Ruten

Hvis der er noget, der har karakteriseret både Dubai og Abu Dhabi Tour, er det de helt flade sprinteretaper i de to metropoler. Dem er der naturligvis også blevet plads til i UAE Tour, og efter at det sidst var Dubai, der fik lov at runde festen af med ”deres” byetape, er det i år Abu Dhabi, der lukker ballet. Det betyder, at turen rundt til seværdighederne i Dubai kommer allerede på 4. etape, hvor turisturen ventes at kulminere med et brag af en massespurt og et stort opgør mellem flere af verdens allerhurtigste afsluttere.

Med en distance på 173,0 km er der tale om en forlænget udgave af sidste års afslutningsetape. Denne gang går starten i Zabeel Park, hvorfra der køres til det klassiske mål ved Dubai Citywalk nær havnefronten. De to lokationer ligger få meter fra hinanden, og etapen består af en tur rundt til byens seværdigheder. Man lægger ud med at sno sig mod sydøst igennem fladlandet, indtil man når ud til byens udkant. Her kører man mod sydvest hen langs byen frem til Dubai Motor City, hvor dagens første spurt kommer efter 38,6 km. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre tilbage ind mod bycentrum frem til Jumierah Islands, hvor man kører en meget kringlet tur på 7,1 km rundt i området.

Efter turen ind gennem Jumeirah Islands kører man mod nordøst ad en stor boulevard ind mod hjertet af byen. I stedet for at køre ind til mål fortsætter man imidlertid mod vest ud mod byens nordøstlige udkant. Her kører man en omgang på en helt flad rundstrækning, der kortvarigt berører ørkenen og byder på en sidste spurt efter 131,7 km. Derefter går det tilbage mod vest ind gennem byen, inden man kører mod sydvest og til slut nordvest frem til målet ved Dubai City Walk. Her følger man en lang, lige vej og helt flad vej frem til den kringlede finale, hvor en lang ukompliceret boulevard afbrydes af et sving med 500 m igen, inden man rammer den 8,5 m brede, brostensbelagte opløbsstrækning.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 540 højdemeter.

Sidste år sluttede sidste etape som sagt ved Dubai City Walk, og her kunne Sam Bennett endelig tage en sejr, han havde kredset om, ved at henvise Fernando Gaviria og Caleb Ewan til de sekundære placeringer. Den afsluttende etape i Dubai Tour, der på mange måder minder om denne, blev i 2018 vundet af Elia Viviani, der var hurtigste mand i et sandt styrtkaos, som eliminerede de fleste af rivalerne i den komplicerede finale. I 2017 havde Marcel Kittel allerede inden etapen et stort forspring, men det forhindrede ham ikke i at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Viviani og Riccardo Minali. I 2016 var Kittel igen hurtigst, og denne gang var sejren nok til at tage den samlede sejr for næsen af Giacomo Nizzolo, der var gået ind til etapen som løbets førende rytter. I 2015 var Mark Cavendish stærkest og rev derved trøjen af John Degenkolbs skuldre, mens Kittel også bekræftede sin dominans i 2014, hvor han vandt den tilsvarende etape, der dengang havde en anden afslutning.

Vejret

Efter nogle dage med begrænset vinder bliver det meget blæsende de kommende dage. Varmen fortsætter også på en onsdag med kun få skyer, men ude ved Dubais kyst er temperaturen dog ”kun” 30 grader. Der vil være en frisk til hård vind (27 km/t), først fra sydvest og siden vest. Det giver vinde fra alle retninger på den meget kringlede rute. Til slut vil der dog være modvind og sidemodvind på det sidste lange stykke tilbage mod Dubai. Sidemodvinden varer ved helt frem til svinget med 500 m igen, og der vil også være sidemodvind i spurten.

Analyse af 3. etape

Det kan være en temmelig frustrerende oplevelse at se ryttere insistere på specialisere sig i én ting, selvom meget peger på, at de i stedet burde se i en anden retning. Vi er sikkert mange, der har rystet på hovedet over Bob Jungels’ stædige insisteren på at køre grand tours i stedet for at satse på de klassikere, hvor han har vist så stort potentiale. På samme måde var det stærkt irriterende at se, hvordan Rui Costa i karrierens bedste år blev ved med at forsøge sig i Tour-klassementet, samtidig med at han leverede fornemme resultater i endagsløb, på enkelte etaper og i ugelange etapeløb.

