Prøv vores nye app
Optakt: 5. etape af Tour de Romandie
30. april 2023 14:11Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Adam Yates rejste sig efter en nogle skuffende uger med en fornem sejr på kongeetapen, og nu har han direkte kurs mod den samlede sejr. Søndagens afsluttende etape ventes nemlig ikke at gøre forskelle i klassementet, men til gengæld er det ganske åbent, om et udbrud vil snyde de holdbare sprintere på endnu en klatretung dag med 2300 højdemeter og to ganske vanskelige stigninger undervejs.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Traditionelt er løbet sluttet med enkeltstarten, men det sker af og til, at man afviger fra modellen og afvikler tidskørslen allerede fredag. I de tilfælde plejer løbets få sprintere at få det sidste ord, som de senest gjorde det i 2018, hvor Pascal Ackermann vandt sidste etape, og de drømmer om, at det gentager sig i år. Med enkeltstarten placeret to dage tidligere slutter løbet nemlig som for fem år siden med en af sine letteste etaper, men der skal stadig skal klatres små 2300 højdemeter og forceres to ganske betydelige stigninger undervejs. Det bliver derfor et fuldt felt, der i givet fald skal spurte, og det kuperede terræn tilsiger også, at et udbrud vil have en ganske god chance.

 

I alt skal der tilbagelægges 170,8 km, der fører feltet fra Vufflens-la-Ville til storbyen Genève. Begge byer ligger nær den store sø Lac Leman, og etapen består i alt væsentligt af en tur fra den nordlige bred ned til storbyen, der ligger i det vestligste hjørne, men en del af rejsen foregår i bakkerne nord for søen. Man lægger ud med at køre en omgang på en 39,3 km lang rundstrækning i området nord for startbyen. Den starter hårdt, da man lægger ud med at køre mod nordøst op ad en bakke (2,1 km, 5,7%), der har top efter 3,4 km, inden man kører ad en helt lige vej nord, først via et plateau og siden via en nedkørsel. Efter 15,5 km drejer man mod sydvest for at køre igennem relativt fladt terræn, inden man snor sig mod syd ned gennem fladlandet tilbage til startbyen, hvor man afslutter rundstrækningen.

 

Læs også
Nedtur for Skjelmose i UAE´s vilde triumf

 

Nu kører man yderligere cirka en halv omgang, hvor man igen skal over bakken (2,1 km, 5,7%) med top efter 42,7 km, hen ad plateauet, ned ad nedkørslen og køre det første flade stykke mod sydvest, men herefter forlader man rundstrækningen for at køre mod syd ad en let stigende vej frem til dagens første spurt, som kommer efter 65,9 km. Umiddelbart herefter drejer man mod vest for at forsætte igennem det let stigende terræn, inden man drejer mod sydvest for at køre ad et fladt plateau, der ligger umiddelbart syd for et stærkt kuperet område.

 

Det besøger man, når man kører mod nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Gran Fuey (5,8 km, 7,4%, max. 12%), der stiger med 7-9% over de første 5 km, men derefter flader ud med 5,8% over de sidste 800 m. Toppen rundes 95,3 km, hvorefter man kører mod sydvest og sydøst ad en kun periodevist teknisk nedkørsel, der afbrydes af et kort plateau og leder ned til Lac Leman, der nås i byen Mont-sur-Rolle efter 111,6 km. Her kører man kortvarigt mod sydvest hen langs søen ad en let stigende vej, inden man igen kører ind i bakkerne, når man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Le Molard (3,7 km, 6,3%, max. 14%), der efter 500 m med 5,4% stiger med 6-8% over 2,5 km, inden den flader ud på det sidste stykke frem mod toppen, som rundes efter 119,4 km.

 

Herfra resterer 51,4 km, og de er meget lettere. Det fortsætter dog med at stige let, når man kører mod nordvest frem til byen Marchissy, men herefter drejer man mod sydvest for at køre ad en lidt kringlet nedkørsel tilbage mod søen. Inden man når vandet drejer man i byen Trelex efter 134,1 km mod vest for at køre ad en let faldende vej forbi dagens anden spurt, som kommer efter 138,7 km, inden det går ad en lige og let faldende vej parallelt med søen.

