Ruten

I de senere år har løbet som regel budt på små udgaver af Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Liege og Flandern Rundt på de sidste tre etaper. I år er Liege-etapen imidlertid taget af programmet, og dermed er det kun de sidste to etaper, der har rigtigt klassikerpræg. Som i de seneste år lægges der ud med den nemmeste af de to etaper, når feltet igen i år skal ud i klassisk Amstel-terræn i den kuperede Limburg-provins, hvor de mange små bakker lægger op til et utal af mulige udfald på etapen, hvilket fint har været illustreret af de foregående udgaver af samme etape.

Som så ofte før er det den hollandske by Sittard-Geleen, der er omdrejningspunktet for Amstel-etapen, der i år er 182,2 km lang og har start i Riemst og mål ved Tom Dumoulin Bike Park i udkanten af byen. Starten går på den belgiske side af grænsen i Limburg-provinsen umiddelbart syd for storbyen Maastricht, og som på de fleste etaper indledes dagen med en omgang på en rundstrækning, denne gang i området øst for startbyen, hvor Muizenberg (650 m, 6,6%) kommer efter 10,5 km. Som altid afsluttes den småkuperede rundstrækning med den første Primus-spurt, der denne gang kommer efter 13,3 km.

Herefter går det mod syd via nogle af de småbakker, der kendetegner regionen, først og fremmest Halembaye-stigningen (1100 m, 6,6%) efter 24,5 km inden man efter 28 km drejer mod øst og herefter mod nordøst og siden nord for at sætte kursen mod målbyen. Igen er der et par mindre Limburg-bakker undervejs, mens man efter 34,9 km kører ind i Holland og kører øst om Maastricht. Her skal man over Heiweg (1600 m, 4%) efter 36,2 km, Bukel (900 m, 4%) efter 39,7 km og Eckelraderweg (600 m, 6%) efter 44,2km, inden det flader en anelse ud.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Efter ca. 55 km drejer man mod nordøst og kører frem mod målbyen, idet man undervejs passerer Vliegveldweg (1000 m, 5%) efter 56,2 km, Lange Raarberg (1400 m, 5%) efter 60,7 km og Bergstraat (1000 m, 7%) efter 76,7 km, inden man efter 77,8 km rammer den afsluttende rundstrækning. Her passerer man Stokselweg (300 m, 6%) efter 81,1 km, Windraak (700 m, 4%) efter 83,1 km, og Watersley (400 m, 4%) efter 84,8 km, inden man efter 91,2 km krydser målstregen i Tom Dumoulin-parken for første gang.

Etapen afsluttes herefter med to omgange på den 45,5 km lange rundstrækning, der er en forlænget udgave af den, der blev benyttet sidste år og er placeret i området sydøst for målbyen. Den første del er relativt flad og sender efter 5,5 km kortvarigt feltet ind i Tyskland, hvor der med 38,9 km igen er en lille bakke (200 m, 5%) samt Bergstrasse-stigningen (400 m, 3%) med 38,5 km til stregen. 500 m senere kører man igen ind i Holland, hvor der følger et langt fladt stykke. Først med 19,2 km igen bliver det alvor, når man skal over Schatsberg (800 m, 5%), inden man efter 14,4 km rammer en 350 m lang, meget smal bakke, der stiger med 8% i gennemsnit. Til slut skal man igen over de tre stigninger Stokselweg (300 m, 6%), Windraak (700 m, 4%) og Watersley (400 m, 4%), der kommer med hhv. 10,1 km, 8,1 km og 6,4 km til mål. Herfra går det tilbage til Dumoulin-parken, hvor finalen er meget teknisk, idet der på næstsidste kilometer er to sving, inden man efter den røde flamme skal igennem hele fire skarpe sving, det sidste med 300 m igen. Det falder let frem til 5 km-mærket, hvorefter det er stort set fladt, dog med en ganske lille bakke med 2 km igen. Den sidste Primus-spurt kommer på toppen af Windraak sidste gang med bare 7,8 km igen, mens den gyldne kilometer indledes kort efter toppen af Schatsberg på sidste omgang, når der resterer bare 18,3 km.

Etapen byder på i alt 1377 højdemeter.

