Optakt: 5. etape af Tour of Guangxi
20. oktober 2019 20:30Foto: BORA-hansgrohe / BettiniPhoto
af Emil Axelgaard

Enric Mas fik lidt at glæde sig over i en ellers trist sæson, da han med sejr på kongeetapen gav Deceuninck-mandskabet den bedst mulige afsked. Dermed står han på tærsklen til sin første store etapeløbssejr, men inden han kan krones på podiet i Guilin skal han overleve de to sidste småkupered etaper, startende med mandagens lange maraton, der dog er blevet domineret af de holdbare sprintere.

Ruten

Efter fire dage med relativt korte og for det meste flade etaper bliver det hele lidt mere kompliceret på femte etape, hvor arrangørerne sender feltet ind i det kuperede område i den nordlige del af Guangxi-regionen og samtidig skruer mærkbart op for de hidtil meget beskedne distancer. Selvom der ikke er tale om store stigninger, havde man kunnet åbne mulighed for et interessant slag mellem klassementsrytterne i kraft af tre stigninger, der kommer tæt på hinanden i anden halvdel af den mere end 200 km lange rute, men ved at indlægge et længere fladt stykke til sidste, er der lagt op til en etape, der meget vel kan ende i en reduceret massespurt, som vi så det, da præcis samme rute blev anvendt i både 2017 og 2018.

 

I alt bydes der på hele 212,2 km mellem Louzhou og Guilin, hvilket er en sjældent lang distance på denne tid af året. Der skal klatres betydeligt mere end de foregående dage, og de mange højdemeter er stort set alle koncentreret i løbets anden halvdel. Fra starten snor man sig lidt rundt i det flade terræn nord for startbyen, inden man sætter kursen mod nordøst og i let stigende terræn kører forbi den første spurt, der kommer efter 29,2 km. Senere kører man mod nord op over dagens første kategori 3-stigning (1,2 km, 7,2%), der har top efter 72,6 km, og herefter fortsættes mod nord gennem let stigende terræn forbi den anden spurt, der er placeret efter 118,7 km.

 

Etapen ændrer karakter når man når frem til stigningerne mod nord, hvor der følger tre mindre bakker i rap. Først gælder det en kategori 3-stigning (1,3 km, 7,6%), der har top efter 154,6 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ned til et kort fladt stykke. Herefter fortsættes mod øst op over først en kategori 2- (2,1 km, 6,0%) og siden en kategori 1-stigning (3,1 km, 5,5%), der er afskilt af bare en ganske kort nedkørsel og har top med henholdsvis 40,6 og 33,6 km til mål.

 

Efter toppen ventes en længere nedkørsel, der fører videre mod øst, inden man med ca. 23 km igen atter er nede i fladlandet. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod øst, inden man til slut kører mod nord ind til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3,0 og 1,6 km igen.

 

Etapen byder på i alt 2046 højdemeter.

 

Etapen er som sagt en kopi af sidste års 5. etape, hvor Matteo Trentin lidt overraskende sejrede foran Pascal Ackermann og Jasper Stuyven blandt ca. 60 mand, og af 5. etape fra 2017, hvor Dylan Groenewegen brød Fernando Gavirias sejrsstime ved at slå colombianeren og Magnus Cort i en spurt i et felt på knap 80 mand.

 

 

 

 

Vejret

Med udsigt til en meget våd tirsdag bliver mandag den sidste dag med flot vejr. Her bliver der imidlertid intet at klage over, for der vil kun være få skyer og en temperatur på hele 30 grader. Vind vil være næsten ikkeeksisterende med blot en helt svag brise fra syd, hvilket giver medvind hele dagen frem til toppen af den anden stigning. Herefter får man sidevind frem til toppen af den sidste bakke og derefter sidemedvind. I udkanten af Guilin får man derefter medvind efter fulgt af sidevind mellem de to sidste sving. Der vil være sidemedvind på den lange opløbsstrækning.

 

Analyse af 4. etape

Misundelse kan være en grim ting, men man kan nu ikke fortænke mange holdmanagere i at skæve temmelig misundeligt til Patrick Lefevere, når de møder ham. Mens mange kæmper med at få det bedste ud af deres hold, også selvom flere af dem har ganske flotte budgetter, lykkes det år efter år den belgiske købmand med et ikke alt for imponerende budget at blive sæsonens mest vindende. Ikke blot topper hans mandskab med statsgaranti alle sejrslister år efter år, han har også en fabelagtig evne til at sprede sejrene ud på mange ryttere, så selv hjælpere, der ikke har skyggen af vinderkarakteristika, med jævne mellemrum ender øverst på podiet.

 

Mange har ledt efter forklaringen på Lefeveres magi, men ingen har kunnet udpege den præcise årsag. Et blik for talent er naturligvis en væsentlig årsag, når man ser på antallet af unge ryttere, der er blomstret i Lefeveres stald, men noget andet er det, der på afstand ligner en god atmosfære. Det ser ganske enkelt ud til at, rytterne er pokkers glade være for at være på holdet, og det er meget sjældent, at ryttere forlader Lefevere og co. med sure miner.

