SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DKS HELÅRLIGE MANAGERSPIL

Ruten

Hvis der er én ting, der har ligget fast, har det været, at løbets traditionelle kongeetape til Willunga Hill altid har ligget på næstsidste dag, men det blev der lavet om på i 2019. Dengang skubbede man som noget nyt løbets nøgleetape med yderligere 24 timer, og derfor skulle vi helt frem til sidste etape for at finde løbets afgørelse på toppen af Willunga Hill. Den model var man tilsyneladende begejstrede for, idet den gentages i 2020. Den betød også, at sprinterne mistede deres traditionelle afsluttende massespurt i Adelaide, men til gengæld fik de som kompensation en sidste chance på lørdagsetapen, der som sagt ellers altid har været tiltænkt klassementsrytterne. Det håber de også at få i år, men denne gang bliver det slet ikke let at få en spurt, når den typisk forblæste afslutning i Victor Harbor vender tilbage, men i den hårde udgave fra 2016, hvor en sen og stejl stigning betød, at det i stedet blev Simon Gerrans, der spurtede sig til sejr fra et reduceret felt.

I alt skal der tilbagelægges 149,1 km mellem Glenelg og Victor Harbor. Starten går helt ude ved kysten syd for Adelaide, og som mange andre etaper indledes det hele med en af de bakker, der fører ud af millionbyen. Herefter består den første del af etapen af en tur mod syd ned langs vandet, hvor let faldende terræn først afløses af småkuperet terræn, når man drejer mod øst for at køre frem til dagens første spurt, der er placeret efter 33,9 km. Herefter begynder det at stige let, mens man kører mod nordøst og siden sydøst, indtil man når frem til dagens anden spurt efter 56,0 km. En lille bakke (2,4 km, 4,2%) følger, hvorefter det i stedet begynder at falde let mod øst og sydøst hele vejen ned til Strathalbyn, som nås efter godt 75 km.

Herfra bliver det næsten helt fladt, mens man kører mod sydvest med retning mod kysten, der nås i byen Goolwa med knap 40 km igen. Her drejer man mod vest for at køre hen langs vandet med retning mod Victor Harbor. Kort inden byen venter der imidlertid en grim overraskelse, når rytterne drejer mod nordvest for at forlade vandet. Her begynder det at stige let, inden man rammer kategori 2-stigningen Kerby Hill (1,5 km, 8,9%), der har top med bare 20,0 km til mål. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod nord, inden man vender rundt og kører mod sydvest og syd via en nedkørsel med retning mod kysten. Man drejer mod sydvest med 8,3 km igen, hvorefter det bare er let faldende, inden man skal over en bakke (1,4 km, 4,1%), der har top bare 5,5 km fra mål. Den efterfølgende nedkørsel ender med 4 km igen, hvorefter det er helt fladt. Med 2,4 km igen drejer man skarpt mod øst for at køre ind gennem byen ud mod vandet, hvor man skal lige igennem en rundkørsel med 1200 m igen, hvorefter der er to skarpe sving med bare 700 og 600 m igen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen byder på i alt 2006 højdemeter.

I de første år var Victor Harbor vært for løbet stort set hver gang, men siden 2010 er byen kun blevet besøgt i 2018, hvor Elia Viviani tog sin første sejr i løbet, i 2017, hvor Caleb Ewan tog sin anden af fire etapesejre, i 2016, hvor Simon Gerrans vandt etapen i en reduceret massespurt i årets hårde finale, i 2014, hvor André Greipel vandt en reduceret massespurt efter en hård sidevindsetape, og i 2012, hvor Greipel også var hurtigt. Graeme Brown og Allan Davis vandt i henholdsvis 2009 og 2008, mens Baden Cooke, Luis Leon Sanchez, Philippe Gilbert, Robbie McEwen, Alessio Galletti og Stuart O'Grady alle vandt her, inden løbet blev en del af WorldTouren.

Vejret

Victor Harbor-etapen er traditionelt den, hvor sidevind har den største chance for at komme i spil, men efter nogle blæsende dage lægger vinden sig yderligere frem mod lørdagen. Det bliver en perfekt dag til cykelløb, da der blot vil være få skyer, og temperaturen vil holde sig helt nede på bare 24 grader. Vinden vil stadig være mærkbar med en jævn vestlig vind på 20 km/t, inden den i løbet af etapen langsomt vil dreje, så den mod slutningen snarere kommer fra sydvest. Det giver direkte sidevind på stykket ned langs kysten, inden man får med- og sidemedvind frem mod forplejningen. Herfra er der sidemodvind hele vejen ned til Goolwa, inden man får modvind på turen hen langs kysten. På bakken er der sidemodvind, inden man får sidevind frem mod nedkørslen og derefter sidemodvind ned til svinget med 2,4 km igen, hvorefter der er sidemedvind i den kringlede finale.