Lidt på samme måde har jeg det med Yates-brødrene. Det har nemlig været et gennemgående træk, lige siden Adam bragede ind på den professionelle scene i Tour of Turkey i 2013, at de to brødre, der deler mange karakteristika, var fremragende på eksplosive dage med relativt korte, stejle stigninger, men at det kneb både på store bjergetaper med mange højdemeter og ikke mindst med holdbarheden over tre uger. Ganske vist slog Adam igennem på den store scene med sin 4. plads i Touren i 2016, men allerede dengang hang han med tungen langt ud af halsen i en sidste del, der alene handlede om overlevelse. Den tendens har været gennemgående i alle deres grand tours siden dag, naturligvis mest markant med Simon berømte totaleksplosion i Giroen i 2018, hvor han på få dage forvandles fra monster til buschauffør i gruppettoen.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Undtagelsen, der bekræfter reglen, er naturligvis Simons Vuelta-sejr i 2018, men også sidste års grand tours var en understregning af, hvor de to brødres styrker ligger. Simon indledte Giroen med at proklamere, at rivalerne burde ”skide i bukserne af skræk” over at skulle op ham over de tre uger, men efter den obligatoriske stærke start var han helt anonym gennem resten af løbet. Adam har nu to gange i træk fejlet gigantisk i Touren, men alligevel bygger de endnu engang deres sæsoner op om grand tours med Simon i Giroen og Adam i Touren.

Naturligvis kan man godt forstå dem, når nu Simon jo faktisk én gang har vundet Vueltaen, men i en tid, hvor der vælter det ene etapeløbsfænomen frem efter det andet, kan det være svært at se en gentagelse for sig. Og derfor bliver det også ekstra frustrerende at se, hvor fremragende de begge er, når de satser på kortere etapeløb og endagsløb. Simon viste sig jo som en fantastisk etapejæger i sidste års Tour, hvor han efter Adams kollaps sejrede to gange, og det gjorde han efter et forår, hvor Adam kørte som en motorcykel med sejre i Valencia, Baskerlandet og Catalonien, samlede 2. pladser i Tirreno og Catalonien og en topplacering i Liege.

Netop det forår gik måske lidt under radaren, fordi stakkels Yates gang på gang blev slået på marginalerne, først i Tirreno, hvor Primoz Roglic slog ham med mindre end et sekund, og siden i Catalonien, hvor Miguel Angel Lopez udnyttede, at Yates, Nairo Quintana og Egan Bernal havde lidt for travlt med at se på hinanden. Alligevel viste Yates gennem de måneder, at han suverænt var en af verdens bedste ryttere til ugelange etapeløb, og i Tirreno gjorde han endda det, kun Lopez ellers lykkedes med på Javalambre i Vueltaen, nemlig at sætte en skades- og sygdomsfri Roglic på en stigning i et etapeløb.

Det er også på den baggrund, at man må håbe, at Yates skriver sig sin magtdemonstration på dagens bjergetape i UAE Tour bag øret. Nok kørte han stærkt sidste forår, men i dag lagde han yderligere alen til den klasse, der gør ham til en af verdens bedste cykelryttere i de løb, han mestrer. Én ting er, at han kørte fænomenet Tadej Pogacar, der havde viste superform i Valencia, agterud med mere end et minut på en relativt kort stigning, noget andet er, at det skete på en dag, hvor rytterne siden har bekræftet, at den varslede modvind var ganske markant, som det også kunne ses af den relativt store favoritgruppe, der spurtede om de sekundære placeringer.

