Prøv vores nye app
Optakt: 3. etape af Vuelta a Burgos
04. august 2022 14:43Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Timo Roosen blev en overraskende vinder af en desværre meget kaotisk og styrtplaget massespurt, der efterlod mange sprintere skuffede. Desværre for dem var det den eneste chance for en klassisk spurt, for torsdag indledes klassementskampen for alvor med den klassisk etape over frygtede Picon Blanco, men hvor der tidligere har været mål på toppen, lægger næsten 40 efterfølgende kilometer op til et uhyre uforudsigeligt og måske også meget taktisk cykelløb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

 

Ruten

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas de Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I 2017 gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald blev modellen gentaget i både 2018, 2019 og 2020, men i 2021 blev alt forandret, da man for et år siden sluttede etapen med 17 km, der primært bestod af nedkørsel. Den ide genbruges i år, hvor det stejle bjerg vender tilbage, men denne gang reduceres betydningen yderligere, da der i 2022 vil være hele 36,5 km efter toppen og dermed også ganske meget fladland til at sikre en regruppering, men også potentielt et meget ukontrolleret, taktisk og dermed uforudsigeligt cykelløb.

 

Med sine 156,0 er etapen en typisk relativt kort Burgos-etape, der fører feltet fra Quintana Martin Galindez til Villarcayo. Man lægger ud med at slå en sløjfe i det flade terræn syd for startbyen, inden man snor sig mod nordvest, sydvest og igen nordvest igennem ganske fladt terræn. Her melder dagens første udfordring sig, når man fortsætter mod nordvest på ad kategori 3-stigningen Alto de Cereceda (3,2 km, 5,2%), der er en helt jævn stigning med top efter 34,2 km. En kort nedkørsel leder vider mod nordvest, inden man følger fladlandet mod nordvest, nord og senere nordøst frem til den store by Medina de Pomar, som nås efter 64,0 km. Her drejer man mod vest for at køre igennem fladlandet frem til målbyen, som passeres efter 71,9 km, idet man dog ikke krydser stregen.

 

Læs også
Vingegaard kommer med positive meldinger

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 84,3 km lang rundstrækning i området nord for byen. Det flade terræn fortsætter, når man først kører videre mod nordvest og siden nordøst. Nu melder der sig en opvarmningsbakke, når man kører videre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,7 km, 4,9%), der indledningsvist stiger med bare 2-6%, inden den tager fat med 700 m med 9,4% frem mod toppen, som rundes efter 92,4 km. Efter den efterfølgende nedkørsel, der leder mod nordvest, kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge.

 

Efter 111,7,0 km når man frem til sidste års målby, Espinosa de los Monteros, hvor man tager hul på en 25,4 km lang rundstrækning. Først drejer man mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 8,0 km lang og stiger med hele 9,2% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%, inden man efter 119,7 km runder toppen.

 

Herfra resterer fortsat 36,5 km. De indledes med en todelt nedkørsel, der først er relativt enkel og går mod nordøst, inden man drejer mod syd for at følge en betydeligt mere teknisk del. Den afsluttes med 24 km igen, hvor man drejer til venstre, og herefter følger man en og let faldende vej hele vejen ind til Espinosa de los Monteros, hvor etapen sluttede i 2021.

Annonce

 

Det gør den imidlertid ikke i 2022. Her har man føjet 19,1 nye kilometer til etapen, og de indledes med, at man kører mod sydøst ad en helt lige og let faldende vej. Med 11,4 km drejer man mod sydvest og kort efter rammer man kategori 3-stigningen Alto de Bocos (2,1 km, 5,6%), der er meget ujævn. Den første kilometer stiger med 5-7%, inden der venter et 500 m næsten helt fladt plateau, hvorefter de sidste 600 m er de sværeste med 8,1%. Toppen rundes efter 148,5 km, hvorefter de sidste 7,7 km indledes med en helt lige nedkørsel, der leder mod sydvest, hvorefter den helt lige og 6 m vej følges mod sydvest ind til målbyen, hvor der venter en meget teknisk finale med to skarpe sving med 300 m og 265 m igen, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2433 højdemeter.

