Ruten

I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, udgøres den anden af de to weekendetaper altid af det, arrangørerne kalder årets ”mur-etape”. Det gælder også i år, hvor de små mure skal forceres på løbets 5. etape, og selvom den stejle mur denne gang ligger lidt fra mål, blev vi i både 2019 og 2020 mindet om, hvor stor forskel det vanskelige terræn kan gøre. Derfor får de klatrestærke folk her en sidste chance for at vinde tid inden tirsdagens afsluttende enkeltstart.

Som altid er muretapen en lille klassiker med en relativt lang distance, der i år er på 205,0 km. De fører fra Castellato til Castelfidardo, og vi har nu fuldendt rejsen til, Adriaterhavet. Således ligger begge byer bare få kilometer inde i de mange bakker, der ligger umiddelbart vest for vandet, men arrangørerne er uhyre nådige. De lader nemlig rytterne køre ad en ganske let faldende vej mod nordøst ud til kysten, hvor de drejer mod nordvest for at køre langs den helt flade kystvej en stor del af etapen. Her er der ingen retningsændringer eller terrænmæssige udfordringer, og eneste højdepunkt er vel, at man passerer gennem hele løbets målby San Benedetto del Tronto, der nås igen tirsdag.

Efter 96,2 lette kilometer, når man frem til byen Recanati, og her ændrer etapen dramatisk karakter. Her drejer de mod nordvest for at køre igennem fladt terræn væk fra vandet og frem til den afsluttende rundstrækning, som de rammer efter 105,7 km på toppen af en stejl mur (800 m, 10%). Derfra kører man de sidste 5,0 km af rundstrækningen, hvilket betyder, at man via en kort nedkørsel når frem til målstigningen (3,0 km, 3,6%), som leder op til stregen, der krydses for første gang efter 110,7 km.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Etapen afsluttet nu med fire hele omgange på den 23,6 km lange runde, som er en uhyre kuperet sag. Først går det via en kringlet nedkørsel mod nordøst og sydvest, inden man drejer mod syd ind på dagens hovedudfordring, muren i Castelfidardo (1,8 km, 9,6%, max. 19%). Der er tale om en grim sag, der starter blødt ud med 500 m med 4,0%, inden der venter 1000 m med hele 14,9%, inden den flader ud med 300 m med 1,3% frem til toppen, der rundes fire gange og byder på en bjergspurt, sidste gang med 17,4 km igen.

Derfra går det via en ikke specielt svær nedkørsel mod sydøst, sydvest og igen sydøst, inden man drejer mod nordvest for at passere en ikke-kategoriseret stigning (1,0 km, 7,2%), på vis top det fortsætter med at stige lidt, inden det via en nedkørsel går mod nord og øst. Nu drejer man mod nord for at passere en bakke (1,0 km, 4,0%), der leder op til det punkt, hvor man ramte rundstrækningen.

De sidste 5 km indledes med et let faldende stykke, der leder ad en lige vej mod nord, indtil man med 3,0 km igen drejer mod sydvest ind på målbakken, der stiger med 3,6% i snit. Den er meget ujævn med først 500 m med 8,2% og et maksimum på 12%, inden der følger ca. 2 km med skiftevis to stykker med 4,6% og to lettere stykker, der enten stiger svagt eller falder let. Til slut tager stigningen fat igen med 400 m med 8,6% med et maksimum på 12% lige inden stregen. Finalen er helt ukompliceret, da stigningen består af én lang, lige vej efter svinget i bunden. Dagens indlagte spurt kommer ved tredje passage af målstregen efter 157,8 km, og ved målgang er der tillige bjergpoint på den sidste stigning.

Etapen byder på i alt 2544 højdemeter.

Castelfidardo blev senest besøgt helt tilbage i 2008, hvor Oscar Freire spurtede sig til sejr foran Filippo Pozzato og Danilo Di Luca. Giroen var forbi i 2011, hvor det i den stigende finale var John Gadret, der sejrede foran Joaquim Rodriguez og Giovanni Visconti. Begge gang var finalen dog en anden, selvom man i 2011 havde målstreg samme sted. Det var kun den allersidste del af finalestigningen, der var den samme.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Vejret

Efter dagens flotte vejr melder det varslede dårlige vejr sig igen. Søndagen starter tørt, men ved middagstid bliver det bygevejr med en bygerisiko på 60-80% gennem hele eftermiddagen, hvor temperaturen vil falde fra 15 grader til ca. 12 grader. Fra start vil det være blæsende med en vindstyrke på 20-22 km/t fra vest, men den vil aftage til ca. 15 km/t mod slutningen af etapen. Det giver sidevind hele vejen op langs kysten. Også på rundstrækingen er der megen sidevind, herunder på muren, men vinden skifter på den kringlede rute. Med 7 km igen får man sidevind frem til bunden af målbakken og siden sidemodvind hele vejen op til mål.

