede var foran, da han valgte at køre op til gruppen - og resultatet var spildte kræfter, der nok havde været meget gavnlige på muren, så han ikke var endt med at mangle 36 sekunder i sit forsøg på at overleve stigningen. Forhåbentlig har han ikke alt for ondt i bagdelen af at have sat sig pladask på rumpen lige midt imellem de to stole, der hver især kunne have bragt ham sejren.

Med Stuyven og Venturini ude havde Colbrelli allerede vundet spurten. På flad vej er Aranburu intet match, og selvom Carlos Barbero fortsatte sin fornemme genrejsning med at klare stigningen, var heller ikke han nogen trussel. Det var heller ikke Mads Würtz eller Michael Valgren, der ellers kørte flotte spurter og fortsatte den fine serie af danske topresultater, og det var reelt set kun en britisk atombombe, der på det tidspunkt kunne koste ham sejren. Det var den bombe, der ikke kom i april, men gjorde det i dag med en måneds forsinkelse.

Dermed fik Thomas også tanket vigtig selvtillid efter gårsdagens store fiasko, hvor han ikke blot manglede ben, men også disponerende en bagtung enkeltstart med samme elegance som en 18-årige juniorrytter og ikke en 35-årig Tour-vinder. Det blev ikke blot til den anden sejr på en god måned - i øvrigt efter den lange tørke siden Tour-sejren i 2018 - men også 10 vigtige bonussekunder, der retter lidt op på gårsdagens nedtur.

Derudover kom alle med hjem. Den store taber var Ilan van Wilder, der var involveret i et tidligt styrt og undervejs lignede en presset mand, men hvis helbredsstatus i skrivende stund er uklar. Eneste lille overraskelse var måske fraværet af Pierre Rolland, men han passer også lige så godt til en stejl mur, som jordomrejser passer til en coronatid.

Alligevel sørgede Thomas for, at etapen ikke blev til den status quo, man kunne have ventet, og Brailsford sørgede for, at han levede op til sit vinterløfte allerede inden bjergene. Nu er spørgsmålet bare, om gårsdagens overraskende tidstab betyder, at hæmningerne også bliver smidt, når feltet fra i morgen endelig rammer løbets hjemsted, Alperne. Denne gang har de i hvert fald ikke en førertrøje som alibi for at sætte maskinen i det sædvanlige gear, og i dag mindede Thomas måske den britiske manager om, hvorfor han synes, at offensiv kørsel er sjovere. Indtil i år har den aggressive strategi bare kun ført til fiasko og kontrollen til succes, men måske kan dagens udfald ændre billedet. Thomas har i hvert fald vist vejen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.

Favoritterne

I det klassiske Dauphiné-format havde vi allerede nu været meget klogere på klatrehierarkiet i Dauphiné. Dengang løbet sluttede med fire store dage i bjergene, var den første bjergetape ofte et brag af et opgør i en stor bjergfinale. Nok overraskede Nicolas Vogondy ved at vinde torsdagsetapen i den sidste af de klassiske udgaver i 2010, og nok gav Alejandro Valverde sejren på Mont Ventoux til Sylwester Szmyd i 2009, men ellers var der med navne som Christophe Moreau, Denis Menchov, Alexandre Vinokourov, Iban Mayo (to gange) og Tyler Hamilton næsten altid store vindere om torsdagen - også fordi etapen meget ofte sluttede på Ventoux.

Samme svar skal vi ikke regne med at få længere. Ikke blot er den ene af de fire bjergetaper erstattet af en lidt blødere sag i Massif Central, hvor vi i mandags ikke fik mange svar på styrkeforholdet, det synes også at være ASOs plan, at den første af de tre afsluttende etaper i Alperne ikke skal være alt for afgørende. Det var i hvert fald tilfældet, da denne model første gang blev benyttet i 2019, og det ser ud til at skulle være tilfældet igen denne gang.

Den første alpeetape minder nemlig meget om den, vi så for to år siden. Også dengang indledtes med et langt, fladt stykke frem mod Alperne, hvorefter der tårnede sig en lang, men relativt blød stigning op. Dengang sluttedes med en nedkørsel, men til gengæld var etapens nøglestigning ganske let. I år er konceptet en anelse anderledes, da der denne gang sluttes på toppen, og man skal over Col de Porte, der ikke er nogen helt let stigning, men til gengæld minder den bløde dobbeltstigning op til målet ganske meget om finalestigningen i 2019.

