Ruten

De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne håber helt sikkert på en gentagelse. I hvert fald følger de for fjerde år i træk samme opskrift, når løbet igen slutter det med en kort, intens bjergetape, på bare 153,5 km med hele otte kategoriserede stigninger, men også denne etape følger mønsteret fra de øvrige etaper. Denne gang kommer alle de væsentlige udfordringer endda i løbets første halvdel, men slutteligt venter to korte, stejle stigninger, inden de for anden dag i træk slutter med den lette stigning Montée de l’altiport i udkanten af Megève på en etape, som nok engang byder på mere end 4000 højdemeter.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 153,5 km. Der er tale om en rundstrækningsetape, der starter nede i Megève og som på 4. etape har mål på toppen af Montée de l’altiport i udkanten af samme by. Fra start kører man mod øst af en let faldende vej ned i dalen, hvor man kører mod øst igennem fladt terræn. Her slår man et smut væk fra dalen for at køre op ad den lille kategori 2-stigning Cote de Domancy (2,5 km, 9,4%), der efter en let første kilometer byder på tre 500 m-segmenter med hhv. 12,4%, 10,0% og 9,8% frem til toppen, som rundes efter 16,5 km. Herefter kører man imidlertid mod nord og nordvest ad den helt flade dalvej frem til byen Cluses, der nås efter 35,5 km.

Den signalerer starten på etapens sværeste del. Her drejer man nemlig mod syd for at køre op ad Col de Romme, der er uden for kategori. Den stiger med 8,9% over 8,8 km fordelt på fire kilometer med 8,5-11%, en let kilometer, tre kilometer med 8,5%-10% og slutteligt en lidt lettere afslutning med 7,5% og til sidste 800 m med 1,7% frem til toppen, som rundet efter 46,0 km. Et kort plateau i byen Romme efterfølges af en kort og teknisk nedkørsel, som leder mod sydvest ned til bunden af Col de la Colombiere, som er i kategori 1 og bestiges fra nordøst. Den stiger med 8,5% over 7,5 km og er efter 6% på den første kilometer stabilt stejl med 8,5-10,2% resten af vejen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Toppen rundes efter 60,0 km, hvorefter det bliver meget lettere. En teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til Saint-Jean-de-Sixt, hvor dagens spurt kommer efter 74,5 km. Her kører man med det samme mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col des Aravis (10,1 km, 5,1%), som er meget let over de første 4 km, men efter en enkelt stejl kilometer med 9,2% derefter blot stiger med 5-7% frem mod toppen, der rundes efter 85,0 km.

De følgende kilometer er meget lette. En kringlet nedkørsel fører mod sydøst ned til dalen, som følges videre mod sydøst. Kortvarigt kører man væk fra dalstykket for at passere den lille kategori 4-stigning Cote de la Frassette (2,0 km, 6,1%), der snyder, da den efter 500 næsten flade kilometer stiger med 9-10% over en kilometer og slutteligt 7,5% over 500 m frem til toppen, som rundes efter 98,5 km. Nu følger man den helt flade dalvej mod nordøst tilbage til Megève, der nås igen efter 106,0 km, hvorefter man følger samme let faldende vej som først på etapen mod nordøst og øst, indtil man mod vest kører igennem fladt terræn.

Her indledes finales, når man for anden gang skal over kategori 2-stigningen Cote de Domancy, der som nævnt ovenfor er en kort og stejl sag. En nedkørsel leder mod nordvest tilbage til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Cordon. Den stiger med 8,2% over 4,6 km og er stejlest i bunden med 3 km med 8-9% og derefter 6-8% resten af vejen. Fra toppen resterer fortsat 15 km, der indledes med en stigende vej, som fører mod sydøst og syd og stiger med 4-5%.

I udkanten af Megève drejer man mod sydøst for at køre op ad den afsluttende kategori 2-stigning Montée de l’altiport, men denne gang kommer men lidt længere nedefra, så den i alt er 9,0 km lang med 4,6% i snit. De første 6 km er ret lette med hovedsageligt ca. 4% afsluttet med en kilometer med bare 2,3%. Herefter følger 1 km med 6,6%, inden de sidste 1500 er ganske lette med først 1000 m med 2,9% og slutteligt 500 m med 5,2%. Vejen er stort set helt lige med blot et hårnålesving med 3 km igen, hvorefter den bugter sig ind på den 500 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på hele 4391 højdemeter.