Sittard-Geelen er det eneste by, der har været vært for løbet hvert eneste år. I 2005 vandt Simone Cadamuro en massespurt, mens Manuel Quinziato akkurat snød sprinterne året efter - hvor Cadamuro igen var hurtigste mand i feltet. I 2007 vandt Sebastien Rosseler en enkeltstart i byen, og Jose Ivan Gutierrez var hurtigst på prologen året efter. I 2009 lykkedes det Lars Bak at køre væk fra et reduceret felt efter en hård dag i Limburg-provinsen, inden Jack Bobridge var bedste mand fra et udbrud 12 måneder senere. I 2011 vandt Edvald Boasson Hagen en spurt i byen, mens Orica-GreenEDGE vandt det første holdløb nogensinde i 2012. I 2013 vandt Sylvain Chavanel løbets enkeltstart, inden Guillaume Van Keirsbulck året efter kørte fri fra et udbrud og sikrede sig en solosejr på sidste etape i 2014. I 2015 lykkedes det Johan Le Bon og Dylan Van Baarle at snyde sprinterne, og det gav franskmanden karrierens største sejr. I 2016 var der igen holdløb på programmet, og her slog BMC Etixx-QuickStep i det, der kunne betragtes som en generalprøve forud for VM. Sidste år lykkedes det 16 af de bedste klassikerspecialister at køre væk, og til slut snød Lars Boom storfavoritten Peter Sagan ved at køre alene væk og tage en for ham meget vigtig sejr samt løbets førertrøje.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Vejret

Efter en kedelig start på løbet er der lagt op til en smuk afslutning med flot sommervejr i weekenden. Lørdag byder kun på få skyer og en temperatur på 25 grader. Der vil være en let til jævn vind fra sydvest ig vest, hvilket vil give sidemed- og medvind det meste af vejen frem til rundstrækningen.  Her vil der først være medvind og siden primært modvind på den sidste del, herunder på de sidste bakker. Der vil være sidemodvind, indtil man med 1500 m igen drejer ind i sidemedvind. Først efter sidste sving får man igen modvind på den korte opløbsstrækning.

Analyse af 5. etape

I morgen er der atter en dag. Det må have været det faste mantra for sprinterne i årets BinckBank Tour, der på forhånd lignede en historisk sprinterfestival, hvis lige vi ikke har set siden de tidlige dage i det hollandsk-belgiske etapeløb, hvor stort set alle etaper var sprinteretaper. Efter at have udskiftet den traditionelle kongeetape i Ardennerne med en ekstra flad etape var vi mange, der på forhånd frygtede, at årets udgave af løbet kunne henlede tanken på tidligere tiders gabende kedsommelige udgaver, hvor hver dag lignede en tro kopi af sig selv, men hvor sprinterne til gengæld boltrede sig i deres bedste løb på hele WorldTour-kalenderen.

Med hele fire sprinteretaper kunne man derfor også leve med nederlaget, da en uventet teknisk rundstrækning og en forrygende stærk Matej Mohoric berøvede de hurtige folk den anden af deres fire muligheder, efter at Fabio Jakobsen havde vundet første slag i Bolsward i mandags. I morgen var der jo endnu en dag, og da al erfaring siger, at udbrud kun sjældent holder hjem i ugelange WorldTour-løb - især i netop BinckBank Tour - kunne katastrofen jo ikke gentage sig.

Det fik Jasper Stuyven og det formidable Trek-mandskab imidlertid godt og grundigt modbevist med gårsdagens velplanlagte mesterstykke. Denne gang havde sprinterne ellers gjort deres arbejde og holdt udbruddet i næsten urimeligt kort snor, men denne gang var det i den absolutte finale, at det gik galt, da Trek med en veltimet Egon Olsen-agtig plan spolerede festen. Heldigvis var der ikke panik endnu, for med stadig én sprinteretape på menuen kunne de med sindsro henvise til, at der jo i morgen var atter en dag.

Det var der bare ikke alligevel. I det, der ligner et historisk sammenbrud for sprinterholdene, hvis lige vel ikke er set i nyere tid, lykkedes det for de hurtige folks hold totalt af ødelægge deres egen fest ved for tredje dag i træk at lade sig snyde af angribere. Og modsat i går, hvor det var svært at stille noget op mod Treks mesterværk eller på 3. etape, hvor man med rette kan hævde, at den afsluttende rundstrækning var på grænsen til at være urimeligt teknisk, var der i dag ingen undskyldning. Denne gang var der simpelthen tale om en uforklarlig blunder, som absolut ikke kan undskyldes.

