Ruten

I de første år efter opgraderingen i 2008 var løbet ikke specielt vanskeligt, men siden introduktionen af Elmali-stigningen i 2012 har løbet altid budt på en bjergafslutning. I de seneste to år har det været den lidt kortere, eksplosive Selcuk-stigning, der har været rammen om det store klassementsslag, men med beslutningen om at flytte løbet mod nord har man skullet opsøge nyt terræn, hvis man ville fastholde en bjergfinale. Det er i den grad lykkedes at finde en solid erstatning for gamle stigninger, da årets kongeetape denne gang har mål på den nye Katepe-stigning, der ligner den sværeste finale, løbet nogensinde har haft. Dermed er der lagt op til et drabeligt slag om den samlede triumf, når det lørdag går løs med årets kongeetape.

I alt skal der tilbagelægges 164,1 km, der fører feltet fra fredagens målby, Bursa, til toppen af Kartepe-stigningen, der ligger bare få kilometer øst for Istanbul. Startbyen ligger et stykke inde i landet, og derfor venter en relativt hård start, hvor man lægger ud med at køre mod nord igennem fladt terræn frem til en kategori 3-stigning (2,5 km, 5,6%), der har top allerede efter 14,0 km. Herfra får det mod nordøst og nord ud til vandet i byen Gemlik, hvor man drejer mod øst og siden nordøst og nord for igennem fladt terræn atter at køre væk fra havet. Det begynder herefter at stige jævnt mod nord op over en ikke-kategoriseret stigning, inden en ukompliceret nedkørsel fører mod nord ned mod kysten, der nås i byen Yalova.

Herfra bliver etapen meget enkel, idet man nu følger den flade kystvej i hovedparten af den resterende del af etapen. Den indlagte spurt kommer efter 71,2 km, men derudover er eneste højdepunkt i denne meget lette del dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 118,4 km. Kort efter følger man vandet mod nord frem til byen Izmit, inden man igennem fladlandet kører mod øst og sydøst.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Med 16,8 km ændrer etapen på brutal vis karakter, når man drejer mod syd ind på løbets eneste HC-stigning, Kartepe. I alt stiger den med 7,4% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 12,1 km stiger nemlig med intet mindre en 9,15%, hvorefter de sidste knap 5 km er lettere. Her stiger det således blot med 2-3%, inden der venter en lille 7%-rampe med 1500 m igen og lige efter den røde flamme. De sidste 300 m er dog let faldende. Der er mange hårnålesving på den nedre del, men efter at  man er drejet mod vest, er vejen mere enkel. Der er et sving med 2500 m igen, hvorefter der kommer to hårnålesving igen lige inden kilometermærket, og herefter venter en sidste kurve 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2323 højdemeter.

Kartepe har ikke tidligere været brugt som etapemål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret                                                                                                          

Rytterne slap for den varslede regn i dag, men det held har de nok ikke søndag. Her ventes nemlig regn uafbrudt fra kl. 10 til 22, og temperaturen i bunden af stigningen vil være bare 7 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nord. Det giver modvind på stykket frem mod den indlagte spurt, hvorefter der vil være sidevind stort set hele vejen frem til bunden af Kartepe. Her vil der være medvind stort set hele vejen, indtil man på de sidste 5 km hovedsageligt vil have sidevind. Man vil have medvind igen på opløbsstrækningen

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Analyse af 4. etape

Lotto Soudal er et af sportens ældste hold og har i årenes løb forsøgt sig på mange forskellige områder. Som belgisk mandskab har de altid haft en vis forkærlighed for klassikerne, og med Cadel Evans var de endda meget tæt på i 2008 at vinde Tour de France, ligesom også Jurgen Van Den Broeck gav dem en stribe topplaceringer i grand tours. Det mest konstante på holdet har imidlertid været, at de næsten altid har haft en supersprinter, der kunne vinde et hav af sejre, herunder også i Touren. I mange år var det Robbie McEwen, der stod for høsten, og i det seneste lille årti er det André Greipel, der i sine 8 år på holdet scorede ikke færre end 95 sejre, herunder 11 i verdens største cykelløb.