Den præstation var så overlegen, at det vel kun er Remco Evenepoels ydmygelse af Filippo Ganna på enkeltstarten i San Juan, der kan karakteriseres som en tilsvarende magtdemonstration hidtil i denne sæson. Måske kan man hævde, at flere af favoritterne skuffede, og at feltet er præget af flere løjtnanter end absolutte verdensstjerner, men omstændighederne med modvind på en kort stigning gør det uhyre imponerende. Særlig vægt får det af, at han så klart distancerede Pogacar, der bekræftede sin status som forhåndsfavorit ved at køre fra alt og alle - i hvert fald med en enkelt ganske væsentlig undtagelse.

Præstationen bekræfter imidlertid også det billede, man må have af Yates. Denne lette modvindsdag, hvor hele løbet kulminerer med en eksplosiv indsats på en relativt stejl stigning over en halv times tid er skræddersyet til Yates’ karakteristika, selvom han stædigt insisterer på, at han er bedst i de rigtige bjerge. Den påstand kan hans resultater bare slet ikke bakke op, og det er bestemt ikke uden grund, at hans nok flotteste sejr hidtil kom netop på en etape som denne, mens han altså fortsat har til gode at vinde en svær bjergetape dybt inde i en grand tour.

Uanset frustrationen over, at han nok engang satser alt på Touren, kan man imidlertid glæde sig over, at vi har udsigt til et forår, hvor Yates bliver måske endnu bedre end sidste år. Etapeløbsprogrammet med Tirreno-Adriatico, Catalonien og Baskerlandet er det samme som sidste år, og selvom enkeltstarterne i alle tre løb altid vil være en hæmsko, har han med ét understreget, at han skal regnes som en af de tunge favoritter til dem alle. Og samtidig understreger rytteren, der tog sin første store sejr i Clasica San Sebastian i 2015 nok engang, at han kan blive svær at bide skeer med i Ardennerne, hvis han kan holde superformen lidt bedre, end det lykkedes sidste år, hvor han ”kun” blev nr. 4 i Liege.

Inden vi kommer så langt, har han i hvert fald kurs mod at sikre sig karrierens første sejr i et WorldTour-etapeløb, efter at han sidste år førte tre af slagsen uden nogensinde at gøre arbejdet helt færdigt. Det må man formode, at han gør her, for med mindre han bliver fanget i sidevinden - som altid kan være en trussel for en fyr med en nonchalant tilgang til positionering - virker det helt urealistisk, at han skulle kunne tabe sit minut igen på torsdag, hvor der venter en lignende eksplosiv etape med samme målbjerg og dermed endnu en godbid for Yates.

Etapen blev samtidig en påmindelse til Pogacar om, at træerne ikke vokser ind i himlen. Faktisk leverede han bedre, end man kunne have frygtet, da han trods modvinden faktisk kunne komme af med alle rivalerne, men i dag fik han bevist, at han trods den overlegne sejr i Valencia altså fortsat har lidt vej at gå, inden han er i den absolutte verdenstop. Der skal nok ende om ganske kort tid, men de procent, han manglede i Vueltaen, synes ikke helt at være fundet, selvom han har lagt yderligere til hen over vinteren. Og hvis han fortsætter sin udvikling, skal han nok vinde UAE Tour før eller siden og dermed tilfredsstiller sponsoren, der nok lige nu deler skuffelsen over, at det der lignede en sikker sejr formentlig udebliver.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Modsat Pogacar kan Alexey Lutsenko være uhyre tilfreds. Ganske vist vandt han ikke etapen, men hvis man husker på, at han for et år siden stadig blev regnet som puncheur og ikke bjergrytter, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget han har forbedret sine klatreevner. Det startede sidste år i Dauphiné, og i år har han allerede slået verdensklasseklatrere på både Ventoux og Jebel Hafeet. I dag skete det heller ikke via den spurt, der ellers lignede hans stærke våben på denne stigning, men ved at køre fra den store favoritgruppe, som han også gjorde det på Ventoux. Man må stadig antage, at han er for tung til at blive en rigtig grand tour-rytter, men hans potentiale i ugelange etapeløb bliver stadig mere lovende.

