Annonce

Optakt: 3. etape af UAE Tour
23. februar 2021 11:40Foto: UAE Tour/LaPresse
af Emil Axelgaard

Filippo Ganna tog en af årets mest forventede sejre på den pandekageflade tonserenkeltstart, men dagens største vinder var Tadej Pogacar, der kørte sit livs bedste flade enkeltstart og nu har kurs mod den samlede sejr i holdets hjemmebaneløb. Allerede tirsdag bliver han dog testet igen, når det gælder løbets traditionelle kongeetape med mål på den stejle Jebel Hafeet, hvor Adam Yates nærmest ydmygede ham for et år siden.

Sammendrag: Se højdepunkterne fra enkeltstarten i UAE Tour

se mere cykling på

Ruten

Efter to dage i næsten helt fladt terræn er det tid til at erfare, at ikke hele ørkenen i området er pandekageflad, når det gælder den mest ikoniske etape fra det nu hedengangne Abu Dhabi Tour. Tirsdag sendes feltet nemlig ud på den klassiske kongeetape med mål på toppen af Jebel Hafeet-stigningen, hvor vinderen i Abu Dhabi-løbets tre udgaver hver eneste gang også endte som samlet vinder. På årets mere alsidige rute er der ingen garanti for, at vinderen af 3. etape også vil sejre samlet, som det heller ikke lykkedes i 2019, men som løbets ubetinget sværeste bjerg er der ingen tvivl om, at Jebel Hafeet atter er stedet, hvor klatrerne skal tage deres store skridt mod en samlet sejr i årets første WorldTour-løb.

 

Etapen følger det helt klassiske mønster, vi kender fra tidligere, og der er næsten tale om en kopi af de foregående - dog med undtagelse af 3. etape i 2020, hvor bjerget blev besteget to gange - og de denne gang 166,0 km fører som altid fra Al Ain op til toppen af Jebel Hafeet, der ligger umiddelbart udenfor byen. Derfor består første del af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top.

 

Fra start snor man sig i en ganske teknisk fase mod øst ind gennem centrum af Al Ain, inden man kører mod nord ud til den første spurt, der er placeret efter 28,6 km i byens nordlige udkant.  Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til etapens nordligste punkt. Herfra leder et skarpt sving mod syd, inden det via endnu en lige, flad vej går mod syd og siden sydøst tilbage mod Al Ain. Man fortsætter mod syd tværs gennem byen frem til den bunden af målstigningen.

 

Her venter den sidste spurt efter 152,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næsten 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m igen stiger med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1430 højdemeter.

 

Vindens betydning på stigningen så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

Annonce

 

Sidste år betød en sen ruteomlægning, at bjerget blev besøgt to gange. Først nærmest ydmygede Adam Yates forhåndsfavoritten Tadej Pogacar ved at slå ham med hele 1.03 og distancere Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30. To dage senere var forholdet mere jævnbyrdigt, og her endte Pogacar, Yates, Lutsenko og Gaudu med at spurte om sejren - en sejr, der gik til Pogacar foran Lutsenko, Yates og Gaudu.

 

Da stigningen første gang blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 

 

 

Annonce

 

 

 

Vejret

Efter et par dage med varme, men behagelige temperaturer skrues der dybt inde i ørkenen lidt op for bageovnen. På en helt skyfri tirsdag vil temperaturen i Al Ain nå 31 grader. Samtidig bliver det mere blæsende, end det så ud til inden løbet, da der vil blæse en frisk vind (20-23 km/t) fra nord - en retning, der langsomt ændres mere mod nordvest. Det giver sidemodvind i den indledende fase, inden man får sidevind ved vendepunktet. Dernæst får man stort set direkte medvind hele vejen frem til bunden af stigningen, hvor der vil være medvind hele vejen op.

 

Analyse af 2. etape

Sidste år var der mange af cykelsportens veteraner, der kløede sig i håret. De spekulerede på, hvordan i alverden de skulle få bugt med hele den unge garde, der i voldsom hast var ved at indtage verdensherredømmet inden for cykelsport. Flere, blandt andre Vincenzo Nibali, mente, at den mærkelige sæson var hovedårsagen, og at veteranerne havde lidt under, at de havde fået brudt den rytme, de havde vænnet sig til.

 

Jeg var næppe den eneste, der havde svært ved at finde hoved og hale i den forklaring. Den forklarer nemlig overhovedet ikke, hvorfor vi allerede i 2019 var vidner til så vanvittige præstationer fra Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Egan Bernal og Mathieu van der Poel, at alverdens kæbekirurger var på kronisk overarbejde for at redde de mange kæber, der var braget mod jorden af bar forbløffelse. Nej, desværre for Nibali og co. er sandheden nok, at de skal indstille sig på en ny virkelighed, hvor moderne trænings adgang til data gør det muligt for unge ryttere at træne rigtigt allerede i de helt unge år, hvorfor ryttere fremover formentlig vil toppe langt tidligere, end vi har været vant til.