Derfor var holdet også tidligt ude, da de indså, at Greipel nærmede sig sin udløbsdato. Allerede for flere år siden gik de første rygter på, at de havde set sig lune på Caleb Ewan som tyskerens afløser, efter at det stod klart for de fleste, at den lille australier hurtigt ville blive kørt ud på et sidespor på et Mitchelton-hold med stadig stigende fokus på klassementsryttere. I første omgang blev ægteskabet udskudt, men i løbet af 2018 blev det hurtigt klart, at det blot var et spørgsmål om tid, inden en aftale vil blive annonceret. Desværre sørgede den daværende manager Paul De Geyter, der da også røg ud af bagdøren som følge af fadæsen, at afskeden med holdets mest succesrige rytter, Greipel, blev alt andet end køn og varm, men da røgen havde lagt sig, stod holdet tilbage med en tro på, at de kunne fortsætte i deres position som et af verdens førende sprinterhold.

Sådan er det imidlertid langt fra gået. Ewan lagde ellers ud som lyn og torden ved at vinde det indledende gadeløb, der fungerer som opvarmning til Tour Down Under, men i de officielle UCI-løb har det i den grad knebet. Til megen diskussion og debat fik han frataget ”sin” sejr i Tour Down Under som følge af en lidt for hård infight med Jasper Philipsen, og dermed kom han for første gang i mange år fra sit hjemmebaneløb uden en eneste sejr. Først den 27. februar lykkedes det ham at tage sin indtil i dag eneste sejr, da han slog til på Hatta Dam i UAE Tour, men ellers har en indtil nu skuffende sæson kun budt på sekundære placeringer i form af fire 2. pladser, tre 3. pladser og en 4. plads.

Det vil for mange være et fornemt udbytte, men for en sprinter, der skal udfylde Greipels enorme sko, har det ikke megen vægt. I den benhårde sprinterverden er det nemlig kun sejre, og af dem har Ewan ganske enkelt haft for få. Det har allerede nu bragt ham under et enormt pres, og det kan faktisk synes en smule urimeligt. Ewan har nemlig heller ikke gjort det let for sig ved kun at køre WorldTour-løb - i hvert fald hvis man ikke medregner de australske mesterskaber - og faktisk har han været i forrygende form. Således blev han nr. 2 i Cadel Evans Great Ocean Road Race, der ellers tidligere har været alt for hårdt, han kørte flot i sidevinden i Paris-Nice, hvor han med to 2. pladser var meget tæt på sejr, og hans flotte 1. plads blev opnået på den korte, men stejle Hatta Dam og dermed i en afslutning, hvor man kun vinder, hvis man har de gode ben med sig.

Netop det forhold, at det var på 20%-rampen ved den arabiske dæmning, at Ewan tog sin første skalp, er måske meget sigende for den transformation, han har undergået. I sine første år var han kendt for sin forrygende topfart, og særligt i 2017 var han så hurtig, at man med en vis ret kan hævde, at han i Giroen var hurtigste mand, også hurtigere end Fernando Gaviria, der ellers vandt hovedparten af etaperne. Siden begyndelsen af 2018 er det imidlertid i de stigende finaler, han har begået sig bedst, mens han slet ikke har haft den fart, der lynhurtigt bragte ham ind i toppen af sprinterhierarkiet.

Det er nemlig ikke tilfældighed, at Ewans eneste sejr i Tour Down Under i 2018 slet ikke kom i en massespurt, men i den knaldhårde spurt i Stirling, som han ellers altid havde beskrevet som værende alt for hård. I 2018 vandt han faktisk kun to klassiske massespurter, nemlig i de lidt mindre Clasica de Almeria og Tour of Britain, og vi skal helt tilbage til d. 1. august 2017 for at finde hans seneste rigtige spurtsejr på WorldTouren.

