Ruten

Den første halvdel af løbet har ikke være specielt venlig ved de rene sprintere, der som regel ellers har haft masser at gå efter i det australske løb. Heldigvis for de hurtige folk er der mindst én chance mere at komme efter i den anden halvdel. Den kommer på 4. etape, hvor rytterne udfordres af en etape med mål i Murray Bridge, som ikke har været besøgt siden 2001, og hvor en kuperet indledning efterfølges af så flad en afslutning, at meget peger i retning af en massespurtsafgørelse.

Etapen er med sine 152,8 km relativt lang efter vanlig Tour Down Under-standard og fører feltet fra Norwood til Murray Bridge. For anden dag i træk startes der i en østlig forstad til Adelaide, hvilket som sædvanlig betyder, at man lægger ud med at klatre ud af byzonen. De første mere end 10 km, der alle fører mod nordøst, er således stigende og byder undervejs på 800 m med et gennemsnit på 8,1%. Derefter venter en lille nedkørsel, inden endnu en bakke fører op til dagens første spurt, der er placeret efter 18,1 km.

Efter spurten forsætter man mod nord igennem fladt og let faldende terræn frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 40,3 km. Herfra vender man rundt for at køre mod sydøst op over en bakke (1,2 km, 6,9%), inden der venter relativt fladt terræn, der først er let stigende og siden let faldende. Det ændres der ikke på, når man drejer mod sydvest for at køre frem til byen Torrens, hvor man til gengæld hurtigt drejer skarpt mod øst for at passere kategori 2-stigningen Mount Torrens (1,2 km, 6,9%), der har top efter 76,4 km.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Det afslutter den svære del af etapen. Herefter fortsætter man mod nordøst via en let faldende vej, der afbrydes af enkelte mindre bakker, inden det falder uafbrudt mod sydøst hele vejen ned til byen Mannum, der nås med knap 40 km igen. Her slår man et smut mod sydvest, inden kursen sættes mod syd med retning mod Murray Bridge. Herfra er terrænet i alt væsentligt fladt med kun nogle ganske små bakker. Til slut venter imidlertid en teknisk finale, da den lange, lige vej afbrydes af to sene sving med 1500 m og bare 300 m igen. De sidste knap 2 km er let stigende, særligt de første 700 m af disse.

Etapen byder på i alt 2001 højdemeter.

Murray Bridge er kun én gang tidligere blevet besøgt af løbet, nemlig i 2001, hvor Fabio Sacchi vandt en massespurt i byen.

Vejret

Efter en dag i nærmest efterårsagtige betingelser vender sommeren tilbage. Fredag byder nemlig kun på få skyer og en temperatur på relativt behagelige 26 grader, der stadig er meget køligt efter vanlig Tour Down Under-standard. Langt vigtigere er det, at det igen vil være relativt blæsende, og selvom vinden ikke er så kraftig som på de to foregående etaper, vil en frisk til hård vind på knap 25 km/t fra vest kunne mærkes. Drt giver med- og sidemedvind frem til førte spurt, hvorefter der vil være sidevind mellem de to spurter. Herefter følger et stykker med primært sidemedvind, indtil i Mannum kører ind i et kort modvindsstykke. Til sidst vil der være direkte sidevind på de sidste ca. 20 km. Det varer ved, indtil man med 3 km igen gradvist drejer ind i sidemedvind, hvorefter der er sidemodvind efter det sidste sving bare 300 m fra stregen.

Analyse af 3. etape

Det gjorde næsten ondt at se Richie Porte i 2019. Efter i flere år at have været næsten usårlig i ugelange etapeløb, hvor han gang på gang knuste al modstand og to år i træk at have stillet til start som den for mange største rival til Chris Froome i Tour de France - ifølge Froome selv var Porte endda selv favoritten i 2017 - føltes det, som om 2019 var året, hvor alderen indhentede den lille australier. Det startede ellers så lovende, da Porte i januar leverede sin sædvanlige magtdemonstration på Willunga Hill, men det skulle vise sig at blive sæsonens eneste sejr. Derfra gik alt galt.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Som sædvanlig var det en af de utallige sygdomsperioder, der startede miseren. Først blev han syg under Herald Sun Tour, og siden måtte han droppe forårets store mål, Paris-Nice. Igennem lang tid kunne man klynge sig til håbet om, at det bare var helbredet, der nok engang svigtede, og at han nok skulle finde formen, når bare han blev rask igen. Efterhånden som ugerne gik, og den ene skuffende præstation efter den anden kom i løb som Tour of California, Criterium du Dauphiné og ikke mindst en Tour, hvor han endelig undgik at styrte, men end ikke kunne komme i top 10, stod det imidlertid klart, at det ikke længere kunne være forårets sygdom, der var forklaringen. Snarere begyndte blikket i stigende grad at fæstne sig ved dåbsattesten, der fortæller, at Porte har noget en alder, hvor det for mange begynder at gå tilbage.

Derfor var det også svært at være alt for optimistisk forud for 2020-sæsonen. Selv Trek-Segafredo, der ellers havde investeret stort i Porte som manden, der muligvis kunne tage den Tour-sejr, Alberto Contador aldrig sikrede holdet, viste hurtigt, at de allerede havde tabt tiltroen til ham. Mens det i 2019 var helt naturligt at bygge hele Tour-holdet op om den lille australier, er hans status som holdets ubestridte kaptajn allerede noget, der hører fortiden til. Ikke blot er Vincenzo Nibali hentet ind som holdets nu åbenlyst største navn, Porte må også lide den tort, at han til sommer skal dele kaptajnansvaret helt ligeligt med en genfødt Bauke Mollema, som efter sejren i Il Lombardia rider på en bølge.

På den baggrund må alverdens Porte-fans have draget et lettelsens suk i nat. Det ultimative bevis på Portes aldring vil nemlig komme den dag, hvor han ikke kan levere sin vanlige magtdemonstrationer i Tour Down Under, hvor han seks år i træk har været i særklasse på løbets kongeetape til Willunga Hill. Den dag, hvor Porte ikke længere kan køre fra rivalerne på de små australske bakker, er der for alvor grund til at starte på nekrologskrivningen og se tilbage på en af de mest talentfulde australske rytteres fine, men stadig lidt uforløst karriere.

Heldigvis kan vi godt lægge nekrologerne til side lidt endnu. I nat blev der nemlig tændt et lille håb om, at Porte måske alligevel kan i hvert fald nærme sig det forrygende topniveau, der har givet ham flere sejre i Paris-Nice og samlede triumfer i Volta a Catalunya og Tour de Suisse (og med et stærkere hold også i Dauphiné), og som vi senest så ham have, da han satte et benhårdt tempo i modvinden på Mur-de-Bretagne, inden han få dage senere nok engang styrtede ud af 2018-udgaven af Touren. Da Tour Down Under efter to års fravær endelig vendte tilbage til løbets vel nok hårdeste finale i Paracombe, leverede Porte nemlig en magtdemonstration, der nærmer sig den, han leverede ved seneste besøg i 2017, hvor han med en suveræn sejr lagde grunden til sin hidtil eneste samlede triumf med en uhørt stor vindermargin på hele 48 sekunder ned til Esteban Chaves - en bedrift, der kickstartede en sæson, hvor han vel nåede sit højeste niveau nogensinde og vel var verdens bedste cykelrytter igennem resten af foråret.

Det var ellers ikke, fordi vejrguderne var med ham. Faktisk har Porte i de senere år været lidt forfulgt af uheld i Australien i de seneste år, hvor der gang på gang har været hård og direkte modvind på løbets nøglestigninger. Det har i hvert fald været tilfældet på Willunga Hill to år i træk, men alligevel har Porte været så suveræn, at han slet og ret har kunnet køre alt og alle ud af hjulet.

I nat gentog scenariet. Trods en uhørt hård modvind på en usædvanligt blæsende i det sydaustralske kunne ingen blot overveje at gå med Porte, da han efter en fin føring fra den spændende spanske klatrer Juan Pedro Lopez åbnede for gassen. Hverken Dylan van Baarle eller Rohan Dennis, der sad velplaceret umiddelbart bag Trek-duoen kunne matche den lille australier relativt tidligt trådte an, og herefter var det for rivalerne alene et spørgsmål om at begrænse tabet.

Den mission lykkedes faktisk meget godt. Den brutal modvind ramte nemlig Porte som en sten i ansigtet, da han på toppen skulle forsøge at holde forspringet på den kun let stigende vej op mod mål. Her var der så meget syre i de forpinte australske ben, at en stor del af gevinsten forsvandt som dug for solen, og i sidste ende blev gevinsten blot fem sekunder samt naturligvis 10 bonussekunder, hvilket er intet at regne i forhold til de 19 sekunder, han satte den væsentligste favoritgruppe med for tre år siden i samme finale.

Det skal man imidlertid lægge for meget i. Portes overlegenhed var reelt langt større, end den beskedne gevinst antyder, og det var alene de ugunstige betingelser, der forhindrede ham i at vinde med mere. Faktisk er der endnu mere grund til optimisme at hente fra de efterfølgende kommentarer fra en usædvanligt selvtillidsfuld Porte, som efter eget udsagn kunne have gjort seriøs skade, hvis blot vinden havde favoriseret ham og ikke rivalerne.

Alligevel skal man passe på med at erklære Porte som genfødt. Sidste år vandt han trods alt også på Willunga for derefter at køre rundt som en anonym skygge af sit gamle jeg resten af sæsonen. Den risiko eksisterer igen, men det er svært ikke at blive efterladt med indtrykket af, at Porte er et helt andet sted end for 12 måneder. Alene hans egen selvtillid giver i hvert fald håb om, at det måske endnu ikke er helt slut for rytteren, der kunne have vundet meget mere, end han egentlig har.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Porte havde måske fortjent at vinde med mere, men for løbet var det nok meget godt, at der var modvind. For tre år siden kvalte Porte med sin tidlige magtdemonstration al spænding i Paracombe, men denne gang er der stadig en reel kamp om sejren. Ligesom i de to foregående år synes Daryl Impey nemlig at have særdeles veludviklede forbindelser til vejrguderne, der med deres kraftige blæst betød, at den formstærke og sejlivede australier nok engang lykkedes med at begrænse tabet på fornem vis med en klatreindsats, der hører til blandt hans bedste i løbet. Den stejle stigning i Paracombe passer ham nemlig langt dårligere end Willunga Hill, og derfor var det yderst opmuntrende, at Impey denne gang kunne runde toppen i femte position.

Det ser stadig svært ud at sikre sig hattricket på en rute, der ingenlunde giver ham mange fordele, men med en afstand på bare seks sekunder har han en reel chance for at bringe sig tilbage i pole position inden søndag. De kommende to etaper byder ikke blot på indlagte spurter, som Impey utvivlsomt vil jagte med store ihærdighed, han kan også gå efter etapesejren. Indtil nu har det set ud til, at den hårde 5. etape var hans eneste chance, men nu truer kraftig sidevind på 4. etape med at gøre også den etape så vanskelig, at den hurtige sydafrikaner også der kan få en chance for i hvert fald at spurte sig i top 3. Sportsdirektør Matt White, der har været den store strateg bag Impeys første to sejre, har talt om sidevind allerede siden mandag, og der er ingen tvivl om, at Mitchelton vil gøre alt for at teste Porte i en disciplin, han bestemt ikke elsker, og som før har kostet ham en samlet sejr i Paris-Nice og for et par år siden nær havde kostet ham en af de mange sejre på Willunga Hill.

I det hele taget var Mitchelton-Scott næsten lige så store vindere som Porte. Ikke blot forsvarede Impey sig selv forbilledligt, Simon Yates rejste sig også fra den grav, jeg ellers lagde han til rette i i forbindelse med gårsdagens analyse. Dengang pegede alt på, at et dybt sår i knæet ville tvinge ham ud af løbet, men åbenbart var White mere pessimistisk, end der var grund til. Yates stillede nemlig ikke bare til start, han viste sig også som næststærkeste mand på etapen med en så overbevisende indsats, at det altid vil forblive et spørgsmål, om han kunne have truet Porte, hvis han havde været på toppen.

Ser man bort fra skaden, er det imidlertid ikke uventet, at Yates er flyvende. Allerede inden løbet gav han udtryk for stor optimisme, og efter at han allerede i 2019 lagde stærkt fra land med kongeetapesejr i Andalusien, pegede alt i retning af, at han ville være den store trussel mod Porte i dette løb. Med tanke på tidstabet må den rolle nu tilfalde Impey, der har lettere ved at hente tid på Porte, som Yates trods alt får svært ved at sætte på Willunga. Nu hvor det står klart, at han er frisk igen, skal man imidlertid slet ikke udelukke, at Yates på søndag kan detronisere Porte som Konge af Willunga, også selvom det ikke giver ham den samlede sejr. Til den tid vil Portes primære mission nemlig være at vinde tid på Impey, der meget vel kan have overtaget trøjen forud for 6. etape, og det åbner i den grad døren, at den ret hurtige Yates med sine fine form kan tage sejren på kongeetapen, selvom Porte i sidste ende måtte vinde løbet.

Dagens anden positive overraskelse var naturligvis Robert Power. I sig selv er det ikke uventet, at han præsterer flot, for Power har siden 2. pladsen i Tour de l’Avenir været regnet som et uhyre stort talent. En særlig knoglemarvssygdom satte imidlertid hans karriere kraftigt tilbage, og de første år har ikke blot været uden markante resultater på højeste niveau, men også været præget af så store udsving, at man har haft svært ved at forstå, at der vitterligt var tale om samme mand. Seneste eksempel kom under sidste års Vuelta, hvor han tilbragte det meste af løbet med at ende tæt på sidstepladsen selv, indtil han pludselig fandt nogle temmelig uventede kongeben i den sidste uge, hvor han rundede af med en 14. plads som hjælper for Wilco Kelderman på løbets sidste bjergetape.

Måske er det denne ustabilitet, der var grund til, at forventningerne heller ikke var store denne gang. Tilsyneladende anede Sunweb heller ikke, at han havde så gode ben, for de havde meldt ud, at det var Jai Hindley, der var deres mest formstærke klatrer. Power så bestemt heller ikke godt ud ved de australske mesterskaber, hvor han blev kørt agterud af adskillige rivaler i dette løb. Men som vi har set utallige gange, kan Powers ben dukke op ud af det blå, og det gjorde de i den grad i nat, hvor det var ham, der satte live i forfølgergruppen med et angreb, som kun Yates og George Bennett kunne besvare. Nu må man bare håbe, at den fine præstation er et varsel om lidt stabilitet, og at han ikke nok engang ender i et af de dybe huller, han har for vane at grave sig selv ned i.

Skal man pege på en tredje vinder, må det være Ineos. Pavel Sivakov skuffede fælt, men Rohan Dennis var lige så stærk som forventet i en finale, hvor han tidligere har vundet. Langt mere overraskende var det til gengæld, at store Dylan van Baarle nok engang viste, at han er en af de mange ryttere, som hos Ineos er blevet forvandlet til superklatrer. De første tendenser viste han præcis i dette løb for et år siden, hvilket satte ham op til samlet sejr i Herald Sun Tour, inden han i juni vandt en bjergetape i Dauphiné. I nat kørte han fra adskillige rigtige klatrer på procenter, der ikke passede ham, og nu står det britiske storhold stærkt med to store maskiner, der burde være langt mere komfortable på de lidt mere komfortable procenter på søndag, og som har mulighed for at have det uhyre sjovt i sidevinden, hvor holdet ud over Van Baarle har Ian Stannard, Luke Rowe, Chris Lawless og Owain Doull, der alle er specialister i blæsende betingelser.

En anden rytter, der fortjener applaus, er Simon Geschke. Den erfarne tysker skulle i dette løb alene have ageret hjælper for Patrick Bevin, men da denne måtte trække sig med hjerteproblemer, blev det pludselig op til Geschke at levere varen for det resultathungrende CCC. Det gjorde han over al forventning, men en præstation, der var hans bedste i mange år, og som burde bringe ham på kurs mod en uventet top 10. Den kurs har Diego Ulissi som sædvanlig også i et løb, hvor han næsten altid slutter blandt de bedste, men den lille italiener leverede alligevel en halvskuffende indsats, hvor han for det første ikke kunne følge op på sit flotte efterår og for det andet nok engang gav indtryk af, at han har tabt lidt af fordums hurtighed.

En rytter, der var særligt frustreret, var George Bennett. Den lille newzealænder havde set frem til, at Paracombe endelig ville give ham en chance for at gå på podiet i det australske løb. Desværre var han ikke god nok til at gå med den mere eksplosive Porte, som har et helt anderledes punch end dieselklatreren Bennett, og selvom han helt som ventet viste sig som en af de allerstærkeste, da han gik med Power og Yates, betød modvinden, at heller ikke han fik noget ud af den etape, der gav ham hans bedste chance. Med tanke på, at han altid har hadet Willunga Hill, ender det derfor nok med et resultat, der ikke helt afspejler, hvor god han egentlig er.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Endnu værre gik det dog for Jay McCarthy. Den stakkels australier skulle bruge løbet til at rejse sig efter et trist 2019, men siden starten har han været forfulgt af uheld. Først blev han fanget bag styrtet på 2. etape, som han ellers tidligere har vundet, og i dag blev han ramt af så voldsomt et styrt, at hans videre deltagelse lige nu er til overvejelse. Heller ikke den ellers så lovende Nathan Haas kunne rejse sig, da vi endelig skulle se, om den positive start også havde mere vedvarende karakter, og vi må nok sande, at heller ikke skiftet til Cofidis har bragt ham tilbage til det niveau, han havde i sin storhedstid.

Han var dog ikke alene. Helt galt gik det også for Luis Leon Sanchez, der måske ikke elsker en stigning som denne, men som leverede en chokerende ringe indsats for en mand, der altid er flyvende i januar og februar. Da også Omar Fraile og Fabio Felline faldt igennem, blev Astana en af de helt store tabere. Det samme gjorde Ag2r, der havde satset på en lovende start fra Romain Bardet, men efter gårsdagens uheld med en defekt cykel måtte franskmanden nok engang indkassere en lille lussing, da han trods modvind ikke var i stand til at følge store folk som Impey, Dennis, Van Baarle og Geschke i den første test i en sæson, der ellers skal bruges til genrejsning.

Dries Devenyns må nok sande, at det nok efterhånden er slut med at være helt i front i denne slags løb, og hans holdkammerat Mattia Cattaneo havde helt sikkert også håbet på mere. Det havde også Eduard Prades, som aldrig har fundet sit topniveau hos Movistar, og Neilson Powless, der ellers havde satset på at lægge flyvende fra land for EF, fik endnu en mavepuster i en lovende karriere, som er gået i stå. Til gengæld var der opmuntring til Bahrain-Merida, der kan være godt tilfredse med den stadig mere spændende Hermann Pernsteiner, som gjorde det overraskende fint i en finale, der slet ikke passede ham, ligesom UAE må være positivt overraskede over den vel hidtil bedste klatrepræstation fra den tidligere U23-verdensmester Sven-Erik Bystrøm.

I det store spil er de imidlertid alle bifigurer. Lige nu ligner kampen om den samlede sejr en duel mellem Porte og Mitchelton-Scott, der vil forsøge at score så mange bonussekunder med Impey på de kommende to etaper og derudover har Yates som en plan B, der kan forsøge at få skovlen under Porte på Willunga Hill på søndag. Begge parter kom ud af nattens etape som vindere, men lige nu hedder den trods alt ”Advantage Porte”. En magtdemonstration af den kaliber under så vanskelige vindbetingelser taler sit tydelige sprog, og han kan gentage den igen på søndag, kan man måske i sit stille sind nok engang håbe, at den engang så suveræne australier vitterligt er tilbage.

Favoritterne

I gamle dage kunne sprinterne være i spil til sejren på alle seks etaper i Tour Down Under. Det var dengang løbet var André Greipels personlige legeplads, og hvor han i tillæg til et hav af etapesejre også sikrede sig den samlede sejr to gange. Siden er der gradvist skruet ned for mulighederne, der har varieret mellem som regel tre og fire, men i år har sprinterne måske mere end nogensinde fået en ugunstig hånd. I tillæg til de to typiske klassementsetaper og puncheurspurten i Stirling er 5. etape nemlig gjort så hård, at den meget vel kan være for vanskelig for langt, langt de fleste af de hurtige folk.

Derfor kan fredagens 4. etape tilskrives en særlig betydning. Hører man til i den tungere kategori, er det sidste chance for at gå efter en etapesejr, og derfor har den utvivlsomt været et stort mål for mange lige siden starten. Desværre for de hurtige folk spiller vejrguderne ikke med, for det har samtidig været klart, at risikoen for sidevind har været til stede både på 4. og 5. etape, der afvikles syd for Adelaide, hvor det traditionelt er meget mere åbent end i Adelaide Hills, hvor de foregående etaper er blevet afviklet. Og det ser vitterligt ud til, at føromtalte guder har tænkt sig at kaste lidt grus i maskineriet.

Det usædvanligt kolde vejr, som løbet har været ramt af, er ganske vist ikke så dårligt, som det var torsdag, der med temperaturer på under 20 grader, natlig regn og uhyre kraftig blæst nærmest havde karakter af en efterårsdag. Fredag bliver både lun og pæn, men selvom det ingenlunde vil være så blæsende som onsdag og især torsdag, er der en vindstyrke, som har fået Mitchelton-sportsdirektør Matt White til at tale om sidevind siden i mandags. Da vi samtidig erfaringsmæssigt ved, at det australske hold før har kørt offensivt i sidevinden på hjemmebane, og at det er velkendt, at viftekørsel ikke just er en spidskompetence for Richie Porte, der før har tabt Paris-Nice på grund af netop det, er der al mulig grund til at tro, at australierne vil teste løbets førende på vejen mod Murray Bridge.

Vindretningen synes også at være den rette. På de sidste ca. 20 km er der direkte sidevind, og dermed er betingelserne til stede. Det hele afhænger af, hvor åbent terrænet er, og her er vi hæmmet af, at Murray Bridge ikke har været målby siden 2001. De lokale folk taler imidlertid om, at terrænet er tilstrækkeligt eksponeret, og derfor ligger det i kortene, at et eller andet vil blive forsøgt i det, der utvivlsomt vil være en stressende finale.

Allerede forinden kan der imidlertid blive drama. Den første indlagte spurt kommer meget tidligt, og det er næsten stensikkert, at Mitchelton vil forsøge at holde det samlet frem mod den, som de med succes gjorde på 1. etape. Samtidig er starten knaldhård og endda med hård medvind, og hvis der virkelig gås til stålet med angreb, nu hvor klassementet er lidt mere spredt, kan det blive en voldsom start på etapen. Derefter drejer man ind i et sidevindstykke frem mod den anden spurt, hvor feltet næsten med sikkerhed vil være nervøst, og hvor splittelser allerede kan opstå. Samtidig kommer spurten så tidligt, at også den kan blive mål for Mitchelton. I de spurter bliver det vigtigt for Trek at bruge deres hurtige folk Mads Pedersen, Kiel Reijnen og måske Koen de Kort til at tage kampen på mod Impey og stjæle sekunderne fra sydafrikaneren.

Læs også

LIVE: Rytterne rammer finalebjerg i Romandiet

Herefter er det interessant at se, hvad der sker. Etapen kan falde til ro med etableringen af et udbrud, som skal jagtes af sprinterholdene Deceuninck og Lotto samt måske Cofidis, der dog nok er lidt nervøse for den skadede Elia Vivianis tilstand, og UAE. Derimod vil Trek elske at lade et ufarligt udbrud køre hjem. Sidemedvind er imidlertid alt andet end ufarligt, og det kan sagtens være, at der sker ting og sager allerede her. Det vil i hvert fald utvivlsomt være en uhyre nervøs etape med formentlig konstant positionskamp, og det i sig selv vil være nok til at sikre, at udbruddet ikke har en chance. Samtidig vil det samt den generelle medvind gøre det til en lynhurtig etape.

Hvis ikke det er sket tidligere, vil det helt sikkert blive hektisk, når man med 20 km drejer fra et kort modvindsstykke ind i sidevinden. Om feltet vitterligt vil blive splittet, afhænger af, hvor åbent det er, men det virker usandsynligt, at det bliver et fuldt felt, der kommer hjem. Særligt Mitchelton, Deceuninck og ikke mindst Ineos, der har et skræmmende stærkt sidevindshold, kan tænkes at tage initiativ, men også hold som EF, Bora og CCC synes at have noget at skyde med under disse forhold. Trek har egentlig også selv et udmærket hold, men deres kaptajn, Porte, er naturligvis yderst sårbar.

I sidste ende ender det utvivlsomt i en eller anden form for spurt, men næppe i et fuldt felt. Samtidig vil det blive en hård og hurtig etape, der stiller krav til rytterne holdbarhed og form i januar måned. Endelig krydres det hele med en teknisk finale, hvor en god position i det sene sving med 300 m igen er langt vigtigere end en tårnhøj topfart.

Det får mig til at pege på Sam Bennett som favorit. Ganske vist stod det på 2. etape tydeligt, at ireren slet ikke er i topform, men han er stadig en brølstærk type, der på den berømte sidevindsetape i sidste års Vuelta var ganske imponerende. Med folk som Michael Mørkøv, Iljo Keisse og Shane Archbold har Deceuninck som altid et mere end hæderligt sidevindshold, og chancen for, at Bennett klarer skærene, er gode.

Han mestrer også kunsten at spurte efter en hård dag, men først og fremmest har han et forrygende lead-out. Togets præstation på 1. etape var til UG kryds og slange, og selvom det bliver en anden spurt efter en hård dag, hvor folk som Keisse og Archbold kan være brugt tidligere, bør han med formstærke Mørkøv, der satte ham perfekt op på både 1. og 2. etape, have et fortrin i en finale, hvor position i svinget er altafgørende. Sandsynligheden for, at Mørkøv fører Bennett først igennem svinget er stor, og sker det, skal Caleb Ewan formentlig sidde direkte i hans hjul, hvis ikke Bennett med sit imponerende kick, skal spurte sig til sin anden etapesejr i løbet.

Hans værste rival er naturligvis Caleb Ewan. Den lille australier er ikke nogen stor fan af sidevind, som vi så i Paris-Nice, for han mangler ganske enkelt noget power på flad vej. Lotto Soudal er med folk som Jonathan Dibben, Tosh van der Sande og Roger Kluge hæderlige, men ikke skræmmende i sidevind, og det må samlet set regnes som en lille ulempe for Ewan, at betingelserne er så vanskelige. Til gengæld viste han på 2. etape, at han utvivlsomt er den mest formstærke af supersprinterne, og han mestrer i særlig grad kunsten at spurte efter en hård dag - en disciplin, der regnes som en af hans spidskompetencer. Som vi senest så på 1. etape har hans tog slet ikke samme klasse som Deceunincks, men vi ved til gengæld fra 2019, at Ewan har forfinet kunsten at finde det rette hjul i finalen. Kan han sætte sig på Bennetts hjul frem mod svinget, er det bestemt ikke umuligt, at han kan gå forbi. Nok er Bennett på papiret den hurtigste, men formen og hårdheden taler til fordel for Ewan, der samtidig elsker en relativt kort modvindsspurt som denne. Derfor kan det sagtens blive 2-1 til Ewan i stedet.

Sammen med Ewan er Jasper Philipsen utvivlsomt den mest formstærke af afslutterne. Det viste han med den meget overraskende 4. plads i Stirling, hvor finalen ellers burde have været en tand for hård. Også i dag klarede han sig ganske pænt i Paracombe, selvom han egentlig bare rullede til mål, og det vidner om, at benene er gode. Som klassikerspecialist burde han også trives i sidevinden, hvor hans hold egentlig heller ikke er ringe med Marco Marcatos erfaring, norsk råstyrke hos Vegard Stake Laengen og Sven Erik Bystrøm samt Mikkel Bjergs power. Desværre for ham er Diego Ulissi ikke nogen ørn i disciplinen, og det kan betyde, at Philipsen skal ofre sig for kaptajnen eller overlades til sig selv. Til gengæld viste han på 1. etape, at han med det rette held har farten til at true Bennett og dermed også Ewan, og samtidig har han understreget, at hans positionering er eminent. Er det ham, der har det bedste hjul gennem svinget, har han i hvert fald farten til at køre med om sejren.

Løbets joker er Elia Viviani. Italieneren har ikke pådraget sig alvorlige skader, men hele hans venstre side er angiveligt revet op. Alligevel sagde han forud for 3. etape, at han havde ambitioner om at være med i kampen denne fredag, og det vil da også ligne ham dårligt at kaste håndklædet i ringen. Viviani er en glimrende sidevindsrytter - glem ikke hvordan han blev europamester - og formen er altid hæderlig fra sæsonstart. Hans hold er relativt svagt, men Simone Consonni burde han nok kunne få med sig. Han har åbenlyst manglet en del fart i sine to første spurter, men til gengæld kørte Consonni et eminent lead-out i søndags. Kan han gøre det igen, kan han tage kampen op med Mørkøv, og er det Viviani, der kommer bedst igennem svinget, kan den gode position kompensere for den manglende fart. Alternativt kan det ende med, at Consonni får lov at køre spurten, og selvom han næppe kan vinde, er han med sin gode positionering podiekandidat i en teknisk finale, især efter et hårdt løb.

Det var en fornøjelse at se André Greipel i tirsdags. Ganske vist begik han en fejl i positionskampen, men da han åbnede for gassen, fik han bekræftet rygterne om, at han har trænet intenst frem mod sæsonstarten. Nok var han ikke på sit gamle niveau, men spurten var fornem. Også i dag så hans form ganske overbevisende ud, og vi ved, at Greipel er et glimrende sidevindsrytter, særligt når benene er så gode, som de er lige nu. Israel Start-Up Nation har også nogle stærke folk i Alex Dowsett, Guillaume Boivin og Rick Zabel til at hjælpe i positionskampen, og Greipel er en god afslutter efter et hårdt løb, som han viste, da han vandt den berømte sidevindsetape i Touren i 2015 foran blandt andre Mark Cavendish. Det sene sving er en gigantisk udfordring for positioneringssvage Greipel, men i et mindre og træt felt har han en langt bedre chance end normalt.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

En anden rytter, der kan glæde sig over sidevinden, må være Kristoffer Halvorsen . Nordmanden er måske ikke selv verdens mest holdbare, men holdet med Mitchell Docker, Jonas Rutsch, Tom Scully og ikke mindst Jens Keukeleire har masser af power. Det viste de med deres fornemme lead-outs søndag og tirsdag, og det vil øge chancerne for, at Halvorsen overlever udskilningen. Samtidig vil det stærke tog være guld værd i den tekniske finale, og det kan måske kompensere for, at Halvorsen åbenlyst har manglet en del fart hidtil. Får Keukeleire afleveret ham, som han gjorde i søndags, er det bestemt ikke umuligt, at han kan vinde.

Erik Baska var den positive overraskelse på 1. etape, og efter McCarthys uheld får han nu fuld opbakning. Han er bestemt ikke en holdbar fyr, men han viste ved EM, at han faktisk godt kan køre sidevind. Samtidig har Bora hidtil været ganske overbevisende i positionskampen, hvor de har nogle robuste folk i Martin Laas, der næppe får lob at spurte efter Baskas fine kørsel, og Michael Schwarzmann. Det udgør samtidig et ganske fint tog, som fik afleveret Baska fornemt forleden. Kan de gentage den bedrift, burde Baska kunne bygge videre på de fine tendenser fra efteråret og sikre sig endnu et fint resultat.

Et sidevindsløb burde egentlig heller ikke være helt dumt for Marc Sarreau. Franskmanden er nemlig en ganske holdbar fyr, der har gjort det godt i Paris-Roubaix og kender sidevind fra mange af de franske løb. Holdet med Jacopo Guarnieri, Miles Scotson, Bruno Armirail og Fabian Lienhard har også en vis power, men desværre er det klart, at Sarreau, som han også selv havde proklameret, ikke er i storform. Derfor er der en vis sandsynlighed for, at han falder fra undervejs. Klarer han imidlertid paragrafferne, og gør Guarnieri det samme, har han en sublim lead-out man til den tekniske finale. Leverer Guarnieri på det niveau, han kan - og det gjorde han ikke på 1. etape - har Sarreau en reel chance for at komme bedst igennem svinget, og så har han farten til at gøre det færdigt.

Det har Chris Lawless ikke, men har til gengæld noget andet. Ineos har på papiret det klart bedste sidevindshold, hvor særligt Luke Rowe skiller sig ud som en af de bedste i den disciplin. Lawless selv har til gengæld været i asfalten, og selvom han ikke skulle være forslået, endte han næsten sidst på dagens etape. Derfor frygter vi, at han faktisk vil ofre sig for holdet, men er han frisk, er dette en gylden chance. Kan Ineos gøre seriøs skade i sidevinden, vil han have en reel chance for at sikre sig et topresultat efter et hårdt løb, især hvis Owain Doull kan sætte ham op, også selvom sejren nok er uden for rækkevidde for den ikke specielt hurtige brite.

Sidevinden må være dårligt nyt for Alberto Dainese. Dette er hans første WorldTour-løb, og det er nok tvivlsomt, om den relativt rene sprinter har råstyrke til at klare sig. Holdet er også meget ungt og vil som førsteprioritet have Robert Power, der er sårbar i disse betingelser. Dainese selv har vist, særligt i søndags, at han som spået har farten til at være med, men han kommer nok kun for alvor i spil, hvis det bliver knap så selektivt. Her er hans urutinerede tog også et problem i den tekniske finale. Falder han fra kan Max Kanter måske få lov at vise talentet, da han er en mere robust type og faktisk synes i glimrende form. Også han mangler erfaring, men er han kommet sig over sine skader, er han et af de mest lovende sprintertalenter.

Det kunne også være en god chance for Gabriel Cullaigh. Briten har vundet grusvejsløbet Rutland-Melton Cicle Classic og er en ret robust type i fladt terræn. Han har i Jurgen Roelandts en uhyre erfaren støtte i sidevinden, og dermed burde han have en reel chance for at holde sig til. Hidtil har det knebet lidt med positioneringen, men kommer han hjem i et mindre felt, burde Roelandts kunne sætte ham fornuftigt op. Han spurtede ikke alt for overbevisende i 2019, men han har tidligere vist, at farten kan føre ham relativt langt. Alternativt kan Roelandts spurte efter en hård dag, hvor han har bedre chancer, men hans fart er ikke god nok til at vinde.

NTT er kommet lige så trist fra start som frygtet, og det bliver næppe meget bedre nu. Giacomo Nizzolo er egentlig god i sidevind og meget holdbar, men han synes at være milevidt fra formen. Derfor virker det usandsynligt, at han kommer med hjem, men hvis det lykkes, er han stadig en af løbets hurtigste, især i en teknisk finale, han vil elske. Mest sandsynligt er det dog, at holdet i stedet kører for den langt mere formstærke Ryan Gibbons. Han har som sprinter imidlertid været en skygge af sig selv i de seneste sæsoner, og selvom han kan drage fordel af det sene sving, vil han formentlig være for ensom og for langsom til at vinde.

Endelig vil vi pege på Daryl Impey. Nej, sydafrikaneren vinder formentlig ikke på en dag, hvor han formentlig skal spurte mod Bennett og Ewan, men helt afskrives skal han ikke. Bliver det et blodbad i sidevinden, vil der blive ryddet ud i sprinterne, og Impey har langt større chancer efter et hårdt løb. Dertil kommer, at det sene sving gør positionering afgørende, og kan Mitchelton spille med musklerne undervejs, kan de måske føre Impey frem som en af de første. At tro på sejr, er svært, men top 3 og dermed bonussekunder er inden for rækkevidde, hvis det bliver hårdt nok.

Blandt de øvrige sprintere har Szymon Sajnok et stærkt sidevindshold, men han synes at være temmelig formsvag. Marco Haller er god i sidevinden, men virker også temmelig formsvag. Banerytteren Sam Welsford har ikke megen landevejserfaring, og han får sandsynligvis meget svært ved at komme med hjem. Andrea Vendrame og Fabio Felline er næppe fans af sidevinden og mangler farten til at vinde. Det samme gør Timo Roosen, men han er til gengæld brølstærk og burde under disse betingelser have langt bedre chancer for et godt resultat end i en klassisk massespurt.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Jasper Philipsen

Outsidere: Elia Viviani, André Greipel, Kristoffer Halvorsen, Erik Baska, Simone Consonni,

Jokers: Mark Sarreau, Chris Lawless, Alberto Dainese, Max Kanter, Gabriel Cullaigh, Giacomo Nizzolo, Daryl Impey