Ruten

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det synes også at være tilfældet i år. Her bydes der nemlig på mere end 4500 højdemeter over bare 157 km, og undervejs skal man i finalen over den stejle Montée de Bisanne. Til gengæld er det også her, at forskellene skal gøres, for nok engang sluttes der med en meget blød opkørsel op til målet i Megève, der højst usædvanligt er afslutning for begge de to weekendetaper.

Med en distance på 157,0 km er der tale om endnu en kort, intens etape, som fører feltet fra Ugine til toppen af Montée de l’altiport i Megève. Modsat på den foregående etape har arrangørerne ingen nåde vist, og således venter der en hård start. Ganske vist får rytterne lov at varme op ved at følge en let stigende dalvej mod vest, men derefter drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Col du Marais (5,0 km, 4,8%), som har top efter 12,0 km. Derfra går det mod nord ad et relativt fladt stykke frem til byen Les Clefs.

Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod sydøst for at passere kategori 1-stigningen Col de Plan Bois (6,3 km, 9,5%), som er en relativt regulær og meget stejl stigning med særligt de første 2 km som svære med mere end 10%. Toppen rundes efter 31,0 km, hvorefter en svær nedkørsel leder mod nordøst direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de la Croix Fry (6,6 km, 7,9%), som ligeledes er en meget jævn stigning med top efter 41,5 km. Kun en ultrakort og let nedkørsel leder så mod nordøst, indtil man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Col des Aravis (4,3 km, 5,5%), som er en jævn, men meget lettere stigning.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Toppen rundes efter 50,5 km, hvorefter det bliver meget lettere. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til dalen, hvor man følger en let faldende vej mod sydøst og sydvest. Undervejs drejer man dog væk fra Arly-floden for at køre op ad den lille kategori 2-stigning Cote d’Hery-sur-Ugine (2,7 km, 8,8%), der har 500 m med hele 13,0% midtvejs, men er meget let over de sidste 700 m frem til toppen, som rundes efter 69,0 km. Herfra følger man igen Arly-floden mod sydvest via en let faldende vej tilbage til startbyen Ugine, der nås igen efter 78,5 km. Nu fortsætter man mod sydvest igennem fladt terræn ned til vintersportsbyen Albertville, som nås efter 88,5 km.

Her begynder det atter at stige. Man kører nemlig mod nordøst og øst ad en let stigende vej, som leder op til byen Villard-sur-Doron, hvor dagens spurt kommer efter 102,0 km. Umiddelbart herefter indledes finalen, når man drejer mod nord for at køre op ad Montée de Bisanne, som er uden for kategori. Den stiger med 8,2% over 12,4 km og kan deles i to. De første 6 km er menneskelige med mellem 6 og 9%, men efter en let sjette km tager den fat med mellem 8 og 10% resten af vejen til toppen, som rundes efter 123,0 km.

Herfra resterer imidlertid stadig 34,0 km. Først går det mod nord og nordøst ad en relativt let nedkørsel ned til Praz-sur-Arly. Her stiger det let op gennem dalen mod nordøst frem til målbyen Megève. Nu går det mod sydøst op ad den afsluttende kategori 2-stigning Montée de l’alitport, der stiger med beskedne 4,7% over 7,4 km. Der er tale om en relativt jævn stigning med 6,3% over den første kilometer, men derefter tre lette kilometer med bare 2-4%. Den tager så lidt fat med en kilometer med 6,6%, hvorefter det stiger med 2,9% over 1 km og slutteligt 5,2% over de sidste 500 m. Vejen er stort set helt lige med blot et hårnålesving med 3 km igen, hvorefter den bugter sig ind på den 500 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4669 højdemeter.

Megève har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den stærkt kuperede sidste enkeltstart i Touren i 2016, hvor Chris Froome konsoliderede sin føring ved at sejre foran Tom Dumoulin og en overraskende velkørende Fabio Aru. Derudover var det på Dauphiné-prologen i 2004, hvor Ivan Mayo højst overraskende sejrede for Tyler Hamilton og Lance Armstrong.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Vejret

De gennempryglede kroppe kan desværre frygte flere giganthagl og mere uvejr søndag, men heldigvis ser lørdagen pæn ud. Skyer vil slet ikke være et tema, risikoen for byger er 0, og temperaturen i målbyen vil nå 27 grader. Det vil også være næsten vindstille med bare en svag vind fra sydvest, som undervejs vil dreje mere mod en vestlig retning. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på den kringlede rute, men i finalen vil der være sidemedvind på Bisanne og den efterfølgende nedkørsel samt medvind i dalen. Slutteligt får man dog sidemod- eller sidevind på den lange, lige vej op til mål.