Annonce

 

I byen Chavannes-des-Bois, der nås efter 152,3 km, drejer man mod sydøst for at køre ad en lige og stadig let faldende vej endnu tættere på søen, hvorefter man kortvarigt kører mod sydvest og slutteligt igen mod sydøst ad den faldende vej helt ud til søens bred, der nås i byen Versoix efter 161,9 km. Herfra resterer 8,9 km, der er stort set helt flade og består ad en lang og lige vej, der leder mod syd ned langs søbredden og ind til centrum af Genève. Den lige vej er helt uden komplikationer, indtil man drejer til venstre med 1,8 km igen i et helt blødt sving, hvorefter en stor, bred og flad vej leder ind til stregen, idet vejen buer mod højre få hundrede meter fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2287 højdemeter.

 

Genève var senest målby for sidste etape i 2019, hvor Primoz Roglic kronede sin totale dominans af løbet ved at vinde enkeltstarten foran Victor Campenaerts og Filippo Ganna, i 2018, hvor Pascal Ackermann tog karrierens første sejr i en massespurt foran Michael Mørkøv og Roberto Ferrari, samt i 2016, hvor Michael Albasini sejrede i en spurt i en udbrydergruppe, der blev hentet af feltet akkurat på stregen. I 2013 vandt Tony Martin den afsluttende enkeltstart i byen, mens Ben Swift var hurtigst på sidste etape i 2011. I 2009 vandt Oscar Freire en massespurt på løbets sidste dag, mens Mark Cavendish i 2008 vandt en ultrakort prolog på bare 1,9 km. I 2004 var Bradley McGee hurtigst på prologen, og i 2003 tilfaldt den ære Fabian Cancellara og i 2002 Rik Verbrugghe. I 2001, 2000 og 1999 vandt Mario Cipollini afsluttende massespurter tre år i træk. Endelig var Dauphiné forbi i 2002, hvor Jose Enrique Gutierrez tog en udbrudssejr på sidste etape.

 

 

 

 

Læs også
Klar sejrherre da supersprinterne duellerede

 

 

 

 

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Annonce

 

Vejret

Efter dagens regnvejr kan der vente mere af det samme. Søndagen starter ganske vist tørt og overskyet med en temperatur på 13 grader, men fra 14-tiden vil der være en nedbørsrisiko på 70% resten af etapen. Temperaturen vil stige til 17 grader i mål, og der vil være en let vind (9-13 km/t) fra nordøst. Det giver efter den indledende rundstækning med- og sidemedvind stort set hele dagen. Der vil være direkte medvind på første stigning og sidemedvind på anden stigning. Efter nedkørslen vil der være medvind stort set hele vejen. På det sidste stykke hen langs søen vil der være sidemedvind, herunder også på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 4. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan det på kongeetapen for en sjælden gangs skyld lykkedes for veteranerne at sætte ungdommen på plads.

 

Favoritterne

Flertallet af ugelange etapeløb sørger for at designe en sidste etape, der kan gøre forskelle i klassementet. Det gør Tour de Romandie som regel også, men i år byder på en af de sjældne udgaver, hvor vi ikke skal tilbringe søndagen med en nervepirrende enkeltstart. Tværtimod er det kun uheld, der kan forhindre Adam Yates i at føje løbet til listen over etapeløb, han har vundet.

 

Det betyder heldigvis ikke, at der er tale om en kedelig afslutning på løbet. Da vi sidst havde samme format i 2018, var afslutningsetapen så let, at der aldrig var den store tvivl om, at det ville ende i en massespurt, som det også gjorde på en dag, hvor Pascal Ackermann tog karrierens allerførste sejr. I år er det hele langt mere åbent. De to stigninger midtvejs er nemlig ganske svære, ikke mindst den første, og det efterlader os med to spørgsmål. Får vi en spurt eller en af de udbrudssejre, man af og til ser i Romandiet? Og hvis det bliver samlet, hvor mange vil så overleve stigningerne?

 

I den forstand kan etapen sammenlignes med 1. etape. Dengang var dobbeltstigningen vanskeligere end de to stigninger, vi har i morgen, men dengang kom stigningerne også længere fra mål. De svære stigninger var således allerede overstået med knap 100 km fra stregen. I morgen rundes toppene med hhv. 75,5 km og 51,4 km til mål, og det gør selvsagt en ganske stor forskel. Det øger lysten til og troen på, at man kan lægge pres på og sætte sprinterne afgørende af, og det bliver langt vanskeligere at rette op på det, hvis først man har tabt kontakten.

