Ruten

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og det, arrangørerne betegner som en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. Sådan er det også i år, hvor man lægger ud med den vigtigste af de to, nemlig løbets kongeetape. Efter at have været fraværende i hele syv udgaver skal årets store bjergslag denne gang slås på Prati di Tivo, hvor Vincenzo Nibali lagde grunden til sin samlede sejr i 2012, og Chris Froome sikrede sig en flot solosejr i 2013, og selvom der ikke er tale om Appenninernes stejleste stigning, er den svær nok til at gøre afgørende forskelle mellem klatrerne.

Ganske atypisk for Tirreno er årets kongeetapen en kort sag på bare 148,0 km, der fører feltet fra Terni til toppen af Prasti di Tivo. Etapen fortsætter rejsen mellem de to have, og derfor kører man igen i en hovedsagelig østlig retning det meste af dagen. Rytterne kører først mod nordøst af et fladt opvarmningsstykke, men hurtigt drejer man mod syd for at passere en ikke-kategoriseret stigning (5,4 km, 4,7%), der har top efter 12,4 km. Herfra går det videre mod syd via en lille bakke, men her rammer man et næsten helt fladt plateau, der følges først mod syd, siden øst og igen øst ned Rieti, der nås efter 38,9 km. Herfra fortsætter man mod øst og nordøst langs en flod og derfor igennem fladt terræn, indtil man efter 63,3 relativt lette kilometer når Antrodoco.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, og i den anden halvdel er der stort set intet fladt. Først kører man mod sydøst op ad en lang ikke-kategoriseret stigning, hvis første 7,6 km er de stejleste og stiger med 4,8% i snit. Fra toppen efter 76,5 km leder en let nedkørsel mod sydøst og nordøst ned til dalen, som kortvarigt følges mod nord, men det varer kun ved i 8,4 km. Man drejer nemlig hurtigt mod nordøst ind på den kategoriserede Passo delle Capannelle (13,8 km, 4,5%, max. 9%), der er en helt jævn stigning, som aldrig bliver stejl og er rammen om årets første superbjergspurt.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Toppen rundes efter 106,8 km, hvorefter man rammer en lang, teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordøst og senere øst ned i dalen fra den 1299 m høje bjergtop. Man bliver dog slet ikke i fladlandet, hvor man med det samme kører over hovedvejen for at køre mod syd op ad målstigningen Prati di Tivo. Den stiger med 7,0% over 14,6 km og er en relativt jævn stigning. De første 4,5 km er relativt stabile med ca. 7%, inden der venter 6 km, hvor stigningsprocenten er mere svingende med lange 8%-stykker og lidt lettere stykker undervejs. Med 5,9 km til toppen kører man dagens spurt på det stejleste punkt med 12%. De sidste 4 km er utroligt jævne med 7% stort set hele vejen. I alt er der 22 hårnålesving på den kringlede stigning, det sidste med 2,5 km igen. Derefter bugter vejen sig kun ganske let, indtil man rammer den 200 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3023 højdemeter.

Prati di Tivo-stigningen er to gange i dette årtusinde blevet brugt som mål for et stort cykelløb, begge gange i netop dette løb. Senest var det i 2013, hvor Chris Froome fortsatte sin kurs mod stjernerne ved at sejre med 6 sekunder ned til Mauro Santambrogio, 11 sekunder ned til Vincenzo Nibali, 13 sekunder ned til den førende Michal Kwiatkowski, hvorefter kun Chris Horner, Alberto Contador og Rigoberto Uran var inden for 40 sekunder af vindertiden. Året forinden var Nibali endnu mere suveræn, da han sejrede med 16 sekunder ned til Roman Kreuziger og Chris Horner, der overtog førertrøjen, og 18 sekunder ned til Johnny Hoogerland, Michele Scarponi og Domenico Pozzovivo på en dag, hvor kun Rinaldo Nocentini derudover holdt sig inden for 35 sekunder af vindertiden

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

Efter dagens regn og blæst bliver lørdagen helt anderledes. Her bliver himlen nemlig helt skyfri med en temperatur i dalen på 13 grader. Vinden vil være svag til let (10-12 km/t) og komme fra sydvest. Det giver primært sidevind frem til bunden af Capannelle, hvor man får medvind frem til bunden af sidste stigning, hvor der vil være sidemodvind hele vejen op.