 

Villarcayo har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. I 2016 vandt Danny van Poppel en massespurt foran Jempy Drucker og Gianni Meersman, i 2014 vandt Lloyd Mondory en massespurt foran Vicente Reynes og Sebastien Turgot, og i 2008 overraskede Andrei Kunitski ved at køre alene hjem fra et udbrud på åbningsetapen, hvor han sejrede foran Julien Loubet og Xabier Zandio.

 

 

 

 

Læs også
Italiensk veteran tager sjælden sejr

 

 

 

 

Annonce

 

 

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

 

Vejret

Efter to dage med meget høje temperaturer bliver det hele mere menneskeligt. Torsdagen vil kun have få skyer, men temperaturen i målbyen vil kun toppe på 28 grader. Vinden vil være let til jævn (8-15 km/t), tiltagende gennem dagen og komme fra nordøst og nordnordøst. Det giver først sidevind og siden hovedsageligt mod- og sidemodvind frem til Picon Blanco, hvor der vil være sidemodvind hele vejen op og sidemedvind på nedkørslen. Slutteligt vil der være sidemedvind over de sidste 19 km, der er nye i forhold til sidste års rute, herunder på den korte opløbsstrækning.

 

Favoritterne

Siden 2017 har vi vænnet os til, at det første store bjergslag skal slås på Picon Blanco. Det skal det også i år, men nu er alt alligevel anderledes. Det var det jo allerede sidste år, hvor der var mål umiddelbart efter nedkørslen, og det er det i endnu højere grad i år, hvor man har tilføjet små 20 km, der i alt væsentligt er flade.

 

Det forandrer en meget enkel etape til en uhyre kompliceret sag, hvor alt kan ske. I gamle dage var det meget enkelt, fordi bedste klatrer altid vandt. Allerede sidste år var det mere kompliceret. Den nye rute åbnede i hvert fald døren for, at vi ville få en regruppering efter toppen, og det skete da også i et vist omfang. Det var dog kun noget, der fandt sted bag de fire forreste, og det lykkedes - trods et styrt på nedkørslen - for Romain Bardet at køre alene hjem foran en forfølgergruppe med Domenico Pozzovivo, Mikel Nieve og Mikel Landa, mens der bag de fire samledes ni mand.

 

Picon Blanco-etapen kom således næsten til at fungere som en bjergafslutning, men i år er det hele betydeligt mere kompliceret. De 19,1 ekstra kilometer efter sidste års afslutning giver et element af tilfældighed, vi slet ikke er vant til at se i dette rene bjergløb. Så meget fladland vil uundgåeligt føre til en eller anden regruppering, og havde man kørt samme finale sidste år, er det svært at tro, at Bardet var kørt alene hjem. Mere sandsynligt er det, at vi havde fået et forfølgelsesløb mellem de fire forreste og de ni forfølgere, eller at det hele var blevet samlet i en 13 mand stor gruppe - og det er endda muligt, at næste gruppe også var kommet på, så vi var endt med hele 26 mand til sidst. Det er også værd at bemærke, at nedkørslen er en faktor, da den er ganske teknisk, og da det er et forberedelsesløb, vil risikovillighed være en faktor - måske særligt når vi ved, hvor ilde det gik for Bardet sidste år.

Annonce

 

Læs også
Optakt: Fleche Wallonne

 

Selvom Picon Blanco kommer tidligere, vil jeg stadig forvente, at den køres stort set, som var der mål på toppen. Jeg vil tro, at det vil eksplodere til atomer, og derefter må vi se, hvor meget regruppering, vi får. Sidste år kunne vi som sagt let være endt i et forfølgelsesløb mellem to grupper, og så var det sikkert endt i en spurt mellem de fire forreste, hvis ikke der var kommet samling. I det tilfælde ville etapen have fungeret næsten som en bjergafslutning, dog med en tendens til, at rytterne samledes i grupper med de bedste klatrere forrest.