Megève har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den stærkt kuperede sidste enkeltstart i Touren i 2016, hvor Chris Froome konsoliderede sin føring ved at sejre foran Tom Dumoulin og en overraskende velkørende Fabio Aru. Derudover var det på Dauphiné-prologen i 2004, hvor Ivan Mayo højst overraskende sejrede for Tyler Hamilton og Lance Armstrong.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Vejret

Efter to flotte dage venter der muligt uvejr igen søndag. Dagen starter med kun få skyer, mens temperaturen i målbyen kravler op på 26 grader. Fra 14-tiden er der imidlertid en bygerisiko, som vokser til 30-40% i den sidste time af løbet, og desværre er der ikke tale om almindelige byger, men tordenbyger ligesom på 2. etape. Vinden vil blot være svag til let og komme fra sydvest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute. I finalen vil der være direkte modvind på Domancy og Cordon og derefter sidemodvind resten af vejen.

Favoritterne

Egentlig er Dauphiné et løb, der aldrig er ovre, før den fede dame har sunget. I 2014, 2015 og 2017 var vi vidner til store dramaer på meget aggressive afslutningsetaper, hvor korte distancer og bjergrigt terræn blev brugt til at skabe fremragende cykelløb, og alle tre gange lykkedes det at detronisere den rytter, der var gået ind til finaledagen iført førertrøjen.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Arrangørerne drømmer med designet af denne etape åbenlyst om mere af det samme. I hvert fald inviterer ruten for tredje dag i træk til, at der skal angribes fra distancen, for som vi så i dag kan målbakken i Mègeve, der højst usædvanligt bruges to dage i træk, ikke benyttes til noget som helst - slet ikke når der igen vil være en let sidemodvind.

Desværre for cykelfans med hang til drama glemte arrangørerne at tænke på holdenes styrke, da de fik den ide. Hvor Alberto Contador i 2014 og Richie Porte i 2017 begge var omgivet af meget svage mandskaber, der gjorde det muligt at isolere dem med et enkelt fingerknips, er sagen en helt anden denne gang. Er man i tvivl, skal man blot gense dagens etape, hvor Jumbo-Vismas gule armada nok engang lagde løbet i et jerngreb, så modløsheden nok engang bredte sig med en hast, der oversteg den, hvormed løbets stjerner styrtede eller udgik. Bahrain-Merida gjorde det behjertet forsøg, men da Mikel Landas ben end ikke rakte til at bringe Tom Dumoulins og Sepp Kuss’ puls meget over 100, kunne alle lægge sig fladt om på ryggen og logre for løbets gule herskere.

På alle måder er det en skam, at Egan Bernal og Emanuel Buchmann er ude af løbet. Bernal og Ineos er det eneste med den kollektive styrke til at ryste Jumbo, og Buchmann har både modet og den individuelle styrke. Det var da også planen, at brølstærke Lennard Kämna skulle bruges til en storslået offensiv i stil med dem, han tidligere har leveret på Mallorca og i Baskerlandet, men nu er vi i stedet henvist til at krydse fingre for, at han bliver klar til Touren uden et alt for stort formtab.

Da Jumbo anført af en nærmest skræmmende Wout van Aert satte sig på flæsket med fem ud af seks mand i det stærkt reducerede felt, forstår man godt, hvis rivalerne har lidt svært ved at se meget håb inden søndag. Lyspunktet - hvis man kan tillade sig at kalde et uheld for noget sådant - er naturligvis Roglics styrt. I dag så han ikke videre mærket ud, men meldingerne fra Jumbo er, at han har slået sig. Som bekendt er andendagen ofte den værste, og der er derfor en reel risiko, for Roglic kan bringes i problemer.

Det vil naturligvis også have indvirkning på Jumbos taktiske oplæg. De stiller næppe til start med ambitionen om at vinde etapen. For dem må missionen være at komme så let igennem, som det lader sig gøre, og så må etapesejr være etapesejr.