Annonce

 

Læs også
Van der Poel præsenterer ny Tour-cykel: Se den her

 

Det betyder også, at mange sprinterhold nok vil tøve med at satse stort på at holde det samlet, men der er ét hold, der er hele omdrejningspunktet for etapen. Det er naturligvis Ineos. Med den superform, Ethan Hayter stillede til skue i dag, synes det helt utænkeligt, at briterne ikke vil gå efter endnu en sejr med deres alsidige brite. Opskriften er ganske enkel og den samme som i onsdags. Der skal køres stærkt på de to stigninger, så de tunge sprintere ryger af, og derefter skal de holdes stangen hele vejen ind til Genève.

 

Det burde nok være muligt. Det lykkedes på 1. etape at eliminere stort set alle sprintere, og det kan helt sikkert også lade sig gøre på disse stigninger. Det store spørgsmål er, om de også kan komme af med Magnus Cort og Ethan Vernon - og om de kan hente udbruddet.

 

Det ligger i hvert fald i kortene, at der vil blive kamp om at komme afsted. Forskellene er store, og det er ikke den letteste etape af kontrollere. Heldigvis for briterne er starten relativt let, og det gør det lettere at sikre, at udbruddet ikke bliver for stærkt. Det kan imidlertid godt blive en af de dage, hvor det tager langt over en time, inden udbruddet kører, men det sker også af og til, at sprinterholdene er så intimiderende, at de får lagt låg på angrebene tidligt.

 

Meget vil afhænge af Soudal og EF. Jeg er lidt spændt på, om Soudal går 100% efter en sejr med Vernon, eller om de også giver frihed til Remi Cavagna. Normalt tager han sig sin frihed, og sker det, gør Ineos klogt i at gøre deres yderste for, at han ikke kommer afsted. Lykkes den mission, er jeg ret sikker på, at Ineos har en allieret i Soudal. Det samme gælder for EF. Det vil næsten ligne Magnus Cort dårligt ikke at have et udbrud som plan A, men skulle det kikse, vil det være oplagt at give Ineos en hånd.

 

Det får mig til at tro, at vi får samling. Der bør være fem sprinterhold til at jagte, hvis blot Ineos kan sørge for at holde snor i eventuelle angreb fra EF og Soudal, for jeg tror også på, at Trek vil satse 100% på Thibau Nys og Lotto på Milan Menten. Derudover kan man aldrig vide, om hold som Movistar og Intermarché, der har rene sprintere med endnu, kunne finde på at hjælpe til med at kontrollere frem til stigningerne. De har jo ikke meget at miste, og forsøget kan derfor lige så godt blive gjort. Etapen er så svær, at en udbrudssejr bestemt er mulig - særligt, hvis Cavagna og/eller Cort kommer afsted - men gør Ineos deres hjemmearbejde ved at holde styr på Soudal og EF, bør vi få en spurt, også selvom en hel dag med medvind altid øger chancen for en udbrudssejr.

Annonce

 

Mit gæt er altså en reduceret massespurt, men jeg er ganske meget i tvivl om, hvem der vil overleve. Vi så på 1. etape, at både Cort og Vernon blev sat på den svære stigning, og det vil de formentlig blive igen i morgen. Til gengæld vil det nok også betyde, at Ineos vil være ene om at føre efterfølgende, og så burde chancen for et comeback være relativt stor, særligt fordi Soudal utvivlsomt vil holde hele deres stærke fladbanehold samlet om Vernon. På den anden side kunne jeg sagtens se, at Ineos på det efterfølgende stykke fik hjælp af Jayco, der synes at tro ret meget på Matteo Sobrero i spurterne lige nu.
 

Det kan gå begge veje. Cort og Vernon bør blive sat, men chancen for at komme tilbage er god. Ineos hjælpes imidlertid ganske meget af at have medvind på begge stigninger, der vil blive hårdere, og på det flade stykke ind til mål. På egen hånd bliver det svært mod Soudal, hvis Cavagna skruer op for gassen i jagten, men kan de få en allieret i særligt Soudal burde det være en overkommelig opgave.

