Ruten

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, og også i år vil den spille en nøglerolle, selvom den meget vanskelige kongeetape i år vil reducere dens betydning. Tidligere kom den som regel midt i løbet, inden den for et par år siden fik sin plads på sidstedagen, hvor den siden med få undtagelser har været placeret som løbets store finale. Sådan vil det også være denne gang, hvor man har designet en rute, der er ganske typisk for det schweiziske løb og bestemt ikke for klassiske specialister. Ikke færre end 338 højdemeter over 16,2 km vidner om en kuperet sag, der både byder på tekniske passager og en stejl brostensrampe i en uhyre afvekslende og alsidig udfordring.

I alt skal der tilbagelægges 16,2 km, der har både start og mål i Fribourg. Allerede starten er vanskelig, idet man med det samme kører mod nordøst ad en teknisk vanskelig nedkørsel, inden vejen retter sig ud frem mod to skarpe sving, der følger i rap. Det sidste kommer efter 1,66 km og leder direkte ind på den 800 m lange brostensrampe, der stiger med hele 13,3%. Den leder op til et fladt plateau, der følges ad en teknisk ukompliceret vej mod syd, sydøst og sydvest, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en bakke (1,1 km, 5,6%), inden det stiger let frem mod mellemtiden, der tages i byen Tentlingen efter 8,56 km i etapens højeste punkt.

Her drejer man mod nord for at følge en relativt flad og ukompliceret vej, der senere fortsætter mod nordøst, hvor det begynder at falde let, samtidig med, at vejen i udkanten af Fribourg bliver betydeligt mere snoet. Med 1210 m igen drejer man til venstre i en rundkørsel, hvorefter det stiger resten af vejen ad en bugtende vej, der afbrydes af en rundkørsel 630 m fra stregen, hvorefter det stiger med 4,4% frem til mål.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Etapen byder på i alt 338 højdemeter.

Fribourg er en hyppigt besøgt målby, der senest lagde asfalt til prologen i 2018, hvor Michael Matthews sejrede med 1 sekund ned til Tom Bohli, Primoz Roglic og Rohan Dennis. I 2015 snød Stefan Küng sprintere ved at køre alene hjem til en udbrudssejr på en regnvåd dag, og sprinterne blev også snydt i 2014, hvor Romandiet-kongen Michael Albasini spurtede sig til sejr foran Thomas Voeckler og Jan Bakelants i en trio, der holdt feltet bag sig med 9 sekunder. I 2010 blev sprinterne dog ikke snydt, da Mark Cavendish sejrede i en spurt foran Danilo Hondo og Robert Hunter, men det blev det i 2009, hvor Riccardo Serrano, Lars Bak og Gregory Rast holdt feltet bag sig, inden spanieren spurtede sig til sejr. I 2008 kom sprinterne også til fadet, denne gang med Robbie McEwen som hurtigste mand foran Daniele Bennati og Matti Breschel. Tour de Suisse har også været forbi i dette årtusinde, nemlig i år 2000, hvor Wladimir Belli kørte alene væk fra et udbrud og sejrede foran Marcel Strauss og Stefano Garzelli.

Vejret

Løbet startede i tørvejr, men det endte alligevel med at blive lige så vådt, som det plejer. Gennem hele søndagens etape ventes regn med en nedbørsrisiko på 80%, og for første gang vil det også være relativt koldt med en temperatur på højst 11 grader. Vinden vil bare være svag til let (8-9 km/t), være helt konstant og komme fra vest. Det giver skiftevis side- og sidemedvind på etapens første halvdel og side- og sidemodvind på anden halvdel med konstant sidemodvind over de sidste ca. 5 km.

Analyse af 4. etape

I gårsdagens optakt tillod jeg mig at undre mig lidt over, at arrangørerne af Tour de Romandie aldrig tidligere har gjort brug af Thyon 2000-stigningen. Naturligvis kan der have været mange årsager til dens fravær - vejen kan have været dårlig eller måske slet ikke asfalteret - men hvis den vitterligt har været egnet til cykelløb, er det lidt af et mysterium, at den spektakulære opkørsel ikke har fundet anvendelse i det schweiziske løb. ikke sjældent er man blevet frustreret over de alt for lette kongeetaper i en begivenhed, der ellers sælges som et bjergløb, og i det lys må det da have været fristende at benytte et bjerg, der går direkte op fra en af Romandiets største byer, Sion, har top i mere end 2000 m højde og endda er af den type, der bare bliver stejlere og stejlere undervejs.

Et godt gæt er heldigvis, at første gang ikke blev den sidste. Sjældent har vi været vidner til så underholdende cykelløb, som da bjerget i dag afsluttede løbets hårdeste etape i mange år, og selvom bjergets data allerede havde skruet forventningerne voldsomt i vejret, er det nok de færreste, der ikke fik dem indfriet. Det skulle da lige være de stakkels ryttere, der tilbragte cirka fem timer i en drivvåd sadel og alle nåede toppen i stærkt forkommen tilstand - Geraint Thomas endda så meget, at han end ikke kunne føle sine hænder eller holde på sit styr!

Netop det er måske også forklaringen på, at arrangørerne er forsigtige med at bruge den slags høje stigninger. Romandiet er som bekendt lige så kendt for regnvejr som for bjerge, og havde vi ikke været så heldige, at dagens silende regnvejr var blevet ledsaget af gange høje temperaturer, var etapen sikkert igen blev omlagt og udvandet, som det alt for ofte sker med bjergetaper i en region, hvor selv en dansker vel vil opleve det som temmelig regnfuldt.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Til gengæld var vejret også lige så stor en del af årsagen til det vanvittige drama, der udspillede sig på de schweiziske veje, som selve bjerget. Nok lå det i kortene, at etapen ville skabe større forskelle, end man normalt ser det i Romandiet, men at kun 36 mand sluttede inden for 10 minutter af vindertiden, var mere end noget andet et udtryk for det elendige vejr. Og den slags forhold giver ikke blot et meget hårdere cykelløb, end man havde fået i tørvejr, det giver også et udfald, der gør det lidt svært at drage alt for mange konklusioner.

