Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Ruten

Løbets anatomi med starten i det pandekageflade Nordfrankrig betyder, at vi som regel skal frem til løbets sidste tre dage, inden stigningerne for alvor melder sig, og det burde særligt gælde i år, hvor en tidlig enkeltstart betyder, at man efter fire dage ikke er kommet ret langt i rejsen mod solen. Rytterne ”snyder” dog lidt og sætter sig ind i bilerne efter enkeltstarten, så de via en lang transfer mod sydøst bringes direkte frem til udkanten af det kuperede Massif Central. Her er ingen helt lange stigninger, men torsdagen byder alligevel på nogle ganske seriøse klatreudfordringer med næsten 3500 højdemeter, blandt andet i området, der kendes fra de nylige løb i Drome-Ardeche. Den sidste svære stigning, der faktisk er en ganske alvorlig sag, har dog top med mere end 30 km til mål, og det lægger op til ret uforudsigeligt cykelløb, hvor forskellene kan være for små til, at det ender med den udbrudssejr, som profilen lægger op til, hvor klatrerne måske vil teste benene, og hvor en spurt i en ganske lille gruppe eller måske endda et sent angreb bestemt ikke er usandsynlige scenarier.

I alt bydes der på 188,8 km, der fører feltet fra Saint-Just-Saint-Rambert til Saint-Sauveur-de-Montagut. Indledningen er relativt let, idet det kun stiger let mod sydøst og øst, mens man kører nord om Saint-Etienne, inden det kortvarigt falder videre mod øst. Nu drejer man efter 19,0 km mod syd ad et let stigende stykke, inden man fortsætter mod syd op ad løbets første alvorlige udfordring, kategori 1-stigningen Croix de Chambouret (9,8 km, 6,6%), der efter 5 km med 5-7% hovedsageligt stiger med 7-8% på den sidste del frem mod toppen, som nås efter 36,1 km.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Herfra bliver det lettere. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst, inden det falder let mod syd ned til byen Annonay, som nås efter 61,0 km. Herfra går det videre mod sydøst igennem småkuperet og generelt let stigende terræn, som byder på kategori 3-stigningen Cote de Saint-Jeure-d’Ay (2,2 km, 5,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 79,1 km, og som slutter med den første spurt, der er let stigende og kommer efter 83,0 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst og øst ned til Tournon-sur-Rhone, som nås efter 95,8 km, og herfra kører man kortvarigt mod syd ned langs Rhone-floden igennem helt fladt terræn.

Etapen tager fat igen, når man foretager en afstikker væk fra floden ved at køre mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Saint-Romain-de-Lerps (6,5 km, 7,3%), der kendes fra Faun-Ardeche Classic. Fra denne side er den meget irregulær med hele 3 km med 9-10%, 2 km med ca. 7% og en fladere kilometer midtvejs. Toppen rundes efter 114,5 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, som fører mod sydøst tilbage til floden, som nu igen følges mod syd igennem fladt terræn.

Kort efter foretager man endnu en afstikker, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Cote de Toulaud (1,5 km, 9,7%), der stiger relativt jævnt med 10% over den første kilometer og siden er en anelse nemmere frem mod toppen, som rundes efter 129,6 km. Kortvarigt går det nu ad et plateau videre mod sydvest, inden en først let og siden teknisk nedkørsel leder mod øst og syd tilbage til floden. Den følges nu igen igennem helt fladt terræn mod sydvest ned til byen Beacuhastel, som nås efter 142,3 km, hvor man drejer mod vest for at køre igennem fladlandet hen langs bifloden L’Eyrieux.

Efter 148,1 km indledes finalen, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de la Mure (7,6 km, 8,3%), der er en meget jævn og stejl stigning med top efter 155,7 km. Herfra resterer fortsat 33,1 km, som indledes med en ganske kringlet nedkørsel, der fører mod syd, sydvest og sydøst, og som kortvarigt afbrydes af et fladt plateau.

Den leder direkte ned til L’Eyrieux-floden igen, men den forlader man med det samme, når man kører mod sydvest op ad en bakke (4,8 km, 5,4%), der byder på 2 km med ca. 6% midtvejs, og på hvis top den sidste spurt kommer efter 176,7 km. De sidste 12,1 km åbnes med en i starten let og siden mere kringlet nedkørsel, som fører mod sydvest og nord tilbage til floden, og den følges nu igennem relativt fladt terræn mod nord og nordvest frem til mål. Nedkørslen ender med 4 km igen, hvorefter de næste 2 km er let stigende, den næstsidste kilometer let faldende og den sidste kilometer stigende med beskedne 1,1%. Efter nedkørslen følger man en let snoet vej, der er helt uden sving, idet vejen slutteligt buer ind på den 100 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3408 højdemeter.