Annonce

 

I hvert fald må Nibali klø sig i håret over sin egen forklaring efter dagens enkeltstart i UAE Tour, og måske var det helt symbolsk for generationsskiftet også i italiensk cykelsport, at den stakkels stjerne måtte spurte desperat mod målstregen for ikke at blive indhentet af italiensk cykling nyeste superstjerne, wattmonsteret Filippo Ganna. Da røgen havde lagt sig efter de 13 flade tonserkilometer i Abu Dhabi, kunne Nibali nemlig finde en top 10, der talte hele fire ryttere på 22 år (Stefan Bissegger, Mikkel Bjerg, Tadej Pogacar og Joao Almeida), tre ryttere på 24 år (Filippo Ganna, Stefan de Bod og Daniel Martinez), 27-årige Max Walscheid og bare to ryttere på den gamle side af de 30 i form af 31-årige Matthis Brändle og 37-årige Luis Leon Sanchez - et resultat, der fulgte bare 24 timer efter sejren til 26-årige Mathieu van der Poel foran den 23-årige WorldTour-debutant David Dekker.

 

Nu kan feltets veteraner selvfølgelig klynge sig til håbet om, at de mange aflysninger og dermed færre løbskilometer kan være en mulig forklaring på, at den gamle dieselmotor ikke er blevet varm, men det er formentlig svært selv for dem helt at tro på den tese. Selvom enkeltstarten bestemt bød på overraskelser, var der i toppen af stillingen ikke spor forbløffelse over at se Ganna, Bissegger og Bjerg, der i hvert fald i min optakt hørte til blandt de fire største favoritter. Samtidig fejlede feltets erfarne specialister stort, da den tidligere superspecialist i denne type enkeltstarter Jos van Emden samt altid uforudsigelige Alex Dowsett begge fortsatte en trist og stærkt nedadgående trend ved i et felt med faktisk ganske få specialister blot at ende som hhv. nr. 15 og 27 - sidstnævnte endda slået af en hel serie miniatureklatrere, der egentlig burde være blæst tilbage til Europa på de åbne og forblæste ørkenveje, hvor vinden atter var den væsentligste udfordring.

 

Det var i hvert fald ikke overraskende at se Ganna sejre. Faktisk var hans udbygning af stimen på nu otte enkeltstartssejre i træk vel en sejr, der meget vel kan ende som sæsonens allermest forudsigelige. På denne type rute, der minder om den Tirreno-enkeltstart, hvor han blæste Fabian Cancellaras ellers stærke ruterekord tilbage til stenalderen, er der nemlig ingen, der kommer i nærheden af wattmonsteret, og derfor ville det formentlig kunne have ryddet alverdens forsider og sendt TV2 News i breaking med gul bjælke og hele pivtøjet, hvis ikke den formstærke tempomaskine havde været i sin egen liga. Faktisk var spørgsmålet vel kun, om han kunne bryde 56 km/t-barrieren undervejs, men med en gennemsnitsfart på ”kun” 55,981 km/t lykkedes det akkurat ikke. Men så har han da en udfordring at gå efter til næste, for modstand er det lidt svært for rivalerne at give ham.

 

Faktisk er det næsten helt svært at kalde Ganna for dagens vinder. Han kunne reelt kun tabe, og derfor er det snarere Pogacar, der har allermest grund til at juble. På forhånd så det nemlig ud til, at inklusionen af en enkeltstart kunne gøre det lidt sværere at tage den sejr, han missede for et år siden, og som betyder så uendeligt meget for hans hold. Nok husker vi alle, at Pogacar skabte nyere cykelsports måske største og mest mindeværdige sensation på netop en enkeltstart, men der er en verden til forskel på en lang enkeltstart med mange højdemeter sent i en grand tour og en kort, intens tonserenkeltstart på dag 2 i sæsonen.

 

Efter i dag kan vi imidlertid konstatere, at vi for altid skal regne Pogacar som tempospecialist også. Vi må nok stadig antag, at Primoz Roglic på en klassisk enkeltstart som denne vil være stærkest af de to Tour-favoritter og derfor også på i hvert fald den første, relativt restituerede af årets to Tour-enkeltstarter, men nu kan vi konstatere, at Pogacar også kan køre med helt i front, selv når det er pandekagefladt. Denne enkeltstart kunne faktisk ikke være mere ”anti-Pogacarsk” og alligevel kørte sloveneren stort set lige op med en specialist som Bjerg, der bestemt ikke underpræsterede. Én ting er, at Pogacar tog et stort skridt mod den samlede sejr i dette løb, i dag tog han også et stort skridt mod at slå Roglic igen til sommer.

