Ruten

De fleste af de holdbare sprintere missede deres chance tirsdag, men de drømmer om at få den onsdag. Her venter der nemlig en for løbet meget flad etape, der til slut rundes af med en lang og blød kategori 2-stigning og en nedkørsel til byen Gstaad. Som vi så i samme finale i 2018, var stigningen intet problem for de fleste af løbets klatrestærke sprintere, og derfor er der lagt op til en reduceret massespurt - hvis altså ikke sprinterholdene begår samme brøler som for tre år siden, hvor de glemte at indhente en vis Christopher Juul i tide.

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km, der fører feltet fra Sankt Urban til Gstaad. Fra start går det igennem let stigende terræn mod sydøst, inden man snor sig mod sydøst og sydvest igennem let kuperet terræn og ind gennem et UNESCO-anerkendt naturområde. Det forlader man igen, når man drejer mod nordvest ad et let stigende stykke, inden man kører mod sydvest for at følge en let faldende vej ned til byen Münsingen, der nås efter 87,6 km.

Her drejer man mod syd for at følge et let stigende stykke frem til dagens første spurt, som kommer efter 113,5 km, inden det falder kortvarigt mod sydøst. Da drejer man igen mod sydvest og senere syd for at følge en let stigende vej, der leder hele vejen frem til dagens anden spurt, som kommer efter 153,7 for løbet ganske lette kilometer.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Her indledes finalen. Det sker, når man lige efter spurten kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Saanenmöser (7,5 km, 4,4%). Der er tale op en relativt jævn stigning, hvis sværeste kilometer er nr. 2, 5 og 6, der stiger med hhv. 6,3%, 5,3% og 5,8%, men ellers holder sig på 3-4%, inden den flader ud over de sidste 1500 m frem mod toppen, der nås efter 161,2 km. Herfra resterer bare 9,8 km, som går mod sydvest ad en næsten helt lige nedkørsel ned til byen Saanen, hvor den bliver mere kringlet med et hårnålesving. Med 4,0 km drejer man til højre, hvorefter det fortsætter med at falde ganske let ned til flyvepladsen, hvorefter de sidste 2,6 km er helt flade. De er dog også tekniske, da man skal hele vejen rundt om pladsen med sving med hhv. 2600 m, 2500 m, 2400 m, 2100 m, 2000 m og slutteligt 700 m igen.

Etapen byder på i alt 1940 højdemeter.

Gstaad er kun blevet besøgt af et større cykelløb én gang i dette årtusinde. Det var i Tour de Suisse i 2018, hvor samme finale blev benyttet, og hvor Christopher Juul tog karrierens største sejr ved på en regnvåd dag akkurat at holde et 64 mand stort felt bag sig, hvorefter Michael Matthews kunne spurte sig til en 2. plads foran Yves Lampaert, Peter Sagan, Sonny Colbrelli og Magnus Cort.

Vejret

Vejrgudernes lotteri fortsætter også onsdag, hvor det igen bliver en kamp mellem solen og bygerne. Her vil temperaturen i målbyen nå hele 24 grader, men risikoen for tordenbyger ligger på 90-95% for hver time gennem hele eftermiddagen. Vinden vil igen være svag til let (8-11 km/t), først fra nordøst og siden nordvest. Det bør give en kombination af sidevind og sidemedvind hele dagen. Der bør være sidevind på både op- og nedkørsel i finalen, mens man på turen rundt om flyvepladsen først får sidemodvind, så sidemedvind og slutteligt sidemodvind på opløbsstrækningen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Analyse af 3. etape

Når det bliver vinter, og sprinterne får lov at tale ud i lidt længere interviews, sker det ikke sjældent, at man hører dem beklage sig. Der er flere, der føler sig som del af et forfulgt folkefærd i en tid, hvor de fleste arrangører synes at foretrække stadig mere spektakulære etaper og antallet af muligheder for sprintere er dalende.

Mest markant er det naturligvis i Vueltaen, der i de seneste år har været nærmest renset for sprinteretaper, selvom løbet i gamle dage var kendt for sine alenlange og kedsommelige ture på de spanske motorveje, men også i Giroen og Touren er de flade etaper under pres. Tourens engang så monotone første uge, hvor de spurtede den ene dag efter den anden, er i hvert fald i dag langt mere varieret, og i dag ville det være helt utænkeligt, at en sprinter ville kunne vinde ni (!!!) Giro-etaper, som Alessandro Petacchi gjorde i 2004.

I år har de hurtige folk dog fået lidt at glæde sig over. Årets Tour de France er klart den mest sprintervenlige udgave i mange, mange år, og det kan aflæses på et felt, der om nogle uger vil tælle sprintere, end vi har set det de seneste år. I en tid med kun otte pladser på holdene er det nemlig blevet svært at få plads til både en sprinter og en klassementsrytter, og på sidste års bjergrige rute valgte mange hold at lade sprinterne blive hjemme. Sådan er det slet ikke i år, hvor langt de fleste hold med et rimeligt sprinterfokus vil have en hurtig rytter til start.

En sådan Tour-rute burde jo egentlig anspore arrangørerne af forberedelsesløbene til at give sprinterne nogle muligheder for at teste formen, men hvis nogen havde troet, at de i Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné - de to største af de mange etapeløb i den første halvdel af juni - denne gang skulle fungere som generalprøve for det, der venter i de kommende uger, blev de slemt skuffede. Sjældent har de to løb nemlig være mere sprinterfjendtlige, end de er det i år, og det har da også haft sin effekt. Langt hovedparten af de mange supersprintere, der skal til Brest om et par uger, er nemlig til start i denne uges Belgium Tour, hvor de i det mindste finder to helt flade etaper til at teste togene og topfarten.

