Ruten

Egentlig skulle der kun have været én bjergetape i årets udgave af UAE Tour, men da vejarbejde pludselig umuliggjorde en ny etape med en interessant puncheurfinale, måtte arrangørerne være kreative. Kreativiteten var det nu småt med, da løsningen blev at indlægge endnu en bjergfinale på Jebel Hafeet og dermed øge antallet af bjergetaper til to, som vi også havde i sidste års udgave af løbet. Derfor skal rytterne på 5. etape, der faktisk er det oprindeligt planlagte besøg på stigningen, atter op ad Emiraternes mest berømte cykelstigning, hvor klatrerne formentlig skal udkæmpe det endelige slag om den samlede sejr.

Modsat den første Jebel Hafeet-etape, der bragte feltet fra Dubai, følger den 162,0 km lange etape det helt klassiske mønster som kendes fra Abu Dhabi Tour, også selv om ruten er modificeret en anelse i forhold til tidligere udgaver. Starten går således atter i Al Ain, der ligger for foden af Jebel Hafeet, og består først af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top.

Fra start snor man sig i en ganske teknisk fase mod øst ind gennem centrum af Al Ain, inden man kører mod nord ud til den første spurt, der er placeret efter 24,6 km i byens nordlige udkant. Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til etapens nordligste punkt. Herfra leder et skarpt sving mod sydøst, inden det via endnu en lige, flad vej går mod sydøst tilbage mod Al Ain. Man fortsætter mod syd tværs gennem byen frem til den bunden af målstigningen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Her venter den sidste spurt efter 148,6 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næsten 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1405 højdemeter.

Vinden spiller altid en stor rolle på stigningen. Det så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten. Senest leverede Adam Yates på 3. etape i år en sand magtdemonstration, da han distancerede Tadej Pogacar med mere end et minut og slog Alexey Lutsenko som nr. 3 med mere end 1.30.

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

Vejret

Da rytterne kørte stigningen tirsdag, var det i bagende hede og med let vind. Torsdag bliver det helt anderledes. Det vil være skyfrit, men med en temperatur på 25 grader vil det være 10 grader koldere end forleden. Samtidig vil det være voldsomt blæsende med en hård vind (27 km/t) fra nordvest. Det giver direkte modvind på første del, inden man drejer ind i sidemedvind. Et sidevindsstykke leder tilbage til Al Ain, hvorefter man får sidemedvind på stykket ud mod stigningen. Her vil der være medvind hele vejen op.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Analyse af 4. etape

Han må have følt sig en anelse truet, ham den ”tykke” hollænder. I flere år har der ellers været bred konsensus om, at Dylan Groenewegen var verdens hurtigste sprinter, efter at han i 2018 overtog tronen fra Marcel Kittel, men efter sidste års Tour begyndte der at blive rejst tvivl. Den uheldige hollænder styrtede nemlig på 1. etape af Touren, og selvom han senere tog sin etapesejr, blev han sat godt og grundigt på plads af Caleb Ewan, der kom fra Frankrig med tre af slagsen. Bedre blev det ikke af, at Groenewegen efterfølgende var alt for træt i BinckBank Tour, hvor han fik gevaldige prygl af Sam Bennett, og dermed nok engang gav næring til diskussionen om, hvorvidt han nu også stadig var hurtigst.

Groenewegen skulle blive imidlertid bare bruge fem massespurter i 2020 på at lukke den diskussion effektivt ned. Det startede med hans mageløse spurt på åbningsdagen i Valencia, hvor han leverede et mindeværdigt comeback og akkurat slog Fabio Jakobsen, der også må regnes om hørende til den top 6, som har skilt sig ud i toppen af sprinterhierarkiet. To dage senere slog han atter Jakobsen på en defekt cykel, og selvom dårlig position kostede ham sejren på 5. etape, kunne han tage hjem fra Spanien med bevidstheden om, at han i hvert fald stadig var Hollands hurtigste mand på to hjul.

