Ruten

Efter bare en enkelt dag i fladt terræn bliver rytterne igen mindet om, at Tour de Suisse som regel ikke byder på meget for de klassiske sprintere. Tirsdagens 4. etape indledes ganske vist meget fladt, men det fungerer blot som opvarmning. Mod slutningen venter nemlig flere stigninger, herunder til sidst den meget vanskelige Hochwald, der vil sikre, at det formentlig er en relativt lille gruppe, der kan forventes at få chancen for at skulle spurte om sejren i Arlesheim.

I alt skal der tilbagelægges 163,9 km, der fører feltet fra Murten til Arlesheim. Starten er meget let, idet den afvikles i en af de få flade dele af Schweiz. Således kører man igennem helt fladt terræn mod nordøst, inden man drejer mod nord for at køre op til forplejningszonen i byen Gansingen.

Her skifter etapen karakter, når man rammer bakkerne syd for storbyen Basel. Kort efter skal man nemlig over kategori 2-stigningen Passwang (3,5 km, 8,6%), der har top efter 87,6 km. Herefter går det mod vest, nord og øst via en teknisk ukompliceret nedkørsel, inden man kører mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (3,1 km, 6,65%), der leder op til rundstrækningen. Et let kuperet plateau følges frem til den første spurt, der kommer efter 122,2 km, inden man via en teknisk nedkørsel kører ned til Arlesheim, hvor man slår en sløjfe mod nord igennem fladt terræn, inden man kører tilbage mod syd til målstregen, der krydses for første gang efter 135,0 km.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 28,9 km lange runde. Den indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod syd ned til kategori 3-stigningen Eichenberg (3 km, 7,4%), der er en relativt regulær stigning. Fra toppen resterer fortsat 18,9 km, der først via samme let kuperede plateau som tidligere fører mod øst og nord op til den anden spurt, der er placeret med 13,4 km igen. Herefter venter igen den tekniske nedkørsel, der leder mod nord ud til vendepunktet, inden man kører mod syd tilbage til mål. Efter en lille bakke falder det let, indtil der resterer 3 km, som er næsten helt flade, idet det de første 500 m af den sidste kilometer dog stiger ganske let. Finalen er teknisk, da der efter et meget skarpt sving med 3 km igen er hele syv sving, det sidste lige ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 1893 højdemeter.

Arlesheim var senest vært for løbet i 2006, hvor Nick Nuyens var hurtigere end Linus Gerdemann, Jörg Jaksche og Koldo Perez i en kvartet, der akkurat snød sprinterne.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Vejret

Det ustabile sommervejr ventes at komme tilbage til de fire afsluttende etaper, men lige nu er det varmen og ikke regnen, der er et tema. Efter en solrig morgen vil det ganske vist sky til i løbet af eftermiddagen, men det holder tørt, og temperaturen vil nå 28 grader. Der vil blot være en svag til let vind vest, hvilket giver sidemedvind på etapens første halvdel. Der vil primært være sidevind frem til rundstrækningen, og her vil der også hovedsageligt være sidevind. Der vil være sidevind frem til svinget med 3 km igen og derefter sidemodvind.

Analyse af 3. etape

Selvom han endnu ikke har rundet de 30, har Peter Sagan med sine indtil i dag 16 sejre for længst sat sig på rekorden over fleste etapesejre i Tour de Suisse. De tre schweiziske koryfæer Ferdinand Kübler, Hugo Koblet og Fabian Cancellara er med deres ”beskedne” 11 gevinst end ikke i nærheden af bare at kunne få færden af slovakkens sokkeholder. Nu er det ikke usædvanligt, at en sejrsmaskine som Sagan har taget et hav af triumfer i et etapeløb, men det er nu ikke nogen tilfældighed, at det netop er i Schweiz, at han har haft sin vel nok mest imponerende vinderrate.