I stedet har han udviklet sig til en helt anden og langt mere holdbar type, som han egentlig også var det som U23-rytter, hvor han ikke var langt fra at blive verdensmester på den hårde rute i Firenze i 2013. Således vandt han sidste år feltets spurt om 2. pladsen bag Vincenzo Nibali i Milano-Sanremo, kun et udbrud forhindrede ham i at vinde en meget hård etape i Californien, og som sagt tog han årets første sejr på Hatta Dam, hvor man bestemt ikke kan tale om en klassisk spurt.

Denne uges Tour of Turkey har blot bekræftet transformationen. Ewan har egentlig kørt nogle hæderlige spurter, hvor det først og fremmest har været hans alt for svage tog, der har kostet, men det har også stået klart, at han ikke har haft samme fart som Sam Bennett og Fabio Jakobsen. Til gengæld dokumenterede han med dagens fornemme triumf på bakken op til målet i Bursa, at det er i den type afslutninger, han har sin virkelige styrke, og at det derfor heller ikke var tilfældigt, at hans første store sejr kom på en 5%-bakke i Vueltaen helt tilbage i 2015.

Havde det ikke været for det dumme styrt i onsdags, kunne Ewan måske endda have stået med to etapesejre. I hvert fald viste han sig i dag klart hurtigere end den ellers i starten så suveræne Sam Bennett, der igen i dag måtte lidt ned på jorden igen og indse, at han altså ikke er helt så uovervindelig, som det ellers så ud til på 2. etape, hvor han lignede en mand fra en helt anden planet. En god del af forklaringen skyldtes nu nok det gearproblem, han havde, da han ville træde an, men han var også efterfølgende meget generøs og ærlig i sin ros af den spurt, Ewan havde leveret.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Sejren faldt virkelig på et tørt sted. Løbet her er nemlig Ewans sidste, inden han drager til Italien for at deltage i Giroen, hvor han har planer om at køre de første to uger, hvorefter fokus rettes mod Tour-debuten. Selvom sejren ikke blev taget i den massespurt, han måske havde håbet mest på, betyder det i hvert fald, at han kan se frem til sin næste opgave med bevidstheden om, at han stadig kan vinde på højeste niveau. Og hvis alt flasker sig, får han endnu en skalp, når det på søndag gælder det i denne omgang sidste opgør mellem ham og Bennett i Istanbuls gader.

Det var imidlertid ikke blot Ewans sejr, der må have varmet mange cykelhjerter. Det må Juan Jose Lobatos 2. plads også have gjort, for der er helt sikkert mange, der ærgrer sig over at se, hvordan hans store talent er gået næsten til spilde. Det er svært at glemme, hvordan han i 2013, 2014 og 2015 var nærmest overlegen i puncheurfinaler og blandt andet fik en vis John Degenkolb, der i de år var på toppen af sin karriere, til at ligne en amatør på to etaper i Ruta del Sol i 2015. Siden da har en kombination af personlige problemer og den berømte sovepillesag fra Jumbo-tiden sendt ham på en deroute, og havde det ikke været for Nippos mod, var han formentlig allerede i dag cykelpensionist.

Sådan er det heldigvis ikke gået, og måske kan han stadig finde sit niveau. Sidste år viste han i hvert fald glimt af fordums styrke, da han tog en stor sejr i semiklassikeren Coppa Sabatini, hvor han på målbakken fik skovlen under en vis Sonny Colbrelli, der ikke just er nogen novice i puncheurfinaler. I dag var han der så igen, da han trods en - for Lobato altid forventelig - dårlig position bragede forbi dem alle og var lige ved at tage sin første sejr på WorldTouren siden den store sejr i Stirling ved Tour Down Under i jubelåret 2015.

