Ruten

Vi skal mange år tilbage for at finde den sidste udgave af løbet, hvor der er hele fire oplagte sprinteretaper på programmet, men det er tilfældet i den historisk lette 2018-udgave. Således får de rene sprintere en ekstra chance for at jagte succes, inden det endelig bliver en smule mere kuperet i den afgørende weekend. I forhold til de foregående flade etaper er den sidste sprinterdag dog gjort en anelse vanskeligere ved, at den er henlagt til den belgiske by Lanaken, der er nabo til den hollandske by Maastricht og således er placeret i den kuperede Limburg-provins. Ganske vist er der ingen store stigninger på programmet, men lidt småbakker vil gøre terrænet lidt mere udfordrende, end det har været hidtil - et forhold, der dog ikke forhindrede samme etape i at slutte i en massespurt i sidste års udgave af løbet.

Etapen er med sine 204,4 km den hidtil længste og fører feltet fra Sint-Pieters-Leeuw til Lanaken på den tredje af de fire dage på den belgiske side af grænsen. Starten har et interessant lille krydderi, idet der indledes med en omgang på en flad rundstrækning i området vest for startbyen. Her er hovedudfordringen et 2,1 km langt brostensstykke, der indledes allerede efter 1,1 km, men derudover er der ikke mange udfordringer. Tilbage i startbyen kører man som på de tidligere etaper den første Primus-spurt efter 11,3 km, inden man sætter kursen mod sydøst. Her venter dagens sværeste terræn med flere mindre bakker på turen ned gennem Vallonien, men efter godt 50 km bliver det igen betydeligt fladere.

Efter godt 70 km drejer feltet mod nordøst for igennem fladt terræn at begive sig tilbage mod den flamske del, der nås kort før byen Tongeren, der passeres efter 142,8 km. Retningen holdes nu hele vejen frem til Lanaken, der er en belgisk forstad til Maastricht og derfor ligger på kanten af den kuperede Limburg-provins. Det betyder da også, at der er nogle enkelte småbakker, men intet af betydning.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Efter 165,4 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 8,1 km senere passeres målstregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en 10,3 km lang rundstrækning, der ikke er den samme som ved besøget i samme by sidste år. Den er en smule mere kuperet end rundstrækningerne de foregående dage, idet den første del er let stigende og den næste let faldende, indtil det flader ud til slut, hvor de sidste 2 km er stort set helt flade. Finalen er teknisk kompliceret med to sving på fjerdesidste kilometer, et sving på tredjesidste kilometer og yderligere et 180-graders sving i en rundkørsel med 1500 m igen. Herefter går det ligeud frem til stregen. Den sidste Primus-spurt kommer på første omgang med 26,1 km igen, og den gyldne kilometer er placeret på anden omgang med 15,5 km til mål.

Etapen byder på i alt 976 højdemeter.

Lanaken var vært for en lignende etape sidste år, hvor Edward Theuns tog karrierens største sejr ved at vinde massespurten foran Marko Kump og Tim Merlier på en dag, hvor de store sprinternavne alle endte længere tilbage. Byen var også vært for løbets ardenneretape i 2016. Her holdt et udbrud akkurat hjem, og Luka Pibernik slog Mark McNally og Bert Van Lerberghe i spurten, hvorved han sikrede sig sin klart største sejr.

Vejret

I dag slap feltet for de varslede byger, og det bør de gøre igen i morgen. Formiddagen vil ganske vist blive regnfuld, men det burde blive en tør, men skyet eftermiddag med kun enkelte solstrejf. Tmeperaturen ventes at nå 23 grader, og det vil være betydeligt mindre blæsende end hidtil med bare en let vind fra nordvest. Det giver medvind på første del af etapen og derefter sidevind på det lange stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være der være modvind på første del, medvind på anden del og sidevind efter sidste sving.

