Optakt med etapevinderbud: 4 Jours de Dunkerque
18. maj 2019 18:26 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

De fleste fans har deres øjne rettet mod Giro d’Italia, men maj måned handler ikke kun om høje bjerge og lange enkeltstarter. Mens mange af de store grand tour-stjerner er samlet i Italien, rejser sprinterne og klassikerrytterne til Frankrig til et af landets største etapeløb, hvor de gør klar til fra tirsdag at indlede et slag på korte stigninger og i vindblæste forhold under 4 Dage ved Dunkerque, der - trods navnet - kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere.

Løbets rolle og historie

I cykelsporten er maj måned synonym med Giro d’Italia, og derfor er det svært for andre løb at få megen opmærksomhed. Et af de løb, der forsøger at stjæle lidt af rampelyset fra den italienske grand tour, er 4 Dage ved Dunkerque, hvis navn er ganske misvisende, da det igen i år strækker sig over seks dage i løbet af Giroens første uge.

 

Mens de to løb måske slås om opmærksomheden, er de ikke rivaler, når det handler om at tiltrække ryttere. Faktisk kunne de ikke have været mere forskellige, da Giroen er kendt som et af de mest bjergrige på kalenderen, mens det franske løb finder sted i en relativt flad del af landet. Der er absolut ingen grund til, at klatrerne skulle rejse til Dunkerque, hvor de ingen mulighed for at vise deres talenter.

 

I stedet er løbet, der er et af de største etapeløb i Frankrig, lidt som en tilbagevenden til marts og den første del af april. Løbet udgøres af seks etaper, der kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere, og hovedudfordringerne er brosten, vind og korte stigninger. I år er der ganske vist ingen Paris-Roubaix-etape med brosten, men til gengæld er der to vanskelige etaper med stigninger, en enkelt puncheur-finale samt tre flade etaper med gode muligheder for sprinterne.

 

Det gør det til et perfekt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, og mange af disse folk ser det som et stort mål, idet det udgør en sjælden chance for at vinde et etapeløb. Nogle af ardennerrytterne har før forsøgt at presse det sidste ud af klassikerformen og gå efter et sidste topresultat, mens flere af rytterne fra brostensklassikerne bruger løbet som deres comeback efter en lille pause.

 

Løbet blev skabt i 1955 af en gruppe entusiaster anført af René Quillot, som afviklede det over fire dage fa 1955 til 1962. Året efter blev det udvidet til fem dage, og det have endda en sjette dag fra 1969 til 1973, fra 1982 til 2011 og igen fra 2007 til 2009. Da der har været flere halvetaper undervejs, har antallet af etaper været helt oppe på 8, men de vanskelige økonomiske tider har taget hårdt på det. Man har således været i overlevelseskamp og mistede sin sjette dag for 8 år siden.

 

I et forsøg på at redde løbet slog arrangørerne sig sammen med Picardie-regionen op til 2017-udgaven. Tour de Picardie er forsvundet fra kalenderen, og det har givet anledning til, at de to områder har forenet kræfterne. Det betyder, at man i 2017 igen kunne udvide løbet til seks dage, men det betød samtidig, at man geografisk har udvidet terrænet og derfor besøgte nye områder. Da Picardie imidlertid også er fladt, ændrer det intet på løbets natur, men det har til gengæld sikret den langsigtede fremtid.

 

Tidligere har løbet ofte haft en enkeltstart, hvilket gjorde det til en begivenhed, der mindede meget om det gamle 3 Dage ved Panne, men det er ikke længere tilfældet. Den sidste enkeltstart blev afviklet i 2009, da en ung Rui Costa tog den samlede sejr, men nu om dage spiller enkeltstartsevner ingen rolle. Derfor er løbets natur blevet ændret, og i stedet betyder hurtighed nu meget, da bonussekunder ofte stiller en afgørende rolle. Ofte vindes det af en stærk sprinter, som da Arnaud Demare tog sejren i 2014 og 2013, da Bryan Coquard vandt i 2016, eller Clement Venturini sejrede i 2017. Det kan også vindes af en stærk klassikerrytter, der kan holde sig til i vinden og på brostenene og gøre en forskel på kongeetapens stigninger. Det var sådan, Thomas Voeckler vandt i 2011, og Ignatas Konovalovas tog sejren i 2015.

 

Faktisk er de seneste fem udgaver en glimrede afspejling af, hvad vi kan forvente i dette løb. I 2014 vandt Sylvain Chavanel således kongeetapen, men tog ikke nok tid til at få ram på Arnaud Demare, der havde scoret mange bonussekunder. I 2015 fik Konovalovas til gengæld sikret sig tilstrækkeligt til at slå Coquard, der tog revanche med en suveræn præstation i 2016, hvor han vandt de tre første sprintetaper og med en andenplads på kongeetapen tog en uhørt klar sejr, og i 2017 var det Venturini, der med bonussekunder fra de flade etaper og god kørsel på kongeetapen kunne vinde.

 

Sidste år fik løbet imidlertid et helt uventet udkomme. Efter fire massespurter viste kongeetapen sig umulig at kontrollere. Det udnyttede et udbrud til at køre hjem, og mens André Greipel nærmest sensationelt vandt etapen, kunne Dimitri Claeys tage førertrøjen med et enkelt sekund ned til tyskeren, der havde dummet sig ved at sidde op på en flad etape. Claeys forsvarede føringen på sidste etape og sikrede sig således den knebne sejr over Greipel, mens Oscar Riesebeek blot var 2 sekunder på løbets 3. plads. Claeys vender i år tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod både Greipel og Riesebeek, der vil forsøge at gøre det endnu bedre end for 12 måneder siden.

 

Ruten

I de senere år har løbet fulgt et ret ensartet format. Som regel har der været tre relativt flade etaper, hvor kun vinden kan snyde sprinterne, en etape med brosten, der imidlertid ofte er kommet så tidligt, at de ingen rolle har spillet, samt en kuperet kongeetape. Den model har man gentaget i de seneste to år, idet udvidelsen med en ekstra dag dog har tilladt, at man kunne lægge endnu en halvhård etape ind om fredagen, hvormed løbet har bestået af to klassementsetaper, herunder den klassiske kongeetape til Mont Cassel, samt fire flade etaper.

 

Traditionen følges igen i år, hvor man dog som i 2018 helt har droppet brostensetapen. De tre første etaper burde derfor være for sprinterne, men den stigende finale på 2. etape kan give lidt afveksling i en ellers monoton del af løbet, hvor det som altid er vinden, der er den største trussel. Klassementskampen ventes at blive indledt på fredagens 4. etape, der gjorde debut i 2017, hvor de 10 stærkeste ryttere kunne sikre sig en tidsgevinst på ca. 20 sekunder i forhold til feltet. Det skal derefter afgøres på den klassiske kongeetape på rundstrækningen i Cassel, der også har været brugt i de foregående fire år, og hvor der altid er et hav af mulige vinderkandidater i en svært kontrollerbar finale. Det hele slutter som altid med en muligvis vindblæst flad etape, der afsluttes med omgange på en teknisk og flad rundstrækning i Dunkerque, hvor bonussekunder kan komme i spil, og hvor udbrydere i de senere år har haft en bemærkelsesværdig succesrate.

