EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Ruten                                                         

Det er sjældent, at man skal længere frem end til fjerdedagen, inden Giro-arrangørerne kaster feltet ud i den første bjergetape, og heller ikke i år skal man vente længe. Rytterne når nemlig knap at sætte fødderne på italiensk jord efter det ungarske eventyr og en tidlig hviledag, inden det går løs på Sicilien. Her skal rytterne for fjerde gang på seks år nemlig op ad frygtede Etna, hvor Jan Polanc, Esteban Chaves og Jonathan Caicedo senest har sejret. Denne gang sker det dog ad en ny og lidt lettere opkørsel, og da modvind i forvejen kan gøre forskelle på den golde vulkan ganske begrænsede, kan det være en dag, hvor vi snarere vil finde ud af, hvem der ikke vil vinde, end hvem der vil ende med trofæet i Verona.

I alt skal der tilbagelægges 170,0 km mellem Avola og toppen af Etna. Starten går ude med den sicilianske østkyst, hvorfra man ganske kortvarigt kører mod sydvest, inden man kører mod nordvest ind i landet. Det sker via en lang og let stigende vej, der leder op til Palazzolo Acreide, som nås efter 37,0 km. Her kører man kortvarigt videre mod nordvest ad en lille nedkørsel, inden det går videre i samme retning op ad en stigning (8,7 km, 4,4%), hvis top rundes efter 50,3 km.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Herefter bliver det meget lettere. Nu begynder det nemlig at falde let, først mod nordvest og siden mod nordøst, indtil man er nede i fladlandet i byen Francoforte efter 80,3 km. Nu bliver det næsten helt fladt, mens man snor man sig mod nord over ca. 50 km, indtil man når frem til den nedre del af Etna. Her begynder det langsomt at stige let mod nord, først frem til byen Paterno, hvor man kører dagens første spurt efter 136,7 km, og siden til byen Biancavilla, hvor den anden spurt kommer umiddelbart derefter, nemlig efter 146,6 km.

Den sidste spurt ligger lige i bunden af opkørslen til Etna, og umiddelbart herefter drejer man mod nordøst for at køre op til målet i 1892 m højde. Stigningen er i kategori 1 og stiger med 5,9% over hele 22,8 km. De første 13 km stiger relativt jævnt med 6,5% i snit, hvorefter der er en 750 m lang nedkørsel, inden man rammer det sværeste stykke med 8,7% over 2,75 km og stigningens maksimum på 14%. Herefter stiger den imidlertid bare med 5,4% over de næste 5,5 km, inden det med 800 m igen begynder at falde let frem mod et hårnålesving, der leder frem til de sidste 250 m, som stiger med ca. 3% på en 7 m bred vej. Stigningen går via en snoet bjergvej, men i finalen er vejen relativt lige, dog med tre hårnålesving med hhv. 4200 m, 2500 m og 1800 m igen og slutteligt det omtalte hårnålesving bare 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3580 højdemeter.

Etna blev senest besøgt i 2020, hvor man benyttede en anden opkørsel, og hvor Jonathan Caicedo tog en udbrudssejr foran Giovanni Visconti og Harm Vanhoucke, mens Joao Almeida overtog førertrøjen. I 2018 gik Esteban Chaves overraskende i det tidlige udbrud for siden at blive hentet af Simon Yates, så de to Mitchelton-ryttere kunne tage en dobbeltsejr med etape til Chaves og førertrøje til Yates på en opkørsel, der benyttede samme sidste del som denne, selvom man sluttede længere nede ad bjerget. Også i 2017 var man forbi, igen via en helt anden opkørsel, og her tog Jan Polanc karrierens anden etapesejr, da det efter et langt udbrud akkurat lykkedes at holde favoritterne bag sig. I 2011 slog Alberto Contador lille Jose Rujano i en spændende duel på en ligeledes helt anderledes opkørsel, men den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuterol-dom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder. Derudover har det genopstandne Giro di Sicilia haft to finaler på Etna de seneste år. Det var senest for et par uger siden, hvor Damiano Caruso kørte alene hjem foran Louis Meintjes og Jefferson Cepeda på en ligeledes helt anderledes opkørsel, og derudover i 2019, hvilket gav sejr til Guillaume Martin foran Fausto Masnada og Dayer Quintana, idet der også her blev benyttet en anden opkørsel, selvom de allersidste kilometer var de samme som til denne etape.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Vejret

