Ruten

Sprinterne forstod forhåbentlig at tage for sig af retterne på 4. etape, for allerede dagen efter skal der klatres igen. Den 184,4 km lange tur til Sabiñanigo er egentlig ikke voldsomt udfordrende, da stigningerne alle er relativt bløde, men da de samtidig er samlet i løbets anden halvdel som afslutning på en dag med mere end 3500 højdemeter, bliver det svært for de allermest hårdføre afsluttere at holde det samlet til en reduceret massespurt, hvor opløbsstrækningen endda stiger ganske pænt. Derfor peger meget i retning af en af Vueltaens mange udbrudsafgørelser, der altid er et stort tema i den spanske grand tour.

I alt skal der tilbagelægges 184,4 km, som fører feltet fra Huesca til Sabiñanigo, der ligger ganske tæt på hinanden. Etapen består således af en stor runde i terrænet øst for de to byer, hvor man i første halvdel holder sig på et relativt fladt plateau, inden man skærer ind gennem områdets bakker. Fra start kører man således mod øst og sydøst hen over plateauet igennem terræn, der aldrig er helt fladt, men som kun byder på mindre bakker. Efter 44,0 km når man frem til Barbastro, og kort efter drejer man mod nord for at køre op langs en flod, hvor det hovedsageligt er ganske let stigende med enkelte stejlere bakker undervejs.

Efter 109,8 relativt flade kilometer når man frem til byen Escalona, hvor man drejer mod nordvest for at forlade dalen. Kort efter drejer man mod vest og senere nordvest ind på kategori 2-stigningen Alto de Vio (13,5 km, 4,7%), som indledes hårdt med 3 km med 7-8%, inden den stiger mere moderat med hovedsageligt 4-5%, afbrudt af en lille nedkørsel undervejs. Toppen rundes efter 125,4 km, hvorefter der venter en kort og halvteknisk nedkørsel, der leder mod nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Fanlo (6,4 km, 4,6%), som stiger med 4-5% det meste af vejen frem mod toppen, der rundes efter 136,5 km.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Efter dagens to første stigninger bliver det igen lidt lettere, idet en relativt nem nedkørsel fører mod sydvest og vest ned til dalen. Her kører man mod sydvest og syd via et let faldende stykke frem til byen Fiscal, hvor man efter 160,0 km kører dagens spurt og tager hul på dagens hovedmenu, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Alto de Petralba (8,7 km, 5,2%). Tallene snyder, idet de første 3 km stiger med mellem 6,5% og 8%, ligesom der venter en kilometer med 7,8% med ca. 3 km til toppen, hvorefter de sidste 2 km stiger med beskedne 1,5%, inden toppen rundes efter 166,7 km.

Herefter resterer bare 17,7 km, der består af en lang tonsernedkørsel uden væsentlige tekniske udfordringer, som fører mod nordvest ned mod Sabiñanigo. De sidste knap 10 km er kun let faldende, indtil det med 2 km igen begynder at stige let for siden at blive lidt stejlere med 4,4% over de sidste 900 m og 5% på de sidste 600 m. Den lange, lige vej afbrydes af et sving med hhv. 2200 m igen, inden sidste kilometer er kringlet med et højresving i en rundkørsel med 720 m igen, et skarpt venstresving med 510 m igen og endnu et skarpt sving med 310 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3429 højdemeter.

Sabiñanigo blev senest besøgt af Vueltaen i 2008, hvor Greg Van Avermaet tog karrierens dengang største sejr ved at vinde en spurt i et stærkt udbrud. Forinden var byen ofte vært for en etape i Vuelta a Aragon, hvor det i dette årtusinde er blevet til sejre for Vladimir Efimkin (2005), Constantino Zaballa (2004), Alessandro Petacchi (2003) og Oscar Freire (2000).

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Vejret

Efter den vejrmæssigt kedelige start er det blevet smukt. Lørdag vil være skyfri med en temperatur i mål på pæne 17 grader, og der vil ikke være meget vind, blot en svag til let brise (5-10 km/t) fra sydvest. Det giver først sidemedvind hele vejen frem til bunden af første stigning. Her venter der sidevind frem til toppen af anden stigning og siden modvind frem til toppen af sidste stigning. Herfra vil der være sidemodvind på nedkørslen, indtil man får sidevind på de sidste 2,2 km.

