Prøv vores nye app
Optakt: 4 Jours de Dunkerque
14. maj 2024 13:22Foto: Israel Premier Tech
af Emil Axelgaard

De fleste fans har deres øjne rettet mod Giro d’Italia, men maj måned handler ikke kun om høje bjerge og lange enkeltstarter. Mens mange af de store grand tour-stjerner er samlet i Italien, rejser sprinterne og klassikerrytterne til Frankrig til et af landets største etapeløb, hvor de gør klar til fra tirsdag at indlede et slag på korte stigninger og i vindblæste forhold under 4 Dage ved Dunkerque, der - trods navnet - betragtes som seks på hinanden følgende klassikere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

I cykelsporten er maj måned synonym med Giro d’Italia, og derfor er det svært for andre løb at få megen opmærksomhed. Et af de løb, der forsøger at stjæle lidt af rampelyset fra den italienske grand tour, er 4 Dage ved Dunkerque, hvis navn er ganske misvisende, da det igen i år strækker sig over seks dage.

 

Mens de to løb måske slås om opmærksomheden, er de ikke rivaler, når det handler om at tiltrække ryttere. Faktisk kunne de ikke have været mere forskellige, da Giroen er kendt som et af de mest bjergrige på kalenderen, mens det franske løb finder sted i en relativt flad del af landet. Der er absolut ingen grund til, at klatrerne skulle rejse til Dunkerque, hvor de ingen mulighed har for at vise deres talenter.

 

Læs også
Tidligere klassementsstjerne får lang dopingkarantæne

 

I stedet er løbet, der er et af de største etapeløb i Frankrig, lidt som en tilbagevenden til marts og den første del af april. Løbet udgøres af seks etaper, der kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere, og hovedudfordringerne er brosten, vind og korte stigninger, ligesom løbet altid har været kendt som lidt af et sprinterparadis.

 

Det har gjort det til et perfekt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, og mange af disse folk har ser det som et stort mål, idet det udgør en sjælden chance for at vinde et etapeløb. Nogle af ardennerrytterne har før forsøgt at presse det sidste ud af klassikerformen og er gået efter et sidste topresultat, mens flere af rytterne fra brostensklassikerne har brugt løbet som deres comeback efter en lille pause. Igen i år afvikles løbet også to uger senere end vanligt, hvilket dog ikke ændrer på, at det for mange af de tungere folk er første løb i anden del af sæsonen.

 

Løbet blev skabt i 1955 af en gruppe entusiaster anført af René Quillot, som afviklede det over fire dage fa 1955 til 1962. Året efter blev det udvidet til fem dage, og det have endda en sjette dag fra 1969 til 1973, fra 1982 til 2011 og igen fra 2007 til 2009, inden det igen blev reduceret til fem etaper. Da der har været flere halvetaper undervejs, har antallet af etaper været helt oppe på 8, men de vanskelige økonomiske tider har taget hårdt på det. Man har således været i overlevelseskamp og mistede sin sjette dag i 2009.

Annonce

 

I et forsøg på at redde løbet slog arrangørerne sig sammen med Picardie-regionen op til 2017-udgaven. Tour de Picardie er forsvundet fra kalenderen, og det har givet anledning til, at de to områder har forenet kræfterne. Det betød, at man i 2017 igen kunne udvide løbet til seks dage, men det betød samtidig, at man geografisk har udvidet terrænet og derfor besøger nye områder. Da Picardie imidlertid også er fladt, har det intet ændret på løbets natur, men det har til gengæld sikret den langsigtede fremtid.

 

Tidligere har løbet som sagt ofte haft en enkeltstart, hvilket gjorde det til en begivenhed, der mindede meget om det gamle 3 Dage ved Panne, men det har altså ikke været tilfældet i mange år. Ser man bort fra en pludselig genkomst i 2023, blev den sidste enkeltstart afviklet i 2009, da en ung Rui Costa tog den samlede sejr, men siden da har enkeltstartsevner ingen rolle spillet. Derfor har løbets natur været ændret, og i stedet har hurtighed nu betydet meget, da bonussekunder ofte har spillet en afgørende rolle. Tit er det blevet vundet af en stærk sprinter, som da Arnaud Demare tog sejren i 2013 og 2014, da Bryan Coquard vandt i 2016, eller Clement Venturini sejrede i 2017. Oftest er det dog blevet vundet af en stærk klassikerrytter, der har kunnet holde sig til i vinden og på brostenene og kunnet gøre en forskel på kongeetapens stigninger.

 

Faktisk er de seneste otte udgaver en glimrede afspejling af, hvad vi normalt har kunnet forvente i dette løb. I 2014 vandt Sylvain Chavanel således kongeetapen, men tog ikke nok tid til at få ram på Arnaud Demare, der havde scoret mange bonussekunder. I 2015 fik Iganatas Konovalovas til gengæld sikret sig tilstrækkeligt til at slå Coquard, der tog revanche med en suveræn præstation i 2016, hvor han vandt de tre første sprintetaper og med en andenplads på kongeetapen tog en uhørt klar sejr, og i 2017 var det Venturini, der med bonussekunder fra de flade etaper og god kørsel på kongeetapen kunne vinde. I 2018 var det igen kongeetapen, der blev afgørende, da udbruddet højst overraskende holdt hjem og gav en samlet sejr til Dimitri Claeys, men vi i 2019 blev vidner til et Jumbo-show, hvor holdet vandt fem af seks etaper med hhv. Dylan Groenewegen og Mike Teunissen, der med en sejr på kongeetapen lagde grunden til den samlede triumf. I 2022 tog Philippe Gilbert karrierens sidste sejre, da han efter en sejr på en sjælden puncheuretape efter et forsvar på kongeetapen kunne tage den samlede sejr.

 

Sidste år var det også en puncheur, der vandt, men her blev løbet jo altså helt forandret af den pludseligt tilbagevendte enkeltstart. Også her bød løbet på en sjældent puncheuretape, hvor Romain Gregoire sejrede, og da det i sidevinden lykkedes af få skovlen under Benjamin Thomas, der havde vundet enkeltstarten, men blev ramt af defekt, kunne franskmanden med en flot kongeetape, hvor han ganske vist blev overspurtet af Per Strand Hagenes til sidst, overtage førertrøjen fra Kasper Asgreen og efter sidste etape tage den samlede sejr med 13 sekunder ned til danskeren og 15 sekunder ned til Cees Bol. Gregoire har i år et andet sæsonprogram med Touren som det store mål, og han forsvarer derfor ikke titlen, og da Astana og dermed Bol heller ikke deltager denne gang, bliver Asgreen den eneste genganger fra det seneste podium.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

I de senere år har løbet fulgt et ret ensartet format. Som regel har der været tre relativt flade etaper, hvor kun vinden har kunnet snyde sprinterne, en etape med brosten, der imidlertid ofte er kommet så tidligt, at de ingen rolle har spillet, og har været fraværende siden 2017, samt en kuperet kongeetape. Den model har man gentaget i 2017, 2018 og 2019, idet udvidelsen med en ekstra dag dog har tilladt, at man kunne lægge endnu en halvhård etape ind om fredagen, hvormed løbet har bestået af to klassementsetaper, herunder den klassiske kongeetape til Mont Cassel, samt fire flade etaper. I 2022 skippede man imidlertid den halvhårde fredagsetape, hvormed man fik et sprinterparadis med fem sprinteretaper, hvoraf den ene dog sluttede på en lille bakke.

 

Læs også
Vingegaard påbegynder højdetræningslejr

 

Sidste år nytænkte man imidlertid konceptet. For første gang siden 2009 bød løbet på en enkeltstart, og derudover blev kongeetapen suppleret med en ikke helt let puncheuretape. Brostenene var også tilbage, men atter i en helt ligegyldig rolle, og dermed havde man den mest varierede rute i mange, mange år.

