Efter dagens meget v\u00e5de enkeltstart burde der v\u00e6re bedre chancer for t\u00f8rvejr til sidste etape. I hvert fald loves der ganske p\u00e6nt vejr med en del sol og kun en lille risiko for byger sidst p\u00e5 eftermiddagen. Der vil kun v\u00e6re en svag til let vind fra syd. Det giver sidevind p\u00e5 f\u00f8rste del og derefter modvind p\u00e5 midterstykket. Dern\u00e6st venter mere sidevind, inden der vil v\u00e6re medvind p\u00e5 stykket ind mod Aarhus. Her vil der v\u00e6re modvind p\u00e5 bakken og medvind p\u00e5 nedk\u00f8rslen.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Favoritterne
De fire topfavoritter tog de fire første pladser på enkeltstarten, men udfaldet var ikke helt som ventet. Forhåndsforventningen hos både ryttere og os var, at Mads Pedersen uden de store problemer ville kunne vinde tid på Michael Valgren. Den forsvarende mester kørte imidlertid en langt bedre tidskørsel end ventet - og en træt Mads Pedersen underpræsterede i forhold til bedriften i Poitou-Charentes - og derfor endte kampen om den samlede 1. plads pludselig med at blive mere spændende end ventet.
Pedersen kan imidlertid tage en relativt komfortabel føring med ind til sidste etape, der er betydeligt sværere end den traditionelle sprinteretape til Frederiksberg. Rundstrækningen i Aarhus er ikke flad, og også indløbet til den jyske hovedstad byder på fint angrebsterræn. Valgren har ikke lagt skjul på, at han er klar til at sætte Pedersen under pres, og han vil gøre alt for at angribe sine landsmand.
Desværre for Valgren er Astanas i forvejen svage mandskab yderligere svækket af Truls Korsæths exit og Matti Breschels styrt. Det betyder, at han ikke selv kan gøre løbet hårdt og er afhængig af andre. Her er specielt Virtu en vigtig allieret, idet Rasmus Guldhammer helt sikkert drømmer om at tage Casper Pedersens podieplads. Også Roompot og Pieter Weening, der er uden en topsprinter, må have en interesse i aggressiv kørsel.
Derfor forventer vi, at Astana, Roompot og specielt Virtu vil forsøge at gøre løbet som hårdt som muligt, når man rammer bakkerne nær Aarhus, og vi vil helt sikkert se angreb fra Guldhammer, Weening og Valgren i finalen. Deres problem er imidlertid, at de er oppe mod feltets i særklasse stærkeste hold, og det bør ikke volde problemer for Trek anført af ekstremt formstærke Jasper Stuyven at kontrollere etapen. Ganske vist mister de Matthias Brändle, der skal til Norge for at køre VM i holdløb, men den resterende del af truppen burde ikke få de store problemer med at kontrollere en etape, der trods alt i langt de fleste tilfælde er endt i en massespurt. Samtidig vil Pedersen sidde limet til Valgrens hjul, og stigningerne er alt for korte til, at Valgren kan true sin rival - ikke mindst fordi de gunstige vejrforhold kun vil gøre løbet nemmere.
Derfor regner vi med, at Trek - evt. med hjælp fra Sunweb - vil kunne kontrollere etapen og sikre, at det hele skal afgøres i en massespurt. Det har været tilfældet langt de fleste gange i Aarhus og vil formentlig være det igen. Det er klart, at de relativt mange højdemeter vil betyde, at det ikke er et frisk felt, der ankommer til stregen, men det forhold, at selv tunge Andrea Guardini har vundet i Aarhus vidner om, at man ikke skal gøre sig alt for mange illusioner om, hvor meget splittelse, der kan skabes.
Det får os til at pege på Phil Bauhaus som favorit. Den unge tysker har fået et veritabelt gennembrud i år, hvor han slog adskillige topsprintere og tog en stor etapesejr i Dauphiné og siden var tæt på at vinde en etape i BinckBank Tour, der har årets måske allerstærkeste sprinterfelt. Efter en lidt sløv periode viste han god form med andenpladsen bag Bouhanni i spurten på 1. etape, og han kørte imponerende i Vejle, hvor han endda var i angreb efter første passage af Kiddesvej. Det vidner om storform, og da han i forvejen på papiret sammen med John Degenkolb er hurtigste mand og har et stærkt hold ved sin side, ligner han manden, der skal slås. Samtidig betyder den gode form, at han formentlig vil være friskere end mange af rivalerne, og det gør ham til vores favorit.