Analyse af 4. etape

For et år siden var der næppe mange svedige håndflader, da årets første sprinteretape i en igen meget sprinterfjendtlig Vuelta blev afgjort. Dengang kom Sam Bennet nemlig til løbet som en sand sejrsmaskine, der gennem en hel sæson havde kørt alt og alle midtover og umiddelbart inden løbet havde vundet hele tre etaper i træk i et BinckBank Tour, hvor blandt andre en ganske vist træt Dylan Groenewegen var til start.

Nej, i 2019 var massespurter med Bennett som regel lige så sindsoprivende som en fodboldlandskamp mellem Vatikanstaten og Brasilien. Sådan har det bare ikke været i et 2020, hvor ireren kom så skidt fra start, at han langt hen i Touren så ud til at blive en historisk lidt succesrig sprinter på det ellers så dominerende Deceuninck-mandskab.

Sådan gik det heldigvis ikke. To etapesejre er måske i underkanten, men når den ene kommer i Paris, og de begge ledsages af holdets første pointtrøje siden Tom Boonens i 2007, er det svært ikke at betegne det som en succes. Alligevel sad man gennem hele løbet tilbage med fornemmelsen af, at det altså ikke var den Bennett, der i 2019 spiste massespurter med samme appetit, som Primoz Roglic har spist etapeløb i de seneste år.

Derfor var der også lidt mere spænding om den første Vuelta-spurt, end der var for et år siden. Nuvel, Bennett var skam klar favorit, men set i lyset af hans præstationer i år ville et nederlag næppe falde ind under kategorien mirakel. Et stærkt felt med en i BinckBank Tour uhyre velkørende Jasper Philipsen, en ganske vist i år ret skrøbelig Pascal Ackermann samt en serie af tidens mest lovende unge sprintere gjorde, at der skam var modstand nok til at udfordre ireren.

På papiret i hvert fald. Da røgen havde lagt sig efter den vilde spurt på den spanske højslette, skulle man nemlig lige have luften igen. Her gentog Bennett nemlig ikke blot sejren fra sidste år, han gjorde det også med en dominans, der var helt på niveau med præstationerne sidste år.

Det burde nemlig have været slut. Ganske vist havde Deceuninck med et tog bestående af først Remi Cavagna og Mattia Cattaneo, siden Andrea Bagioli, så Jannik Steimle og til sidst Zdenek Stybar og Michael Mørkøv været lige så dominerende som ventet, men da de ramte de sidste sving - der på klassisk Vuelta-maner i løbsbogen var lige så usynlige, som coronavirus var det for Aleksandr Lukasjenko i en overfyldt hviderussisk ishockeyhal - gik det galt. Rudiger Selig, der dog var uden Ackermann, og siden Philipsen snød belgierne, og da først sidstnævnte havde trådt til, og Bennett atter havde været en forsigtigper i et sent sving, så det ud til, at første grand tour-etapesejr var en realitet for Philipsen i sin første spurt som UAEs førstesprinter.

Altså lige indtil Bennett åbnede for gassen. Ikke blot kørte han slet og ret Ackermann ud af hjulet, han blæste også forbi den Philipsen, der i UAE Tour havde slået Ackermann to gange og trods et ikkeeksisterende tog også fået ram på en ellers i år stærkt spurtende Mads Pedersen. Det var lidt af en bedrift, der kunne antyde, at Bennett i denne Vuelta kan være lige så uhyggelig som sidste år, hvor han ikke blot spurtede suverænt, men gav puncheurs bank i puncheurspurterne og næsten ene mand udmanøvrerede Deceunincks overtal i sidevinden.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Bennetts overlegenhed kan måske også tage lidt af skuffelsen fra Philipsen, og belgieren kan i hvert fald finde trøst i, at han atter fik vist både hurtighed og særligt den positioneringsevne, der mere og mere synes at være hans stærkeste våben. Og selvom Bennett lige nu ligner en svær mand at bide skeer med, burde der være positive udsigter i hvert fald i et 2021, hvor han bliver en af spydspidserne på et Alpecin-hold, der får adgang til hele WorldTour-kalenderen.

