Ruten

I Giroen og Vueltaen er tidlige bjergafslutninger helt almindelige, men i Touren skal man som regel frem til allertidligst anden del af uge 1, inden de første bjerge melder sig. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor det mere end tidligere handler om at være klar fra start. Selvom de rigtige alpeetaper først venter sidste i løbet, har arrangørerne nemlig ikke kunnet dy sig for at udnytte starten i Nice til at sende feltet på en lille smuttur ind i Alperne allerede på fjerdedagen. Her venter en ny afslutning på Orcieres-Merlette, og selvom det langt fra er bjergkædens vanskeligste stigning, er den svær nok til at give et mere direkte indblik i klatrehierarkiet i årets Tour.

Med en distance på 160,5 km er der tale om en kort etape, som fører feltet fra Sisteron til Orcières-Merlette. Starten er relativt let, idet man følger en let stigende vej mod nordvest, siden nordøst og til sidst nord forbi dagens spurt, der efter 51,5 km kommer på toppen af en ganske lille bakke på en lang og lige vej, indtil man når frem til bunden af kategori 3-stigningen Col du Festre (7,6 km, 5,3%), der efter fire lette kilometer byder på 2 km med 7-8%, inden den atter flader ud over de sidste 2400 m frem mod toppen, der rundes efter 67,5 km. Her tager man en kort nedkørsel mod nordøst, inden man kører det lille stykke op til toppen af den ikke kategoriserede Col de Rioupes (2,2 km, 4,8%), hvis top passeres efter 68,5 km.

Herfra bliver det igen lettere, idet en lang, faldende vej leder mod nord tilbage til dalen. Her drejer man mod øst for at passere den lille kategori 4-stigning Cote de Corps (2,2 km, 6,3%), der er en jævn stigning med top efter 97,5 km. Herfra sætter man kursen mod sydøst via en vej, der efter en nedkørsel hovedsageligt er let stigende - undervejs endda med en bakke (1,4 km, 4,0%) - indtil man drejer mod øst ind på kategori 3-stigningen Cote de l’Aullagnier (3,0 km, 6,4%), der er en jævn og ganske stejl stigning med top efter 125,5 km. Fra toppen fortsætter det mes dat stige mod øst op til byen Saint-Michel-de-Chaillol, hvor man drejer mod syd ind på en teknisk nedkørsel.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Herfra stiger det næsten hele vejen. I bunden drejer man mod øst for at passere kategori 3-stigningen Cote de Saint Leger les Melezes (2,8 km, 6,8%), der byder på en kilometer med 8% på den første halvdel, men derefter er lettere med 4-7%. Toppen kommer efter 141,5 km og efterfølges af en ultrakort nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man fortsætter i samme retning ad en let stigende vej. Kort efter drejer man mod øst, hvor det over 4,3 km stiger jævnt med 4,9% i snit, indtil man når byen Orcieres.

Her indledes den sidste stigning, når man drejer mod nord. I alt stiger den med 6,7% over 7,1 km, og der er tale om en ganske regulær sag. Den første kilometer (der faktisk kommer inden selve byen Orcieres) er let med 5,4%, hvorefter den vanskeligste kilometer med 8,2% venter. Herfra stiger den med 6-7,5% resten af vejen, herunder med 7,0% over de sidste 1100 m. Der er tale om en meget spektakulær stigning med en endeløs serie af hårnålesving over den korte distance, det sidste med 1100 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3200 højdemeter.

Orcières-Merlette har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Vejret

Efter endnu en dag med lidt regn venter der en flot tirsdag. Der ventes kun enkelte skyer, men det vil ikke være specielt varmt med en temperatur på 17 grader i bunden af målbjerget. Vinden vil være let (12 km/t) og komme fra sydvest. Det giver sidemedvind frem til bunden af Corps-stigningen, hvorefter der venter sidevind frem til bunden af næstsidste stigning. Herefter er der direkte medvind frem til målbjerget, hvor der er sidemedvind.

Analyse af 3. etape

For et døgn siden måtte Lotto-manager John Lelangue spørge sig selv om, hvad i alverden han havde gjort, siden han skulle ende i helvede. I corona-året 2020, hvor Touren med sin ekstreme eksponering er vigtigere end nogensinde, har hans belgiske mandskab, der i forvejen ikke er WorldTourens mest profilerede, nemlig været som ramt af en forbandelse.

Faktisk startede det allerede lige efter pausen. Philippe Gilbert fandt slet ikke benene til de italienske klassikere, Tim Wellens skuffede i Polen og Lombardiet, og selvom Caleb Ewan fik sin sejr i Vallonien, kunne det ikke opveje for skuffelsen i Milano-Sanremo, der var et gigantisk mål for den lille australier. Thomas de Gendt var så formsvag, at holdet måtte bryde deres coronaboble-politik og sende ham til Dauphiné i en jagt på løbskilometer, der ved de belgiske mesterskaber viste sig fuldstændig uden effekt, og samtidig kunne han se sin meget risikable beslutning om først sent at indlede kontraktforhandlinger med sine ryttere koste dyrt, da to af holdets talenter, Carl Fredrik Hagen og Stan Dewulf, søgte nye græsgange.

Det var den nedtur, Touren skulle redde med samme effekt som for et år siden, hvor Caleb Ewan og Thomas de Gendt tilsammen sikrede hele fire etapesejre. Desværre fortsatte forbandelsen allerede i dagene op til løbet. Først styrtede Wellens og måtte melde forfald, så en af holdets kaptajner måtte erstattes med Frederik Frison, der mest er kendt som anonym hjælper med store evner til at sluge vind, og minsandten om staben så ikke også blev ramt af to positive coronatests, der reelt betød, at holdet burde være sendt hjem, hvis ASO havde fastholdt den ”two-strikes-and-you-are-out”-politik, som de af den franske regering strengt er blevet pålagt at følge.

