\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Favoritterne
Det er ganske vist set før, at udbrud er løbet af med sejren på Willunga Hill, men det er hævet over enhver tvivl, at denne etape lægger op til en afgørende dyst om den samlede sejr. Derfor er det også klassementsrytterne, der må forventes at skulle kæmpe om etapesejren, også fordi bonussekunderne kan vise sig essentielle i klassementet. 3. etape gav mange svar om den øjeblikkelige form hos løbets favoritter, og mange af de samme vil indtage hovedrollerne her, selv om opportunister længere tilbage i klassementet også vil opsøge deres muligheder. Eneste klassementsrytter med en defensiv indstilling til etapen er nærmest Javier Romo, der dog også kan miste sin føring på bonussekunder alene, hvorfor det er i Movistars interesse med et vindende udbrud.
Sidste års vinder på Willunga Hill, Oscar Onley, virkede overbevisende på 3. etape og ligner altså en mand i omtrent samme form som sidste år. Derfor vil så dygtig en puncheur som den unge brite naturligvis også have gode sejrschancer her, men han er udfordret af ikke at kunne forvente støtte fra holdkammerater i den absolutte finale. Alligevel kan han på egen hånd vise sig stærk eller snu nok til at vinde for andet år i træk og som minimum køre med om top 3-placeringernes vigtige bonussekunder.

Oscar Onley drømmer om en gentagelse fra 2024. Foto: Sirotti
For et år siden blev Jhonatan Narváez (UAE Team Emirates-XRG) nummer tre på denne etapeafslutning og har også i denne udgave sprudlet både op ad bakke og ikke mindst i spurterne. Med sin hurtighed, og ikke mindst gunstige position i klassementet, må han snart have erobret kaptajnrollen på sit hold og derfor blive lanceret til en stigende spurt, han meget vel kunne vinde. Længere bagude er Jay Vine dog heller ikke, end at han kan gribe ud efter sejren med et tidligt fremstød, og i et tidligt udspil på stigningen vil han bedre kunne følge de egentlige bjergryttere. Derfor er også han vinderkandidat her, men i en spurtafgørelse har Narváez markant bedre chancer.
Indtil nu har Finn Fisher-Black (Red Bull-BORA-hansgrohe) imponeret i dette løb, hvor han alene på hurtighed har kørt sig forbi de fleste konkurrenter og op på løbets fjerdeplads. Da han særligt har en force i de stigende spurter, bør han her kunne være blandt de bedste og i sin nuværende form tilmed kunne vinde, men top 3 vil nu også være godkendt i dette selskab. Han må dog regne med at skulle klare skærene selv, da hverken Laurence Pithie eller Ben Zwiehoff næppe vil sidde længe med.
Stephen Williams (Israel-Premier Tech) mistede tid efter et styrt på 3. etape og ligner derfor ikke en mand, der kan forsvare den samlede sejr fra sidste år. Mere forslået blev han dog ikke, end at han kun er 35 sekunder fra førertrøjen, og netop dette minus kan være en fordel i en finale, hvor han ikke er en øjeblikkelig klassementstrussel. På toppen af sin formåen ville han under alle omstændigheder være blandt de oplagte vinderkandidater her, men der er naturligvis en vis tvivl om fysiske tilstand. Stigningen er nok trods alt en tand for lang for Corbin Strong , men hvis der køres passivt i bunden, kunne han godt sidde med, og så bliver han farlig i en spurt. Angreb kunne være vejen frem for Michael Woods, der ligeledes er 35 sekunder fra førertrøjen.
Løbets udvikling har isoleret Luke Plapp som den oplagte kaptajn på Team Jayco AlUla, da Mauro Schmid akkurat ikke kunne sidde med de øvrige favoritter på 3. etape. Hjemmebanehelten Plapp har da også høje ambitioner i dette løb, men vil få svært ved at vinde en spurtafgørelse, hvorfor han skal åbne tidligt for at kunne gøre sig realistiske forhåbninger om en sejr. Med støtte fra Chris Harper og Schmid kunne han snildt befinde sig i en god situation i finalen, men top 3 er mere sandsynligt end en sejr.

Den mangedobbelte australske mester, Luke Plapp, ligner bedste bud på en hjemmebanesejr. Foto: Sirotti
På 3. etape virkede Magnus Sheffield (INEOS Grenadiers) i hopla på sidste stigning og kunne derfor meget vel være blandt de stærkeste på en etape som denne. I dette favoritfelt er han dog ikke den hurtigste af alle, og derfor skulle det næsten med et veltimet solofremstød, at han ligefrem skulle vinde. Af samme grund er det også mere sandsynligt, at han kan spurte sig i top 5 eller muligvis top 3 på etapen. Michał Kwiatkowski virker velkørende, men vil umiddelbart være låst i en hjælperrolle.
