Ruten

Med undtagelse af 2017-udgaven, hvor man benyttede sig af nytænkt rute, har man i de senere år fulgt et ret fast format, hvor løbet er blevet afgjort i Pyrenæerne på 3. og 4. etape, der som regel har varieret mellem 3-4 velkendte bjergfinaler, som er blevet brugt igen og igen. Det vil også være tilfældet i år, hvor det atter onsdagens og torsdagens etaper, der vil være afgørende. Denne gang er der imidlertid byttet rundt på den traditionelle rækkefølge, og det betyder, at løbets kongeetape ligesom i 2018 kommer som det første af de to bjergslag, når man onsdag vender tilbage til bjergafslutningen i Vallter 2000, der senest blev besøgt i 2013 og 2014, efter at kraftig vind i 2018 betød, at man måtte droppe at nå toppen.

Den 179,0 km lange etape fører feltet fra kystbyen Sant Feliu de Guixols til skisportsstedet Vallter 2000 i hjertet af Pyrenæerne. Startbyen ligger langt fra bjergene, og derfor består den første del af etapen af en lang rejse mod nordvest. Fra start kører man mod nord væk fra vandet og op over kategori 3-stigningen Alt de la Ganga (3,5 km, 4,1%, max. 7%), der har top efter 17,7 km, men derefter går det mod nord og nordøst igennem en sjældent flad del af Catalonien, der fører nord om cykelbyen Girona. Den første spurt kommer efter 63,8 km, hvorefter det stiger let frem til forplejningszonen. Kort efter drejer man mod nord og nordøst igennem let faldende terræn, der leder frem til foden af Pyrenæerne.

Her indledes finalen, når man når frem til bunden af kategori 1-stigningen Port d’Oix (7,7 km, 5,2%, max. 14%), der er en led stigning, hvis sidste 3 km stiger med 9-10%, og hvis top rundes med 51,7 km igen. En kort nedkørsel leder mod vest og nord direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Port de Rocabruna (7,3 km, 5,8%, max. 11%), der er jævn, inden den flader ud nær toppen, hvorfra der resterer 34,0 km. Den leder op til et plateau, hvor man fortsætter mod vest, først igennem let faldende og siden let stigende terræn, der fører forbi den sidste spurt med 20,9 km igen og derefter mod nord op til bunden af dagens sidste stigning, der er uden for kategori.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den fører mod nordvest, er i alt 11,2 km lang og stiger med i gennemsnit 7,6% med et maksimum på 18%. Særligt den første halvdel er svært med stigningsprocenter på mellem 8 og 10, inden der med 4 km til toppen venter et lettere stykke. Herfra tager den fat med 7-8% over 2 km, inden sidste 1300 stiger med i gennemsnit 6,3%. Der er et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 3881 højdemeter.

Da Vallter 2000 senest blev besøgt i 2014, udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. Sidste år betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.

Vejret

Historien viser, at vindretningen kan være afgørende på Vallter 2000, og sidste år betød kraftig vind endda, at man slet ikke kunne køre ind i Pyrenæerne. Mange vil derfor med spænding skæve til vejrudsigten, der byder på godt nyt til klatrerne. Onsdag bliver nemlig den smukkeste solskinsdag, hvor temperaturen i bunden af sidste stigning vil være 13 grader. Vigtigst er det, at der vil være en svag vind fra øst og nordøst. Det giver sidevind i den indledende fase og derefter sidemedvind stort set hele dagen. Det gælder også på de to tidlige kategori 1-stigninger, mens der på det efterfølgende stykke vil være med- og sidemedvind. På sidste stigning vil der være sidemedvind, men drejer vinden mere over i nordøst end øst, kan det måske få mere karakter af sidemodvind. Det vil i hvert fald være tilfældet på den sidste kilometer og et kortere stykke lidt længere ned ad stigningen.

Analyse af 2. etape

Måske brugte han alt sit helt op, da han fik en grøn pointtrøje i Touren foræret som følge af Marcel Kittels sene styrt. Siden han på podiet i Paris fejede karrierens største triumf, er der nemlig ikke mange, der har været forfulgt af så megen uheld som stakkels Michael Matthews. Det startede bare et halvt års tid senere, da han i årets første løb i 2018, Omloop Het Nieuwsblad, fik ødelagt hele sit forår af en brækket skulder. Da han efter at have jagten formen gennem alle brostensløbene endelig sad klar til at køre finale i Amstel Gold Race, blev han ramt af en punktering. Og da han under Touren vågnede op om morgenen på 5. etape, der var hans helt store mål i et løb, hvor det meste ellers handlede om Tom Dumoulin, var han blevet syg med en maveforgiftning, der ganske vist kun varede et døgns tid, men som var nok til, at han var ude af stand til at stille til start. Og gudhjælpemig om det ikke er fortsat i år, hvor han igen styrtede i debutløbet Omloop Het Nieuwsblad og igen på årets anden løbsdag i Paris-Nice, hvor han pådrog sig en hjernerystelse, som har sat ham alvorligt tilbage i klassikerforberedelserne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Heldigvis har Matthews en fantastisk evne til at rejse sig igen. Der synes nemlig altid at komme en belejlig puncheurfinale, hvor han kan tanke selvtillidskontoen op igen. Det skete, da han efter sidste års mange uheld i foråret pludselig chokerede sig selv ved at blive nr. 5 i Fleche Wallone, hvor Mur de Huy ellers altid havde været anset for at være for stejl for ham, og senere vandt han endda også prologen i Romandiet. Efter sommerens nedtur var det spurtsejren på Muur van Geraardsbergen i BinckBanck Tour, der kom som en ufattelig lettelse, og som gav ham det momentum, der senere gjorde ham til den blot anden rytter i historien til at vinde begge de to canadiske klassikere i samme sæson.