Hjem blev de så næsten sendt alligevel. Den drivvåde åbningsetape kunne ikke være endt meget værre for stakkels Lelangue. John Degenkolb kæmpede heroisk efter et styrt, men måtte se de iskolde kommissærer sende ham tilbage til Tyskland som følge af en tidsgrænse, der var misset med to minutter. Gilbert fik ikke mulighed for at rejse sig efter en trist august, da en brækket knæskal - i øvrigt den anden i dette løb på bare tre år - sendte ham på fly tilbage til Belgien. Og for at toppe det hele var holdets to øvrige profiler også ramt, Ewan af et styrt og overraskende svag kørsel på stigningerne på 1. etape og De Gendt af en form, der ifølge ham selv slet ikke eksisterer i øjeblikket.

Nej, det eneste lyspunkt her til morgen var vel, at der var god plads til at holde corona-afstand i den stadig mere tømte holdbus. Til gengæld var det svært at være alt for optimistisk forud for en etape, der ellers var et af de helt store mål for et hold, der mere end noget andet er bygget op om massespurterne. Udsigten til 3000 højdemeter og en knaldhård start kunne nemlig stille spørgsmålstegn ved, om den ikke specielt overbevisende Ewan, der skuffede på stigningerne i både Sanremo og Italien, kunne bevare den nødvendige friskhed mod de mange holdbare sprintere, der har vist en helt anden form.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Men måske havde Lelangues bønner alligevel virket. I hvert fald forbarmede guderne sig ved at lade den potentielt set meget hektiske og lynhurtige indledning blive erstattet af en kollektiv våbenhvile, hvor alle rullede rundt på skjoldet og lod sprinterholdene få det, som de vil have det, med et lille kontrollerbart udbrud, der endda blev forvandlet til en ensom Jerome Cousin, der aldrig havde en chance for at gentage Paris-Nice-sejren i målbyen Sisteron, når han denne gang ikke havde en naiv Nils Politt til at fragte sig hele vejen til stregen.

I det øjeblik stod det klart, at Ewans odds måtte styrtdykke. Ewan har nemlig udviklet sig i en yoyo-takt, der gør, at lige netop han kunne drage fordel af, at etapen udviklede sig til en lang søndagstur i en modvind, der gjorde det muligt for en gennemsnitlig dansk motionist at følge med. Efter at være startet som ren sprinter hos Mitchelton-Scott mistede han i 2018 og 2019 sin topfart, men blev til gengæld specialist i at vinde spurter efter hårde dage, som vi så i blandt andet Sanremo i 2018 og i Giroen i 2019.

Den trend blev pludselig atter vendt under sidste års Tour, hvor det var lige omvendt. Her genfandt den lille australier sin gamle topfart, vandt tre af de letteste sprinteretaper og blev slået efter det hårde sidevindsræs i Albi, og den tendens er gået igen i denne sæson, hvor han som sagt har klatret svagt, men vist fornem fart i Tour Down Under og senest i Milano-Torino og Vallonien.

Dermed blev det, der kunne være blevet til en stærkmandsspurt på den lange, lige modvindsvej i Sisteron, pludselig til et med spænding imødeset opgør på ren topfart mellem feltets hurtigste. Og i det lys var det klart, at Ewan med ét var forvandlet til en af etapens topfavoritter - en status, man ellers kunne have betvivlet forinden. I dette sprintersvage felt, hvor langt de fleste hurtige folk er løbet skrigende væk med udsigten til kun to rigtigt flade dage på 10. og 21. etape, er der nemlig kun to supersprintere, Ewan og Sam Bennett.

Hvis nogen skulle have formastet sig til at tro, at Giacomo Nizzolos superform eller Alexander Kristoffs overbevisende powerspurt i Nice forleden skulle have ændret på den antagelse, fik de modbevist deres ideer noget så eftertrykkeligt denne mandag i Sisteron. Da først Bennett og Ewan åbnede for gassen, stod resten af feltet nemlig lige så stille, som hele Europa stod i marts og april, og man skulle næsten have fat i NASA og en topmoderne stjernekikkert for at kunne få øje på rivalerne til løbets to supersprintere.

Pludselig kendte vi Ewan igen. Den teknik, han forfinede under sidste års Tour og som i første forsøg indbragte tre gevinster, fungerede nemlig lige så godt som for et år siden. I manglen af det stærkeste tog blev Ewan en mester i at finde det rigtige hjul og herefter med sin eminente timing gå forbi rivalerne på de sidste meter. Den teknik blev især dyr for Dylan Groenewegen, der næppe var på julekort med Ewan sidste vinter, og i dag gik den så ud over Bennett, der var nok var uhyre overbevisende, men blev slået på kløgt og ikke styrke, som det så ofte er sket for Ewans rivaler.

Held var der nu også involveret denne gang. Ewan sad farligt langt tilbage i den uhyre kaotiske finale, hvor den hårde modvind gjorde det helt umuligt for noget hold at holde en fart, der kunne udgøre et reelt lead-out, men al den modgang, Lotto hidtil havde haft, blev igen forvandlet til medgang, da døren åbnede sig på vid gab for Ewan, der kunne zigzagge sig mellem rivalerne, gribe Bennetts slipstrøm og derefter gå forbi, da modvinden havde slidt den brølstærke irer ned til sokkeholderne.