Man forstår dem godt. Nok har hverken Tour de Suisse eller Dauphiné nogensinde været venlige ved sprinterne, men i år er det blevet taget til en ny ekstrem. Det var i hvert fald tilfældet i Dauphiné, hvor de hurtige folk allerede på forhånd kunne se, at kun de allermest klatrestærke ville have en chance. Derfor udeblev de også i stort tal, og det var ikke overraskende at se den første del af løbet udvikle sig til et rent Sonny Colbrelli-show.

Tour de Suisse har altid været et håbløst løb for de helt rene sprintere, men for holdbare folk har løbet altid været et sandt paradis. De mange bakker i Nordschweiz og de ofte kringlede finaler kan ofte tynde gevaldigt ud i feltet, inden en reduceret massespurt skal afgøre løbet. Sådan har Peter Sagan vundet 17 etaper, og sådan var der mange hurtige folk, der regnede med, at det ville gå igen i år, hvor den afkortede version af løbet nok gav én mulighed mindre end vanligt, men hvor i hvert fald 3. og 4. etape efter konventionel Tour de Suisse-logik burde kunne klares af flere af de deltagende hurtige folk.

Desværre er sprinterne ikke bare forfulgt af diverse løbsarrangører. End ikke deres kolleger synes at kunne unde dem bare den mindste mulighed. I dag skulle de ellers have haft deres store dag i rampelyset på løbets på papiret letteste etape. Nok var finalen ganske kuperet, men ingen af stigningerne var stejle, og de væsentligste udfordringer lå langt fra mål.

Alligevel fornemmede de tydeligvis, at det nok ikke gik så let endda. I hvert fald blev der spillet poker, da dagens udbrud kom afsted med det samme, og afstanden nåede helt op på 7 minutter, inden de første bekendte kulør. Det var naturligvis helt forståeligt, at folk som Alvaro Hodeg og André Greipel var svært betænkelige ved deres chancer for at overleve bakkerne, men heller ikke de lidt mere robuste typer turde for alvor at satse hele butikken på en spurt.

Det gjorde Edward Theuns dog. Belgieren fik tanket gevaldigt med selvtillid med den nylige sejr i Ungarn, og derfor kastede Trek sig som de første ind i jagten. Ikke uventet fik de selskab af Alpecin og BikeExchange, der i Mathieu van der Poel og Michael Matthews havde to ryttere, der med sikkerhed ville klare småbakkerne til sidst.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det var i sig selv ikke alarmerende for sprinterne. Selvfølgelig skulle Van der Poel og Matthews gå efter en så oplagt chance, og særligt da de varslede byger helt udeblev, kunne de midtvejs gennem en rolig etape tro på deres muligheder. Nok kunne man forvente, at Van der Poels og Matthews’ tropper ville lægge pres på undervejs, men bakkerne havde ikke en karakter, der burde gøre det helt umuligt for mange af dem at overleve.

Men så fortsatte forfølgelsen af det forfulgte folkefærd. Mens mange nok tænkte, at Bora håbede på så let en etape, at Jordi Meeus eller Matthew Walls kunne overleve - hvorfor i alverden skulle man ellers tage hele to sprintere med til et løb, hvor dette var sprinternes bedste chance? - tog etapen pludselig en helt uventet drejning. Maximilian Schachmann var åbenbart så flyvende i går, hvor han da også virkede skræmmende stærk, at han lugtede både etapesejr og førertrøje, og pludselig ringede alle alarmklokkerne hos sprinterne, da Matteo Fabbro på den sidste stigning pressede citronen urimeligt meget.

Desværre for dem stoppede det ikke her. Logisk set burde Van der Poel spare sig til spurten, hvis han skulle slå folk som Michael Matthews og Christophe Laporte, der jo ikke just er kendt som feltets langsomste snegle, men som bekendt lider hollænderen så voldsomt af kløe i benene. Efter hele 150 relativt langsomme kilometer måtte der ske noget, hvis ikke han nok engang skulle dø af kedsomhed, og pludselig kom det angreb, de færreste vel havde ventet.

Schachmann havde i hvert fald ikke. Nok havde hans hold domineret stigningen og han selv siddet fremme, men Van der Poels angreb kom som så stor en overraskelse, at han var helt fraværende, da en gruppe pludselig kom fri. Også Jakob Fuglsang, Wout Poel og hovedparten af feltets øvrige klassementsryttere blev taget så meget på sengen, at udbruddet nåede at få et ganske pænt forspring, inden Fuglsang fik reageret og langsomt lukket det.

Det var også nødvendigt. Julian Alaphilippe var nemlig sprunget med - måske fordi han selv sad med overvejelser om et lignende angreb - og det samme var Richard Carapaz, der endda med Eddie Dunbar ved sin side viste, hvorfor han er så sublim en klassementsrytter, der aldrig lader sig fange. Esteban Chaves, der plejer at være opmærksom, var der også, men mere overraskende var det at se en åbenbart meget veloplagt Michael Woods, der ellers ikke er vild med positionskamp, være så langt fremme, at også han greb momentet.

Fuglsang fik det heldigvis lukket, og at han snak om fokus på etapesejre vist mest har karakter af bluff - måske fordi han i går var bedre, end han havde frygtet? - blev helt tydeligt, da han bad Stefan de Bod hjælper Ineos med at lukke hullet til Alaphilippe, da også verdensmester fik Van der Poelsk kløe i benene. Her blev det også helt klart, hvordan Ineos-holdets hierarki er struktureret, for hvor Rohan Dennis allerede i går smed sit klassement, var det i dag Pavel Sivakov, der loyalt ofrede sig for Carapaz.