Hvordan gik det så dengang? Jo, Gregor Mühlberger og Julian Alaphilippe fik lov at afgøre etapen i et udbrud (og en overraskende tæt spurt, der kun akkurat gik franskmandens vej), mens feltet rullede til mål i samlet flok. Vi blev i hvert fald ikke spor klogere på, hvem der kunne vinde løbet, og det var først på den efterfølgende kongeetape, at svarene kom.

Det kunne meget vel gå på samme måde denne gang. Denne gang skal de ikke satse liv og lemmer på en nedkørsel ned til mål, og det burde åbne op for lidt større angrebsiver på den sidste stigning op til mål. Problemet er bare, at den er så blød, at den ikke rigtigt kan bruges til at skabe forskelle mellem ryttere af den kaliber, vi finder i et af de stærkest besatte etapeløb. Samtidig venter der to meget sværere dage i weekenden, og de største favoritter vil have det fint med at spare på kræfterne til dage, hvor der reelt er noget at vinde.

Det betyder ikke, at der ikke kan komme angreb på målstigningen. Det vil ligne Guillaume Martin dårligt ikke at prøve - måske også for at teste benene efter tirsdagens styrt - og også Ben O’Connor er en aggressiv fyr. På denne stigning kan det bare ikke føre til det store, og derfor skal vi ikke regne med nogen adskillelse mellem de bedste.

Er der ingen, der kunne finde på noget på Col de Porte? Det er også tvivlsomt. Der er for lidt at vinde i forhold til det forbrug af kræfter, en tidlig offensiv vil kræve. Særligt hvis feltet rammes af en af de frygtede tordenbyger, og den tekniske nedkørsel bliver våd, er der næppe det store incitament til at skulle satse liv og lemmer så tæt på Tour-starten. Al logik siger, at den defensive tilgang er den kloge - også for Ineos trods bemærkningerne i analysen ovenfor.

Det mest spændende spørgsmål er snarere, om vi får samme udbrudssejr som i 2019. Det er bestemt ikke umuligt. Der er nok grænser for, hvor meget Bora vil føre, når Lukas Pöstlberger næppe forsvarer trøjen under nogen omstændigheder. Allerede i går sagde sportsdirektør Enrico Poitschke, at de var villige til at ofre trøjen for de samlede ambitioner med Wilco Kelderman og Patrick Konrad, og det vil reelt være spild af kræfter at føre på det lange flade stykke, uanset om trøjen er truet eller ej.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Det skaber en ganske interessant situation. Der er nemlig kun ét hold, der for alvor har en interesse i at hente udbruddet, nemlig Movistar. Finalen er perfekt for Alejandro Valverde, og det vil næsten være synd og skam at lade denne mulighed gå til spilde.

Det vil dog ingenlunde være uset, hvis det sker. Faktisk skal man nok have et tocifret antal hænder i brug for at tælle alle de gange, Movistar med passiv kørsel har smidt en oplagt Valverde-etape til et udbrud. Det var jo heller ikke meget initiativ, vi så fra holdet i mandags, hvor spanieren ellers på papiret var en af de klare favoritter,

Derfor vil det faktisk være helt i overensstemmelse med Movistars ånd at lade et udbrud køre hjem, særligt fordi holdet har større ambitioner i klassementet efter Miguel Angel Lopez’ fine enkeltstart. Også de får brug for alle kræfter de kommende dage, og det vil derfor ligne Movistar bedst at lade etapesejr være etapesejr.

På den anden side må Valverde være sejrssulten. Han har stadig kun vundet ét cykelløb siden Vueltaen i 2019, og hans har endnu ikke sejret på WorldTouren siden dengang. For ham er dette løb jo ikke bare Tour-forberedelse, og selvom hans langsigtede mål er OL, bør han være lidt mere sulten efter resultater her end de fleste Tour-ryttere. Man kan også argumentere for, at Movistar ikke mister alt for meget ved at lange de tunge folk Jorge Arcas og Imanol Erviti føre på det flade, når de nu alligevel ikke er til al for megen hjælp i weekenden.