Det kunne meget vel være gået galt, og var Ewan blevet lukket inde, havde der i dag været fest i Irland og ikke i Australien. I lyset af den katastrofestart, de stakkels Lotto-drenge har haft, er det dog svært ikke at se en eller anden højere retfærdighed i, at guderne blæste rivalerne til side, så Ewan kunne finde vej til lige præcis det hjul, han skulle bruge, hvis han skulle vinde etapen - især fordi Deceuninck jo efter gårsdagens triumf allerede så rigeligt har deres Tour på det tørre.

Det har Bennett imidlertid ikke, og man kan ikke lade være med at have lidt ondt af ham. Efter en generelt trist sæson, hvor han har virket milevidt fra sit ellers overlegne 2019-niveau, bekræftede han nemlig antagelse fra gårsdagens optakt, om han vitterligt er tilbage, og at det, der lignede en ydmygelse af formstærke Arnaud Demare, ikke var noget tilfælde. I hvert fald var det dybt imponerende at se, hvordan han med sit kick kørte den nykårede europa- og italienske mester Giacomo Nizzolo samt den flerfoldige pointtrøjevinder Peter Sagan så eftertrykkeligt agterud, at de vel næsten kunne tro, at Nizzolo havde vundet etape, fordi Bennett og Ewan var forsvundet så langt ud i horisonten.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Desværre for Bennett er det bare ikke altid den stærkeste, der vinder. Det er velkendt, at Bennetts selvtillid er uhyre skrøbelig, og at han derfor kan have en tendens til at gå en smule i panik og starte sin spurt for tidligt. Den risiko spekulerede jeg da også i forud for spurten. Bennett var nemlig inden løbet - igen - så usikker på egne evner, at han allerede frygtede at blive den første Deceuninck-sprinter siden Napoleon-tiden til ikke at vinde en Tour-etape, og han lød allerede som en mand på vej i let panik - en panik, der næppe blev mindre af nederlaget på 1. etape.

Måske var det derfor, at han glemte, at modvinden gjorde det uhyre vigtigt ikke at åbne for tidligt. I hvert fald var det netop det, der skete. Alligevel var Bennett så overlegen, at han havde vundet etapen i suveræn stil - hvis altså ikke han havde feltets eneste øvrige supersprinter siddende direkte på bagsmækken. Forhåbentlig formår holdets ledelse at forklare ham, at han lige nu ligner feltets stærkeste sprinter, og at sejren nok skal komme, så man kan få stoppet den blødning af selvtillid og ophobning af desperation, man næsten kan fornemme hele vejen til Danmark - især fordi Bennett jo godt ved, at sprintermuligheder i denne Tour er mere sjældne end en tilskuer uden mundbind.

Ewan og Bennett var så overlegne, at det næsten er anekdotisk at tale om de øvrige sprintere. ”Best of the rest” var Nizzolo, der må sidde tilbage med en lidt dobbeltsidet fornemmelse. På den ene side var han ganske overbevisende med en lang spurt i modvinden, men på den anden side må han også sande, at han nok er genrejst efter sin skadespause, men at han stadig ikke er den supersprinter i de klassiske massespurter, han var, da han to år i træk blev Giroens pointkonge.

Straks værre er det for Peter Sagan, der fik slået endnu et par søm i den ligkiste, der snart er så færdigbygget, at den kan sættes til salg. Ikke blot var hans guddommelige timing helt væk, da han åbnede en nærmest uhørt lang spurt i en modvindsfinale - det gjorde også næsten ondt at se, hvordan adskillige rivaler, der også længe lå i vinden, nærmest gled forbi med dobbelt fart. Det siger uhyre meget om Sagans stabilitet og alsidighed, at han alligevel står med gode kort i kampen om endnu en grøn trøje, men også efter gårsdagens for ham usædvanligt pauvre klatreindsats forbavses man over, hvor stærkt nedad bakke det er gået i et 2020, hvor han har været ikke bare menneskelig, men helt, helt ordinær. Eneste lille trøst var måske, at han efter gårsdagens nederlag til italieneren i den indlagte spurt trods alt fik vist, at han stadig er hurtigere end en ligeledes stagnerende Matteo Trentin, der også fik åbnet sin spurt alt for tidligt.

Dagens positive overraskelse var Hugo Hofstetter. Tidligere kaldte jeg ham ”sprinteren, der aldrig vinder”, men det navn gjorde han sig ikke fortjent til i dag. Da han i 2018 vandt Coupe de France var det ellers påfaldende, hvor uhyre positioneringsstærk, men samtidig langsom, han var. Rækken af top 10-placeringer i de ikke specielt stærkt besatte franske løb var længere end listen over Tejay van Garderens styrt, men alligevel blev det bare til én sejr i et Tour de l’Ain, hvor han stort set var eneste sprinter til start. I dag greb han imidlertid chancen, da en skadet André Greipel måtte erkende, at det ømme knæ ikke kunne stå for presset, og med sin vanlige evne til at sidde rigtigt kombineret med en sjældent høj fart sikrede han sig i karrierens allerførste grand tour-massespurt en fornem 4. plads, der efter franskmandens sejr i Le Samyn måske kan ses som en bekræftelse på, at det lille israelske altså har en ret god evne til at få folk til at blomstre op - noget, Chris Froome måske kan finde lidt trøst i, mens han desperat forsøger at glemme, at ”hans” løb lige nu køres uden ham.

