Prøv vores nye app
Optakt: 5. etape af Itzulia Basque Country
05. april 2024 15:40Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Louis Meintjes tog karrierens mærkeligste sejr på en højdramatisk 4. etape, der desværre forvandlede løbet totalt på en meget trist og ærgerlig baggrund. Løbet går dog videre med Mattias Skjelmose i førertrøjen, og danskeren bliver med det samme testet, når der fredag venter en næsten tro kopi af torsdagens etape - dog med en lettere finale stigning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

At arrangørerne er blevet vilde med etaper med en sen stigning og en flad finale, kommer til udtryk igen fredag, hvor der venter en næsten tro kopi af torsdagens etape. Også her bydes der på relativt få højdemeter og atter en kort, eksplosiv stigning mod slutningen. Denne gang er den dog en smule lettere og ligger tillige en anelse længere fra mål, hvilket mindsker chancen for, at der kan gøres varige forskelle. Dermed er scenen nok engang sat til en uforudsigelig dag, hvor bedste mand kan køre alene, hvor en spurt i en lille gruppe kan afgøre det, eller hvor et taktisk spil skal afgøre vinderen, som vi før har set på tilsvarende etaper - i hvert fald hvis forskellene er så små, at et udbrud ikke gives nogen chance.

 

Med en distance på 175,9 km er etapen længere end den foregående, og den fører fra den baskiske hovedby, Vitoria-Gasteiz, til Amorebieta-Etxano. Startbyen ligger som bekendt på det velkendte, flade plateau, og man lægger ud med at køre mod nord, nordvest og igen nord ad let stigende Veje. Det flader lidt ud, når man drejer mod nordøst og senere nordvest, inden man efter 40,6 km rammer en relativt let nedkørsel, der fører mod nordvest ned fra plateauet.

 

Læs også
Rygte: Pogačars næste kontrakt når svimlende højder

 

Nu er man nede i den kuperede nordlige del af Baskerlandet, men arrangørerne er her nådige, da man bare kører mod nordvest, nordøst, nord og igen nordøst ad en ganske let faldende vej frem til målbyen, hvor man krydser stregen for første gang efter 67,3 km, dog fra den forkerte side.

 

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 56,4 km lang og er henlagt til området syd for byen. Her kører man først mod sydøst ad en lige og let stigende dalvej, inden man efter 77,4 km i den store by Durango drejer mod syd for at fortsætte igennem det let stigende terræn. Nu melder dagens vanskeligste udfordring sig, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Urkiola (5,5 km, 9,4%, max. 14%), der stiger helt jævnt med 8,7% over de første 2,7 km og derefter jævnt med 10,0% over de sidste 2,8 km frem mod toppen, som rundes efter 87,8 km.

 

Herfra går det mod syd ad en faldende vej ned til det sydligste punkt, hvor man efter 94,3 km drejer mod nordvest for at køre ad en først let stigende vej og siden relativt let nedkørsel tilbage til dalen, som nås efter 110,3 km. Herfra går det mod nordvest, nord og nordøst ad lige og flade veje tilbage til målbyen, hvor man efter 127,3 km atter krydser stregen fra den forkerte side, denne gang i forbindelse med dagens første spurt.

Annonce

 

Nu kører man 500 meter frem til den afsluttende rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den er 13,0 km lang og er henlagt til området øst for byen. Først går det mod sydøst ad en helt lige og let stigende vej, inden man drejer mod nordvest og nord for at fortsætte igennem det let stigende terræn. Derfra går det videre mod nord op ad dagens afgørende udfordring, kategori 3-stigningen Muniketagaina (3,5 km, 7,3%, max. 10%), der er en uhyre jævn stigning nærmest uden udsving.

 

Toppen rundes efter hhv. 137,9 km og 163,7 km, hvorefter der fra sidste passage resterer bare 12,2 km. En kun lidt kringlet nedkørsel leder mod nordvest og nord ned til det nordligste punkt, hvorfra man kører mod sydvest og syd ad en lige vej tilbage til målbyen, idet det først er let stigende og så let faldende, inden det bliver helt fladt.

 

Inde i byen kører man efter første omgang dagens anden spurt efter 149,3 km, mens man efter anden omgang forlader rundstrækningen, når man med 500 m igen drejer to gange i rap i to rundkørsler, inden det går ad en 450 m lang vej tilbage til stregen. Nedkørslen ender med 1500 m igen, hvorefter det er stort set helt fladt.

 

Etapen byder på i alt 2201 højdemeter.

 

Amorebieta-Etxano er først og fremmest kendt som værtsby for Klasika Primavera Amorebieta, det historiske endagsløb, der startede i 1946, men desværre ikke har været kørt siden 2019, hvor Carlos Betancur blev den foreløbig sidste vinder. Derudover har byen kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for andre store cykelløb. Det var i dette løb i 2023, hvor Sergio Higuita på en helt anden rute vandt en spurt blandt 22 mand foran Andrea Bagioli og Mattias Skjelmose.