I dag skete det så igen. Matthews havde egentlig allerede fået boostet selvtilliden af sin uventede 12. plads i Milano-Sanremo, hvor han var ganske tæt på at køre med cremen af verdenseliten på Poggio. I lørdags var det nemlig mindre end en uge siden, at han havde sat sig på cyklen igen efter Paris-Nice-styrtet. Det havde givet ham en vis tro på, at han måske alligevel kunne nå at finde formen inden klassikerne. Alligevel holdt han fast i den ændrede plan, som havde fået ham til at droppe E3 og Gent-Wevelgem til fordel for Volta a Catalunya, hvor han over en hel uge kunne indhente de forsømte løbskilometer inden Flandern Rundt, der nu er sæsonens første klassikermål.

Ankomsten til Spanien var imidlertid ikke rar. Efter gårsdagens 1. etape beklagede han sig imidlertid over at have lidt ganske voldsomt, formentlig fordi han stadig havde Milano-Sanremo i stængerne. Derfor var det måske heller ikke så uforklarligt, at Sunweb kun meget sent begyndte at jagte ustoppelige Thomas De Gendt, og da han i spurten om 3. pladsen endda blev slået af den noget langsommere Grega Bole var det måske en meget klog beslutning.

Men som bekendt kommer der altid en rar lille puncheurspurt, når Matthews har brug for lidt selvtillid. Det gjorde der således også i dag, hvor det spanske løbs 2. etape bød en finale af den slags, den eksplosive australier spiser til morgenmad. Efter i mange af år at have banket på til at træde ind i den absolutte top af bakkesprintere slog han nemlig igennem, da han i overlegen stil slog Greg Van Avermaet på Rodez-etapen i 2017, og siden dengang har han kraftigt aspireret til at gøre Peter Sagan rangen stridig i positionen som verdens bedste i den slags finaler. Det så vi ikke mindst sidste efterår, hvor han altså på Muren i Geraardsbergen og i begge de canadiske løb satte alle andre til vægs med sit punch på korte bakker op mod mål.

Der er således heller ikke megen tvivl om, at Matthews’ tænder har løbet i vand, da han ved udsigten til en uventet tur til Catalonien fik blik på netop denne etape. Selvom han havde fået sig lidt af en dukkert i går, var fristelsen til at gå efter en finale af hans yndlingstype da også så stor, at han og Sunweb påtog sig ansvaret for at jagte tidligt på den ellers ret begivenhedsfattige etape, hvor modvinden kvalte ethvert initiativ, og hvor det ellers blot var op til Thomas De Gendts Lotto Soudal at køre det lille tremandsudbrud ind. Da det tyske hold senere med autoritet satte sig igennem i den yderst stressende finale, hvor den kraftige catalanske middelhavsvind truede med at rive feltet i stumper og stykker, og tog kontrol frem mod første passage af målstregen, så Matthews kunne bese finalen ved selvsyn fra fronten, blev det helt klart, at han ville give dagens etape et seriøst skud - dårlige ben eller ej.

Da det endeligt gik løs efter en hæsblæsende og meget nervøs finale, hvor der i den grad blev kompenseret for den rolige indledning, var der da heller ikke længere skyggen af tunge Sanremo-ben. Velvidende at Alejandro Valverde var den store rival på bakken op mod målet ved den ujævne catalanske kyst, greb han selvsikkert ud efter bagenden af regnbuetrøjen, hvor han sad limet til veteranens baghjul, mens hans lod Dion Smith sætte et dræbende tempo, der skulle sætte Daryl Impey op til sejr.

Da den unge newzealænder slog ud, åbnede Impey prompte, men det varede ikke længe, inden han blev blæst af banen af sin tidligere holdkammerat. Med sit gammelkendte antrit var Matthews nemlig denne gang i særklasse, og hans gamle lead-out man fra GreenEDGE-tiden stod nærmest stille, da han fløj forbi. En ellers meget selvtillidsfuld Valverde, der endda havde tilladt sig også at bruge kræfter på at spurte sig til 3 bonussekunder i den sidste indlagte spurt mindre end 10 km fra stregen, kunne denne gang ikke gøre andet end at hale sig fast til australierens bagende, og han kunne aldrig tænke på blot prøve at gå forbi den suveræne australier.

Sejren må i den grad komme som et selvtillidsboost for Matthews. Det er nemlig ingen lille kunst at slå Valverde i en spurt som denne. Ganske vist foretrækker den spanske veteran betydeligt stejlere finaler, og forholdet havde da også været helt anderledes, hvis vi havde talt om procenter tættere på de 10 end på de 5. Alligevel måtte en vis Sagan på 8. etape i sidste års Vuelta sande, at den spanske evighedsmaskine altså også er en ganske ferm afslutter på lettere bakker som disse, og med den glimrende form, han stillede til skue i lørdagens Sanremo, var det ikke uden grund, at verdensmesteren havde kig på at sikre sig 10 velgørende bonussekunder ved at vinde etapen. Denne gang var der imidlertid intet at stille op, og det må den grad lune for Matthews frem mod klassikerne og fremtidige puncheurspurter, hvor han med tanke på det, han har vist i det sidste halve års tid, i den grad må se frem til også at skulle tage kampen op mod Sagan.