Saint-Sauveur-de-Montagut har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Vejret

Efter en flot start på løbet er det slut med det gode vejr. I startområdet vil der kun være lidt sol og en temperatur på 14 grader, men det vil være tørt. I målområdet vil det til gengæld være overskyet med 30-40% risiko for byger gennem hele eftermiddagen og en temperatur på 12 grader. Det vil også være ret blæsende med en jævn til frisk vin (18-21 km/t) fra syd. Det giver sidevind frem til bunden af første stigning, men derefter mod- og sidemodvind stort set hele vejen frem til kort inden Col de la Mure. Her er et kort sidevindsstykke, inden man får sidemedvind på stigningen og derefter sidemodvind. Med knap 10 km igen får man medvind, indtil man får sidevind over det meste af de sidste 3 km, herunder over de sidste 1500 m.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Analyse af 4. etape

Her kan du læse min analyse af Jumbos magtdemonstration på enkeltstarten.

Favoritterne

Man må applaudere arrangørerne af Paris-Nice for, at de i de sidste to år har gjort mere brug af Massif Central, der ligger som et naturligt punkt på vejen mod solen og Middelhavet. Det har de også gjort før - Floyd Landis grundlagde blandt andet sin sejr i netop dette område, og da Tony Martin vandt i 2021, var de også over Col de la Mure - men i de seneste år har alle stigningerne været koncentreret over de sidste tre dage i den sydlige del af landet.

Til gengæld har de med designet af årets Massif Central-etape ikke gjort det let at være optaktsskribent. Sidste år var det meget lettere, da de havde mål på toppen af en stigning, men denne gang har de sammensat en etape, der kan ende på 117 måder. Næsten alt synes i spil, når man laver en rute med så svært et bjerg som Col de la Mure tilstrækkeligt tæt på mål til, at klassementsrytterne tør udfordre hinanden, men også så langt fra mål, at der kan ske mange ting efter toppen.

Den første mulighed er, at vi får en udbrudssejr, og det må betegnes som meget sandsynligt. Sidevinden har skabt enorme tidsforskelle, og da det er en etape, hvor ingen for alvor med sikkerhed kan føle sig overbevist om, at man kan vinde, er det langt fra givet, hvem der skal jagte et udbrud. Det betyder også, at jeg forventer en meget aggressiv start, når alle ved, at et udbrud har en god chance, og vi skal derfor formentlig frem til den første stigning, inden udbruddet etableres. Og sker det, vil udbruddet bestå af gode klatrere.

Her kan der ske to ting. Der er mange gode klatrere, der har tabt masser af tid, og derfor er det ikke umuligt, at vi får en gruppe, som Jumbo kan lade sejle hjem. Hollænderen har ganske vist en oplagte vinderkandidat i Wout van Aert, men han har jo netop sagt, at han skal passe på sig selv i dette løb. Jeg tror ikke, at holdet vil køre sig i hegnet for måske at sætte ham i scene til en sejr, hvor han skal grave dybt for, at det vil lykkes.

Er der så andre, der vil? Det kan ikke udelukkes. Jeg tror ikke, at der er andre hold, der går ind til etapen med det mål, at udbruddet partout skal hentes, men der er hold, der måske kan blive overtalt undervejs. Særligt har jeg kig på Cofidis og FDJ, der er ude af klassementet og har som mål at vinde en etape. Misser de udbruddet, hvad der formentlig er plan A, kan det sagtens tænkes, at de påtager sig ansvaret, måske særligt Cofidis, hos hvem Guillaume Martin er meget sulten.