Det er i hvert fald svært at tage det som udtryk for dårlig form, at en af dagens favoritter, Sepp Kuss, blot endte som nr. 13. Ej heller er det nødvendigvis alarmerende for Miguel Angel Lopez’ i forvejen forstyrrede forberedelse, at han smed mere end et kvarter. Man skal også passe på med at sige, at Ilan van Wilder, der ellers var så flyvende forleden, stadig har store mangler i sin udvikling, eller at Clement Champoussin efter endnu en stor skuffelse slet ikke er klar til Giroen. Og man kan heller ikke sige, at Richie Porte alligevel ikke er sig selv igen, blot fordi han med en 6. plads ikke nåede de flyvende højder, man kunne have ventet på baggrund af prologen.

De fire - og mange andre - har det tilfælles, at de alle er sprinkle klatrere, og det er i hvert fald velkendt, at Porte og Lopez ikke er regnvejrsryttere. Derfor gav jeg allerede i gårsdagens optakt udtryk for betænkeligheder i forhold til Porte, der er langt mere komfortabel i Tour Down Unders hedebølger end på drivvåde nedkørsler i isnende kulde. At de fire - og mange andre - nåede toppen i stivfrossen tilstand og med et resultat, der slet ikke stod mål med forventningerne, kan derfor ikke komme som noget chok.

I det lys kan det heller ikke være noget stort chok, at Geraint Thomas endte som dagen store vinder, selvom etapen fik en lidt uheldig afslutning. Faktisk var netop regnen hovedårsagen til, at jeg for nu en lille uge siden pegede på waliseren som min samlede favorit til løbet. En baggrund som brostensrytter fornægter sig nemlig ikke, og der skal mere end lidt vand og et par kolde hænder til at slå en sand waliser ud, selvom sidstnævnte nu alligevel var tæt på at gøre det!

Alligevel var det en ekstra fornøjelse at se Thomas åbne så kraftfuldt for gassen, som han gjorde, da stigningen for alvor tog fat, og det ellers kortvarigt så ud til, at løbet var ved at glide Ineos af hænde. I disse skriverier har jeg nemlig ofte givet udtryk for lidt tvivl om, hvorvidt Tour-kongen fra 2018 i sin efterhånden fremskredne alder stadig har den klatrestyrke, der skal til for at regnes som en reel trussel mod slovenerne på de franske landeveje til sommer. En lidt halvsløj Tour i 2019, som nok førte til en 2. plads, men som i bjergene ikke var imponerende, og et uheldsramt og i lange perioder formsvagt 2020 gjorde nemlig, at vi ikke rigtigt har set Thomas i fuld udfoldelse, siden han steg ned fra podiet med den gule trøje for snart tre år siden.

Det gjorde vi til gengæld i dag, hvor Thomas med ét viste, at Ineos i hvert fald ikke er tvunget til at lægge sig ned på forhånd for de to slovenske monstre til sommer. Selvfølgelig var han i kampen mod klatrerne hjulpet af vejret og sin mere robuste statur, men det var alligevel det mest overbevisende, vi har set i nu snart tre år. Særligt da han med næsten lethed svarede på Michael Woods’ første forcering til sidst, viste han en nærmest skræmmende styrke, der meget vel kunne have ført til sejr, hvis alle ikke de hænder havde været så pokkers kolde. Heldigvis slog han sig angiveligt slet ikke, og meget skal gå galt, hvis Thomas ikke i morgen med en dags forsinkelse bryder sin næsten tre år lange sejrstørke ved at føje Tour de Romandie til listen over vundne WorldTour-etapeløb - en liste, der allerede tæller Tour de France, Dauphiné og Paris-Nice.

Nu fik sejren i stedet til Woods, og det kan man bestemt heller ikke have nået imod. Tværtimod havde canadieren i den grad fortjent at få en stor sejr ud af den superform, han har haft gennem hele foråret, ikke mindst fordi både sygdom og styrtet i Baskerlandet har gjort det til endnu en uheldsramt sæson for manden, der for godt et år siden også brækkede lårbenet.

Bedst af det hele var det endda, at sejren kan kaldes et lille gennembrud. Det er nemlig første gang, Woods viser, at han kan slå de bedste på en rigtig bjergetape. Han har længe været en af bedste puncheurs og også vundet to Vuelta-etaper via udbrud, men i de høje bjerge har det altid handlet om overlevelse, som da han for bare et halvt år siden knækkede på Tirrenos kongeetape og smed sin førertrøje. Allerede i Catalonien talte han imidlertid om karrierens bedste ben på lange stigninger, og dagens resultat blev en bekræftelse på endnu et skridt i udviklingen hos den aldrende canadier, der i kraft af sin sene karrierestart stadig opdager nye sider af sig selv. Og selvom han utvivlsomt med sin triste enkeltstart i morgen må aflevere trøjen, må dagens resultat give næring til de grand tour-ambitioner, han endnu ikke har skrinlagt.