Favoritterne

Var det frygt for den gule armada med det slovenske monster i spidsen? Var det frygt for den knaldhårde weekend, som byder på næsten 9000 højdemeter over bare godt 300 km? Eller var det slet og ret, fordi Primoz Roglics hovedudfordrer, Egan Bernal, allerede tidligt meldte ud, at benene ikke sad i skabet denne fredag i Alperne?

Det er svært at svare på, men sandheden er i hvert fald, at det hurtigt stod klart, at der var erklæret våbenhvile på dagens 3. etape. Havde Ineos ønsket at bruge etapen til noget, skulle det være sket på Madeleine, og da det blev til en halvapatisk og småafslappet opkørsel, lå det i kortene, at det måtte være op til Jumbo, om de ville vinde etapen eller ej. Det havde de ikke de store intentioner, og selvom en næsten forkrampet Davide Formolo alligevel var ved at bukke under for det stabile tempo, som blev holdt for at fjerne al incitament til angreb på den lette stigning, var det aldrig planerne for hollænderne at gå efter sejren.

Alligevel kunne det slovenske monster med sin vanlige overlegenhed sætte 6 bonussekunder ind på kongeetapen, mens en frustreret Thibaut Pinot nok engang kunne undre sig over, hvorfor i alverden han atter positionerede sig så håbløst, at vi aldrig fik set, hvor tæt på overmennesket, han egentlig er. Og da Bernals tråd til slut blev så firkantet, at selv Formolo måtte være misundelig, forstod man i bagklogskabens lys godt, at Ineos ikke var gået ud i det, der nok i stedet var blevet en selvmordsmission.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Heldigvis er der håb for alle, der drømmer om, at weekenden ikke bare bliver én lang rullen-om-på-ryggen for det gule tog. Det var ret tydeligt, at Ineos-drengene tidligt sad op uden de store anstrengelser, og det indikerer i hvert fald, at de var blevet bedt spare sig. Det ville også ligne briterne dårligt at give op uden kamp og om ikke andet vil det være et stort slag mod selvforståelsen, hvis de blot automatisk accepterer, at sporten har fået nye herskere.

Der er også andre. Emanuel Buchmann er en herligt aggressiv fyr, der aldrig er bange for at tage initiativ fra distancen, og at han sendte Lennard Kämna i angreb til sidst, var i det mindste et forsøg på at se, hvordan hollænderne ville reagere inden weekenden. Thibaut Pinot må også have fået noget moral, og selvom han til slut desværre bekræftede den manglende stabilitet, der har kendetegnet ham i de senere år, viste Nairo Quintana også et forfriskende initiativ ved at lade Arkea tage kontrol på Madeleine.

Man må derfor formode, at kongeetapen bliver mindre apatisk, og at våbenhvilen forhåbentlig er lige så skrøbelig, som den desværre ofte er det, når sådanne indgås i verdens brændpunkter. Og da arrangørerne har taget det modige valg at designe tre ud af fire bjergetaper på en facon, så forskelle kun kan gøres fra distancen, må der være festfyrværkeri i vente.

Problemet er bare, at den slags designs er bedst, når løbets førende har et svagt hold. Sidder han i sulkyen på et stærkt tog, bliver det alt for ofte for let at neutralisere tidlige fremstød, og at kalde Jumbo-toget for stærkt tenderer en underdrivelse. Selv de mest optimistiske fans, der drømmer om drama, får svært ved at mobilisere den helt store tro på, at Roglic både kan knækkes selv og derefter ikke bruge sit stærke hold til at skabe samling på de sidste knap 35 ganske lette kilometer. Nok er Steven Kruijswijk ikke på toppen, og nok mangler den på 2. etape så uheldige Tom Dumoulin nogle procent, og nok kører formstærke Sepp Kuss mere svingende end en dansk sommervejrudsigt, men et kollektivt sammenbrud ligger ikke i kortene for et hold, hvor i hvert fald de to af hjælperne er uhyre stabile.