Til gengæld er det svært at finde trøst i nederlaget for Ackermann. Ganske vist var der lidt oprejsning at hente i et Tirreno, der antydede, at han var tilbage på sporet, men generelt har 2019 været én stor jammerdal for den i 2019 så succesrige tysker. Naturligvis er det ingen skam at blive slået af Bennett, men at blive kørt helt ud af hjulet var en lille ydmygelse - også selvom de pludseligt opfundne sving ikke just tilgodeså en powersprinter som Ackermann.

Nej, så var der straks mere grund til glæde i Italien. Jakub Mareczko fik nemlig bekræftet sin lille genfødsel, som vi fik indvarslet med de tre sejre i Ungarn, og da han helt mirakuløst sad fornuftigt i en finale med mange sving, fik han vist, at farten altså stadig rækker ganske langt. Nu må vi så se, om det er nok til at overtale et hold til at skrive kontrakt med den engang så suveræne sejrsmaskine, der dog aldrig er slået igennem på højeste niveau.

Det er nok også for sent at blive supersprinter, men til gengæld er der mange i dette felt, der kan drømme om det. Gerben Thijssen gjorde det i hvert fald fremragende i karrierens allerførste spurt på WorldTour-niveau, og selvom han ikke er sig selv efter den grimme skade, var der lidt oprejsning af hente for den lovende Matteo Moschetti. Også Max Kanter gjorde det hæderligt efter nogle skuffende præstationer i Belgien den sidste måned, og selvom de må ærgre sig lidt over, at der er så lidt at komme efter i dette løb, er det ret interessant, at årets felt er så fyldt med mange af de mest interessante unge sprintere.

Og skulle de ikke slå til, skal de ikke bekymre sig. Det gjorde Bennett nemlig slet heller ikke i sine første år, hvor det ikke var ham, der fremstod som en kommende supersprinter. Den status har han til gengæld til fulde sikret sig nu, også selvom man i begyndelsen af året frygtede, at den position måske var en anelse truet. Efter i dag er den trussel svær at få øje på.

Favoritterne

Hvis der er noget, der kendetegner Vueltaen - udover stejle mure naturligvis - må det være dens overflod af udbrudsetaper. Det spanske terræn er fyldt med en masse højdemeter, der gemmer sig overalt, ofte på relativt bløde opkørsler, der aldrig for alvor bliver stejle. På den måde kan man hurtigt designe en etape, der er for svær at kontrollere og for vanskelig for de fleste sprintere, men samtidig slet ikke terræn for klassementsfolkene. Derfor er den spanske grand tour ofte en sand udbryderfest.

Det er den også i år. Allerede på 2. etape havde vi en oplagt en af slagsen, selvom Movistar fik ødelagt festen for lykkeridderne. Nu har vi så den næste i rækken af disse i alt fem udbrudsdage i mellemhårdt terræn, og det ligner en oplagt dag for en gruppe til at gøre det færdigt.

Etapen er nemlig ganske svær. Selvom de første to tredjedele er relativt lette, har man fået klemt de fleste af de knap 3500 højdemeter ind på den tilbageværende del. Samtidig er stigningerne slet ikke så bløde, som det ofte er tilfældet. Kun den anden er ikke noget særligt, men den første har en ganske hård start med 6,4% over de første 6,7 km, og også finalestigningen er over de første fem kilometer ganske modbydelig, også for de allermest hårdføre sprintere.

Alligevel er jeg ikke helt så stensikker på, at det burde være en udbryderetape, som jeg var inden løbets start. Der er særligt to hold, der muligvis kunne tænke sig at forsøge at holde det samlet. Mest iøjnefaldende er nok Astana med Alex Aranburu, der vil elske denne lille puncheurspurt, men han risikerer at få det for svært, hvis Movistar pludselig går amok, som de gjorde det forleden.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Det tredje hold er naturligvis Movistar. Al logik tilsiger, at de skal spare sig til søndagens bjergetape, men i onsdags tilsagde al logik også, at de skulle spare sig til torsdag. Det gjorde de som bekendt ikke, og derfor kan man bestemt ikke afvise, at de lugter blod igen. Det gik jo ganske godt forleden, og selvom denne stigning er betydeligt lettere end onsdagens, er det jo slet ikke en ringe etape for den sejrsløse Alejandro Valverde. Kan spanierne lægge tryk på og komme af med de fleste hurtige folk, står spanieren ikke ringe nede i Sabinanigo.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er i tvivl. Det klassiske Movistar-hold ville lade denne etape sejle, men det var bare ikke det klassiske Movistar-hold, vi så forleden. Med to sejre i år er de nærmest desperate, og det gælder særligt for Valverde, der må have svært ved at se på det store 0, der står ud for hans navn. I går fik han endnu engang cementeret, at han næppe vinder en bjergetape i dette løb, og skal han vinde et eller andet, er dette vel en af hans bedste chancer.

