Ruten

Efter et par dage, hvor en god spurt har været afgørende, får klatrerne endelig den første af deres to muligheder, når løbet på 3. etape for tredje gang i historien skal slutte med den knaldhårde finale på den stejle Mount Torrens Road i byen Paracombe, hvor både Rohan Dennis og Richie Porte med solosejre har lagt grunden til en senere samlet triumf. Med mål bare 500 m fra toppen af løbets stejleste stigning giver etapen en første chance for at vinde tid på de tungere og hurtigere folk, inden det afgørende slag skal slås på Willunga Hill på løbets sidste dag, i en finale, der passer endnu bedre til de letteste folk end løbets ikoniske kongeetape på søndag.

Med en distance på beskedne 131,0 km er der igen tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra Unley til Paracombe. Begge byer er østlige forstæder til Adelaide, og derfor består den første del af etapen af en stor sløjfe rundt i det relativt flade terræn øst for storbyen. Starten er dog som altid hård, når der startes tæt på centrum af den lavtliggende storby, da man fra begyndelsen kører mod sydøst op ad en 6,4 km lang stigning, der stiger med 6,2%, og som fører ud til udkanten af den foregående etapes målby, Stirling. Her drejer man mod nordøst for at fortsætte igennem ganske kuperet terræn, hvor det konstant går op eller ned, og som blandt andet fører igennem byen Uraidla, der sidst år var mål for en ganske hård etape. Kort efter drejer man mod sydøst for via en bakke (1,4 km, 7,1%) og en efterfølgende nedkørsel at køre frem til byen Lobethal.

Efter den kuperede indledning bliver det lettere, når feltet igennem let faldende og fladt terræn kører mod nord og siden sydvest og vest frem til byen Cudlee Creek, hvorfra man kører mod nord og vest rundt om en sø via en lille bakke (500 m, 10,5%), indtil man i byen Inglewood rammer en rundstrækning efter i alt 72,5 km. Den er 11,0 km lang og skal tilbagelægges i alt fire gange. Den er i alt væsentligt flad med en let stigende første del og en let faldende anden del og fører blandt andet igennem målområdet i Paracombe, hvor målstregen dog passeres i den forkerte retning. Undervejs er der indlagte spurter i Inglewood 500 m efter starten på 2. og 3. omgang efter i alt hhv. 84,0 og 95,0 km.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Efter afslutningen på fjerde omgang kører man igennem hovedsageligt let faldende terræn tilbage i den modsatte retning mod øst og syd rundt om føromtalte sø og op over den tidligere omtalte bakke, denne gang i den modsatte retning. Når man er tilbage i Cuddle Creek, kører man imidlertid denne gang mod sydvest for via en snoet og let faldende vej at brage ned mod bunden af kategori 1-stigningen Mount Torrens Road, der indledes nærmest helt uden fart efter et skarpt sving. Herefter går det mod vest op ad den 1,2 km lange bakke, der stiger med i alt 9,7% i gennemsnit og har top med bare 500 m til stregen. Efter yderligere 100 m drejer man til venstre ind på opløbsstrækningen, hvorefter det fortsætter med at stige jævnt hele vejen op mod målet i Paracombe.

Etapen byder på i alt 2881 højdemeter.

Finalen i Paracombe blev første gang benyttet i 2015, hvor Richie Porte, Cadel Evans, Domenico Pozzovivo og Tom Dumoulin slap fri på stigningen. Samarbejdet var imidlertid dårligt, og derfor fik en forfølgergruppe kontakt hen over toppen. Rohan Dennis angreb med det samme og udnyttede den manglende enighed blandt resten af favoritterne til at sikre sig en solosejr. Evans gjorde dagen endnu bedre for BMC ved at angribe i finalen og sikrede dermed en dobbeltsejr for det amerikanske mandskab. Mere enkelt var det i 2017, hvor Richie Porte leverede en sand magtdemonstration ved at sejre med uhørte 16 sekunder ned til Gorka Izagirre og Esteban Chaves, mens Rohan Dennis spurtede sig til en 4. plads i en gruppe på 17 mand, der tabte yderligere 3 sekunder til den suveræne sejrherre.

Vejret

Årets Tour Down Under har været usædvanlig kølig, men helt galt bliver det torsdag, der må aspirere til at være den koldeste dag i løbets historie. Her vil det nærmest være regulært efterår, hvor det efter en regnfuld nat og en bygefuld morgen dog formentlig vil holde tørt. Temperaturen vil dog ikke nå op på mere end 19 grader, men det vil klare op med nogen sol. Mest markant er det, at det vil være voldsomt blæsende med en meget kraftig vestlig vind på næsten 40 km/t. Det giver med- og sidemedvind på første del af etapen, hvorefter der følger et længere sidevindstykke, inden modvind leder frem til rundstrækningen. Her vil der både være med-, side- og sidemodvind. Til slut får man med-, side- og til slut modvind på stykket frem mod stigningen, hvor der vil være direkte modvind hele vejen op. Efter svinget på toppen vil de være sidemod- og modvind.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Analyse af 2. etape

Forud for et løb som Tour Down Under, der er årets første for langt hovedparten af feltet, er der altid en hel række historier, som bliver interessante at følge under løbet. I år har spørgsmålene ligeledes været mange. Vil den aldrende Richie Porte stadig være lige så god, som han plejer, efter et 2019, hvor man fik indtryk af, at alderen var begyndt at trykke? Vil Daryl Impey være i stand til at sikre sig et historisk hattrick på en rute, der giver meget få gaver til hans ryttertype? Og hvordan vil det interne hierarki mellem løbets tre supersprintere, Caleb Ewan og Elia Viviani, være, nu hvor to af de tre hurtige folk har fået ny arbejdsgiver?