Er der andre hold, der kan tænkes at jagte? Det er umiddelbart svært at se. Det skulle være Astana for Alexey Lutsenko og måske endda Alex Aranburu, men de har været skræmmende passive hidtil, og de kan sagtens tage trøjen, hvis bare udbruddet ikke er en trussel. Derudover kunne man pege på Bahrain med Dylan Teuns, men de vil nok mene, at de har ført rigeligt de seneste dage - særligt med bare seks mand. Et tredje bud kunne være UAE, der er ude af klassementet og måske kan lugte lidt muligheder med Brandon McNulty, der tankede selvtillid til en sådan finale med den gode spurt i forgårs. Et sidste bud er Bora, der jo faktisk har to meget hurtige folk i Wilco Kelderman og Pascal Konrad og derfor er mere end bare Pöstlberger. Også de har dog brugt mange kræfter i dag og skal vel spare sig til weekenden.

Uanset hvad bør der blive kamp om udbruddet. De fleste kan regne ud, at et udbrud bestemt har en fin chance, og derfor regner jeg med en kamp i stil med det, vi så i dag. Problemet er bare den flade start, der gør det til et sandt lotteri at ramme rigtigt, og feltets klatrere får svært ved at komme med. Sjovt nok kan det gavne udbruddets chancer. En stærkere gruppe vil nemlig også være en større trussel mod trøjen, mens der denne gang nu med større sandsynlighed nu kan etableres en helt ufarlig gruppe.

Kører der en ufarlig gruppe, er det formentlig Movistar, der bestemmer, om det skal holde eller ej, da jeg tvivler på, at UAE og Astana vil jagte etapen. Er gruppen farlig, bliver det mere speget. Jeg kan ikke tro, at Astana vil lade en udbryder få trøjen, når holdet står til at overtage den næsten pr. automatik, og derfor må de føre, hvis udbruddet udgør en eller anden form for trussel. Det betyder dog ikke, at de er nødsaget til at hente dem, hvis afstanden til trøjen eksempelvis blot er et par minutter.

En joker er vinden. De seneste dage har været meget nervøse, når man betænker, hvor lidt det har blæst. I morgen bliver det faktisk ganske blæsende på den sidste del af det flade stykke, og der vil være sidemedvind. Det kan skabe lidt nervøsitet, men jeg tror ikke, at nogen har lyst til at kaste sig ud i et vildt sidevindsangreb fra distancen på en etape, der trods alt afgøres i bjergene.

Samlet set mener jeg, at et udbrud har ret gode chancer. Kun hvis udbruddet er meget farligt, vil Astana formentlig jagte, og det kan derfor meget vel alene være Movistar, der bestemmer udbruddets succes. Selv hvis udbruddet holdes i relativt kort snor af Astana, kan de have fordel af en potentielt regnvåd nedkørsel, som feltet efter al sandsynlighed vil tage med livrem og seler spændt godt fast til de Tour-trænede kroppe.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg ville gerne tro, at Valverde var sulten nok, men jeg tror det faktisk ikke. Erfaringerne med Movistars passivitet er for markante, og jeg tror, at både Astana og Movistar lugter så meget blod i weekenden, at de helst sparer så meget som muligt på kræfterne, når nu Ineos har vist en uventet sårbarhed. Jeg tror stadig, at et udbrud, der truer trøjen, vil blive hentet, men mit bedste bud er, at et ufarligt udbrud får lov at gøre det færdigt.

Hvem kan så vinde fra et udbrud? Det er til gengæld svært at spå om. Finalen er trods alt så svær, at man skal klatre hæderligt for at vinde, men den flade start gør det til et lotteri at ramme rigtigt. Dertil kommer, at løbets klatrestærke folk næsten alle har den gule trøje inden for rækkevidde og derfor næppe får lov at afgøre etapen, hvis Astana vitterligt vil have den trøje, de næsten får helt automatisk.