I denne uge gjaldt det så resten. De øvrige fire fra top 6, Sam Bennett, Caleb Ewan, Pascal Ackermann og Fernando Gaviria, er nemlig alle ligesom Groenewegen draget til Mellemøsten for i denne uge at udkæmpe det, der vel kan kaldes sprinternes verdensmesterskab. I hvert fald er det stensikkert, at vi ikke i andre etapeløb i løbet af sæsonen får så stærkt et sprinterfelt, og da løbet med sine fire meget lette etaper samtidig er skabt til at udmåle det virkelige farthierarki i feltet, var det naturligt, at massespurterne fik mest opmærksomhed i tiden op til løbet.

Halvvejs inde i de fire forventede sprinteropgør synes vi allerede at kunne drage konklusionen. Det kan godt være, at Groenewegen ikke vandt i Dubai i søndags, men det var åbenlyst, at han havde mindst ét gear mere end rivalerne, da han først fra sin håbløse position fik åbnet fra gassen. Nederlaget understregede nok engang, hvad der er Groenewegens akilleshæl, nemlig positioneringen, men selvom han havde travlt med at fejre sejren, har Pascal Ackermann nok alligevel studeret optagelserne af finalen med nogen bekymring med tanke på den overlegne rival, hollænderen viste.

I dag kom så det sidste dødsstød mod de øvrige sprinteres ambition om at gøre krav på øverste plads i sprinterhierarkiet. Med den fart, han havde vist på 1. etape, var det klart, at Groenewegen formentlig ville vinde, hvis han kunne finde en god position inden det helt afgørende sving, der var anbragt bare 500 m fra stregen. Problemet var bare, at man i den grad kunne have sin tvivl om, hvorvidt det ville lykkes, og fra en dårlig position ville selv hurtige Groenewegen trods alt få svært ved at vinde på en bare 500 m lang opløbsstrækning.

Denne gang sad den dog lige i skabet. Groenewegen var formentlig lidt heldig i boksekampen frem mod svinget, men brikkerne faldt alligevel i hak. I hvert fald havde han tabt sin sidste mand, Christoph Pfingsten, da Jumbo til slut skød fornemt frem med Tony Martin, Jos van Emden, Timo Roosen, Pfingsten og Groenewegen selv. Selvom Martin og Van Emden gjorde det forbilledligt, måtte Pfingsten lade sig falde tilbage i forsøget på at samle sin sprinter op - en opgave, Mike Teunissen kender alt for godt, da man skal bruge 117 hænder for at tælle det antal gange, hans vanlige lead-out man måtte gøre netop det sidste år.

Til alt held - og sikkert også med nogen dygtighed - lykkedes det imidlertid hollænderen at sidde lige der, hvor det var allerbedst at sidde. Ikke uventet viste Deceuninck sig nemlig som det stærkeste tog, da de skød frem efter svinget, hvor Michael Mørkøv vandt kampen mod Luka Mezgec, der var ved at sætte Kaden Groves op, og sørgede for, at Bennett kunne starte sin spurt fra spids. Problemet er bare, at 500 m er lang vej i modvind, og derfor kunne man på forhånd have spået, at bedste position kunne være pladsen lige bag Bennett, hvis ireren som ventet blev sat bedst op. Og denne gang var det altså Groenewegen, der sad netop der.

Allerede der kunne vi egentlig have slukket for fjernsynet. Når han efter en let dag, kan starte sin spurt fra en sådan position, er der ingen, der kommer op på siden af Groenewegen. Det viste han særligt sidste forår, hvor han fik hele sprintereliten til at ligne en flok nybegyndere i både Paris-Nice og 3 Dage ved Panne, og det bekræftede han i dag eftertrykkeligt, da han sørgede for, at han nu efter et par uger af sæsonen allerede har slået alle de øvrige af de fem navne, jeg regner som massespurternes top 6.