Egentlig kørte Edward Theuns også en af sine bedste spurter i mange år, men det var alligevel en helt uforståelig beslutning, at Trek så stædigt fastholder deres faste princip om at lade massespurterne gå på tur mellem Mads Pedersen, Jasper Stuyven og Theuns. Efter styrtet i Touren i 2016, hvor han brækkede ryggen, har belgieren nemlig aldrig genfundet den topfart, der engang gav sejr i stærkt selskab i BinckBank Tour, og selvom det formidable Trek-tog sidste år ellers satte ham fornemt op i netop BinckBank Tour og Vueltaen blev han altid overspurtet af hurtigere folk. I dag kunne Trek så slet ikke gentage bedriften fra forleden, hvor de dominerede finalen - desværre efter at have tabt Pedersen - og så var det alligevel her, at Theuns, godt hjulpet af læ i modvinden, faktisk viste lidt mere af sit gamle niveau. Nu kan man så håbe, at fornuften indfinder sig igen frem mod de kommende etaper, selvom Pedersen nok må sande, at meget taler for, at der står Stuyven på den stigende spurt på onsdag - og så kan han trøste sig med, at han i dag næppe var kommet i nærheden af Bennett og Ewan.

Det gjorde Cees Bol heller ikke. Sunweb var ellers det bedst organiserede hold, der med Casper Pedersen og Nikias Arndt tog kontrol ved den røde flamme, men desværre kunne heller ikke de holde dampen oppe i en modvind, der gjorde, at de blev overmandet bagfra. Bol måtte imidlertid også selv sande, at der ikke var lørdagens skud i stængerne. Det var der slet heller ikke hos Alexander Kristoff, der først svigtede i den positionskamp, han mestrer, og siden trådte så firkantet, at det var svært at forstå, at det var den mand, der i lørdags kørte alle agterud. Nordmanden havde imidlertid heller ikke glæde af, at etapen blev så let, og da han samtidig har indrømmet, at han primært er i Touren for at hjælpe holdet og finde formen inden klassikerne, er det måske mere sigende om hans klasse, at han alligevel var så overbevisende i Nice forleden.

Han har i det mindste sit på det tørre. Det er mere, end man kan sige om Bryan Coquard, der for anden spurt i træk kunne konstatere, at drømmen om, at superformen på stigningerne kunne omsættes i den gamle topfart, han ikke har haft siden holdskiftet, definitivt er død og begravet. Luka Mezgec må til stadighed sande, at han bare aldrig bliver en mand til klassiske massespurter, og selvom han endelig viste lidt livstegn, er det nærliggende at tro, at den åbenlyst ringe form er forklaringen på, at altid stabile Niccolo Bonifazio fejlede i positonskampen, som han ellers har styr på. Og Elia Viviani? Ja, den tidligere supersprinter måtte nok engang se sig reduceret til en trist birolle, da hverken han eller Simone Consonni kom med, da Christophe Laporte ellers satte dem perfekt op på den sidste kilometer, men endte med at køre lead-out for alle andre, mens den tidligere stjerne var begravet i et mylder, der gjorde det umuligt at komme frem.

Det mylder var Ewan egentlig også begravet i, men modsat Viviani, der fortsat befinder sig i helvede, åbnede vejen til himlen sig brat for den lille australier og Lotto Soudal, der med ét fik vendt en endeløs serie af modgang. Blandt skyerne kan han så bytte plads med Vivianis stakkels holdkammerat Anthony Perez, der efter nogle svære år med overbevisende kørsel bekræftede det potentiale, han viste, da han som ung slog Greg van Avermaet i en puncheurspurt i Luxembourg, ved suverænt at iføre sig bjergtrøjen - endda ved at slå et af feltets allerstørste puncheurtalenter, Benoit Cosnefroy. Desværre er ”iføre” så meget sagt, da uheldige Perez efter en punktering endte i bagsmækken af sin holdbil, på hospitalet med et brækket ribben og en mulig perforeret lunge og altså en enkeltbillet fra den himmel, han kort nåede at entrere, til et helvede, hvor han og Viviani nu kan trøste hinanden.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ja, sommerens sidste dag blev i sandhed dagen, hvor elevatoren kørte i pendulfart mellem de øvre og nedre etager. Heldigvis for Lelangue og vennerne i den næsten tomme Lotto-bus var det dem, der tog turen den rigtige vej.

Favoritterne

Der er altid noget særligt over den første bjergetape i Touren. For cykelfans er det ligesom juleaften, hvor vi endelig skal pakke gaverne ud og finde ud af, om alle vores teorier om styrkeforholdet sidder i skabet eller er helt hen i vejret. For rytterne derimod er det som en mareridtsagtig eksamen, hvor de skal finde ud af om måneders arbejde har båret frugt, eller om de kommende tre uger ender som én lang dødsmarch af skuffelser.

I år skal vi dog nok være lidt varsomme med at vente os alt for mange svar. Alpernes placering bare et stenkast fra Nice havde givet arrangørerne mulighed for at lave et brag af en tidlig bjergetape. Det har man - måske meget klogt - undgået i denne tidlige fase, hvor man helst vil undgå alt for stor tidlig spredning. Man har ikke kunnet dy sig for udnytte den sjældent tidlige tur mod syd til lige at berøre Alperne, men den ”rigtige” alpeblok kommer først i uge 3.

Dette er først og fremmest en appetizer. Nok kommer vi igen op på 3000 højdemeter, men den indledende del af etapen er alligevel relativt let. Eksempelvis er der så få point at køre om, at Ag2r skal bære sig meget klodset ad, hvis de skal miste Benoit Cosnefroys bjergtrøje. Heller ikke finalebjerget er specielt vanskeligt. Procenterne er egentlig relativt hæderlige, men ikke skræmmende. Skal 6-7% for alvor gøre ondt, skal stigningen være lang, og det er ikke tilfældet for denne, der nok er for svær til at være en puncheurfinale og stadig kan kaldes et rigtigt bjerg, men som ikke har en karakter, hvor vi skal vente de store forskelle. Heldigvis kan vi dog glæde os over udsigten til medvind, der i hvert fald øger chancen for, at vi får lidt flere svar, end modvind ville have givet.