Sicilien går en flot uge i møde, men den starter trist. Mandag venter der et gedigent regnvejr, når rytterne ankommer fra Ungarn, og tirsdag er heller ikke alt for køn. Det bliver således en bygedag, hvor der gennem hele eftermiddagen er en bygerisiko på 40-70%, værst midt på eftermiddagen. Mod slutningen af etapen ventes dog en lille opklaring med en aftagende bygerisiko til 25%. Temperaturen vil nå 18 grader ved den anden spurt i bunden af Etna, og det vil fra start være blæsende med en jævn til frisk vind (20-21 km/t) fra nordøst, men inde i landet vil vinden være svagere (13-15 km/t) og komme fra sydøst. Det giver kortvarigt medvind og derefter sidevind på turen ind i landet, men efterhånden som vinden går i sydøst, får man sidemedvind frem til bunden af Etna. Her vil der indledningsvis være sidevind, indtil man med 10 km igen får sidemodvind. Over de sidste 4 km er der korte stykker med sidevind og medvind, men generelt er der sidemodvind

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan Mark Cavendish 9 år efter sin seneste massespurt i Giroen fortsatte, hvor han slap i 2013, nemlig med at vinde.

Favoritterne

Det er næsten blevet en hel lille tradition, at det første bjergslag skal slås på Etna. Tidligere var besøg på Sicilien ellers en sjældenhed, men i de senere år har øens myndigheder lavet en bevidst satsning på cykelsporten som led i deres promovering af turismesektoren. Det har ført til genskabelsen af Giro di Sicilia og besøg fra Giroen i 2017, 2018, 2020 og nu igen i 2022, og da man ikke kører på cykel på Sicilien uden også at køre op ad Etna, er bjerget blevet det mest besøgte i de seneste år og altid i rollen som den første bjergafslutning.

Man siger, at mange veje fører til Rom, men man kunne sagtens i stedet sige, at mange veje fører til toppen af Etna. Man kan nemlig køre op ad vulkanen fra mange retninger, og sværhedsgraden er stærkt varierende. Vi så senest en meget vanskelig opkørsel fra den østlige side, da Damiano Caruso sejrede i Giro di Sicilia, men til Giroen har man gravet i skuffen og fundet en ganske let en af slagsen. Den er ikke brugt ved de tidligere besøg i dette årtusinde, hverken i Giroen eller Giro di Sicilia. Kun i Giroen i 2018 og i Giro di Sicilia i 2019 havde man et sammenfald, da den sidste del af stigningen i begge tilfælde er den samme som denne gang, selvom man i Giroen sluttede et lille stykke længere nede. I begge de løb var den første del af opkørslen imidlertid betydeligt vanskeligere, end det er tilfældet her.

Det er lidt en skam, at man har valgt så let en vej. Da ruten blev præsenteret sidste år, var der også tale om en anden og vanskeligere opkørsel, men jeg er ikke bekendt med, hvorfor planerne er blevet ændret. I forvejen ved vi, at det åbne terræn på den golde vulkan ofte gør det svært at gøre forskelle, hvis der er modvind, og da vinden tilsyneladende meget ofte kommer fra østlige retninger på Sicilien, er det lidt af en risiko at køre op fra den vestlige side.

Der er altid en særlig spænding frem mod den første bjergetape, men desværre har Etna - ofte grundet vinden - en tendens til at blive en fuser, og samtidig har udbrud en uhyggeligt god historik. Faktisk har vi set udbrudssejre ved alle tre nylige besøge til hhv. Jan Polanc, Esteban Chaves og Jonathan Caicedo, også selvom etapen hver gang var den første i bjergene. I 2018 var det dog kun Chaves’ høje klasse, der gav en udbrudssejr. Netop det forhold, at en af løbets favoritter var gået i offensiven betød, at alle andre blev kørt ind, og i stedet kørte Simon Yates op til sin holdkammerat, så Mitchelton kunne sikre sig en dobbeltsejr. I 2017 og 2020 var det mere klassiske udbrudssejre til Polanc og Caicedo.

Samtidig var forskellene ganske beskedne. Værst var det i 2017, hvor der var kraftig modvind, og hvor Ilnur Zakarin fik sneget sig væk til en gevinst på 10 sekunder, men hvor hele 20 mand sluttede i samme tid bag ham. I 2018 kørte Yates som sagt væk, men bag ham sluttede otte mand i samme tid, inkl. Chris Froome, der ellers var slemt forslået efter sit styrt i Jerusalem. I 2020 var det Harm Vanhoucke og Wilco Kelderman, der sneg sig væk, men bag dem var der bare 12 sekunder mellem de otte bedste, og de forskelle blev først gjort, da den blev lidt stejlere til sidst.

Det var alt sammen på opkørsler, der var vanskeligere end denne. Her taler vi bare om ca. 5% over de sidste mere end 6 km. Desværre er vinden som frygtet i en østlig retning, og selvom det giver side- og ikke modvind på den nedre del, vil der over de sidste 10 km - herunder den eneste relativt stejle del - primært være modvind. Den slags plejer på den golde vulkan at betyde våbenhvile, og det må særligt gælde på disse blødere procenter. Ganske vist melder den næste bjergetape sig først fem dage senere, men i en grand tour handler det om at spare på kræfterne, og derfor er det halsløs gerning at brænde krudtet af på en offensiv, der i denne modvind formentlig bare fører til et spild af de kræfter, man skal spare på og ikke ødsle med.