Til gengæld må det have føltes som den kolde spand vand i hovedet, som mange har savnet i de stegende temperaturer i ørkenheden, for Bennett. Efter et år, hvor ireren seriøst gjorde krav på sprintertronen, da han vandt her, der og alle vegne og legede kispus med den lidt for udmattede Groenewegen i BinckBank Tour, var man blevet vandt til, at han aldrig var truet, når han kunne starte sin spurt fra en god position. Det kunne han i dag, hvor Mørkøv satte ham fornemt op, og selvom det blev til en lidt halvlang spurt i modvinden, underpræsterede Bennett markant på en dag, hvor Groenewegen lå i vinden i stort set lige så lang tid.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Indløbet til spurten gik da heller ikke helt som ønsket. Højst atypisk havde Deceuninck valgt at anbringe Shane Archbold bag Mørkøv, og det kan meget vel have været en fejl. Planen var formentlig at udnytte Mørkøvs højere fart i spurten frem mod svinget, og det fungerede også ganske fint - i hvert fald Archbold ikke kunne holde hjul på sin danske holdkammerat. Det tvang pludselig Bennett til at lukke et dumt hul, og det kan formentlig have kostet nogle af de kræfter, man skal bruge, hvis man skal vinde i et felt med fem af verdens allerbedste sprintere.

Til gengæld må Fernando Gaviria kunne se tilbage på etapen med nogen tilfredshed. Naturligvis er en 2. plads ikke noget for en mand, der i gamle dage vandt massespurter efter behag, men efter skadesmareridtet i 2019 var det rart at få bekræftet, at den gamle fart er tilbage. Det fornemmede man nu allerede, da han gav Pascal Ackermann gedigne klø i Kina sidste efterår, men da man altid skal være varsom med at drage alt for mange konklusioner på baggrund af et oktoberløb, var det livgivende at se ham bekræfte det, da han i dag endelig kunne vise sin fart i et klassefelt igen.

Der er dog også malurt i bægeret. Drømmen om, at Maximiliano Richeze efter genforeningen skulle kunne levere det ene suveræne lead-out efter det andet, som han har gjort for Gaviria tidligere, ser ud til at være slukket. I hvert fald Gaviria igen i dag alt for alene i finalen, og han har formentlig ikke været helt uheldig med faktisk at finde Groenewegens hjul. Som den mest positioneringssvage af de fem topsprintere kan han derfor stadig have nogen vej til toppen, selvom farten synes at være der.

Lidt usædvanligt var det Ewan og Ackermann, der tabte positionskampen. Normalt er de ellers langt mere positioneringssikre end Groenewegen og Gaviria, men denne gang sad de begge for langt tilbage i det altafgørende sving. At det så samtidig kunne tyde på, at de begge er en anelse langsommere end både Groenewegen og Gaviria, som 2019-sæsonen tydede på - i hvert fald indtil Gaviria blev skadet - gjorde det umuligt at vinde en spurt, hvor de var oppe mod hurtigere folk. Det betyder ikke, at de ikke kan vinde denne slags - det har Ackermann jo allerede bevist - men lige nu synes de måske at mangle lidt fart i forhold til i hvert fald Groenewegen og Gaviria.

Efter fiaskospurten på 1. etape, hvor kun to af de fem supersprintere ikke blev lukket, var det også en fornøjelse, at vi denne gang kunne få at se dem i et direkte opgør. De satte sig således meget passende på etapens top 5, og herefter kunne de andre så slås om krummerne.

Dem bliver Kaden Groves nok ikke mæt af, men mindre kan også gøre det, når man er nyprofessionel og aldrig har kørt en WorldTour-spurt i så skrapt et felt før. Faktisk skulle han slet ikke have haft chancen, da Mitchelton havde meldt ud, at Luka Mezgec var deres mand til massespurterne, men som jeg ønskede i en tidligere optakt, var det langt klogere at satse på den unge australier i denne slags spurt frem for sloveneren, der så sent som på 1. etape viste, at han aldrig vinder en klassisk massespurt i dette selskab. Det var Groves heller ikke tæt på, men efter hans helt forrygende lead-out på 1. etape kørte han en fornem spurt efter fremragende forarbejde af Michael Hepburn og Mezgec, og selvom spurten blev ødelagt af, at den blev en anelse for lang for sloveneren, der ikke kunne matche Mørkøvs fart, er en 6. plads i dette selskab yderst lovende for fremtiden.