Resultatet af Van der Poels offensiv var synlig. Da røgen havde lagt sig, og roen kortvarigt sænkede sig, var sprinterne næsten alle sendt til tælling. Faktisk var det kun de fire relativt sikre ”overlevere”, nemlig Van der Poel, Matthews, Christophe Laporte og Ivan Garcia Cortina, der havde klaret mosten, og pludselig var de øvrige kandidater til spurten nogle helt andre, end mange havde forestillet sig fra morgenstunden - i hvert fald end det var planen for alle løbets øvrige hurtige folk.

Det lovede til gengæld godt for de fire nævnte, men der var stadig trusler. Risikoen ved at gøre et løb hårdt er som bekendt, at man også selv mister hjælpere. Det måtte Peter Sagan sande to gange i sidste års Tour, hvor Bora arbejdede stenhårdt og satte sprinterne til vægs for siden at mangle de folk, der skulle hente Søren Kragh, da danskeren sneg sig væk.

Den risiko var oplagt igen denne gang, hvor der i den grad var slidt på hjælperessourcerne og antallet af sprinterhold også var kraftigt reduceret. Det gav den angrebsfest, som enhver sprinter - og især Sagan - frygter, og det var da også igen meget tæt på at gå galt. Et lidt uventet udspil fra den lige nu urimeligt velkørende Garcia Cortina lignede i første omgang et hovedløst spild af mulighed, men endte undervejs med at se så lovende ud, at han kunne gentage det nummer, holdkammeraten Marc Soler leverede i en næsten identisk finale i Romandiet, hvor han snød Colbrelli (selvfølgelig!) og Sagan (selvfølgelig) for en chance for at spurte om en sejr.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Så galt gik det dog ikke for Matthews, Laporte og Van der Poel. Nok var deres egne hold slidt tynde, da første Xandro Meurisse havde taget en superføring til sidst, men heldigvis lugtede Alaphilippe nu både blod, etapesejr og førertrøje. Den i går så skuffende Mauri Vansevenant fandt sine ben og neutraliserede hurtigt Garcia Cortina, der i stedet for at blive udråbt som et geni nu må sidde med tilbage med en ærgerlig følelse af at have spildt en stor mulighed for at spurte sig til sejr.

Og så alligevel! Da det hele kulminerede efter det sene sving i Pfaffnaus gader, var Van der Poel nemlig ganske suveræn. Børnesygdommen med nonchalant positionering fik han vist kureret efter gigantskuffelsen på 2. etape i Tirreno, hvor han smed en stensikker sejr væk, og denne gang begik han ingen fejl frem mod det sving, der var altafgørende for spurten. Bag Vansevenant og Alaphilippe sad den hollandske trøje, og med sit eminente kick skulle han bare træde to gang, inden han havde slået så stort et hul, at selv Marcel Kittel med benene fra vanvidsspurten i Dublin i 2014 ville have haft svært ved at lukke det.

Det var der da heller ingen, der kunne, og Van der Poel kunne dermed ikke blot fortsætte stimen med etapesejre i alle sine WorldTour-etapeløb, men også for anden gang tage to af slagsen i ét og samme løb. Det stopper endda formentlig ikke her, da morgendagens etape til Gstaad synes blot at passe det hollandske fænomen endnu bedre.

Det stoppede endda ikke bare med etapesejren. For tredje gang i karrieren sikrede Van der Poel sig også en førertrøje i et WorldTour-etapeløb, og denne gang kan han formentlig også prøve at køre i den. Det er nemlig aldrig sket tidligere, da han i BinckBank Tour først erobrede den på sidste etape og i UAE Tour var så uheldig, at en positiv coronatest sendte Alpecin ud af løbet dagen efter, at Van der Poel havde vundet 1. etape. Det er også meget godt at få det prøvet inden Tour-starten i Bretagne, hvor det ikke virker helt usandsynligt, at han bliver farvet gul én gang til.

For Alaphilippe endte det som endnu en frustrerende oplevelse. Franskmanden sov lidt i timen i den indlagte spurt - eller også sparede han kræfter til finalen og lod i stedet Mattia Cattaneo vinde den og fjerne sekunder fra rivalerne - og desværre for ham endte spurten præcis så uheldigt, at han fortsat er ét sekund fra trøjen, nu bare bag Van der Poel og ikke Stefan Küng. Samtidig led han den lidt kedelige tort at få udstillet, hvor stor forskel i topfart der er på de to klassikerstjerner - et forhold, der må vække til lidt eftertanke i forhold til den strategi, der skal adopteres i Flandern Rundt og Milano-Sanremo næste år.

Skulle Van der Poel være blevet slået, skulle det være af Laporte og Matthews, når nu Garcia Cortina havde brugt sit skud i bøssen. Laporte så da også ud til have den tilstrækkelige fart, men for en gangs skyld kiksede han lidt i positionskampen og var reelt ude af billedet, da først Van der Poel havde brugt sit forrygende kick. Dermed endte det for tredje gang i år med en 3. plads på WorldTouren efter de foregående nederlag til Magnus Cort i Paris-Nice og Dylan van Baarle i Dwars door Vlaanderen, men det blev en understregning af hans gigantiske niveauspring i år. Tidligere var Laporte kendt som manden, der kun vandt små franske massespurter, men i år har han konstant kredset om den store sejr på højeste niveau.

