LIVESTREAM ROMANDIET RUNDT

Ruten

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2021. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. I år har man dog virkelig strammet skruen i et løb, hvor man ellers ofte har haft lidt blødere kongeetaper, og denne gang skal der ikke bare klatres 4300 højdemeter. Der skal også sluttes på en for løbet næsten uhørt svær stigning, den nye Thyon 2000, som lægger op til et brag af et klatreslag i Alpernes tynde luft - og trods dårligt vejr og en deraf følgende tidligere start slipper vi for en af de ruteomlægninger, vi alt for ofte har været vidner til i et løb, som er kendt for regn og sne.

I alt skal der tilbagelægges 161,3 km, der fører feltet fra Sion til toppen af bjerget Thyon 2000. Målbjerget er faktisk en stigning, der ligger lige syd for startbyen, og etapen består derfor af tre rundstrækninger i området omkring Sion, som ligger i hjertet af Alperne. Den første af disse er 28,4 km lang og henlagt til området sydvest for byen. Her går det via et kort, fladt stykke mod sydvest, inden man fortsætter op og ned ad kategori 3-stigningen Chamoson (2,0 km, 7,3%, max. 9%), der er en relativt jævn stigning med top efter bare 6,3 km. Nedkørslen er let og leder tilbage til dalen, hvor man vender rundt og kører ad en helt lige og flad vej mod nordøst tilbage til Sion, hvor rundstrækningen afsluttes efter 28,4 km.

Den anden rundstrækning er 47,8 km lang, henlagt til området nord for byen og betydeligt vanskeligere. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Anzère (14,6 km, 7,0%, max. 11,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 30,3 km. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst og nordøst, men afbrydes, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Lens (3,5 km, 6,5%, max. 9%), der er meget svær med 11,2% over den første kilometer, men siden bliver lettere med slutteligt bare 5,9% over de sidste 1500 m frem mod toppen, der rundes efter 57,8 km. En lettere nedkørsel nu mod øst og syd tilbage til dalen, hvor man følge den flade dalvej mod sydvest tilbage til centrum af Sion, der nås efter 76,2 km,

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den tredje rundstrækning er den vanskeligste, er 64,1 km lang og henlagt til bjergene syd for byen. Den indledes dog ganske let med en flad tur rundt i Sion, hvor man først kører videre mod sydvest, inden man vender rundt for at køre mod sydøst forbi dagens første spurt, som kommer efter 87,6 km, og videre ud af byen. Her vender man igen rundt for at køre tilbage mod sydvest igennem dalen, men inden man atter når ind til Sion, drejer man mod syd for at passere kategori 1-stigningen Suen (13,6 km, 6,8%, max. 10%), der over de først 10 km stiger relativt jævnt med ca. 8%, inden den flader betydeligt ud med blandt andet bare 2-4% over de sidste 2,7 km frem til toppen, som rundes efter 118,0 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden det går mod nordvest og nord ad et ganske let faldende plateau frem til dagens anden spurt, som kommer efter 133,5 km i byen Vex. Herefter rammer man en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og vest tilbage til udkanten af Sion.

I stedet for at køre ind til centrum indledes et mindre helvede. Man kører nemlig mod syd for at vende tilbage mod bjergene og køre op ad kategori 1-stigning Thyon 2000. Der er tale om en modbydeligt lang sag, der over 20,7 km stiger med 7,6% i snit med et maksimum på 11%, og den bliver bare værre og værre. De første 11 km er således meget jævne med ca. 7%, men derefter tager den fat over de sidste 9,7 km, hvor de enkelte kilometer med kun få lettere undtagelser stiger med 9-10%, og der bydes i alt på 3,4 km med et gennemsnit på 9,4% og senere 2,5 km med et gennemsnit på 10%, inden afslutningen er lidt lettere med 1000 m med 6,9% og slutteligt 700 m med 8,5%. Stigningen har et hav af hårnålesving, herunder tre på den sidste kilometer med 800, 500 og 150 m igen. Bjergspurten kommer med 300 m igen, men herfra stiger det fortsat med 4,7% i snit, afbrudt altså af et sidste hårnålesving 150 m fra stregen, der ligger hele 2090 m over havets overflade.

Etapen byder i alt på 4328 højdemeter.

Thyon 2000 har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Vejret

Det kendte Romandiet-regnvejr har i den grad meldt sin ankomst, men heldigvis er det ikke koldt, og etapen kan afvikles som planlagt med en fremskudt start på 2 timer. Om morgenen vil risikoen for regn nemlig kun være 35%, men derefter stiger den løbende gennem hele dagen, så den ved målgang omkring kl. 15.25 vil være hele 95%. Temperaturen nede i Sion vil dog være hele 17 grader, og det vil derfor formentlig kun være målbjerget, der kan være ramt af sne. Vinden vil bare være svag til let (4-11 km/t) og komme fra vest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men på sidste rundstrækning vil der være sidemedvind på første stigning og sidemodvind på det efterfølgende stykke, indtil man får modvind på den allersidste del af nedkørslen. På målbjerget er der først modvind, så medvind og derefter skiftevis med- og modvind igennem den endeløse serie af hårnålesving. På de sidste 2000 m vil der hovedsageligt være modvind, men med medvind på den ultrakorte opløbsstrækning.

Analyse af 3. etape

Det har været en kilde til stolthed i den danske cykelverden, at Danmark i 2021 er den eneste nation, der har vundet etaper i alle sæsonens WorldTour-etapeløb. Holland og Slovenien kunne følge med i UAE Tour, Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, men da Andreas Kron vandt i Catalonien, og det lykkedes Thomas de Gendt at skibe slovenske Matej Mohoric af på sidste tur op ad Montjuic på sidste etape af Volta a Catalunya, kunne det fabelagtige danske cykelforår krones med en ganske imponerende status, der endda blev sikret af fire forskellige ryttere i form af Kron, Mad Würtz, Magnus Cort og Jonas Vingegaard. Og da Mikkel Honoré fortsatte stimen i Baskerlandet, måtte man næsten gnide sig i øjnene en ekstra gang over det vanvid, den gyldne danske cykelgeneration havde gang i.