Hvad kan vi så vente os? Starten er i hvert fald for første gang knaldhård, og de første 53,5 km er modbydelige. Her venter et sandt festfyrværkeri af angreb, og vi kan vente os en total eksplosion af feltet fra start. Ikke blot vil mange gå efter en etapesejr fra udbrud på en dag, der af natur er meget svær at kontrollere, mange hold vil også sikre sig, at de har hjælpere ude foran, der kan bruges på stykket mellem Bisanne og Megève, i fald der skulle være brug for at holde Jumbo og Roglic stangen. I hvert fald må det være ret givet, at Ineos skal forsøge at få sendt en mand afsted.

Problemet for dem er, at Jumbo formentlig ikke lader det ske, og de er så stærke, at de bestemmer slagets gang. Jeg tror derfor ikke, at Ineos får lov at deltage i udbruddet, men hvis de insisterer, kan det godt blive en meget lang kamp. Det betyder også, at vi formentlig vil se en brølstærk gruppe af topklatrere blive etableret, når roen før eller siden lægger sig.

Jumbo er ligeglade med etapesejren, der alene kan være en bonus, og de skal så let igennem etapen som muligt. Er udbruddet ufarligt, vil de lade det sejle, men det virker ikke videre sandsynligt, at det vil være det. Godt nok er forskellene nu store, men det virker usandsynligt, at man med en sådan start ikke vil få et udbrud med deltagelse af ryttere, der er inden for 5 minutter af trøjen. Og det vil selvsagt tvinge Jumbo til at holde høj fart på det lette stykke, der leder frem til Bisanne.

Det er naturligvis her, slaget skal slås. Man må formode, at Ineos skal forsøge at køre tog for at sætte et angreb fra Bernal i scene, men hvis colombianeren har en dårlig dag, er der helt sikkert andre, der vil forsøge sig. Buchmann holder sig helt sikkert ikke i ro, og Pinot skal i det mindste også teste Roglic. De har ikke holdet til at lægge et Ineos-pres fra bunden, men det kan næppe undgås, at der køres klassement her.

Det virker dog usandsynligt, at Roglic knækker, og selv hvis det sker, kører han i dag så klogt, at han kan holde sig til sit hold, der vil være stærke nok til at trække det sammen igen inden den lette målstigning, hvor udsigten til sidemodvind bestemt ikke gør det lettere. Hvis Ineos virkelig giver den gas, kan det godt blive lidt af et blodbad på Bisanne, men der er også god chance for en vis regruppering, hvis Jumbo og Roglic er for stærke. Og det er de efter al sandsynlighed.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Derfor ser jeg to scenarier. Enten er udbruddet akkurat så ufarligt og stærkt, at et par enkelte mand af de bedste superklatrere kan holde sig fri, men det vil i givet fald kun være muligt for ryttere med sublime klatreevner både at komme afsted og derefter gøre det færdigt. Alternativt bliver de hentet, og så lykkes det Jumbo at neutralisere det hele, så det ender i en spurt i en favoritgruppe på den bløde målbakke.

Jeg tror mest på det sidste. Som sagt virker det usandsynligt, at udbruddet er ufarligt, når starten er så knaldhård, og forspringene i top 25 fortsat relativt små. Derfor vil Jumbo formentlig være tvunget til at køre stærkt, og da jeg heller ikke udelukker, at Bora og FDJ vil bidrage til jagten på det lette stykke, tror jeg mest på en favoritafgørelse. En spielverderber kunne eksempelvis være Pierre Rolland, der næsten med statsgaranti vil forsøge at gå i udbrud, men som er så tæt på, at han aldrig kan få lov at køre hjem og derme kan dræbe udbruddet.

Roglics overlegenhed gør, at det reelt er svært at se andre vinder end ham i dette scenarium, og jeg vil derfor som i går begrænse mig til ganske få navne, der måske kan true sloveneren. De øvrige etapevinderbud vil alle være udbrydere, der kan være stærke nok til at gøre det færdigt.

På baggrund af ovenstående er det indlysende, at jeg peger på Primoz Roglic som favorit. Sloveneren har den ”enkle” opgave at følge de bedste på Bisanne, tage modet fra rivalerne, sætte sig på hjul og vente på en regruppering, så Kuss, Dumoulin og Kruijswijk kan slæbe ham op til den sidste kilometer. Her skal han så selv gøre det færdigt med en sidste forcering. Det lyder som noget, vi har set før, og der kan da også være nogen inspiration at hente i de seneste to etaper. I en stigende spurt blandt favoritterne er Roglic på papiret bedst, og da han samtidig er den stærkeste, ligner det en gentagelse.