Det er det også for Jakub Mareczko. Naturligvis kunne feltets mest positioneringssvage sprinter ikke vinde en spurt med et sving 500 m fra stregen, især når han er nærmest uden tog, men da han endelig kom rundt i svinget, viste han en ganske pæn topfart. I virkeligheden er det en skam, at CCC er så ringe udstyret til at støtte en mand, der mere end de fleste er afhængig af et tog. Starten på sæsonstarten har i hvert fald vist, at der igen bør være sejre i Mareczko, selvom det ikke bliver i dette skrappe selskab. I det hele taget var det en ganske god dag for italienerne, da Attilio Viviani trods et ikkeeksisterende tog sikrede sig sin første top 10 på WorldTour-niveau og dermed beviste, at det ikke var uden grund, at han i 2019 tog en sjælden stagiairesejr, og at han er andet og mere end Elias bror.

Etapen havde også mange tabere. Det gælder særligt Arnaud Demare, hvis normalt så stærke FDJ-tog var overraskende svage i dagens finale, og mere og mere tyder efterhånden på, at Jacopo Guarnieri måske ikke er helt så skarp som i gamle dage, hvor han leverede det ene forrygende lead-out efter det andet for Alexander Kristoff i Touren. Også unge Alberto Dainese måtte for første gang i år se sig helt væk i en massespurt, men alene det, at det først sker nu, er nu meget lovende for den mest spændende nyprofessionelle sprinter. Rudy Barbier måtte også sande, at der trods alt er grænser for hans muligheder, når sprintereliten for alvor folder sig ud, og Max Walscheid må også atter sande, at den flotte fart, han viste som ung, ikke længere er der. Og Mark Cavendish? Ja, den stakkels brite ligner stadig et trist offer for kyssesygen efter en placering uden for top 20.

For klassementsrytterne bød etapen ikke på drama. Ganske vist betød den kraftige vind stor nervøsitet, men endnu engang blev det understreget, at end ikke disse meget blæsende betingelser kan bruges til noget som helst på disse turistetaper bag storbyens høje huse. Derfor er alt status quo inden morgendagens formentlig altafgørende slag på Jebel Hafeet, hvor Tadej Pogacar får en sidste chance for at detronisere Adam Yates, enten i sidevinden forinden eller på selve målbjerget. Til gengæld vil Yates også gøre alt for at cementere sin status som løbets stærkeste. Og er han lige så skræmmende som i går, kan vi meget vel også sige ”End of discussion”, præcis som vi kunne, da Groenewegen i dag bekræftede sin status som verdens hurtigste mand på to hjul.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Efter en dag, hvor klassementsrytterne måske nok stressede lidt over vinden, men ellers kom relativt let igennem, er det nu formentlig tid til at finde ud af, hvem der vil vinde den anden udgave af UAE Tour. Der kan være god grund til at frygte en meget blæsende ørkenetape på fredag, men går alt efter bogen, vil vi kende vinderen af løbet, når rytterne for anden gang på bare tre dage har nået toppen af Jebel Hafeet.

Det er meget specielt for et løb at have to etaper med samme finale, og det var da også kun en nødløsning, der skyldtes vejarbejde. Det er dog et meget interessant eksperiment, og særligt interessant bliver det af, at vejrbetingelserne er helt anderledes. For det første vil den usædvanlige varme, som kulminerede tirsdag og fik en stribe ryttere til at eksplodere, være forsvundet til fordel for mere klassiske februartemperaturer. For det andet - og endnu vigtigere - vil der denne gang ikke være en let modvind, men derimod noget, der minder om en orkan i ryggen.

Dermed kan vi vente os et andet cykelløb med langt større forskelle. Nok leverede 3. etape større forskelle, end man normalt ser med modvind på Jebel Hafeet - alt sammen noget, der sætter en fed streg under Yates’ overlegenhed - men forskellene bør blive endnu større på en dag, hvor rytterne blæses til toppen. Her kan der angribes fra distancen, og selvom det er svært at vinde med større margin, end Yates gjorde forleden, bør vi som minimum se en større separation i den klump af ryttere, der følger efter de fem forreste.

Det er dog slet ikke givet, at det hele kun handler om bjerget. Den kraftige vind vil spille en rolle forinden, som vi så det for nogle år siden, da feltet splittedes allerede inden stigningen. Lysten til at angribe i vinden er helt sikkert ikke blevet mindre af Yates’ overlegenhed, for hvor de formentlig bare kan se frem til endnu en lussing på bjerget, er det velkendt, at briten ikke just er nogen ørn til positionskamp og stress på flad vej.