Til gengæld så det også hurtigt ud til, at stimen skulle have sin ende denne uge i Romandiet. Da den foreløbige startliste blev udsendt for et par uger siden, figurerede nemlig kun Mattias Skjelmose, Niklas Eg og Mathias Norsgaard. Alle tre er kvalitetsryttere, hvoraf Skjelmose og Norsgaard i år også har vist sig flot frem, men det var også soleklart, at der skulle en mindre sensation, hvis en af de tre ryttere skulle tage karrierens første sejr i et af sportens allerhårdeste løb.

Pludselig begyndte listen dog at vokse. Først kom Kron og Würtz til, men da de begge skulle bruge løbet til at komme i gang igen, efter at sygdommen havde kostet en serie klassikere, lå det ikke i kortene, at det var herfra den danske sejr skulle komme, selvom en formstærk Kron ville have elsket 2. og 3. etape. Til gengæld faldt der en sand dansk appelsin ned i turbanen mandag eftermiddag, da den endelig startliste blev udsendt, og navnet Magnus Cort pludselig dukkede op som en del af EF-mandskabets trup.

Det åbnede pludselig helt nye perspektiver. Jeg har i årevis i disse spalter ønsket, at Cort skulle skippe klassikerne til fordel for et forår med deltagelse i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, hvor det knaldhårde terræn og pauvre sprinterfelt altid gør det til et sandt slaraffenland for Cort-typer. Det gjaldt måske endda særligt på årets meget hårde rute, hvor det var helt indlysende, at danskeren ville være en af de tunge favoritter på 1. og 3. etape og en outsider til 2. etape.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Desværre gik de to første muligheder fløjten. I onsdagens første massespurt blev danskeren igen et offer for den positionskamp, der har kostet ham et hav af resultater, og i går blev det alligevel en anelse for hårdt, da klassementsrytterne mod slutningen begyndte at angribe hinanden. Derfor var der forud for dagens etape kun ét skud tilbage i den danske bøsse, for man skal være ualmindeligt optimistisk anlagt, hvis man tror på dansk sejr på enten lørdagens kongeetape eller søndagens enkeltstart, hvor det vil være synd at sige, at der vil være mangel på tempomonstre.

Heldigvis var dagens rundstrækningsløb også en lækkerbisken for Cort, særligt da man på gårsdagens etape kunne få fornemmelsen af, at Peter Sagan måske ikke er helt på toppen. Den første spurt gav nemlig det klare indtryk, at slovakken lige nu er den klart hurtigste blandt feltets holdbare sprintere, men trods de to fine topresultater havde hverken Sonny Colbrelli eller Patrick Bevin de første dage vist en fart, der skulle skræmme den danske sprinter langt væk. Og endnu bedre så det ud, da det ved middagstid stod klart, at en småsyg Bevin forlod løbet for ikke at tage unødige risici frem mod Giroen.

Spørgsmålet var bare, om Cort kunne overleve de sene bakker, der så ud til at skulle udgøre en betydeligt større udfordring, end de tilsvarende stigninger gjorde på 1. etape. Lettere blev det bestemt ikke af, at den silende Romandiet-regn, der endelig meldte sin ankomst og gjorde det schweiziske løb lige så drivvådt, som det plejer at være, ikke lagde en dæmper på angrebslysten. Tværtimod blev der skudt i højre og venstre over de første 35-40 km, og der må have gået et gys igennem feltet, da navnene på deltagerne i dagens syvmandsudbrud blev meldt ud over Radio Tour.

Forud for etapen stod det nemlig klart, at der var én mand, man ikke måtte lade køre. Stefan Küng har nemlig en imponerende statistik i sit hjemmebaneløb, hvor han i 2015, 2017 og 2019 hver gang lykkedes med at snyde sprinterne på en af Romandiets mange regnvejrsetaper. Man scorer ikke mange point i en IQ-test på at gennemskue mønsteret i den årstalsrække, og derfor lå det vel næsten i kortene, at scenariet skulle gentage sig i 2021 også. Og da så pludselig Küng kom afsted i udbrud på en regnvåd sprinteretape, må der alligevel være blevet synket en ekstra gang i mangen et sprinterholds sportsdirektørbil, ikke mindst da han endda havde det andet schweiziske tempofænomen, Stefan Bissegger, ved sin side.

Alligevel kunne sprinternes sportsdirektører ånde lidt lettede op. Af en eller anden uforklarlig grund havde Küng nemlig holdt sig til på gårsdagens etape, og selvom klatreren Kobe Goossens udgjorde en lige så stor trussel mod den gule trøje, hjalp Küng bestemt ikke sine egne chancer ved at udføre en fare for Rohan Dennis’ samlede føring. Ganske vist skulle man mene, at Ineos sagtens kunne få råd til at give den i morgen helt ufarlige Küng en dag i gult, men briternes kørsel de første dage viste vist ganske klart, at der ingen intentioner var om at låne løbets vigtigste trøje ud af ren medlidenhed.

Derfor så det sort ud for Küng, da det britiske supermandskab satte et tredje tempomonster, nemlig Filippo Ganna, til sammen med Eddie Dunbar at holde snor i de to schweiziske tempofænomener, og da afstanden var næsten nede på et minut på stigningerne på rundstrækningens næstsidste omgang, så Küngs chancer ud til at være døde og borte. I hvert fald lige indtil Ineos åbenbart blev så sure over, at sprinterholdene ikke rørte en finger, at de dannede bred front forrest i feltet og på få kilometer lod afstanden vokse til næsten tre minutter, inden sprinterholdenes bluff blev kaldt og først Bora for Sagan, siden Bahrain for Colbrelli og slutteligt endda det arbejdssky BikeExchange for Dion Smith satte sig frem. Og da Ineos derefter holdt op med at surmule og atter trak i arbejdstøjet, stod det pludselig alligevel klart, at Küngs flotte serie fik en ende, allerede længe inden han skred ud og endte sit udbrud med en tur hen ad asfalten.