Helt skidt var det dog ikke for Valverde. Der er ingen tvivl om, at han efterhånden må spørge sig selv, om der ikke er lidt sandhed i den gamle myte om regnbuetrøjens forbandelse, for det er godt nok blevet til mange andenpladser i et 2019, der har været mere lige-ved-og-næsten end vanlig altædende Valverde-dominans. Omvendt kan han efter bare to dages cykelløb, hvor det for de fleste andre rivaler alene har handlet om overlevelse, allerede nu sætte 11 sekunder på kontoen, og selvom de hurtigt forsvinder, hvis han i morgen knækker på Vallter 2000, kan de sagtens vise sig at blive afgørende i et løb, hvor det ofte har været ganske tæt i toppen. Og samtidig kan han glæde sig over, at Egan Bernal af uransagelige årsager aldrig deltog i den indlagte spurt, som Sky ellers satte ham op til, og at det i stedet blev de to ”snegle”, holdkammeraten Nairo Quintana og en meget opmærksomt kørende Steven Kruijswijk, der sikrede sig de resterende sekunder, da først Valverde havde taget sig af de maksimale 3.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Derudover var det i vidt omfang de forventede navne, der dominerede i spurten. Impey kunne med sin 3. plads igen dokumentere, at han virkelig har løftet niveauet i de seneste to år, hvor han efter Matthews’ og Simon Gerrans’ exit er blevet Mitcheltons førstemand til denne slags finaler. Der er en grund til, at han stod i skyggen af australieren i sin tid, og det blev stillet til skue i dag, men han synes at være kommet tættere på, end han tidligere har været. Også Patrick Bevin gjorde det hæderligt, men det er stadig tydeligt, at han efter to styrt ikke har den superform, der gjorde ham til en næsten ellers sikker vinder af Tour Down Under, indtil et dumt styrt satte ham ud af spillet.

Igen er der grund til at fremhæve Maximilian Schachmann, der mere og mere ligner en af sæsonens helt store oplevelser. Hans kørsel i det uheldsramte Strade Bianche var beundringsværdigt, og det samme var hans genrejsning med sejren i Larciano bare 24 timer efter den store skuffelse. I denne uge har han med sin aggressive kørsel i finalerne overtaget den rolle, Matej Mohoric havde i sidste års løb, og han rundede det hele af med at spurte sig til en 4. plads, da holdets normale førstepuncheur, Jay McCarthy, desværre var sat ud af spillet af et styrt. Og selvom han måske nok kommer lidt til kort på Vallter 2000 i morgen, synes det givet, at Schachmann kommer til at spille en hovedrolle i løbets sidste halvdel, hvor han finder terræn lige efter sin smag.

Dagens overraskelse i top 10 var James Knox. Den unge brite har siden sidste efterår og ikke mindst med sin flotte kørsel i UAE Tour virkelig banket på til det store gennembrud, men det er ikke som puncheur, han har sin force. Alligevel spurtede han sig til en flot 6. plads på dagens etape, og det kunne tyde på, at det ikke kun er Enric Mas, der vil være synlig for Deceuninck i bjergene, hvor lille Knox burde være langt mere komfortabel end på en lille catalansk kystbakke. På samme måde var det berigende at se Odd Christian Eiking, der aldrig er blevet til det, mange nordmænd håbede på, vise, at han altså har formatet til at være med på dette niveau, når han endelig undgår en af de mange dårlige perioder, der desværre er alt for mange af i hans ustabile karriere.

De fleste af løbets favoritter sørgede for at holde sig til helt fremme i en spurt, hvor der let kunne opstå huller, men der var én, der glimrende ved sit fravær. Der var ellers håb om, at stakkels Richie Porte endelig kunne rejse sig efter endnu en periode i sygesengen, og han sad da også opmærksomt fremme i den sidevind, han afskyr mere end de fleste. Ifølge sportsdirektør Kim Andersen havde han imidlertid en elendig følelse hele dagen, og set i det lys var det ikke overraskende, at han faldt tilbage i den hektiske finale og smed 12 sekunder. Dermed ser det desværre ud til, at der ikke er nogen foreløbig ende på hans trængsler, og det bliver næppe i dette løb, at vi atter får at se, hvorfor Porte igennem flere år har været verdens måske allerbedste i de ugelange etapeløb.

Endnu mere uheldig var Chris Froome, der efter et styrt smed 14 minutter. For ham er det dog ingen katastrofe, da han alligevel blot var taget til Spanien for at hjælpe Egan Bernal, og Sky melder heldigvis, at han er sluppet uskadt. Det giver briterne færre taktiske muligheder, men grundlæggende vinder Bernal alligevel kun løbet, hvis han kan knække Movistar i bjergene, og er han sig selv igen i morgen, kan Froome i hvert fald hjælpe med at sætte det dræbertempo, der skal gøre det muligt.