Annonce

 

På kort sigt bliver han i hvert fald svær at slå i dette løb. Efter gårsdagens drama var hans to på forhånd største rivaler nemlig de eneste reelle tilbageværende trusler mod slovensk favoritsejr, og mens Adam Yates skulle vinde løbet på Jebel Hafeet, skulle Joao Almeida gøre det på dagens enkeltstart. Portugiseren viste med en 6. plads da også, at de tempoegenskaber, der helt ud af det blå blev fundet frem til sidste års Giro, bestemt ikke er forsvundet i løbet vinteren, men alligevel rakte det ikke. På et tidspunkt, hvor Almeida skulle føre løbet for at have en betydelig vinderchance, er han nu allerede bagefter og det altså allerede inden Jebel Hafeet, hvor al logik siger, at Pogacar har overhånden. Så hjælper det næppe, at Mattia Catteneo igen bekræftede sine stærkt forbedrede tempoevner, for efter gårsdagens dumme tidstab og en kedelig enkeltstart fra Fausto Masnada i dag bliver det svært for Deceuninck at udnytte nogen form for overtal - et overtal, der i øvrigt i forvejen ikke havde hjulpet det store på så svært et bjerg, hvor Cattaneo og Masnada næppe kan ventes at kunne røre Pogacar. Nej, Almeidas store chance må nu være at bede til vejrguderne om en ørkenstorm, for i sidevind må det stadig antages, at Almeida og Deceuninck står stærkere end Pogacar og UAE, selvom sidstnævnte gjorde det uventet godt i går.

 

Lige så vigtigt for Pogacar var det, at han helt som ventet fik sat Yates godt og grundigt til vægs. Yates har én gang tidligere tabt et WorldTour-etapeløb til en slovener på denne type enkeltstart, da han i 2019 blev slået af Roglic med mindre end et sekund i Tirreno-Adriatico, hvor han fik flået trøjen af på den sidste enkeltstart. Nu kan historien gentage sig, for Yates skal med et tidstab på 39 sekunder levere en magtdemonstration i stil med den, han leverede for et år siden, og selvom briten i går lignede en mand, der er i storform igen denne gang, bliver det trods alt uhyre svært to gange nærmest at ydmyge den regerende vinder af Tour de France, når denne tilsyneladende ikke synes at have spist mange flødekager hen over vinteren. Ineos kan kun ærgre sig over, at Daniel Martinez faldt fra i går, hvor briterne åbenbart var fanget af en defekt, som forklarer, hvorfor kun Yates var med i front, for colombianeren viste i dag, at han altså er den i særklasse bedste colombianske temporytter.

 

Det vil være en overraskelse, hvis top 3 ikke udgøres af de tre forhåndsfavoritter, for Cattaneo har formentlig mistet for meget i går, og Masnada mistede for meget i dag. Neilson Powless, der jo ellers var en positiv overraskelse i går, måtte nok engang sande, at han slet ikke er den temporytter, han engang var, og i dag bekræftede Damiano Caruso, at han slet ikke er mere formstærk i februar, end han plejer, og at det derfor stadig er meget mystisk, hvordan den ellers tempostærke italiener fik sneget sig med i frontgruppen i går, hvor det til hans forsvar dog skal siges, at han styrtede i finalen. Ruben Fernandez har også allerede tabt for meget til at true nogen, men måske er det sammen med Cattaneo og Masnada i stedet Chris Harper, der måske kan udfordre de tre favoritter. I hvert fald er australieren godt i gang med at indfri det potentiale, vi aldrig rigtigt så i 2020, men som var så tydeligt i 2019.

 

Når vi taler om potentiale, er det svært ikke også at nævne Bissegger. Schweizeren fik en bragende flot debut på WorldTouren med sin 3. plads bag Søren Kragh og Stefan Küng på enkeltstarten i BinckBank Tour, og i dag viste han nok engang, hvorfor han går under prædikatet ”Den nye Cancellara”. Med top 3 på begge karrierens WorldTour-enkeltstarter har han i hvert fald en statistik, som end ikke Ganna var i nærheden af i begyndelsen, og et tab på bare 14 sekunder til verdensmesteren er betydeligt bedre end det, vi så i flere af sidste års enkeltstarter, hvor verdensmesteren var helt i sin egen liga.

 

Efter et meget svingende 2020 viste Bjerg også, at det er hans 3. plads på Giroens 1. etape, der er det bedste billede på hans tempoevner og ikke sidste års mange skuffelser. I dag bekræftede han særligt med en stærk afslutning, hvor han over de sidste 6 km bare tabte 3 sekunder til Ganna, at han stadig har en god mulighed for at bryde den triste trend med, at U23-verdensmestre i enkeltstart aldrig opnår det store som professionel. Dagens resultat fortæller i hvert fald sammen med gårsdagens flotte ridt, at der er en grund til, at UAE tog ham med som en del af A-truppen til et af årets vigtigste løb.

Annonce

 

Der var i det hele taget flere opløftende præstationer. Sanchez brød ungdommens fest ved efter i årevis at have været en kronisk skuffelse i sin gamle yndlingsdisciplin pludselig igen at vise, hvorfor han har været tæt på at vinde grand tour-enkeltstarter tidligere. Max Walscheid viste igen, at han stille og roligt er ved at blive en næsten lige så spændende temporytter, som han er spændende sprinter, og selv den ellers fallerede Matthias Brändle kørte en efter nyere standard ganske pæn enkeltstart. Den største overraskelse var dog Stefan de Bod, der måske nok har kørt pæne enkeltstarter tidligere, men som aldrig har vist noget, der skulle antyde, at han kunne blive nr. 8 på en specialistenkeltstart på WorldTouren.