Den slags sejre har Matthews utallige af, men det blev ikke til endnu én i dag. Det fik Alaphilippe forpurret efter svinget, hvor det ellers så ganske lovende ud for australieren, der var på vej frem i god fart og ikke syntes at være uden chance. Desværre røg hans momentum totalt, da han måtte stoppe sit tråd, og derfor skal vi vente til i morgen med at få svar på, hvem der vitterligt er hurtigst af Matthews og Van der Poel.

Også Schachmann må ærgre sig. Ganske vist er det helt usandsynligt, at han havde farten til at gå i top 2, men han sad perfekt placeret i Laportes slipstrøm og kunne måske være blevet trukket frem til en 3. plads og 4 vigtige bonussekunder. Desværre blev også han lukket inde mod barrieren, og dermed endte de 4 sekunder nu hos én af hans værste rivaler - ikke just det bedste udbytte på en dag, hvor Bora var blandt hovedårsagerne til, at alle bonussekunderne ikke blev taget af sprintere.

Derudover blev det en lidt speciel spurt. Sådan er det, når Michael Woods bliver nr. 10, Richard Carapaz nr. 12, Esteban Chaves nr. 13 og Wout Poels nr. 14, men når næsten alle sprintere er borte, give alene opmærksom kørsel et godt resultat. Kampen om etapesejren var på forhånd reelt reduceret til et opgør mellem Van der Poel, Laporte og Matthews, og i det spil blev det til hollandsk gevinst.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

En cadeau skal dog lyde til Alexander Kamp. Danskeren er i den grad kommet stærkt tilbage efter katastrofeåret 2020, og med endnu et fornemt resultat på WorldTouren fik han mindet os om, hvorfor han var en af de mest spændende ProTeam-ryttere i 2019. Mit bud på Treks Tour-trup har hele tiden heddet Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Mads Pedersen, Jasper Stuyven, Edward Theuns, Alex Kirsch, Kenny Elissonde og Toms Skujins, men med den nuværende kørsel kan Kamp måske pludselig øjne en chance for debut i verdens største cykelløb på et hold, der formentlig kommer til løbet med et altovervejende fokus på etapesejre.

Det gør sprinterne naturligvis også, og de skal nok få masser af chancer denne gang, men det var med god grund, at de valgte ikke at teste farten i dette løb. Når top 15 på løbets såkaldte sprinteretape i vidt omfang udgøres af klassementsryttere forstår man, hvorfor Sam Bennett, Caleb Ewan, Pascal Ackermann, Cees Bol, Danny van Poppel og Giacomo Nizzolo gik i en stor bue uden om Schweiz, da de skulle planlægge vejen frem mod Touren. Det er godt, at de har Belgium Tour. Det er trods alt ikke alle steder, at sprinterne er et forfulgt folkefærd - endnu!

Favoritterne

Puha! Efter dagens etape må det være svært for sprinterne at bevare optimismen. Forud for løbet så det ud til, at de havde to potentielle chancer, og af dem var det 3. etape, der var den mest lovende. Den fik Mathieu van der Poel og Maximilian Schachmann, men deres ovenfor omtalte offensiver imidlertid spoleret godt og grundigt, og derfor forstår man godt, hvis det er med små forventninger, de sætter kursen mod Gstaad i morgen.

Modsat dagens etape har 4. etape den fordel, at vi kender finalen. Den blev nemlig også kørt i 2018, hvor vi fik en god fornemmelse af, hvor hård den er. Dengang stod det ned i stænger, hvilket formentlig var hovedårsagen til, at feltet undervurderede et udbrud, der gjorde det muligt for Christopher Juul at tage en højst uventet sejr og opnå karrierens foreløbige højdepunkt.

Bag ham fik vi også en god fornemmelse af, hvor hård Saanenmöser er. Af de 146 startende var der 64 tilbage i det felt, der spurtede om 2. pladsen på den drivvåde flyveplads, og billedet var relativt blandet. Selv holdbare sprintere som Davide Cimolai, Ben Swift, John Degenkolb og Nikias Arndt faldt fra, og det samme gjorde mellemholdbare folk som Maximiliano Richeze (der dengang stadig kunne klatre), Alexander Kristoff, Edward Theuns, Arnaud Demare og Fernando Gaviria. Helt galt fik det for de tungere sprintere som André Greipel og Kristoffer Halvorsen, der begge tabte mere end syv minutter, og værst gik det for Roberto Ferrari, Eduard Grosu og Reinardt van Rensburg, der endte i gruppettoen. Foran var det kun ganske klatrestærke folk som Michael Matthews, Peter Sagan, Colbrelli, Magnus Cort, Enrico Battaglin, Michael Albasini og Greg van Avermaet, der spurtede om 2. pladsen, mens det måske var lidt mere overraskende, at den relativt tunge Yves Lampaert også var med.

Det viser, at stigningen ikke skal undervurderes. Ganske vist er procenterne beskedne og betydeligt mere moderate end de seneste to dage, men stigningen er til gengæld lang. Faktisk er lange stigninger ofte det værste for sprintere, der har meget lettere ved at klemme ballerne sammen på en kort, stejl stigning end ved at klatre på deres grænse i den tid, det tager at komme hele vejen til toppen. Dertil skal lægges, at stigningen måske kun er 7,5 km lang, men at det faktisk stiger hele vejen op gennem dalen efter sidste spurt.

Får sprinterne så deres chance? Det burde i hvert fald blive svært for et udbrud. Nok er finalen vanskelig, men det gælder ingenlunde for resten af etapen. Tværtimod fås stykket frem til første spurt ikke meget lettere i dette løb, og hvis rytterne er opsatte på at skabe samling, bliver det en smal sag at sikre det.