Analyse af 3. etape

Skal man være en god cykelrytter, skader det ikke at have en smule stolthed og intern rivalisering. Den slags skærper som regel kun motivationen, og i en sport, der i vidt omfang handler om evnen til at udholde smerte, er det næppe nogen ulempe at køre på lidt indebrændthed over, at de værste rivaler, som man måler sig op imod, har succes på ens bekostning, for det skærper som regel kun appetitten på at vise resten af verden, at man altså er den bedste.

Mon ikke det er sådan, Mathieu van der Poel har haft det siden i går? Allerede i gårsdagens analyse skrev jeg en længere smøre om det spændende opgør mellem Van der Poel, Wout van Aert og Julian Alaphilippe i årets klassikere - et opgør, der bliver en af hovedfortællingerne i denne sæson - og selvom min konklusion egentlig var, at stillingen mellem de tre var 1-1-0 til ugunst for Van Aert, da belgierens sejr i en massespurt, som hverken Van der Poel eller Alaphilippe deltog i, ikke rigtigt kunne tælle med i det interne regnskab, har det utvivlsomt alligevel gjort ondt på Van der Poel, da han skulle forsøge at falde i søvn i går. Ganske vist er det ham, der med sejren i Strade Bianche har vundet den største skalp, men i sportens verden, hvor man hurtigt glemmer, er det alligevel Van der Poel, der er kommet ud af Tirreno-Adriaticos første to etaper som den store taber, når nu de to første etaper blev fordelt mellem lige netop hans to værste rivaler.

Van der Poel lignede da også en yderst indebrændt og hævngerrig herre, da han med et voldsomt følelsesudbrud blæste over stregen som en suveræn vinder af dagens 3. etape. Dermed fik han nemlig bragt balance i regnskabet, så de tre klassikergiganter nu må helt solidarisk maner har fordelt de første tre sejre i løbet mellem sig, men vigtigst af alt fik han bevist over for omverdenen, at han altså i puncheurfinaler, hvor procenterne ikke er for stejle, altså er den bedste i giganttrioen.

Det så vi jo egentlig allerede tydeligt i går, for der var ikke skyggen af tvivl om, at Van der Poel var i særklasse hurtigst på bakken i Chiusdino torsdag eftermiddag. Desværre måtte hollænderen bare nok engang sande, at han har en kedelig vane med en lidt for nonchalant tilgang til positionering, og på en dag, hvor det store tema skulle have været, at Van der Poel lige nu har overhånden i de tre stjerners interne opgør, blev det i stedet Alaphilippe, der solede sig i al opmærksomheden.

Ja, revanchelysten lyste vitterligt ud af Van der Poels øjne, da han undervejs på det alenlange og regnvåde maraton, der med kraftig vind endda gav anledning til noget så sjældent for Tirreno som en gang sidevindskørsel undervejs, satte sit Alpecin-hold til at jagte et udbrud, der i det interne pokerspil mellem de tre giganters hold havde fået lidt for lang snor. Det er ellers ikke det belgiske mandskabs spidskompetence at tage ansvar, og lidt for ofte lukrerer de på deres status som underdog i et felt med 19 WorldTour-hold, men i dag var der ingen vej udenom. Alpecin måtte i arbejdstøjet, hvis Van der Poel skulle have den revanche, han ville have.

Pokerspillet var nemlig lige ved at koste dyrt. Jumbo, der ikke fik megen hjælp i går, hvor en farlig kvartet nær havde stjålet Van Aerts førertrøje, havde bestemt ikke tænkt sig at føre over 219 regnvåde kilometer, når nu udbruddet har helt ufarligt for den blå trikot. Og Deceuninck mente vist, at det altid føringsvillige mandskab med deres etapesejr nu havde deres på tørre, så det ikke igen kunne være dem, pilen pegede på.