 

De Bod var dog ikke den eneste klatrer, der imponerede. Mest imponerende var det, at Jonas Vingegaard kørte en fabelagtig enkeltstart, der kun kan give øget næring til den danske drøm om, at han vitterligt er den næste danske grand tour-stjerne. Det lå bestemt ikke i kortene, at han ikke skulle få bøllebank på denne rute, men i stedet ville etapen nu have givet ham et gigantisk forspring til hovedparten af rivalern, hvis ikke han var blæst væk i sidevinden i går.

 

Han var dog ikke alene. Også Sergio Higuita nærmest chokerede med sin 18. plads på denne rute, ligesom Domenico Pozzovivo, Ben Hermans, Davide Formolo og Emanuel Buchmann alle kørte enkeltstarter, der kun må gøre det endnu mere bittert, at de blev sat til vægs i går. Til gengæld var det desværre sørgeligt at se Chris Froome ende i den tunge del af feltet sammen med alle sprinterne, og dermed er der efter to dage stadig ikke skyggen af tegn på, at han skulle være bare en smule tæt på at komme i nærheden af fordums styrke - præcis som det i øvrigt er tilfældet for endnu en veteran, Alejandro Valverde, der efter gårsdagens nedtur kørte en temmelig moderat enkeltstart.

 

Men Froome og Valverde er jo også begge i samme aldersklasse som Nibali, og desværre synes en halvgammel dåbsattest at være en stadig større ulempe i moderne cykelsport. I hvert fald har de første to dage i ørkenen ikke givet spor grund til optimisme hos alle dem, der måtte drømme om veteranernes genrejsning. Indtil videre har det ikke gjort den store forskel, om kalenderen har vist 2020 eller 2021. Det er stadig ungdommen, der holder fest!

 

Favoritterne

Dagens etape var det første af de to vigtigste slag i kampen om den samlede sejr. Allerede tirsdag er det tid til det andet af de to afgørende opgør, men hvor dagens etape var en nyskabelse, er der ikke noget som helst ukendt over det, der venter 24 timer senere. Både i Abu Dhabi og UAE Tour har etapen fra Al Ain til toppen af Jebel Hafeet været et helt fast element og den mest ikoniske i løbet. Syv gange er Emiraternes svar på Alpe d’Huez allerede besteget, og vi kender den derfor allerede til hudløshed.

Annonce

 

Modsat torsdagens Jebel Jais er der også tale om en svær stigning. Der skal immervæk lidt af et bjerg til, hvis man skal køre mere end et minut fra Tadej Pogacar. Det var imidlertid, hvad Adam Yates gjorde for et år siden, og det vidner om, at bjerget er rigeligt svært til at gøre forskelle. Hvem husker ikke, hvordan Miguel Angel Lopez og Alejandro Valverde kørte fra alt og alle i 2018? Eller hvordan Primoz Roglic, David Gaudu, Emanuel Buchmann og samme Valverde satte alle andre eftertrykkeligt til vægs i 2019? Eller hvordan Pogacar og Yates angreb hinanden utrætteligt på den anden af de to opkørsler sidste år, indtil de lod Alexey Lutsenko, Gaudu og Ilnur Zakarin komme tilbage? Eller hvad med debuten helt tilbage i 2015 med det højdramatiske opgør mellem Esteban Chaves og en klodset Wout Poels, der skred ud i svinget bare 50 meter fra en sejr, han reelt allerede havde sikret sig?

 

Nej, Jebel Hafeet er et rigtigt bjerg for klatrerne, men der er tre forhold, man skal være opmærksom på. For det første er stigningen meget åben, og i den blæsende ørken kan modvind være totalt dræbende for etapen. Nairo Quintana erfarede i hvert fald i 2017, at modvind kan gøre det svært for selv den mest formstærke klatrer at køre væk, og dengang endte det i stedet som en ukontrollerbar angrebsfest, der lidt tilfældigt blev vundet af en ”ikke-klatrer” som Rui Costa. Heldigvis vil der denne gang være direkte og endda ret kraftig medvind, og det er guf for alle de klatrere, der drømmer om store forskelle, ikke mindst Yates, der har lidt at rette op på efter i dag. Nu bliver det mindre taktisk og i højere grad form og klatreevne, der taler.

 

For det andet er der etapens natur. Det meste af dagen er det pandekagefladt, og der er derfor tale om en meget eksplosiv indsats på betydeligt mindre end en time til sidst. Der er ikke mange højdemeter undervejs, og denne slags bjergetaper gør det generelt muligt for mere eksplosive folk, der generelt har det svært i de rigtige bjerge at være med. Det gjaldt eksempelvis for Julian Alaphilippe, længe inden han lærte at tæmme de høje bjerge, og Diego Ulissi har også flere gange været i top 10.

 

Endelig er det tredje forhold varmen, der kan være ganske brutal for et kulderamt europæisk felt, som vi særligt så det sidste år, hvor det var meget varmt. Også i år kommer vi på den anden side af 30 grader i ørkenen, og det vil utvivlsomt spille en rolle.

 

Inden selve opkørslen er der en tur gennem ørkenen, der skal overstås. Den skal man bestemt ikke undervurdere. Ganske vist er der ikke rigtigt sket noget i mange år, men tilbage i 2015 splittedes det hele faktisk allerede inden stigningen, og selvom der kom samling igen, er det en option, man bestemt ikke kan afvise denne gang.

Annonce

 

Det bliver nemlig betydeligt mere blæsende, end det så ud til for nogle dage siden, og vinden vil være af nogenlunde samme styrke som i går, hvor det blev revet i stumper og stykker. I starten vil det dog være helt roligt, da der vil være hård modvind i den indledende fase. I lyset af de store tidstab tror jeg faktisk, at mange kan lugte en udbrudssejr, og derfor regner jeg med en ret aggressiv start og formentlig også et lidt større og potent udbrud, end man normalt kunne forvente.

 

Efter udbruddets dannelse vil feltet formentlig snegle sig afsted i modvinden, men jeg tror ikke, at udbruddet skal gøre sig tanker om at holde hjem. Ineos har under ingen omstændigheder råd til at lade bonussekunderne forsvinde, og derfor skal briterne skabe samling. De må derfor påtage sig et ansvar, og selvom UAE formentlig vil kunne lade et udbrud sejle langt væk, burde de altså blive holdt under kontrol. Dertil kommer nemlig også, at mange jo er ude af klassementet, og de mange frustrerede klassementsfolk har reelt kun en etapesejr tirsdag og torsdag som mulig gevinst fra dette løb. Derfor kan de ikke længere tillade sig at lade et udbrud køre hjem, og det kunne eksempelvis være Bora, Bahrain eller EF, der gav en hånd med. Og selvom det er en risiko at bringe bonussekunderne i spil, skal man heller ikke udelukke, at Pogacar er uhyre opsat på at vinde etapen og gerne tager den risiko.

 

Dertil kommer sidevinden. Når vi nærmer os sidevindsstykket midtvejs, kan vi vente os en uhyre hektisk positionskamp, der i sig selv nærmest vil bringe udbruddet tilbage. I lyset af gårsdagens drama skal man bestemt ikke udelukke, at der kan komme splittelse, og skulle det lykkes at komme af med Almeida, Pogacar eller Yates, kan vi få det vildeste forfølgelsesløb i medvinden frem mod stigningen. Det er dog også et ret langt medvindsstykke, og derfor tror jeg, at det vil falde til ro igen, hvis ikke en af topfavoritterne er sat af.

 

Det er nok Pogacar, der er mest sårbar, da hans hold umiddelbart står svagest, men efter deres flotte opvisning forleden med stærke præstationer af Mikkel Bjerg og Fernando Gaviria, tror jeg ikke, at de tre kan fange hinanden. Derfor tror jeg, at det falder til ro igen, og at et relativt samlet, men utvivlsomt meget nervøst felt vil køre i medvinden frem til bjerget, hvor de lige kan spurte om et par bonussekunder i bunden, hvis de tør bruge de kræfter, og hvor positionskampen utvivlsomt vil være brutal. Jeg tror på et sidevindsræs undervejs, og jeg udelukker ikke, at det kan vare hele vejen, men mest af alt tror jeg på en klassisk bjergfinale til sidst med et relativt fuldt og nervøst felt.

 

I det lys er det svært ikke at pege på Tadej Pogacar som favorit. Dagens enkeltstart var en understregning af slovenerens storform til et løb, der for ham og hans hold er et decideret sæsonmål, og på den baggrund er det svært at tro, at han kan sættes til vægs på en stigning som denne. Samtidig bakkes han op af et uhyre stærkt bjerghold med Rafal Majka, Davide Formolo og Jan Polanc, hvoraf de to sidstnævnte overpræsterede kraftigt i dag og synes i form, og dermed bliver han ikke let at isolere.

Annonce

 

Han kender stigningen, som han kørte flere gange om dagen på UAEs træningslejr i januar, som sin egen bukselomme, og han har den luksus, at han i første omgang kan gribe det hele defensivt an. Det betyder ikke, at han ikke kan ende med at køre fra alt og alle, for han vil utvivlsomt meget gerne tage en stor solosejr, men han kan tillade sig at vente til den sidste del af det stejle stykke. Og skulle det ende med en spurt i en lille gruppe, viste han med sidste års sejr foran ellers hurtige Lutsenko, at han også er svær at slå på stregen i en finale, hvor han mere end de fleste ved, at man skal først igennem det sene hårnålesving. I år synes regnvejrsrytteren Pogacar også at trives fint i den varme, der sidste år slog ham ud. Derfor må sloveneren være manden, der skal slås.

 

Hans værste rival må være Adam Yates. Briten gav som bekendt Pogacar rigtige bøllebank med en sejrsmargin på vanvittige 1.03 på en kun godt 10 km lang stigning, og dermed cementerede han, at han er en sand specialist på denne slags bjergetaper med en eksplosiv stigning efter en let dag. Samtidig virker Yates topmotiveret og i storform, når han kan sidde med i sidevinden på en dag, hvor hans bodyguards havde travlt med at hjælpe deres colombianere efter defekt, og det ændrer dagens ventede nederlag slet ikke på. Han har vist, at han mestrer varmen, og han bakkes op af et skræmmende hold, der kan sætte ham i scene - ikke mindst formstærke Ivan Ramiro Sosa. Naturligvis får han ikke skyggen af frihed, men er der én, der kan køre fra Pogacar, må det være manden, der allerede har gjort det én gang tidligere.

 

Ineos har dog flere kort at spille. Det er klart, at Yates nu er den klare førsteprioritet, men skulle hans angreb mislykkes, kan fokus blive rettet mod etapesejren. Det åbner døren for Ivan Ramiro Sosa, der jo viste storform på Ventoux og har bekræftet, at et skidt 2020 ikke ændrer på hans status som en af verdens bedste klatrere. Denne meget eksplosive etape er måske ikke ideel for Sosa, der er en mere klassisk klatrer, men han har i Burgos vist, at han også trives, selv når højdemeterne ikke er så mange og målbjergene ikke så lange. En udfordring er naturligvis sidevinden, hvor han er notorisk svag, men kommer han frisk og uskadt frem til bunden af stigningen, må han være en af de ryttere, der er stærk nok til enten at sætte Pogacar direkte til vægs eller at udnytte kampen mellem Yates og Pogacar til at køre væk, hvorefter han har den fordel, at begge de to favoritter kan leve med, at han kører hjem til etapesejren.

 

Den fordel har Emanuel Buchmann ikke, for han vil desværre altid blive jagtet af det stærke Ineos-hold, der hurtigt kan gøre etapen til førsteprioritet, hvis Yates ikke kan true Pogacar. Alligevel har tyskeren en taktisk fordel af ikke at være en del af klassementskampen, og den kan han udnytte. Etapens eksplosive karakter er ikke ideel for hans dieselmotor, men i 2019 viste han, at han sagtens kan være med, når han er i form. Meget tyder på, at han er lige så flyvende fra start som i både 2019 og 2020, hvor han var uhyggelig på Mallorca, for i dag kørte han en enkeltstart langt over vanlig standard. Den har også givet både ham og holdet megen optimisme i forhold til at vinde denne etape, og hvis han klatrer lige så godt, som han gjorde i Touren i 2019 eller i Dauphiné i 2020, er Buchmann ubetinget en af de få, der kan true Pogacar og Yates.

 

En anden rytter, der kan udnytte sit tidstab, er Wout Poels. Hollænderen har én gang været bare et klodset sving fra at vinde etapen og dermed vist, at han mestrer denne type etaper, og han er da også god på relativt eksplosive stigninger. Han kommer til løbet med fornem form efter et overbevisende ridt på Ventoux, og i dag kørte han en ganske pæn enkeltstart. Problemet for Poels er som altid, at han sagtens kan falde helt igennem, som han gjorde for et år siden, hvor han var blevet nr. 2 bag Pogacar på kongeetapen i Valencia, men smeltede helt sammen i den arabiske varme. Jeg har en meget stor frygt for, at det sker igen, og at han flopper fælt, men da dette er en vurdering af vinderpotentiale, er Poels nødt til at figurere højt på denne liste, når man betænker hans fine form.

 

Form har også Joao Almeida, men modsat de fleste har han ingen taktisk frihed. Ser man på hans klatreevner i Giroen, taler al logik for, at han får svært ved at følge Pogacar, men lige netop på så eksplosiv en etape vil han have en chance, ikke mindst hvis Yates og Pogacar kører stop-go-kørsel mod hinanden. Kommer han først op til den øvre og lette del med klog kørsel, som vi så i Giroen, hvor han var en mester i at begrænse sine tab, er han lynhurtig på stregen og utvivlsomt bedste bud på en mand, der kan slå Pogacar i en spurt. Det bliver svært, men hans spurtstyrke gør, at en formstærk Almeida må regnes som et ganske seriøst etapevinderbud, selvom det utvivlsomt vil ske med defensiv kørsel - en strategi, der med bonussekunder gennem resten af løbet også kan være nok til at vinde samlet. Lidt sidevind tidligt på etapen vil bestemt heller ikke svække hans chancer.

 

Efter dagens enkeltstart er der vel også god grund til at have store forventninger til Jonas Vingegaard. Danskeren synes at være i storform, og det var netop hans uforudsigelighed, der gav de største betænkeligheder inden løbet. Desværre ved vi, at han kan være ganske svingende, men noget tyder på, at benene er der. På papiret burde en så eksplosiv etape være god for Vingegaard, der dog ligner et oplagt offer i sidevinden undervejs. Klarer han den hurdle, har han frihed til slut, hvis ikke Jumbo låser ham til Chris Harper. Det gør de formentlig ikke, når australieren næppe vinder løbet, og med frihed, en god spurt og mulig Angliru-form må Vingegaard være et glimrende vinderbud.