Analyse af 4. etape

Det kan godt være, at Ineos-mandskabet i 2020 kørte en af de smukkeste Giroer i mange år, da de ikke blot sikrede sig den samlede sejr, men også vandt hele syv af de 21 etaper undervejs. Det kan også godt være, at Richard Carapaz kørte en beundringsværdig Vuelta, hvor han bragte Primoz Roglic ud i tovene på løbets sidste bjergetape. Og det kan godt være, at holdet rejste fra Egan Bernals ærgerlige rygproblemer ved at tage en fornem dobbeltsejr på Tourens samlet sværeste bjergetape i en sæson, hvor der egentlig ikke manglede succes for det britiske storhold.

Det var bare ikke nok. Kender man manager Dave Brailsford ret, har det alt sammen været lidt lige meget. I det spil, der betyder allermest, var de vante Tour-konger nemlig reduceret til rene statister, og efter et lille årti, hvor al snak om Tour de France stort set udelukkende har handlet om Brailsfords tropper, er de blevet overhalet indenom. Når snakken i dag falder på den kommende Tour, skal Brailsford formentlig lytte til mindst 10 minutters snak om Roglic og Tadej Pogacar, inden hans engang så overlegne Ineos-mandskab måske bliver nævnt i en bisætning.

Den slags gør ondt, når man har været vant til at være cykelverdens centrum, og derfor blev det store checkhæfte også hevet frem i løbet af vinteren. De britiske kemimillioner væltede ud fra Ineos-selskabets hovedkvarter i et sjældent set omfang, og med erhvervelsen af Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez, Laurens de Plus og Tom Pidcock blev der gennemført en sjældent set oprustning over bare én transferperiode.

2021 skulle nemlig være revanchens år, og mens man nok kunne leve med, at Yates ikke helt kunne få skovlen under Pogacar i UAE Tour - selvom det så ud til at være ganske tæt på - var der ingen tvivl om ambitionerne i dette års Tirreno-Adriatico. Med en skræmmende trup, der talte to af de seneste tre Tour-vindere, et af sportens mest lysende etapeløbstalenter med to sejre i store ugelange løb, en tidligere verdensmester og monumentvinder, feltets ukronede tempokonge og verdens bedste enkeltstartsrytter samt en tidligere medaljetager ved VM i enkeltstart, kom Brailsford og co. til Italien med en trup, der ikke kunne skjule ambitionerne. Med masser af selvtillid forårsaget af Egan Bernals 3. plads i Strade Bianche, hvor han var kørt fra Pogacar i terræn, der passede sloveneren bedst, var det nu, at Ineos skulle vise sloveneren, at de stadig er en magtfaktor, der skal tages seriøst.

Desværre fortsatte den endeløse serie af uheld, der også total har elimineret holdet i Paris-Nice, i går, hvor holdets tre esser, Bernal, Geraint Thomas og Pavel Sivakov, alle mistede tid som følge af et styrt, men de sekunder, der blev tabt i går, kan ingenlunde forklare det nærmest sensationelle forhold, at det Ineos-hold, der på dagens kongeetape skulle sætte Pogacar til vægs, efter slaget på Prati di Tivo må konstatere, at de kun akkurat har Thomas i top 10, at Bernal ligger nr. 11, og at Sivakov er mere end 10 minutter efter som nr. 39. Det udkomme var der næppe nogen i denne verden, der havde ventet efter den genfødsel, den flyvende Bernal har leveret i Besseges, Provence, Laigueglia og senest Strade Bianche i løbet af bare en god måneds tid.

Egentlig gik det ellers helt efter planen. ”Hvor dumme har de da lov til at være?” kunne man næsten høre Brailsford spørge, da det var UAE og Bahrain, der på dagens første stigning lagde det pres, man ellers ville forvente fra Ineos. Mikel Landa er trods alt en outsider i giganternes spil, og med enkeltstarten i baghånden var det jo ikke Pogacar, der havde noget synderligt behov for en hård bjergetape, der blot ville øge risikoen for, at Bernal vandt så megen tid, at enkeltstarten ikke længere var nok.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Konsekvensen af rivalernes arbejde var nemlig, at Ineos-mandskabet var helt intakt og friskt, da de ramte det sidste bjerg, og Brailsford gned sig sikkert i hænderne, da Salvatore Puccio, Filippo Ganna, Jonathan Castroviejo og Michal Kwiatkowski blev linet op forrest i feltet foran de tre kaptajner. Nu skulle Pogacar rystes med et klassisk dræbende Ineos-tempo, der kunne gøre det muligt for Bernal trods den uginstige vind at sætte tid i banken inden enkeltstarten.