Woods og Thomas var dog langt fra alene om at imponere. Det gjorde i sandhed også Ben O’Connor, der ellers længe lignede et lovende talent, der kollapsede totalt, men som pludselig opstod fra de døde i sidste års Giro på et tidspunkt, hvor karrieren ellers så ud til at være truet. Det var særdeles heldigt, at han pludselig fandt sit livs form i de døende dage af den italienske grand tour, for i dag viste han, at potentialet fra den flotte i Giro 2018 stadig er fuldt til stede. Mest lovende er det endda, at han tilsyneladende har været i stand til at time formen helt eminent, for det var allerede inden nytår, at han meldte ud, at Tour de Romandie ville være forårets helt store mål, som skulle bidrage til at sikre ham en plads på Ag2r’s Tour-hold. Med dagens fornemme ridt bliver han i hvert fald svær at komme uden om for Vincent Lavenu, når de otte navne skal findes til juni.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Det gør Lucas Hamilton nok også for BikeExchange-chef Matt White. Det har ellers ikke været endeligt meldt ud, om den grand tour-chance, australieren er blevet lovet, skulle komme i Touren eller Vueltaen, men det kunne nu se ud til, at han skal kastes for løverne i det største løb af dem alle. Med dagens flotte ridt fulgte han nemlig smukt op på de stærke præstationer i Paris-Nice og Catalonien, og han har dermed på smukkeste vis grebet den mulighed, der pludselig opstod i holdets etapeløbshierarki, da Adam Yates og Jack Haig sagde farvel.

Lige så opløftende var det at se Fausto Masnada. Italieneren er endnu et strålende eksempel på, at de fleste blomstrer op, når de ifører sig Deceuninck-trøjen, for Masnada fandt med det samme adskillige procent, da CCCs kollaps og en serie skader på det belgiske hold betød, at han i august pludselig midt i sæsonen kunne skifte hold. Det førte til overbevisende ridt gennem hele efteråret, særligt i Giroen, hvor det blev til top 10 trods en rolle som hjælper, og dagens præstation vidner om, at han har taget endnu et skridt. Dermed står det også i stigende grad klart, at det i hvert fald ikke bliver holdet, der bør koste Remco Evenepoel en Giro-sejr, hvis han bluffer og alligevel har tænkt sig at gå efter den samlede sejt, som hans konkurrencegen må have meget svært ved bare at sælge gratis til Egan Bernal og Ineos.

Måske hjalp regnen ham også, for det vil ligne en Deceuninck-rytter dårligt at lade sig slå ud af dårligt vejr. Regnen var i hvert fald en sandsynlig forklaring på, at Ion Izagirre leverede et af sine bedste bjergridt i lang tid, for det er velkendt, at baskeren altid finder ekstra procent, når regnen siler ned. Det gør Marc Soler også, og selvom den store spanier i dag mistede trøjen, forsvarede han sig fornemt på en stigning, der burde have været for svær, og han har på bare to dage forvandlet et bekymrende forår til en ganske lovende optakt til den første chance som grand tour-kaptajn. I den Giro skal han ud over Masnada også slås med Damiano Caruso, der efter en tøvende start på løbet igen viste, at han er god i regnvejr og nok engang har fundet formen frem mod grand tours, som han plejer - en grand tour, der dog igen skal bruges i den hjælperrolle, han mestrer så fornemt, men som ikke forhindrede ham i at gå i top i sidste sæsons Tour de France.

Det var også en flot dag for nogle unge kometer. Thymen Arensman kom ganske vist ringe fra start i år, men ligesom i 2020 er han gennem sæsonen bare blevet bedre og bedre, og han har virket flyvende i dette løb. Mens lille Van Wilder frøs i kulden, var det ikke overraskende, at den langt mere robuste Arensman havde det bedre i det elendige vejr, og med dagens ridt fik han igen sat en streg under, at der var en grund til, at han endte som nr. 2 bag en vis slovensk Tour-vinder i Tour de l’Avenir i 2018. På samme vis viste danske Mattias Skjelmose i sin beskedne alder på bare 20 år, at han altså vitterligt er ”the real deal”, og at det flotte resultat i UAE Tour tidligere på året, ikke bare var udtryk for god form i vintermånederne. Det kræver nemlig sin mand at være med fremme i disse bjergløb, der har ry for at være blandt sportens hårdeste.

For andre var løbet mere alarmerende. En 14. plads til Rui Costa er skam bedre end det, vi har set i resten af det ringe forår, særligt på så svær en etape, men det er alligevel et særsyn, at han ikke er med helt fremme i løbet, hvor han altid genopstår fra de døde. Det er han også delvist gjort i år, men desværre står det efterhånden lysende klart, at Costa stille og roligt bare taber et par procent fra år til år og mere og mere har kurs mod en hjælperrolle på det stjernebesatte UAE-mandskab. Wilco Kelderman skuffede vel også en anelse, men så stejl og svær en stigning har måske altid været lige til den skrappe side for hollænderen, der heller ikke viste storform i Ardennerne.

Langt værre var det dog for Steven Kruijswijk. Han plejer ellers nok at kunne klare lidt regnvejr, men som det har været tilfældet gennem hele året, var han igen i dag helt bag om dansen. Mere og mere peger desværre på, at hollænderen storhedstid kan være ovre, og pludselig ligner det i 2020 så dominerende Jumbo-mandskab måske det lille hold, når de til sommer skal måle sig med det skræmmende Ineos-mandskab og et UAE-hold, der ser stærkere og stærkere ud omkring Tadej Pogacar. Særligt fordi Kuss ligesom i Catalonien har været svingende i dette løb, og hvis kulden ikke er årsagen, synes han fortsat ikke at være kommet sig over den børnesygdom.

Det skorter ellers ikke på stærke hold til sommer, men det gjorde det i dag. Allerede på forhånd så det ud til, at der kunne mangle hold til at kontrollere etapen, men det var alligevel overraskende, at det skulle blive så anarkisk, som det blev. Ineos havde i hvert fald meget is i maven, da forvirringen omkring den neutraliserede nedkørsel pludselig gav et ellers ufarligt og ikke specielt klatrestærkt udbrud så meget tid, at det endda kortvarigt så ud til, at en uhyre velkørende Magnus Cort måske kunne tage en ganske sensationel sejr og dermed skabe det danske mirakel, jeg ellers udelukkede i gårsdagens analyse.