Derfor blev det for en sjælden gangs skyld Alpecin, der måtte i arbejdstøjet, og det var faktisk lige ved, at deres modvilje mod at føre havde kostet dyrt. Forspringet var nemlig blevet så stort, at end ikke sidevindskørslen undervejs kunne bringe det tilstrækkeligt langt ned. Faktisk blev det belgiske mandskab slidt ned til sokkeholderne, og havde Deceuninck ikke i sidste ende alligevel fået kolde fødder og ofret Bert van Lerberghe og Alvaro Hodeg, havde vi i dag måske talt om Guillaume Boivin som en overraskende spurtvinder i et ellers ufarligt udbrud.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I sidste ende ville Deceuninck det dog alligevel anderledes, men Alpecin betalte alligevel en pris for deres pokerspil. Med et nedslidt hold var Van der Poel nemlig ganske alene, da det skulle afgøres på den yderst bløde bakke op mod målet i Gualdo Tadino, og samtidig kunne han se sig rundt og konstatere, at Van Aert var støttet af Nathan van Hooydonck og den formstærke Timo Roosen, og at Davide Ballerini, der helt som ventet var Deceunincks kort på denne noget blødere målbakke, kunne regne med uhyggelig støtte fra Kasper Asgreen, Zdenek Stybar og Alaphilippe. Med tanke på, at det netop var positioneringen, der havde kostet sejren i går, kunne man pludselig blive lidt bekymret på Van der Poels vegne.

Heldigvis er han tilsyneladende lærenem. Denne gang var der nemlig ingen nonchalance over Van der Poels kørsel på de sidste kilometer. Her limede han sig hurtigt til Van Aerts baghjul, som han jo kender alt for godt fra deres talrige crossdueller, og mens Roosen nok engang satte sin kaptajn i scene, sad Van der Poel denne gang præcis, hvor han skulle.

Alligevel var det ved at gå galt. Deceuninck gennemførte nemlig en manøvre, vi før har set fra det belgiske superhold, da Alaphilippe trak i bremsen og lod Stybar få et hul. Ideen var egentlig, at den enten skulle give tjekken hans anden Tirreno-etapesejr eller sætte Ballerini i scene til spurten, men i stedet endte det med at blive en gave til Van der Poel. Van Aert følte sig nemlig nødsaget til at lukke hullet, og efter den kraftanstrengelse havde Van der Poel ingen problemer med at blæse forbi ærkerivalen og sørge for balance i giganternes interne Tirreno-regnskab.

Det er nok tvivlsomt, om udfaldet havde været et andet, hvis spurten havde været mere fair. Den let stigende og meget korte opløbsstrækning lå nemlig bedre til den eksplosive Van der Poel end powersprinteren Van Aert, der er bedre i mindre komplicerede finaler. Alligevel havde det været sjovt, om de to havde haft mere ens betingelser, for mens det er klart, at Van Aert er hurtigst på flad vej og Van der Poel bedst på gårsdagens 5%-bakke, var dagens afslutning en mellemting, der kunne være gået begge veje.

Netop det forhold, at der var tale om en mellemvare, gjorde også, at de denne gang ikke skulle slås med Alaphilippe. På disse procenter vil han formentlig altid være slået af de tungere og mere kraftfulde typer, og derfor var det helt logisk, at Ballerini, der jo vandt en lignende spurt i Provence, skulle have sin chance. Desværre endte verdensmesteren, der jo egentlig skulle have været den bedste hjælp, med at forhindre Ballerini i i hvert fald at få en bedre chance for at måle sig med crossgiganterne, da franskmanden på lidt mærkværdig vis slap Van Aerts hjul og lod Sergio Higuita gå forbi, så Ballerini pludselig sad så langt tilbage, at han i den tekniske finale reelt allerede var slået inden selve spurten. Alligevel er dagens podium bag to af sportens største stjerne et vidnesbyrd om, at Ballerini selv må regnes om en af sportens store ryttere.