Etapen bød også på en genrejsning af David Gaudu. Ganske vist var supertalentet ikke helt så flyvende, som man kunne have håbet, men der var tale om en mærkbar forbedring siden skuffelsen i Provence. Det står efterhånden mejslet i granit, at stabilitet ikke er Gaudus varemærke, men heldigvis kan han hurtigt finde benene efter de skuffelser, der ofte kommer. Det kunne han også i dag, og med lidt held kan han drømme om, at han måske kan gå på podiet efter 5. etape, hvis han fortsætter fremgangen.

Dagens positive overraskelse - hvis man ser bort fra Yates’ vanvittige ridt naturligvis - var Rafal Majka. Polakken er kendt som en rytter, der aldrig helt blev til det, det tydede på i 2013, 2014 og 2015, men allerede sidste år kunne vi se en mindre genfødsel efter en nogle svære år. Nu skal man ikke drage mange konklusioner om Giroen på baggrund af en eksplosiv bjergetape i Mellemøsten i februar, men det er svært at huske, at Majka er kommet så lovende fra land.

Det var også nødvendigt for at redde Boras løb. Desværre blev uheldige Emanuel Buchmann, der efter sin imponerende kørsel på Mallorca sammen med Yates lignede den værste trussel for Pogacar, involveret i et styrt, som satte ham ud af spillet. Heldigvis for Bora var holdet så stærkt besat, at de alligevel havde to mand helt i front, da både Majka og Patrick Konrad, som ellers stagnerede en del i 2019, var med helt fremme. Nok er selskabet for skrapt til, at de kan vinde, men starten for dem begge er lovende.

Det er den også for Diego Ulissi. Naturligvis blev han, Konrad og Gorka Izagirre, der er alle er relativt eksplosive, hjulpet af modvinden og etapens karakter, men den lille italiener virkede i hopla i forfølgergruppen, inden han vandt spurten. Med tanke på, at lange stigninger ikke er hans kop te, er det endnu et vidnesbyrd om den genrejsning, han startede i Canada sidste efterår, hvor han leverede bedre end meget længe, og som er fortsat i år, først Down Under og siden i dag og i går. Og da også Davide Formolo fik indledt sin sæson hæderlig, var det en ganske pæn dag for UAE, selvom de utvivlsomt lige nu kun er skuffede over, at den ”sikre” hjemmebanesejr nok udebliver.

Listen over vindere tæller også Izagirre, der leverede sin bedste klatrepræstation i mere end et år, og vel også Jesus Herrada, der nok engang viser, at han i februar kan ting, han ikke kan resten af året. Den tæller også Domenico Pozzovivo, der med tanke på hans grimme styrt og svære sæsonstart i Provence, gav håb om, at han måske alligevel kan komme tilbage, og da Stefan de Bod samtidig viste, at sidste års klatring i Østrig Rundt ikke bare var et engangstilfælde, var det en ganske fin dag for NTT, der ikke havde de store forhåndschancer i dette løb.

Til gengæld kunne man have drømt om, at Eddie Dunbar var kommet lidt længere i sin udvikling, men selvom han har gjort det godt både her og i Provence, mangler der stadig noget. På samme måde blev forventninger til en genrejsning af en langt om længe skadesfri Wilco Kelderman måske dæmpet en anelse, efter at han ellers havde virket så overbevisende i Provence.

At kalde dem tabere, vil dog være en overdrivelse. Det er det derimod ikke, når jeg udråber Alejandro Valverde som en af skuffelserne. Ganske vist havde han på forhånd talt forventningerne ned og beskrevet sin dårlige form i detaljer, men det er alligevel kritisk, at den spanske veteran er så langt fra de bedste på en eksplosiv modvindsstigning. Nu har jeg selv brændt et hav af nekrologer, jeg har skrevet om Valverde, og derfor er jeg den sidste til at begrave ham, men som altid begynder tvivlen altid at nage, når en snart 40-årig veteran er så markant dårligere, end han plejer, på en årstid, hvor han plejer at være i en anden liga. Mindre kritisk er det, at Wout Poels nok engang faldt igennem, for enhver ved, at hollænderens form er lige så let at forudsige, som det er at finde en tørvejsdag i Danmark.

To andre tabere var Giulio Ciccone og Ilnur Zakarin. Selv havde jeg været meget optimistisk på vegne af dem begge, og jeg var tilsyneladende ikke den eneste. I hvert fald jagtede Trek hele dagen for at sætte Ciccone i scene, og da feltet ramte stigning, var det Zakarin, der lagde pres på, først med Jan Hirt og siden med et angreb fra en imponerende stærk Victor De La Parte, der ikke har været bedre, siden han imponerede med sine sejre i Østrig, inden han kom på WorldTouren.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Begge faldt de imidlertid igennem, da det blev alvor. Det skal man naturligvis ikke lægge alverden i. En lille nedtur for Ciccone kan man altid forvente fra en ung rytter, der ikke er kendt for stabilitet, og holdet kan så i stedet glæde gi over, at Niklas Eg fortsætter med langsomt at vise lidt igen efter et meget svært år fra foråret 2018 til sommeren 2019. Mere ondt har det nok gjort på Zakarin, der i år har gjort de ugelange etapeløb til et mål, men som i dag ikke gjorde meget for at styrke troen på, at han er på vej tilbage.

Dermed fik han et helt andet svar på den formtest, årets første løb altid er, end det, der indløb i Yates’ indbakke. Her stod der nemlig ”UG med kryds og slange” i karakterfeltet efter det, der hører til blandt hans absolut flotteste præstationer. Kursen mod et forår, der som minimum kan matche sidste års, er i hvert fald sat, og så kan man bare håbe, at det ikke også med samme kedelige udkomme i den Tour, han stædigt insisterer på at have som mål. Hvis til gengæld det ender med endnu en fiasko efter et forrygende forår, må den imponerende brite da før eller siden kunne forstå et vink med en vognstang!

Favoritterne

Efter to dage med svære finaler er det tid til det, som har været hovedmotivationen bag skabelsen af de mellemøstlige løb. Alle er de nemlig først og fremmest skabt for at promovere de forskellige værtslande som turistmål, og mens vi nu har haft to dage, hvor det sportslige har været i fokus, kan vi se frem til en onsdag, hvor megen af tv-tiden vil blive brugt på at kæle for Dubais vigtigste seværdigheder. Både Dubai og Abu Dhabi Tour og nu altså også UAE Tour har nemlig altid haft disse turistetaper, hvor feltet speeder rundt på en pandeklageflad byrute med sprinterholdene som turistguides.

Det betyder bestemt ikke, at etapen er uden sportslig værdi. Tværtimod kunne værdien næsten ikke være højere. Som skrevet i tidligere optakter er sprinterfeltet i dette løb nemlig det stærkeste, vi kommer til at se gennem hele sæsonen, og med udsigt til disse meget lette etaper i rigt mål er løbet her den allerbedste indikation på, hvem der er feltets bedste rene sprinter. Og efter at 1. etape endte uden mange svar, da Fernando Gaviria, Sam Bennett og i et vist omfang også Dylan Groenewegen alle blev lukket inde, må forventningerne til spurtbraget onsdag eftermiddag være enorme.

Der er dog én ting, som måske kan spolere showet. Efter nogle stille dage melder ørkenvinden sig nemlig endelig, men for folk med hang til drama er det desværre nok på den forkerte dag. Hele etapen afvikles nemlig midt i storbyens dejlige læ, og selvom feltet kortvarigt berører ørkenen i byens udkant, så vi på 1. etape, at der også her er så mange bygninger, at vinden ikke umiddelbart kan blive farlig.

Selvom det bliver voldsomt blæsende, og Adam Yates i dag talte om sin egen frygt for sidevind, er det svært at se, at den kan bruges offensivt. For et par år siden (eller var det sidste år?) meldtes der nemlig om endnu kraftigere vind til Dubais turistetaper, men dengang skete der lige præcis nul og niks på det, der endte som en helt klassisk sprinteretape.