I sidste ende havde Ineos dog styr på det, og deres tøven i deltagelsen i føringsarbejdet var vel mest af alt udtryk for en erkendelse af, at de med den svage trup ikke kunne starte for tidligt og var nødt til at bruge Movistar så længe som muligt. Da først Eddie Dunbar og ikke mindst Rohan Dennis gik i gang, smeltede Corts forspring lige så hurtigt, som det burde på en stigning, der var så svær, at den havde krævet et betydeligt større forspring, hvis det skulle være lykkedes. Mere bekymrende var det, at det havde givet så stort et forspring til klatreren Simone Petilli, der da også i sidste ende helt forventeligt endte som udbruddets bedste, men da han i går var sejlet agterud på de drivvåde veje, var han alligevel helt ligegyldig i forhold til Ineos’ jagt på den samlede sejr.

Den jagt gik i sidste ende lige så godt, som briterne kunne have ønsket sig, og selvom etapen fik en lidt kluntet afslutning, skal Thomas formentlig rammes af det uheld, der har en tendens til at forfølge ham, vis ikke han på morgendagens enkeltstart skal gøre det færdigt. Skulle det lykkes, vil det være alt andet end overraskende, for waliseren var også inden løbet den i mine øjne største favorit. Alligevel må det give en særligt god fornemmelse i maven, fordi grunden til sejren ikke synes kun at blive langt på enkeltstarterne, men også i de bjerge, hvor han inden løbet stadig havde lidt at bevise.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

At det endda skete på et vanskeligt bjerg, der skabte et af de mest episke dramaer i år, gør kun selvtilliden frem mod slaget mod de slovenske monstre til sommer endnu større. Og for arrangørerne står det vist også klart, at et besøg på Thyon 2000 kalder på en snarlig gentagelse.

HAR DU SAT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D´ITALIA?

Favoritterne

Traditionelt har enkeltstarten i Romandiet været den helt afgørende etape, men årets brutale kongeetape har i høj grad reduceret dens betydning. Dagens enorme tidsforskelle, der delvist var forårsaget af det elendige vejr, har i hvert fald givet et langt mere etableret klassement, end man ofte har set, når vi er nået til tidskørslen, der i de senere år typisk har ligget på sidstedagen.

Kombinerer man det med de ofte lidt lettere kongeetaper, kunne det tale for, at man skal være en sublim temporytter for at vinde i Romandiet. Sådan har det bare ikke altid været. Enkeltstarterne i Romandiet er nemlig uhyre varierede, og arrangørerne har altid mestret kunsten at udnytte den store variation af muligheder, det alsidige alpeterræn giver. I nogle år har man bare kørt fladt langs bredden af Genevesøen, hvilket har givet sejre til wattmonsteret Tony Martin, i andre år har man haft fladt terræn kombineret med én svær stigning, i blandt andet 2016 havde man så kuperet en rute, at Thibaut Pinot ganske overraskende sejrede foran Tom Dumoulin, og i 2018 havde man sågar en regulær bjergenkeltstart, der blev vundet af Egan Bernal.

I år ligger vi bestemt i den vanskelige del af spektret. Måske ser profilen ikke alt for skræmmende ud på papiret, men 338 højdemeter over bare 16 km er altså meget! Til sammenligning havde den bestemt ikke nemme rute, som Primoz Roglic vandt på i 2019, kun halvt så mange højdemeter, og den nylige, meget svære enkeltstart i Baskerlandet, hvor Roglic vandt ganske suverænt havde 231 højdemeter over ca. 14 km. Da Pinot vandt i 2016, var der 278 højdemeter over 15 km, og den ganske kuperede enkeltstart, Julian Alaphilippe vandt i Touren i 2019 havde 391 højdemeter over en næsten dobbelt så lang distance på 27,2 km.

Det er dog ikke kun klatringen, der søndag bliver en udfordring. Enkeltstarter i Romandiet er ofte tekniske, og det er denne bestemt også. Særligt den indledende nedkørsel inde i Fribourg kan blive et mindre mareridt på våde veje, og det samme gælder for den snoede afsluttende nedkørsel, der kan være spejlglat og de sidste sving inde i byen. Etapen har dog også sine tonserstykker midtvejs, hvor specialisterne kan åbne for gassen, og dermed skal man mestre stort set hele paletten på en rute, hvor det bliver svært at finde rytmen. Flere af stigningerne er også lidt eksplosive, særligt naturligvis brostensrampen og målbakken, og et godt punch er derfor heller ikke at foragte.

En særlig udfordring er vejret. Nedbørsrisikoen er igennem hele dagen 80%, og det er derfor meget muligt, at nogle vil have tør- og andre regnvejr. Regnen har dog ikke bygeform, og der er derfor ikke tale om pludselige regnskyl med stærk vind og kraftigt faldende temperaturer. I stedet er der tale om stille regn, der kan være lidt on-off, og det taler for, at forholdene vil være stort set identiske. Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at nogle vil have våde og andre tørre veje - og det vil være helt afgørende på denne tekniske rute - men al sandsynlighed taler for, at alle vil have vand på vejene. Om det så lige regner, mens man kører, spiller næppe nogen rolle overhovedet. Da også vinden er helt konstant, burde betingelser være ens, men vejret er så ustabilt og usikkert, at det ikke kan udelukkes, at visse ryttere vil have fordele. Det er bare på forhånd umuligt at sige hvem. Derfor baserer jeg optakten på den antagelse, at alle har lige vilkår.