 

 

1. etape

Den første uge del af løbet er altid dedikeret til sprinterne, og det vil også være tilfældet i år, hvor der ikke venter nævneværdige udfordringer på de første tre etaper. I 2017 havde man krydret åbningsetapen med lidt brosten, men det er ikke tilfældet i år, hvor det kun synes at være vinden, der måske kan true de hurtige folk på tirsdagens etape.

 

Som vanligt starter løbet i Dunkerque, og på førstedagen skal man tilbagelægge i alt 172,9 km, inden man krydser stregen i Condé-sur-l’Escaut. Fra starten kører man igennem fladlandet mod sydøst væk fra kysten forbi den første spurt, der er placeret efter 22,7 km. Derefter når man frem til bakkerne i det kuperede område lige syd for grænsen til Belgien, og her kringler man sig rundt i et sindrigt system af småveje for at passere to af de kendte Gent-Wevelgem-stigninger Mont des Cats (1,6 km, 6,5%) og Mont Noir (1,2 km, 3,6%), der har top efter hhv. 36,9 og 47,7 km. Der venter endnu en lille bakke, inden man fortsætter rejsen mod sydvest igennem fladlandet forbi den anden spurt, der kommer efter 76,3 km, samt forplejningszonen.

 

Efter frokosten drejer man sydøst, men det ændrer ikke på etapens flade karakter. Efter 116,5 km skal man ganske vist over den lille Mons-en-Pevele (700 m, 5,4%), men derefter bliver terrænet igen helt fladt, mens man forsætter mod sydøst og siden øst med retning mod målbyen. Umiddelbart inden man når frem, kører man den sidste spurt bare 5 km fra stregen, hvorefter man kører mod sydøst ind mod centrum. Der venter flere ganske små bakker over de sidste 15 km, og det stiger således let over en kilometer efter 5 km mærket, inden der kommer en stejlere, ca. 500 m lang bakke, der har top ved den røde flamme. Herefter falder det ned til de sidste 500 m, der er flade. På de sidste 3 km drejer man i rundkørsler med 1700 og 700 m igen, inden man skal lige igennem en tredje bare 300 m fra stregen, hvorefter vejen buer kraftigt til højre ind mod stregen.

 

Etapen byder på i alt 822 højdemeter.

 

Vinden er altid en trussel i Dunkerque og har af og til splittet feltet til atomer. Det skaber altid nervøs og aggressiv kørsel, men hovedreglen er, at 1. etape ender i en massespurt. Det er også det ventede udkomme i år, men denne gang rytterne se frem til temmelig kompliceret finale, der både er teknisk krævende og samtidig byder på en sen på papiret ganske stejl bakke, der kan trætte nogle af de hurtige folk.

 

Condé-sur-l’Escaut har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

2. etape

Som sagt er den første del af løbet altid meget sprintervenlig, og det afspejles også af 2. etape, der ikke byder på mange udfordringer. Igen er der tale om en hovedsageligt flad etape om onsdagen, hvor der dog venter en let stigende sidste kilometer, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2,8 måske kan bringe nogle af de lidt lettere sprintere til fadet.

 

I alt skal der tilbagelægges 177,7 km, der fører feltet fra Wallers til Saint-Quentin. Fra starten lige syd for grænsen snor man sig mod syd ned forbi den første spurt, der kommer allerede efter 17,3 km. Herfra fortsætter man mod syd, indtil man kortvarigt kører mod nordvest frem til en lille rundstrækning, hvor man kører en omgang i forbindelse med den anden spurt, der er placeret efter 41,4 km. Derfra går det videre mod syd, øst og igen syd ned mod etapens mest kuperede zone, hvor man skal over Montay (1,1 km, 3,7%) og Le Cateau-Cambraisis (400 m, 2,5%) efter hhv. 92,7 og 94,7 km. Herfra stiger det let mod sydvest op til dagens sidste spurt, der er placeret efter 104,1 km.

 

Efter spurten begynder det at falde let, mens man kører mod syd og siden vest og sydvest ned mod Saint-Quentin. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 131,8 km, og 7,8 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 12,7 km lange runde, der indledes med et kort fladt stykke, inden en nedkørsel leder ned til en længere flad strækning. Det hele afsluttes med en ca. 1 km lang bakke, der stiger med 2,8% i snit og leder direkte op til mål. På de sidste 3 km er der sving med 3000, 1000 og 700 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let mod venstre.

 

Etapen byder på i alt 1135 højdemeter.

 

Igen er det vinden, der er den største fare for sprinterne, og som altid er der en risiko for, at det hele ender i et sidevindsdrama. Mest sandsynligt er det dog, at et samlet felt vil afgøre det på rundstrækningen. Her er der lagt op til massespurt, men denne gang vil det stigende opløb sikre, at vi får en lidt anderledes spurt, end vi gjorde på 1. etape, også selvom målbakken slet ikke er så svær, at sprinterne sættes ud af spillet.

 

Saint-Quentin var senest målby i 2017, hvor Arnaud Demare sejrede i en spurt foran Jens Debusschere og Rudy Barbier, og i 2008 var Kenny Dehaes hurtigere end Thor Hushovd og Gerald Ciolek. Tour de France var forbi i 2012, hvor André Greipel vandt en spurt foran Matthew Goss og Juan Jose Haedo, og i 2006, hvor Robbie McEwen spurtsejrede foran Isaac Galvez og Oscar Freire. I 2002 vandt Michael Sandstød såmænd en Tour de Picardie-etape i byen, da han slog Jacky Durand og holdkammeraten Olivier Asmaker i en tremandsspurt.

 

 

 

 

3. etape

Løbet har tradition for gradvist at blive mere kuperet, og den mode fastholdes i 2019. Således byder tredje etape på stigninger end de foregående etaper, men da de alle kommer tidligt på ruten, slutter det hele igen relativt fladt. Derfor er der lagt op til, at sprinterne kan få en sidste chance, inden det fredag og lørdag gælder de to afgørende etaper.

 

Der skal i alt tilbagelægges 156,5 km, der fører feltet fra Laon til Compiegne, startbyen for Paris-Roubaix. Startbyen ligger i en mere kuperet del af Nordfrankrig, og starten på etapen er derfor hård. Man lægger ud med at køre en omgang på en rundstrækning i området syd for Laon, hvor man skal over Bruyeres-et-Montberault (700 m, 6,3%) allerede efter 5,2 km, inden man efter 16,2 km er tilbage i startbyen, hvor man skal over endnu en stigning, Laon (1,7 km, 5,0%), der har top efter 19,5 km. Herfra sætter man kursen mod vest med retning mod målbyen og skal i den forbindelse op over Cessieres (1,6 km, 4,9%) efter 33,0 km. Det falder dernæst ned mod dagens første spurt, der er placeret efter 51,7 km, inden man fortsætter igennem fladlandet mod sydvest ned til den anden spurt, der kommer efter 65,3 km.