Jeg tvivler lidt på, at Mitchelton og Astana tager initiativ - det er mest Astana, der måske kunne finde på det - så jeg tror, at alt står og falder med Movistar. Uanset hvad bliver der helt sikkert angrebsfest fra start, og det kan tage en krig, inden udbruddet er etableret. Det relativt flade terræn er samtidig en frustration for alle, der vil gætte udbryderne, for det bliver et lotteri at ramme rigtigt, selvom de mange godt skjulte bakker heldigvis betyder, at det også kræver ganske gode ben.

Derefter vil Jumbo tage kontrol, mens feltet får sig en puster, og herefter kan der formentlig ske én af to ting. Enten får udbruddet lov at køre om sejren, mens feltet snegler sig afsted og sparer kræfter til i morgen, eller også går Movistar amok igen. I sidstnævnte tilfælde vil vi så få en eller anden form for samling, men så bliver det i et lille felt. Hvis det skal give mening for spanierne at gøre forsøget, skal de skabe et blodbad, og selvom stigningen gør, at det ikke bliver lige så voldsomt og selektivt som forleden, er terrænet hårdt nok til, at det kan blive et ganske lille felt. Til gengæld tror jeg, at det bliver svært at lave ”en Soler” og snige sig væk, for feltet vil formentlig være så meget større, at i hvert fald Jumbo har folk til kontrollere powernedkørslen i modvind til sidst.

Vi skal lige lære at forstå, hvordan det nye Movistar kører dette løb, men jeg vælger med megen forsigtighed at tro, at de gentager forsøget fra forleden - især nu hvor søndagens etape slet ikke er så afgørende som oprindeligt planlagt. Derfor hælder jeg svagt til en spurt, hvor det store spørgsmål er, hvem der overlever. Samtidig viste Vuelta-arrangørerne igen i dag, at man skal passe på med at stole på løbsbogen, og derfor kan det være lidt svært at regne med, hvor svær den sidste bakke faktisk er. Kan man stole på tallene, er det 5% over de sidste 600 m, men der er ingen information om, hvor irregulær den er, og hvor stejle passager den har.

I det lys vælger jeg måske lidt overraskende at pege på Primoz Roglic som favorit. Skal vi have en spurt, skal Movistar gøre det knaldhårdt, og så er der ikke mange hurtige folk tilbage. Er gruppen stor, vil Roglic næppe kaste sig ud i en spurt, men i et mindre felt vil monsteret formentlig være sultent - og der ligger jo også 10 behagelige bonussekunder og venter. I en stigende spurt som denne er der ikke mange i dette felt, der matcher den slovenske maskine, især nu hvor Valverde på sine gamle dage har tabt fart. Derfor tror jeg, at Roglic ender med at vinde en etape, der egentlig slet ikke burde stå i hans manuskript - i hvert fald hvis Movistar giver ham muligheden.

Der vil dog sikkert falde en sten fra manges hjerte, hvis det lykkes for Alejandro Valverde. Jeg synes efterhånden, at det er ret klart, at den gamle fart ikke længere eksisterer, og vi så da også, at han blot blev nr. 4 i spurten forleden. Denne stigende finale burde dog ligge langt bedre til ham end den flade spurt, og de tekniske elementer plejer også at tiltale ham. Vi så som bekendt i Valencia i foråret, at lidt af det gamle punch stadig er eksisterende, og i gamle dage ville Valverde i et favoritfelt her altså have været helt umulig at matche. Derfor burde det være inden for mulighedernes grænser at Valverde endelig får brudt sin alenlange tørke.