Mit bud er derfor, at vi får en af de dage, hvor alverdens cykelfans vil brokke sig over, at der bliver kørt for passivt. Jeg har svært ved at se, at Etna med disse procenter i modvind kan gøre en forskel, og jeg tror snarere, at vi går mod 2017-scenariet, hvor 20 mand kom samlet til mål. Det betyder imidlertid også, at der næppe er nogen, der vil jagte hårdt for en etapesejr. I forvejen siger historikken, at udbruddet i Giroen næsten altid holder hjem på den første bjergetape, hvor alle altid er usikre på formen og afventende. Faktisk er det sket hver eneste gang siden 2014, og i flere af årene har der også været en lykkeridder i førertrøjen undervejs, som vi senest så det sidste år, hvor Attila Valter kørte sig i lyserødt på den første bjergetape, som blev vundet af Joe Dombrowski. Under disse betingelser, hvor det formentlig er spildt arbejde at forsøge at gøre forskelle, er sandsynligheden for en gentagelse stor.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Jeg tror således også, at vi får en udbrudssejr denne gang. Det skyldes dels modvinden og det lette målbjerg og dels situationen i klassementet. Nu skal man på en blød modvindsstigning som denne aldrig sige aldrig med Mathieu van der Poel, men logikken siger, at stigningen bliver lidt for lang. Under alle omstændigheder tvivler jeg på, at Alpecin vil gøre meget for at forsvare trøjen. De er ikke glade for at føre, og Van der Poel regner selv med, at det lyserøde eventyr slutter her. Manden, der står til at overtage den, er Simon Yates, og han vil helt sikkert ikke have den. Faktisk blev hans hold i Vueltaen i 2018 enormt upopulære, fordi han ved ”et uheld” havde taget trøjen tidligt, og i et forsøg på at komme af med den igen nægtede australierne at føre. For BikeExchange er drømmescenariet, at et udbrud tager sig af 1. pladsen og dermed ansvaret for at kontrollere den kommende uge.

Er der så andre hold, der kan finde på at jagte? Jeg har svært ved at se det, men der er vel fire kandidater. Da det er sandsynligt, at favoritterne skal spurte på toppen, kunne det være en chance for Joao Almeida og Alejandro Valverde. Det vil imidlertid ligne Movistar dårligt at jagte på en Valverde-etape i en grand tour, og Almeida har formentlig det lange lys på. Jeg tør ikke helt udelukke, at Valverde vil gå efter den, når nu hans primære mål er at vinde en etape, men det vil stride mod vanlig Movistar-kørsel.

De øvrige hold er Astana og Bahrain. Astana er som regel offensive i bjergene, men det er en etape, Miguel Angel Lopez får meget svært ved at vinde. Derfor vil det formentlig være spild af kræfter, som blot vil føre til bonussekunder til rivalerne. I stedet er det Bahrain, der er topkandidaten. Mikel Landa lader sjældent en mulighed gå fra sig for at angribe, men også han får svært ved at vinde etapen. Holdet har imidlertid også Pello Bilbao, der kan vinde en spurt på toppen, men det vil alligevel undre mig, hvis holdet decideret iscenesætter en jagt for at vinde med en mand, der end ikke er holdets kaptajn.

Kan et udbrud blive hentet? Ja, det kan det. Det kan det, hvis Alpecin vil forsvare trøjen mere, end jeg regner med. Det kan det, hvis Bahrain, Movistar eller Astana trodser mine forventninger og går efter etapen. Og det kan det, hvis udbruddet bliver for farligt. Det vil formentlig indeholde en rytter med et vist klatrepotentiale, og hvor meget tid tør man give, hvis folk som Lorenzo Fortunato eller Wout Poels er i udbrud? Næppe alt for meget, og så kan udbruddet blive hentet, når/hvis farten skrues op på Etna.

Jeg vil i hvert fald tro, at sportsdirektørerne har luret, at et udbrud har en fremragende chance, og selvom man altid bliver overrasket over, hvor let et udbrud kommer væk i uge 1, bør der blive kæmpet om det. Mange må også have set, at en tur i førertrøjen er en mulighed, og det bør blot føre til endnu mere aggression. Jeg forventer derfor en animeret start, hvor det vil tage tid at få et udbrud etableret, og da de første kilometer er hårde, men dog ikke skræmmende, vil udbruddet formentlig også være relativt stærkt. Der er en del vind ved kysten i starten og sidevind i den indledende fase, men vi ved fra Giro di Sicilia, at selv orkanlignende forhold på Sicilien ikke rigtigt kan bruges, fordi der er så megen læ.

