Optakt: 5. etape af Itzulia Basque Country
09. april 2021 15:35Foto: Israel Start-Up Nation
af Emil Axelgaard

En dramatisk 4. etape blev lige så svær at kontrollere som ventet og førte til, at de to favoritters løjtnanter vandt tid, og at Brandon McNulty overtog førertrøjen. Dermed er kortene blandet på ny inden lørdagens kongeetape, men forinden bliver der mulighed for at puste lidt ud på fredagens 5. etape, der byder på de få sprinteres eneste mulighed, men hvor de hurtige folks hold formentlig kommer på arbejde, hvis ikke de skal snydes af udbrydere.

Annonce

Ruten

Løbene i Baskerlandet og Catalonien er kendt som de mest sprinterfjendtlige af WorldTourens ugelange løb, men begge har de som regel i hvert fald én mulighed for holdbare afsluttere. Det er også tilfældet i år, men denne gang melder den sig først på løbets næstsidste dag. Her har arrangørerne til gengæld også designet en ganske vist stadig kuperet rute med 2200 højdemeter, men med en let finale, der lægger op til en spurtafgørelse. I Baskerlandet er intet dog sikkert, når fraværet af sprintere sagtens kan føre til manglende kontrol og en udbrudssejr.

 

Med en distance på 160,2 km er der tale om en kort sag, der fører feltet fra Hondarribia til Ondarroa. Der er tale om to kystbyer, der ligger på hver sin side af San Sebastian, og derfor består det meste af etapen af en tur hen langs vandet. Således lægges der ud med, at man igennem fladt terræn med kun tre mindre bakker kører mod sydvest og vest hen langs vandet frem til San Sebastian, hvor man efter 18,3 km passerer direkte ind gennem centrum helt nede ved havnen.

 

Herfra kører man igennem fladt terræn mod først syd og siden vest. Kort inden man igen rammer kysten, skal man over en bakke (1,4 km, 6,0%), inden det falder ned mod kystbyen Zarautz, der nås efter 45,0 km. I Zarautz rammer man den flade kystvej, som man nu følger mod nordvest og sydvest frem til Zumaia, hvor man kører mod sydvest og vest ind i landet via en lang, jævn bakke, inden det går mod sydvest tilbage til kysten, hvor man i byen Deba efter 70,0 rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man de sidste 10 småkuperede kilometer af etapen, der leder hen langs vandet mod nordvest frem til målbyen, hvor man efter 80,4 km kører dagens første spurt, dog uden at passere målstregen.

Se de sidste fem kilometer af 4. etape af Baskerlandet Rundt

SE OL UDEN AFBRYDELSER

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en knap 80 km lang rundstrækning i det kuperede område sydvest for målbyen. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordvest hen langs vandet, inden man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Mendexa (1,7 km, 7,7%, max. 17%), der er en ujævn sag med 500 m med 14,1% i bunden, en lille nedkørsel og slutteligt 500 m med 8,5%, inden den flader ud frem mod toppen, der nås efter 91,0 km. En let nedkørsel leder nu mod nordvest tilbage til kysten, hvor man med det samme drejer mod syd for at sno sig mod syd og sydvest igennem fladt terræn væk fra vandet.

 

Det flade terræn afbrydes, når man drejer mod sydøst for at skære ind gennem bakkerne via kategori 3-stigningen Gontzagaraigana (2,6 km, 6,5%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 115,3 km. En let nedkørsel leder mod øst og nordøst ned til dalen, hvor dagens anden spurt kommer efter 124,0 km, inden man med det samme drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Urkaregi (5,0 km, 4,8%, max. 8%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter.

 

Toppen rundes efter 131,5 km, hvorfra der resterer 28,7 km. De indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst ned til Elgoibar i udkanten af Eibar, der er den traditionelle ramme om kongeetapen, som denne gang kommer om lørdagen. Her rammer man dalen, hvorfor man følger en helt flad dalvej mod nordøst ud til kysten, hvor man atter når frem til byen Deba. Nu drejer man mod nordvest for at køre hen langs vandet ind til målbyen. Det sker i fladt terræn afbrudt af to små bakker. Den første af disse (600 m, 7%) kommer med 6,5 km igen, mens den sidste (500 m, 4,5%) har top med bare 1500 m til stregen. Herfra falder det med 3-4% over en kilometer frem til de sidste 500 m, der er stort set flade. De sidste kilometer går ad en relativt lige vej, der dog har skarpe kurver med 1300 og 900 m igen. Med 500 m igen skal mange igennem en rundkørsel, inden der med 400 m er et venstresving, hvorefter vejen bugter sig relativt kraftigt mod højre.

Annonce

 

Etapen byder på i alt 2260 højdemeter.

 

Ondarroa har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Vejret

Efter nogle solrige dage venter der et vejromslag og en våd kongeetape lørdag. Det første tegn får vi allerede fredag, hvor bygerisikoen ganske vist kun er beskedne 10-15%, men hvor det vil være overskyet. Temperaturen vil nå 20 grader, og det vil være mere blæsende med en jævn vind (15-20 km/t) fra syd. Det giver først sidemodvind og siden sidevind hen langs kysten. På rundstrækningen vil der være sidemedvind frem til toppen af første stigning og derefter sidemodvind frem til bunden af sidste nedkørsel. Herefter er der sidemedvind resten af vejen, indtil man får sidemodvind ved den røde flamme, der gradvist bliver til sidevind og slutteligt sidemedvind på de sidste 200 m.

Annonce

 

Analyse af 4. etape

Det, der adskiller cykelsporten fra de fleste andre sportsgrene, er, at det på én gang er en kollektiv og en individuel sport. Der findes vel ikke andre sportsgrene, hvor vinderen er et individ, men hvor han på samme tid er så stærkt afhængig af et hold for at vinde. Selv den stærkeste rytter er prisgivet, hvis ikke han bakkes op af et stærkt kollektiv, og modsat kan selv den bedste rytter i mange sammenhæng blive slået af et bedre hold.

 

Holdets betydning har vi set mange eksempler på i de seneste år. Det mest berømte er vel Daupiné i 2017, hvor Richie Porte var den i særklasse bedste rytter, men hvor et sammenbrud af BMC-mandskabet på den sidste bjergetape betød, at løbet gled ham helt af hænde, og det blev i stedet lidt tilfældigt en velkørende Jakob Fuglsang, der udnyttede det kontrolløse anarki til at sikre sig sejren. Mange vil sikkert også huske Paris-Nice i 2018, hvor GreenEDGE-mandskabet fejlede, og hvor Marc Soler sneg sig væk til sejr på en dag, hvor det dog også i sidste ende viste sig, at Simon Yates alligevel ikke havde benene til at forsvare trøjen.

 

Det er også velkendt, at det af og til kan være en fordel at være løjtnant for den bedste mand. Mange vil sikkert huske, hvordan Stijn Devolder to år i træk udnyttede det store fokus på holdkammeraten Tom Boonen til at tage to flotte sejre i Flandern Rundt. Mange husker sikkert også, hvordan Bob Jungels kunne lukrere på Julian Alaphilippes favoritrolle til at vinde i Liege i 2018. Og Ben Hermans tog sin største sejr i Brabantse Pijl ved at drage fordel af, at alle havde fokus på Philippe Gilbert.

 

Begge de to iagttagelser var uhyre relevante på dagens stærkt kuperede 4. etape af Baskerlandet Rundt, der stort set forløb efter den drejebog, jeg omtalte i gårsdagens analyse og optakt. Med den imponerende individuelle styrke, Primoz Roglic har vist de seneste dage, har det længe stået klart, at den måske største trussel mod hans samlede sejr i det baskiske løb ville være et hold, der på papiret er solid, men også består af en række unge folk, der er kendt for alt andet end stabilitet. I det lys har mange helt sikkert luret på drømmen om at fange Roglic i en Porte-situation og herefter udnytte den manglende kontrol til at få skovlen over det ellers så usårlige slovenske monster.

 

Det har nok hele tiden været lørdagens korte, intense kongeetape, der ud fra det perspektiv har været farligst, men også dagens etape, der ellers på papiret så knap så afgørende ud, lurede som en latent trussel over Roglic, efter at han i går viste, at Tadej Pogacar får svært ved at slå ham på ren råstyrke. Med den brutale basiske mur Erlaitz placeret med top hele 22 km fra mål lå det i kortene, at Roglic måske kunne isoleres og i hvert fald næppe kunne regne med støtte fra andre end den velkørende Jonas Vingegaard i finalen.

Annonce

 

Det var den mulighed, UAE-holdet utvivlsomt lurede på. Vi så allerede på 2. etape, at de var villige til at spille Brandon McNulty-kortet og udnytte, at det arabiske mandskab i dette løb ikke blot er en slovensk enmandshær, og kunne araberne fange Roglic i en UAE-sandwich, var det klart, at det var McNulty, han måtte lade køre.

 

Heldigvis har Vingegaard efter en lille offday i tirsdags været så godt kørende, at heller ikke Roglic er en enmandshær. Med danskeren velplaceret i klassement og en på papiret bedre klatrer end amerikaneren, kunne Jumbo tillade sig den luksus at lade Vingegaard mandsopdække sin amerikanske løjtnantkollega, placere sig i dennes hjul og på den måde enten blive fragtet gratis til stregen eller agere så irriterende et vedhæng, at McNultys offensiv ville blive ødelagt. Og skulle et sådant scenarium føre til, at løbet gled Roglic af hænde, kunne man tro på, at Vingegaard ville kunne vinde løbet på Arrate på lørdag i en løjtnantduel, der ville erstatte det ventede opgør mellem de to slovenske giganter.

 

Sådan ser billedet ikke helt ud, efter at røgen har lagt sig i timerne efter slaget på Erlaitz. Ganske vist forløb etapen efter det mulige manuskript, men McNulty og Vingegaard fik ikke den tidsgevinst, der kunne have elimineret de to slovenere. Selvom McNulty fik den sjældne ære at køre Roglic ud af en førertrøje, er det med Arrate lurende i horisonten fortsat det slovenske monster, der må være favorit til den samlede sejr.

 

Sådan behøvede det dog ikke at være, for løbet kunne være gledet Roglic helt af hænde i dag, og det endda selvom de unge Jumbo-drenge egentlig gjorde det bedre, end man kunne have frygtet. De ventede angreb i klassement væltede nemlig ned over Roglic, da først Bahrain og BikeExchange på den ikoniske Jaizkibel-stigning efter en vild og vanvittig start på etapen havde sat et tempo, der skulle gøre det muligt at isolere det slovenske monster. Ikke overraskende var det den altid aggressive og underholdende Mikel Landa, der var toneangivende, og lige så ventet var det, at McNulty var aktiv igen.

 

Til gengæld var det måske uventet, at amerikaneren på de stejle procenter var så flyvende, at han pressede Jumbo til det yderste, så ud til at have Landa på grænsen og lykkedes med at distancere Esteban Chaves, som stadig er en tam udgave af den smilende dræber, han var for to uger siden i Catalonien. Man må imidlertid bare tage hatten af for det amerikanske talent, der indtil denne uge har været temmelig begrænset i bjergene, men som med ét er sprunget ud som den kommende amerikanske grand tour-stjerne, han blev udpeget til, da han i 2016 dominerede juniorklassen totalt. I dette løb har han ganske enkelt været her, der og alle vegne, og nu skal vi altså også vænne os til, at McNulty kan sætte de bedste tol vægs på en stejl mur som denne.

Annonce

 

Heldigvis er McNulty ikke det eneste talent, der blomstrer i disse dage. McNulty-truslen blev nemlig i første omgang effektivt afværget af Vingegaard, der igen understregede det tårnhøje topniveau, der snart ikke kan undgå at sende ham til Touren, hvis Tom Dumoulin i sidste ende vælger at give afkald på sin plads blandt de otte, der allerede er udtaget. Med en Angliru-agtig føring fik danskeren effektivt elimineret den amerikanske trussel inden toppen, men desværre for Roglic var det bare starten på trængslerne.

 

Heldigvis havde han stadig Vingegaard ved sin side, men det var også klart, at den ikke specielt kraftfulde og nu temmelig udkørte dansker umuligt kunne kontrollere af finalen alene. Og da de mange outsidere helt som ventet begyndte at skyde på Roglic i højre og venstre, var der kun ét at gøre. Jumbo-duoen skulle koncentrere sig om de to UAE-trusler, og det skulle ske ved, at Roglic koncentrerede sig om Pogacar og Vingegaard om McNulty.

 

Desværre for Roglic er McNulty ustoppelig i disse dage, og derfor var han allerede klar til nye angreb efter det fejlslagne første forsøg. Pludselig var den amerikanske fugl igen fløjet i det angrebsfest, der fulgte i kølvandet på muren, og i det lotteri, det altid er, når man skal køre en ukontrollerbar finale, var det Ion Izagirre, Pello Bilbao, Emanuel Buchmann og Esteban Chaves, der fik gevinst på deres lod i lotteriet. Da først de var kommet afsted sammen med de to slovenske løjtnanter, lå det i kortene, at etapen var afgjort.

 

Roglic kunne nemlig ikke stille meget op. Ganske vist fik han selskab af Antwan Tolhoek, der efter nogle sløje år rejste sig, da man manglede ham allermest, men den lille hollænder havde åbenlyst gravet så dybt, at han var chanceløs mod en gruppe, hvor fem af seks mand havde en klar interesse i at samarbejde. Bedre blev det ikke af, at den potentielle allierede for Roglic, nemlig EF, der havde en klar interesse i en spurt med Sergio Higuita og en god hjælper i Hugh Carthy, lidt overraskende kom på bagkant, da Higuita nok engang viste, at han er svært utilregnelig ved at blive sat på en mur, der ellers passede ham. Inden EF-duoen havde genfundet fronten og Carthy iført sig arbejdstøjet, var McNulty-toget allerede kørt, og den langlemmede brite var ude af stand til at matche de fem samarbejdende udbrydere, også da han senere fik hjælp af Tolhoek.

 

Det var faktisk ved at gå helt galt for Roglic. Farten var temmelig lav, og afstanden voksede løbende til så faretruende et niveau, at selv ikke kongeetapen pludselig kunne være en garanti for, at tabet til McNulty kunne elimineres. Heldigvis kom der hjælp bagfra, da Richard Carapaz og Enric Mas kom tilbage til frontgruppen, og da både Adam Yates og Alejandro Valverde kunne se deres podiechancer truet, blev de begge sendt til fronten. Det var akkurat nok til at sikre, at Roglic med et tab på 23 sekunder stadig kan føle sig overbevist om, at det er noget, der kan indhentes på lørdag.

Annonce

 

Faktisk er vi i den lidt paradoksale situation, at alle næsten kan være fint tilfredse. Det er nemlig ikke nødvendigvis dårligt for Roglic, at trøjen nu sidder på McNultys skuldre. På lørdag havde han nemlig udsigt til, at amerikaneren igen ville angribe i højre og venstre samt fra oven og fra neden, og at Jumbo-mandskabet kunne få gigantiske problemer med at kontrollere etapen. Det problem har han ikke længere, nu hvor McNulty og UAE-mandskabet på lørdag vil gribe løbet helt anderledes konservativt an.

 

Faktisk kan Jumbo og UAE nu være allierede, da begge har en interesse i, at et samlet felt rammer Arrate. Den ukontrollerbare angrebsfest, vi havde i udsigt, kan nu blive betydeligt lettere at holde styr på, hvis det brølstærke UAE-hold og Jumbo gør fælles front i at tæmme de mange folk, der har tid at vinde. Dermed har Roglic pludselig fået mindsket betydningen af sit hold og er i stedet i højere grad overladt til at bevise, at han selv kan vinde den tid på McNulty, der er påkrævet. Og så har det i øvrigt den positive danske sidegevinst, at Vingegaard på lørdag formentlig ikke kommer på overarbejde gennem hele dagen, og at der derfor nu kan lure en samlet dansk top 5 i klassementet.

 

Sjovt nok kan begge de to slovenere være tilfreds. Mens Roglic nu har fået en allieret til at kontrollere på lørdag, har Pogacar også fået en langt større chancen for selv at vinde løbet. Nu er det nemlig ikke længere ham, der skal i offensiven på lørdag, men derimod Roglic. Rollerne vil være byttet om i forhold til i går, og det øger alt andet lige chancen for, at Pogacar kan slå kontra på et Roglic-angreb og vinde den tid, han ikke kunne vinde i går. Da McNulty må tilskrives en reel chance for at vinde løbet, og Vingegaard nu i højere grad kan køre sit eget klassement, var det faktisk en ganske god dag for både kaptajner og løjtnanter på de to dominerende hold.

 

Hvem er så taberne? Jo, det er alle de andre. Det er alle de ryttere, der drømte om en gentagelse af Dauphiné fra 2017, hvor en isoleret Roglic ville koncentrere sig så meget om Pogacar, at der var fri leg for alle andre til at køre væk. Det var præcis det, der skete for fire år siden, da en isoleret Porte koncentrerede sig om Chris Froome og derfor måtte lade Fuglsang løbet med sejren. Det var det scenarium, der kunne have givet en overraskelse i stil med det ridt, vi så fra Emanuel Buchmann for to år siden, hvor kontrollen også var fraværende, men det scenarium ser nu betydeligt mindre sandsynligt ud, når UAE er gået fra at være en offensiv til en defensiv faktor.

 

Den eneste virkelige malurt i bægeret var naturligvis, at Vingegaard ikke fik sin etapesejr. Alt i sol, måne og stjerner pegede ellers på, at den på papiret ganske hurtige dansker efter 20 km på hjul ville kunne overspurte de fem følgesvende, hvoraf i hvert fald Buchmann, Chaves og Izagirre ikke er kendt for deres spurtstyrke. McNulty havde rigeligt travlt med at gå efter førertrøjen, og dermed var truslen i første omgang kun Bilbao, der i sine unge dage var hurtig nok til at vinde en ganske vist svagt besat spansk massespurt.

Annonce

 

Desværre var Vingegaard åbenbart mere udkørt end som så efter sit hårde arbejde på muren. I hvert fald var der ikke meget punch i den spurt, der var kræfter til, og dermed blev det lidt overraskende den bestemt ikke spurtstærke Izagirre, som fik skovlen under en Bilbao, der stadig spejder langt efter sin gamle hurtighed. På sin vis var det ganske fortjent, når nu det var Astana, der havde kontrolleret etapen, efter udbruddet var kørt, og dermed fik kasakkerne for anden gang i dette løb taget en populær baskisk hjemmebanesejr efter den i en tidligere analyse omtalte Astana Classic, som består i at skabe en overtalssituation i en ukontrollerbar finale, hvor der kan angribes på skift.

 

Med danske øjne kan vi så ærgre os over, at det var Izagirre og ikke Fuglsang, der trak loddet med gevinst, for så kunne danskeren som minimum have haft kurs mod en top 10 i klassementet. Til gengæld var det nok meget fint, at Izagirre, der ellers havde kurs mod katastrofe i årets store sæsonmål, alligevel fik noget med hjælp og det endda hans første etapesejr i et løb, hvor han ellers har været på podiet hele tre gange. Og så kan Astana-holdet glæde sig over, at de med to sejre på tre dage har fået sagt effektivt farvel til katastrofestarten og ikke længere har kurs mod en gentagelse af den rædselsfulde begyndelse fra 2017-sæsonen.

 

Lad os så lige slutte med at kippe med flaget for de formstærke afsluttere. Det var nemlig en sand fornøjelse at se, hvordan den i sidste sæson så hensygnende Patrick Bevin for fjerde dag i træk leverede en imponerende bedrift, der nok engang vidner om, at Israel Start-Up Nation altså slet ikke er så ringe til at sparke liv i karrierer igen. Det var også herligt at se Alex Aranburu bekræfte det store niveauspring, vi har fornemmet gennem hele sæsonen. Og det var herligt at se crossrytteren Quinten Hermans for første gang også på WorldTour-niveau bevise, hvorfor han med sit fremragende Tour de Walonie i 2018 beviste, at han har kurs mod at blive den næste Zdenek Stybar, Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tim Merlier, altså en crossrytter med store muligheder på landevejen. Det er først nu, at han for alvor koncentrerer sig om asfalten, og selvom han nok mere er Merlier end Van Aert og Van der Poel, bliver han uhyre spændende at følge i fremtiden.

 

Det gør Roglic, Pogacar, McNulty og Vingegaard også, og den næste store styrkeudmåling kommer på lørdag, hvor det efter dagens blanding af kortene nu er Roglic, der skal i offensiven, McNulty, der skal være defensiv, og Pogacar, der skal være klar til at slå kontra. Det skete alt sammen efter en etape, der nok engang understregede, hvordan holdarbejde betyder alt, og at det ikke altid er en ulempe at være løjtnant for en af løbets bedste ryttere. Og sjovt nok kan alle fire egentlig være fint tilfredse med, hvordan de nye kort blev givet - i hvert fald indtil de er blevet spillet kl. 17.30 lørdag eftermiddag.

 

Favoritterne

Der er en grund til, at Nairo Quintana aldrig har kørt Scheldeprijs eller Paris-Roubaix. Den lille colombianer vil løbe skrigende væk ved udsigten til en lang dag med positionskamp, sidevind og brosten. På samme måde er der en grund til, at sprinterne som regel kryber i skjul, når der under vinterplanlægningen bliver spurgt, hvem der har lyst til at drage til Catalonien i marts og Baskerlandet i april. Der er nemlig slet ingen helt flade etaper, og meget ofte skal man lide igennem en hel uge med et uhyggeligt antal højdemeter for måske at få en enkelt eller to chancer for at spurte på en dag, hvor der alligevel er mange stigninger, der skal forceres.

Annonce

 

Det betyder til gengæld også, at de to spanske løb giver nogle sejre, der kan være relativt billigt til salg for de få modige, der kan leve med fire-fem dages lidelse alene via udsigten til at få bare en enkelt chance undervejs. Det er eksempelvis ikke mærkeligt, at klatrestærke Michael Matthews, der sjældent begår sig i massespurter i andre løb, har vundet ikke færre end tre massespurter i Baskerlandet, og i de senere år er spurtsejrene i løbet foruden til Matthews gået til Jay McCarthy, Michael Albasini, Fabio Felline, Simon Gerrans, Daryl Impey og Jose Joaquin Rojas - alle ryttere, der ikke just har vundet mange massespurter i deres karrierer.

 

I år har der med den usædvanligt hårde rute været en ekstra grund til at holde sig fra baskisk territorium, og da både 2. og 4. etape helt som ventet viste sig for hårde for de hurtige folk, har det hele tiden reelt kun været udsigten til 5. etape, der har fungeret som incitament til at blive i løbet. Det afspejler sig da også i en startliste, der byder på vel kun to ryttere, der kan smykke sig med betegnelsen sprinter, hvortil skal lægges en stor gruppe ryttere, der som McCarthy, Albasini, Felline, Gerrans og Impey sagtens kan vinde spurter i dette felt.

 

Problemet med de ”flade” etaper i Baskerlandet er, at de netop ikke er flade, og derfor kan de være vanskelige at kontrollere. Man skal ikke kigge meget i løbets nyere historie for at se, hvordan ryttere som Maximilian Schachmann, David de la Cruz, Primoz Roglic, Luis Leon Sanchez og Steve Cummings har snydt de hurtige folk på dage, hvor de drømte at få chancen. Derfor er der ingen garanti for en spurt, heller ikke på denne 5. etape, der altså er sprinternes store chance i dette års udgave af det stærkt kuperede løb.

 

I Baskerlandet og Catalonien ser man ofte to mulige scenarier. Enten er holdene så usikre på deres egen hurtige mand, der jo ikke er ”rigtig” sprinter, at de ikke tør kaste sig ind i jagten. I det tilfælde har et udbrud altid en stor chance for at holde. Alternativet er imidlertid det, vi så på 6. etape i Catalonien, nemlig at alle de hold, der har bare antydningen af en sprinter, kaster sig ind i jagten, fordi de ved, at det svage felt giver en stor chance for en WorldTour-sejr.

 

Spørgsmålet er, om vi får den store sprinteralliance denne gang. Der kan i hvert fald ikke være den store tvivl om, at starten igen i dag kan blive vild og voldsom med et hav af angreb. Sprinterne hjælpes dog af, at den første del af etapen er helt flad, og jeg tror, at der er en stribe hold, der går ind til etapen med den klare ambition, at det skal ende i en spurt. Det gælder for EF med Magnus Cort, for Israel SUN med Daryl Impey, for BikeExchange med Dion Smith og - hvis de misser udbruddet - de små hold Euskaltel med Mikel Aristi og Caja Rural med Jon Aberasturi. Samtidig er der en stribe hold, der meget vel kan tænkes at jagte, hvis ikke de får en mand afsted. Det gælder Intermarché med Quinten Hermans, Lotto med Stefano Oldani, Trek med Alexander Kamp og måske endda Deceuninck med Mikkel Honoré.

 

Med andre ord tror jeg vi får samme scenarium som på 6. etape i Catalonien. Når udbruddet endelig er kørt, vil der formentlig være så mange hold, der ikke har en mand i front, at vi kan se en stor alliance mellem et hav af mandskaber. Mange af de nævnte hold har nemlig fået meget lidt ud af løbet indtil nu - særligt fordi slovenerne dominerer - og derfor vil jeg tro, at en stor sprinteralliance sikrer, at vi får vores spurt.

 

En lille joker er vinden, der før har spillet en rolle i Baskerlandet. Det er den første halvblæsende dag, og der er faktisk sidevind hele vejen hen langs kysten. Jeg tror dog ikke, at den er stærk nok til at skabe andet end nervøsitet, også fordi sidevindsstykket kommer tidligt, og fordi den kommer inde fra landet, hvor der ofte er for meget læ. Det bliver derfor trods alt nok ikke denne gang, at vi får sidevindsræs.

 

Snarere er det bakkerne, der kan blive interessante. Er der hold, der har mod på at bruge dem til at lægge et vist pres? Den første lille mur kommer for tidligt, men på de to sidste stigninger, hvoraf den første er ret stejl, er der bestemt et potentiale. Jeg føler mig ikke overbevist om, at vi vil se det, men man kan bestemt ikke afvise, at måske særligt BikeExchange og Israel SUN samt det altid aggressive Astana kan skabe nogen udskilning. Jeg tvivler på, at det vil ske, fordi den slags strategier kan ende med at ramme en i baghovedet, og fordi stigningerne ligger lidt for langt fra mål, men første stigning er stejl nok og sidste stigning lang nok til, at det ikke er sikkert, at alle mand kommer med hjem. De er dog hjulpet af modvind på stigningerne. Angreb på stigningerne er også ganske mulige, men jeg tror, at sidste stigning er for let og afstanden til mål for lang til, at de kan holde.

 

Jeg tror altså, at vi får en spurt, der ikke nødvendigvis er i et fuldt felt. Den er til gengæld ikke nogen let sag. De to småbakker i finalen kan gøre ondt, og særligt den første med 6,5 km til mål er faktisk ganske stejl. De er korte nok til, at man ikke bliver sat af, men man kan tabe både positioner og kræfter. Dernæst venter så den ret kringlede finale med en stærkt bugtende vej og slutteligt, inden der er både rundkørsel, skarpt sving og en kraftigt bugtende vej inden for de sidste 500 m. Det er i den grad en afslutning, der handler mere om position end om klassisk fart.

 

Særligt det sidstnævnte gør det også uhyre åbent. I forvejen er sprinterfeltet jævnbyrdigt med kun Cort og Aberasturi og til dels Aristi og Ben Swift som sprintertyper, og lægger man dertil, at et felt uden sprinterhold betyder et felt uden lead-outs, bliver disse spurter altid ét stort kaos. Lægger man dertil den kringlede finale, kan det godt blive temmelig tilfældigt, hvem der ender med at løbe med sejren.

 

Det er derfor også med megen usikkerhed, at jeg peger på Daryl Impey som min favorit. Sydafrikaneren er bestemt ikke en klassisk sprinter, men netop i disse spanske løb har han hurtigheden til at begå sig. Han har vundet to etaper i løbet - den ene i en spurt og den anden med et sent angreb - og han har vundet en reduceret massespurt i Catalonien. Mest af alt er han dog kommet til kort mod hurtigere folk, og han er da heller ikke den hurtigste i dette felt.

 

Når jeg alligevel peger på ham, skyldes det tre ting. For det første kørte han en fornem spurt i Catalonien, hvor han blev nr. 2 bag Peter Sagan, og det vidner om, at han har fart i øjeblikket. For det andet er den kuperede finale en fordel for en mand, der klatrer relativt godt, og de små bakker vil give ham større friskhed end flere af de hurtige folk. Vigtigst er dog formstærke Patrick Bevin¸ der selv er så hurtig, at han kan begå sig i disse spurter, hvorfor han og Impey også har spurtet mod hinanden i både Catalonien og Tour Down Under tidligere. Han er skræmmende god i øjeblikket og den helt ideelle lead-out man til denne tekniske finale med et par bakker undervejs. Jeg tror, at Bevin kan være nøglen, der giver Impey sejren foran hurtigere folk. Faktisk kan man vel heller ikke helt udelukke, at Bevin skal have chancen, men det er stærkt usandsynligt i lyset af Impeys gode spurt i Catalonien og hans generelle status på holdet.

 

Egentlig burde jeg dog pege på Magnus Cort. Der kan ikke være den store tvivl om, at danskeren sammen med Jon Aberasturi er feltets hurtigste, men desværre må han begræde designet af finalen. De små bakker er til stor fordel for Cort, der er uhyre holdbar, og han vil utvivlsomt komme friskere frem til finalen end mange andre. De vil også hjælpe ham med at holde position, men desværre er netop det som bekendt en voldsom udfordring for danskeren, der har tabt et hav af spurter på grund af netop positioneringen. I denne finale kan det blive lidt af en udfordring at holde sig fremme, og han har bare 400 m til at bruge den fart, der er en af de højeste i feltet. Heldigvis har han lidt hjælp af halvhurtige folk som Alex Howes og måske endda Sergio Higuita, men det er ikke just klassiske lead-out-folk. Jeg frygter, at Cort er for alene og finalen for kringlet, men sidder han rigtigt, er jeg til gengæld ret overbevist om, at han vinder.

 

Den eneste, der bør kunne matche Cort på fart, er Jon Aberasturi, der har en gylden chance for at tage en uhyre vigtig sejr for Caja Rural. Baskeren er modsat Cort en ørn i positionskampen, og det sker ganske sjældent, at han misser top 10. Derfor er den kringlede finale også til hans fordel, og han kommer til løbet med masser af fart efter 4. pladser i Almerida og Per Sempre Alfredo og ikke mindst den nylige 2. plads bag Elia Viviani i Cholet. Til gengæld er der spørgsmål ved hans holdbarhed. Sidste sommer imponerede Aberasturi med stort med sin klatring i Burgos, Limousin og Luxembourg, og kommer han til løbet med de ben, er bakkerne næppe et problem. Det er bare også den eneste gang, at han har klatret så godt, og i en sæson, hvor han nærmest ikke har kørt løb, aner vi ikke, hvor han står. Er han ikke i form, risikerer han at falde fra på stigningerne eller tabe for meget på de sene bakker. Hvis til gengæld han har sommerformen, vil han nok være mit bedste bud i en finale, der er så kringlet som denne.

 

Det må også være oplagt at pege på Quinten Hermans, der allerede er blevet rost til skyerne i analysen ovenfor. Belgieren har hidtil mest haft fokus på sin crosskarriere, men i de få landevejsløb, han har kørt, har han imponeret stort. Han fik sit gennembrud i Tour de Wallonie i 2018, hvor han efter en hård etape vandt en massespurt foran Lorrenzo Manzin og faktisk var uhyre tæt på at vinde samlet, men desværre måtte se Tim Wellens snyde ham via bonussekunder i en indlagt spurt på sidste etape. Siden har han vist sin hurtighed ved at vinde Fleche du Sud, hvor han vandt tre af de fem etaper undervejs, ligesom han også var med i massespurterne i Vallonien i 2019. Dette er hans første løb i sæsonen, men han er allerede i flyvende form med fremragende klatring, og i dag vandt han sågar feltet spurt i den decimerede favoritgruppe. De små bakker taler til hans fordel, men hans evner i positionskampen er stadig ikke specielt velkendte. Han kan dog regne med god støtte fra hurtige folk som Georg Zimmermann og Maurits Lammertink, og da en crossrytter sjældent foragter en teknisk finale, står han med ganske gode chancer for at tage Intermarchés første sejr.

 

Sammen med Cort og Aberasturi er Mikel Aristi den eneste rytter, der regelmæssigt kører massespurter. Baskeren er nu ikke verdens hurtigste på flad vej, men i år har han kørt bedre spurter end vanligt. Han ble nr. 2 bag Manzin i Valencia og senest nr. 2 bag Matteo Moschetti i Per Sempre Alfredo, men desværre er han normalt meget svag i positionskampen, hvorfor han meget ofte misser top 10. Det bliver bestemt ikke bedre af, at Euskaltel ikke kan støtte ham meget. Til gengæld er han i formstærk udgave en uhyre holdbar fyr, der for to år siden imponerede mig stort i Limousin, men der er også milevidt forskel på hans holdbarhed i formstærk og -svag udgave. Han har ikke vist megen form, efter at et styrt tvang ham ud af Coppi e Bartali, og derfor kan han sagtens som Aberaturi være en af de ryttere, der falder fra på bakkerne.

 

En anden meget formstærk afslutter er Dion Smith. Newzealænderen var imponerende stærk på stigningerne i Catalonien, og han viste også sin hurtighed, da han vandt feltets spurt på 1. etape, hvor Andreas Kron vandt fra udbrud. Det er dog lidt en undtagelse, for Smith er ikke verdens hurtigste på flad vej, men i dette felt burde han ikke være uden chance. Bakkerne er bestemt heller ikke nogen ulempe, men til gengæld er han ikke nogen ørn i positionskampen. Han havde en gylden lead-out man i Amund Grøndahl Jansen, men han er nu ude af løbet, og derfor frygter jeg, at han bliver lukket inde som på 6. etape i Catalonien. Hans første catalanske spurt viser dog, at han bør have farten til at gøre sig gældende.

 

Cort er Danmarks bedste, men ikke eneste bud på sejr. Mikkel Honoré er bestemt ikke sprinter, men i dette felt burde han kunne begå sig. På et hold med mange hurtige folk får han sjældent chancen for at vise sin hurtighed, men han kørte stort set lige op med Impey, da de to spurtede om 2. pladsen i Drome Classic tidligere i år. Det vidner om, at hans fart bestemt ikke skal undervurderes i et felt uden stærke sprintere, og han er hjulpet af et udmærket hold, der tæller halvhurtige folk som Pieter Serry og Josef Cerny. De små bakker i finalen bør også være en fordel for en puncheur som Honoré, men hvordan han mestrer positionskampen, har vi til gode at se, når nu han så sjældent får chancen for at deltage i en massespurt.

 

Og nu vi er ved danskerne… Det er sjældent, at Danmark deltager med tre mand i en massespurt, men det gør vi denne gang. Alexander Kamp er endelig kommet tilbage på sporet og har på det seneste imponeret i både Bredene Koksijde og Catalonien. I sidstnævnte løb viste han god fart med en 5. plads i løbets eneste massespurt, og det vidner om, at han både kan positionere sig, og at det ikke er tilfældigt, at han i 2019 vandt en spurt i Yorkshire foran Chris Lawless og Greg van Avermaet. Han har desværre virket mere rusten i dette løb, men normalt burde bakkerne kun være til hans fordel. Faktisk har han også ganske god støtte i særligt Toms Skujins, og det er afgørende i denne finale. Med spurten i Catalonien som reference er han ikke uden chance for med god position at vinde her.

 

Lotto stiller med unge Stefano Oldani, der af og til deltager i massespurter, men ikke kan regnes som sprinter. Han fik sig dog en fin 6. og 8. plads i massespurter i Giroen, og det vidner om, at han ikke er helt uden fart. I Italien klarede han også positionskampen fint, og han er samtidig en klatrestærk fyr, der med den form, han har vist i år, bør kunne klare bakkerne. Desværre er han lidt for alene til sidst, og da jeg samtidig tvivler på, at han har den fornødne topfart, kan det blive lidt svært at vinde, selvom det i dette felt ikke burde være en total umulighed.

 

Jeg er ret spændt på, om Marc Hirschi får lov at spurte. Hovedopgaven er at beskytte Tadej Pogacar og Brandon McNulty, og derfor kan han få besked på at holde sig i ro. Schweizeren er dog lynhurtig, også på flad vej, og det så vi blandt andet på 4. etape af dette løb for to år siden, eller da han blev nr. 3 i San Sebastian samme år. De små bakker og den tekniske finale burde faktisk være sandt guf for Hirschi, og netop i en afslutning som denne vil jeg faktisk tro, at teknisk dygtige Hirschi kan vinde - præcis som vi har set lignende typer som Albasini og McCarthy vinde tilsvarende spurter her. Det kræver dog, at han får chancen, og det føler jeg mig slet ikke overbevist om. UAE har også Diego Ulissi, der i teorien kunne køre en god spurt i dette felt, men i lyset af hans lange pause vil det formentlig være Hirschi, der måske kan få lov at deltage i spurten.

 

Det er efterhånden mange år siden, at en ung Ben Swift som Katusha-rytter slog igennem ved at spurte i dette løb, hvor han brugte sin holdbarhed til at begå sig. Han har da også vundet en etape, men det var efter en halv klassementsetape i episk regnvejr, hvor han imponerede stort ved at blande sig med alle klatrerne. I en mere klassisk spurt har han endnu ikke vundet, og da han tillige synes at have tabt en del fart, siden han to gange gik på podiet i Sanremo, tvivler jeg på, at han kan vinde i dette felt, særligt fordi formen i år har været haltende. Megen støtte har han heller ikke, selvom han nok kan få lidt hjælp af Tao Geoghegan Hart, men han skal have lidt held i positionskampen. Sidder han rigtigt, viser hans 4. plads i Giroen sidste år dog, at han ikke vil være helt uden chance.

 

Astana har formstærke Alex Aranburu, men en flad spurt er ikke hans spidskompetence. Han er dog to år i træk gået i top 10 i Milano-Sanremo, og det vidner om, at han ikke er helt uden fart. Den relativt hårde rute med bakker i finalen tiltaler ham også, og han har god støtte fra hurtige folk som Omar Fraile og Alexey Lutsenko. Desværre er det også velkendt, at Aranburu har det svært i positionskampen, og jeg frygter, at kombinationen af manglende fart og dårlig position koster en top 10-placering. Omvendt har han så god støtte, at et godt lead-out måske kan være nok til at sikre sejren.

 

Bora skal vælge, om de vil køre spurten for Ide Schelling eller Maximilian Schachmann. Mest af alt tror jeg, at de satser på Schelling, der i år har vist en lidt uventet hurtighed. Som lead-out man blev han nr. 6 i Provence, og senest blev han nr. 3 bag Smith og Matej Mohoric i feltets spurt på 1. etape i Catalonien. Han synes at være ganske god i positionskampen, og med støtte fra Schachmann står han slet ikke uden muligheder i dette felt. Spørgsmålet er mest, om farten rækker. Holdet kan dog også vælge at køre for Schachmann, der som bekendt vandt tre etaper i løbet for to år siden, blandt andet ved at slå Tadej Pogacar i en flad spurt. Han bør ikke være helt uden chancer i en finale, der er så teknisk og småkuperet som denne, men jeg tvivler lidt på, at farten rækker hele vejen.

 

Det gør den nok heller ikke for Julien Simon, der jo ellers fik sit gennembrud ved i 2012 at vinde to spurtsejre i Catalonien. Siden da har han dog tabt fart, og det er efterhånden sjældent, at han spurter på flad vej. Han gjorde det dog i Drome, hvor han kun blev slået af Impey og Honoré, og det vidner om, at han er konkurrencedygtig. Den hårde rute og bakkerne hjælper ham i hvert fald, men uden den store støtte og med lidt begrænset fart vinder han næppe etapen.

 

En anden franskmand, der kan blande sig, er Anthony Perez. Ligesom Simon er han mest kendt som puncheur, men han vandt for nogle år siden en flad spurt i en relativt stor gruppe i Tour du Gevaudan. Jeg mindes ikke rigtigt, at han har spurtet siden dengang, og derfor er det langt fra sikkert, at han forsøger sig, men på et resultatfattigt Cofidis-hold er det i dette felt vel forsøget værd. Sidder han rigtigt, bør han have farten til at gøre det hæderligt.

 

Endelig vil jeg nævne en tredje franskmand, nemlig Benoit Cosnefroy. Jeg tvivler på, at han har lyst til at deltage i en flad spurt i et løb, hvor han alene skal finde form inden Ardennerne, men måske vil han alligevel gøre forsøget i dette felt. Cosnefroy er dog i udpræget grad puncheur og langt fra nogen sprinter på flad vej. Han har ikke farten til at vinde, men med god position kan han i denne finale gøre det fint.

 

Jeg vil tro, at Simon Clarke, Sean Bennett eller Mauro Schmid kan give den et skud for Qhubeka, men jeg kan ikke se dem vinde. Naturligvis kan man ikke udelukke, at Alejandro Valverde vil deltage, men han har aldrig deltaget i baskiske massespurter. Hos FDJ vil Miles Scotson måske give den et skud, men han har ikke den store chance. I gamle dage ville Yukiya Arashiro have kørt den for Bahrain, men det synes i dag helt utænkeligt, ligesom Pello Bilbao heller aldrig spurter. For Burgos forsøger Jesus Ezquerra måske, men han bør være uden chance.

 

Som sagt kan man ikke udelukke en udbrudssejr, og her er mine bedste bud de to formstærke og hurtige Astana-ryttere Omar Fraile og Alex Aranburu samt deres altid farlige holdkammerat Alexey Lutsenko og en nu endelig formstærk Thomas de Gendt , da alle fire er relativt hurtige. Andre bud er Mikkel Honoré, Ide Schelling og Alexander Kamp, der ikke nødvendigvis satser alt på spurten, ligesom halvhurtige Toms Skujins, Benoit Cosnefroy, Simon Clarke, Jonathan Lastra, Julien Simon, Anthony Perez, Pieter Serry, Jesus Herrada, Simon Geschke, Mauirts Lammertink Georg Zimmermann, Odd Christian Eiking og Josef Cerny kunne være værd at holde øje med. Patrick Bevin er også et indlysende bud, men jeg tror, at Israel SUN satser hele butikken på en spurt. Endelig kan man ikke udelukke, at Quinten Hermans satser på udbrud, da han også har blik på bjergtrøjen, som han blot er tre point fra at erobre.

 

Feltet.dks vinderbud: Daryl Impey

Øvrige vinderkandidater: Magnus Cort, Jon Aberasturi

Outsidere: Quinten Hermans, Mikel Aristi, Dion Smith, Mikkel Honoré, Alexander Kamp

Jokers: Stefano Oldani, Marc Hirschi, Ben Swift, Alex Aranburu, Ide Schelling, Maximilian Schachmann, Julien Simon, Anthony Perez, Benoit Cosnefroy, Patrick Bevin

 

Udbrudskandidater: Omar Fraile, Alex Aranburu, Alexey Lutsenko, Thomas de Gendt, Mikkel Honoré, Ide Schelling, Alexander Kamp, Benoit Cosnefroy, Simon Clarke, Julien Simon, Anhtony Perez, Toms Skujins, Jonathan Lastra, Jesus Herrada, Pieter Serry, Simon Geschke, Maurits Lammertink, Quinten Hermans

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Daryl Impey
Magnus Cort, Jon Aberasturi
Quinten Hermans, Mikel Aristi, Dion Smith, Mikkel Honoré, Alexander Kamp
Stefano Oldani, Marc Hirschi, Ben Swift, Alex Aranburu, Ide Schelling, Maximilian Schachmann, Julien Simon, Anthony Perez, Benoit Cosnefroy, Patrick Bevin
Simon Clarke, Sean Bennett, Alejandro Valverde, Jesus Ezquerra, Omar Fraile, Alexey Lutsenko, Thomas de Gendt, Toms Skujins, Jonathan Lastra, Jesus Herrada, Pieter Serry, Simon Geschke, Maurits Lammertink, Georg Zimmermann, Odd Christian Eiking, Josef Cerny
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenLIVE nu: Hvem tager første stik i Vuelta-generalprøven i Burgos?

Landevej

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Vuelta a Burgos

Landevej

Video i artiklenOptakt: Vuelta a Burgos

Landevej

Video i artiklenDanmark i finalen trods styrt: Se hele semifinalen mod Storbritannien

Video

Landstræner: Har aldrig oplevet noget lignende

Bane

Eksklusivt interviewBaneekspert efter drama: Det overrasker mig

Bane

Ironisk Rodenberg med stikpille til kritikere efter drama

Bane

Annonce

ANNONCE