Det mest interessante er, hvordan etapen bliver grebet an. Udmeldingerne fra holdene her til aften er alle ret afventende. Jeg er temmelig sikker på, at hverken Ineos eller Jumbo vil investere de store kræfter i en etape, hvor man vinder sekunder og ikke minutter - slet ikke nu, hvor de begge er sendt lidt til tælling med skader hos hjælperne og viste store svaghedstegn i går. Skal udbruddet køres ind, skal det være et af outsiderholdene, der lugter blod.

I første omgang er det selvfølgelig Deceuninck, alle kigger på. Vi ved alle, at belgierne ikke afgiver trøjen frivilligt, og derfor er det stensikkert, at et udbrud ikke holder hjem, hvis det på nogen måde udgør en trussel på Julian Alaphilippes fine beklædning. Nok kan de få svært ved at kontrollere de rigtige bjergetaper, men i dette terræn, hvor der først for alvor skal klatres til sidst, kører de med deres store motorer et udbrud ind, hvis det er nødvendigt.

Er det så det? Det bestemmer de i vidt omfang selv. De første knap 60 km er så lette, at de bør kunne sørge for, at et udbrud ikke udgør nogen trussel. Det kan nok betale sig at investere de kræfter, når de igen onsdag skal føre for Sam Bennett. Sender de et ufarligt udbrud afsted, kan de sikre sig en lidt lettere dag på kontoret.

Med andre ord burde der være en fornuftig chance for en gentagelse af scenariet fra sidste år, hvor Dylan Teuns og Giulio Ciccone afgjorde første bjergetape fra et udbrud, og derfor bør der være kamp om at komme afsted fra start på den let stigende dalvej. Det kan tage tid at få en gruppe etableret - blandt andet skal det blive interessant at se, om Peter Sagan nok engang skal på jagt efter grønne point i en spurt, der atter kommer relativt tidligt, og som man derfor kan gå efter for efterfølgende at lade sig falde tilbage - og derefter skal der gøres status.

Er udbruddet farligt, bliver de hentet, men er Deceuninck smarte, er det ufarligt, og så skal vi have andre hold i aktion. Som sagt bliver det næppe Jumbo eller Ineos, men hvem så? Thibaut Pinot har været styrtet, og FDJ har mere eller mindre sagt åbent, at de skal køre afventende. Miguel Angel Lopez har også været nede, så mon ikke også han skal teste benene, inden han satser for meget? Emanuel Buchmann aner ikke, hvor han står efter Dauphiné-styrtet og har som mål bare at overleve den indledende fase. Movistar tør ikke tro på Alejandro Valverde længere, selvom finalen passer ham. Trek ved godt, at de næppe vinder etapen med Bauke Mollema og Richie Porte, det samme gør Ag2r og Romain Bardet, og det er ikke rigtigt en stigning for Nairo Quintana.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

For mig at se peger pilen først og fremmest på fire hold. Mikel Landa er en ret selvtillidsfuld herre, der ofte skyder på det, der rører sig, og man kan ikke afvise, at han allerede vil vinde nu. På den anden side har han også åbent sagt, at han skal være bedre til at lægge en dæmper på sin aggressive natur, og stigningen passer ham ikke rigtigt. Hans hold kunne dog godt tage initiativet, hvis han føler gode ben.

Dernæst er der EF. De er altid svære at spå om og jagter af og til etaper, når man mindst venter det. Det kan man ikke udelukke, at de kunne finde på igen på en dag, der passer Sergio Higuita. Jeg tvivler dog, da Daniel Martinez har sår at slikke, og hans tilstand vil nok føre til en lidt mere afventende taktik.

Så er der UAE. Tadej Pogacar er også en ret ambitiøs herre, og det er slet ikke en ringe finale for ham heller. Har han gode ben, kunne man godt forestille sig, at han sender sit mandskab frem. Også det tvivler jeg dog på. Ledelsen er meget bevidste om ikke at lægge pres på ham, og det er præcis det, man gør, hvis man tager kontrol frem mod årets første rigtige bjergfinale.

Nej, for mig at se er Mitchelton den helt store joker. Adam Yates er uhyre tæt på den gule trøje. Den kan han naturligvis sikre sig uanset hvad, hvis bare han kører fra Alaphilippe og holder sig til de bedste, men bonussekunder skader ikke. Samtidig er det en god finale for ham, og han må være fyldt med selvtillid. Som jeg har skrevet mange gang, tror jeg, at han bluffer, når han hævder ikke at have klassementsambitioner, men uanset hvad handler det om at fjerne det pres, der har knækket ham to år i træk. Den mest effektive måde at gøre det på kunne være at udnytte den gode form til at tage en tidlig etapesejr og en tur i gult på en etape, der passer ham.

Efter moden overvejelse - og efter et hav af holdningsskift - tror jeg derfor, at vi får samling. Tre hold bestemmer udfaldet. Sørger Deceuninck for, at udbruddet er ufarligt, og vil Bahrain eller Mitchelton jagte? Jeg tror, at vi enten får et udbrud, der skal holdes i snor, eller at Mitchelton påtager sig opgaven, og derfor hælder jeg til en favoritafgørelse, men det er langt fra mejslet i granit, at vi ikke får en udbrudssejr.

Får vi samling, tror jeg, at det hele skal afgøres til sidst. Naturligvis kan man argumentere for, at Ineos skal have det gjort hårdt på de tidlige stigninger, men jeg tror ikke, at vi vil se det helt store pres. Jeg forventer, at det vil være jagten, der bestemmer tempoet på de sene stigninger inden den store positionskamp frem mod målbjerget.

Her ligger det i kortene, at Jumbo tager kontrol, som de har gjort hidtil. Nok viste mandskabet svaghedstegn forleden, men med de velkørende Wout van Aert og Robert Gesink, en Sepp Kuss, der forhåbentlig rejser sig igen, og en George Bennett, der trods skaderne gjorde det hæderligt i går, vil de kunne sætte det tempo, der afsporer folk fra at angribe. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at folk som Romain Bardet, Mikel Landa og Miguel Angel Lopez, hvis han føler sig helt frisk igen, vil forsøge noget, men som udgangspunkt forventer jeg, at Jumbo vil køre så stærkt, at det først og fremmest bliver udskilning bagfra. Og så kan vi få en gentagelse af det, vi så i både Ain og Dauphiné, nemlig at det først skal afgøres til allersidst på den sidste kilometer.

Bliver det scenarium til virkelighed, er Primoz Roglic storfavorit. I de tilsvarende finaler i Dauphiné og Ain lignede han en mand, der kunne pille sig selv i næsen, når han trådte fra rivalerne på de sidste meter. Som skrevet i den overordnede favoritanalyse er han pinligt bevidst om, at han skal spare på kræfterne, og derfor kommer vi ikke til at se nogen stor Roglic-offensiv. Men hvem skal køre fra manden, som i det sidste halvandet år kun to gange - i frisk tilstand - er blevet sat på en stigning og den ene gang endda sandsynligvis meget kalkuleret?

Naturligvis kan man finde lidt håb i Dauphiné-styrtet, men alt peger i retning af, at hans exit var en ”livrem-og-seler”-beslutning, og de har da også indrømmet, at han har trænet fuldt i tiden op til løbet. Og hvis man ikke kan køre fra ham, skal man slå ham i spurten, og det er meget vanskeligt at gøre mod en mand med et punch, som er næsten umuligt at matche. Skulle han have tabt et par procent som følge af styrtet, går det såmænd nok også, for der var vist rigeligt at give af i årets første løb. Nej, den største trussel mod en Roglic-sejr er nok det udbrud, der er en reel mulighed, men i lyset af ovenstående tror jeg, at favoritten med det samme sikrer sig den etapesejr, der cementerer hans status.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Hvem kan slå ham? Nu er dette en analyse af vinderpotentiale mere end top 10-muligheder, og derfor må man pege på Julian Alaphilippe. Franskmanden er verdens bedste puncheur, og selv Roglic vil få det svært i en puncheurspurt mod den Alaphilippe, vi så i Sanremo og på Col d’Eze i går. Alaphilippes udfordring er naturligvis stigningens længde, der indlysende tiltaler Roglic mere end ham, men der er trods alt ikke tale om noget Alpe d’Huez. Nej, snarere er den sammenlignelig med sidste års første afslutning på La Planche des Belles Filles i forhold til længde, og dengang var Alaphilippe næstbedst blandt favoritterne. Eneste forskel er, at denne stigning er betydeligt lettere, og det øger blot Alaphilippes sejrspotentiale.

Til gengæld skal Alaphilippe også være i form for at vinde på et bjerg som dette, og det er stadig lidt usikkert. ”I form” er han selvfølgelig åbenlyst, når han kan vinde 2. etape, men om han har formen fra sidste år, er stadig uklart. Selv var han pessimistisk i optakten, og han var også yderst skuffende i Dauphiné. Det var han imidlertid også sidste år, inden han var flyvende i Touren, og 2. etape kunne indikere en gentagelse. Har han sidste års niveau, er han manden, der kan true Roglic i en finale som denne - men han kan også blive kørt agterud og sige farvel til top 10 og gul trøje.

Det var forløsende at se Adam Yates forleden. Allerede i min analyse i går fremhævede jeg, at briten har været flyvende i både 2019 og 2020, hvor han i næsten alle andre løb end Touren har været helt fabelagtig. Det var han måske mere end nogensinde i februar i UAE Tour, og hvis hans kørsel i går, hvor han nærmest med lethed trådte op til de forreste, er et vidnesbyrd om samme form nu, bliver han farlig. Yates er ikke en mand til store bjergetaper, men dette terræn mestrer han, og hans punch til en eksplosiv finale som denne er ganske imponerende. Roglic er en svær nød at knække, men med UAE-benene har Yates i hvert fald en fair chance.

Det har Thibaut Pinot også. Det var så frustrerende, at han i de to spurter på 2. og 3. etape sad så dårligt placeret, at han ikke kom med på Roglics hjul. Han så nemlig ud til at have en fart, der ikke var alt for langt fra slovenerens, og det kunne have været sjovt at se dem i en mere fair duel. Det er endda nærliggende at tro, at den i juli tandpineramte Pinot har haft mere plads til forbedring end Roglic i den mellemliggende periode. Desværre styrtede han til gengæld på 1. etape, og selvom skaderne ikke er svære, kan det have sat ham lidt tilbage. Han er i hvert fald helt sikkert afventende og skal forsøge at vinde en spurt. Det bliver svært, hvis tilgangen til positionering ikke har ændret sig - og det kan blive svært at få Roglics hjul med et hold, der lider voldsomt under styrtene og har David Gaudu til tælling - men lykkes det, er han en kandidat.

Det samme er Tadej Pogacar. Vi var alle skuffede over at se det slovenske vidunderbarn i Dauphiné, men han gjorde klare fremskridt undervejs. På sidste etape lignede han lidt den rytter, der vandt tre bjergetaper i Vueltaen og legede kispus med rivalerne i Valencia i februar. Formentlig er han bedre nu, men spørgsmålet er, om etapen kommer for tidligt. Det er velkendt, at Pogacar først er god efter nogle dage, og i Vueltaen var han eksempelvis meget rusten på de første to bjergetaper. Man kan dog gøre sig forhåbninger, at den fremgang, man fornemmede i foråret, har båret ham det stykke, der nu gør ham stærk nok til at være med allerede nu. Med det punch, der gav ham spurtsejre to gange i foråret, er han i hvert fald glimrende i en finale som denne.