Hvis der er noget, dek kendetegner den schweiziske rundtur, er det nemlig to ting. Først og fremmest har arrangørerne altid haft hang til at designe kuperede rundstrækninger, hvor en række sene og ofte ganske solide stigningerne har sat scenen for reducerede massespurter, hvor Sagan som bekendt er svær at slå. Og hvis ikke bakkerne har ligget inden finalen, har man som regel haft et stigende opløb. For det andet har løbet ofte fået kritik for sine tekniske finaler med ofte nærmest hasarderet sene sving, og den slags krydderi er som bekendt noget, den teknisk eminente slovak elsker.

På alle måder lignede dagens 3. etape derfor en ren foræring til den tredobbelte verdensmester. Ganske vist manglede den usædvanligt flade rute de sene stigninger, der kunne have tyndet lidt ud i feltet, men derudover kunne Sagan ikke have designet en afslutning, der passede ham meget bedre. Ikke blot var der en ganske stejl brostensbelagt rampe op mod mål, det sidste sving i bunden af bakken kom også så sent, at man næsten skulle tro, at Sagan var blevet ansat som rutedesigner i Schweiz.

Sjældent har det været så let at udpege en favorit til en potentiel spurt i det schweiziske etapeløb, og Sagan levede da også til fulde op til forventningerne ved at tage sin 17. gevinst i løbet og dermed udbygge sin suveræne rekordliste yderligere. I forvejen er Sagan kendt som verdens måske bedste afslutter på små bakker, og med det sene sving lå det i kortene, at slovakken, der aldrig svigter i positionskampen, formentlig ville komme ind på rampen i 2. eller 3. position og sandsynligvis i kraft af sin teknik med langt mere fart end rivalerne. Kobler man det med hans eminent antrit til at træde cyklen i gang igen, var det næsten svært at se, hvordan feltets suverænt mest driftssikre sprinter skulle kunne misse ud på netop denne etape.

Det gik da også stort set, som man kunne have forventet. Den eneste lille overraskelse var vel, at det ikke var feltets bedste tog fra Deceuninck, der vandt kampen om positionerne frem mod sidste sving. Det havde Sagan ellers åbenlyst regnet med, for som sædvanlig havde han sig direkte på bagsmækken af den sprinter, der burde få det bedste lead-out. Således sad han solidt placeret bag Elia Viviani, da belgierne mod slutning tog kontrol med første Maximiliano Richeze og siden Michael Mørkøv.

Om det var den lidt underlige beslutning om i sidste øjeblik at bytte rundt på argentineren og danskeren, der ellers indtil selve finalen havde siddet i den ”rigtige” rækkefølge, skal vi lade være usagt, men belgierne kunne lidt uventet ikke holde fronten. Det havde måske ladet sig gøre med Richeze, der måske er verdens bedste i rollen som sidste mand, men Mørkøv, som traditionelt har været bedst i rollen som nr. 3, kunne ikke stå imod, da Jasper Stuyven på eminent vis skød frem med John Degenkolb bag sig. På det tidspunkt så det faktisk en anelse truende ud for Sagan, der kunne have satset forkert ved at vælge Vivianis hjul.

Der er imidlertid en grund til, at Sagan altid sidder, hvor han skal. Den snarrådige slovak reagerede nemlig prompte ved at springe ind på Trek-toget, og ikke blot lykkedes det ham i sidste øjeblik at skifte hest, han kom endda ind foran Degenkolb. Dermed var det ham, der i Stuyvens hjul kom ind på bakken som den bedst placerede sprinter, og derefter var resultatet nærmest givet på forhånd. Selvom Degenkolb som vinder på Hatta Dam i Dubai Tour er lidt af en specialist i at spurte på korte ramper, havde han intet modsvar mod Sagans eminente antrit, og dagens store favorit skulle nærmest blot træde to gange, inden den slovakiske fugl var fløjet langt væk med både etapesejr og endnu en schweizisk førertrøje til samlingen.

