Ruten

Sidste år fik arrangørerne en del kritik for helt at droppe løbets traditionelle kongeetape i Ardennerne, hvor man har haft tradition for at afvikle en lille udgave af Liege-Bastogne-Liege. Den ”fejl” begår de ikke igen i år, hvor løbet atter besøger den mest kuperede del af de to værtslande. Det sker endda med noget, der i denne sammenhæng må kaldes lidt af en nyskabelse, idet årets kongeetape skal afvikles over mindre end 100 km som et rundstrækningsløb i mountainbike-byen Houffalize, hvor fire stigninger, herunder den brutale Mur Saint-Roch, skal forceres ikke færre end tre gange på det, der kun kan blive en eksplosiv og aggressiv etape, hvor en relativt flad finale vil tvinge rytterne til at tage initiativ og angribe fra distancen, hvis de skal have noget ud af løbets sværeste bakker.

I alt skal der tilbagelægges bare 96,2 km, der har start og mål i Houffalize, og som fordeler sig over to rundstrækninger. Den første af disse er den letteste, bare 6,8 km lang og henlagt til området syd for byen. Her skal man allerede efter 3,8 km over Cote Rau de Cowan (700 m, 6%), inden man vender rundt for at køre tilbage til målområdet, hvor stregen krydses for første gang.

Anden del af løbet består nu af tre omgange på en 29,8 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod syd ned til den berømte Mur Saint-Roch (1100 m, 11%), der stiger med 12,8% over de første 500 m, men derefter flader ud på den sidste halvdel, og som rammes med hhv. 89,4 km, 59,6 km og 29,8 km igen. På toppen vil dagens to Checkpoint-spurter være placeret på de to sidste omgange. Umiddelbart derefter vender man rundt for at køre tilbage mod nord op over Rue de Cowan, der altså rammes yderligere tre gange med hhv. 85,1 km, 55,3 km og 25,5 km igen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Herfra går det videre mod nord tilbage til Houffalize, hvor man passerer tæt forbi stregen, inden man kører ud på en stor runde i området nordvest for byen. Stigningen Bois des Moines (1200 m, 8%) leder mod nord ud af byen og rammes med hhv. 82,5 km, 52,7 km og 22,9 km igen. Kort efter toppen vil Den Gyldne Kilometer blive indledt på sidste omgang, når der resterer bare 20,4 km. Herefter drejer man mod vest, sydvest og nordvest for at køre frem til dagens sidste stigning, Cote Achouffe (800 m, 8%), der rammes med 15,4 km, men herefter bliver det betydeligt lettere. Et plateau fører op til det nordvestligste punkt, hvorefter en nedkørsel leder mod syd, inden man igennem kun ganske let stigende terræn følger en snoet vej mod øst tilbage til Houffalize. Over de sidste 5 km går det konstant op eller ned, og de sidste 300 m er også let stigende - samlet set stiger den sidste kilometer med 1,5% - ligesom vejen konstant bugter sig, inden der er et skarpt sving med 1000 m igen og en U-vending bare 300 m fra stregen.

Den korte etape byder på i alt 1547 højdemeter.

Houffalize var senest vært for kongeetapen for to år siden, hvor Tim Wellens for tredje gang i karrieren vandt ardenneretapen, da han slæbte en stærkt lidende Tom Dumoulin med sig til mål, inden han let slog den udmattede hollænder i spurten. Også i 2015 knuste han al modstand, da han kørte alene hjem med næsten et minut ned til de nærmeste forfølgere. Byen har også været vært for Tour de Wallonie, hvor Dylan Teuns i 2017 suverænt vandt kongeetapen, der sluttede på Mur Saint-Roch. I 2011 slog Joost Van Leijen en ung Greg Van Avermaet i en tomandsspurt i byen, og Guido Trentin og Leif Hoste vandt etaper i samme løb i hhv. 2005 og 2000.

Vejret

Efter endnu en dag i regnvejr venter også en våd torsdag. Faktisk ventes det at regne let fra tidlig morgen til tidlig aften og dermed også gennem hele etapen. Temperaturen vil nå bare 19 grader, og det vil være blæsende med en frisk vind fra vest. Det giver sidevind næsten uafbrudt på den kuperede første del af rundstrækningen, men efter Bois Des Moines venter et længere stykke med mod- og sidemodvind. Dernæst følger et kort sidevindsstykke, inden rytter får direkte medvind på det sidste stykke ind mod Houffalize, hvor mand drejer ind i sidevind på den meget korte opløbsstrækning.