 

Jeg vælger at tro, at Ineos lykkes med projektet. Dertil burde de to stigninger være svære nok, og bruger de den efterhånden mere formstærke Egan Bernal til at lægge presset, burde de i medvind kunne komme ganske langt væk fra både Cort og Vernon. De burde også have tre mand til at føre efter toppen i form af Bernal, Jhonatan Narvaez og Jonathan Castroviejo, der formentlig kan regne med lidt hjælp fra Soudal. De kan så se frem til en spurt, der er en rigtig boulevardspurt på en bred vej med et sidste sving med 1,8 km igen. Der vil også være medvind, hvorfor man kan åbne fra distancen, og i et lille felt vil det derfor mest af alt være farten mere end positioneringen, der bliver afgørende.

 

Jeg vælger derfor at pege på Ethan Hayter. Jeg er bekymret for, om han kan komme af med både Cort og Vernon, der på papiret begge er hurtigere, for i denne form for boulevardspurt tror jeg, at han får svært ved at slå dem. Hvis til gengæld Ineos lykkes med deres store plan, er det svært at se, hvem der skal slå ham. Han vil være hurtigst, og han vil i Jhonatan Narvaez have en fremragende lead-out man, som vi så det i søndags. Det er ikke afgørende i et lille felt i denne finale, men det vil sikre, at den ikke altid positioneringsstærke Hayter ikke dummer sig.

 

Måske kan det også være nok til at slå Cort, hvis danskeren overlever. Nok er finalen enkel, men vi ved, at EF-sprinteren har det meget svært i positionskampen. Et godt lead-out fra Narvaez kan være nok til også at overspurte den danske rival - især fordi Hayter med de superben, han viste i dag, utvivlsomt også vil være den mest friske. Jeg tror stadig, at han er tvunget til at komme af med Vernon, men det burde også være muligt. Samlet set tror jeg derfor på endnu en sejr til briten. Det er klart, at Narvaez også ville have en chance i en spurt, men i dag så vi, at vi næppe vil se et felt, hvor Hayter ikke sidder med hjem.

 

Læs også
Medie: Visma mister talentfulde tvillinger

 

Den værste rival kunne være Thibau Nys. Vi er stadig ved at lære, hvor godt han klatrer, men han klarede stigningerne på 2. etape bedre end Cort, og han var ikke sat undervejs på 1. etape. Hvordan han har det efter sine første fem dage på WorldTour-niveau er usikkert, men han kom flot i mål på dagens etape. Hans fart på 1. etape så ud til at kunne måle sig med Vernons, og derfor ligner han en mand, der kan slå Hayter. Han klarede også positionskampen flot, og han bør i hvert fald have Tony Gallopin og måske også Jacopo Mosca med hjem. Det er et tog, der i denne enkle finale og et lille felt nok burde kunne køre ham frem. Lykkes det, lignede han i onsdags en mand, der kan vinde, nærmest uanset hvem der sidder med hjem.

Annonce

 

Det er også en stor chance for Magnus Cort. Senest viste enkeltstarten, at han er relativt langt fra sin Giro-form, men han klarede trods alt stigningerne på 2. etape. Han bliver også altid bedre og bedre, efterhånden som motoren bliver varm, og den lange distance til mål efter stigningerne gør, at der er god tid til at komme tilbage. I dag blev han sat meget tidligt, men det kunne meget vel være for at spare sig til denne etape, der passer ham ganske perfekt. En hård dag giver nemlig også mindre positionskamp, og han kunne næsten ikke få en mere enkel finale. Hans lead-out er stadig ikkeeksisterende, og vi ved, at han altid er sårbar i positionskampen, men på fart burde han slå Hayter og særligt efter en hård dag også have en fair chance for at slå Vernon.

 

Den tredje fjerde favorit er naturligvis Ethan Vernon. I onsdags bekræftede han den fornemme klatring, han viste på Mallorca, men han er også entydigt tungere end både Hayter og Cort. Det viste 2. etape klart, og vi ved også, at han som Cort var sat på 1. etape. Dengang lykkedes det dem begge at komme tilbage, men det bliver grundet den kortere distance og medvinden vanskeligere denne gang. Til gengæld har han et fremragende hold med særligt Cavagna og også Josef Cerny, hvis han hænger på, til at jagte, og chancen for et comeback er stor. Overlever han, vil han være den store favorit. Hans tog med Cerny, Cavagna og ikke mindst Casper Pedersen er i særklasse, og på papiret er han i hvert fald hurtigere end Hayter og måske også end Cort. Det ligner endnu en sejr, hvis altså han kommer tilbage efter stigningerne. Holdet har en god plan B i Pedersen, der normalt er mere holdbar end Vernon. Overlever han, vil han have en god chance for at køre med om sejren, men 2. etape indikerede, at han mangler for meget efter sin sygdom og derfor næppe kører fra sin hurtigere holdkammerat.

