I Nyons skal der igen klatres, n\u00e5r man drejer mod nordvest for at k\u00f8re op ad den ikke-kategoriserede Col de Novezel (6,5 km, 2,4%), der har top efter 112,0 km. Nu falder det atter mod nordvest ned til Salles-Sous-Bois, hvor man rammer kategori 4-stigningen Col de Serre Colon (4,1 km, 3,7%) med top efter 130,0 km. Derefter falder det igen let ned storbyen Montelimar, som n\u00e5s efter 144,0 km.<\/p>","
En lang dag, der hovedsageligt er let faldende, har f\u00f8rt rytterne ned i under 100 m h\u00f8jde, men nu vender trenden. I Montelimar venter et fladt stykke, mens man krydser Rhone-floden, inden man k\u00f8rer mod nord op ad kategori 4-stigningen Cote de Saint Vincent de Barr\u00e8s (2,7 km, 4,2%), der aldrig bliver meget stejlere end 4%. Toppen kommer med 16 km igen, hvorefter det falder let mod nord. Med ca. 10 km igen drejer man mod vest, hvorefter det stiger med 3,4% over 1200 m, inden man k\u00f8rer mod nordvest ind mod Privas ad en vej, der er ganske let stigende. I udkanten af Privas flader det med 3 km igen ud, inden det atter stiger let, indtil man rammer de sidste 1200 m, der er flade. Finalen er lidt kringlet, da en bugtende vej har en ret skarp kurve med 2 km igen, inden et sving kommer lige ved den r\u00f8de flamme, hvorefter vejen bugter sig ind p\u00e5 den 250 m lange, 6 m brede opl\u00f8bsstr\u00e6kning.<\/p>","
Privas var senest v\u00e6rt for et stort cykell\u00f8b i forbindelse med Criterium du Dauphin\u00e9 i 2008, hvor Alejandro Valverde vandt den stigende spurt foran Thor Hushovd, der til geng\u00e6ld tog f\u00f8rertr\u00f8jen efter en 2. plads p\u00e5 prologen dagen forinden. I 1999 k\u00f8rte en ung Alexandr Vinokourov alene hjem som st\u00e6rkeste mand fra et udbrud og overtog dermed f\u00f8rertr\u00f8jen. Sidste \u00e5r sluttede en Tour de l\u2019Avenir-etape i byen, hvor talentfulde Stefan Bissegger spurtede sig til sejr.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Vejret
Regnen fra de første etaper er et fjernt minde. Onsdag bliver helt skyfri med en behagelig temperatur i målbyen på 24 grader. Vinden vil være jævn til frisk (20 km/t) og komme fra nord. Det giver side- og sidemedvind på etapens første halvdel, men kort inden første stigning drejer man ind i sidemodvind. Det bliver t il modvind kort inden sidste stigning, hvilket varer ved, indtil man drejer ind i sidevind med knap 10 km igen. Det bliver til sidemodvind med 5 km igen og næsten ren modvind på den sidste kilometer.
Analyse af 4. etape
Jeg husker ikke, hvornår jeg begyndte at omtale ham som et monster, men det kom så naturligt, at jeg har gjort det i lang tid. Monstre er nemlig både skræmmende og uhyggelige, og så er de gerne altædende. Præcis sådan må den samlede cykelverden have det, når de gang på gang møder op til et cykelløb og ser fænomenet Primoz Roglic sætte alt og alle på plads.
Særligt ordet altædende passer som i fod i hose på den tidligere skihopper, der ikke kunne forlige sit vinderinstinkt med tilværelsen som statist i den sport, han først praktiserede. Roglic kan nemlig ikke fornemme en målstreg uden absolut at ville krydse den først. Og med en ekstrem alsidighed, der gør ham til en af verdens bedste temporyttere, den måske bedste klatrer, teknisk dygtig og lynhurtig, sker det meget ofte, nærmest uanset hvordan ruten er designet, eller uanset om det er endags- eller etapeløb. Faktisk er det skræmmende at se, hvordan han stort set aldrig ender uden for top 10, med mindre vi taler om et decideret sprinterløb. Renser man listen for massespurter, blev det inden sidste års Giro således til 8 sejre, 4 andenpladser, 3 tredjepladser, en 7. og en 11. plads ikke noget som helst andet. Og inden årets Tour kunne han prale med 5 sejre, 3 andenpladser samt en 9. og en 10. plads (som kun skyldtes dels et udbrud, dels at han blev lukket inde i en spurt) i de få starter, han har haft i den korte sæson.
Det er faktisk den ærgerrighed, der i første omgang var et problem for ham. Både i ugelange etapeløb og i Touren i 2018 spillede han lidt for meget med musklerne, ganske enkelt fordi han ikke kunne lade være, og det kostede ham af og til de følgende dage. Det sker imidlertid ikke længere, nu hvor han har lært at køre som en rigtig - og dermed mere konservativ - grand tour-rytter, som vi så i sidste års Vuelta, hvor en fuldstændig overlegen Roglic gjorde præcis det, der skulle til for at vinde løbet, og absolut ikke mere end det.