Sunweb har imidlertid også mulighed for at køre for Max Walscheid . Faktisk var det planen på 1. etape, men en dum punktering ødelagde det for den store tysker. Derfor endte Bauhaus med i stedet at få chancen, og umiddelbart er det også sidstnævnte, der er øverst i hierarkiet. Dette kan imidlertid være en mulighed for holdet til at give Walscheid chance for revanche. Han er en af de tungeste og mest rene sprintertyper, og derfor passer etapen ham ikke ideelt, men vi har været imponeret over hans holdbarhed i Vejle og hans gode enkeltstart. Formen er god, lead-outet stærkt, og Walscheid er på papiret klart en af de allerhurtigste i dette felt.
På papiret er John Degenkolb feltets klart største sprinternavn, men alle alarmklokker må i øjeblikket ringe i den tyske VM-lejr. Degenkolb har været chokerende langt fra formen og blev endda sat som en af de første på etapen til Vejle. Det indikerer, at han end ikke er tæt på 100%, og samtidig kan han på denne etape blive bedt arbejde for Pedersen, hvis blå trøje er holdets førsteprioritet. En spurt efter en relativt hård dag er dog Degenkolbs force, og dette er hans sidste chance for at bekræfte, at han er klar til at være tysk VM-kaptajn. Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at Degenkolb sikrer sig en spurtsejr i Aarhus.
Nacer Bouhanni er ude af løbet, men det betyder ikke, at Cofidis er ude af kampen om etapesejren. I Christophe Laporte har holdet et aldeles kompetent alternativ, ikke mindst fordi den stærke franskmand med den øjeblikkelige 8. plads tilsyneladende er i god form. Franskmanden er samtidig god til at positionere sig, har Geoffrey Soupe til at køre lead-out og er langt mere holdbar end mange andre på en hård rute som denne. Han har formen til at true de bedste og er derfor en oplagt kandidat.
Også Thomas Boudat er en sprintertype, der har det bedst, når der har været et par bakker undervejs, og det gør det til en perfekt etape for franskmanden. Efter en lidt skuffende Tour har han været i god form i de seneste franske løb, hvor han endda har været i offensiven, og han bekræftede det gode indtryk på 1. etape her. Han er normalt dårlig til at positionere sig, men det er et mindre problem efter et hårdt løb og i en teknisk ukompliceret finale. Topfarten har han i hvert fald.
Danilo Napolitano havde en yderst skuffende 1. etape, men der må have været tale om en dårlig dag. I hvert fald har italieneren vist god form på det seneste, hvor han også har været fremme i terræn, der er ganske hårdt. Derfor er bakkerne i Aarhus ikke nødvendigvis en ulempe for den erfarne italiener, hvis største fordel dog er, at han er ekstremt god til at positionere sig.
Nicolai Brøchner viste formatet på den hårde 1. etape og har generelt spurtet godt i UCI-regi i år, senest i Tjekkiet for mindre end to uger siden. Formen synes at være god, og Riwal har et ganske godt mandskab til at bakke ham op. Den hårde finale er ikke nødvendigvis til ugunst for ham, og selvom han ikke har farten til at slå de bedste, vil han kunne være med fremme.
Det samme vil Michael Carbel, der også kørte ganske imponerende på 1. etape. Sidste år havde danskeren det meget svært i spurter på dette niveau, men han er kommet ufatteligt langt siden da. Det viste han ikke mindst i tirsdags, hvor han viste sig at være en af de hurtigste efter en hård, svær dag. Det betyder, at han også vil kunne være med fremme her, men han vil blive udfordret af, at Vortu formentlig vil bruge de fleste ressourcer på at sætte Guldhammer og Kamp op til angreb.
Jasper Stuyven har formentlig til opgave at arbejde stenhårdt for Pedersen og derefter køre spurt for Degenkolb. Da tyskeren ikke er på toppen, er der imidlertid en mulighed for, at belgieren får chancen. Formentlig vil han forinden have brugt for mange kræfter, men har han lidt overskud i finalen, skal man ikke afskrive ham. Stuyvens speciale er nemlig at spurte efter en hård dag, og for ham kan løbet ikke blive hårdt nok.
Kan Mads Pedersen krone det hele med en sejr? Det kan ikke udelukkes, at Casper Pedersen er ved at være træt, og lykkes det Virtu-mandskabet at komme af med danskeren på rundstrækningen, er der faktisk en chance for, at en lille gruppe af klassementsryttere kan holde hjem i finalen. Her vil Pedersen have fordel af at kunne sidde på hjul, og da han samtidig er ganske hurtig, vil han i denne situation sidde perfekt til at krone et flot løb med en etapesejr. Også Pim Ligthart og Pieter Vanspeybrouck vil kunne blive farlige i et sådant scenarium.
Feltet.dks vinderbud: Phil Bauhaus
Øvrige vinderkandidater: Max Walscheid, John Degenkolb
Outsidere: Christophe Laporte, Thomas Boudat, Danilo Napolitano
Jokers: Nicolai Brøchner, Michael Carbel, Jasper Stuyven, Mads Pedersen, Pim Ligthart, Pieter Vanspeybrouck