Analyse af 4. etape

Et cykelløb afgøres selvfølgelig med benene på landevejen, men det er ikke sjældent, at grundstenen til en sejr allerede bliver lagt i ugerne eller dagen forinden. I en sport, der foregår i forskelligt terræn hver eneste dag, er rutekendskab en nøglefaktor, og betydningen af at have læst på lektien og studeret løbets detaljer på computeren eller i virkeligheden kan ikke overvurderes. Især efter fremkomsten af Google Earth og adgangen til via internettet at gense tidligere finaler har revolutioneret mulighederne for forberedelse, og nu om dage er den slags hjemmearbejde en uundgåelig del af jobbet som professionel cykelrytter.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Om Jasper Stuyven har været på YouTube i går afstes, skal vi lade være usagt, men det var i hvert fald svært ikke at få en meget kraft fornemmelse af deja-vu, da den belgiske stjerne i dag to sin anden etapesejr på to år i sit hjemmebaneløb. Med et fantastisk holdarbejde som grundlag leverede han nemlig et næsten tro kopi af det mesterstykke, Mark Renshaw for fem år siden leverede, da han tog en af karrierens allerstørste sejr i den nu efterhånden velkendte finale i Ardooie, der er den hyppigst besøgte by i BinckBank Tour.

Det var ellers ikke meget, Renshaw fik ud af sit forsøg på at skifte karrrieren som verdens bedste lead-iut man ud med en status som topsprinter. Belkin-mandskabet gav ham ellers chancen for at teste sig selv af som afslutter, men det blev aldrig den store succes for australieren, der derfor ret hurtigt igen måtte se sig henvist til rollen som næstsidste mand, denne gang bare for Theo Bos i stedet for Mark Cavendish.

Og sjovt nok var det netop i den gamle rolle, at han oplevede sin allerstørste jubelstund. De skete i 2013, da Belkin på hjemmebanen i Eneco Tour, der i dag er kendt som BinckBank Tour, leverede et sandt mesterstykke på 1. etape, der dengang sluttede med den nu klassiske finale i den belgiske by, Ardooie. Her er serien på tre skarpe sving lige før den røde flamme samt den ekstremt smalle vej kendt som en af de mest tekniske afslutninger på WorldTour-kalenderen, og det var netop det, Renshaw udnyttede til scorer ikke blot en etapesejr, men også en dag i en WorldTour-førertrøje.

Alt var ellers lagt til rette for Bos, da hollænderne mod slutningen tog kontrol i feltet, og det så ud til, at Renshaw igen skulle gøre det, han gør allerbedst: aflevere en sprinter i den perfekte position. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for da Bos jokkede lidt på bremsen igennem de mange sving, fik Renshaw pludselig et hul, og da ingen kunne passere den hollandske sprinter på de smalle belgiske veje, var det alt for sent for de øvrige sprinterhold at reagere, da vejen igen åbnede sig. På det tidspunkt var den australske fugl allerede fløjet langt væk, og Renshaw kunne sekunder senere fejre sin store triumf.

Det er nærliggende at tro, at netop den etape blev afspillet på Stuyvens computer, da han i går gik til ro på hotellet efter et par svære dage i det hollandsk-belgiske etapeløb. Som ventet havde han fået sig en lussing på enkeltstarten, og med Mohorics smukke show i går så det meget svært for Stuyven at gentage sidste års samlede 3. plads - en mission, der allerede inden løbet var vanskelig på en rute, der med en historisk lethed tilbyder meget få muligheder for en klassikerrytter som Stuyven.

Stuyven kan meget vel have drømt sødt om Renshaws solonummer, for bare få timer efter at han var vågnet på i en belgisk hotelseng, leverede han en tro kopi af mesterstykket. Dermed lykkedes det ham igen at snyde sprinterne, der således for anden dag i træk måtte se skuffede til, mens eb outsider løb med den sejr, der skulle have været deres.

Trek viste tydeligt deres intentioner, da det meget forsigtige sprinterfelt med usædvanlig kontrolleret kørsel havde lagt alt til rette til en massespurt, men da amerikanerne ramte fronten med Ruben Guerreiro og Markel Irizar foran resten af deres tog, regnede de fleste vel bare med, at Stuyven skulle forsøge sig i spurten. Lidt overraskende var det derfor at se, at det var Mads Pedersen, der sad i sidste position bag sin belgiske kaptajn, for amerikanerne havde ikke lagt skjul på, at det var Stuyven, der er holdets sprinter i denne uge.