Det var nemlig slet ikke nogen let finale. Selvom målbakken var enkel, var den samlede etape så svær, at vi fik en top 10, der var næsten renset for de mange sprintere, der havde sat kryds ved etapen. Værst gik det for Caleb Ewan, der led af let maveonde og stod af tidligt, men formentlig alligevel med sin i dag meget begrænsede holdbarhed var kommet til kort til slut. Væk var også Peter Sagan, hvis forventede formsvaghed vel er endnu værre, end man kunne have frygtet, og den ellers så velkørende Elia Viviani måtte se benene stå af. Den i dag så skrøbelige Fernando Gaviria kunne heller ikke være med, og Ballerini samt de holdbare Ivan Garcia Cortina og Hugo Hofstetter endte med at blive de eneste sprintere i en top 10, der i stedet havde et meget alsidigt udseende.

Vi så nemlig også lille Higuita nok engang bevise, at han er en fremragende afslutter. Den meget formstærke Jasper de Buyst, som kørte så flot i efterårets 2019, viste også igen, at det er en skam, at han i dag er reduceret til nærmest ren lead-out man. Altid stabile Greg van Avermaet var naturligvis også med fremme, ligesom den ukuelige og altid opmærksomme Tadej Pogacar naturligvis ingen chancer tog. Og så fik Gonzalo Serrano bevist, hvorfor Movistar har hentet ham til holdet som deres nye puncheur. Og når holdbare folk som Andrea Pasqualon, Fabio Felline og Robert Stannard mislykkes med at gå i top 10, har det altså ikke været nogen let etape, hvorfor man skal sætte en streg under Niccolo Bonifazios overraskende 12. plads, der pludselig kan give ideer frem mod et Milano-Sanremo, hvor han før har været i top 5.

Etapen var dog ikke så hård, at den burde have konsekvenser i klassementet, men det fik den desværre alligevel. Et stort styrt indtraf præcis 200 m for tidligt, nemlig med 3,2 km igen, og det betød, at en stribe ryttere tabte ærgerlig tid efter at være blevet fanget bag de uheldige folk. Mest ærgerligt er det, at Egan Bernal og Geraint Thomas noterede for minusser på hhv. 18 og 19 sekunder, hvormed det fortsætter med at regne med uheld over et Ineos-hold, der nærmest er elimineret i Paris-Nice, men også Giulio Ciccone må af samme årsag notere sig for et tidstab. Og dermed endte Pogacar pludselig med at tage et uventet stort skridt mod den samlede sejr på en dag, der egentlig bare skulle overstås.

I forvejen ville det blive svært for Bernal på morgendagens kongeetape at hente tilstrækkeligt med tid inden enkeltstarten, og nu er opgaven ingenlunde blevet lettere. Til gengæld kan det måske fylde ham med den revanchelyst, der i dag fungerede så glimrende som brændstof for en hævngerrig Van der Poel. Og efter tre dage, hvor de tre klassikergiganter har fordelt rovet, er det vel også tid til at give lidt plads til de andre.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Der er trods alt også to unge grand tour-kometer, der skal have deres del af rampelyset, og mon ikke de får det lørdag eftermiddag på Prati di Tivo-stigningen? Nu har Van der Poel nemlig fået sin revanche sørget for en smuk balance i regnskabet, inden klassikergiganterne genoptager opgøret, når de to tunge crossryttere skal forsøge at udfordre Alaphilippe i ”hans” terræn på søndagens mure, der bliver næste kapitel i 2021-sæsonen herlige fortælling om de tre stjernes interne magtkamp om tronen som verdens bedste klassikerrytter.

Favoritterne

I fravær af holdløbet er vi nået hele tre dage ind i løbet, inden vi kan se frem til det første rigtige klassementsslag, og egentlig burde det således være status quo mellem de bedste, hvis man fraregner de bonussekunder, Wout van Aert, Julian Alaphilippe, Mikel Landa og sågar Mathieu van der Poel har sikret sig. Desværre betød dagens styrt som nævnt, at Egan Bernal, Geraint Thomas, Pavel Sivakov og Giulio Ciccone tabte ærgerlig tid, og dertil kommer, at Simon Yates som bekendt eksploderede på spektakulær vis forleden og dermed er ude af klassementet.