Analyse af 4. etape

Er det nye tider? Det skal man naturligvis være varsom med at konkludere på baggrund af fire løbsdage i en 2020-sæson, der knap er kommet i gang, men alligevel er det svært ikke at stille sig selv spørgsmålet. Det føltes i hvert fald, som om verden næsten var at lave denne nat, da Caleb Ewan spurtede sig til sin anden etapesejr på bare tre dage.

Det var naturligvis overhovedet ikke nyt, at Ewan sikrede sig en etapesejr i Tour Down Under. Faktisk bragte nattens triumf ham op på i alt ni sejre, hvilket placerer som ham den tredjemest vindende i løbets historie bag André Greipel med 18 og Robbie McEwen med 12. Nej, det mærkværdige var, at Sam Bennett oplevede at blive regulært overspurtet i en situation, hvor han ikke var tvunget til at komme bagfra og forsøge at indhente en rival, der var blevet sat bedre op end ireren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Min hukommelse kan spille mig et puds, men det er meget svært at erindre, hvornår Bennett sidste har kørt en spurt, hvor en rival har været så synligt hurtigere end ham. Ganske vist oplevede han at blive slået af Fabio Jakobsen i Vueltaen, af Alvaro Hodeg i BinckBank Tour, af Elia Viviani i RideLondon Classic og af Wout van Aert i Criterium du Dauphiné, men hver gang skete det i en situation, hvor hans rival havde kunnet starte sin spurt fra en markant bedre position end den lynhurtige irer. Faktisk var mønsteret hver gang, at Bennett kom med fart bagfra, og den imponerende topfart har naturligt ledt til spørgsmålet, om ikke han faktisk efterhånden er verdens hurtigste. Den titel har hidtil tilhørt Dylan Groenewegen, og det er da også den hollandske kanonkugle, der senest har været markant hurtigere end Bennett, nemlig i sidste års Paris-Nice, hvor den meget formstærke Jumbo-Visma-rytter var nærmest helt usårlig, indtil han ben pludselig eksploderede efter flere hårde dage i sidevinden.

Siden dengang har Bennett været næsten umulig at slå, hvis ikke han er blevet fanget i positionskampen. Den risiko har til gengæld været til stede på et Bora-hold, der kørte ham så meget ud på et sidespor, at stort set alle gode lead-out-ressourcer blev sendt i retning af Pascal Ackermann. Netop derfor har udsigterne for Bennett også været så uhyre gode frem mod 2020, hvor han er blevet forenet med verdens vel nok bedste tog hos Deceuninck-Quick Step, og da Shane Archbold og Michael Mørkøv på 1. etape leverede et sandt mesterstykke af et lead-out, blev tesen om, at Bennett i år vil være helt usårlig blot yderligere styrket.

Sådan var det imidlertid ikke i nat i Murray Bridge. Her leverede Deceuninck-drengene ellers endnu en opvisning i fart og timing, da de først skød frem med Dries Devenyns, Iljo Keisse og Shane Arhcbold i front, inden de lod FDJ-toget køre sig trætte i vinden. Med tårnhøj klasse skøde Mørkøv nok engang frem, da franskmændene begyndte at tabe fart, og da den danske og den irske mester helt som spået i gårdagens optakt var først igennem det kritiske sving til sidste, burde resultatet egentlig være givet på forhånd.

Det var det bare ikke. Caleb Ewan viste nok engang, at han har forfinet den kunst, Bennett også har mestret, nemlig at udse sig baghjulet på det bedste tog, og efter en kikser på 1. etape var australieren nok engang at finde på rette sted på rette tidspunkt, præcis som det var tilfældet i hovedparten af spurterne i den seneste Tour. Herefter bekræftede han det indtryk, man også var efterladt med i Adelaide i søndags, hvor hans topfart var en lige eller to over rivalernes, og selvom det denne gang var Bennett, som ikke spillede en rolle i gadeløbet, der skulle slås, og han derfor blev presset betydeligt mere, end han gjorde i åbningsløbet, var der ingen tvivl om, hvem der var hurtigst af de to supersprintere.

Det understreger nok engang, at der er sket noget med Ewan efter skiftet til Lotto. Specielt i 2017 var den lille australier lynhurtigt i disse rene massespurter, men i forbindelse med sin store krise i 2018 blev han forvandlet til en skygge af sig selv - så meget at han gik glip af den Tour-deltagelse, han var lovet. Den tendens fortsatte gennem hele foråret sidste år, hvor han ikke var i nærheden af at true de hurtigste i løb som UAE Tour og Paris-Nice, hvor han var oppe mod blandt andre Bennett, ligesom han jo som bekendt heller ikke vandt én eneste etape i Tour Down Under - noget, der nærmest er uhørt for den lokale supersprinter.