 

 

Læs også
Dansker inden klassiker: Vi kører for at vinde

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Der bør heldigvis ikke blive mere baskisk regn i denne omgang. I stedet er det varmen, der vil melde sig med helt uhørte temperaturer. Fredagen bliver overskyet med kun ganske lidt sol, og den vil byde på en temperatur, der vil stige fra 20 til hele 26 grader. Oppe på plateauet vil det være blæsende med en frisk vind (19-23 km/t) fra sydsydøst, men efter plateauet taler vi kun om styrker på 14-15 km/, stadig fra en sydsydøstlig retning. Det giver med- og sidemedvind hele vejen frem til rundstrækningerne. På den store rundstrækning vil der være sidemod- og modvind, indtil man kort inden nedkørslen fra Urkiola får med- og sidemedvind tilbage til målbyen. På den lille rundstrækning vil der først være sidemodvind, indtil man kort inden stigningen får medvind. Det varer ved på stigningen og nedkørslen, hvorefter man får sidemodvind tilbage til målbyen, indtil man får medvind over de sidst 450 m.

 

Analyse af 4. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan "Sorte onsdag" blev efterfulgt af "Kulsorte torsdag", der forvendlede 4. etape til en umådeligt trist affære.

Annonce

 

Læs også
Sagans drøm slukkes: Dårlige præstationer koster dyrt

 

Favoritterne

Som beskrevet i analysen er den barske virkelighed jo, at løbet trods dagens triste og dramatiske omstændigheder går videre, og når vi forhåbentlig får bekræftet de første relativt optimistiske meldinger om tilstanden hos de hårdest ramte ryttere, kan vi forhåbentlig få så meget ro i sindet, at vi alligevel kan nyde de kommende to etaper. Som jeg også skriver i analysen, tegner der sig nemlig fortsat et uhyre spændende og interessant løb, selvom det bliver et helt andet end det, vi havde glædet os til.

 

Lige nu skulle vi have fået det første billede af styrkeforholdet mellem favoritterne, men det fik vi ikke. Det bør vi til gengæld gøre i morgen, for der venter en etape, der i en vis forstand kan give os præcis de svar, vi ikke fik i dag. Etapen er nemlig nærmest en tro kopi af det, vi havde glædet os til i dag. Arrangørerne har nemlig nok engang designet en finale af den slags, som synes at være blevet deres nye favoritdesign, nemlig med en relativt svær stigning efterfulgt af en flad finale.

 

Den slags har de dyrket et hav af gange siden 2021, hvor vi første gang så, hvordan de kunne skabe åbne og taktiske finaler. Det var dengang, Primoz Roglic og Tadej Pogacar kiggede på hinanden, hvorefter deres løjtnanter, Jonas Vingegaard og Brandon McNulty, pludselig havnede i en gruppe, der kørte om sejren. Den slags finaler handler nemlig ikke nødvendigvis om gode ben, men i høj grad også om taktik.

 

Det er der måske lagt endnu mere op til i morgen, end der var det i dag. Nok minder fredagens etape om torsdagens, men der er også forskelle. Vigtigst er det, at den sidste stigning er noget nemmere. Den er en anelse længere end den, rytterne skulle have forceret i dag, men til gengæld har den slet ikke de samme stejle, baskiske procenter. Her er der tale om en relativt jævn opkørsel, der aldrig stiger med mere end 10% og kun stiger med 7,3% i gennemsnit. Det er bestemt nok til, at der kan blive en klassementskamp, men det vil undre, hvis bedste mand kan køre alene, når stigningen er så kort og resten af etapen er så relativt let.

 

Den anden forskel er, at den kommer en anelse længere fra mål. Det giver mere tid til en regruppering, men det giver også mere tid til et taktisk spil. Nok er der kun 7 km efter nedkørslen, men det kan også være nok til, at man kan køre væk, hvis der mangler folk til at kontrollere. Med en lettere stigning kan vi også forvente os en større gruppe, og dermed er chancen for en taktisk finale endnu større.

Annonce

 

Det første spørgsmål er imidlertid, om favoritterne overhovedet skal køre om det. Løbets dynamik er jo totalt forandret af, at Visma ikke længere er det hold, alle kigger på, og Bora er nu også af ligningen som et hold, der kan ventes at tage ansvar. Som beskrevet i analysen tegner der sig lige nu et opgør med Lidl og UAE som de toneangivende og derfor også dem, de fleste vil kigge på.

 

Forskellene er så store, at der er plads til at lade et udbrud køre hjem, og det må være drømmescenariet for Mattias Skjelmose. Nok er han en af de hurtigste blandt favoritterne, men det er naturligvis ikke ham, der har en interesse i at bringe bonussekunderne i spil. Det er i første omgang UAE, men deres strategi vil i vidt omfang afhænge af, hvordan Juan Ayuso har det. Det aner vi nemlig ikke, for dagen i dag gjorde os ikke spor klogere.

 

Det bør lægge op til en længere kamp om at ramme udbruddet, end vi så det i dag, hvor udbruddet kørte med det samme, men jeg vil stadig tro, at de bliver hentet. Hvis jeg kender Mikel Landa ret, vil han elske at svare igen på Remco Evenepoels exit ved at forsøge at vinde på sin hjemmebane, og han er aldrig bange for at få sit hold til at tage ansvar - heller ikke selvom etapen jo egentlig slet ikke passer ham. Derudover så vi i dag et meget initiativrigt Bahrain-hold, der også må lugte blod nu, og jeg tør heller ikke udelukke, at Bora vil jagte en sejr, som de kan dedikere til Primoz Roglic. Endelig er der også en god chance for, at UAE tager ansvar. Hvis Ayuso har de bare nogenlunde, skal de vel gå efter det, når de har mere end én kandidat.