 

En anden klatrer, der chokerede i dag, var Sergio Higuita. Der var næppe mange, der havde luret en top 20 til colombianeren på dagens wattenkeltstart, og det kunne tyde på storform hos Higuita, der også startede stærkt sidste år. Desværre blev 2020 også et år, hvor hans stjerne dalede kraftigt, for Higuita klatrede gennem hele året langt ringere end ventet. Derfor har jeg også hele tiden haft store forbehold for ham i dette løb, men hans enkeltstart i dag gør, at man må tilskrive ham en chance på en eksplosiv bjergetape, der virkelig burde passe netop hans ryttertype. Først og fremmest er han interessant, fordi hans spurt gør, at han sammen med Almeida er største trussel mod Pogacar på stregen, hvis han kan komme op til de lette kilometer med de bedste.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Sepp Kuss. Grundlæggende tror jeg ikke meget på amerikaneren, der er kendt som en langsom starter, og hans kørsel de første to dage har heller ikke været overbevisende. De to etaper passede ham dog heller ikke overhovedet, og sidste år viste han trods alt konkurrencedygtig form i februar i Provence. Samme niveau rækker ikke til at vinde her, men er han bare lidt bedre, er Kuss så sublim en klatrer, at han er en af de få, der på dette bjerg kan lave ”en Yates”. Han har ligesom så mange andre fordel af at være ude af klassement, og ligesom Vingegaard er han næppe låst til Harper. Han synes ikke at have formen til det, men snyder han mig, kan Kuss til gengæld også vinde det hele.

 

En anden rytter, der overpræsterede i dag, var Domenico Pozzovivo. Den lille italiener har ellers slet ikke fordums tempoevner, men i dag var han uhyre stærk på en rute, der slet ikke passede ham. Kombinerer man det med, at han er god på eksplosive etaper, at han i Giroen sidste år endelig var flyvende igen, og at han traditionelt har været en stærk starter, er der meget, der taler for en god Pozzovivo, hvis han overlever sidevinden. Nu om dage er han desværre mere utilregnelig end i gamle dage, hvor hans bundniveau var blandt feltets højeste, men dagens præstation gør mig fortrøstningsfuld, også fordi han ligesom så mange andre har frihed.

 

En anden meget formstærk rytter er Ben Hermans. Det så vi allerede på enkeltstarten i Besseges, og det bekræftede han i dag, hvor han kørte en af sit livs bedste enkeltstarter. Derfor var det heller ikke mærkeligt at se en frustreret Hermans angribe i finalen på 1. etape, for han havde utvivlsomt regnet med et godt resultat på en tid af året, hvor han i blandt andet Oman har været helt suveræn. Den relativt eksplosive og stejle stigning burde passe fint til Hermans, selvom han med alderen er blevet mere dieselagtig, og han har i de senere år vundet ganske mange cykelløb på længere bjerge. Han har ikke samme hurtighed som tidligere, men han har i hvert fald form og frihed, hvis han denne gang klarer sidevinden.

 

Sidste år var Alexey Lutsenko meget tæt på at omsætte sin ikoniske februarform til sejr på denne stigning, men som både Provence og sidevind har vist, er der noget galt med Lutsenko i år. Heldigvis kørte han en ganske hæderlig enkeltstart i dag, og man kan håbe, at han denne gang blot havde lidt startrust, der skulle bankes af. En notorisk uforudsigelig fyr som Lutsenko skal man i hvert fald altid have øjne på, og han har vist, at han kan matche klatrerne på denne eksplosive stigning, hvor han også har sin gode spurt som våben. Nu skal han bare finde den form, han plejer at have i ”sin” måned.

 

Efter 1. etape var jeg meget i tvivl om en nærmest ligeglad Daniel Martinez, men dagens enkeltstart betrygger mig igen. Måske er han alligevel lige så flyvende som i februar for et år siden, men det er stadig bemærkelsesværdigt, at Ganna forud for løbet kun nævnte Yates og Sosa og ikke Martinez som kaptajner. I morgen er det Ineos, der skal gøre løbet hårdt, og meget kunne tale for, at Martinez skal brændes at i et tidligt føringsarbejde. Jeg ser ham derfor mest som hjælper, men får han lov at spare sig, og skifter Ineos undervejs fokus til etapesejren, er han sammen med Sosa en mand, der kan udnytte fokus på Yates til at køre væk.

 

Patrick Konrad er bestemt ingen klatrer, men han har forbedret sig på lange stigninger, som vi så i Giroen. Skal han præstere på en bjergetape, er det netop på så eksplosiv en sag som denne, og han viste i Provence fremragende form på en stigning, der egentlig var for svær. Han vinder ikke ved at køre væk fra rivalerne, men som vi senest så i Provence er han lynhurtig. Skulle det grundet taktik blive samlet i en lidt større gruppe, er han en af de ryttere, der vil have en chance i en spurt.

 

I Provence skuffede Jack Haig en anelse, men han er også en dieselmotor, der har brug for lidt opvarmning. Hans enkeltstart i dag var ikke storartet, men det var forventeligt. Sidste år var han flyvende i februar, og selvom det ikke gælder denne gang, er han konkurrencedygtig. Han er en af løbets bedre klatrere, og han skal ikke finde mange procent, før han kan udnytte friheden og samarbejdet med Poels til at angribe. Desværre er an ikke prototypen på en rytter til så eksplosiv en etape som denne, og han er derfor en usandsynlig vinder.