Det forandredes i sidste års Tour, hvor han pludselig kunne slå en ganske vist temmelig forslået Groenewegen, og siden da har Ewan været meget svær at bide skeer med. Senere på efteråret vandt han i formsvag tilstand Brussels Cycling Classic, og nu har han taget hul på 2020 med en fabelagtig start, hvor det kun er hans stadig lidt for mangelfulde tog, der har forhindret ham i at kunne notere maksimal gevinst på fire triumfer ud af fire mulige.

Til gengæld var det lidt et slag i ansigtet for Bennett. Selv brokkede han sig efterfølgende over den åbenlyse fejl i løbsbogen, hvor det var anført, at sidste sving kom med 300 m igen, mens realiteten var, at 150 m-skiltet dukkede op, umiddelbart efter at Mørkøv havde ført ham igennem kurven. Planen var ellers, at danskeren herfra skulle have skruet farten i vejret, inden Bennett skulle have startet sin spurt, men da stregen pludselig var ganske tæt på, gik supersprinteren i panik og åbnede for gassen en anelse for tidligt.

Selv er han af den opfattelse, at han kunne have vundet spurten, hvis informationerne havde været korrekt. Hvorvidt det er sandt, får vi aldrig svaret på, men det er svært at være helt enig i den vurdering. Det var i hvert fald klart, at Ewan havde i hvert fald et par gear ekstra, og den lille australier var ikke just tæt på at blive slået.

Det betyder naturligvis ikke, at det vil være styrkeforholdet gennem resten af sæsonen. Vi så i Stirling, at Bennett er temmelig langt fra sin topform, mens Ewan trods et ønske om en roligere start tydeligvis har draget god fordel af de gode træningsbetingelser i Australien. Derfor kan ”normaliteten” sagtens være genoprettet, når vi når den væsentlige del af sæsonen, men konklusionen efter de første massespurter i Australien er i hvert fald, at det lige nu er Ewan, der har en temmelig uventet overhånd.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Til gengæld må Elia Viviani nok sande, at han ikke kan drage mange konklusioner om sit niveau efter denne uges kørsel i Australien. Efter et kiks i tirsdags leverede Fabio Sabatini og Simone Consonni nemlig et glimrende lead-out, som må give europamesteren en vis optimisme, men skaderne efter gårsdagens styrt var så store, at italieneren hurtigt måtte sande, at det var umuligt at tage kampen op med de bedste. Da hans to spurter i ”rask” tilstand samtidig lod noget tilbage at ønske, er det således klart, at Viviani bliver den af de tre supersprintere, som kommer ud fra løbet med flest spørgsmålstegn ved eget niveau, også selvom dagens flotte lead-out må lune ganske betydeligt.

Langt større glæde har Jasper Philipsen grund til at have. Ganske vist er det usandsynligt, at han gentager sidste års etapesejr, men han kan alligevel tage fra Australien med selvtillid. De seneste etaper har nemlig nok engang understreget, at hans næse for positionering er uhørt god for så ung en rytter. Det er ganske bemærkelsesværdigt, at en uerfaren rytter med en mildt sagt halvkedeligt tog med så stor træfsikkerhed kan gå i top 3 hver eneste gang, også i en uhyre teknisk finale. Da hans fart samtidig ser ud til at have fået yderligere et nøk i forhold til sidste år, og da han overgik egne forventninger til holdbarhed med 4. pladsen i Stirling, ser det ud til, at 2020 kan blive et år, hvor han kan omsætte sidste års endeløse serie af sekundære placeringer til flere sejre.

En anden rytter, der kan juble på vej hjem i flyet, er André Greipel. Nej, han kommer ikke til at udbygge sin rekordserie på 18 australske etapesejre, men i lyset af de trængsler, han havde i 2019, kan mindre også gøre det. Dengang var det nærmest en overskrift værdig, hvis den store tysker kom i top 10, selv i svagt besatte løb på lavere niveau. I denne uge har han imidlertid nu været i top 5 i begge massespurter og vist en fart, der er helt usammenlignelig med det, vi så sidste år. Endnu bedre blev det af, at han i dag var med fremme i en teknisk finale, der slet ikke er noget for den positioneringssvage gorilla, og derfor har det australske eventyr givet et indtryk af, at der nok var noget om snakken, når han forklarede sidste års uhørt ringe præstation med en bakteriesygdom.

Spurten i nat blev også en understregning af, at der vitterligt er krummer i Alberto Dainese. Ganske vist har det længe stået klart, at han nok er den mest lovende nyprofessionelle sprinter, men alligevel har der været noget at bevise i karrierens første WorldTour-løb. Det har han til gengæld gjort med bravur, efter at han i dag kørte en meget overbevisende spurt, selvom hans desværre stadig lidt for urutinerede Sunweb-tog heller ikke denne gang fik ham bragt i position. Selvom han gik igennem sidste sving o en ugunstig position, lykkedes det ham på det korte opløb at avancere til 5. pladsen, hvilket nok engang understreger, at vi her taler om endnu et af det uhyre store antal lovende topsprintere, som ofte kommer fra støvlelandet.