Dermed var Küng-truslen neutraliseret, men til gengæld var der kommet en ny. Det stærke udbrud havde ført til knaldhårdt tempo, så selv ikke det dårlige vejr havde forhindret tidsplanen i at blive sprængt, og allerede inden de sidste to stigninger var feltet allerede kraftigt reduceret - dels som følge af farten og dels som følge af den modløshed og forsigtighed, der altid dukker op i den slags vejr. Bedre blev det bestemt ikke af, at etapen havde været så hård, at klassementsrytterne alligevel ikke ville spare sig til i morgen og på den sidste stigning indledte en angrebsfest, hvor særligt en utrættelig Michael Woods, en velkørende Sepp Kuss og regnvejrsrytteren Ion Izagirre var meget aktive.

Det fik da også sine konsekvenser, men mere for klatrerne end for sprinterne. Det blev nemlig snarere de mange styrt, kulden og regnen, der gjorde forskellen, end selve stigningerne, og det er derfor ikke sært, at robuste folk som Sagan, Colbrelli og Cort stod stærkere end mange af de spinkle klatrere. Derfor kom det heller ikke som noget stort chok, at etapen endte med at koste klassementet for folk som Miguel Angel Lopez, der stadig er i gang med at genfinde løbsrytmen efter covid og forslået hofte, Louis Meintjes, Kenny Elissonde, Hermann Pernsteiner, Sebastien Reichenbach, Tejay van Garderen og Matteo Badilatti, der alle er den slags skrøbelige klatrere, som næsten pr. definition har det svært i eksplosivt terræn på regnvejrsetaper, hvor man også skal have lidt mod på nedkørsler og i positionskampe. I dag var det angiveligt også primært på nedkørslen mellem de to stigninger, at forskellen blev gjort på en dag, hvor tv-billederne gjorde det svært at finde ud af helt præcist, hvad der faktisk skete.

Mere overraskende var det måske, at Steven Kruijswijk, der ellers plejer at være nok så robust, ikke kunne følge med, men det tegner desværre blot endnu tydeligere det billede, vi har set i nu ganske lang tid, nemlig at den hollandske dieselmotor synes i stigende grad at være blevet indhentet af sin alder. Endnu værre gik det dog for den ellers så formstærke Jack Haig, der smed så megen tid, at han næsten må være enten syg eller forslået, men hvis tidstab desværre ikke er blevet forklaret af Bahrain-mandskabet.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Cort, Colbrelli og Sagan trivedes derimod i regnen - måske ikke så mærkeligt, når i hvert fald både Colbrelli og Sagan er kendt for at være særligt gode i dårligt vejr - og de klarede alle mosten, selv da Woods var færdig med sit angrebsvanvid. På det tidspunkt så det faktisk ganske lovende ud for den danske etapesejr - i hvert fald lige indtil Rohan Dennis blev et af etapens mange styrtofre, og Ineos pludselig var efterladt kun med de to kaptajner Richie Porte og Geraint Thomas i front.

Da stod det nemlig klart, at finalen kunne blive meget svær at kontrollere. Cort var helt uden hjælpere, og Sagan havde kun støtte fra kaptajn Wilco Kelderman, der åbenbart ikke skulle bruge kræfter inden den afgørende weekend. Haig var som bekendt faldet fra, og heller ikke Bahrain var til sinds at svække Damiano Caruso inden i morgen. Og da UAE trods tilstedeværelse af alle deres tre esser, Diego Ulissi, Marc Hirschi og Rui Costa, nok engang i total ubeslutsomhed om, hvem i alverden de dog skal satse på, igen var totalt passive og smed en oplagt sejrschance væk, var der ingen til at reagere, da Marc Soler pludselig skød ud af feltet.

Desværre var det den helt forkerte mand. Soler har nemlig vist sig som lidt af en specialist til at udnytte disse ukontrollerbare finaler. Det var sådan, han højst uventet fik skovlen under Simon Yates, da han vandt Paris-Nice i 2018, og det var sådan, han sidste år blæste væk fra feltet efter selv at have udført en massakre på sidste stigning på 2. etape af Vueltaen, som han højst overraskende vandt. Præcis samme model udnyttede han igen i dag, og med et flot soloridt blev han dermed en lige så uventet etapevinder, som han blev det i Vueltaen for nu seks måneder siden.

Her savnede Cort i den grad Dennis. Ineos var nu havnet i den prekære situation, at de var nødt til at vælge mellem Richie Porte og Geraint Thomas, hvis ikke den ikke ufarlige Soler skulle kuppe dem helt, som han gjorde mod Yates i Nice for tre år siden. Her tabte Porte den interne magtkamp, men da han satte sig frem for at føre, var det allerede for sent, når Bora og Bahrain insisterede på at beskytte deres klassementsryttere.

Særligt ærgerligt blev det af, at feltet var så lille. Det betød nemlig, at Cort for en gangs skyld var velplaceret i spurten, og endnu bedre blev det, da Sagan højst usædvanligt ikke var det. Danskeren blev endda hjulpet af, at Colbrelli fik defekt i selve spurten, og derfor kunne han let køre italieneren ud af hjulet, og selvom Sagan både med sin flotte kørsel på stigningerne og en igen ganske overbevisende spurt viste lovende takter frem mod Giroen - det kunne i hvert fald tyde på, at han begik en brøler i går, hvor han vist bare lod sig falde fra lidt for tidligt i forventning om, at etapen ville være for hård - kunne danskeren krydse stregen først, hvis det altså ikke lige havde været for Soler.