I løbet af de første to dage har det været sidstnævnte, der har fået mest opmærksomhed. De første to etaper har nemlig med hver deres karakter været for hurtige afsluttere, og selvom de har været vidt forskellige, har de begge haft appel til de tre hurtige i årets felt. De har da også alle tre spillet hovedroller i begge afslutninger, og vi kan allerede nu drage de første små konklusioner i det sprinteropgør, der bliver en væsentlig historie gennem hele 2020.

Efter to dage står der 1-1 mellem Bennett og Ewan, mens stakkels Viviani allerede med det samme har mærket, at lykken sjældent smiler til folk, der har forladt Quick-Step. Efter to mindre gode spurter i først gadeløbet i Adelaide og siden på 1. etape kan europamesteren nemlig være på vej hjem som følge af dagens store styrt, som har efterladt den hurtige italiener med så mange knubs og så ømt et knæ, at hans videre deltagelse ført afgøres torsdag morgen inden 3. etape.

Helt omvendt forholder sig det for Bennett og Ewan, der med hver én sejr - Ewan har endda to, hvis vi tæller gadeløbet med - har fået en start, de ikke kunne have ønsket sig med bedre. Og netop fordi de to indtil nu har været løbets hovedpersoner med sejre i to vidt forskellige etaper, er det svært ikke at falde hen over, hvor mange ligheder der er mellem to ryttere, der begge aspirerer til titlen som verdens mest succesrige sprinter.

I en vis forstand er de nemlig begge blevet sprintere på trods, for i starten af deres respektive karrierer var de i virkeligheden mere end bare det. Bennett fik således sit store gennembrud ved at vinde en af de hårdeste etaper i Tour of Britain på en vanskelig bakke i finalen, mens Ewan blev nr. 4 ved et af de hårdeste VM i nyere tid på den svære rundstrækning i Firenze. Naturligvis vandt de begge også massespurter i stort omfang, for Ewan var totalt dominerende gennem hele U23-tiden, mens Bennett i en meget ung alder slog en stor del af verdenseliten på den helt flade supersprint på Doha Corniche på sidste etape i Tour of Qatar, men det lå i kortene, at massespurter blot skulle være en del af et bredtfavnende repertoire.

Sådan gik det imidlertid ikke. Overgangen fra U23-scenen til den professionelle var nemlig svært for dem begge. Det var ikke vanskeligt i spurterne, hvor de begge fik succes med det samme, men den holdbarhed, de havde haft i de unges kategori, var helt fraværende i de store løb. Begge fik de ry for at være skrøbelige typer, der måske nok var lynhurtige, men som ikke havde meget modstandsdygtighed på bakkerne.

Modsat klatretyper som Tadej Pogacar og Remco Evenepoel, der med det samme har haft holdbarhed også i den tunge kategori, har deres ryttertype åbenbart brug for mere tilvænning, før det fulde omfang af deres talent kan åbenbares. Det kræver mange kilometer i benene og gerne et par gennemførte grand tours, før den modstandsdygtighed, der tidligere var en afgørende force, også kan betragtes som et våben i de største løb på kalenderen. Derfor måtte Ewan og Bennett begge i deres første år leve med en tilværelse som helt rene sprintere, hvor de begge havde stor succes, men hvor det var svært at forstå det fulde omfang af deres potentiale.

Det begynder vi imidlertid at gøre nu, og selvom den fire år ældre Bennett har været noget langsommere til at modnes end Ewan, som allerede synes at nærme sig sin fulde modenhed i en alder af 25, har de haft et nærmest parallelt karriereforløb. Efter årene som ren sprinter har de begge i de senere år gjort sig gældende i langt vanskeligere finaler. For Ewan kom 2. pladsen i Milano-Sanremo i 2018 som lidt af en øjenåbner, efter at han kort forinden havde taget en for ham selv meget overraskende sejr på den Stirling-etape, som også blev kørt i nat, og sidste år etablerede han sig med sejre på Hatta Dam i UAE Tour og i stigende spurter flere gange i løbet af sæsonen som en specialist i knaldhårde puncheuragtige finaler. Det samme gjorde Bennett, der var uhyre overlegen i forbindelse med etapesejre i blandt andet Tyrkiet og Vueltaen. Alt sammen kom den nye slags sejre, samtidig med at de nåede deres måske højeste niveau nogensinde i de klassiske massespurter, hvor Bennett gennem hele sæsonen måske var den allerbedste, og hvor Ewan efter en lidt svær sæsonstart i Touren pludselig foldede sig ud som den supersprinter, han ellers en kort overgang ikke længere syntes at være.

Den alsidighed har Ewan stillet til fuld skue i denne uge. I søndags vandt han den mest rene form for sprinterløb, man kan forestille sig, med en opvisning i fart, som han sjældent tidligere har leveret. I nat viste han så, at den fart ikke er kommet på bekostning af hans holdbarhed, for selvom han denne gang har trænet mindre intenst frem mod en australsk sommer, som i år er knap så vigtig i en meget lang og krævende sæson, gentog han i overlegen stil 2018-sejren i Stirling.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Er man i tvivl om, hvor langt Ewan er kommet i de seneste to år, skal man blot sammenligne de to sejre. Mens han i 2018 chokerede sig selv ved at krydse stregen først efter en kraftpræsentation, han ikke troede mulig, var han i nat ganske enkelt i særklasse. Selvom Mitchelton-Scott satte Daryl Impey op på smukkeste vis og Bennett fik endnu et forrygende lead-out af en tilsyneladende uhyre formstærk Michael Mørkøv, var der aldrig tvivl om etapens udfald, da først Ewan åbnede for gassen. Med det punch, der også gav ham sejr på den meget stejlere rampe til Hatta Dam og i en puncheurfinale i Tyrkiet og ikke mindst sikre en 2. plads på den dramatiske Giro-etape til Frascati, hvor en snu Richard Carapaz dog snød ham for sejren, viste en efter eget udsagn formsvag Ewan igen, at han nu tilhører den absolutte verdenselite i denne type afslutninger, og at hans udvikling stadig er så voldsom, at han formentlig fortsat vil kunne begå sig i stadig vanskeligere finaler.

Anderledes forholdt det sig for Bennett. Da ireren åbnede for gassen efter Mørkøvs eminente forarbejde, var der nemlig allerede stod der nemlig allerede så meget mælkesyre ud af de trætte irske stænger, at han med det samme må sætte sig ned og krydse fingrene for, at bonussekunderne ville falde sådan ud, at han alligevel kunne forsvare førertrøjen. Det lykkedes ikke, da det desværre for ham var Ewan, som slog til og med sin bedre placering på 1. etape end Bennetts på 2. etape kunne overtage den okkerfarvede trikot.

Man skal imidlertid ikke tage dagens etape som udtryk for, at Ewan er en bedre puncheur end Bennett. Snarere er det en afspejling af forskellen på en rytter, der har trænet i den australske sommer, og en rytter, der kommer fra den europæiske vinter. Bennett var da også hurtig til at pege ud, at finalen passede ham glimrende, hvis han havde haft sin sommerform, men med januarben blev det som frygtet i gårsdagens opakt en anelse for meget. Til gengæld skal man blot gense sidste års Toledo-etape fra Vueltaen for at forstå, hvor skræmmende stærk en formstærk Bennett er i også langt vanskeligere finaler.

I den forstand gjorde Bennett præcis, som Mitchelton-Scott og den forsvarende vinder, Impey, havde håbet. De havde nemlig satset alt på, at et hårdt tempo fra et fornemt tog med Jack Bauer, Luke Durbridge og til slut den uhyre formstærke Lucas Hamilton og Cameron Meyer kunne slide sprinterne så meget ned, at sydafrikaneren efter to 2. pladser endelig kunne vinde i Stirling. Det hårde tempo satte Bennetts syreproduktion så kraftigt på overarbejde, at han knækkede, men desværre viste deres gamle holdkammerat, Ewan, sig som deres onde ånd, da han for anden gang i træk henviste Impey til 2. pladsen i Stirling og dermed stjal fire bonussekunder, som meget vel kan blive helt afgørende, når regnskabet gøres op på søndag.

Netop fordi Impey havde understreget etapens vigtighed i hans kamp for den samlede sejr, kan man undre sig over Mitcheltons passivitet. Både Ewan og Richie Porte sagde efter etapen, at det havde været en relativt let dag, og det var da også længe et stort spørgsmål, hvorfor Mitchelton ikke udnyttede terrænet til at lægge pres på, som Movistar tidligere har gjort med stor effekt på samme etape. Alene det forhold, at den stadig ikke alt for holdbare Jasper Philipsen kunne bekræfte sit store potentiale med en overraskende og meget flot 4. plads, viser, at etapen ikke havde haft den ønskede vanskelighed. Og hvordan skulle den også det, når man lod Deceuninck-Quick Step kontrollere den ensomme Laurens De Vreese igennem det meste af finalen?

Selvom Impey ikke kan være helt utilfreds med et udbytte på i alt 9 bonussekunder efter to dage, må holdet alligevel spørge sig om, hvorvidt taktikken var den rette. Impey viste nemlig nok engang, at formen er lige så god som antaget, men i direkte kamp på fart mod Ewan vil han altid komme til kort. Og endnu mere ærgerligt blev beslutningen i lyset af det drama, der udspillede sig i finalen. Den lette etape betød nemlig, at det var et friskt og nervøst felt, der kæmpede så hårdt om positionerne til sidst, at Mitchelton-Scott mistede deres tostrengede taktik, efter at Simon Yates blev sendt i asfalten og sandsynligvis ud af løbet med et gabende stort sår på knæet, som i morgen tidlig formentlig vil betyde, at han bliver på bussen. Heldigvis har holdet stadig Hamilton som en option, hvis terrænet bliver for hårdt for Impey, men chancerne for Mitchelton-succes er med ét blevet meget mindre, for Yates, der angiveligt var i glimrende form, lignede den måske værste trussel mod Porte, hvis klatrerne som forventet ender med at afgøre løbet på årets hårdere rute.

En tilsvarende blandet smag i munden må man have hos Cofidis. På den ene side mistede man muligvis Viviani, men på den anden side bekræftede Nathan Haas, der ellers havde et helt igennem horribelt 2019 den fornemmelse, jeg allerede omtalte i går, om, at han har haft godt af et holdskifte. I hvert fald lignede han atter den rytter, der tidligere er blevet nr. 4 i dette løb, ved at spurte sig til en solid 3. plads og dermed bringe summen af vundne bonussekunder op på 5. Om han også kan begå sig på årets meget hårde rute, har vi til gode at se, men Haas ligner lige nu en mand, der kan bruge løbet her til at rejse sig selv.

Det kan Fabio Felline også. En fin 5. plads står ikke helt mål med det, man i gamle dage kunne forvente, men det er endnu et vidnesbyrd om, at den hurtige italiener langsomt nærmer sig det niveau, en lang sygdomsperiode stjal fra ham. I det hele taget var det en fin dag for Astana, hvis kaptajn Luis Leon Sanchez også bekræftede sin altid forrygende form tidligt på sæsonen. Til gengæld kunne den tidligere vinder af etapen Diego Ulissi nok have håbet på mere, men som jeg allerede påpegede i går, har den hurtige italiener nu i flere år ikke haft sin gamle fart i denne slags ”hurtige” finaler. Det har til gengæld den uhyre lovende og alsidige Andrea Vendrame, der med sin 6. plads sendte et første signal om, at han har kurs mod at blive en af sæsonens åbenbaringer, ligesom Timo Roosen nok engang bekræftede, at han har flair for disse stigende finaler, som han også har vist det i Canada og på Hatta Dam.

Desværre blev etapens hovedtema først og fremmest det store styrt, som sendte hele fire store navne ud af kampen om sejren. Yates er i teorien stadig i spil, men det virker som sagt usandsynligt, at han fortsætter. Værre gik det for Ben Hermans, der meldtes i storform, men som nu er på vej til Europa med en brækket skulder og et brækket kraveben, der holder ham immobil i to måneder. Rafael Valls gjorde endnu engang krav på titlen som feltets mest uheldige rytter, da han for 117. gang blev sendt til tælling efter et styrt, netop som han efter et par år som hjælper endelig havde en stor chance for at køre som kaptajn. Og Romain Bardet røg egentlig ikke selv i asfalten, men kunne se sine sejrschancer gå op i røg, da en defekt cykel efter et sammenstød kostede ham mere end 2 minutter og dermed gav ham en sæsonstart, som den i 2019 så nødlidende franskmand bestemt ikke havde håbet på.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Listen over tabere er endda endnu større. Jay McCarthy skulle ligesom Impey og Haas gerne have haft bonussekunder, hvis han skal have en chance på denne hårde rute, men trods fornemt Bora-arbejde blev han fanget i styrtet, så han missede muligheden for at spurte. De to bonussekunder, han samlede op i den sidste indlagte spurt, hvor langsomme George Bennett på chokerende vis også fik sig et enkelt, kan heldigvis bløde lidt op på skuffelsen. Richie Porte røg selv i asfalten, men slap heldigvis uden væsentlige knubs.

Dermed blev en dag, hvor det var bonussekunder og små huller, som skulle gøre forskelle i klassementet, pludselig den måske allermest dramatiske. Listen over mulige vinderkandidater er i hvert fald blevet kraftigt reduceret allerede inden den første af de to afgørende etaper. Det kunne måske alt sammen være undgået, hvis Mitchelton havde gjort etapen hårdere, og nu står de med et betydeligt svækket hold, selvom Impey altså med sine seks bonussekunder er kommet ganske fint fra start.

Deres passive taktik var til gengæld en lille gave til en tidligere holdkammerat. Ewan fik nok engang vist, at der skal lægges pres på, hvis han skal gøres ukampdygtig i denne slags finaler. I januar kunne det lade sig gøre at få bugt med Bennett, men det er nok værd at notere sig, at man generelt skal lægge nogle kræfter i, hvis man vil neutralisere både den irske og den australske supersprinter. De er nemlig to alen af ét stykke alsidigt supertalent, hvis fulde potentiale vi næppe helt har forstået endnu.

Favoritterne

For hovedparten af klassementsrytterne har de første to dage alene handlet om overlevelse, men som det fremgår af ovenstående analyse er den mission langt fra lykkedes godt for alle. For Ben Hermans, Rafael Valls, Simon Yates og Romain Bardet handlede de første to etaper bare om at komme sikkert frem til torsdagens nøgleetape, men vi kan altså allerede nu sætte en streg over deres navne på listen over mulige vindere af løbet.

Til gengæld er de øvrige klatrere mere eller mindre intakte, og de har alle set frem til torsdag på samme måde, som børn glæder sig til juleaften. Tilføjelsen af Paracombe-etapen ændrer nemlig totalt løbets karakter. De to år, hvor etapen har været på programmet, er præcis de eneste to år, hvor løbet er blevet vundet af en mere typisk klatrer og ikke en puncheur som Daryl Impey eller Simon Gerrans, og derfor er årets udgave en fremragende chance for at tage den samlede sejr på bekostning af de hurtigere folk.

Det er ikke uden grund. Det kan godt være, at Willunga Hill er løbets ikoniske stigning, men den er ikke så svær som Mount Torrens Road. Nok er den længere, men den kommer ikke i nærheden af at byde på procenter som dem, rytterne møder torsdag nat. Det er ikke uden grund, at Porte kun én gang har vundet på Willunga med en margin på niveau med den, han sejrede med i Paracombe for tre år siden. Chancerne for at gøre forskelle er ganske enkelt betydeligt større på de mere end 10% på store del af nattens stigning, end de er på de relativt bløde procenter på løbets ikoniske stigning på søndag.

Derfor er der også almindelig konsensus om, at det kan blive meget svært at slå en rytter, der lykkes med at køre alene hjem på 3. etape - især hvis det sker med en margin af samme størrelse, som vi så med Porte i 2017. Det betyder imidlertid langt fra, at det er givet, at vi ser endnu en solosejr i den lille forstad til Adelaide. Ved debuten i 2015 gik det nemlig helt anderledes. Her var Porte, Cadel Evans, Domenico Pozzovivo og Tom Dumoulin nemlig alt for jævnbyrdige, og da de begyndt at kigge lidt for meget på hinanden på toppen af bakken, kom en større gruppe tilbage. Det udnyttede Rohan Dennis til at snige sig væk til sejr.

På den baggrund kan man vel forestille sig tre forskellige scenarier for etapens udfald. Det mest enkle er en gentagelse af Portes solosejr fra 2017 - ikke nødvendigvis fra ham selv, men fra løbets stærkeste klatrer. En anden er, at ingen kan gøre forskelle, og at en gruppe ender med at spurte om det i den let stigende finale. Endelig kan vi se en gentagelse af Dennis’ mesterstykke, hvor et taktisk spil gør det muligt for en snu rytter at snige sig væk og udnytte manglen på kontrol til at tage en sejr. Det eneste krav for at vinde etapen er, at man skal være en af de bedste på bakken, og en god spurt kan sagtens ende med at blive et værdifuldt våben.

Inden vi når så langt, venter imidlertid en etape, der bestemt ikke er enkel. I alt er der over de ca. 130 km næsten 3000 højdemeter, hvilket gør det til en usædvanligt hård Tour Down Under-etape. Endnu værre bliver det af den uhyre kraftige vind, der er så voldsom, at den er alt rigeligt til i sig selv at skabe drama, hvis omstændighederne er de rette.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Spørgsmålet er, om de er det. Der er masser af sidevind midtvejs og på rundstrækningen inden finalen, men hver gang kommer der efterfølgende længere stykker med mod- og sidemodvind. Samtidig så vi i dag, hvor det også blæste betydeligt - dog ikke nær så meget som i morgen - at den megen læ i Adelaide Hills ikke gør betingelserne gunstige til sidevindskørsel. Det bliver mere oplagt, når vi bevæger os syd på og ud mod kysten igennem åbent terræn fredag og lørdag.

Uanset hvad regner jeg med en hård etape. Starten er knaldhård, og på en etape som denne vil man formentlig se den aggression, vi ikke har set de foregående dage. Den hårde stigning kan føre til skabelsen af et ret stærkt udbrud, og samtidig vil vinden i sig selv skabe stor nervøsitet, særligt på det lange sidevindsstykke undervejs. Det kan ikke udelukkes, at det kan splittes, men som sagt tror jeg ikke, at det vil splittes varigt op. Dertil er der undervejs for megen modvind, ligesom terrænet må formodes at være for lukket.

Lotto skal i teorien kontrollere etapen, men selvom de har en klassementsrytter i Matthew Holmes, vil de næppe køre sig selv i hegnet for at forsvare en førertrøje, der er tabt på forhånd. Derfor vil man nok snarere se Trek træde i karakter. Porte har nemlig brug for, at etapen bliver så hård som muligt, og derfor regner jeg med, at amerikanerne vil tage en stor del af ansvaret. Mitchelton vil også træde til, hvis udbruddet pludselig skulle blive farligt, og derudover kan man forvente, at hold som Jumbo og Ineos, som begge har en interesse i et hårdt løb, også vil bidrage til at lægge pres på undervejs. Derfor burde udbruddet ikke have mange chancer, og samtidig vil kombinationen af nervøs kørsel i vinden og det hårde terræn gøre det til en hård dag i sadlen. De indlagte spurter kommer næppe i spil denne gang, da de ligger ugunstigt placeret, og da klassementsrytterne får brug for alle kræfter i finalen.

Til slut burde det ende med, at et reduceret felt skal slås om det til sidst. Her forventer vi vild og voldsom positionskamp ind mod stigningen, der er så kort, at en god position er altafgørende. Det kan sagtens føre til yderligere styrt, og rammer man stigningen for langt tilbage, er sejrschancerne formentlig allerede døde.

Det helt store spørgsmål er, hvilken rolle vinden vil spille på stigningen. Den kraftige blæst står nemlig direkte i ansigtet på rytterne. Stigningen er i sig selv så stejl, at chancerne for at gøre forskelle burde være gode alligevel, men på den anden side er vinden så voldsom, at den vil spille en rolle. Det er dårligt nyt for Porte og fremragende nyt for Impey, der får langt bedre muligheder. Dels bliver det lettere for ham at hænge på, dels bliver det sværere for Porte at køre væk. Og har australieren først selskab, kan der sagtens gå taktik i den som i 2015. Og hvem ved? Hvis den går i stå igen, kan hurtige Impey såmænd ende med at vinde en etape, der ellers i første omgang handler om at begrænse blødningen.

Forud for løbet havde vi glædet os til udsigten til en duel mellem Richie Porte og Simon Yates, men da briten formentlig er ude og i hvert fald næppe specielt kampdygtig, er den nu aflyst. Det burde øge Portes chancer for at køre alene hjem, men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre med så voldsom en modvind. Når jeg alligevel peger på den lille australier som min favorit, skyldes det, at han plejer at være i særklasse i dette løb. I de sidste to år er han kørt alene hjem på den langt lettere Willunga Hill, selvom han har haft en ret hård modvind direkte i ansigtet. Denne gang er vinden hårdere, men til gengæld er stigningen også langt sværere end Willunga.

Porte har den ulempe, at der ikke er mange ryttere, han slår i en spurt, og derfor er han ret afhængig af, at han kan køre alene hjem. På baggrund af en 2019-sæson, hvor man fik fornemmelse af, at alderen begyndte at trykke, er det langt fra givet, at det kan lade sig gøre. Alligevel var den svage 2019-udgave af Porte i stand til at vinde på Willunga trods kraftig modvind. Denne gang meldes han at være i mindst lige så god form, og han har virket meget motiveret og optimistisk de seneste dage. Dagens lille styrt og slag på knæet burde ikke spille en rolle, og jeg tror trods alt, at kombinationen af god form, hård stigning og et stærkt hold med Koen de Kort og Mads Pedersen til at føre ham ind på bakken vil være nok til, at det bliver til endnu en solosejr til Porte.

Den anden rytter, jeg kan forestille mig køre alene hjem, er George Bennett. Den lille newzealænder er ikke skabt til dette løb, men han har efterhånden udviklet et hæderligt punch. Det så vi sidste år, hvor han måske var stærkeste mand på den stejle Corkscrew, der minder om denne stigning. Han faldt sammen på Willunga, der er lidt for let til at passe ham, men på disse stejle procenter burde han som en af løbets bedste klatrere være i sit es. Han plejer at være i form, og alt tyder på, at det også gælder denne gang. Alene det forhold, at han i dag spurtede sig til et bonussekund, er nærmest uhørt for den langsomme Jumbo-kaptajn, og hans 10. plads i spurten er også helt atypisk for en spurtsvag rytter som ham.

Hans hold er stærkt med ikke mindst Timo Roosen til at føre sig ind på stignigen og Antwan Tolhoek og Chris Harper til at gøre den nedre del af stigningen hård. Ligesom Porte skal han formentlig alene hjem, men skulle de to måske mest formstærke klatrere ende med at spurte mod hinanden, kunne det også sagtens være, at Bennett faktisk vil være den hurtigste. Under alle omstændigheder burde Bennett være en af de stærkeste på bakken, og har han samme ben som sidste år, har han en reel chance for at køre alene hjem.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

I dag skuffede Diego Ulissi måske en anelse med en 9. plads, men det lå lidt i kortene. Han har ikke helt samme hurtighed som tidligere, men til gengæld var han flyvende på de korte bakke sidste efterår. Det er nok tvivlsomt, om han har samme form lige nu, men Ulissi er altid en af de stærkeste i Tour Down Under, hvor han har adskillige topplaceringer. Han har endnu aldrig kunnet følge Porte på bakkerne her, men med den kraftige modvind er det bestemt muligt denne gang. Den let stigende finale umiddelbart efter en hård finale burde passe ham som fod i hose, hvis han kommer til toppen med de bedste. Her vil han formentlig som en bedre klatrer have en friskhed, som normalt hurtigere folk som Impey og Haas næppe har, og det giver ham gode chancer i en spurt. Med tanke på hans flotte sæsonafslutning kan vi forvente en bedre Ulissi end i 2019, og modvinden gør, at han med sin hurtighed kan blive livsfarlig i denne afslutning.

Det samme kan Rohan Dennis. Australieren har allerede én gang vundet etapen ved at angribe efter toppen, og det er en strategi, han kan benytte igen. Det er dog ikke hans eneste option. Dennis er lynhurtig og har tidligere vundet en decideret - dog stigende - massespurt i Tour of the Alps, og han vil have gode chancer for at kunne gøre det færdigt, hvis en eksklusiv gruppe skal afgøre det på toppen. I dag fik han lille tilbageslag i kraft af en dårligt timet punktering, men faktisk styrkede det bare hans selvtillid, at han kørte så let tilbage til feltet. Faktisk osede Dennis af selvtillid efter etapen, og når han gør det, skal man altid være på vagt. Det plejer nemlig også at være tilfældet, inden han knuser al modstand til VM. Stigningen er lidt stejl for ham, men har han de ben, der sidste år bragte ham i top 5 - og det tyder alt på, at han har - vil han i kraft af sin hurtighed være en farlig mand. Man kan eksempelvis starte med at bemærke, hvem der vandt spurten i favoritgruppen bag Porte, Izagirre og Chaves for tre år siden.

Egentlig burde Daryl Impey ikke være nogen stor kandidat til denne etape. Det er hævet over enhver tvivl, at bakken er for stejl for den store sydafrikaner, og han har også selvom indrømmet, at det handler om overlevelsen. Den lille orkan direkte ind i fjæset ændrer imidlertid totalt udsigterne for Impey, der pludselig kan ende med at vende etapen til noget positivt. Hvis modvinden er for kraftig til, at klatrerne kan komme væk, kan det sagtens ende i et taktisk spil og en relativt stor gruppe. Med den fornemme form, Impey åbenlyst har igen i år, er der gode chancer for, at han i givet fald vil være med. Og som vi så i dag, er der ikke mange, der slår ham i et let stigende opløb som dette.

Af samme grund skal Nathan Haas bringes i spil. For tre år siden blev australieren nr. 2 bag Dennis i favoritgruppens spurt om 4. pladsen, og det er blot endnu et bevis på, at han er farlig, hvis der skal spurtes i denne finale. Som skrevet i analysen synes han at være på vej tilbage efter et svært år, som vi allerede fik fornemmelse af ved mesterskaberne, og det bekræftede han til fulde i dag. Haas kan ikke køre med Porte og de andre klatrere, men ender det i en gruppe, der skal spurte om sejren, er han en af de oplagte favoritter. Har han formen fra for tre år siden, vil han være mere komfortabel end den normalt hurtigere Impey på så stejle procenter, og det giver ham mulighed for måske at gøre det endnu bedre i en eventuel spurt, end han gjorde det i dag.

Vi er meget spændte på, om Mitchelton giver Lucas Hamilton frit spil. Sidste år skulle han agere bodyguard, når Impey skulle begrænse sit tidstab, men med Yates væk kan han nu måske få lov at følge de bedste, så løbet ikke glider holdet helt af hænde. Hidtil har han åbenlyst holdt sig til, og det tyder på, at de har planer om at bruge ham som mere end bare hjælper. Med det potentiale, han viste i 2019, og med den superform, han viste ved mesterskaberne, kunne han meget vel sammen med Porte og Bennett være den bedste på stigningen, og med Impey som alibi kan han endda sætte sig på hjul. Sker det, bør han være hurtig til at vinde en spurt, og derfor giver det god mening for Mitchelton at lade deres guldfugl vise sit potentiale. Lad os håbe, at de giver ham den frihed.

Det var en skam, at vi i dag ikke fik lov at se, hvad Jay McCarthy virkelig kunne, da han blev fanget bag styrtet. Han virkede nemlig ikke alt for overbevisende ved mesterskaberne, men han var dog stadig fornuftigt kørende. Ligesom Haas havde han et forfærdeligt 2019, hvor han blandt andet faldt helt igennem i dette løb, men til gengæld var han i 2018 flyvende på stigningerne i dette løb, indtil han blev overmodig og prøvede at gå med Porte på Willunga Hill. Heller ikke han kan matche de bedste på stigningen, men modvinden gør ham pludselig til en meget seriøs kandidat. Jeg er stadig meget i tvivl om, hvorvidt formen rækker til at være med, men lykkes det ham at sidde med de bedste i en gruppe efter toppen, er han en af de få, der kan slå Impey i en spurt.

Igen i dag blev det tydeligt, at Luis Leon Sanchez ikke helt har samme hurtighed som tidligere. Alligevel må han tages seriøst på denne etape. Nok er stigningen en anelse for stejl, men Sanchez er altid flyvende fra sæsonstart. Sidste år overraskede han også ved igen at køre nogle hæderlige spurter i dette løb, og han vil bestemt ikke være helt uden chance i en lille gruppe i den let stigende finale. Hans bedste chance kan dog vise sig at være ”en Dennis”, dvs. et sent angreb efter toppen. Den slags mestrer den kraftfulde spanier nemlig som få, og det gør ham til en seriøs vinderkandidat.

Den rytter, jeg er mest i tvivl, er måske i virkeligheden Andrea Vendrame. Som en af de ryttere, der kan true Impey i en spurt, er han et oplagt bud, hvis han har de klatreben, der sidste år gav ham en 2. plads på en stor bjergetape i Giroen. Det er dog tvivlsomt, om det er tilfældet, for han har for vane at starte skidt. Dagens resultat vidnede dog om, at formen ikke er helt i bund, og det kunne måske indikere, at skiftet toæ Ag2r har givet ham lidt ekstra vintermotivation. I givet fald gør modvinden hurtige Vendrame til en livsfarlig herre.

Ineos har et andet kort at spille i Pavel Sivakov . En kort, stejl stigning er ikke hans kop te, men han er stadig en af de bedste klatrere. Det skulle bestemt ikke undre, om han og Dennis kunne finde vej til en lille gruppe på toppen, og sker det, vil de have taktiske kort at spille. Sivakov har i både Tour de Pologne og Tour of the Alps vist, at han har en særdeles veludviklet næse for at snige sig væk i disse taktiske finaler, og det gør ham til en mulig vinder af denne etape. Den stadig stærkere Dylan van Baarle kan også spille en rolle, men stigningen bør trods alt for stejl og eksplosiv for den store hollænder.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Romain Bardet fik sig lidt af en mavepuster i dag og er nu ude af kampen om den samlede sejr. Derfor er målet nu at vinde en etape, og her er denne måske hans bedste chance. Han har i Liege vist, at stigninger som disse slet ikke passer ham dårligt, og han plejer også at være god i januar, hvor han ofte har kørt stærkt i Marseille. Det ændrer dog ikke på, at han formentlig skal alene hjem for at vinde, og at han kan få svært ved at følge de ryttere, der har trænet i syden. Hans chance er, at han kan snige sig væk efter toppen, men her kan han til gengæld måske drage fordel af, at han nu har tabt tid og derfor ikke er en samlet trussel.

Eduard Prades var en af de mange, der i dag blev fanget bag styrtet. Derfor fik vi ikke lejlighed til at se hans form. Desværre havde han et ret skidt 2019, hvor han slet ikke var i nærheden af tidligere tiders holdbarhed, og derfor tvivler jeg stærkt på, at han er storform til et løb i januar. Hvis han til gengæld har passet sin træning, er det en ganske glimrende finale for en fyr som ham. Han har punch, og hvis han spurter, som han gjorde i Polen sidste år, vil selv Impey skulle tage sig i agt for Movistark-kaptajnen, hvis en lillegruppe skal afgøre det til sidst.

Med Hermans ude satser Israel Start-Up Nation nu på James Piccoli, og det skal blive uhyre interessant at se canadieren på dette niveau. Hans kørsel i Nordamerika sidste år var særdeles overbevisende, og her viste han, at han har et glimrende punch og også er ganske hurtig. Hvor han står formmæssigt er usikkert, men er han i form, kan han spille en rolle. Han kan både køre en spurt og angribe til sidst, hvor han kan drage fordel af sin status som underdog.

Endelig vil jeg nævne Fabio Felline. Der er ikke mange chancer for, at han klarer strabadserne, men på en dag med modvind har en fyr som ham altid en chance. Dagens 5. plads var opløftende, og hvis han fortsætter med at nærme sig niveauet fra tidligere, vil han finde en finale, der passer ham. Stigningen er lidt vel stejl, men kan han i den kraftige modvind overleve, vil han være ganske farlig i en spurt til sidst.

Hverken Jai Hindley eller Robert Power var overbevisende ved mesterskaberne, og her manglede Chris Harper også så meget, at han er en reel vinderkandidat. Hans holdkammerat Antwan Tolhoek lyder ikke til at være i Australien for at køre klassement, og Dries Devenyns har nok ikke længere niveauet til faktisk at vinde. Ryan Gibbons vil trods overraskelsen sidste år nok finde stigningen for svær, og Mattia Catteneo har arbejdet så meget for Bennett, at han ikke ligner en mand, der har alt for store klassementsambitioner, mens holdkammeraten Joao Almeida allerede er ude af klassementet. Neilson Powless, Hermann Pernsteiner , Matt Holmes og Simon Geschke kan sikkert gøre det hæderligt, men det er svært at se dem vinde. Stigningen passer ikke rigtigt til Kilian Frankiny, og Omar Fraile synes primært at være her for at hjælpe. Endelig synes Santiagop Buitrago trods sine ambitioner endnu ikke at kunne være med på dette niveau.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: George Bennett, Diego Ulissi

Outsidere: Rohan Dennis, Daryl Impey, Nathan Haas, Lucas Hamilton, Jay McCarthy

Jokers: Luis Leon Sanchez, Andrea Vendrame, Pavel Sivakov, Romain Bardet, Eduard Prades, James Piccoli, Fabio Felline

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Richie Portes sejr fra 2017 og Rohan Dennis’ sejr fra 2015.