Faktisk kan Lobato formentlig kun ærgre sig over, at afslutningen ikke var hårdere. Desværre viste den sig som lidt af en fuser og slet ikke nær så selektiv, som det vi så på 2. etape. Faktisk kunne hele top 9 have været den samme på en klassisk sprinteretape, og selvom de fleste af folkene i front var holdbare afsluttere som Ewan, Lobato, Bennett, Simone Consonni, Juan Sebastian Molano, Jon Aberasturi og Enrique Sanz, finder vi også den ganske tunge Fabio Jakobsen på en 5. plads samt det unge stortalent Giovanni Lonardi, der måske nok har potentiale til at vise en vis holdbarhed, men som stadig er helt grøn og uprøvet på WorldTour-niveau.

Derfor gav etapen heller ikke spor af svar på, hvem der kan ventes at køre med om den samlede, og reelt er vi ikke meget klogere, end vi var ved starten i Istanbul for fire dage siden. Klatrere so Scott Davies, Harm Vanhoucke og Yuriy Natarov har tabt tid og kan streges fra listen, men derudover er det kun de små huller fra 2. etape, der afskiller de forventede hovedaktører. Mauro Finetto viste en vis styrke med sit flotte angreb i dag, men han ventes at få det svært på morgendagens regulære bjerg, og derudover er det vel kun Felix Grossschartner, der med sin flotte spurt på 2. etape har skilt sig lidt ud. Remco Evenepoel har ligeledes været meget aktiv i de to stigende finaler og ligner i hvert fald en mand med motivation, også selvom han i dag endte i asfalten i det sidste sving, hvor han dog heldigvis ikke pådrog sig væsentlige skrammer.

Eneste rytter med et minus i bogen må være Raul Alarcon. Den spanske veteran, der forud for løbet lignede et brandvarmt bud på den samlede sejr, styrtede nemlig på 2. etape, og det kan næsten ikke læses som andet end et dårligt tegn, at han i dag endte næsten bagerst i feltet umiddelbart, inden den splittede, hvormed han i den grad gjorde sig sårbar over for et tidstab.

Nu kan gemmelegen imidlertid ikke fortsætte længere. Efter fire dage med sprinterne som hovedaktører er det endelig tid for klassementsrytterne at bekende kulør. I morgen venter nemlig det store opgør på Kartepe-stigningen, der er den måske sværeste i løbets historie, og som nok skal sørge for at skille fårene fra bukkene. Og er de stejle procenter ikke i sig selv nok, vil regn og bidende kulde, som man ellers ikke forbinder med det normalt så solbeskinnede tyrkiske løb, gøre sit til at gøre lørdag til en ganske dramatisk dag.

For Ewan og de andre sprintere venter den eneste dag helt uden for rampelyset, inden den lille australier på søndag på brostensbakken i Istanbul atter får chancen for at vise, at det fremover måske er i eksplosive finaler, at han for alvor kan begå sig.

Favoritterne

Som sagt er det nu slut med at skjule sig i et løb, hvor vi altså endnu ikke er blevet meget klogere på, hvem der kan begå sig i kampen om den samlede sejr på toppen af Kartepe-stigningen i morgen. Vi har opregnet enkelte små delkonklusioner ovenfor, men derudover er vi stort set i samme position, som vi var ved starten i Istanbul for et par dage siden.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Det gør også morgendagens etape ganske åben, især fordi feltet ikke har en soleklar favorit, og mange af favoritterne ikke har kørt mange løb på det sidste. Samtidig betyder det forhold, at der varsles regn og efter tyrkisk standard helt uhørt kolde betingelser et element af usikkerhed end i ligningen, for det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil være en skelettynd klatrer eller to, der kan blive sat ud af spillet alene af temperaturer, der nær toppen af stigningen vel ikke kan undgå at komme ned i nærheden af frysepunktet.