Men skal vi være ærlige, faldet sejren vist også på et lidt tørrere sted hos Movistar, Spanien og Soler end hos EF, Danmark og Cort. Stormagten Spanien skulle således helt frem til begyndelsen af april, før Alejandro Valverde sikrede dem deres første sejr i et større UCI-løb, og Movistar er igen i år fortsat deres deroute med indtil i dag bare to sejre med hhv. Valverde og Enric Mas. Helt galt har det været med Soler, der ikke har vist megen form de første måneder, men som nu sørgede for, at Movistar da i det mindste har tre sejre, endda med tre af de fire kaptajner. Samtidig tankede han vigtig selvtillid inden Giroen, hvor han får sin første grand tour-chance, og dermed tjente deltagelse i Romandiet, som ellers i stigende grad droppes af Giro-rytterne, det formål, det skulle - også selvom ikke meget taler for, at han kan holde førertrøjen mod det revanchelystne Ineos-mandskab i morgen.

Faktisk skal Ineos slet ikke være så kede af det, selvom det var en skam at se den velkørende Dennis i asfalten. Morgendagens etape kan nemlig blive ganske svær at kontrollere med den lidt tunge trup, der har til rådighed, og nu får de kærkommen hjælp fra Movistar, der endda med Lopez’ tidstab ikke længere er i tvivl om, hvem der er deres kaptajn. Det øger sandsynligheden for, at løbet ikke glider dem helt af hænde, og selvom det gør lidt ondt at skulle sige farvel til den trøje, de så åbenlyst gerne ville have forsvaret, peger alle pile stadig på Porte og Thomas som løbets store favoritter - i hvert fald hvis ikke det varslede snefald fører til mere end blot den fremrykkede start og i stedet den udvanding af kongeetapen, som vi alt for ofte ser i et af sportens vådeste og mest sneklædte løb.

Selvom Skjelmose igen i dag imponerede, bliver det i hvert fald ikke til samlet dansk sejr, men det var der nu heller ingen, der regnede med. Til gengæld havde Corts pludselige deltagelse givet os et håb om, at den danske serie med etapesejre i WorldTour-løbene kunne forlænges helt frem til begyndelsen af Giroen, men desværre kom der spansk grus i det danske maskineri. Nok har der ikke rigtigt været nogen ende på de danske cykelmirakler i år, men verden er ikke så god, at det bliver dansk sejr på enten kongeetapen eller enkeltstarten. Skulle den danske stime fortsætte, skulle det være sket i dag, og Cort gjorde virkelig sit bedste for, at det skulle lykkes. Desværre for danske cykelfans har Soler bare en slem tendens til at slå til, når anarkiet hersker.

Favoritterne

Det har altid været lidt misvisende, at Tour de Romandie er blevet betegnet som et bjergløb. Det er selvfølgelig ikke svært at se hvorfor, når løbet afvikles midt i de schweiziske alper, og når stigninger er lige så hyppige, som hullerne er det i arrangørernes elskede schweizerost. Alligevel har betegnelsen været lidt misvisende, for med altid to enkeltstarter over bare seks dage og ofte nogle ret bløde kongeetaper, har løbet faktisk ofte været et af de WorldTour-etapeløb, hvor enkeltstarter har betydet mest.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Betydningen af enkeltstarterne er naturligvis også åbenlys i år, men alligevel lever 2021-udgaven langt bedre op til bjergløbsprædikatet end vanligt. Ikke blot er de to enkeltstarter begge i den kuperede ende af skalaen, der er på kongeetapen også skruet voldsomt op for vanskelighederne, Denne gang er der i hvert fald intet blødt over den voldsomme lørdagsmenu. Jeg mindes ikke i nyere tid i dette løb at have set så svær en stigning som Thyon 2000, der ikke blot er vanskelig grundet stejle procenter og en betydelig længde, men også i kraft af den iltfattige luft. Den kommer endda som afslutning på en lang og meget svær dag, og dermed er der mere end vanligt basis for, at klatrerne kan gøre en forskel.

Til gengæld er vejret også lige så stor en udfordring, som det plejer at være. Romandiet viser sig igen fra sin typiske, men også kedelige side lørdag, og det har ført til en fremrykket etapestart. Heldigvis er der i første omgang ikke tale om en udvanding af etapen, som vi så ofte har set det, senest i 2019, men det er nok desværre ikke helt sikkert, at etapen kan afvikles helt som planlagt.

Nedbørsrisikoen er ikke så voldsom i formiddagstimerne, men selv ikke med den fremrykkede start undgår man det forventede regn- og snevejr om eftermiddagen. Heldigvis er det ikke koldt, og lidt hovedregning fortæller, at der næppe falder sne på andre stigninger end det høje målbjerg og derfor heller ikke på etapens nedkørsler. Jeg formoder, at den fremrykkede start har det formål, at det snefald, der måske kan falde på den allersidste del af Thyon 2000-stigningen, ikke når at blive alt for voldsomt, så det kan være vanskeligt at holde vejen ryddet. Nedbørsrisikoen er ved 11-tiden allerede 75%, og det giver hele fire timer med sne inden målgang, hvis det begynder at falde allerede her. Derfor er der vel en risiko for, at man i morgen må sande, at man ikke kan nå hele vejen til toppen, og derfor skal vi nok være forberedte på, at der kan komme en ruteændring i løbet af lørdagen. Jeg baserer dog denne optakt på antagelsen om, at etapen afvikles som planlagt.

Lad os håbe, at det går sådan. Jeg ved ikke, om vejen er nyanlagt, nyrenoveret eller måske nyasfalteret, men det kan virkelig undre, at man ikke tidligere har benyttet denne perle af et målbjerg. Den ligger endda helt tilgængeligt med en opkørsel direkte fra storbyen Sion, og derfor er det lidt af et mysterium, at ingen tidligere har fået den ide at sende ryttere derop - i hvert fald hvis vejen også i tidligere år har været brugbar. Kombinationen af længde, procenter og iltfattig luft taler i hvert fald for, at vi får et herligt bjergslag.