 

Det har man til gengæld slet ikke i år, hvor man vender tilbage til det klassiske koncept, endda med en rute, der må betegnes som til den lette side. Enkeltstarten var et engangseksperiment, og der er hverken en puncheurfinale eller en halvhård etape. Den store nyskabelse er, at brostenene er med igen og denne gang kommer så sent, at de faktisk kan spille en rolle. Derudover venter den klassiske kongeetape samt fire relativt enkle sprinteretaper.

 

Løbet er derfor virkelig et sprinterparadis, som det plejer, og det kommer særligt til udtryk i starten. Således åbnes løbet med tre sprinteretaper i træk fra tirsdag til torsdag, og hvis ikke vinden vil det anderledes, ligner det stensikre massespurter. Herefter venter den første alvorlige udfordring fredag, hvor man som noget nyt skal over brosten i den fulde finale. Det kan sagtens ende i endnu en massespurt, men her kan der måske skabes forskelle, inden det for alvor går løs på lørdagens kongeetape med rundstrækningen i Cassel, der også har været brugt i de foregående syv udgaver, og hvor der altid er et hav af mulige vinderkandidater i en svært kontrollerbar finale, der har givet plads til puncheurs, men også de allermest holdbare sprintere. Meget ofte er det herefter så tæt, at bonussekunder kan komme i spil på en sidste etape, der som altid slutter på en teknisk rundstrækning i Dunkerque, hvor udbrydere i de senere år har haft en bemærkelsesværdig succesrate i deres forsøg på at snyde sprinterne.

 

1. etape

Den første del af løbet er altid dedikeret til sprinterne, og det vil også være tilfældet i år, hvor der ikke venter nævneværdige udfordringer på de første tre etaper. I 2017 havde man krydret åbningsetapen med lidt brosten, men i år kommer det ujævne underlag først senere. Derfor synes det kun at være vinden, der måske kan true de hurtige folk på tirsdagens åbningsetape, hvor man skal slutte helt ude ved den franske vestkyst.

Annonce

 

Som vanligt starter løbet i Dunkerque, og på førstedagen skal man tilbagelægge i alt 173,0 km, inden man krydser stregen i Le Touquet-Paris-Plage. Startbyen ligger som bekendt helt ude ved kysten i det franske fladland, og derfor er det næsten helt fladt, når man lægger ud med at køre mod sydvest ad lange, lige veje igennem fladt terræn, idet man dog holder sig et stykke inde i landet. Langsomt nærmer man sig et naturområde, hvor det blive er anelse mere kuperet, inden man efter 45,2 km kører dagens første spurt.

 

Her drejer man mod nordvest for at køre op ad den kategoriserede stigning Le Ventus d’Aembon (1,4 km, 5,2%), der har top efter 51,5 km. Nu zigzagger man sig mod sydvest og sydøst igennem let kuperet terræn, der har en bakke (800 m, 8,8%) med top efter 75 km, inden man kører mod syd ad lige og let kuperede veje frem til dagens anden spurt, der kommer efter 92,3 km. Derfra falder det let mord sydøst, inden man drejer mod vest for at køre op ad den kategoriserede stigning Preures (2,0 km, 3,9%), der har top efter 102,5 km. En nedkørsel leder mod nordvest, inden man det samme kører mod nord og ad den kategoriserede stigning Esgrange (1,9 km, 1,1%), der har top efter 108,5 km, og med det samme efterfølges af den kategoriserede stigning Bezinghem (1,1 km, 3,5%), der har top efter 108,9 km.

 

Nu er det slut med bakkerne. Det går herfra mod syd og sydvest igennem let kuperet terræn frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 126,7 km, hvorefter det går mod sydvest ad flade veje det sidste stykke ud til kysten, hvor man efter 137,9 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 141,4 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 10,4 km lange runde, der er helt flad. Først kører man mod syd ved langs kystvejen, inden man kører væk fra vandet mod sydøst og dernæst mod syd ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod øst og så nord, øst, nord og nordvest for at køre frem mod finalen. Her skal man igennem en rundkørsel med 2200 m igen, inden man drejer i en rundkørsel med 1700 m igen. Slutteligt er der to skarpe sving med hhv. 1100 m og 600 m igen, idet den sidste kilometer stiger let med 0,2%.

 

Etapen byder på i alt 1275 højdemeter.

Annonce

 

Læs også
Mads P. blandt flere tunge profiler til Dauphiné

 

Vinden er altid en trussel i Dunkerque og har af og til splittet feltet til atomer. Det skaber altid nervøs og aggressiv kørsel, men hovedreglen er, at 1. etape ender i en massespurt. Det er også det ventede udkomme i år, men en ganske teknisk finale betyder, at det bliver en spurt, der i højere grad vil handle om positionering end fart.

 

Le Touquet Paris-Plage har aldrig tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

Annonce

 

2. etape

Løbet kan af og til godt være en smule monotont med en endeløs serie af sprinteretaper, og sådan bliver det i særdeleshed i årets første halvdel. Bare 24 timer efter den første chance for sprinterne venter formentlig den næste. Ganske vist er terrænet her en anelse mere kuperet, når man kører mod syd nær kysten, men det er næppe noget, der kan genere sprinterne, som mere skal frygte den potentielle vind frem mod det, der denne gang ligner en rigtig boulevardspurt.

 

I alt skal der tilbagelægges 184,3 km, der fører feltet fra Wimereux til Abbeville. Fra start forlader man havet, når man kører mod øst op og ned ad en lille bakke, inden det bliver fladt. Herefter skal man over den kategoriserede stigning Huplandre (1,0 km, 7,0%), der har top efter 25,3 km, hvorefter man drejer mod syd.

 

Nu kører man mod syd i ganske lang tid, og mens det først kun er let kuperet, melder sig herefter de to kategoriserede stigninger Le Haut Pichot (1,0 km, 10,5%) og Frencq (1,4 km, 4,1%), der har top efter hhv. 43,5 km og 52,5 km og adskilles ad faldende terræn. Derfra går det videre mod syd igennem let kuperet terræn, idet man undervejs kører dagens første spurt efter 64,6 km. Senere bliver det stort set helt fladt, når man drejer mod sydvest for at køre frem til den anden spurt, der kommer efter 90,7 km, og sådan fortsætter det, når man kører mod sydøst og syd.

 

Man kører nu kortvarigt mod sydvest hen langs vandet, men det forlader man hurtigt for nu at køre mod sydvest, syd og derefter sydøst igennem let kuperet terræn, der byder på de to kategoriserede stigninger Quesnoy Le Montant (900 m, 4,3%) og Moyenneville (900 m, 4,4%) med top efter hhv. 130,3 km og 141,2 km. Efter nedkørslen bliver det fladt, når man kører mod sydøst og nordøst frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 152,3 km, inden efter 160,0 km krydser stregen for første gang.

 

Læs også
Girmay vinder eksplosiv finale

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 24,3 km lange runde. Først kører man mod nordøst igennem fladt terræn, inden man drejer mod sydøst for at køre op og ned ad en bakke og derefter ad let stigende veje. En nedkørsel leder nu mod sydvest, inden en lige og flad vej leder mod nordvest tilbage til målbyen, hvor de sidste 5 km er flade, idet man undervejs kører dagens sidste spurt med bare 6,0 km igen. Med 2800 m igen skal man igennem en rundkørsel og derefter med det samme dreje til højre, hvorefter sidste udfordring er et meget blødt sving med 800 m igen.

Annonce

 

Etapen byder på i alt 1511 højdemeter.

 

Vinden er altid en trussel i dette løb, men hvis ikke den blander sig, ligner det en af løbets talrige massespurter. Denne gang er det dog helt anderledes, end det var tilfældet på 1. etape, da der her er tale om en rigtig boulevardspurt i samme finale, som blev benyttet, da Olav Kooij sidste år vandt 1. etape.

 

Abbeville var flere gange i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Én gang var i dette løb, hvor Olav Kooij sidste år vandt åbningsetapen foran Max Walscheid og Paul Penhoët. Derudover var det alle gange i Tour de la Somme, da det fortsat var et etapeløb. Det har givet sejre til Rick Flens (2006), Lars Boom (2005), Tom Stamsnijder (også 2005), Wouter Van Mechelen (2004), Jimmy Engoulvent (2003), Jeremy Hunt (2001) og Michel Van Haecke (2000).