 

Jeg tror altså, at der vil være tilstrækkeligt med hold til at jagte. Ja, faktisk kan farten blive skruet op helt af sig selv. Modsat i dag vil det være ret blæsende på plateauet omkring Vitoria-Gasteiz, og vi så jo i dag, hvordan Bahrain trods svag vind kunne splitte feltet. Måske er der for megen medvind til, at det kan lade sig gøre, men vinden kan måske skabe lidt tidlig splittelse og i hvert fald nervøsitet. Jeg vil forvente, at det går i sig selv, når vi kommer ned fra plateauet, hvorefter vinden vil være meget svagere, men lidt tidlig sidevindskørsel er dårligt nyt for udbruddet. Derefter venter så den første, meget svære stigning, der er en rigtig baskerstigning, men den kommer nok for tidligt til at spille en rolle. Men jeg vil ikke udelukke, at Soudal kunne finde på at lægge et pres, så Landa får en større chance for at gøre forskelle.

 

Læs også
Danskerhold melder fra: Hvad er formålet?

 

Mit gæt er altså, at udbruddet bliver hentet, og at feltet skal afgøre det på sidste stigning. Her vil jeg forvente, at Soudal, UAE eller Bora lægger presset, og jeg vil blive svært overrasket, hvis ikke Landa angriber. Herefter har vi de samme mulige scenarier som til dagens etape. Bedste mand kan køre alene, vi kan få en spurt i en gruppe af en eller anden størrelse, eller vi kan få en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk i fladlandet til sidst.

Annonce

 

Den store forskel er, at der denne gang vil være medvind på stigningen. Det øger chancen for forskelle, men til gengæld er stigningen som sagt betydeligt lettere. Medmindre vi ser en flyvende Ayuso, eller Isaac Del Toro har endnu mere x-faktor, end man tror, har jeg svært ved at se, at vi får en solosejr til bedste mand. Jeg tror faktisk, at vi vil have en relativt stor gruppe, og det øger chancen for, at de ikke kan samarbejde, når de rammer modvinden til sidst. Det øger dels sandsynligheden for, at flere kommer op, og det øger dels sandsynligheden for, at vi kan få en taktisk afgørelse. Meget vil her afhænge af, om Mattias Skjelmose vil sidde alene, eller om han vil have hjælp fra Tao Geoghegan Hart og/eller Andrea Bagioli. Geoghegan Hart viste jo opløftende takter på enkeltstarten, men skal stadig bevise sig selv og kan tillige være forslået, mens Bagioli trods klar fremgang skuffede endnu engang i lørdags. Der er således en vis risiko for, at danskeren vil være alene, selvom hans hold på papiret er stærkt.

 

Det mest sandsynlige er dog, at det vil ende i en eller anden form for spurt, og den er en smule tricky med de to sene sving, hvorefter der er fuld medvind over de sidste 450 m. Det kan gøre positionering temmelig afgørende, men det er også klart, at betydningen heraf er svært bestemt af, hvor stor gruppen er - og den bliver trods alt ikke alt for stor. Bemærk i øvrigt, at der kommer visse gentagelser fra gårsdagens optakt nedenfor, da finalerne er så ensartede, og dagens etape jo ikke gav mange svar.

 

Jeg vælger at gå med Juan Ayuso. Det er klart, at hans tilstand er et stort spørgsmålstegn, men de første meldinger var heldigvis ret opløftende, og han så heller ikke ud til at have væsentlige problemer i dag, heller ikke da der blev kørt sidevindskørsel. Heldigvis er denne stigning noget lettere end dagens, og derfor burde han have en god chance for at overleve - eller komme tilbage - selv hvis han ikke er 100%. Det er til gengæld også klart, at vi har set, at hans motor ofte har problemer på denne slags meget eksplosive etaper, og at hans enkeltstart var lidt halvskuffende, men jeg vil stadig tro, at han skal være forslået, hvis ikke han skal komme med hjem her.

 

Kommer han med hjem, tror jeg på ham i en spurt. Spurthierarkiet er ret lige, men han bekræftede sin fart ved at slå Romain Gregoire og Skjelmose i spurten i Ardeche. Vi så også i den indlagte spurt på 1. etape, at han slog både Remco Evenepoel og Skjelmose, og derudover har han et ret gyldent våben. Isaac Del Toro har vist sig chokerende hurtig, og han er den perfekte lead-out man til denne tekniske finale. Går de to først igennem svinget, tvivler jeg på, at Ayuso kan slås, og derfor tror jeg, at han rejser sig efter styrtet og tager sin første WorldTour-sejr i Spanien.

 

Faktisk vil jeg pege på Isaac Del Toro som nr. 2. Usikkerheden om Ayusos tilstand er nemlig så stor, at han jo kan melde sig helt ud af kampen. Sker det, ligger den til mexicanerens højreben. I Australien så vi ganske vist, at han var hurtig, men han har jo vist sig langt, langt hurtige end antaget. I forgårs var hans lead-out så godt, at Ayuso slet ikke kom forbi, og i går havde han klart den højeste topfart fra en dårlig position. Han ligner en mand, der kan vinde en spurt mod hvem som helst, og han skulle heldigvis slet ikke have slået sig i tirsdagens styrt. Det er klart, at han skal overleve stigningen, og her har jeg en bekymring. Hans Almeida-stil fungerer ikke på så kort en stigning, men i Australien så vi trods alt, at han har masser af punch. Den lidt skuffende enkeltstart og kørsel i lørdags kan skabe ekstra usikkerhed, men sidstnævnte kan formentlig forklares af kulden, der slog mange ud, og stigningen er trods alt så let, at han burde sidde med hjem. Er Ayuso der også, får han ikke lov at spurte, men til gengæld kan han så måske få lov at angribe i en taktisk finale via et UAE-overtal - akkurat som vi så ham gøre i Australien. Han kan altså vinde på flere måder, men det er hans fart, der giver ham 2. pladsen på min liste.