De foregående dage burde ellers have skærpet både opmærksomheden og sulten, og da det tidlige udbrud endda indeholdt kvalitetsryttere som udbryderkongen Alexis Gougeard samt Magnus Cort, der så sent som i Touren viste, at han tilhører feltets allerstærkeste, burde der være rigelig grund til at holde dem i kort snor. Samtidig var ingen af de fire forreste blot den mindste trussel i klassementet, og derfor var det klart, at Mohorics Bahrain-tropper ikke ville gøre den store indsats og i stedet gøre alt for at spare kræfter til det, der har udsigt til at blive en overordentligt vanskelig weekend.

Alligevel var der igen kollektiv nedsmeltning i sportsdirektørbilerne, for gennem det meste af dagen var det kun Dylan Groenewegens LottoNL-tropper, der påtog sig ansvaret. Amund Grøndahl Jansen sled og slemte sammen med Ramunas Navardauskas og David Per fra Bahrain, men hver eneste gang, han så sig tilbage efter hjælp fra feltets to øvrige topsprinterhold, Mitchelton-Scott og Katusha-Alpecin, måtte han spejde forgæves. Først med godt 50 km igen sendte Caleb Ewan slideren Svein Tuft til fronten, og Katusha kom først frem med Marco Mathis og Alex Dowsett i den absolutte finale, hvor de fleste andre hold, der undervejs i den hektiske finale sendte folk frem, allerede havde kastet håndklædet i ringen.

Resultatet kender vi nu alle, for feltet var aldrig blot i nærheden af at fange de fire udbrydere, der skyndte sig i sprinternes store festsal, låste døren og smed nøglen væk, så der igen ingen adgang var for de hurtige folk, der ellers havde været så begejstrede for den festinvitation, arrangørerne havde sendt ud. Og alle sidder vi nu tilbage med spørgsmålet: hvad i alverden skete der lige der?

Noget klart svar er det umuligt at finde, og vi kan alene spekulere. Det er svært at bebrejde andre end de tre store sprinterhold, for alle øvrige mandskaber er her kun med outsidere, som alligevel ville få så svært ved at vinde, at man aldrig kunne forvente, at de ville løfte ansvaret. LottoNL har også deres på det tørre, for hollænderne var de eneste, der dag efter dag gjorde, hvad de skulle, og med Fabio Jakobsens exit var Quick-Step naturligvis også fritaget for alt arbejdet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Katushas passivitet kan næsten kun være en konsekvens af Marcel Kittels håbløse sæson, hvor han gang på gang intet har fået ud af sin hurtighed, fordi det nydannede tyske tog har vist sig skræmmende ringe til at holde ham fremme. Kittel selv viste ellers fremragende topfart på 1. etape, men her blev det også klart, at han igen smed en sejr væk i kraft af dårlig positionering. Efter tabet af Viacheskav Kuznetsov var schweizerne formentlig endnu mere bevidste om, at toget skulle holdes intakt, for ellers kunne det meget vel ende med endnu en nedtur for Kittel. Desværre betalte gamblingen sig ikke, for i sidste ende blev der aldrig brug for toget, og de friske ben, Rick Zabel og Baptiste Planckaert i aften går i seng med, er nu ikke meget bevendt.

Endnu mere uforståeligt er det, at Mitchelton var så skræmmende passive. Modsat Kittel har Caleb Ewan, der ellers tidligere ikke har været alt for stærk i positionskampen, ikke haft positionering som sin svaghed i de seneste måneder, og særligt i den tekniske finale i går viste han, at han ikke nødvendigvis behøver et helt hold omkring sig. Med tanke på, at australierne endda primært var kommet til løbet for at vinde sprinteretaper, er det komplet uforståeligt, hvorfor i alverden Tuft først blev sendt frem med 50 km igen.

Formentlig er der dog mange af sprinterrivalerne, der gned sig i hænderne, da de kunne se Ewan for anden dag i træk suverænt vinde feltets spurt, for australierne har tidligere haft et dårligt ry for aldrig at tage deres del af ansvaret. Det har i de senere år ændret sig en del, men måske var det et tilbagefald til tidligere tiders vaner, der gjorde, at man forsøgte at sende aben videre til andre. I hvert fald kan Ewan på ingen måde være tilfreds med den opbakning, han har fået, og derfor er han formentlig ikke helt utilfreds med, at han nu kan se frem til at komme til et hold, der er vant til at arbejde for en topsprinter, og så lade Mitchelton-Scott koncentrere sig om de klassementsplaner, der helt tydeligvis betyder mest for dem. Nu må vi så blot se, om holdet er villige til at give ham den nødvendige støtte i Tour of Britain og Tour of Guangxi, eller om det bliver en helt igennem kedelig afslutning på et ellers på mange måder succesrigt og frugtbart ægteskab-

Set med danske øjne er der imidlertid ingen grund til at begræde sprinternes passivitet, for det blev Magnus Cort, der denne gang udnyttede deres skønhedssøvn til at tage sæsonens anden WorldTour-sejr og sin anden store udbrudstriumf på en måned. Danskeren var ellers ikke en populær mand, da sportsdirektørerne tidligt på etapen havde fundet ud af, at han var endt på det, der lignede en meningsløs selvmordsmission, for hans hovedopgave var egentlig at køre lead-out for Riccardo Minali og spare kræfter til morgendagens etape, der lignede en langt bedre chance for den hurtige dansker.