 

 

Annonce

 

 

3. etape

I de senere år har man været ret gode til at bryde monotonien, og sidste år skulle vi faktisk helt frem til 4. etape, inden vi fik den anden massespurt. Den trend har man imidlertid brudt i år, hvor den ene sprinteretape afløser den anden i løbets første halvdel. Således er der også på tredjedagen lagt op til et brag af en massespurt, hvis ikke den frygtede nordfranske vind vil det anderledes.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 165,1 km, der fører feltet fra Saint-Laurent-Blangy til Bouchain. Det er stort set helt fladt, når man kortvarigt kører mod syd og dernæst mod sydøst ad lange, lige veje. Efter 35,0 km skal man over den ganske lille kategoriserede stigning Havrincourt, der har top efter 35,0 km, inden man kører mod syd igennem terræn, der kun er marginalt mere kuperet frem til det sydligste punkt, der nås på toppen agf den kategoriserede Guyencourt-Saulcourt efter 53,3 km.

 

Læs også
Evenepoel får stærk opbakning i comeback

 

Nu drejer man mod øst og nordøst for at køre ad let stigende og let faldende veje frem til den kategoriserede stigning Vandhuile, der har top efter 65,0 km. Her drejer man mod øst for at køre frem til dagens første spurt, som kommer efter 66,8 km, inden det går igennem fladt terræn mod øst, sydøst og nordøst frem til det østligste punkt.

 

Her drejer man mod nordvest for at køre frem til dagens anden spurt, der kommer efter 97,3 km, hvorefter man sætter kursen mod nord og siden nordvest for at køre ad lige og ganske let faldende veje frem til dagens sidste spurt, der er placeret efter 127,9 km. Nu kører man igennem fladt terræn det sidste stykke mod nord frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 131,0 km, inden man efter 136,4 km krydser stregen for første gang.

Annonce

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 28,7 km lange runde, der er stort set helt flad. Først kører man ad lige og flade veje mod vest og nordvest, inden det går mod først sydvest, sydøst og øst igennem fladlandet ad lige veje. Nu drejer man mod sydøst, hvorefter vejene bliver betydeligt mere snoede og kringlede, og sådan fortsætter det, når man slutteligt kører mod nordøst tilbage til målbyen. Mod slutningen bliver det dog mere enkelt, da man slutteligt drejer med 2900 m igen og skal igennem en rundkørsel med 1800 m igen, inden der med 1000 m igen er først et sving og dermed med det samme en 90-graderskurve, hvorefter det falder let med 0,2%.

 

Etapen byder på i alt 1186 højdemeter.

 

Der er heller intet hokuspokus ved denne etape. Vinden bør være den eneste trussel mod en massespurt, selvom den sidste del af rundstrækningen ser en smule teknisk ud. Til slut retter vejen sig dog ud igen, og med et næsten 1000 m lang opløb bør der være rimelig plads til at lade farten tale.

 

Bouchain har aldrig tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

Annonce

 

 

 

Læs også
Ineos-stjerne medbringer stærkt Dauphiné-hold

 

4. etape

Løbet har relativt ofte budt på nogle af de frygtede nordfranske brosten, men de er stort set altid kommet så tidligt på etaperne, at de har været helt ligegyldige. I år vender det ru underlag tilbage, og denne gang kan det faktisk komme til at spille en rolle. Om fredagen brydes monotonien i hvert fald, når der skal sluttes på en rundstrækning med hele tre pavéer inden for de seneste 20 km, og selvom det stadig er ganske sandsynligt, at det ender i en massespurt, giver det klassikerrytterne den første af to chancer for at vinde noget tid.

 

I alt skal der tilbagelægges 171,3 km, der fører feltet fra Mazingarbe til Pont-a-Marcq igennem terræn, der er stort set helt fladt hele dagen. Man lægger ud med at køre mod nordøst igennem fladlandet, inden man vender rundt for at køre mod først sydvest og siden syd ned til dagens første spurt, der kommer efter 24,7 km. Nu går det mod nordøst ad let stigende, så let faldende og siden flade veje, inden man forsætter mod sydøst og så nord igennem fladlandet frem til den anden spurt, der er placeret efter 49,7 km.

 

Her drejer man mord nordøst, inden det går mod sydøst og øst frem dagens eneste kategoriserede stigning, den lille Deux-Villes, der har top efter 65,9 km. Herfra fortsætter man mod øst det sidste stykke frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 66,9 km, hvorefter man kører sidste del af en omgang. Det betyder, at man efter 68,5 km rammer den anden af rundstrækningens tre pavéer (1000 m) og efter 72,2 km den sidste af tre pavéer (2600 m), inden man efter 82,0 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 22,3 km lange rundstrækning, der er helt flad. Først kører man mod nordvest og sydvest, inden man kører mod syd over den første pavé (700 m), der for sidste gang rammes med 19,7 km igen. Derfra går det mod først syd og siden nordøst frem til den anden pavé (1000 m), der for sidste gang rammes med 13,6 km igen.

 

Nu kører man sydøst, inden det går mod nordøst over den sidste pavé (2600 m), der rammes for sidste gang med 9,9 km. Derfra resterer 7,3 flade kilometer på asfalt, der går først mod nordøst og siden nordvest ad en lang, lige veje, hvor de eneste forhindringer er rundkørsler. Over de sidste er der to af slagsen, nemlig med hhv. 2500 m og 900 m igen. Den sidste kilometer falder let med 0,1%.

 

Etapen byder på i alt 625 højdemeter.

 

Man må glæde sig over, at det denne gang er lykkedes for arrangørerne at sørge for, at pavéerne denne gang faktisk kan spille en rolle. I alt bliver det jo til hele 14 pavéer, og der er tre inden for de sidste 20 km. Det er altid umuligt at vurdere, hvor stor splittelse de kan skabe, og ganske ofte bliver man skuffet. Det er derfor ganske sandsynligt, at det ender i en reduceret massespurt, men denne gang kan det ikke udelukkes, at brostensspecialisterne kan vinde noget tid.

 

Pont-a-Marcq har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i endagsløbet GP de Pont-a-Marcq, der blev kørt fra 2010 til 2014 og blev vundet af Benoit Daeninck (2012, 2013 og 2014), Arnaud Demare (2011) og Frank Dressler-Lehnhof (2010).

 

 

Læs også
Rygte: Pogačars næste kontrakt når svimlende højder

 

 

 

5. etape

Det er blevet en tradition, at løbets kongeetape køres i Cassel om lørdagen, og det ændres der ikke på i år. Således venter der på næstsidste dag en etape, der igen i alt væsentligt afvikles på den samme 14,6 km lange rundstrækning, som har været benyttet i alle udgaverne siden 2015, og med hele otte ture rundt i det kuperede terræn er der tale om en udmarvende rute, der er meget sammenlignelig med det, som er kendt fra de seneste syv udgaver, og som formentlig vil krone den samlede vinder i en spændende dyst mellem puncheurs, ardennerspecialister og klatrestærke sprintere samt i år også tempospecialister.

 

I alt skal der tilbagelægges 179,1 km mellem Arques og Cassel. Fra start kører man først mod sydvest, nordvest og vest i en kringlet fase, inden det går mod først syd, så øst, så igen syd og øst og slutteligt sydøst igennem fladlandet ned til den første spurt, der kommer efter 26,0 km i det sydligste punkt. Herfra kører man kortvarigt mod nordøst, inden det går mod nord, nordøst og slutteligt igen nord ad lige og flade veje frem mod den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 53,5 km umiddelbart efter den kategoriserede stigning Porte d’Aire, der har top efter 52,9 km, hvorefter man krydser stregen for første gang efter 62,3 km

 

Derefter gælder det hele otte omgange om den 14,6 km lange runde, der byder på to stigninger med mål på toppen af den sidste, Mont Cassel. Den første af disse, Avenue Achille Samyn, stiger med 5,3% over 1,9 km, men skal deles i tre. Således stiger de første 500 med 3,4%, inden der venter 1000 m med 6,6%, hvorefter de sidste 400 m stiger med 4,0%. Toppen kommer med 8,8 km igen, hvorefter en helt lige nedkørsel og et let faldende stykke leder frem til målbakken Rue du Tambour.