Nu er det som sagt ikke usædvanligt, at Tour de Suisse-etaper ligger til Sagans højreben, men det er dog alligevel sjældent, at de som denne har været nærmest en foræring til slovakken. Man skulle næsten tro, at arrangørerne havde forbarmet sig over den mand, der mere end nogen anden har kastet glans over deres arrangement i det seneste lille årti, for etapens syntes næsten at være designet med det formål, at Sagan skulle have mulighed for at tanke selvtillid efter et forår, som han helst ser forsvinde i et kollektivt hukommelsestab for hele cykelverdenen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Sejren kunne nemlig ikke falde på et meget tørrere sted. Ganske vist var det lykkedes Sagan at sikre sig den næsten obligatoriske etapesejr i Californien, men det skyldtes alene hans gode positionering i den kaotiske finale på 1. etape. Ser man på Sagans generelle kørsel i det amerikanske, leverede han sin vel hidtil ringeste præstation på den anden side af Atlanten, og da det kom på ryggen af et rædselsfuldt forår, kunne man nok have sine bange anelser om, hvorvidt der var et eller andet galt med sportens superstjerne nr. 1.

Den frygt har han med sin fine start i Schweiz delvist begravet, men ikke helt. Sandheden er nemlig fortsat, at Sagan i går ikke klatrede på sit vanlige niveau i Tour de Suisse, hvor han har leveret nogle af sine mest overbevisende klatrepræstationer, ikke mindst da han i 2013 vandt en regulær bjergetape. Den lethed havde han slet ikke i gårsdagens finale, og selvom han vandt i dag, er det ikke nok til definitivt at kunne lægge trængslerne bag sig. Selv en Sagan på 60% ville formentlig kunne have gjort arbejdet færdigt i denne afslutning, og selvom det kan virke en anelse hårdt, kunne han faktisk næsten kun tabe i lige præcis denne afslutning.

Han var imidlertid ikke den eneste, der tankede god selvtillid. Det gjorde den gode ven Elia Viviani bestemt også. Ganske vist lykkedes det ikke den italienske mester at bryde den usædvanligt lange sejrstørke, men han kan i allerhøjeste grad være tilfreds med 2. pladsen. Ikke blot viste toget med Mørkøv og Richeze - selvom der gik kludder i rækkefølgen til sidst - at de formentlig vil være det bedste kollektiv i Touren, Viviani kørte også selv en fornem spurt i en finale, der var for stejl til at passe ham ideelt. Naturligvis kunne han intet stille op mod verdens vel nok bedste puncheur, men at han kunne passere Degenkolb ganske suverænt på en bakke som denne, må give stærkt tiltrængt oprejsning til en mand, der mildt sagt så knækket ud, da han i utide vinkede farvel til en yderst skuffende Giro.

Mere bekymret må Degenkolb være. Ganske vist er en 3. plads et flot resultat for en mand, der efter sit grimme styrt bestemt ikke vader i podiepladser, men reelt var det mere Stuyvens end hans egen fortjeneste. Han kørte da en ganske hæderlig spurt og holdt herved de fleste bag sig, men havde det ikke været for den belgiske lead-out man, var det slet ikke gået sådan. Tværtimod er det svært at finde megen opmuntring i, at den fallerede tyske stjerne, der burde have elsket en rampe som denne, blev passeret af Viviani, der i disse afslutninger slet ikke har samme historik som den uheldige Trek-rytter, der næppe nogensinde igen bliver, som han var i årene inden styrtet.

Han er dog ikke den eneste, der har grund til at være skuffet. Det har i særdeleshed også Michael Matthews, der for anden dag i træk præsterede langt under det forventede niveau. Ganske vist vidste vi, at det sene sving kunne være kritisk for den ikke særligt positioneringsstærke australier, men heller ikke hans spurt var noget at skrive hjem om. Normalt er Matthews nemlig i Sagan-klassen i en sådan afslutning, men her var der slet ikke det vanlige bid i hans spurt. I forvejen kan man undre sig over, at Sunweb har været så bemærkelsesværdigt passive på disse Matthews-etaper, men det kan måske forklares med, at han endnu har fundet sine Tour-ben.