Værre var det for stakkels Ben O’Connor, der var kommet til løbet med store ambitioner, efter at det netop var her, at han i 2018 for første gang var med i front af et stort etapeløb. Desværre røg også han i asfalten og smed mere end 14 minutter, hvorfor også han nu kan skyde en hvid pind efter klassementet. Heldigvis gik det ikke så galt som for den talentfulde holdkammerat Gino Mader, der måtte en tur på hospitalet, men det uheld, der også gjorde ham syg i Tour of Oman og kostede et brækket kraveben, da han havde kurs mod en top 10 i Giroen, synes ikke at have nogen ende.

Derfor kan vi også nu strege de første navne fra listen over favoritter, men heldigvis er der så mange at tage af i et felt, der formentlig vil være det stærkeste i årets ugelange etapeløb. Og nu skal vi ikke vente meget længere, inden vi endelig får svar på, hvem af dem der faktisk er bedst. Om mindre end 24 timer har rytterne nemlig besteget Vallter 2000-stigningen på årets kongeetape, der giver bedste chance for at knække den dobbelte vinder Alejandro Valverde. Sky bager helt sikkert op til det helt store angreb på løbets forsvarende vinder, og der er i den grad lagt i kakkelovnen til en duel mellem de skræmmende stærke spaniere og det britiske superhold.

Og Matthews? Ja, han skal prøve at holde sig på cyklen og undgå yderligere uheld de kommende to dage. Der venter nemlig ikke flere af de puncheurfinaler, han plejer at bruge til at tanke selvtillid, når lykkens gudinde nok engang har set sig sur på den uheldige australier.

Favoritterne

Efter to dage med fokus på vinden og risikoen for sidevind er det nu endelig tid til at tage hul på det, Volta a Catalunya for alvor handler om. De kommende to dage vil formentlig afgøre, hvem der skal vinde samlet, og selvom man af og til ser mindre forskydninger i Barcelona på sidstedagen, vil vi sandsynligvis kende den samlede vinder, når vi når La Molina torsdag eftermiddag.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Der er imidlertid stor forskel på de to bjergfinaler de kommende dage, og de kan ikke for alvor sammenlignes. Hvor La Molina måske nok har en svær nedre del, er den sidste halvdel så enkel, at det næsten altid ender i en spurt på toppen. Undtagelsen er 2018-udgaven, hvor Movistar skabte rav i den fra bunden, men det kræver en ret velplanlagt offensiv at vinde megen tid på den sidste af de to dage i bjergene. Derfor er det onsdagens kongeetape, der er den helt afgørende udfordring og dagen, hvor klatrerne for alvor skal slå til.

Vallter 2000 er en lidt spøjs stigning. Ser man på de rå data, burde den altid skabe store forskelle, men ved de to tidligere besøg er det aldrig sket. Som opregnet ovenfor er det faktisk næsten endt i en spurt mellem de bedste begge gange, og afstandene har skullet opgøres i sekunder. Det skyldes, at vinden ofte spiller en afgørende rolle i det åbne terræn, og det er derfor i høj grad den, der bestemmer, om vi får et løb for eksplosive folk som Valverde eller en etape, der passer mere til klatretyper som Bernal, Quintana og Porte.

I år kan vejrudsigten være lidt svær at blive klog på. Den sydøstenvind, der var varslet for nogle dage siden, er nemlig nu erstattet af en østenvind, der måske endda kan dreje mere i en nordøstlig retning. Det betyder, at den direkte medvind nu vil have mere karakter af sidemed- og sidevind, og bliver det en nordøstenvind, vil der endda være en grad af sidemodvind. Det kan altså have en ret markant effekt, præcis hvordan retningen bliver - og det kan i øvrigt altid være ret svært at forudse præcist i bjergene - og det gør det hele lidt vanskeligt at spå om. Under alle omstændigheder vil der dog ikke være meget af den, og derfor hælder vi til at tro, at vi kan få en mere selektiv udgave end tidligere.

Det skyldes ikke mindst, at Sky har en interesse i at gøre det hele så hårdt som muligt, ganske enkelt for at trætte Valverde mest muligt og dermed gøre det muligt for Bernal at komme af med sin evige Catalonien-rival. Da briterne med især Chris Froome - der som nævnt skulle være uskadt efter dagens styrt - og kometen Ivan Sosa slår en proper næve i denne slags terræn, er der udsigt til, at der bliver lagt fra land på en dag, hvor der vil blive kørt stærkt allerede på de første stigninger. Som ventet har holdet meldt ud, at det er alle mand for den colombianske førstemand, og derfor er der ikke behov for at spare Froome eller Sosa, der da også begge har tabt tid. Da holdet samtidig har givet udtryk for, at Thomas De Gendts forspring vil tvinge dem til at lægge yderligere pres på, regner vi med at se briterne i front af feltet en stor del af dagen.

Starten af etapen vil formentlig være relativt aktiv, da bjergetaper pr. automatik indbyder til offensiv kørsel. Derfor vil der nok gå nogle kilometer, inden udbruddet etableres, og herefter vil det være op til Lotto Soudal at sætte farten. Det virker svært usandsynligt, at Thomas De Gendt kan forsvare trøjen, men da Lotto Soudal er til start uden klassementsambitioner, vil de utvivlsomt påtage sig ansvaret. Måske får de en hånd fra Sky og/eller Movistar, men sandsynligvis vil det være op til dem at jagte på den indledende, flade del af etapen. Ude vil kysten vil det blæse en del, og det kan faktisk godt skabe lidt indledende nervøsitet, da en nordøstenvind her giver et længere sidevindsstykke. Det er dog svært at se det blive brugt offensivt med så langt til mål.