 

Når holdet alligevel periodevis har været præget af lidt for meget svingdør, skyldes det alene holdets succes. Med sejre følger nemlig øgede lønkrav, men ikke nødvendigvis et større budget, og derfor har Lefevere ofte måttet lade store navne smutte, selvom de egentlig havde mest lyst til at blive. Det var eksempelvis tilfældet med Elia Viviani, hvis succes berettigede en større løn, som den belgiske købmand ikke kunne matche, hvorfor han nødtvunget måtte lede efter et andet mandskab. Det var tilfældet med Fernando Gaviria, der fik dollartegn i øjnene, da UAE udnyttede usikkerheden om Deceunincks fremtid til sidste efterår at lægge en millionkontrakt på colombianerens bord. Niki Terpstra måtte smutte til Direct Energie, da samme usikkerhed betød, at Lefevere ikke kunne tilbyde ham en kontrakt. Og selvom det ikke er sagt offentligt, er det vel svært at se andre end økonomiske årsager til, at Michal Kwiatkowski smuttede til Sky.

 

En anden grund til, at rytterne har forladt holdet, er, at det er svært at blive kaptajn på et hold med så mange chancer. Dan Martin og Enric Mas forlod eksempelvis holdet, fordi de ikke kunne få den opbakning, deres klassementsdrømme krævede. Marcel Kittel turde ikke blive på holdet af frygt for, at Gaviria skulle overhale ham i det interne sprinterhierarki, hvilket kunne koste ham deltagelsen i Tour de France. Og Matteo Trentin måtte væk fra alle klassikerstjernerne for at få den frihed han søgte

 

Kendetegnende for dem alle er imidlertid, at de alle har forladt holdet i en i hvert fald udefra set god forståelse. Og er man i tvivl om de varme følelser for holdet, skal man blot se på, hvordan rytterne har sagt farvel til holdet. Viviani viste eksempelvis klassen ved at vinde to WorldTour-løb, EM og en etape i Slovakiet, inden han sluttede af med en 2. plads i Tacx Pro Classic, selvom han egentlig allerede for længst have indledte sin OL-satsning på banen. Philippe Gilbert tog den smukkest tænkelige afsked ved at vinde to etaper i Vueltaen, inden et styrt knuste drømmen om at sige farvel med en VM-sejr, selvom holdet ganske enkelt ikke havde tilbudt ham muligheden for at fortsætte på et hold, han gerne ville blive på. Tony Martin mobiliserede kræfterne til at være helt afgørende i holdets sejr ved VM i holdløb i Qatar, hvor han endda også vandt enkeltstarten. Terpstra sagde farvel ved også at vinde VM i holdløb og endda blive nr. 2 i sit allersidste løb, Paris-Tours. Matteo Trentin rundede sin tid på holdet af med et drømmeefterår, hvor han vandt fire Vuelta-etaper og Paris-Tours samt blev nr. 4 ved VM. Rigoberto Uran sagde et flot farvel ved at vinde GP de Quebec og vinde sølv ved VM i holdløb.

 

Nu kan vi så også føje Mas til listen over ryttere, der har ønsket at sige Lefevere en varm tak for tilliden ved at slutte godt af. Man kunne ellers ikke fortænke Mas i at rette blikket mod 2020 og fremtiden som Movistar-kaptajn efter en gennemført elendig sæson, hvor foråret var en dyb skuffelse, og hvor den store Tour-satsning blev ødelagt af sygdom, der henviste ham til rollen som hjælper for sensationen Julian Alaphilippe. Det skyldes ikke mindst, at anden halvdel af sæsonen mildt sagt ikke er specielt inspirerende for bjergryttere, hvis ikke de kører Vuelta eller har flair for endagsløb. Og ingen af delene gjaldt for Mas, for hvem en Tour-Vuelta-double i hans unge alder ville være for meget, og hvis store styrke, restitutionsevnen, slet ikke kommer til ret i klassikerne.

 

Alligevel bed Mas tænderne sammen og trænede hårdt frem mod sæsonafslutningen. Den første fornemmelse fik vi allerede i Canada, hvor han var lige ved at snyde alle favoritterne med et sent angreb i Montreal, hvor de eksplosive stigninger ellers slet ikke passede ham. Og helt tydeligt blev det i Italien, hvor han først blev nr. 10 i det uhyre eksplosive Milano-Torino, der slet ikke er et løb for ham og siden kørte et imponerende Il Lombardia, hvor han åbenlyst var en af de stærkeste på stigningerne, men manglede de sidste procent i forhold til de mere etablerede endagsryttere.

 

Derfor havde Mas da også udmærket sig som en af favoritterne til denne uges Tour of Guangxi, men der var alligevel lang vej til at sikre sig karrierens første store etapeløbssejr. Nok var Mas den store klassementsstjerne i et felt, der var svagere end i de første to udgaver af det relativt nye kinesiske løb, men heller ikke ruten i Asien passede ham specielt godt. Ligesom i de to foregående år var forventningen nemlig, at løbet alene skulle afgøres på den 3,5 km lange Nongla-stigning, der kom efter en kort og let dag i fladt terræn og dermed var så eksplosivt - og dermed ugunstigt for Mas - at det kunne få selv Milano-Torino til at ligne et bjergmaraton.

 

Alligevel levede Mas op til sin status som den store stjerne på en dag, hvor han bekræftede sin status som løbets på papiret bedste klatrer. Det så ellers kortvarigt ud til, at Deceuninck havde dummet sig, da et tidligt angreb fra Remi Cavagna så ud til at låse spanieren så meget, at han aldrig fik skabt den tidligt udskilning, som man egentlig burde have brug for på så kort en stigning, der for ham nødvendigvis måtte køres hårdt. Derfor var det bekymrende, at gruppen stadig var overraskende stor, da føringsarbejde fra Loic Vliegen og senere fra Tomasz Marczynski havde kørt Cavagna ind.