Hurtigt fornemmede man dog, at Ineos-maskinen heller ikke i dag var så velsmurt som i gamle dag. Da Puccio og Ganna var færdige med at gøre, og Castroviejo tog over, var der nemlig pludselig kun tre Ineos-trøjer tilbage. Den igennem hele sæsonen så formsvage Sivakov var allerede forsvundet, og det samme var Kwiatkowski, der efter styrtet i Laigueglia synes bekymrende langt fra den form, der skal gøre det muligt at genvinde Milano-Sanremo om en uge.

Det skulle vise sig at være et tidligt varsel om katastrofen. Den pludseligt ugunstige position tvang Bernal til en offensiv, der med den betydelige modvind nok var tidligere end ønsket, men det viste sig hurtigt, at timingen kunne være helt ligegyldig. Pogacar afparerede let colombianerens første offensiv, og selvom Thomas, der helt åbent har indrømmet, at han også i år satser hele sæsonen på Touren og derfor vidste, at han ikke var konkurrencedygtig, med en tidlig offensiv forsøgte at tvinge Bernals rivaler til at jagte, blev colombianeren herefter reduceret til statist.

Det er svært at sige, hvad forklaringen er. Bernal har selv efterfølgende sat den vanlige plade på og forklaret, at han er vældigt godt tilfreds med formen, når Giroen er målet. At det næppe er sandheden, afslører Ineos-mandskabets meget ambitiøse start på stigningen, og der er vist ingen tvivl om, at dagens nederlag kom som en spand koldt vand i hovedet. Naturligvis er det ingenlunde alarmerende, når Bernal igennem hele sæsonen har vist, at hans topniveau er på vej tilbage, men det er et tilbageslag, der ikke kan undgå at vække lidt bekymring inden Giroen - særligt hvis årsagen igen er rygproblemerne, der i givet fald meget vel kan blive holdt lidt skjult for offentligheden.

Med Bernal ude af billedet kunne man gætte sig til udfaldet. Uden colombiansk modstand var det svært at finde ryttere, der skulle kunne true Pogacar, og det endte da også med en magtdemonstration, der reelt har sikret ham den samlede sejr - i hvert fald det heller ikke i dag overbevisende UAE-mandskab kan kontrollere morgendagens farlige mur-etape. Med tanke på den hårde modvind fik Pogacar måske åbnet en anelse for tidligt, men hans overlegne styrke afsløres af, at han skabte forskelle, som hverken Vincenzo Nibali eller Chris Froome var i nærheden af, da de vandt på samme stigning ved de seneste besøg i hhv. 2012 og 2013. Præstationen sætter en streg under Pogacars enorme klatrepotentiale og bliver efter den lidt rustne præstation i Strade Bianche endnu et vidnesbyrd om slovenerens fantastiske restitution og evne til at forbedre sig med flere og flere dage i benene.

Alligevel var det lige ved at gå galt, men modstanden kom fra en uventet kant. Afstanden til klassementsrivalerne var enorm, men Simon Yates var til gengæld uhyre tæt på at snyde sloveneren. Det var der næppe mange, der havde ventet fra den Yates, der med sidste års Tirreno som undtagelse har været milevidt fra sit 2018-niveau i de seneste sæsoner, og den Yates, der forud for løbet erklærede halvdårlig form, og som derfor ikke helt uventet eksploderede, da han i forgårs var med i et lovende udbrud.

Faktisk var den eksplosion måske årsagen til, at han ikke vandt etapen. Det er hvert fald nærliggende at tro, at han kom til etapen med stor mistro til egne evner og derfor ikke rigtigt turde gå med i Pogacars første angreb. Hans egen acceleration var nemlig så overbevisende, at det er nærliggende at tro, at Yates havde benene til at yde modstand tidligere. Og med tanke på, at den omtalte eksplosion havde sendt ham ud af klassementet, kunne han utvivlsomt have slået Pogacar til slut, hvor sloveneren ville være mere optaget af at vinde tid end af at vinde etapen. Den tøven kan meget vel have kostet den anden kongeetapesejr i løbet på to år, men i det mindste fik Yates indikeret, at der stadig er et håb om, at han også i grand tours kan genfinde sit 2018-niveau.