Derfor må man også håbe, at første del af etapen ikke bliver helt så let og kedsommelig, som det var tilfældet i dag. Desværre kunne det meget vel blive tilfældet på en dag, hvor det meste af etapen igen finder sted på store, brede tyrkiske hovedveje. Den tidlige bjergspurt skal nok skabe lidt aktivitet, men derefter venter der masser af modvind, hvorfor vi meget vel kan se en gentagelse af dagens scenarium, hvor et ufarligt udbrud får lov at sole sig i noget tv-tid, mens feltet stille og roligt bevæger sig frem mod stigningen. Den sidevind, der vil være efter det indledende modvindsstykke burde i hvert fald ikke være kraftig nok til at spille en rolle.

I sidste ende bør det derfor blive et opgør mellem favoritterne. Bora vil helt sikkert føre, ikke for at forsvare Bennetts trøje, men for at gå efter sejren med Felix Grossschartner. Derudover kan det ventes, at Dimension Data med Ben O’Connor og Astana med Merhawi Kudus vil give en hånd med, og det burde i det lette terræn være nok til at sikre, at der skabes samling enten inden eller på den nedre del af stigningen.

Selve bjerget er det sværeste, vi indtil nu har set i Tyrkiet. 12 km med mere end 9% kan gøre enorm skade, ikke mindst på en dag med medvind, og det ligner derfor et opgør mellem de rene klatrere

Man skal dog ikke helt undervurdere betydningen af en god spurt på en dag, hvor de sidste 5 km er relativt lette, og hvor forskellene derfor skal gøres på de første 12 km, der dog er så vanskelige, at det sagtens burde kunne lade sig gøre.

Med tanke på, at de første etaper ikke har givet mange svar, er vores vurdering af styrkeforholdet i alt væsentligt det samme, som det var inden løbets start. Det betyder også, at vi vil pege på Ben O’Connor som vores favorit. Den unge australier skal bruge de kommende seks dage til at finpudse formen frem mod årets første Giroen, hvor han som bekendt havde kurs mod en højst overraskende top 10 i sin debut sidste år, indtil et dumt styrk på 19. etape sendte ham på hospitalet med et brækket kraveben.

Netop den præstation i Giroen siger alt om O’Connors talent, men forinden havde han givet prøver på evnerne med en etapesejr i det stærkt besatte bjergløb Tour of the Alps samt i Catalonien, hvor kun et styrt kostede ham en top 10. I år har han til gengæld endnu ikke vist sig, men det skyldes uheld. I Tour of Oman meldte han om god form, men måtte udgå med sygdom inden de svære etaper, og i Catalonien var han uheldig at styrte allerede inden bjergene.

Det betyder også, at O’Connors form er ukendt, men meldingen inden de seneste to løb var positive. Samtidig må han med bare få uger til Giroen være ganske langt i forberedelserne, og han vil bruge kongeetapen som en vigtig test. Her vil han som ren klatrer elske den stejle Kartepe-stigning, der synes skabt til ham, i hvert fald hvis han kan gøre forskellen inden den lette del nær toppen. Som løbets på papiret bedste klatrer er han derfor vores bud på en vinder.

Det så ud til, at Merhawi Kudus var gået helt i stå, men efter skiftet væk fra Dimension Datas fallitbo, og til succesrige Astana er der sket noget. Faktisk har han allerede taget en knusende overlegen samlet sejr for holdet i Tour du Rwanda, men det er nu ikke det, der gør ham farlig. Det er derimod hans nylige 14. plads på kongeetapen i det uhyre stærkt besatte Volta a Catalunya, hvor han kørte fra verdensstjerne som Valverde og Simon Yates og endte bare få sekunder efter en gruppe med Pinot, Bardet, Woods og Mas. Desværre styrtede han på sidste etape, men heldigvis uden væsentlige konsekvenser.