Det er den tilgang, der skal føre ham til sejr i årets Tour. Det brølstærke Jumbo-hold skal bringe ham sikkert frem til finalerne, hvor han med sin tårnhøje klasse enten selv kan følge rivalerne til dørs eller bruge sit punch til med en sidste forcering at sætte dem til vægs. Alt sammen skal det ske med så lille et energiforbrug som muligt, inden han så kan gøre arbejdet færdigt på enkeltstarten på løbets næstsidste dag.
Den strategi blev i dag stillet til fuldt skue, da Roglic fik sin første chance til at give rivalerne et nyrestød. Og den nøglekomponent, som pludselig virkede lidt vaklende på 2. etape, viste sig at være helt klar, da det gjaldt. Nok er George Bennett stadig mærket af sit styrt, og nok havde Robert Gesink en sjælden offday, men det så vigtige supermandskab leverede præcis det tog, alle rivalerne frygtede inden løbet, da det i dag gik løs på Oriceres-Merlettes.
Først var utrættelige Tony Martin og Amund Grøndahl Jansen garant for, at den gule armada kom sejrrigt ud af positionskampen, så Roglic modsat mange andre slap for at bokse sig frem på stigningen. Siden viste Wout van Aert, der ellers indrømmede, at benene ikke sad i skabet i søndags, hvorfor han har været et af sæsonens mest hypede samtaleemner med en monsterføring, der satte langt lettere ryttere til tælling. Og slutteligt var Sepp Kuss efter søndagens nedtur der alligevel gjaldt, da han som i Dauphiné satte et så voldsomt tempo, at selv de folk, der modsat ham selv er kaptajner og skal køre klassement, end ikke kunne følge med.
Til sidst var det så op til monsteret selv. Et angreb fra Guillaume Martin blev lukket, mens han sikkert overvejede, om ikke næsen trængte til at blive pillet, og da franskmanden senere startede spurten fra spids, åbnede monsteret sit glubske gab. Med vanlig autoritet kørte han slet og ret Julian Alaphilippe ud af hjulet med en lethed, der indikerede, at pulsen vil knap havde rundet de 100, og cementerede dermed ikke blot sin status som favorit, men gav også rivalerne en indikation af, at de skal være uhyre kreative for at knække monsteret og dets velsmurte Jumbo-maskine.
Naturligvis skal man slet ikke overfortolke etapen. Helt som spået kunne den lille alpebakke ikke gøre de store forskelle, og helt som spået var det snarere et udskilningsløb, der ville afsløre tabere, end en offensiv angrebsfest, der ville kåre vindere. Ikke færre end 16 mand endte i samme tid som Roglic, men den lethed, hvormed han satte sig igennem, og den historik, der går forud i Tour de l’Ain og Criterium du Dauphiné gør det i hvert fald ikke lettere for rivalerne at finde lidt håb her til aften. Og samtidig blev det endegyldigt dokumenteret, at de smertefulde skader, der angiveligt gjorde hans deltagelse usikker helt frem til begyndelsen af sidste uge, helt som ventet var det bluff, man ikke skulle være pokerstjerne for at gennemskue.
Heldigvis blev det ikke kun en Jumbo-fest. Hele cykelverdenen har set frem til duellen mellem Roglic og Egan Bernal, og løbets anden forventede hovedaktør kan være yderst tilfreds med udkommet. Nok var Bernal ikke i nærheden af at true Roglic, men i denne type finale - særligt i løbets første uge, hvor Bernals motor ikke kommer til sin ret - vil altid handle om overlevelse for den regerende Tour-konge. Og der var hverken brug for redningskranse eller livreddere for at sikre denne på en dag, hvor colombianeren så komfortabel ud og slet ikke trådte så firkantet, som han gjorde i et Tour de l’Ain og i et Dauphiné, der bestemt gav grund til bekymring.
Nej, kaptajnerne for de to supermandskaber kan være yderst tilfredse, men til gengæld var det en skidt dag for løjtnanterne. Helt galt gik det for Richard Carapaz, der fra dag 1 har været løbets store spørgsmålstegn. Ville den ugunstige forberedelse koste for meget i uge 1? Ellers ville han siden Lombardiet have fundet de ben, han hidtil har manglet?
Desværre skulle der svares bekræftende på det første spørgsmål. Carapaz er ikke den rytter, der sidste år vandt Giroen med den ene finger i næsen. Al logik både i forhold til dieselkarakteristika og forberedelse tilsiger, at han vil blive bedre undervejs, men han risikerer at miste så meget tid, at han ikke længere kan bruges som våben. Og det er bekymrende, ikke mindst fordi Ineos er flokkens sårede dyr efter det, der i praksis er et tab af Pavel Sivakov, og som efterlader Bernal og Carapaz med et velkørende par i Michal Kwiatkowski og Jonathan Castroviejo, der imidlertid aldrig bliver bjergryttere og blegner totalt i sammenligning med Jumbo-duoen med Kuss og Bennett, der er tættere på at komme sig over styrtet end stakkels Sivakov.