Vi venter os, at løbet for alvor åbnes, når vi rammer den første af de tre store stigninger. Her vil Sky formentlig tage fronten og lægge pres på fra første færd, og vi venter os, at det vil være nok til at umuliggøre tidlige angreb. I stedet vil der være gradvis udskilning bagfra, og det kan sagtens være et ganske reduceret felt, der tager hul på Vallter 2000-stigningen.

Her bliver det ganske interessant at se, hvad der vil ske. Som udgangspunkt må det være i Movistars interesse, at Valverde får det så let som muligt, og selvom de har et skræmmende hold, regner vi derfor med, at de vil gribe det mere passivt an. Som udgangspunkt må pilen pege på Sky, og vi regner med, at det bliver briternes klassiske tog, der vil sætte et dræbende tempo på den nedre del, hvor udskilningen derfor igen vil ske bagfra. Når Froome og til sidst formentlig formstærke Sosa tager over, vil det formentlig gå så stærkt, at der kun vil være de allerbedste tilbage, og herefter vil det være op til kaptajnen selv at vise, at han er den bedste.

Det bliver ikke let, især ikke hvis han fanges i en Movistar-sandwich efter at have brugt sit hold tidligt, men vi tror, at Egan Bernal kan færdiggøre arbejdet. Den colombianske guldklump stiller til start med sin første store etapeløbstriumf i bagagen, efter at han på ganske overlegen vis sejrede i Paris-Nice. Sejren i Frankrig blev egentlig mere sikret i sidevinden og enkeltstarten end i bjergene, hvor han aldrig havde behov for at gå i offensiven, men da han og Quintana kørte væk på kongeetapen, fik han atter understreget, at det kun er de allerbedste, der kan matche ham i bjergene. Derfor er dette løb også herligt for den lille colombianer, der vil se frem til særligt denne etape. Naturligvis havde han håbet, at det sidste bjerg var vanskelige, men med udsigt til en halvgunstig og svag vind burde han kunne sætte sine klatreevner igennem.

Samtidig er Bernal faktisk en ganske eksplosiv fyr med en god spurt, og selvom han ikke er nogen Valverde, vil han kunne slå de fleste på stregen, især folk som Porte og Quintana. Det er klart, at han skal sætte sin spanske rival forinden, men på en lang stigning som denne, er det muligt. Udfordringen er som sagt, at han kan bruge sit hold så tidligt, at han kan ende med at være temmelig alene, men så må man bare lade benene tale. Det tror vi, at Bernal kan gøre, og derfor tror vi på den første store bjergsejr i Europa til sportens supertalent nr. 1.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

På Movistar er Valverde den erklærede kaptajn, men vi føler os ikke helt overbeviste om, at verdensmesteren faktisk er det bedste kort. I stedet har vi mere fidus til Nairo Quintana, der først i sidste øjeblik ændrede sine planer, så han kunne gøre brug af den gode form, han viste i Paris-Nice. Her lignede han langt om længe atter sig selv, da han på løbets kongeetape gik i offensiven sammen med Bernal, inden han iværksatte et stort angreb på sidste etape. Quintana selv kunne da heller ikke skjule sin glæde over tilsyneladende at have fundet sit gamle niveau, og det var den glæde, der fik ham til at gøre brug af benene også på de catalanske veje.

I modvind er stigbingen er ikke ideel for en fyr som Quintana, der ikke har Valverdes eller Bernals punch, men med de ventede vindforhold har Vallter 2000 i hvert fald af en karakter, hvor han kan sætte sig igennem. De taktiske omstændigheder i Paris-Nice gjorde, at vi aldrig fik det helt store opgør mellem ham og Bernal, og selvom man måske sad med fornemmelsen af, at Sky-talentet aldrig var presset, syntes det altså heller ikke at være tilfældet for Quintana. Denne gang kan han endda glæde sig over, at det måske er Movistar, der kan sidde i overtal i finalen, og sammen med Valverde kan han måske igen fange Bernal i en umulig sandwich. Selv hvis veteranen falder fra, kan han med det argument sætte sig på hjul og derefter måske gøre forskellen til sidst. Sandheden er i hvert fald, at Quintana i sidste uge endelig lignede sig selv igen, og hvis Vallter 2000 bliver så selektiv, som dataene burde tilsige, er det slet ikke umuligt, at han kan få skovlen under sin yngre landsmand.

Indrømmet, det er en gambling at rangere Alejandro Valverde under de to ovennævnte, for ”the safe bet” er vel at tro på den spanske veteran. De eksplosive og knap så svære stigninger i dette løb har nemlig altid passet Valverde, og særligt den lette La Molina har været en sand legeplads for Valverde, der her har været ganske suveræn i de senere år. Samtidig viste han glimrende form i Milano-Sanremo, og han er i hvert fald ikke længere hæmmet af den sygdom, der satte ham ud af spillet i begyndelsen af marts.