Alligevel er det vel egentlig hverken Bernal, Pogacar eller Yates, der burde være det store samtaleevne. Det burde være Wout van Aert, der måske nok kun blev nr. 9 på etapen, men utvivlsomt var tredjestærkeste mand. Efter hans kørsel i Strade Bianche havde jeg ellers ikke regnet med at se klatring i stil med det, han leverede i Touren, men i dag bekræftede han nok engang, hvor uhyggeligt stærk i bjergene han er blevet. Med samme tilgang til den måske tidligere holdkammerat Tom Dumoulin - og den tilgang, Froome også ofte har brugt i Vueltaen - lod han rivaler være rivaler, lukkede øjnene og kørte sin helt egen enkeltstart. Med tanke på at han reelt førte alene igennem hele finalen trods den ikke ubetydelige modvind, er det en gigantisk bedrift, at han først til allersidst måtte se ”the wheelsuckers” smutte væk på de sidste meter. Dermed er den største trussel mod et samlet topresultat elimineret, og hvis ikke morgendagens mure bliver for stejle for den store krop, vil han cementere sin status som ny topkandidat i ugelange etapeløb med en andenplads på tirsdag.

Den andenplads går nemlig ikke til Julian Alaphilippe. Hans kørsel på Ventoux i februar havde ellers lige givet håb om, at han for første gang ville være konkurrencedygtig i bjergene i et af forårets løb, men sådan gik det ikke. Tværtimod gik det præcis, som det plejer for Alaphilippe i årets første måneder, nemlig at det hele endte i en gigantisk eksplosion og et betydeligt tidstab, der sender ham helt ud af topkampen. Det er imidlertid slet ikke bekymrende for klassikerne, for det er i virkeligheden bare præcis, som det plejer. Og Alaphilippe plejer jo nok at være skarp, når det går løs i endagsløbene.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Derudover bød etapen ikke på de helt store overraskelser. Sergio Higuita, Matteo Fabbro og Simon Carr imponerede ganske vist, men med tanke på, at Higuita i UAE Tour allerede havde vist, at han måske er ved at komme tilbage efter det katastrofale 2020, at Carr har imponeret stort gennem hele sæsonen, og at Fabbro følger op på et eminent 2020, kom intet af det som et chok. I lyset af det, vi har set i de første løb, lå det også i kortene, at Mikel Landa og Nairo Quintana ville være blandt de allerbedste, og hvis det skulle gå, som det plejer, ville Joao Almeida være solid, men ikke i stand til at følge de allerbedste.

Etapen bekræftede desværre også, at Jakob Fuglsang stadig er milevidt fra det tårnhøje topniveau, vi har vænnet os til. Ganske vist forklarer han det selv med en ambitiøs klassikersatsning, men jeg kan ikke skjule min bekymring. Hans hidtil bedste klassikersæson opnåede han efter et fabelagtigt forår, og hvorfor skulle man ændre en strategi, der har fungeret så eminent? Selvfølgelig er der et OL at tænke på, men i 2019 forhindrede hans forår ikke en sommerform, der rakte til samlet sejr i Duaphiné. Med tanke på hans alder og normale bundniveau er det svært ikke at være en anelse bekymret for den danske veteran.

Værre er det dog for Romain Bardet. Ganske vist kørte han en fin etape, men det er stadig langt fra det niveau, vi kendte, inden han gik i sit forfald. Vincenzo Nibali lever heller ikke for alvor op til sit løfte om en bedre forårsform end vanligt, hvilket i lyset af alderen og sidste års tamme Giro er bekymrende. Giulio Ciccone kører stadig som en yoyo, der kan få det svært med stabiliteten, når der skal køres klassement i Vueltaen. Og mest bekymrende er naturligvis Thibaut Pinots rygproblemer, der trods en lang vinter er så vedvarende, at de efterhånden virker karrieretruende.

Karrieretruende er Bernals rygproblemer næppe, når man betænker, hvor suverænt han har kørt i år, men det er svært ikke at have dem som en nærliggende forklaring på dagens besynderlige kollaps. I hvert fald var dagens udkomme utvivlsomt ikke det, der stod i Brailsfords drejebog, da han sendte et næsen urimeligt supermandskab til Italien og linede det op i bunden af Prati di Tivo her til eftermiddag. Det, der skulle have været Tourens 2019-kongens bevis på, at grand tour-toppen tæller mere end bare to slovenere endte i stedet med et lammende uppercut fra 2020-vinderen, der nok engang sikrede, at Ineos igen kun vil blive nævnt i en bisætning, når man taler grand tours i fremtiden.

Favoritterne

Dagens bjergetape var naturligvis smuk og spektakulær, men det er ikke bjergene, der definerer Tirreno-Adriatico. Det er tværtimod de korte og ekstremt stejle mure, som man finder i nærmest urimelige mængder lige vest for adriaterhavskysten, hvor de er i en koncentration, man ikke finder mange andre steder. Det er først og fremmest dette spektakulære, modbydelige og underholdende terræn, der er det italienske løbs DNA.

Derfor er det også en helt fast tradition, at weekenden byder på en mur-etape. De kan have forskellige designs og sværhedsgrader, men når de er bedst, er de uhyre selektive og underholdende. Sidste år så vi, hvordan Michael Woods kørte fra alt og alle på en af disse mure, og i 2019, hvor der var hele to af slagsen, så vi Astana lave ”the double” med først sejr til Alexey Lutsenko og siden med Jakob Fuglsang, mens det endda længere tilbage lykkedes Adam Yates at få skovlen under selveste Primoz Roglic på en af de stejle mure. Det vidner om, at man bestemt ikke skal undervurdere disse etaper, der kan skabe større forskelle , end man skulle tro, når man bare iagttager profilen, der kan se ganske uskyldig ud.

Er det så en svær mur-etape, RCS har fået strikket sammen i år? Både og. Der er ingen tvivl om, at muren i Castelfidardo med sine 1 km med 14,9% er rigeligt svær til at sprænge feltet til atomer og til, at en murspecialist som Woods ville kunne køre væk, som vi så det sidste år. Til gengæld kommer den også en anelse for langt fra mål til, at det er helt ideelt, og selvom der efterfølgende er småbakker, skal man nok være ganske stærk for at køre alene hjem. Finalebakken er heller ikke voldsomt svær, for selvom den har to meget stejle passager i bunden og til allersidst, er de også meget korte. Efter en hård dag taler meget dog for, at en lille gruppe sagtens kan splittes også på denne bakke.

Den største udfordring kan dog blive at kontrollere etapen. De sidste 100 km byder på næsten alle de 2544 højdemeter, og der er ikke megen flad vej. Hvis løbet åbnes tidligt, kræver det en jætteindsats at holde styr på tingene, og det kan utvivlsomt lade sig gøre at isolere mange klassementsryttere også relativt tidligt. Det vil være synd at sige, at det ellers på papiret stærke UAE-mandskab har imponeret, og der er ingen tvivl om, at Tadej Pogacar kan gøres sårbar på denne etape, hvorfor han skal glæde sig over, at han fik så stort et forspring i dag.

Til gengæld tror jeg ikke så meget på et tidligt udbrud. Ganske vist har vi set et mærkeligt pokerspil, hvor ingen vil tage ansvaret, og forspringene er blevet gigantiske, men jeg vil tro, at Deceuninck vil jagte for Julian Alphilippe og måske også Astana for Jakob Fuglsang, BikeExchange for Simon  Yates, EF for Sergio Higuita og Alpecin for Mathieu van der Poel. Det er dog klassisk udbrudsterræn, og jeg vil tro, at der endelig kommer lidt kamp om faktisk at komme afsted, men jeg tror, at Deceuninck med hjælp fra et eller flere af de nævnte hold vil holde dem i snor. Ganske vist har de ikke det mest klatrestærke hold, men de første 100 km er uhyre lette og derfor relativt billige at kontrollere. Måske vil der være lidt nervøsitet grundet den i starten ret kraftige sidevind, men jeg mindes aldrig at have set sidevindskørsel ved adriaterhavskysten tidligere. Det sker næppe heller denne gang.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det store spørgsmål er, hvad der sker i bakkerne. Min forventning er, at Ineos går amok med angreb i højre og venstre. Efter dagens gigantlussing har briterne ikke det store at miste, og jeg vil også tro, at Egan Bernal angriber relativt tidligt. En 11. plads kan han ikke bruge, så han kan lige så godt sætte alt på ét bræt. Med deres trods alt ret stærke trup kan det blive meget selektivt langt fra mål, og jeg tror også, at det lader sig gøre at isolere Pogacar tidligt.

Det kan gøre etapen meget uforudsigelig. På den ene side taler meget for, at den bliver meget selektiv, og derfor er det et fåtal, der kan vinde etapen - formentlig kun ryttere, der også kører eller kunne have kørt et ganske fornuftigt klassement. På den anden side kan finalen blive så umulig at kontrollere, at en adgangsbillet til finalen også er en billet til en mulig sejr. Hvis Pogacar er alene, kan hvem som helst snige sig væk, hvis bare de ikke hører til blandt hans allernærmeste rivaler. Det giver en længere liste af vinderkandidater og ikke nødvendigvis bare de bedste afsluttere på bakken i Castelfidardo.

Derfor skal man også være meget forsigtig med at sige noget med skråsikkerhed, men jeg vælger at pege på Julian Alaphilippe som min favorit. Franskmanden er indiskutabelt feltets bedste mand på stejle mure, og dette er en etape lige efter hans hoved. Han faldt ganske vist fra i dag, men det er meget normalt på lange stigninger i foråret, og vi ved fra Strade Bianche, at formen er ganske fin. I dag lignede han også en mand, der ikke kørte sig helt i bund, da først han fornemmede, at benene ikke rakte hele vejen, og det skyldtes formentlig, at han allerede havde denne etape i tankerne.

Dagens tidstab betyder også, at han har frihed, og det er ikke ham, Pogacar i første omgang skal jagte. Samtidig er han formentlig den bedste afslutter på bakken til sidst. Jeg vil ikke udelukke, at den er kort nok til, at Mathieu van der Poel kan slå ham, men med 12% til slut er Alaphilippe ikke let at bide skeer med. Dermed står han med muligheder for at sejre, hvis en gruppe skal spurte til sidst, men også med mulighed for en mere offensiv strategi, endda som del i en stærk Deceuninck-duo, hvor han med Joao Almeida kan sidde i overtal. Alaphilippe har sine dårlige dage og kan skuffe, ligesom meget skal flaske sig i det taktiske spil, men skal jeg sige ét navn, må det være hans.

Den rytter, jeg er mest spændt på, er Mathieu van der Poel. I dag sparede han sig, og det kan kun skyldes, at han vil forsøge at vinde denne etape. Der bør ikke være tvivl om, at han ikke kan matche Alaphilippe-typerne på muren, og vi så ham da også komme til kort sidste år. Dengang var han dog betydeligt mere formsvag, og med de klatreben, han viste i Strade Bianche, taber han ikke meget. Der er masser af tid til at komme tilbage, og han burde også kunne afslutte på bakken til sidst. Procenterne til slut er måske til den stejle side, i hvert fald i duel med Alaphilippe, men det er så kort, at Van der Poel meget vel kan vinde alene på sin power. Udfordringen for ham bliver også at få det taktiske spil til at gå op, ligesom han også risikerer at blive sat endegyldigt af den sidste gang op ad muren eller at blive slået af Alaphilippe på stregen, men med sin eminente form burde dette være en etape, der er inden for Van der Poels rækkevidde.

Det er den naturligvis også for Tadej Pogacar. Sloveneren viste sin skræmmende styrke i dag, og han er jo en herlig puncheur, der burde være i sit es i dette terræn, da vi med sejren på Los Machucos har set, at han har det udmærket med stejle procenter. Den sidste rampe er efter en hård dag også svær nok til, at han med den rette friskhed kan slå folk som Alaphilippe og Van der Poel. Problemet er, at hans primære opgave er at forsvare trøjen, og da han let isoleres, vil han formentlig skulle føre temmelig meget undervejs. Hans bedste chance er vel egentlig, at han og Alaphilippe slet og ret kører fra alt og alle undervejs og derefter spurter om det på bakken til slut. I det tilfælde kan det med hans fine form utvivlsomt lade sig gøre at tage den anden sejr på to dage.

Efter dagens fine ridt må man også have store forventninger til Simon Yates. Selvom han faktisk var overraskende dårlig på mur-etapen, da han vandt løbet sidste år, burde det altså være herligt terræn for eksplosive Yates. I dag fik han også bevist, at formen er bedre, end han troede, og han har den store luksus, at eksplosionen forleden nu giver ham al den frihed, han skal bruge. Han er en glimrende afslutter på bakken til sidst, men her slår han trods alt næppe de tre ovennævnte, men det behøver han heller ikke, hvis han har sneget sig væk i det taktiske spil. Det har han før gjort i blandt andet Paris-Nice og Romandiet, og det kan han med sit tidstab gøre igen.

Man er også nødt til at nævne Egan Bernal. Ganske vist skuffede han fælt i dag, men det er trods alt kun en uge siden, at han blev nr. 3 i Strade Bianche, hvor terrænet minder utroligt meget om dette. Etapen er rigeligt svært til, at en fyr som Bernal kan køre med om sejren, og han har også vist, at han kan afslutte på en bakke som denne. Det er klart, at han ikke slår Alaphilippe i en spurt, men med et tidstab på næsten halvandet minut er han trods sin tårnhøje status ikke nødvendigvis den mest overvågede. Det er klart, at han skal genfinde de gode ben, men var i dag bag en dårlig dag, kommer Bernal uhyggeligt langt med formen fra Strade Bianche.

Det burde også være rigtigt terræn for Sergio Higuita. Ganske vist har han aldrig rigtigt kørt på mure som disse, men med sin eksplosivitet og sit punch burde han være skræddersyet til denne etape. Efter en lidt skuffende 2. etape rejste han sig også i dag, og selvom vi endnu ikke har set ham spurte på 12%, burde det være noget, hurtige Higuita klarer fornuftigt. Det er selvfølgelig svært at slå de bedste, men uden chance på stregen er han ikke. Bedst er det dog måske at snige sig væk, men her er det et problem, at han er nr. 3 i klassementet. Omvendt gør hans enkeltstart, at det næppe er ham, Pogacar og Van Aert frygter allermest.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg er virkelig i tvivl om, hvad jeg skal mene om Wout van Aert. Som nævnt i analysen kan man kun have næsegrus beundring for hans kørsel i dag, men stigningerne her er altså lidt for stejle til at passe ham ideel. Ligesom for Van der Poel må gælde, at han ikke kan følge de lette folk på muren, men herefter handler det om at køre sin enkeltstart og komme tilbage. Det er bestemt muligt for tempospecialisten Van Aert, men da han ikke har skyggen af frihed, vinder han kun etapen i en spurt. Her vil jeg tro, at han er for tung til den stejle rampe til sidst, og det vil undre mig, hvis han kan slå folk som Alaphilippe, Van der Poel og Pogacar. Omvendt bliver Van Aert ved med at overgå sig selv, og derfor udelukker jeg det ikke.

Jakob Fuglsang har med sit fokus på Ardennerne udset sig denne etape som sit mål, og det er da også terræn, han efterhånden mestrer bedre end de fleste. Desværre står det som omtalt i analysen også klart, at hans form stadig er et stykke fra det bedste, og der er ingen tvivl om, at der vil være stærkere folk end ham. Til gengæld har han tabt lidt tid, og Fuglsang er en mester i at snige sig væk, som vi har set i Romandiet og Dauphiné. Han er også blevet en ganske habil afslutter, og har han selskab af folk, der ikke er de allermest eksplosive, er han ikke uden chance i en spurt til sidst. Spørgsmålet er bare, hvor langt formen rækker.

Terrænet er slet ikke ideelt for Mikel Landa, men hans form er i hvert fald glimrende, og han har tidligere i år kørt stærkt i terræn som dette i særligt Laigueglia. Han har ikke det store punch, men han har i Baskerlandet vist, at han er god på stejle procenter. Udfordringen er, at han ikke slå mange på bakken i Castelfidardo, og da han er nr. 4 i klassementet, har han heller ikke alverdens frihed. Han er dog så ringe en temporytter, at det næppe er ham Pogacar frygter allermest, og som en af de mest formstærke kan han måske alligevel snige sig væk.

Egentlig kunne jeg lave copy-paste på Landa, når jeg skal beskrive Nairo Quintana. Der er nemlig intet af det ovennævnte, der ikke også gælder for colombianeren. Den eneste undtagelse er, at Landa i både dette og de foregående løb har været en anelse mere formstærk end sin tidligere holdkammerat, og derfor har Quintana nok en anelse ringere mulighed for at få sneget sig væk til sidst. Netop i det taktiske løb, hvor han skal vinde, handler det dog så meget om held og timing, at Quintana godt kan gøre, som han gjorde, da han sneg sig til sejr på 2. etape i Vueltaen i 2019.

Med sit punch og sin gode form har Joao Almeida alle forudsætninger for at køre en god finale, og han vil også være en god afslutter inde i Siena. Vi har endda én gang set, nemlig på 2. etape, at han og Alaphilippe kan bruge deres samspil til at få sendt portugiseren i en offensiv. Denne gang er rollerne bare vendt rundt, og det er nu Almeida, der ikke har frihed. Indregner man enkeltstarten, ligger han reelt nr. 3 i klassementet bag Pogacar og Van Aert, og derfor vil han formentlig være temmelig overvåget. Han er dog stadig så langt efter, at Pogacar ikke behøver at være der som en mis, og derfor er det ikke helt umuligt.

Terrænet er ikke ideelt for Geraint Thomas, der er en anelse for stor til disse procenter, men han har vist, at han formmæssigt er ved at være konkurrencedygtig. Han er så god en temporytter, at hans frihed er begrænset, men med et tab på 1.25 behøver Pogacar ikke at gå i panik, hvis han sniger sig væk. Ineos har stadig den fordel, at de formentlig kan have to kort at spille i finalen, og Thomas er som bekendt en mester i at køre alene. Han skal lige overleve den stejle mur, men i en taktisk ukontrollerbar finale er han bestemt ikke uden chance.

Jeg vil slå Simon Carr og Matteo Fabbro sammen. Begge bekræftede i dag deres store klatrepotentiale, og de burde som typer også have det fint på stejle procenter. De er dog begge mere rigtige klatrere end puncheurs, og vi så da også, at de begge havde det lidt svært på 2. etape. På denne etape betyder klatreevnerne dog mere, og de bør have en fair chance for at køre finale, selvom der er stærkere folk end dem. De er stadig små underdogs, og selvom de ikke vinder en spurt i dette selskab, kan de have friheden til at køre væk.

Mindre overbevist er jeg om Romain Bardet, der som nævnt i analysen stadig synes at have et stykke til sit gamle niveau. Til gengæld er dette slet ikke dårligt terræn for Bardet, der før har gjort det ganske godt i Ardennerne. Han slår dog ikke mange i en spurt, og han skal derfor alene hjem for at vinde. Det virker ikke helt realistisk, at han lige nu er god nok til at komme det, men med den rette opportunistiske tilgang skal man aldrig sige aldrig.

Som ventet kom Tim Wellens til kort på dagens lange stigning, men han burde være betydeligt mere komfortabel her. Desværre er han også en stor fyr, og der er ingen tvivl om, at han ikke kan matche de bedste på muren. I forvejen har han ikke været formmæssigt helt oppe at ringe, men han var da i det mindste konkurrencedygtig i Strade Bianche. Jeg tror, at kombinationen af form og etapens sværhedsgrad gør det svært at vinde, men Wellens får heldigvis sit regnvejr, er dejligt opportunistisk og kan afslutte på bakken til sidst.

Endelig vil jeg pege på Pello Bilbao, men jeg tror ikke rigtigt på det. Han er nemlig skuffet to gange i træk, både i dag og Larciano, og det indikerer, at han ikke er flyvende lige nu. På den anden side var han ganske overbevisende i Strade Bianche, hvor terrænet minder om dette, og det burde også være en ganske fin etape for eksplosive Bilbao. Han er i hvert fald helt ude af klassementet, så hvis de gode ben er tilbage, har han i hvert fald al ønskelig frihed. Hans holdkammerat Damiano Caruso gjorde det udmærket i dag, men jeg har svært ved at se ham vinde.

Terrænet er godt for Rudy Molard og Patrick Konrad, men de synes ikke at have formen til at være med helt i front. Til gengæld er det ikke perfekt terræn for Vincenzo Nibali, og han har næppe formen til at køre alene hjem. Jeg tror heller ikke længere på Giulio Ciccone, der nu har skuffet flere løb i træk. Lorenzo Rota er i form og passer til etapen, men han må være overmatchet af de bedste. Tobias Foss må være ren hjælper, og terrænet passer slet ikke til Geoffrey Bouchard og Victor de la Parte, der ikke har meget punch. Stigningerne er for stejle for Marc Soler , der mangler form, og det samme gør Cristian Rodriguez, Chris Hamilton og Domenico Pozzovivo. Greg van Avermaet kan på sine gode dage godt køre i dette terræn, men muren bør være så stejl, at han ikke kan vinde. Michal Kwiatkowski er for formsvag, og det samme synes igen at gælde for Pavel Sivakov. Jeg er spændt på Natnael Tesfatsion, men i dette selskab har han vist sig overmatchet, selvom denne etape burde passe ham fint. Etapen er god for Valentin Madouas, men to dårlige etaper kan ikke være en tilfældighed, og Thibaut Pinot mangler for meget. Endelig bør terrænet være for svært for folk som Quinn Simmons, Alex Aranburu, Andrea Vendrame, Alberto Bettiol, Kevin Genieys, Simon Clarke, Gonzalo Serrano, Robert Stannard og Michael Gogl, selvom de alle er gode puncheurs.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Mathieu van der Poel, Tadej Pogacar

Outsidere: Simon Yates, Egan Bernal, Sergio Higuita, Wout van Aert, Jakob Fuglsang

Jokers: Mikel Landa, Joao Almeida, Geraint Thomas, Simon Carr, Matteo Fabbro, Romain Bardet, Tim Wellens, Pello Bilbao