 

Efter spurten bliver terræn igen mere kuperet, når man skal op over Cuts (1,2 km, 5,3%), der passeres efter 69,9 km. I forplejningszonen, der nås efter 74,9 km kører man en omgang på en rundstrækning, der indeholder den lille Attichy (1,1 km, 4,2%), hvis top passeres efter 92,7 km, og derefter kører man mod nordvest forbi dagens sidste spurt, der er placeret efter 103,8 km. Herfra bliver det til gengæld næsten helt fladt, mens man snor sig mod syd, men man skal dog over en mindre bakke med ca. 20 km til stregen. Til slut kører man mod vest ind til Compiegne, hvor der venter en næsten helt flad finale, hvor kun de sidste to kilometer er ganske let stigende. På de sidste 3 km er der tre skarpe sving lige i rap inden den røde flamme, men den sidste kilometer følger en helt lige vej.

 

Etapen byder på i alt 1183 højdemeter.

 

Arrangørerne har gjort sig umage med at finde så mange af områdets småbakker som muligt, men de kommer næppe til at gøre den store forskel. Området om Compiegne er nemlig helt fladt, og med bare godt 1000 højdemeter byder denne etape ikke på terrænmæssige udfordringer, der kan true en spurt. Med mindre vinden kommer i spil, ligner det således endnu en stensikker etape for sprinterne.

 

Compiegne er først og fremmet kendt som startby for Paris-Roubaix, men mange vil huske, at Fabian Cancellara iført den gule trøje i 2007 snød alle sprinterne og særligt den hurtigste af dem, Erik Zabel, på en Tour-etape i byen. I 2009 vandt Marko Kump en Tour de l’Avenir-etape i byen, mens Tom Boonen var hurtigst på en Tour de Picardie-etape i 2004.

 

 

 

 

4. etape

Som altid kommer løbets klassiske kongeetape til Cassel om lørdagen, men ligesom i de to foregående år har udvidelsen med en ekstra dag gjort det muligt at give løbet to hårde etaper. I 2017 skete det i form af en ganske underholdende, seværdig og selektiv etape til Le Portel, hvor Sylvain Chavanel kørte alene hjem til en solosejr, og den etape vender tilbage i år, hvor den vil udgøre rammen om det første lille klassementsslag. Her skal rytterne nemlig over en stejl lille mur på en hård rundstrækning, og det skaber grobund for en aggressiv finale, hvor vi vil få det første svar på, hvem der kan vinde løbet.

 

I alt skal der tilbagelægges 179,3 km, der fører feltet fra Fort-Mahon-Plage til Le Portel. Begge byer ligger ved den franske vestkyst, men man lægger ud med at forlade vandt for at køre mod øst. Kort efter slår man en sløjfe mod syd for at køre op over Dominois (0,8 km, 6,0%), der har top efter 24,4 km, inden man indleder den lange rejse mod nordvest. Herfra kører man igennem relativt fladt terræn med et par enkelte småbakker forbi de to første spurter, der kommer efter hhv. 44,6 og 54,4 km, inden man snor sig mod nord op forbi den sidste spurt, der er placeret efter 76,2 km og frem til forplejningen, der nås efter 83,3 km.

 

Efter frokosten sætter man kursen mod nordvest med retning mod kysten og kører herefter igennem let kuperet terræn ud til den rå og bakkede del af egnen. Her slår man et lille smut mod nord for at passere Herquelinghe (1,5 km, 5,5%), hvis top rundes efter 112,9 km. Herfra går det mod sydøst og nordvest frem til rundstrækningen, der rammes i bunden af den stejle Saint-Etienne-au-Mont (0,9 km, 11,0%), hvis top nås for første gang efter 125,6 km, inden man kører frem til mål, hvor stregen krydses for første gang efter 134,2 km.

 

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 15,2 km lange runde, der indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod sydøst, indtil man drejer mod vest for atter at køre op ad stejle Saint-Etienne-au-Mont (0,9 km, 11,0%), hvis top rundes for fjerde og sidste gang med 8,6 km igen. Derfra er det let faldende, mens man fortsætter mod vest og til slut mod nord op langs vandet, hvor de sidste 2 km er flade. På de sidste 3 km er der sving med 2700, 2100, 600 og 550 m igen, hvorefter man rammer opløbsstrækningen.

 

Etapen byder på i alt 2000 højdemeter.

 

Vi kender etapen fra 2017 og så her, at den var svær nok til at gøre forskelle. 10 mand - en mix af klassikerryttere som Sylvain Chavanel, Oliver Naesen og Florian Senechal samt hurtige folk som Samuel Dumoulin og Clement Venturini - kørte væk på en dag, hvor de fleste sprintere faldt fra undervejs. Til slut udnyttede Chavanel manglen på kontrol til at køre alene hjem, og det viser, at vi kan forvente en selektiv og aggressiv finale med flere mulige udfald, herunder også en reduceret massespurt, hvis der sker samling efter stigningen.

 

Etapen til Le Portel gjorde debut i 2017, hvor Sylvain Chavanel kørte alene væk fra en 10-mandsgruppe og tog både etapesejr og førertrøje, inden Samuel Dumoulin spurtede sig til 2. pladsen 5 sekunder senere, og et decimeret felt nåede mål 21 sekunder bag den sejrende franskmand.

 

 

 

 

5. etape

Det er blevet en tradition, at løbets kongeetape køres i Cassel om lørdagen, og det ændres der ikke på i år. Således venter der på næstsidste dag en etape, der igen i alt væsentligt afvikles på den samme 14,6 km lange rundstrækning, som har været benyttet i 2015, 2016, 2017 og 2018, og med hele otte ture rundt i det kuperede terræn er der tale om en udmarvende rute, der er meget sammenlignelig med det, som er kendt fra de seneste fire udgaver, og som formentlig vil krone den samlede vinder i en spændende dyst mellem puncheurs, ardennerspecialister og klatrestærke sprintere.

 

I alt skal der tilbagelægges 179,5 km mellem Gravelines og Cassel, der ligger ganske tæt på hinanden. Fra starten kører man mod øst og siden syd igennem fladt terræn, indtil man kommer frem til den lille Watten (700 m, 7,7%), hvis top rundes efter 36,3 km. Derfra går det videre mod øst igennem fladlandet frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 58,2 km.