Herefter vil Alpecin formentlig tage fronten, men det kan sagtens være, at de bare lader udbruddet sejle langt væk. Hvis ingen af de nævnte hold gå efter etapen, vil jeg tro, at Ineos vil påtage sig ansvaret for at føre og sørge for, at forspringet ikke bliver alt for stort, men de vil næppe hente dem. Afhængig af hvor meget snor, de tør give dem, kan udbruddet komme tilbage af sig selv, men jeg regner ikke med den helt store dramatik på Etna. Det vil undre, hvis ikke Bahrain lægger lidt pres, som Landa næsten altid efterspørger, og det vil også undre mig, hvis ikke baskeren og måske også folk som Miguel Angel Lopez, Bora-drengene og måske også Richard Carapaz forsøger et eller andet mod slutningen, men det burde ikke være muligt at skabe den helt store forskel. Det kan til gengæld give et taktisk løb, og vi så i både 2018 og 2020, at manglende kontrol gjorde det muligt for Zakarin, Vanhoucke og Kelderman at snige sig væk. Denne gang er Ineos dog så stærke, at det kan blive vanskeligt, og mest sandsynligt er det, at en favoritgruppe - også en større en af slagsen - når toppen sammen.

Foran regner jeg imidlertid med en udbrudssejr, men det er ikke helt let at gennemskue, hvem der kandidater. Den hårde start gør heldigvis, at de klatrestærke folk har en bedre chance for at ramme det, men terrænet er ikke så svært, at man fjerner betydning af held og timing. Derefter skal det være en rytter, der klatrer godt nok til at gøre det færdigt, men med modvind og blødere procenter behøver man ikke at være en topklatrer, og en god spurt på de 3% til sidst kan vise sig vigtig. Endelig skal man være en rytter, som feltet tør give lidt snor. Har udbruddet en farlig rytter, vil vi formentlig få en afgørelse mellem favoritterne.

Jeg vælger at pege på Lennard Kämna. Tyskeren har etableret sig som lidt af en udbryderkonge med tidligere sejre i Tourne, Dauphiné og Catalonien og bare i år også i Alperne og Andalusien. Mest markant er det, at han har en fabelagtig evne til altid at ramme udbruddene, og alene i Tour of the Alps kørte han med om sejren på begge to af de tre etaper, hvor et udbrud holdt hjem. Den halvhårde start passer også perfekt til en type som ham, og vigtigst af alt synes han i form. Han var ellers meget formsvag i Baskerlandet, men i Alperne overraskede han sig selv med en sejr og en 3. plads, selvom det var helt tydeligt, at han ikke var på toppen. Nu tyder meget på, at han har ramt 100% efter et stærkt angreb på 1. etape og en chokerende god enkeltstart.

Udfordringen bliver at gøre det færdigt. Kämna klatrer godt, som han har vist med sine sejre i Touren, Dauphiné og Andalusien, hvor han vandt på stigninger, men der kan være bedre klatrere end ham. Når han er i form, bliver han dog svært at sætte i modvind. Til gengæld er han ikke alt for hurtig, men skal han spurte mod klatrere burde han have en ganske fair chance. Derudover har han en imponerende evne til altid at komme alene hjem, selv når stigningen burde være for let, som vi så det i Dauphiné og i Andalusien. Han er heller ikke en rytter, feltet vil frygte alt for meget, og derfor tror jeg, at han tager årets tredje udbrudssejr i årets femte etapeløb

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

En rytter, der med sikkerhed vil forsøge at ramme udbruddet, er Rein Taaramae . Han ramte udbruddet på første bjergetape i både Giroen og Vueltaen sidste år, og i sidstnævnte vandt han etapen, ligesom han overtog førertrøjen. Han drømmer helt sikker om begge dele igen, og vi så sidste år, at han klatrede bedre, end han har gjort i nogle år. Han kommer også til løbet i fabelagtig form efter en forrygende bjergenkeltstart i Romandiet, og det giver ham gode muligheder for at gøre det færdigt. Også han har de rouleuregenskaber, der skal til for at ramme udbruddet i dette mellemhårde terræn, men heller ikke han er alt for hurtig. Mod klatrere burde han dog have en fair chance.

Jeg vælger at rangere Koen Bouwman som nr. 3, men det er måske en anelse mere i håb end forventning. Han er nemlig den vigtigste hjælper for Jumbos tre kaptajner, og derfor er det nok tvivlsomt, om de kan undvære ham. Hvis til gengæld han rammer udbruddet, tror jeg, at han vinder. Som vi så det, da han vandt sin Dauphiné-etape, og som vi også har set det i Alperne, er han nemlig hurtig, og der er ikke mange, der slår ham på stregen. Han er sjældent i form, men han synes altid at ramme den i Giroen, hvor han sidste år nåede helt nye højder med sin samlede 12. plads, og hans gode enkeltstart indikerer, at han har ramt formen igen. Han har to gange oplevet at blive hentet på en bjergetape på den sidste kilometer - i 2018 af Richard Carapaz og i 2021 af Egan Bernal - og han har derfor vist, at Jumbo kan stole på, at han kan gøre det færdigt. Jeg håber, at de giver ham chancen, for med sin spurt og sine klatreevner vil jeg tro, at tredje gang bliver lykkes gang, hvis det hollandske mandskab lurer, at de kan få sin en førertrøje, de nok ikke vil være helt uinteresserede i.