Når han nu var kommet afsted, fik han imidlertid lov at forsøge sig, og det skulle vise sig at være en god ide. Cort var ellers kommet halvkedeligt i gang efter den succesfulde Tour med et skuffende med dårlige ben og et styrt på 1. etape, men tilsyneladende har de seneste dage gjort ham godt. I hvert fald virkede det på afstand til, at han trods Gougeards tilstedeværelse var den suverænt stærkeste og tog et hav af lange og hårde føringer, der i høj grad var med til at snyde sprinterne.

Og stærk må han havde været. Ellers er det komplet uforståeligt, at ingen forsøgte sig med et sent angreb, for alle hans rivaler vidste på forhånd, at de var slået på stregen. End ikke evigt offensive Gougeard havde mod på at forsøge sig, selvom han vidste, at han i en spurt ikke havde en chance mod den danske sprinter, der så sent som i Touren viste, at han er i stand til at stå for presset i situationer, hvor han er soleklar favorit. Og det var da også svært ikke at føle sig sendt en måned tilbage i tiden, for Cort kørt finalen fuldstændig som i Carcassonne, da han kontrollede den sidste kilometer med autoritet, inden han sikkert spurtede den hjem fra spids.

Dermed fortsatte han både den danske jubelsæson, der både tæller klassikersejre og nu en efterhånden ganske lang liste af etapetriumfer i ugelange WorldTour-etapeløb, samt det mageløse år for Astana. Kasakkerne har nemlig om nogen været i stand til at tage outsidersejre i år. Valgren var ikke mere end underdog i de to klassikere, han vandt, Cort og Fraile var også kun outsidere, da de slog til i Touren, og de sejre, Fraile, Pello Bilbao, Jakob Fuglsang og nu Cort har taget i kortere etapeløb på højeste niveau er også alle kommet på dage, hvor de ingenlunde på forhånd lignede de mest oplagte vinderbud.

Midt i den danske jubel fortjener unge Julius Van den Berg også applaus. Den unge hollænder kører sit allerførste løb som professionel for EF og det endda på allerhøjeste niveau. Forventningerne til ham var derfor også ganske beskedne, selvom han i et flot forår med blandt andet en andenplads i U23-udgaven af Paris-Roubaix havde kørt sig til en midtvejskontrakt med amerikanerne. Alligevel har han på ingen måde lade sig intimidere af de mange stjerner, og med et hav af angreb har han været synlig på tre af de fem etaper. I dag var han så tæt på at tage den måske mest uventede sejr af alle i årets WorldTour-løb! Det kunne indikere, at man måske skal holde øje med ham i fremtiden. I hvert fald har det næppe været på trods af ham, at man i dag kunne snyde et sultent sprinterfelt.

Det er derfor heller ikke ham, der er dagens største taber, for hans resultat var der ingen, der havde ventet. For Mohoric var det også en perfekt dag, hvor et ufarligt udbrud betød, at man ikke skulle slide alt for meget på ressourcerne. Det er særdeles velkomment, for som skrevet i tidligere analyser for det svage arabiske mandskab brug for alle ressourcer og lidt til, hvis de på nogen måde skal gøre sig håb om at forsvare trøjen mod alle de klassikerstjerner, der har tid at hente. I dag fik de med sene angreb fra Zdenek Stybar, Lars Boom, Jasper Stuyven, Yves Lampaert og Greg Van Avermaet i hvert fald en klar advarsel om, at der ikke er planer om at forære sejren til den slovenske mirakelmand. Og kig lige på de navne én gang til, og mind så dig selv om, at de to sidste etaper er som miniudgaver af klassikere. Der er i den grad lagt i kakkelovnen til godt cykelløb.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Det er der til gengæld ikke for sprinterne. Nogle af dem kan drømme om at få en chance lørdag, for Amstel-etapen hører ikke til blandt de hårdeste, men de fire stensikre retter på den historisk sprintervenlige menu blev alle fortæret af en række spielverderbere. I morgen er der desværre ikke atter en dag.