Selv med ens vilkår er vejret vigtigt. De våde veje gør det langt mere halsbrækkende, og risikovillighed bliver pludselig en helt afgørende faktor. Det samme gør de våde brosten, for det er meget tænkeligt, at det kan blive svært at bestige den stejle brostensrampe stående. Det giver en klar fordel for lidt tungere og mere siddende klatrere som Rohan Dennis, Geraint Thomas og Steven Kruijswijk, mens ryttere som Richie Porte, Michael Woods og Sepp Kuss, der stort set altid klatrer stående på i hvert fald stejle procenter, kan få en betydelig ulempe.

Samlet set er der tale om en uhyre alsidig test, hvor det er meget svært præcis at sige, hvor meget vægt man skal tillægge de enkelte elementer, men klatreevner, punch, tempoevner, tekniske evner og risikovillighed vil alle spille en betydelig rolle. Samlet set må antallet af højdemeter dog anses som værende så betydeligt, at de tungere folk vil have en ganske betydelig ulempe, også selvom det taler til deres klare fordel, at en del af klatringen kommer på en våd brostensrampe og ikke på en knastør asfaltstigning.

Etapens alsidige karakter og det uhyre stærke felt betyder også, at man kan pege på adskillige mulige vindere, og det er derfor bestemt heller ikke mest fasthed i tastetrykket, at jeg peger på Rohan Dennis som favorit. Det er dog svært at komme udenom, at australieren som temporytter synes delvist genfødt med sine sejre i Catalonien og på prologen, og samtidig viste han både på bakken i tirsdags og med sin klatring de seneste dage, at han har taget nogle af sine bedste klatreben med til Schweiz. Med den form er det bestemt ikke nogen ulempe, at etapen har så mange højdemeter, for det giver ham en overhånd i forhold til de fleste af feltets øvrige wattmonstre, kun med undtagelse af Geraint Thomas. Med den power, han havde i Catalonien, vil han være en af de allerstærkeste på det flade stykke også, og han er teknisk ikke helt dårlig, ligesom han har et fint punch til bakkerne og har tyngden og klatrestilen til en våd brostensbakke.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Usikkerheden kan måske være fredagens styrt. I dag var han ikke ringe, men han virkede heller ikke så overbevisende som i torsdags. Det er også tænkeligt, at det nylige styrt måske kan føre til lidt for megen forsigtighed, når der igen bydes på våde veje, men det vil formentlig gælde for langt de fleste af rivalerne, særligt da for Thomas og Stefan Küng, der også har smagt på asfalten de seneste dage. Dennis har i hvert fald masser af motivation til at jagte et hattrick, og hans form synes skræmmende god lige nu. På så alsidig en rute kan det meget vel være nok til en tredje temposejr på en god måneds tid.

Det vil dog ikke overraske mig, hvis Geraint Thomas slår ham. Alt andet lige må det være en fordel for waliseren, at etapen har så megen klatring, særligt da med den skræmmende gode form, han udviste i dag. Sidste år blev han som temporytter genfødt, særligt med 4. pladsen (foran Dennis) ved det flade VM, og selvom han var noget skuffende i Catalonien, er det indlysende, at han med sin nuværende form står langt bedre på denne rute, der da også passer ham bedre. En våd brostensbakke er også glimrende for den altid siddende Thomas, der sågar har specialiseret sig i brostensklassikere og er god på sådanne bakker, og teknisk er han heller ikke ueffen.

Der er dog et par usikkerhed. Thomas bør stadig klatre bedre end Dennis, men vi skal ikke glemme, at Dennis faktisk var 3 sekunder hurtigere på tirsdagens bakke - endda selvom Thomas havde de bedste vindforhold. I tirsdags havde Dennis også overhånden på det flade, selvom han her var begunstiget af bedre vind, og med det niveau, han har vist i år, må Dennis vil også tillægges en lidt større power på den flade del. Først og fremmest tror jeg dog, at Thomas kan køre lidt med håndbremsen trukket på den sidste nedkørsel. Her taler alt for, at han vil have sikret sig den samlede sejr, og særligt efter dagens styrt vil han næppe tage unødige risici. En samlet sejr vil være vigtigere end en etapegevinst - især hvis det alligevel er en holdkammerat, der har bedste tid - og derfor er jeg endt med at pege på Dennis, selvom det bestemt ikke vil undre, hvis formstærke Thomas på så kuperet en rute tager sin første enkeltstartssejr siden de britiske mesterskaber i 2018.

Jeg er langt mere i tvivl om, hvem der skal have 3. pladsen bag de to umiddelbart mest oplagte favoritter, men jeg vælger at pege på Remi Cavagna. Egentlig bør ruten have alt for mange højdemeter for en relativt tung fyr som Cavagna, men han har altså for vane at overraske i kuperet terræn. Særligt hans vanvittigt flotte enkeltstart på La Planche-des-Belles-Filles under Touren vidner om, at Cavagna end ikke skal undervurderes, når vi taler om en halv bjergenkeltstart.

Det, der slog hovedet på sømmet, var dog prologen. Den korte, eksplosive disciplin burde slet ikke passe franskmanden, men alligevel var han hurtigst af alle på den flade del - præcis som han imponerede på den flade del i Touren sidste år. I forvejen har han vist sine tempoevner med 2. pladser i både Catalonien og Paris-Nice, og selvom de begge var knap så kuperede som denne, vidner det om, at Cavagna på store dele af ruten vil kunne vinde tid. Det er klart, at han på andre dele kommer til kort over for de bedre klatrere, som han gjorde det i tirsdags på bakken, og det er også klart, at han før har haft sine udfordringer på tekniske dele. Teknikken gik dog godt i tirsdags, og det er velkendt, at Cavagna er god i regnvejr. Derfor tror jeg, at han overgår sig selv igen - mange højdemeter eller ej.