 

6,5 km senere krydses målstregen for første gang, og derefter gælder det hele otte omgange om den 14,6 km lange runde, der byder på to stigninger med mål på toppen af den sidste, Mont Cassel. Den første af disse stiger med 5,8% over 1,6 km og har top med 10,8 km til mål, mens den sidste stiger med 2,7% over 2,5 km, byder på brosten over de første 1,6 km og fortsætter helt op til de sidste 500 m, hvorefter det falder svagt, inden en lille rampe leder op til stregen. Indimellem er terrænet enten let faldende eller fladt. Finalen er teknisk med et skarpt sving under den røde flamme, hvorefter man gradvist kører rundt i et 180-graders sving, indtil man rammer opløbsstrækningen, hvor der igen efter et kort asfaltstykke er brosten. Der er bjergpoint på toppen af den første stigning på 3., 4., 6. og 8. omgang og på målstigningen med 1 km til stregen på 2., 3., 5. og 7. omgang. Der er indlagte spurter med 99,6, 55,8 og 26,6 km igen i det flade område, der leder frem til den første af de to stigninger.

 

Etapen byder på i alt 2473 højdemeter.

 

Dette er løbets kongeetape og dagen, hvor klassikerrytterne for alvor skal gøre en forskel. Da finalen har været benyttet fire gange tidligere, ved alle, hvad der kan forventes. Historien viser, at det er en god rute for ryttere, der begår sig i både de flamske klassikere og ardennerløbene, men stærke sprintere som Bryan Coquard, Clement Venturini og Arnaud Demare har også været med langt fremme, og sidste år var endnu tungere folk som Marc Sarreau, Timothy Dupont og Eduard Grosu endda blandt de bedste i feltet. Rundstrækningen er svær at kontrollere og typisk præget af mange angreb, men typisk er det et gradvist udskilningsløb, der efterlader en gruppe på 15-20 ryttere, som eksploderer på den sidste stigning, hvorefter den stærkeste håndfuld typisk skal afgøres i en spurt på toppen. Sidste år så vi imidlertid også, at et udbrud kan gøre arbejdet færdigt, og det gør det til en meget åben etape.

 

Sidste år blev det som sagt til en overraskende udbrudssejr, da André Greipel nærmest sensationelt viste sig som den bedste af angriberne og til slut kørte fra Dimitri Claeys og Oscar Riesebeek på sidste stigning. I 2017 angreb Ignatas Konovalovas fra tidligt på sidste stigning og vandt med tre sekunder ned til Sander Armee, Oliver Naesen og Clement Venturini. I 2016 nåede syv mand toppen sammen, og her slog Xandro Meurisse til i en spurt foran Bryan Coquard og Marco Frapporti. Året forinden lignede det en sejr til Maurits Lammertink, men han blev til allersidst passeret af Omar Fraile, mens Alo Jakin vandt en firemandsspurt om tredjepladsen. I 2012 tog Zdenek Stybar en solosejr foran Carlos Betancur, mens Thomas Voeckler kom alene til mål med et forspring på hele 1.43 i 2011. Martin Elmiger slog Rui Costa i en spurt i 2010, mens Matthieu Ladagnous var den hurtigste af syv mand i 2007.

 

 

 

 

6. etape

Løbet slutter altid på den klassiske rundstrækning i den flade kystby Dunkerque, hvor sprinterne som regel slås om sejren. Det vil også være tilfældet i år, hvor den helt velkendte afslutning venter. Sprinterne skal dog tage sig i agt for ikke blot vinden, men også udbrydere, der har haft overraskende megen held med at snyde dem i de senere år.

 

I alt skal man tilbagelægge 185,4 km med start i cykelbyen Roubaix og mål i centrum af Dunkerque, der har lagt navn til løbet. Uden en eneste kategoriseret stigning er etapen helt flad og indledes med, at man kører mod vest med retning mod kysten. Kort efter drejer man mod nordvest og siden nord, inden man passerer dagens to første spurter, der kommer efter hhv. 76,5 og 100,5 km.

 

Efter 109,6 km hvor man rammer den 7,5 km lange rundstrækning. Stregen krydses 2,7 km senere, og herefter afsluttes løbet med 10 omgange. Runden er helt flad og byder på tekniske passager på den første del, der fører mod nordøst op langs kysten, hvorefter det bliver mere enkelt. Der er to skarpe sving lige inden den røde flamme, hvorefter vejen er stort set lige og flad. Der er en sidste pointspurt med 77,1 km igen kort inden første passage af stregen og indlagte spurter på rundstrækningen med hhv. 61,1, 34,1 og 19,1 km til mål, men de tæller til en særlig konkurrence og er ikke en del af det klassiske pointsystem.

 

Etapen byder på i alt 442 højdemeter.

 

I teorien burde vinden kunne komme i spil på en etape som denne, men det viser sig, at det sjældent er tilfældet. Som regel afsluttes det hele med et brag af en massespurt, men det er faktisk lykkedes for udbrydere at komme hjem ganske mange gange. Det er specielt sket, hvis vejret har været dårligt, hvor det er svært at organisere en jagt på den tekniske rundstrækning, og sprinterne skal derfor være på dupperne på en dag, hvor man også ofte har set, at bonussekunder kan komme i spil i kampen om den samlede sejr.

 

Et udbrud snød sprinter så sent som sidste år, hvor Olivier Le Gac med et sent angreb snød Casper Pedersen for en stor sejr, og i 2017, hvor Adrien Petit tog en solosejr som en af tre overlevende udbrydere. I 2016 vandt Kenny Dehaes en massespurt, mens Edward Theuns var hurtigst i 2015. I 2014 tog Jimmy Engoulvent en overraskende udbrudssejr, ét år efter Yannick Martinez’ spurtsejr. Forud for det var der spurtsejre til Matteo Pelucchi (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009), Thor Hushovd (2008), Mark Cavendish (2007), Isaac Galvez (2006), Piotr Wadecki (2005) og Max van Heeswijk (2004). Benoit Vaugrenard tog en udbrudssejr i 2010.

 

 

 

 

Favoritterne

I de senere år har 4 Dage ved Dunkerque været afgjort i en kamp mellem en af løbets dominerende sprintere, der har scoret masser af bonussekunder på de flade etaper, samt de bedste på kongeetapen, hvor de eksplosive klassikerryttere har kunnet gøre en forskel. Arnaud Demare har to gange vist, at det kan lade sig gøre for en god sprinter at begrænse tidstabet så meget, at man kan sikre sig bonussekunder nok til at sikre sig den samlede sejr, også selvom han ikke kunne køre med helt i front på den sværeste etape. Det skete imidlertid i udgaver, hvor kongeetapen var en anden. Bryan Coquard, der blandt sprinterne er en af de allerbedste klatrere, viste i 2016, at han endda kunne køre med om sejren på kongeetapen i Cassel, og det samme kunne den meget holdbare sprinter, Clement Venturini, i 2017. Omvendt viste etapen sig i 2015 at være for hård for Coquard, mens vi sidste år, hvor et udbrud vandt, så, at selv ret tunge folk som Timothy Dupont, Eduard Grosu og Marc Sarreau endte langt fremme på løbets sværeste etape.