Der er dog ét navn, der skiller sig ud. Tim Wellens har sørget for at smide næsten syv minutter, og han har derfor den frihed, han skal bruge. Efter nogle passive dage viste han i dag, at han er klar til at indfri løftet om at jagte etapesejre, og benene synes ganske gode. Han kørte fra alt og alle på dagens første stigning, og i går kørte han en fornuftig enkeltstart, ligesom han spurtede godt i tirsdagens hårde finale. Afslutningen passer ham næsten helt perfekt med et ikke alt for svært bjerg og en puncheuragtig spurt, hvor han er svær at slå. Han er en glimrende nedkører, og rammes vi af en tordenbyge, bliver det endda sandt Wellens-vejr. De høje temperaturer er altid hans problem, men det er gået ganske storartet i går og i dag. For Wellens gælder, at det er svært at ramme rigtigt i en flad start, men generelt er han god til at finde de udbrud, han jagter. Med så fin en Wellens-finale må han være det bedste bud på en udbrudsvinder.

Får Warren Barguil lov? Det er lidt tvivlsomt, fordi Arkeas hovedfokus er Nairo Quintana. De har ganske vist sagt, at de gerne vil ramme udbrud - hvad de også har gjort - men Barguil er trods alt Quintanas vigtigste hjælper. Omvendt har Barguil en særstatus på holdet, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han kan få lov at gribe ud efter lykken. Han styrtede som bekendt i tirsdags, hvor han ikke slap helt ublidt fra mødet med asfalten, men han klarede nu dagens etape ganske hæderligt. 2. etape viste, at han ikke er i storform, men rammer han et udbrud, der får lov at holde hjem, er han utvivlsomt en af de bedste klatrere. Finalen passer ham storartet, da han kan klatre og har en glimrende puncheurspurt.

En anden god kandidat er Santiago Buitrago. Den talentfulde colombianer er langt efter i klassementet, men det skyldes alene, at han har ført og ført for Colbrelli. Det kan naturligvis have mærket ham så meget, at han trænger til en fridag, men til gengæld tror jeg ikke, at Bahrain er afvisende over for ideen om at gå efter en udbrudssejr. Det er lidt bekymrende, at han skuffede mig fælt i Ungarn, men hans arbejde i dette løb tyder på, at han er i betydeligt bedre form nu. Han viste i Catalonien tidligere i år, at hans potentiale er ganske stort, og han er i hvert fald en af de få klatrere, der har tabt så meget tid, at han kan få friheden. Rammer han rigtigt, kan han næsten ikke undgå at være en af favoritterne.

En anden rytter, jeg kunne have lidt fidus til, er Sander Armee. Det er ikke meget den solide belgier vinder, men han er meget stærkere, end resultaterne viser. Han var måske bedre end nogensinde i februar 2020, men siden er det igen gået lidt tilbage. I dette løb har han dog nærmest sig sit bedste niveau, ikke mindst med sin fine kørsel på den hårde 2. etape. I dag smed han en del tid, men det kan sagtens være en del af en bevidst plan på et Qhubeka-hold uden klassementsambitioner. Han er overhovedet ikke hurtig, men til gengæld klatrer han godt nok til at vinde, hvis han rammer det rette udbrud.

En rytter, der synes at køre stærkt i disse dage, er Tsgabu Grmay. Han var allerede god i Andalusien, og i dag var kørte han som nr. 2 op ad den første stigning bag Wellens. Det viser, at både han og BikeExchange er klar til at køre offensivt, og hvis han er frisk efter dagens udbrud, bør han give den et skud igen. Det er efterhånden længe siden, at Grmay har klatret på sit bedste niveau, men lige nu synes han at være bedre end i ganske lang tid. Rammer han den rigtige gruppe, synes han at have formen til at gøre det færdigt.

Et andet bud kunne være Jaakko Hänninen. Den finske klatrer er aldrig rigtigt blevet til det man kunne have håbet, men han er også stadig ganske ung. I hvert fald bliver han stille og roligt bedre, og i år er han blandt andet blevet nr. 25 på kongeetapen i Alperne. Formen synes ganske fin, da han var med fremme i Mercan’Tour Classic og senest var tæt på de bedste på 2. etape. Om han er stærk nok til at gøre det færdigt, kan jeg være lidt usikker på, men finalen er hård nok for en klatrer som ham - særligt med medvind på det meste af dobbeltstigningen til sidst. Den flade start er et problem, og derudover er jeg lidt usikker på, om Ag2r fokuserer så meget på O’Connor, at han er låst. Det er dog holdets store hjemmebaneløb, og det taler for, at de skal vise sig frem før eller siden.