LIVESTREAM ROMANDIET RUNDT
 

Etapen handler dog om mere end bare målbjerget. Der er tale om en ganske led etape, der kan være svær at kontrollere, og derfor er det som skrevet i analysen ovenfor, nok slet ikke så skidt for Ineos, at de nu har fået en allieret i Movistar. Briterne er her ikke med mange klatrere, men nu kan de regne med en vigtig håndsrækning fra et hold, der efter Miguel Angel Lopez’ tidstab heller ikke længere kan være i tvivl om, at colombianeren skal ofres, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg vil tro, at vi får en aggressiv start, som vi gjorde det i dag, og hvis udbruddet ikke etableret i løbet af de lette første 35 km, kan vi godt få en meget stærk gruppe. Som nævnt i analysen var der en del også formstærke klatrere, der i dag mistede tid på de regnvåde nedkørsler, og derfor vil der hos dem være stor interesse i at komme afsted. Hvis udbruddet først kører på første stigning, bliver det betydeligt lettere.

Alligevel tror jeg ikke, at vi får en udbrudssejr. Movistar har ganske vist en interesse i, at bonussekunderne forsvinder, og det har Ineos vel egentlig også, da det næppe er Soler, der er den største trussel på den sidste stigning. Problemet er bare, at udbruddet enten bliver ret tungt og svagt, hvis det kører på det flade, eller så klatrestærkt, at det uundgåeligt vil udgøre en rimelig trussel mod trøjen, hvis det kører på stigningen. I førstnævnte tilfælde vil gruppen næppe være stærkt nok til at holde hjem, og i sidstnævnte tilfælde vil Movistar og Ineos være nødt til at holde dem i alt for kort snor.

Der er også andre hold, der kan tænkes at jagte. Det gælder særligt for Israel SUN og Jumbo, for jeg er ret overbevist om, at Michael Woods og Sepp Kuss satser stort på at vinde etapen - dels for at tage en flot sejr og dels for at sikre sig en vigtig tidsbonus. Dermed er der fire hold, der kan ventes at føre, og selvom de to sidstnævnte hold måske ikke er de mest klatrestærke, er der så meget dal midtvejs på etapen, at det bør være muligt at hente udbruddet. Man skal aldrig udelukke, at en af de stærke klatrere, der i dag tabte tid, faktisk kan gøre det færdigt, når Ineos og Movistar ikke er tvunget til at hente dem helt, og de hjælpes endda af våde veje på nedkørslerne, men mit bedste bud er, at favoritterne skal slås om sejren.

Jeg regner ikke med den store action før målbjerget. Det er nemlig så rigeligt svært, at der ikke er grund til at træde i karakter før til sidst, og derfor tror jeg, at det i første omgang bare bliver de fire nævnte hold, der vil kontrollere og jagte udbruddet. Grundet målbjergets længde med de sværeste passager nær toppen tror jeg også, at der i finalen længe vil blive kørt afventende, og her regner jeg med, at det vil være Ineos, der vil være altdominerende. Briterne kan ventes at køre deres klassiske tog, og selvom de måske ikke har det bedte bjerghold, står det vist efter prologen og 2. etape klart, at Rohan Dennis kan føre både uendeligt længde og så hårdt, at kun de allerfærreste kan hænge på.

Jeg tror, at Ineos er fint tilfredse med et defensivt løb, hvor udskilningen sker bagfra, og det er Soler selvfølgelig også. Til gengæld er jeg ret sikker på, at særligt Kuss og Woods vil åbne ballet, som de også gjorde det både i går og i dag, og her bliver det interessant at se, hvordan Ineos griber det an. I dag stod det nemlig klart, at Thomas er førsteprioriteten, og når Dennis engang har sagt farvel, kan de blive tvunget til igen at ofre Porte.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Det vil dog formentlig kun ske, hvis hverken han eller Thomas kan følge de bedste. Når angrebene kommer, vil Porte utvivlsomt have carte blanche til at køre sin chance, hvis Thomas skulle falde fra. Det vil jo på alle måder være hovedløst at ofre Porte til fordel for Thomas, når de ligger helt lige i klassementet, og derfor vil Thomas’ tilsyneladende kaptajnstatus formentlig kun komme i spil, hvis de begge skulle være ude af stand til at følge de bedste. Ellers kan de begge tillade sig at køre t defensivt løb, hvor bedste mand bare følger med så længe, han kan.

Derfor holder jeg også fast i at pege på Richie Porte som min favorit. Det har været min plan siden hans meget overbevisende kørsel på prologen, men i dag fik jeg lidt kolde fødder, da han måtte ofre sig for Thomas. Af ovenstående fremgår det imidlertid, at Porte efter al sandsynlighed kan køre sin egen chance - og hvis ikke han kan, skyldes det, at han alligevel ikke har været god nok til at følge de bedste.

Er han så det? Det tror jeg. Han satte nemlig hurtigste tid på bakken forleden, endda hele tre sekunder hurtigere end Thomas, og det kunne indikere, at Porte er ved at være tilbage på i hvert fald noget, der ligner det niveau, der gjorde ham til verdens bedste i ugelange løb. Selvfølgelig var han nok blevet slået af de to slovenere, men det niveau, han viste i Touren sidste år, kombineret med den overbevisende prolog får mig til at tro, at Porte er bedste klatrer.