Heller ikke Alexander Kristoff kunne være tilfreds. Ganske vist var bakken med det sene sving alt andet end ideel for nordmanden, der som en rigtig powersprinter er bedst i et opløb, hvor han kan køre en lang spurt, hvor han gradvist trækker den op i fart, men normalt burde den positioneringsstærke nordmand have gjort det bedre inden svinget. Modsat folk som Sagan og Viviani er det dog ingen katastrofe, for Kristoff har sit på det tørre efter et forår, hvor han endelig har fundet sit gamle niveau og med sin flotte kørsel i Gent-Wevelgem og Flandern Rundt har vist, at det er alt for tidligt for ham at indstille sig på en rolle som ren hjælper for Fernando Gaviria. På samme vis kunne man have forventet, at Matteo Trentin, der normalt er meget sikker i positionskampen, var kommet længere frem og ikke mindst havde kørt en bedre spurt end den skuffende afslutning, det faktisk blev til, ligesom Greg Van Avermaet også plejer at være sikkerheden selv i denne type afslutninger.

For andre var der opmuntring at hente. Det gælder især for Ivan Garcia, der efter den flotte sejr i Californien fortsatte sin fine fremgang ved at levere en flot 4. plads i en afslutning, hvor han ellers var svækket markant af et Bahrain-hold, som var ude af stand til at yde ham megen støtte. Og denne gang betød svinget, at han for en sjælden gangs skyld ikke fik åbnet sin spurt for tidligt og dermed faktisk fik vist, at han har en højere topfart, end de hidtidige resultater antyder.

Et andet lyspunkt var Ben Swift. De, der så Tour of Norway, havde sikkert allerede bemærket, at briten, der under UAE lignede en mand på vej mod et tidligt karrierestop og fik ødelagt hele foråret af et ganske alvorligt styrt, igen gav glimt af den rytter, der har været på podiet i Sanremo og sågar vundet en Dauphiné-etape med mål på Alpe d’Huez, og det har han bekræftet i de seneste dage. Hvor gårsdagens fine klatring måske var forventet, var det ganske opløftende, at Swift, der bestemt ikke er en ørn til positionskampen i lige netop denne afslutning kunne sikre sig en 5. plads, der vel er hans bedste resultat i næsten umindelige tider.

Lidt af det samme kan siges om Thomas Boudat, der hører til blandt feltets ringeste i positionskampen. Selvom han kører den ene spurt efter den anden, ender han kun sjældent i top 10, og derfor var det særdeles løfterigt, at han i netop denne afslutning kunne levere et af sine bedste resultat på WorldTour-niveau. Kobler man det med den nylige sejr i det hårde Circuit de Wallonie, kan der være håb om, at ”den nye Coquard” langt om længe begynder at gå i sin tidligere kaptajns fodspor. Og endelig fortjener Fabian Lienhard også at blive nævnt, da han med dagens 8. plads fik vist, at han ikke blot er en glimrende rytter i mindre løb på .2-niveau, men at han også sagtens kan begå sig på sportens højeste niveau.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

For Kasper Asgreen blev det kun til en enkelt dag i trøjen, men det er danskeren nok ikke alt for skuffet over. Med tanke på Sagans overvældende favoritstatus skulle der nærmest et mirakel til, hvis ikke slovakken skulle ende i top 3 og dermed sende danskeren over i den hvide ungdomstrøje i stedet. Det skal dog ikke slette indtrykket af endnu en fornem præstation fra den danske komet, der med sin fine kørsel til sidste styrkede sin i forvejen næsten stensikre Tour-plads ved at levere en flot rolle som fjerdesidste mand i Deceuninck-toget, hvor han tog en monsterføring på de sidste kilometer.