 

Hvis til gengæld vi havde fået samlet 13 eller 26 mand, ville alt kunne ske. Det ville kunne være blevet afgjort i en spurt, men det kunne også have været meget taktisk. Blandt de 13 forreste i sidste års løb var der således intet hold, der havde mere end to mand, og dermed var gruppen stort set renset for hjælpere. Det ville være endt i en angrebsfest, både i fladlandet og på den sidste bakke, og så kunne det være blevet lidt tilfældigt, hvem der havde sneget sig væk og vundet tid. Det havde bestemt ikke nødvendigvis været bedste klatrer - måske snarere tværtimod.

 

Det gør listen over potentielle vindere betydeligt længere end i en klassisk bjergfinale, men det kan også skabe lidt usikkerhed om, hvem der skal kontrollere. De seneste to dage er udbruddet kørt fra km 0, men i morgen vil jeg forvente, at der skal kæmpes noget mere om det. Terrænet er dog let, og Bora bør få hjælp af især Ineos til at sikre, at udbruddet bliver af en størrelse, der kan håndteres. Derefter vil jeg forvente, at Bahrain tager kontrol, og så vil vi få en første pejling på, hvem der tror på deres kaptajn. Mit gæt er, at Ineos og Bora vil være villige til at give en hånd, men det er også muligt, at Astana og UAE vil hjælpe til.

 

I et løb uden bonussekunder kunne man sagtens lade udbruddet sejle hjem, hvis det skulle vise sig at være ufarligt, men selvom det er en kompliceret finale, vil jeg tro, at de store hold så gerne vil vinde en af de to etaper, hvor de har en chance, at de vil give den et skud. Derfor regner jeg ikke med, at udbruddet vil have nogen stor chance - også fordi de folk, der kan overleve i dette terræn stadig, er ganske tæt på trøjen. Sidevinden vil heller ikke være farlig i morgen, og jeg regner derfor med et kontrolleret løb frem til stigningen.

 

Her bliver det interessant at se, hvem der vil lægge et pres. Mit gæt vil være, at det vil være Ineos, som efter San Sebastian vil køre med stor selvtillid, men det kunne også være Bora. Bahrain vil derimod nok køre defensivt for at forsvare trøjen. Herefter forventer jeg, at Ineos og Bora, der har mange kort at spille, vil angribe relativt tidligt, for de har alle en interesse i at skabe en overtalssituation efter stigningen.

Annonce

 

Jeg regner med, at vi får stor splittelse, men det er ikke sikkert, at vi vil se det samme som sidste år. Der er en ganske pæn modvind, og vi så på Picon Blanco-etapen i Vueltaen sidste år, at modvind kan dræbe stigningen, selvom den er stejl. Dengang var det dog også første bjergetape, hvor alle ofte er passive. I morgen regner vil jeg forvente at se en helt anderledes angrebslyst, hvor det vil splittes mere.

 

Herefter kan der som sagt ske flere ting. Bedste mand kører næppe alene hjem, men vi kan få et forfølgelsesløb mellem små grupper, som vi sidste år kunne have fået mellem de 4 og de 9 mand. Det kræver, at de forreste kan samarbejde, og så vil de formentlig spurte om det til sidst. Vi kan også få en større gruppe, der kan ende med at spurte om det, eller hvor det i en ukontrollerbar angrebsfest kan være tilfældigt, hvem der kommer væk. Medvinden øger sandsynligheden for, at det ikke holdes samlet. Da en solosejr trods alt er usandsynlig, er en god spurt dog sandsynligvis en vigtig komponent, og det samme er gode bjergben naturligvis.