Det dumme tidstab til Ineos gør kun kongeetapen endnu vigtigere. I forvejen var det lidt af en opgave for Bernal at vinde tilstrækkeligt med tid inden enkeltstarten, og det er bestemt ikke blevet lettere nu. Bedre bliver det ikke af, at man har designet en etape, der ikke er den sværeste bjergetape i Tirrenos historie med kun to relativt lette stigninger inden målbjerget, endda over en ganske kort distance. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det samlet set er Tirreno og ikke Paris-Nice, der har den nemmeste af lørdagens to kongeetaper.

Til gengæld har italienerne det sværeste målbjerg. Prati di Tivo er ikke noget Monte Zoncolan, men selvom den ikke byder på hidsige italienske procenter, har vi fra besøgene i 2012 og 2013 set, at vi kan få ganske store forskelle. Der er tale om en jævn opkørsel, men særligt midterstykket med lange stræk på 8-9% kommer til at gøre ondt.

Omdrejningspunktet for etapen bliver Ineos. Der er ingen tvivl om, at briterne har løbets stærkeste hold, og efter dagens ærgerlige uheld, har de endnu mere grund til at gøre etapen knaldhård. Da der som sagt ikke er tale om den vanskeligste rute, vil jeg derfor tro, at de går i gang relativt tidligt, og at vi kan se det tog, som de har gjort til deres varemærke.

Bjergetaper giver som regel en aggressiv start, og det kan vi også få her, men den relativt lette indledning gør det muligt at sikre, at udbruddet ikke bliver for stærkt. Derefter vil Jumbo kontrollere, men de vil elske at se bonussekunderne forsvinde langt ud i horisonten, og det bliver derfor ikke dem, der skal kontrollere etapen.

Alligevel må udbruddet være dødsdømt. Ineos kan under ingen omstændigheder lade bonussen forsvinde, og efter dagens tab skal de også gå efter etapesejren, når nu den samlede sejr måske ser ud til at være lidt længere væk. Jeg regner derfor med, at briterne hurtigt tager kontrol, og de kan sagtens finde allierede. Selvom han egentlig ikke har interesse i, at bonussen kommer i spil, vil Tade Pogacar utvivlsomt gerne vinde etapen, og det vil også undre mig, hvis ikke formstærke Mikel Landa, der aldrig er bange for at sætte sit hold i front, bruger Bahrain, hvis det bliver nødvendigt.

Når Ineos vil have samling, bliver det sådan, og en udbrudssejr bør derfor være helt umulig. Det store spørgsmål er, om de bare kører tog på Capannelle, eller om de har modet til at sende Sivakov i samme fine offensiv, som de gjorde forleden. Det vil ikke undre mig, at de holder sig til den nye mere offensive strategi, og det vil også bidrage til at gøre løbet hårdere. Vi kan derfor godt få et meget stærkt udbrud allerede på næstsidste stigning.

Jeg tror dog, at der kan skabes samling. UAEs klatrere virker formsvage, men med god hjælp fra Bahrain, Jumbo og måske Deceuninck (hvis ikke Joao Almeida er gået med), der alle har interesse i at jagte et farligt udbrud, vil jeg tro, at det er et relativt samlet felt, der skal afgøre det på Prati di Tivo.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Her er det en gigantisk udfordring for Ineos og Bernal, at der er modvind. Det gør det meget sværere at gøre den nødvendige forskel, og derfor skal det gøres hårdt. Det kan igen ske ved at køre tog eller ved at bruge Sivakov og Thomas offensivt fra distancen. Den slags tidlige offensiver får det dog svært i modvinden, og det er nok mest sandsynligt, at de sætter et dræbende tempo, indtil Bernal skal gøre det færdigt.

Som jeg skrev i den overordnede optakt, har jeg hele tiden haft Egan Bernal som favorit til denne etape, men nu hvor det står klart, at den varslede modvind også bliver til virkelighed, er jeg kommet betydeligt mere i tvivl. Prati di Tivo er som sagt ikke noget Zoncolan, og Pogacar er ikke nogen juniorrytter, selvom alderen næsten kunne antyde det. Kan det lade sig gøre for colombianeren at køre alene hjem?