Det bør det derfor også gøre her. Yates’ kommentarer viser, at folk vil være nervøse og opmærksomme ved de fleste retningsskift, men jeg tror hurtigt, at de vil indse, at storbyen giver for megen læ. Derfor forventer jeg et relativt klassisk scenarium, hvor et svagt udbrud med deltagelse fra primært Gazprom og Vini vil komme fri, og at feltet efter en indledende nervøsitet vil falde til ro, mens Bora, UAE, Jumbo, Lotto og Deceuninck kontrollerer løbet. Og hvis endelig der skulle opstå lidt splittelse, betyder det lange modvindsstykke til sidst, at det er svært at tro på nogle varige forskelle.

Trods den kraftige vind ligner det således en klassisk massespurt efter en let dag. Spurten er imidlertid en anelse speciel. Målet er det samme, som det plejer, men denne gang kommer de fra den anden retning. Det gør finalen mindre teknisk, men igen har vi det livsvigtige skarpe sving med 500 m igen, som vi også kender fra de foregående år. Nu kommer det til gengæld for enden af en alenlang boulevard med kraftig modvind, og det kan gøre det til en udfordring for sprintertogene at time det rigtigt.

Positionen i svinget er nemlig altafgørende, og et godt lead-out er derfor langt vigtigere end topfart. Umiddelbart vil det ideelle være at komme først igennem med en enkelt lead-out man foran sig, men det kan modvinden gøre lidt mere tricky. 500 m kan blive for langt med bare én mand foran sig, og da det ikke er realistisk at tro, at et tremandstog kan komme først igennem, kan det ikke udelukkes, at det kan være en fordel at komme lidt bagfra, helst fra positionen lige bag den forrest placerede sprinter.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Derfor er det også med usikkerhed, at jeg peger på Sam Bennett som favorit. Ganske vist leverede Michael Mørkøv en sjældent sløj indsats på 1. etape, hvor hans tøven efter Shane Archbolds flotte arbejde betød, at Bennett blev lukket inde, men forinden viste netop Archbold, at toget bør være det stærkeste. Mørkøv lignede da også sig selv igen, da han med vanlig klasse afleverede Bennett på hjulet af Caleb Ewan på 2. etape, og er han tilbage på 100%, må Deceuninck have det bedste tog. Samtidig synes Bennett at være i forrygende form efter den flotte præstation på Hatta Dam, hvor han stadig mener, at han kunne have vundet, hvis ikke han havde ramt barrieren. Den antagelse er måske op til diskussion, men at han kørte lige op med den næsten 10 kg lettere Ewan på de knap 20% op mod dæmningen, siger lidt om de gode ben, han også selv taler om.

Min frygt er, at Bennett risikerer at skulle køre for lang en spurt, hvis han kun har Mørkøv foran sig igennem svinget, og at det som forventet er den danske og irske mester, der kommer først rundt. På den anden side er jeg stadig af den opfattelse af, at kun Dylan Groenewegen er hurtige end ham - sådan så det i hvert fald ud i 2019 - og med den formfremgang, han har haft siden Australien, tror jeg, at han kan vise sig meget overbevisende, når han endelig får lov at køre en spurt. Kombinationen af en selvtillidsfuld og formstærk Bennett samt det stærkeste tog gør, at jeg peger på ireren som min favorit.

Hans værste rival kunne være Caleb Ewan. Det er egentlig med lidt modvilje, at jeg fremhæver australieren. Vi så nemlig nok engang på 1. etape, at han altså er overmatchet i de rene massespurter, da Pascal Ackermann var klart hurtigere og stærkere end ham, selvom tyskeren kørte en meget lang spurt. Til gengæld har både 1. og 2. etape vist, at Ewan er blevet en sand mester i positionskampen, og samtidig viste Jasper de Buyst på 2. etape, at han fortsætter, hvor han slap i sit forrygende efterår. Det er ikke Lottos stil at tage fronten - dertil er toget for svagt - men De Buyst kunne meget vel aflevere Ewan i den ideelle position på hjulet af den sprinter - formentlig Bennett - der får det bedste lead-out. I en lidt halvlang modvindsspurt som denne kan det være den bedst tænkelige position, og selvom han på papiret måske er langsommere, kan lille Ewan klemme sig forbi, hvis de forankørende skulle få åbnet lidt for tidligt i den vanskelige modvind.