Også Bora kan være godt tilfredse med udbyttet af massespurterne. De skal indstille sig på en ny virkelighed uden Bennett, som betyder, at de ikke pr. automatik er et førende sprinterhold i ethvert løb, men alligevel har de gjort det over forventning. I nat skulle de køre for den spændende ester Martin Laas, der dog undervejs meldte om så dårlige ben, at det i stedet blev den på 1. etape så succesrige Erik Baska, der skulle have endnu en chance. I sidste ende gik toget imidlertid helt i skuddermudder, og derfor var det faktisk ganske flot, at de to sprintere, som endte med at tage hver deres chance, begge kom i top 10.

Etapen havde imidlertid også sine tabere. Udover den forslåede Viviani var den største vel Marc Sarreau, der ellers endelig fik chance for virkelig at teste sig af på WorldTouren. Til dette løb har han nemlig fået lov at låne Jacopo Guarnieri af Arnaud Demare, og i nat viste italieneren nok engang sin tårnhøje klasse, da han tog kontrol frem mod svinget, inden Deceuninck i sidste øjeblik gik forbi. Mens toget imponerede, faldt Sarreau imidlertid nok engang helt igennem og gled kun tilbage, da spurten blev åbnet. Med tanke på franskmandens store succes i Frankrig, er det en anelse overraskende, at hans fart har været så pauver i dette løb. Lad os håbe, at det skyldes den mangelfulde form, han selv omtalte inden løbet, og som også kom til udtryk i Stirling.

En anden taber var Giacomo Nizzolo, der med en 7. plads nok engang bekræftede, at han selv i den nuværende formsvage udgave er en topsprinter, men som stadig ikke har lukket hullet op til de ryttere, han jævnligt udfordrede inden de mange knæskader. Og Kristoffer Halvorsen, som ellers er blevet sat så fornemt op af EF de første dage, måtte denne gang sande, at det nyetablerede EF-tog fortsat er temmelig skrøbeligt, da et grimt styrt til Mitchell Docker svækkede dem så meget, at de slet ikke kom frem i spurten.

Alligevel var det nok slet ikke en sprinter, der var allermest ærgerlig efter etapen. Det var nok snarere Daryl Impey, der havde satset på at score seks bonussekunder i de indlagte spurter og måske sætte Richie Porte til vægs i den sidevind, hans sportsdirektør Matt White havde talt om i flere dage. Helt som forventet kontrollerede Mitchelton da også de første 40 km, men her må Impey have forbandet Philipsen langt væk. Belgieren kan nemlig lugte pointtrøjen, og ved at vinde begge spurter fik han samtidig taget vigtige sekunder væk fra en af Diego Ulissis vigtige konkurrenter. Porte og Trek gjorde også et glimrende arbejde, da det lykkedes Mads Pedersen at slå Impey i den første spurt, og dermed blev det ”kun” til 3 sekunder til sydafrikaneren.

Dermed ser et hattrick fortsat svært ud. Drømmen om sidevindskaos udeblev, da alle var for opmærksomme, og vinden var for svag. Ineos, Deceuninck og Mitchelton forsøgte sig alle, men desværre faldt den kraftige vind onsdag og torsdag for det australske hjemmebanehold på de forkerte dage. Derfor er afstanden op til førertrøjen stadig tre sekunder, og med udsigt til både bonussekunder og ”rigtig” tidsgevinst til Porte på Willunga Hill på søndag, skal der mere til.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Heldigvis er der en chance endnu. Til Impeys glæde har arrangørerne nemlig krydret den ellers normalt så flade Victor Harbor-etape med en hård stigning i finalen, og i netop den afslutning ved Mitchelton, hvordan det skal gøres. Da samme afslutning for foreløbig eneste gang blev brugt i 2016, satte australierne sprinterne til vægs på bakken, så Simon Gerrans senere kunne spurte sig til etapesejr og 10 bonussekunder, der hjalp ham med nok engang at få skovlen under Porte. Den model håber de at genbruge i nat, nu bare med Impey som afslutter i stedet for holdets tidligere kaptajn.

For at det skal lykkes, skal de imidlertid have skovlen under Ewan. For fire år siden blev den lille australier sat til vægs på bakken, men hans klatreevner fra dengang tåler slet ikke sammenligning med de bakkeben, han besidder i dag. Ewan har allerede én gang snydt Impey for livsvigtig bonus, da han slog sin tidligere holdkammerat i Stirling, og det skulle såmænd ikke undre, om det mønster gentager sig i nat. Når farten rækker til at slå Bennett, der ellers længe har været temmelig usårlig, er der i hvert fald sket noget siden sæsonstarten for et år siden. Det er tilsyneladende nye tider, både i massespurterne og i Tour Down Under, hvis det faktisk denne gang skal lykkes Porte ikke at blive nr. 2, men faktisk få skovlen under sin onde sydafrikanske ånd på hjemmebanen.

