Ruten

Hvis coronavirus stadig havde været et emne, der primært vakte interesse hos medicinske fagfolk, skulle sprinterne allerede have boltret sig på de flade veje i Holland og formentlig udkæmpet to massespurter, inden feltet overhovedet havde betrådt spansk jord. Efter at virussen skød det hollandske eventyr i sænk, har sprinterne imidlertid måtte se en usædvanligt sprintervenlig Vuelta blive lige så sprinterfjendsk, som den plejer. Derfor skal de hurtige folk helt frem til fjerdedagen, inden de kan gøre sig håb om den første spurtafgørelse, men den burde til gengæld også være sikret, hvis altså ikke den nordspanske vind spiller et puds, som den så ofte før har gjort det på den spanske højslette.

Med en distance på 191,7 km, der fører feltet fra Garray. Numancia til Ejea de los Caballeros, er der tale om en ganske lang Vuelta-etape, som mest af alt har karakter af transport hen over den flade spanske pampas. Starten går på et plateau i 1014 m højde, og det følges indledningsvist mod nordøst igennem let kuperet terræn. Efter 48,5 km når man frem til byen Agreda, hvorfra det begynder at falde mod nordøst via en let nedkørsel, der leder ned til Tarazona. Her drejer man efter 67,0 km mod sydøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,1 km, 4,8%), der byder på i alt 1100 m med mere end 6%, inden det begynder at falde let mod øst og nordøst hele vejen ned til byen Tauste, der nås efter 117,0 km.

Herfra sættes kursen mod nord med retning mod målbyen, og det begynder her at stige ganske let. I stedet for at køre direkte ind til målområdet slår man en sløjfe mod nordvest, hvor det fortsætter med at stige ganske let. I det nordligste punkt drejer man mod øst for at køre frem til Sadaba, der nås efter 169,0 km, hvor dagens spurt køres, og her drejer man ind på en lang, snorlige hovedvej, der er let faldende og fører mod sydøst ned til Ejsa de los Caballeros. Her drejer man med 2 km igen mod øst for at køre ind til centrum, hvor de sidste 2 km er stort set helt flade. Efter svinget i rundkørslen ved 2 km-mærket er der bare to helt bløde kurver, indtil man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen byder på i alt 1158 højdemeter.

Ejea de los Caballeros har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Frygten for vind på højsletten er i første omgang afblæst. Efter en vejrmæssigt ringe start på løbet venter en flot fredag med kun få skyer og en temperatur på pæne 20 grader. Vinden vil være let til jævn (10-15 km/t) og tiltage lidt i løbet af dagen, hvor den drejer fra vest til nordvest. Det giver med- og sidemedvind, indtil man med 82 km igen drejer ind i sidemodvind. Det varer ved indtil kort inden spurten, hvorefter der er direkte medvind ind til målbyen, indtil det bliver en anelse med sidemedvind på de sidste 2 km.

Analyse af 3. etape

For 48 timer siden skulle man være optimistisk anlagt, hvis man for alvor skulle tro på, at Primoz Roglic kunne trues i årets Vuelta. Det iskolde monster var nemlig lige så koldblodigt, glubsk og overlegen, som han plejer, da han blæste til sejr på Arrate-stigningen på løbets 1. etape. For at gøre ondt værre viste Jumbo-mandskabet, at de også uden Wout van Aert kan være altdominerende, da de placerede ikke færre end fem mand i top 16!

48 timer er i en grand tour dog ofte en menneskealder, og da røgen havde lagt sig efter dagens anden bjergetape, er perspektivet pludselig et helt andet. I forvejen var der jo ret store spørgsmålstegn ved, om Roglic kunne dels finde sit topniveau og dels bevare det hele vejen, når han ikke blot kørte sig helt ud i Touren, men også gjorde det ved VM og det Liege, han som bekendt vandt. Efter i dag kan vi i hvert fald konstatere, at førstnævnte i første omgang skal besvares negativt.

I august måned havde dagens resultat nemlig været utænkeligt. Dengang åd monsteret denne slags puncheurspurter med så stor lethed, at han knap behøvede at synke. Det så vi først i Ain, siden i Dauphiné og slutteligt i Touren, hvor han var så overlegen i denne slags finaler, at man sad med fornemmelsen af, at han kørte sit helt eget cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det gjorde han bestemt ikke i dag. Der var ellers lagt op til ny servering for det glubske uhyre, da han bad sit Jumbo-hold holde snor i udbruddet, som de ellers godt kunne lade sejle langt væk. Da det som forventeligt på den lette Laguna Negra-stigning endte i en afgørelse for de eksplosive afsluttere, så alt ud til at gå efter manualen - altså lige indtil Roglic ikke kunne gå forbi Dan Martin med vanlig lethed og faktisk slet ikke kunne gå forbi overhovedet.

Det var naturligvis et krisetegn. Naturligvis ikke et krisetegn, der kan være ødelæggende for hans sejrschancer, for han var stadig blandt de stærkeste med et tårnhøjt niveau, og kan han holde det hele vejen, er der næppe alt for mange køer på isen. Hvis man kombinerer det med usikkerheden om den langsigtede træthed, bliver det hele imidlertid pludselig langt mere åbent, end det var forud for dagens opgør.

Selvom Martin vandt etapen, er Richard Carapaz således måske også den helt store vinder. Den lille ecuadorianer har nemlig været helt ovenpå pedalerne og lignet en mand med uhyre styrt overskud de seneste dage. Han er kommet fornemt igennem to for ham på papiret farlige etaper, hvor Roglic kunne have givet ham et nyrestød, og i dag var han sågar meget tæt på faktisk at slå sloveneren på det, der burde have været hans uindtagelige hjemmebane.

Samtidig er Jumbo-maskinen sjældent sårbar. I dag måtte man spejde langt efter Robert Gesink, Tom Dumoulin og George Bennett i finalen, da først Ineos, som ellers savner Kevin Rivera, havde været i gang, og særligt Ivan Ramiro Sosa havde revet feltet i stumper og stykker. I stedet for klassisk Jumbo-dominans endte det derfor i en gang indianerkørsel, hvor det sågar endda kunne være endt med choksejr til stortalentet Clement Champoussin, der fik vist sit store potentiale på den største scene, hvis ikke en velkørende Felix Grossschartner havde taget initiativ og bevist, at han er stærk i denne slags afslutninger.

Det kunne man ellers have undgået, hvis blot Sepp Kuss var blevet sat til at føre, men det skete aldrig. Noget kunne tyde på, at Jumbo-mandskabet - måske grundet usikkerhed om Roglic og holdets samlede styrke - vælger at holde amerikaneren inde i løbet som en plan B. I hvert fald agerede han i dag ikke forudsigeligt slagtekvæg, selvom et typisk Kuss-lead-out i dag meget vel havde været nok til at sikre Roglic sejren. Nok smed Kuss tid i tirsdags på lidt hovedløs facon, men dengang vidste holdet heller ikke, at Dumoulin ikke var en brugbar plan B. Det gør de nu, og derfor er det måske tid til et lille strategiskifte.

Det blev dog ikke Carapaz, men derimod Martin, der i dag fik skovlen under Roglic, men når det nu skulle være, var det ikke overraskende, at det blev ham. Han viste allerede på Mur de Huy glimt af fordums puncheurklasse, og derfor var han én af to, der i dag stod med de bedste chancer for at skabe overraskelsen, mens den anden, Michael Woods, tog initiativ ved at sende holdet til fronten og jagte hele dagen, men må sande, at han enten er for forslået eller for formsvag. Til gengæld skal man nok klappe hesten i forhold til Martins samlede chancer, for de længere stigninger passer ham betydeligt dårligere, selvom han for nogle år siden forbedrede sig voldsomt.

Nej, det er nok stadig Enric Mas, der er nr. 3 bag de to favoritter, selvom han de seneste to dage har virket mere rusten, end han gjorde ved den sjældent gode start. Dagens etape passede ham dog også dårligt, og her var det i stedet Alejandro Valverde, der skulle have vist Movistar-farverne. Desværre blev det lille håb om endnu en Vuelta-genfødsel, der i går blev vakt, lynhurtigt slukket igen for veteranen, der altså ikke i 2020-udgaven er den maskine, han ellers altid har været. Til gengæld ser Movistar så ud til at have et andet glimrende alternativ i Marc Soler, der imponerede stort ved efter en dårligt timet punktering at redde sig fornuftigt til toppen.

Den anden umiddelbare topkandidat er Hugh Carthy, der nok engang forsvarede sig fornemt på en etape, der ikke passede ham. Det gjorde Aleksandr Vlasov også, og derfor er det virkelig en skam, at supertalentet af en eller anden grund kom så rustent fra start, at han med et tab på 5.42 skal stramme sig gevaldigt an for at blive interessant i det store billede. Det er dog set før fra russeren, der i formstærk udgave smed en næsten sikker sejr væk i Østrig Rundt sidste år og måske en børnesygdom, der skal overvindes - præcis som for David Gaudu, der igen ser ud til at være i bedring efter sin klassiske rustne start.

Apropos rusten start… Der findes næppe nogen, der er bedre til at smide alt i den første uge for så at flyve i den sidste end Wout Poels. Efter et helt år, hvor han har været ligegyldigt fyld i feltet, var der i dag pludselig hul igennem til de ben, vi ikke har set meget længe. Nu skal vi være varsomme med en mand, der ikke har været på niveau siden 2018, men hvis dagens præstation er et varsel om, at han finder sin klassiske tredjeugesform, kan fortsættelsen blive spændende, selvom det må ærgre, at denne Vuelta jo er løbet, hvor den tredje uge er mere ligegyldig end vanligt.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det var ellers Esteban Chaves’ store chance. Efter kyssesygen har holdbarhed jo ikke just været spidskompetencen for colombianeren, der altid starter så lovende, at genfødslen erklæres, inden han synker så dybt, at der skal bud efter et større hejseværk for at få ham på fode igen. Desværre blev den smilende colombianer i dag nok engang ramt af det uheld, der har martret hele hans karriere, og som nu har sendt ham fra en lovende position ned i udkanten af top 10.

I lyset af hans historik er det dog ikke nødvendigvis noget stort langsigtet tab for løbet. Det ligner lige nu først og fremmest et opgør mellem en sjældent sårbar Roglic og en overbevisende Carapaz, der i et lys må ærgre sig gevaldigt over, at coronavirus har forvandlet søndagens gigantiske etape, der lå til hans højreben, til nu at ligne ugens tredje oplagte Roglic-etape i stedet. Heldigvis kan han så glæde sig over, at hans terræn stadig kommer i uge 2, og når monsteret får bank på hjemmebanen, må han være endnu mere sårbar der.

Det hele er i hvert fald meget mere åbent, end det var for 48 timer siden.

Favoritterne

Det, der skulle have været en usædvanlig spansk sprinterfest med hele syv sprinteretaper, er efter coronavirus’ indgreb blevet reduceret til endnu en sprinterfjendsk affære. De hurtige folk får nu blot tre chancer - én i hver uge - og ligesom i den ligeledes corona-ramte Giro har de endda skullet vente helt til 4. etape, inden muligheden byder sig.

Det bør den til gengæld også gøre. Vinden på den spanske højslette har ellers før skabt drama i Vueltaen, og faktisk er det sjældent, at man ikke får sidevindskørsel på et eller andet tidspunkt under løbet. Vi så da også allerede i går, at Movistar tog initiativ undervejs, og i dag var feltet uhyre nervøst på det korte sidevindsstykke midtvejs.

Desværre for alle med hang til dramatik er den kraftige vind fra de to første dage forsvundet. Nu vil den være relativt beskeden, og den synes aldrig rigtigt at stå rigtigt heller. I starten vil der være stort set direkte medvind, og når de begynder at køre nordpå, burde den være drejet så meget i nordvest, at der mere er tale om sidemodvind end direkte sidevind. Og slutteligt er der altså direkte medvind.

Det betyder ikke, at det ikke kan blive nervøst. Det så vi i dag, hvor vindstyrken var nogenlunde som i dag, men jeg har svært ved at se, at det skulle føre til splittelse. Det vil kræve, at den står direkte i vest, når de drejer mod nord, men selv da bør den være for svag. Med andre ord tror jeg ikke på mere end mulig nervøsitet.

Derfor ender det formentlig ret begivenhedsløst. De første dage har været hårde, og der venter en glimrende udbrudschance lørdag. Derfor vil de fleste udbrydere spare på kræfterne, og derfor bliver det formentlig bare et ufarligt udbrud bestående af wildcardhold og mandskaber uden topsprintere eller klassementsstjerner, som etableres fra km 0. Herefter vil Deceuninck, Bora og måske UAE eller Trek formentlig hurtigt tage kontrol, og så er det kun nervøsiteten, der kan skabe lidt mulig uro. Hvis udbruddet bliver hentet tidligt, kan der dog være lidt bonussekunder at spurte om i den indlagte spurt.

Det bør altså ende i den ventede massespurt, og der er ikke mange tekniske udfordringer heller. Kommer man godt igennem rundkørslen med 2 km igen, er der kun bløde kurver resten af vejen. Samtidig er vinden i ryggen, og det bliver derfor virkelig en boulevardspurt, hvor man kan lade farten tale. Og selvom Vueltaen i de senere år har haft svært ved at tiltrække sprintere, betyder den særegne sæson, at der faktisk er flere hurtige folk til stede end normalt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

To af dem er supersprintere, og her må det være Sam Bennett, der er favorit. Ireren kom i Touren tilbage på sporet efter en ringe sæsonstart og viste, at han stadig er en af verdens absolut hurtigste, også den hurtigste i dette felt. Han har som altid problemer efter en pause, men heldigvis har han allerede nu haft tre dage til at komme i gang. Også sidste år var der to dage til at få varmet op, og da sprinterne fik deres chance på 3. etape, var han ganske suveræn.

Bennetts problem i år har lidt overraskende været positioneringen, men her står han stærkt. Toget med Zdenek Stybar, Jannik Steimle og ikke mindst Michael Mørkøv er umiddelbart det stærkeste. Forventningen må være, at de dominerer i finalen - i hvert fald hvis de ikke venter for længe, som de lidt for ofte har gjort - og kombinerer man hurtigste mand med bedste tog, må Bennett være favorit, så det kan blive to irske sejre i træk.

Jeg vil faktisk pege på Jasper Philipsen som hans værste rival. Belgieren viste sit tårnhøje niveau i debutåret 2019, men i BinckBank Tour så han ud til at have taget næste skridt. Her slog han klart Pascal Ackermann to gange, og uden støtte viste han igen, at han er eminent i positionskampen. Denne gang har han meget bedre hjælp fra Alexandr Riabushenko og Oliveira-brødrene, og meget taler for, at han atter vil sidde godt placeret. Med den fine fart, han viste i begyndelsen af måneden, ligner han umiddelbart største trussel mod Bennett.

Løbets anden supersprinter er ellers Pascal Ackermann, men han har for mig i år været massespurternes svar på Victor Campenaerts. Det betyder, at han præsterer, når jeg afskriver ham, og omvendt. Senest så han i Tirreno ud til at være kommet sig efter sin katastofestart, men i BinckBank Tour skuffede han igen fælt. Generelt har han været langt under niveau i år, men det ændrer ikke på, at han trods alt stort set er kørt på podiet i de fleste af sine spurter. Positionering er han god til, at toget med Martin Laas, Michael Schwarzmann og Rudiger Selig var bedre end længe i BinckBank Tour. Han har haft en kedelig vane med at åbne for tidligt, men denne powerspurt i medvind burde ligge til hans højreben. Kører han som i Tirreno, er han i hvert fald stadig svær at slå.

Løbets joker må være Matteo Moschetti. Italieneren er et gigantisk talent, som han viste med sine to sejre foran Ackermann på Mallorca, men siden det grimme styrt i Besseges har han ledt efter formen. Det så lidt bedre ud i Ungarn, men desværre endte han i BinckBank som hjælperytter. Derfor ved vi ikke helt, hvor han står, men han har vist, at han både kan positionere sig og har en fremragende fart. Toget med erfarne Koen de Kort og Emils Liepins er også et af de stærkeste. Er han i form, burde han være med helt fremme i dette felt.

Er Jakub Mareczko genfødt? Næseoperationen i vinter har i hvert fald gjort ham betydeligt bedre, og han tog hele tre etapesejre i Ungarn, ligesom han lagde stærkt ud i Provence. Til gengæld viste BinckBank også, at hans positionering er lige så håbløs, som den plejer, men i det lys er denne finale lige noget for ham. Ingen tekniske udfordringer er en gave, og medvind gør det muligt at redde en dårlig position ved at åbne tidligt. Toget med Lukasz Wisniowski og Francisco Ventoso er heller ikke helt værst. Formentlig sidder han igen alt for dårligt, men skulle han sidde rigtigt, skal det blive interessant at se, hvor hurtig han virkelig er nu om dage.

En glæde i Tirreno var, at Magnus Cort blev genfødt som sprinter. Farten var overraskende god, og selvom det også gik galt, fik han to gange endelig positioneret sig fornuftigt. Selvom EF er her for klassementet, burde man formode, at han kan få lidt hjælp fra Mitchell Docker og Logan Owen til sidst. Hans positionering er som altid problematisk, men finalen er ikke kompliceret. Sidder han rigtigt, viste han i Tirreno, at han formentlig er en af de hurtigste i dette felt.

Helt modsat er det med Jon Aberasturi. Det er meget sjældent, at han sidder forkert, også selvom han stort set altid er uden støtte. Det gælder også denne gang, men han sidder formentlig, hvor han skal. I år har han stort set været i top 10 i alle sine massespurter, og i Ungarn var han den eneste til at bryde Mareczkos dominans. Man kan nok tvivle på, om farten rækker til at vinde, men han er utvivlsomt en af de hurtigste i dette felt.

Det er svært at vide, hvor hurtig Max Kanter egentlig er. Som U23 var han fremragende, men som professionel er det kun blevet til få chancer. Værst er det, at han nu i Scheldeprijs og BinckBank Tour faktisk fik sine muligheder, men altid sad for ringe positioneret. Det gør han sikkert igen på et Sunweb-hold uden rutine og med kun Jasha Sütterlin som reel lead-out man. Til gengæld viste han lidt af sin fart i Tjekkiet tidligere i år. Sidder han fornuftigt, burde han i dette felt have potentiale.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Lotto har både Gerben Thijssen og Tosh van der Sande , og jeg håber, at de kører for Thijssen. Den unge belgier fik sin sæson ødelagt af styrtet ved 6-dagesløbet i Gent, og han var derfor længe om at komme i gang. 2. pladsen i Gooik var dog meget lovende, da han overspurtede blandt andre Tim Merlier, og hans mange sejre sidste år viser, at potentialet er stort. Toget med Stan Dewulf og Van der Sande ser også lovende ud. Får de ham anbragt rigtigt, burde han kunne gøre det godt. Til gengæld mangler Van der Sande fart i denne boulevardspurt og vil ikke have den store chance.

Jeg er lidt spændt på Mitchelton, der har hele tre hurtige folk i form af Alex Edmondson, Dion Smith og Robert Stannard. Mønsteret i de italienske klassikere var dog, at de kørte for Stannard, og man må formode, at det gælder igen. Ganske vist er han ikke sprinter, men han blev altså en fin nr. 2 bag Gaviria i Toscana, ligesom han fik en 8. plads i Appennino. Med et ret stærkt tog burde han kunne gøre det hæderligt, selvom feltet her er noget stærkere end i Italien. Edmondson kører de næppe for, men de kan også give Smith chancen. Han mangler dog fart på en let sprinteretape, selvom det blev til pæne top 10-placeringer i Torino og Sanremo, hvoraf sidstnævnte er noget helt andet end dette.

Jeg havde egentlig opgivet Lorrenzo Manzin , men han er kommet fint tilbage på sporet i år med gode spurter i Tirreno og BinckBank. Mest overraskende er det, at han pludselig har lært at positionere sig og dermed er blevet stabil. Det har ellers været hans store mangelvare, for farten har altid været fin. Hans form har det med at forsvinde som dug for solen, men han viste fine ben i går. Toget er måske ikke det stærkeste, men Niki Terpstra og Julien Simon kan forhåbentlig føre ham sikkert frem til endnu et godt resultat.

NTT skal vælge, om de spurter med Carlos Barbero eller Reinardt van Rensburg. Det kan blive dem begge, for ingen af dem er specialister i en boulevardspurt som denne. Tidligere i år deltes de om ansvaret i Saudi Tour, og det vil de sikkert gøre igen. Hvem der får chancen først, er ret svært at spå om, men uanset hvad vinder de næppe. Sammen burde de dog kunne gøre det hæderligt i positionskampen, og så kan det sikkert også blive til et fornuftigt resultat.

Hvor hurtig er Mihkel Raim nu om dage? Svaret blæser i vinden, for esteren har ikke kørt en massespurt i en menneskealder. Her får han dog endelig chancen i et løb, hvor alle Israel SUNs sprintere er fraværende, og så skal det blive interessant at se, hvor meget af farten der er intakt. Han er dog uden væsentlig støtte og har aldrig været nogen sprintergigant. Jeg frygter derfor mest, at det ikke bliver til det store.

Det er også tænkeligt, at Dorian Godon, Jesus Ezquerra og Emmanuel Morin giver den et skud, men de mangler fart. Måske prøver Romain Seigle også, men det vil være uventet. Alex Aranburu vil næppe køre en flad spurt, men udelukkes kan det ikke, og Grega Bole skal måske også vise lidt af de gamle sprinterben, selvom han nok bare skal passe på Wout Poels. Jose Joaquin Rojas har til gengæld lagt sprinterkarrieren på hylden.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Pascal Ackermann

Outsidere: Matteto Moschetti, Jakub Mareczko, Magnus Cort, Jon Aberasturi, Max Kanter

Jokers: Gerben Thijssen, Robert Stannard, Lorrenzo Manzin, Carlos Barbero, Reinardt van Rensburg, Mihkel Raim