Ruten

Et af formålene med skabelsen af UAE Tour var muligheden for at besøge hele De Forenede Arabiske Emirater og dermed gøre brug af de begrænsede muligheder for terræn, det generelt flade land giver. Det førte ved første udgave i 2019 til ”opdagelsen” af den nye stigning Jebel Jais, og efter et års fravær vender den i 2021 tilbage for anden gang. Med udsigt til to sprinteretaper til slut er det også denne gang her, at det endelige slag om den samlede sejr skal slås, men da der er tale om en relativt blød stigning, kan det blive svært at gøre de store forskelle, i hvert fald hvis vinden står i ansigtet på det åbne bjerg - præcis som vi så det for to år siden, hvor etapen trods medvind afgjordes i en spurt på toppen.

I alt skal der tilbagelægges 170 km, der fører feltet fra Fujairah til toppen af Jebel Jais. Startbyen ligger ved Emiraternes østkyst, og målbjerget ligger ganske tæt på vestkysten, og første del af etapen består derfor af en tur tværs gennem ørkenen, der i den nordlige del dog er ganske kuperet. Således stiger det ganske let fra starten ved kysten, når man kører mod nordvest og vest ind i ørkenen frem til dagens første spurt, der kommer efter 32,5 jævnt stigende kilometer i hele 498 m højde. Derfra går det videre mod nord ad en lige og let faldende ørkenvej, indtil man er nede i byen Ghub i 100 m højde. Nu drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej, der leder op til Al Muhtarqah i 284 m højde, inden det atter falder let mod vest.

Efter 86,5 km når man ud af den kuperede del af ørkenen og rammer en flad hovedvej, der leder mod nord ud mod kysten. Kort inden man når vandet, drejer man dog mod nordøst for at køre af en let stigende vej længere ind i ørkenen forbi dagens anden spurt, der kommer efter 127,0 km. Nu følger man en let stigende og ganske snoet vej mod nordøst og nord hele frem til foden af Jebel Jais, der bestiges ad en vej, der fører mod nord.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen afsluttes med den store finale på opkørslen til toppen af Jebel Jais, der over 21,1 km stiger med 5,4%. Der er tale om en regulær opkørsel, hvor stigningsprocenten kun sjældent når over 6. I stedet ligger den på 5-6 det meste af vejen, men der venter 2,7 kilometer med 7,1% til allersidst, hvor den også når sit maksimum på 9%. Stigningen byder på et hav af hårnålesving, det sidste med 1400 m til stregen, hvorefter vejen blot bugter sig let, dog med en ret skarp kurve 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2581 højdemeter.

Jebel Jais blev som sagt første gang besøgt i 2019, hvor Laurens de Plus førte det meste af vejen op ad stigningen, indtil en gruppe på 11 mand endte med at spurte om sejren, der gik til den førende Primoz Roglic foran Tom Dumoulin og David Gaudu.

Vejret

Efter en relativt stille onsdag tager vinden en anelse til på en varm torsdag, hvor der vil være lidt flere skyer end hidtil, men hvor temperaturen ved kysten til gengæld vil nå 30 grader. Vinden vil være helt svag (knap 10 km/t) fra start, men den vil tiltage i løbet af dagen og slutteligt nå op på en styrke på 22 km/t. Fra start vil den komme fra nordvest, men senere vil retningen blive mere nordlig. Det bør give mod- og sidemodvind hele dagen, måske med mulighed for lidt sidevind på det andet af de to stigende stykker. Også på bjerget til sidst vil der være stort set direkte modvind hele vejen op.

Analyse af 4. etape

Man taler så meget om betydningen af, at sprintere finder et momentum. Historien er fuld af eksempler på, hvordan sejrene kommer væltende, når først den første pind er sat ud for sprinterens navn. Meget af det handler formentlig om selvtillid og tro på egne evner, for det er generelt nemmere at træffe de rigtige beslutninger på det splitsekund, en sprinter har til rådighed, når man også tror på, at man gør det rigtige, og ikke er under det stress og præstationspres, en sejrstørke kan føre til.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For én sprinter er betydningen af momentum dog særligt vigtig. Det er ingen hemmelighed, at Sam Bennett tror mindre på sig selv, end Donald Trump var overbevist om, at han var Guds gave til menneskeheden. Knap havde han skrevet under på kontrakten med Deceuninck, inden han var bange for at blive den første sprinter hos superholdet uden succes, og han var rystende nervøs inden årets Tour, hvor man næsten syntes stensikker på, at han ville blive holdets første sprinterfiasko nogensinde.