Så er der lottokuponen Mark Padun. Også han har arbejdet som en hest for Colbrelli, men i den rolle har han ikke virket nær så velkørende som Buitrago. Hans form er ikke let at blive klog på, men det er den aldrig. Sidste år var han skidt kørende i Giroen, men da han pludselig ramte det rette udbrud på 12. etape, var han pludselig sammen med Jhonatan Narvaez i stand til at køre fra alt og alle. Vi ved, at Paduns topniveau er tårnhøjt, som vi blandt andet så med etapesejren i Tour of the Alps og den samlede sejr i Adriatica Ionica Race, men de mange skader har sat ham så langt tilbage, at han i dag mest af alt er helt anonym. Hans kørsel i Giroen giver dog håb, og hans hårde arbejde i dette løb indikerer, at formen ikke er helt på månen denne gang.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Hvad med det unge stortalent Marco Brenner? Den 18-årige knægt har været lidt overmatchet i det professionelle felt hidtil, men en 24. plads i Fleche Wallonne er jo ikke et ringe udbytte. I dette løb har han måske endda haft sit hidtil højeste niveau. Han kom med et flot angreb i modvinden i finalen på 2. etape, og i dag sad han med feltet hjem over muren. Hans enkeltstart var også hæderlig - dog uden at være prangende - og samlet set efterlader det et indtryk af, at han burde have en fair chance som en af de bedste klatrere, der har tabt tid. DSM vil i hvert fald gerne ramme udbruddet. Spørgsmålet er så bare, om en så ung fyr er robust nok til at vinde så stor en etape på den største scene.

Jeg vil også nævne Sven Erik Bystrøm. Det er klart, at etapen på papiret er for svær for nordmanden, men han er fremragende kørende lige nu. Det var han allerede i Andalusien, og det har han også været i dette løb. Særligt opmuntrende var hans 5. plads på 2. etape, hvilket viser, at han klatrer godt nok til at gøre det færdigt, hvis bare gruppen er den rette. SÅ sent som i dag spillede han med musklerne med et ret kraftfuldt soloangreb til sidst, og han er tillige en god puncheur. Da UAE er ude af klassementet, har han i hvert fald den frihed, han skal bruge.

Egentlig havde jeg lyst til at rangere Jonas Vingegaard som en af de tunge favoritter. De seneste to dage har han nemlig vist, at nedturen i mandags nok snarere skyldes hans evige rust på den første bjergetape efter en pause mere end den nylige skade. Rammer han udbruddet, vil han utvivlsomt være uhyre svær at slå, også fordi han så sent som i Coppi e Bartali bekræftede, at han er en knivskarp puncheur. Problemet er bare, at Jumbo er her for at forberede sig til Touren, og det lyder til, at deres tanke er at køre etaperne, som var det Tour-etaper. Holdet har trods en skidt enkeltstart stadig ambitioner med Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, og det taler for, at Vingegaard som deres vigtigste hjælper er låst. Derfor tror jeg ikke, at han får chancen, men i kraft af sit klatreniveau, sit tidstab og sin nu slet ikke så dårlige form, skal han nævnes, hvis holdet kører med en anden taktik end ventet.

Lidt af det samme kan siges om Anthony Perez. Med den chokerende gode klatreform, han viste i Mercan’Tour Classic og senest med sin gode enkeltstart i går, har han en fin chance for at vinde, hvis han rammer den rette gruppe. Col de Porte er en stor mundfuld for en fyr som ham, men ikke større end i Mercan’Tour Classic, og han er en puncheur på bakken op til mål. Problemet er bare, at Cofidis i dette løb er meget fokuserede på Guillaume Martin og derfor kører løbet som et rigtigt klassementshold. Derfor frygter jeg, at han som en af de vigtigste hjælpere er låst, men får han chancen, synes formen at række til at vinde etapen.