 

Heldigvis for Mas var der ingen grund til panik. En sen ruteændring, der ikke fremgik af løbsbogen, betød nemlig, at stigningen denne gang var forlænget, og dermed var der flere stejle stykker til sidst, og da Antwan Tolhoek endelig åbnede favoritternes bal, var det tydeligt, at Mas havde styr på tingene. Med stor autoritet gik han med hollænderen, mens en tydeligt mere lidende Daniel Martinez kom med som sidste mand i den trio, der hurtigt sejlede væk fra rivalerne. Og mens Tolhoek forcerede igen og igen, lignede Mas en mand, der aldrig var i vanskeligheder, men derimod blot ventede på at sætte sit sidste fremstød ind. Og selvom Martinez havde mere at skyde med, end han i første omgang gav udtryk for, var Mas reelt uden konkurrence på en dag, hvor han endelig tog sin første sejr siden triumfen på kongeetapen i sidste års Vuelta, og hvor han sørgede for, at det formentlig kun er uheld, der kan forhindre ham i at tage sin første etapeløbstriumf på WorldTouren.

 

Sene løb er ofte en chance for at redde en sæson, som Mas nu så flot har gjort det, og kongeetapen blev i den grad også en comebackscene ud over alle grænser. De to andre ryttere i fronttrioen havde ganske vist ikke en arbejdsgiver at sige et flot farvel til, men de var alligevel på revanchejagt, og derfor vil også de være yderst begejstrede for at have taget turen til Kina, der nu har sikret, at de kan tage hul på vintertræningen med betydeligt mere selvtillid.

 

Det gælder i hvert fald for Martinez. Colombianeren kom ellers så fantastisk fra start, da han besejrede Miguel Angel Lopez i en colombiansk duel på kongeetapen i Paris-Nice, men siden da er det kun gået den forkerte vej. Et styrt i juni kostede ham Tour-deltagelsen, og da han endelig var klar til comeback i Tour of Utah, blev han syg 24 timer inden starten. Derfor ankom ham temmelig uforberedt til en Vuelta, der blev én lang lidelseshistorie, men som heldigvis har lagt grundstenen til et comeback i 2020. Det viste han først med et fornemt og meget synligt VM på en rute, der slet ikke havde skrevet navnet Martinez noget sted i sin manual, inden han i dag gav Mas kam til sit hår i Guangxi, hvor han reelt sikrede sig karrierens anden podieplads i et WorldTour-etapeløb.

 

Det gælder også for Tolhoek. Nok vandt han en bjergetape i Tour de Suisse, men det kan ikke slette indtrykket af en sæson, hvor han slet ikke fik bygget videre på de fine takter, han viste sidste år i Californien, Dauphiné og sin første Tour. Tværtimod floppede han fælt i en Giro, hvor det var ham, der ofte manglede ved Primoz Roglics side, når sloveneren alt for tidligt blev isoleret i bjergene. Og siden da har han ledt og ledt efter formen uden den store succes, hvilket blandt andet blev tydeligt i et Tour de Pologne, hvor hans hjælper, Jonas Vingegaard, overstrålede ham totalt. I dag viste han imidlertid, at klassen stadig er der, og at han blot er én af de mange lovende ryttere, Jumbo skal finde plads til i deres kabale næste år.

 

I virkeligheden fortsætter listen over comebackryttere. Den omfatter nemlig også Diego Rosa, der sov lidt i timen, da Tolhoek angreb, men kørte så stærkt mod slutningen, at han faktisk nåede forbi hollænderen til sidst. Det blev kulminationen på en fornem sæsonafslutning, hvor han endelig fik lagt sin kyssesyge bag sig - ingen nogen let sag, som Benat Intxausti og Mark Cavendish kan bevidne - og hvor han allerede i de italienske klassikere viste, hvorfor han for et par år siden blev nr. 2 i Il Lombardia. Ganske vist betød sygdommen, at han aldrig fik noget ud af tiden på Ineos, men med hans genrejsning tegner fremtiden sig nu ganske lys på et Arkea-mandskab, hvor han måske nok skal hjælpe Nairo Quintana og Warren Barguil, men hvor han også burde kunne få nogen frihed.

 

Der var også andre, der kan bruge løbet i Kina til at tage selvtillid med sig videre på vinterferie. Det gælder for David De La Cruz, der efter et mareridt på Ineos nu kan drage videre til UAE med en vis tro på, at der er lysere tider på vej. Det gælder for Martijn Tusveld, der bestemt ikke har levet op til forventningerne i sin første tid som professionel, men allerede i en flot Vuelta viste, at han er på rette vej. Det gælder for Davide Villella, der efter en anonym tid på Astana drager til Movistar med et stærkt efterår i ryggen efter at have bekræftet sin status som en af de bedste oktoberryttere. Det gælder for Maximilian Schachmann, hvis 11. plads måske ikke står mål med hans klasse, men som er kommet ganske langt efter sit grimme styrt i Touren. Og det gælder for Peter Stetina, der efter nogle sløje år hos Trek er kommet fint tilbage i efteråret, inden han skal til et nyt, endnu ikke-annonceret hold, og som gjorde det fint i en finale, der slet ikke passede ham.

 

Der var også andre, for hvem etapen snarere blev kronen på en allerede flot sæson. Nok havde Felix Grossschartner større ambitioner efter en 2. plads i sidste års løb, men en 5. plads er nu ganske hæderlig, når han ankom til løbet med stor usikkerhed om formen efter en Vuelta, der blev efterfulgt af en lang løbspause som afslutning på en sæson, hvor han vandt WorldTour-løbet Tour of Turkey. Det gjaldt for lottokuponen Odd Christian Eiking, der måske nok har svinget i form, så skuffelserne har været lige så hyppige som regnvejr i vores herlige danske efterår i år, men som i glimt har vist sin klasse, blandt andet i Catalonien, på Sicilien og ikke mindst med sejren foran Barguil og Lutsenko på kongeetapen i Arctic Race. Det gælder for den anden unge nordmand, Carl Fredrik Hagen, der på imponerende vis stadig har noget at skyde med efter sin sensationelle top 10 i Vueltaen. Det gælder for Lilian Calmejane, der efter næsten en deroute i løbet af foråret og Touren er kommet stærkt tilbage i efteråret, og selvom han åbenlyst er træt nu, ikke kan være helt utilfreds med at slutte pænt af i et WorldTour-løb. Det gælder for sprinteren Jonas Koch, der leverede en mindre sensation ved at blive nr. 13 på en etape, der blev for hård for selv Matteo Trentin. Og det gælder ikke mindst for Cavagna, der denne gang måske nok måtte ofre sine chancer i et tidligt angreb, som skulle sætte Mas op, men som alligevel bekræftede sit store niveauspring ved at holde sig til de bedste og ende som nr. 15.

 

Der var imidlertid også ryttere, der måtte sande, at den 20. oktober altså var en postgang for sent. Det var nu nok ikke nødvendigvis det, der var årsagen til skuffelsen for den indtil i dag så overbevisende Guillaume Martin. Snarere betalte franskmanden formentlig nok engang prisen for, at han altid føler sig dårlig på første stigning, hvilket naturligvis er et problem på en etape af denne karakter. Det gælder også for Merhawi Kudus, der ellers lagde så stærkt ud for Astana i foråret, men generelt slet ikke har kunnet bygge videre på det fine momentum, som ellers gav ham en tidlig kontraktforlængelse. Det gælder endda for Trentin, der ellers har været med helt i front fra dag 1 i en sæson, hvor han har været her, der og alle vegne. Og det gælder for Alexandr Riabushenko, der ellers med sejren over motorcyklen Lutsenko i Coppa Agostoni endelig fik konfirmeret potentialet fra U23-tiden, men som efter gårsdagens fine 2. plads alligevel måtte sande, at sæsonen var blevet lidt for lang.

 

Det var den imidlertid ikke for Mas, som den i øvrigt aldrig er det for Patrick Lefeveres mandskab, der som regel vinder det første løb i januar og tager den sidste sejr i oktober. Denne gang bliver det den spanske guldfugl, der runder endnu en fantastisk sæson for det belgiske mandskab af ved at tage endnu en sejr i et WorldTour-løb. Mens hans kommende arbejdsgiver Eusebio Unzue sikkert ryster på hovedet over at se, hvordan to af hans kaptajner, Mikel Landa og Richard Carapaz, sagde et nærmest pinligt farvel til Movistar med uhyre ringe præstationer i de italienske klassikere, havde Mas lyst og vilje til at sige et ordentligt tak til det hold, der bragte ham op i verdenseliten. Det ønske er han ikke alene om, for alle synes at føle sig i en vis gæld til holdet, der får de fleste til at blomstre.

 

Jo, man forstår godt, hvis Unzue og de andre er lidt misundelige på den magi, den belgiske købmand mestrer.

 

Favoritterne

Med dagens sejr burde det kun være uheld, der kan forhindre Enric Mas i at tage den samlede sejr. Da løbet afvikledes for første gang for to år siden, var der ellers stor usikkerhed om, hvad vi kunne forvente af de sidste to etaper, der på profilen så ganske drabelige ud, og som naturligvis var helt ukendte for et felt hovedsageligt bestående af kinesiske ryttere. Det viste sig dog hurtigt, at de ikke havde meget at byde på for klassementsrytterne, og mens 5. etape i det mindste kunne skabe lidt udskilning, viste 6. etape sig at være så let, at den i begge tilfælde endte i en fuldtonet massespurt.

 

Derfor ligger Mas nok heller ikke søvnløs i nat. Mandagens etape er som sagt helt identisk med 5. etape fra både 2017 og 2018, og her så vi, at klassementsrytterne ikke uventet angreb hinanden på stigningerne. Hverken Tim Wellens eller Gianni Moscon kunne imidlertid bringes i vanskeligheder, og derfor blev det samlet til en reduceret massespurt i et felt på knap 80 mand i 2017 og knap 60 mand i 2018. Selv Dylan Groenewegen kom med over bakkerne i 2017, og det lykkedes sågar for store Max Walscheid i 2018. Derfor behøver man bestemt ikke være nogen Egan Bernal for at have en chance for at vinde mandagens maraton til Guilin.