 

Jeg er lidt spændt på at se, hvem der eventuelt vil forsøge at kontrollere til sidst. Det er vel Bahrain, Movistar og Ineos, der kan sidde i overtal og have en interesse i en spurt med hhv. Santiago Buitrago, Alejandro Valverde og Tao Geoghegan Hart, men de vil også næsten alle sidde med udelukkende kaptajner. Det er ret klart nu, at Mikel Landa er her som hjælper, og Bahrain kan derfor have en mand at ofre, ligesom Movistar kan have det med den tilsyneladende meget velkørende Antonio Pedrero, men jeg har svært ved at se, hvem Ineos skal ofre til at kontrollere. Snarere tror jeg, at de vil angribe i højre og venstre for at udnytte overtallet til at vinde tid, og for ikke at ende på bagkant vil Bahrain og Movistar formentlig være med på den galej, ligesom Boras meget stærke hold utvivlsomt også vil gå efter at få det maksimale ud af overtallet. Kommer der en gruppe væk med folk fra Ineos, Bahrain og Bora, har de en meget god chance for at holde. Etapen minder meget om 4. etape i Andalusien, hvor vi netop havde en tilsvarende situation med relativt isolerede kaptajner, hvor det til sidst var lidt tilfældigt, at det var Wout Poels og Alexey Lutsenko, der kom væk.

 

Jeg har lidt for svært ved at se, hvem der vil kontrollere til, at jeg tror meget på en spurt i en større gruppe. Jeg tror mere på, at en lille gruppe af de bedste klatrere samarbejder hele vejen fra Picon Blanco for siden at afgøre det i en spurt, eller at vi får det kaotiske kaos, hvor en eller anden Lutsenko-Poels-gruppe kører væk. Det gør, at min favorit meget vil blive baseret på mavefornemmelse, men jeg tror, at det er en betydelig fordel at køre for Bora eller Ineos.

 

Læs også
ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

 

Hvad siger mavefornemmelsen så? Tja, bum, bum. Jeg prøver at gå med Wilco Kelderman . Hollænderen var ikke flyvende i San Sebastian, men han imponerede mig ganske meget i Getxo, hvor han næst efter Juan Ayuso var bedste mand. Jeg er ikke sikker på, at han kan følge de bedste på stigningen, men han burde ikke være alt for langt fra. Derefter vil han være del af et Bora-overtal, og han viste i søndags den aggressivitet, der kan belønne sig i den situation. Han er også tempostærk i fladlandet, og selvom det er som puncheur, han har imponeret, bør han også kunne slå de fleste i en spurt, når vi blandt andet ser på hans evner i den let stigende spurt på 10. etape i Vueltaen. Jeg kan være bekymret for dagens styrt, men kan vi stole på Bora har han kun fået overfladiske skrammer, og derudover kan jeg være lidt bekymret for ham i den tekniske spurt med to sene sving. De gør nok, at han får svært ved at vinde en spurt i en større gruppe, men kommer de afsted et par mand, burde han kunne vinde også i denne kringlede finale.

Annonce

 

Boras næstbedste kort er Jai Hindley . I går viste han stigende form, men vi så også i Getxo og San Sebastian, at han manglede en del. Jeg tror ikke, at han er klar til at køre med de bedste, men i en større gruppe står han med muligheder. Han er del af et Bora-overtal, og han viste i Giroen ganske fornem spurtstyrke, selvom det ikke var på flad vej. Her vil den tekniske finale formentlig også hjælpe ham. Også han slap nådigt fra dagens styrt. Holdets sidste kort er Emanuel Buchmann, der synes i ganske udmærket form, men han skal alene hjem i det taktiske spil for at vinde. Jeg regner Matteo Fabbro som ren hjælper, selvom han i går endelig viste lidt takter efter en svær tid.

 

Ineos har også flere kort at spille. Jeg har igen fået lidt fidus til Tao Geoghegan Hart. Vi ved nu, at vi skal være varsomme med hans niveau, og San Sebastian giver bestemt ikke grundlag for optimisme, men han har virket uhyre velkørende i dette løb. Vi så i Dauphiné, at formen kom ud af det blå, og han synes i hvert fald at være konkurrencedygtig nu. Der skal nok stadig samles en lidt større gruppe til sidst, men får vi det, har han den rette aggression til at udnytte overtallet, og han vil være mindre overvåget end Sivakov og Rodriguez, der imponerede i San Sebastian. Han kan slå alle i en spurt, og han vil endda være min favorit til en spurt i en større gruppe, primært grundet den gode støtte. Han kan således vinde på flere måder.

 

Det kan også blive Pavel Sivakov . Han har vundet både Tour of the Alps og Tour de Pologne på at udnytte et overtal i disse taktiske finaler, og det kan han gøre igen. Denne gang er han dog udfordret af, at han efter San Sebastian nok ikke vil have helt så meget frihed, men i denne slags taktiske finaler kan han sagtens komme væk alligevel. Han er ikke rasende hurtig, men han er hurtigere end mange klatrere, og det giver ham en chance for at gøre det færdigt. Jeg kan også godt se et scenarium, hvor han og Carlos Rodriguez kører fra alt og alle og holder de andre bag sig til stregen. Her vil det være naturligt at give sejren til den sejrsløse franskmand fremfor en rytter, der allerede har vundet to gange i år. For Rodriguez er det vanskeligere, fordi han formentlig skal alene hjem, medmindre Sivakov giver ham sejren i ovenstående scenarium, men jeg regner med, at han vil være en af de bedste på stigningerne. Jeg udelukker heller ikke Laurens de Plus, der igen i går lignede en mand, der måske er på vej tilbage, og selvom han skal alene hjem, vil han drage fordel af at være den lille upåagtede underdog. Endelig er jeg spændt på at se, hvor langt den meget velkørende Brandon Rivera kan komme, men han må være ren hjælper.

 

Vi aner ikke, hvordan det er med formen hos Joao Almeida, der styrtede i San Sebastian. Gårsdagens resultat var ikke lovende, men det kan meget vel være et spørgsmål om position, da han ikke altid er specielt aggressiv i positionskampen. Normalt er han på et ganske højt niveau, og han burde være aktiv i finalen i morgen. Sammen med Geoghegan Hart vil han være den store favorit i en spurt i en lidt større gruppe, men jeg tror mere på briten, der har et bedre hold, da Almeida har spurtet skuffende i år. Det største problem er dog, at han vil være alene i en taktisk finale. Drømmen må være, at Rui Costa , der gjorde det godt i år og selv er hurtig, kan sidde med, men efter hans kørsel i weekenden og resten af året er det svært at tro stærkt på.

 

Bahrain er det sidste hold, der kan ventes at sidde i et markant overtal. Bedst chance har Santiago Buitrago, der er den hurtigste af dem og derfor vil have en chance i en større gruppe og i det taktiske spil - også selvom han har førertrøjen. Han skal dog stadig bevise, at han kan spurte på flad vej, ligesom hans klatreben er usikre efter et skuffende San Sebastian, selvom han imponerede i går. Alternativet er Gino Mäder, der igen i gårsdagens finale, som passede ham elendigt, indikerede, at han er meget stærk nu. Desværre skal han alene hjem for at vinde, og det gør ham til en usandsynlig vinder. Bedre chance har Wout Poels, der er hurtig, men han har stadig ikke vist et niveau - heller ikke i går - der giver mig en tro på, at han kører med de bedste. Hermann Pernsteiner virker uhyre velkørende, når man ser på hans resultat i går, hvor han arbejdede som et æsel, men han er åbenlyst hjælper, og det må en tilsyneladende meget formsvag Mikel Landa også være.

Annonce

 

Quick-Step har også en god chance for at sidde med to mand, nemlig Ilan van Wilder og Fausto Masnada, og her er det Van Wilder, der står med de bedste kort. Som vi senest så i går, er han eksplosiv og ikke helt uden en spurt, og han vil derfor kunne gøre det færdigt. Om han kan være med i finalen, er dog usikkert efter hans mange helbredsproblemer, for vi har stadig aldrig set ham køre med de bedste i bjergene på dette niveau. Det har vi med Masnada, hvis form også er ukendt efter et skuffende San Sebastian, men han skal desværre alene hjem. Heldigvis er han meget aggressiv i finalerne. James Knox synes stadig ikke at være i form til at spille en rolle.