Det ukendte element er Andrea Bagioli, for vi har endnu til gode at se ham folde sig ud i denne slags finale på dette niveau. Han slog Roglic i Ain, men det var i en flad spurt, hvor sloveneren kunne have vundet, hvis ikke han havde forsøgt at forære sejren til Dumoulin. Hurtig er han dog, og han viste også i Provence, at han er en glimrende puncheur. Han er dog i sin første grand tour og skuffede fælt i går. Hvis det er udtryk for tidlig træthed, er der ingen garanti for, at han kommer med hjem.

Alex Aranburu er den største hovedpine til en spurt. Selve afslutningen ligger så godt til ham, at han formentlig vinder, hvis han sidder der, men gør han det? Det kan godt blive en udfordring, når/hvis Movistar går til stålet, for stigningerne her er nok en anelse for lange og vanskelige til, at han kan vide sig sikker. Modvinden hjælper ham dog, og han overraskede sidste år med nogle glimrende klatrepræstationer, selvom det var på kortere, men stejlere stigninger.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det er også en ganske fin finale for Dan Martin, men jeg tror, at den mangler lidt stejlhed. Hvis de 5% holder, burde den være en anelse for let for ireren, der traditionelt kun er meget hurtig, hvis det bliver en anelse vanskeligere. Omvendt kørte han en ret god flad spurt i onsdags, og han er jo åbenlyst i glimrende form. I 2017 overraskede han sig selv ved at være langt fremme mod de tungere folk i en lettere spurt som denne, og selskabet her er slet ikke så puncheurstærkt som dengang.

Rui Costa synes i så god form, at han ikke burde have problemer med at klare den lettere stigning denne gang. Egentlig har han aldrig været en fabelagtig puncheur, men denne lidt blødere bakke ligger glimrende til ham. Han overraskede i hvert fald mig, da han vandt på en lignende bakke i Saudi Tour i foråret, og det viser, at han i dette felt bør have en fair chance, når procenterne er relativt moderate.

Hvis det bliver for hårdt for Aranburu, burde Omar Fraile have en fair chance. Spanieren er endelig blevet sine rygproblemer kvit, og i Touren og Ardennerne var han stærkere end i ganske lang tid. Han var også hæderlig i onsdags, men min frygt er, at han efterhånden er ved at være træt efter en meget intens sæson. Selve spurten burde dog ligge glimrende til manden, der slog Sonny Colbrelli i en spurt i Romandiet for nogle år siden.

Felix Grossschartner har overrasket mig med sin fine kørsel i dette løb, og denne finale kunne passe ham fint. Det kræver, at det bliver relativt hårdt, for mod de tungere typer har han ikke mange chancer, men i en stigende spurt er han slet ikke langsom. Det er i hvert fald svært at glemme hans 2. plads bag holdkammeraten Sam Bennett i Tyrkiet sidste år, og han har en hurtighed, han kun alt for sjældent dyrker. Med sin nuværende form burde han kunne gøre det godt her.

Astanas tredje kandidat er Luis Leon Sanchez. Spanieren lignede en pensionsmoden herre tidligere i år, men i dette løb har han været genfødt. I gamle dage var han også en glimrende afslutter i denne slags finaler, men desværre mindes jeg ikke, at han har kørt en spurt i en menneskealder. Hvis hverken Aranburu eller Fraile sidder der, ser jeg dog ingen grund til, at han ikke skulle prøve, og så må vi se, hvor hurtig han virkelig er.

En joker er Tim Wellens . Belgieren har været uhyre formsvag gennem hele sæsonen, men hans to første udbrud i dette løb - særligt det sidste - tyder på, at han stille og roligt nærmer sig noget. Hans plan A er utvivlsomt at ramme udbruddet, og faktisk tror jeg, at han sparer sig, hvis det mislykkes, ligesom det meget vel kunne være for hårdt. En formstærk Wellens kommer dog med over, og så er han altså slet ikk langsom i en let stigende spurt som denne.

En anden joker er Nick Schultz. Det har knebet med at slå igennem de seneste år, men siden Ardennerne har han virkelig imponeret. I onsdags sad han også med overraskende længe, og i går var han helten, der hjalp Esteban Chaves med at begrænse tabet. Han er samtidig en hurtig afslutter, hvilket han flere gange beviste hos Caja Rural, og derfor kunne han køre sig til et hæderligt resultat på denne etape.