Analyse af 3. etape

Forud for årets BinckBank Tour var der megen usikkerhed om, hvem der ville være løbets bedste sprinter. Nok havde Dylan Groenewegen i årets Paris-Nice vist, at han stadig var hurtigere end Sam Bennett og stadig verdens hurtigste, men den hollandske kanonkugle kom til løbet på ryggen af et Tour de France, der havde slidt på kræfterne, og hvor han mod slutningen slet ikke havde haft sin vanlige topfart. Over for ham stod Bennett, der som fraværende fra årets to første grand tours er gledet en del under radaren i den bredere cykelfanskare, men som gennem hele foråret har vist, at han formentlig er den største trussel mod Groenewegens status som verdens hurtigste på to hjul.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

På den baggrund var årets løb særligt imødeset. Det er nemlig første gang siden Paris-Nice, at de to supersprintere har stået over for hinanden, og derfor var der lagt op til tre knivskarpe indledende spurtopgør, som skulle afsløre, om Bennett virkelig har lukket den sidste del af det efterslæb, han havde i foråret. I forvejen er BinckBank Tour med sit stærke sprinterfelt altid en af årets bedste muligheder for at udmåle sprinterhierarkiet, og det syntes forud for løbet mere sandt end længe i årets udgave.

På den baggrund kunne man ikke have ønsket sig et bedre udkomme, end det vi så i dag. Efter en usædvanligt stressende, hektisk og nervøs dag kulminerede det hele nemlig den ventede massespurt i Aalter, og her fik vi det helt rene opgør mellem de to giganter. Og man kunne næsten ikke have ønsket sig det bedre, end at de to endte med at spurte side om side i et opgør på ren topfart, hvor det endda var et knivskarpt målfoto, der skulle sikre Bennett en historisk bedrift som den første rytter i løbets 15-årige historie til at lave et regulært hattrick - lidt af en sjældenhed på WorldTouren.

På den baggrund kan man i den grad sige, at juryen må være ude, når man skal kåre verdens bedste sprinter. På den ene side lykkedes det akkurat Bennett at gå forbi sin hollandske rival på sin højere topfart, men på den anden side var det Groenewegen, der åbnede først og tilbragte længst tid i vinden. I det lys kan man argumentere for, at den en spurt, der i lyset af dets to hovedaktører - formentlig verdens to hurtigste - vil gå over i historien som en af 2019-sæsonens bedste.

Det varede dog ikke længe, inden alverdens cykelfans måtte tabe både næse og mund. I sit vinderinterview kunne Bennett nemlig afsløre, at han havde kørt op en defekt cykel, efter at et sammenstød med en anden rytter i det sene sving 400 m inden stregen havde ødelagt hans gear. Med ét gik det, der lignede en marginal afgørelse således fra at være den tredje magtdemonstration i træk. Én ting er, at det i nu flere år har været næsten en umulighed at slå Groenewegen i en spurt, hvor han afleveres perfekt, noget helt andet er, at det burde være fuldstændig udelukket at gøre på en ødelagt cykel.

Sejren bliver derfor i stedet en udstilling af, hvor fuldstændig suveræn Bennett har været i dette løb. Også på de to første etaper var han i en klasse for sig, og hvor Groenewegen på 1. etape kunne nære et vist håb i det forhold, at han blev lukket inde og aldrig fik åbnet sin spurt, har der intet være at rafle om de seneste dage. Her har kunnet starte sin spurt præcis, som han ville, men begge gange er han ganske enkelt blevet sat til vægs af en hurtigere rytter. Og Bennetts overlegenhed bliver blot endnu tydeligere af den margin, hvormed de to giganter distancerede resten og nærmest fik Jasper Philipsen, der jo ikke just er nogen dårlig sprinter, til at ligne en motionist, der kørte sin første spurt.

Det skræmmende for rivalerne er ikke blot, at Bennett er så pokkers hurtig. Noget andet er den stabilitet i positionskampen, jeg også har fremhævet de seneste dage. Denne gang kunne rivalerne ellers nære et vist håb i det forhold, at det sene sving måske ville fange ham ude af position, men igen viste Bennett en træfsikkerhed og løbsnæse, der næsten overgår Peter Sagans. Først fandt han helt uden hjælp fra holdkammeraterne Groenewegens hjul, da Jumbo så ud til at skulle aflevere kaptajnen perfekt, men da mod slutningen blev passeret af Roberto Ferrari og Philipsen, var han lynhurtig til i stedet at gribe belgierens hjul. Og da momentum alligevel skiftede på den sidste kilometer, da Mike Teunissen atter fik ført Groenewegen frem ved, reagerede den snarrådige irer ved at hoppe direkte ind på hollænderens baghjul, hvor han med lethed skubbede Timothy Dupont væk. Dermed endte han alligevel med at sidde præcis, hvor han skulle, da Philipsen foran Groenewegen som den første åbnede spurten, og herfra kunne han altså trods mekaniske problemer gøre arbejdet færdigt - og det endda uden at man havde set skyggen af andre Bora-ryttere på de sidste knap 2 km.