Starten vil dog blive gabende kedelig. Der venter et langt modvindsstykke start fra start, og vi kan derfor meget vel se et udbrud køre fra km 0. De kan i modvinden få et ganske stort forspring, og faktisk burde der på en etape som denne være en reel chance for at vinde. Yates har ingen grund til at bringe bonussekunder i spil, og skulle han have lyst til at vinde etapen, kan Nairo Quintana efter løbet i Var i sidste uge skriver under på, at man kan være så god, at de andre hold ikke gider slæbe en hjem til endnu en etapesejr.

Alligevel bør det blive samlet. UAE er på hjemmebane og har endnu ikke vundet en etape, og derfor er Tadej Pogacar nødt til at gøre forsøget igen. Derudover kan helvede bryde løb, når rytterne efter modvindsstykket drejer ind i sidemedvind, og herefter vil det formentlig være lynhurtigt og hamrende nervøst resten af vejen i stil med det, vi kortvarigt så i dag. Og modsat i dag, hvor der var for megen læ, må man også tro, at der faktisk er hold, der tør gøre forsøget på at sætte Yates i vinden, både UAE, Bora og FDJ, der her pludselig har fordel af, at de alle har et sprintertog som ca. halvdelen af truppen. Og selvom de ikke rigtigt er med i kampen om etapesejren, skulle det ligne Deceuninck dårligt, hvis ikke også de er med på en gang sidevindskørsel, selvom de også kan vælge at spare sig til de to sidste etaper.

Kan det så splitte? Umiddelbart er vindretningen ikke helt rigtig, i hvert fald ikke før det korte sidevindsstykke lige inden passagen gennem Al Ain. Her er der en reel risiko for, at folk falder fra, og med de betingelser, vi har, vil jeg faktisk bliver lidt overrasket, hvis det er et fuldt felt, som når Jebel Hafeet, også selvom der skulle ske en eller anden regruppering ind gennem byen. Om man kan fange Yates, er dog nok tvivlsomt i lyset af den kørsel Kaden Groves, Michael Hepburn og Luka Mezgec leverede i dag, men andre ryttere med knap så potente hold, kunne sagtens få problemer. Og uanset hvad vil det være et helt anderledes mærket felt, der når bunden af bjerget, end vi så det på 3. etape, hvor alle var friske efter en søndagstur gennem ørkenen.

Til slut skal løbet afgøres på bjerget, og her kan man ikke komme udenom, at Adam Yates er storfavorit. Hans magtdemonstration i modvinden forleden var mageløs, så hvordan skal det ikke gå i medvind? Denne form for eksplosiv stigning efter en flad dag passer ham da også helt eminent, og der skal være ændret meget over de mellemliggende 48 timer, hvis ikke han igen skal være suveræn. Holdet er svagt, men på en medvindsstigning er det bedste forsvar ofte et angreb, og dermed kan vi meget vel blive vidner til endnu en magtdemonstration.

Skal rivalerne finde lidt håb, skal det være Yates’ manglende holdbarhed. Briten bliver aldrig bedre i et etapeløb, men med tanke på, at dette etapeløb har været uhyre let og langsomt indtil videre, er der næppe megen træthed at spore i Yates’ krop. Yates er altid svingende og uforudsigelig, men det ligner endnu en etapesejr, hvis ikke han sættes i sidevinden forinden.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Manden, der kan slå ham, er naturligvis Tadej Pogacar. Med Gavirias sprintertog som støtte står han ikke ringe i sidevinden, men til gengæld får han kam til sit hår, hvis han skal slå Yates. Sidst var der mere end et minut imellem dem, og det virker ikke sandsynligt, at det hul bare sådan kan lukkes.

Der er dog også grund til håb. Pogacar er allerede kendt for at blive bedre og bedre igennem et etapeløb, og han er også mere begejstret for kulde end for varme. Lægger man dertil, at han fortrød sin kørsel forleden, hvor han ikke forsøgte at gå med Yates med det samme, kan det ikke udelukkes, at omstændighederne vil være anderledes, hvis vi med det samme får det kogt ned til en duel. Begge har en glimrende afslutning, så Pogacar kan tro på sig selv, hvis bare han kan holde sit til briten hele vejen op. Og har Yates endnu et af sine sammenbrud, står Pogacar i hvert fald først for til at tage over.