Rivalerne kan håbe på, at de flere højdemeter måske vil trætte sloveneren en anelse, men det virker usandsynligt. Han virker ikke sport træt og har de foregående dage reelt kun brugt kræfter til allersidst. Holdet kan måske bringes lidt ud af fatning, hvis Kuss har en offday, men det nytter ikke meget, når Roglic blot kan sætte sig på hjul og vente på, at de kommer tilbage eller blive slæbt op til en spurt af ryttere, der måske indstiller sig på at gå efter en podieplads. Derfor tror jeg på sejr til Roglic.

Manden, der kan slå ham, er selvfølgelig Thibaut Pinot. Reelt har vi ikke set, hvor god den franske stjerne virkelig er, fordi han har været så klodset i positionskampen. Både torsdag og fredag har han faktisk lignet en, der måske kan tage kampen om mod sloveneren i et direkte spurtopgør, og chancerne er nok større på denne lidt blødere målbakke, hvor det handler mere om fart end Roglics overlegne styrke. I teorien bør det også tilgodese Pinot, at etapen er hårdere, som den franske dieselmotor elsker det. I lyset af de seneste dage kan man i hvert fald ikke helt afvise, at Pinot faktisk kan overspurte Roglic, hvis han endelig starter direkte fra slovenerens baghjul.

Den tredje kandidat er Tadej Pogacar. Den slovenske dieselmotor var helt som spået meget bedre i dag, og dermed følger han trenden om altid at blive bedre og bedre. Morgendagens meget hårdere etape passer ham da også meget bedre, og vi ved, at hans spurt i en relativt let finale er så god, at den måske kan true Roglic, selvom han åbenlyst ikke har landsmandens styrke. Han lider igen i dette løb i varmen, hvilket kan være et problem, men får han styr på det, er motoren efterhånden ved at være så varm, at han har en chance. Og som jeg skrev i går, skal man heller ikke helt udelukke, at den nu ufarlige Pogacar som i sidste års Vuelta kan få en vennetjeneste fra Roglic, i fald han skulle angribe til sidst.

Jeg er også igen nødt til at nævne Emanuel Buchmann. Tyskeren er brølstærk, når han i disse eksplosive finaler er tredjehurtigste mand, og det bekræfter blot, at han er blevet endnu stærkere sidste år. Problemet er, at han på den lettere målbakke får meget svært ved at overspurte de hurtigere Roglic og Pinot, men til gengæld betyder etapens samlede hårdhed, at tyskerens dieselmotor kommer ham til gode. Han er hurtigere end vanligt, og hvis det bliver knaldhårdt, vil han måske have en lille chance. Reelt er hans mulighed dog at køre væk allerede på Bisanne, og skal jeg pege på én, der udover Pinot måske kan sætte Roglic under pres her, er det tyskeren. Og vi har jo i Baskerlandet og på Mallorca set, at den risikovillige tysker kan levere de mest gigantiske soloridt fra distancen.

Endelig er der selvfølgelig Egan Bernal. Efter skuffende præstationer på kongeetapen i Ain og de sidste to dage, står det klart, at han ikke er på toppen. Det er svært at tro, at det hele pludselig vender, men han har dog to ting, der taler til hans fordel. For det første bliver også han altid bedre og bedre undervejs, og for det andet vil han sætte pris på en meget hårdere og mindre eksplosiv etape. Problemet er, at han trods sin hurtighed ikke slår Roglic i en spurt, og frihed får han ikke. Men man skal naturligvis aldrig udelukke, at Tour-kongen på en så hård etape alligevel kan gøre forskellen på Bisanne. Om han så kan holde hele vejen, er til gengæld et åbent spørgsmål.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det er svært at se andre vinde. Guillaume Martin vil elske en rigtig dieseletape, men han vinder trods alt ikke i dette selskab. Daniel Martinez imponerer, men heller ikke han er god nok, og det er svært at se en Mikel Landa i fremgang og en forhåbentlig igen bedre Nairo Quintana, der lider under stabiliteten, vinde på så let et målbjerg. Miguel Angel Lopez kan meget vel køre sin bedste etape hidtil, men niveauet er ikke til at slå Roglic, og det er det heller ikke for Romain Bardet, Pavel Sivakov eller Richie Porte.