Det er dog for tidligt at udråbe Bennett som feltets nye fartkonge nr. 1. De seneste dage har åbenlyst vist, at Groenewegen altså ikke har den fart, han normalt besidder. I forvejen har vi set, at han altid har haft det svært ved at præstere på 100% i dette løb, der kommer relativt tæt på en Tour, som for en tung fyr som Groenewegen er særdeles opslidende. En frisk Groenewegen er altså noget helt andet end den udmattede skikkelse, vi ser i disse dage, og derfor må vi nok vente til 2020 med at få en endelig afklaring på, hvem der er verdens hurtigste mand. Den oprindelige plan om at drage med Bennett videre til Vueltaen er nemlig droppet i lyset af, at Jumbo nu med Primoz Roglics ændrede sæsonplan, har hele to - med George Bennett - endda tre klassementsryttere i det spanske løb. Og det er nok meget heldigt, for det står vist klart, at Groenewegen trænger til en pause, når han på fredag har haft sin chance for at få skovlen under Bennett i dette års BinckBank Tour.

For Philipsen blev det endnu engang lige ved og næsten, og egentlig burde han vel være skuffet over at være blevet slået så klart af sine to rivaler. Der er dog ingen grund overhovedet for den unge belgier til at være det mindste nedtrykt, for denne uge har understreget, hvor fantastisk han er i positionskampen. Nok har han haft god hjælp af Juan Sebastian Molano og Ferrari, der begge har leveret et fremragende stykke arbejde, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at Philipsen har været med i front alle tre dage. Det er lettere sagt end gjort i et løb, hvor de kaotiske og ofte meget smalle finaler kan gøre positionskampen til lidt af et helvede, men hvor det altså alligevel er lykkedes den unge belgier at holde sig fremme hver eneste gang - og det endda i sin allerførste sæson som professionel. Nok mangler han stadig lidt i forhold til de hurtigste, men denne uge har blot sat endnu en fed streg under potentialet.

Det har den også, når det gælder Mads Pedersens evner som lead-out man. Det er ellers ikke en rolle, han hidtil har excelleret i, men både her og i Polen har han været nærmest i særklasse. Efter gårsdagens lidt sære eksperiment med at spurte for ham var danskeren nemlig tilbage i rollen som sidste mand for Edward Theuns, og ligesom på 1. etape gjorde han alt rigtigt. Alle vidste, at det ville være en enorm fordel at komme først igennem sidste sving, og det var præcis, hvad der lykkedes for Pedersen, som med eminent råstyrke og timing skød frem, så han og Theuns som de første kom ind på opløbsstrækningen. Desværre måtte Theuns, der ellers havde kørt så fin en spurt i mandags, sande, at en næsten 20 km lang jagt efter en punktering tidligt på etapen, hvor farten var voldsomt opskruet, nok havde kostet for meget. I hvert fald var der ikke skyggen af de foregående dages power i den spurt, der skulle have færdiggjort Treks flotte forarbejde.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I det mindste fik han dog lov at spurte. Det var han sammen med Jurgen Roelandts, Philipsen, Bennett og Groenewegen nemlig den eneste, der gjorde, efter at et ”næsten-styrt” i det sene sving havde sendt Sep Vanmarcke til tælling og bremset resten af sprinterne. Det kostede blandt andet for Alvaro Hodeg, der for tredje dag i træk måtte indse, at hans positionering lader meget tilbage at ønske, og havde det ikke været for en snarrådig Florian Senechal, var Deceuninck kommet fra løbet uden resultat. Det kostede også for Dupont, der ellers havde gjort det så godt i kampen om Groenewegens hjul tidligere på etapen, men som til slut måtte se sig skubbet væk, da Bennett besluttede sig for, at det hjul altså var hans. Det kostede for Arnaud Demare, hvis FDJ-hold ellers havde forsøgt at gøre løbet lidt hårdt ved at forcere på brostenene, men som i dette løb atter har måttet sande, at hans genopstanden som sprinter først og fremmest skyldes det tog, der i dette løb er så handicappet, efter at Jacopo Guarnieri brækkede kravebenet. Og det kostede for Phil Bauhaus, hvis Bahrain-tog fortsætter med at skuffe i forsøget på at bringe deres ellers åbenlyst ret hurtige tysker i en position, der kan gøre det muligt at fortsætte det gode momentum fra sejren i Adriatico Ionica Race. Til gengæld betød det så, at Jakub Mareczko kunne få et sjældent resultat, da så mange sprintere blev sat tilbage i styrtet, at han pludselig endte med at have en ganske hæderlig position i svinget - noget de færreste ville have ventet af den positioneringssvage italiener.

Med sejren sikrede Bennett sig også yderligere 10 bonussekunder, hvormed han med en samlet tidsbonus på nu 30 sekunder mere og mere fremstår som den klassementsoutsider, han allerede var fra begyndelsen. Man må stadig formode, at han møder sin mur i Ardennerne i morgen, men med den åbenlyse form, han har nu, og den holdbarhed, han efterhånden har udviklet, skal man aldrig sig aldrig. Der kan vente yderligere 10 sekunder i Venray på fredag, og da der er grænser for, hvor meget der kan tabes på 8 km enkeltstart er han i hvert fald en rytter, der skal tages seriøst.