 

Den stiger med 4,4% over 1,5 km, er helt jævn og er tillige brostensbelagt. Toppen kommer præcis ved den røde flamme, hvorefter det falder med 0,2% frem til mål med brosten over de sidste 800 m. Finalen byder på et skarpt sving under den røde flamme på toppen af bakken, hvorefter man gradvist kører rundt i et 180-graders sving, indtil man rammer opløbsstrækningen. Der er bjergpoint på toppen af den første stigning på 2., 4., 5. og 6. omgang og på målstigningen med 1 km til stregen på 1., 3., 4., 5., 6. og 7. omgang. Der er indlagte spurter efter 64,9 km og 152,5 km, dvs. på 1. og 7. omgang, i det flade område, der leder frem til den første af de to stigninger.

 

Etapen byder på i alt 2637 højdemeter mod 2307 højdemeter i 2023, hvor man kun kørte syv omgange.

 

Dette er løbets kongeetape og dagen, hvor klassikerrytterne for alvor skal gøre en forskel. Da finalen har været benyttet syv gange tidligere, ved alle, hvad der kan forventes. Historien viser, at det er en god rute for ryttere, der begår sig i både de flamske klassikere og ardennerløbene, men stærke sprintere som Bryan Coquard, Clement Venturini og Arnaud Demare har også været med langt fremme, og vi har også set endnu tungere folk som Marc Sarreau, Timothy Dupont og Eduard Grosu endda blandt de bedste i feltet. Rundstrækningen er svær at kontrollere og typisk præget af mange angreb, men oftest er det et gradvist udskilningsløb, der efterlader en gruppe på 15-20 ryttere, som eksploderer på den sidste stigning, hvorefter den stærkeste håndfuld typisk skal afgøres i en spurt på toppen. I 2018 så vi imidlertid også, at et udbrud kan gøre arbejdet færdigt, og det gør det til en meget åben etape.

 

I 2023 angreb Romain Gregoire så hårdt, at kun Per Strand Hagenes kunne være med, og mens Strand Hagenes spurtede sig til sejr, overtog Gregoire førertrøjen, inden Alexis Renard blev nr. 3 med et tab på 5 sekunder. I 2022 var det seks mand, der kørte væk på stigningen, og på toppen vandt Gianni Vermeersch spurten foran Oliver Naesen, Jake Stewart, Philippe Gilbert, der forsvarede trøjen, Benjamin Thomas og Baptiste Planckaert. I 2019 dominerede Jumbo suverænt, da Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen kørte væk sammen med Clement Venturini, og efter at have fulgtes ad op ad bakken spurtsejrede Teunissen foran Venturini og sin norske holdkammerat, mens Jens Keukeleire var ”best of the rest” 8 sekundere senere. I 2018 blev det som sagt til en overraskende udbrudssejr, da André Greipel nærmest sensationelt viste sig som den bedste af angriberne og til slut kørte fra Dimitri Claeys og Oscar Riesebeek på sidste stigning. I 2017 angreb Ignatas Konovalovas tidligt på sidste stigning og vandt med tre sekunder ned til Sander Armee, Oliver Naesen og Clement Venturini. I 2016 nåede syv mand toppen sammen, og her slog Xandro Meurisse til i en spurt foran Bryan Coquard og Marco Frapporti. Året forinden lignede det en sejr til Maurits Lammertink, men han blev til allersidst passeret af Omar Fraile, mens Alo Jakin vandt en firemandsspurt om tredjepladsen. I 2012 tog Zdenek Stybar en solosejr foran Carlos Betancur, mens Thomas Voeckler kom alene til mål med et forspring på hele 1.43 i 2011. Martin Elmiger slog Rui Costa i en spurt i 2010, mens Matthieu Ladagnous var den hurtigste af syv mand i 2007.

 

Læs også
Ungt klatretalent erobrer tinderne i Alpeløb

 

Sidste år var byen vært for de franske mesterskaber, hvor Valentin Madouas vandt linjeløbet foran Rudy Molard og Julien Bernard, mens Remi Cavagna vandt enkeltstarten foran Bruno Armirail og Pierre Latour.

 

 

 

 

 

 

 

 

6. etape

Løbet slutter altid på den klassiske rundstrækning i den flade kystby Dunkerque, hvor sprinterne som regel slås om sejren. Det vil også være tilfældet i år, hvor den helt velkendte afslutning venter. Sprinterne skal dog tage sig i agt for ikke blot vinden, men også udbrydere, der har haft overraskende megen held med at snyde dem i de senere år.

 

Læs også
Danskerhold melder fra: Hvad er formålet?

 

I alt skal man tilbagelægge 171,5 km med start i Loon-Plage og mål i centrum af Dunkerque, der lægger navn til løbet. I år er startbyen faktisk en forstad til målbyen, og derfor består den første del af etapen af en tur ud i terrænet syd for Dunkerque, hvor der er stort set helt fladt. Man lægger ud med at køre mod nordøst, sydøst, øst og sydøst igennem fladlandet frem til den første spurt, der kommer 24,8 km, inden det går mod sydøst og syd ned til dagens eneste kategoriserede stigning Mont des Recollets, der har top efter 42,3 km.

 

Her vender man rundt for at køre mod nord frem til den anden spurt, der kommer efter 48,4 km, og derefter går der mod nordvest, vest og igen nordvest hele vejen ud til kysten. Her kører man mod øst hen langs vandet forbi dagens sidste spurt, der er placeret efter 96,2 km, inden man når ind til centrum af Dunkerque, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 102,5 km og krydser stregen for første gang efter 112,0 km.

 

Etapen afsluttes nu med seks omgange på den 10,8 km lange runde, der er nytænkt og mere enkel end dem, man traditionelt har brugt. Først går det mod sydvest og nordvest, inden man drejer mod sydvest for at køre ad et meget teknisk stykke ud til kystvejen. Den følges nu mod nordøst ud til det østligste punkt, hvor man vender rundt for at kører mod sydvest, i første omgang parallelt med kystvejen, som man dog kommer længere og længere væk fra. Der er to hurtige sving på fjerdesidste kilometer, og derefter følger en teknisk fase med fire sving i rap ved 3 km-mærket, men derefter går det ad en lige vej frem til en teknisk afslutning, hvor man drejere tre gange med hhv. 1000 m, 600 m og 500 m igen. Den sidste kilometer falder let med 0,1% i snit.

 

Etapen byder på i alt 465 højdemeter.

 

I teorien burde vinden kunne komme i spil på en etape som denne, men det viser sig, at det sjældent er tilfældet. Som regel afsluttes det hele med et brag af en massespurt, men det er faktisk lykkedes for udbrydere at komme hjem ganske mange gange. Det er specielt sket, hvis vejret har været dårligt, hvor det er svært at organisere en jagt på den tekniske rundstrækning, men i år får sprinterne det lettere, da den nye rundstrækning synes enklere. Sprinterne skal alligevel være på dupperne på en dag, hvor man også ofte har set, at bonussekunder kan komme i spil i kampen om den samlede sejr.