Favoritterne

De fire flade etaper har som sagt budt på betydelig mere variation, end man på forhånd kunne have ventet sig, men i hvert fald for en optaktsskribent, der har troet på, at sprinterholdene kunne løfte deres ansvar, har den første del af BinckBank Tour været en relativt ensformig affære. Nu sker der imidlertid endelig noget, for efter fem dage i stort set helt fladt terræn er det tid til de to afgørende etaper, der på forhånd har været udset som klassikerrytternes eneste chance for at vinde tid på den historisk nemme rute.

Som altid lægges der ud med den letteste af de to. I de senere år har det været miniudgaven af Amstel Gold Race, der har indledt festen, og det er det igen i år. Etapen har som sagt varieret lidt fra gang til gang, men efter nytænkningen sidste år, hvor man for første gang sluttede på Dumoulins cykelanlæg, har man i år i alt væsentligt fastholdt modellen fra 2017. Den afsluttende rundstrækning er i hvert fald i alt væsentligt den samme med helt samme finale, og vi kan derfor bruge sidste års etape til at få en fornemmelse af, hvor hård den er.

I de tidligere år har det knebet med at gøre en forskel, for selvom man kalder etapen en miniudgave af Amstel Gold Race, er ruten ingenlunde så vanskelig som den hollandske klassiker. I tidligere udgaver er det to gange lykkedes for ufarlige udbrud at snyde feltet, men i klassementssammenhæng har det været svært at skabe ravage. Det ændrede sig imidlertid sidste år, hvor den nye lidt hårdere finale betød, at en fremragende gruppe af klassikerspecialister kunne køre væk og afgøre etapen i cykelparken, hvor Lars Boom udnyttede det store fokus på Peter Sagan til at køre væk og stjælpe både etapesejr og førertrøje.

Det viser, at den nye finale er hård nok til, at man kan gøre en forskel, men sværhedsgraden skal ikke overvurderes. Holdbare sprintere som André Greipel og Danny Van Poppel sad nemlig med i første gruppe, og det var Dylan Groenewegen, der vandt feltets spurt. Det siger alt om, at man på ingen måde kan regne med at vinde megen tid, og at det i lige så høj grad kan være taktik, timing og held, der gør en forskel. Det er i hvert ikke en etape, hvor den stærkeste mand bare kører væk.

I år kan vi formentlig vente os mere udskilning end tidligere. Det skyldes den specielle taktiske situation, hvor der ikke venter en endnu sværere ardenneretape til at vinde tid, og hvor Matej Mohoric i forhold til de øvrige favoritter har så stort et forspring, at ingen kan tillade sig at køre defensivt. Samtidig har han så svagt et hold, at han relativt let burde kunne isoleres, og derfor er der lagt op til, at især Quick-Step, Trek, Lotto, Sunweb og BMC skal i offensiven tidligt og forsøge at skabe en situation, hvor en ensom Mohoric intet kan stille op. Det kan meget vel betyde, at det kan blive en helt uforudsigelig dag med en byge af angreb, hvor man bestemt ikke kan udelukke, at en lidt uventet gruppe kan køre væk og ikke blot afgøre etapen, men også kampen om den samlede sejr.

Derfor er der også lagt op til en aktiv og dramatisk start med et hav af angreb. Der er et hav af hold, der skal gøre det så hårdt som muligt, og mange af de store hold vil gøre alt for at få stærke folk afsted tidligt for at lægge pres på Bahrain-Merida. Derfor er der lagt op til angrebsfest, hvor det kan tage en evighed, inden et udbrud etableres.

Derefter er det interessant at se, hvor meget hjælp Bahrain vil få. Det vil afhænge af udbruddets sammensætning, men mange vil have en interesse i at lægge så meget pres på araberne som muligt. Derfor kan det ikke helt udelukke, at en tidlig udbryder kan holde hjem, for der kan meget vel komme stærke folk afsted, som i dette terræn kan vise sig umulige at hente. Mest sandsynligt er det dog, at mindst et par af storholdene har misset gruppen, og at de vil forsøge at åbne løbet op med et hav af angreb på rundstrækningen, og at udbruddet derfor køres ind.