Jeg er mere usikker på Jan Bakelants. Den belgiske veteran er ingenlunde i nærheden af fordums styrke, men han fandt faktisk et ret højt niveau sidste efterår, inden han fik covid-19. I år har han desværre været i asfalten lige så mange gange, som han plejer, og han styrtede da også så sent som i forgårs. Heldigvis skulle han være sluppet uden skrammer denne gang, men spørgsmålet er, hvor langt benene rækker. Præstationerne på 2. og 5. etape var ikke prangende, men heller ikke så ringe, at han ikke kan vinde, hvis han havner i den rette gruppe.

Martijn Tusveld burde heller ikke være helt uden chance. Ligesom Brenner kører han for et DSM-hold, hvor han har masser af frihed, men hans præstationer i bjergene er svingende. I dette løb har han været solid uden at være overbevisende, men til gengæld kørte han i top 31 på de sidste fire bjergetaper i Giroen sidste år - vel at mærke selvom han førte uhyre meget for både Wilco Kelderman og Jai Hindley. Det vidner om, at Tusveld klatrer godt nok til at vinde en etape som denne, hvis blot gruppen er den rette - også selvom formen nok ikke er helt så god, som den var i efteråret.

Man kunne også nævne Lawson Craddock. Det er ikke meget, vi ser amerikaneren klatre nu om dage, men hans angreb i dagens finale var ganske stærkt. Gruppen skal være den rette, hvis han skal vinde, men vi så i Vueltaen i 2019, hvor glimrende en udbryder han er. Hans fortid indebærer en samlet 3. plads i Tour of California, en 16. plads i Paris-Nice og en podieplads på kongeetapen i Polen, så vanskeligt terræn er ikke ukendt for ham. Spørgsmålet er, om han stadig har så meget, at han kan gøre det færdigt.

Jeg vil også nævne Cyril Gautier. Den franske veteran er slet ikke så stærk som tidligere, men han har faktisk gjort det ganske godt i dette løb. Han sad næsten med i frontgruppen på den hårde etape, og i dag var han med i det brølstærke udbrud, der kørte fra starten af etapen. Gautier er ikke en rigtig bjergrytter, men når han er i form, klatrer han fint, som man kan se af hans mangle flotte resultater på bjergetaper i Tour de France. Han har altid haft en bemærkelsesværdig evne til at ramme udbruddene, og i en flad start kan han godt havene i en gruppe, hvor han er den stærkeste.

Den flade start bringer måske også Mikkel Bjerg i spil. Det er klart, at danskeren ikke er klatrer, men han kan godt køre opad. Det blev mest tydeligt, da han sidste år endte som nr. 3 på en bjergetape i Giroen, hvor han kørte fra en række klatrere, og det var netop på lidt blødere stigninger som disse. Da han har kurs mod Touren, må man formode, at han har arbejdet en del på sin klatring, og det må være rimeligt at antage, at han klatrer bedre end nogensinde. Også for ham gælder, at han skal ramme den rette gruppe, men den flade start gør, at en sådan gruppe godt kan opstå. Frihed burde han i hvert fald have.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Hvad med hans rival fra VM i Østrig? Også for Brent van Moer gælder, at denne etape som udgangspunkt er for hård. Det er dog ubestrideligt, at belgieren befinder sig i en gylden formperiode lige nu, og det gør ham interessant. Det var i hvert fald ikke langsomt, han klatrede på sidste stigning i søndags, og her talte vi trods alt om 3 km med ca. 7%. På disse lidt blødere stigninger kan en formstærk mand som Van Moer godt vinde, hvis han rammer det rette udbrud.

Jeg runder af med to UAE-ryttere. Den første er Andres Ardila, der desværre slet ikke er blevet til det, jeg havde troet. I dette løb lagde han fint ud på 1. etape, men derefter har det været lige så sølle, som han plejer. Han fandt dog pludselig sine klatreben, da han tidligere i år blev nr. 20 på kongeetapen i Alperne, og det kan give håb om, at talentet stadig gemmer sig et sted. Jeg har nok lidt svært ved at se ham ramme udbruddet, men skulle det lykkes, bliver han i hvert fald interessant at følge.