 

Det viser også, at terrænet omkring Cassel er voldsomt uforudsigeligt, og at meget afhænger af, hvordan løbet gribes an. I langt de fleste tilfælde har man skullet være en meget klatrestærk sprinter for at kunne være med, men det kan altså gå anderledes. Samtidig så vi sidste år, at det svært kontrollerbare terræn også kan åbne døren for udbrud, ikke mindst i år, hvor det er de færreste hold, der har en soleklar kaptajn, og det gør det til et meget åbent løb med et hav af mulige vinderkandidater.

 

Årets rute burde dog være mere selektiv. Beslutningen om at vende tilbage til Le Portel på 4. etape vil formentlig gøre det for svært for langt de fleste sprintere. I hvert fald så vi i 2017, at de 10 bedste kunne køre væk fra feltet, inden Sylvain Chavanel udnyttede manglen på kontrol til at tage en solosejr. Selv feltet var næsten renset for sprintere, og de hurtige folk befandt sig næsten alle i det andet felt, der tabte næsten et minut. Forventningen må derfor være, at årets rute tilgodeser de mere klatrestærke folk.

 

Formodningen er, at udskilningen vil ske på de to nøgleetaper fredag og lørdag, men man kan ikke helt udelukke, at også de øvrige etaper kommer i spil. Hele ugen vil der nemlig være en relativt frisk nordøstenvind, der vil være særligt markant tirsdag og især fredag. Vindretningen er hverken på 1. eller 4. etape specielt gunstig i forhold til at skabe splittelse, men det kan ske på fredagens i forvejen ret svære rundstrækning, der derfor kan blive endnu hårdere end antaget. Det ligner derfor et ganske hårdt løb. 1., 2., 3. og 6. etape bør - især med Dylan Groenewegens deltagelse - ende i massespurter, også selvom udbrydere har for vane at vinde om søndagen, men bonussekunderne i både indlagte spurter og finalerne kan blive væsentlige i kampen om den samlede sejr.

 

Med den hårdere rute forventer vi altså et ret selektivt løb, men alligevel peger vi på en hårdfør sprinter som vores favorit. I 2017 tog Clement Venturini nemlig den samlede sejr på en næsten identisk rute, og han har dermed vist, at han kan klare både kongeetapen og Le Portel-etapen. Efter et lidt skidt 2018 synes han endda at have nået et nyt niveau i 2019, hvor han i både Tour of Oman og Tirreno-Adriatico spurtede og klatrede bedre end tidligere. Ikke mindst i stigende spurter er han blevet lidt af en specialist, hvilket 3. pladsen i Oman og 4. pladsen i Tirreno vidner om, og dermed burde han have ganske gode muligheder for at køre med om sejren på 2., 4. og 5. etape. Det er klart, at det er næsten umuligt at slå Groenewegen på de fire relativt lette etaper, men med sin gode positioneringsevne burde Venturini have gode muligheder for at sikre sig bonussekunder alle dage.

 

Selvom de ikke er her i den stærkeste formation, har Ag2r samtidig et solidt hold til at forsøge at kontrollere de svære etaper, og hvis det lykkes, burde Venturini have gode chancer for at gøre det færdigt. Ligesom i 2017 behøver han ikke at vinde kongeetapen, men holder han sig blot til blandt de forreste, kan høsten af bonussekunder meget vel sikre ham endnu en sejr i løbet, ikke mindst fordi han modsat mange af rivalerne ikke har kørt klassikere og derfor har løbet som et mål og ikke som en genopstart efter en lille pause.

 

Hans farligste rival kunne meget vel være Anthony Turgis. Skiftet til Direct Energie har gjort franskmanden godt i et 2019, hvor han har nået et nyt niveau. Han lagde ud med at tage den samlede sejr i Marseille og kørte en fornem brostenskampagne, hvor han blev nr. 14 i Gent-Wevelgem, nr. 18 i Paris-Roubaix og ikke mindst nr. 2 bag Mathieu van der Poel i Dwars door Vlaanderen. Allerede sidste år viste han med sin 2. plads ved de franske mesterskaber, at han var i fremgang, og det er fortsat i år. Som en eksplosiv fyr med en fornuftig spurt - det så vi i Dwars door Vlaanderen - burde han have gode chancer på denne rute, hvor særligt kongeetapen passer ham, men hvor han også er hurtig nok til at kunne spurte om sejren i en lille gruppe på 4. etape, og han vil have glæde af årets terræn, der formentlig er for hårdt for flere af de hurtigere folk. Til gengæld er der stor usikkerhed om formen i hans første løb siden Roubaix, og som det altid gælder i Dunkerque, kan man aldrig vide, om klassikerrytterne allerede er konkurrencedygtige igen. Direct Energie har også Adrien Petit, der ikke helt kan afskrives, men som formentlig er for tung til de to hårde etaper, og Niki Terpstra er næppe konkurrencedygtig i sit første løb siden det grimme styrt i Flandern. Ruten burde være god for Pim Ligthart¸ der også er hurtig, men han har været så skidt kørende i år, at det er svært at være særligt optimistisk.

 

Delko har ikke haft den store succes i år, men her har de chance for at få et stort resultat på hjemmebanen. Efter en svær tid har Mauro Finetto nemlig for alvor fundet benene. Således vandt han en etape i Coppi e Bartali og blev nr. 10 og 8 på kongeetaperne hhv. på Sicilien og i Tyrkiet. Modsat mange andre er han derfor med sikkerhed i form, og han burde elske den puncheuragtige afslutning på 5. etape, hvor han blev nr. 5 for to år siden. Senest viste han sine puncheurevner på 2. etape i Coppi e Bartali, og han burde derfor køre med om sejren på lørdag, ligesom han skal håbe på en hård og selektiv 4. etape. Desværre er han ikke så hurtig som tidligere, og derfor skal han ikke regne med flere bonussekunder end dem, han måtte få på 5. etape, og det kan vise sig at være for lidt. Delko har også klatrestærke Romain Combaud, men i manglen af spurtstyrke skal han køre offensivt for at vinde. En joker er holdets sprinter Eduard Grosu, der lidt overraskende sad langt fremme på kongeetapen sidste år og i Tyrkiet klatrede meget bedre end tidligere, men som trods alt bør komme til kort på årets hårdere rute. Roubaix-sensationen Evaldas Siskevicius kan heller ikke helt afskrives, men han er nok alligevel en anelse for tung.

 

Lotto stiller med Jens Keukeleire, der er en af de mange, der vender tilbage efter en pause. Hans form er derfor et åbent spørgsmål, men efter et forår, hvor han har været bedre end længe, er der grundlag for optimisme. Med nu to samlede sejre i Belgium Tour har han vist, at han kan klare langt hårdere terræn end dette, og med sit punch og hurtighed burde han kunne køre med om sejren på de to nøgleetaper, hvis formen er der. Han er måske ikke så hurtig som tidligere og får derfor ikke bonussekunder på andre etaper, men sammenlignet med de andre klatrestærke folk er han en skarp afslutter. Man kan også håbe, at unge Stan De Wulf kan vise talentet, der sidste år gav ham sejr i U23-Roubaix, men han er formentlig en anelse for tung.