Annonce

 

Så er der Pello Bilbao. Med den fart, han har genfundet siden 2022 er han nemlig en af de ryttere, der kan vinde en spurt, men han skal med hjem. Det ville jeg normalt ikke være alt for bekymret for på en stigning af denne karakter, men der er bare ekstra usikkerhed lige nu. Hans dieselstil passer dårligt til denne eksplosive stigning, og han skuffede fælt i Paris-Nice. Hans enkeltstart var også ringere end ventet, for det lå bestemt ikke i kortene, at han skulle slås af sin holdkammerat Santiago Buitrago. Omvendt var hans præstation i Frankrig også helt ukarakteristisk for ham, og han så ganske god ud i Emiraterne. I 2023 klatrede han også bedre end nogensinde, da han fulgte Evenepoel til dørs i San Sebastian. På denne lettere stigning skal han nok fortsætte de helt kedelige takter fra Paris-Nice for ikke at være i spil - og selvom nedkørslen ikke er teknisk, har den dog nogle tekniske passager, som supernedkøreren kan bruge til at komme tilbage igen.

 

Det er også en stor chance for Romain Gregoire. Dagens etape kunne have været for svær, men på denne etape har han en endnu bedre chance for at overleve, og så er han en af de ryttere, der kan vinde en spurt. Det var i hvert fald helt, helt lige, da Ayuso slog ham i Ardeche, men det er klart, at han skal med hele vejen til toppen. Han imponerede stort på kongeetapen i Tirreno, inden stigningen trods alt blev for lang, men det gør denne ardenneragtige stigning ikke. Tværtimod burde den passe ham ret perfekt, men det er også klart, at han har til gode for alvor at hævde sig helt fremme i en WorldTour-finale som denne. Det er dog bare et spørgsmål om tid, og den Gregoire, vi har set i år, burde altså komme med hjem her.

 

Det er bestemt heller ikke nogen dårlig etape for Mattias Skjelmose. Stigningen passer til hans ardennerkarakter, og selvom han ikke var flyvende i Paris-Nice, burde han med de ben, der formentlig er meget bedre nu - det indikerede enkeltstarten i hvert fald - nok kunne komme med hjem. Forud for løbet havde jeg også givet ham gode chancer i en spurt. Vi så nemlig sidste år, at han spurtede uhyre overbevisende, ikke mindst da han vandt i Alpes-Maritimes, og dermed har han hele pakken. Problemet er, at han har spurtet skuffende i år, først i Drome-Ardeche og nu i de indlagte spurter, hvor han i går end ikke kunne slå Vingegaard. Det skal i hvert fald være bedre, hvis han skal vinde i morgen, men på papiret er han en af de ryttere, der har farten til at vinde en spurt, også mod alle de ovennævnte - og hvis han får Tao Geoghegan Hart eller Andrea Bagioli med hjem, og de ikke har brugt alle kræfter på at føre, har han to potentielle bud på fremragende lead-out men. I teorien ville de begge også være blandt favoritterne til en sådan spurt, men det er klart, at bonussekunder betyder, at de ikke får deres chance.

 

Læs også
Fransk guldfugl sværger troskab: Jeg vil give alt tilbage

 

En joker er Matteo Sobrero. Med Roglic ude har han nu frihed til at tage sin chance, og i år synes han at have forbedret sin spurt yderligere. Som han spurtede i AlUla Tour både i finalerne og i de indlagte spurter, ligner han en mand, der kan blive svær at slå. Det kræver bare, at han kommer med hjem, og her ved man aldrig, hvor man har den italienske lottokupon. Det så uhyre lovende ud i AlUla Tour og Paris-Nice, inden vi så den bedste Sobrero nogensinde i Sanremo, men en nedtur i lørdags og en halvsløj enkeltstart skaber tvivl, når han nok skal være flyvende for at følge de allerbedste på en stigning som denne. Heldigvis kan kulden være en forklaring på det, vi så i lørdags, og selvom modvind havde været bedre, har Sanremo-udgaven af Sobrero en glimrende chance for at vinde denne etape.

 

Kan Kevin Vauquelin vinde denne spurt? Jeg tror, at han mangler den sidste fart, men han viste jo i går, at han godt kan spurte. Her blev han ganske vist slået af Gregoire, der nok på papiret er en smule hurtigere, men til gengæld er Vauquelin en bedre klatrer. Han kan være svingende, men med det niveau, han havde i Tirreno og på enkeltstarten, burde han komme med hjem. Her vil han være den ideelle kandidat til et sent angreb, hvis UAE og Lidl kigger for meget på hinanden, men han ligger lidt for godt i klassementet. Derfor skal han nok vinde en spurt, og selvom det kan blive svært, er det nok ikke en umulighed.