Ineos kan til gengæld glæde sig over, at det også skrabede på hos Roglics løjtnant. Normalt er Tom Dumoulin uhyre kraftfuld i denne slags finaler, men selvom han undgik at tabe tid, var det ikke den Dumoulin, der eksempelvis blæste forbi Chris Froome i en puncheurfinale på Cumbre del Sol i Vueltaen i 2015. Ej heller var det den Dumoulin, der bragede forbi Nairo Quintana med et vanvittigt comeback i Giroen i 2017. Og det var heller ikke den eksplosive Dumoulin, der udkæmpede en fascinerende duel med Simon Yates i puncheurfinalen i Osimo under Vueltaen for 2018.
Det kan naturligvis ændre sig, men Dumoulin har ikke tradition for at blive bedre i løbet af en grand tour. Tværtimod var det kun i 2018, at han undgik at tabe niveau mod slutningen af de lange etapeløb. Nu er omstændighederne efter hans lange skadespause naturligvis helt specielle, og derfor kan man håbe, at det bliver anderledes denne gang, men Dumoulin må regnes som en af dagens tabere på en etape, der ikke gjorde noget for at mudre det Jumbo-hierarki, som har været relativt klart fra start. Til gengæld er Dumoulin synligt bedre end Carapaz og bidrager kun til indtrykket af, at det er Roglic, der er chauffør i det bedste tog, og ikke Bernal.
Roglic har i virkeligheden også en personlig grund til at juble. Det er velkendt, at han og Tadej Pogacar er glimrende venner - blandt andet forærede Roglic sin landsmand etapesejren på Los Machucos i sidste års Vuelta - og derfor må det glæde Jumbo-kaptajnen, at det endda endte som en slovensk fest, præcis som det gjorde netop på Los Machucos for et år siden. Faktisk kan man slet ikke udelukke, at Pogacar med lidt mere aggression i positionskampen kunne have presset Roglic lidt mere, men desværre måtte han lukke et dumt hul, da Julian Alaphilippe leverede en af de eksplosioner, han er så kendt for.
Spørgsmålet er, om venskabet bliver ved med at være så varmt. Nok ved vi, at Pogacar er en fremragende puncheur og god i en finale som denne, men vi ved til gengæld også, at han altid kun bliver bedre undervejs og ofte er rusten i starten af et etapeløb. Den rust var imidlertid slet ikke at spore i dag, og modsat Vuelta-debuten, hvor han blødte på de første to bjergetaper, efterlod Tour-debuten ham som en af de klare vindere på løbets første bjergetape. Ikke blot slettede det med ét de bekymrende takter for Dauphiné, det bekræftede også indtrykket fra foråret om, at Pogacar har lagt betydeligt til i forhold til sit allerede tårnhøje niveau. Og han vil næppe blive ringere fra nu af - tværtimod.
Han var dog ikke den eneste vinder. For Nairo Quintana handlede denne etape alene om overlevelse, men den lille colombianer var så velkørende, at han nær havde fået andel i bonussekunderne. Det er uhyre lovende for Arkea-kaptajnen, men i virkeligheden ikke noget chok. Quintanas problem har i de seneste år nemlig ikke været topniveauet, der altid har været tårnhøjt - bare se på hans dueller mod Bernal forrige forår, hans gode start på Vueltaen sidste år og hans sejre på Tourens kongeetaper i både 2018 og 2019 - men derimod den holdbarhed, der forsvandt som dug for solen i 2017. Derfor er bekymringen fortsat præcis den samme som inden løbet, nemlig om Quintana holder hele vejen, eller om vi ser samme tendens som i blandt andet sidste års Vuelta, nemlig at der er enorme udsving fra dag til dag. Den frygt mangler han stadig af afkræfte, og det kan kun ske, efterhånden som bjergetaperne hober sig op i løbet af de kommende uger.
En anden vinder var Miguel Angel Lopez. Den lille colombianer sad ellers bekymrende langt tilbage, men da Kuss kørte allerstærkest, bevægede han sig med lethed frem til fronten, og var han ikke blevet lukket inde mod barrieren, var det blevet til mere end en 6. plads. Det antyder, at den fornemmelse, man fik inden løbet, nemlig at Lopez var på kurs mod at toppe i Touren, er korrekt, og det er uhyre lovende. Astana-stjernens problem har altid været hans rust og dumme tidstab i løbets første halvdel, men lige nu er Superman lige så flyvende, han også var i sidste års Vuelta, indtil han styrtede på Andorras våde grusveje.
Og så er der naturligvis Guillaume Martin. Cofidis er ikke kendt for at skabe vindere, men den lille filosof har i den grad gjort fremskridt siden skiftet. Det fornemmede man allerede i Argentina helt tilbage i januar, men siden har han bare lagt på og på. Løb for løb er niveauet blevet hævet, og hver gang har Martin svaret ved også at hæve sit. Som jeg skrev i favoritbeskrivelsen af ham, har han altid været en dieselmotor, der kun langsomt bliver varm - det gælder både i de enkelte løb og altså nu også over hele karrieren - og med tanke på netop hans dieselkvaliteter skal han i den grad seriøst, selvom han er hæmmet af favoritfeltets ringeste enkeltstart.