Et hold, der i hvert fald er interesserede i førertrøjen, er Eolo, og de bør derfor sætte himmel og jord i bevægelse for at få Lorenzo Fortunato afsted. Han har dog to problemer. Han har indikeret, at han gerne vil køre klassement, og derfor er jeg usikker på, hvor meget han vil satse. For det andet betyder hans kørsel sidste år, at jeg er lidt usikker på, hvor meget snor han kan få. Samtidig er han ikke helt så egnet til at ramme et udbrud i det mellemhårde terræn som de ovennævnte, men det er svært nok til, at en ren klatrer har en chance. Den sidste udfordring bliver at gøre det færdigt. Formen er der, som vi så med hans stærke samlede 2. plads i Asturien, men kan han vinde i modvind. Han vil i et udbrud formentlig være den bedste klatrer, men han er ikke hurtig, og spørgsmålet er, om stigningen er svær nok. Det kan den være, men det er bestemt ikke sikkert.

En anden oplagt kandidat er Attila Valter. Som sagt var det ham, der tog førertrøjen efter den første bjergetape sidste år, og det drømmer han helt sikkert om at gentage. Ganske vist kører han klassement, men han har jo én gang set, at man kan få en tidsgevinst tidligt, og han er ikke en mand, man for alvor frygter. Til gengæld er han så svingende, at man aldrig ved, hvor man har ham, og som regel skuffer han fælt. Da han sidste år tog trøjen, vandt han da heller ikke etapen, og han virker en anelse begrænset i de høje bjerge. Han kørte en fremragende sidste etape i Alperne, men det var på en kort, eksplosiv stigning, mens han altid er kommet til kort i de rigtige bjerge. Denne stigninger er måske for lang, og dertil skal lægges, at han meldte om dårlige ben på 1. etape. Til gengæld vil modvinden hjælpe, og vi så i Catalonien og Alperne, at han formentlig kan vinde en spurt mod de fleste.

Forhåbentlig har Trek og Mattias Skjelmose luret, at han har en gylden mulighed for at blive den første dansker i den lyserøde trøje. Han er nemlig ikke en rytter, Carapaz og co. vil frygte, og han står fremragende i forhold til at gøre det færdigt. Med sine alsidige rouleuregenskaber burde han have en god chance for at ramme udbruddet, og han beviste senest på 1. etape, hvor hurtig han er i et stigende opløb. Han har haft sine begrænsninger i bjergene, men med modvind burde han have en god chance for at holde sig til de bedste. Desværre er hans primære job at køre klassement, og min store frygt er, at han griber løbet konservativt an, også fordi der skal være folk hos Giulio Ciccone i finalen. Formen synes ellers at være til at gå efter både førertrøje og etapesejr.

Også Mauri Vansevenant kan spurte. Belgieren har i år vist sig endnu hurtigere, end jeg regnede med, og særligt i Andalusien kørte han nogle gode spurter. Til gengæld har han skuffet mig i bjergene, og han ligner i stigende grad mere en ardenner- end en bjergrytter. Han har haft en kedelig tendens til altid at skuffe, når han rammer et udbrud, som vi har set det i Vueltaen og i Baskerlandet tidligere i år. Hans form er også meget svingende, men vi så i Ardennerne, hvor han var manden bag Remco Evenepoels angreb, at han i hvert fald dengang var godt kørende. Han kørte også en god enkeltstart, og man kan derfor håbe, at han er klar. Quick-Step vil formentlig gøre meget for at få ham afsted, og så må vi se, om stigningen bliver for lang, eller om han i kraft af modvinden kan få glæde af sin gode spurt.

Kan UAE tillade sig at give Diego Ulissi chancen? De er her for Almeida, men portugiseren har sagt, at han ikke vil stå i vejen for sine holdkammerater. Spørgsmålet er bare, om der er plads til udbrud allerede nu, hvor det også kan betyde en førertrøje, som holdet ikke nødvendigvis er alt for interesserede i. Det er dog ikke en umulighed, for araberne har før givet plads til andre og generelt kørt meget offensivt i år. Ulissi er ikke som i gamle dage, og i forvejen er stigninger som denne for lange, men på sine store dage overrasker han, som vi så på Sega di Ala sidste år. I år synes han imidlertid at have tabt yderligere niveau, og spørgsmålet er, om han stadig er god nok til at vinde på så langt et bjerg. Modvinden hjælper dog, og spurten har han i hvert fald.