Alexey Lutsenko bliver ved med at imponere på de lange stigninger, hvor han bare bliver bedre og bedre. Denne form for eksplosiv afslutning efter en flad dag, ligger da også godt til en ryttertype som ham, men det bliver stadig svært at vinde. Han var langt fra de to bedste forleden, og det bliver bestemt ikke lettere med medvind. Samtidig er hans hold af Astana-klatrere ikke det bedste til sidevindskørsel, og selvom han selv er stærk, kunne det koste allerede inden bjerget. Til gengæld er han den hurtigste i en spurt på beskedne 4%, og derfor vil han være manden, der skal slås, hvis han faktisk kan hænge på hele vejen.

Det var en fornøjelse at se David Gaudu rejse sig efter skuffelsen fra Provence. Han synes ikke lige så flyvende som sidste år, men han er i klar fremgang. En medvindsstigning burde være til gunst for en let klatrer som ham, og hans form bliver åbenlyst bedre og bedre. Selvom sidevind ikke er hans kop te, har han et helt sprintertog til at holde sig fremme, og han bør således stå godt i bunden af stigningen. Også han skal finde en vej til at slå Yates, men vi ved heldigvis, at Gaudu er meget svingende. Derfor kunne han være en rytter, der pludselig forbedrer sig markant over 48 timer.

Det er også derfor, jeg peger på Wout Poels. Det kan sagtens ende i endnu en gigantisk nedtur, men vi kender efterhånden hollænderen. Han er kendt for at få en gedigen lussing på den første bjergetape i grand tours, hvor han altid er flyvende i den tredje uge. Senest så vi i Valencia, hvordan den langsomme starter, floppede fælt på 2. etape, inden han rejste sig som nærmeste rival bag Pogacar på kongeetapen. Meldingen forud for løbet var fin form, hvorfor nedturen også kom ganske uventet, men den varme, han led efter, er i hvert fald væk i morgen. Går det som i Valencia, flyver Poels højt på Jebel Hafeet i morgen, men vores hollandske lottokupon kan også sagtens være uden gevinst igen - måske allerede, hvis han falder fra i vinden, hvor Bahrain ikke er de stærkeste.

Når nu vi mistede muligheden for at se Emanuel Buchmann stille Mallorca-formen til skue, var det godt, at Rafal Majka kunne redde Boras ære. Polakken gjorde allerede fremskridt i 2019 efter nogle svære år, og noget tyder på, at tendensen fortsætter. Et hårdere indløb til stigningen bør også være til fordel for Majka, der ikke er alt for eksplosiv, men til gengæld er han sårbar i sidevinden, selvom hans hold er stærkt, som vi har set tidligere, hvor end ikke Peter Sagan har kunnet holde ham fremme. Også han har brug for et mirakel for at slå Yates, men han bør igen være en af de stærkeste.

Jeg vil også pege på Eddie Dunbar. Den lille irer var faktisk kørt væk fra gruppen forleden, men desværre døde han lidt i modvinden. Under de betingelser kunne han ikke komme væk fra de tungere og mere spurtstærke folk, men han burde være bedre på en medvindsstigning som denne, hvor hans klatreevner mere kommer til sin ret. Han er ganske eksplosiv på en stigning som denne, men han kunne blive et offer i sidevinden, hvor Ineos ikke har det bedste hold.

Jeg vil også tro, at Wilco Kelderman kan gøre det bedre. Han kunne ikke helt leve på til det fine indtryk fra Provence, men også han vil formentlig have det bedre i mere moderate temperaturer. Vi fik ikke mange billeder af forfølgerne, men kender vi ham ret, har Kelderman formentlig arbejdet temmelig meget. Det er aldrig en fordel i modvind, men med en orkan i ryggen vil han bedre kunne gøre de forskelle, hans fine kørsel i Provence berettiger til. Og sidevind kan han sagtens finde ud af.