Mere neutralt var det for andre. Mikel Landa sad pænt med i en finale, der ikke passede ham, dog uden at efterlade det samme positive indtryk som Bernal og Quintana, for hvem det også bare handlede om overlevelse. Bauke Mollema og Richie Porte holdt sig til, men uden at gøre andet end at bekræfte, at de er top 10-kandidater og ikke mere.
Til gengæld kan Thibaut Pinot ikke være helt tilfreds. Man kan håbe, at forklaringen er styrtet, men den Pinot, vi så i Dauphiné, havde kørt med om podiet bag Roglic. Det havde den Pinot, der sidste år som eneste mand fulgte Alaphilippe i bakkerne i Massif-Central, også, og dagens resultat bekræfter desværre det indtryk, man har haft siden sæsondebuten i Provence i februar, nemlig at han i hvert fald foreløbig mangler de procent, der gjorde ham så fabelagtig for et år siden. Til gengæld kan han glæde sig over, hans vigtigste hjælper, David Gaudu, er i fremgang og længe sad ved kaptajnens side i dag.
Pinot ligner da også stadig det franske håb. Dels er det ikke realistisk at tro, at Martin er en vinderkandidat, og dels må vi konstatere, at Julian Alaphilippe anno 2020 er en anden end Julian Alaphilippe anno 2019. Det var ellers uhyre opløftende at se, hvordan franskmanden måtte føle diamanter i benene, siden han valgte at gå efter etapesejren og kontrollere etapen stenhårdt. Det indebar en betydelig risiko mod førertrøjen ved at bringe bonussekunderne i spil. Den røg sig heldigvis ikke en tur, og vi så ikke den totale eksplosion, vi ofte ser fra franskmanden på lange stigninger, men 2019-udgaven af Alaphilippe havde i denne type finale været svær at slå for selv Roglic. Med tanke på årets voldsomme rute, der i forvejen har lignet en lidt for stor mundfuld, må vi hellere iføre os høreværn, for vi kan nok forvente en større Alaphilippe-eksplosion før eller siden.
Det er dog svært at regne Alaphilippe som taber. Det prædikat må til gengæld sættes på Emanuel Buchmann, og det er måske i virkeligheden det, der lige nu gør allermest ondt. Tyskeren lignede indtil 4. etape af Dauphiné, hvor han bekræftede indtrykket fra foråret af, at han har nået et niveau, der gør ham til reel vinderkandidat, en trussel mod de fleste, men det gør han ikke længere. Det blev tilsyneladende knust mod de franske landeveje på 4. etape af forberedelsesløbet, for efter i dag står det klart, at Buchmann er mærket af styrtet. Logikken tilsiger, at han vil komme sig gradvist - især fordi dagens finale i forvejen ikke passede ham - men spørgsmålet er, hvor meget tid han når at tabe, inden han for alvor finder det tårnhøje niveau, han havde for bare få uger siden.
En anden taber må være Adam Yates. Briten stillede åbenlyst til start med gule drømme, da han i finalen sendte Mikel Nieve frem for at lægge pres på. Desværre var der slet ikke det skud i stængerne, hans løfterige kørsel i Emiraterne og i Nice forleden havde antydet, og for ham blev det i stedet en overlevelseskamp. Med udsigt til, at han som regel bliver dårligere undervejs, og at finalen passer ham, bliver det nok ikke i år, at vi skal gøre os alt for store forhåbninger om et stort klassementsresultat - heller ikke selvom det allerede er meget bedre end de sidste to år. Til gengæld var det opløftende at se Esteban Chaves holde sig til, men det er desværre ikke første gang, colombianeren er startet lovende. Det gjorde han også i Vueltaen eller så sent som i Burgos for nylig, men siden kyssesygen har det ikke varet mange dage, inden han eksploderede. Man frygter allerede, at det sker inden længe denne gang også.
For Rigoberto Uran og Romain Bardet var dagen hæderlig. Begges nylige kørsel antydede nemlig, at det kunne være gået helt galt, men de holdt sig fint til. Til gengæld bekræftede deres kørsel også, at de ikke længere har det niveau, der gjorde, at det var dem, der flankerede Froome på podiet i 2017. Siden dengang er det gået støt ned ad bakke for dem begge, og det bliver næppe heller i dette løb, at de genrejser sig som de podiekandidater, de engang var.