 

Alligevel har etapen en vis vanskelighed. Selvom han altså vandt etapen i 2017, faldt Groenewegen fra i 2018, hvor også Fabio Jakobsen måtte give fortabt. Og hvis endelig man som tung sprinter klarer strabadserne, kan man ikke vise sig sikker på at have den vanlige spurtstyrke efter mere end 200 km og nogle ganske hårde bakker. Det så vi sidste år, hvor Pascal Ackermann helt sensationelt blev slået af Matteo Trentin - ret chokerende, hvis man så, hvor stor forskel der var på de to i gårsdagens spurt - og hvor Walscheid blot blev nr. 15 på en dag, hvor folk som den førende Moscon, Natnael Berhane og Jose Goncalves var i top 10 sammen med holdbare sprintere som Jasper Stuyven, Carlos Barbero og Clement Venturini.

 

Netop det forhold, at Trentin vandt etapen sidste år, bør få en ret stor indflydelse på forløbet i år. Det betyder nemlig, at viceverdensmesteren vil satse stort på det, der reelt er hans sidste chance for at vinde en etape, og skal det lykkes, skal han have det gjort så hårdt som muligt. Derfor må man formode, at Mitchelton ikke blot vil deltage i jagten, men også at de vil lægge et hårdt pres, når vi rammer stigningerne.

 

Hertil kan de formentlig få hjælp af, at etapen kommer sent i løbet, hvor forskellene er relativt stort. Det betyder, at der vil være betydelig større aggressivitet tidligt på etapen, og det kan sagtens tage nogen tid at få et udbrud etableret. Deceuninck har ingen interesse i at hente dem, hvis blot Mas’ trøje ikke er troet, men til gengæld kan man være sikre på, at Bora satser stort. De er nu ude af kampen om det samlede podium, og dermed vil de satse 100% på at vinde med Ackermann. De er så stærke, at de nok kan sikre, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt.

 

Derefter venter vi, at Deceuninck, Bora og Mitchelton vil kontrollere det indledende flade stykke, måske med hjælp fra UAE. På stigningerne forventer vi et rigtigt cykelløb, hvor Mitchelton vil lægge pres på, men hvor vi også kan regne med angreb i klassementet. Det er sidste teoretiske chance for at presse Mas lidt, og rivalerne har intet at miste ved at give den et skud.

 

Deceuninck har imidlertid et af de mest klatrestærke mandskaber, og de kan altså ikke bringes ud af fatning i dette terræn. Vi vil formentlig se en relativt lille gruppe, når vi runder toppen af sidste stigning, men i de foregående år er der derefter altid sket en regruppering. Herefter vil hold som Mitchelton og Bora, hvis sprintere må formodes at overleve, have en interesse i at holde farten høj for at forhindre et comeback fra de tungere sprintere, og derfor regner vi med et hårdt forfølgelsesløb på det flade stykke ind mod Guilin.

 

I sidste ende forventer vi den samme reducerede massespurt som i 2017 og 2018, men en spurt, der kommer efter en relativt hård og hurtig dag, hvor folk vil være trætte. Selve spurten er ganske enkel med bare to sving på de sidste 3 km og en mere end 1500 m lang opløbsstrækning. Igen er der tale om en af de store kinesiske boulevarder med god plads til alle, og det vil derfor være en sag for de hurtigste af de overlevende, ikke mindst fordi der tillige vil være medvind.

 

Dermed er det også umuligt ikke at have Pascal Ackermann som favorit. Tyskeren viste forrygende form ved at overleve lørdagens stigning som en af de forreste og derefter sejre suverænt i spurten. Der bør derfor ikke være tvivl om, at han overlever bakkerne, og i dette felt er han sammen med Gaviria den bedste afslutter, især efter et hårdt løb. I denne ukomplicerede finale kan han virkelig lade farten tale, ikke mindst fordi han kan være stensikker på at have god støtte til sidst, hvor hurtige Felix Grossschartner og Maximilian Schachmann med sikkerhed klarer bakkerne. Sidste år blev han overraskende slået af Trentin, men det er stærkt usandsynligt, at det gentager sig i denne powerspurt. Derfor må Ackermann være manden, der skal slås.

 

Jokeren er Fernando Gaviria. Baseret på hans overraskende ringe kørsel på 3. etape er der ikke meget, der tyder på, at han klarer bakkerne, men chancen er der. Normalt er Gaviria uhyre holdbar, også mere end Ackermann, og når Groenewegen og Walscheid kan klare denne etape, er det i hvert fald også inden for rækkevidde for selv en alt andet end formstærk Gaviria. Vi så på 1. etape, at hans gamle fart trods den knap så gode form er tilbage, og dermed ved vi, at han har farten til at slå Ackermann. Han kan også glæde sig over den ukomplicerede finale, der mindsker betydningen af hans nye positioneringsproblemer, og han vil som minimum have Alexandr Riabushenko til at køre sig frem. Han har for vane at tabe en del fart efter hårde og lange løb, men han da han er den eneste, der reelt set både kan overleve bakkerne og har farten til at slå Ackermann, må han være den største trussel mod den tyske favoritsejr.

 

Sidste år skabte Matteo Trentin en sensation ved at slå Ackermann. Som vi så i går, er der ikke meget, der tyder på en gentagelse, for Trentin er bare ikke i nærheden af at være lige så hurtig som Ackermann. 2018-udgaven viste imidlertid, at meget kan ske efter 212 km med flere bakker, og Trentin kan håbe på, at det igen bliver så hårdt, at han kan sætte sig igennem. Hans bedste våben er de fremragende lead-outs, Mitchelton har kørt, og han kan nok engang se frem til at blive sat perfekt op af den uhyre formstærke Alexander Edmondson, som han blev det i går. Om det så er nok til at slå Ackermann, er tvivlsomt, men som vi så sidste år, er det trods alt ikke umuligt.