Quick-Steps anden kandidat er Mauro Schmid, men den bliver formentlig en anelse for lang. Han er slet ikke bjergrytter, og vi så hans klatremæssige begrænsninger i Coppi e Bartali tidligere i år. Omvendt overraskede han positivt på kongeetapen i Romandiet, hvor han beviste, at han i modvind kan forsvare sig. Han er også hurtig, som vi senest så det i puncherfinalen i Romandiet, eller da han overspurtede Alessandro Covi i Giroen sidste år, og han har vist sig god til at ramme udbruddene. Quick-Step vil utvivlsomt også gøre meget for at sende ham afsted, men skulle det lykkes, er spørgsmålet, om ikke stigningen alligevel bliver fo lang.

EF har ganske vist Hugh Carthy, men de har sagt, at Simon Carr får frihed til at jagte etaper. Dette kunne være en god chance, men briten er så svingende, at han er svær at blive klog på. Som regel er han skuffende, men i Coppi e Bartali fandt han noget form, og hans angreb i Fleche Wallonne så også lovende ud. Vi så på kongeetapen sidste år, hvor han i et ellers skuffende løb havde sin eneste store dag og kørte feltet helt i sænk, at han klatrer godt, men han er stadig ret uprøvet på så lange stigninger. Er han mere til ardennerterræn, eller kan han begå sig her? Det mangler vi at få et svar på, og da hans kørsel på 1. etape ikke var alt for overbevisende, er han kun en joker.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Jeg vil også gerne se Remy Rochas i udbruddet. Franskmanden gjorde enorme fremskridt under Vueltaen, hvor han endte som en samlet nr. 15, og han startede året som lyn og torden, indtil han brækkede kravebenet.  Siden han kom i gang igen, har han været god, men ikke flyvende, og det var bekymrende, at han smed tid på 1. etape. Den anden bekymring er dog større, nemlig at han som i Vueltaen skal sidde hos Guillaume Martin. Det vil formentlig låse ham, men får han chance, burde han klatre godt nok til at køre med om sejren, selvom han ikke er verdens hurtigste.

Giver Movistar plads til Antonio Pedrero ? Det burde vel ikke være helt udelukket. Spanieren er sjældent i form, men han finder den altid til Giroen, og sidste år var han bedre end nogensinde, både i dette løb, og da han efterfølgende vandt Route d’Occitanie. Hans kørsel i Asturien viser også, at han er klar, selvom hans store tidstab på 1. etape er urovækkende for en mand, der er så svingende. Udfordringen bliver for ham som de mange andre spurtsvage klatrere at gøre det færdigt på en blødere modvindsstigning som denne.

Treks anden kandidat er Juan Pedro Lopez. Angiveligt kommer spanieren ikke for at køre klassement, og det burde betyde, at han skal jagte nogle udbrud. Han gjorde enorme fremskridt sidste efterår, hvor han endte som nr. 13 i Vueltaen, og hans kongeetape i Baskerlandet viste, at han endelig er ved at finde noget form. Rammer han udbruddet, bør han være en af de bedste klatrere, men han kan få svært ved at komme afsted i denne form for indledning, hvor stigningerne er lidt blødere. Derudover skal han alene hjem for at vinde, og det kan blive svært i modvinden på disse procenter.

Man skal nok ikke sætte pensionsopsparingen på Jefferson Cepeda. Ecuadorianeren er nemlig uhyre svingende, og hans bundniveau er meget lavt, som vi så i sidste års Giro. I år har han skuffet stort, indtil han pludselig blev nr. 3 på kongeetapen på Sicilien. Til gengæld smed han en bondegård på 1. etape, og selvom det kan være bevidst, skræmmer sporene. Han får formentlig svært ved at ramme udbruddet og svært ved at gøre det færdigt på denne form for modvindsstigning, men klatrer han, som han gjorde på Etna i sidste måned, er det ikke umuligt.

Man kunne ønske sig, at UAE giver Davide Formolo chancen. Han er ikke ren klatrer, men han kan fra et udbrud utvivlsomt vinde på denne bløde modvindsstigning, også fordi han kan spurte i en stigende finale. Problemet er, at han er Almeidas vigtigste hjælper, og jeg tvivler på, at de tør sende ham afsted. Omvendt har UAE som sagt kørt med en ret offensiv og bred taktik i år, og han er blevet lovet nogle chancer i løbet. Får han den mod forventning allerede her, kan han utvivlsomt vinde.

Sidste år var det Joe Dombrowski, der vandt den første bjergetape, og ligesom Taaramae var han endda også med i det udbrud, der kørte om sejren på første bjergetape i Vueltaen, hvor han blev slået af esteren. Jeg tvivler dog på, at han får lov denne gang. Astana er her for at vinde med Miguel Angel Lopez, og derfor tror jeg, at han skal blive i feltet. Omvendt kører kasakkerne ofte ret offensivt, og det vil ikke være uset, hvis de giver lidt plads. Desværre er denne bløde modvindsstigning slet ikke skabt til den meget spurtsvage Dombrowski, men han fandt heldigvis endelig formen i Alperne.