Jeg vælger at holde fast i Bernal alligevel. Han har virket nærmest uhyggelig i Laigueglia og Strade Bianche, og nu kommer vi endelig til terræn, der passer ham. Når han sætter Pogacar i Strades eksplosive terræn, taler alt for, at han kan gøre det samme på en længere stigning. Det er klart, at modvinden komplicerer det betydeligt, men heldigvis er det en stigning med relativt megen læ. Bernal har virket så overbevisende på mig, at jeg tror, at han får sin første sejr i år.

Det kan dog også blive Tadej Pogacar. Jeg var ikke skræmt over hans niveau i Emiraterne, hvor Adam Yates lignede stærkeste mand, men han vandt trods alt stadig løbet og kørte finale i Strade Bianche. Hans form er åbenlyst i fremgang, og han bliver altid bedre igennem et etapeløb. Han synes ikke at have benene til at køre fra Bernal, men det er heller ikke nødvendigt. Han er i en gunstig position, hvor han bare skal følge med, og selvom Bernal er hurtig, kan han næppe slå sloveneren på stregen. Modvinden hjælper ham med at følge sin colombianske rival, og derfor er strategien ret enkel. Hold dig til Bernals baghjul og slå ham i spurten. Det er bestemt en strategi, der meget vel kan fungere, som den gjorde mod Yates på Jebel Hafeet.

Jeg har meget svært ved at se andre vindere end de to seneste Tour-vindere, men manden, der måske kan overraske, er Julian Alaphilippe. Franskmanden er stadig en meget ustabil størrelse på lange stigninger, hvor han traditionelt ikke har været god i foråret, men hans kørsel på Ventoux vidner om, at det måske er ved at være anderledes. Formen er i hvert fald god, og modvinden er en gigantisk fordel for Alaphilippe. Han er den eneste, der kan slå Pogacar i en spurt, og det bliver betydeligt nemmere at havne i en sådan afgørelse, når vinden er, som den er, og Bernal og Pogacar meget vel kan ende med at køre stop-go-kørsel. Alaphilippe kan ende med at eksplodere og slutte uden for top 10, men med sin spurt må han også være tredjebedste bud på en mand, der faktisk kan vinde etapen.

Netop udsigten til stop-go-kørsel kan måske åbne døren for andre. Kigger Bernal og Pogacar kun på hinanden, kan andre måske snige sig væk. Her peger pilen i første omgang på Mikel Landa, der vandt kongeetapen i dette løb for tre år siden. I år er han kommet blæsende ud fra sæsonstart med stærk kørsel i Laigueglia og Larciano, hvor ruterne ikke passede ham, og vi så også hans flotte kørsel med angrebet i går. Nu rammer vi endelig noget rigtigt Landa-terræn, og vi ved, at baskeren aldrig er bange for at forsøge sig, heller ikke fra distancen. Er der nogen, der har formen til at udnytte en magtkamp mellem Tour-vinderne, ser det ud til at være baskeren, der vil elske at vinde kongeetapen for anden gang på fire år. Og med hans tempoevner in mente, kan man godt tillade sig at give ham lidt sekunder.

En anden rytter, der kan gøre det, er Nairo Quintana . Det er velkendt, at colombianeren i foråret har det tårnhøje niveau, han ikke længere har i grand tours, og efter den lange skadespause har han fundet formen overraskende hurtigt. Han var allerede med bedste i Var, og efter en offday i Laigueglia imponerede han sammen med Landa i Larciano, der slet ikke passer ham. Formen er i fremgang, og nu kommer vi til noget Quintana-terræn. Ligesom Landa betyder enkeltstarten, at han godt kan få et lille forspring, og derfor er det ikke umuligt, at han laver hattrick på kongeetaper ved at vinde, som han også gjorde det i 2015 og 2017.

Dernæst vil jeg pege på Geraint Thomas. Efter den ringe præstation i Besseges var der nogen usikkerhed om formen, men noget tyder på, at han denne gang har ambitioner. Hans føring i gårsdagens finale, hvor han var ene om at forhindre Almeida i at vinde, var ganske imponerende, og nu kommer han til en jævn, ikke så stejl stigning, der burde passe ham ganske storartet. Han klatrer ikke længere godt nok til at køre med Bernal og Pogacar, men med sin power kan han blæse væk, hvis Pogacar fanges i den Ineos-sandwich, han skal undgå. Først og fremmest skal Thomas dog bevise, at formen er god nok, og det er stadig et åbent spørgsmål.