Sådan gik det som bekendt ikke. Det tog lidt tid, inden han kom i gang, men i sidste ende blev han trods holdets lange perlerække af supersprintere deres første rytter siden Tom Boonen til at iføre sig den grønne trøje - en præstation, der endda blev kronet med sejr på Champs Elysees. Derfor var det også helt naturligt, at han reagerede meget følelsesladet, da første Tour-etapesejr endelig var en realitet, for det pres, han havde bygget op omkring sig selv, må have føltes som en kolossal byrde.

Nu skulle man tro, at Bennetts store succes måske havde overbevist ham om, at han vitterligt er én af verdens bedste sprintere - måske også den allerbedste, så længe Dylan Groenewegen er i karantæne - men alligevel kom det ikke som noget chok, at Bennett efter dagens 4. etape i UAE Tour kunne fortælle, at han havde været rystende nervøs denne morgen inden årets første massespurt. Vinteren har sikkert allerede overbevist ham om, at rivalerne nu er blevet bedre end ham, og man kan sagtens forestille sig, at han efter i dag havde følt sig som verdens dårligste sprinter, hvis spurten var fejlet.

Det er Bennett imidlertid ikke - snarere tværtimod. Derfor var det også meget passende, at han med det samme fik fjernet den byrde af tvivl og usikkerhed, som en lang vinter har opbygget, og fik bugt med den store nervøsitet allerede med det samme. Det er nemlig synd og skam, at en så sublim sprinter som Bennett skal tvivle så meget på sig selv, men med dagens triumf har han forhåbentlig fået så megen bekræftelse, at han nu kan gå til de kommende etaper med bevidstheden om, at det nok skal gå.

Dagens sejr skal nemlig ikke undervurderes. Måske rangerer UAE Tour langt nede i hierarkiet over WorldTour-etapeløb, men ser man på sprinterfeltet, er det oftest det stærkest besatte på hele sæsonen med et felt, der endda overgår Tourens. Det skyldes naturligvis de mange urimeligt flade etaper, der fungerer på som fluepapir på alverdens supersprintere, der altid er valfartet til den flade mellemøstlige ørken i hobetal. Naturligvis devalueres resultaterne en anelse af, at vi taler om februar måned, hvor sprinterne trods alt ikke har planlagt nogen formtop, men man skal ikke undervurdere betydningen af at trække sig sejrrigt ud af et sprinteropgør i netop dette løb, hvor næsten hele verdenslisten - naturligvis minus Groenewegen og Fabio Jakobsen - igen i år er samlet. Meget passende var det da også netop her, at Bennett ifølge ham selv første gang forstod, at han nu tilhører den absolutte top, da han i 2019 vandt en etape - endda selvom han året forinden havde vundet hele tre etaper i Giroen, hvor han havde været synligt hurtigere end Elia Viviani.

I dag viste han igen, at det formentlig kun er de to lige nu passive supersprintere, der kan matche Bennetts topfart. Hans blunder i sidevinden forleden, hvor han var én af bare to Deceuninck-ryttere til at misse frontgruppen havde ellers indikeret, at han igen var ramt af den startrust, der efterhånden er blevet hans kendetegn. Heldigvis ved vi også, at Bennett som regel kun skal bruge et par dage på at banke rusten af, og i dag lignede han atter den supersprinter, han vitterligt er.

Bennett var nemlig ganske overlegen, da først den altid sublime Michael Mørkøv havde afleveret ham umiddelbart bag Pascal Ackermann, der ellers blev sat smukt op af Martin Laas. Han tog endda den lange vej rundt om rivalerne af frygt for at blive lukket inde, men trods den lille omvej var ingen i nærheden af at matche ham. Hans tre største rivaler, Ackermann, Caleb Ewan og Fernando Gaviria, havde ellers alle masser af plads til at spurte og vise, at de vitterligt var de hurtigste, men ingen var i nærheden af at matche den suveræne irer, der måske havde fordel af at have valgt læsiden, men til gengæld altså skulle betale med at køre den lange vej rundt om sin tyske rival.