Med lidt omtanke burde man derfor have gennemskuet, hvad der var i gærde, for det var påfaldende, hvor desperat Trek kæmpede for at fastholde fronten. Med en jætte indsats fra Matthias Brändle og Ryan Mullen lykkedes det gang på gang at afvise både LottoNL-Jumbo og Katusha, der gjorde alt for at sætte deres supersprintere, Dylan Groenewegen og Marcel Kittel, op til sejr. Hver eneste gang, de forsøgte at få kontrol, måtte de imidlertid se sig overspurtet af Mullen eller Brändle, der med deres store arbejde sikrede, at Trek stadig var i front, da feltet ramte de berømte sving i Ardooie.

Det var her Stuyven trådte i karakter. Som Renshaw gjorde det i 2013 tog belgieren fronten, og da Pedersen samtidig med et tryk på bremsede imiterede Bos, opstod der lynhurtigt et hul, som på de smalle belgiske veje ikke kunne lukkes. Da det endelig igen blev muligt at gå forbi Pedersen, og Wanty lancerede deres tog for Timothy Dupont, var den belgiske fugl fløjet lige så langt væk som Renshaw for fem år siden, og herefter var det blot for Stuyven at spurte hele vejen til stregen, så han kunne tage sin anden etapegevinst i løbet på to år.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

I det store spil betyder det ikke det store, for de 10 sekunder, Stuyven fik godskrevet i tidsbonus, gør ikke meget for at reducere den allerede store afstand, han har op til Mohoric, men den kom på et tiltrængt tidspunkt for et Trek-mandskab, der trods Degenkolbs store brostenssejr i Touren har haf en halvskidt sæson. Stuyven viste imidlertid allerede i klassikerne og med sit store ridt på Mende-etapen i Touren, at han er klar til det næste skridt, og da Degenkolb synes genfødt, Mollema rejste sig med en flot præstation i San Sebastian, og Giacomo Nizzolo endelig synes at være kommet rigtigt i gang efter sine mange skader, er der måske lys for enden af tunnelen for det amerikanske mandskab, der næste år ligeledes kan se frem til at få et voldsomt boost, når Richie Porte ventes at slutte sig til.

Dermed blev etapen også endnu en nedtur for de skuffede sprintere, der ellers slikkede sig om munden ved rutepræsentationen for et par måneder siden. Den usædvanligt nemme rute lagde nemlig op til en sand sprinterfest med hele fire potentielle massespurter, men med nu kun ét skud tilbage i den ellers propfulde bøsse står de hurtige folk tilbage som løbets helt store tabere.

Mest skuffet har Caleb Ewan naturligvis grund til at være, for for første gang siden Clasica de Almeria den 11. februar lykkedes det faktisk den lille australier at vinde en massespurt. Trods en teknisk finale, der ikke umiddelbart passede ham, klarede han sammen med Roger Kluge positioneringen flot, og mens Groenewegen og Kittel blev fanget i kaosset på den smalle vej, skød han let frem forbi Zdenek Stybar til en flot, men skuffende andenplads. Resultatet er imidlertid endnu en bekræftelse på, at Ewan har intentioner om at sige flot farvel til Mitchelton-Scott, og at han burde kunne gøre en god figur i Tour of Britain og Tour of Guangxi samt nogle af efterårets endagsløb, der ligner de sidste mål i det australske holds trøje.

Groenewegen og Kittel har også grund til at være skuffede, for det så ellers ret lovendeud for dem begge i finalen, hvor deres tog var de mest velorganiserede mod slutningen. De tabte imidlertid kampen til Trek forud for de mange sving, og på forunderlig vis endte de derfor alt for langt tilbage på det tidspunkt, hvor det gjaldt om at sidde fremme. Derfor kom de aldrig for alvor til at deltage i spurten, men især Kittel, der ellers intet resultat fik med hjem, kan alligevel se tilbage på etapen med en vis fortrøstning, for vi skal vel tilbage til Tirreno-Adriatico i marts for at se et så velorganiseret lead-out for den tyske supersprinter. Med tanke på, at han på 1. etape viste, at han for en gangs skyld også er i form i anden halvdel af sæsonen kan det faktisk godt blive til en god sæsonafslutning i et år, der ellers har været lige til skraldespanden.

Det var i øvrigt påfaldende at se, at det var Zdenek Stybar, der spurtede sig til en 3. plads og dermed sikrede sig fire bonussekunder, der dog har begrænset betydning for tjekken, som leverede en katastrofeindsats på enkeltstarten. Det siger meget om finalens tekniske natur, at det var cykelekvilibristen Stybar samt em positioneringsstærk lead-out man i Rudiger Selig, der var Ewans værste rivaler i massespurten, og det var samtidig på sin vis smukt, at Stybar viste sig så smukt frem i netop denne finale, hvor han for fire år siden oplevede et af karrierens værste styrt, da han stillede til start som forsvarende mester.

Netop bonussekunder skulle også blive aktuelle, da den gyldne kilometer for første gang kom i spil.  Som forudsagt i gårsdagens optakt var muligheden for en førertrøje til Sean De Bie for stor for Veranda’s Willems til at lade gå til spilde, og derfor påtog belgierne sig også ansvaret for at skabe samling. I sidste ende fik de imidlertid Matej Mohoric lige i nakken, for den slovenske mirakelmand viste igen sin store styrke ved i stedet at øge afstanden ned til sin belgiske rival med to sekunder. Samtidig vandt han yderligere et par sekunder ned til hovedparten af sine øvrige rivaler, og dermed slap han igennem sin første dag som løbets førstemand på langt bedre vis, end han kunne have ventet.

Testet blev han og Bahrain-Merida imidlertid ikke for alvor på en dag, hvor hverken rute eller vejr lagde op til, at der kunne skabes den helt store ravage. Det er først i weekenden, at det svage arabiske B-hold for alvor skal testes, og i den sammenhæng har intet ændret sig, tre sekunder eller ej. Mohoric er nemlig formentlig så stærk, at han ikke kan knækkes på individuel styrke i det ret lette terræn, men det kan hans hold, der kan se frem til en byge af angreb fra ikke mindst det stærke Quick-Step-mandskab, der med bonussekunder til både Yves Lampaert og Zdenek Stybar i dag har vist, at de i hvert fald ikke har tænkt sig at lægge sig ned frivilligt. Tabet af Fabio Jakobsen er samtidig dårligt nyt for Mohoric, for det betyder, at belgierne nu bare vil spare på kræfter og være endnu mere opsatte på angreb i weekenden.

Set med danske øjne kan det virke en anelse bekymrende, at det var Michael Matthews og ikke Søren Kragh, der med hele seks bonussekunder endte som den store vinder på den gyldne kilometer. Det viser, at Sunweb i hvert fald ikke umiddelbart har planer om kun at køre for Kragh, som det i første omgang var meldt ud, men i lyset af den nye situation med Mohorics store forspring er det nu ikke unaturligt. Som sagt skal Mohoric knækkes på, at han ikke kan kontrollere løbet, og i den ventede angrebsbyge står Sunweb langt bedre med to kort at spille ud på skift. Skal Kragh vinde løbet, skal han formentlig afsted i et sent fremstød i weekenden, og i den sammenhæng betyder det intet, at Matthews nu er seks sekunder foran sin holdkammerat.

Og derfor er vi heller ikke blevet meget klogere. Bahrain bestod dagens lette test, der skal fungere som opvarmning til den store eksamen i weekenden, og især Quick-Step sendte i hvert fald en advarsel om, at de har skruet op for sværhedsgraden af det prøvesæt, der venter over to svære dage som afslutning på løbet. Alt er derfor lige så åbent, som det var for 24 timer siden - og det vil det formentlig også være om yderligere 24 timer, når sprinterne ventes at have udkæmpet deres sidste slag. Hvis de altså ikke igen lader sig snyde af en velforberedt rival, der har gang i YouTube og Google Earth i aften.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Favoritterne

Som sagt er der nu kun ét skud tilbage i den ellers velvoksne sprinterbøsse, og det vil helt sikkert sætte et markant præg på forløbet af fredagens sidste flade etape. Ganske vist er der i morgen både flere kilometer og højdemeter på programmet, men det burde ikke være nok til at snyde de hurtige folk. Ganske vist er der slet ikke tale om en kopi af sidste års etape i Lanaken, men terrænet er ikke meget anderledes, og sidste år så vi, at det endte i den ventede massespurt.

I dag var det ganske påfaldende, hvordan kombinationen af nervøsiteten for sidevind og angsten for igen at lade sig snyde betød, at det første udbrud knap fik den mindste smule snor. Allerede med 80 km igen blev de kørt ind, og heller ikke det følgende firemandsudbrud fik mere end et minut. Det viser, at sprinterne ikke længere tager blot den mindste chance, og efter at det glippede igen i dag, er det helt utænkeligt, at der vil blive løbet én eneste risiko i morgen.

Samtidig lægger vinden sig betydeligt, og vejrmæssigt bliver det den klart mest fredsommelige dag hidtil. Det vil lægge en betydelig dæmper på nervøsiteten, men alene det forhold, at der faktisk vil være sidevind stort set hele vejen frem til rundstrækningen, bør nok kunne give grobund for et vist stressniveau. At tro på splittelse er dog helt umuligt, og det ligner derfor en stensikker sprinterafslutning.

Derfor regner vi også med, at wildcard-holdene i deres kamp for spurttrøjen igen skal slås om udbruddets sammensætning, inden en gruppe ret tidligt vil komme fri. Herefter vil Bahrain-Merida tage kontrol, men ligesom i dag formoder vi, at Katusha, LottoNL og Mitchelton lynhurtigt vil give en hånd med. Den mindre vind betyder, at vi tvivler på en gentagelse af dagens scenarium, hvor udbruddet blev spist tidligt, og vi forudser et mere klassisk sprintforløb, hvor de først hentes på sidste omgang.

Spørgsmålet er, om den gyldne kilometer igen vil komme i spil. Med bare 15,5 km til mål kommer den så sent, at der er gode muligheder for, at klassementsrytterne igen skal spurte om sekunder. Især Veranda’s Willems må være opsatte på at give den et skud igen, for selvom Mohoric i dag satte dem til vægs, er De Bie på papiret den hurtigste af de to. De har reelt ikke meget at miste ved at gå efter førertrøjen, og det øger sandsynligheden for, at klassementet igen kommer i spil i bonusspurterne.

I sidste ende regner vi imidlertid med den massespurt, der er glippet de seneste to dage. Igen er der tale om en ganske teknisk sag med en del sving i finalen, men de sidste 1500 m foregår ad en helt lige og flad vej. Det bliver derfor svært at gentage en Stuyven-nummer, og der burde være plads til, at de hurtige folk kan sætte sig igennem med deres topfart, men positionering betyder dog fortsat en del forud for opløbsstrækningen.

Igen vil vi pege på Dylan Groenewegen som vores favorit. Den hollandske sprinter var efter sit Tour-styrt og en lille skadespause lidt halvrusten på 1. etape, men har nu fundet benene. Han synes at blive bedre og bedre, som dagene skrider frem. I dag kom han ikke frem i spurten i den meget tekniske finale, men i går viste han med en suveræn spurtsejr, at han er ved at have genfundet topfarten.

Groenewegen er sammen med Kittel feltets hurtigste mand, og han er samtidig ganske positioneringsstærk. Hans tog er ikke i stand til at dominere, men i dag var det ganske velorganiserede frem mod sidste sving. De tabte kampen mod Trek, men generelt viste de stor styrke. Det burde være nok til, at de kan holde Groenewegen fremme i den tekniske fase, og herefter har han 1500 m til at sætte sig igennem via sin imponerende topfart. Det kræver, at vejen åbner sig, for et perfekt lead-out får han næppe, men kombinationen af fart og positionering gør ham til den oplagte favorit.

Manden, der kan slå ham på topfart, er selvfølgelig Marcel Kittel. Det er stadig svært at glemme hans flotte spurt på 1. etape, hvor han viste, at han er på vej tilbage efter en svær, svær sæson. Som altid var problemet i mandags en dårlig position, men det skyldtes først og fremmes uheld til de tre vigtigste folk, Baptiste Planckaert, Viacheslav Kuzentsov og Rick Zabel. I dag viste Katusha stor styrke og var blandt de dominerende hold. Havde det ikke været for Treks overlegne styrke og den ekstremt tekniske og smalle finale, havde vi formentlig set Kittel starte sin spurt i en ganske god position. Katusha viste med et meget tilsvarende hold i Tirreno i marts, at de faktisk godt kan dominere i et felt af denne kaliber, hvor der mangler et suverænt tog, og med et langt, luge opløb kræver det blot en nogenlunde position og en åbning, inden Kittel kan bruge sin topfart til at tage sejren.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I dag vandt Caleb Ewan feltets spurt, og det var som nævnt ovenfor ganske opløftende. Som nævnt tidligere mangler den lille australier nemlig i dette løb i den grad Luka Mezgec, men i dag lykkedes det ham at med hjælp fra Roger Kluge trods en sen defekt at holde sig helt fremme i en meget teknisk finale. Det lover særdeles godt forud for morgendagens etape, for det ser ud til, at Mitchelton har et af de stærkeste tog i løbet. Det var tydeligt på 1. etape, at Ewan slet ikke har Kittels og næppe heller Groenwegens topfart, men han er ikke langt efter. Kan Mitchelton gentage det flotte arbejde fra i dag, kan en ret formstærk Ewan endelig rejse sig igen med en stor sejr.

I dag betalte Max Walscheid prisen for en sen defekt, der betød, at han skulle bruge mange kræfter på at komme tilbage. Samtidig blev han lukket inde i spurten, og derfor kom han aldrig til at vise den imponerende topfart, der ellers tog verden med storm i Tour of California. Heldigvis burde han have gode muligheder for revanche i morgen, for Michael Matthews har vist, at han trods sine klassementsambitioner er klar til at agere 100% lead-out man i finalerne. Sammen med Edward Theuns og måske også Søren Kragh burde de udgøre et af de bedste tog. Nu skal de bare have det til at fungere optimalt, for så har Walscheid utvivlsomt farten til at true de bedste.

I de seneste dage har Rudiger Selig igen vist sin evne som fantastisk lead-out man, for i de hektiske finaler har han begge gange været fremme. Problemet er bare, at han har tabt Matteo Pelucchi¸ og derfor er han endt med at udnytte sin gode positionering til at spurte selv. Det har han egentlig gjort ganske fint, men tyskeren er ikke selv hurtig nok til at vinde. Det er Pelucchi til gengæld, for han har i Slovenien vist, at han kan true de bedste. Kan han i morgen holde fast i Seligs hjul, har han alle muligheder for at få det perfekte lead-out, for som vi har set, er Selig suveræn til at holde sig fremme. Nu handler det bare om, at han ikke igen taber sin sprinter. Vi vil faktisk heller ikke helt udelukke Selig, hvis han igen ender med at skulle spurte selv, men det vil dog være en overraskelse, hvis han kan slå til i en mindre teknisk finale.

Vi har flere gange skrevet, at Timothy Dupont synes at være kommet ud af Touren i superform. Det viste han igen i dag, hvor han kørte sig til en fin 5. plads. Det var dog ikke så meget Dupont selv som resten af holdet, der imponerede, for ganske overraskende var det Wanty, der førte an i jagten bag den ensomme Stuyven. Dermed var det lille belgiske hold et af de stærkeste i den meget tekniske finale, og det lover godt forud for i morgen, hvor positionering igen er vigtigt. Dupont har samtidig vist, at han også selv besidder en fint topfart, og med et godt lead-out kan der være basis for et topresultat for sprinteren, der stadig drømmer om at genfinde benene fra jubelåret 2016.

En anden rytter, der har topfarten til at blande sig, er Kristoffer Halvorsen . Efter en svær sæson viste han på 1. etape, at det store sprinterpotentiale fortsat er der, men etapen viste også, at han desværre er alt for alene i finalerne. Det har han også været de seneste dage og vil være igen i morgen, selvom Sky ellers på papiret har flere hurtige folk. Han klarede dog positionskampen så flot i mandags, at han med lidt held kan holde sig fremme i denne finale, og med et langt opløb til at sætte sig igennem har han bedre chancer for at spurte med om sejren, end han havde i dag. Farten fejler i hvert fald ikke noget.

I dag viste Trek igen, at de har et fabelagtigt hold, og selvom de endda mistede Boy Van Poppel pga. en punktering, dominerede de totalt i finalen. Det kan give endnu en chance for Jasper Stuyven, for selvom han i dette sprinterfelt på topfart er klart overmatchet, er det ikke altid den hurtigste, der vinder i disse meget rodede finaler, hvor der mangler et decideret supertog. Det vil trods alt være overraskende, hvis Stuyven gør det igen i en mindre teknisk finale, men man kan ikke afskrive en gentagelse helt, hvis Trek spiller med musklerne på samme måde som i dag.

Det var egentlig opløftende at se Riccardo Minali ende på en 13. plads i dag, for de tekniske finale var bestemt ikke hans kop te. Også på 1. etape klarede han positionskampen fint, og det samme gjorde han i Danmark Rundt. Der er dermed klar fremgang at spore på det felt, der ellers har været hans store svaghed, og selvom han måske ikke har virket helt overbevisende i spurterne på dette seneste, ved vi, at farten er god. Klarer han igen positioneringen godt, kan han måske også genfinde fordums fart.

Det var virkelig godt at se Ryan Gibbons fremme i dagens finale, for dermed fik han igen vist, hvad vi har fremhævet flere gange: at han positionerer sig ganske godt. Samtidig har han i Reinardt van Rensburg en af feltets bedste lead-out men, og han imponerede særligt på 1. etape. Dermed udgør de en ganske god kombination i de ofte meget hektiske spurter i dette løb, og selvom Gibbons næppe har farten til at vinde, har han positioneringsevnerne til et topresultat.

Det samme har Jempy Drucker. Positionering har altid været hans store styrke og gjort ham til en meget stabil sprinter, men af uransagelige årsager har den evne været forsvundet på det seneste. Både i dag og i mandags klarede han imidlertid positionskampen formidabelt, og det kunne tyde på, at han er ved at genfinde tidligere tiders næse for placering. Kan han gentage det kunststykke i morgen, kan det blive godt, selvom han ikke har farten til at vinde.

Læs også

Jakobsen må sætte større lid til dansker - vigtig hjælper misser Giroen

Det har også været lovende at se Tom Van Asbroeck i dette løb. Belgieren er ellers i dag mest lead-out man, men her har han sin egen chance. Den har han grebet fint, for med god positionering og et solidt tog har han været en af de mest stabile. Den næse er vigtig i disse meget hektiske spurter og har givet ham bedre placeringer, end farten tilsiger. Han vinder ikke, men han synes at have positioneringen på plads, så det kan give ham et topresultat.

Det samme kan Daniel Hoelgaard måske opnå, men det skyldes ikke så meget ham selv som sit hold. Han har nemlig i Davide Cimolai en fremragende lead-out man, som ved EM endda viste, at han er i fabelagtig form. Det er en fantastisk gave for nordmanden at have så sublim støtte, og det gav ham i dag en flot top 10. Naturligvis vinder Hoelgaard med sin begrænsede topfart ikke, men det kan ikke udelukkes, at Cimplai faktisk giver ham dagens bedste lead-out. Sker det, kan han tage et af karrierens bedste resultater.

Endelig er der naturligvis Quick-Step. Efter tabet af Jakobsen er de uden sprinter, og derfor vinder de næppe etapen. I dag lykkedes det Zdenek Stybar med sin fantastiske tekniske egenskaber at udnytte den tekniske finale til at sikre sig en 3. plads. Det gentager han næppe i morgendagens powerspurt, men her kan det være en ide at holde øje med Yves Lampaert. Belgieren er så hurtig, at han selv kan blande sig i spurten, men han har både i år i Touren og i Vueltaen sidste år vist, at han er en mester i sene angreb. Uden Jakobsen har han friheden, og han kunne derfor være en kandidat til at gentage Stuyvens nummer fra i dag. Endelig har de også Florian Senechal, der måske er deres hurtigste mand, men næppe hurtig nok til at vinde.

OPDATERING: Matteo Pelucchi styrtede i dagens finale og er sendt til røntgen. Bora vil opdatere på hans tilstand via Twitter i løbet af aftenen.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Marcel Kittel, Caleb Ewan

Outsidere: Max Walscheid, Matteo Pelucchi, Timothy Dupont, Kristoffer Halvorsen

Jokers: Jasper Stuyven, Riccardo Minali, Ryan Gibbons, Jempy Drucker, Tom Van Asbroeck, Daniel Hoelgaard, Rudiger Selig, Yves Lampaert

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Edward Theuns’ sejr fra sidste år.