I virkeligheden spekulerer man på, om EF ikke har spillet på de forkerte heste. Når nu stakkels Martinez åbenbart var for forslået til at hænge på, er spørgsmålet, om ikke Hugh Carthy havde været deres bedste kort. Urans niveau har været haltende længe, og Sergio Higuita bekræftede det, vi allerede så i Paris-Nice, nemlig at han stadig har betydelige mangler mod de bedste i bjergene. Til gengæld klarede den langlemmede brite sig ganske imponerende i en finale, der overhovedet ikke passede ham, og vi ved endda fra sidste års Giro, at niveauet er tårnhøjt og helt sikkert endnu bedre nu, hvor han har udviklet sig mere, ligesom hans motor bare bliver varmere og varmere. Desværre blev han ofret på Martinez’ alter forleden, men det skal blive interessant at se, hvor stærk han bliver, når vi rammer de lange stigninger, han elsker, og når motoren er blevet lidt lunere.
Etapen bekræftede også, at Movistar anno 2020 er et sekundært mandskab. Jeg tør efterhånden godt vove den påstand - selvom jeg stadig har vabler af de mange gange, jeg har brændt nallerne på netop den påstand - at alderen alligevel endte med at indhente Alejandro Valverde. I gamle dage havde denne finale været guf for spanieren, men der er åbenlyst en grund til, at han også selv virker modløs. Til gengæld var det opløftende at se Enric Mas forsvare sig ganske hæderligt i en eksplosiv finale så tidligt i løbet. Han kommer først til sin ret i løbets anden halvdel, og selvom han ikke ligner den podierytter, han var i Vueltaen for to år siden, er der i hvert fald et berettiget håb om en lille genrejsning i dette løb.
Genrejsning er der til gengæld ikke brug for hos Roglic. Det altædende monster sidder sikkert på sit hotel og slår mave efter nok engang at have fortæret en af de retter, der har sendt ham komfortabelt til tops på de fleste ranglister. Det gør han sikkert sammen med de holdkammerater, der på en dag, hvor man med et fingerknips isolerede alle rivalerne bortset fra sig selv og Trek-duoen, der jo ikke er en langsigtet trussel. Nej, der er al mulig grund til at gå mæt og veltilfreds i seng, både for chefen selv og for de holdkammerater, der nok engang bekræftede, at det gule tog er løbets stærkeste.
Desværre for rivalerne plejer han at blive sulten igen i løbet af natten. Og hvis ikke et udbrud snyder ham, venter næste ret på Mont Aigoual på torsdag.
Favoritterne
Starten i det kuperede syd har givet årets Tour en helt anderledes struktur. Normalt plejer de flade etaper og bjergetaperne at komme i relativt skarpt adskilte blokke, men denne gang betyder den mere varierede sydfranske geografi med Alperne, bakkerne i Nice og Massif-Central alle inden for rækkevidde, at det gennem den første uge skiftevis er sprinterne og bjergrytterne, der skal i aktion, idet sidstnævnte dog får to etaper i træk i Pyrenæerne, der i år kommer i en forkølet lightudgave.
Det betyder, at klassementsrytterne får en dag til at komme sig inden torsdagens slag i Massif-Central, mens sprinterne nok engang stjæler rampelyset. Også 5. etape er et glimrende billede på, hvorfor de rene sprintere har udset sig andre mål, for selvom etapen er en af løbets letteste, er der alligevel et krydderi til sidst. Dermed har den også den totalt modsatte anatomi af 3. etape, der startede hårdt og sluttede let, mens det denne gang er lige omvendt.
At sige at den slutter hårdt, er dog nok en overdrivelse. Profilen ser i hvert fald mere drabelig ud, end den burde. Ganske vist er de sidste ca. 10 km alle stigende, men man løfter sig ikke mere end knap 200 højdemeter over den lange distance. Det er selvfølgelig noget, der kan mærkes og trætte benene, men der bliver ikke brug for hverken lille klinge eller hjælp fra bjerggederne. Samtidig er de sidste 1200 m inde i byen stort set helt flade - sidste kilometer stiger i alt med i gennemsnit 0,3%. Det er altså ikke en puncheurspurt, som da Privas blev besøgt i Dauphiné for 12 år siden, men derimod en flad spurt for de stærke sprintere, der stadig er friske efter knap 10 km med moderat klatring i stort gear - ikke noget, der sætter folk af, men snarere mærker benene.
Det er naturligvis ikke noget, der afskrækker de mange sprintere, der i dette løb stort set alle er holdbare, og derfor bliver det sikkert også en ret kedelig dag på kontoret. Alle ved, at sprinterholdene ikke har råd til at misse nogen chancer, og derfor ved alle også, at Deceuninck og Lotto vil lægge etapen i et jerngreb. Det ligner derfor det klassiske scenarium, hvor udbruddet kører fra km 0 med deltagelse af de små hold, og herefter vil Remi Cavagna og Tim Declercq kontrollere for Deceuninck, denne gang formentlig med hjælp fra Frederik Frison eller Steff Cras fra Lotto, der med gårsdagens gevinst næppe har nogen undskyldning for ikke at hjælpe.
