\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Vejret
Det varme og solrige vejr fortsætter, og nu er det heller ikke længere blæsende. Fredag byder kun på få skyer sidst på dagen og en temperatur på 26 grader. Vinden vil være let til jævn (16-18 km/t) og komme fra sydvest. Det giver skiftevis med-, sidemed- og sidevind på første del frem til anden spurt og derefter sidemodvind ud mod kysten. Nu får man modvind hele vejen hen langs vandet, inden man får sidevind på opløbsstrækningen.
Favoritterne
Modvinden blev ikke helt så dræbende som frygtet, men det forhindrede alligevel ikke Ethan Hayter i at bekræfte sit uhyggeligt alsidige potentiale og føje en bjergetapesejr til de sejre, han allerede har taget i spurter. Dermed skulle den af de etaper, hvor han skulle distanceres ende med at give ham et gigantisk rygstød mod den samlede sejr, og når man ser på tempoevnerne blandt de seks ryttere, der afgjorde løbet, står det vist klart, at meget skal gå galt, hvis ikke han også skal ende som den samlede vinder på Malhao på søndag. Det skyldes naturligvis også, at flere af konkurrenterne er blevet elimineret, først Asgreen af gårsdagens styrt, Lennard Kämna åbenbart af sygdom allerede inden løbet og Rui Costa af dagens ærgerlige styrt, der sendte den lokale helt ud af løbet, heldigvis uden brud.
Dagens resultat får også en indvirkning på morgendagens etape. Det er nu ikke, fordi der nogensinde har været skyggen af tvivl om, at 3. etape ville blive en sag for sprinterne, men måske kunne de to store sprinterhold også have haft et klassement og en weekend at tænke på. Det har hverken Deceuninck eller Bora nu, hvor Asgreen og Kämna ikke længere har en chance for at vinde løbet, og derfor kan man være stensikker på, at de to store sprinterhold vil arbejde meget målrettet for at skabe samling og køre med meget lille risikomargin.
Derfor regner jeg heller ikke med nogen form for dramatik. Der vil sikkert igen være lidt kamp om at ramme udbruddet, inden Ineos vil tage kontrol, men derefter vil der stå Deceuninck og Bora på det hele. Udbruddet vil blive holdt i kort snor, og skulle der mod forventning blive problemer, har Caja Rural og Intermarché fået så megen selvtillid, at de nok skal give en hånd med.
Vinden bliver heller ikke et tema. Den er svagere end de foregående dage, og da der endda er direkte modvind hele vejen hen langs kysten til sidst, er det svært at se, at den overhovedet vil skabe nervøsitet. Den vil alene betyde, at det bliver et langt ventespil i finalen, hvor holdenes tog ikke må skyde frem for tidligt med den modgående vind.
Derefter bliver det en hård kamp om at ramme svinget først. Vi kender finalen til hudløshed, og vi ved, at positionen frem mod den 300 m lange bakke er altafgørende. Det så vi særligt sidste år, hvor Casper Pedersens suveræne lead-out betød, at Cees Bol kunne slå storfavoritten Fabio Jakobsen. Herefter skal man dog også tøve en kende, for en 300 m lang spurt på en lille bakke er lidt for meget, og derfor er timing også en nøglekomponent.
Derfor er der heller ikke tvivl om, at Sam Bennett er favorit. Efter sejren i onsdags kom han med den obligatoriske klagesang om dårlige ben efter en pause, og sandt er det da også, at hans spurt ikke var specielt overbevisende. En bedre position havde givet Danny van Poppel en fin chance for at vinde, men der er en grund til, at Bennett sad bedst. Deceuninck var nemlig lige så suveræne som ventet, og det endda selvom både Shane Archbold og Fabio Jakobsen var elimineret af styrt. I morgen kan vi regne med, at toget er helt intakt, og så skulle det ikke gå meget galt, hvis ikke holdet kommer først igennem sidste sving. Måske sker det endda med Davide Ballerini foran Michael Mørkøv og Bennett, men Mørkøv foran Bennett er rigeligt til 300 m. Når man samtidig ved, at Bennett efter et par dage hurtigt plejer at få det bedre, kan der ikke være tvivl om, at han er den klare favorit.
Igen må det være Pascal Ackermann, der er værste rival, men det skyldes mest toget. Det stigende opløb er nemlig ikke ideelt for tyskeren - i hvert fald ikke i forhold til de værste rivaler - og han har bestemt ikke imponeret i spurterne i år. Til gengæld er toget med Michael Schwarzmann, Martin Laas og Rüdiger Selig yderst kompetent og i stand til at tage kampen op mod Deceuninck. I går blev det hele ødelagt af Seligs styrt, men hvis tyskeren er frisk igen - og det meldes han at være - burde toget være ganske konkurrencedygtigt. Om de kan gå først igennem svinget, er tvivlsomt, men mistimer Bennett sin spurt, eller er han stadig lige så rusten som onsdag, skal man ikke udelukke, at Ackermann kan vinde.
Den største fornøjelse i går var at se Danny van Poppel. Hollænderen bekræftede det uhyre overbevisende indtryk fra klassikerne med en spurt, der måske kunne have givet sejr, hvis ikke den dårlige position havde gjort den så urimeligt lang. Denne gang kommer svinget desværre endnu senere, og derfor er der ikke råd til samme dårlige position, men normalt klarer Van Poppel positionskampen godt. Det stigende opløb er skabt til ham, og sidder han rigtigt, synes han at have farten til faktisk måske at kunne slå Bennett.