 

Normalt ville man aldrig have nævnt Phil Bauhaus til en så hård etape som denne. Der er imidlertid sket meget med den store tysker efter skiftet til Bahrain. Allerede i Catalonien viste han første gang sin forbedrede holdbarhed, og det gjorde han igen i Coppa Sabatini, hvor han var dybt imponerende i rollen som hjælper for Sonny Colbrelli. Senest chokerede han ved at sidde med de bedste på 3. etape, og dermed burde han have en ganske fin chance for også at klare bakkerne her. Normalt burde han være en af løbets hurtigste, men han har kørt nogle skuffende spurter på både 1. og 2. etape, og på 3. etape nåede han aldrig frem til fronten. Man kan håbe, at hans forbedrede holdbarhed kan komme ham til gode, og han vil elske den lange powerspurt, hvor han ikke skal døje med sine positioneringsproblemer og den manglende støtte fra et svagt hold, der risikerer kun at have Andrea Garosio hos ham til sidst.

 

En anden overraskelse i går var, at unge Max Kanter klarede stigningen. Det lå bestemt ikke i kortene, og selvom han ikke nåede frem til sidst, viste det, at han er mere holdbar end som så. Der er ingen garanti for, at han også kan klare bakkerne på så lang en etape, men når Walscheid kan, har han en chance. I finalen vil han i Nikias Arndt, der tabte sin kaptajn i går, som lead-out man, og det kan meget vel vise sig at være det allerbedste lead-out i et reduceret felt. Til gengæld så vi også på 2. etape, at han stadig mangler noget råstyrke, for her faldt han helt sammen i en spurt, hvor han ellers blev afleveret fornemt af Arndt.

 

Hvis ikke Kanter klarer den, har Sunweb Nikias Arndt. Vi så ganske vist i går, at han ikke helt har samme fart som Ackermann og Trentin, men det skal også ses i lyset af, at han jo faktisk prøvede at køre lead-out for Kanter. Derfor burde han kunne gøre det bedre, hvis han fra start satser på egne chancer. En lang powerspurt passer godt til råstærke Arndt, der er bedst i spurter efter hårde dage, som han viste med den nylige sejr i Vueltaen og med sejren i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Ackermann er en hård nød at knække, men dette er hans største chance for at gøre det.

 

Hvis John Degenkolb skal have et resultat, må dette være dagen. Tyskeren har ganske vist spurtet skidt på det seneste, både i Polen og Vueltaen og senest på 2. etape, hvor han ellers blev sat flot op. Det er imidlertid i lange powerspurter efter lange og hårde dage, at han har sin styrke, som han i år har vist med 2. pladser i Gent-Wevelgem og Frankfurt. Man kan frygte, at denne etape er lidt for let til, at Degenkolb, der senest kørte et godt VM, kan få det maksimale ud af sin holdbarhed, men som Trentin viste sidste år, kan meget ske på en hård dag i slutningen af oktober, og han har i Kiel Reijnen en god og formstærk mand til at sætte sig op.

 

Efter 3. etape står det klart, at indtrykket fra de sidste løb i Europa var korrekt. Timothy Dupont er vitterligt ved at være træt efter et meget hårdt efterår, men det betyder ikke, at han kan afskrives. Når Groenewegen kan vinde, kan også en relativt formsvag Dupont drømme om at komme med over, og skulle det lykkes, vil han være en af de hurtigste. Han er god i positionskampen, og selvom trætheden gør det svært at vinde, kan han med det rette hjul ikke udelukkes som en mand, der kan gentage Trentins overraskelse fra sidste år.

 

Dagens overraskelse var Jonas Koch, der blev en imponerende nr. 13. Dermed må han forventes at være den sprinter, der kommer lettest over stigningerne, og han vil derfor have sin hidtil bedste chance. Til gengæld skal man ikke kigge meget i hans resultatliste for at se, at han ikke har den helt store fart, og han ender sjældent i top 3. Omvendt viste han på 2. etape, der var meget let, at han med det rette held godt kan gøre sig gældende i dette felt. Det virker usandsynligt, at han vinder, men med den forrygende form bør det blive til et godt resultat.

 

Vi vil heller ikke helt udelukke Matteo Moschetti. Hvis han havde haft formen fra foråret, havde vi ikke været i tvivl om hans chancer, men selvom han langt om længe er blevet lidt bedre igen, så vi på 3. etape, at han stadig ikke er sig selv igen efter styrtet i Giroen. Alligevel må han tilskrives en chance på en etape, der er blevet vundet af Groenewegen, for han viste på 1. etape, hvor positionen ikke er optimal, at han er en af de allerhurtigste i dette felt. Klarer han mod forventning bakkerne, har han Degenkolb og Reijnen til at sætte sig op, og vi ved, at han har farten til at true de allerbedste.

