Ruten

Modsat særligt Tour de France-bagmændene er Vuelta-arrangørerne kendt for ikke at være karrige med at lægge vanskelige etaper ind tidligt i deres løb. Derfor er der ofte flere bjergafslutninger allerede i den første uge, og det vil også være tilfældet i år, hvor aflysningen af det hollandske eventyr gør indledningen særligt brutal. Således skal vi bare frem til tredjedagen, inden årets anden bjergfinale tårner sig op, men denne gang er der dog tale om en relativt overkommelig sag, når Laguna Negra-stigningen i udkanten af byen Vinuesa for første gang i historien agerer rammen om en afslutning på en Vuelta-etape.

I alt skal der tilbagelægges 166,1 km, som fører feltet fra Lodosa til La Laguna Negra, en sø, der ligger i bjergene nordvest for byen Vinuesa. Etapen kan i en vis forstand betragtes som én lang, jævn klatretur fra starten i 310 m højde til målet 1735 m over havets overflade. Allerede fra start begynder det således at stige jævnt, men aldrig stejlt, når man kører mod syd, siden vest og dernæst sydvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Oncala, der rammes efter 62,0 km. Her bliver det ganske vist lidt stejlere end på etapens første del, men stigningen stiger alligevel blot med 2,6% over 17,0 km og er ganske jævn uden at være svær.

Toppen rundes efter 79,0 km, hvorefter en kort og let nedkørsel fører mod syd ned til et plateau i ca. 1000 m højde. Det kører man nu mod sydvest igennem stort set helt fladt terræn frem til byen Soria, der nås efter 106,0 km. Herfra går det mod nordvest og siden vest, stadig langs det flade plateau, indtil man efter 148,0 km når frem til byen Vinuesa, hvor dagens spurt er placeret

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Her indledes den afsluttende 17,8 km lange klatretur, der fører fra 1110 m over havets overflade til målet i 1725 m højde, men den første del er blot en lang, jævn opkørsel, der leder mod nordvest. Først herefter drejer man mod vest for at tage hul på den afsluttende kategori 1-stigning, der over 8,6 km stiger med 5,8%. Der er tale om ujævn sag, hvor de første 2 km stiger med bare ca. 2%, hvorefter der følger 5km med 5-7%. Herefter tager den fat med 500 m med 8,7% og slutteligt ca. 1000 m med knap 10%. Stigningen har en del hårnålesving på den første halvdel, men de sidste godt 2 km består af en lang, relativt lige vej, der kun bugter sig ganske let, indtil man rammer den 500 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2784 højdemeter.

La Laguna Negra de Vinuesa har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Efter en tørvejrsdag er det tilbage til regnvejret. Torsdag byder på en konstant bygerisiko på 50-65%, størst sidst på etapen. Temperaturen vil nå 15 grader i bunden af sidste stigning. Den kraftige vind har dog lagt sig, så vi har bare en let vind (10-12 km/t) fra syd. Det giver mod- og sidemodvind hele vejen ned til Soria, hvorefter man kortvarigt får sidevind. Med 30 km igen får man medvind, indtil der er sidevind hele vejen op ad målbjerget.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Analyse af 2. etape

I denne mærkelige sæson kan man godt være lidt frustreret over den tætpakkede kalender. Løbene kommer nemlig med en sådan hast og i så stor en rodet pærevælling, at man aldrig rigtigt når at glæde sig eller for alvor at nyde dramaet, inden næste store slag allerede kalder. Eksempelvis nåede jeg aldrig rigtigt at opdage, at Flandern Rundt var lige om hjørnet, inden det allerede var kørt, hvilket står i skærende kontrast til en almindelig sæson, hvor monumentet altid kommer efter en løbsfattig uge, hvor man rigtigt får tid til at bygge forventningens glæde op.

Det har dog også interessante sideeffekter. Eksempelvis giver det mulighed for at filosofere over, hvor forskelligt en grand tour kan angribes, når to af slagsen afvikles på én og samme tid. Det blev i hvert fald stillet fuld skue denne onsdag, hvor en halvkedelig, men meget logisk og forudsigelig våbenhvile i Giroen knap var blevet indgået, før der blev erklæret krig lidt længere mod vest i Sydeuropa.