En rytter, der til gengæld med sikkerhed vil lide under de mange højdemeter, er Stefan Küng. Havde der været tale om en flad tonserenkeltstart, havde han på baggrund af hans seneste præstationer, senest i Tirreno, været i spil til pladsen som topfavorit, men det kan han ikke være på en rute, der er så kuperet som denne. Alligevel skal man passe på med at udelukke sejr til den lokale helt. Küng har i den grad fordel af regnvejret og det forhold, at der er tale om en våd brostensbakke og ikke bare en klassisk, stejl rampe, og han har senest i Valencia vist, at klatrebenene og formen er god. Også han er særligt god i regnvejr, hvor han har vundet et hav af sejre i dette løb, og ruten har så meget fladt, at Küngs enorme motor, der slog Filippo Gannas i Tirreno, sagtens kan komme i spil. Også han har måske det nylige styrt på glatte veje siddende lidt for meget i baghovedet, men motivationen fejler i hvert fald intet. Formentlig er ruten for kuperet, men Küng klatrer efterhånden så godt, at han alligevel er en reel kandidat.

Hvordan kan Filippo Ganna ende helt nede som nr. 5? Sidste år var italieneren jo ellers helt ustoppelig, og i Giroen viste han, at lidt bakker heller ikke generer ham. I år har han bare underpræsteret hver eneste gang. Nok vandt han sine to første enkeltstarter, men begge gange med overraskende lille margin, og i Tirreno blev han slået af både Wout van Aert og Küng på en rute, der kun handler om watt - en disciplin, der burde være Gannas spidskompetence. Det bekymrende billede gentog sig i tirsdags, hvor han faktisk satte en for ham overraskende god tid på bakken, men hvor han tabte løbet på den flade del, der burde have været hans spidskompetence. Naturligvis havde jeg sikkert alligevel gjort Ganna til favorit, hvis der havde været en flad tonserrute, men der her er tale om en rute med så mange højdemeter, at selv 2020-udgaven af Ganna ville være sårbar, ser det altså lidt bekymrende ud for 2021-udgaven. Hvis Küng igen er bedre på den flade del, og de er stort set lige gode på bakkerne, slår han i hvert fald ikke schweizeren, og hvordan skal han så slå eksempelvis Dennis, der i år har været både flyvende på tonserdele og på stigninger? Det ændrer dog ikke på, at Ganna stadig er uhyggelig og kørte ganske fremragende enkeltstarter i år, selvom niveauet ikke var som i 2020. Nogen sensation vil endnu en Ganna-sejr derfor ikke være.

Havde det været tørvejr og solskin, havde jeg haft Richie Porte i top 3. I regnvejr forholder det sig anderledes, og faktisk var det regnen på denne etape, der var hovedårsagen til, at han kun blev nr. 2 på min indledende favoritliste. Porte viste ellers i Touren og Catalonien, at han som temporytter stadig er fremragende, og hans tid på bakken i tirsdags vidner om, at han stadig er en af verdens bedste på stigninger under enkeltstarter. Problemet er bare, at Porte er en forsigtigper og klodset på våde veje, og det er svært at forestille sig, at han ikke allerede har mistet en del tid efter den første, tekniske nedkørsel. Nu kan han måske ikke engang stå op på den stejle brostensrampe, hvor han ellers med sine klatreevner skulle have vundet tid på de bedre temporyttere, og så får han lige pludselig ikke det udbytte af de mange højdemeter,som han burde. Jeg vil stadig tro, at Porte sætter nogle fremragende tider på i hvert fald asfaltstigningerne, men de våde veje bliver formentlig lidt for dyre til, at han vil tage de risici, der skal til for at vinde.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Det vil Stefan Bissegger utvivlsomt gerne, men alligevel ender han nederst på listen over de syv, der vel har en reel chance for at vinde etapen. Det skyldes alene de mange højdemeter. Ganske vist kørte han en fornem enkeltstart på den kuperede rute i BinckBank Tour, ligesom han vandt i Paris-Nice, hvor det bestemt ikke var helt fladt, men denne rute er altså noget andet. Den har mere end tre gange så mange højdemeter som i Frankrig over bare en marginalt længere distance og halvanden gange så mange som i BinckBank Tour, hvis man kompenserer for distancen. Ganske vist drager han fordel af regn, brosten og tekniske passager, men som vi så på tirsdagens bakke, hvor han ellers kørte flot, og i udbruddet i går, er han altså ikke nogen stor klatrer. Han har vist, at han på de flade dele sagtens kan måle sig med folk som Ganna, Küng og Dennis, men på bakkerne er han altså den tungeste af de syv favoritter. Derfor ender han nederst på listen blandt de syv topnavne.

Det er svært at tro, at vinderen ikke er en af de syv ovennævnte, men herefter er det uhyre åbent. Det er derfor heller ikke med nogen stor overbevisning, at Damiano Caruso får den femte og sidste plads blandt de trestjernede favoritter. Italieneren skuffede mig nemlig fælt på prologen, men i dag viste han heldigvis, at formen slet ikke er spor ringe. Caruso burde endda være skabt til denne rute, da han klatrer godt, er teknisk dygtig, er eksplosiv og notorisk god i regnvejr. Hans kuperede enkeltstarter har på det seneste været ganske sublime med en 7. plads i Touren i 2020 og en 4. plads i Giroen i 2019, og han synes at være den helt perfekte komplette rytter til denne rute. Jeg var stærkt bekymret for formen, men efter i dag vælger jeg at tro, at han vil præstere på samme niveau, som han har gjort på lignende enkeltstarter de senere år.