Og skal vi være ærlige, trængte Sagan vel også mere til lidt opmuntring, end succesrige Asgreen gjorde. I en tid, hvor Pascal Ackermann, Sam Bennett, Maximilian Schachmann, Davide Formolo og Emanuel Buchmann alle leverer igen og igen, var det stærkt tiltrængt, at også Boras store stjerne langt om længe kom op på sejr nr. 3. Og med tanke på det, der venter i de kommende dage, er der en god chance for, at sejrstælleren ikke står på 17, når løbet er omme. Der er nemlig en grund til, at Sagan er kongen af Tour de Suisse, der år efter år med sit rutedesign leverer den ene gave efter den anden til det slovakiske fænomen.

Favoritterne

Hvis ikke ovenstående analyse og dagens afslutning på 3. etape var nok til at forklare, hvorfor Peter Sagan har vundet så mange etaper i Tour de Suisse, kommer der allerede tirsdag endnu en chance for de tungnemme. Også 4. etape er nemlig et glimrende eksempel på en af den slags etaper, som den slovakiske superstjerne spiser til morgenmad, og selvom den flade finale og den relativt enkle sidste kilometer, betyder, at han slet ikke er så tårnhøj favorit, som det var tilfældet mandag, er der næppe tvivl om, at Sagan også har sat et fedt kryds ud for 4. etape.

Det er helt oplagt at sammenligne med 2. etape, der havde en tilsvarende afslutning. Der er dog visse forskelle, som gør etapen her en anelse lettere. For det første er det samlede antal højdemeter mindre, og man kommer næsten gratis frem til etapens midtpunkt, inden vanskelighederne melder sig. For det andet er der i finalen kun én og ikke to bakker. Og for det tredje er den sidste stigning betydeligt lettere end den stejle mur, rytterne forcerede søndag.

Det betyder dog ikke, at der er tale om en let etape. Tværtimod er den sidste stigning også denne gang knaldhård, og selvom den aldrig bliver helt så stejl, er de lange stykker på 7-9% rigeligt til at få feltet til at eksplodere, hvis der bliver gået til stålet. Ryttere som Elia Viviani, Alexander Kristoff og John Degenkolb skal i hvert fald - deres hæderlige klatrestyrke til trods - grave dybt, hvis de skal med hjem denne gang. Det skyldes ikke mindst, at det jo faktisk fortsætter med at stige helt frem til spurten, og dermed er der ikke megen tid til at skabe en regruppering.

Først skal vi dog have sikret os en spurt, og det er langt fra givet, at vi får skabt samling. Både i dag og i går har det nemlig været overladt til Bora og det førende hold at kontrollere etapen, og da Bora nu også har førertrøjen, risikerer de at være helt overladt til sig selv denne gang. Formentlig er det kun Sunweb, Mitchelton og måske CCC, der kunne finde på at give en hånd med, men de kunne alle lige så vel forsøge at få en mand med i udbruddet.

Derfor er det på en etape som denne, at et udbrud har en reel chance. Heldigvis kan Bora glæde sig over, at den første del af etapen er så let, at de med lidt snilde kan lirke et lille og svagt udbrud uden deltagelse fra nøgleholdene afsted, men det bliver bestemt ikke let i en indledning, der meget vel kan blive meget aggressiv og lynhurtig. Tidsforskellene er nu så store, at Bora sagtens kan kaste håndklædet i ringen, hvis de ikke får hjælp, uden at det nødvendigvis skal koste førertrøjen. Det er i hvert fald før set, at udbrud har snydt Sagan på etaper i dette løb.

Alligevel hælder vi til, at der skabes samling. Starten er trods alt så let, at Bora burde kunne få et fornuftigt udbrud, og hvis de kan forhindre Sunweb og Mitchelton i at komme med, burde de kunne finde allierede fra to mandskaber, der efterhånden er ved at løbe tør for muligheder, hvis de skal vinde en etape. En udbrudssejr er meget realistisk, men vi tror mest på, at gruppen hentes.

