Mandag gælder det 3. etape af Tour of Oman, mens Vuelta a Andalusia og Volta ao Algarve først starter onsdag og Tour du Haut-Var fredag.

Tour of Oman - 3. etape

Ruten

Mens Tour of Oman altid har haft nogle eksplosive etaper med plads til klassikerryttere, har der som regel kun været én bjergafslutning på programmet i form af den klassiske kongeetape til Green Mountain. Den model ændrede man lidt på i 2016, hvor man som noget helt nyt introducerede et etapemål på en eksplosiv stigning i udkanten af byen Quriyat, hvor Edvald Boasson Hagen spurtede sig til sejr. Etapen blev genbrugt i 2017, hvor Søren Kragh højst overraskende tog karrierens dengang største sejr, og efter et års fravær gør den spændende finale i år comeback i det, der vil være den første alvorlige test for klassementsrytterne.

I alt skal der tilbagelægges hele 192,5 km på den forholdsvis lange etape, der fører feltet fra Shati al Qurum til målet på toppen af bakken i udkanten af Quriyat. Startområdet er placeret helt ude ved kysten i hjertet af Muscat, hvor man følger vandet mod øst, indtil man kører mod sydvest ud gennem hovedstadens forstæder. I udkanten af byen drejer man mod syd for at bestige den vanskelige Bousher Al Amerat-stigning (3,4 km, 8,8%), der vil spille en nøglerolle på 4. etape, og som har top efter 13 km. Nedkørslen fører mod sydøst videre ud i ørkenen, hvor man rammer mere fladt terræn. Efter at have passeret den første spurt efter 26,5 km fortsætter man mod sydøst i en længere periode, hvor terrænet kun er ganske let stigende, indtil et let kuperet stykke afløses af en nedkørsel, der fører ned til forplejningen efter 87 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Ved forplejningen rammer man en rundstrækning, der i finalen skal tilbagelægges i både en lang og en kort form. Først fortsætter man mod sydøst igennem let kuperet terræn ud til et vendepunkt, hvorefter man vender rundt for at køre tilbage mod Quriyat, som man er kørt syd om tidligere. Efter at have passeret dagens anden spurt efter 127,5 km, flader det ud, mens man følger kysten mod nordvest, indtil man drejer mod vest for for første gang at forcere Quriyat-stigningen (2,8 km, 6,5%), på hvis top målet er placeret.

Stregen krydses for første gang efter 150 km, og etapen afsluttes nu med en omgang på en 42,5 km lang rundstrækning, der indledes med, at man fortsætter mod nordvest via et let stigende stykke og en efterfølgende nedkørsel. Herefter rammer man atter forplejningszonen, hvor der drejes mod sydøst for atter at benytte den første del af rundstrækningen, der også blev tilbagelagt tidligere på etapen. Denne gang skærer man dog den fladeste del fra, idet man i udkanten af Quriyat drejer mod nord og derefter mod nordvest og siden vest for efter et helt fladt indløb at ramme stigningen for sidste gang. Den 2,8 km lange stigning er relativt regulær, men flader en anelse ud nær toppen, hvor sidste kilometer stiger med 5,2% i gennemsnit. Den har to hårnålesving tæt på den røde flamme, og derefter bugter vejen svagt mod venstre, inden rytterne når den 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2375 højdemeter.

Den sidste stigning gjorde debut i 2016 og viste sig at passe til et mix af puncheurs og klassementsryttere, der spurtede om sejren på bakken. Ni ryttere sluttede således i samme tid, og af dem var Edvald Boasson Hagen hurtigst foran Vincenzo Nibali og Greg Van Avermaet. Yderligere seks mand tabte 6 sekunder, mens 35 mand sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2017 sejrede Søren Kragh foran Rui Costa og Ben Hermans på en dag, hvor 8 mand blev noteret for vindertiden, og hvor hele top 20 sluttede inden for 10 sekunder af Kragh.

Quriyat var også vært for løbet i 2014, hvor man sluttede inde i byen. Her vandt Alexander Kristoff en massespurt foran Leigh Howard og Tom Boonen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Efter en skyet søndag vender den mellemøstlige sol tilbage på en flot mandag, der byder på enkelte skyer og en temperatur på 24 grader. Det vil til gengæld være temmelig blæsende med en frisk til hård vind fra nordvest. Det giver efter et kort sidevindsstykke medvind på hele turen frem til rundstrækningen. Her vil der hovedsageligt være med- eller modvind. Til slut vil der være sidemodvind på stigningen.

Favoritterne

En næsten uhørt lidt selektiv udgave af Al Bustan-etapen betød, at stort set alle de hårdføre sprintere sad med hjem. Desværre for dem viste det sig at være skønne spildte kræfter, da det for første gang i etapens lange historie lykkedes en rytter at køre alene væk på den sidste stigning, og med en meget smuk solosejr viste Alexey Lutsenko, at han efter sin træningslejr på Tenerife i den grad er klar til at forsvare sidste års sejr.

Det betyder også, at han har al mulig grund til at gå med optimisme ind til den første lille klassementsetape mandag. Mens der fortsat er stor tvivl om, hvorvidt han vitterligt kan matche Domenico Pozzovivo på Green Mountain på onsdag, passer Quriyat-stigningen perfekt til en eksplosiv fyr som Lutsenko. Finalen er ikke meget anderledes end den, der sidste år gav ham en fornem sejr i Tour of Turkey, og med udsigt til at kunne score 10 måske livsvigtige bonussekunder, er det klart, at både han og Astana skal sætte alt ind på at tage den anden sejr i træk.

Inden finalen venter en stressende dag. Mandag bliver blæsende, og da man skal tilbringe det meste af tiden i ørkenen, vil der helt sikkert være masser af nervøsitet. Der vil dog hovedsageligt være enten med- eller modvind, og derfor tvivler vi på, at det vil kunne splitte feltet. Uroen vil dog presse farten så meget i vejret, at et udbrud ikke har mange chancer, og da både Astana og CCC og måske også UAE kan tænkes at føre i feltet, ligner det en afgørelse mellem favoritterne på den sidste stigning.’

På papiret kan det ligne en ret hård finale, men historien modbeviser det en anelse. Således er de to tidligere vindere, Boasson Hagen og Kragh, nogle temmelig store fyre, og det vidner om, at det er en afslutning mere for puncheurs end klatrere. Vincenzo Nibali har ganske vist været på podiet også, men særligt i et år, hvor der vil være en ret hård modvind, bliver det meget svært at gøre forskelle. Udskilningen vil formentlig ske via bagenden, inden der i selve spurten kan opstå huller. Omvendt er der ikke skræmmende stærke klatremandskaber til start, og mangler der kontrol, kan et smart angreb måske trods modvinden snyde de potentielt set temmelig isolerede favoritter.

Det store spørgsmål er graden af selektion. Som noget nyt skal man denne gang over stigningen to gange, og det vil naturligvis gøre etapen hårdere. Modvinden trækker dog kraftigt i den modsatte retning, og vi forventer derfor, at også ret store folk har en chance for at sidde med.

Efter dagens præstation er det dog svært at komme uden om, at Alexey Lutsenko er favorit. I dag kørte han fra alt og alle, og som sagt passer morgendagens etape ham endnu bedre. Ved at overspurte Diego Ulissi i Tour of Turkey sidste år viste han sine evner som puncheur, og i dette felt er der ikke mange, der matcher hans evner i denne type finale. Det er klart, at modvinden kan blive problematisk for formstærke Lutsenko, der har brug for et hårdt løb, men som udgangspunkt er der ingen, han ikke kan slå i en stigende spurt som denne. Derfor er han vores favorit.

Hans værste rival må være Greg Van Avermaet. Belgieren var en af taberne, da dagens etape endte som en uhørt lidt selektiv affære, og det må kun have skærpet motivationen inden det, der ligner hans bedste chance for at vinde en etape i løbet. Han blev nr. 3 for tre år siden og har dermed vist, at han sagtens kan køre denne finale, også selvom den på papiret er en anelse lang for ham. Modvinden bør dog sire, at han ikke kommer i problemer, og derefter er det op til ham at slå Lutsenko i spurten. Det gjorde han sidste år i puncheurfinalen på den nærliggende dæmning, og selvom Lutsenko står stærkere her, er det ikke umuligt for Van Avermaet, der i Valencia endelig viste sine gamle evner i en stigende spurt, hvor han var ganske suveræn.

Med en 2. plads for to år siden har Rui Costa vist sine evner i denne afslutning, og han vil være opsat på at bidrage til den succes, som UAE nyder overalt. Sæsonstarten har været lidt blandet for Costa, der med et tidligt angreb på kongeetapen i Valencia aldrig fik set, hvad han kunne i opgør med favoritterne. Som regel er han imidlertid i god form fra start, og i et relativt svagt felt er han blandt de bedste i en stigende spurt. Det viste han sidste år, hvor han på dæmningen sluttede mellem netop Van Avermaet og Lutsenko, og han bør have bedre chancer på denne længere bakke. Modvinden er til hans ugunst, men Costa bør være med fremme.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det samme bør meget formstærke Jesus Herrada, der både på Mallorca og Valencia har kørt som en motorcykel. Mange husker hans forrygende sejr på en puncheuretape som denne i Dauphiné for nogle år siden, men desværre synes han forbedrede klatring at være kommet på bekostning af hurtigheden. Det er således sjældent, at han i dag blander sig i eksplosive finaler, men evnerne må være der et sted. Er man i tvivl, skal man godt gå på YouTube og se hans forrygende spurt fra hin junidag i Dauphiné. Her er det dog først og fremmest formen, der skal bringe ham langt.

Løbets helt store joker er Enrico Battaglin. Den evigt ustabile italiener viste i sidste års Giro nogle puncheuregenskaber, der får alle i dette felt til at blegne, men desværre er han kendt som en langsom starter. På Mallorca så han da heller ikke overbevisende ud, men i dag sad han trods alt med hjem. Om formen rækker til at vinde så hård en etape, er tvivlsomt, men modvinden giver ham i hvert fald bedre muligheder. En formstærk Battaglin ville i hvert fald være etapens naturlige favorit.

I dag fortsatte Ryan Gibbons det, der allerede har været lidt af en gennembrudssæson. Dermed har han al mulig grund til også at jagte et topresultat på denne etape, og klatrer han lige så godt som i Australien, bør han kunne sidde med i front. Han har stadig til gode at vise, at han også kan spurte op ad bakke, og det kan meget vel blive lidt for hårdt for ham. Omvendt hjælpes han af modvinden og et stærkt hold, og da vi hidtil har set store fyre vinde på denne stigning, kan Gibbons også.

Bliver det for svært for Gibbons, har Dimension Data Enrico Gasparotto. Sejren i Amstel Gold Race på Cauberg i 2012 er blot ét eksempel på hans evner som puncheur, og han ligner derfor en mand til denne finale. Hans form har virket fornuftig uden at være prangende, men han er en snu ræv, der ved, hvordan han skal time sin spurt i modvinden. Skal han ikke køre for Gibbons, står han med fine chancer.

Dimension Data har også et tredje kort i form af Tom-Jelte Slagter. I gamle dage havde denne finale været skræddersyet til den eksplosive hollænder, men desværre er han i de senere år gået fra skuffelse til skuffelse. En 10. plads på kongeetapen i Tour Down Under viser dog, at formen ikke er helt elendig, og i en finale med modvind burde han som minimum kunne være med fremme, hvis han ikke skal køre for Gibbons eller Gasparotto.

Det er en skam, at Lutsenko er så velkørende. Efter sejren på 2. etape i Yorkshire sidste år kunne Magnus Cort ellers øjne en chance her, men nu skal han formentlig ofre sig for kaptajnen. I forvejen er stigningen dog nok også lidt for lang til Cort, men i modvind kunne den stadig mere klatrestærke danske måske gøre sig gældende. Han synes i hvert fald igen i år at være velkørende fra sæsonstart, og hans spurt i Yorkshire viser, at han kan begå sig også i kamp med Van Avermaet

Klarer Sonny Colbrelli den? Logikken siger nej, for en så lang stigning burde være for hård kost for den ellers så alsidige italiener. Omvendt har han vist helt forrygende form i Valencia, og selvom det ikke har kørt godt i spurterne her, er klatrebenene intakte. Modvinden giver ham i hvert fald en lille chance, og han er som bekendt en af verdens absolut bedste til at spurte op ad bakke, også selvom denne kan vise sig at være en anelse for stejl og lang.

En spændende outsider kunne være Elie Gesbert . Franskmanden var bestemt ikke i god form først på året, men nu synes han at have fundet benene. I dag var han anden mand på toppen af sidste stigning bag ensomme Lutsenko, og det vidner om et vist niveau. Han har også et rimeligt punch, og derfor kunne det være en god finale for ham.

Det samme er tilfældet for Eliot Lietaer, der efter sit skadesramte 2018 er på vej tilbage. Han kørte en overraskende god enkeltstart i Besseges og jagter et samlet topresultat her. Før sin skade var det netop i finaler som disse, at han ofte gjorde det godt, og med sin gode form burde han kunne bekræfte comebacket her, selvom han næppe vinder. Det samme gælder for Benjamin Declercq, Huub Duijn og Quentin Pacher, der også begge har et vist punch, men nok mangler den sidste topfart for at vinde.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Endelig er der Oliver Naesen og Iuri Filosi. Naesen skuffede på 3. etape i Valencia, men viste klar fremgang i dag. Alt peger i retning af, at stigningen her er for hård og lang, men han har tidligere i Dauphiné klatret overraskende godt. Klarer han sig med hjælp fra modvinden, er han en glimrende afslutter, som i øvrigt hans formstærke holdkammerat Silvan Dillier er det. Filosi har efter nogle meget svære år lagt stærkt ud og kørte en flot spurt i dag. Den tidlogere vinder af GP Lugano burde være god i en finale som denne, hvis han atter har fundet sig selv, også selvom den sidste topfart mangler.

Det bør også bemærkes, at klatrere som særligt Domenico Pozzovivo, der faktisk ikke er helt uden punch, Jan Polanc, Ben O’Connor, Mathias Frank, Darwin Atapuma og Jesper Hansen alle kan gøre det hæderligt uden dog at kunne vinde.

Feltet.dks vinderbud: Alexey Lutsenko

Øvrige vinderkandidater: Greg Van Avermaet, Rui Costa

Outsidere: Jesus Herrada, Enrico Battaglin, Ryan Gibbons, Enrico Gasparotto, Tom-Jelte Slagter

Jokers: Magnus Cort, Sonny Colbrelli, Elie Gesbert, Eliot Lietaer, Benjamin Declercq, Quentin Pacher, Oliver Naesen, Iuri Filosi

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Søren Kraghs sejr fra 2017 og Edvald Boasson Hagens sejr fra 2016.