Det er Egan Bernal egentlig også. Han blev trods alt nr. 2 bag Roglic i spurten på kongeetapen i Ain, men det her er alligevel ikke rigtigt en Bernal-etape. Dertil er stigningerne for korte, og selvom hans punch er godt, matcher det ikke de mere eksplosive folks. Dertil skal lægges, at Bernals styrke er hans evner i tredje uge, og sidste år var han meget rusten i indledningen. Risikoen for noget tilsvarende er meget stor denne gang, især i lyset af den tamme kørsel i Ain og Dauphiné. Rygproblemerne lyder heldigvis mest til at være en undskyldning for lidt træthed efter mange løb, og de bliver derfor næppe en udfordring. Det gør til gengæld etapens karakter. Jeg bliver ikke overrasket, hvis Bernal kører på podiet, men jeg bliver forundret, hvis han vinder.

Faktisk burde jeg måske nævne Richard Carapaz først. Som man kan læse andre steder på siden, har jeg store forventninger til Giro-kongen i dette løb. Denne finale er dog ikke en rigtig Carapaz-finale, men måske er han manden, der kan snyde Jumbo-toget. Hans første to etapesejre i Giroen i hhv. 2018 og 2019 samt den nylige sejr i Polen blev opnået med et smart angreb lige inden selve spurten. Det er klart, at det kræver klasse at køre så stærkt, at Jumbo ikke bare lukker, men har han fundet Giro-formen, er Carapaz mester i at komme med lige netop den slags angreb. Det kræver, at hans specielle forberedelse, der slet ikke var lagt til rette på dette løb, har bragt ham i Giro-form, og det er trods alt stadig meget tvivlsomt. Hvis den har, kan han dog blive livsfarlig.

Jeg har også store forventninger til Jumbos anden kaptajn, Tom Dumoulin. Det fremgår allerede af den overordnede analyse, og Dumoulin ligner en mand, der har bygget videre på den åbenlyse fremgang under Dauphiné. Han så i hvert fald ubesværet ud, da han i går kom tilbage efter styrtet. Dette er faktisk også en glimrende Dumoulin-etape, for hollænderen elsker relativt lette etaper, der slutter med én eksplosiv stigning til sidst. Dumoulin har masser af punch og spurtstyrke, og modsat i Ain og Dauphiné er han her ikke entydigt hjælperytter, men snarere en medkaptajn, der kun er lidt under Roglic i hierarkiet. Derfor skal han denne gang selv køre finale, og så får vi endelig en fornemmelse af, hvor langt han efter pausen er fra topniveauet. Gårsdagens styrt har i hvert fald ikke sat nævneværdigt tilbage.

Jeg er også ret fortrøstningsfuld på vegne af Miguel Angel Lopez. Hans formkurve var som altid meget stejl i optakten, og han ligner en mand, der har timet det perfekt. Desværre var han som bekendt voldsomt i asfalten forleden, men heldigvis er meldingerne også, at han slap uhyre nådigt. Desværre er etapen her ikke ideel for Lopez, men han har faktisk et udmærket punch, som han senest viste ved at vinde på Malhao i Algarve i foråret. Netop kørslen i Algarve og i Vueltaen sidste år (i hvert fald indtil styrtet) giver håb om, at vi endelig ser Lopez på sit højeste niveau. Det skal dog også til, hvis han skal vinde en etape som denne i dette selskab.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Desværre passer etapen slet ikke til Emanuel Buchmann. Hvis ikke han er for mærket af skaderne, viser hans kørsel i foråret og i Dauphiné ellers, at der er al mulig grund til at regne ham som en af de absolut stærkeste og et uhyre godt podiebud. Det bliver dog næppe her, at han tager noget skridt mod det. I lyset af skaderne vil han køre afventende, og hans punch er slet ikke godt nok i dette selskab. Alligevel blev han i kraft af sit tårnhøje niveau nr. 3 bag Roglic og Pinot i de to spurter i Dauphiné, og det viser, at han formentlig - hvis skaderne ikke er for slemme - ender langt fremme. At vinde er dog en anden sag.

Meget af det samme kan siges om Guillaume Martin, men modsat Buchmann har han faktisk et fint punch. Dette er derfor slet ikke nogen ringe finale for den filosofiske franskmand, men den samlede etape skulle nok have været hårdere for en mand, hvis motor bruger en halv dag på at blive varm. Han har gjort gigantiske fremskridt i år, og efter hans kørsel i Dauphiné og Ain er der grund til at tro på at se ham helt fremme, men en sejr virker ikke realistisk, da han tillige kan ventes at være relativt afventende.

En joker er Sergio Higuita. Med sit punch er han en af de få, der kan være med helt i front, men desværre er jeg ikke overbevist om niveauet. Han har stadig til gode at matche de allerbedste i de største løb - det kunne han heller ikke i en ikke alt for stærkt besat Vuelta - og hans kørsel i foråret, særligt i Paris-Nice, var skuffende. Han var svag i Dauphiné, og det kan næppe kun forklares med styrtet. Derfor tror jeg, at han stadig er overmatchet på dette niveau, men han er så stort et talent, at han har potentiale til at overraske.