I finalen forventer vi stor udskilning. Vi så i går, hvordan Astana havde stor succes med at køre aggressivt og skabe splittelse. ”Never change a winning formula” er som bekendt en god rettesnor, og derfor må man formode, at kasakkerne har planer om at udnytte Eichenberg til at skabe maksimal udskilning og derefter forsøge at gentage Sanchez’ kunststykke fra i går.

Læs også

LIVE nu: Carapaz sætter tropperne frem inden bjergfinale

Denne gang bliver det dog vanskeligere. Stigningen er knap så hård, og derfor vil formentlig få et større felt til slut. Det kan bestemt ikke udelukkes, at det igen vil lykkes at snyde sprinterne, men mest af alt tror vi på en reduceret massespurt i et ganske lille felt. De skal slås om sejren i en kompliceret finale, der dog har en relativt lang opløbsstrækning, hvor man kan lade farten tale, hvis man ikke har tabt alt for mange positioner i den endeløse serie af sving.

Det får os igen til at pege på Peter Sagan. Det kan godt være, at han ikke helt kunne sidde med i søndags, men han var dog ganske tæt på. Her burde slovakken kunne komme med over, og da vi forventer ganske stor udskilning, vil han næppe skulle slås med de på papiret hurtigere folk. Sandsynligheden for, at han er feltets hurtigste, er i hvert fald stor, og vi så på 2. etape, at han ikke havde de store problemer i at overspurte folk som Trentin og Matthews. Det er klart, at det vil være anderledes i en flad spurt, men også her bør han være hurtigere end feltets andre hårdføre folk, og samtidig kan han drage fordel af de mange sving i finalen. Udfordringen bliver vel først og fremmest for det klatresvage Bora-hold at undgå endnu ”en Sanchez”, men ender det i en spurt i stil med den, vi så søndag, er det svært ikke at have Sagan som den klare favorit.

Hans værste rival kunne være Matteo Trentin. Europamesteren var i hvert fald tættest på i søndags, og selvom han ikke har Sagans topfart, har han før slået slovakken i både Tour de Suisse og Tour de France, hvor han har vundet reducerede massespurter. Modsat Sagan vil han i en finale kunne regne med god støtte fra de hurtige Michael Albasini og Robert Stannard, og der er ikke mange, der til slut vil kunne matche et sådant tog. Det kan måske være det, der giver Trentin de sidste få procent, som det var tilfældet, da Tony Martin hjalp ham med at besejre Sagan i de to ovennævnte tilfælde

Som nævnt i analysen har vi ikke just været imponerede over Michael Matthews de seneste dage. Ikke blot led han overraskende meget i søndags, i dag kørte han også en overraskende ringe spurt. I forvejen er han ikke verdens hurtigste i en flad spurt, og han har i hvert fald ringere chancer, end han har haft de seneste to dage. Omvendt skal vi ikke glemme, at han sidste år faktisk slog Sagan i en spurt - ganske vist bag et udbrud - på 4. etape, og det viser, at han godt kan, når bare det har været hårdt nok. Sunweb har et af de mest klatrestærke hold, og med et tog, der kan tælle folk som Marc Hirschi og forhåbentlig også de i søndags ellers lidt skuffende Nikias Arndt og Søren Kragh, har han måske en chance for at gøre det igen. Han plejer i hvert fald at blive bedre, som dagene skrider frem.