Endelig er der Brandon McNulty. Amerikaneren er ude af klassementet og kunne sagtens bruge sit aggressive mindset til at gå i udbrud. Jeg tvivler på, at det vil ske, da han som erklæret ambition har at bruge de sidste to bjergetaper til at komme tilbage i top 10, og i det spil er et udbrud, som måske ikke holder, næppe den rette option. Man kan også være lidt usikker på, om han får lov, men ender han alligevel i udbruddet, bliver han i hvert fald svær at slå.

Som nævnt tror jeg, at Astana vil have nogen fokus på trøjen, og derfor bliver det nok svært at holde hjem for ryttere, der er inden for tre minutter af klassementet. Det udelukker flere oplagte kandidater, herunder Joe Dombrowski, der sikkert gerne vil afsted efter den nylige sejr i Giroen. Også de væsentligste klassementsfolk vil formentlig droppe udbruddet, herunder folk som Oscar Rodriguez,Valentin Madouas og Bruno Armirail. Simon Geschke og Winner Anacona er som regel bodyguards for deres kaptajner, og Andrey Zeits synes ikke god nok efter sin seneste skadespause. Jeg overvejede at nævne Chris Froome, men han synes trods alt ikke at have niveauet længere. De unge klatrere Michel Ries og Kevin Colleoni synes ikke specielt formstærke, og Sebastian Schönberger er forslået. Brent Bookwalter er nok ikke længere god nok, og den ellers så alsidige Dorian Godon vil trods alt nok få svært ved at gøre det færdigt. Det samme gælder for Julien Bernard, Loic Vliegen, Matthew Holmes, Lachlan Morton og Julien El Fares.

Ender det alligevel med, at udbruddet hentes, formentlig enten af et sultent Movistar-hold eller et Astana-mandskab bag et udbrud, der truer trøjen, vil jeg regne med et relativt kontrolleret scenarium. Ineos vil sikkert kontrollere en stor del af dagen, hvis Bora bare lader trøjen sejle, og de vil formentlig føre i et stabilt tempo på Col de Porte, hvor der vil være positionskamp frem mod nedkørslen. Den vil næppe gøre en forskel, da risikovilligheden i dette løb altid er relativt lille, og derefter regner jeg igen med, at Ineos vil kontrollere på sidste stigning. Som nævnt kunne jeg sagtens forestille mig angreb fra folk som Martin og O’Connor, men trods den gunstige vind må det blive svært at komme væk på de procenter. Jeg vil derfor tro, at det ender i en spurt.

Her er mit bedste bud Alejandro Valverde. Den spanske veteran har ganske vist ikke vundet en spurt i lang tid, men dette er virkelig en finale, der passer ham. Han har virket ganske meget i hopla, særligt i angrebene på 2. etape, og alene det forhold, at han har deltaget i spurterne, viser både kørelyst og ambitioner. Hans spurt på 2. etape giver mig tro på, at han stadig er hurtig nok til at vinde.

Dernæst vil jeg pege på Alex Aranburu. Den sidste stigning er ikke noget problem for ham, men jeg kan blive lidt bekymret for, om han klarer Col de Porte. I dag meldte han om dårlige ben grundet gårsdagens styrt, men han fik det heldigvis bedre undervejs. Som udgangspunkt er han i dag måske nok en bedre puncheur end Valverde, men hans overlevelse på så lang en stigning som Col de Porte, er mere usikker.

Efter den flotte spurt i tirsdags er Brandon McNulty også i spil. Amerikaneren har ellers ikke vist meget af sin hurtighed, men han har nu kørt en god spurt i både Giroen og her. Det virker bestemt ikke usandsynligt, at han kan vinde, hvis han spurter, som han gjorde forleden.

Astana kan også køre spurten for Alexey Lutsenko. Kasakken må jo åbenbart være i fremragende form, når han kan brage en enkeltstart af på så skræmmende et niveau. Det er ganske vist sjældent, at han spurter i disse dage, men vi ved fra blandt andet Tour of Oman, at han stadig bør have farten til at gøre sig gældende.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Bora har også to gode kandidater, der formentlig begge vil spurte. Normalt er den hurtigste Patrick Konrad, der har kørt gode spurter i dette løb og synes i noget nær sit livs form. Den relativt flade afslutning på stigningen taler for, at han er det bedste bud. Man kan dog bestemt heller ikke afvise Wilco Kelderman¸ der senest i tirsdags viste, at han som puncheur bare bliver bedre og bedre.