Hvad der herefter sker, er ret åbent, for der er lagt op til ukontrolleret cykelløb, hvor det vil være alle mod Bahrain-Merida. Det videre forløb vil derfor meget afhænge af, hvilke hold der kommer med i de relevante udbrud, for det vil bestemme, hvem der vil have en interesse i at jagte. Det er imidlertid svært at se, hvem der har styrken og interessen i at køre målrettet for en spurt. Det kunne være oplagt for Sunweb med Michael Matthews, men de vil formentlig fokusere mest på klassementet og offensiv kørsel, og derfor vil deres strategi sikkert først blive bestemt af situationen undervejs i løbet.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Det gør det til en af de sværest forudsigelige etaper i år, og derfor er det ikke en dag, hvor der skal spilles mange penge på en vinder. Som sagt vil det nemlig i lige så høj grad handle af held og timing som individuel styrke, og det er på en etape som denne, at det ikke nødvendigvis er bedste mand, der vinder. Reelt set kan etapevinderen skulle findes i et tidligt udbrud, i en reduceret massespurt, ved et stærkt angreb på rundstrækningen eller i en lille elitegruppe som sidste år. Med andre ord er der et hav af mulige scenarier og dermed også mulige vindere.

Det gør det også meget svært at pege på en klar favorit, men skal vi nævne ét navn, må det være Michael Matthews. Det er ikke uden grund, at australieren år efter år er en af topfavoritterne til Amstel Gold Race, for der er ikke mange, der kan matche ham i denne type terræn. Samtidig viste han på enkeltstarten og med stærk kørsel på gårsdagens gyldne kilometer, at han efter skuffelsen og sygdommen i Touren er i fremragende form. Oprindeligt var han tiltænkt en hjælperrolle for Søren Kragh, men hans kørsel i spurterne i går viste, at den nye taktiske situation, hvor Mohoric skal angribes, betyder, at han og danskeren nu synes at være ligestillede, ganske enkelt fordi man skal udnytte, at der er to kort at spille.

Det betyder, at Matthews formentlig vil skulle spurte, hvis han og Kragh sidder samlet til sidst, og sidder han med, vil han have gode chancer for at være hurtigste mand. Blandt de typiske klassikerryttere er det umiddelbart kun Cort, der kan matche ham i en direkte duel på fart, men Matthews er den bedste af de to i terræn som dette, ligesom han virker mere formstærk. Han kan køre offensivt på rundstrækningen, slå til i en reduceret massespurt eller vinde en spurt fra en elitegruppe som sidste år. Med andre ord har han et hav af forskellige muligheder, og det gør ham til den mest oplagte kandidat.

Et skuffende EM tydede på, at Magnus Cort ikke var kommet godt ud af Touren, og det blev ikke bedre, da han styrtede på 1. etape. I dag var han imidlertid den store motor i det udbrud, der totalt snød feltet, o det vidner om, at benene vist bare skulle i gang. Det gør ham naturligt til en af favoritterne på denne etape, for med den klatring, han i år har leveret, er der ikke mange, der kan køre fra ham på bakker som disse. Ulempen er naturligvis, at han i dag har brugt et hav af kræfter, og der kan derfor være en pris at betale i morgen. På den anden side er terrænet ikke specielt svært, og Cort plejer blot at blive bedre og bedre i et etapeløb. Han har tabt tid i klassementet og har derfor frihed til at angribe, men kan også slå til i en gruppe a la sidste år eller i en reduceret massespurt. Sammen med Matthews er han i hvert fald feltets mest holdbare sprinter, og med hjælp fra en stærk Michael Valgren i en finale burde han have gode muligheder for at tage to i træk.

Jasper Stuyven har kørt som en motorcykel på det seneste. Det viste han med sit store nummer på Mende-etapen i Touren og igen, da han totalt snød feltet i går. Han er måske ikke den mest oplagte klatrer, men på disse korte bakker burde han ikke komme i vanskeligheder. Tværtimod er han en af de bedste i terræn som disse, og ligesom Matthews og Cort har han flere muligheder for at vinde. Han kan både spurte og angribe, og selvom de to nævnte begge på papiret er hurtigere, har han gode chancer for at ende i en situation, hvor han er hurtigste mand. Den situation betyder, at han er en af de mere sandsynlige vindere i et løb, der har mange forskellige mulige udfald.