 

Lotto satser hele butikken på Milan Menten, men jeg vil tro, at han får det for svært. Han blev sat ret tidligt på 2. etape, men sandt er det også, at han i Limburg og Murcia viste en holdbarhed, vi ikke tidligere har set. Det virker ikke helt umuligt, at han vil ende i et felt uden Vernon, som kørte ham over i onsdags, og skal han spurte mod folk som Hayter og Cort, er han vel ikke uden chance. Problemet er, at han ikke er voldsomt hurtig på flad vej, hvad onsdagens skuffende spurt bekræftede, og i det lys er det lidt svært at se ham vinde. Han mente dog selv, at den ringe spurt skyldtes, at han havde brugt for mange kræfter på at positionere sig på egen hånd. Er han mere frisk, burde hans fart række længere, men holdet er jo ikke blevet stærkere i mellemtiden. Falder han fra, vil den ikke specielt hurtige Harry Sweeny måske blande sig, som han gjorde på 2. etape.

 

Indtil nu er det ikke lykkedes Alexander Kamp at blande sig i spurterne, men han burde have farten til at køre med om sejren. Han slår næppe en fyr som Vernon, men han burde have en god chance for at overleve i et felt, hvor han er uden briten. Hayter, Cort og Nys er svære at bide skeer med, men efter hårde dage har han før overrasket med sin fart, ikke mindst med 3. pladsen i Bretagne, hvor han slog en vis Arnaud De Lie. Han positionerede sig også storartet i den spurt, han kørte i Pays de la Loire, men han lider under et knap så stærkt hold, hvilket måske forklarer, hvorfor det er gået galt de foregående gange. Jeg føler mig ikke stensikker på, at han kan klare disse lange stigninger, men med sin gode form burde det være muligt, og så vil han være en af de hurtigste.

 

På 2. etape og igen i dagens udbrud stod det klart, at Quinten Hermans er ret langt fra sit bedste. Derfor ligner han lige nu en mand, der er mindre holdbar end folk som Cort og Kamp, men han burde trods alt have en fair chance for at overleve. I onsdags kom han aldrig frem, og han synes desværre ikke altid for god i positionskampen. Han bør dog have en god chance for at få Robert Stannard og måske også den ellers formsvage Kristian Sbaragli med hjem, og lykkes det, har han masser af støtte i en heldigvis enkel finale. Med de spurter, han kørte i Polen og Liege sidste år, bør han have en reel chance for at true de bedste.

Annonce

 

En anden holdbar sprinter er Nikias Arndt , men for ham kan det også let blive for hårdt. Vi så i hvert fald, at han på 2. etape måtte slippe til allersidst, og det virker ikke sandsynligt, at han sidder i et felt uden Cort. Det er dog ikke overlevelsen, der er det største problem. Det er spurtstyrken. Allerede sidste år skuffede han fælt i dette løb, og han synes i dag at være for langsom på flad vej. Han synes heller ikke stærk nok i positionskampen, og derfor har jeg lidt svært ved at se ham vinde. Omvendt tør jeg intet udelukke, hvis han klatrer godt og kommer af med folk som Cort og Vernon undervejs.

 

Falder han fra, har Alpecin imidlertid også Robert Stannard. Australieren har ikke vist skyggen af form i år, men på 2. etape sad han pludselig med de bedste hjem. Det er ikke tit, han spurter på flad vej, men vi så sidste år i Vallonien, at han har en fart, der bør gøre ham til reel vinderkandidat, hvis vi får et hårdt lø. Til gengæld skal man være varsom med at satse pensionsopsparingen på, at han sidder med hjem, for vi skal bare tilbage til 1. etape for at finde en dag, hvor han sad i gruppettoen - og så får han kun chancen, hvis Hermans falder fra.

 

Ag2r har hele to muligheder, og jeg tror, at plan B er den mest sandsynlige. Dorian Godon så aldrig ud til at være i store problemer på 2. etape, hvor han bekræftede, at han har genfundet formen efter det styrt, der sendte ham til tælling i Amstel. Han er bestemt ikke nogen stor sprinter, men han er ganske hurtig, og får vi det hårde løb, hvor de fleste sprintere er faldet fra, kan han utvivlsomt blande sig, som han gjorde, da han blev nr. 7 i den reducerede massespurt i Catalonien. Han har dog ikke imponeret i positionskampen, og farten rækker næppe til at slå Hayter.

 

Læs også
UAE-stjerne tilgiver Skjelmose

 

Alternativet er Clement Venturini, der utvivlsomt er plan A, men han er slet ikke så holdbar som tidligere. Det så vi senest på 2. etape, og jeg vil tro, at han får svært ved at overleve, hvis Ineos skaber et blodbad. Hvis han gør, vil han formentlig også være oppe mod for mange hurtige folk, for han har bestemt ikke spurtet overbevisende på det sidste, slet ikke på flad vej. Han har dog et ganske stærkt våben i Godon som lead-out man, hvilket bør føre til et godt resultat, men det er svært at se ham vinde.

 

Jeg nævner også Niccolo Bonifazio, men det er svært at tro, at han overlever. Han var i hvert fald ikke tæt på i onsdags, men der er alligevel lidt håb. Han har klatret bedre end måske nogensinde i år, hvor han har imponeret mig meget med sin holdbarhed, og det skaber vel et lille håb. Lykkes det først, burde han kunne true alle på ren fart, og han er også god i positionskampen, særligt hvis han får Dion Smith med hjem. Netop Smith burde være et langt mere holdbart og oplagt alternativ, men han har været uhyre formsvag i dette løb. Det giver ikke det store håb, men han kørte trods alt ganske flot i Ardennerne. Vender den form tilbage, har han en chance for at overleve, men farten rækker ikke til sejr. Alternativt kan Lilian Calmejane blande sig, som han gjorde på 1. etape, men han kan ikke vinde og er formsvag.

Annonce

 

Vil Juan Ayuso blande sig? Det vil han næppe, hvis der er alt for mange sprintere tilbage, men får vi det hårde løb, som Ineos vil skabe, gør han vel forsøget. Han så jo på 2. etape, at han var konkurrencedygtig, men vi så også, at Hayter kørte ham ganske markant over. Den primære mission for holdet er Adam Yates, og derfor vil hans støtte nok være begrænset. Chancen for et godt resultat er pæn, hvis løbet bliver hårdt nok, men det skal flaske sig, hvis han skal have skovlen under Hayter. Det er også muligt, at Finn Fisher-Black blander sig lidt, men uden de samme chancer.

 

Lidt af det samme kan siges om Matteo Sobrero. Som Jayco kører i disse dage, vil jeg tro, at de med nogen sandsynlighed vil bidrage til at skabe det hårde og holde sprinterne stangen, men vi har også set, at italieneren altså har lidt begrænsninger på sin fart. Det har også knebet meget med positioneringen, hvor hans hold også er svagt, men sandt er det også, at han på 2. etape så ud til at komme med god fart. Den fart rækker langt, hvis vi får det meget hårde løb, men selv hvis han har heldet i positionskampen, er det svært at se ham overspurte Hayter.

 

I dette løb har Romain Bardet genfundet de sprinterevner, han fandt sidste år, men jeg kan være lidt usikker på, om han blander sig denne gang. Skal han bruge bonussekunder til noget, skal han vidne etapen, og det virker trods alt ikke realistisk. Omvendt er han en kriger, og de foregående spurter må have givet motivation. Han har positioneret sig ganske eminent med god hjælp fra Oscar Onley, men spurterne har også vist, at han ikke bør have farte til at kunne vinde i det felt, der vil overleve her.

 

Israel-PT er nede på bare tre mand, men heldigvis er en af dem hurtig. Nick Schultz spurter sjældent, men vi har altid vidst, at han er en god afslutter. Det har han bekræftet med sine to top 10-placeringer her, og selvom vi i dag så, at han stadig er langt fra sit bedste, viser 2. etape, at han bør sidde med hjem. Han er ikke hurtig nok til at vinde, og da han formentlig vil være alene i finalen, er han allerede handicappet på forhånd.

 

Man kunne naturligvis også nævne Luca Mozzato, der normalt er relativt holdbar, men han har virket helt ved siden af sig selv i dette løb. Som alternativ har Arkea Kevin Ledanois, der dog ikke er specielt holdbar. Vi ved også, at Fernando Gaviria er meget lidt holdbar, når han er dårligt klatrende, og alt tyder på, at det også er tilfældet her, som det i øvrigt plejer at være i dette løb. Jeg har derfor meget, meget svær ved at se dem overleve, og det samme gælder for Ivo Oliveira og Lewis Askey, mens jeg anser det som 100% udelukket, at Lionel Taminiaux, Elia Viviani, Gleb Brussenskiy og Dusan Rajovic kommer med hjem. Bora vil formentlig spurte med Nico Denz, der har en hæderlig chance for at overleve, men hans fart er begrænset, mens Astana måske vil blande sig med Gianmarco Garofoli, hvis han kommer med hjem, som Cofidis vil det med Eddy Finé og Schweiz med Jan Christen.

Annonce

 

Som sagt har et udbrud en god chance, og grundet den flade finale vil man have klart størst chance for at vinde, hvis man kan spurte. Derfor er de mest oplagte bud de af de ovennævnte, der ikke vil satse 100% på en spurt. Det gør Magnus Cort oplagt, fordi hans tilstedeværelse også vil betyde, at EF ikke jagter, men også Alexander Kamp, Dorian Godon, Quinten Hermans, Robert Stannard, Nikias Arndt, Matteo Sobrero og Nick Schultz er oplagte. Som nævnt ovenfor er Remi Cavagna også oplagt, fordi han vil betyde, at Soudal ikke jagter, men han skal alene hjem for at vinde. Andre bud kunne være Joel Suter, Jesus Herrada, Gregor Mühlberger, Harry Sweeny, Nico Denz, Bob Jungels, Jason Osborne, Tony Gallopin og Jan Christen.

 

Feltet.dks vinderbud: Ethan Hayter

Øvrige vinderkandidater: Thibau Nys, Magnus Cort

Outsidere: Ethan Vernon, Milan Menten, Alexander Kamp, Quinten Hermans, Nikias Arndt

Jokers: Robert Stannard, Dorian Godon, Clement Venturini, Niccolo Bonifazio, Juan Ayuso, Matteo Sobrero, Romain Bardet, Casper Pedersen, Dion Smith

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Magnus Cort, Alexander Kamp, Dorian Godon, Quinten Hermans, Matteo Sobrero, Nick Schultz, Remi Cavagna, Robert Stannard, Nikias Arndt, Joel Suter, Jesus Herrada, Nico Denz

 

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Ethan Hayter
Thibau Nys, Magnus Cort
Ethan Vernon, Milan Menten, Alexander Kamp, Quinten Hermans, Nikias Arndt
Robert Stannard, Dorian Godon, Clement Venturini, Niccolo Bonifazio, Juan Ayuso, Matteo Sobrero, Romain Bardet, Casper Pedersen, Dion Smith
Luca Mozzato, Fernando Gaviria, Nico Denz, Ivo Oliveira, Oscar Onley, Harry Sweeny, Lilian Calmejane, Lewis Askey, Finn Fisher-Black, Jacopo Mosca, Remi Cavagna, Joel Suter, Jesus Herrada, Gregor Mühlberger, Bob Jungels, Jason Osborne, Tony Gallopin, Jan Christen, Kevin Ledanois, Jhonatan Narvaez, Damiano Caruso, Clement Champoussin, Eddy Finé, Kristian Sbaragli, Lionel Taminiaux, Elia Viviani
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Romandie
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Torsdag den 13. juni 2024

Landevej
Minut for minut: Skjelmose i stort nederlag
Motion
Veggerby arrangerer Aarhus-København igen i 2024
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på 2. etape af Tour of Slovenia 2024
Landevej
Colombianske stjerner udtaget til OL
Landevej
Honoré glipper sejr i Slovenien
Landevej
Kæmpetalent kan endelig øjne comeback
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of Slovenia
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour de Suisse
Landevej
Optakt: 2. etape af Baloise Belgium Tour
Landevej
Tour de Suisse-analyse: Da Pogacars Tour-tropper kom tilbage på sporet
Landevej
Van der Poel præsenterer ny Tour-cykel: Se den her
Landevej
Yates har én ting i baghovedet, når han skal forsvare sin førertrøje
Landevej
Følg Schweiz Rundt på Feltet.dk's app - nye funktioner
Landevej
Legende foreslår at afskaffe enkeltstartscykler
Landevej
Lotto henter talentfuld brødreduo
Landevej
UAE-stjerne tilgiver Skjelmose
Landevej
EF mister store stjerner
Landevej
Supersprinters lead-out viser storkørsel i Tour-forberedelserne
Landevej
Rivalskifte? Endnu en Lotto-profil rygtes væk
Landevej
Medie: Visma mister talentfulde tvillinger
Landevej
Evenepoels løjtnant ramt af bil