Ligesom Poels må rytteren, der kan rejse sig, være Giulio Ciccone . Han viste i Laigueglia, at formen er der, og det blev bekræftet af, at holdet tog stort ansvar forleden. Også han har formentlig været et offer for varmen, og derfor kan det være helt anderledes nu. På papiret er han i hvert fald en af de bedste klatrere, men til gengæld har Trek et svagt hold til sidevinden, hvor han kunne ligne et sandsynligt offer.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Af samme grund åbner jeg også døren for Ilnur Zakarin. Meldingerne forud for løbet var ambitioner fra start i et forår, hvor han satser stort på etapeløbene, og hans CCC-hold tog da også initiativ forleden. I sidste ende faldt han dog fra, men også han har det ofte svært med varme, ligesom det var hans første virkelige styrkeprøve i år. Han er det allermest sandsynlige sidevindsoffer, men klarer han den, er han en af de ryttere, der har potentiale til at rejse sig, selvom han modsat Ciccone og Poels ikke har stærke nylige præstationer til at bakke tesen op med. Og hvis ikke har CCC en meget velkørende Victor De La Parte, der imponerede med sit stærke angreb i modvinden, og som kan gøre det endnu bedre, hvis han kører mere defensivt og ikke skal hjælpe sin kaptajn.

En positiv overraskelse forleden var Patrick Konrad. Østrigeren gik i stå i 2019, men han er kommet uventet stærkt ud til sæsonen. Som en mere eksplosiv puncheurtype vil han få det sværere på en medvindsstigning, men en mand, der kører i top 10 i Giroen, kan altså godt klatre. Han har altid sin gode spurt at satse på, og Bora har holdet til at hjælpe ham i sidevinden.

Lidt af det samme kan siges om Diego Ulissi. Normalt er en afslutning som denne for lang for den lille italiener, men han synes at være i fremragende form. I hvert fald var han meget aktiv på de få billeder, vi fik af forfølgergruppen, hvor han lignede en af de stærkeste. Til gengæld vil en type som ham få det vanskeligere i medvind, hvor han ikke i samme grad kan lukrere på sin spurt.

Det kan Jesus Herrada heller ikke, og derfor står også han lidt svagere. Omvendt er han blevet bedre og bedre på længere stigninger, hvilket han senest viste på Ventoux. Han ligner et meget sandsynligt offer i sidevinden, hvor hans hold får det vanskeligt, og han vinder da heller ikke etapen. Kommer han igennem vinden, bør han dog ende pænt, for Herrada er altid uhyre stabil i februar.

Endelig vil jeg pege på Domenico Pozzovivo og Davide Formolo. Den tilbagevendte Pozzovivo gjorde det fornemt på 3. etape og bedre, end man kunne have ventet efter præstationen i Provence. Han vil blive bedre og bedre, og han står meget stærkere i medvind, hvor hans klatreevner kommer til sin ret, og hvor han ikke som forleden på samme måde bliver kørt agterud i en eksplosiv spurt til sidst. Formolo mangler nogle procent, men han skal ofte i gang efter en pause, og derfor venter jeg en bedre præstation end forleden, selvom også han mangler for meget til at være med helt i front.

Jeg er mere i tvivl med Gorka Izagirre, som finder stigningen for lang, ikke imponerede i Provence og kan få det sværere i medvind. Fra Alejandro Valverde skal vi nok ikke vente en genrejsning, når nu han åbenlyst og efter eget udsagn mangler en masse form. Og selvom Niklas Eg gjorde det pænt forleden, er det svært at se, at han pludselig skulle bryde ind i top 10.

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Alexey Lutsenko

Outsidere: David Gaudu, Wout Poels, Rafal Majka, Eddie Dunbar, Wilco Kelderman

Jokers: Giulio Ciccone, Ilnur Zakarin, Patrick Konrad, Diego Ulissi, Jesus Herrada, Domenico Pozzovivo, Davide Formolo

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Adam Yates’ sejr fra 2020, Alejandro Valverdes sejre fra 2019 og 2018, Rui Costas sejr fra 2017, Tanel Kangerts sejr fra 2016 og Esteban Chaves’ dramatiske sejr fra 2015.