Blandt sprinterne er det helt oplagt at pege på Caleb Ewan. Den lille australier har i år spurtet halvskidt, men til gengæld har han haft en helt fantastisk holdbarhed. Det viste han, da han vandt Stirling-etapen i Tour Down Under, vandt feltets spurt i Milano-Sanremo og imponerede stort på den svære etape i Tour of California, hvor Toms Skujins akkurat snød ham for en choksejr. Han melder selv om god form, og når Greipel og Van Poppel sidste år kunne sidde med de bedste på denne etape, kan Ewan også. Han er næppe manden, der kører offensivt, men han burde have en reel chance for at sidde med, hvis det ender på samme måde som sidste år. I en reduceret massespurt vil han også være den oplagte favorit, hvis han kan klare positioneringen i den tekniske finale, og derfor er der stadig en chance for, at et ellers trist løb kan ende godt for The Pocket Rocket.

Det samme er naturligvis Greg Van Avermaet. Efter at Stefan Küng har tabt trøjen har han igen frihed til at køre sit eget løb, og det vil han helt sikkert gøre på en etape, der passer ham. Hans præstation i San Sebastian, hvor han sad med på en ellers alt for hård rute, vidner om storform, og han er blandt verdens bedste i terræn som dette. Naturligvis er han ikke en klassisk sprintertype, men hans spurt efter en hård dag er som bekendt en af de allerbedste. Det har han gang på gang vist i klassikerne, hvor han flere gange har rundbarberet Peter Sagan, og selvom han ikke helt synes at have samme topfart som tidligere, er han stadig blandt klassikerrytterne en af de hurtigste. I en reduceret massespurt kommer han nok til kort, men derudover kan han vinde i de fleste scenarier. Van Avermaet er altid farlig på en etape som denne, selvom han havde foretrukket, at den var hårdere.

Quick-Step har et hav af gode kandidater. Den bedste er måske Yves Lampaert, der ved EM viste, at han er kommet ud af Touren i fremragende form. Belgieren er måske ikke den bedste klatrer, men i terræn som dette kommer han ikke i vanskeligheder. Samtidig er han blandt Quick-Steps klassikerstjerner formentlig den hurtigste, og han kan sagtens gøre sig gældende også i kamp med de allerede nævnte favoritter. Hans største force er imidlertid hans enormt store force og eminente evne til at angribe i finalerne. Det kan gøre ham livsfarlig på en svært kontrollerbar rundstrækning, og han ligner et godt bud på en mand, der kunne lave samme nummer, som Boom gjorde sidste år.

Som sagt kan Søren Kragh blive låst af i sidste ende at skulle køre en spurt for Matthews, men samtidige r det klart, at Sunweb skal udnytte deres to kort til at angribe på skift. Kragh er i den sammenhæng stadig det lille navn, og derfor er det nærliggende at tro, at han ikke vil være helt så stærkt markeret som sin australske holdkammerat. Enkeltstarten var en bekræftelse på den gode form, og Kragh er blandt de gode klassikerryttere, der kan køre finale her, en af de bedste afsluttere. Derfor kan han sagtens ende i en situation, hvor det er ham, der er hurtigste mand, og således har han ganske gode chancer for at løbe med etapen.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Jay McCarthy har ikke fået megen omtale i dette løb, for hans dårlige enkeltstart betyder, at han ikke for alvor har været en trussel i klassementet. I kampen om etapesejre står han imidlertid ganske fint, for dette er terræn, han elsker. Man skal altid være forsigtig med McCarthy, hvis form er ganske svingende, men god kørsel på den hårde rute i San Sebastian tyder på, at han ikke er i en af sine dårlige perioder. Derfor burde han have gode chancer for at gøre sig gældende på en etape som denne, og med de spurter, han i år har kørt i blandt andet Cadel Evans Great Ocean Road Race og Vuelta al Pais Vasco, hvor han endda vandt en massespurt, er der ikke mange, han skal frygte på stregen.

Zdenek Stybar har bestemt ikke haft det let i år, og han er tydeligvis ikke den rytter, han var engang. I dette løb har han også fået sig en lussing på enkeltstarten, men han virker faktisk til at være i hopla. Han spurtede sig til en overraskende 3. plads i går, ligesom i dag var i angreb. Det er klart, at der er mange, der er hurtigere end ham - gårsdagens 3. plads skyldes først og fremmest positionering - men i en teknisk finale er han ganske hurtig. Først og fremmest er han dog en mester i at time sine angreb i ukontrollerbare afslutninger, og han har vundet mange løb ved at lave ”en Boom” til sidst. Hans tidstab giver ham en vis frihed, og det før en godt kørende Stybar til en farlig mand.