En lille joker er vinden. Ligesom i går er det ikke helt vindstille, og der vil faktisk være konstant side- eller sidemedvind fra start og frem til Nyons efter 101 km. Vi ved, at der ikke skal meget vind til at skabe nervøsitet i Touren, og det kan derfor godt blive en helt anden kørsel end forleden, hvis terrænet er åbent. Der kan være positionskamp og stress, men forvent ikke noget drama. De sidste 82 km byder nemlig på konstant mod- eller sidemodvind - bortset fra et kort stykke i udkanten af Privas, hvor der formentlig er for bebygget til, at det kan blive farligt - og man skal være uhyre optimistisk, hvis man har lyst til at bevare en eventuel splittelse over så lang en distance. Nej, vinden vil næppe skabe mere end nervøsitet og stress. Derfor vil første del af etapen som højdepunkt have spurten, der kommer tidligt og kan køres med lidt mere knald på, og det skal blive interessant at se, hvad det betyder, at den denne gang stiger med ca. 2%.
Lotto og Deceuninck skal nok få kørt det lille og sikkert svage udbrud ind - ellers kan de sikkert få hjælp fra NTT eller Sunweb - og vi skal derfor indstille os på massespurt efter en relativt let dag på kontoret. De sidste stigning med 16 km igen kan dog bruges til at lægge pres på, og jeg vil bestemt ikke udelukke, at deyt vil blive benyttet. Pilen kunne pege på CCC, Bora eller Mitchelton, der alle har en klar interesse i, at løbet bliver så hårdt som muligt. De samme hold kunne have en interesse i at køre stærkt på bakken op mod mål, men for begge stigningers vedkommende gælder, at modvinden vil gøre det betydeligt lettere at hænge på, og da sprinterne her - med undtagelse af formsvage Niccolo Bonifazio og måske også den skadede André Greipel - alle kan klatre, skal vi ikke regne med mandefald, men mere med nogle potentielt set lidt mere mærkede ben.
Selve spurten virker ikke alt for kringlet. Vejen snor sig, men uden rigtige sving før den røde flamme. Her skal man sidde fornuftigt, især fordi vejen heller ikke denne gang er alt for bred, men herefter er der masser af plads til at lade farten tale, hvis ikke man bliver lukket inde. Igen er det dog værd at bemærke, at der er tale om en relativt kraftig modvind, som gør, at det handler om ikke at åbne for tidligt.
Jeg satser på, at tredje gang er lykkens gang, og peger nok engang på Sam Bennett. Ireren vandt måske ikke forleden, men når man ihukommer, at der var det, der af Peter Sagan blev betegnet som en ”crazy” modvind, og som fik alle, der åbnede tidligt, til at stå stille - bortset fra Bennett naturligvis - var hans spurt intet mindre end beundringsværdig. Lige siden spurten i Vallonien har han atter lignet den suveræne 2019-udgave af sig selv, og når han fortsætter med selv at tale om, at de ben, der altid er dårlige, pludselig er gode, må han vitterligt være flyvende - så flyvende, at han lige nu ligner mit bud på vinderen af den grønne trøje.
Selve finalen passer ham også. En formstærk Bennett er uhyre holdbar, og han vil være svær at trætte på bakken. I en flad spurt må han regnes som feltets hurtigste. Det var han i 2019, og spurten i går peger på, at det fortsat er tilfældet. Michael Mørkøv er begge gange lykkedes med at få ham flot frem, og det bør blive nemmere i den hårdere finale, hvor den formstærke dansker og holdbare Bennett også kan lukrere på en god fysik. Naturligvis skal han atter passe på med at åbne for tidligt i en modvindsspurt, som han ofte gør - og som han kan være foranlediget af igen grundet det store pres, han føler - men forleden så vi, at han kan tillade sig at åbne meget tidligt, uden at det er andre end Ewan, der kan true ham. Derfor tror jeg, at formstærke Bennett i morgen melder sig ind i klubben over ryttere med sejre i alle tre grand tours.
Den værste rival er naturligvis Caleb Ewan . Australieren må ærgre sig over, at selve opløbet ikke er stigende, for selvom Bennett også er uhyre stærk i stigende spurter, indikerer Hatta Dam-etapen - som dog er meget stejl - at det formentlig kan være til Ewans fordel, hvis selve opløbet går opad. Det gør det imidlertid ikke denne gang, og derfor skal Ewan atter være bedst på flad vej. Desværre for ham er han knap så holdbar som Bennett - slet ikke i dette løb, hvor han har virket rusten på stigningerne, som han også gjorde det i alle optaktsløbene - og derfor vil det nok være ham og ikke Bennett, der er mest mærket på toppen.
Det kan også gøre det sværere at bevæge sig frem, og det er i forvejen Ewans udfordring. Normalt er han god i positionskampen, men i begge de to hidtidige spurter har Jasper de Buyst afleveret ham alt for langt tilbage. I går var han decideret heldig med, at vejen åbnede sig for ham, så han kunne drage fordel af slipstrømmen til at gå forbi den normalt hurtigere Bennett, men han kan ikke vide sig sikker på, at det sker igen på en relativt smal vej. Modvind er altid godt for aerodynamiske Ewan, og han er den eneste, der kan true ireren på fart, men han skal sidde bedre eller have samme held, hvis han skal vinde igen. Og det bliver kun vanskeligere af, at finalen er hårdere.