Derfor blev det også lidt af et slag i ansigtet for feltets tre øvrige rene supersprintere. Særligt på Ewan må det gøre ondt, for her blev det nok engang ganske tydeligt, at han altså stadig ikke har Bennetts topfart. Hans store Tour-succes de seneste to sæsoner har ellers givet mange det indtryk, at den lille australier er den hurtigste af de to, men når de to har spurtet i direkte opgør, hvor Bennett ikke har mistimet sin spurt, som han desværre har for vane, har styrkeforholdet været ganske klart. I de seneste sæsoner har Bennett ganske klart slået Ewan både i UAE Tour, Paris-Nice og Touren, og i dag viste han nok engang den lille australier, hvor skabet står.

Ewan har dog en legitim undskyldning. En opbremsning tvang Jasper de Buyst til at bruge sig selv op på at ringe sin kaptajn tilbage til fronten, og ifølge Ewan selv kostede det en del kræfter. Desværre anskueliggør det også det faktum, at Lotto-toget altså ikke har samme styrke som Deceuninck. Man kunne ellers have troet, at et i dette løb antalsmæssigt mere talrigt Ewan-tog måske kunne true de blåklædte, men da det gjaldt, var det igen Mørkøv, der satte sin sprinter bedst op.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Mere ondt må det dog gøre på Ackermann. Efter det bragende flotte 2019, hvor han slet og ret gav folk som Fernando Gaviria, Arnaud Demare og Ewan bøllebank i Giroen, har tyskeren altså ikke været sig selv. Bevares, han vandt da etaper i UAE Tour, Tirreno og Vueltaen sidste år, men det sletter ikke indtrykket af et generelt skidt år, hvor hans fart slet ikke syntes som i gamle dage. Det blev tydeligst med nederlagene i BinckBank Tour og Tour de Pologne, hvor modstanden for en gangs skyld var begrænset, og i dag fik han også gedigne klø, selvom det lille tog med Michael Schwarzmann og den formstærke Laas fik sat ham perfekt op - endda trods fravær af den stadig skadede lead-out man Rudiger Selig, der kommer sig efter at være blevet pløjet ned af en uopmærksom bilist.

Endnu mere trist er det dog for Gaviria. Modsat Ackermann fik han nemlig meget lidt ud af 2020, og da han fejlede totalt i sæsondebuten i Almeria, så meget ud til, at trenden skulle fortsætte. Hans overbevisende kørsel i sidevinden forleden gav dog et pludselig håb om, at trængslerne var slut, men det skulle vise sig at skjule for sandheden. I hvert fald var der ikke megen skud i de engang så hurtige stænger i dag, hvor han nok engang måtte sande, at Maximiliano Richeze ikke længere er i stand til at sætte ham op, men hvor han havde masser af plads til med sin fart at sikre sig et betydeligt bedre resultat end en 9. plads.

I det hele taget var det ikke en god dag for supersprinterne. Giacomo Nizzolo måtte nok engang sande, at han ganske vist er kommet stærkt tilbage efter sin knæskade, men at de dage, hvor han kan vinde denne slags helt klassiske massespurter mod de bedste, synes talte. Ligesom italieneren fik André Greipel for en gangs skyld anbragt fornuftigt efter flot forarbejde af det israelske tog, men modsat sidste år, hvor han faktisk viste ganske fin fart, når han endelig kunne spurte, var der intet at komme med denne gang. Og selvom han ikke kan betegnes som nuværende eller tidligere supersprinter, må det gøre ondt på Cees Bol, at han trods fornem position nærmest stod stille og nok engang måtte indse, at han i de klassiske spurter ikke tilhører eliten.

Udover Bennett var der dog ét af de store navne, der kom ud som vinder. Naturligvis er en 4. plads ikke noget for en rytter med Elia Vivianis generalieblad, men med tanke på hans elendige 2020 og de nylige hjerteproblemer kan dagens 4. plads kombineret med den flotte sidevindskørsel kun betegnes som en sejr. Positionen var ellers alt ikke lovende, men Viviani viste en fart, vi har set for lidt, og han var tydeligvis en af dagens hurtigste, selvom han lå helt ude i vindsiden.