 

I 2023 fik vi en spurt, der blev vundet af Tim Merlier foran Erlend Blikra og Cees Bol. Det gjorde vi også i 2022, hvor sejren gik til Gerben Thijssen foran Hugo Hofstetter og Lorrenzo Manzin, og i 2019, men med en overraskende vinder, da Mike Teunissen fik et hul grundet en punktering til sin sprinter, Dylan Groenewegen, som dog stadig endte som nr. 2 foran Timothy Dupont. Et udbrud snød sprinterne så sent som i 2018, hvor Olivier le Gac med et sent angreb snød Casper Pedersen for en stor sejr, og i 2017, hvor Adrien Petit tog en solosejr som en af tre overlevende udbrydere. I 2016 vandt Kenny Dehaes en massespurt, mens Edward Theuns var hurtigst i 2015. I 2014 tog Jimmy Engoulvent en overraskende udbrudssejr, ét år efter Yannick Martinez’ spurtsejr. Forud for det var der spurtsejre til Matteo Pelucchi (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009), Thor Hushovd (2008), Mark Cavendish (2007), Isaac Galvez (2006), Piotr Wadecki (2005) og Max van Heeswijk (2004). Benoit Vaugrenard tog en udbrudssejr i 2010. Byen har kun været mål for én andet stort cykelløb i dette årtusinde, nemlig Tour-prologen i 2001, hvor Christophe Moreau vandt foran Igor Gonzalez de Galdeano og Lance Armstrong.

 

 

 

 

Læs også
Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

I de senere år har 4 Dage ved Dunkerque været afgjort i en kamp mellem en af løbets dominerende sprintere, der har scoret masser af bonussekunder på de flade etaper, samt de bedste på kongeetapen, hvor de eksplosive klassikerryttere har kunnet gøre en forskel. Arnaud Demare har to gange vist, at det har kunnet lade sig gøre for en god sprinter at begrænse tidstabet så meget, at man har kunnet sikre sig bonussekunder nok til at sikre sig den samlede sejr, også selvom han ikke kunne køre med helt i front på den sværeste etape. Det skete imidlertid i udgaver, hvor kongeetapen var en anden. Bryan Coquard, der blandt sprinterne er en af de allerbedste klatrere, viste i 2016, at han endda kunne køre med om sejren på kongeetapen i Cassel, og det samme kunne den meget holdbare sprinter Clement Venturini i 2017 og 2019.

 

Omvendt viste etapen sig i 2015 at være for hård for Coquard, der tabte løbet på kongeetapen, mens vi i 2018, hvor et udbrud vandt, så, at selv ret tunge folk som Timothy Dupont, Eduard Grosu og Marc Sarreau endte langt fremme på løbets sværeste etape. I 2022 endte Jake Stewart som nr. 3, og i 2023 tabte Cees Bol og Olav Kooij som nr. 7 og 8 kun hhv. 8 og 11 sekunder.

 

Det viser også, at terrænet omkring Cassel er voldsomt uforudsigeligt, og at meget afhænger af, hvordan løbet gribes an. I langt de fleste tilfælde har man skullet være en meget klatrestærk sprinter for at kunne være med, men det kan altså gå anderledes. Samtidig så vi i 2018, at det svært kontrollerbare terræn også kan åbne døren for udbrud, og kombinationen af et terræn, der ikke er skræmmende svært, samt muligheden for begrænset kontrol, har givet en temmelig lang liste af potentielle vindere. Historien har dog også vist, at det som regel er en af favoritterne, der har vundet.

 

Sidste år var det en voldsom gamechanger, at vi havde en 15,9 km lang enkeltstart, men i år er alt ved det gamle. I visse udgaver har vi haft en semisvær etape ved siden af kongeetapen, som det eksempelvis var tilfældet sidste år, hvor kongeetapen blev suppleret af en puncheuretape. En sådan etape har vi ikke i år. Til gengæld har vi en mere seriøs brostensetape. I langt de fleste udgaver er der brosten på programmet, men i langt de fleste tilfælde er de også kommet så tidligt på etaperne, at de har været helt ligegyldige.

 

Denne gang er der en reel chance for, at de kan gøre forskelle. Tre pavéer inden for de sidste 20 af 4. etape - herunder 2600 m brosten, der ender bare 7,3 km fra stregen - har potentiale til at kunne blive brugt offensivt. Problemet med brosten er bare, at det altid er pokkers svært at vide, hvor selektive de er. I langt de fleste tilfælde gør de en begrænset forskel, og typisk vil det alligevel ende i en spurt, hvor det mest er styrt og defekt, der kan have skabt forskelle. Det går formentlig også sådan denne gang, men man kan ikke helt udelukke, at en gruppe af Roubaix-specialister kan køre væk på fredag.

 

Som altid er det vinden, der er den største trussel mod det oplagte manuskript. Den har før spillet en rolle, men det er dog sjældent alt for blæsende i denne del af Frankrig i maj, hvorfor det ikke er ofte, vi har set sidevindskørsel. Vi lægger ud med en tirsdag, hvor det heldigvis ser ud til at regne af i morgentimer, og hvor det vil blæse op i løbet af dagen, men ikke nok til at skabe splittelse. Derefter venter en smuk og vindstille onsdag og en torsdag, der kan give en del byger, men som vil have svage vindforhold.

 

Billedet vil være det samme på fredagens brostensetape, hvor man kan notere sig, at der vil være modvind hjem fra sidste pavé, hvilket øger chancen for en spurt. Lørdagens kongeetape ventes at finde sted i overskyet, tørt og relativt stille vejr og med medvind op ad sidste stigning, hvilket er skidt nyt for sprinterne. Endelig ventes der byger til søndagens finaleetape, men igen med for svage vindforhold til at spille en rolle. Det bliver altså næppe i år, at vinden kommer i spil.

 

Efter sidste års eksperiment står vi altså tilbage med det helt klassiske 4 Dage ved Dunkerque. Vi kan aflyse sidevinden, og dermed bliver det et opgør på bonussekunder og de forskelle, der kan gøres på kongeetapen og eventuelt på brostenene. Det er altså de samme ryttertyper som vanligt, nemlig stærke sprintere, der kan begå sig i de fem sandsynlige massespurter og måske i de indlagte spurter og herefter begrænse tabet på kongeetapen, samt puncheurtyper, der måske kan score lidt bonussekunder i de indlagte spurter, men ellers skal vinde løbet via den bonus og de ”rigtige” sekunder, de kan finde på kongeetapen. En faktor kan også være et stærkt hold, for kongeetapen kan af og til udvikle sig taktisk, selvom det plejer at skulle afgøres til sidst.

 

Læs også
Visma henter endnu et britisk talent

 

I den forbindelse er det værd at notere sig, at de seneste vindere af kongeetapen er Per Strand Hagenes, Gianni Vermeersch, Mike Teunissen, Valentin Madouas (bedste mand fra feltet), Ignatas Konovalovas, Xandro Meurisse og Omar Fraile. Selvom Romain Gregoire var stærkt sidste år, giver det et fint billede af, at vi snarere skal se i retning af brostens- end ardennerspecialister, og som sagt har typer som Clement Venturini og Jake Stewart været meget tæt på at vinde.

 

I år er det svært ikke at være lidt skuffet over feltet. Sidste år betød flytningen af løbet med to uger ellers, at vi havde et fremragende felt medbåde Olav Kooij, Arnaud De Lie og Tim Merlier, men i år halter det. Det er svært at pege på en sprinter, der bare vil dominere, og dermed kan bonussekunderne på de fem sprinteretaper måske blive fordelt ret pænt rundt. Det er uhyre vigtigt for klassikertyperne, for det er klart, at en sprinter, der får 50 sekunder for at vinde fem etaper, har enormt meget at give af på kongeetapen.

 

Endnu bedre for puncheurtyperne er det, at de bedste sprintere ikke er særligt holdbare. Arnaud Demare gør comeback efter en lang pause, så hans holdbarhed er tvivlsom, og det samme gælder om Pascal Ackermann. Tidligere havde Sam Bennett været storfavorit, men kan han klare Cassel i dag? Paul Penhoët havde været oplagt, men også han har været ude med en skade, og kongeetapen er for hård for Jason Tesson, mens den er på grænsen for Casper van Uden. Så er der Milan Menten, der ligner det gode bud på kongeetapen, men hvor godt kan han klare sig i dette sprinterfelt?