Vi har også en vis fidus til Ivan Garcia. I søndags endte han ganske vist langt fra de bedste, men det skyldtes alene, at han arbejdede stenhårdt for Rohan Dennis. I Vueltaen har han derimod vist os, at han klatrer fremragende, og selvom det er lidt uklart, hvor han står formmæssigt, burde han have en ganske god chance for at klare strabadserne. Måske får han ikke den formsvage Matej Mohoric med sig hjem, men Rohan Dennis er slet ikke en ringe lead-out man. Han er ikke så hurtig som Sagan, men han viste i Californien, at han godt kan vinde reducerede massespurt, når blot han ikke får åbnet for tidligt.

Vi tvivler meget på, at Alexander Kristoff kommer med hjem, men helt udelukkes kan det ikke. Nordmanden viste trods alt fin klatreform med den samlede sejr i Norge, og derfor har han en reel chance. Skulle det lykkes, står han med en fremragende chance, for han har igen i år sat sig på tronen som verdens måske bedste afslutter efter hårde løb. Den tekniske finale med et langt opløb passer også godt til den norske powersprinter. Udfordringen bliver at komme med hjem. Lykkes det, og kører han en spurt, som han gjorde i Gent-Wevelgem, er det i hvert fald svært at se, hvem der skal slå ham.

Vi vil også pege på CCC-duoen Greg Van Avermaet og Patrick Bevin. Van Avermaet havde ganske vist en langt bedre chance i søndags, hvor opløbet var stigende og etapen hårdere. Særligt hvis Astana får gjort det knaldhårdt, burde han dog også have en chance her. Normalt er han ganske vist slet ikke så hurtig som Sagan, Trentin og Matthews, men efter hårde løb har han det med at overraske. Størst chance har han dog nok, hvis han laver en Sanchez, og det synes han at have formen til.

Bevin får det nok sværere. Han har i hvert fald skuffet på de første etaper og synes ikke helt at have fundet sin bedste form. Det betyder dog ikke, at han er uden chance. I hvert fald burde han normalt have gode chance for at klare denne stigning, og i en flad spurt er han vel også hurtigere end Van Avermaet. Det er klart, at han er oppe mod svære modstandere, men med et muligt lead-out fra sin belgiske holdkammerat, kan han måske overraske igen, som han gjorde da han spurtsejrede på 2. etape af Tour Down Under.

Ligesom for Kristoff gælder, at Elia Viviani formentlig får det for hårdt. Han har dog vist så markant forbedrede klatreevner på det seneste, at han ikke helt kan afskrives. Han vil i hvert fald gøre forsøget, og skulle det lykkes at komme med over, vil han være en af de store favoritter. Ser man alene på topfart, er italieneren vel trods alt stadig feltets hurtigste, og han er god i positionskampen. Desværre har han også en tendens til at skuffe fælt efter hårde løb, og da stigningen i forvejen formentlig er for svær, er han mere outsider end favorit.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

En anden kandidat er Carlos Barbero . Spanieren kom akkurat ikke med hjem i søndags, men chancerne burde være ganske gode for, at han tager sin revanche tirsdag. Formen synes i hvert fald at være god, og han er normalt en ganske hårdfør type. Normalt er flade spurter ikke hans kop te, men siden sidste efterår har der været fremgang at spore. I et mindre felt får han det også nemmere i positionskampen, og det gør ham til en kandidat.

I gamle dage havde det været en god etape for John Degenkolb, men nu om dage er han for tung. I stedet har vi fidus til Jasper Stuyven, der har en bedre chance for at klare udfordringerne. På papiret er stigningen nok en anelse for svær, men han viste god klatreform i Hammer Series. Det er klart, at han ikke har Sagans topfart, men han har trods alt vundet en Vuelta-etape i en reduceret massespurt, og han kørte nogle fornemme spurter sidste efterår.

Naturligvis er Kasper Asgreen også i spil. Han blev trods alt nr. 3 i feltets spurt i søndags, men det vil alligevel være stærkt uventet, hvis han faktisk skulle slå en fyr som Sagan. Omvendt fik han ram på Jasper Philipsen i Californien, og han er efter et hårdt løb ganske hurtigt. Størst chance har han dog nok, hvis han kan lave ”en Sanchez”. Det bliver svært, da Sagan næppe giver ham en meter, men får slovakken det igen svært på stigningen, kan Asgren måske reagere, mens han lider bagerst i feltet.