Ellers var det dog igen mest den unge garde, der imponerede. Mest af alt gælder det selvfølgelig David Dekker, der har fået en WorldTour-debut, de færreste havde drømt. Nok vidste vi, at han var et fabelagtigt klassikertalent efter sidste års 3. plads i et knaldhårdt Le Samyn, men selvom han selv betegner sig som sprinter, var resultaterne på det område knap så indlysende i U23-tiden. I dag havde han ganske vist glæde af Bennetts slipstrøm, men farten var tårnhøj - især når man betænker, at hans tog kun bestod af Christoph Pfingsten, og at han var stort set på egen hånd. Efter denne uge føles savnet af Groenewegen næppe helt så stor hos Jumbo - slet ikke når den endnu mere lovende potentielle supersprinter Olav Kooij, der modsat Dekker er en klassisk afslutter, angiveligt har udviklet sig så voldsomt, at han allerede bliver professionel nu og gør debut på lørdag.

Også Matteo Moschetti synes nu entydigt at være tilbage på sporet. Det kniber stadig lidt med den positionering, han var så god til, men farten er i hvert fald tilbage. Det sås i dag, hvor han selv mente, at meget mere var muligt, hvis bare placeringen havde været endnu bedre. Netop positioneringen har også altid været et problem for Phil Bauhaus, som det var det igen i dag, men tyskeren kørte fra en skidt position ganske stærkt og bekræftede dermed den fremgang, han vel indledte i Saudi Tour sidste år.

Heldigvis for de mange, der ikke fik det ønskede ud af dagens etape, er der heldigvis altid en ny mulighed i sprinterparadiset i Emiraterne. Desværre skal de nok frygte de mere blæsende betingelser fredag og lørdag, men de kan håbe, at storbyetaperne ender i de massespurter, de plejer. Her plejer de reneste sprintere at boltre sig, og der bliver derfor masser af plads til Ewan, Ackermann, Gaviria og co. til at jagte revanche. Problemet er bare, at den hurtigste af dem alle nu faktisk tror på sig selv og måske også ved, at han vel er den bedste af dem alle.

Favoritterne

Normalt er UAE Tour først og fremmest en sprinterfest, hvor klassementsrytterne kun for alvor skal i aktion på et mindretal af dagene. I år er alt imidlertid anderledes, for når morgendagens etape er afviklet, har fire af de fem første dage haft indvirkning på den samlede stilling. Og med den blæst, der ventes de to sidste dage, kan man endda ikke udelukke, at kystdelen af de to storbyetaper pludselig kan gøre de normalt ellers ret paradeagtige dage til dramatiske også.

Sker det ikke, vil klassementet dog - uden uheld naturligvis - ligge fast, når rytterne i morgen har nået toppen af Jebel Jais. Ser man alene på profilen kunne man også foranlediges til, at der kan ske store omvæltninger i den stilling, der blev fastlagt efter gårsdagens klatretur op ad Jebel Hafeet. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af den skræmmende profil og Jebel Jais’ voldsomme længde. De to mellemøstlige bjerge er nemlig slet ikke sammenlignelige.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Jebel Hafeet er ganske vist kun halvt så lang som Jebel Jais, men til gengæld er den stejl. Den har gang på gang skabt store forskelle i kampen om den samlede sejr, som den også gjorde det i år, hvor de to bedste kørte langt væk fra alle andre. Jebel Jais’ derimod er en blød dag, der kun på de sidste 2,7 km når procenter, der er skrappe nok til for alvor at kunne true klatrerne i dette felt - og selv de 2700 m er med de bare 7,1% ikke alt for svære.

Det er da heller ikke noget tilfælde, at besøget i 2019 stort set ikke gjorde forskelle. Jeg har konsulteret min optakt fra dengang og konstateret, at de faktisk havde medvind den dag, men alligevel lykkedes det Laurens de Plus på vegne af Primoz Roglic at kontrollere hele opkørslen med stor autoritet og kun lave et gradvist udskilningsløb, der først for alvor tog til på den stejle del til slut. I sidste ende overlevede hele 11 mand, der kunne spurte om sejren,

Vi kender Jebel Jais fra 2019, og dengang så vi, at den ikke er voldsomt vanskelig, og modvind kan reelt slå etapen ihjel. Dengang kunne Laurens de Plus blot skabe gradvis udskilning med sit føringsarbejde for Primoz Roglic, der siden viste sig som hurtigste mand blandt de 11 overlevende, og det skete endda på en dag med medvind. Selvom turen gennem ørkenen denne gang giver 1000 ekstra højdemeter, og vinden forhåbentlig kan skabe lidt drama, er der en risiko for en gentagelse, og meget kunne tale for, at det mere er en etape for de hurtigste af løbets favoritter, der her kan spurte sig til bonussekunder, hvor Roglic sejrede foran Tom Dumoulin og David Gaudu, og hvor hele 9 mand fik noteret samme tid som vinderen. Selv relativt store folk som Rui Costa og Maximilian Schachmann sad med hele vejen, og De Plus endte trods sit arbejde endda som nr. 11 med et tab på bare 5 sekunder.