 

Jumbo er her primært for at køre massespurter med Dylan Groenewegen, der burde have gode muligheder for at vinde 1., 2., 3. og 6. etape. Trods muligheden for 40 bonussekunder må man dog formode, at den ellers ikke helt klatresvage Groenewegen efter en længere pause er for tung til både 4. og 5. etape, og han ligner ikke en kandidat til den samlede sejr. Det gør til gengæld Mike Teunissen, der med sine klatreevner og hurtighed burde kunne være med i kampen om sejren på både 4. og 5. etape, samt Taco van der Hoorn, der trods en svær sæsonstart burde kunne lide dette løb, også selvom han ikke har Teunissens hurtighed. Jokere kunne være Pascal Eenkhoorn og Amund Grøndahl, der begge er hurtige, men skal være i topform for at sidde med på de to svære etaper, og ikke mindst Tony Martin, der viste god form i Romandiet og kan blive livsfarlig, hvis han går i offensiven på en af de to svære etaper. For alle andre end Martin gælder imidlertid, at dette er første løb siden klassikerne, og man kan derfor have en tvivl om, hvorvidt formen allerede rækker til at køre med i front.

 

Xandro Meurisse ser helt sikkert frem til løbet. Han er nemlig en af de få, der allerede én gang har prøvet at vinde kongeetapen, og derfor ved vi, at den eksplosive finale i Cassel passer glimrende til den belgiske puncheur. Han er også halvhurtig i en spurt og kan i en selektiv udgave af 4. etape med lidt helt måske sikre sig bonussekunder. Det er dog på kongeetapen, at han skal vinde løbet, og man kan desværre frygte, at formen ikke rækker efter en helt igennem skidt sæson. Man kan dog håbe, at Romandiet Rundt giver ham et fortrin i forhold til ryttere, der kommer fra en pause, også selvom han så skidt ud i det schweiziske løb. Wanty har også en ekstremt formstærk Frederik Backaert, der dog formentlig skal bruge råstyrken til at gå i offensiven for at vinde et løb, hvor han mangler hurtighed. Holdets sprinter, Timothy Dupont, overraskede på kongeetapen sidste år, men man må formode, at han trods udsigten til bonussekunder kommer lidt til kort på denne hårdere rute.

 

I 2016, der var hans bedste år, var Bryan Coquard i en klasse for sig i dette løb. Dengang vandt han de tre indledende massespurter og blev nr. 2 på både kongeetapen og den afsluttende sprinteretape i det, der var en sand magtdemonstration. Også i 2015 var han med fremme, men her tabte han for meget i Cassel og endte ”blot” på den samlede 2. plads. Desværre er Coquard slet ikke så god, som han var dengang, og så sent som sidste år faldt han helt igennem på kongeetapen, selvom han faktisk blev hhv. nr. 1, 2 og 3 på tre af sprinteretaperne. I år har han heldigvis vist tegn på fremgang, men desværre er årets rute også så hård, at vi er slemt bange for, at han ikke kan være med på især 4. etape. Groenewegen lægger også begrænsninger på, hvor mange bonussekunder han kan få, ligesom hans form er usikker efter en løbspause. Vital Concept har også Limburg-vinderen Patrick Müller, der som klatrestærk og hurtig burde elske dette løb, men han synes at have tabt aprilformen og udgik tidligt i Romandiet. Cyril Gautier har desværre været meget formsvag på det sidste og mangler også lidt eksplosivitet.

 

Cofidis stiller med Christophe Laporte, der egentlig som en klatrestærk sprinter, der i år vandt Etoile de Besseges, burde være en god kandidat i stil med Venturini og Coquard. Desværre har han haft et rædselsfuldt forår, hvor han aldrig fandt formen, og ingen ved, hvor han står efter en pause. For at vinde et løb som dette skal han være i topform, og det er han næppe allerede nu, selvom han har god chance for at få en del bonussekunder. Alternativt har Cofidis den forsvarende vinder Dimitri Claeys, der som hurtig og holdbar burde passe fint til ruten, men som også kun vandt på grund af lidt held. Med det, han har vist i år, ligner han ikke en mand, der kan forsvare titlen. Det burde også være en god rute for holdbare og hurtige Damien Touze, men han så meget formsvag ud i Frankfurt.

 

FDJ kommer med Benjamin Thomas, der for to år siden fik sit gennembrud ved at snyde sprinterne på 3. etape i dette løb. Desværre kom han til kort på kongeetapen, men senere på året viste han med en podieplads i Tour de Wallonie, at han sagtens kan køre klassement i puncheurløb som disse. Han har desværre ikke vist meget i sine 17 måneder hos FDJ, hvor han mest har ageret hjælper, men han viste form og punch med 6. pladsen i Finistere, ligesom han kørte to fine enkeltstarter i Romandiet. Modsat mange af de ryttere, der har haft pause, er han i form, og dette burde være et løb, hvor han kan få sin egen chance. Spørgsmålet er bare, om han er hurtig og eksplosiv nok til faktisk at vinde kongeetapen. Holdet har også en meget spændende joker i Marc Sarreau, der i år har klatret endnu bedre end tidligere og efter Groenewegen er løbets hurtigste mand med god udsigt til bonussekunder. Selvom han gjorde det flot på kongeetapen sidste år, tror vi, at årets rute er en anelse for hård. Måske kan unge Kevin Geniets overraske.

 

Wallonie-mandskabet har Eliot Lietaer, der med de ben, han havde i 2017, ville have været en stensikker sejskandidat i et puncheurløb som dette. Desværre fik han 2018 ødelagt af skader, og efter en lovende start på sæsonen har han ikke vist den store form i foråret. En 42. plads i Liege viser dog, at benene ikke er helt væk, og i dette felt bør han være med fremme. Spørgsmålet er bare, om han er hurtig nok til at vinde. Holdet kan også satse på unge Dimitri Peyskens, der har kørt godt på det seneste, men nok mangler det sidste for at være med helt i front.

 

Det er næsten standard, at man til kuperede franske løb altid skal huske at nævne de holdbare sprintere Kevin Le Cunff og Anthony Maldonado, der burde have en reel chance for at sidde med på kongeetapen. Le Cunff viste med sidste års sejr i Boucles de l’Aulne, at han kan vinde i dette terræn og på dette niveau, og efter en svær start har han vist fornem form med en. 11. plads i Finistere og en 8. plads i Tro Bro Leon. Det har knebet mere for Maldonado, men som den hurtigste af de to kan han slet ikke afskrives,

 

Ag2r vil formentlig satse meget på Venturini, men måske kan Quentin Jauregui komme i spil også. Med sin 4. plads på Hatta Dam i UAE Tour har han vist puncheurevnerne, og i det hele taget har han kørt stærkt gennem hele foråret, hvor han blev nr. 5 på kongeetapen i Sarthe og nr. 3 i Paris-Camembert. De to nøgleetaper brude passe fint til halvhurtige Jauregui, men han kan ende som hjælper. Holdet har også Dorian Godon, men han får det formentlig for hårdt, og Samuel Dumoulin synes desværre ikke længere at være god nok.