Jaob Fuglsang har desværre været under niveau gennem hele sæsonen, og det er naturligvis bekymrende for en 35-årig herre, at han pludselig kører så atypisk i sæsonstarten. Hans Strade Bianche tyder da heller ikke på, at han pludselig er i stand til at køre fra Bernal og Pogacar, men han synes i det mindste at være i fremgang. Hans chance må være at udnytte favoritternes magtkamp til at snige sig væk, og det har han i Romandiet og Dauphiné tidligere gjort med succes. Jeg frygter bare, at formen ikke helt rækker til at gentage manøvren denne gang.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Dernæst vil jeg pege på Pello Bilbao. Baskeren har hidtil været lidt begrænset på lange stigninger, men det er han kommet efter. Det var mest markant i Giroen sidste år, og selvom han aldrig bliver rigtig klatrer, er han konkurrencedygtig. Jeg var ganske imponeret over hans kørsel i Strade, og han synes tillige at være i fremgang. Heller ikke han er den stærkeste, men han kan være en del af et Bahrain-overtal, der kan udnyttes. Og så har han farten til at spurte mod eventuelt selskab.

Joao Almeida var uhyre tæt på at vinde i går, men det var også i terræn, der passer ham. Vi så senest i UAE Tour, at han stadig er lidt begrænset på længere stigninger som denne, og derfor frygter jeg, at det kommer til at handle lidt for meget om forsvar. Ligesom Ineos og Bahrain har han dog den fordel, at han kan blive del af et overtal, og vi så i går, at Alaphilippe ikke er bange for at sende ham i en offensiv. I et taktisk spil kan han derfor måske vinde alligevel, også fordi han kan slå sit selskab på stregen.

Meget af det samme kan gentages om Sergio Higuita. Sidste år skuffede den lille colombianer fælt på de lange stigninger, og han fremstår mere og mere som puncheur og ikke klatrer. Der var bedre takter i Emiraterne, men der var stadig tale om relativt eksplosive etaper. Jeg frygter, at han på denne type etape nok engang kommer til kort, også fordi han bestemt ikke imponerede i går. Omvendt er modvinden til hans fordel, og skulle den føre til en eller anden form for spurt på toppen, er han en af de få, der faktisk vil kunne vinde en sådan.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om Pavel Sivakov. Hans start i Var og Strade var alt andet end overbevisende, men hans kørsel i går var betydeligt mere lovende. Strade er så nylig en begivenhed, at det vil overraske mig, hvis han vitterligt er flyvende, men Ineos er så stærke, at de kan svinge taktstokken i et løb, hvor UAE kan være for svage til at kontrollere. Det var tæt på at give Sivakov sejren i går, og bruger han samme offensive tilgang denne gang, kan det måske også gøres færdigt denne gang.

I år har Giulio Ciccone kørt den værste yoyokørsel, der gør ham meget svær at spå om. Den lille italiener var stærk i Var og Laigueglia, men skuffede i Var og Larciano. Han gjorde det ganske fornuftigt i går, og det kan give optimisme forud for denne etape. Samtidig betyder dagens ærgerlige tidstab, at han nu måske har lidt ekstra frihed. Og så er han jo efterhånden så hurtig, at han kan slå de følgesvende, han måtte få med sig i et taktisk angreb.

Dette er den store test for Wout van Aert, men selvom han klatrede godt i Touren, siger logikken, at han kommer til kort her. Der er forskel på at føre i et felt og køre med i Bernals og Pogacars angreb, og hans kørsel på Strades bakker gør det ikke sandsynligt, at han pludselig kan følge Bernal i bjergene med det nuværende formniveau. Modvinden giver ham dog en lille chance. Ender det i noget taktisk stop-go-kørsel, er en spurt i en gruppe ikke helt umulig. Her vil han formentlig stadig få svært ved at slå folk som Pogacar og Alaphilippe i den 7% stejle afslutning, men nu giver vi ham da chancen for at prøve.