Fabio Felline fortjener også at blive nævnt. Efter sin sygdom har det været skidt for italieneren, men i søndags viste han form. Han sad med feltet hjem og var klar til at spurte, inden han fik krampe til sidst. Derfor kan vi forvente, at han også vil gå efter spurten i morgen, og han burde nok kunne sidde med hjem. Han er næppe lige så hurtig som tidligere, men det skal blive interessant at se, om han kan genfinde de takter, der før har givet ham sejre også i en massespurt i Baskerlandet.

Deceuninck har også Maximiliano Richeze som en kandidat. Argentinerens klatreniveau er stærkt svingende, men når han er i form, kører han godt opad. Det viste han især, da han for år tilbage vandt pointtrøjen i dette løb, men også i år klatrede han godt i Californien. Vi vil tro, at han skal blive hos Viivani, men får han lov at køre sin egen chance, og kommer han over stigningen, vil den snu Richeze i hvert fald være konkurrencedygtig.

Som skrevet i analysen har Ben Swift imponeret på det seneste. Briten synes at nærme sig sit gamle niveau, og han burde derfor med sikkerhed komme med hjem. Det ser også ud til, at Thomas og Bernal giver ham lov til at spurte, og han burde derfor have gode chancer for at lave et resultat. Det er klart, at han formentlig ikke er hurtig nok til at vinde, men man skal aldrig afskrive en mand, der to gange har været på podiet i Milano-Sanremo. Efter et hårdt løb kan meget ske.

Katusha har både Nathan Haas og Enrico Battaglin, der begge bør klare stigningen, men det synes at være givet, at de kører for australieren. Det gjorde de i hvert fald i søndags, hvor Haas imponerede ved at sidde med de allerbedste på stigningen. Det er klart, at han kan få svært ved at slå de hurtigere folk, men vi skal ikke glemme, at han sidste år faktisk kørte i top 3 i en ”rigtig” massespurt i Tyrkiet. Når han kommer i position, er han hurtigere, end man tror.

Endelig vil vi pege på Omar Fraile og Sep Vanmarcke. Begge er ganske hurtige i en spurt efter en hård dag, men begge får de også svært ved at vinde mod de hurtigere folk. Fraile synes i god form, men i en flad spurt mangler han nok den sidste hurtighed. Vanmarcke synes ikke at have de bedste ben, men kommer han med over, kan han overraske. Han viste nemlig sine afslutterevner, da han tidligere i år spurtede sig til sejr på en lignende etape i Tour du Haut-Var.

Endelig vil vi som sagt ikke udelukke, at det kan lade sig gøre at lave ”en Sanchez”. Her vil vi særligt pege på Luis Leon Sanchez selv, Omar Fraile, Kasper Asgreen, Greg Van Avermaet, Michael Valgren, Stefan Küng, Yves Lampaert, Tiesj Benoot og Lilian Calmejane som kandidater.

Skal man pege på kandidater til en udbrudssejr, der som sagt ikke kan udelukkes, vil vi særligt fremhæve Pierre Latour, Patrick Bevin, Rui Costa, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke og Brandon McNulty, der alle har tabt tid og er stærke nok til at kunne gøre det færdigt. Normalt ville vi også nævne Matej Mohoric, men de seneste dage har sloveneren set meget skidt ud.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Matteo Trentin, Michael Matthews

Outsidere: Ivan Garcia, Alexander Kristoff, Greg Van Avermaet, Patrick Bevin, Elia Viviani

Jokers: Carlos Barbero, Jasper Stuyven, Kasper Asgreen, Fabio Felline, Maximiliano Richeze, Ben Swift, Nathan Haas, Omar Fraile, Sep Vanmarcke