Prøv vores nye app
Optakt: 5. etape af Tour of Oman
14. februar 2022 11:15Foto: A.S.O / Alex Broadway
af Emil Axelgaard

Med et smart soloangreb i en taktisk finale viste Fausto Masnada, hvorfor han kom til løbet som favorit, og den stærke italiener har nu sikret sig pole position en dag, inden man kunne have ventet det. Skal han vinde løbet, udestår imidlertid stadig det helt afgørende slag, der venter mandag, når det går løs på det ikoniske og meget stejle Green Mountain, som nok engang efter alt at dømme vil krone den samlede vinder af det mellemøstlige løb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

 

Ruten

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed været scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for 10. udgave i træk vil være scene for kongeetapen. Modsat i 2015 og 2016 er etapen igen rykket til næstsidste dag, og man har igen gjort den en anelse lettere. I 2016 klatrede man nemlig længere op ad bjerget end nogensinde før, men som i de seneste tre udgaver vil man igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom i de seneste tre år blevet betydeligt afkortet, og faktisk er der tale om en etape, der med helt marginale undtagelser er helt uforandret i forhold til de tre seneste udgaver.

 

Den bare 150,5 km lange etape starter i Sama’il for foden af de store bjerge, hvilket er en markant ændring i forhold til tidligere år, hvor man begyndte etapen langt tættere på kysten. Herfra bevæger rytterne sig ad en lang, let stigende ørkenvej mod sydvest og syd, indtil de drejer mod øst for at slå en lille sløjfe i det hovedsageligt flade terræn øst for Green Mountain. Undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 88,5 km, hvorefter de sætter kurs mod nordvest og vest med retning mod det mægtige bjerg. Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte spurt er placeret bare 11,0 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de oftest har gjort det, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere på en strækning med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste knap 2 km har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%, hvilket gør det til en afslutning for de ægte klatrere. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-graders sving og to hårnålesving, inden man rammer den 60 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1958 højdemeter.

 

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali den senere vinder Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring.

Annonce

 

I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen upåagtede Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali en velkørende Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, og i 2017 var det en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa. I 2018 leverede Astana en magtdemonstration, da Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko kørte fra alt og alle, inden de fordelte rovet mellem sig, så Lopez kunne tage etapesejren og Lutsenko førertrøjen. I 2019 var vi meget tæt på at få en udbrudssejr til Fabien Grellier, men den stakkels franskmand blev hentet lige inden stregen af suveræne Lutsenko, der tog sin 3. etapesejr i løbet med 7 sekunder ned Grellier og 11 sekunder ned til Domenico Pozzovivo.

 

 

 

 

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

 

Vejret

Efter en nat, der har budt på noget så eksotisk som ørkenregn, kan rytterne se frem til endnu en smuk dag, men mange vil være glade for, at regnen har givet betydeligt køligere ej. Det vil være klaret op ved etapestart, og der vil gennem dagen kun være få skyer og en beskeden temperatur på 20 grader, som dog vil stige til 22 grader i bunden af målbjerget. Der vil være en let til jævn vind, som først vil komme fra nord og siden nordøst, samtidig med at den vil tiltage fra en styrke på 11 km/t til 17 km/t. Det giver indledende medvind, inden der følger først et sidemodvindsstykke og siden et medvindsstykke frem mod første spurt. Herefter vil der være sidemedvind frem til den sidste spurt og derefter direktemodvind i indløbet til og på hele turen op ad målbjerget.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Favoritterne

Efter tre år med spurtafgørelser kom Boucher al Amerat-etapen endelig igen til at spille en rolle i klassementet på en dag, hvor modvind ikke forhindrede rytterne i at køre en underholdende og medrivende finale. Som det var tilfældet, da vi i 2014 sidst undgik en spurtafgørelse, blev det en taktisk sag, hvor Anthon Charmig delvist betalte prisen for sit ikkeeksisterende hold, og det udnyttede den gennem hele dagen velkørende forhåndsfavorit, Fausto Masnada, til at tage et stort skridt mod den samlede sejr.