Når vi tvivler på hans chancer, skyldes det den klare tendens, vi så i sidste års Vuelta. Her var Valverde gang i front på de korte, eksplosive stigninger, men så snart der var tale om ”rigtige” bjerge, kom han til kort. Det er ikke mærkeligt, for det er eksplosion og punch, der er hans naturlige force, mens bjergklatring snarere er en tillært egenskab, som han til gengæld har lært at mestre på et meget højt niveau. Med alderen synes han imidlertid at have tabt toppen af de evner igen, og vi har en grum mistanke om, at han kan få det svært, hvis Sky med særligt Sosa lægger et benhårdt pres fra bunden af Vallter 2000, der på papiret ligner en stigning, som kan bringe Valverde ud af fatning. På den anden side har han den luksus, at han ”bare” skal følge med, og den sidste del er så let, at Valverde her har en fordel i kraft af sin spurtstyrke. Samtidig har han et effektivt taktisk kort i Quintana, der naturligvis ikke skal føre, hvis han og Bernal kører væk. Det kan tvinge Sky-kaptajnen til at stoppe, hvorved Valverde kan bringes tilbage i spillet for til slut at slå til med sin dræbende spurt.

Mitchelton stiller med de to Yates-brødre, der begge var i aktion i den forløbne uge, og på den baggrund ligner Adam Yates det bedste bud. Han er i hvert fald den eneste, der indtil nu i 2019 har kunnet bringe overmenneskelige Primoz Roglic ud af fatning, og baseret på det, sloveneren har vist i år, siger det ikke så lidt om Yates’ styrke. Der hersker således ikke den store tvivl om, at han kommer til Spanien med forrygende ben, som han også gjorde det sidste år for blot efter få dage at få det hele spoleret af et grimt styrt, der vel er den reelle forklaring på, at han aldrig siden fandt sine bedste ben i 2018.

Yates’ ben kan altså ikke diskuteres, men det kan terrænet. Selvom han og hans bror insisterer på, at de er bedre på lange end på eksplosive stigninger, viser historien altså det modsatte. På Tirrenos meget stejle mure var Yates virkelig i sit es, men han har langt mindre historik på længere bjerge som dem, der venter på denne etape. Omvendt har han vist - han er trods alt blevet nr. 4 i Touren - at han også mestrer dem, og i dag er han endda en helt anden rytter, end han var dengang i 2016. Samtidig kan hans punch komme ham til gode i finalen, der i hvert fald på sidste del har en lidt eksplosiv karakter, og hvis ikke han slides på af et dræbende tempo fra Sky, kan han med sit slangehug gøre forskellen nær toppen. Sådan fik han ram på Roglic i sidste uge, og nu skal han vise, at han kan gøre det samme mod Bernal og co. på de lange stigninger i Catalonien. Vi tvivler på, at han i høje bjerge kan matche klatreeliten, men han har formen til at overraske igen.

Det var lidt svært at blive klog på, hvor god Miguel Angel Lopez virkelig var i Paris-Nice. På kongeetapen fik han skovlen under Simon Yates, men måtte samtidig lidt overraskende se sig slået af Daniel Martinez, inden han på sidste etape arbejdede stenhård for Luis Leon Sanchez og Ion Izagirre. At knække Yates er imidlertid ingen enkel kunst, og Lopez’ form er helt sikkert glimrende. Samtidig ved vi, at han på sine gode dage kan være helt ustyrlig, som han senest var det i Colombia 2.1, hvor han var klart bedre end folk som Bernal og Quintana.

De er imidlertid begge kommet efter det siden, og selvom vi ikke fik det direkte opgør mellem dem i Frankrig, sad man med det indtryk, at de nu var stærkere end Astana-kaptajnen. På denne etape får vi chancen for at se en direkte styrkeudmåling, og Lopez burde være relativt komfortabel på de lange stigninger i højderne. De gunstige vindforhold bør i hvert fald give ham forudsætningerne for at vise, at han også kan matche Bernal, Quintana og co. Hans Astana-mandskab har ikke Skys og Movistars klasse, hvilket kan blive et problem, men en Lopez i storform er god nok til at gøre det på egen hånd.

Det er ikke meget, vi har set til Enric Mas hidtil, men han var ganske velkørende i Volta ao Algarve, hvor han dog var overmatchet af Wout Poels og ved én lejlighed af Tadej Pogacar på løbets eksplosive stigninger. Nu har han haft en god træningsperiode for at forberede sig til forårets mål, hvoraf dette er det første, og han må derfor formodes at være ganske velforberedt. Efter flere gange at have givet prøver på sit talent viste han med en forrygende afslutning på Vueltaen, hvor han vandt kongeetapen og endte som nr. 2, at han allerede nu skal regnes som hørende til de bedste klatrere, og han er formentlig bare blevet endnu bedre siden da.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Skal Mas vinde løbet, skal det dog ske på Vallter 2000, hvor han som klatrer vil være ganske komfortabel med det gunstige vejr. Her får han endelig lejlighed til at vise, at han har taget næste skridt og nu kan køre fra de bedste på en svær stigning som denne. Det har han endnu ikke vist, men det må komme før eller siden. Samtidig kan han måske også lukrere på Skys og Movistars magtkamp til at snige sig væk, og så skal man ikke glemme, at han faktisk spurter hæderligt på en stigning.