 

En dark horse er Kristoffer Halvorsen. Hans skifte til EF har betydet, at Ineos har bedt ham arbejde for Chris Lawless og Ben Swift, men de har begge vist sig uhyre formsvage. Derfor er det helt urealistisk at tro på sejr til de i forvejen ikke særligt hurtige, men mere holdbare briter. Til gengæld kan Halvorsen godt drømme om at klare bakkerne her, og i lyset af den ringe form fra holdkammeraterne bør der være en realistisk mulighed for, at han får sin chance. Formentlig falder han fra, men hvis han sidder der, er han med sikkerhed en af de hurtigste, og han er god i positionskampen. Falder alle de tre sprintere fra, kan Jhonatan Narvaez spurte, men han kan ikke vinde etapen.

 

En anden joker er Juan Sebastian Molano. Egentlig er han her som lead-out man, men hvis Gaviria fortsætter med at sejle ud af bagenden, kan han måske komme i spil. I går førte han hårdt frem mod bakken, og derfor aner vi reelt ikke, hvad han kan, hvis han kører sin egen chance. I Colombia 2.1 imponerede han stort ved at vinde en knaldhård etape, og det viser, at han har en vis holdbarhed, når han er i form. Han kom godt igennem Vueltaen, hvor han var med på sidevindsetapen, og har han lidt af den form endnu, bør han kunne klare bakkerne og derefter med hjælp fra Riabushenko køre en god spurt.

 

Gårsdagens største taber var Davide Ballerini, der bad sit hold lægge pres på og gøre hårdt, inden hans egne ben selv eksploderede. Dermed blev det kulminationen på en katastrofal sæsonafslutning, og der er således ikke meget, der tyder på, at han klarer bakkerne i morgen. Omvendt er oktoberform en uforudsigelig ting, og bakkerne her er trods alt ikke som Alpe d’Huez. Normalt er Ballerini sammen med Trentin den mest klatrestærke sprinter i dette felt, og det bringer ham i spil. Til gengæld er han ikke verdens hurtigste i en flad spurt, hvor det med begrænset støtte er svært at se ham slå Ackermann.

 

Det er urealistisk at tro, at Dan McLay klarer bakkerne, og det kan måske åbne døren for Moreno Hofland. Det er ikke meget, vi har set til hollænderen efter skiftet til EF, men han viste i Tour of Norway og Route d’Occitanie, at han stadig kan spurte. Han klarede bakken i går, hvor han dog ikke nåede frem til spurten, men det vil han kunne, hvis han sidder med igen i morgen. Vi har vores tvivl om, hvorvidt han stadig har farten, men han har i hvert fald i Sep Vanmarcke en fremragende lead-out man.

 

Og netop Sep Vanmarcke kan også selv køre spurten. Det gjorde han i hvert fald i går, hvor han gjorde det hæderligt. Han kan dog gøre det bedre med den fremragende spurtstyrke, han for nylig viste i GP Beghelli og ikke mindst Trofeo Matteotti, hvor han sågar var feltets hurtigste mand. Hans chancer burde være bedre her, end de var i går, for han er som klassikerspecialist bedst i hårde, lange løb. Det bliver svært at vinde, men spurter han som i Italien, kan han gøre det godt.

 

UAEs tredje kort er Alexandr Riabushenko¸ men han får kun chancen, hvis både Molano og Gaviria falder fra. Han imponerede dog med en 2. plads i går, hvor han udnyttede Ackermanns slipstrøm til sågar at gå forbi Trentin. Én ting er dog at sidde på hjul af en sprinter, noget andet er at gå forbi ham. På den baggrund virker det svært usandsynligt, at Riabushenko, der er bedst i stigende spurter, kan vinde etapen, men med en god position kan det sagtens blive til endnu et topresultat efter skuffelsen på kongeetapen.

 

En af skuffelserne i løbet har været Timo Roosen, der slet ikke har kunnet begå sig i spurterne, heller ikke i går. Han burde dog have sin bedste chance på denne etape, hvor han virkelig kan drage fordel af den form, han viste i de seneste endagsløb i Belgien. Også han er bedst i stigende spurter, men bliver løbet tilstrækkeligt hårdt bør han i et lille felt være en af de hurtigste, og her vil han heller ikke lide helt under de problemer i positionskampen, han har haft i de hektiske finaler på de lette finaler, hvor han har skullet slås for meget på egen hånd.

 

Endelig vil vi pege på Jonathan Hivert. Franskmanden er først og fremmet puncheur, og de seneste dage har vist, at han ikke er i sin bedste form, men han burde nok kunne klare disse bakker. Hvis feltet bliver tilstrækkeligt reduceret, bør han kunne være med i en spurt, som vi så, da han i maj vandt en spurt i Aragonien, hvor det ikke steg så meget, som han foretrækker. Ellers vil Direct Energie kunne spurte med Lilian Calmejane, men selvom han gjorde det godt i går, kan han ikke vinde denne etape.

 

Andre ryttere, der kan tænkes at køre spurten, er Itamar Einhorn, Loic Vliegen, Kiel Reijnen, Jenthe Biermans, Davide Martinelli og Merhawi Kudus, men det er svært at se dem vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fernando Gaviria, Matteo Trentin

Outsidere: Phil Bauhaus, Max Kanter, Nikias Arndt, John Degenkolb, Timothy Dupont

Jokers: Kristoffer Halvorsen, Jonas Koch, Matteo Moschetti, Juan Sebastian Molano, Davide Ballerini, Moreno Hofland, Sep Vanmarcke, Alexandr Riabushenko, Timo Roosen, Jonathan Hivert

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Matteo Trentins sejr fra 2018 og Dylan Groenewegens sejr fra 2017.