For at vinde fra et udbrud skal man som sagt være en fabelagtig klatrer, men man skal samtidig have tabt så meget, at Jumbo ikke holder snoren for stram. Og da starten næsten uundgåeligt vil føre til deltagelse af ryttere fra top 25, skal man altså ligeledes være i stand til at køre fra nogle af verdens allerbedste.

Det gør i sagens natur listen relativt kort. Det mest oplagte bud må være Julian Alaphilippe. Franskmanden sad åbenlyst op i dag for at spare kræfter til angreb i weekenden, og der er statsgaranti for, at han vil forsøge sig. Med så vanskelig en start kommer han formentlig også med, men om han kan gøre det færdigt er et åbent spørgsmål. Nok ændrede det sig under Touren sidste år, men som udgangspunkt er etapen her for voldsom for ham, og han er da næsten også altid eksploderet, når han i dette løb har været i udbrud på denne type etaper.

Alligevel skal han ikke afskrives. Dels er han nu blevet en bedre klatrer, og dels har han specifikt arbejdet på netop det frem mod det oprindeligt planlagte VM. Han havde en offday på 1. etape, hvor han klagede over dårlige ben, men vi så i Sanremo, at formen ikke er ringe. Selv hvis han er oppe mod bedre klatrere og bliver sat på Bisanne, har han en herlig nedkørsel, som han vil elske, til at komme tilbage. Og den lette målstigning i modvind gør det svært at komme af med franskmanden, der er næsten umulig at slå i en spurt. Der er usikkerhed om formen efter en svær start på løbet, men er han på toppen, er denne finale faktisk skræddersyet til ham.

Af samme grund vil jeg også nævne Alejandro Valverde . Det gør lidt ondt at se den engang så stabile veteran være en skygge af sig selv, men han er trods alt stadig en af de bedre klatrere. Tidstabet er nu stort, og selvom det måske kræver, at stoltheden bliver spist en anelse, har han frihed til at gå i udbrud. Det har før givet en etapesejr i Touren, og det kunne være på tide at gentage den model i Dauphiné otte år senere. Jeg føler mig ikke fuldt overbevist om, at niveauet faktisk rækker til at gøre det færdigt lige nu, men kombinationen af en nedkørsel og et let målbjerg, hvor det kan afsluttes i en puncheurspurt gør, at selv en Valverde med visse mangler alligevel kan vinde.

Meget af det samme kan siges om Rigoberto Uran . Colombianeren har bekræftet tesen fra den store optakt om, at han kan være ”over the hill”, men han er trods alt stadig en af løbets bedre klatrere. Nu har han tabt mere end fem minutter, og derfor er han ikke en rytter, Jumbo vil lukke med det samme. Specielt i går sad han relativt længe med de bedste, og da det er hans første løb efter pausen, er han formentlig i fremgang. Også han har den fordel, at han er en god nedkører og hurtig i en spurt, og derfor behøver heller ikke han nødvendigvis at være bedste klatrer i en eventuel gruppe.

Det er nu kommet frem, at årsagen til trængslerne hos Adam Yates er sygdom i optakten. I det lys er præstationen hæderlig, og nu har han i hvert fald en del frihed til at gå på etapejagt. Han synes ikke at have det helt store overskud, og jeg er derfor meget i tvivl om, hvorvidt han kan gøre det færdigt. Store bjergetaper med mange højdemeter er ikke just hans kop te. På den anden side er etapen kort og stigningerne relativt eksplosive, og det passer ham glimrende, hvis ikke den samlede etape bliver for vanskelig. Også han kan afslutte, og derfor er det ikke umuligt, at han kan komme tilbage på sporet med karrierens anden etapesejr i dette løb.

Jeg er også nødt til at pege på Sergio Higuita. I dag blev han sat tidligt trods et forsøg på at holde sig til, og det tyder på, at han er lidt for mærket af styrtet. Skulle han komme sig, er det dog nærmest en perfekt etape for den colombianske mester, der elsker stejle stigninger, kan køre nedad og har en sublim spurt. Vi ved fra Vueltaen, at han mestrer kunsten at vinde store bjergetaper med mange højdemeter fra udbrud, og Tour-formen burde jo være der. Spørgsmålet er, om skaderne også tillader det.