Lorenzo Rota startede sæsonen meget stærkt og beviste med det samme, at hans flotte efterår ikke var noget tilfælde. Desværre missede han Ardennerne med helbredsproblemer, og derfor vil det undre, hvis han er flyvende nu. Omvendt så han stærk ud, da han førte for Girmay på målstigningen i fredags, og hvis han klatrer, som han gjorde i Laigueglia, er han en god kandidat, da han er hurtig på stregen. Til gengæld er han også puncheur og ikke klatrer, og der er en vis sandsynlighed for, at denne er for lang - særligt hvis han ikke er på toppen.

Jeg ville gerne have Santiago Buitrago som topkandidat. Colombianeren har gjort enorme fremskridt i år, hvor han senest imponerende i Catalonien og Alperne, og vi har også set, at han er eksplosiv og har punch i en stigende finale. Får han lov, bliver han en af de allervanskeligste at slå, men jeg tror, at han er låst. Bahrain har ganske vist sagt, at de vil jagte udbrud, men da de har to kaptajner, og Buitrago er en nøglehjælper, tvivler jeg på, at de vil ”låne” ham ud - også fordi jeg som sagt forventer, at holdet vil lægge lidt pres i finalen, og her skal han bruges.

Lotto har Sylvain Moniquet, der har imponeret meget i år med sin gode kørsel i Catalonien, Baskerlandet, Besancon og senest Liege. Han mangler stadig noget i forhold til de bedste, men han er nu så god, at han kan køre med om sejren på en etape som denne. Han kan få svært ved at ramme udbruddet, og det vil nok også trods alt undre mig, hvis han vinder, men takterne i år har været meget lovende.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Den seneste vinder på Etna var som sagt Jonathan Caicedo, og han vil helt sikkert forsøge at gøre det igen. Ecuadorianeren var dog i et svagt udbrud for to år siden, og så heldig er han næppe igen. Siden har han været helt usynlig, men i Alperne så vi den bedste Caicedo, vi nogensinde har set. Han er ret god til at ramme udbruddene, men jeg vil stadig blive overrasket, hvis han ender i en gruppe, hvor han vil være bedste mand.

Endelig er der Jan Hirt. Den tjekkiske dieselklatrer er som regel kun god i den tredje uge, men i år har alt været forandret. Han vandt fra sæsonstart i Oman, og i dette løb undlod han at smide 17 minutter på 1. etape, som han normalt ville gøre det på en bakke som den, vi havde i Ungarn. Det tyder på, at han igen er lykkedes med at træne sig i form, men han er altid en ubekendt på dette tidspunkt. Derudover er han som ren dieselklatrer slet ikke skabt til dette bjerg, og han har også altid svært ved at ramme udbruddene - og når han endelig gør, skuffer han som regel.

Af øvrige kandidater var det nærliggende at pege på Wout Poels og Bauke Mollema , men jeg tror ikke, at feltet tør tage chancer med dem. James Knox er ved at finde noget form, men jeg tror ikke, at han er god nok til at vinde endnu. David de la Cruz, Harold Tejada og Vadim Pronskiy, der så godt ud i Alperne, skal formentlig blive hos Lopez og får svært ved at gøre det færdigt, og sidstnævnte gælder også for Diego Rosa, selvom han rejste sig lidt på Sicilien. Gijs Leemreize er spændende, men skal formentlig blive hos kaptajnerne, når han er grand tour-debutant, og Chris Hamilton skal formentlig blive hos Romain Bardet. Sergio Samitier viste endelig fremgang i Asturien, men han mangler formentlig stadig for meget, og det samme gælder for Alessandro de Marchi, der efter sin sygdom først regner med at finde formen senere. Nans Peters og Giovanni Aleotti synes stadig ikke at have fundet sin bedste form, Harm Vanhoucke er forslået, og for en ellers velkørende Davide Villella bliver den nok for lang. Endelig tror jeg, at stigningen trods alt bliver for lang for Andrea Vendrame og Vincenzo Albanese, selvom sidstnævnte i svagere selskab imponerede på netop Etna i april.