Derfor står et udbrud også med fremragende chancer. Jumbos eneste mission er at holde dem i tilstrækkelig snor, og hvor lang den bliver, bestemmes af udbruddets størrelse. Terrænet er drønsvært hele dagen, og reelt er Ineos vel det eneste hold med styrken til at jagte et stærkt udbrud. Det er naturligvis ikke længere deres mission, og de vil helt sikkert i stedet stræbe efter at tage en etapesejr via udbrud.

Der er derfor lagt op til endnu et brag af en indledning, hvor alle vil afsted. Denne gang er starten dog ret fredsommelig, og hvis elastikken knækker inden Col de Romme, kan det blive lidt tilfældigt, hvem der kommer afsted. Romme giver en mulighed for at køre op bagfra, men det er bestemt ikke nogen god start for rene klatrere. Hvis til gengæld udbruddet først kører efter de første knap 40 km, vil vi som i dag se et udbrud bestående af rene klasseryttere. Uanset hvad skal man dog klatre meget godt for faktisk at vinde etapen.

Når udbruddet er kørt, vil jeg tro, at FDJ, Bahrain og Arkea skal teste, om Roglic er mørket. Det skal ske på Romme-Colombiere, og jeg vil slet ikke udelukke, at vi faktisk får en regulær klassementskamp. Hvis sloveneren vitterligt er meget svækket og bliver sat, kan det ændre løbets dynamik totalt. Med mindre han er helt væk - og det er han trods alt nok ikke - vil Jumbo dog være stærke nok til at skabe samling efter Colombiere, men har Roglic vist tidlige svaghedstegn, kan vi pludselig se flere hold faktisk gå efter etapesejren og jagte på det lette stykke efter Aravis.

Sandsynligheden taler dog for, at et udbrud kører hjem. Hvis ikke Roglic har vist tidlig svaghed, ser jeg intet hold, der gider bruge kræfter på at jagte. Kun FDJ kan måske tænkes at gøre det, men med kun to klatrere til at støtte Pinot bliver det svært. Og selvom vi helt sikkert vil se forsøg på at ryste Jumbo på Domancu og Cordon, der er ganske svære, er de også så korte, at der er grænser for, hvor meget tid et udbrud vil miste. Og hvis ikke Roglic sættes af, vil vi se en gentagelse fra i dag, hvor Jumbo bare fører feltet op ad den lette målbakke efter Cordon.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Hvad kan forhindre en udbrudssejr? I mine øjne to ting. For det første er der muligheden for, at Roglic viser tidlige svaghedstegn, der giver mod på tingene hos FDJ, Bahrain og Arkea. Den anden mulighed er, at udbruddet er så stor en trussel, at Jumbo er nødt til at køre stærkt. Det var de imidlertid også nødt til i dag, hvor udbruddets forspring var helt nede på næsten et minut, men som vi også så i dag, er det kun et Roglic-sammenbrud, der kan få farten på målbakken så meget presset i vejret, at selv et meget lille forspring vil blive lukket.

Konklusionen er altså, at en favoritafgørelse kan komme i spil i kraft af et farligt udbrud - hvilket er mindre sandsynligt med en flad start - eller en Roglic-nedtur. Ellers ligner det to løb, hvor udbruddet kører hjem, Roglic angribes på Domancy og Cordon, inden Jumbo igen tager kontrol og fører feltet op til mål.

Det fremgår allerede, at jeg tror på det sidste, og derfor vil jeg ikke bruge alt for mange kræfter på førstnævnte scenarium. Til gengæld er det vanskeligere at ramme en udbrudsvinder. Hvis udbruddet kører inden Romme, er der for mange tilfældigheder involveret, og selvom man skal klatre godt for at gøre det færdigt i en finale, hvor Cordon ligger så tæt på mål, at bedste klatrer formentlig vil kunne køre alene hjem fra et udbrud, er listen over mulige vindere længere, alene af den grund, at udbruddet ikke pr. automatik vil indeholde mange klatrestærke folk, som vi så det i dag.

Jeg vælger at gå med Damiano Caruso. Vi så i dag, at Bahrain leverede et kollektivt mesterstykke ved at sende to mand i udbrud, der senere var meget nyttige for Landa. I morgen kunne det være Carusos opgave at gøre det samme, og lykkes det ham at komme afsted, kan han blive svær at slå. Efter en rusten sæsonstart har han været flyvende i dette løb, hvor han var blandt de stærkeste de seneste to dage, ikke mindst i dag, hvor hans føringsarbejde skabte stor splittelse. Der er en risiko for, at Landa beder ham blive hos sig, hvis der skal lægges pres på igen, men han får under alle omstændigheder brug for fortropper også. Får han den opgave, vil det kræve held at komme afsted på det flade, men til gengæld kan han meget vel være bedste klatrer - og så har han endda spurten til at gøre det færdigt også. Derfor tror jeg på, at karrierens tredje sejr følger mindre end en måned efter nr. 2.

Alejandro Valverde er i fremgang, og selvom der er langt til topniveauet, er han konkurrencedygtig. Det kan kræve, at han sluger lidt stolthed for at gå i udbrud, men gør han det, er dette en glimrende finale for ham. De stejle bakker til sidst er ikke for lange, og målbakken passer perfekt til en spurtstærk afslutter som ham. Udfordringen bliver også for ham at komme afsted i den flade start, men han har i hvert fald tabt tid nok til at få friheden til det. Han har før vundet en Tour-etape fra et udbrud, så hvorfor skulle han ikke forsøge at gøre det samme her?

Lidt af det samme kan siges om Rigoberto Uran . Colombianeren bekræfter konstant, at han ikke længere har sit gamle niveau, men blandt de folk, der har tabt tid, er han stadig en af de bedste klatrere. Også han vil elske finalen, hvor stigningerne ikke er for lange, og hvor han kan bruge den fine spurt, han nu om dage viser alt for sjældent. Naturligvis kan han få til opgave at blive hos Martinez, men på denne etape er det for alle hold en fordel at have folk ude foran. Og det kan åbne døren for at gå efter en etape, hvis gruppen ikke hentes - præcis som Kämna gjorde det i dag. Det gør Uran til en stærk kandidat.

Etapens største joker er måske Geraint Thomas . Briten valgte i dag angiveligt helt bevidst at spare sig til et udbrudsforsøg i morgen, og derfor ved vi i hvert fald, at forsøget gøres. Ineos vil gå langt for at få ham afsted, og han er en af de få, der faktisk ikke nødvendigvis afskyr den flade start, specielt hvis han får hjælp af sit hold. Problemet er bare, at Thomas virker meget formsvag, og risikoen for, at han er oppe mod bedre klatrere til sidst, er stor. På den anden side er den sidste stigning så let, at der er tid til at komme tilbage i kraft af stor power og herefter gøre det færdigt med den gode spurt, han besidder. Og hvis han er bedre end antaget, er Thomas jo trods alt stadig en af verdens bedste klatrere.

Jeg må også pege på Davide Formolo igen. Egentlig var jeg fristet til at gøre ham til favorit, for den italienske mester er mildt sagt flyvende i disse dage. Problemet er bare, at holdbarhed i etapeløb er hans svaghed, og jeg tvivler på, at han stadig har niveauet fra fredag. Nu har han imidlertid haft en dag til at komme sig, og er han frisk, passer finalen ham godt. Stigningerne er korte og stejle, som han elsker dem, og selvom han ikke kan kaldes superhurtig, har han vist, at han er en udmærket puncheur til en spurt på den lette målbakke.

Tilsvarende må man fremhæve hans rival fra 3. etape. Pierre Latour tog sig en fridag og er nu klar til at angribe igen. Han viste fredag, at han ikke er for mærket af 2. etapes styrt, og han er en af de få, der med sin power har større sandsynlighed for at ramme et udbrud med en flad start. Også han vil glæde sig over finalen, hvor stigningerne ikke er for lange, og hvor han til sidst kan gøre brug af den fine spurt, der bare bliver bedre og bedre. Til gengæld ved vi også, at Latour er en uhyre svingende herre.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

I dag så vi det igen. Når Julian Alaphilippe rammer udbrud i sidste del af et etapeløb, er han ofte løbet tør for kræfter. Derfor er det lidt svært at tro, at han kan rejse sig og gøre det færdigt denne gang. Der er ingen tvivl om, at han vil angribe som besat, og fra start er han så stærk, at sandsynligheden for, at han rammer rigtigt er, stor. Problemet er bare, at vi igen i dag så, at mere end 4000 højdemeter og lange bjerge er meget for en fyr som ham, der ikke har holdbarheden fra Touren lige nu. Ser man alene på finalen, passer dem ham dog som fod i hose, og derfor kan Alaphilippe-sejr ingenlunde udelukkes.

Den før løbet sygdomsramte Adam Yates ligner en mand, der primært er her for at arbejde på formen. Han mangler i hvert fald stadig meget, og derfor er det lidt svært at se ham som stærkeste mand i det udbrud, han utvivlsomt vil ramme. De mange højdemeter taler nemlig slet ikke til fordel for Yates - slet ikke i hans nuværende tilstand. Alligevel ved vi, at han har været skræmmende stærk i de sidste to år, og selve finalen kunne han næppe have designet meget bedre selv. Nu skal han bare dels ramme udbruddet på flad vej - og det bliver svært for den spinkle brite - og vise, at formen er bedre end antaget.

Vi ved reelt ikke, hvor god form Sergio Higuita er i. Er han mærket af styrtet, eller er han bare skidt kørende? Han mangler i hvert fald en del lige nu, men efterhånden som styrtet kommer på afstand, burde han i hvert fald blive bedre. Med sin gode spurt og sit herlige punch vil han elske afslutningen, men det er klart, at det forudsætter, at han er bedre, end han har været hidtil. Og den flade start er ikke just en fordel for den lille colombianer.

I dag faldt Enric Mas definitivt ud af klassementet. Spanieren havde ellers vist fremgang i forhold til den hæslige indsats i Burgos, men den langsomme starter, der i teorien burde blive bedre og bedre, gik helt ned. Til sidst kan han dog også have smidt tid med vilje, og vi ved, at han har smag for udbrud sent i etapeløb, når motoren er varm. Det så vi med sejren i Baskerlandet for to år siden, og han vil elske at gentage det. Han er ikke voldsomt spurtstærk, men finalen er hård nok til, at bedste mand kører alene hjem. Nu skal han bare vise, at niveauet stadig er der efter et 2020 til skraldespanden. Heldigvis giver Guangxi-sejren et bevis på, at talentet gemmer sig et eller andet sted.

Victor de la Parte har som altid levet en anonym tilværelse lige bag de allerbedste. I dag var han imidlertid i feltet frem til målbakken, hvor han meget vel kan have tabt tid med vilje. En offday på 1. etape betyder, at han er ude af klassementet, men han viste gode ben med angrebet på Col de Porte. Problemet for De la Parte er, at han er spurtsvag, og finalen gør det lidt svært at se, at han kan gøre det færdigt. I dag viste Kämna dog, at det kan lade sig gøre, og morgendagens finale er trods alt hårdere.

Hvad med Chris Froome? Det har set decideret kritisk ud ned niveauet i dette løb, men de seneste to dage har han ikke lignet en mand, der overhovedet har kæmpet. Det kunne tyde på, at han har sparet sig, selvom det modsat Thomas ikke var meldingen fra Ineos. Der er mange ting, der skal flaske sig, hvis Froome både skal komme afsted og gøre det færdigt, for lige nu synes niveauet ikke at være der. På den anden side var han ikke helt ringe på Grand Colombier sidste søndag, og en firedobbelt Tour-vinder skal man aldrig afskrive - slet ikke fordi han jo faktisk kan spurte.

Ineos kunne også satse på Jonathan Castroviejo . Den lille spanier er blevet en ren bjergged, og han vil med sin power kunne drage fordel af den flade start. Har han benene fra Ain, kunne han godt lave ”en Kämna” til sidst, men det er også kravet for den spurtsvage spanier. Samtidig har han ikke virket helt så skarp her, og spørgsmålet er, om de mere end 4000 højdemeter trods alt ikke er for mange til, at han faktisk kan vinde.

Endelig vil jeg pege på David de la Cruz . Spanieren var virkelig en positiv oplevelse i dag, hvor han leverede sin bedste præstation siden den sidste af hans etapesejre i Paris-Nice. I forvejen så det hæderligt ud i Burgos, og med sin dieselmotor er han typen, der bliver bedre dag for dag. Generelt tror jeg ikke, at dagens udbrydere har mange chancer, men skal man pege på en undtagelse, er De la Cruz med sin motor manden. Problemet er, at han ikke ejer en spurt, men i dag var han jo ikke langt fra at køre alene hjem.

Der er flere andre kandidater, men jeg har svært ved at se dem gøre det færdigt. Alexey Lutsenko synes stadig for formsvag, og det samme gælder for Pello Bilbao, Jack Haig, der også var afsted i dag, samt Carl Fredrik Hagen, selvom han viste lidt takter i dag. Domenico Pozzovivo og Louis Meintjes gør det næppe færdigt i en finale som denne, og selvom han imponerer, har jeg trods alt svært ved at se Rafael Valls som bedste mand i et udbrud. Det samme gælder for Nicolas Roche, der ikke er på toppen, samt Gorka Izagirre, Valentin Madouas, Jan Polanc, Antonio Pedrero og Tanel Kangert . Efter en dag i gruppettoen aflyser jeg definitivt mit håb om, at Hugh Carthy er i form. Endelig tror jeg ikke på gentagelse fra dagens udbrydere ud over de to allerede nævnte.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Ender det mod forventning i en favoritafgørelse, er Primoz Roglic naturligvis favorit. Det bliver praktisk talt umuligt at køre alene hjem i modvind på den lette målbakke, og med tanke på Jumbos styrke vil det næsten altid ende i en spurt. Her har Roglic vist sig i særklasse, og er han på toppen, er det svært at se, at han ikke vinder.

Alternativet er naturligvis Thibaut Pinot . Franskmanden har været dårligt positioneret i de to første spurter, men har haft så meget fart, at han måske kunne have truet sloveneren. Særligt på det lette målbjerg, hvor det handler mere om fart end om styrke, vil Pinot kunne tage kampen, ikke mindst hvis Roglic er mærket. I dag var der ikke en reel spurt om en ligegyldig 9. plads, men Pinot fik i det mindste bekræftet, at han er spurtstærk. Jokeren er, at også han var i asfalten i dag, men han skulle ikke have slået sig.

Den sidste klassementsrytter, man kan se gøre det færdigt i en spurt, er Tadej Pogacar. Desværre har sloveneren været en gigantisk skuffelse, og troen på, at han kan rejse sig kan ligge på et lille sted. Omvendt ved vi, at han bliver bedre og bedre, og at han har det svært med varmen, men elsker regn. Det varslede uvejr er derfor til hans fordel, og vi har tidligere set ham vinde netop i uvejr i Andorra i Vueltaen. Pogacar har ikke formen til at vinde på ren styrke, men i en spurt i en større gruppe kan han i denne finale godt vinde på ren fart. Tilsvarende er Guillaume Martin og Warren Barguil jo heller ikke ringe afsluttere, men at se dem sejren foran Pinot, Pogacar og Roglic virker trods alt ikke realistisk.

Og slutteligt krydser vi fingre for, at det varslede uvejr ikke betyder manglende tv-billeder som på sidste års kongeetape!

OPDATERING: Primoz Roglic stiller desværre ikke til start. Det ændrer løbets dynamik totalt. Et udbrud har stadig gode chancer i det meget svære terræn, men der er nu flere klassementshold med interesse i at gå efter en etapesejr. Uanset om der er udbrud eller ej, vil fraværet af Jumbo-toget formentlig også gøre finalen mere selektiv, og flere klassementsryttere kan nu faktisk vinde etapen, selvom Pinot i kraft af sin gode spurt stadig må være favorit. Hos Jumbo skal Tom Dumoulin og Sepp Kuss nu køre finale, hvoraf særligt Dumoulin med sin spurt har chancer. Og Wout van Aert kommer i spil som en god kandidat til en udbrudssejr med de klatreben, han viste i går og den bløde finale.

Feltet.dks vinderbud: Damiano Caruso (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Rigoberto Uran (begge fra et udbrud)

Outsidere: Geraint Thomas, Davide Formolo, Pierre Latour, Julian Alaphilippe, Adam Yates (begge fra et udbrud)

Jokers: Sergio Higuita, Enric Mas, Victor de la Parte, Chris Froome, Jonathan Castroviejo, David de la Cruz

Kandidater til klassementsopgør: Primoz Roglic, Thibaut Pinot, Tadej Pogacar