 

Arkea kommer med André Greipel, der sidste år skabte en sensation ved at vinde kongeetapen fra et udbrud, og havde han ikke siddet op i en flad spurt, havde han også vundet samlet. Det bliver dog meget svært at gentage på årets rute, hvor han næsten med sikkerhed kommer til kort på de to nøgleetaper, hvis ikke han igen har held til at køre offensivt. Holdets bedste bud er Laurent Pichon og Anthony Delaplace. Pichon burde passe til de to svære etaper, men selvom han ser bedre ud, er han stadig ikke på sit gamle niveau og derfor næppe god nok. Delaplace kører stærkt i øjeblikket, men mangler en god spurt.

 

Roompot kommer uden Maurits Lammertink og Nick van der Lijke, der ellers burde være skabt til denne rute, hvor Lammertink endda tidligere har vundet. I stedet satser de på Huub Duijn og sidste års nr. 3 Oscar Riesebeek, der begge er gode i denne slags terræn. Desværre mangler de begge den nødvendige spurtstyrke, og mens Riesebeek har vist fin form, har Duijn skuffet igennem det meste af sæsonen, selvom han på sit topniveau burde være en af de bedste i et løb som dette.

 

Egentlig ville vi gerne have stor tiltro til den meget lovende og ganske eksplosive Benjamin Declercq, der er skabt til dette puncheurløb. Desværre har han haft et forfærdeligt forår, hvor han senest præsterede langt under niveau i klassikerne, og hvis der ikke er sket et markant skifte, vil han ikke være god nok. Det kunne måske have været en rute for Piet Allegaert, men heller ikke han har imponeret i år, og løbet er nok også for hårdt for Sport Vlaanderens sprintere Amaury Capiot og Edward Planckaert, selvom førstnævnte er kendt for at være holdbar og sidstnævnte har overrasket på stigningerne i år.

 

Vi vil også pege på Cyril Barthe. Som en hurtig puncheur burde han egentlig kunne være med helt i front i dette løb, der synes skabt til den talentfulde franskmand, men formen har ikke været imponere i år. Heldigvis viste han fremskridt i Yorkshire, så måske er der bedring på vej. Euskadi har også Hector Saez, der dog ikke kan vinde, mens Mikel Aristi er helt ude af form.

 

Andre kandidater er Jonas Rickaert, der dog har mistet næsten hele sæsonen som følge af en skade, Philipp Walsleben, der slet ikke har vist skyggen af sidste års høje niveau, Lasse Norman Hansen, der heller ikke har fundet formen, Julien Antomarchi, samt August Jensen, der i sin storhedstid i Norge ville have været en af de tunge favoritter til et løb, der burde passe ham perfekt, men som efter skiftet til Israel Cycling Academy intet har vist. Ruten burde være lidt for hård til hans holdkammerat, den ellers ret holdbare Tom Van Asbroeck.

 

BEMÆRK: Optakten er baseret på den foreløbige startliste, og kun få hold er endeligt udtaget. Der kan derfor komme en del opdateringer til denne optakt i de kommende dage inden starten tirsdag.

 

OPDATERING: FDJ har ladet Thomas blive hjemme og har vel nu kun Sarreau som en outsider i klassementet. Arkea har udtaget nyerhvervelsen Connor Swift, der med den fine kørsel i Yorkshire har både form og evner til at køre klassement her. Wanty er her desværre uden Xandro Meurisse, men har i stedet Aime De Gendt, der burde passe til løbet, men som har vist sårlig form i meget lang tid. Vital Concept har udtaget Jonas Van Genechten, der nok skal køre for Coquard, men kan vise sig som et alternativ på kongeetapen, mens Müller til gengæld ikke er med. Roompot har taget Huub Duijn af startlisten og må satse på Reinders, mens Wallonie har indhentet den formstærke Baptiste Planckaert, der som holdbar sprinter kunne ligne en af løbets favoritter, som erstatning for blandt andre Lietaer og Peyskens. Sport Vlaanderen har udtaget Thomas Sprengers, der sammen med Declercq ligner en solid topkandidat. Endelig har Corendon udtaget David van der Poel, der sammen med Rickaert kan gøre det godt for holdet, men de er til gengæld uden Walsleben.

 

***** Clement Venturini

**** Anthony Turgis, Mauro Finetto

*** Jens Keukeleire, Mike Teunissen, Bryan Coquard, Baptiste Planckaert, Christophe Laporte

** Taco van der Hoorn, Tony Martin, Kevin Le Cunff, Frederik Backaert, Marc Sarreau, Pascal Eeenkhoorn, Quentin Jauregui, Laurent Pichon, Anthony Maldonado, Benjamin Declercq, Cyril Barthe, Aime De Gendt, Connor Swift, Dylan Groenewegen

* Thomas Sprengers, David van der Poel, Timothy Dupont, Oscar Riesebeek, Dimitri Claeys, August Jensen, Eduard Grosu, André Greipel, Amund Grøndahl Jansen, Romain Combaud, Julien Antomarchi, Jonas Van Genechten, Jonas Rickaert, Tom Van Asbroeck, Amaury Capiot, Anthony Delaplace. Pim Ligthart, Adrien Petit, Niki Terpstra

 

Danskerne

Lasse Norman Hansen er til start på et Corendon-hold uden en klar kaptajn. Han skal køre spurter for Roy Jans, men en formstærk Norman ville kunne gøre det hæderligt på en rute som denne. Desværre har han ikke vist megen form i år, og efter hans pause ved vi ikke, hvor han står.

 

Etapevinderbud

Det kniber med tiden til at skrive daglige optakter. Derfor vil vi i stedet give daglige etapevinder bud i denne optakt.