 

Vi mangler dog stadig det vigtigste slag, der finder sted mandag. Det er 10. besøg på Green Mountain, og det er derfor ikke en etape, der byder på de helt store overraskelser. Her betyder de stejle procenter, at den mest formstærke klatrer som regel vinder etapen, men stigningen byder af og til på overraskelser. Den er så kort, at lidt tungere folk ofte gør det bedre, end man skulle tro på disse brutale procenter, og det er grundet den beskedne længde ikke en helt ideel stigning for rigtige klatrere. Det ændrer dog ikke på, at det er klatrernes terræn, som man også kan se af etapens vinderliste.

 

Jeg tror ikke, at den første del af etapen kommer til at byde på alt for meget hokuspokus. Det bliver ikke vindstille, og det lange sidemedvindsstykke mellem de to spurter kan godt blive ret nervøst. Det vil faktisk undre mig, hvis ikke et eller flere hold forsøger at splitte den, men det er aldrig set, at vi har haft sidevindskørsel på denne etape. Det vil undre mig, hvis vinden er stærk nok til det i morgen.

 

Jeg regner derfor med et ret klassisk scenarium, men det kan godt blive lidt tricky med udbruddet. For tre år siden blev Fabien Grellier kun hentet af Alexey Lutsenko - og ikke andre - bare få hundrede meter fra stregen, og da forskellene allerede er store, tror jeg, at vi vil se flere hold, der lugter en udbrudssejr. Det vil sikkert tage tid at få en gruppe etableret, og den vil nok også have en vis størrelse og styrke.

Annonce

 

Hvem skal så jagte? Næppe Quick-Step, der har det fint, hvis bonussekunderne forsvinder, men det vil undre mig, hvis ikke Intermarché tror meget på Jan Hirt. Uno-X er ikke mange mand, men de kan lige så godt bruge en af deres to unge folk til at jagte, hvis andre ikke gør det. DSM må også tro på en velkørende Henri Vandenabeele, og jeg vil tro, at UAE stadig tror på Rui Costa, ligesom Arkea vel skal rejse sig efter Elie Gesberts hedeslag i dag. Der burde altså være nok hold til at skabe samling, og da jeg tvivler på sidevindskørsel, regner jeg med det klassiske og afgørende slag på bjerget.

 

Der vil være en ikke uvæsentlig modvind på stigningen, og det vil have en effekt. Den er så stejl, at vi altid får total splittelse til sidst, men på så åben en ørkenstigning kan det være farligt at åbne for tidligt med vinden lige i ansigtet. Det kan derfor sagtens blive mere afventende end vanligt og i hvert fald med mindre tidsforskelle. Det betyder også, at finalen kan blive mere eksplosiv, og det øger mulighederne for de lidt tungere folk med punch i forhold til en dag med medvind. Det skal dog også siges, at man næsten altid har modvind på bjerget, og betingelserne er derfor nogenlunde, som de plejer.

 

Forud for løbet havde jeg Fausto Masnada som favorit til denne etape, og det har ikke ændret sig. Han klarede den for ham svære puncheurafslutning ganske fint, og i dag lignede han måske stærkeste mand på stigningerne. Denne ret korte og meget stejle stigning er måske ikke hans kop te, men i dette felt bør han være den bedste klatrer, særligt med de enorme fremskridt, han gjorde i 2021. Det er klart, at hans hovedfokus er at forsvare sig, og hvis ikke Mauro Schmid kan være med hos klatrerne, kan han blive tvunget til at skulle føre selv. Den relativt korte stigning passer dog udmærket til Schmid, der i dag virkede ganske fremragende, og da jeg grundet modvinden regner med en afventende finale, tror jeg på, at han kan gøre forskellen med sine i dag så gode klatreben til sidst. Derfor tror jeg, at han vinder for anden dag i træk.

