Ruten

Siden løbets comeback i 2016 har der som regel været en tidskørsel. I 2016 og 2019 bød man på en indledende enkeltstart, og i 2017 og 2018 havde man et for et så kort etapeløb et urimeligt langt holdløb, som i 2018 dog blev neutraliseret grundet dårligt vejr. Sidste år havde man for første gang udelukkende linjeløbsetaper, men i år vender enkeltstarten tilbage, denne gang dog ikke som åbningsetape. Tværtimod kommer den om lørdagen som løbets afgørende klassementsetape, og denne gang vil den endda blive endnu vigtigere end tidligere. Den lette kongeetape betyder nemlig, at det formentlig er her, det allervigtigste slag skal slås, og det sker på en relativt lang og pandekageflad tonserrute ved kysten, hvor de store maskiner for alvor kan træde mange watt.

I alt skal der tilbagelægges 14,3 km mellem Xilxes og Playa Almenara uden for selve byen Almenara. Der er tale om to små kystbyer, der ligger umiddelbart nord for Valencia med bare få kilometers afstand, men de ligger begge et stykke fra selve vandet. Efter starten i udkanten af Xilxes drejer man med det samme mod højre og kører mod sydvest ad en helt flad og lige vej, der leder frem til udkanten af Almenara.

Man forsætter forbi byen, inden man drejer mod nordøst for at køre ind til selve byen, hvor man fortætter mod nordøst ind gennem centrum og ud til udkanten, hvor man skal over en ganske lille bakke, der leder via en bro over motorvejen og ned igen. Kort efter drejer man mod sydøst for at følge en lige og flad vej ud til vandet og Platja Almenara. Her drejer man til højre i en rundkørsel på den sidste kilometer, inden man lige inden stregen skal igennem en stor rundkørsel på store veje.

Læs også

Valverde vinder igen

Etapen byder på i alt 43 højdemeter.

Playa Almenara har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Vejret                                                                                                     

Foråret er endelig kommet til Spanien. Lørdag bliver nemlig flot med kun få skyer og en temperatur på 16 grader. Vinden vil bare være svag til let og komme fra syd, men også tiltage fra ca. 7 til ca. 13 km/t gennem etapen. Det giver sidemodvind på etapens første halvdel, inden man kortvarigt får sidemedvind. Slutteligt vil der igen være sidemodvind på de sidste kilometer.

Favoritterne

Arrangørerne kunne næppe have ønsket sig et bedre scenarium. Det var risikabelt at lave så let en kongeetape, der i et stærkere felt meget vel kunne have været næsten neutraliseret og gjort kampen om den samlede sejr til alene et opgør på enkeltstarten. Udsættelsen førte imidlertid til et felt, der er milevidt fra den stjerneparade, der var annonceret i februar, og det gav en særdeles underholdende kongeetape, der fik det vel ideelle udfald for enhver, der ønsker sig spænding.

Stefan Küng forsvarede sig nemlig beundringsværdigt mod den forudsigelige Movistar-offensiv, men bedst som det så ud til, at han næsten havde den samlede sejr i sin hule hånd, blev den ellers på papiret så lette målstigning alligevel lidt for svært. Da Enric Mas samtidig fik en gylden håndsrækning fra en lidt hovedløst kørende Elie Gesbert, der mest af alt vel burde have haft en Movistar-trøje på skuldrene og meget tænkeligt smed en etapesejr på gulvet, lykkedes det spanieren at vinde så meget tid, at det inden enkeltstarten nu er helt åbent - måske endda så åbent, at de tre bonussekunder, han sikrede sig i onsdags kan blive afgørende.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Sammenligner med anden flade tonserenkeltstart, der venter lørdag, med Tirrenos flade tonserenkeltstart, der var 4,2 km kortere, tyder meget nemlig på, at det bliver tæt. Ryttere med Mas’ evner på en sådan rute tabte 35-40 sekunder til Küng, hvilket i lyset af den længere distance her kunne indikere, at vi kommer meget tæt på den magiske grænse på 51 sekunder. Måske vil jeg - på baggrund af de enkeltstarter, Mas har kørt i år - give Küng en lille overhånd, men det bliver et spændende opgør, der kan gå begge veje.