Det burde de også være. Jeg tror ikke, at der på denne etape heller bliver den store kamp om udbruddet. Det er sprinternes sidste chance, og derfor vil udbruddet formentlig igen blive relativt svagt og køre ganske hurtigt. Herefter vil Alpecin tage kontrol, og etapen vil formentlig udvikle sig ganske fredsommeligt, når det stadig blæser så lidt, som det har gjort hele ugen.

Spørgsmålet er, om Alpecin får hjælp. Jeg tror egentlig, at de andre hold vil vente så længe som muligt for at se, om de kan lægge hele ansvaret på belgierne, men jeg kunne til gengæld godt forestille mig, at Alpecin er villige til at lade udbruddet sejle, hvis ikke de får en hånd. Van der Poel har med to etaper sit på det tørre, og jeg tror gerne, at han vil gemme nogle mand til at lægge pres i finalen. Til gengæld tror jeg heller ikke, at BikeExchange tør løbe risikoen for at smide denne mulighed, og jeg regner derfor med, at de går frem, hvis det bliver nødvendigt. Efter i dag må Cofidis også være klar, selvom de har for vane aldrig at tage ansvar i de store løb, hvor de regner sig som miniputter. Jeg udelukker faktisk heller ikke, at vi vil se Bora fremme, for vi så både i dag og i Paris-Nice, at Maximilian Schachmann tror mere på sin spurt, end han måske burde.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Samlet set regner jeg med, at der bør være nok hold med en interesse i en spurt, og at vi får skabt den samling, der skal til - måske endda allerede inden sidste spurt, hvor der kan opstå en mulighed for Alaphilippe og Schachmann for at sikre sig bonus. Til gengæld tror jeg igen, at Van der Poel vælger at spare sig og satse hele butikken på spurten til sidst.

Hvad sker der på stigningen? Det er en af den slags opkørsler, hvor vindretning betyder alt. Derfor er det ret frustrerende, at vejrmeldingerne ikke helt kan bestemme sig for, om vinden vil være i vestnordvest eller nordnordvest. Det kan være ret afgørende for graden af selektion, da vi førstnævnte tilfælde får primært modvind, mens vi i sidstnævnte tilfælde hovedsageligt vil have medvind. Ganske vist vil vinden være svag, men det vil dels være bestemmende for, om det giver mening at angribe, dels for hvor stor en selektion vi vil få.

For tre år siden blev stigningen ikke kørt alt for aggressivt, men det vil de formentlig denne gang. Jeg tror egentlig, at BikeExchange er fint tilfredse med den naturlige selektion, fordi de gerne vil have deres tog med over, men Alpecin vil formentlig igen forsøge at gøre det hårdt. Til gengæld er jeg mere usikker på, hvordan Bora, der var meget aggressive i dag, og Deceuninck vil håndtere det. Begge har en interesse i et hårdt løb, men de har modsat Van der Poel også det lange lys på. For dem kan det være en god ide at spare kræfter inden torsdagens nøgleetape.

Man ved aldrig med Alaphilippe, men jeg tror umiddelbart, at det eneste større navn, der kan finde på at angribe, er Van der Poel. De andre har tankerne rettet mod torsdag. Van der Poel burde jo egentlig satse på en spurt, men som vi så i dag, vil han helst have det så hårdt som muligt. Også en række outsidere - herunder Andreas Kron, der har gjort etapen til et mål, samt måske Benoit Cosnefroy - kunne finde på at prøve, men det vil ikke undre mig, om det igen vil være Van der Poel, der svinger taktstokken. Modsat sidste gang, hvor feltet kørte samlet til toppen, gør Van der Poels tilstedeværelse, at vi godt kan få en finale i stil med den, vi så i dag.

Frem mod toppen bliver det i hvert fald nervøst. I dag var rytterne svineheldige med at undgå byger, men i morgen er vejrudsigten præcis lige så trist, som den har været de andre dage. Sandsynligheden for en våd nedkørsel er i hvert fald stor, og selvom den stort set bare består af en lige vej, vil den være tilstrækkeligt teknisk nede i Saanen til, at alle vil sidde fremme. Selv hvis vi ikke får angreb, vil det bidrage til en forcering frem mod toppen.

Uanset om vi ser Van der Poel-angreb eller ej, tvivler jeg på, at vi vil se forskelle. Dertil er stigningen nok for let - særligt hvis der bliver modvind - og nedkørslen er ikke teknisk nok. Selvom man ikke helt skal udelukke, at vi får en lille gruppe som på 2. etape, tror jeg mere på en større gruppe som i dag - dog med en anelse mere selektion, især hvis vejret er dårligt.

En joker kan være, hvad der sker nede på flyvepladsen. Er feltet lille, er det bestemt ikke umuligt, at en enlig rytter kan køre væk, som Ivan Garcia Cortina var tæt på i dag. Er vejen ovenikøbet våde, vil det ikke være helt umuligt at lave et nummer i stil med det, Garcia Cortina næsten fuldendte i dag. Et bud kunne være den uhyre velkørende Stefan Küng, der ikke vil være let at hente, hvis han får et par meter rundt på pladsen.

Mest sandsynligt er det dog, at vi får en reduceret massespurt, men det vil være anderledes end i dag. Denne gang er det en flad spurt, og som vi husker fra Juuls sejr, er det enormt brede veje og bare nogle bløde kurver, hvor man ikke skal bremse alt for meget. Hvor det i dag handlede om positionering og accelerationsstyrke, bliver dette langt mere end powerspurt, hvor der er plads til alle. Samtidig bør der være sidemodvind, hvilket stiller krav til timingen på den 700 m lange opløbsstrækning.