Det var egentlig ikke meget, man så til Thibaut Pinot i Tirreno, men faktisk kom han fra løbet med et vist selvtillidsboost. Forinden havde han nemlig været syg, og han var derfor stærkt opmuntret af præstationen på kongeetapen, hvor han med et flot comeback på sidste stigning var tæt på at fange Tom Dumoulin, der var angrebet forinden, og sikre sig 4. pladsen bag løbets tre stærkeste. Naturligvis må man antage, at han er endnu bedre i dette løb, hvor han også er langt, langt mere komfortabel end på Tirrenos korte, stejle mure. Det her er en rigtigt Pinot-etape med lange, udmarvende bjerge, og særligt Vallter 2000 burde passe ham. Forud for sygdommen var han i glimrende form, og Pinot er generelt så stabil i forårets etapeløb, at man kan stille uret efter ham. Det er meget sjældent, at han ikke er med i front i et WorldTour-etapeløb først på sæsonen, og det vil han sikkert også være her. Han mangler måske nok de allersidste procent for at være med hos de allerbedste, men man skal passe på med at undervurdere franskmanden, der mod slutningen af 2018 nåede sit efter eget udsagn hidtil højeste niveau, hvor han endte med i Il Lombardia at knuse alt og alle i et felt, der talte mange af verdens allerbedste klatrere. Samtidig kan også han måske udnytte magtkampen mellem Sky og Movistar til at køre væk, som han så flot gjorde det i Vueltaen, og så er han som bekendt ganske hurtig på stregen.

Det var lidt svært at blive klog på Simon Yates i Paris-Nice. Først overraskede han alt og alle ved at vinde enkeltstarten, men på stigningerne i weekenden var han alt andet end overbevisende. Først fik han høvl af Lopez og Martinez på kongeetapen, og siden kom han aldrig med det ventede angreb fra frontgruppen på sidste etape, hvor det i stedet var Izagirre, der kunne gøre forskellen. Det indikerer, at Simon endnu ikke er helt på toppen, men det er måske meget godt for en mand, der har Giroen som mål. Sidste år kom han til løbet med en kongeetapesejr i Paris-Nice, men endte med at mangle det sidste i de høje bjerge, hvilket trods en flot sejr på sidste etape kostede ham podiet.

Vi frygter lidt en gentagelse denne gang. Han mangler nok de sidste procent til at ramme sit topniveau på de lange stigninger, der ikke passer ham så godt. Vallter 2000 kan vise sig at være lidt af en nød at knække, og det er måske meget sigende, at Mitchelton i deres pressemeddelelse om løbet har større fokus på Adam end på Simon. Hans sejr i Vueltaen og trods alt hæderlige niveau i Paris-Nice gør ham naturligvis altid til en kandidat, men om formen er god nok nu, skal han første bevise.

Hvis der er nogen, der elsker dette løb, må det være Dan Martin. Ireren har boet i regionen i en stor del af karrieren, og det var sågar her, han fik sit helt store gennembrud, da han med et modigt udbrud på kongeetapen i 2013 fik skovlen under Movistar. Forinden havde han endda allerede to 2. pladser og en 4. plads på sit cv, og siden er det blevet til blandt andet en 3. plads i 2016 og en 6. plads i 2017. Også i år har han gjort løbet til et mål, og han burde være ganske velforberedt i en sæson, hvor hans hold bad ham finde topformen til UAE Tour på mandskabets hjemmebane. Her slog sidesting ham lidt ud på kongeetapen, men generelt viste han et glimrende niveau, og han ærgrer sig stadig over, at han fik åbnet sin spurt på 6. etape for tidligt i en situation, hvor han mener at have haft benene til at vinde. Hvor han står efter en måneds pause er uklart, men Martin er altid god i dette løb. Han mangler stadig at klatre med den absolutte elite i de høje bjerge, men han er en snu rytter, der kan udnytte storholdenes kamp. Og i en spurt kan han slå alle andre end Valverde, der som bekendt er hans onde ånd.

Et af løbets mere usikre kort er Michael Woods. Canadieren har nemlig ikke været i aktion siden de australske løb i januar og begyndelsen af februar, og derfor er det lidt uklart, hvor han står. Hans fornemme sølvmedalje ved VM viser ellers, at han fremover skal regnes som hørende til den absolutte klatreelite, og det indtryk bekræftede han kun med overbevisende kørsel i Tour Down Under og Herald Sun Tour, hvor han sammen med Porte var den bedste på stigningerne. Spørgsmålet er bare, om dette løb er det ideelle for ham på nuværende tidspunkt. Hans naturlige force er nemlig eksplosive, meget stejle mure, og han har ikke lagt skjul på, at han skal træne en del i bjergene for også at være god på lange stigninger. Med Ardennerne som det altoverskyggende mål i foråret er det næppe bjerge, der har stået øverst på programmet, og derfor frygter vi, at Vallter 2000 bliver for svær for ham. Hans fremgang og opmærksomme kørsel på de første etaper gør dog, at vi ikke udelukker, at han nu også tager det skridt, der bringer ham i front også i de rigtige bjerge.

Steven Kruijswijk nærmede sig i 2018 endelig det forrygende niveau, han havde i 2016-udgaven af Giroen, hvor kun et styrt forhindrede ham i at vinde samlet. Noget tyder på, at han går endnu et godt år i møde, efter at han kørte et fornemt Ruta del Sol. Dieselmotoren Kruijswijk har ellers traditionelt været et træg starter, og han har kun sjældent været i front i ugelange etapeløb, der passer ham dårligere end grand tours. Det ændrede sig imidlertid i et vist omfang i 2018, og holdet har heller ikke lagt skjul på, at de er ret ambitiøse i dette løb. Problemet for Kruijswijk er, at han ikke ejer skyggen af punch eller acceleration, men lige netop denne etape burde passe ham hæderligt. Det er klart, at han skal alene væk, men det kan måske lade sig gøre, når de store hold kigger på hinanden.