 

1. etape:

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Marc Sarreau, Bryan Coquard

Outsidere: André Greipel, Christophe Laporte, Timothy Dupont, Clement Venturini, Eduard Grosu

Jokers: Emils Liepins, Rudy Barbier, Kenny Dehaes, Pierre Barbier, Emiel Vermeulen, Enzo Wouters, Roy Jans, Mihkel Raim Amaury Capiot, Romain Cardis

 

2. etape

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Marc Sarreau, Clement Venturini 

Outsidere: Bryan Coquard, Christophe Laporte, André Greipel, Emils Liepins, Eduard Grosu

Jokers: Timothy Dupont, Rudy Barbier, Kenny Dehaes, Pierre Barbier, Mihkel Raim, Baptiste Planckaert, Emiel Vermeulen, Enzo Wouters, Roy Jans

 

3. etape

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Marc Sarreau, Timothy Dupont

Outsidere: Bryan Coquard, Emil Liepins, Clement Venturini, André Greipel, Eduard Grosu

Jokers: Christophe Laporte, Rudy Barbier, Pierre Barbier, Roy Jans, Mihkel Raim, Emiel Vermeulen, Adrien Petit, Enzo Wouters

 

4. etape

Feltet.dks vinderbud: Clement Venturini

Øvrige vinderkandidater: Baptiste Planckaert, Anthony Turgis

Outsidere: Jens Keukeleire, Mike Teunissen, Marc Sarreau, Bryan Coquard, Christophe Laporte

Jokers: Timothy Dupont, Tom Van Asbroeck, Kevin Le Cunff, Dylan Groenewegen, Eduard Grosu, Tony Martin, Laurent Pichon, Adrien Petit, Dimitri Claeys, Pascal Eenkhoorn, Stan Dewulf

 

5. etape

Feltet.dks vinderbud: Clement Venturini

Øvrige vinderkandidater: Anthony Turgis, Amund Grøndahl Jansen

Outsidere: Mike Teunissen, Jens Keukeleire, Frederik Backaert, Aime De Gendt, Bryan Coquard

Jokers: Dimitri Claeys, Tom Van Asbroeck,  Piet Allegaert, Anthony Delaplace, Julien Antomarchi, Baptiste Planckaert, Kevin Le Cunff

 

6. etape

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Marc Sarreau, Timothy Dupont

Outsidere: Bryan Coquard, Emil Liepins, André Greipel, Clement Venturini, Christophe Laporte

Jokers: Bram Welten, Eduard Grosu, Pierre Barbier, Roy Jans, Mihkel Raim, Tom Van Asbroeck, Rudy Barbier, Aksel Nommela, Enzo Wouters

DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

LIVE nu: Hvordan klarer Fuglsang den vigtige enkeltstart?

Kruijswijk om enkeltstartsrute: Den ligner enkeltstarten i Dauphiné

UCI-præsident: Vi håber på et kvindeligt Tour de France

Bouhanni kommer ikke med til Vuelta a España

Mollema: Jeg vidste noget var galt med Cobo

Uttrup treer i La Course - Brølstærk Vos vinder overbevisende

Alaphilippe inden enkeltstart: Ruten passer mig godt

Kryptisk Dennis: Min beslutning var den rigtige

Naesen: Fra lørdag bliver det for hårdt til mig

Tysk sejr på prologen i BeNe Ladies Tour

Starttiderne til enkeltstarten i Tour de France (13. etape)

CCC har mistet to mand: Man bliver mere en familie

Efter 12. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

Status quo for de danske juniorer i Canada

Tour Tech: Specialized lancerer nyt våben til Asgreen - ny enkeltstartscykel

Dansk mekaniker giver indblik i enkeltstartens optakt

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Produktnyt: Rolf Sørensen sportsernæring fra LIDL

Etapesejren glippede for Bilbao: Jeg havde ikke mere energi

Optakt: 13. etape af Tour de France

Mühlberger manglede det sidste: At følge Yates tog på kræfterne

Alaphilippe klar til at presse sig selv mere end nogensinde før

Geraint Thomas tilfreds med dagens etape

Tour de France-analyse: Killerinstinktet

Opdateret: Rohan Dennis udgået af Tour de France under mystiske omstændigheder

Valgren: Rart at mærke bjergbenene

Prikket Wellens: Jeg var kraftløs

Yates: Vidste ikke om jeg kunne vinde over Bilbao og Mühlberger

Patrick Lefevre: Jeg tror i dag var en aperitif

Julian Dean: Vi håbede, at Yates kunne bruge lidt af sin baneerfaring til at vinde

Highlights: Fantastisk spurtsejr til Simon Yates på udbrudsetape

Trøjeskift og ny hollandsk succes i Giro Valle d’Aosta

Simon Yates tager udbrudssejr i Pyrenæerne i Tour de France

Fuglsang: Jeg forventer et udbrud holder hjem grundet den lange nedkørsel

Brailsford: Froomes Vuelta-sejr føles mærkværdig

Av! Soigneur falder til jorden efter at være gået i vejen for den olympiske mester

Uttrup Ludwig til start i La Course by Le Tour de France

Dennis går efter timerekorden

Woods bange for at have brækket et ribben

Langvad udtaget til La Course

Så du det? - Mountainbiker hopper over Tour-feltet

Molano gør comeback efter midlertidig suspendering

#AskSagan: Daniel Oss med genial Sagan-efterligning

Showmanden Sagan gør det igen: Laver tricks på cyklen foran feltet

Matthews opgiver pointtrøjen: Vil jagte etapesejre

Overblik: Udgåede ryttere i årets Tour de France

Thomas forventer ikke klassementsangreb

Giro Valle d'Aosta-etape ender i stor farce

Bøde og tidsstraf til Asgreen efter episode med Sunweb-rytter

To danskere til start for Virtu Women i belgisk etapeløb

Indbrud på Lotto Soudals hotel under Tour de France

Danske juniorer viser sig frem i Canada

Cobo anker ikke dopingdom og mister Vuelta-sejr

Efter 11. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

Dan Martin: Aru har allerede været en kæmpe hjælp

ONSDAG

Fuglsang om ny slagplan: Det lykkedes ikke helt 100%

Alaphilippe klar til at forsvare trøjen i bjergene

Optakt: 12. etape af Tour de France

Skuffet Groenewegen påtager sig ansvaret

Tour de France-analyse: Endelig en "rigtig" cykelrytter

Danske talenter imponerer i vigtigt ungdomsløb

Overvældet Ewan: Jeg kan ikke tro det

Video: Terpstra fortsætter rædselsår

Roger Kluge om Caleb Ewans vej til etapesejren: Han blev fanget bag et styrt

Wanty-Groupe Gobert forlænger med Odd Christian Eiking

Ewan vinder sprinternes duel i Toulouse

Drapac Cycling Team lukker efter denne sæson

Medie: Formolo får to år hos UAE Team Emirates

Deceuninck-Quickstep skriver under med italiensk talent

Haig: Trentin kan vinde en etape i år

Gilbert storroser van Aert: Bedre end Nys

L’Équipe: Fuglsang kræver 15 millioner årligt

Jumbo-Visma direktør indrømmer interesse i Kittel

Geraint Thomas: Vores erfaring er vigtig

Van Aert svarer legende igen: Vi får at se

Konkurrenten Van der Poel imponeret over Van Aert

Rick Zabel udgår med influenza

Impey sætter ære i hjælperrollen: Holdet har tillid til mig

Ny bog: Den hemmelige cykelrytter

Opportunistisk vennepar vil udfordre Tourens manuskript

TIRSDAG

Fulgsang vil indhente tidstab: Hvis fornemmelsen er god, vil jeg prøve