En anden italiener, der pludselig er blevet tempospecialist på det seneste, er Mattia Cattaneo. Sådan så det ellers ikke ud, indtil han i Giroen i 2019 pludselig opdagede nogle ukendte evner. Dem har han forfinet hos Dececuninck, særligt med 6. pladsen i Vueltaen sidste år, og selv i hans meget formsvage udgave i UAE Tour, Paris-Nice og Baskerlandet blev han nr. 11, 15 og 15. Nu har han endelig fundet formen med ganske fin kørsel de seneste dage og en fornem prolog, som ellers ikke burde være hans spidskompetence. Med sine klatreevner burde også han have hele den pakke, der skal til for at præstere på denne alsidige rute, og han har tidligere vist, at han er fremragende i dårligt vejr, som vi så med det flotte ridt på 15. etape i Vueltaen eller i GP Industria i 2019. Med den form, han har nu, bør det i hvert fald gå bedre end i de gode enkeltstarter tidligere på året.

Det kan virke mærkeligt at pege på Steven Kruijswijk, når han igen i dag fejlede så grusomt. Det gjorde han bare også i bjergene i Paris-Nice og Catalonien, men begge steder kørte han de bedste relativt korte enkeltstarter nogensinde. Det blev til en 11. plads i Paris-Nice og ikke mindst en fremragende 5. plads i Catalonien, inden han faldt helt sammen i bjergene. Det taler for, at han sagtens kan rejse sig med endnu et brag af en enkeltstart på en rute, der er så kuperet, at han burde kunne lide den. Udfordringen er de tekniske og eksplosive elementer, ligesom en stejl brostensrampe nok ikke er til hans fordel, men med tanke på det, han har vist i år, vil det ikke være en overraskelse, hvis han overvinder de udfordringer.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Fausto Masnada. Italieneren har aldrig kunnet køre enkeltstart, men så blev han ramt af Deceuninck-magien. Han blev en nærmest sensationel nr. 11 i Catalonien, hvor han ikke var i nærheden af at have den form, han har nu. Denne rute passer med de mange højdemeter endda langt bedre til en klatrer som ham, og derfor er der grund til at tro, at superformen kan føre ham langt. Det er klart, at han skal bevise, at Catalonien ikke bare var et engangstilfælde, men Deceninck-historikken taler for, at han kan overraske igen i morgen.

Marc Soler er uhyre svingende på enkeltstarter, og når han ikke er i form, er de slet ikke værd at skrive hjem om, som vi så i Catalonien og Tirreno tidligere i år. Til gengæld er formstærke Soler en god temporytter, som han senest viste med 13. pladsen i Touren og 12. pladsen i Vueltaen. Denne kuperede rute kan minde lidt om den, der lagde grunden til hans samlede sejr i Paris-Nice i 2018, hvor han endte som nr. 2, og mens prologen ikke passede ham, burde han være som en fisk i vandet her. De tekniske elementer er nok ikke nødvendigvis nogen fordel, men til gengæld er han altid god i regnvejr, og han har også den rette tyngde til brostensbakken. Fra Soler skal man altid forvente en skuffelse, men potentialet er til mere.

Wilco Kelderman skuffede en anelse i dag, og det står vel klart, at han ikke er på toppen. Alligevel kørte han en god prolog, ligesom han kørte pæne enkeltstarter i både Catalonien og Baskerlandet. Begge de to spanske løb viste ganske vist, at han altså ikke helt er den temporytter, han engang var, men han har trods alt været så stabilt god, at han i dette felt bør være en af de bedste. Det bør tale til hans fordel, at ruten er så kuperet, men det er nok ikke nogen fordel med regn for den Kelderman, der har for vane at styrte i tide og utide. Han er dog teknisk slet ikke så ringe, og derfor burde det være en god rute for en af løbets mest alsidige ryttere.

Som skrevet i analysen var det en fornøjelse at se Thymen Arensman bekræfte sit store potentiale i dag. Nu skal han så vise, at det også gælder på enkeltstarten, hvor han har vist lovende takter. Det gjorde han med 15. pladsen i Vueltaen og 16. pladsen i Catalonien, hvor han slet ikke var i samme form som nu. Denne kuperede rute passer endda langt bedre til en mand, der er klatrer, før han er temporytter, og han viste samtidig i dag, at han har robustheden til at klare lidt regnvejr. Han har stadig til gode at være med helt fremme på en enkeltstart, men kombinationen af forbedret form og god rute bør betyde, at han kommer tæt på denne gang.

Marc Hirschi fik klø på dagens bjergetape, men det kommer trods alt ikke som noget stort chok, at det alligevel blev lidt for stor en mundfuld for ham med hans nuværende form. Tempospecialist er han heller ikke, men det var han heller ikke i Baskerlandet, hvor han blev nr. 12. Dengang var formen endda betydeligt ringere, og denne urytmiske, eksplosive og tekniske regnvejrsrute burde faktisk passe ham som fod i hose - endda endnu bedre end i Baskerlandet. I fladt tonserterræn har han ikke meget at skulle have sagt, men i denne alsidige test bør han kunne slutte sit forår godt af med en fin præstation på hjemmebanen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

En af etapens jokere er Tejay van Garderen . Sidste år var amerikaneren skræmmende langt fra sit niveau, men både i Alperne og i begyndelsen af dette løb var han ganske godt kørende. At han sejler væk i regnvejr, var forventeligt, men når han klatrer så anstændigt, som han gør nu, plejer han stadig at køre gode enkeltstarter. I 2019 blev han nr. 2 bag Van Aert i Dauphiné og nr. 4 i Paris-Nice, og selvom vi ikke skal regne med samme flyvende højder her, burde han have formen til at vise lidt af de tempoevner, han plejer at have. Det er klart, at regnen og de tekniske dele er en kæmpe udfordring for den lidt klodsede Van Garderen, og det er formentlig nok til at sende ham ud af den absolutte top, men hans nylige kørsel gør, at vi bør kunne håbe på livstegn fra amerikaneren,

Hvad med Chad Haga? Amerikaneren er uhyre svingende, og han har aldrig rigtigt noget de samme højder, som da han vandt i Giroen i 2019. Bedre er det ikke blevet af, at han i Giroen sidste år kun fik lov at give den gas to gange, men her endte han til gengæld som hhv. nr. 13 og 7. Han floppede fælt i Catalonien, mens hans prolog, der slet ikke passede ham, var faktisk ganske lovende. Hans klatring har også set hæderlig ud, så han synes at være i udmærket form. Han skal helst have en lidt kuperet rute, men min frygt er alligevel, at han ikke helt klatrer godt nok til at være med helt fremme på en rute, der er så svær som denne.