Det er efterhånden sjældent, at Geraint Thomas spurter, men i gamle dage var han ret hurtig. Mest af alt er han kraftfuld, men dette er også en god finale for kraftfulde typer. Jeg vil blive overrasket, hvis han vinder, men det virker ikke helt urealistisk, at han kan lave to i træk.

Nu er Tim Wellens midt bedste bud på en udbrudsvinder, men kommer han ikke afsted, kan han deltage i en spurt. Han er den svingende type, der sagtens kan falde fra undervejs, og det kan også være, at han sparer sig de kommende dage, men det er ikke en finale, der er uden for hans rækkevidde. Som vi så i tirsdags, er han en fin puncheur, men jeg tror måske, at den sidste del er lidt for flad til, at han kan matche de hurtigere folk.

Helt udelukkes kan Sonny Colbrelli heller ikke, men det vil undre mig, hvis han klarer Col de Porte. Den sidste stigning kan han nok klare, men jeg tror slet ikke, at han forsøger sig på denne etape. I hvert fald sagde han i dag, at det bare handlede om overlevelse. På den anden side er han i sit livs form, og da den sidste del af målstigningen er ret flad, må han tilskrives en lille, men realistisk chance.

Kan Kasper Asgreen vinde? Han hjælpes i hvert fald af, at den sidste del er så flad, at det er mere for kraftfulde typer end for puncheurs. Vi så dog i tirsdags, at han ikke er voldsomt hurtig i denne slags spurter, og selvom det er terræn, hvor han kan være med, vil jeg blive overrasket, hvis han vinder.

Dertil skal nævnes Jonas Vingegaard, Dylan Teuns, Michal Kwiatkowski og Tao Geoghegan Hart. Egentlig er de alle hurtige nok til at køre med om sejren, men jeg ser dem ikke vinde. Alt taler for, at Kwiatkowski skal føre for Ineos i finalen, og Geoghegan Hart synes at være i alt andet end storform. Jeg tror, at Ineos kører spurten for Thomas, hvis de blander sig. Teuns kunne sagtens være en kandidat og en potentiel vinder, men igen i dag, hvor han var meget langsom til at komme frem for at føre, virkede han formsvag. Han synes ikke at have benene til at vinde. Endelig tvivler jeg på, at Vingegaard vil deltage i en spurt, hvor han trods alt næppe vinder, når han primært er her for at hjælpe.

David Gaudu, Guillaume Maetin, Quentin Pacher og Ilan van Wilder har alle et fint punch, men de kan ikke vinde i denne finale. I deres nuværende form ser jeg ikke Warren Barguil og Valentin Madouas blande sig i en spurt med favoritterne. Endelig tvivler jeg på, at Greg van Avermaet og Sven Erik Bystrøm klarer Col de Porte - og i hvert fald, at de er friske nok til at vinde en spurt.

Feltet.dks vinderbud: Tim Wellens

Øvrige vinderkandidater: Warren Barguil, Santiago Buitrago

Outsidere: Sander Armee, Tsgabu Grmay, Jaakko Hänninen, Mark Padun, Marco Brenner

Jokers: Sven Erik Bystrøm, Jonas Vingegaard, Anthony Perez, Jan Bakelants, Martijn Tusveld, Lawson Craddock, Cyril Gautier, Mikkel Bjerg, Brent van Moer, Andres Ardila, Brandon McNulty

Kandidater til en spurt (i prioriteret rækkefølge): Alejandro Valverde, Alex Aranburu, Brandon McNulty, Alexey Lutsenko, Patrick Konrad, Wilco Kelderman, Geraint Thomas, Tim Wellens, Sonny Colbrelli, Kasper Asgreen

LIVESTREAM RESTEN AF CRITÉRIUM DU DAUPHINÉ PÅ DISCOVERY+.