I det lys var der slet ikke grund til optimisme hos stakkels Adam Yates, der har brug for at hente mange sekunder, hvis han skal vinde løbet, men vejrudsigten må have sendt ham på kanten af depression. Der bliver nemlig en irriterende nordenvind, der giver modvind hele dagen, og som ekstra krydderi tager den endda voldsomt til, så den mod slutningen af etapen vil ganske kraftig. Det giver direkte modvind på hele opkørslen, og med tanke på, hvor eksponerede disse ørkenstigninger generelt er, kan etapen næsten ikke undgå at blive en lille fuser, der næppe vil gøre store forskelle.

Ineos er dog nødt til at gøre forsøget, og derfor tror jeg også, at der bliver skabt samling. Tadej Pogacar har dog sin etapesejr, og derfor føler jeg mig ikke helt overbevist om, at UAE vil jagte, selvom det omvendt slet ikke vil undre mig, hvis holdet vil gå efter endnu en gevinst på hjemmebanen, selvom det bringer bonussekunderne i spil. Netop fordi mange er ude af klassementet, og UAE måske vil lade etapen sejle, kan man sagtens forestille sig, at der bliver lidt mere angrebslyst fra start, selvom udsigten til modvind hele dagen også kan føre til, at et udbrud bare kører fra km 0, som vi så det i går.

Når udbruddet er etableret, venter altså en lang modvindsdræber, og i første omgang må UAE kontrollere. Vi må se, om de også vil vinde etapen, men ellers er Ineos nødt til at tage initiativet til at skabe samling. Det burde ellers være fristende at forsøge at sende Daniel Martinez eller Ivan Ramiro Sosa i et udbrud, de sagtens kunne vinde fra, men jeg vil tro, at de holder sig til at bakke Yates om i det ganske vist næsten umulige forsøg. Også EF kan måske lugte en etapesejr med hurtige Sergio Higuita, og selvom jeg ikke helt udelukker en udbrudssejr, vil jeg tro, at særligt Ineos skaber samling.

Turen gennem ørkenen vil næppe give stress. Der kommer et sidevindsstykke undervejs, men det er for tidligt, når der er modvind resten af vejen, og når det først er sidst på dagen, at det for alvor blæser. Derfor bliver det i bogstaveligste forstand en ørkenvandring, indtil udbruddet formentlig hentes før eller på den nedre del af Jebel Jais.

På selve bjerget vil UAE formentlig være tilfredse med et langsomt tempo, og det vil være op til andre at gøre det hårdt. Pilen peger i første omgang på Ineos, der har et solidt tog, i hvert fald hvis Sosa er blevet sig selv igen. Også Bora kunne tænkes at gøre det hårdt, da Emanuel Buchmann skal slide rivalerne ned, og også de har i Ben Zwiehoff og Patrick Konrad folk til at gøre arbejdet.

Det må dog være Ineos, der skal gøre det meste, men i lyset af den kraftige modvind giver det ikke rigtigt mening for Yates at forsøge, inden det bliver stejlt på de sidste 2700 m. Her skal Martinez eller Sosa køre sig helt ud, men det virker helt usandsynligt, at Yates kan komme af med Pogacar - eller for den sags skyld flere af de andre - når modvinden er så hård og procenterne så bløde. For mig at se bliver det næsten umuligt for Yates at vinde etapen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Der er derefter to scenarier. Enten får vi en spurt som i 2019, eller også bliver det ukontrollerbart, når Yates må stoppe sit angreb, og den går i stå, så en snu rytter kan snige sig væk. Spørgsmålet er, om der vil være et hold med tilstrækkelig styrke til at holde det samlet til en spurt, selvom vinden naturligvis også kan gøre det svært at køre væk.

Jeg udelukker ikke, at det kan lykkes at snige sig væk, men da udskilningen utvivlsomt vil være mindre end i 2019, må man formode, at i hvert fald Davide Formolo, Rafal Majka og måske også Jan Polanc er med næsten hele vejen til toppen. De vil kunne tage kontrol for Pogacar og sætte den ønskede spurt i scene, ligesom Deceuninck kan det med Mattia Cattaneo og Fausto Masnada for Joao Almeida, og det må derfor regnes som det mest sandsynlige scenarium. I lyset af modvinden regner jeg med en større gruppe end for to år siden.