En rytter, der i hvert fald har gavn af den hårdere finale, er Giacomo Nizzolo. Italieneren har været flyvende i optakten, ikke mindst ved de italienske mesterskaber, og derfor ligner dette en af hans bedre chancer for at vinde en etape. Desværre for ham stod det også soleklart i går, at han ikke er i nærheden af at have Bennetts topfart, og det er svært at se, at det ændrer sig voldsomt i denne finale. Til gengæld var det opløftende at se, at NTT denne gang fik ham afleveret fornuftigt, og chancerne for, at det gentager sig, er kun større i en hårdere finale. Det er svært at se ham vinde på ren fart, men på en smal vej kan begge de to favoritter bliver lukket inde, og så må Nizzolo være manden, der står først til at tage over.
Jeg vil også pege på Cees Bol. Det var ret opløftende at se, hvordan Sunweb-toget med Joris Nieuwenhuis-Nikias Arndt-Casper Pedersen i går var det stærkeste - også selvom der gik kuk i rækkefølgen. Desværre kunne de ikke helt holde momentum i modvinden, men det viser, at de har styrken til at overvinde Bols positioneringsproblemer. Bol er i dette felt en af de tungere drenge, men hans styrke er faktisk stigende spurter, og dette terræn skulle han nok kunne klare. Spurten er flad, men her så vi på 1. etape, hvor han fik startet for tidligt, at han er en af de bedste. Vi ved af erfaring, at han ofte bliver lukket inde, som det også skete i går, da Sunweb døde i vinden, men timer de det lidt bedre denne gang, bør Bol have farten til at køre med i hvert fald om de sjove placeringer.
Egentlig er det en god etape for Alexander Kristoff . Nordmanden er som regel manden, der skal slås i en flad spurt efter et hårdt løb, og derfor er denne finale nærmest skræddersyet til ham. Problemet er, at hans form ikke er til at blive klog på. Han trådte helt firkantet i spurten i går, og i dag blev han sat som en af de allerførste. Til gengæld havde han masser af skud i stængerne med sin imponerende powerspurt i Nice, og denne gang er der atter tale om en powerspurt i modvind, præcis som han elsker dem. Han er normalt også fremragende i positionskampen, selvom det glippede i går, men en udfordring er det, at han er på egen hånd. Efter i dag er det svært rigtigt at tro på ham, men vi så også sidste år, at han kan være ret svingende i grand tours. Har han benene fra 1. etape, får Kristoff næppe en bedre finale end denne.
Hvad med Wout van Aert? I går fandt han etapen for let til at give den et skud, men hvis han skal have chancen, kunne dette være dagen. Der er ingen garantier, da han skal på vigtigt arbejde igen torsdag, men meget taler for, at han skal spurte denne gang, især fordi finalen ikke er kompliceret for Roglic og Dumoulin. Han er den allermest holdbare af sprinterne lige nu, og vi så i Milano-Torino, at han er hurtig nok til at køre rigtige massespurter. Problemet er, at han er mutters alene, og selvom det bliver lettere at finde position, når det er hårdt, koster det kræfter at være uden hjælp. Det er formentlig det, der gør det svært at vinde, også fordi finalen næppe er helt hård nok til virkelig at havne ham.
Så er der naturligvis Trek-sagaen. Hvem kører de for denne gang? Det har længe ligget i kortene, at Jasper Stuyven skulle køre denne lidt hårdere afslutning, og da Mads Pedersen i et interview med TV2 sagde, at han skal køre næste flade spurt, kan det næppe læses anderledes end, at denne regnes som en stigende spurt, selvom selve finalen er flad. Derfor må man tro, at Stuyven er manden. Desværre så vi så sent som ved EM, at det kniber med farten på flad vej, men den hårdere finale taler til hans fordel. Først og fremmest er det dog toget med Pedersen og Edward Theuns, der også begge er holdbare, som er hans chance. Kører de lige så flot som i Nice, hvor de dog tabte deres sprinter, taler meget for, at Stuyven afleveres perfekt. Farten mangler, men er han heldig med, at de rette folk lukkes inde, kan det godt føre til sejr. Som alternativ kan det ikke udelukkes, at de kører for Pedersen, og han vil utvivlsomt være det bedste kort i en flad spurt. Med et godt lead-out vil han have en reel chance for at vinde, men det kræver, at han får chancen. Theuns derimod havde vist sit skud i bøssen i går - i hvert fald for nu.
Gårsdagens spurt var endnu et slag i ansigtet på Peter Sagan, der ser mere og mere tam ud, og også blev kørt over i dagens indlagte spurt, hvor han ellers godt kunne have givet den gas. Det gjorde han vitterligt i går, hvor han stod nærmest stille - også mere stille end mange andre, der åbnede for tidligt. I gamle dage ville denne lidt hårdere finale ellers passe ham, også selvom han havde foretrukket en stigende spurt. Lige nu er det meget svært at se Sagan vinde, men skal det ske, skal det ske på en etape som denne. Og hans eminente positionering gør på en smal vej, at han altid er en kandidat, når de rigtige folk sidder forkert. Så skal han bare også genfinde sin normalt så fine timing, der ikke just sad i skabet i går.
Det gjorde den bestemt heller ikke for Matteo Trentin, men det var opløftende at se, at han genfandt lidt af den positionering, det ellers har knebet med. Den plejer at være en stor styrke, og er den atter det, er det en spurt som denne, der giver ham en chance. Til gengæld stod han næsten endnu mere stille end Sagan i går, og det vidner nok engang om, at han slet ikke har den nødvendige fart i en flad spurt. Bakken gør, at han formentlig er frisk og i god position, men meget skal flaske sig, hvis han vil vinde. Greg van Avermaet har også tænkt sig at køre denne finale, og de vil sikkert køre hver deres spurt. Det vil dog være en stor overraskelse, hvis belgieren vinder en flad spurt, blot fordi det er gået lidt opad forinden.
Israel SUN skulle egentlig køre for André Greipel, men tyskeren er forslået, og allerede i går gav han stafetten videre til Hugo Hofstetter. I forvejen havde franskmanden fået lov til at køre de lidt hårdere afslutninger, og efter 4. pladsen taler alt for, at han skal spurte her. Hofstetter er relativt holdbar og kan fint klare denne bakke, og hans positionering er eminent. Til gengæld har det altid knebet med farten, men gårsdagens spurt var en af de bedste, vi har set fra hans side. Det er stadig svært at se ham vinde, men hans positionering gør ham næsten altid til en sikker mand i top 10. Det kan ikke helt udelukkes, at de kører for Greipel, der så meget bedre ud i dag. Han er stadig den hurtigste af de to, men bakken er en ulempe, og han har det i forvejen svært i positionskampen, hvilket ikke bliver lettere, hvis han er gledet tilbage undervejs.
Hvad med Elia Viviani? Cofidis-sprinterens mareridt fortsætter, men reelt ved vi stadig ikke, hvor hurtig han er. I går blev han lukket inde og spurtede slet ikke, men i Nice havde han fra en skidt position faktisk udmærket fart. I teorien burde hans tog med Christophe Laporte og Simone Consonni være et af de bedste, men de har slet ikke fået det til at fungere. Alle er dog klatrestærke, også Viviani selv, der godt kan klare denne bakke, og kan de endelig sætte ham ordentlig op, må vi se, hvad farten rækker til. Det er næppe til sejr, men det kan godt være mere, end man umiddelbart skulle tro.
Forud for løbet genfandt Bryan Coquard endelig sin gamle klatrestyrke med fornem kørsel i Vallonien og ved mesterskaberne. Derfor bør denne finale passe ham, også selvom han havde foretrukket en stigende spurt. Desværre har han altid haft det svært i positionskampen, og hans tunge tog kan få det svært i den hårdere afslutning. Samtidig har vi set, at han i en flad spurt slet ikke er så hurtig som i gamle dage. Det kan bakken hjælpe lidt på, men der er meget, der skal flaske, hvis Coquard skal sidde rigtigt og samtidig være hurtig nok til at vinde.
Meget af det samme kan siges om Luka Mezgec. De foregående spurter har bekræftet, at han stadig ikke er hurtig nok på flad vej. Der er dog ingen tvivl om, at han har udset sig denne etape som en af sine bedste chancer, og Mitchelton kunne meget vel finde på at lægge pres på. Daryl Impey burde også være en gylden lead-out man i netop denne slags finaler, men det har set helt galt ud med positionering og timing hidtil. Chancerne er bedre i denne afslutning, men det er stadig svært at se Mezgec vinde en flad spurt i dette selskab.
Endelig er der Clement Venturini. Crossrytteren er normalt ikke hurtig nok på flad vej, men skal han køre en spurt, er dette et godt bud. Han klatrer langt bedre end de fleste, og normalt er hans positionering også til UG, selvom det har haltet lidt denne gang. Farten rækker utvivlsomt ikke til sejr, men her har han bedre chancer for at være med end vanligt.
På baggrund af den måde, han har klatret på, er det svært at se Niccolo Bonifazio gøre sig gældende her, selvom han normalt godt kan klare sådanne bakker. Alternativet Anthony Turgis mangler fart til at vinde. Endelig har Sonny Colbrelli fået besked på at beskytte Mikel Landa og må ikke spurte, selvom det kunne være en god spurt for netop ham.
OPDATERING: Mads Pedersen har i sin SMS-dagbog hos TV2 bekræftet, at Trek ikke kører for ham.
Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett
Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Giacomo Nizzolo
Outsidere: Cees Bol, Alexander Kristoff, Wout van Aert, Jasper Stuyven, Peter Sagan,
Jokers: Matteo Trentin, Hugo Hofstetter, Bryan Coquard, Luka Mezgec, Elia Viviani, Clement Venturini, Mads Pedersen