Annonce

 

Jeg placerer Brandon McNulty her, men igen handler det mere om hans hold end om ham selv. Han er en af de ryttere, der ikke kan vide sig sikker på at matche de allerbedste på denne stigning, men med de klatreben, han har haft i år, burde han have en fin chance for som minimum at komme tilbage. I lørdags bekræftede han, at han har en fin spurt, men det er svært at se ham vinde en spurt her, hvor Ayuso og Del Toro bør være de foretrukne. Deres tilstedeværelse gør tul gengæld, at han vil være livsfarlig i det taktiske spil, som han har spillet så smukt i dette løb i 2021 og senest på 6. etape i Paris-Nice. Det fjerde UAE-kort er Marc Soler , men han har nok smidt for meget tid til, at holdet vil give ham friheden til at angribe i stedet for at køre spurt for Ayuso - men afskrives kan han ikke.

 

Paul Lapeira skal vel også nævnes som en joker. Med den spurt, han kørte i forgår, ligner han i hvert fald en mand, der har en reel chance for at vinde, hvis han er med til stregen. Det er klart, at det formentlig er for svær en opgave, men vi er stadig bed helt at lære hans begrænsninger at kende. Han klatrede i hvert fald godt i Laigueglia og Drome, og lige nu ligner han en mand, der er formmæssigt længere fremme. Får vi samlet en større gruppe, burde han på så kort en stigning have en chance. Den er i hvert fald større, end den var på dagens etape.

 

Jai Hindley er nu Boras kaptajn, men han er en af dem, der savner en lidt hårdere rute. Han kan sagtens køre en spurt, men det er klart, at han ikke er hurtig nok til at vinde her. Til gengæld har han smidt så meget tid, at han vil have en del frihed i det taktiske spil. Det kræver selvfølgelig, at han overlever stigningen, men den flyvende Hindley, vi så i Tirreno, vil være en af de allerstærkeste. Hans skuffende enkeltstart skaber usikkerhed for en mand, der normalt ikke er flyvende i ugelange løb, men det var trods alt en enkeltstart på hans normale niveau. Det var Tirreno-enkeltstarten, der var abnorm. Derfor er der stadig grund til at tro, at vi ser den samme Hindley som i Italien.

 

Det burde være en god stigning for Oscar Onley. Vi har set, at han er mere puncheur end klatrer, og selvom den nok er lidt længere end det, han før har præsteret på på dette niveau, burde han have en god chance. Han ligner en mand, der har forbedret sig ganske meget, som vi så med sejren i Australien og denne stigning har et ardenneragtigt præg. Han viste i lørdags, at han trods sin skadespause er i god form, men selvom han er hurtig, vinder han formentlig ikke en spurt i dette felt. Han er dog også så eksplosiv, at jeg ikke helt tør udelukke det. Bedste vej til sejr er dog nok via taktik, og her hjælper det, at han efter tirsdagens styrt har tabt masser af tid. Til gengæld skal han også bevise, at han er helt frisk igen efter det uheld. Heldigvis er meldingerne positive.

 

Jeg vil også forvente, at Santiago Buitrago kommer langt. Allerede i Paris-Nice viste han, at han har forbedret sig ganske markant, og denne eksplosive stigning burde passe ham som fod i hose. Hans chokerende gode enkeltstart indikerer, at formen stadig er god, og derfor er han formentlig en agf de bedste. Han er bare ikke god i en flad spurt, og derfor skal han vinde via taktik. Her kan det til gengæld hjælpe, hvis de sidder to mand fra Bahrain, og han tabte lidt ekstra tid i forgårs. Han har allerede én gang i år vundet et stort løb ved at snige sig væk i finalen.

Annonce

 

Som sagt tror jeg, at Mikel Landa kan finde på at sætte sit hold til at føre, men det er godt nok ikke en let etape at vinde. Med de ben, han havde i Catalonien, vil han være en af de stærkeste - måske endda den allerstærkeste - og dermed vel også et af de bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem. Det ligner dog en umulighed på en stigning som denne, og derfor skal den spurtsvage basker vinde via taktik. Det er ikke let, men får vi et meget hårdt løb med en ret lille gruppe, vil hans tidstab gøre, at han vil være en af de ryttere, der har allermest frihed.

 

En anden rytter, vi skal tage seriøst nu, er Samuele Battistella . Siden sidste etape i Paris-Nice har vi set den bedste Battistella i lang tid, men selv den bedste Battistella bør få det svært på en stigning som denne. Der er imidlertid plads og tid til at komme tilbage, og han bekræftede i lørdags, at han klatrer fornemt lige nu. Jeg vil tro, at han får svært ved at vinde en spurt, men den gode spurt, han kørte på 2. etape, viser, at det ikke er umuligt.

 

Læs også
UAE-profil vender tilbage på cyklen efter mareridtsstyrt

 

Hvor genrejst er Maximilian Schachmann? Næppe nok. Han var ganske vist god i lørdags, men han har vist så lidt i så lang tid, at det er svært for alvor at tro på ham. Hvis vi skal tro på Batttistella, skal vi dog også tro på Schachmann, for de kom i mål sammen i lørdags. Til gengæld tabte han også spurten, og det bekymrer, at han helt synes at være stoppet med at spurte, hvad der indikerer, at han ikke har samme fart som tidligere. Jeg vil i hvert fald tro, at Bora kører en spurt for Sobrero, men er det Schachmann, der sidder der, skal han vel i kraft af sin historik gives en chance.

 

Jeg skal vel også nævne Quinten Hermans. Det vil undre mig meget, hvis han overlever, for han har været så langt fra sit niveau siden 2022, at han bør komme til kort. Vi taler dog også om en mand, der er blevet nr. 2 i Liege, og selvom der er medvind, er det i hvert fald en lettere finale end i dag Han har nu haft en pause, hvor han har trænet frem mod Ardennerne, og kan gårsdagens resultat læses som en lille genrejsning, kan man vel godt drømme om, at han kan overleve, hvis vi får en større regruppering.

 

Med Vingegaard ude skal Visma genopfinde sig selv, og det bliver ikke i klassementet. Deres hjælpere har nemlig gjort deres bedste for at smide tid, og derfor skal de forsøge at vinde en etape. Her ligner deres bedste bud Sepp Kuss , men det er godt nok ikke en let etape for ham at vinde. Den passer ham i virkeligheden slet ikke, og derudover kommer han til løbet fra et Catalonien, der var en regulær katastrofe. Alligevel er der håb. Hans 3. etape i det spanske løb viste, at formen ikke er helt væk, og den Kuss, vi så den dag, vil sidde med også i en meget lille gruppe. Gør han det, har han ufatteligt meget frihed efter sit store tidstab.

 

En anden komet er Archie Ryan. Mine forventninger til ham har været enorme, og nu begynder han langsomt at leve op til dem. Han var stærkeste mand i Coppi e Bartali, og i lørdags var han også god på et betydeligt højere niveau, selvom han ikke helt kunne matche Onley. Han har nu mange gange vist, at han er god på eksplosive stigninger, og med stigende form og enormt potentiale kan han godt komme langt her. Han har det problem, at han ikke kan spurte, men i det taktiske spil er han den lille underdog, ingen vil kigge på.

 

En anden rytter, der var i asfalten i går, er Ion Izagirre . Cofidis har desværre ikke meldt ud, hvordan han har det, og derfor er hans tilstand usikker. Heldigvis så vi både på 1. etape og i lørdags, at han som altid har fundet et fint niveau til dette løb. Til gengæld så vi også, at han ikke er så skarp som sidste år, og jeg giver ingen garanti for, at han vil være med fremme, særligt med styrtet in mente. Hvis han er det, står han til gengæld med muligheder i det taktiske spil - ja, faktisk var det ham, der vandt den ovenfor omtalte taktiske etape i 2021.

 

Denne etape kan også være inden for rækkevidde for Davide De Pretto. Jeg tror desværre, at det bliver for svært for ham baseret på det, vi så i lørdags samt i Laigueglia og Oman, men helt uden for rækkevidde er den nok ikke. Han klatrede i hvert fald flot i Coppi e Bartali, og får vi en større regruppering, burde han måske kunne sidde der. Jeg tror ikke, at han har farten til at vinde baseret på det, jeg så i Coppi e Bartali, men efter gårsdagens 4. plads kan han ikke afskrives.

 

Hvad så med gode, gamle Michal Kwiatkowski? Han har kørt meget, mærkeligt i år, for han startede enormt stærk, inden han pludselig var uhyre formsvag. Hans enkeltstart kan dog indikere, at han er på vej til at time formen til Ardennerne, og hans Tour og Polen sidste år viste jo, at han stadig har et vist niveau. Han viste også i Polen, at han stadig har lidt af sin gamle fart, men samme løb viste også, at han nok har tabt for meget af den til at vinde - og så tror jeg stadig ikke, at han kommer med hjem.

 

Til dagens etape gav jeg ikke mange chancer til Warren Barguil, der er et stykke fra fordums styrke, men han er faktisk startet sæsonen meget pænt. Han plejer at finde sin første form til Ardennerne, og han så hæderlig ud i lørdags, hvor han ofrede sig for Onley. Han er jo faktisk ganske hurtig, men jeg ser ham ikke vinde en spurt i dette felt, hvor jeg også tror, at de vil køre en eventuel spurt for den lille skotte. Sikker er jeg dog ikke, og han har før vundet spurter, hvor jeg afskrev ham - og ellers må han jo vinde via taktik.

 

Med Evenepoels exit er William Junior Lecerf også i spil. Det belgiske talent viste i Catalonien, at han allerede kan komme langt på dette niveau, og det virker ikke helt umuligt, at han kan sidde med i finalen. Han har som U23 ikke vist spurtstyrke, men han chokerede sig selv og alle andre med sin spurtsejr i Rwanda, ligesom han kørte en fornem spurt i AlUla Tour. Lad os se, hvor langt han kan komme, hvis han blander sig i en spurt i den lidt større gruppe, han nok skal bruge.

 

Læs også
Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb

 

Det er bestemt ikke en etape for Carlos Rodriguez, der ikke har punch eller kan spurte. På papiret er han dog en af de bedste klatrere, og en god Rodriguez vil stadig være en af de bedste. Hans enkeltstart var sløj, men da ruten ikke passede ham, siger det ikke nødvendigvis alt om formen. Det gør til gengæld hans enormt svage sæsonstart, og det er svært at tro, at han har forbedret sig nok. Hans enkeltstart var dog så meget bedre end i Paris-Nice, at man i kraft af topniveauet skal give ham en chance for at overleve også hvis gruppen bliver meget lille - og så stiller tidstabet ham godt i det taktiske spil.

 

Lidt af det samme kan siges om Felix Gall. Også han har haft en skidt sæsonstart, men den har været noget bedre end Rodriguez’. Til gengæld virkede han meget svag i lørdags, og mens jeg forsøgte at forklare det med den kulde, der også slog ham ud i Paris-Nice, var hans enkeltstart så horribel, at det er svært at være optimistisk. Heldigvis ved vi fra Schweiz, at hans enkeltstart godt kan være horribel, mens han klatrer godt, og det giver da en smule håb. Han startede jo stærkt i Paris-Nice, så helt uden form kan han ikke være. Til gengæld skaber hans styrt i forgårs ekstra usikkerhed, og selvom han kan spurte, skal han vinde via taktik.

 

Jeg skal vel også nævne Ethan Hayter og Alex Aranburu. Deres svage spurter i dette løb indikerer, at de begge mangler for meget på formen. Hayter har i hvert fald til gode at overbevise helt, og Aranburu synes at mangle en del efter skadespausen, som vi også så i lørdags. Gode udgaver af dem begge vil dog have en chance for at komme tilbage, hvis vi får en større regruppering, og derfor skal de i kraft af deres fart gives en chance - også en større chance, end jeg gav dem i dag.

 

Jeg kunne også nævne Clement Champoussin, der har fundet en helt ny fart og i lørdags endelig viste form, men det er svært at se, at de ikke skulle køre en spurt for Vauquelin. Louis Vervaeke synes meget formstærk og kan godt sidde i en større gruppe, men selvom han spurtede godt i tirsdags, kan jeg slet ikke se ham vinde en spurt her. Hos Visma har Milan Vader en vis fart, men næppe nok til at vinde i en sæson, hvor han har skuffet, og selvom den nu endelig formstærke Johannes Staune-Mittet og Steven Kruijswijk kan sidde med hjem, skal det virkelig flaske sig, hvis de skal vinde. Ryttere som Pelayo Sanchez, Gonzalo Serrano, Roger Adria, Mauro Schmid, Felix Engelhardt, Edoardo Zambanini, Gianmarco Garofoli, Mathieu Burgaudeau, Alexis Vuillermoz, Thomas Silva, Gotzon Martin og Eduard Prades kan alle klatre og spurte, men har ikke vist et niveau, der gør det sandsynligt, at de kommer med hjem, og Lorenzo Rota har skuffet så meget i så lang tid, at han næppe sidder med i så lille en gruppe, at han kan vinde en spurt. Endelig bør etapen trods alt blive for hård for ellers formstærke Orluis Aular.

 

Feltet.dks vinderbud: Juan Ayuso

Øvrige vinderkandidater: Isaac Del Toro, Pello Bilbao

Outsidere: Romain Gregoire, Mattias Skjelmose, Matteo Sobrero, Kevin Vauquelin, Brandon McNulty

Jokers: Paul Lapeira, Jai Hindley, Oscar Onley, Santiago Buitrago, Mikel Landa, Samuele Battistella, Maximilian Schachmann, Quinten Hermans, Marc Soler, Sepp Kuss, Archie Ryan, Ion Izagirre, Davide Pretto, Michal Kwiatkowski, Warren Baguil, William Junior Lecerf, Carlos Rodriguez, Felix Gall, Alex Aranburu, Ethan Hayter

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Juan Ayuso
Isaac Del Toro, Pello Bilbao
Romain Gregoire, Mattias Skjelmose, Matteo Sobrero, Kevin Vauquelin, Brandon McNulty
Paul Lapeira, Jai Hindley, Oscar Onley, Santiago Buitrago, Mikel Landa, Samuele Battistella, Maximilian Schachmann, Quinten Hermans, Marc Soler, Sepp Kuss, Archie Ryan, Ion Izagirre, Davide Pretto, Michal Kwiatkowski, Warren Baguil, William Junior Lecerf, Carlos Rodriguez, Felix Gall, Alex Aranburu, Ethan Hayter
Lorenzo Rota, Clement Champoussin, Louis Vervaeke, Alex Baudin, Milan Vader, Davide Formolo, Andrea Bagioli, Tao Geoghegan Hart, Johannes Staune-Mittet, Steven Kruijswijk, Orluis Aular, Edoardo Zambanini, Gianmarco Garofoli, Brandon Rivera, Jonathan Castroviejo, Nicola Conci, Pablo Castrillo, Gotzon Martin, Quentin Pacher, Thomas Silva, Jose Manuel Diaz, Victor Langellotti, Eric Fagundez, Mark Donovan, Damien Howson, David De La Cruz, Gonzalo Serrano, Roger Adria, Rigoberto Uran
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 29. maj 2024

Landevej
UAE-profil vender tilbage på cyklen efter mareridtsstyrt
Landevej
Fransk guldfugl sværger troskab: Jeg vil give alt tilbage
MTB
Sagans drøm slukkes: Dårlige præstationer koster dyrt
Landevej
Sejrsfattig maj koster - Danmark falder tilbage
Landevej
Danskerhold melder fra: Hvad er formålet?
Landevej
Hvad har Mads P., Roglic og Evenepoel til fælles?

Tirsdag den 28. maj 2024

Landevej
Optakt: Mercan’Tour Classic Alpes-Maritimes
Landevej
Optakt: Circuit Franco-Belge
Landevej
Følg onsdagens Tour-generalprøve i bjergene og belgiske puncheurfest
Landevej
Frankrig udtager OL-truppen – profil er bitter over fravalg
Landevej
Pogacar er halvvejs gennem sin store plan: Alt er bedre end forventet
Landevej
Vismas klassementstalent vender snart tilbage efter biluheld
Landevej
Bora-chef svarer på rygter om Van Aert og Pidcock
Landevej
Medie: Saudi-Arabien tæt på Giro-start i 2026
Landevej
Geler, barer og dunke: Soudal Quick-Step viser indtaget fra Giroen
Landevej
Managerspillet til Tour de Suisse åbnet
Landevej
Jan Ullrich åbner cykelmuseum i Tyskland
Landevej
Danmarks U23-landshold går efter stor sejr
Landevej
Visma-sportsdirektør: Van Aert hører til i Touren
INTERVIEW Udstyr og test
Eksklusivt interviewTøjmærke i opråb: Vi skal tænke os om
Landevej
Froome klar til comeback i jagten på Tour-deltagelse
MTB
Frikendt og udtaget til OL: En medalje er mit mål
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Kæmpe OL-konflikt: Mesteren er droppet
Landevej
Pogacar udbygger enormt forspring til Vingegaard

Mandag den 27. maj 2024

INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview”Ud i skoven og løbe rundt” – Gravelkongens røverhistorier fra GP Herning
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewTobias Aagaard beskriver kaotisk Fyen Rundt
Landevej
Stor BORA-profil forlader holdet efter denne sæson
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewNorman sender "stor tak" til konkurrent efter hjemmebanetriumf
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLidl-Trek-sportsdirektør roser den danske A-klasse efter skuffende weekend
Landevej
Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewU23-danmarksmester sætter ord på hektisk finale
Landevej
Giro d'Italia-analyse: Da Merlier - og en defekt - vendte verden på hovedet
Landevej
Vildt vægmaleri af Giro d'Italia i Rom
Landevej
Stor profil tog fem kilo på under Giroen
Landevej
Pogacars løjtnant sender advarsel til Tour-rivalerne
Landevej
Bemærkelsesværdig sejrsstime er forbi
Landevej
Pogacar smadrer Giro-rekord
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLandstræneren afviser foræring og fremhæver stjerne: Han var i hopla
Landevej
Vinder af ungdomstrøjen drømmer om Maglia Rosa
Landevej
Stjerne varsler landevejscomeback
Landevej
Hård bjergetape ændres
MTB
Danmark kikser ekstra OL-plads
Landevej
Video i artiklenOversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024

Søndag den 26. maj 2024

Landevej
Deja vu-ramt Geraint Thomas ”forstår ikke cykling nu om dage”
Landevej
Se highlights fra 21. etape af Giroen
Landevej
Smertefri Van Aerts selvtillid vokser - Evaluering afgør Tour-deltagelse
Landevej
Tabt leadout og øl kunne ikke forhindre triumfen: Sagde undskyld til drengene
Landevej
Pogacar: Det er crazy
Landevej
Supersprinter laver hattrick og vinder alle etaper – danmarksmesteren snupper bjergtrøjen
Landevej
Pogacar vinder Giroen – Merlier triumferer i det sidste slag i Rom
Landevej
Sådan forløb Giroens sidste etape
Landevej
Belgisk kæmpetalent snupper den samlede sejr på sidste etape
Landevej
Danskers holdkammerat vinder afslutningsetapen
Landevej
Norsgaard fældet på vej mod stor triumf - Bettiol vinder samlet
Landevej
Lasse Norman spurter sig til sejr i barskt hjemmebaneløb
Landevej
Hollandsk sprintertalent tager suveræn sejr
Landevej
Kristoff vinder foran Van Aert – Franskmand vinder samlet
Landevej
Optakt: 21. etape af Giro d’Italia
Landevej
17-årig dansker imponerer i Schweiz
Landevej
Optakt: 3. etape af Boucles de la Mayenne
Landevej
Giro d'Italia-analyse: Historien om en Giro fortalt på bare én dag
MTB
Dansk stjerne misser topresultat
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of Norway
Landevej
Favoritvurdering: Rund um Köln
Landevej
Belgisk hold udraderer al modstand – tager både etape og samlet sejr
Landevej
Spanier tager karrierens første seniorsejr
Landevej
Dansker kører flot resultat hjem i Italien
Landevej
Syg O’Connor tilfreds trods misset podie
Landevej
Italiensk dominans forvandles til sejr i Japan
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewUno-X gør klar til titelforsvar: Vi skal spænde hjelmen
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interview”Det ku’ jo være” – Lidl-Trek vil udfordre de vante sprintere
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewAirtox har klar plan, så de ikke har ansvaret
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewFladt hierarki hos stjernerne: Mads Würtz og landsholdet vil i offensiven
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFormstærk konti-profil har øje på konkurrenterne i ”kaosspurt”
Landevej
Ekstatiske Martínez skal på podiet: Jeg takker Gud
Landevej
Geraint Thomas har én ting på Pogačar: Dét kommer han ikke til at gøre
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewLandstræneren afviser foræring og fremhæver stjerne: Han var i hopla
VIS FLERE

Annonce