I en spurt er det meget mere åbent end i et opgør på klatreevner, men alligevel tror jeg på endnu en sejr til Tadej Pogacar. Ganske vist er Sergio Higuita formentlig hurtigere på flad vej, men Pogacar er altså en ganske stærk puncheur. Han slog Roglic i spurten på Grand Colombier sidste år, og han slog Valverde i en rigtig puncheurfinale i Valencia sidste år. Hans hurtighed så vi også med hans to sejre på Jebel Hafeet, og samtidig er den sidste del trods alt stejl nok til, at det ikke bare handler kun om fart. Pogacar har et form- og klatremæssigt overskud, der gør ham til den stærkeste af de hurtige folk, og det vil formentlig være nok til, at han kan gøre Roglic kunsten efter, nemlig at cementere en samlet sejr ved at spurte sig til triumf på toppen af Jebel Jais.

I lyset af finalens karakter anser jeg Sergio Higuita som den værste rival. Den lille colombianer lagde et svært 2020 bag sig med en stærk præstation forleden, og selvom han ikke har Pogacars klatreevner, burde han på en modvindsstigning som denne kunne sidde med hele vejen. Stigningens længde er nok ikke ideel, men reelt er der tale om en form for puncheurafslutning, der burde passe Higuita sublimt. Han er en svingende fyr, men på denne tid af året plejer han at være god, som han også var det forleden. Ganske vist slog Pogacar ham, da de spurtede om sejren på kongeetapen i Californien i 2019, men denne gang er der tale om en betydeligt lettere sag, hvor hurtighed spiller en større rolle. På flad vej bør Higuita være hurtigst, og nu skal han så vise, at han også er det i en spurt på toppen af et blødt bjerg. Det er bestemt muligt, at han er det.

Den tredje hurtige klatrer er Joao Almeida. Hans hurtighed var ikke voldsomt belyst før sidste års Giro, men her kom den til skue i fuldt flor. På flad vej så vi det blandt andet på 13. etape, og puncheurevnerne var imponerende, da han kørte fra alle rivalerne på den lille bakke i finalen på 16. etape. Hurtigheden så vi også i de indlagte spurter i søndags, og formen er åbenlyst glimrende. Han har allerede indset, at podiet er det højst opnåelige, og det kan sagtens tænkes, at Cattaneo og Masnada tager kontrollen for at sætte kaptajnen i scene. Nu skal han så vise, at han også er hurtigere end Pogacar og Higuita i en puncheurfinale. Det virker ikke helt urealistisk at tro på.

Jeg vælger at nævne Adam Yates allerede nu, men han får egentlig meget svært ved at vinde etapen. Han får ingenlunde lov at køre væk, og det virker helt umuligt for ham at sætte Pogacar. Man skal dog ikke undervurdere Yates’ punch, og den hurtighed, han måske mangler på flad vej, har han på en bakke som denne. Ganske vist er den ikke voldsomt stejl og nok desværre for let for ham, men den har trods alt en stejlhed, der gør, at formen vil sætte sig igennem. Yates er åbenlyst i fabelagtig form, og da en spurt i modvind også meget handler om timing, er det ikke helt umuligt, at det faktisk kan lykkes Yates at få sig en trøstepræmie.

Lidt overraskende vil jeg også pege på Patrick Konrad. Østrigeren floppede ganske vist fælt forleden, og derfor kan det sagtens ende helt galt. Vi ved dog fra den samlede 5. plads i Provence, at formen er der, og hvis der vitterligt bare var tale om en offday, er dette slet ikke en ringe finale for ham. Vi så hans puncheurevner med 5. plads på 2. pladsen i Provence, ligesom han to gange har været i top 10 i Fleche Wallonne, og modvinden burde komme en lidt tungere fyr som Konrad til gode. Det er klart, at han skal rejse sig markant siden i går, men genfinder han Provence-benene, bør han kunne køre med om sejren.

Et andet måske lidt overraskende valg er Nick Schultz. Australieren slog endelig igennem i Ardennerne sidste år, hvor han også kørte en flot Vuelta, og hans resultat forleden var bedre, end man kunne have ventet på så svær en stigning. Schultz er mest af alt ardennerrytter med et godt punch, som blandt andet hans gennembrudsspurt på 2. etape af Tour of the Alps i 2017 viste. Siden har han ikke rigtigt dyrket den evne, men med den fine form burde dette være en finale, hvor Schultz kan vise den hurtighed, han alt for sjældent viser.