Faktisk skete det nærmest på præcis samme tidspunkt. Wilco Kelderman og Jai Hindley havde knap stoppet deres angreb og indset, at Giroens målbjerg var for let til at skabe forskelle, før der lød en krigserklæring fra Movistar på Den Iberiske Halvø. Det, der efter en hektisk og meget aktiv start, kunne ligne en klassisk udbrudsetape, hvor favoritterne vil gøre det naturlige, nemlig som i Giroen at spare kræfter til et langt vigtigere slag dagen efter, blev med ét forvandlet fra en halvkedelig kamp om den forventelige udbrudssejr til et brag af et cykelløb, der endda havde den retfærdige konklusion, at initiativ denne gang rent faktisk blev belønnet.

Jumbo lignede ellers et hold, der var indstillet på bare at holde udbruddet i den snor, Bruno Armirails tidstab kunne række til, og så kunne man rulle op over den sidste svære stigning, mens man sparede nyttige kræfter i denne vanvittige Vuelta-indledning med hele tre bjergetaper på bare seks dage - og hele seks i løbet af de første 12! Sådan gik det bare ikke, da Movistar først forsøgte at splitte feltet i den kraftige vind, der har præget starten, og siden på nedkørslen, inden de forvandlede sidste stigning til det blodbad, den havde potentiale til at blive, hvis den bare blev udnyttet!

Og udnyttet blev den. Forhåndskandidaterne til den samlede sejr forsvandt én efter én, da forarbejdet fra de tunge drenge blev omsat til en massakre, da først Carlos Verona og siden den helt vanvittige Marc Soler gik i gang. Nok fik vi i alt væsentligt bare bekræftet hierarkiet fra 1. etape, men de ryttere, der havde drømt om en let dag, fik det helt, helt anderledes.

Det tog mig mildest talt på sengen. Konventionel grand tour-logik tilsiger ellers, at man skal være konservativ i uge 1 og da særligt på en etape, der kommer mellem to bjergfinaler. Samtidig ved vi af erfaring, at Movistar i Vueltaen alt for ofte har ladet ellers helt oplagte Valverde-etaper sejle - ofte til stor frustration for mange iagttagere - og derfor var det ikke helt forudsigeligt, at de ville gå efter sejren på en etape, der måske nok passede den spanske veteran, men hvor meget skulle flaske sig, hvis det vitterligt skulle give pote for manden, der helt klart ikke har samme hurtighed som i sine unge dage, der jo efterhånden ligger en del år tilbage.

Movistar og specielt Valverde lever dog i en ny æra. I gamle dage vidste veteranen, at han altid havde en ny mulighed nogle dage senere, og han havde tillige en mulig samlet podieplads eller sejr at jagte. I år er han imidlertid sejrsløs og uden reel chance for at være med helt i front, og da det i dag så profilfattige spanske mandskab samtidig som helhed har haft en temmelig resultatfattig sæson, skal der naturligvis skydes på alt, hvad der rører sig. Når man så ovenikøbet er på holdets hjemmebane med start i hjembyen Pamplona, giver det naturligvis bare et ekstra incitament til at gøre forsøget. At den latente corona-trussel samtidig hænger over hele løbet i det stærkt smitte- og restriktionsplagede Spanien, er endda endnu en grund, for i 2020 ved man aldrig, hvilken dag der bliver den sidste.

Heldigvis blev initiativet også belønnet, og spanierne kunne notere sig deres bare anden sejr i år præcis ni måneder og 20 dage, efter at Marc Soler tog den første på årets bare tredje løbsdag. Og sjovt nok gik det præcis som dengang helt anderledes end planlagt, for det blev slet ikke Valverde, der vandt etapen.

Soler var jo ellers feltets mest åbenlyse hjælper, så det var ikke just ideen, at det var ham, der skulle sejre. Men blodet flød i så stride strømme under den Solerske massakre, at selv Jumbo, der i går havde fem mand i top 16, pludselig var sårbare. Robert Gesink forsvandt sammen med sprinterne, George Bennett er ikke den rytter, han var i august, og Tom Dumoulin uden højdetræning er slet ikke den samme som Tom Dumoulin med højdetræning. Resultatet blev, at der pludselig stod 3-2 til Movistar i kampen mod den i Touren så usårlige hollandske gigant, og da manglen på hjælpere førte til stilstand, kunne Soler-toget blæse forbi. Da stod det allerede klart, at det som på Mallorca i februar ville blive hjælperen, der sejrede, for i den finale havde de spinkle Bennett og Kuss aldrig chancen for at indhente den tempostærke Soler, der nu blot skal lære ikke at falde igennem i starten af et løb, inden han har hele pakken til også at kunne køre med helt fremme i klassementet.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

I sidste ende blev Roglic dog også en vinder, da han sikrede sig de forudsigelige seks bonussekunder, som næppe stod i den hollandske drejebog fra morgenstunden. I den forstand blev det måske en dyr etapesejr for Enric Mas, der således tabte terræn til sin værste rival, men det tænker det resultatfattige mandskab næppe over. Og selvom løbets bedste fra i går næsten alle sad der, fik de da i det mindste vundet tid på Felix Grossschartner, der må sande, at lange stigninger stadig er for voldsomme for ham, og David De La Cruz, der stadig ikke er helt på sit gamle niveau.

Først og fremmest fik de dog udstillet Jumbo som mere sårbare end ventet, og det kan kun give blod på tanden. Derfor skal vi næppe vente os, at den krigserklæring, der blev udstedt i dag, lige foreløbig erstattes af samme våbenhvile, som vi så det i Italien. Når en uskyldig mellemetape klemt inde mellem to bjergetaper udnyttes på denne måde, lover det i hvert fald godt for fortsættelsen.

Favoritterne

Coronavirus knuste sprinternes drømmestart, og i denne helt usædvanlige Vuelta venter der på helt uhørt maner allerede den anden af løbets syv bjergafslutninger på tredjedagen. Man skal dog passe på med at overvurdere tredje etape, for i denne septet er det utvivlsomt torsdagens etape, der byder på det letteste målbjerg.

Den nye Laguna Negra-stigning er nemlig ikke noget Monte Zoncolan eller Angliru. Ikke blot er den relativt kort, det er også kun de sidste 1600 m, der er stejle. Den øvrige del af stigningen er den slags bløde opkørsler, vi i dag også så i Giroen, og som bekendt kan de kun sjældent skabe forskelle mellem verdens bedste klatrere, slet ikke når resten af etapen som her er ganske let.

Nej, vi skal ikke forvente os noget festfyrværkeri. Alt taler for, at det bliver tog med udskilning bagfra, og at favoritterne så skal slås om det i en meget eksplosiv afslutning på de sidste stejle 1500 m. Det siger sig selv, at det er guf for Primoz Roglic, og han må være uhyre fristet af at gå efter endnu en etapesejr.

Jeg er lidt spændt på, hvor grådig monsteret er. Vi er trods alt kun på dag 3, og de første to dage har været knaldhårde. Der er langt til Madrid, og Jumbo viste i dag nogle uventede svaghedstegn, der måske kan få dem til at lægge en dæmper på lysten til at slide på sig selv. Omvendt er den kritiske corona-situation i Spanien en latent trussel mod løbet, og selvom det jo egentlig burde tale for, at Roglic ikke skal risikere at miste trøjen grundet bonussekunder, øger det også hans incitament til at vinde, mens han kan. Og grådig er han som bekendt.

Jeg tror, at chancerne for, at Jumbo jagter er nogenlunde 50-50. De vil ikke afgive trøjen, nu hvor corona-situationen er, som den er, men forskellene er store, så det er næppe den, der kommer under pres. Resten af etapen er relativt let, og derfor kommer man langt med bare at bruge Paul Martens og Lennard Hifstede til at jagte.

Hvis ikke Jumbo vil, tror jeg dog, at der er andre. Movistar brugte mange kræfter i dag, og jeg tror ikke, at de har lyst til at forære Roglic 10 bonussekunder, for selvom finalen passer ham, tror Alejandro Valverde næppe, at han kan vinde. Finalen er heller ikke god for Richard Carapaz, der næppe har lyst til at forære Roglic yderligere bonus.

Til gengæld har Dan Martin tanket selvtillid, og dette er en rigtig Martin-afslutning. Han ved godt, at han ikke vinder løbet, så han er formentlig villig til at lave det sats, at Roglic tager sekunderne. Samtidig er etapen som sagt nem, og derfor er det ikke så omkostningsfuldt at sætte sit hold til at jagte.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Det andet hold med en interesse er EF. Vi aner jo ikke, hvor god Michael Woods vitterligt er, når han styrtede i går og slappede af i dag. Han er angiveligt helt uskadt, og derfor er det meget tænkeligt, at EF vil jagte sejr i en rigtig Woods-afslutning, også fordi deres muligheder hurtigt kan forsvinde i denne usikre corona-situation.

Jeg tror, at mindst ét af de tre hold vil tage initiativ til at skabe samling, og derfor hælder jeg til en afgørelse mellem favoritterne, men sikkert er det ikke. Vi er i uge 1, Jumbo skal tænke langsigtet, og alle ved, at Roglic er storfavorit. En udbrudssejr er derfor også et meget realistisk scenarium.

Uanset hvad bør der igen blive kamp om udbruddet, men starten er relativt let, og derfor bliver det et lotteri at ramme rigtigt, også selvom det stiger let i ganske lang tid. Herefter vil Jumbo enten tage den med ro, og vi får en kedelig dag, indtil udbrud først og siden felt skal slås om det til sidst. Mest tror jeg dog på en jagt, der fører til samling. Den kraftige vind fra de seneste dage vil lægge sig, og derfor bør vi ikke få en gentagelse af Movistars sidevindsangreb, selvom disse plateauer på den spanske højslette som bekendt kan være livsfarlige. På stigningen regner jeg med, at enten Jumbo, der vil vinde etapen, eller Ineos, der vil gøre det mindre eksplosivt, vil lægge pres, og så skal det afgøres i spurten på de sidste 1500 m.

Her er det umuligt ikke at have Primoz Roglic som storfavorit. Først i Tour de l’Ain, så to gange i Dauphiné og siden to gange i Touren viste han, at han er uhyggelig i denne slags spurter på toppen af en stigning. Meget taler for, at Sepp Kuss atter kan sætte et dræbertempo fra bunden af rampen, hvorefter det hele vil eksplodere, indtil Roglic selv blæser fra alt og alle. Han har indtil nu lignet en mand i totalt overskud, selvom han greb 1. etape lidt alternativt an og bare fulgte med, mens Sepp Kuss angreb. Lige nu er der næppe nogen, der kommer i nærheden af ham i denne afslutning, og derfor er han den store favorit, hvis favoritterne skal slås om det.

Hvem kan slå ham? Skal man pege på én mand, må det være Michael Woods. Vi aner nemlig ikke, hvor god canadieren er, men han er heldigvis uskadt efter styrtet. Denne etape bør være et mål for ardennerspecialisten, for selvom stigningen ikke er helt stejl nok til at passe en murkonge som ham, er den stadig svær nok til, at han kan gøre en forskel. Formen var fremragende i Liege, hvor han var femtebedste mand, og han synes at have været i konstant fremgang siden lårbensbruddet. Er den tendens fortsat, må Woods være manden, der kan true Roglic her.

Den anden er Dan Martin. Ireren er som bekendt en superpuncheur, der altid er kørt med om sejren i Fleche Wallonne, og netop i det løb viste han i år, at han stadig kan. Et styrt gav ham en elendig udgangsposition, men han kom blæsende på de sidste meter. I dette løb synes han endnu bedre end i Ardennerne, og mens han nok har begrænsninger i bjergene, er denne finale sandt guf for ham. At slå Roglic er en udfordring, men Martin er en af de specialister, der kan drømme om at gøre det.

Et jokerbud kunne være Sepp Kuss. Mest sandsynligt er det, at Jumbo kører tog, når Roglic skal bruge de 10 bonussekunder, men i går så vi en overraskende taktik, da Kuss angreb to gange. Det er langt fra utænkeligt, at de kunne forsøge at tvinge Carapaz til at bruge kræfter ved at lave samme manøvre igen denne gang, og hvis der blot tøves to sekunder i feltet, henter de næppe Kuss igen. I går lignede han nemlig en af de allerstærkeste, og det vil næppe genere Roglic at give sin hjælper en chance for at få lidt personlig succes også.

Finalen er bestemt ikke ideel for Richard Carapaz, men helt uden punch er han ikke. Hans antrit, når han sniger sig væk i finalerne, som han tre gange har gjort på den store scene, er ganske imponerende, og han har virket i helt overdådig hopla i dette løb. Om han er lige så god som i Giroen sidste år, har vi til gode at finde ud af, men meget taler for, at han er tæt på. Han har friskheden til fordel i forhold til Roglic, og måske er det det, der skal give ham sejren, hvis Ivan Ramiro Sosa kan gøre det tilstrækkeligt hårdt og knap så eksplosivt mod slutningen.

I gamle dage havde alle talt om Alejandro Valverde på denne etape, men det er nye tider. Desværre tror jeg stadig ikke, at veteranen er god nok, selvom han i dag var betydeligt bedre end på 1. etape. Han så temmelig lidende ud, da Marc Soler åbnede for gassen, og jeg tror stadig, at han har lidt for mange mangler. Omvendt så vi på 2. etape i Valencia, at en dengang meget formsvag Valverde trods alt blev nr. 2, kun akkurat slået af Tadej Pogacar, i en eksplosiv puncheurfinale. Lad os håbe, at Valverde kan vise, at han stadig har lidt af klassen og kan køre med om sejren.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det har været godt at se Esteban Chaves være så velkørende. Holder tendensen, som vi har set efter sygdommen, taler meget for, at han falder sammen - sikkert på søndag - men foreløbig ser han overbevisende ud. Denne finale er faktisk slet ikke så ringe for den lille colombianer, der i sin storhedstid netop gjorde det godt på Vueltaens eksplosive stigninger. Det er svært at se ham vinde i en direkte kamp mod Roglic, men hvis friskheden holder, bør han køre en god finale.

Lidt modvilligt nævner jeg også Enric Mas. Det er nemlig ikke en finale for spanieren, men han viste faktisk på en etape i Schweiz i 2017, at han havde et overraskende punch i en afslutning, der næsten var en kopi af denne. Han har virkelig virket meget overbevisende de første dage og ser endelig ud til at skulle starte en grand tour godt. Det virker naturligvis helt urealistisk at se ham vinde en så eksplosiv afslutning, men han kan godt gøre det bedre, end man normalt ville forvente.

Det er også en god afslutning for Felix Grossschartner. Den store østriger kom ikke uventet til kort på dagens lange stigning, hvor han stadig har sine begrænsninger, men på 1. etape viste han sig stærk på kortere opkørsler. Også i Tyrkiet har han vist sine evner i stigende spurter, og selvom der her er tale om en langt stejlere stigning, burde han kunne gøre det ganske hæderligt med den fornemme form, han viste på 1. etape.

Så er der Andrea Bagioli. De første to etaper har vist, at han mangler noget i forhold til de bedste, men dette er en rigtig Bagioli-finale. Bliver der lagt pres - og det gør der jo nok - bliver det formentlig for slidsomt, men er han heldig - det kunne eksempelvis være, at der bliver lidt mere modvind end direkte sidevind - og det bliver mere eksplosivt og en ren spurt, burde han stå stærkt. Formen er fin, og han viste i Provence og Coppi e Bartali, at hans punch på stigninger er fremragende.

Davide Formolo har været bedre end ventet i sit comebackløb efter sin skadespause. Han mangler stadig lidt, men han har ikke været langt fra at følge de bedste, hverken i dag eller i går. Logikken tilsiger, at han burde blive bedre og bedre, og dette er en god afslutning for italieneren, der har vist sig som en af verdens bedste ardennerryttere og bare synes at blive bedre og bedre på korte, eksplosive stigninger.