 

Jeg er ikke alt for begejstret for sprinterfeltet, og derfor går jeg med en puncheurtype. Kongeetapen burde være skræddersyet til Riley Sheehan, der er fremragende kørende lige nu. Hans 13. plads i Flandern Rundt vidnede om hans tårnhøje niveau i terræn som dette, og siden sit comeback er han blevet nr. 4 i den stigende spurt i Famenne, nr. 3 i Frankfurt og senest nr. 4 på gruset i Tro-Bro Leon. Det er et problem, at han ikke skal køre massespurter, men med den fart, han viste i Frankfurt, kan han måske få lidt bonus undervejs. Drømmen er, at han kan vinde tid på brostensetapen, men formentlig skal han vinde løbet via kongeetapen. Her ligner han for mig den mest formstærke favorit med en god chance for at gøre det færdigt på toppen, og derfor tror jeg, at han fortsætter sit vilde gennembrud ved at tage sin første store sejr i et etapeløb.

 

Israel-PT har dog også en anden af de store favoritter. Ja, faktisk havde jeg haft Corbin Strong som favorit, hvis jeg var helt sikker på hans form. Hans comeback med 2. pladsen i Finistere var lovende, og det siger nok ikke det store, at han missede det store udbrud i søndags. Han bør i dette felt være den naturlige favorit til kongeetapen, og brosten burde han vel også kunne klare, men han har bare ikke fundet sit allerbedste niveau i år. Heller ikke han skal køre massespurter, men han er hurtigere end Sheehan, og dermed kan han få flere bonussekunder undervejs. Hans fine spurt i lørdags giver mig en vis tryghed ved hans form, men han har skuffet mig så meget i år, at jeg tror en anelse mere på hans holdkammerat.

 

Holdet tredje gode bud er Jake Stewart. Som nævnt er han tidligere blevet nr. 3 på kongeetapen, men da han denne gang ikke skal spurte for holdet, skal han formentlig vinde kongeetapen for at tage den samlede sejr. Her ligner Strong og Sheehan bedre bud, særligt fordi han skuffede mig fælt i spurten i Vallonien i sidste uge, hvor han var helt uden fart. Det fjerde kort er Tom Van Asbroeck, der passer til kongeetapen og endte som samlet nr. 5 i 2019, men han er ikke på samme niveau som dengang og ligner en hjælper. Holdets sprinter er Pascal Ackermann, der med sin forbedrede holdbarhed i dette sprinterfelt burde være en af de tunge favoritter, men efter den lange skadespause var han helt uden form i Vallonien. Guillaume Boivin kunne også køre klassement her, men må være hjælper. Endelig er det vel også ret klart, at Israel-PT har det stærkeste hold til kongeetapen, og dermed har de både muligheder i det taktiske spil og ikke mindst truppen til at gøre det hårdt for sprinterne.

 

Den værste rival kunne være Pierre Gautherat. Han skuffede i klassikerne, men vi så hans potentiale i løb som disse med hans flotte kørsel i Omloop. Efter pausen kom han uhyre stærkt tilbage med 3. pladsen i Tro-Bro Leon, og han burde således også stå stærkt på både 4. og 5. etape. Han lider under, at heller ikke han skal køre massespurter, men han kan vinde bonus undervejs, hvis det flasker sig. Vigtigst er det dog, at han ligner en af de helt tunge favoritter til at vinde kongeetapen.

 

Ag2r har også Oliver Naesen, der blev nr. 3 i 2017 og nr. 2 i 2022. Begge gange var han på podiet på kongeetapen, der således passer ham perfekt, og efter at han pludselig rejste sig fra de døde i Flandern Rundt, skal han igen tages seriøst. Det tog ham dog noget tid at finde det niveau, og da dette er hans comeback, tvivler jeg på, at han er lige så flyvende nu. Holdets tredje bud til kongeetapen er Dries De Bondt, der også burde passe til denne stigning, men han har skuffet hele året og intet vist siden sit comeback. Nej, holdets joker i stedet Sam Bennett. Den bedste Bennett havde været storfavorit i dette løb. I dag er kongeetapen nok for hård, men vi så i Paris-Nice, at han måske kan begrænse tabet, og i dette felt kan han faktisk vinde en del bonus i massespurterne. Det virker ikke helt umuligt at se ham fremme. Stan Dewulf var et oplagt bud, men efter den lange skadespause synes han stadig at mangle lidt fir meget, mens Edvald Boasson Hagen i dag er ren hjælper,

 

Min hovedpine er Milan Menten. Hvor godt kan han klare denne kongeetape? Jeg bliver overrasket, hvis han vinder, men han burde kunne forsvare sig hæderligt. Herefter er spørgsmålet, hvor megen bonus han kan få i massespurterne undervejs. Han er ikke verdens hurtigste sprinter, men i dette felt er han ganske konkurrencedygtig. Han har også en af løbets bedste lead-out men I Lionel Taminiaux, og efter en generelt skuffende sæson viste han ret god form i Romandiet. Jeg tror, at kongeetapen bliver lidt for hård, men han kan bestemt overraske mig. Taminiaux har også i Binche før overrasket mig med sin holdbarhed, men han er altid kommet til kort. Et langt bedre bud er den i år så eksplosive og hurtige Jenno Berckmoes, der ligner et godt bud på kongeetapen, men mine favoritter er bedre afsluttere, og han gør comeback efter klassikerne. Holdet har også den spændende Alec Segaert, men han skal angribe tidligt, hvis han skal vinde kongeetapen, og Arjen Livyns synes ikke længere stærk nok. Liam Slock bliver stærkere og stærkere, men skal også angribe tidligt.

 

Læs også
Landstræneren inden stort U23-etapeløb: Vi har en af favoritterne

 

FDJ har Rudy Molard. Franskmanden chokerede med sin 3. plads i Finistere, hvor finalen ellers burde være for let, og det vidner om, at han er tilbage i form efter sin lange pause med en hjernerystelse. Jeg vil dog tro, at han mangler punchet til at vinde kongeetapen til faktisk at vinde, men efter chokket i lørdags kan han ikke afskrives, hvis han overlever brostenene. Holdets andet bud er Sam Watson, der burde være den ideelle holdbare sprintertype, men han kom til kort i både 2022 og 2023, og selvom han har gjort det hæderligt i år, synes han kikke mærkbart stærkere end sidste år. Holdets helt store joker er den holdbare sprinter Paul Penhoët, der er den helt perfekte type til dette løb. Han har været ude indtil nu med en skade, men siger, at han regner med at være helt klar til dette løb, og hans comeback i Vallonien var godt. I dette sprinterfelt kan han virkelig få megen bonus, men jeg tvivler på, at holdbarheden allerede rækker. Sidste år blev han nemlig kun nr. 36 på kongeetapen. Holdets sidste bud er Sven Erik Bystrøm, der burde være skabt til denne kongeetape, men han fortsætter med at skuffe og nævnes ikke som en af kaptajnerne.

 

Total har den uhyre spændende Thomas Gachignard, der senest imponerede i Tro-Bro Leon, som ellers burde være for fladt for ham. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke han er helt fremme på kongeetapen, men da han er spurtsvag, har jeg lidt svært ved at se ham vinde. Den gode spurt har derimod Antony Turgis, der før er endt som samlet nr. 4, men selvom han var meget aktiv i Tro-Bro Leon, synes han ikke længere at kunne køre med om sejren på kongeetapen, der i dag også må være for hård for Lorrenzo Manzin, der ellers var helt fremme i 2022. Fabien Doubey har ikke vist meget i år, men kan sikkert gøre det høderligt på kongeetapen.

 

Det er sjældent, at man finder en af de tunge favoritter på et af kontinentalholdene, men sådan må det være med Auber. De har nemlig Alexandre Delettre, der efter skiftet har været her, der og alle vegne. Senest viste han god form med en 2. plads i søndags, og han har jo i år fundet en fart, han ikke tidligere har haft. Det gør ham skabt til denne kongeetape, men efter hans lidt skuffende 13. plads i Finistere, tvivler jeg på, at han kan vinde kongeetapen, hvad han vil skulle for at tage den samlede sejr. Han ledsages af Joris Delbove og Nicolas Breuillard, der kan gøre det pænt på kongeetapen, der dog er for eksplosiv, mens Romain Cardis ikke har den rette holdbarhed længere, selvom han i 2022 endte som en samlet nr. 9.