Ag2r stiller med Romain Bardet, der hævder, at han aldrig har været så god i marts. Det kan der være noget om, for franskmanden har aldrig været helt på toppen på denne tid af året. Til gengæld så vi også i Paris-Nice, at han var et niveau eller to under Bernal og Quintana, der i forvejen er bedre klatrere end ham. Det er svært at forestille sig, at det skulle have ændret sig væsentligt over den seneste uge, og Bardet ligner ikke just en vinder af etapen. Heldigvis kan han glæde sig over den ret svære Vallter 2000-stigning, der burde passe ham, og med sin stabilitet er han garant for et topresultat. For at vinde skal også han dog køre klogt og udnytte kampen mellem de store favoritter til at snige sig væk, som han gjorde det på samme stigning for fem år siden.

Sæsonstarten har været opløftende for Ilnur Zakarin , der har givet klare indikationer på, at han er på vej tilbage mod fordums styrke efter et mildt sagt svært 2018. I UAE Tour lagde han godt fra land på kongeetapen, inden han blev syg og styrtede, og den sygdom satte ham desværre tilbage inden Paris-Nice. Alligevel klarede han sig flot i sidevinden og var blandt de bedste på kongeetapen, og man må formode, at han nu kun er blevet bedre, efter at han har fået sygdommen på afstand. Det meste af løbet passer ham desværre slet ikke, men Vallter 2000 er heldigvis svær nok til, at han her burde være med i front. Belært af erfaringerne ved vi, at man skal være varsom med at vurdere Zakarins form, men de første indikationer peger i hvert fald i retning af, at vi igen skal se, hvorfor han i 2017 endte på Vuelta-podiet. Han vinder ikke en spurt, men er en ret offensiv rytter, der har vist en vis evne til at snige sig væk, når giganterne ser lidt for meget på hinanden.

Det kan vise sig at være en god ide at holde øje med Hugh Carthy. Den ranglede brite fik i 2016 sit gennembrud i netop dette løb, da han som ung Caja Rural-rytter nærmest sensationelt endte i top 10 et løb, der havde det meste af verdenseliten samlet. Desværre forsvandt han helt fra scenen i sine første år på EF, men et stærkt efterår gav indikationer på, at han er på vej tilbage. De takter fulgte ham op på i februar, hvor han på kongeetapen i Haut-Var blev nr. 3 bag Pinot og Bardet, og siden da har han trænet for at være skarp til dette løb. Ligesom Kruijswijk ejer han ikke skyggen af acceleration, og store dele af løbet passer ham derfor ikke. Heldigvis gælder det ikke for løbets vigtigste dag, da han burde være i sit es på den lange, udmarvende Vallter 2000-stigning. Kan han bygge videre på de lovende takter fra de seneste løb, kan der være udsigt til en genrejsning af Carthy i den kommende uge. Han vinder nok ikke, men han kan godt sidde med i front ganske længe,

Endelig vil vi pege på James Knox. Som nævnt i analysen ovenfor har briten virkelig gjort store fremskridt siden efteråret, hvor han først viste klassen med sin flotte kørsel på kongeetapen i Tyrkiet. I år var han dybt imponerende i det stærkt besatte UAE Tour, og at han i dag kunne spurte sig til en 6. plads, vidner om form. Den unge brite er nemlig ikke specielt eksplosiv, og derfor må dagens resultat være udtryk for fremragende form. Det er klart, at niveauet her er tårnhøjt, men en lang stigning som denne burde falde i hans smag. Det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme.

Udover de nævnte vil vi særligt holde øje med Davide Formolo, Wilco Kelderman, Rafal Majka, Maximilian Schachmann, hvis superform nok alligevel ikke er nok på så lang en stigning, Pello Bilbao, Sebastien Reichenbach, Guillaume Martin samt Jumbo-talentet Antwain Tolhoek. Til gengæld ser det som nævnt i analysen stadig sort ud for Richie Porte, som vi ikke længere tilskriver mange chancer, og Ben O’Connor må være for mærket efter dagens styrt. Og da Ivan Sosa i dag lod sig falde tilbage i spurten, står det nu klart, at han ikke er plan B på et Sky-hold, der kører 100% for Bernal. Det udelukker dog ikke, at den ekstremt velkørende colombianer kan ende fint, hvis først kaptajnen er kørt væk. Han vinder bare ikke etapen. Det samme kan siges om talentfulde Richard Carapaz , der har hele to kaptajner at servicere.

Feltet.dks vinderbud: Egan Bernal

Øvrige vinderkandidater: Nairo Quintana, Alejandro Valverde,

Outsidere: Adam Yates, Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Thibaut Pinot, Simon Yates

Jokers: Dan Martin, Michael Woods, Steven Kruijswijk, Romain Bardet, Ilnur Zakarin, Hugh Carthy, James Knox

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tejay van Garderens sejr fra 2014 og Nairo Quintanas sejr fra 2013.