Derudover gjorde etapen ikke den store forskel i klassementet, men hvis nogen tror, at det var en nem dag, må de tro om. Ikke blot måtte blandt andre Søren Kragh og Oliver Naesen bruge mange kræfter på at jagte efter en af de utallige punkteringer, etapen udviklede sig også til et af årets mest nervøse cykelløb, da de ramte de smalle veje på rundstrækningen, og regnen begyndte at falde. Det gjorde det til en meget atypisk etape, hvor nervøsiteten hurtigt kvalte det tidlige udbrud, og hvor selv Philippe Gilbert tilsyneladende satte sig frem for at føre, alene for at undgå at blive fanget bag de styrt, der meget let kunne have splittet feltet til atomer. Utilfredsheden med ruten var da også efterfølgende ret voldsom på Twitter, hvor særligt Tim Declercq måske havde en rammende kommentar, da han kort efter afslutningen skrev: ” Hypocrisy of the cycling world. First we have a really touching minute of silence #ForBjorg , 5’ later we have to destroy each other again on a bikelane-wide parcours with a million corners.” Og andre var bestemt heller ikke helt enige i, at der absolut skulle være et sving bare 400 m fra stregen.

Alligevel lykkedes det samtlige feltets favoritter at komme med feltet hjem - naturligvis med undtagelse af stakkels Xandro Meurisse, der blev kørt på hospitalet efter et styrt - og dermed er det fortsat næsten status quo efter de tre første dage, som ikke gjorde forskelle. Kun Teunissen og Bennett sikrede sig bonussekunder på etaper, hvor de indlagte spurter hver gang blev vundet af udbryderne, og derfor er det stadig et helt åbent spørgsmål, hvem der vil ende som vinder af årets udgave af BinckBank Tour.

Det vil det imidlertid ikke være om 24 timer. Her har den med spænding imødesete ardenneretape nemlig været afviklet, og den lægger med sin distance på bare 96,2 km op til aggressivt og offensivt cykelløb fra start. Med tanke på, at det er en af bare to chancer for de knap så tempostærke ryttere til at vinde tid, er der lagt op til et brag allerede tidligt på etapen. Om finalen så er hård nok til at gøre de ønskede forskelle, har vi stadig til gode at se, men det er nu, at de store navne skal bekende kulør. Ellers risikerer de bare at slæbe Bennett med hjem til endnu en sejr. Og når han kan slå Groenewegen på en defekt cykel, synes intet at være umuligt for det irske fænomen.

Favoritterne

Efter tre dage med en ensartet favoritliste er det nu endelig tid til et sceneskifte. Som sagt har de temposvage klassementsryttere kun to chancer for at vinde tid på tempospecialisterne, og derfor skal der slås til hver eneste gang, muligheden byder sig. Det gør den i sandhed denne torsdag, hvor det gælder løbets vel nok mest hypede etape. Længe har der været talt om denne etape i Ardennerne, hvor man heldigvis vender tilbage efter en 2018-udgave helt uden en klassisk Liege-agtig etape.

Man kan dog godt frygte, at den megen hype ikke helt står mål med virkeligheden. I hvert fald havde etapen næppe fået samme opmærksomhed, hvis ikke den havde været ultrakort. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden ikke er mere, er det symbolske i, at den er kortere end 100 km, der aftvinger så megen respekt, for terrænet synes altså ikke at være det hårdeste i løbets historie. Jo, første del af rundstrækningen er knaldhård, men derefter venter altså en sidste halvdel, der er ganske nem. Desværre drejer man efter næstsidste stigning også ind i den knaldhårde modvind, og det kan gøre det endnu sværere at gøre forskelle.

Meningerne har da også været delte, når det drejer sig om, hvilken etape der er sværest. Normalt har det altid været ardenneretapen med sine længere og sværere stigninger, der har skabt de fleste forskelle, men forud for løbet var det de færreste, der pegede på 4. etape som den vigtigste. Det var der enkelte, der gjorde, men de fleste fremhævede i stedet søndagens Flandern Rundt-etape som den, der vil skabe største forskelle, også selvom vi af erfaring ved, at den ikke splitter feltet til atomer. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at det var vurderingen fra Deceuninck-sportsdirektør Tom Steels, der som belgier (endda tidligere professionel) burde kende terrænet i begge egne til hudløshed.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Det gør også etapen meget svær at spå om. Man er før blevet overrasket over, hvor store forskelle også relativt lette ardenneretaper har kunnet gøre i disse løb, og i forbindelse med sine tre magtdemonstrationer på netop Liege-etapen i 2014, 2015 og 2017 har Tim Wellens gang på gang forbløffet os over, hvor meget tid han har været i stand til at vinde. Det viser, at terrænet har potentialet, men 1500 højdemeter over 100 km er altså ikke i sig selv voldsomt skræmmende, slet ikke når den sidste halvdel af rundstrækningen er flad. Heldigvis burde det elendige vejr med regn og blæst gøre løbet endnu hårdere, men desværre er vindretningen forkert, så der i stedet for megen sidevind som sagt i stedet vil være en potentiel dræbende modvind, inden man til allersidst drejer ind i den medvind, der fører tilbage til Houffalize.