Jeg vil også pege på Wout Poels . Ja, det er som bekendt altid en gambling at pege på den hollandske lottokupon, der så sent som forleden viste, at god form for ham kan forsvinde som dug for solen. Vi ved dog også, at Poels altid har det svært i starten af et etapeløb, og logikken siger, at han bør være bedre nu, hvor han også har haft tid til at vænne sig til varmen. Formen var i hvert fald storartet i Provence, og præcis som Konrad kan han derfor sagtens rejse sig igen på denne etape. Poels er slet ikke en ringe puncheur, selvom han har tabt hurtighed. Jeg frygter, at finalen her er lidt for let, men normalt burde en formstærk Poels kunne gøre det hæderligt - og ellers er han et godt bud på en rytter, der kan snige sig væk i finalen, som han gjorde, da han i sin tid vandt kongeetapen i Baskerlandet.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Bahrain har dog også Damiano Caruso. Italieneren er som ventet ikke i storform, men han formmæssigt ikke helt væk. Han burde have en fair chance for at sidde med til toppen på en modvindsstigning som denne, og så var han i gamle dage så hurtig, at han endda af og til kørte massespurter. Den evne viser han ikke rigtigt længere, men nu om dage er han jo også nærmest kronisk hjælperytter. Her har han sin chance, og så må han vise os, at han stadig kan spurte.

Finalen havde været nærmest ideel for hurtige Alexey Lutsenko¸ men hans form synes at være så ringe, at det virker helt umuligt at tro på ham. Til gengæld kan det så åbne døren for en lille genfødsel af Luis Leon Sanchez. Spanieren klatrer ganske vist ikke så godt længere, men han viste med sin eminente enkeltstart, at formen i februar som altid sidder i skabet. På denne modvindsstigning burde den Sanchez, der så sent som i 2019 kørte klassement i de spanske februarløb, have en fair chance for at sidde med på toppen. Det er i hvert fald en powerstigning efter hans smag, og selvom han nu om dage asldrig viser det, var han som ung ganske hurtig.

Det er svært at pege på andre, der kan vinde en spurt, men der er folk, der kan snige sig væk i en ukontrollerbar finale. Det gælder i princippet for alle de ovennævnte, der ikke er inde i klassementet, men derudover er der flere andre kandidater. Den mest oplagte er utvivlsomt Sepp Kuss , der jo i går var tredjestærkeste mand. Denne stigning er alt for let til, at amerikaneren bare kører væk på sine klatreevner, men når Yates har trykket til nær toppen, vil han måske næstefter Pogacar være den rytter, der sidder med mest overskud til slut. Det kan han udnytte til at slå kontra, og så må han håbe, at der ikke organiseres en jagt bag ham.

Det andet oplagte bud er Emanuel Buchmann. Tyskeren har faktisk i blandt andet Lombardiet, Dauphiné og senest i går vist mere hurtighed end vanligt, men i en spurt vinder han ikke. Stigningen her passer ham da heller slet ikke, og han vinder kun, hvis han er snu nok til at snige sig væk. Formen er dog god, og han vil i hvert fald kunne lide, at stigningen denne gang er så lang, at dieselmotoren også når at blive varm. Da skal han bare bruge det rette held og den rette timing for at tage den solosejr, han plejer at tage i vintermånederne.

Det var en fornøjelse at se Harm Vanhoucke forleden. Den lille belgier lignede en af de stærkeste i forfølgergruppen, men desværre er denne stigning nok for let til, at en ren klatrer som ham kan blande sig for alvor. Til gengæld er formen god, og han viste os jo på Etna i Giroen sidste år, at han har evnen til at udnytte manglende kontrol til at snige sig væk. Hvorfor ikke gentage det kunststykke og denne gang også omsætte det til en sejr?

Vi skal vel også regne med supersensationen Florian Stork. Som nævnt i analysen i går har tyskeren aldrig vist skyggen af klatreevner, men efter præstation på 3. etape burde han også kunne følge med på en modvindsstigning som denne. Faktisk burde det være endnu lettere for en mand, der jo egentlig slet ikke er klatrer, og da de færreste af stjernerne aner, hvem han er, er han måske manden, der kan få den frihed, der skal til.