En anden rytter, der kan komme langt, er Julien Simon. Franskmandne røg i sidevinden forleden, og derfor så vi ikke, hvor holdbar han vitterligt er lige nu. Han klarede dog 3. etape ganske glimrende, og så burde han også have en fair chance for at komme med hjem her. Han er ikke så hurtig som i gamle dage, men finalen passer ham fint, og i dette selskab er han en af de hurtigere afsluttere.

En rytter, der i januar overraskede mig med sin hurtighed, er Robert Power. Den australske lottokupon kører, som vinden blæser, og han kan sagtens ende i gruppettoen. I går kørte han dog en fornem etape, og det indikerer, at han måske kan sidde med hjem igen. Hans hurtighed er ikke noget, han har dyrket, men vintersæsonen indikerer, at han burde kunne gøre det hæderligt.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Så er der igen Michael Woods. Egentlig tror jeg mest, at canadieren har lyst til at spare sig til et udbrud søndag, men omvendt er han sidste mand hos Hugh Carthy i bjergene. Derfor bør han vel grave dybt, og sidder han der til sidst, kan han vel også lige så godt køre spurten. Nok skuffede han i går, men så var formen heller ikke værre. Til gengæld frygter jeg, at bakken til mål er for let til, at han kan vinde.

Bakken er nok også for let for David Gaudu, men lad os nævne ham alligevel. Den lille franskmand vandt som bekendt en puncheurspurt i Romandiet sidste år, og han er en glimrende afslutter på en bakke. Han synes langsomt at være ved at finde formen, og bliver det rigtigt hårdt, burde han blandt klassementsrytterne være en af de ryttere, der kan gøre sig gældende.

Til gengæld tror jeg, at afslutningen er lidt for let for Wout Poels, Guillaume Martin og Davide Formolo¸ Sergio Henao skal formentlig køre for Costa, og Gorka Izagirre har ikke kørt en god spurt i en evighed. Med den form, de har vist, tror jeg, at finalen er for hård for folk som Tosh van der Sande, Magnus Cort, Dion Smith, Robert Stannard, Jay McCarthy, Alexander Kamp, Gonzalo Serrano, Jonathan Lastra, Jonathan Hivert, Enrico Gasparotto og Michael Valgren, der ellers alle ville kunne køre en spurt som denne.

Som sagt er chancen for udbrudssejr lige så god, men i kraft af den relativt flade start bliver det et lotteri at ramme rigtigt. For at vinde skal man dog klatre ganske godt, selvom modvinden til slut kan gøre det svært at køre alene hjem hele vejen fra bakken. I det lys er en god spurt også at foretrække. På den baggrund er det oplagt at pege på de af de ovennævnte, der har tabt tid. Her tænker jeg i første række på Rui Costa, Luis Leon Sanchez, Omar Fraile, Nick Schultz, Robert Power, Tim Wellens og Alex Aranburu, men også Remi Cavagna, Jose Joaquin Rojas (hvis Movistar ikke kontrollerer skal de nemlig have en mand afsted af hensyn til holdkonkurrencen), Julien Simon, Michael Valgren, Nans Peters, Jonathan Lastra, Gonzalo Serrano, Jonathan Hivert  og måske Dion Smith og Magnus Cort.

BEMÆRK: Lad mig igen understrege, at det formentlig er Movistar, der bestemmer, hvilken etape vi får. Det kan lige så vel blive en klassisk udbrudssejr, som hele etapen normalt ville lægge op til.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Andrea Bagioli

Outsidere: Alex Aranburu, Dan Martin, Rui Costa, Omar Fraile, Felix Grossschartner

Jokers: Luis Leon Sanchez, Tim Wellens, Nick Schultz, Julien Simon, Robert Power, Michael Woods, David Gaudu

Kandidater til udbrudssejr (i prioriteret rækkefølge): Rui Costa, Luis Leon Sanchez, Omar Fraile, Nick Schultz, Robert Power, Tim Wellens, Alex Aranburu, Remi Cavagna, Julien Simon, Michael Valgren, Gonzalo Serrano