Uanset hvad vil det blive et herligt cykelløb. Nærmest alle favoritterne er usikre på egne tempoevner, og det betyder, at der er et hav af hold, der har en interesse i at gøre løbet knaldhårdt. Det ligger i hvert fald i kortene, at Deceuninck med deres superhold skal skabe en situation, hvor de kan isolere de andre favoritter mod deres hele tre kaptajner, som derefter kan angribe på skift. Dette er den bedste chance for Tim Wellens til at vinde tid, og selvom hans hold ikke er det stærkeste, må Lotto gøre, hvad de kan, for at lægge pres på. Også Oliver Naesen, der er en ag de ringeste temporyttere, skal have gjort løbet så hårdt som muligt. Og endelig kan man ikke udelukke, at også EF vil tage et initiativ, også selvom terrænet ikke er det ideelle for Sep Vanmarcke, som først og fremmest glæder sig til søndag. Blandt favoritterne er det således først og fremmest Søren Kragh, Stefan Küng, Dylan van Baarle og Fabio Felline, der formentlig vil have en relativt afventende tilgang og vil være fint tilfreds med en relativt uændret situation inden enkeltstarten.

Det betyder også, at der er lagt op til en vild start. Efter et par dage, hvor udbruddet er kørt med det samme, kan vi forvente, at der denne gang bliver kamp om tingene. Ofte tager det mere end en time at få etableret et udbrud på etaper som disse, og sker det igen denne gang, er det slet ikke sikkert, at en gruppe overhovedet kommer afsted. Efter en times tid vil feltet nemlig allerede være halvvejs på etapen og ganske tæt på de sidste stigninger, og dermed vil finalen allerede være indledt. Det kan derfor sagtens ende med uafbrudte angreb, indtil favoritterne selv træder i karakter, formentlig ved sidste passage af Mur Saint-Roch ved starten på 3. omgang. Og selv hvis et udbrud skulle komme fri, vil vi forvente, at Deceuninck og Lotto med det samme vil sætte sig frem for at kontrollere og sikre, at ikke har mange chancer.

Derfor bør det også ende i et favoritopgør, hvor vi forventer, at de store navne skal spille ud på stigningerne først på sidste omgang - især nu hvor den ellers kraftige vind nok ikke har retningen til at skabe splittelse. Det er først og fremmest på Mur Saint-Roch, at forskellene skal gøres, men presset skal holdes også på de efterfølgende stigninger. Her er det meget sandsynligt, at de bedste vil kunne køre væk - og dermed også sikre sig bonussekunder på Den Gylde Kilometer på toppen af næstsidste stigning. Spørgsmålet er bare, om de kan holde sig fri.

Det er svært at spå om. Det vil afhænge af, hvor stor udskilning stigningerne vil gøre, og om der vil være hjælpere til at jagte. Det virker ikke umiddelbart alt for sandsynligt, da de fleste hold er relativt klatresvage. Det er først og fremmest Deceuninck, der virkelig har noget at skyde med, men sandsynligheden for, at de afhænger i en position, hvor de skal jagte, er meget lille. Sunweb har måske også lidt at arbejde med, men med Marc Hirschi som en af løbets bedste klatrere, ender de formentlig heller ikke i defensiven. De øvrige hold er alle relativt klatresvage, og det er svært at se, hvem der skal kunne køre en favoritgruppe ind.

Det skyldes også, at der må være en ret oplagt alliance. De mange klassikerspecialister i løbet - folk som Oliver Naesen, Philippe Gilbert, Greg Van Avermaet, Tim Wellens, Zdenek Stybar og Sep Vanmarcke - vil alle havde en interesse i at vinde tid inden enkeltstarten. Herefter vil de stadig have Muren til at gøre en forskel på søndag, hvis de skulle tabe lidt sekunder til hinanden på tidskørslen, og chancen for et samarbejde er derfor ikke ringe. Modvinden er en stor ulempe, men meget vil tyde på, at en favoritgruppe vil kunne samarbejde, også uden at der skulle gå alt for meget taktik i den til sidst.

Det efterlader vel reelt tre mulige scenarier. Vi tror mest på, at en lille favoritgruppe vil skulle spurte om sejren inde i Houffalize efter en dag, hvor de vil forsøge at køre tempospecialisterne ud af klassementet. Det er imidlertid også muligt, at vi vil se en ukontrollerbar afslutning med angreb fra en sådan gruppe, som vi så, da Gregor Mühlberger sidste år snød alle favoritterne med et smart ryk på Amstel-etapen. I givet fald vil etapen kunne vindes af ryttere, der klatrer fremragende, men som ikke nødvendigvis er lynhurtige. Og endelig er der en chance for, at det samles til en spurt i en større gruppe, hvor det største spørgsmål er, om det vil være muligt for et par holdbare sprintere at sidde med.