Ender det i et favoritopgør, ser jeg to scenarier, som er beskrevet ovenfor. Mest sandsynligt er det, at vi får en spurt, også i en relativt stor gruppe, men det kan også blive et taktisk løb, hvor man kan snige sig væk. Derfor skal vi have fat i de gode afsluttere, og som han har spurtet i år, må Pello Bilbao være min favorit, også fordi han vil sidde perfekt i det sene sving med 250 m igen. Dernæst peger jeg på Joao Almeida, der normalt burde være hurtigst, men som jeg har skrevet i tidligere analyser, har han spurtet skuffende i år. Den sene sving er også godt for Alejandro Valverde, der plejer at læse denne slags finaler rigtigt, og som trods sin aftagende hurtighed bør kunne vinde i dette felt, men han mangler måske aggressionen i positionskampen. Wilco Kelderman viste igen i fredags, at han er blevet en sublim puncheur, og han vil have en reel chance for at vinde. Det har Romain Bardet også med de spurter, han kørte i Alperne, og jeg tør heller ikke helt udelukke Simon Yates, selvom vi stort set aldrig ser hans hurtighed længere. Både Richard Carapaz og Giulio Ciccone er gode puncheurs, men det vil undre mig, hvis de vinder en spurt i dette selskab. Bauke Mollema kan også spurte, som vi senest så det på 1. etape, men hans primære opgave er Ciccone. Endelig er Mattias Skjelmose, Attila Valter og Felix Gall alle hurtige og med en reel chance for at sidde med til toppen, selvom det kan blive for svært, men det vil undre, hvis de vinder en spurt efter så langt et bjerg, mens jeg ikke længere tror, at Diego Ulissi klatrer godt nok, mens Tom Dumoulin aldrig spurter længere. Den store joker er selvfølgelig Mathieu van der Poel, som man aldrig helt tør udelukke, når vi tale om modvind og bløde procenter. Han er trods alt blevet nr. 10 i et svagt Lombardiet, men det vil trods at være meget overraskende, hvis han kommer med op ad så langt et bjerg, Skal man pege på ryttere, der kan snige sig væk, skal det være folk, der sidder med overskud i finalen, og som ikke er alt for farlige. Det kunne være folk som Tobias Foss, Guillaume Martin, Domenico Pozzovivo, Emanuel Buchmann og Jai Hindley samt nogle af de hurtige outsider ovenfra. Vincenzo Nibali vil drømme om at gøre det, men selvom han kørte godt i lørdags, tvivler jeg på, at niveauet rækker, men måske man skal holde øje med Richie Porte og Pavel Sivakov , hvis Ineos begynder at lege med overtallet. Til gengæld er det ret svært at se, hvordan Mikel Landa, Miguel Angel Lopez og nok også Hugh Carthy skal få den nødvendige frihed.

OPDATERING: Siden i går har vejrudsigten ændret sig en anelse, så det nu ser ud til, at vi får østenvind i finalen. Det giver en mere ren modvind og dermed formentlig en endnu mindre selektiv etape. Jeg har tillige opdaget, at Felix Gall ved en fejl ikke er nævnt ovenfor. Han er en helt oplagt kandidat, da Ag2r utvivlsomt vil lure på muligheden for at få førertrøjen. Udfordringen er, at han i sin grand tour-debut kører klassement og derfor kan vælge en mere konservativ tilgang, men tager han chancen, vil man sin hurtighed og den klatring, han viste i Alperne og Baskerlandet, have en stor chance for at vinde. En anden option, man ikke helt kan udelukke er, at Mathieu van der Poel går i udbrud. Det var sådan, Greg van Avermaet forsvarede trøjen i Touren for nogle år siden, og Van der Poel var selv i udbrud med førertrøjen i Touren og Tour de Suisse sidste år. Som det fremgår af analysen vil et udbrud med Van der Poel have en god chance for at holde hjem. At vinde mod mere klatrestærke folk vil være svært, men i modvind vil hollænderen godt kunne vinde fra et udbrud. Han er trods alt kørt i top 10 i Il Lombardia, og når han tager de dage, hvor han graver dybt, præsterer han som bekendt af og til ting, han ikke burde kunne.

Feltet.dks vinderbud: Lennard Kämna

Øvrige vinderkandidater: Rein Taaramae, Koen Bouwman

Outsidere: Lorenzo Fortunato, Attila Valter, Mattias Skjelmose, Felix Gall, Mauri Vansevenant

Jokers: Mathieu van der Poel, Diego Ulissi, Mauro Schmid, Simon Carr, Remy Rochas, Antonio Pedrero, Juan Pedro Lopez, Jefferson Cepeda, Davide Formolo, Joe Dombrowski, Lorenzo Rota, Santiago Buitrago, Sylvain Moniquet, Jonathan Caicedo, Jan Hirt

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Pello Bilbao, Joao Almeida, Alejandro Valverde, Wilco Kelderman, Romain Bardet, Simon Yates, Richard Carapaz, Ciulio Ciccone, Mathieu van der Poel, Bauke Mollema, Diego Ulissi, Richie Porte, Pavel Sivakov, Jai Hindley

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Esteban Chaves’ sejr fra 2018, hvor den sidste del af stigningen var den samme, men hvor de sluttede lidt længere nede, samt Guillaume Martins sejr fra Giro di Sicilia i 2019, hvor også den sidste del af opkørslen var den samme.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO