Ruten

Efter to dage i emiratet Dubai bevæger feltet sig til emiratet Abu Dhabi med en gentagelse af den mest ikoniske etape fra det nu hedengangne Abu Dhabi Tour. Tirsdag sendes feltet nemlig ud på den klassiske kongeetape med mål på toppen af Jebel Hafeet-stigningen, hvor vinderen i Abu Dhabi-løbets tre udgaver hver eneste gang også endte som samlet vinder. På årets mere alsidige rute er der ingen garanti for, at vinderen af 3. etape også vil sejre samlet - ikke mindst fordi man skal op ad præcis samme stigning én gang til senere i løbet - men om ikke andet vil Jebel Hafeet atter give os en ganske klar indikation på, hvem der skal slås om den samlede sejr i den første udgave af Mellemøstens storløb.

Selvom målet er det samme som det, vi kender fra tidligere, er det ikke den klassiske etape. Den venter nemlig først senere i løbet, mens der denne gang er tale om en transport fra Dubai til det ikoniske bjerg i Abu Dhabu-emiratet. Således kører man 184,0 km fra Al Qudra Cycle Track i udkanten af byen Dubai til toppen af Jebel Hafeet, som ligger mod sydøst dybt inde i ørkenen. Fra start kører man mod sydvest igennem den helt flade ørken, inden man drejer mod sydøst og senere øst for at følge den flade ørkenvej frem til forplejningen, som nås efter 109,3 helt flade kilometer.

Efter frokosten sætter man kursen mod sydøst og fortsætter igennem den flade ørken ned mod byen Al Ain, der ligger for foden af Jebel Hafeet. Her kører man mod syd frem til den første spurt, der efter 150,5 km ligger i byens udkant, inden man fortsætter mod syd ind gennem byen og ud til foden af bjerget. Her kører man den sidste spurt efter 170,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næsten 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m forinden.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen byder på i alt 1471 højdemeter.

Vinden spiller altid en stor rolle på bjerget. Det så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

Vejret

Da jeg skrev optakt til hele løbet, så det ud til, at tirsdagen ville blive uhyre blæsende. Nu er den kraftige vind udsat til onsdag, men der ændres ikke på vindretningen. Først og fremmest bliver det den varmeste dag, jeg husker til et mellemøstligt løb i februar, idet solen vil bage fra en skyfri himmel og temperaturen i bunden af bjerget vil være hele 35 grader. Derudover vil der være en let til jævn vind, der fra syd, der langsomt vil aftage og dreje mod sydvest. Det giver en lang dag med næsten uafbrudt sidemod- og modvind helt frem til bunden af bjerget. Her vil der være direkte modvind, hvis vinden ikke har drejet endnu, mens det vil have mere karakter af sidemodvind, hvis vinden er i sydvest.

Analyse af 2. etape

Tænk, at to etaper kan efterlade en med så kontrastfyldte følelser. I går brugte jeg hovedparten af analysen på at beklage mig over den manglende forløsning i gårsdagens med spænding imødesete opgør mellem sportens sprintergiganter. En kaotisk massespurt efterlod tre af de fem spurtkanoner ude af position til at køre en ordentlig spurt, og selvom Pascal Ackermann leverede en overbevisende præstation og relativt klart satte Caleb Ewan til vægs, sad man tilbage med fornemmelsen af, at vi ikke var blevet meget klogere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Diametralt modsat forholder det sig efter dagens 2. etape. På forhånd var jeg en af sikkert mange, der havde glædet mig meget til at se opgøret mellem Caleb Ewan og Sam Bennett. Begge cementerede de nemlig deres status som nogle af verdens absolut bakkesprintere i en sæson, hvor Ewan sejrede i dagens finale på Hatta Dam samt i Tour of Turkey, mens Bennett efter en tidlig sejr i Tyrkiet var uhyre overbevisende i bakkespurterne i Oviedo og Toledo.

Det efterlod spørgsmålet, hvem af de to der faktisk var den stærkeste, når det handlede om at mose op ad en kort, eksplosiv stigning. I Tyrkiet sidste år endte det 1-1, da stakkels Ewan blev sat ud af spillet i den ene af de to puncheurspurter, inden Ewan fik Bennetts skalp på Stirling-etapen tidligere i år. Dengang var der imidlertid også en åbenlys formmæssig fordel til gunst for den lille australier, der havde draget god nytte af de mange solskinsdage i Australien, men den forskel ventedes udlignet inden denne uges UAE Tour. Dagens nu efterhånden ikoniske finale på Hatta Dam skulle levere de første virkelige svar.

Og hvilken duel vi fik mellem de to forhåndsfavoritter! Mens man i går kunne rive håret af sig selv i frustration over supersprinternes fejlslagne positionskamp, sad den lige i skabet i dag. Jasper de Buyst viste, at han bestemt ikke er blevet ringere efter sit helt forrygende efterår i 2019, og han dominerede totalt en finale, hvor alle vidste, at positionen frem mod det sidste sving var forskellen på succes og fiasko. På den måde må Ewan have følt sig som Jeppe i baronens seng, da han drejede ind på bakken i en position, han ikke kunne have ønsket sig bedre.

Det kunne Bennett imidlertid heller ikke. I går leverede den normalt så træfsikre Michael Mørkøv en sjælden skidt præstation i en massespurt, men i dag sad hans arbejde igen lige i skabet. Ganske vist tabte han det lange drag race mod De Buyst, men heldigvis fik han bokset Bennett på plads lige bag sin australske hovedrival.

Der sad de så, de to store favoritter, lige ved siden af hinanden og klar til at vise os alle, hvem der var bedst. Bennett var den modigste af de to, da han med det samme åbnede for den power, der for et halvt år siden i Oviedo havde distanceret alle andre så markant, at han slet ikke kunne tro sine egne øjne, da han opdagede, hvor god han egentlig var. Ewan var imidlertid den mest snu af de to - måske fordi han kendte finalen fra tidligere - og tøvede akkurat de sekunder, der gjorde det muligt at gribe Bennetts hjul. Og da først australieren åbnede for gassen måtte Bennett indse, at hans rå power denne gang ikke rakte, selvom han nok engang havde kørt resten af feltet helt ud af kameraernes linser.

På de sidste meter var Ewan suveræn, og det kan med det samme forlede en til at tro, at australieren har overhånden i den slags finaler. En puncheurspurt er imidlertid ikke bare en puncheurspurt. Hatta Dam er nemlig noget helt, helt særligt og allerede en institution i cykelsporten. Intet andet sted findes der en bakke, der på én gang er så kort og samtidig så stejl. Og netop den kombination passer Ewan helt perfekt, da længden betyder, at puncheur- og ardennertyperne ikke kan matche sprinterne, men hvor han på de knap 20% har stor fordel af at være knap 10 kg lettere end sin irske rival.

På de procenter vil Ewan altid have overtaget, og derfor var det overhovedet ikke overraskende, at han trak sig sejrrigt ud af opgøret. Næste opgave bliver at finde ud af, hvem der vinder, hvis de engang skal spurte på en knap så stejl bakke, hvor Bennetts større power mere kommer til sin ret. Hvornår den mulighed kommer, er svært at sige i en sæson, hvor de har ret forskellige sæsonplaner. I årets Paris-Nice, hvor de ellers mødes, får vi ikke chancen, men måske Touren kan byde på en mulighed, når engang ASO får udlagt de præcise detaljer for deres etaper.

Indtil da er det Ewan, der har overtaget, og han kan tillige glæde sig over, at hans UAE Tour nu er reddet, efter at Ackermann i går stillede til skue, at han formentlig stadig har sine mangler på ren topfart. Den glæde har Bennett endnu ikke, da en supersprinter som ham ikke må komme hjem fra Mellemøsten uden en gevinst, men med Mørkøvs genrejsning i dag kan han i det mindst imødese de kommende tre massespurter med fortrøstning.

For Arnaud Demare derimod er løbet allerede en succes. I et forsøg på at prøve noget nyt har den franske sprinter i år skippet de første løb, hvor han ellers har for vane at vinde en del, herunder åbningsweekenden, til fordel for karrierens første højdetræningslejr og en efterfølgende deltagelse i UAE Tour. Alt sammen er det en del af en strategi, der betyder mere fokus på at vinde massespurter og mindre vægt på klassikerne, og baseret på dagens resultat er han på rette vej. I går blev han lukket inde, da han ellers vandt kampen om Bennett baghjul - normalt det allerbedste sted at være - men i dag viste han fremragende form i en afslutning, der ellers nok var lidt for stejl til at passe ham perfekt. I lyset af den ringere position, han havde i bunden af bakken, kunne noget tyde på, at højder rimer meget godt på Demares forberedelse.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Forud for Hatta Dam er der altid lidt diskussion, om det bliver en dag for puncheurs eller for sprintere. Den diskussion var særligt udtalt i år, hvor en fordobling af antallet af højdemeter i bakkerne omkring Hatta betød, at der var basis for, at puncheurtyperne kunne komme af med sprinterne allerede inden afslutningen. Den frygt havde Ewan selv udtrykt, men den viste sig at være helt ubegrundet.

Det så ellers ud til, at både Astana og Movistar havde planer om at lægge det ventede tryk undervejs, så Alexey Lutsenko og Alejandro Valverde kunne udkæmpe et slag mellem puncheurtyperne. Desværre for dem var kørelysten i den bagende varme ikkeeksisterende, og da først to Vini-ryttere kørte fra km 0, var slaget tabt. Det betød nemlig, at hele dagen blev alt, alt for let, og da Astana kom deres ventede forsøg på at lægge lidt tryk på, indså de hurtigt, at det intet formål tjente i et friskt felt. Til slut forsøgte Movistar sig lidt med en forcering, der dog ikke gjorde det af med mange andre end den formsvage Chris Froome og en overraskende ligeglad Ackermann, der ellers havde været sjov at se i denne finale. En jagt på et stort og potent udbrud kunne have gjort etapen til en knaldhård affære, men nu blev det i stedet præcis, som sprinterne ønskede sig det.

På den baggrund var det heller ikke overraskende, at top 3 udgjordes af netop holdbare sprintere, men der var dog også undtagelser. Særligt Diego Ulissi kan glæde sig over, at han kørte sin vel bedste puncheurspurt i meget lang tid. Den lille italiener har eller åbenlyst tabt det meste af sin hurtighed, men når det bliver rigtigt stejlt og ikke for langt, kan han stadig. Det viste han med sidste års 3. plads i Fleche Wallonne, og det blev til fulde dokumenteret i dag.

Den anden puncheur i front var Andrea Vendrame. Man skal ikke have læst mange ord fra min hånd for at vide, at jeg anser den alsidige italiener, der kører stærkt i puncheurspurter, i massespurter, på grusveje og i bjerge, som et af sportens mest spændende talenter, og det bekræftede han igen i dag. Først og fremmest imponerede han i positionskampen, hvor han fik anbragt sig ganske perfekt, og selvom han tabte positioner og terræn til sidst i kampen mod de mere kraftfulde folk, fik han atter vist, at han vil tilføre Ag2r mange af de sejre, de tørster efter.

Til gengæld må Luka Mezgec være lidt skuffet. Sloveneren havde efter en flot præstation sidste år og ikke mindst en overbevisende puncheursejr i Polen udset sig denne etape som ugens store mål. Desværre fandt han aldrig den bedste position, og samtidig må han nok sande, at der trods alt er bedre folk i denne slags finaler, selvom han for nylig har fundet ud af, at han har smag for dem.

Dagens overraskelse var Rock Zabel. Ganske vist har tyskeren tidligere gjort det pænt i denne slags spurter, men han har ikke meget i sin historik, der antyder, at han skulle være top 5-kandidat. Måske er det dog noget, han burde dyrke lidt mere. Det er i hvert fald svært at glemme, at han i en stigende spurt i Californien for et par år siden kørte et så godt lead-out, at Alexander Kristoff ikke kunne gå forbi sin hjælperytter. Kombinerer man det med, at han nu har lagt Katushas dødsbo bag sig, kunne der måske være rum til mere for Zabel, der ellers hidtil er mere kendt for sit navn end sine resultater.

Derudover udgjordes toppen af resultatlisten udelukkende af klassementsryttere. De skal nemlig altid spurte for ikke at tabe dumme sekunder, og modsat tidligere lykkedes det for dem alle. Kun Jai Hindley måtte sande, at de gode ben fra Herald Sun Tour er væk, ligesom Carl Fredrik Hagen fortsætter sin sløje sæsonstart, og Giovanni Visconti nok engang viste, at han endnu ikke er i form. Alle andre med ambitioner i løbet sad, hvor de skulle, og når selv Ilnur Zakarin holder sig til i positionskampen, må alle mand kunne sætte flueben ud for etapen med tilfredshed - naturligvis med undtagelse af stakkels Laurens de Plus, der grundet sygdom går glip af en uhyre sjælden chance for at jagte et personligt resultat hos Jumbos stjerneparade.

De eneste, der kan ærgre sig lidt, er Alejandro Valverde og Alexey Lutsenko, der åbenlyst havde planer om mere og ikke mindst om at score vigtige bonussekunder. Det tillod løbets omstændigheder dog ikke, og man skal ikke aflæse det som et dårligt tegn, at de ikke var med i kampen om etapesejren. I denne finale handler alt om positionering, og da positionskamp ikke altid har været Lutsenkos spidskompetence, og Valverde næppe har villet satse liv og lemmer, er det svært at drage nogen lære af, at ingen af de to endte i top 10. Lutsenko kan til gengæld glæde sig over, at han undervejs fik samlet et bonussekund op, hvilket kan blive vigtigt i et løb, hvor forskellene sjældent er voldsomt store.

Det er de heller ikke endnu, hvor alle favoritterne undtagen Lutsenko er i samme tid. Alt sammen vil det dog ændre sig tirsdag, hvor det er tid til den første af de to opstigninger af den ikoniske Jebel Hafeet-stigning. Ganske vist betyder vindforholdene, at det primært er på torsdag, at bjerget vil gøre forskelle, men heldigvis vil modvinden tirsdag slet ikke være så kraftig som varslet tidligere.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Dermed er der lagt op til et spændende opgør mellem flere af sportens allerbedste klatrere. Nu må vi blot håbe, at netop modvinden ikke nok engang betyder, at vi efterlades med endnu et uforløst opgør mellem nogle af sportens giganter.

Favoritterne

Nok havde Alexey Lutsenko og Alejandro Valverde håbet på lidt bonussekunder på dagens etape, men det har hele tiden været tanken, at det ville have karakter af lidt ekstra flødeskum. Det har hele tiden været klart, at kampen om den samlede sejr skal stå på Jebel Hafeet, der grundet vejarbejde i år skal bestiges to gange. Det er lidt af en nyskabelse to gange i samme løb at have afslutning på samme bjerg, men i lyset af de begrænsede muligheder i ørkenen langt mere interessant end 2019-udgaven, hvor den nye stigning Jebel Jais viste sig at være alt for let til at skabe godt cykelløb.

Det er Jebel Hafeet bestemt ikke. Nok er det ikke noget Monte Zoncolan, men historien viser klart, at det lange, jævne og relativt stejle stykke inden den lidt lettere finale, kan få feltet til at sprænges. Det så vi i den fantastiske duel mellem Esteban Chaves og Wout Poels i 2015, det så vi i opgøret mellem Tanel Kangert og Nicolas Roche i 2016, det så vi, da Alejandro Valverde og Miguel Angel Lopez kørte fra alt og alle i 2018, og det så vi, da Primoz Roglic, David Gaudu, Emanuel Buchmann og en til slut flyvende Valverde satte alle andre på plads i 2019.

Historien bekræfter imidlertid også, at golde ørkenstigninger er meget vindfølsomme. Det så vi i den kraftige modvind i 2017, hvor alle kiggede på en formstærk Nairo Quintana, der forinden havde knust al modstand i Valencia. På en dag, hvor det var let at sidde på hjul, var alle colombianerens angreb frugtesløse, og da Movistar samtidig kom til løbet i en ringe forfatning, kunne en isoleret Quintana intet stille op, når han selv skulle lukke alle huller. Resultatet blev en helt ukontrolleret angrebsfest, hvor det var relativt tilfældigt, at det lige blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der fik sneget sig væk.

Desværre for de ryttere, der gerne vil gøre forskelle, bliver tirsdag endnu en modvindsdag. Den gode nyhed er, at den kraftige vind, som man meldte om inden løbet, nu er reduceret til en let brise fra syd og sydvest. Det er ikke en bondegård, men på en stigning, hvor blæsten har frit spil til at bremse rytterne, er det stadig en markant hæmsko, som kan gøre det svært at gøre forskelle. Heldigvis kan rytterne glæde sig over, at de stadig har udsigt til at få en mindre orkan direkte i ryggen, når de atter skal bestige bjerget på torsdag, hvor 5. etape dermed har udsigt til at blive løbets klart vigtigste etape.

I dag blev etapen kedsommelig og begivenhedsfattig, og det vil den også gøre i morgen. Det bliver nemlig en lang dag med sidemod- og modvind, og da vinden heller ikke er specielt kraftig, vil de enkelte sidevindsstykker heller ikke spille en rolle. Derfor bliver det formentlig nok engang et spørgsmål om, at et ligegyldigt udbrud med deltagelse fra i hvert fald de to wildcard-hold sniger sig væk fra km 0, hvorefter en meget let og langsom rulletur gennem ørkenens modvind bliver dagens orden. Lotto vil næppe gøre meget for at forsvare en trøje, der ikke kan forsvares, men det ligger i kortene, at UAE helt sikkert vil påtage sig ansvaret som det store favorit- og hjemmebanehold, og også Bora, Movistar og Astana kan tænkes at give en hånd med undervejs. Resultatet bliver, at vi kan se frem til et opgør mellem favoritterne på Jebel Hafeet, som de formentlig vil ramme i frisk tilstand efter en meget let dag. Dermed bliver det også en meget eksplosiv sag trods stigningens længde og noget helt andet end en bjergfinale efter 4000 højdemeter og tre forudgående bjergpas. I en afslutning som denne kan også tungere folk være med.

Det store spørgsmål er, hvilken rolle modvinden vil spille. Der er på papiret en risiko for en gentagelse af det ukontrollerbare Quintana-scenarie fra 2017, men det ser vi næppe. Denne gang er det nemlig Tadej Pogacar alle vil kigge på, men modsat Quintana er han omgivet af et af de absolut stærkeste hold med luksushjælp fra Davide Formolo, Diego Ulissi og måske endda en Sven Erik Bystrøm, der var chokerende god i Australien. Dermed bør etapen nok kunne kontrolleres, og mange vil formentlig bare vente på Pogacars forventede angreb.

Med udsigt til modvind er der interesse i at gøre det hårdt. Det gælder særligt for UAE og Bora, der også har holdene til at gøre det. Det har Astana også, og de kan også sagtens tage en kontrollerende rolle, selvom deres interesse i første omgang må være en spurt med Lutsenko. Det kan derfor sagtens være kasakkerne, der sørger for at lægge en dæmper på en angrebslyst, der også vil blive svækket markant af modvinden.

Alle ved, at Tadej Pogacar, der som den eneste har løbet som sæsonmål, er manden, der skal slås, og han ventes at være stærkeste mand efter magtdemonstrationen i Valencia. Spørgsmålet er bare om en modvindsstigning som denne er svær nok til, at han kan køre væk. I den kraftige vind, der meldtes om forleden, havde det været umuligt, men nu er det langt mere åbent.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Med den knap så stærke vind er jeg relativt sikker på, at vi vil se en betydelig udskilning, når formstærke Pogacar hugger til, men jeg tror ikke, at han kan køre alene væk. Alligevel peger jeg på ham som favorit, men det er med langt mere tvivl, end det vil være til torsdagens medvindsfinale. Det er primært hans spurtsejr over Valverde på 2. etape i Valencia, der overbeviser mig om, at han må være favorit alligevel. Her viste han nemlig, at han kan slå de fleste i en spurt på toppen af en bakke, og lægger man dertil, at han er i superform og formentlig vil være friskere end rivalerne, vil han kunne slå langt de fleste på stregen.

Kommer han af med sine primære trusler i en spurt, Valverde og Lutsenko, bliver han i hvert fald svær, og selv mod de to hurtigere folk, står han stærkt. Det er et problem for ham, at den sidste kilometer er nem, og at der efter nedkørslen kun er en kort, let bakke op til stregen, for i så moderat en finale er Valverde og Lutsenko med statsgaranti hurtigere. Heldigvis for Pogacar kommer den efter et bjerg, der er ganske svagt, og derfor tror jeg, at han alligevel kan gøre det færdigt.

Hvis jeg var ham, ville jeg dog være slemt bekymret for Alexey Lutsenko. Når den i februar altid så formstærke kasak kan blive nr. 2 på Mont Ventoux, der burde være for svær for ham, er han flyvende. Han bliver ikke let at sætte af på en modvindsstigning som denne, og den sidste kilometer passer ham som fod i hose. Den lille nedkørsel giver ham mulighed for at komme sig, hvorefter han på den moderate bakke til sidst har et bedre kick end stort set alle andre. I medvinden på torsdag kan han få det svært, men i modvind vil Lutsenko være livsfarlig.

Det kunne Adam Yates også blive. I den store optakt har jeg berettet om, hvordan briten kom flyvende ind til sidste sæson, og at han melder om god form til sæsondebuten, hvilket med tanke på hans fantastiske 2019-forår er dårligt nyt for rivalerne. Denne eksplosive stigning efter en let dag passer ham også fremragende, og denne slags puncheurfinale på toppen af et bjerg burde også ligge ganske godt til ham. Ligesom for Pogacar gælder det, at de sidste meter efter nedkørslen kan blive for lette mod de mere kraftfulde folk, men Yates er en af de ryttere, der både kan ventes at følge Pogacar og derefter tage kampen op med sloveneren på stregen.

Det logiske bud ville i lyset af modvinden være Alejandro Valverde. Spanieren har endda vundet på bjerget de seneste to gange, og derfor burde hans favoritstatus været en selvfølge. Desværre fik han sig en gigantisk lussing i Valencia, og selvom han gjorde det godt i det svagt besatte løb i Murcia, har han åbent erkendt, a han ikke er i samme form som sidste år. Heller ikke dengang var han endda specielt stærk i en februar måned, der var usædvanligt resultatfattig, og er han i ringere forfatning i år, kan det blive svært. Det ændrer dog ikke på, at Valverde trods alt kørte stærkt på Mallorca, i Murcia og på 2. etape i Valencia, og at en eksplosiv stigning efter en let dag passer ham ganske perfekt. Formen rækker nok ikke til at matche Pogacar i medvinden på torsdag, men i modvind er Valverde altid farlig, topform eller ej - særligt fordi han sidste år overspurtede hurtige Primoz Roglic præcis på disse veje og dermed nu præcis ved, hvordan den lidt kringlede afslutning skal skæres.

Sidste år var David Gaudu flyvende på dette bjerg. Om han også vil være det i år, er svært at sige efter den store nedtur på Ventoux, men vi ved også om Gaudu, at han ofte kan være lidt rusten, når han kommer tilbage fra en pause. Det var eksempelvis tilfældet i sidste års efterårsklassikere, og hvis mønsteret gentager sig, kan vidunderklatreren sagtens være lige så forrygende som for et år siden. Hvis det er tilfældet, bliver han ikke sat på denne modvindsstigning, men det kan blive svært at vinde etapen, hvis ikke han kører alene hjem. Han viste dog i Romandiet sidste år, at han er en glimrende puncheur, og i denne kringlede spurt vil Gaudu ikke være uden chance, selvom han ikke kunne matche Valverde og Roglic.

Lidt af det samme kan siges om Wilco Kelderman . Heller ikke han er superafslutter, men hans meget fornemme spurt på 2. etape i Provence viser nok engang, at han ikke er langsom. Samtidig er han modsat Gaudu med statsgaranti i form efter en meget overbevisende kørsel i Provence, hvor han også var den klart stærkeste hos forfølgerne bag Quintana og Lutsenko-gruppen. Med de ben bliver han svær at komme af med, og i spurten på toppen vil han have en chance, hvis han afslutter som han gjorde for halvanden uge siden.

En anden formstærk klatrer er Wout Poels. Som vi senest så i Valencia, ved man aldrig med lottokuponen Poels, der kan flyve den ene dag og drukne den anden. Benene var dog i hvert fald gode på kongeetapen i Valencia, hvor han næsten fik fat på Pogacar med sin sene forcering. Det viser, at han meget vel kan være en af de allerstærkeste i dette løb, men han kan blive tvunget til at vente til torsdag. Modvinden kan gøre det svært for Poels, men uden spurt på en bakke er han trods alt ikke. Det viste han mest åbenlyst ved sin Liege-sejr, og i en kringlet finale kan meget ske. I hvert fald kender han afslutningen, efter at han i 2015 smed en sikker sejr væk ved at styrte i det sene sving bare 80 m fra stregen.

Den største taber på modvinden må være Emanuel Buchmann. Som det fremgår af min overordnede optakt, har jeg store forventninger til tyskeren, der formentlig er den eneste, der har chance for at køre fra Pogacar. I hvert fald var han nok engang flyvende på Mallorca, hvor han var den i særklasse stærkeste, og det kunne tyde på, at han igen er lidt bedre end sidste år, hvor han ellers også var en af de fire klart stærkeste i dette løb. Problemet er bare, at han ikke er nogen stor afslutter, og han skal formentlig alene hjem for at vinde. Det kan blive svært, men umuligt er det ikke for formstærke Buchmann, der også kan udnytte et sandsynligt Bora-overtal til at angribe på skift, hvis der skulle være manglende kontrol.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

En rytter, der godt kan afslutte, er Jesus Herrada. Ganske vist er han slet ikke så hurtig, som da han vandt en puncheurspurt i Dauphiné, men vi så i Luxembourg sidste sommer, at han stadig har lidt punch. Han viste så sent som på Ventoux, at han har forbedret sig meget på lange stigninger, og denne ret lette etape gør den i februar altid formstærke Herrada til en seriøs kandidat. Desværre kan man tvivle på, om kombinationen af stigningens længe og den aftagende hurtighed ikke gøre det lidt for svært at vinde.

Jeg vil slå omtalen af Eddie Dunbar, Giulio Ciccone og Ilnur Zakarin sammen, da de befinder sig i en meget identisk situation. Jeg har store forventninger til deres klatreevner, men alle får de svært ved at vinde på en modvindsstigning. Lovende Dunbar har allerede vist sin form på Ventoux, og det samme har kometen Ciccone gjort med solosejren i Laigueglia. Zakarin er et mere åbent spørgsmål, men kombinationen af en dedikeret satsning på forårets etapeløb og meget optimistiske meldinger efter en nylig højdetræningslejr indikerer en form for genrejsning af den fallerede russer. Dunbar viste senest på Ventoux, at hans punch er fint, og det viste Ciccone også i Giroen, men det er svært at se dem slå de mange hurtigere folk. Zakarin vinder i hvert fald ikke en spurt, men alle tre har de den mulighed, at de som underdogs kan snige sig væk, hvis favoritterne ser på hinanden. Det har særligt Zakarin vist sig god til, som han var det på dette bjerg for tre år siden, og derfor kan de tre ikke afskrives.

Normalt er Diego Ulissi ikke i spil på så lang en stigning. Ganske vist har han været i top 10 tidligere, men stigningen har altid været for lang. Modvinden bringer ham dog i spil, for han synes at være i superform. Det vidner dagens 4. plads om, og kombinerer man det med, at UAE Tour er et stort mål for holdet, og at han blev genrejst med sit fremragende efterår, kan man ikke udelukke, at han kan sidde med. Den eksplosive finale passer ham perfekt, hvis ikke han forinden er blevet tvunget til at arbejde for meget for Pogacar. Holdet har også Davide Formolo¸ der plejer at køre stærkt i dette løb, og han kan som bekendt også afslutte i en eksplosiv finale. Som den langsomste af de tre UAE-klatrere, skal han dog nok udnytte et UAE-overtal til at snige sig væk, hvis han skal vinde.

Også Bora har flere strenge at spille. Jeg tror, at det bliver for svært for Patrick Konrad, der er gået i stå og ikke har for vane at starte alt for stærkt. Omvendt betyder modvinden, at han burde have en rimelig chance for at komme med hjem, hvos han denne gang er velforberedt. Det er efterhånden sjældent, at han viser det, men sidder han med til toppen har han en fart, der gør ham til en seriøs vinderkandidat. Holdet har endda den luksus, at de udover Buchmann og Konrad også har Rafal Majka , der altid er stærk i dette løb. Han vinder ikke en spurt, men ligesom Formolo kører han for et stærkt hold, der måske kan udnytte et overtal til at angribe på skift. Til gengæld viste Gregor Mühlberger i dag, at han er her som hjælper.

Modvinden fik mig til at overveje, om Andrea Vendrame kunne komme i spil til en spurt, men det bør blive for svært. Oscar Rodriguez og Omar Fraile synes meget formstærke, men på Astana må alt handle om at sætte Lutsenko op til en spurt. James Knox og Mattia Cattaneo har i år manglet for meget til, at man kan tro på dem, og selvom Victor de la Parte synes i form, vinder han ikke etapen. Jai Hindley røg lidt ud af billedet med dagens svage resultat, der indikerer, at han trods sejren i Herald Sun Tour stadig er svingende, og det samme gælder for Robert Power, der efter den lovende start i Australien faldt helt sammen, og Domenico Pozzovivo er endnu ikke fuldt tilbage efter sit styrt. Gianluca Brambilla kunne i teorieon være farlig i modvinden, men hans niveau synes ikke længere at række, og det bliver også for svært for Niklas Eg, der manglede en del på Ventoux. Koen Bouwman kan måske gøre det pænt efter De Plus’ exit, men vinde kan han naturligvis ikke, og niveauet er også for højt for den ellers lovende Nikolay Cherkasov, der også havde det svært med styrtet i Saudi-Arabien- Endelig synes Daniel Navarro ikke at have den nødvendige form efter en skidt indsats i Valencia, ligesom Giovanni Visconti åbenlyst er her for at træne.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Alexey Lutsenko, Adam Yates

Outsidere: Alejandro Valverde, David Gaudu, Wilco Kelderman, Wout Poels, Emanuel Buchmann

Jokers: Jesus Herrada, Eddie Dunbar, Giulio Ciccone, Ilnur Zakarin, Diego Ulissi, Patrick Konrad, Davide Formolo, Rafal Majka

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alejandro Valverdes sejre fra 2019 og 2018, Rui Costas sejr fra 2017, Tanel Kangerts sejr fra 2016 og Esteban Chaves’ dramatiske sejr fra 2015.