Da vi først og fremmest tror på en spurt i en lille gruppe af de bedste klassikerryttere, vil vi pege på Oliver Naesen som vores favorit. Lige siden han i 2016 blev nr. 2 i klassementet, har han satset stort på dette hjemmebaneløb. Det er ikke uden grund, for han synes altid at være i fremragende augustform. To gange har han vundet Bretagne Classic, og sidste år var han klart stærkeste mand på Flandern-etapen her, da han kørte fra alt og alle, inden han blev hentet kort inden Muren, hvor han alligevel ikke var langt fra at vinde spurten. Også i dette løb har han med sin deltagelse i massespurterne vist enorm motivation, og forventningen er, at han er i topform.

I gamle dage var Ardennerne for svært terræn for store Naesen, men sådan er det ikke længere. Han chokerede alle med sin 13. plads i Paris-Nice, og i årets Tour kørte han sågar med om sejren på den første etape i Pyrenæerne og på den svære etape til Brioude. Det er klart, at han nok får det svært mod de letteste på den stejle del af Mur Saint-Roch, men der er tid til at komme tilbage. I år har han spurtet som en drøm med en 2. plads i Milano-Sanremo og en 3. plads i Gent-Wevelgem. Derfor tror vi, at han kommer med hjem i en lille gruppe, hvor han vil kunne spurte sig til sejr, men selv i en større gruppe vil han være en af de hurtigste. Derfor er han vores favorit.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Hans værste rival må være Philippe Gilbert. Nok klatrer den belgiske veteran ikke så godt som i gamle dage, men i dette felt er han stadig en af de allerbedste ardennerryttere. Hans kørsel de seneste dage vidner om både form og motivation, og han vil gøre alt for at vinde på sin vallonske hjemmebane. Formen var allerede god i Adriatica Ionica Race, og han burde kunne sidde med de allerbedste på stigningerne. Så sent som med sejren i Tour La Provence viste han, at han stadig er ganske hurtig i en flad spurt, og han kan endda tænkes at have Zdenek Stybar og måske Bob Jungels til at køre lead-out i den tekniske finale. Endelig kan Deceuninck-trioen udnytte deres overtal til at angribe på skift, ligesom Gilbert kan spurte i en større gruppe. Med andre ord har belgieren adskillige muligheder for at vinde.

Det samme gælder for Greg Van Avermaet, der vel egentlig burde være den naturlige favorit. Med de fine klatreben, han viste med 2. pladsen i San Sebastian, må han formodes at være en af de bedste i dette terræn, og i gamle dage var han som bekendt næsten umulig at slå i en let stigende spurt efter en hård dag. Desværre har tendensen i år været, at Van Avermaet har spurtet ad h… til, og han har også selv erkendt, at det efterhånden er et problem. Et blik på klassikerresultaterne viser, at Van Avermaet skuffede i den ene spurt efter den anden, og det gør det naturligvis usikkert, hvordan han vil begå sig på denne etape, hvor han også - som i øvrigt Naesen - vil være alene i finalen. I San Sebastian viste han dog, at han fortsat kan afslutte, og næsten uanset hvad vil Van Avermaet have en chance i en spurt, både i en større og en mindre gruppe.

Tim Wellens har tre gange vundet ardenneretapen, to gange ved mageløse soloridt og én gang ved at slæbe en fuldstændig udkørt Tom Dumoulin med hjem, inden han helt uden modstand vandt spurten. Det viser, at Wellens er i stand til at levere de vanvittigste magtdemonstrationer i dette løb, og denne gang får han endda rigtigt Wellens-vejr at gøre det i. Det minder på den facon meget om den rædselsfulde regnvejrsdag i Polen for tre år siden, hvor han også kørte et helt felt i sænk med et soloridt, som de færreste nogensinde glemmer. Spørgsmålet er bare, om denne etape er hård nok. Den er trods alt knap 100 km lang, og de sværeste stigninger kommer langt fra mål. Nok er Wellens ikke langsom i en stigende spurt efter et hårdt løb, men de fleste favoritter er hurtigere end ham. For at vinde skal han formentlig levere endnu et soloridt, og det er ikke sikkert, at etapen er hård nok til det. Omvendt ved vi af erfaring, at Wellens gang på gang overrasker i dette løb, så hvorfor skulle han ikke gøre det igen - også selvom hans form bestemt ikke har været prangende i en generelt temmelig skuffende sæson?

Deceuninck er i den luksussituation, at de har hele tre kort at spille. Udover Gilbert skal man have store forventninger til Zdenek Stybar, der som bekendt i dette forår nok var stærkere end nogensinde. Om han har samme form nu, er der ingen, der ved, men han er næsten altid en hovedaktør i dette løb. Han har ofte haft det lidt svært i Ardennerne, men i dette løb klatrer han som regel bedre end andre steder, og han viste med sejren i Algarve i år, at han også kan begå sig på ret svære stigninger. Han er heller ikke langsom, men da Gilbert er hurtigere, får han formentlig kun chancen, hvis han enten kan køre alene væk eller havne i en gruppe, hvor han ikke har sin belgiske holdkammerat ved sin side. Det sene sving burde i en spurt være en gave til den teknisk stærke Stybar, der således vil have en chance for at slå også på papiret hurtigere ryttere. Hans største chance er dog nok at udnytte et eventuelt overtal til at snige sig væk fra en lille gruppe i finalen.