Lidt af det samme gælder for Geoffrey Bouchard. Ganske vist er han tidligere bjergkonge i Vueltaen, men han er stadig en total underdog. Til gengæld har han vist storform både i Provence og her, og på denne modvindsstigning sidder han med hele vejen. Han er en angriber af natur, og derfor er det måske netop ham, der kan gribe momentet.

Netop angriber er også Vincenzo Nibali. Italieneren er ikke i storform, men han er bedre i februar, end han plejer. På baggrund af præstationen forleden klarer han nok en modvindsstigning som denne, og Nibali mestrer som få at gribe momentet, når det byder sig. Det har givet ham sejre i Milano-Sanremo og Touren, og det kan det vel også gøre igen, når han nu faktisk har en relativt konkurrencedygtig form.

Det har Ben Hermans også, selvom han skuffede forleden. Belgieren synes efterhånden at være i tilbagegang, men han bør utvivlsomt sidde med til toppen af en modvindsstigning som denne. Det åbner muligheden for, at han med sin halvgode form kan snige sig væk, og som vi så på Jebel Hafeet forleden er han heller ikke en helt ringe afslutter på toppen af en stigning,

Endelig vil jeg igen pege på Stefan de Bod . Sammen med Vanhoucke var han min joker forleden, men en ærgerlig punktering ødelagde hans løb, inden det var startet. Hans sublime enkeltstart vidner dog om, at formen er fin, og den tidligere nr. 2 i Østrig Rundt kan godt klatre. Han kunne måske være manden, der sniger sig væk i en finale, hvor han vil være total underdog.

Blandt de øvrige ryttere bliver det næsten umuligt for Chris Harper, Neilson Powless og Mattias Skjelmose at vinde, da de ikke har frihed og ikke vinder en spurt i dette selskab. Det er en god finale for Davide Formolo, men ligesom Rafal Majka er han hjælper, og jeg vil også tro, at Mattia Cattaneo og Fausto Masnada alene skal støtte Almeida, ligesom Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa skal føre solen sort for Yates, når løbet skal være hårdt. Dieselmotoren Louis Meintjes vinder næppe på en stigning som denne, og Domenico Pozzovivo, Jan Hirt og Jack Haig synes hverken specielt formstærke eller egnede til denne afslutning. Det var en god spurt for Ruben Guerreiro, der er mere formstærk end ventet, men han skal støtte Higuita. En joker kunne måske være en formstærk og hurtig Samuel Battistella, men jeg vil stadig tro, at stigningen bliver for lang. Måske kan Attila Valter og Matteo Badilatti gøre det bedre end i går, hvis de denne gang ikke skal vente på Anthony Roux, men vinde kan de næppe, og jeg vil også blive overrasket, hvis Ben Zwiehoff eller Ruben Fernandez kan gøre det færdigt. Endelig var en spurt som denne jo egentlig guf for Alejandro Valverde og Jonas Vingegaard, men da man allerede forud for løbet kunne være i tvivl om deres niveau, gør den meget store nedtur i går, at det er svært at se dem rejse sig så markant, som det er påkrævet, og feltets øvrige klatrere synes alle for formsvage til at være med helt i front.

Som sagt kan en udbrudssejr ikke helt udelukkes, og her vil det være naturligt at pege på alle de ovennævnte ryttere, som har tabt tid i klassementet. Dertil skal lægges Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa, hvis Ineos indser, at Yates aldrig kommer af med Pogacar på en modvindsstigning som denne, og de derfor vælger en lidt anderledes taktik med fokus på etapesejren. Et udbrud kunne også være godt for Ruben Guerreiro, men han vil formentlig skulle holde sig til Powless og Higuita, der ikke har megen anden støtte i finalen. Og så kunne det jo være sjovt at se Chris Froome i udbrud, for med en 40. plads forleden kan han i den rette gruppe godt vinde, men det scenarium er nok ikke realistisk.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, Joao Almeida

Outsidere: Adam Yates, Patrick Konrad, Nick Schultz, Wout Poels, Damiano Caruso

Jokers: Luis Leon Sanchez, Sepp Kuss, Emanuel Buchmann, Harm Vanhoucke, Florian Stork, Geoffrey Bouchard, Vincenzo Nibali, Ben Hermans, Stefan de Bod

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Primoz Roglics sejr fra 2019.