Han har endda den luksus, at både han og Thomas kan køre et defensivt løb, og skulle Thomas blive sat af mod slutningen - og det har jeg en fornemmelse af, at han meget vel kan gøre - kan Porte endda sætte sig på hjul det meste af tiden med sin holdkammerat som et glimrende alibi. I det tilfælde kan han vente med at åbne for gassen til den sidste kilometer, hvor vi ved, at han har et ganske glimrende punch, og det er ganske vigtigt på en stigning, hvor der i de mange hårnålesving både vil være en del mod- og medvind. Jeg er lidt bekymret for regnen, som han ikke elsker, men Porte har heldigvis før vundet i regnvejr. Holder han sig på cyklen på de våde nedkørsler, har Porte virket så overbevisende og er i så gunstig en taktisk position, at jeg tror, at han vinder etapen.

Hans værste rival kan meget vel være Sepp Kuss. Amerikaneren viste sidste år, måske særligt på Angliru, hvor en træt Primoz Roglic holdt ham tilbage, at han er en af verdens allerbedste på lange, stejle bjerge. Også i år har han været måske tredjebedst på kongeetapen i UAE Tour bag Adam Yates og Tadej Pogacar og næstbedst på kongeetapen i Catalonien bag Yates, men hver gang betalte han en dyr pris for sit forsøg på at gå med stærkere folk. Min fornemmelse af dels hans overraskende gode prolog, og de meget stærke angreb, han kom med i dag og i går, er, at han er endnu stærkere nu, og det passer fint med, at Kuss er kendt som en langsom starter, der skal banke rusten af, inden han for alvor er i gang. Selve målbjerget burde være skabt til en mand, der trives på lange og stejle stigninger, og hvis han nærmer sig Angliru-benene, er det ganske sandsynligt, at det bliver ham, der kører fra alt og alle. Også han har vist vanskeligheder i regnen, men han klarede det dårlige vejr så flot i dag, at han synes frisk på at overvinde det igen i morgen. Derfor skal man ikke blive overrasket, hvis der i morgen står Vuelta, Dauphiné og Romandiet på listen over de WorldTour-etapeløb, hvor Kuss har vundet.

Hvor godt klatrer Geraint Thomas i dag? Det er faktisk lidt svært at svare på, fordi han har haft så lidt løbsaktivitet i formstærk udgave siden Tour-sejren i 2018. I 2019 manglede han i hvert fald en del i Tourens bjerge, og sidste år kunne han heller ikke matche Simon Yates i Tirreno. I år har han manglet lidt i både Tirreno og Catalonien, men det er også klart, at han bare er blevet bedre og bedre, og vi vil formentlig se den hidtil bedste Thomas i morgen, som også hans fine prolog indikerer. Ligesom Porte har han den luksus, at han bare skal køre et defensivt løb, inden han kan slå til med en af de sidstekilometersforceringer, der er hans varemærke, og som det er de færreste, der kan følge, som vi senest så det på Vallter 2000 i Catalonien. Alligevel er der stadig nogle spørgsmålstegn ud for Thomas’ navn, særligt på en stigning, der nok er lidt for stejl til at passe ham ideelt. Til gengæld har han altid været god i dårligt vejr og i højderne, og han har som sagt en fremragende afslutning og en taktisk overhånd. Sidder han først relativt frisk med frem til den røde flamme, tror jeg i hvert fald, at han kan blive svær at slå, hvis han stadig har det punch, der blandt andet gav ham sejren på Alpe d’Huez. I morgen får vi et billede af, om efterhånden halvgamle Thomas stadig klatrer så godt, at han også til sommer er en reel podiekandidat.

Jeg er anderledes i tvivl om, hvad jeg skal mene om Michael Woods. Normalt ville man ikke pege på ham som topfavorit til så langt et bjerg, men det er umuligt at komme udenom, at han har været flyvende i år. Han mener også, at han stadig er i sit livs form, og han så da også overbevisende ud både i Liege og i hans endeløse serie af angreb i dag og i går. I Catalonien meldte han om sine bedste ben nogensinde i de høje bjerge, og her lykkedes det ham da også at vinde spurten bag Esteban Chaves på toppen af Port Ainé. Til gengæld kneb det lidt mere på Vallter 2000, og det kunne måske indikere, at han stadig har sine begrænsninger, når stigningerne bliver rigtigt svære. Derfor frygter jeg også, at dette bjerg alligevel kan vise sig som for stor en mundfuld, men Woods klatrer lige nu så godt, at han bestemt må regnes som en af favoritterne, også fordi han elsker de stejle procenter nær toppen og som puncheur vil kunne slå de fleste i en spurt.

Jeg vælger at nævne Miguel Angel Lopez her, men det skyldes alene, at der er tale om en analyse af vinderpotentiale. Meget taler nemlig for, at Marc Soler kommer til kort på dette meget svære bjerg, og efter dagens tidstab vil Lopez formentlig skulle vente på kaptajnen. Hvis til gengæld Soler bliver sat meget tidligt - og det er bestemt ikke usandsynligt, når man ser på hans klatring i år og hans generelt enorme udsving - vil det også være hovedløst at holde Lopez tilbage, hvis han føler, at han kan vinde etapen. Selvfølgelig var dagens nederlag et dårligt varsel, men noget tyder på, at han som flere andre meget vel kan være blevet sat på den våde nedkørsel, der ikke er hans livret. Selvfølgelig er formen efter sygdom og hofteskade usikker, men hans prolog og meldingerne inden løbet tyder altså på, at han er ganske godt kørende. Han har endda den luksus, at han er ude af klassementet og dermed er ufarlig for Ineos, og vi ved, at Lopez er i sit es i den iltfattige luft, hvor han sågar slog de to slovenere på Col de la Loze i Touren sidste år. Samme niveau har han helt sikkert ikke nu, men mindre kan også gøre det i et knap så stærkt felt, særligt hvis han har den ekstra frihed, som klassementet tilsiger. Det kræver dog i første omgang, at han får sin chance, og derfor er der større sandsynlighed for, at Lopez sammen med Soler ender uden for top 10 end for, at han faktisk vinder etapen.

En rytter, jeg er meget usikker på, er Clement Champoussin, og derfor er hans høje rangering her mest et udtryk for potentiale fremfor stensikker forventning. Franskmanden er nemlig stadig uhyre svingende, som vi så, da han efter en flyvende sæsonstart var helt væk i Catalonien. Han viste heller intet i Fleche og har været helt usynlig de første dage, men formen burde være ganske glimrende frem mod sæsonens store mål i Giroen. Den fine spurt i går var da også lidt opløftende, selvom den intet siger om hans niveau i bjergene, men der er stadig total usikkerhed efter den lidt anonyme kørsel i Fleche, hvor han dog primært skulle hjælpe Cosnefroy. Derfor kan han sagtens falde helt igennem, men hvis han til gengæld har de ben, han havde, da han fulgte Egan Bernal i Laigueglia og David Gaudu i Ardeche, vil han formentlig være en af de allerbedste på et bjerg, der burde passe ham. Som underdog og relativt temposvag har han måske endda den frihed, der kan være nøglen til en etapesejr.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Forud for løbet havde jeg pæne forventninger til Fausto Masnada, men de er endda blevet overgået. Han har virket ganske flyvende på stigningerne de seneste dage, hvor han var en af de mest aktive både i dag og i går, og det kommer efter et 2020, hvor skiftet til Deceuninck gjorde underværker. Han blev nr. 7 på kongeetapen i Tirreno og endte som nr. 9 i en Giro, hvor han ellers var ren hjælper for Joao Almeida, og min fornemmelse af både hans pæne prolog og aktive kørsel de sidste dage er et højere niveau nu, hvor han har forberedt sig specifikt frem mod Giroen. Den lange målstigning burde være god for en dieselklatrer som ham, og han har måske også den luksus, at han ikke umiddelbart regnes som den største trussel af Ineos. Det kan være det, der skal til for at vinde en etape, hvor han trods alt nok ikke er stærkeste mand.

En anden rytter, der virker uhyre velkørende, er Ben O’Connor. Efter genfødslen i Giroen, hvor han i den sidste uge viste, at han skal regnes som en af de bedste, havde han et pænt, men lidt anonymt forår, hvor han hele tiden manglede det sidste. Han har dog fra sæsonstart sagt, at årets første store mål var dette løb, og han kørsel på stigningerne i går tyder på, at han mener det seriøst. Han har i hvert fald virket ganske flyvende, og som ren klatrer burde han elske denne svære målstigning. Han har også før gjort det godt i dårligt vejr, som da han tog en overraskende sejr i Besseges sidste år, og lidt regn synes ikke at kunne slå ham ud. Med sin ringe enkeltstart har han også den frihed, der gør, at Ineos ikke ryster i bukserne, hvis han kører væk i finalen.

Hvorfor i alverden smed Jack Haig et kvarter i dag? Det aner vi desværre ikke, for Bahrain er meget lidt meddelsomme. Han kan sagtens være styrtet og måske forslået, og måske ender det med, at han slet ikke stiller til start. Hvis til gengæld han bare rullede i mål, måske efter et harmløst, men dårligt timet styrt, er han en livsfarlig joker til i morgen. Både hans fornemme Liege og hans chokerende gode tid på prologens bakke, hvor han ellers ikke havde meget punch, vidner om, at formen er i top, og dieselklatreren Haig vil elske denne brutale bjergetape med mange højdemeter. Han har tidligere klaret dårligt vejr ganske glimrende, og nu har han endda al den frihed, han skal bruge. En udfordring er, at han som Lopez kan blive bedt vente på sin kaptajn, nemlig Damiano Caruso, men får han lov, og er der en god forklaring på dagens fadæse, har Haig utvivlsomt evnerne til at vinde.

Jeg er meget spændt på at se Ilan van Wilder. Det belgiske stortalent er endelig blevet sine skader kvit, og han er bare blevet bedre og bedre fra Coppi e Bartali over Baskerlandet og hertil. Han har nemlig virket flyvende hidtil med en nærmest chokerende god prolog og overbevisende kørsel på stigningerne. Han manglede stadig lidt i Baskerlandet, men umiddelbart burde denne længere stigning passe ham bedre end de baskiske mure. Han har stadig til gode at bevise, hvor god han vitterligt er, men indtil nu har det set lovende ud.

Wilco Kelderman er lidt svær at vurdere. Hans prolog var pæn, men han var ikke flyvende på bakken. Her kørte han til gengæld også tidligt i mindre gunstig vind, og det kan muligvis forklare meget. På den anden side var han bestemt heller ikke flyvende i Ardennerne, og derfor er der flere ting, der indikerer, at han stadig mangler lidt efter styrtet i Baskerlandet. Det kan dog ikke ændre på, at han kørte stærkt både på prologen og i Catalonien, og at han i 2020 klatrede bedre end længe. Jeg frygter lidt, at stigningen er en anelse for svær, og han har den ulempe, at Ineos frygter ham, men til gengæld er han en af de hurtigste på stregen.

En rytter, der virker meget flyvende, er Kenny Elissonde. Franskmanden er bestemt ikke eksplosiv, men alligevel kørte han en fremragende tid på bakken på prologen, og han hang på Woods og Kuss, da de angreb i går. Denne stigning burde være guf for den lille klatrer, der har vundet på Angliru og er god på stejle procenter. Allerede i Paris-Nice så han ganske stærk ud, og han virker trods sygdommen i Catalonien endnu bedre nu. Jeg er lidt i tvivl om, hvor langt topniveauet rækker, men han virker i hvert fald meget overbevisende nu, også selvom han blev sat på en nedkørsel i dag. Det har til gengæld givet ham en herlig frihed.