Ardennerne er ikke det perfekte terræn for Sep Vanmarcke, der klatrer ringere end alle de ovennævnte klassikerspecialister. Heldigvis er denne etape ikke den hårdeste, og det burde ikke være umuligt for Vanmarcke at sidde med hjem til en spurt i en gruppe, der ikke er alt for lille. Hans form er lidt usikker, da han aldrig er på toppen i efteråret, men da han i år ikke har kørt Tour, må man formode, at han har forberedt sig mere målrettet, end han plejer. Han har virket topmotiveret de seneste dage, og han er tydeligvis kommet til løbet for at få et resultat. Som sagt er terrænet nok for svært til, at han vinder en meget hård udgave af løbet, men som vi så i forbindelse med sejren i Tour du Haut-Var vil han have en chance mod alle klassikerspecialister, hvis han får muligheden for at spurte om sejren.

Klarer Søren Kragh denne etape, står han fremragende i forhold til at vinde samlet. Danskeren er nemlig en bedre temporytter end alle andre favoritter til denne etape, og derfor skal han ”bare” holde sig til dem. Det kan til gengæld også blive svært nok, for Kragh har desværre haft et år, hvor han aldrig har fundet formen. Usikkerheden efter det tidlige exit fra Touren er fortsat stor, men hans meget årvågne kørsel de seneste dage viser i hvert fald, at det ikke skorter på motivation og ambitioner. Med de ben, han har haft det meste af året, er det svært at se Kragh følge de bedste, men skulle han endelig have fundet de ben, som gjorde ham i stand til at slæbe Stybar med til toppen på kongeetapen i Algarve, vil han kunne matche de bedste. Hans spurt er også god nok til at vinde, både fra en favoritgruppe og et lidt større felt. Nu skal han bare vise, at han endelig har fundet den form, han har ledt efter hele år.

Heldigvis har Sunweb også et mere sikkert kort. Med de ben, han viste i San Sebastian, er der al mulig grund til at tro, at Marc Hirschi vil sidde med de bedste, og faktisk vil vi næsten tro, at det kun måske er Wellens, der kan følge ham, når han for alvor lukker op. Desværre lider han ligesom Wellens under, at etapen nok er en anelse for nem, og han får svært ved at køre alene hjem. Det bedste ville for ham være at komme alene til mål sammen med Wellens, som han formentlig vil kunne sætte til vægs i en spurt, men også i en større gruppe vil han have en chance. Problemet er, at folk som Van Avermaet, der slog ham i San Sebastian, Gilbert, Naesen og holdkammeraten Kragh nok er hurtigere, og derfor skal han formentlig satse på et meget hårdt løb, hvis han skal vinde etapen. Det kan han heldigvis også få, hvis det flasker sig.

En joker er Fabio Felline. I gamle dage var han hurtig nok til at vinde massespurter i Baskerlandet, og det viser, at han vil være en af de hurtigste, hvis han sidder med hjem. Med en top 15 i Tour de Suisse og en 5. plads i Pyrenæerne under Touren har han vist, at langsomt nærmer sig sit gamle niveau, men han virkede også træt mod slutningen af det franske løb. Han er kommet til løbet for at køre klassement, men vi sidder desværre med fornemmelsen af, at han ikke helt kan matche de bedste. Skulle det ende i en spurt i en større gruppe, vil han dog være en oplagt kandidat, også selvom han stadig har til gode at vise, at han er lige så hurtig som i gamle dage.

Meget af det samme kan siges om Jay McCarthy. Terrænet er nok en anelse for hårdt til, at han kan følge de bedste, når det for alvor gælder, men samles det til en spurt i en større gruppe, vil han have fine chancer. Desværre har han ikke haft den bedste sæson, og hans form har aldrig været fremragende om efteråret. Det er dog tydeligt, at Bora beskytter ham, og han er åbenlyst deres klassementsrytter. Sidste år vandt han en decideret massespurt i Baskerlandet, og det viser, at han kan vinde, hvis blot han sidder med hjem, næsten uanset hvor stor gruppen måtte være.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Det samme gælder for Mike Teunissen. Med de fabelagtige spurter og lead-outs, han har kørt i år, er det næsten kun Sam Bennett, han ikke kan forventes at kunne true på stregen. Nogen ringe klatrer er han bestemt heller ikke, men vi har også i år set, at han altså har sine begrænsninger i kuperet terræn. Der er næppe den store tvivl om, at han kommer til kort, når der åbnes op på bakkerne, men så må han håbe, at der kan skabes samling til en spurt i en gruppe. I en teknisk finale vil han da næsten altid være favorit, med mindre da han skulle have fået Bennett med sig hjem.