Favoritterne

I gamle dage ville det nu have været tid til at få løbet afgjort på Willunga Hill, men for andet år i træk er kongeetapen rykket til søndag. Det betyder, at sprinterne håber på at få en sidste chancen, inden det lette kavaleri igen tager over på løbets ikoniske nøgleetape.

Ved første øjekast ser det også ganske lovende ud. Victor Harbor plejer at være synonym med massespurt, som det fremgår af ovenstående opregning af de tidligere vindere i byen, der er blandt de mest besøgte i løbets historie. År efter år tales der ellers om risikoen for sidevind på den lidt blæsende halvø Flerieu, men det er kun i forbindelse med André Greipels sejr i 2015, at vinden for alvor har været i spil, i hvert fald i tiden, efter at løbet kom på WorldTouren i 2008.

Der er dog én markant undtagelse. I 2016 skulle man for foreløbig eneste gang over Kerby Hill, og det ændrede forløbet dramatisk. GreenEDGE gik grassat på stigningen, hvor stort set alle sprintere, herunder Caleb Ewan, blev sat til vægs. Giacomo Nizzolo var den eneste relativt klassiske sprinter, der overlevede bakken, men han var i finalen alligevel ude af stand til at matche Simon Gerrans, der med en fornem spurtsejr tog et stort skridt mod sin fjerde samlede sejr.

Den taktik har Daryl Impey utvivlsomt ønske om at kopiere. Som skrevet i analysen skal han som minimum have fundet tre bonussekunder, inden de rammer Willunga søndag eftermiddag, og sandsynligheden for, at det er nok, er ikke stor. Sydafrikaneren skal på jagt i indlagte spurter på begge de kommende etaper, men hans bedste chance for at tage et stort skridt mod samlet sejr er en mulig etapesejr i Victor Harbor.

Heldigvis er mulighederne også til stedet. Det er ikke uden grund, at det blot var 74 ud af 136 mand, der klarede bakken for fire år siden. Ganske vist er den kort, men i vanskelighed er den helt sammenlignelig med Torrens Hill Road i Paracombe, hvor Richie Porte i går kørte fra alt og alle. Faktisk er bakken her en anelse længere og kun marginalt mindre stejl, og det fortæller alt om, at det er en stigning, der kan gøre skade.

Til gengæld kommer den naturligvis også langt længere fra mål, og vi vil naturligvis ikke se Porte, Simon Yates, George Bennett og de andre klassementsrytterne gå i offensiven. I stedet vil det være Mitcheltons opgave som i 2016 at sætte et dræbende tempo, som kan gøre etapen til et blodbad og parkere Ewan, Sam Bennett, Elia Viviani, Jasper Philipsen og de andre supersprintere inden toppen og herefter holde dem bag sig på det hurtige indløb mod Victor Harbor.

Bakken er imidlertid ikke den eneste udfordring. Som sagt er vinden altid et tema i Victor Harbor, men jeg tvivler nu på, at den bliver afgørende denne gang. Efter tre blæsende dage lægger den sig nemlig yderligere, og samtidig synes retningen ikke at være helt rigtig. Ganske vist lægges der ud med et sidevindsstykke, der kan skabe en del indledende nervøsitet, men når vinden ikke kunne splitte feltet i dag, vil det næppe heller kunne lade sig gøre i morgen. Da vinden drejer mod sydvest senere på etapen, vil der efter medvindsstykket formentlig være for meget modvind resten af dagen til, at den vil have en løbsafgørende betydning. Skal feltet splittes, skal det formentlig ske lige på toppen af bakken, hvor der er et sidevindstykke, og hvor et mærket felt i forvejen vil være trukket ud til bristepunktet. Hvis ikke en forcering her, knækker gruppen, vil vinden næppe være en faktor.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det bliver interessant at se, hvordan Mitchelton griber etapen an. De skal bruge en masse kræfter til at skabe udskilning i finalen, men de er næsten også nødt til at forsøge at kontrollere etapen i hvert fald frem til den første og måske også den anden indlagte spurt. Derfor vil vi formentlig se en gentagelse af dagens scenarium, hvor intet udbrud kan etableres, før Mitchelton slipper tøjlerne. I mellemtiden skal Impey forsøge at score så mange sekunder som muligt, men han vil igen skulle slå Jasper Philipsen, der har ambitioner om den blå trøje, samt Mads Pedersen og Kiel Reijnen, der forsøger at hjælpe Richie Porte.