Siden da har Kudus ikke været i aktion, men præstationen i Catalonien vidner om form. Selvom han er gået i stå, er talentet ubestrideligt, som han eksempelvis viste, da han næsten fulgte en på det tidspunkt ustoppelig Quintana til dørs på kongeetapen i Valencia for to år siden. Nu synes han at nærme sig samme niveau, og som ren klatrer burde han kunne lide Kartepe-stigningen. Samtidig har han en glimrende spurt, hvilket kan være vigtigt på den lette sidste del af bjerget, og dermed kan det være lørdag, at Kudus endelig tager en sejr på WorldTour-niveau.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Igen i morgen vil alle belgiske øjne være rettet mod fænomenet Remco Evenepoel, der får en hjemlig opmærksomhed, som selv de største stjerner må se langt efter. Denne gang kan det dog vise sig berettiget, for i det relativt svage felt i Tyrkiet burde supertalentet faktisk have en ganske fin chance. Trods sin unge alder har han nemlig overrasket positivt i sine første løb på højeste niveau og leveret resultater, man bestemt ikke kunne have forventet af en mand, der kommer direkte fra juniorklassen - supertalent eller ej.

Allerede i Vuelta a San Juan viste han sig ganske stærkt kørende både på enkeltstarten og i bjergene, men det var i WorldTour-løbet UAE Tour, at for alvor imponerede. Her blev han nemlig en fornem nr. 15 på kongeetapen i et ganske stærkt felt, inden han desværre udgik som følge af styrt dagen efter. Siden da har han kun kørt et par belgiske endagsløb, der ikke just passede ham, men man må formode, at han har trænet benhårdt frem mod dette løb, der ligner hans helt store chance for at jagte et resultat. Sådan har det i hvert fald set ud med den offensive og meget kørelystne stil, han har stillet til skue på 2. og 4. etape, og selvom han med lidt klogere kørsel nok kunne have undgået sit tidstab i onsdags, ligner han en mand, der er klar.

Kan han så også vinde? Logikken siger nej, men 19-årige Evenepoel har hidtil vist, at han ikke bekymrer sig om smålig logik. En 15. plads på Jebel Hafeet i Emiraterne vidner i hvert fald om, at han allerede nu er konkurrencedygtig. Til gengæld manglede han stadig en del på kongeetapen i Vuelta a San Juan, og det kan sagtens være, at han fortsat må indstille sig på, at niveauet er lidt for højt. Det vil i hvert fald være det forventelige, men det skulle ikke undre, om sportens superfænomen nr. 1 overraske endnu en gang.

Felix Grossschartner står på Bora lidt i skyggen af Emanuel Buchmann, Patrick Konrad og Maximilian Schachmann, men han har flere gange gjort opmærksom på sig selv. I de seneste to sæsoner har han kørt flot i Paris-Nice, hvor han er blevet hhv. nr. 10 og 12, men det største resultat er stadig sidste års samlede 2. plads i WorldTour-løbet Tour of Guangxi. Sidste år lev han endda også nr. 3 på den sidste bjergetape i Giroen, hvor han var i et tidligt udbrud, og dermed har han i den grad vist potentialet.

Grossschartner har ikke været i aktion siden Paris-Nice, men man må formode, at han topmotiveret til dette løb, der ligner en stor chance for at køre med om sejren i et WorldTour-løb. Til gengæld kan man frygte, at Kartepe-stigningen er en anelse for stejl for ham. Grossschartner er nemlig en relativt stor fyr, og vi så senest i Paris-Nice, at han kom til kort på købets kongeetape. Han havde været bedre stillet på den gamle Selcuk-stigning, og det kan tænkes, at dette års løb er lidt for meget for de lidt lettere folk. Omvendt er det begrænset, hvor mange klatrere der er til start, og med sit gode punch kan han måske udnytte den lidt lettere del nær toppen. Han så i hvert fald ganske overbevisende ud, da han spurtede sig til en 2. plads på 2. etape.