 

Det er sjældent, at man skal tro på Bingoal i et løb på dette niveau, men det skal vi her Luca Van Boven har været flyvende siden sin flotte kørsel i Loire, og senest er han blevet nr. 6 i Morbihan og nr. 12 i Finistere. Han er som puncheur skabt til denne kongeetape, men det siger nok lidt meget, at han var bedre i Morbihan end i Finistere. Jeg tror, at kongeetapen bliver lidt for let til, at han kan vinde. Han ledsages af den unge Giacomo Villa, der gjorde det pænt i Finistere og kan komme et stykke, mens Aaron Van Der Beken til gengæld slet ikke har vist form.

 

Er Fabio Christen ved at være i form? Hans 5.plads i Vallonien sidste år tilsiger, at han kan komme virkelig langt på denne kongeetape, men han har skuffet hele året. Hans 24. plads i Morbihan var dog ikke helt ringe i en finale, der var for svær, men han synes stadig at mangle for meget. Han ledsages af den holdbare sprinter Rory Townsend, men han bør finde kongeetapen lidt for svær, og Frederik Frison er for tung.

 

Jeg er vel nødt til at give Alexis Renard en vis rangering. Sidste år overraskede han mig nemlig stort med en 3. plads på kongeetapen, men han har til gengæld slet ikke fundet formen i år. Der var dog en smule fremgang at spore i Tro-Bro Leon, og med tanke på hans overraskelse sidste år, tør jeg ikke udelukke ham. Et andet bud er Piet Allegaert, men selv da han var bedst, kom han altid til kort på kongeetapen. Her har de også Aimé De Gendt, men efter en lille opblomstring i Denain har han intet vist i år. Kongeetapen er for hård for holdets sprinter, Milan Fretin, og for Alexis Gougeard. Et bedre bud er Ben Hermans, der har vist enkelte livstegn, men de har været for få til, at man kan tro på ham, da kongeetapen heller ikke er ideel.

 

Sidste år blev Kasper Asgreen nr. 2, men det skyldtes enkeltstarten. Han skuffede desværre fælt på kongeetapen, hvor han mistede førertrøjen og blev slået af folk som Kooij og Bol. Det er stadig klart, at den bedste Asgreen havde været favorit til at vinde denne kongeetape, men jeg har desværre svært ved at finde gode argumenter for, at han skulle være mærkbart bedre end sidste år - men har han pludselig niveauet fra Touren, kan han til gengæld vinde løbet. Soudals joker er deres unge puncheur Antoine Huby, der burde passe til denne kongeetape, men efter en lovende start har han været helt fra snøvsen. Man kan håbe, at han endelig har fundet sig selv efter en pause. Holdets sprinter er Jordi Warlop, der har den rette holdbarhed, men han har været uhyre formsvag i år og får svært ved at gå top 3 i massespurterne her. Martin Svrcek imponerede sidste efterår, men gør comeback efter en skade. I stedet er det mere spændende med den unge Warre Vangheluwe, der godt kunne passe til denne kongeetape, men jeg vil tro, at han er lidt for tung. Endelig har holdet Fausto Masnada, der dog stadig er en skygge af sig selv, og han vil selv i sin bedste udgave få svært ved at vinde denne kongeetape.

 

Jeg har ikke den helt store tiltro til DSM. Egentlig burde Nils Eekhoff være en af topfavoritterne, men han synes slet ikke i form. Han er udgået af begge løb efter pausen, og selvom de siger, at det skyldtes uheld i Tro-Bro Leon, er der ikke meget i hans seneste løb, der tyder på, at han vil være helt fremme. Holdets anden erklærede kaptajn er John Degenkolb, men han er i dag nok for tung til denne kongeetape. Et andet bud er formentlig Sean Flynn, der passer fint til kongeetapen, men slet ikke har vist form på det sidste. Derfor vil det heller ikke undre mig, hvis Casper van Uden ender bedst. Han kan virkelig få megen bonus i dette sprinterfelt, og selvom han nok vil finde kongeetapen for hård, har han overrasket mig så meget i Wevelgem og AlUla Tour, at jeg ikke tør udelukke, at han kan klare kongeetapen hæderligt. Hans kørsel i Morbihan giver mig faktisk en vis optimisme, men han skal virkelig vinde mange massespurter, hvis det skal lykkes at komme hele vejen.

 

Arkea kommer med Arnaud Demare¸ hvis historik tilsiger, at han bør være blandt topfavoritterne, men da han gør comeback efter sin træthedspause, har holdet ingen klassementsambitioner med ham. De har også Matis Louvel , der burde være en af de tunge favoritter, men han har intet vist i sine tre løb siden skadespausen. Nej, de skal nok satse på Amaury Capiot, der er den perfekt holdbare sprinter til dette løb. Han skal bare ikke køre massespurter, og derfor skal han vinde løbet via kongeetapen. Han har skuffet mig i de seneste løb, og da kongeetapen traditionelt har været for hård, ser det svært ud. Solide Anthony Delaplace går altid i top 20 i dette løb, men jeg er ikke sikker på, at han stadig kan det. Unge Mathis Le Berre kan komme et stykke, men slet ikke hele vejen.

 

TDT-Unibet har et bredt hold. Jeg vil tro, at deres bedste bud er Jordy Bouts, der kunne passe godt til denne kongeetape, men der er stor usikkerhed om formen. Han er kommet godt tilbage i sine første løb i sæsonen, men han mangler med to løb i benene nok stadig for meget. Et andet bud er den holdbare sprinter Axel Huehns som stadig er ubeskrevet, men som har vist takter, der lover godt for denne kongeetape. Holdet har også Andreas Stokbro, der som holdbar sprinter passer til løbet, og Sebastian Nielsen, der gjorde det godt i en af puncheurfinalerne i Tyrkiet. De får dog svært ved at få bonus her, og kongeetapen er nok for svær for dem begge med Stokbro som det bedste bud. Zeb Kyffin har endnu intet vist i år.

 

På de øvrige kontinentalhold er det værd at holde øje med Alexis Guerin, der er en af de bedre klatrere og synes i form, men som vil finde kongeetapen for eksplosiv. Den holdbare sprinter Emmanuel Morin er altid kommet til kort på kongeetapen og har ikke vist den bedste form. Samuel Leroux kan komme langt, men hans form synes ikke helt oppe at ringe. Andre, der kan gøre det godt, er Robert Donaldson og Jean-Louis Le Ny, mens Maxime Jarnet fortsætter med at skuffe.