Når vi taler om talenter, skal Marc Hirschi også nævnes. Al logik tilsiger, at stigningen er for lang, for han har aldrig matchet de bedste på så lange opkørsler. Han viste dog stor fremgang i bjergene i Dauphiné - også selvom han ikke kunne køre lige op med de bedste - og hans kørsel i går tyder på, at han er i absolut topform. Hans potentiale som puncheur er enormt, og derfor kan han levere et absolut topresultat i en finale som denne, hvis den altså ikke bliver for lang. Jeg tror, at den netop er for lang til, at han kan være med helt i front, men en overraskelse er bestemt mulig.

Enten bliver jeg nødt til at nævne Mikel Landa. Det er slet ikke en finale for baskeren, men han er til gengæld også en herlig opportunist, der næsten pr. definition kører aggressivt på den første bjergetape i en grand tour. Det gjorde han også på La Planche des Belles Filles sidste år, og generelt viste både 2019 og begyndelsen af 2020, at der er grund til at tro, at vi ser en Landa tæt på sit allerbedste niveau. Det gør det stadig næsten umuligt at vinde en finale som denne, men lad os se, om Landa alligevel kan finde på noget.

Blandt de øvrige ryttere skal Nairo Quintana nok ende hæderligt, men han vil næsten helt sikkert køre afventende i en finale, der ikke passer ham. Bauke Mollema passer fint til disse eksplosive afslutninger og er en solid top 10-kandidat, men næppe en vinder. Det samme gælder for Richie Porte, der ligeledes er god på denne slags bakker, men som nu om dage nok mangler topniveauet til at vinde. Det er en glimrende afslutning for Alejandro Valverde, men hans kørsel i år gør det meget svært at tro, at han pludselig kan vinde i dette selskab. Etapen kommer for tidligt til, at Enric Mas, som heller ikke er skabt til denne slags finaler, kan være med helt i front, selv hvis han vitterligt er genfødt. Daniel Martinez slog sig i går, og hans knæ gør det formentlig til et spørgsmål om at begrænse tabet i en finale, der ikke passer ham. Jeg tvivler på, at en ellers velkørende Nicolas Roche, Rigoberto Uran, Esteban Chaves og Romain Bardet har niveauet til at være med helt i front, og finalen passer heller ikke franskmanden særligt godt. Den passer Warren Barguil, men han fik sig en lussing forleden. Marc Soler viste endelig form forleden, men han er overmatchet her, og selvom han er god i denne slags finaler, vinder Pierre Latour heller ikke i dette selskab, selvom gårsdagens angreb i finalen viste fin form. Pierre Rolland, Hugh Carthy og Lennard Kämna er i form, men mangler punch, og de to sidstnævnte er ligesom de velkørende Sebastien Reichenbach, Damiano Caruso samt naturligvis George Bennett og Sepp Kuss rene hjælpere, og stigningen er for nok for lang for en formstærk Davide Formolo, der tillige bare er hjælper, samt Jesus Herrada. Alexey Lutsenko kunne være en joker, for han får sikkert lov at køre sin egen chance, men jeg tror, at den bliver for lang i dette selskab. Endelig er det åbenlyst en god finale for Dan Martin, men han lider klart unde Dauphiné-styrtet.

Som sagt er chancen for en udbrudssejr meget reel, men det er kun et tema for ryttere, der har tabt så meget tid, at Deceuninck ikke holder dem i så kort snor, at de næsten pr. automatik kommer tilbage til sidst. Samtidig betyder den lette start, at det er lidt et lotteri at ramme udbruddet, og er gruppen den rette behøver man ikke at være en sand bjergged for at vinde, selvom det er indlysende, at vi skal se i retning af mere klatrestærke folk for at finde kandidater. Samtidig skal der være frihed fra holdet.

Mit bedste bud er Alessandro de Marchi, der har vist fremragende form i optakten, senest ved de italienske mesterskaber. Han har smidt masser af tid, er en mester i at ramme udbrud på flad vej og klatrer godt nok til at slå de fleste, der har tabt tid. Et andet oplagt bud er Tiesj Benoot , men hans kørsel i går var stærkt bekymrende. Den kan være et bevidst valg om at tabe tid, men nærliggende er det, at det handler om rygproblemerne, der tvang ham ud af Dauphiné. En tredje helt oplagt kandidat er Lennard Kämna, der jo vandt i Dauphiné, og som efter styrtet i går, hvor han ikke slog sig, har tabt tid. Desværre er han også Buchmanns vigtigste hjælper og derfor nok låst. Hugh Carthy var så overbevisende i går i sin hjælp til Lopez, at han bliver svær at slå, men den flade start passer ham ikke, og han har nok heller ikke tabt nok tid. Får Warren Barguil lov, kan han trods skuffelsen sagtens vinde denne etape, men han skal formentlig blive hos Quintana, ligesom Ion Izagirre , der ligeledes er skuffende, må ventes at skulle blive hos Lopez. Ben Hermans må antages for skadet, og det samme gælder formentlig for Jan Hirt, der styrtede i Ain. Thomas de Gendt virker stadig uhyre formsvag og klager over dårlige ben. Når han er dårligt kørende, er han som regel meget dårlig. Et bedre bud er nok Nicolas Edet, der gjorde store fremskridt sidste år, men som har manglet en del efter pausen. Endelig er en ellers hensygnende Mikel Nieve altid et godt bud i bjergene, men den flade start tiltaler ham ikke.

BEMÆRK: Lad mig understrege, at dette er en analyse af vinderpotentiale - ikke af top 10-kandidater. Derfor den høje rangering af Julian Alaphilippe, men som det fremgår af ovenstående kan det blive både fugl og fisk for den svært tilregnelige franskmand. Tillige opfordrer jeg til, at man læser analysen af det taktiske spil, da chancen for en udbrudssejr må anses som betydelig, selvom jeg er endt med at tro på samling.

OPDATERING: Det er blevet bekræftet, at Tiesj Benoot lider af rygproblemer.