 

Jeg tror ikke meget på Vincenzo Nibali, der nu om dage aldrig kører stærkt i februar, men i år har han proklameret en undtagelse. Det gik da også ganske hæderligt i Besseges, men både sidevinden og enkeltstarten viser trods alt, at der er nogen vej til hans bedste niveau. Der er derfor ingen tvivl om, at Nibali ikke vinder alene på sin form, men han var i Besseges også god nok til, at han måske kan bruge sin snilde til at snige sig væk, hvis det bliver lidt taktisk mellem favoritterne. Sandsynligt er det dog ikke.

 

Endelig vil jeg pege på Stefan de Bod og Harm Vanhoucke som små jokere. Sydafrikaneren var dagens store overraskelse, men det er faktisk som klatrer, at han har gjort det bedst med en samlet 2. plads i Østrig Rundt og sidste år med en 15. plads på dette bjerg. Lige nu synes han at være i fremragende form, og det kunne indikere, at han kan gøre det endnu bedre, end han gjorde det for et år siden, hvor han kørte fra folk som Zakarin, Valverde og Ciccone på denne stigning. Vanhoucke gjorde betydelige fremskridt i 2020, hvor han blandt andet startede sæsonen meget stærkt og begyndte Giroen flot, og han burde kunne lide målbjerget, hvis han klarer sidevinden. Formen er ukendt, men den var god for et år siden.

 

Blandt de øvrige ryttere synes Mattia Cattaneo, Fausto Masnada og Chris Harper at have formen til et godt resultat, men da de ikke har skyggen af frihed, bliver det umuligt at vinde. Det samme gælder for Neilson Powless, der dog næppe er med helt fremme. Låst er Rafal Majka og Davide Formolo¸ der meget vel kan vise sig blandt de allerstærkeste, men som alene skal hjælpe Pogacar. Jeg ville meget gerne pege på Alejandro Valverde, men hans kørsel i dette løb har bestemt ikke været overbevisende, og meget peger på samme meget langsomme start som i både februar og august i 2020, hvor hans mål også lå længere fremme. Hans holdkammerat Gregor Mühlberger kunne overraske, men næppe vinde, og Antonio Pedrero har næppe formen. Damiano Caruso overraskede i sidevinden, men i dag så vi, at formen formentlig er, som den plejer at være i februar, og Gino Mäder manglede meget på Ventoux. Jaakko Hänninen, Mathias Frank, Geoffrey Bouchard, Attila Valter, Matteo Badilatti, Thymen Arensman og Nick Schultz har top 20-, men næppe top 10-potentiale, selvom Schultz ikke synes i helt ringe form, mens den lovende Arensman stadig synes at mangle lidt. Også Kevin Colleoni må mangel for meget. Dieselklatrerne Louis Meintjes og Jan Hirt er ikke med fremme på denne stigning, og det er svært at have den helt store tro på holdkammeraterne Simone Petilli og Rein Taaramae. Ruben Guerreiro er på vej tilbage efter en skade, og hverken Ruben Fernandez eller Remy Rochas kan ventes helt fremme, Fernandez grundet formen og Rochas grundet det generelle niveau. Det er en spændende test for mountainbikeren Ben Zwiehoff, men det vil være overraskende, hvis han lægger ud som lyn og torden, og desværre er der intet, der antyder skyggen af genfødsel af Chris Froome.

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Adam Yates, Ivan Ramiro Sosa

Outsidere: Emanuel Buchmann, Wout Poels, Joao Almeida, Jonas Vingegaard, Sergio Higuita

Jokers: Sepp Kuss, Domenico Pozzovivo, Ben Hermans, Alexey Lutsenko, Daniel Martinez, Patrick Konrad Jack Haig, Vincenzo Nibali, Stefan de Bod, Harm Vanhoucke

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2020, Adam Yates’ sejr fra 2020, Alejandro Valverdes sejre fra 2019 og 2018, Rui Costas sejr fra 2017, Tanel Kangerts sejr fra 2016 og Esteban Chaves’ dramatiske sejr fra 2015.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Tadej Pogacar
Adam Yates, Ivan Ramiro Sosa
Emanuel Buchmann, Wout Poels, Joao Almeida, Jonas Vingegaard, Sergio Higuita
Sepp Kuss, Domenico Pozzovivo, Ben Hermans, Alexey Lutsenko, Daniel Martinez, Patrick Konrad Jack Haig, Vincenzo Nibali, Stefan de Bod, Harm Vanhoucke
Alejandro Valverde, Gregor Mühlberger, Fausto Masnada, Mattia Cattaneo, Neilson Powless, Damiano Caurso, Attila Valter, Matteo Badilatti, Jaakko Hänninen, Nick Schultz, Thymen Arnesman, Ben Zwiehoff
INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Eksklusivt interviewSaabye tilbage på dansk jord: Skal starte på en frisk

Landevej

Livestream masser af cykling - Specialtilbud på Discovery+

Landevej

Colombiansk stjerne har overvejet karrierestop

Landevej

Eksklusivt interviewSaabye og Lønne vender hjem til den danske cykelscene

Landevej

Eksklusivt interviewColoQuick-talent i EM-trøjen: Det var noget specielt

Landevej

Video i artiklenOptakt: Paris-Nice

Landevej

Tilmeld dig CeramicSpeed Race Series

E-cykling

Annonce