Det er ikke meget, vi har set til Oliver Naesen i dette løb, men hidtil har terrænet heller ikke været hans. Som ventet har han tabt en del tid på enkeltstarten, men det er først nu, at vi for alvor skal se, hvordan formen er. Han plejer altid at være god i dette løb, og han burde også være blandt de stærkeste i terræn som dette. Han har tabt tid og vil have lidt mere frihed, og endelig har han mange gange vist, at han har en glimrende spurt efter en hård dag, blandt andet da han for et par år siden var meget tæt på at slå selveste Groenwegen i Tour del’Eurometropole.

Tim Wellens er kongen af dette løb, hvor han tre gange har vundet kongeetapen i Ardennerne. Denne gnag er han imidlertid i den grad hæmmet af den lette rute, hvor det kan blive svært for en fyr som ham at gøre en forskel. Derfor har han oddsene imod sig, ikke mindst fordi alle ved, hvor farlig han er, og derfor vil han næppe få den store frihed. Hans sejr i Vallonien var ikke imponerende, og han skuffede i San Sebastian, så vi ved ikke helt, hvor han står. Wellens har imidlertid altid tradition for at flyve i dette løb, og selvom han trods en fin spurt formentlig skal besejre hurtigere folk og finder etapen her alt for let, skal man altid frygte, at Wellens kan køre væk på en etape som denne, hvis han har de ben, han har haft i tidligere udgaver af dette løb.

Sidste år vandt Dylan Groenewegen som sagt feltets spurt, og det gør ham til en joker også i år. Formentlig vil etapen denne gang blive kørt hårdere, og det gør det svært for hollænderen, men afskrives kan han ikke. Formen er ganske vist ikke i top, men det var den heller ikke sidste år, og alligevel sad han med feltet hjem. Ender det i en reduceret massespurt, kan man derfor ikke udelukke, at han igen vil være det, og er det tilfældet, er der ingen tvivl om, hvem der er favorit.

Der er også andre holdbare sprintere, der måske kan gøre sig gældende. Det gælder særligt Timothy Dupont, Jempy Drucker og Jens Debusschere , der er gode i terræn som dette og begge synes at være i god form. Især en formstærk Debusschere kan måske ligesom Greipel sidste år endda køre med i angrebene. Bedst chancer har de dog begge i en reduceret massespurt, hvor de naturligt vil være blandt favoritterne. Her vil også Ben Swift og Ryan Gibbons måske kunne vise sig frem, men de får dog nok trods alt svært ved at vinde.

Listen over Quick-Step-kandidater tæller også Niki Terpstra og Maximilan Schachmann, men de er begge langsommere end Stybar og Lampaert. Derfor vinder de kun etapen med offensiv kørsel, men det er de begge også mestre i. Især Terpstra er umulig at hente, hvis først han kommer fri. Schachmann har dokumenteret sin gode form ved EM og på enkelstarten, mens der til gengæld hersker større usikkerhed om Terpstra. Terrænet burde passe dem udmærket, og især har de fordel af holdets kollektive styrke, der gør det muligt at angribe på skift.

En spændende joker er Davide Cimolai. Enhver, der så EM-løbet vil vide, at han var dagens mand i skysovs og nøglen til Trentins sejr. Den meget ustabile Cimolai er altid utilregnelig, men når han er i form, klatrer han godt. Det har han vist i flere svære italienske og schweiziske endagsløs og senest altså på bakkerne i Glasgow. Han har sparet sig de seneste dage for netop er være klar til denne etape, hvor han er stærk nok til at angribe og hurtig nok til at blande sig i en reduceret massespurt.

Som sagt er der mange mulige vindere på en etape, der kan være svære at kontrollere. Andre navne med styrken til at angribe i finalen og gentage Booms nummer fra sidste år er bl.a. Diego Ulissi, Michael Valgren, Daniel Oss, Lars Boom, Luke Durbridge, Stefan Küng, Jasha Sütterlin, Florian Senechal, Xandro Meurisse, Dion Smith, Valentin Madouas og Taco van der Hoorn. Matej Mohoric vil ubetinget være en af de stærkeste, men da han kommer til at skulle bruge et hav af kræfter på at forsvare sig, får han meget svært ved at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Magnus Cort, Jasper Stuyven

Outsidere: Caleb Ewan, Greg Van Avermaet, Yves Lampaert, Søren Kragh, Jay McCarthy

Jokers: Zdenek Stybar, Oliver Naesen, Tim Wellens, Dylan Groenwegen, Jens Debusschere, Timothy Dupont, Niki Terpstra, Maximilan Schachmann, Davide Cimolai

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Lars Booms sejr fra 2017 og Johan Le Bons sejr fra 2015