Hvor står Romain Bardet? Det ved vi reelt ikke efter et Strade, hvor han manglede lidt, men hvor han heller ikke er i sit es. Dette terræn passer ham bedre, og efter nogle svære år rejste han sig under Touren, indtil han måtte udgå med hjernerystelse. Han plejer at starte sine sæsoner godt, men jeg frygter stadig, at topniveauet ikke længere rækker, slet ikke efter præstationen i lørdags. Til gengæld betyder hans enkeltstart, at han ikke er den farligste at lade køre.

Vincenzo Nibali har tidligere vundet på dette bjerg, men det var dengang, han stadig kørte stærkt i foråret. Siden har Tirreno altid været ren træning, men det er det faktisk ikke i år, hvor han vil levere resultater fra start. Det går da også bedre, end det plejer, men desværre synes niveauet ikke helt at række. Han manglede lidt i UAE Tour og Strade, og det vil han formentlig også gøre her, men skulle det blive taktisk, skal man aldrig udelukke et snigerangreb fra hajen.

Jeg vil også pege på Simon Carr og Matteo Fabbro. Begge er spændende klatrere i rivende udvikling, og begge har været flyvende hidtil. Carr kørte fremragende i Var og Strade, men skuffede med sit tidstab i går. Omvendt er eksplosivt terræn umiddelbart ikke hans kop te, og har han benene fra Strade og Ardeche, kommer han langt. Fabbro udviklede sig enormt i 2020, og efter en lidt sløv start viste han fremgang i Larciano. Han skuffede med tidstab i går, men dette terræn passer ham langt bedre.

Endelig er der selvfølgelig Mathieu van der Poel. Hidtil har disse stigninger været for svære, og det vil denne efter al sandsynlighed også være, når selskabet er så skrapt. Han forsvarede sig dog flot i et svagt besat Lombardiet, hvor han gik i top 10, og med en langt bedre form nu kan han forsvare sig endnu bedre her. Det rækker ikke til at vinde, men jeg er spændt på at se, hvor langt den store hollænder kommer.

Blandt de øvrige ryttere har jeg svært ved at se Tim Wellens helt fremme på så lang en stigning med den form, han har vist på det seneste. Patrick Konrad ser bedre ud igen, men efter Strade og Emiraterne er jeg ikke alt for optimistisk, selvom han er svingende. Hidtil har Valentin Madouas været i fremragende form, men jeg ser ham ikke rejse sig stort på en stigning, der i forvejen er for lang. Det er den også for Rudy Molard, og Thibaut Pinot er for ryghæmmet. Simon Yates viste ikke uventet i går, at han formmæssigt mangler lidt for meget, og det samme gælder helt som forventet for Marc Soler. Domenico Pozzovivo har desværre slet ikke været i stand til at følge op på takterne fra Giroen, og ikke meget tyder på en genfødsel af Roman Kreuziger eller Ilnur Zakarin ¸ der endda har været til røntgen efter styrt. Geoffrey Bouchard kan gøre det godt efter det flotte UAE Tour, men ikke vinde etapen. Chris Hamilton, Cristian Rodriguez og Victor de la Parte har været for formsvage, og Rafal Majka, Davide Formolo, Jan Polanc, Michal Kwiatkowski og Tobias Foss må være rene hjælpere. Unge Giovanni Aleotti har manglet for meget, og stigningen er for lang for den formstærke Lorenzo Rota, hvis holdkammerat Jan Hirt er meget formsvag. Endelig glæder jeg mig til at følge den spændende Natnael Tesfatsion, der imponerede i Larciano og længe har været lovende, men en lang stigning i Europa er helt nyt terræn for en mand, der mere ligner en puncheur.

HAR DU SAT DIT MANAGERHOLD TIL DE KOMMENDE KLASSIKERE?

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe

Outsidere: Mikel Landa, Nairo Quintana, Geraint Thomas, Jakob Fuglsang, Pello Bilbao

Jokers: Joao Almeida, Sergio Higuita, Pavel Sivakov, Giulio Ciccone, Wout van Aert, Romain Bardet, Vincenzo Nibali, Simon Carr, Matteo Fabbro, Mathieu van der Poel

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Chris Froomes sejr fra 2013 og Vincenzo Nibalis sejr fra 2012.