Skal jeg nævne Ion Izagirre igen? Baskeren falder i stigende grad sammen som temporytter, og de opløftende takter fra Paris-Nice forsvandt som dug for solen med katastrofen i Baskerlandet og en yderst skuffende prolog. Det kan dog ikke ændre på, at han synes i fremragende form, som vi så i dag på en etape, der burde være for svær, og denne kuperede, tekniske og urytmiske rute er af den type, Izagirre elskede i sin storhedstid. Regnen er også en lille gave for en af feltets mest udprægede regnvejrsryttere, der i hvert fald kan starte med at vinde tid på den tekniske nedkørsel. Om han så har tempoevnerne til den flade del, er nok mere tvivlsomt.

Nu er dette Schweiz, og derfor må man også nævne Rui Costa. Portugiseren er ikke specialist, men i Schweiz gør han det som regel hæderligt. Senest blev han nr. 7 for to år siden, og denne mere kuperede og tekniske rute passer ham langt bedre. Han har ikke samme niveau nu, men han kom trods alt så fint igennem kongeetapen, at der er grund til at tro på et fint resultat på en regnvåd rute, hvor også brosten og tekniske dele passer ham fint.

Ruten bør også være for kuperet til Josef Cerny. Allerede i Baskerlandet kom han klart til kort på en rute, der end ikke havde så mange højdemeter som denne, og han har mildt sagt også set temmelig tung ud på bakkerne i dette løb. Han kørte dog en anstændig prolog, og han viste i Giroen sidste år, at han godt kan præstere på kuperede rute. De tekniske dele og regnen burde heller ikke genere ham, og han er utvivlsomt en af de bedste temporyttere. Det vil dog alligevel undre mig, hvis han er helt fremme på denne rute.

Det kunne godt være på en sådan rute, at Diego Ulissi gør det godt, men jeg tror ikke, at formen rækker. Prologen giver grund til optimisme for Sepp Kuss, særligt grundet højdemeterne, men jeg ser ham ikke være med helt i front. Det samme kan siges om Ilan van Wilder, men selvom der skal klatres, er han altså ikke tempospecialist, og selvom Michael Woods har alt at køre for og vil kunne lide klatringen, så vi senest i Baskerlandet, at hans enkeltstart stadig er katastrofal. Clement Champoussin kørte en god enkeltstart i Vueltaen, men har været alt for undervældende på det sidst til, at jeg tror på en gentagelse. Lucas Hamilton og Ben O’Connor kan glæde sig over højdemeterne, men de skal stadig begrænse tabet, og selvom ruten passer ham, har Gorka Izagirre ikke kørt gode enkeltstarter i lang tid. Jeg glæder mig til at se, hvor langt formen fører den normalt tempostærke Mattias Skjelmose, men hans enkeltstarter i år har været sådan, at vi nok ikke skal regne med et absolut topresultat. Magnus Cort har kørt flotte enkeltstarter i år, men her er højdemeterne nok for mange for en mand, der gravede meget dybt i dag. Tony Martin går efter et resultat, men vi så i Paris-Nice, at han har sine begrænsninger nu, og ruten bør være lidt for svær. Miguel Angel Lopez viste i Algarve, at han kan overraske, men dagens præstation og regn på en teknisk rute gør det svært at være alt for optimistisk. Jesus Herrada overraskede på prologen, men har ellers ikke kørt gode enkeltstarter i en menneskealder, og selvom jeg tror, at Antonio Tiberi kan gøre det flot, vil det overraske at se det unge talent helt fremme. Ruten er for svær for Alex Edmondson, Jos van Emden, Tom Bohli og Ian Garrison, der også er faldet sammen som temporyttere, og den er også for vanskelig for Mathias Norsgaard, Claudio Imhof, Owain Doull og Mads Würtz. Neilson Powless har ikke kørt gode enkeltstarter i lang tid, og det samme gælder for en ellers formstærk Dario Cataldo, Andrey Amador, Damien Howson og Brent Bookwalter. Endelig har Marco Brenner manglet for meget på dette niveau.

OPDATERING: Ved en gigantisk fejl har jeg overset formstærke Jan Tratnik, der burde være skabt til denne kuperede, tekniske regnvejrsrute. Senest viste han tempoevnerne på prologen, hvor både hans punch og tekniske evner kom ham til gode, og kuperede enkeltstarter har altid været hans spidskompetencen. Som vi så i 2019, hvor han vandt prologen og blev nr. 13 på den lange enkeltstart, har han det sværere over disse distancer, men han må regnes som en af favoritterne, særligt fordi han i Giroen genfandt lidt evner på længere enkeltstarter også.

Feltet.dks vinderbud: Rohan Dennis

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Remi Cavagna

Outsidere: Stefan Küng, Filippo Ganna, Richie Porte, Stefan Bissegger, Damiano Caruso

Jokers: Mattia Cattaneo, Jan Tratnik, Steven Kruijswijk, Fausto Masnada, Marc Soler, Wilco Kelderman, Thymen Arensman, Marc Hirschi, Tejay van Garderen, Chad Haga, Ion Izagirre, Rui Costa, Josef Cerny

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen eller lige her.