UAE har i de seneste to år haft forhåndsfavoritten i form af Diego Ulissi. Det har de ikke i år, hvor de kommer med et relativt ungt hold uden deres stjerner. Det bør give chancen til Jan Polanc , der i år har genfundet sit gamle niveau, der har givet to etapesejre i Giroen. Han kørte stærkt allerede i Tour Down Under og blev senere nr. 6 i Oman. I Tirreno var han med helt fremme på kongeetapen, hvor han blandede sig med verdens allerbedste, men desværre skuffede han en anelse med en 7. plads på kongeetapen i det ikke specielt stærkt besatte Giro di Sicilia. Det vidner desværre om, at Polancs evner som rigtig klatrer nok er lidt for begrænsede, og at han er bedre i mere eksplosivt terræn. Kartepe kan derfor vise sig at være for stor en mundfuld for sloveneren, der dog under alle omstændigheder bør være relativt langt fremme. Kan han overleve den stejle del, står han slet ikke dumt, da han har et fint punch til den mere eksplosive finale, og han synes ikke at være mærket af det styrt, han var involveret i på 1. etape

Den eneste forhåndsfavorit, der indtil nu har vist svaghed, er som sagt Raul Alarcon, der ellers med sejre i de seneste to udgaver af Volta a Portugal har været helt suveræn på den nationale scene og særligt sidste år med tre etapesejre var i en klasse for sig. Han har imidlertid også vist sig stærk i Spanien, og mange vil sikkert kunne huske, at han gav Giro-favoritten Quintana lidt af en mavepuster, da han en uge inden starten på den italienske grand tour i 2017 slog colombianeren på kongeetapen i Vuelta Asturias, som han endte med at vinde samlet. Få dage senere vandt han en etape i Vuelta Comunidad de Madrid, inden han senere på året tog den samlede sejr i de portugisiske rundtur.

Alarcon har altså vist, at han kan slå selveste Quintana på et svært bjerg som Alto del Acebo, og det vidner om, at han bliver svær at have med at gøre på kongeetapen. Samtidig kommer han til løbet med form efter en nylig 3. plads i Volta ao Alentejo, der ellers ikke passer en klatrer som ham. Desværre er vi som sagt bekymrede for, om han har slået sig i styrtet på 2. etape. I hvert fald tyder det ikke just på superben, at han i dag var ganske tæt på at tabe tid i en ganske let finale. Man kan håbe, at det alene handlede om lidt dovenskab i positionskampen, og at han vil være med i front på den etape, der virkelig tæller, men efter i dag er han mere outsider end reel favorit.

Det meget stærke W52 kommer med de fleste af deres klatrere. En anden er den erfarne Ricardo Mestre, der i årevis altid kørte med om sejren i Volta a Portugal. Siden da er det gået en del ned ad bakke portugiseren, men sidste år gav han igen prøver på klassen, da han sluttede på podiet i Vuelta Asturias, der blev vundet af Richard Carapaz. Siden blev det til en 8. plads i det portugisiske etapeløb, og dermed har han vist, at evnerne stadig er der. Til gengæld er han kendt som en langsom starter, og han viser sjældent noget i årets første løb. En 8. plads på enkeltstarten i Alentejo var dog et lille tegn på en vis formfremgang, men om det rækker, er usikkert. Er han på toppen, burde han dog være ganske begejstret for en stigning som Kartepe.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Rally kommer til løbet med stor selvtillid efter den samlede sejr i Sicilien, men denne gang er de uden Brandon McNulty. I stedet er det op til veteranen Rob Britton at vise sig frem, og det burde han have en fin chance for. Canadieren har igennem flere år været fast mand i front i de amerikanske etapeløb, og kronen på værket kom i 2017, hvor han vandt bjergløbet Tour of Utah samlet. Desværre viste 2018 også, at han ikke længere helt er på samme niveau, og særligt har det været skuffende at se, at han har vist meget lidt i Europa. Heller ikke i år har han været flyvende, men der var dog tegn på fremgang i forbindelse med arbejdet for McNulty på Sicilien, hvor han kørte en fin kongeetape. Dette ret enkle løb med meget fladt terræn og en enkelt svær stigning kan minde en del om det, han kender fra USA, og da niveauet også er lavere, burde det ikke være et dumt løb for Britton, der som dieselklatrer burde elske Kartepe-stigningen. Nu skal han bare vise, at han også har fundet formen til at være med i front, og at han kan finde samme niveau som i 2017.