Jon Aberasturi var ikke helt så overbevisende, men også han kom med en flot og lang spurt, der bekræftede det stærke indtryk fra sidste etape i Valencia, hvor han så ud til at være langt hurtigere end Demare. Også han er i sit es i de stigende opløb, og også han er god i positionskampen, men vi har nu to spurter i træk set, at han har tabt på sin position. Hans hold synes desværre for svagt, men sidder han rigtigt, kommer han langt.
Spurten i går bekræftede det, vi lærte i Tyrkiet: at Stanislaw Aniolkowski i positionskampen. Også denne gang sad han nemlig helt rigtigt lige bag Bennett, men desværre måtte han sande, at farten i den stigende finale ikke var som på flad vej. Derfor er dette opløb måske ikke helt ideelt for ham, men med så sent et sving kommer han meget langt på sin positionering. Et topresultat er i hvert fald overordentligt sandsynligt, selvom sejren måske kan virke lidt fjernere.
Spurten i går blev endnu en ærgerlig nedtur for Marc Sarreau. Franskmanden blev ellers ført fint frem af Oliver Naesen, men alligevel sad han dårligt, da det gjaldt. Det vidner om, at hans positionering fortsat halter, men til gengæld fik vi set, at Naesen kan blive uhyre værdifuld i en finale med så sent et sving. Farten i et stigende opløb burde stadig række langt, hvis han sidder rigtigt.
Det bliver også spændende at se, hvordan UAE griber det an. I går kørte de for Rui Oliveira, der sad godt, men åbenlyst ikke havde farten. Det kan være, at bror Ivo Oliveira nu skal have chancen, eller at de igen kører for Rui, da det trods alt er et portugisisk løb, men jeg håber, at de giver Ryan Gibbons chancen. Selvom han sjældent spurter, burde hans fart i et stigende opløb føre et stykke vej i dette felt. Først og fremmest er Oliveira-brødrene dog et ganske fremragende tog, der uden Costa nu kan ofre sig 100% i spurten, og hvis de kører for Gibbons, bør et godt resultat derfor være muligt.
Eduard Grosu var en af de mange sprintere, der blev elimineret af styrtet, og derfor fik vi aldrig hans virkelige fart at se. Et sent sving og et stigende opløb er dog normalt guf for ham. Desværre har han i år spurtet og positioneret sig så ringe, at optimismen er begrænset, men i teorien er dette en finale for ham.
Det er det også for Mikel Aristi, hvis ikke det var for det sene sving. Det stigende opløb passer nemlig spanieren som fod i hose, men som vi fik bekræftet i går, er positionering ikke hans spidskompetence. Til gengæld har han vist god fart i år, og sidder han rigtigt, kommer han langt.
Vi må også nævne Iuri Leitao. Det tog mig totalt på sengen, at han er så hurtig, for den unge portugiser har stort set aldrig kørt UCI-løb og derfor heller ikke vist skyggen af hurtighed, slet ikke på dette niveau. Han viste imidlertid god fart og positioneringsevne, og det fører langt i denne finale, hvis han kan bekræfte, at han ikke bare havde heldet med sig i sin første store UCI-spurt.
Det var også godt at se Jarrad Drizners køre så flot en spurt. Den unge australier har længe været lovende, men han har ikke tidligere vist, at han var hurtig nok til at spurte på dette niveau. Det tyder det dog på, ligesom han positionerede sig godt. En type som ham burde elske et stigende opløb, hvis han sidder fornuftigt.
Det samme gør Thomas Boudat, men i går så vi igen, hvorfor han har så få resultater. Positionskampen mestrer han slet ikke, men han burde til gengæld stadig have en rimelig fart i et felt som dette. Med lidt held i positionskampen kommer han langt.
Endelig er der selvfølgelig Ethan Hayter. Det stigende opløb passer ham, men jeg tror ikke, at han satser alverden i den halsbrækkende finale. Det er en top 5-placering ikke værd, slet ikke når han er nærmest uden lead-out. Han viste i går, at han sagtens kan begå sig, men jeg tvivler på, at risikovilligheden rækker dagen inden en vigtig weekend.
FDJ vil igen køre for unge Marijn van den Berg, men det er svært at se dem begå sig i postionskampen. Enrique Sanz er stadig en skygge af sig selv, og Colin Joyce har ikke farteb til at være med helt fremme. Jesus Ezquerra skal spurte efter Avilas exit, men han har ikke farten. Endelig er kontinetalsprinterne Daniel Freitas, Daniel Mestre, Samuel Caldeira, Leangel Linarez , der nok skal køre for Leitao, Cesar Martingil og Luis Gomes ikke i stand til at vinde på dette niveau.
SÆT DIT GIRO-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER
Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett
Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Danny van Poppel
Outsidere: Jon Aberasturi, Stanislaw Aniolkowski, Marc Sarreau, Ryan Gibbons
Jokers: Eduard Grosu, Mikel Aristi, Iuri Leitao, Jarrad Drizners, Thomas Boudat, Ethan Hayter
LIVESTREAM ETAPEN OG VOLTA AO ALGARVE
Tidligere udgaver af etapen
Du kan gense Cees Bols sejr fra 2020, Dylan Groenewegens sejre fra 2019 og 2018, André Greipels sejr fra 2017 samt Marcel Kittels sejr fra 2016.