Feltet.dks vinderbud

Pascal Ackermann
Fernando Gaviria, Matteo Trentin
Phil Bauhaus, Max Kanter, Nikias Arndt, John Degenkolb, Timothy Dupont
Kristoffer Halvorsen, Jonas Koch, Matteo Moschetti, Juan Sebastian Molano, Davide Ballerini, Moreno Hofland, Sep Vanmarcke, Alexandr Riabushenko, Timo Roosen, Jonathan Hivert
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of Guangxi
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Nationsranglisten: Årets største skuffelser

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

MANDAG

Ny Bahrain-Merida chef: Cavendish kan vinde igen

Italiensk medie: Van der Poel kører Milano-Sanremo næste sæson

Van der Poel i magtdemonstration i Jaarmarktcross Niel

Lucinda Brand vinder i sin sæsondebut ved Jaarmarktcross Niel

Holm & Bays Radio Tour: Cyklecross-special, Henrik Djernis som gæst og Stybar på telefon

Stem til Danish Bike Award - og vind billetter

Devolder skifter cykelkarrieren ud med landbrug

Fire danskere til start ved seksdagesløb i Gent

Pensioneret fransk rytter bliver sportsdirektør hos Vital Concept

Medie: Modolo skifter til Corendon-Circus

SØNDAG

Lasse Norman fører World Cuppen efter femteplads i Glasgow

Trods to styrt - Danmark nummer fem i parløb

2019-sæsonen: 10 mindeværdige øjeblikke

Stil spørgsmål til Feltet.dks ekspert

Van der Poel europamester for tredje gang i træk

Yara Kastelijn vinder EM i cykelcross

Gorka Izagirre skal køre cross i år

Evenepoel starter 2020 i Argentina

Van der Poel før EM: Holder øje med ung duo

LØRDAG

Selvsikker Fuglsang: Jeg vil gribe finalerne anderledes an

Jumbo-Visma-sportsdirektør: Tre stjerner er en stor fordel

Mads P om løbene efter VM: Ikke noget at råbe hurra for

Efter blodprop i benet: 35-årig spanier stopper karrieren

Tidligere U23-verdensmester bestjålet før EM

"Årets højdepunkt" - genlæs De Gendts vanvittige Tour-watt

Aerts forud for EM: Ingen kan slå van der Poel

Styrket Calmejane ser frem mod 2020 efter svag Tour

Leipheimer begræder Tour of Californias aflysning

Freeman med delvis indrømmelse i pakke-sagen

Fuglsang: Hemmeligheden er at spise mere

Hammer Series med officiel klage over UCI

Vuelta a Murcia fortsætter over to dage

ASO kritiseres fortsat for Saudi Tour

Skotsk RedBull BMX’er markedsfører Danmark i vild video

FREDAG

Nyt World Cup guld til Danmark

Total Direct Énergie vil have mere uforudsigelig kørsel i 2020

Mario Cipollini kæmper med hjerteproblemer

Trek-Segafredo har holdet på plads

Tidligere vinder: Aflysning af Tour of California er et stort tab for kvindecykling

Startlister til EM i cross

Froome under kniven – Har fået fjernet metal fra albuen og hoften

Michel Kreder stopper karrieren

Fuglsang om 2020: Fokus på OL kan koste Touren

4000 meter-holdet 0,15 sekund fra dansk rekord

Italiensk topsprinter skifter til rumænsk kontinentalhold

Astana forlænger med Fominykh

Japansk veteran skifter til Delko Marseille

Parløbssejr til Blume og Skivild

Kombinér cykeldrømme med skoleophold

TORSDAG

Skivild løber med titlen som dansk mester i Dernypace

Egehus vinder Andreas Byskov Sarbos Mindeløb

4000 meter-holdet hurtigst i kvalifikationen ved World Cup i Glasgow

Fundación Euskadi drømmer om WorldTouren

Riwal bryder med sine to danske alderspræsidenter

Test: Pearl Izumi Women’s Escape Thermal Glove

De Marchi: Hårdeste øjeblik i min karriere

Asgreen: Pludselig var man værelseskammerat med Yves Lampaert

Holm & Bays Radio Tour, afsnit 25: Sportspsykolog er med til en snak om cyklingens uundgåelige styrt

Jan Bakelants fortsat uden kontrakt for 2020

Officielt: Sam Bennett forlader Bora-Hansgrohe

Japaner og Trek-Segafredo bryder kontrakt

36-årig Quick-Step belgier ønsker at fortsætte karrieren

Giro-direktør om lang og bjergrig rute: Afslører de sande mestre

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

ONSDAG

Banelandsholdet er klar til World Cup-afdeling i Glasgow

Evenepoel om næste sæson: OL og VM er mine største mål

Stetina dropper landevejscykling og satser på gravel

Guarnieri om Madiot: Han lever og ånder for cykelsporten

Hurtig hollænder indstiller karrieren

Keisse og Cavendish parret i Gent

Asgreen: Min vedholdenhed har bragt mig op i hierarkiet

Van Aert vinder prestigefuld pris

Nationsranglistens bedste - Danmark i top ti

SENESTE

Stybar tilbage på crosscyklen for en kort stund

Officielt: De Negri suspenderet i fire år

Bernal: Dopingsyndere skader colombiansk cykelsport

Ledende UCI-medarbejder fyret efter alvorlige anklager