Jeg nævner også Lucas Hamilton, men det er mere på navn end fornemmelse af form. Australieren viste endelig sit store potentiale med den flotte kørsel i Paris-Nice og Catalonien, men lige nu synes han ikke at have samme form. Han skuffede fælt i Liege, og selvom han ikke er prologspecialist, var hans tid på bakken forleden alt andet end overbevisende. Han har heller ikke været aktiv i angrebene de seneste dage, men det kan også bare være en bevidst strategi om at spare sig til den dag, hvor det virkelig gælder. Min frygt lige nu er, at han skuffer fælt, men med martsbenene er han en af de bedste klatrere, særligt på en stor bjergetape som denne.

Helt omvendt er det med Ion Izagirre. Baskeren virker faktisk ganske velkørende, for selvom hans prolog var uhyre skuffende, satte han en supertid på bakken. I dag virkede han særligt overbevisende som en af de mest aktive på sidste stigning, hvor han var med i Woods’ mange angreb. Formen synes altså ikke at fejle noget, men til gengæld så vi også i Baskerlandet igen, at Izagirre altså ikke er som i gamle dage. Dertil kommer, at en stor bjergetape som denne selv i hans storhedstid havde været lidt voldsom, og det kan sagtens blive for meget også denne gang. Til gengæld har han fordel af, at det bliver rigtigt Izagirre-vejr.

DSMs andet stortalent Thymen Arensman har igen i år vist sig som lidt af en dieselmotor, der langsomt skal finde formen. Han var langt væk i starten af året, men stille og roligt er han blevet bedre og bedre. I dette løb imponerede han med udbruddet på 1. etape og med det første angreb i gårsdagens finale, og selvom hans kørsel egentlig tyder på, at han ikke ville køre klassement, har han alligevel siddet med, også på de regnvåde veje i dag. Han har stadig til gode at klatre med de bedste på dette niveau, men efter den flotte Vuelta synes han ikke at mangle alt for meget.

Endelig vil jeg pege på FDJ-duoen Matteo Badilatti og Sebastien Reichenbach. Begge mistede de tid på de våde veje i dag, hvorefter de besluttede sig for at spare sig til denne etape. Desværre er ingen af dem glade for dårligt vejr, og derfor kan de sagtens falde igennem, men til gengæld har de frihed. Badilatti synes med sin kørsel i Catalonien og den for ham chokerende gode tid på bakken i tirsdags at have forbedret sig efter holdskiftet. Reichenbach har ikke samme niveau som i gamle dage, men frem mod en grand tour finder han altid rimelige ben, og han virkede stærk på stigningen i går. Begge er de dieseklatrere, der vil elske denne store bjergetape.

Marc Soler har virket uhyre stærk både i dag og i går, men denne etape er lidt voldsom for ham, og da han bare skal forsvare sig, er det næsten umuligt at se ham vinde etapen, selv hvis han bekræfter det gode indtryk. Som skrevet i analysen var også dagens etape ildevarslende for Steven Kruijswijk, og nu bliver hans hovedopgave endda bare at hjælpe den velkørende Kuss. Jeg var lige ved at nævne Marc Hirschi, der jo bare bliver bedre og bedre, men trods et stærkt Liege vil det alligevel overraske, hvis formen rækker på en etape, der på papiret er til den voldsomme side for ham. Min fornemmelse er, at Louis Meintjes er i stadig bedring, og han vil elske denne type etape, men topniveauet rækker nok ikke til at vinde, som det næppe heller gør for Hermann Pernsteiner, der ellers endelig viste form i går, hvor han trods sit udbrud imponerede. Rui Costa er altid god i Romandiet og i dårligt vejr, men det vil altså være mærkeligt, hvis han pludselig efter et ringe forår er med i front på en etape, der også burde være for svær. Inden løbet havde jeg store forventninger til Damiano Caruso, men hans dieselmotor synes altså ikke at være varm endnu. Mattia Cattaneo synes pludselig at have fundet form efter et katastrofalt forår, men jeg tror ikke, at han klatrer godt nok til så svær en bjergetape. Rohan Dennis er flyvende, men ren hjælper, og etapen er for svær for Jesus Herrada, Diego Ulissi og Gorka Izagirre. Tejay van Garderen er i bedring, men ikke længere god nok til at vinde, som heller ikke Simone Petilli er. Endelig imponerer Mattias Skjelmose, men det er ikke realistisk at tro, at han er med helt i front i dette selskab.

Som sagt kan man ikke helt udelukke et udbrud, men de mulige vindere er kun de superklatrere, der mistede tid i dag. Det er først og fremmest Jack Haig, hvis han vitterligt er frisk, samt Matteo Badilatti og Sebastien Reichenbach, der bevidst smed tid, og Hermann Pernsteiner, men også de velkørende Kenny Elossonde og Louis Meintjes, der dog ikke har tabt så megen tid. Man kunne også pege på Steven Kruijswijk, men han må skulle blive hos Kuss. Andre kandidater kunne være Jesus Herrada, Tejay van Garderen og Simone Petilli

BEMÆRK: Grundet det varslede snefald er etapen fremrykket med to timer, hvorfor I skal huske at gå ind på liveopdateringen allerede fra kl. 13.30. Lad mig således også igen understrege, at der jf. ovenstående argument må antages at være en risiko for, at etapen omlægges i løbet af lørdagen, hvis der falder for meget sne til, at man kan nå helt op på toppen af Thyon 2000-stigningen.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Sepp Kuss, Geraint Thomas

Outsidere: Michael Woods, Miguel Angel Lopez, Clement Champoussin, Fausto Masnada, Ben O’Connor

Jokers: Jack Haig, Ilan van Wilder, Wilco Kelderman, Kenny Elissonde, Lucas Hamilton, Ion Izagirre, Matteo Badilatti, Sebastien Reichenbach

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Jack Haig, Sebastien Reichenbach, Matteo Badilatti, Kenny Elissonde, Hermann Pernsteiner, Louis Meintjes, Steven Kruijswijk