Senest efter den sidste spurt vil udbruddet blive etableret. Er det ufarligt, vil Trek elske at lade det holde hjem, men det vil Mitchelton naturligvis ikke. De vil utvivlsomt gøre alt for at skabe samling, og de kan formentlig også regne med hjælp fra Lotto og Deceuninck. Dermed burde udbruddet være dødsdømt.

På stigningen kan vi forvente, at Cameron Meyer, Lucas Hamilton og måske endda Simon Yates får til opgave at gå til stålet og skabe så stor udskilning som muligt. Herefter må det blive ét langt forfølgelsesløb mellem et felt, formentlig ført an af Mitchelton - med mindre alle sprinterne alligevel har klaret den - og de sprinterhold, hvis sprinter har overlevet, inden det bliver til en reduceret massespurt inde i Victor Harbor. Her venter nok engang den uhyre kringlede afslutning, som vi kender fra tidligere, hvor de to sving på den sidste kilometer vil betyde, at det i højere grad handler om position end om topfart.

Det helt store spørgsmål er, hvor mange der vil klare bakken. Den gode nyhed for sprinterne er, at der vil være sidemodvind, og det vil mindske udskilningen. Samtidig er den så kort, at man med god position kan komme langt, men det ændrer ikke på, at dens stejlhed gør, at der vil komme en ganske betydelig udskilning.

Det får mig til at pege på Caleb Ewan som favorit. Der er langt fra nogen garanti for, at den lille australier kommer med over - det mislykkedes som bekendt sidste gang - men i dag er han en helt anden klatrer end for fire år siden. Samtidig har han vist overraskende god form i et år, hvor han satsede på en rolig start, og hans sejr i Stirling viser i hvert fald, at klatrebenene har det fint. Også hans forsøg på at gøre førertrøjen ære ved at hænge på så længe som muligt i Paracombe var ganske lovende, og derfor bør Ewan have en god chance for at klare bakken. Samtidig er hans største problem længere stigninger, men en kort, stejl sag som denne er slet ikke så slem for den lille australier.

Kommer han med over, bliver han svær at slå. Som understreget i analysen viste han i dag, at han lige nu er feltets i særklasse hurtigste, og samtidig understregede han igen sin eminente positionering. Roger Kluge kommer næppe over bakken, men det bør Tosh van der Sande gøre, og dermed har han stadig én af sine lead-out men til at føre sig frem. Kan han positionere sig, som han gjorde i dag, ved at placere sig bag på det bedste tog, synes der i øjeblikket ikke at være nogen, der kan slå ham. Derfor er han min favorit.

Hvis han derimod falder fra, må Daryl Impey være manden, der skal slås. Egentlig spurtede han ikke voldsomt imponerende i 2019, men i dette løb betyder hans eminente form, at han altid er hurtigere end i andre løb. Det har han også været i dette løb, hvor han har gjort det fornemt i de indlagte spurter selv mod en stribe sprintere, og hvis først Ewan, Bennett, Viviani og Philipsen er væk, er der ingen, han ikke har en realistisk chance for at slå. Det skyldes ikke mindst den tekniske finale, der gør farten mindre vigtig, men det kan blive en udfordring, hvis holdet skal bruge alle deres ressourcer på at køre stærkt på bakken. Lucas Hamilton og Simon Yates kan næppe køre et lead-out, men får han Cameron Meyer med over, står han stærkt. Bruger den australske mester sin banefart til at føre Impey frem mod de sidste sving, kan han meget vel gentage Gerrans’ kunststykke fra 2016.

Havde dette været juli, havde jeg ikke været i tvivl om Sam Bennett. Ireren er vel egentlig en endnu bedre klatrer end Ewan, men Stirling-etapen viste åbenlyst, at januarformen ikke er i top. Tværtimod mangler han åbenlyst en hel del, og det blev blot yderligere understreget i dagens spurt, hvor det som nævnt i analysen var helt atypisk at se ham blive slået på ren fart. Det betyder imidlertid ikke, at han er uden chance. Formen var stadig god nok til at køre finale i Stirling, og han har et fremragende hold til at føre ham ind på bakken allerforrest i feltet. Kommer han først med over, er der gode chancer for, at en tilsyneladende meget formstærk Michael Mørkøv gør det samme. Sker det, kan han regne med endnu et sublimt lead-out fra danskeren, og i en teknisk finale kan det være nok til at vinde, også selvom Ewan lige nu åbenlyst har et gear, Bennett ikke har.

Egentlig tror jeg, at Jasper Philipsen har en endnu bedre chance for at klare bakken. Normalt klatrer han ellers ikke nær så godt som Bennett, men hans spurt i Stirling vidner om storform. Her var han synligt bedre end Bennett, og det gør det i hvert fald realistisk, at han klarer bakken. Når jeg alligevel placerer ham under Bennett i hierarkiet, skyldes det, at chancen for en sejr stadig er mindre. Han vil næsten med næsten 100% sikkerhed skulle have skovlen under Ewan, og det ser lige nu svært ud. Ganske vist har han vist fornem fart og vist imponerende positionering, men hans tog lader meget tilbage at ønske. Han får ikke et lead-out som Bennett, og derfor vil han få sværere ved vitterligt at slå Ewan, der åbenlyst er den hurtigste. På den anden side kan der ske meget i en teknisk finale, og i et reduceret felt kan Sven-Erik Bystrøm, der er i storform, spille en større rolle i et lead-out. Kombinerer man det med hans eminente positionering, er Philipsen bestemt ikke uden chance.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Det er også værd at fremhæve Nathan Haas. Falder sprinterne alle fra, vil han have en glimrende chance. Forleden blev han nr. 2 bag Impey i en indlagt spurt, og det viser nok engang, at han er hurtigere end som så. Han har før gjort det overraskende godt i flade spurter og for godt et års tid siden blev han endda nr. 3 i en helt klassisk massespurt i Tyrkiet, hvor han sågar slog selv Bennett. Samme år vandt han en etape i Tour of Oman ved at overspurte Greg van Avermaet i en lille gruppe, og det er således absolut ikke givet, at han i en flad spurt ikke kan slå Impey. Formen er i hvert fald glimrende, selvom indsatsen i Paracombe ikke helt levede op til de forventninger, 3. pladsen i Stirling havde skabt.

Blandt de mere klassiske sprintere er den bedste klatrer nok Ryan Gibbons. Som den mest holdbare sprinter kan han havde i en situation, hvor han skal spurte uden at skulle bekymre sig om de hurtigere folk som Ewan, Bennett og Philipsen. Lykkes det at komme af med supersprinterne, vil han have en reel chance. Nok har han ikke samme superform, som da han blev nr. 11 på Willunga Hill for et år siden, men han klarede sig stadig så fint i Paracombe, at han burde komme med hjem på denne etape. Desværre har han for vane at skuffe i spurter, hvor han på papiret er den hurtigste, men en mand med adskillige top 10-placering i Giroens massespurter, bør kunne true folk som Impey og Haas. Udfordringen er et relativt svagt hold, men erfarne Danilo Wyss kan meget vel være der til at føre ham frem. Egentlig burde vi også nævne Giacomo Nizzolo, der som nævnt var den eneste klassiske sprinter, der klarede bakken i 2016, men hans præstation i Stirling indikerer, at han slet ikke er i form denne gang. Derfor vil NTT formentlig satse på Gibbons.

Ag2r har ikke haft meget succes indtil nu, men måske kommer der lidt i morgen. Den talentfulde Andrea Vendrame viste nemlig i Stirling og Paracombe, at han måske nok ikke er i topform, men dog stadig så velkørende, at han ikke får problemer med at klare bakken. Han er måske nok mere puncheur end sprinter, men bliver etapen hård, er der intet til hinder for, at han kan slå folk som Impey og Haas. Han har i forbindelse med sine mange fine resultater i Frankrig vist sin hurtighed, som han også stillede til skue med 6. pladsen i Stirling, og han er god i positionskampen i en teknisk finale. Alt sammen kræver det dog, at sprinterne falder fra.

Efter to gode spurter og en ganske stærk indsats for sit hold i Stirling og Paracombe skal André Greipel også nævnes. Det står klart, at rygtet om, at han er velforberedt, talte sandt, og når han er det, klatrer han glimrende. Han har før overlevet ganske hårde stigninger i dette løb, og han er blandt de sprintere, der har en fornuftig chance for at komme med hjem. I et mindre felt vil han også have en bedre chance for at komme i position, for det har som så ofte før været positionering, der har kostet indtil nu. Især hvis han kan få Omer Goldstein og Guillaume Boivin med hjem, er mulighederne fornuftige. Farten synes i hvert fald at være langt, langt bedre end sidste år, og derfor kunne det være dagen, hvor Greipel tager et stort skridt mod en form for genfødsel.

En rytter, der er meget svær at vurdere, er Simone Consonni. Ifølge europamesteren selv svigtede Vivianis forslåede krop ham i dag, og derfor virker det ikke sandsynligt, at han sidder med hjem på så hård en etape. Det kan åbne døren for Consonni, hvis holdbarhed imidlertid er uhyre svingende og meget afhængig af formen. Den kan lige nu være lidt svært at vurdere, men det er svært at glemme, hvordan han slog Peter Sagan i puncheurfinalen på 2. etape i San Juan sidste år. Har han samme januarform denne gang, er det i hvert fald realistisk, at han klarer bakken. Gør han det, vil han formentlig skulle slå Ewan, hvilket er svært, men i en teknisk finale kan et godt lead-out fra Haas føre ham langt.

Egentlig burde Jay McCarthy være en af de tunge favoritter. Kommer vi af med sprinterne, vil han nemlig være en af de hurtigste. Det har han vist i Baskerlandet Rundt, hvor han har vundet en decideret massespurt, ganske vist i et felt uden klassiske sprintere. I dette løb har han også traditionelt været en maskine til at jagte bonussekunder, som han også var det i går, hvor han vandt feltets kamp om andenpladsen i den anden indlagte spurt. Desværre styrtede han få kilometer senere så voldsomt, at hans deltagelse i løbet var tvivlsom. Heldigvis kom han godt igennem dagens etape, men det er naturligvis tvivlsomt, om benene også rækker til at jagte etapesejren på en etape, der ellers passer ham.

Astana har haft et katastrofalt løb, men kan nu håbe, at Fabio Felline kan give lidt oprejsning. Den hurtige italiener kørte sig til en flot 5. plads i Stirling, og selvom Paracombe åbenbarede nogle mangler, klarer han naturligvis denne bakke. Kommer han hjem i et felt uden sprintere, ville han normalt have været en af de tunge favoritter, for han har vundet en decideret massespurt i Baskerlandet tidligere. Desværre er han stadig ikke sig selv endnu efter sin lange sygdomsperiode, og han har således til gode at vise, at han har lidt af den gamle fart, som han slet ikke har vist siden dengang. Heldigvis har han Luis Leon Sanchez og Omar Fraile, der selv ville kunne have kørt spurten, til at give ham en god position i den tekniske finale.

Naturligvis skal Elia Viviani også nævnes. Ganske vist er det usandsynligt, at den forslåede italiener kan begå sig på så hård en etape, men han er dog ikke værre tilredt, end at han stadig forsøgte at køre dagens spurt. Normalt er han ganske holdbar, og da han meldes i samme form som sidste år, hvor han vandt det knaldhårde Cadel Evans Great Ocean Road Race, bør han også have en fin chance for at klare bakken her. En ekstra dag til at komme sig kan betyde, at han allerede nu er ganske meget bedre, og selvom han mangler fart i forhold til Ewan og Bennett, vil han i en teknisk finale have en fornuftig chance, hvis Consonni og Haas kan sætte ham lige så godt op, som det lykkedes i dag.

Timo Roosen skal også nævnes. Hollænderen har som altid haft det svært i de flade massespurter, men han viste i Stirling, at formen slet ikke er ringe. Bliver det tilstrækkelig hårdt, vil han være en af de få afsluttere, der klarer stigningen, for en formstærk Roosen klatrer glimrende. Han er meget på egen hånd i spurterne, men er feltet tilstrækkeligt lille, kan han være med. En flad spurt er ikke hans spidskompetence, men han blev trods alt nr. 3 blandt de mange sprintere på sidste etape i Guangxi i oktober. Finder han den rette position i svingene, kan han i et reduceret felt levere noget lignende denne gang.

Endelig vil jeg nævne Marc Sarreau. Det er nu ikke med den store overbevisning, for franskmanden, der i dag fik et fremragende lead-out, er åbenlyst et stykke fra formen. Det ændrer dog ikke på, at han er en glimrende klatrer, og han hører til blandt feltets mere holdbare sprintere. Jacopo Guarnieri kommer næppe med hjem, men han burde kunne få Fabian Lienhard med hjem. Det kan blive vigtigt i en teknisk finale, og kan han få et lead-out, der minder om det, han fik i dag, vil han i et mindre felt kunne gøre det betydeligt end i dag, hvor det mildt sagt ikke gik alt for godt.

Jeg har svært ved at se den forslåede Szymon Sajnok, Martin Laas, Erik Baska, Sam Welsford, Cameron Scott, Nicholas White, formsvage Marco Haller og Alberto Dainese klare bakken. Kristoffer Halvorsen, Gabriel Cullaigh og Max Kanter har måske en chance, men i givet fald vil feltet være så stort, at det er svært at se dem gøre det færdigt. Chris Lawless klatrer godt, men virker formsvag og mangler fart. Falder deres sprintere fra, kan Jens Keukeleire og Jurgen Roelandts køre spurten, men det er svært at se dem vinde.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL FELTET.DKS HELÅRLIGE MANAGERSPIL
 

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Daryl Impey, Sam Bennett

Outsidere: Jasper Philipsen, Nathan Haas, Ryan Gibbons, Andrea Vendrame, André Greipel

Jokers: Simone Consonni, Jay McCarthy, Fabio Felline, Elia Viviani, Timo Roosen, Marc Sarreau, Giacomo Nizzolo

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Simon Gerrans’ sejr i samme finale fra 2016.