Den vigtigste lære af 1. etape var vel, at Dylan Groenewegen formentlig stadig er verdens hurtigste. Vi kan ikke sammenligne ham med Bennett og Gaviria endnu, men efter at han fik Fabio Jakobsen til at ligne en spurtsvag bjergrytter på 1. etape i Valencia, viste han nok engang sin overlegne fart i søndags, hvor han kom med nærmest dobbelt hastighed af Ewan og Ackermann. Problemet er bare, at samme etape også nok engang afslørede, at han ikke er nogen mester i positionskampen, og det er ikke lettere i dette løb, hvor han er uden Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen, men må klare sig med B-toget med Christoph Pfingsten, Jos van Emden og Timo Roosen. Jeg har i hvert fald svært ved at se dem få bokset Groenewegen ind i en af de bedste positioner inden svinget, og derfor risikerer han ligesom i søndags at ende for langt tilbage. Omvendt er der vist heller ikke nogen tvivl om, at rytteren, der har farten til at rette op på netop det, er Groenewegen. Er man i tvivl, opfordres man til at gense vanvidscomebacket på 1. etape i Valencia.

Pascal Ackermann vandt 1. etape og jagter en gentagelse. Spurten i søndags var opløftende, da han efter nogle svage spurter i Spanien først på året, klart viste, at han stadig er hurtigere end Ewan, som han også var det i Giroen. Alt fungerede imidlertid ikke perfekt, for nok engang svigtede den ellers normalt så solide Rudiger Selig i rollen som lead-out man. Selig har ikke fået det til at fungere i år, og det gjorde han heller ikke i Dubai i weekenden, hvor Ackermann længe var overladt til sig selv. Heldigvis er den tidligere tyske mester også selv god i positionskampen, men han har ikke Bennetts og Ewan træfsikkerhed. Hvis ikke Selig rejser sig - og gør han det, kan han faktisk ende med at være først gennem svinget - frygter jeg, at Ackermann vil sidde lidt for langt tilbage i svinget. Heldigvis er han så positioneringsstærk, at det også kan gå anderledes, og med den fart, han viste forleden, er chancerne for endnu en sejr i hvert fald ikke ringe.

Sidste år nød Fernando Gaviria et forrygende lead-out af Alexander Kristoff i denne spurt. Egentlig burde han i år stå lige så stærkt med Maximiliano Richeze, der har domineret lead-outs i årevis. Desværre kan man efterhånden frygte, at alderen trykker for argentineren. I hvert fald har han været en skygge af sig selv, både i Argentina og Colombia og her i Emiraterne. Samtidig har Gaviria i Argentina og på 1. etape nok engang vist, at han er endt som den mest positioneringssvage af løbets fem topsprintere, og det gør det svært i denne tekniske finale. Jeg tror stadig, at Gaviria meget vel kan være løbets hurtigste sammen med Bennett og Groenewegen, efter at han gav Ackermann bøllebank i Kina sidste efterår, men det hjælper ikke meget, hvis han ikke kommer frem inden svinget. Gaviria har farten til at vinde, men skal det ske, skal Richeze rejse sig igen.

Den tekniske finale er ikke helt dum for Arnaud Demare. Franskmanden er ikke så hurtig som de fem supersprintere, men til gengæld har han et tog, der med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri kan matche de bedste. Det så vi på 1. etape, hvor de afleverede ham perfekt på Bennetts hjul, indtil han desværre ligesom ireren blev lukket inde. De savner Miles Scotson i positionen foran Sinkeldam, men toget er næstefter Deceuninck formentlig det stærkeste. Samtidig har Demare vist superform med sin 3. plads på Hatta Dam, og han har i sin forberedelse endda primært fokuseret på massespurter. Nej, han er slet ikke den hurtigste, men kommer han igennem svinget som nr. 2 bag Guarnieri eller i en gunstig position som sprinter nr. 2, kan han godt vinde en spurt som denne.