Vanmarcke er nok EFs bedste bud, men i virkeligheden er det Simon Clarke, som er deres bedste mand i dette terræn. Har han de ben, han havde i marts, vil han formentlig være blandt de allerbedste på bakkerne. Problemet er bare, at han ikke har haft den form siden dengang, og selvom han var aktiv i Touren, fandt han aldrig sine bedste ben. Vi formoder desværre, at han er lidt for træt, men omvendt har hans kørsel de seneste dage vist, at han i hvert fald er her for at køre klassement. Hans styrke er, at han er ganske hurtig i en spurt, men vi så også i Tour La Provence i år, at han trods alt nok får svært ved at slå alle de mange hurtige favoritter i dette løb.

FDJ har i Valentin Madouas en mand, der er skabt til dette terræn, men hvor han står er temmelig usikkert. Han var i hvert fald langt fra formen ved OL-løbet i Tokyo og i San Sebastian. Heldigvis er han sikkert blevet bedre nu, og terrænet her er betydeligt lettere end i den baskiske klassiker. Han bør derfor være med i front, men det kan blive svært for ham at vinde. Nok er han hurtig, men der er mange, der er hurtigere end ham, og han skal derfor formentlig udnytte det taktiske spil til at snige sig væk. Omvendt har han imponeret os gang på gang i løbet af foråret, og har Giroen lagt ekstra til hans niveau, bliver han snart skræmmende i terræn som dette.

Vi vil også pege på tre holdbare sprintere. Kører favoritterne væk, bliver det umuligt for Ivan Garcia, Davide Ballerini, Sam Bennett og Jasper Philipsen, men samles det til en større gruppe, har de alle fine chancer for at være med. Garcia har imponeret stort i sit lead-out for Bauhaus de seneste dage og synes endelig at være i form. I Californien viste han evnerne som afslutter efter en hård dag. Det har Ballerini gjort sidste efterår, hvor han vandt et par endagsløb, der bød på værre stigninger end denne etape, men hans form er usikker, også selvom han selv melder om gode ben. Derudover er der naturligvis Bennett, der formentlig får det for svært, men i sidste års Giro chokerede med sine klatreevner, da han sågar angreb på stigningerne. Han lyder ikke som en mand, der tror på sine chancer, men det kan ikke udelukkes, at han kan spurte sig til endnu en sejr. Til slut overraskede Philipsen i Belgium Tour, men terrænet her bør være for svært.

Endelig vil vi pege på Mitchelton-duoen Dion Smith og Robert Stannard. Ingen af dem har vist form på det seneste, men Smith plejer at være god i dette løb. Har han de ben, han havde på den sværere sidste etape i Catalonien, kan han sidde med hjem, og så vil han være en af de hurtigste i en spurt i en gruppe. Det vil Stannard også, og han var som U23-rytter decideret specialist i dette terræn. Desværre har han intet vist i år, hvor han har skuffet igen og igen. Holdets bedste mand ville i gamle dage være Michael Albasini, men han er en skygge af sig selv og så formsvag ud ved EM.

Bob Jungels burde også nævnes, men med den form, han viste i Polen og i sidevinden, ligner han ikke en vinder, men har han benene, kan han måske udnytte Deceunincks overtal. Laurens De Plus og Dylan van Baarle vil sikkert være blandt de stærkeste, men de skal snige sig væk for at vinde. Etapen bør være for svær for Jurgen Roelandts, Edward Theuns, Reinardt van Rensburg, Amaury Capiot og Arnaud Demare, og Joris Nieuwenhuis må ligesom Jan Bakelants skulle agere hjælper på Sunweb. Ryan Gibbons ville med sine vinterben være oplagt kandidat, men han har været håbløst kørende siden dengang. Michael Valgren lignede forleden i sidevinden ikke en mand i den form, han har ledt efter gennem hele året, og Jasha Sütterlin vil nok trods alt fine terrænet lidt for hårdt, ligesom han trods hurtighed nok ikke vinder en spurt. Folk som Eliot Lietaer, Aime De Gendt, Lluis Mas, Dries Van Gestel, Jack Bauer, Thomas Sprengers, Oscar Riesebeek og Ruben Guerreiro kan gøre det hæderligt, men de får svært ved at vinde. Endelig er Florian Senechal bundet af hjælpeopgaver på et meget stærkt hold.

Feltet.dks vinderbud: Oliver Naesen

Øvrige vinderkandidater: Philippe Gilbert, Greg Van Avermaet

Outsidere: Tim Wellens, Zdenek Stybar, Sep Vanmarcke, Søren Kragh, Marc Hirschi

Jokers: Fabio Felline, Jay McCarthy, Mike Teunissen, Simon Clarke, Valentin Madouas, Ivan Garcia, Davide Ballerini, Sam Bennett, Dion Smith, Robert Stannard