Selve etapen er dog ikke videre spændende. Den er derimod ganske enkel, for der er tale om en rigtig tonserenkeltstart. Terrænet er stort set helt fladt - selvom de skam skal over en motorvejsbro - og tekniske udfordringer er der heller ikke mange af. Med andre ord er det en sand gave for de specialister, der kan træde fleste watt i fladt terræn - præcis som vi kender det fra Tirreno.

Heldigvis slipper vi for mere regnvejr, men betingelserne bliver ikke helt ens. Ganske vist er vinden svag, men det blæser op i løbet af eftermiddagen, og med hovedsagelig modvind vil der være en svagt mærkbar forskel for de tidligt startende. Det er dog ikke en styrkeændring, der nødvendigvis vil være løbsafgørende, men den kan spille en rolle.

Vind eller ej… Etapen her har en af årets allerstørste favoritter. Det vil være en gigantisk sensation, hvis ikke Stefan Küng vinder suverænt - også selvom han starter som en af de sidste. Schweizeren har genfundet de ellers lidt falmende tempoevner i 2020 og 2021, hvor han har nået sit hidtil højeste niveau, og han har endda netop kørt en af sine vel nok bedste enkeltstarter i Tirreno, hvor han slog Filippo Ganna og blev nr. 2 bag Wout van Aert, som han med lige vejrforhold meget vel kunne have slået. I dette løb, der mest af alt har deltagelse af ryttere helt uden tempohistorik, er det lidt som en væddeløbshest i et felt af æsler, når vi taler om en rute, der passer sande specialister. Når Küng samtidig har vist fremragende form de første dage, taler vi om en sensation, hvis ikke EM-trøjen ender med laurbærrene lørdag eftermiddag.

Truslen må komme fra en holdkammerat, nemlig Miles Scotson . Australieren var et af de mest lovende talenter på korte, flade enkeltstarter, da han i 2017 blev nr. 9 BinckBank Tour - en bedrift han gentog i 2018, hvor han med en 3. plads i UAE Tour endda leverede et absolut topresultat i et uhyre stjernebesat felt. Desværre faldt han som temporytter sammen i 2019, men sidste år kom han tilbage på sporet, særligt med 5. pladsen på tonserenkeltstarten i Milano under Giroen. I år har han kun kørt kuperede enkeltstarter, men her kommer en rute efter hans smag. Formen så vi forleden, men det er klart, at Küng er en svær nød at knække. På den anden side kan en lidt tidligere start måske alligevel give ham en chance.

Dernæst må man pege på Nelson Oliveira . Med en 3. plads på en Tour-enkeltstart og en 4. plads til VM har han beviselige tempoevner, men desværre ikke på denne rute. Han skal bruge lange og kuperede enkeltstarter, og dette er det stik modsatte. Han blev dog en pæn nr. 17 i Tirreno, og det vidner om, at han trods rutens beskaffenhed stadig må regnes som den største trussel mod FDJ-duoen. Med samme starttid som Küng har han dog ikke en reel chance for at slå storfavoritten.

Lad os fortsætte rækken af FDJ-ryttere. Arnaud Demare er måske kendt som sprinter, men han kan sagtens køre enkeltstart. Faktisk har han endda vundet en flad enkeltstart i Poitou-Charentes, men han er også blevet nr. 6 i et stærkt felt i Algarve, nr. 4 i Route du Sud, nr. 17 i Tour de Suisse og endda nr. 12 på specialistenkeltstarten i Tirreno. Det er ikke altid, han kører for et resultat, men giver han den et skud, bør han køre stærkt på en relativt kort og flad rute, der passer ham. Formen er fin efter klassikerne, og han drager fordel af at starte meget tidligt.

Dernæst vil jeg pege på Joey Rosskopf , men det er mest grundet navnet. Amerikaneren har mildt sagt ikke imponeret i år, og i forvejen er han ikke vild med korte enkeltstarter. En 2. plads i Vueltaen, en 5. plads i Giroen og en 10. plads i Touren så sent som i 2019 samt to amerikanske mesterskaber vidner dog om ubestridelige evner. Desværre er resultaterne alle opnået over længere distancer, og kombinerer han det med hans manglende form, er det svært at være alt for optimistisk. Han bør dog gå i top 10 i dette felt og drager fordel af en tidlig start.

Dernæst vil jeg pege på Enric Mas, men det er med nogen tøven. Spanieren er utvivlsomt en glimrende temporytter med en 6. plads i Vueltaen og to 9. pladser i Touren, men det er ikke tilfældigt, at de alle er opnået sent i grand tours på lange ruter. Det er her, dieselmotoren Mas har sin force, og denne etape kunne ikke være designet meget ringere for en fyr som ham, der mangler både distance og terræn. Hans enkeltstarter i år har endda været dybt skuffende, men hans 6. plads i Vueltaen viser, at han godt kan køre en flad enkeltstart, når han skal. Først og fremmest har han dog en motivation som de færreste i et felt, hvor mange sikkert vil rulle igennem, og derfor bør han ende langt fremme, selvom en top 3 synes udeluket.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Arkea har den tidligere franske U23-mester Thibault Guernalec, men det har knebet lidt som professionel. Han fik dog en fin 6. plads i Poitou-Charentes og en 16. plads i Andalusien sidste år, og det taler for, at han vil være blandt de bedste her. Terrænet burde passe ham udmærket, selvom han måske havde foretrukket en længere distance. Formen så ganske lovende ud på 1. etape, og han starter relativt tidligt.

En joker kunne være Magnus Sheffield. Det amerikanske stortalent er ganske vist meget ung og uden erfaring, og som junior var han svingende i disciplinen. Han udnyttede dog coronapausen til at slå verdensrekord i individuelt forfølgelsesløb for juniorer, hvor han kørte de 3 km i 3.06, og det burde tale for, at han også kører stærkt på en rute som denne. Hans kørsel de seneste dage tyder på fornuftig form i et af de sværeste UCI-løb, han har kørt, og han starter også relativt tidligt.

I det hele taget har Rally muligheder. Man må også pege på Colin Joyce , der er alt andet en tempospecialist. Han chokerede mig dog med en 8. plads i San Juan sidste år, hvor han kørte meget stærkt på den flade tonserdel. Hans klatring de seneste dage har mildt sagt været overbevisende for en sprinter, og dermed synes han også at have formen til at begå sig.

Hvad med Szymon Sajnok? Polakken er sprinter og ikke temporytter, men han vandt faktisk som U23 to prologer, ligesom han kørte i top 10 på korte, flade enkeltstarter i polske løb. I Poitou-Charentes blev han sidste år nr. 13, og det vidner om evner på en rute som denne. I dag viste han endda overraskende god form i bjergene, og han har fordel af en tidlig starttid.

Rally har flere kort at spille. Resultaterne er mildt sagt svingende, men Stephen Bassett har faktisk vundet en enkeltstart i Tour de Beauce. Ruten her burde passe den kraftfulde amerikaner, der også synes i ganske fornuftig form. Holdkammeraten Robin Carpenter synes ganske vist at have tabt sine tempoevner efter nogle skuffende præstationer for nyligt, men han har flere top 10-resultater fra amerikanske enkeltstarter. Terrænet burde passe ham fint, men den skulle nok gerne have været lidt længere.

Endelig vil jeg pege på Imanol Erviti . Det er mange år siden, han sidst kørte en god enkeltstart, men han er to gange blevet nr. 3 på flade ruter i Burgos og Route du Sud. Desværre er det ikke tilfældigt, at de alle ligger mindst fem år tilbage, og i de seneste år har det været tamt. En 16. plads i Andalusien i 2018 viser dog, at han i dette felt bør gøre det fornuftigt.

Endelig er der John Degenkolb. Tyskeren er ikke specialist, men han har faktisk nogle ganske udmærkede prologresultater, også på højt niveau. Denne enkeltstart er noget andet, da det handler for meget om power, men hans 26. plads på Tour-enkeltstarten i Utrecht i 2015 taler for, at han i dette felt trods alt bør gøre det udmærket, hvis han med sin gode form giver den et skud.

Andre kandidater kunne være banerytteren Sebastian Mora, stærke Mathijs Paaschens, Kern Pharmas Carlos Gracia Pierna samt Brendan Rhim , der har kørt en god enkeltstart i USA.

Feltet.dks vinderbud: Stefan Küng

Øvrige vinderkandidater: Miles Scotson, Nelson Oliveira

Outsidere: Arnaud Demare, Joey Rosskopf, Enric Mas, Thibault Guernalec, Magnus Sheffield

Jokers: Colin Joyce, Szymon Sajnok, Stephen Bassett, Robin Carpenter, Imanol Erviti, John Degenkolb