Onsdag den 12. juni 2024

Landevej
Ny mand i gult var særligt nervøs for del af dagens afslutning
Landevej
UCI indfører ”gule kort” ved landevejsløb
Landevej
Video i artiklenSkjelmose afviser: Der var ikke noget
Landevej
Nordmand dedikerer sejren til afdød holdkammerat
Landevej
Asgreen i top 10 - ny norsk sejr
Landevej
Skjelmose treer i forrygende bjergfinale i Schweiz
Landevej
Video i artiklenQuick-Steps juvel gør det igen - dansker i top 10
Landevej
Video i artiklenSupersprintere i målfoto-afgørelse
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour de Suisse
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of Slovenia
Landevej
Optakt: 1. etape af Baloise Belgium Tour
Landevej
Optakt: Baloise Belgium Tour
Landevej
Optakt: Tour of Slovenia
Landevej
Tour de Suisse-analyse: Det nye puncheurfænomen med de to børnesygdomme
Landevej
Skjelmose-hjælper udgår
Landevej
Corts chef overbevist: Han kan gå efter gult i Touren
Landevej
UCI bekymret for stof, der er ”ti gange stærkere” end Tramadol
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Uno-X-sportsdirektør: Norge er fem år efter Danmark
Landevej
Medie: Visma vil hente profil tilbage
Landevej
DCU udtager landshold til Tour de Pologne
Landevej
Kæmpetalentet på 1.66: Simpelthen fantastisk
Landevej
All in for Skjelmose: Vil elske at trække i resten af ugen

Tirsdag den 11. juni 2024

Landevej
Vigtig Vingegaard-løjtnant med opløftende melding
Landevej
UAE-stjerne rakte ud efter sejren, men der var ét problem
Landevej
Spydig Pidcock nægter: Jeg bestemmer, hvordan min Tour ser ud
Landevej
Honoré til start i første løb efter Giroen
Landevej
Bettiol bøjer sig i støvet: Jeg må bare forbedre mig
Landevej
18-årig moser konkurrenterne i Baby Giroen - danskerne langt efter
Landevej
Stjerneskud led og ”havde en irriterende følelse,” men endte med triumf
Landevej
Komet fortsætter utrolig stime i Schweiz - Skjelmose i top-10
Landevej
Bradley Wiggins erklæret konkurs: Kan miste sine OL-medaljer
Landevej
Contadors hold skifter navn og vil nå ”nye højder”
Landevej
Benene er stadig lidt tunge, siger Skjelmose
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour de Suisse
Landevej
Tour de Suisse-analyse: Da karrieren kulminerede otte år for sent
INTERVIEW Udstyr og test
Eksklusivt interviewTøjmærke i opråb: Vi skal tænke os om
Landevej
Asgreen del af stærkt hold til Belgium Tour
INTERVIEW MTB
Eksklusivt interviewDM-vinder var kritisk før løb, men: Vi fik de rigtige vindere
Landevej
Følg Feltet.dk på de sociale medier
Landevej
Tysk arbejdshest forlænger
Landevej
Uheldig tysker skal på operationsbordet
Landevej
Quintana udgår med brud på hånden
Landevej
Analyse: Ranglisten truer Astana, og UAE sejler væk
Landevej
Stortalent får chancen til OL med erfarne kræfter
Landevej
Norsgaard skal køre belgier-ræs
Landevej
Vingegaard-styrt koster Danmark
Landevej
Skidt nyt fra OL-favorit: Den sidste ting, jeg ønskede

Mandag den 10. juni 2024

Landevej
Bora-profil kørt på hospitalet, men er ved bevidsthed
Landevej
Vingegaard nærmer sig Tour-form: Tilslutter sig holdet
Landevej
Munter Lampaert refererer til dansk Tour-start efter vellykket trøjeforsvar
Landevej
Fænomen forklarer afgørende uheld i finalen
Landevej
Matthews var ”bange” i feltet
Landevej
Mere end 50 sejre på CV'et: Det her er min største
Landevej
Søren Kragh aktiv i hektisk finale
Landevej
Danskere viser sig frem i fransk triumf
VIS FLERE

Annonce