 

Jeg tror dog, at han kan få sit hyr med Jan Hirt. Nu har jeg ellers i årevis levet efter den aldrig svigtende grundregel, at tjekken altid er skræmmende formsvag i årets første løb, men i år er alt forandret. En træningslejr til Colombia var åbenbart nøglen til en ændring, og lige nu ser vi vel den bedste Hirt, vi har set i nogen tid. Manden, der ikke ejer skyggen af punch, har været helt fremme og set meget overbevisende ud hidtil, også selvom 2. pladsen i forgårs blev sikret via angreb og ikke en spurt. Vi ved, at han excellerer på stejle procenter, men Green Mountain er alt for kort til virkelig at passe ham. Det har dog også gjaldt de seneste dage, og det har han klaret så fint, at han kan blive svær på en dag med rigtige Hirt-procenter. Til gengæld har Rein Taaramae skuffet mig i dag. Hans kørsel i Quriyat får mig til at tro, at han nok skal gøre det fornuftigt, men han må nu være ren hjælper. Den må være for svær for den ellers overraskende klatrestærke Hugo Page.

 

Derefter vil jeg pege på Henri Vandenabeele. Jeg var lidt usikker på, hvor det belgiske stortalent stod i dette selskab, men han er allerede flyvende. Han dummede sig lidt med et tidligt angreb sammen med Costa i forgårs, men i dag virkede han meget stærk på sidste stigning. Ligesom for de to favoritter gælder, at denne længere stigning passer ham meget bedre, og det vil derfor ikke chokere mig, hvis han allerede tager sin første sejr. DSM bør også kunne tro meget på Kevin Vermaerke. Amerikaneren var et niveau under de bedste i dag, men kom op på nedkørslen. Denne stigning passer ham dog dårligere, og jeg vil tro, at han vil mangle lidt. Det bliver også spændende at se, om Marco Brenner kan vise lidt efter noget fremgang i dag, men formen rækker vist ikke helt vejen. Endelig var det dybt imponerende at se Jonas Hvideberg i terræn, der ikke var hans, men i morgen får han svært ved at være med helt i front.

Annonce

 

Læs også
Formand for DCU trækker sig

 

Da dette er en rangering af vinderpotentiale, peger jeg på Elie Gesbert her. Franskmanden bekræftede den gode form fra Mallorca i går, men i dag kollapsede han pludselig efter at have set stærk ud på den sværeste stigning. Ifølge holdet skyldes det hedeslag, og hvis det er rigtigt, vil han have det meget bedre i morgendagens temperaturer. Han er tillige mere eksplosiv end mine tre favoritter, og det kan blive afgørende i en modvindsfinale som denne. Jeg glæder mig også til at se dagens helt store overraskelse, Kevin Vauquelin. Al logik siger, at dette er for svært, men i dag klatrede han som en drøm. Til gengæld synes Winner Anacona ikke at have formen til at være med helt i front.

 

Kan Anthon Charmig gøre det igen? I dag så han ud til at kæmpe lidt med at holde styr på Masnada, Hirt og Vandenabeele, og det kan bekymre mig lidt. I Saudi Tour gjorde han det fremragende i puncheurfinalen, men skuffede på den svære mur, der kan minde lidt om Green Mountain. Hvis det viser sig at være et mønster, vil han få det vanskeligere i denne finale. Omvendt betyder modvinden, at det hele kan blive lidt mere eksplosivt, og med det punch, han viste i går, er det bestemt ikke umuligt, at det kan være hans nøgle til endnu en sejr, nu hvor han ikke længere skal tage ansvar.

 

Løbet har bekræftet, at Rui Costa ikke er flyvende, og nu kommer vi til en etape, der er for svær for ham. ”For svær” er et hårdt ord, når han tidligere er blevet nr. 2 på dette bjerg, men det var for nogle år siden, hvor han fortsat var meget stærkere end nu. Modvinden taler dog til hans fordel med det fine punch, han besidder, men selv det har været lidt fraværende i dette løb. Derfor vil det undre mig, hvis det bliver i morgen, han erobrer et bjerg, han altid er blevet slået på. Det bliver også interessant at se, hvor langt Ryan Gibbons kommer med sin fine form.

 

En af løbets åbenbaringer har været Harold Martin Lopez. I går var han med fremme, og da de i dag kørte otte mand væk på den stejleste stigning, sad han med alle favoritterne. Han er totalt uprøvet på dette niveau, og sidste sæsons 15. plads i l’Avenir tilsiger ikke, at han skulle flyve i dette løb. Det har han imidlertid gjort hidtil, og derfor bliver han spændende at følge i morgen. Det skal også blive interessant at se, hvor god Miguel Angels lillebror Juan Carlos Lopez er på et rigtigt bjerg, mens Gianmarco Garofoli til gengæld synes helt uden form.