I dag var det godt at se, at David Gaudu kunne rejse sig. Han mangler stadig en del i forhold til de bedste, men vi ved, at han ofte skal bruge et par løb på at finde benene. Det taler for, at den uhyre svingende franskmand måske kan rejse sig i morgen, hvor finalen burde være guf for en relativt eksplosiv puncheurtype som ham. Vi så som bekendt i Romandiet sidste år, at han sagtens kan afslutte på korte ramper. Nu skal han bare have fjernet den rust, der gav ham en elendig start,

Så er der Marc Soler. Det er egentlig slet ikke en finale for ham, men han var godt nok skræmmende i dag. Vi ved, at han ofte starter lidt halvskidt, og det taler for, at 1. etape bare var en dårlig dag. Han viste faktisk i sidste Vuelta, at han godt kan spurte på bakker, og det taler for, at han med sin nuværende form vil kunne gøre det hæderligt, også selvom afslutningen som udgangspunkt er for eksplosiv for en mand, der i bjergene mest er en dieselmotor.

Endelig vil jeg pege på Gorka Izagirre. Baskeren har været en af løbets positive overraskelser, og dette kunne godt være en finale for ham. Han er for begrænset på de lange stigninger, og i det lys gjorde han det overraskende godt både i dag og i går. I de senere år har der været meget langt mellem snapsene for ham, og jeg venter, at han relativt hurtigt falder sammen, men foreløbig går det ganske pænt.

Naturligvis forventer jeg, at Hugh Carthy ender langt fremme - også bedre end mange af de ovennævnte - men han har slet intet antrit, er uden frihed og skal bare begrænse tabet. George Bennett og Tom Dumoulin må være rene hjælpere, og finalen passer slet ikke til Mikel Nieve, David De La Cruz og Kenny Elissonde , og den er heller ikke god for en ellers langsomt bedre Aleksandr Vlasov eller en overraskende formstærk Mattia Cattaneo. Guillaume Martin burde kunne lide den, men formen synes at mangle, og efter dagens tab i vinden kan han sagtens vælge at tage den med ro. Den er nok for svær for Rui Costa, Sergio Henao og Luis Leon Sanchez, selvom de er i form, og selvom det er en perfekt finale for Wout Poels rækker niveauet vist ikke lige nu. Endelig skal det blive spændende at se Gino Mader fortsætte den lovende start.

Som sagt kan et udbrud ikke udelukkes, men det er et totalt lotteri at ramme rigtigt med en start som denne. Michael Woods kunne være oplagt, men han sparer sig formentlig til finalen. Måske kunne Daniel Martinez prøve, men jeg tror, at han skal komme sig efter styrtet. Matej Mohoric er så flyvende, at han kan vinde her, og Guillaume Martin bliver svær at slå, hvis han kan komme afsted i den ret lette indledning. Et oplagt bud er den velkørende Nick Schultz, der har punch og i dag viste ardennerform, men med Chaves’ kørsel kan han blive bedt om at holde sig til kaptajnen. Omar Fraile kan også i den rette gruppe vinde her, og stigningen er ikke så svær, at man skal afskrive Remi Cavagna. Simon Geschke synes ikke at have ardennerformen længere, men finalen passer ham fint. Det er heller ikke skævt for Julien Simon, Alex Aranburu, Michael Valgren, Jonathan Hivert, Robert Power, Fernando Barcelo, Gonzalo Serrano, Nans Peters og Michael Storer, der alle kan vinde fra den rette gruppe og burde have friheden til at prøve. Hvis han er frisk på et hattrick af udbrud, synes Tim Wellens efterhånden at være konkurrencedygtig igen. Endelig er Luis Leon Sanchez oplagt, men jeg tror, at han har tabt for lidt tid til, at Jumbo lader ham køre, hvis de ikke har tænkt sig at gå efter etapen.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Dan Martin

Outsidere: Sepp Kuss, Richard Carapaz, Alejandro Valverde, Esteban Chaves, Enric Mas

Jokers: Felix Grossschartner, Andrea Bagioli, Davide Formolo, David Gaudu, Marc Soler, Gorka Izagirre

Kandidater til et udbrud: Matej Mohoric, Guillaume Martin, Daniel Martinez, Michael Woods, Nick Schultz, Omar Fraile, Remi Cavagna, Simon Geschke, Tim Wellens, Luis Leon Sanchez, Robert Power, Julien Simon, Nans Peters