Spørgsmålet er bare, om de er stærke nok. Jeg har en ide om, at UAE kommer blæsende ud over stepperne med Brandon McNulty og Joao Almeida, og jeg tror derfor, at vi vil få et ret potent udbrud. Skal de hentes, vil det formentlig kræve action fra Jumbo selv. Det er klart, at Almeida med sit tab på 3.18 ikke er en mand, man kan give 100 år, og det samme vil gælde, hvis Martin, der er en anden sandsynlig udbryder, er at finde i gruppen. Jeg vil tro, at vi får et udbrud, som Jumbo ikke bare kan lade sejle væk, men også et udbrud, som de ikke nødvendigvis skal hente. Da det vigtigste er, at Primoz Roglic ikke isoleres efter Col de la Mure, hvor han kan blive sårbar, tror jeg, at de vil være meget varsomme med at bruge for mange unødige kræfter.

Min ide er altså, at Jumbo ikke vil hente udbruddet, men at de skal holde dem i snor. Det betyder også, at de alligevel kan blive hentet. På Col de la Mure regner jeg nemlig med, at der skal køres klassement. Ineos har næppe opgivet at vinde løbet, og de må virkelig se en chance for at isolere Roglic efter toppen i deres sandwich med Adam Yates og Daniel Martinez. Jeg tror også, at Nairo Quintana og Simon Yates, der efter i dag må være fyldt med selvtillid, har lyst til at teste favoritten. Derfor vil jeg tro, at Ineos vil lægge et pres fra bunden af Col de la Mure, og at vi herefter får et klassementsslag.

I den proces kan udbruddet blive hentet, men da det formentlig er stærkt, tvivler jeg på, at det vil ske. Derefter tror jeg, at det har en god chance for at holde. Hvis ikke Van Aert har sine bedste klatreben - og dem tror jeg ikke, at Rohan Dennis har endnu, mens Steven Kruijswijk igen virker skidt kørende - vil sloveneren kunne være isoleret i finalen. Han vil formentlig køre defensivt, indtil han får Van Aert op, og når han ikke længere er isoleret, vil jeg tro, at Jumbo er fint tilfredse med at neutralisere resten af etapen og komme sikkert til mål. Det er muligt, at det vil lade sig gøre for en af rivalerne at snige sig væk, hvis han sidder alene, men da der venter hård modvind det meste af vejen efter toppen, bliver det svært at holde sig fri, hvis Roglic bruger Van Aert til at jagte.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Min konklusion er altså, at udbruddet formentlig holder, hvis de overlever Col de la Mure, og det mener jeg, at de har en god chance for at gøre. Der er vel to jokers i det spil. Sidder Jumbo med flere folk, så de måske uden alt for mange kraftanstrengelser kan gå efter sejren med Van Aert, vil det måske være fristende at jagte. Den anden joker er Roglic. Vi så i Vueltaen, at han var villig til at satse stort ved at køre fra distancen med Egan Bernal på et tidspunkt, hvor han kunne have tabt alt. En sådan situation kan opstå, hvis de bare er 2-3 man på toppen af Col de la Mure, men det har jeg trods alt svært ved at se. Det er svært at forestille sig, at Ineos ikke er repræsenteret, og da de er kommet for at vinde løbet, har de ikke den store interesse i at indgå våbenhvile med Roglic i et forsøg på at vinde tid på andre.

Som det fremgår, er der mange scenarier i spil, men jeg går med et udbrud. For at vinde herfra skal man være så god en klatrer, at man både kan køre væk på det første bjerg og siden overleve Col de la Mure. Grundet den kraftige modvind efter toppen bliver det dog meget svært at køre hjem herfra. Derfor skal man også kunne gøre det færdigt til sidst i en finale, der kan blive taktisk med mulighed for at snige sig væk, men hvor en god spurt også kan være et godt våben.

Jeg prøver at pege på Brandon McNulty. Jeg var bekymret for hans tilstand efter mandagens styrt, da han i går slap meget tidligt, men hans enkeltstart i dag viser, at han ikke er svært forslået. Tværtimod er det ikke helt umuligt, at han sørgede for med vilje at smide noget tid, så han kan gå på de togter, vi nu har set, at han elsker. Han har allerede taget to gigantiske solosejre på Mallorca og i Ardeche, og han var tæt på at gøre det samme i Murcia, indtil modvinden dræbte ham. Han er en fremragende klatrer, men han kan også slå mange af de små folk i en spurt til sidst. Endelig er han vel mere end nogen andre manden, der kan lave et soloridt i finalen, selvom der er modvind. Han har altså et større arsenal at spille på, og han har tabt så meget tid, at Jumbo i hvert fald ikke skal frygte ham. Derfor peger jeg på ham.

I det hele taget har UAE flere heste at spille på. Det var overraskende at se Joao Almeida køre så svag en enkeltstart i dag, og vi så også i UAE Tour, at han ikke er flyvende lige nu. At formen er ringe, er dog en tilsnigelse, når man ser på hans kørsel på kongeetapen i Emiraterne, og derfor regner jeg med, at han har en god chance for at ramme udbruddet, hvis han vil. Det er klart, at det ikke er givet, at Jumbo giver ham lov, men som det fremgår ovenfor, tror jeg, at de har det fint med at holde ham i rimelig snor. Det er svært at pege på andre potentielle udbrydere, der kan slå ham i en spurt, og derfor står han uhyggeligt stækt, særligt hvis han og McNulty gør fælles front og vælger at satse på hans spurt i finalen.

En rytter, der i hvert fald er på revanchejagt, er David Gaudu. Det er lidt uklart, hvordan han har det efter sit styrt, men holdet har i dag meldt ud, at håbet er, at han kan rejse sig med en etapesejr. Han sparede sig på enkeltstarten, hvor han endte sidst, og hvis han er nogenlunde, bør han ramme et udbrud, der kører på et bjerg. Desværre er modvinden en hæmsko, hvis det skal gøres færdigt til sidst, men også i en flad spurt kan han slå flere, som vi så, da han vandt i Ardeche sidste år. Formmæssigt burde han i hvert fald være ganske fint med. Han skuffede lidt på Malhao i Algarve, men han vandt trods alt på Foia og så godt ud, indtil han styrtede i Laigueglia.

En anden klatrer, der har tabt tid, er Wout Poels. Han har ikke været styrtet, men spørgsmålet er, om han skal blive hos Jack Haig. Det er en risiko, men jeg vil tro, at Bahrain lader ham eller Gino Mäder ramme udbruddet. Her ligner Poels det bedste bud på en vinder. Som bekendt ved man aldrig, hvor man har ham, når han har ramt en gruppe, men hans kørsel i Andalusien var jo temmelig lovende. Her viste han også, at han kunne slå Lutsenko  i en spurt, og det giver ham gode kort på hånden i en modvindsfinale som denne. Mäder er tydeligvis ikke på toppen, som vi senest så på 1. etape, men alligevel regner jeg ham som et godt bud på en mand, der kan ramme udbruddet. Desværre er han spurtsvag, og med modvind og hans nuværende form ser jeg ham ikke vinde etapen.

En anden rytter, der tabte tid i sidevinden, er Mauri Vansevenant. Belgieren er ufatteligt aggressiv, som vi senest så i Drome-Ardeche, og det vil undre mig, hvis ikke han forsøger at komme afsted. Også han er meget svingende, men i år har han generelt kørt på et højt niveau, først i Andalusien og siden i Drome-Ardeche. I begge løb har han også igen bevist, at han er hurtigere, end jeg i første omgang havde antaget, og der synes ikke at være mange klatrere, han ikke kan slå på stregen.

En rytter, der har været snu nok til at tabe lidt ekstra tid, efter at han var røget ud af klassementet er Matteo Jorgenson. Amerikaneren viste i Provence, at han har forbedret sin klatring ganske enormt, men det er stadig en bekymring for mig, om han kan hænge på de bedste på Col de la Mure, hvis han er oppe mod navne som de ovennævnte. Det kan blive for skrap kost på en stejl medvindsstigning, men heldigvis er der tid til at komme tilbage. Lykkes det, står han godt. Han har ikke spurtet meget som professionel, men han er så hurtig, at han har vundet pointtrøjen i l’Avenir.

FDJs andet kort er Valentin Madouas. Den lille franskmand er i samme situation som Gaudu, da også han var i asfalten i mandags. Heller ikke han skulle dog være alt for slemt tilredt, og han er derfor et godt bud på en mand, der kan ramme udbruddet. Min frygt er, at der vil være bedre folk end ham på Col de la Mure, der er en anelse for svær for ham, og vi så også senest hans begrænsninger i Var. Jeg vil dog tro, at han har forbedret sig siden dengang, og sidste efterår så det endelig ud til, at han var tilbage på sporet efter en lidt svær tid. Han er lynhurtig på stregen, hvor han kan slå langt de fleste klatrestærke folk. Udfordringen bliver at ramme udbruddet og ikke mindst at overleve Col de la Mure.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

En anden god kandidat er Alexis Vuillermoz. Franskmanden har været genfødt i år, og han så ganske godt ud i både Var og Drome-Ardeche. Som for Madouas gælder, at Col de la Mure formentlig er for svær, hvis han er oppe mod rigtige klatrere, men også for ham gælder, at der er tid til at komme tilbage. Han er i vert fald en god nedkører, og som han senest beviste i både Var og Drome har han en spurt, der gør ham i stand til at gøre det færdigt.

Jeg bliver også nødt til at nævne Guillaume Martin, men han rammes i den grad af modvinden. Det vil ligne ham meget dårligt ikke at forsøge at ramme udbruddet, og han har også tabt så meget tid, at han kan få noget frihed. Han har efterladt et meget positivt indtryk gennem hele sæsonen, senest med meget overbevisende kørsel i Drome-Ardeche, og han kan meget vel vise sig som bedste mand i det udbrud, han måtte ramme. Problemet er modvinden efter Col de la Mure, hvor en spinkel fyr som ham kan få det svært. Skal han spurte mod de rette, har han dog ikke en helt umulig afslutning, og han er derfor ikke uden våben. Ellers må han spille sine kort i en taktisk finale. Formen er i hvert fald indiskutabel.

Jeg er mere usikker på Bauke Mollema . Hollænderen var i kritisk form i både Var og Laigueglia, og han synes et stykke fra sit bedste niveau. Dagens enkeltstart giver dog lidt håb, og han har ikke det store at miste ved at forsøge at ramme udbruddet. Han elsker at lege etapejæger, og han er også pokkers god til at gøre det færdigt. Dels er han ikke alt for langsom, og dels er han en mester i at snige sig væk i taktiske finaler - en strategi, der har givet ham næsten alle hans sejre. Spørgsmålet er bare, om han har tabt nok tid, og om formen rækker.

Neilson Powless kørte en skidt enkeltstart i dag, men det kunne indikere, at han gerne vil smide noget tid. Formen var ikke flyvende i Emiraterne, men ringe var den heller ikke, og han har efterhånden udviklet sig til lidt af en udbryderspecialist siden den offensive Tour i 2020. Sidste år nåede han helt nye højder i efteråret, hvor han vandt San Sebastian og blev nr. 5 til VM, og selvom han aldrig rigtigt har spurtet, viste hans San Sebastian-sejr, at han godt kan tillade sig at tro lidt på sin afslutning. Han skal dog nok have forbedret sin form siden UAE Tour, hvor han ikke havde sidste års ben.

FDJs tredje kort er Quentin Pacher. Der er ingen tvivl om, at Col de la Mure er for svær en stigning for en puncheur som ham, men han synes at klatre bedre end nogensinde. Han virkede ganske flyvende i både Drome-Ardeche og i Laigueglia, og det giver mig håb. Han vil formentlig tabe lidt terræn på Col de la Mure, men der vil være tid til at komme tilbage, og selvom flere af de ovennævnte er hurtigere end ham, viste han i Ardeche, at hans spurt ikke skal undervurderes.

Man må vel også nævne Jan Polanc . Sloveneren kunne være det tredje kort, UAE kunne spille ud, og han beviste med sejren i Laigueglia, at han er i form. Det er klart, at han ikke er hurtig, og at han skal vinde i en taktisk finale, men han har jo allerede én gang bevist, at han mestrer kunsten af udnytte et UAE-overtal. Det skal flaske sig, hvis det skal ske to gange, men formen synes at række.

Vi fortsætter med rækken af FDJ-ryttere. Det fjerde bud er Michael Storer, men den bliver mere tricky. Australieren har mangler noget form i sæsonstarten og har bestemt heller ikke virket flyvende i dette løb. Noget katastrofeniveau har han dog ikke, som vi så med hans flotte sidste etape i Var, men han lider under, at han ikke har nogen spurt. Skal han vinde, skal det være i en taktisk finale, men som det fremgår, kan FDJ jo også have et hav af kort at spille i den henseende.

Movistar kunne også spille på Gorka Izagirre og Gregor Mühlberger. Deres niveau er en smule ukendt, men Izagirre så faktisk stærk ud som hjælper for Valverde i Galicien. Mühlberger er på vej tilbage efter sidste års mange helbredsproblemer, men han kom fint fra start på Mallorca. Han var siden ramt af covid efter Valencia, og derfor er det usikkert, hvor han står, men er han kommet sig lige så godt som mange andre, ved vi fra tiden inden hans problemer, at han har et højt klatreniveau. Izagirre har en veldokumenteret god spurt, og Mühlberger viste med spurten mod Alaphilippe i Dauphiné for nogle år siden, at også han kan afslutte. Spørgsmålet er først og fremmest, om ikke der er bedre klatrere end dem i et eventuelt udbrud, men heldigvis er de begge gode nedkørere, ikke mindst Izagirre.

Endelig bliver jeg nødt til at nævne Jay Vine. Australieren har kørt ganske forfærdeligt i dette løb, men vi har også lært, at hans form kan dukke op helt ud af det blå, senest i Besseges og Algarve. Han viste i begge løb, at han klatreniveau også rækker langt i dette felt, men til gengæld har han ikke vist megen spurtstyrke. På det område kan han dog overraske, da han stadig er helt grøn og aldrig rigtigt har været i en situation, hvor vi har haft lejlighed til at vurdere hans fart, særligt over for andre klatrere.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Egentlig var jeg trods hans form fristet til at pege på Ethan Hayter, men jeg tror, at Ineos lige nu har større mål end at jagte udbrud. Georg Zimmermann er med sin hurtighed et bud, men jeg tror, at stigningen er for svær. Steff Cras er uhyre velkørende, men jeg har svært ved at se ham gøre det færdigt, og det samme gælder for Ruben Fernandez, der ellers var godt kørende i Galicien. Andreas Leknessund får nok også svært ved at gøre det færdigt i en finale, hvor stigningen synes lidt for hård, og det er den også for hurtige Mathieu Burgaudeau og Franck Bonnamour, da han desværre stadig synes formsvag. Carl Fredrik Hagen ser bedre ud igen, men får svært ved at vinde, særligt efter mandagens styrt, og Harm Vanhoucke synes efter sin sygdom ikke at være på toppen, hvad Simon Carr i hvert fald slet ikke er. Jeg antager, at Luis Leon Sanchez fortsat er bodyguard for Jack Haig, og Rein Taaramae virkede ikke flyvende i UAE Tour. Endelig regner jeg med, at BikeExchange holder deres klatrere hos Yates, og at folk, der har tabt meget mindre end 3 minutter, får svært ved at få den frihed, der gør det muligt at holde hjem.

Bliver det alligevel samlet, peger jeg på Wout van Aert. Som det fremgår ovenfor, vil jeg tro, at han i finalen skal føre meget for Roglic, hvis ikke Dennis eller Kruijswijk har bedre klatreben, end jeg forventer. Han er dog så meget hurtigere end alle andre klatretyper, at han formentlig kan vinde alligevel. Alternativet er, at holdet spurter med Primoz Roglic, der kan slå stort set alle klatrere i en flad spurt, og som skal bruge bonussekunder. En rytter, der kan true dem, er Joao Almeida som også kan være med, hvis det ender med en favoritafgørelse, og så skal vi vel være lidt varsomme med at afskrive den meget svingende Ethan Hayter, der jo trods sin form bliver ved med at dukke op til allersidst. Andre, der burde være konkurrencedygtige i en favoritspurt, er Pierre Latour, Mauri Vansevenant, Matteo Jorgenson, Valentin Madouas, Alexis Vuillermoz og Simon Yates, men jeg har svært ved at tro, at de kan slå Roglic eller Van Aert. Endelig er der selvfølgelig muligheden for, at en rytter kan snige sig væk i en taktisk finale, men med den megen modvind bliver det svært, hvis Jumbo som forventet kan bevare kontrollen.

Feltet.dks vinderbud: Brandon McNulty

Øvrige vinderkandidater: Joao Almeida, David Gaudu

Outsidere: Wout Poels, Mauri Vansevenant, Matteo Jorgenson, Valentin Madouas, Alexis Vuillermoz

Jokers: Guillaume Martin, Bauke Mollema, Neilson Powless, Quentin Pacher, Jan Polanc, Gino Mäder, Michael Storer, Gorka Izagirre, Gregor Mühlberger, Jay Vine

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Wout van Aert, Primoz Roglic, Joao Almeida, Ethan Hayter, Pierre Latour, Mauri Vansevenant, Valentin Madouas, Alexis Vuillermoz, Matteo Jorgenson, Simon Yates

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris