Ruten

Efter tre dage, der for de fleste klassementsryttere bare har handlet om overlevelse, er det endelig tid til for alvor at bekende kulør. Det sker på løbets traditionelle kongeetape, der efter i 2018 for første gang at have været brugt som afslutning på hele løbet, er tilbage på den position som næstsidste etape, som den også havde i 2016 og 2017. Den traditionelle afslutning på Alto de Arrate i udkanten af Eibar har været en fast bestanddel af løbet siden 2009 og vil igen være løbets væsentligste klatreudfordring i 2019.

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Itzulia Basque Country om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, men i 2017 gav man finalen et nyt twist, da man efter at have testet opkørslen på enkeltstarten i 2016 for første gang sendte rytterne op ad stigningen fra den stejleste og lang sværere side. Det gav en langt mere selektiv etape end tidligere, og det format genbrugtes igen i 2018. I år vender man imidlertid tilbage til gamle, lettere afsluttende klatretur, der blev brugt i årene frem til og med 2016.

Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. I 2016 år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side. Det har man ikke gjort siden da, men i år vender den brutale mur tilbage, og dermed er der tale om svære udfordringer, selvom finalen er lettere end sidste år.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Med sine 149,81 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Arrigorriaga til Arrate. Fra start kører man igennem fladt terræn mod nordøst frem til kategori 3-stigningen Morga (4,1 km, 5,7%, max. 8%), der er jævn og har top efter 17,2 km. En nedkørsel fører mod øst, inden det går igennem fladlandet gennem Guernica helt ud til Baskerlandets nordlige kyst. Her kører man mod sydøst langs den kuperede kystvej, der byder på kategori 3-stigningerne Natxitua (2,5 km, 3,2%, max. 8%) med top efter 53,25 km og Bedarona (2,1 km, 7,4%, max. 9%) med top efter 58,1 km umiddelbart efter hinanden, inden det let kuperede terræn fortsætter fem til byen Ondariba. Her forlader man vandet for at køre med syd op ad kategori 3-stigningen Arribinieta (2,8 km, 7,4%, max. 15%), der er ganske irregulær med et stejlt stykke undervejs og har top efter 86,8 km. Derefter går det mod syd og sydvest igennem fladt terræn forbi den første spurt, der er placeret efter 99,8 km, hvorfra man kører ind til målbyen Eibar.

Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod nord for at bestige kategori 1-stigningen Ixua fra den stejle side. Her stiger den over 3 km med hele 12,7% i snit, men byder på den nedre del på 2 km med 15,8% i snit og et maksimum på 25%, inden den flader lidt ud nær toppen, hvorfra der resterer 39,61 km. Nu går det via en nedkørsel mod nord ned til den sidste spurt, der kommer efter 121,4 km, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Trabakua (6 km, 4,4%, max. 12%), der er ganske let og har top 19,31 km fra mål. En teknisk nedkørsel fører nu mod syd, inden den igennem fladt terræn går mod nordøst ind mod centrum af Eibar. Her rammer man den klassiske kategori 1-stigning Arrate - eller Usartza, som den også kaldes - og fra denne sidste stiger den med 8,8% i snit over 5 km. Der er tale om en meget regulær stigning med stigningsprocenter på 9-10 efter den første lidt lettere kilometer, inden den sidste kilometer er lettere med 6-9%. Toppen rundes med bare 2,21 km igen, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let frem til den røde flamme, hvorefter det falder ned mod mål. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

Etapen byder på i alt 3168 højdemeter.

Sidste år besteg man stigningen fra den svære side, og her lykkedes det på imponerende vis Enric Mas fra det tidlige udbrud at holde en aggressiv Mikel Landa bag sig med 18 sekunder. I 2017 besteg man for første gang Arrate via den stejle opkørsel, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favroritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

Etapen med den klassiske finale gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og én gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

Finalen blev også benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vejret

Efter nogle våde dage er der lagt op til en flot afslutning på løbet. Ganske vist vil dagen starte regnfuldt, men ved start af etapen burde det være tørt med gradvist færre skyer, indtil det vil slutte under en skyfri himmel og i en temperatur på 14 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nord, hvilket giver sidemodvind på turen ud til kysten og derefter sidemedvind på turen langs vandet. Man får medvind på stykket frem til Eibar og derefter modvind på Ixua og frem til spurten. Derefter er der hovedsageligt medvind og til slut sidevind, inden man når frem til Arrate-stigningen, hvor der vil være direkte modvind på den nedre del og sidemodvind på den øvre del. Til slut får man sidemedvind efter toppen.

Analyse af 4. etape

Der er et godt ordsprog, der fortæller os, at mange bække små gør en står å. Det gælder også i årets Baskerlandet Rundt, hvor mange havde forventet, at vi ville komme frem til fredagens kongeetape med et klassement uden alt for store forskelle. Den indledende enkeltstart var trods alt ret kort, og de efterfølgende tre etaper var alle eksplosive affærer for klassikerryttere, hvor de der ikke var udsigt til, at man kunne gøre de helt store forskelle.

Alligevel går vi ind til morgendagens gensyn med den klassiske Arrate-stigning med en afstand mellem nr. 1 og 2, som kun de færreste havde kunnet spå. Det er nemlig lykkedes Maximilian Schachmann via en kombination af fremragende kørsel på linjeløbsetaperne, en forrygende enkeltstart samt ikke mindst uheld til de fleste af løbets forhåndsfavoritter at opbygge et forspring, så bare to mand akkurat holder sig inden for et minut af den fænomenale tysker. Efter den knusende sejr på 1. etape fortsatte han med at samle bonussekunder med klog og årvågen kørsel på 2. etape, og med nu to etapesejre på to dage har han kunnet føje yderligere 20 sekunder til sin buffer, så den nu har nået et niveau, hvor han også kan drømme om den samlede sejr, selvom kongeetapen som forventet skulle vise sig en anelse for svær for ham.

Man kan naturligvis indvende, at han næppe havde været i førertrøjen, hvis ikke Julian Alaphilippe havde været så svært uheldig i går, for givet fald kunne meget pege på, at det var franskmanden og ikke Schachmann, der ville have lavet hattrick. Det skal nu ikke tage noget fra tyskeren. Uanset omstændighederne er det nemlig lidt af en bedrift at vinde tre etaper i et af sportens ugelange etapeløb. Det er absolut ikke hverdagskost, og da slet ikke i Baskerlandet Rundt, der jo ikke just er et løb for sprintere, som oftest har de bedste chancer for at tage flere sejre i disse begivenheder.

Igen i dag viste Schachmann imidlertid, at den form, han første gang stillede til skue i det uheldsramte Strade Bianche, fortsat er intakt, og at Bora sidste vinter virkelig gjorde et kup, da de fik lokket ham ud af Patrick Lefeveres greb. Enhver, der har set Adam Yates køre på cykel i de sidste par måneder, vil nemlig vide, at det kræver sin mand, når den lille brite kommer med sit frygtede slangehug, men det var ikke desto mindre, hvad han gjorde, da den lille stigning i dagens livsfarlige og regnvåde finale bed fra sig nær toppen og inviterede Yates til at åbne op for den pose, der i år nærmest synes uudtømmelig. Ganske vist var det tydeligt, at han ikke just befandt sig i sin comfort zone, da den lille brite lagde pres på, men op kom han, og derefter var udfaldet nærmest givet på forhånd, når der skulle spurtes i en gruppe, hvor han var oppe mod tre klatrere, der ikke just er nogen Dylan Groenewegen i en spurt.

Midt i al begejstringen over den flotte sejr må der imidlertid også være en smule malurt i bægeret. Det var nemlig også ganske tydeligt, at Yates i dag var den i særklasse stærkeste på stigningen, og man kan på Schachmanns vegne godt blive temmelig bekymret for, hvordan det skal gå, når han i morgen befinder sig i svært terræn, der ikke just er hans. Det virker i hvert fald svært at tro på, at han skulle kunne matche briten, som tydeligvis endnu ikke har opgivet håbet om en sejr, efter at hans Mitchelton-hold i dag gjorde løbet så knaldhårdt, at Yates kunne gribe en mulighed for at genvinde lidt af det tabt terræn i en finale, der ellers ikke just lå til hans højreben.

Heldigvis har Schachmann og Bora bragt sig i en fremragende position. Tyskerens forspring er nemlig nu så stort, at han kan tillade sig at lade Yates og de andre letvægtere køre, når de forventeligt åbner for ballet på Arrate i morgen eftermiddag. Den store udfordring kan blive at overvinde den meget stejle og vanskelige Ixua-stigning tidligere på etapen, men kommer han først frem til bunden af Arrate sammen med favoritterne, har han i hvert fald en reel chance for med klog og defensiv kørsel at sikre sig en temmelig uventet samlet sejr i løbet.

Skulle det mislykkes, har han heldigvis holdkammerater til at tage over. I dag lykkedes det nemlig Patrick Konrad at sikre sig det bonussekund, der akkurat sendte ham forbi Ion Izagirre i den samlede stilling. Dermed er det stadig det tyske hold, der er i pole position, selv hvis det hele bliver for tungt for den tyske førstemand. Og skulle også Konrad, der heller ikke er ren klatrer, ligger holdets dieselmotor, den i år så forrygende velkørende Emanuel Buchmann ikke dårligt placeret og klar til at tage over, hvis de to mere eksplosive folk skulle fejle.

Astana kan dog helle ikke være utilfredse med situationen. Selvom de helt sikkert ærgrer sig over, at Alexeys Lutsenkos styrt på de regnvåde veje, betød, at Ion Izagirre blev sat tilbage og derfor ikke var i position til at gå med de bedst, ligger baskeren stadig i en fremragende position. På papiret er han nemlig en bedre klatrer end både Schachmann og Konrad, og med opbakning fra det kasakhiske supermandskab har han alle forudsætninger for at forsøge at få skovlen under de to mere eksplosive klassikertyper og dermed bringe sig i en førerposition i sit hjemmebaneløb, han nu flere gange har været så tæt på at vinde.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Bedre blev det af, at Jakob Fuglsang også fik dokumenteret, at hans superform ikke er forsvundet i løbet af de seneste ugers pause. I en eksplosiv finale, der ikke just var skræddersyet til den danske dieselmotor, bed han tænderne sammen og holdt sig akkurat til de forreste, da Yates åbnede for gassen. Dermed genvandt han lidt af det tabte efter gårsdagens ærgerlige styrt, og selvom meget desværre peger på, at han i morgen kan ende i en hjælperrolle for Izagirre, der har kurs mod en mulig samlet sejr, har Astana i hvert fald en meget driftssikker og pålidelig plan B, hvis det skulle lykkes den yderst formstærke Yates også at bringe Izagirre ud af fatning.

Helt anderledes må man have det i UAE-lejren, men deres dårlige smag i munden skyldes egentlig en forrygende succes. Det lykkedes nemlig Tadej Pogacar med fremragende kørsel atter at dokumentere, at han har kurs mod en WorldTour-debut, der næsten kan sammenlignes med den, Egan Bernal havde sidste år. Efter sejren i Algarve, hvor han satte folk som Enric Mas og Wout Poels til vægs, viste han i dag, at han også kan være med i front på allerhøjeste niveau - og det endda i en eksplosiv finale, der ikke just er hans kop te. Det gør det desværre bare endnu mere ærgerligt, at han i går smed et dumt minut som følge af styrtet, efter at han på enkeltstarten ellers havde sikret sig et fornemt udgangspunkt. Og da Dan Martin samtidig lidt skuffende ikke kunne sidde med de bedste på en bakke, der burde have passet ham og dermed missede en oplagt mulighed for at vinde tid på Izagirre, må det være med meget blandede følelser, UAE sidder tilbage.

Også andre har grund til at ærgre sig. Mens det ikke var så overraskende, at kanp så eksplosive folk som Buchmann, Hugh Carthy, Mikel Landa og Daniel Martinez ikke kunne matche Yates’ eminente antrit, må det ærgre Dylan Teuns, at han så tæt på klassikerne ikke kunne gå med de bedste. Endnu værre gik det for den ellers altid så stabile George Bennett, der blev slået ud af de iskolde betingelser, og for stakkels David Gaudu, der desværre røg i asfalten - heldigvis uden alvorlige konsekvenser.

Sam Oomen fik desværre bekræftet sin dårlige fornemmelse fra de første etaper, da også hollænderen faldt fra, men hos Sunweb var der alligevel grund til optimisme. Efter den dybt imponerende og overraskende 10. plads i E3 viste U23-verdensmesteren Marc Hirschi nemlig i dag, at han er en meget alsidig rytter, der også kan spurte. Faktisk synes der efterhånden ikke at være et eneste område, den unge schweiziske komet ikke kan gøre sig gældende. Nu skal det blive interessant at se ham udfolde sig på morgendagens kongeetape.

I det hele taget var det talenternes dag. Udover Pogacar og Hirschivar Valentin Madouas og Bjorg Lambrecht nemlig igen med i front. Ganske vist kunne de ikke matche Yates’ eminente forcering, men denne uge har alligevel været god for de to ardennerspecialister, der har vist sig i stand til at konkurrere på WorldTour-niveau. Nu vil de kommende uger vise, om de også kan overføre det til gode præstationer, når det for alvor går løs i klassikerne om et par uger.

Dem tænker de dog næppe alt for meget på lige nu. Forinden venter nemlig de to sværeste etaper i årets Baskerlandet Rundt, og særligt morgendagens kongeetape tårner sig op som en udfordring, der kan få de fleste til at ligge søvnløse. Det gælder formentlig også for Schachmann, der i hvert fald går ind til sit livs største udfordring og skal grave meget dybt, hvis han skal stå imod, når det stensikre pres kommer fra Mitchelton og Astana formentlig allerede på Ixua.

Heldigvis kan han glæde sig over, at han over de seneste dage stille og roligt har ladet de mange baskiske bække flyde sammen, så de danner en efterhånden ganske vandrig å. Spørgsmålet er bare, om ikke han har brug for en hel flod, hvis han skal holde Yates og co. tilbage. Det vil den mytiske Arrate-stigning afsløre for os i morgen eftermiddag.

Favoritterne

For andet år i træk opererer løbet med den nyskabelse, at kongeetapen kommer efter enkeltstarten, og at alle ryttere dermed ved, hvor offensivt der skal køres på den etape, der traditionelt har været klatrernes bedste chance i løbet. Håbet har været, at det vil anspore til mere aggressiv kørsel, og den tese blev bekræftet sidste år, hvor Movistar og Mikel Landa angreb Primoz Roglic allerede langt fra mål. I år betyder styrt og punkteringer tillige, at en stribe ryttere har tabt mere tid end vanligt, og der er derfor større afstande end forventet inden kongeetapen. I teorien burde det borge for en ret aggressiv tilgang, men det skaber også en anderledes dynamik, da flere af løbets bedste klatrere har tabt så meget tid, at de vil have mere blik på en etapesejr end på den samlede stilling.

Årets etape er på den ene side velkendt og på den anden side med visse nye elementer. Selve etapens grundstruktur er den samme som det, vi kender fra tidligere, men man vender som sagt tilbage til den klassiske opkørsel af Arrate i stedet for den stejle gedesti, der har været benyttet i de sidste to år. Den kommer til gengæld tidligere på etapen under navnet Ixua, hvor man kører mod vest og ikke øst på toppen, og det vil bidrage til at gøre etapen hårdere end tidligere, hvor man oftest har besteget Ixua fra en lettere side.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Etapens altoverskyggende tema er naturligvis usikkerheden om Maximilian Schachmanns holdbarhed. Hidtil har tyskeren ikke vist skyggen af svaghed, men vi har også befundet os i terræn, der har passet ham. På baggrund af de klatrepræstrationer, han har leveret i den første del af karrieren, må formodningen være, at han får det svært på denne vanskelige etape, men mange vil alligevel være usikre. Derfor vil der være en stribe hold med en klar interesse i at gøre det hårdt allerede tidligt.

Bjergetaper som disse køres altid meget aggressivt, og særligt med de ret store tidstab må der være et hav af ryttere, der skal ud over stepperne. Særligt Sky, der er ude af klassementet som følge af uheld, kunne meget vel lægge hårdt fra land ved måske at sende Geraint Thomas i et tidligt udbrud. Indledningen er også ganske hård, og ligesom sidste år kan der derfor være lagt op til krig fra start. Etaper som disse ender ofte med, at der etableres et stort og meget potent udbrud, og det kan meget vel blive tilfældet også denne gang.

Når udbruddet er kommet fri, vil Bora skulle kontrollere etapen, og de kan glæde sig over, at de har et af de stærkeste mandskaber. Risikoen for, at der er halvfarlige folk med i udbruddet, er relativt stor, og de kan derfor ikke tillade sig at give dem et stort forspring på så kort og svær en etape. De bliver imidlertid formentlig ikke alene om arbejdet. Efter Yates’ uheld har Mitchelton-Scott vist, at endnu ikke har opgivet at vinde, og de vil derfor utvivlsomt give en hånd med. Også Deceuninck med Enric Mas, der jo vandt etapen sidste år, samt ikke mindst Astana, der har al mulig interesse i at slide Schachmann ned, Movistar, hos hvem Mikel Landa vil gøre alt for at vinde på hjemmebane, samt UAE, der i Dan Martin og Tadej Pogacar har et ganske gode kandidater, kan tænkes at give en hånd med.

Sidevinden langs kysten kan skabe lidt stress, men næppe splittelse, og derfor venter vi os, at løbet åbnes op, når de rammer Ixua. Der er tale om løbets i særklasse vanskeligste stigning, og det er meget sandsynligt, at Astana og Mitchelton her vil sætte et dræbende tempo, der meget vel kan knække Schachmann allerede her. Det er i hvert fald en stigning, der på papiret meget vel kunne være for stejl for tyskeren, og da man samtidig sagtens kunne forestille sig et tidligt angreb fra Landa på samme måde som sidste år, venter vi os, at det vil være et stærkt reduceret felt, der når toppen, måske også uden Schachmann.

Det efterfølgende stykke er imidlertid lettere, og den næstsidste stigning er heller ikke noget særligt. Derfor kan der ske en regruppering frem mod Arrate-stigningen, som vi så det sidste år, men det vil utvivlsomt være et meget mærket felt, der vil nå frem. Har man stærke ryttere som Thomas eller Alessandro De Marchi i udbrud, kan det ikke udelukkes, at vi ser en gentagelse af sidste års udbrudssejr, men med så stærke interesser i en favoritsejr, tror vi, at favoritterne skal afgøre det på Arrate.

Der er som sagt tale om den klassiske opkørsel af bjerget, og vi ved fra tidligere, at den sjældent skaber den helt store udskilning. Typisk er det endt i en spurt i en gruppe på 3-5 mand, og det hører til sjældenhederne, at stærkeste mand er kørt væk. I nogle udgaver har vi endda haft grupper med mere end 10 mand, og det viser, at det kan være ganske vigtigt at have en god spurt. Finalen handler dog lige så meget om rutekendskab og mod på den sidste nedkørsel som om fart, og det vil derfor handle om at læse finalen rigtigt og ikke mindst være først allerede i det sidste, sene sving, som etapens ukronede konge, Samuel Sanchez, mestrede det år efter år.

I år er der ting, der taler både for og imod en stor udskilning. På den ene side vil der være interesse i at gøre det hårdt allerede på Ixua, hvor vi vil se stor udskilning, og det vil mærke folk inden finalen. På den anden side vil der være direkte modvind på en stor del af Arrate, og det vil i den grad lægge en dæmper på mulighederne på en stigning, der ikke er den sværeste. Det kan derfor meget vel vise, at forskellene snarere gøres via bagenden end via angreb, og det ligner et år, hvor det kan blive meget svært for en enlig mand at køre væk. Det kunne derfor meget vel igen ende i en spurt i en lille gruppe - hvis altså ikke en udbryder snyder dem alle.

Alt sammen får det os til at pege på Adam Yates som vores favorit. Briten kom til løbet med store ambitioner om at vinde samlet, men fik formentlig sine drømme knust med sin punktering i tirsdags. Derfor er etapen her nu hans hovedmål, og i den sammenhæng er det slet ikke helt dumt, at han har tabt lidt tid. Yates har kørt som en motorcykel gennem hele sæsonen, og særligt i både Tirreno og Catalonien var han bedre end måske nogensinde tidligere. Hans fornemme enkeltstart bekræftede også, at formen er intakt, og det positive indtryk er fortsat i dag, hvor han trods tidstabet har vi høj moral.

Generelt passer de baskiske stigninger godt til eksplosive Yates, og det gælder også Arrate, selv om han havde foretrukket den stejle side. Det er i hvert fald svært at se, hvem der skal køre fra den formstærke brite, der med sit punch samtidig ligner bedste bud på en mand, der kan tage en solosejr. Samtidig har han nu en anelse mere frihed, end han normalt ville have haft, og det kan give ham muligheder, han ikke burde have. Samtidig er han ganske hurtig på stregen og en god nedkører, og derfor vil han også have gode muligheder, hvis det ender i en spurt i en lille gruppe. Vi tror derfor på årets tredje sejr til den flyvende Yates.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Stortalentet Tadej Pogacar fik en debut, de færreste havde drømt om, da han slog Mas og Wout Poels i kampen om den samlede sejr i Volta ao Algarve. Siden da har han holdt en lang pause, men han har set ganske velkørende ud, først på enkeltstarten, hvor han kørte under våde betingelser, og i spurten på 2. etape. Det var dog især i dag, at han for alvor åbenbarede potentialet, og han burde endda være endnu bedre på morgendagens lange stigninger, der passer ham langt bedre. Han ligner en mand, der er god nok til at køre med de bedste, og han har endda efter 3. etape tabt lidt tid, der kan give ham frihed. Samtidig så vi i dag, at han er en stærk nedkører, der har den nødvendige frygtløshed til at vinde i den komplicerede finale. Derfor ligner unge Pogacar en farlig konkurrent til Yates.

Hvis nogle frygtede, at Dan Martin var mærket af styrtet i Catalonien, fik de heldigvis på enkeltstarten set, at det ikke er tilfældet. Ireren kørte en af sit livs bedste tidskørsler, og han kommer til løbet med en fin præstation i det catalanske løb i bagagen. Her var han blandt de stærkeste på kongeetapen, og selvom han skuffede på La Molina, ligner han en mand i glimrende form. Som ardennerspecialist med et godt punch burde han ligne et godt bud på en etape med relativt korte, eksplosive stigninger, men det er først og fremmest hans gode spurt, der gør ham farlig. Med modvind på stigningen er der god chance for en spurt i en lille gruppe, og her ligner Martin en mand, der har formen til at sidde med. Han er en god nedkører og hurtig på stregen. Tør han tage de rette risici så kort inden Ardennerne, ligner det en god chance for Martin til endelig at tage årets første sejr i en finale, der giver ham en fordel i forhold til de mere klassiske klatrere.

Sidste år skuffede Enric Mas i Catalonien, men brugte løbet til at finde storform til Baskerlandet, hvor han endte med at vinde denne etape fra et udbrud. I år følger hans tilsyneladende samme mønster, efter at han i det catalanske løb, skuffede i indledningen, men herefter blev bedre dag for dag. Nu tyder alt på, at han har fundet en fremragende form. Det blev tydeligt på enkeltstarten, hvor han havde de værst tænkelige betingelser, men alligevel endte i top 10 sammen med ryttere, der kørte på tørre veje. Det er skræmmende nyt for rivalerne, at en af sportens mest talentfulde klatrere tilsyneladende er så velkørende, og han synes heldigvis at være sluppet nådigt fra gårsdagens styrt. Tidstabet kan samtidig nu være det, der giver ham den afgørende frihed i en muligvis lidt taktisk finale. Til gengæld må han ærgre sig over modvinden, der vil gøre det svært for ham at køre alene væk. Omvendt er han heller ikke helt uden chance i en spurt, der her handler mere om mod og positionering end den fart, som han måske mangler i forhold til de bedste.

Netop fordi etapen slutter med en nedkørsel er Ion Izagirre også et godt bud. Baskeren er i pole position til at overtage førertrøjen, hvis Schachmann knækker, og derfor vil han og Astana formentlig skulle køre med fokus på at sætte ham af og derefter kontrollere etapen for den baskiske kaptajn. Det kan gøre det vanskeligere for ham at vinde etapen, men med det klatreben, han har haft i 2018 og 2019, bør han være med fremme. Særligt hans flotte solosejr i Paris-Nice, hvor han kørte fra folk som Simon Yates og Daniel Martinez vidner om god form, og det indtryk har han bekræftet i dette løb, hvor det ifølge ham selv kun var Lutsenkos styrt, der forhindrede ham i i dag at gå med de bedste. Som en af feltets bedste nedkørere vil han stå stærkt, hvis en lille gruppe runder toppen samlet, ikke mindst fordi han har et kendskab til afslutningen, som kun de færreste kan matche, og er bakket op af et hold, der som minimum også bør have Jakob Fuglsang med i den absolutte finale.

Astana har flere kort at spille, men desværre er Jakob Fuglsang havnet i en lidt ærgerlig situation. Som sagt skal Astana ”bare” knække Schachmann og Konrad for virtuelt at bringe Izagirre i trøjen, og det betyder, at Astana meget hurtigt kan blive hensat til en defensiv rolle, hvor der bare skal køres hårdt tempo. Det kan hurtigt blive Fuglsangs job, og derfor er der store chancer for, at danskeren ender i en hjælperrolle. Omvendt har danskeren også været så fremragende kørende i år, seneste på dagens etape, at han vil være i stand til at gribe enhver mulighed, der måtte opstå. Han har i hvert fald vist sig bedre end nogensinde, og særligt hvis Izagirre er ude af stand til at følge Yates, kan han måske få den nødvendige frihed til at køre sin egen chance. Desværre taler modvinden samt den faldende finale ikke just til hans fordel, men ender det som et opgør mellem de allerbedste, kan man ikke udelukke, at han kan vinde, ikke mindst fordi han efter 3. etape har tabt lidt tid, og fordi finalen handler mere om timing end reel spurtstyrke.

Mens alle havde blikket på Simon Yates og Mikel Angel Lopez, var det Daniel Martinez, der overraskede alt og alle ved at vinde kongeetapen i Paris-Nice. Med tanke på det, Lopez senere viste i Catalonien, er det en præstation, der ikke skal undervurderes, og hans forrygende flotte enkeltstart var endnu et vidnesbyrd om, at han er flyvende i disse tider. Han har imidlertid stadig til gode at vise, at han også kan vinde en bjergetape i kamp med alle favoritterne, og det er derfor en form for bekræftelse på fremgangen, han jagter på denne etape. Formen og evnerne synes egentlig allerede at række, men spørgsmålet er, om det lader sig gøre på en stigning med modvind og en faldende finale. Martinez er ikke just kendt som den bedste afslutter, og han mangler også kendskab til og rutine i afslutningen. Formentlig vil han være blandt de bedste, men han kan få sværere ved at vinde etapen.

Et skidt 2018 betød desværre, at supertalentet David Gaudu forsvandt fra manges radar. Det har ændret sig i år, hvor den lille franskmand har været flyvende. Han lagde ud med at være stærkeste mand i det ret lette Tour La Provence, inden han i UAE Tour fulgte Roglic og Valverde til dørs på kongeetapen og endda endte på podiet. Siden da har han holdt pause, og det skaber altid usikkerhed efter en karrierestart, hvor stabilitet ikke just har været et gennemgående træk, men heldigvis har han set ganske velkørende ud indtil nu. De første etaper har slet ikke passet ham, og han var desværre også uheldig at tabe tid i styrtet på 3. etape, men grundlæggende har han set ganske stærk ud. Denne etape er hans helt store chance, selvom han desværre må ærgre sig over modvinden og den manglende erfaring i den tekniske finale. Til gengæld har han tabt tid en del tid, særligt på grund af dagens styrt, der heldigvis ikke skulle have haft konsekvense. Har han de ben, han havde i Emiraterne, bliver han ganske vanskelig at bide skeer med for rivalerne på disse stejlere stigninger.

Det har bestemt ikke været et godt løb for Geraint Thomas. Først kørte han en skuffende enkeltstart, og siden styrtede han på 3. etape, inden han i dag måtte en tur i grøften Tidskørslen viste også med tydelighed, at han endnu ikke er i topform, men en 9. plads på en ret teknisk og eksplosiv rute vidner dog om, at han er ganske velforberedt og ikke helt uden form. Han vinder næppe et opgør mellem favoritterne, men det store tidstab betyder, at han slet ikke er en trussel for rivalerne. Skal man pege på en rytter, der kan udnytte den situation til enten at snige sig væk på stigningen eller gøre det færdigt i et tidligt udbrud, må det være Tour-kongen, der altid er en aggressiv type, og som blandt andet i Tirreno har vist, at han formår at omsætte et tidstab til en etapesejr i en taktisk og ukontrollerbar finale. Endelig skal man ikke glemme, at han faktisk har en ganske god spurt, så selvom han måske ikke vil tage de store risici, kan man ikke afskrive ham i en gruppe, der samles til sidst,

En hurtig afslutter er Patrick Konrad. Østrigeren har haft et forfærdeligt år, men til dette løb har han fundet formen, tilsyneladende ud af det blå. Han kørte en fremragende enkeltstart og har bekræftet det gode indtryk på de efterfølgende etaper. Samtidig er han en lynhurtig afslutter, der vil have gode chance, hvis det samles til en spurt. Den store udfordring er, at etapen altså byder på ret mange højdemeter, og selvom han sidste år kørte i top 10 i Giroen, kan man have en mistanke om, at han ikke kan matche de bedste. Det har han i hvert fald til gode at bevise, og selvom han er i superform, kan han få svært ved at hænge med hjem til den spurt, der er hans store chance. Til gengæld har han sit livs chance for at tage den samlede sejr, og det burde være rigeligt med motivation.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Meget af det samme kan siges om Dylan Teuns. Belgieren kom til løbet efter lidt sygdom, men har overrasket sig selv positivt i den indledende fase. Desværre kan man frygte, at denne etape trods alt er for hård for en fyr, der ikke er ren klatrer, især fordi han ikke virkede helt på dupperne i dag. Omvendt viste han i sidste års Il Lombardia, at han sagtens kan være med på længere stigninger, hvis han er i topform. Det er nok desværre ikke endnu, og derfor tror vi, at han vil falde fra. Hvis ikke er han dog med sin ganske habile spurt en ganske farlig kandidat til sejren.

Der er ingen tvivl om, at Emanuel Buchmann og George Bennett vil være med helt i front. Begge er nemlig kommet til løbet i fin form. Særligt Buchmann har i år været fabelagtigt kørende i både Mallorca-løbene og UAE Tour, hvor han var blandt de allerbedste. Formentlig vil han også her være en af de skarpeste på Arrate, men han har det problem, at han er meget langsom i en spurt. Da der samtidig er modvind, er det svært at se, hvordan en dieselklatrer som Buchmann skal vinde på en stigning, der trods alt sjældent skaber den helt store udskilning. Det samme gælder for Bennett, der trods et halvskuffende Paris-Nice i det seneste års tid har vist, at han tilhører verdens allerbedste klatrere. I dag var han angiveligt slået ud af kulden, men den udfordring har han ikke i morgen. Også han har imidlertid det problem, at han er alt andet end hurtig, og med udsigt til modvind kan også han få meget vanskeligt ved at vinde denne etape, selvom han ligesom Buchmann utvivlsomt vil være med helt i front.

Samme problem har Mikel Landa. Baskeren drømmer om at vinde den etape, han akkurat ikke fik sikret sig sidste år, men den lettere finale taler ikke til hans gunst. Samtidig er han endnu ikke i topform efter sit kravebensbrud, og selvom sejren i Coppi e Bartali var ganske løfterig, må man trods alt formode, at han formmæssigt mangler de procent, der skal gøre det muligt at vinde. Der er ingen tvivl om, at Landa er en af feltets allerskarpeste klatrere, men om det rækker på en etape med modvind og en faldende finale, og hvor han mangler de sidste procent, er nok tvivlsomt.

Forud for Volta a Catalunya havde vi store forventninger til Hugh Carthy. Desværre skuffede han fælt i Catalonien, men nu er den gode form kommet ud af det blå. Briten viste ellers i efteråret, at han efter en svær tid endelig er ved at konfirmere det talent, han viste os alle i 2016, og han lagde også stærkt ud i Haut-Var. Han kørte sit livs enkeltstart på en rute, der slet ikke passede ham, og han ligner derfor en af feltets pt. stærkeste ryttere. Desværre er han også en rigtig dieselmotor, der ikke kan spurte, og da hans primære opgave er at støtte Martinez, kan det blive svært at vinde, også selvom han ligner en mand, der vil være med helt i front.

Endelig vil vi pege på Alessandro De Marchi, Diego Rosa og Nicolas Edet. Vi har allerede nævnt Thomas som et godt bud på en udbrudssejr, og de tre nævnte er andre bud. Alle har de tabt tid i klassementet, og alle er de kendt som udbrudsspecialister, hvoraf Rosa endda tidligere har vundet denne etape.

Slutteligt skal Maximilan Schachmann naturligvis også nævnes. Tyskeren er i fabelagtig form, men vi så så sent som i Catalonien, at han har betydelige begrænsninger i bjergene. Vi tror derfor, at han får det for svært på denne etape. Samtidig vil hans fokus også være at begrænse sit tab og udnytte den buffer, han har, og derfor vil han næppe gå med i alle angreb, men snarere køre stigningen som en enkeltstart. Derfor bliver det trods hans gode spurt svært for ham at vinde etapen.

Andre folk, der kan gøre det hæderligt, er Mikel Nieve, Sam Oomen, en tilsyneladende nu ganske velkørende Bauke Mollema, Bjorg Lambrecht, Valentin Madouas, Rudy Molard, Pello Bilbao, Lucas Hamilton, Marc Hirschi, Oscar Rodriguez og Amanuel Ghebreighzabhier, men de får alle svært ved at vinde etapen.

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Dan Martin

Outsidere: Enric Mas, Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Daniel Martinez, David Gaudu,

Jokers: Geraint Thomas, Patrick Konrad, Dylan Teuns, Emanuel Buchmann, George Bennett, Mikel Landa, Hugh Carthy, Alessandro De Marchi, Diego Rosa, Nicolas Edet

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Enric Mas’ og Alejandro Valverdes sejre fra hhv. 2018 og 2017, hvor den stejle side blev benyttet. Du kan tillige gense Diego Rosas sejr fra 2016, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2015, Wout Poels’ sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013, hvor de benyttede samme finale som i år.