UAE har flere kandidater. En anden er Valerio Conti , der har fået tildelt en kaptajnrolle sammen med Polanc. Italieneren lagde efter nogle svære år ud som lyn og torden med at køre en forrygende enkeltstart i San Juan, men desværre har han skuffet lidt på stigningerne. Det skete nemlig både i San Juan, Algarve og senest Tirreno-Adriatico, hvor han aldrig var i nærheden af fronten. I det hele taget er Conti en mere eksplosiv rytter end en klassisk klatrer, og man må formode, at Kartepe bliver lidt for hård kost for en fyr som ham. Køres det en anelse mere defensivt på Kartepe, kan man ikke helt udelukke, at han stadig kan være med, ikke mindst fordi han set fin ud på de første etaper.

Udover Polanc og Conti har UAE faktisk også en rigtig klatrer. Cristian Camilo Munoz fik sit store gennembrud sidste år, hvor han vandt en etape og blev nr. 7 samlet i Baby-Giroen. Desværre har han haft det svært i sin første tid på WorldTouren, hvor han ikke har vist meget, hverken i Colombia eller i Catalonien, hvor han havde det meget svært. Det er derfor svært at være alt for optimistisk på hans vegne, men på den anden side er det også af disse unge colombianske klatretalenter, at man ofte skal vente sig overraskelserne. Løbet her er lettere end det, han var igennem i Catalonien, og har han absorberet det hårde spanske løb godt, kan han pludselig vise sig at være flyvende på Kartepe på lørdag.

Delko har i Mauro Finetto en meget formstærk fyr. Det har ellers knebet i de senere år, men siden etapesejren i Coppi e Bartali har han været flyvende. Senest kørte han stærkt i Giro di Sicilia, hvor han blev en samlet nr. 8. Desværre understregede Etna-etapen også endnu engang, at Finetto altså er klassikerrytter, ikke klatrer. Ganske vist blev han nr. 10 på den berygtede vulkan, men det er stadig meget svært at se, hvordan han skal kunne følge de rigtige bjerggeder på lørdag, god form eller ej. Hans store chance er, at det hele bliver lidt mere defensivt, og at han herefter kan bruge sin gode spurt på den lette del. Dagens fine angreb viste heldigvis, at den gode form stadig er intakt.

Endelig vil vi pege på Yuriy Natarov. Den unge kasak blev sidste år nr. 10 i Baby-Giroen og er hentet til Astana som et bud på den næste kasakhiske klassementsrytter. Det er nok tvivlsomt, om han har potentialet til at blive det, men det skal nu alligevel blive interessant at se, hvad han kan levere i et ikke specielt kompliceret løb som dette. Kasakkerne har en tradition for at hive en kanin op af hatten i dette løb, som de senest gjorde med Nikita Stalnov i 2016. Måske kan Natarov være manden, der gentager den bedrift denne gang, selvom hans hovedopgave vil være at støtte Merhawi Kudus. I dag mistede han et par sekunder, en det skyldes formentlig den hårde opkørsel efter den sene punktering.

Andre kandidater til et topresultat er Edgar Pinto¸ der endelig synes at have fundet lidt form, Delio Fernandez, Cyril Barthe, Kyle Murphy, Lorenzo Fortunato, Delio Fernandez, Hideto Nakane, Diego Ochoa, Jhonatan Restrepo og Gonzalo Serrano. Til gengæld ser klatrerne Javier Moreno, Harm Vanhoucke og Scott Davies ikke ud til at have den fornødne form.

Feltet.dks vinderbud: Ben O’Connor

Øvrige vinderkandidater: Merhawi Kudus, Remco Evenepoel

Outsidere: Felix Grossschartner, Jan Polanc, Raul Alarcon, Ricardo Mestre, Rob Britton

Jokers: Rob Britton, Valerio Conti, Cristian Camilo Munoz, Mauro Finetto, Yuriy Natarov, Edgar Pinto