Skal man pege på en overraskelse, må den skulle komme fra Alberto Dainese. Ligesom i Australien viste han tårnhøj topfart på 1. etape, men igen sad han for langt tilbage. Toget med Asbjørn Kragh og Max Kanter kan ikke helt matche de bedste, men i en hektisk finale handler meget også om held. Skulle de få anbragt Dainese, der selv synes hæderlig i positionskampen, i en gunstig position inden svinget, har han farten til måske at skabe en overraskelse i dette klassefelt.

En positiv konklusion på 1. etape var, at Rudy Barbier vitterligt er blevet bedre. Efter Alvaro Hodegs svage kørsel i Colombia begyndte jeg ellers at tro, at hans fine kørsel i San Juan primært skyldtes et svagt felt, men i søndags viste han fremragende fart. Samtidig har han vist sig ret positioneringsstærk, og toget med de stærke Alex Dowsett og Matthias Brändle foran de hurtige Omer Golstein og Rick Zabel har altså noget at skyde med. Vi så i Argentina, at Barbier fortsat er Gaviria og dermed supersprinterne underlegen, men i denne specielle modvindsspurt kan meget ske med god position og den rette timing.

Læs også

Kron før 2. etape: Håber på at vise noget

Det kan måske også bringe Luka Mezgec i spil. Ganske vist blev 1. etape endnu et vidnesbyrd om hans manglende topfart i disse boulevardspurter, men til gengæld var det svært ikke at blive imponeret af Kaden Groves’ sublime lead-out. Den unge australier afleverede Mezgec perfekt, da Mørkøv tøvede, og herfra kunne sloveneren sikre sig en 5. plads, selvom mange var hurtigere end ham. Det virker stadig urealistisk at tro på en sejr i dette selskab, men leverer Groves som forleden, kan det i hvert fald blive til endnu et topresultat.

Så er der naturligvis Jakub Mareczko . Nok kunne han på 1. etape ikke helt gøre det så godt som håbet efter den meget lange, men overbevisende spurt i Provence, men han er i en klart bedre forfatning end sidste år. Til gengæld viste 1. etape også atter hans svage positionering, og havde Mørkøv ikke tøvet, var hans ”bølge” aldrig kommet frem. Derfor får Mareczko, hvis tog også er meget svagt, det uhyre vanskeligt i denne type finale. Omvendt viser 1. etape også, at selv Mareczko med lidt held kan komme frem, og lykkes det, ved vi fra Provence, at han vil være en af feltets hurtigste.

Det er nok også den slags held, Max Walscheid skal håbe på. Den tonstunge tysker har nemlig altid haft enorme vanskeligheder i positionskampen, og kombinerer man det med nogle temmelig skuffende spurter i det svagt besatte Langkawi, er det svært at tro på det helt store resultat her. Heldigvis har Michael Carbel gjort det ganske godt som lead-out man, og man kan håbe, at han kan få anbragt sin kaptajn fornuftigt i svinget. Den engang så hurtige tysker har ikke længere farten til, at en sejr er realistisk, men han er hurtig nok til at gøre det godt, hvis positionen er rigtig.

Endelig vil jeg igen pege på Imerio Cima . Nogen fremtidig supersprinter er han ikke, men min fornemmelse er fortsat, at han er hurtigere, end resultaterne antyder. Han er naturligvis hæmmet af et svagt hold, men i Saudi-Arabien viste han en fin næse for positionering. Han kan sagtens ende uden for top 10 i denne tekniske finale, men med lidt held inden svinget, kan det blive ganske hæderligt.

Til gengæld er der intet, der tyder på en genfødsel af Mark Cavendish, og heller ikke de øvrige sprintere, Andrea Vendrame, Attilio Viviani, Jose Joaquin Rojas, Albert Torres, Kiel Reijnen og Umberto Marengo kan være med helt fremme her.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Dylan Groenewegen

Outsidere: Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Alberto Dainese

Jokers: Rudy Barbier, Luka Mezgec, Jakub Mareczko, Max Walscheid, Imerio Cima

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2019, Elia Vivianis sejr fra 2018, Marcel Kittels sejre fra 2017 og 2016 samt Mark Cavendishs sejr fra 2015.