Netop fordi spurten er så anderledes, vover jeg pelsen ved at pege på Michael Matthews. Australieren er bestemt ikke en powersprinter, men han er en mere klassisk sprinter end Van der Poel, der synes mere eksplosiv end hurtig. Ingen af de to er specialister i flade spurter, og de synes meget lige, som vi så i Milano-Sanremo, hvor de endte lige op og ned ad hinanden, men min fornemmelse er, at Matthews har sprintet ret godt i år, selvom han er uden sejr. Han syntes at have masser af fart i dag, indtil han blev bremset, og det er trods alt mindre end et år siden, at han vandt feltets spurt nede i Sanremo, da de afgjorde 2020-udgaven af Milano-Sanremo, foran navne som Peter Sagan og ikke mindst Giacomo Nizzolo.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Først og fremmest har Matthews dog et våben, Van der Poel ikke har, nemlig sit tog. I dag måtte de ofre Amund Grøndahl Jansen i jagten på Garcia Cortina, og det var formentlig årsagen til, at det ikke var de to, der gik først igennem svinget. Den risiko er bestemt til stede igen i morgen, men har Matthews nordmanden ved sin side, står han uhyggeligt godt i et felt nærmest uden lead-out men. Læg dertil, at Dion Smith måske kan finde benene efter dagens skuffelse, og det ser pludselig lovende ud for Matthews. For tre år siden vandt han feltets spurt bag Juul og slog navne som Sagan, Magnus Cort og Sonny Colbrelli. Jeg tror, at han igen krydser stregen først, men denne gang får sejren.

Det er dog indlysende, at det sagtens kan blive hattrick til Mathieu van der Poel. Hollænderens spurt i dag var uhyre overbevisende, og selvom vi aldrig fik mulighed for at måle ham på mod Matthews, kørte han i hvert fald Alaphilippe midt over. I Sanremo endte han som sagt lige foran Matthews, og han har før slået en sprinter som Elia Viviani efter en hård dag i den arabiske sidevind. Derfor skal man bestemt ikke undervurdere Van der Poel i en powerspurt efter en opslidende og hård finale. Van der Poels svaghed har været hans positionering, men i dag viste han, at han synes at have lært at bruge de kræfter i positionskampen, der skal til. I morgen kommer han dog ikke helt så langt alene på en god position. Her skal han også have farten og poweren. Modvinden hjælper ham formentlig, fordi det bør give en kortere og mere eksplosiv spurt, men om han også er den hurtigste i denne form for spurt, er knap så givet. Finalen passer ham i hvert fald umiddelbart dårligere.

Det er heller ikke umuligt for Christophe Laporte. Ligesom de to ovennævnte foretrækker han stigende spurt, men i dette felt er også han en af de hurtigste på flad vej. I dag viste han ganske god fart fra en ikke helt optimal position, og det lignede ikke en umulighed, at han kunne have truet Van der Poel, hvis de begge havde siddet helt fremme. Til gengæld er han også den mindst klatrestærke af de tre favoritter, og hvis eksempelvis Van der Poel trækker en lille gruppe fri på bakken, vil Laporte næppe være med. Hans chance er en spurt i et felt, men her burde han også have en fair chance for at slå folk som Van der Poel og Matthews med den fine fart, han har haft i år. I denne powerspurt bliver det i hvert fald mere en udmåling af ren fart, end det var i dag.

Forhåbentlig vælger Ivan Garcia Cortina denne gang at spare sig til spurten. Spanieren har hidtil været løbets store oplevelse - alene af den grund, at han har leveret det mest positive comeback efter en svær tid. Som han kører lige nu, kan løbet ikke blive hårdt nok, men præcis hvor hurtig han er i en flad spurt efter en hård dag, kan være lidt svært at sige. Ligesom de ovennævnte foretrækker også han stigende spurter, men karrierens første sejr tog han i en flad, reduceret massespurt i Californien, hvor han slog blandt andre Maximiliano Richeze og Nacer Bouhanni. Det skulle ikke være helt umuligt for ham at tage kampen op mod de tre ovennævnte i en powerspurt, hvor han ikke bør lide under sin ringe positionering. I dag blev Gonzalo Serrano fanget bag et styrt, men i morgen bør han sidde hos sin holdkammerat, og et lead-out fra Serrano kan måske være nøgle til at give Garcia Cortina karrierens tredje sejr - og den tredje på WorldTouren!

Når jeg ser billederne fra Juuls sejr i 2018, kan jeg ikke lade være med at tænke på den regnvejrsspurt, Maximilian Schachmann vandt foran Tadej Pogacar i Baskerlandet i 2019, eller hvordan tyskeren sejrede i regnen i Paris-Nice i 2020. Få præsterer i regnvejr som Schachmann, der også var flyvende på 2. etape, og jeg kunne godt tænke mig at se ham køre en spurt på lige vilkår med de fire ovennævnte sprintere. Egentlig har han spurtet ret dårligt i år, men i dag havde han masser af momentum på Laportes baghjul, indtil han blev bremset mod barrieren. Han synes skræmmende stærk lige nu, og i en spurt efter en hård dag handler alt om friskhed. Den burde Schachmann have masser af, og selvom han i mandags blev kørt over af Van der Poel, var det en spurt på helt ulige vilkår, fordi tyskeren netop havde kørt sig helt i bund i en vild opkørsel, inden han havde taget fronten for at vinde tid i klassementet. Det er klart, at han på papiret er langsommere end de fire ovennævnte, men jeg kunne godt tænke mig at se ham i en helt regulær powerspurt efter en hård dag. Og størst chance har han naturligvis, hvis det lykkes en lille gruppe at køre væk på stigningen.