 

En overraskelse i dette løb har været Sander Armee. Belgieren så temmelig pensionsmoden ud sidste år, men det har han bestemt ikke været i dette løb. Den sidste stigning er nok en anelse for stejl for ham, men det burde ikke være en helt dum afslutning for ham. Han har før startet sin sæson stærkt. Til gengæld synes Davide Villella og Hugo Toumire at mangle lidt for meget, selvom jeg glæder mig til at se sidstnævnte på en stigning, der burde passe ham bedre.

Annonce

 

En af løbets skuffelser har været Filippo Zana, men det er ikke uventet, når vi husker på hans kørsel på Mallorca. Han var dog ikke helt væk i går, og han burde være mere komfortabel i denne form for finale. Hans gode klatreevner burde sætter sig igennem her, men formen synes ikke at række hele vejen.

 

En rytter, jeg er lidt spændt på at se, er Denis Nekrasov. Han viste sine første livstegn sidste efterår, hvor han gjorde det fornemt i Jura-løbene, og også i går var han god. I alle tilfælde var det dog i eksplosive finaler, og vi har stadig til gode at se ham på længere stigninger. I morgen bliver vi forhåbentlig klogere på den unge russer. Til gengæld er stigningen nok for svær for holdkammeraten Dmitry Strakhov.

 

Man bør vel også nævne Kevin Colleoni, men løbet her har bekræftet, at han har haft en svær start som professionel. Han synes dog i fremgang, og denne type stigning burde passe ham bedre. Han viste sidste år i Ungarn, at han godt kan være med på dette niveau, når han en sjælden gang er i form.

 

Andre interessante ryttere er Joan Bou, der bør kunne gøre det det ganske pænt. Det samme gælder for Victor Langellotti, der dog fejlede fælt i dag efter hans fine start. Hans holdkammerat Jetse Bol er til gengæld heller ikke i år i form fra start.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Annonce

 

Feltet.dks vinderbud: Fausto Masnada

Øvrige vinderkandidater: Jan Hirt, Henri Vandenabeele

Outsidere: Elie Gesbert, Anthon Charmig, Rui Costa, Harold Martin Lopez, Sander Armee

Jokers: Filippo Zana, Rein Taaramae, Kevin Vermaerke, Kevin Vauquelin, Denis Nekrasov, Mauro Schmid, Kevin Colleoni

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alexey Lutsenkos sejr fra 2019, Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2018, Ben Hermans’ sejr fra 2017, Vincenzo Nibalis sejre fra 2016 og 2012, Rafael Valls’ sejr fra 2015, Chris Froomes sejr fra 2014, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2013 samt Robert Gesinks sejr fra 2011.

 

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Fausto Masnada
Jan Hirt, Henri Vandenabeele
Elie Gesbert, Anthon Charmig, Rui Costa, Harold Martin Lopez, Sander Armee
Filippo Zana, Rein Taaramae, Kevin Vermaerke, Kevin Vauquelin, Denis Nekrasov, Mauro Schmid, Kevin Colleoni
Davide Villella, Joan Bou, Marco Brenner, Hugo Toumire, Juan Carlos Lopez, Winner Anacona, Jonas Hvideberg, Ryan Gibbons, Victor Langellotti, Hugo Page, Dmitry Strakhov
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de la Provence
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Fredag den 19. april 2024

Landevej
Følg søndagens store monument i Liege samt sprinterbraget i Tyrkiet
Landevej
Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud
Landevej
Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège
Landevej
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare
Landevej
Formand for DCU trækker sig
Landevej
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet
Landevej
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse
Cross
UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen
Landevej
Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv
Udstyr og test
Test: Specialized S-Works Evade 3
Landevej
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb
Landevej
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps
Landevej
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med
Landevej
Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt
Landevej
WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument
Landevej
Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Annonce

Landevej
Journalist med godt nyt om Quintana

Torsdag den 18. april 2024

Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Annonce

Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Annonce

Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Onsdag den 17. april 2024

Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
VIS FLERE

Annonce