Den vævre Rémy Rochas (Groupama-FDJ) gjorde god figur på 3. etape, hvor han ikke bare angreb to gange på sidste stigning, men også formåede at slå hul på et tidspunkt, hvor de største favoritter havde lukket op for gassen. Derfor ligner han en mand, der vil kunne følge de bedste, men i dette selskab ville det dog være imponerende med et bedre resultat end top 5. Holdets næststærkeste kort, Quentin Pacher, er umiddelbart hjælper for Rochas.
Selv om et trøjeforsvar og ikke en etapesejr vil være øverst på ønskelisten hos Javier Romo og Movistar Team, tæller han stadig med blandt favoritterne til topplaceringerne. Han kan takke sin timing for etapesejren på 3. etape, men forinden sad han nu også med blandt de forreste, når favoritterne angreb og lignede derfor selv en af feltets bedste opad. Han vil unægteligt få svært ved at spurtbesejre mange af disse konkurrenter, men et vist punch har han bestemt, ligesom han ville klare sig godt i en tidlig åbning, og derfor er top 5 eller top 3 inden for rækkevidde.
Uden at selv være i offensiven sad Sergio Higuita (XDS Astana Team) tilsyneladende relativt ubesværet med på 3. etape og melder sig derfor ind som outsider på en etape som denne. En stigende spurt er stadig en spidskompetence hos den 27-årige colombianer, der derfor ikke skal undervurderes, men som dog har kørt under niveau i de senere par sæsoner, hvorfor top 5 ville være et glimrende resultat.
Lidl-Trek skilte sig ud som løbets dominerende hold på 3. etape, hvor de formåede at have forbløffende fem ryttere blandt de 17, der var nærmest til at hente Romo i finalen. Omvendt gav etapen ingen klare svar på, hvem de kører for, men det var faktisk veteranen Bauke Mollema , der så bedst ud på sidste stigning. Patrick Konrad fordel af at ligge bedre til i klassementet, mens Albert Withen Philipsen har en ungdomstrøje at forsvare, men dagsformen kan også gøre Andrea Bagioli til kaptajn. Hver for sig ligner top 3 det bedste mulige resultat for disse dygtige ryttere, hvorfor en sejr nok skulle sikres i en overtalssituation.
En bjergrytter som Thomas Gloag (Team Visma | Lease a Bike) ville have haft gavn af en længere stigning og kunne derfor finde på selv at åbne ballet på stigningen, men han er dog også så tilpas eksplosiv, at han ikke er uden chancer i en puncheurspurt. Derfor virker top 5 som en fornuftig målsætning på en etape som denne, hvad enten den udvikler sig en længere klatredyst eller en heftig spurtafgørelse.
Han formåede ganske vist ikke at følge de bedste på 3. etape, men denne afslutning er så godt et match for en mand som Lukas Nerurkar (EF Education-EasyPost), at han endnu ikke kan afskrives helt. Det skader såmænd heller ikke hans chancer, at han er 1.12 fra førertrøjen, da han så kan have en vis taktisk frihed til at angribe. Hans antrit på korte stigninger er normalt blandt feltets bedste, så han burde kunne køre med om minimum top 5-placeringerne, hvis altså ikke han er for langt tilbage formmæssigt. Markel Beloki og Esteban Chaves skulle ramme det rette udbrud for at køre med om sejren.
På et stærkt Decathlon AG2R La Mondiale Team har Bastien Tronchon ladet benene tale og har via bonussekunder og en flot 3. etape kørt sig helt op på løbets øjeblikkelige femteplads. De præstationer og den placering bør cementere en kaptajnrolle på holdet, og med sin nuværende form skulle han da også nok igen kunne sidde flot med og nærme sig top 10 eller måske top 5 på etapen. Jordan Labrosse og Paul Lapeira ligger længere tilbage i klassementet, men kunne have chancer fra tidlige angreb.
Det fornærmer vist ikke nogen at sige, at nyprofessionelle Afonso Eulálio (Bahrain-Victorious) var det mest ukendte medlem af favoritgruppen på 3. etape, men det holdt ham ikke tilbage fra ligefrem at angribe favoritterne. Det må siges at vidne om god klatreform, så selv om han igen må leve med en status som underdog, så lover hans kørsel om, at top 10 eller endda top 5 er muligt på en etape som denne. En Robert Stannard kunne have muligheder fra et tidligt angreb.