Mitchelton er nu alene på etapejagt, og deres andet kort er Jack Haig. Da Giroen er målet, er det åbenbart helt efter planen, at han har været så rusten fra sæsonstart, og han har da åbenlyst heller ikke diamanter i benene. De foregående meget eksplosive etaper har dog heller ikke passet ham, og han burde være meget mere komfortabel med så mange højdemeter. Desværre er afslutningen let for den spurtsvage Haig, og derfor skal han alene hjem for at gøre det færdigt. Man kan tvivle på, om formen rækker til det.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Det var meget heldigt, at Lennard Kämna havde en offday fra begyndelsen. Det sendte ham nemlig effektivt ud af klassementet, så han nu har den nødvendige frihed, og de seneste to dage har han været flyvende, særligt i dag, hvor han bad om lov til at angribe med sine gode ben. Man kan desværre frygte, at han skal blive hos Buchmann i lyset af hans to formsvage østrigske holdkammerater Grossschartner og Mühlberger, men der kan som sagt også være en pointe i at have en mand ude foran. Kämna har forbedret klatreevnerne enormt siden sidste års Tour, hvor han flere gange viste sig som fremragende i bjergudbrud. Dengang var han ikke stærk nok til at gøre det færdigt, men i dag og Burgos indikerer, at det måske er tilfældet nu.

Jeg er også igen nødt til at nævne Hugh Carthy. Jeg hælder mere og mere til, at han ikke er i form så langt fra Giroen, men der er stadig også en mulighed for, at han bare sparer sig til udbrud i weekenden. Er det tilfældet, ved vi fra Tour de Suisse, at han mestrer kunsten at levere gigantiske ridt. Desværre er etapen ikke skræddersyet til den uhyre spurtsvage dieselmotor, men samlet set er etapen hård nok til, at han kan køre alene hjem. Det kræver storform, som han muligvis kan have skjult for os indtil nu. Topniveauet rækker i hvert fald, som vi så i Giroen sidste år.

En joker kunne være Marc Hirschi. Al logik siger, at etapen er for hård til en ardennerfyr som ham, men jeg var ret imponeret over, hvor længe han hang på i går. I dag smed han megen tid, men det kan meget vel have været kalkuleret. Jeg tror stadig, at etapen er for vanskelig, men vi så sidste år i særligt BinckBank Tour, at hans topniveau er tårnhøjt. Og med sin gode spurt vil han elske målbakken.

Damiano Caruso er her alene for Landa, men som sagt kan det være en fordel at sende folk i forkøbet. Det gælder også for baskeren, og da Pello Bilbao og Dylan Teuns mangler form, kunne Caruso være manden, der kan køre afsted i den hårde indledning. Han viste i dag, at benene endelig er der, og han har fået selvtillid efter netop at have tage karrierens anden sejr hele syv år efter den første. Måske klatrer han ikke som de allerbedste, men han kan køre nedad, og han kan spurte på en let målbakke.

Endelig vil jeg pege på Pierre Latour. Franskmanden blev i dag kørt over af Formolo, men vi så på Ventoux, at formen ikke er ringe. Formentlig er han for træt til at prøve to dage i træk, men han vil formentlig gøre forsøget. Også han vil elske en spurt på den sidste stigning, og han vil have tid til at komme tilbage, hvis ikke han kan følge de bedste på Bisanne. Derfor har han en chance, hvis han er kommet sig efter i dag.

Som sagt tror jeg ikke, at Ineos får lov at gå i udbrud, Pierre Rolland og Enric Mas er nok for tæt på i klassementet, og Davide Formolo nå være træt. Victor de la Parte og David de la Cruz gør det aldrig færdigt i denne finale, og Fausto Masnada virker for formsvag. Finalen kunne passe Alexey Lutsenko, men han må mangle formen til så mange højdemeter, og det samme gælder åbenlyst for Marc Soler. Jeg tror ikke, at Valentin Madouas klatrer godt nok, og Tanel Kangert mangler nok også for meget, ligesom Antonio Pedrero, Kenny Elissonde, Jan Polanc og formentlig også Pello Bilbao gør det. Nicolas Roche synes okay kørende, men han er næppe bedste mand i et udbrud. Endelig udelukker jeg ikke helt, at Gregor Mühlberger pludselig genfinder de gode ben, som han før har gjort det, men intet tyder på det.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Tadej Pogacar

Outsidere: Emanuel Buchmann, Egan Bernal, Julian Alaphilippe (udbrud), Alejandro Valverde (udbrud), Rigoberto Uran (udbrud)

Jokers: Adam Yates, Sergio Higuita, Jack Haig, Lennard Kämna, Hugh Carthy, Marc Hirschi, Damiano Caruso, Pierre Latour (alle fra et udbrud)