I dag deltog Marc Hirschi ikke rigtigt i spurten, og det er heller ikke sikkert, at han gør det i morgen. Også i Romandiet var han nemlig overraskende passiv i spurterne, men han fik da en 3. plads med hjem fra løbet. Vi ved fra sidste år, hvor hurtig han kan være, særligt efter et hårdt løb, og han viste i går, at formen slet ikke er så ringe. Jeg har lidt svært ved at se ham vinde en spurt i en større gruppe, men skulle det ende med, at de bedste kører væk igen, burde det ikke være helt udelukket, at Hirschi kan tage kampen op med folk som Van der Poel og Schachmann. Farten bør være der et eller andet sted.

Man skal bestemt heller ikke afskrive Alexander Kamp. I dag var han ikke rigtigt tæt på sejren, men han sad heller ikke i en optimal position og havde reelt tabt spurten, inden den blev åbnet. I morgen er det en powerspurt, og her vil han få langt bedre mulighed for at vise, hvor langt farten egentlig rækker. Han synes i fremragende form og burde være med over stigningen, og vi skal ikke glemme, at han i Yorkshire i 2019 i en flad spurt slog sprinteren Chris Lawless, ligesom han tidligere i år var hurtigere end Max Kanter og Clement Venturini i en spurt i Catalonien. Den slags resultater fortæller, at han burde være konkurrencedygtig også i dette felt, hvis han denne gang kommer til at spurte på mere lige vilkår end i dag. Det bør være muligt for morgendagens flyveplads.

Jeg vil også nævne Søren Kragh. Det var en af dagens skuffelser, at danskeren ikke sad med hjem til Pffafnau i dag, og det taler for, at han heller ikke er der i morgen. Kragh er dog ikke den mest stabile type, og særligt efter en lang pause kan der være håb om, at han rejser sig igen. Ser man på hans kørsel på 2. etape, taler det for, at han bør være med feltet hjem i morgen, og så burde han altså være en af de hurtigste. Det kan godt være, at vi ikke har set ham spurte i 117 år, men han fik altså to 3. pladser i massespurter i Vueltaen i 2017 - den ene endda i Madrid. Spurter han på samme niveau denne gang, burde han altså være ganske konkurrencedygtig i dette felt.

Mike Teunissen har skuffet sig selv de seneste to dage, og mens jeg slet ikke havde regnet med ham i går, var jeg lidt forundret over, at han ikke sad med i dag. Han viste nemlig glimrende ben på 2. etape, og det giver i hvert fald håb om, at han vil gøre det bedre i morgen, end han gjorde i dag. Det dårlige vejr er næppe heller til hans ulempe, og hvis han vitterligt overlever, har han altså en ganske god chance for at vinde. Ingen af sprinterne i dette felt er skræmmende hurtige, og hvis han spurter som i Ungarn, hvor Phil Bauhaus slog ham på målfoto, er der altså intet til hinder for, at han kan vinde i dette felt.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Noget tyder på, af Julien Simon er meget formsvag, og derfor ender det sikkert igen med, at Total skal spurte med Anthony Turgis. Desværre er han ikke verdens allerhurtigste på flad vej, og i dag gik det ham da også ganske ilde, men af og til hiver han en kanin op af hatten efter en hård dag. Således gik han på podiet i Kuurne tidligere i år, og han slog nogle temmelig saftige navne, da han sidste år blev nr. 4 i Flandern Rundt. Mest af alt tror jeg nok på noget i stil med det, vi så i dag, men historikken fortæller, at han kan overraske. Og så er han tillige et af mine bedste bud på en rytter, der kan køre væk nede på flyvepladsen.

En anden rytter, der måske kan gøre det bedre end i dag, er Omar Fraile. Baskeren blev kun nr. 8 i dag, men det skyldtes formentlig i vidt omgang positionen. I morgen bliver det en mere klassisk spurt, hvor han kan vise, hvor hurtig han vitterligt er, men til gengæld er han ret uprøvet i flade spurter. Da han sensationelt slog Colbrelli i Romandiet, steg det let, og han flotte puncheurspurt i Baskerlandet i år var på en ganske hård bakke. Det er dog heller ikke mange gange, vi har set Fraile tage kampen op på flad vej efter en hård dag, og særligt hvis det bare er en lille gruppe, burde han ikke være helt uden chance. Ellers må han jo snige sig væk nede på flyvepladsen, hvor han ligner et af de bedre bud på en rytter, der kan lave det nummer.

Man skal også nævne Julian Alaphilippe, men jeg tror, at det bliver svært for ham at vinde. I dag blev vi mindet om, at franskmanden i en spurt er overmatchet af de kraftigere folk, og det var endda i dag let stigende. I en flad powerspurt bliver forskellen endnu større, og derfor er det lidt svært at tro, at han pludselig skulle slå alle de hurtigere folk. Han er også så overvåget, at det ikke bliver ham, der sniger sig væk til sidst, og terrænet er for let til, at han bare kan køre væk. I en modvindsspurt handler meget også om timing, og vi så i dag, at han blev sat fremragende op af Mauri Vansevenant, hvilket giver ham to kort på hånden. Særligt efter en hård dag, hvor han er bedst, kan han overraske, men det vil undre mig, hvis det bliver i morgen, at regnbuetrøjen sejrer.

Som nævnt har Andreas Kron kig på denne etape, og den ligger da heller ikke dårligt til den formstærke dansker. Han skal drømme om, at etapen bliver knaldhård, for hans chance stiger formentlig i takt med etapens hårdhed. Præcis hvor hurtig han er i dette selskab, er dog svært at sige, for i dag blev han aldrig rigtigt en faktor. Han var dog ganske overbevisende, da han slog Luis Leon Sanchez i Catalonien, og hans spurtsejr over Diego Ulissi i Luxembourg vidner om, at han efter en hård dag også kan slå hurtige folk. Det vil overraske mig, hvis han vitterligt sejrer, men han er ubekendt nok til at kunne overraske. Og ellers må han jo snige sig væk til sidst, som han så flot gjorde det i Catalonien.

En rytter, der kan overraske, er Florian Vermeersch. Formentlig får han det for hårdt, men han har før imponeret med sin holdbarhed i klassikerne. Senest var han faktisk ret langt fremme på den hårde 2. etape, og det vidner om, at det ikke er helt udelukket, at han kan sidde med denne gang. Hans hurtighed er stadig lidt svært helt at fornemme, men han blev trods alt nr. 4 i den stigende massespurt i Brussels Cycling Classic sidste år, ligesom han fik en 9. plads i en massespurt i Tirreno. Det taler for, at han kan begå sig, hvor han vitterligt klarer stigningen denne gang. I Kron har han i hvert fald en god lead-out man, hvis det lykkes.

Har Ryan Gibbons mistet superformen? Det var i hvert fald svært overraskende, at manden, der legede bjergrytter i Andalusien, slet ikke sad med hjem i dag. Han har desværre så store formudsving, at det formentlig betyder, at han heller ikke kommer med hjem i morgen, for hans gode form er før forsvundet fra den ene dag til den anden. Det er dog også hævet over enhver tvivl, at Gibbons med andalusiske ben bør sidde med feltet hjem på en stigning. Om den tidligere sprinter så stadig er hurtig nok til at vinde, er måske mere tvivlsomt, men omvendt er det også efterhånden en evighed siden, vi sidste har set ham spurte.

En anden rytter, der ikke synes at være i superform, er Simon Clarke. Australieren er generelt i kraftig tilbagegang, men hans forår var - særligt i Strade Bianche - så godt, at han normalt ikke burde få problemer på en stigning som denne. Hurtighed har han heldigvis stadig, som han viste med sin flotte massespurt i Baskerlandet i år, og det skyldes særligt hans gode positioneringsevne. Lige nu synes han ikke at have formen til at køre med om sejren, men normalt burde dette altså være en glimrende etape for ham - også fordi han vil være et godt bud på en mand, der kan angribe nede på flyvepladsen.

Blandt de øvrige sprintere er der yderligere to, der bør have en lille chance for at komme med over, nemlig Jake Stewart og John Degenkolb. Stewart har generelt imponeret med sin holdbarhed i år, og ifølge FDJ manglede han ikke meget i at komme med hjem i dag. Skulle det lykkes, står han faktisk slet ikke så ringe. Hans svaghed er nemlig positioneringen, men det problem vil være mindre udtalt på denne brede vej i et lille felt. Om han så faktisk er hurtig nok til at vinde, er jeg mere i tvivl om. I gamle dage ville Degenkolb have fremragende chancer for at klare denne stigning, men han klatrer ikke så godt længere. I 2018 kom han heller ikke med hjem, og efter en genopblussen i 2020 har han ikke haft sit bedste 2021. Degenkolb har dog så god en klatrehistorik, at han må regnes som en mulighed, og lykkes det, vil han i denne powerspurt for en gangs skyld ikke lide under sin positionering. Til gengæld tror jeg, at det bliver for hårdt for ellers holdbare folk som Jannik Steimle, Sebastian Molano, Edward Theuns, Damien Touzé, Marc Sarreau, Hugo Hofstetter, Reinardt van Rensburg, Stefan Bissegger og Baptiste Planckaert og det bliver i hvert fald for hårdt for Alvaro Hodeg, Jordi Meeus, Matthew Walls, André Greipel, Yevgeniy Gidich og Matteo Dal-Cin. Det vil overraske mig mindre, hvis formstærke Fred Wright klarer den, men det vil alligevel overraske mig meget, hvis han vitterligt vinder en spurt efter så hård en dag.

Endelig vil jeg pege på Stefan Küng. Jeg har allerede én gang nævnt, at han er et indlysende bud på at gøre, hvad Garcia Cortina næsten gjorde i dag. Formen er fremragende, og han er manden, man ikke skal give bare én mm. Særligt regnen får det til at lugte af Küng-offensiv, for mange af hans flotteste ridt er kommet i Romandiets regn. Han vil i hvert fald elske at generobre den gule trøje, fordi andre er uopmærksomme. Derudover har jeg allerede nævnt Kragh, Turgis, Fraile, Kron og Clarke som ryttere, der kan køre væk på flyvepladsen, og andre gode kandidater kunne være Mattia Cattaneo, Tom Dumoulin, Rui Costa, Benoit Cosnefroy, Marc Soler, Gonzalo Serrano, Pierre Latour og Andreas Leknessund.

Endelig er det muligt, at Rui Costa, Benoit Cosnefroy, Michael Woods, Tiesj Benoot, Lorenzo Rota og Roland Thalmann blander sig i spurten, men de er usandsynlige vindere.

Feltet.dks vinderbud: Michael Matthews

Øvrige vinderkandidater: Mathieu van der Poel, Christophe Laporte

Outsidere: Ivan Garcia Cortina, Maximilian Schachmann, Marc Hirschi, Alexander Kamp, Søren Kragh

Jokers: Mike Teunissen, Anthony Turgis, Omar Fraile, Julian Alaphilippe, Andreas Kron, Florian Vermeersch, Ryan Gibbons, Simon Clarke, Jake Stewart, John Degenkolb, Stefan Küng

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Christopher Juuls sejr fra 2018.