 

EF har Ruben Guerreiro, der utvivlsomt kan vinde en spurt i en større gruppe. Han viste i juni, at han nu sagtens kan være med i bjergene, men hans kørsel i weekenden tyder ikke på, at han har de klatreben nu. Gårsdagen giver håb om, at han er ved at være der nu, men jeg synes, at weekendens løb er for bekymrende. Esteban Chaves var formsvag i de første løb efter pausen, men har set bedre ud i San Sebastian og i går. Han er dog ikke alt for hurtig, så det skal flaske sig, hvis han skal vinde, men vi skal ikke helt glemme den fine spurt, der gav ham sejren i Il Lombardia. Holdet har også Hugh Carthy, der mistede tid i går. Det tyder slet ikke på, at han er i form, men sidste år kom hans form jo helt ud af det blå, da han pludselig vandt kongeetapen. Det kan ske igen, men han skal alene hjem for at vinde. James Shaw er i form og hurtig, men vi så i går, at han er hjælper. I en større gruppe kan Jonathan Caicedo måske være med, men han får meget svært ved at vinde.

 

Det har været opløftende at se Miguel Angel Lopez og Vincenzo Nibali de seneste dage. Begge virker mere formstærke, end man kunne frygte, men da de er langsomme, er de usandsynlige vindere. Lopez ligner en mand, der måske kan være blandt de bedste på stigningen, hvilket jeg har svært ved at se med Nibali. Til gengæld er det nok den snu italiener, der har den største chance for at snige sig væk i en taktisk finale. Også David de la Cruz og måske formstærke Stefan de Bod kan sidde med til sidst, men de er begge spurtsvage og usandsynlige vindere.

 

Læs også
Belgisk endagsløb aflyses

 

Movistar vil også kunne sidde med et overtal, og skal de vinde, skal det nok være med Alejandro Valverde Han virker dog mere formsvag end frygtet inden løbet, for det er svært at finde en god forklaring på gårsdagens tidstab, der næppe kan forklares alene med positionering. Er han bedre end ventet, er han dog en kandidat, måske særligt til en spurt i en lidt større gruppe, hvor han trods sin aftagende fart bør have en god chance. Desværre er de sene sving nok en ulempe for den i dag ikke særligt risikovillige spanier. De øvrige optioner er den lige nu ret velkørende Antonio Pedrero og lottokuponen Ivan Ramiro Sosa, om hvem vi stadig ikke ved, om han har velkendt superform i Burgos eller flopper igen. Begge er dog helt spurtsvage, og det skal virkelig flaske sig, hvis de skal vinde. Picon Blanco bør være for svær til, at Ivan Garcia Cortina kan komme i spil.

 

Det er svært at tro på de andre WorldTour-hold. Hos Jumbo tror jeg, at Chris Harper kan køre en god etape og også være med i finalen, men det skal virkelig flaske sig, hvis en ensom og spurtsvag rytter skal vinde, for Robert Gesink ligner ikke en mand med den nødvendige form. Hos Trek synes hverken Kenny Elissonde eller Juan Pedro Lopez at være i storform, og da de ikke ejer skyggen af spurt, er de meget usandsynlige vindere. Hos Israel-PT kan man håbe på en meget større gruppe med formstærke Omer Goldstein til en spurt, men selv hvis det lykkes, vinder han næppe. Jeg tvivler på, at Ben Hermans efter skaden og James Piccoli har formen til at spille nogen stor rolle, og i en stor gruppe er det svært at se dem vinde det taktiske spil, selvom Piccolo godt kan spurte lidt. Ag2r har Clement Champoussin, men Vallonien viste, at den spurtsvage franskmand næppe har formen til at komme alene hjem. Hurtigere er Clement Berthet, der er spændende, men han vinder ikke en spurt, og vi så i Schweiz begrænsninger i bjergene. Jaakko Hänninen synes endelig i form, men ikke til at vinde her.

Annonce

 

Endelig er der de fem ProTeams. Bedst chance har nok Caja Rural, hos hvem Fernando Barcelo vil have en reel chance for at vinde en spurt, men som han har klatret i optakten får han det formentlig for svært. Stærkere synes Joel Nicolau og halvhurtige Jonathan Lastra at være, men det er svært at se dem vinde i dette selskab. Hos Euskaltel kan den meget spurtsvage Mikel Bizkarra spille en rolle i finalen, men det er næsten umuligt at se ham vinde, og hos Eolo kan det samme måske gælde for Lorenzo Fortunato, men meldingerne tyder på, at han mest er her for at varme dieselmotoren op. Hos Kern Pharma har Jose Felix Parra, Hector Carretero og Urko Berrade ikke vist en form, der giver mig tro på dem i denne finale, og det samme gælder hos Burgos for Jose Manuel Diaz, Jetse Bol, Ander Okamika og Oscar Cabedo. Sidstnævnte er dog altid en lottokupon og kan måske godt sidde med til sidst, men som spurtsvag dieselklatrer vinder han ikke.

 

BEMÆRK: Husk at der rangeres efter vinderpotentiale - ikke styrkeforhold på Picon Blanco.

 

Feltet.dks vinderbud: Wilco Kelderman

Øvrige vinderkandidater: Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov

Outsidere: Jai Hindley, Joao Almeida, Santiago Buitrago, Ilan van Wilder, Ruben Guerreiro

Jokers: Carlos Rodriguez, Gino Mäder, Miguel Angel Lopez, Fausto Masnada, Alejandro Valverde, Laurens de Plus, Emanuel Buchmann, Vincenzo Nibali, Esteban Chaves, Wout Poels, Antonio Pedrero, Rui Costa

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Romain Bardets sejr fra 2021, hvor der som sagt var mål ca. 19 km tidligere.

 

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Wilco Kelderman
Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov
Jai Hindley, Joao Almeida, Santiago Buitrago, Ilan van Wilder, Ruben Guerreiro
Carlos Rodriguez, Gino Mäder, Miguel Angel Lopez, Fausto Masnada, Alejandro Valverde, Laurens de Plus, Emanuel Buchmann, Vincenzo Nibali, Esteban Chaves, Wout Poels, Antonio Pedrero, Rui Costa
Fernando Barcelo, Ivan Ramiro Sosa, David de la Cruz, Hugh Carthy, Chris Harper, Clement Berthet, Juan Pedro Lopez, Clement Champoussin, Kenny Elissonde, Mikel Bizkarra, Jonathan Lastra, Joel Nicolau, Hermann Pernsteiner, Matteo Fabbro, Omer Goldstein, Brandon Rivera, Mikel Landa, James Shaw, Jonathan Caicedo, Stefan de Bod, James Piccoli, Jaakko Hänninen, Ben Hermans, Lorenzo Fortunato, Oscar Cabedo, Ivan Garcia Cortina
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a Burgos 
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
Minut for minut: Sådan snuppede 37-årig italiener etapesejr
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps

Annonce

Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test

Søndag den 14. april 2024

Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Video i artiklenMartinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Video i artiklenAmstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Landevej
Følg Amstel Gold Race på Feltet.dk's app
Landevej
Kvindernes Amstel neutraliseret efter uheld - løbet forkortes
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewUng WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Landevej
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Landevej
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Landevej
Matthews drømmer om Amstel-sejr
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang affinder sig med rolle: Det er logisk
Landevej
Her er startlisten til Amstel Gold Race
Bane
Beskeden dansk placering i Leths comeback
Landevej
Oversigt: 13 Amstel-danskere på spændende søndag

Lørdag den 13. april 2024

Landevej
Startlisten og overblik over kvindernes Amstel Gold Race
Landevej
Dansk topplacering i hollandsk endagsløb
Landevej
Dansker greb ud efter sejren i Frankrig
Landevej
Visma-leder raser: Det gør mig trist og virkelig vred
Landevej
Give- og Aalborg-sejr i Skive
Landevej
Norsgaard udtaget til italiensk bjergløb
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang giver afkald på drøm: Bliver nok svært
Landevej
Dobbelt dansk misser akkurat top-10 - Israel-stortalent fortsætter sejrsstimen
Landevej
Toudal mister en placering, men forbliver i top-5
Landevej
Opdateret: Endagsløb med mange danskere forkortet efter store styrt
VIS FLERE

Annonce