 

***** Riley Sheehan

**** Corbin Strong, Pierre Gautherat

*** Milan Menten, Rudy Molard, Jenno Berckmoes, Oliver Naesen, Thomas Gachignard

** Alexandre Delettre, Luca Van Boven, Jake Stewart, Sam Bennett, Sam Watson, Fabio Christen, Alexis Renard, Kasper Asgreen, Nils Eekhoff, Amaury Capiot, Casper van Uden, Paul Penhoët, Anthony Turgis, Antoine Huby, Tom Van Asbroeck, Sven Erik Bystrøm, Alec Segaert, Alexis Guerrin, Warre Vangheluwe

* Arjen Livyns, Jordy Bouts, Axel Huehns, Andreas Stokbro, Sean Flynn, Dries De Bondt, Stan Dewulf, Matis Louvel, John Degenkolb, Fausto Masnada, Jordi Warlop, Piet Allegaert, Samuel Leroux, Robert Donaldson, Aimé De Gendt, Sebastian Nielsen, Rory Townsend, Anthony Delaplace, Mathis Le Berre, Emmanuel Morin, Joris Delbove, Nicolas Breuillard, Ben Hermans, Liam Slock, Giacomo Villa, Lorrenzo Manzin, Fabien Doubey, Lionel Taminiaux, Arnaud Demare, Pascal Ackermann, Frederik Frison, Guillaume Boivin, Romain Cardis, Alexis Gougeard, Zeb Kyffin, Jean-Louis Le Ny, Maxime Jarnet

 

Danskerne

På Soudal er Kasper Asgreen en af kaptajnerne, hvorfor han er omtalt ovenfor, og det samme gælder for Andreas Stokbro og Sebastian Nielsen hos TDT-Unibet, hvorfor de ligeledes er omtalt ovenfor.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Riley Sheehan
Corbin Strong, Pierre Gautherat
Milan Menten, Rudy Molard, Jenno Berckmoes, Oliver Naesen, Thomas Gachignard
Alexandre Delettre, Luca Van Boven, Jake Stewart, Sam Bennett, Sam Watson, Fabio Christen, Alexis Renard, Kasper Asgreen, Nils Eekhoff, Amaury Capiot, Casper van Uden, Paul Penhoët, Anthony Turgis, Antoine Huby, Tom Van Asbroeck, Sven Erik Bystrøm, Alec Segaert, Alexis Guerrin, Warre Vangheluwe
Arjen Livyns, Jordy Bouts, Axel Huehns, Andreas Stokbro, Sean Flynn, Dries De Bondt, Stan Dewulf, Matis Louvel, John Degenkolb, Fausto Masnada, Jordi Warlop, Piet Allegaert, Samuel Leroux, Robert Donaldson, Aimé De Gendt, Sebastian Nielsen, Rory Townsend, Anthony Delaplace, Mathis Le Berre, Emmanuel Morin, Joris Delbove, Nicolas Breuillard, Ben Hermans, Liam Slock, Giacomo Villa, Lorrenzo Manzin, Fabien Doubey, Lionel Taminiaux, Arnaud Demare, Pascal Ackermann, Frederik Frison, Guillaume Boivin, Romain Cardis, Alexis Gougeard, Zeb Kyffin, Jean-Louis Le Ny, Maxime Jarnet
INFO
4 Jours de Dunkerque
Nyheder Profil Resultater
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 29. maj 2024

Landevej
Bora går på rov hos Ineos
Landevej
WorldTour-hold bryder sejrstørke og rydder podie
Landevej
Ineos-stjerne medbringer stærkt Dauphiné-hold
Landevej
Evenepoel får stærk opbakning i comeback
Landevej
Tidligere klassementsstjerne får lang dopingkarantæne
Landevej
Ungt klatretalent erobrer tinderne i Alpeløb
Landevej
Mærkværdig situation: Herrehold på startlisten til kvindeløb
Landevej
Visma henter endnu et britisk talent
Landevej
Minut for minut: Sådan vandt eritreeren grænseløbet
Landevej
Optakt: Mercan’Tour Classic Alpes-Maritimes
Landevej
Optakt: Circuit Franco-Belge
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewLandstræneren inden stort U23-etapeløb: Vi har en af favoritterne
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansker inden klassiker: Vi kører for at vinde
Landevej
UAE-profil vender tilbage på cyklen efter mareridtsstyrt
Landevej
Fransk guldfugl sværger troskab: Jeg vil give alt tilbage
MTB
Sagans drøm slukkes: Dårlige præstationer koster dyrt
Landevej
Rygte: Pogačars næste kontrakt når svimlende højder
Landevej
Sejrsfattig maj koster - Danmark falder tilbage
Landevej
Danskerhold melder fra: Hvad er formålet?
Landevej
Hvad har Mads P., Roglic og Evenepoel til fælles?

Tirsdag den 28. maj 2024

Landevej
Frankrig udtager OL-truppen – profil er bitter over fravalg
Landevej
Pogacar er halvvejs gennem sin store plan: Alt er bedre end forventet
Landevej
Vismas klassementstalent vender snart tilbage efter biluheld
Landevej
Bora-chef svarer på rygter om Van Aert og Pidcock
Landevej
Medie: Saudi-Arabien tæt på Giro-start i 2026
Landevej
Geler, barer og dunke: Soudal Quick-Step viser indtaget fra Giroen
Landevej
Managerspillet til Tour de Suisse åbnet
Landevej
Jan Ullrich åbner cykelmuseum i Tyskland
Landevej
Danmarks U23-landshold går efter stor sejr
Landevej
Visma-sportsdirektør: Van Aert hører til i Touren
INTERVIEW Udstyr og test
Eksklusivt interviewTøjmærke i opråb: Vi skal tænke os om
Landevej
Froome klar til comeback i jagten på Tour-deltagelse
MTB
Frikendt og udtaget til OL: En medalje er mit mål
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Kæmpe OL-konflikt: Mesteren er droppet
Landevej
Pogacar udbygger enormt forspring til Vingegaard

Mandag den 27. maj 2024

INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview”Ud i skoven og løbe rundt” – Gravelkongens røverhistorier fra GP Herning
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewTobias Aagaard beskriver kaotisk Fyen Rundt
Landevej
Stor BORA-profil forlader holdet efter denne sæson
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewNorman sender "stor tak" til konkurrent efter hjemmebanetriumf
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLidl-Trek-sportsdirektør roser den danske A-klasse efter skuffende weekend
Landevej
Kvinde med rollator ramt ved traditionsrigt UCI-løb
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewU23-danmarksmester sætter ord på hektisk finale
Landevej
Giro d'Italia-analyse: Da Merlier - og en defekt - vendte verden på hovedet
Landevej
Vildt vægmaleri af Giro d'Italia i Rom
Landevej
Stor profil tog fem kilo på under Giroen
Landevej
Pogacars løjtnant sender advarsel til Tour-rivalerne
Landevej
Bemærkelsesværdig sejrsstime er forbi
Landevej
Pogacar smadrer Giro-rekord
INTERVIEW Landevej
Video i artiklenEksklusivt interviewLandstræneren afviser foræring og fremhæver stjerne: Han var i hopla
Landevej
Vinder af ungdomstrøjen drømmer om Maglia Rosa
Landevej
Stjerne varsler landevejscomeback
Landevej
Hård bjergetape ændres
MTB
Danmark kikser ekstra OL-plads
Landevej
Video i artiklenOversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024

Søndag den 26. maj 2024

Landevej
Deja vu-ramt Geraint Thomas ”forstår ikke cykling nu om dage”
Landevej
Se highlights fra 21. etape af Giroen
Landevej
Smertefri Van Aerts selvtillid vokser - Evaluering afgør Tour-deltagelse
Landevej
Tabt leadout og øl kunne ikke forhindre triumfen: Sagde undskyld til drengene
Landevej
Pogacar: Det er crazy
Landevej
Supersprinter laver hattrick og vinder alle etaper – danmarksmesteren snupper bjergtrøjen
Landevej
Pogacar vinder Giroen – Merlier triumferer i det sidste slag i Rom
Landevej
Sådan forløb Giroens sidste etape
Landevej
Belgisk kæmpetalent snupper den samlede sejr på sidste etape
Landevej
Danskers holdkammerat vinder afslutningsetapen
Landevej
Norsgaard fældet på vej mod stor triumf - Bettiol vinder samlet
Landevej
Lasse Norman spurter sig til sejr i barskt hjemmebaneløb
Landevej
Hollandsk sprintertalent tager suveræn sejr
Landevej
Kristoff vinder foran Van Aert – Franskmand vinder samlet
Landevej
Optakt: 21. etape af Giro d’Italia
Landevej
17-årig dansker imponerer i Schweiz
Landevej
Optakt: 3. etape af Boucles de la Mayenne
Landevej
Giro d'Italia-analyse: Historien om en Giro fortalt på bare én dag
MTB
Dansk stjerne misser topresultat
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of Norway
Landevej
Favoritvurdering: Rund um Köln
Landevej
Belgisk hold udraderer al modstand – tager både etape og samlet sejr
VIS FLERE

Annonce