Ruten

Efter et par dage i relativt fladt terræn venter der større udfordringer på tredjedagen, hvor arrangørerne byder på en af løbets nyskabelser. Sidste år var der for første gang mål i byen Uraidla, der også denne gang vil danne ramme om det første lille klassementsslag, men denne gang via en ny rundstrækning, der kan være lidt svær at læse. Den byder på meget lidt fladt terræn, men heller ingen større stigninger, og det kunne derfor se ud til, at vi ligesom i 2019 vil se en reduceret massespurt byen, hvor der kan vise sig at være livsvigtige bonussekunder på spil.

I alt skal der tilbagelægges 146,2 km mellem Lobethal og Uraidla. Startbyen er placeret i en helt flad del af South Australia, hvor man lægger ud med at køre to omgange på en 13,9 km lang rundstrækning. Hver gang er der en indlagt spurt i byen Charleston, hvor der således vil være bonussekunder på spil to gange efter hhv. 4,7 og 18,6 km. Derfra bevæger man sig mod nordvest igennem fladt terræn frem til det nordligste punkt i Cudlee Creek, hvor man vender rundt og kører mod syd ned til dagens eneste kategoriserede stigning, Fox Creek (4,6 km, 4,2%), der er i kategori 2 og har top efter 37,9 km. Efter en lille nedkørsel går det mod sydvest via et længere let stigende stykke, indtil man når frem til byen Carey Gully, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 51,2 km.

Herefter kører man nu seks fulde omgange på den 13,9 km lange runde, inden det hele afsluttes med de første 11,6 km af rundstrækningen, der fører frem til målstregen. Den er placeret i området syd for Uraidla og byder på meget lidt fladt terræn, men heller ingen længere bakker. Den første del er den fladeste, inden en lille nedkørsel midtvejs leder frem til den sidste del, der hovedsageligt er let stigende, indtil det atter går nedad på de sidste 2 km. Finalen er teknisk ukompliceret, da de sidste 5 km byder på sving med hhv. 3500 og 1700 m igen.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Etapen byder på i alt 3573 højdemeter.

Uraidla blev første gang besøgt i 2018, hvor Peter Sagan var hurtigste mand i en gruppe på 35 ryttere, og hvor Daryl Impey og Luis Leon Sanchez som hhv. nr. 2 og 3 sikrede sig vigtige bonussekunder.

Vejret

Efter en dag med temperaturer med 40 grader bliver det torsdag en anelse mere udholdeligt - men kun en anelse. Termometeret vil således vise hele 35 grader, når rytterne ventes i mål, men heldigvis vil der være ly for solen bag et tungt skydække. Det vil ikke være specielt blæsende med blot en let vind fra vest og sydvest, hvilket efter den indledende rundstrækning giver mod- og sidemodvind på turen ud til den afsluttende runde. Her vil der primært være mod- og sidemodvind på den første, let faldende del og derefter sidemed- og medvind på den sidste del, herunder efter det sidste sving med 1700 m igen.

Analyse af 2. etape

Det gør formentlig stadig ondt, når han tænker på det, den gode Richie. For bare 12 måneder siden gik den ellers ganske suveræne hjemmebanehelt glip af sin anden sejr i træk i Tour Down Under, da han med mindst mulig margin blev besejret af Daryl Impey. Ganske vist havde Porte for femte år i træk vundet kongeetapen til Willunga Hill, men en kombination af brutal modvind på den ikoniske bakke samt de bonussekunder, Impey havde scoret på de foregående etaper, betød, at det blev til sydafrikansk sejr, selvom de to kombattanter var i præcis samme tid.

Porte har sikkert haft mange søvnløse over nederlaget - ikke mindst fordi det ikke er første gang, at en hurtigere rival via bonussekunder har slået ham i årets første WorldTour-løb - og han har formentlig gjort alt for at forberede sig på, at scenariet ikke skulle gentage sig. Heldigvis kan han i år glæde sig over, at den usædvanligt hårde rute giver en klatrer som ham bedre muligheder end tidligere, men risikoen for, at en mere sprinterpræget type på rigtig Simon Gerrans-maner kan få skovlen under ham, fremstår som en latent trussel, ikke mindst fordi de hurtige klassementsfolk har udsigt til bonussekunder på 3. og måske også 4. etape.

Set i det lys kan man undre sig over den lidt lemfældige omgang med konkurrenterne, som Porte har udvist de første dage. Efter nattens 2. etape er risikoen for, at sidste års smertelige nederlag gentager sig, nemlig blevet kraftigt forøget. Det skete, da Patrick Bevin lidt overraskende og på fuldstændig suveræn satte alle supersprinterne til vægs i den stigende spurt i Angaston og derved sikrede sig 10 bonussekunder, der kan vise sig at være livsvigtige, når regnskabet gøres op på toppen af Willunga Hill på søndag.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var nu ikke i nat, at Porte gjorde noget forket. Forhåndsfavoritten kunne naturligvis intet stille op i en finale, der slet ikke passede ham, og han kunne kun krydse fingre for, at bakken ikke var så hård, at puncheurtyperne kunne få skovlen under sprinter. Nej, fejlen blev allerede begået 24 timer, da Trek og de øvrige klassementshold tilsyneladende uden bekymring lod samme Bevin snige sig med i det tidlige udbrud og dermed uden de store kraftanstrengelser få fem næsten gratis bonussekunder i et løb, der traditionelt er blevet afgjort med meget små marginer.

Nuvel, Bevin var måske ikke på forhånd Portes største rival, men man skal ikke have set mange cykelløb det seneste halve år for at vide, at newzealænderen skal tages seriøst. Sidste efterår var han ganske enkelt flyvende, da han først kørte en imponerende Tour of Britain, hvor kun et skidt holdløb kostede ham en podieplads, og siden blev en fornem nr. 8 på den knaldhårde rute ved VM i enkeltstart. Terrænet i det engelske etapeløb er samtidig meget lig det, man finder i Tour Down Under - hvor han i øvrigt tidligere har været i top 10 - og da han tillige var knusende overlegen ved forrige uges newzealandske enkeltstartsmesterskaber og således er i dokumenteret glimrende form, burde det være en nobrainer, at Bevin skal tages seriøst som potentiel vinder af årets første WorldTour-løb.

Det gjorde hverken Trek-Segafredo eller de andre klassementshold imidlertid, selvom det ikke havde krævet mange kraftanstrengelser at lukke ned for hans udbrud allerede, inden det var etableret - nøjagtigt som man havde gjort det, hvis det var Impey, der var smuttet afsted. Nu står Bevin imidlertid med et forspring på hele 15 sekunder efter to etaper, der var ventet ikke at skulle spille nogen rolle, og allerede i morgen har han en fremragende chance for at sætte yderligere sekunder i banken både i de tidlige indlagte spurter og på stregen i en finale, der passer ham som fod i hose.

Bevin selv må knibe sig lidt i armen over den succes, han oplever efter et efterår, der som sagt efterlod mange med det klare indtryk, at han havde gjort betydelige fremskridt. Efter flere år, hvor han som anonym hjælper på Garmin og BMC slet ikke indfriede de forventninger, han som altædende monster på den australske scene havde skabt, er det nu ham, der har sikret det nye CCC-hold en drømmestart, de næppe havde turdet håbe på. To sejre er det allerede blevet, og med tanke på, at den ret tandløse trup i den grad er profilfattig, burde Bevin allerede nu banke på til en beskyttet rolle i et hav af løb i år - ikke mindst hvis han vitterligt kan gøre arbejdet færdigt de kommende dage.

Det er bestemt ikke urealistisk. Nok er der bedre klatrere til start, men særligt hvis der som forventet er modvind på Corkscrew- og Willunga-stigninger kan newzealænderen måske begrænse sine tab så meget, at bonussekunder kan indbringe ham sejren. Formen synes i hvert fald at være i top, for nattens spurtsejr var ikke bare uventet for ham selv - den var ganske suveræn. Mens den let stigende finale viste sig for hård for den helt rene sprinter Max Walscheid, der trods en god position syrede helt til og måtte erkende, at hans holdbarhed fortsat har store mangler, og for let for rivalen Impey, der fra en ligeledes god placering måtte se den ene sprinter efter den anden glide forbi, var Bevin ganske enkelt markant hurtigere end folk, der normalt har en langt højere topfart end ham selv.

Det skyldes naturligvis bakken samt det forhold, at medvind og generel friskhed efter en dødsens kedelig og meget langsom etape betød, at tempoet var voldsomt opskruet, men det er alligevel tankevækkende, at Bevin var den eneste puncheur, der kunne blande sig med sprinterne i front. Formen må med andre ord være helt i top, og Bevin må derfor fremkalde en bævende rysten i sportsdirektørbilerne i de kommende dage.

Som ventet blev det imidlertid sprinterne, der dominerede fronten, og det er derfor svært at drage alt for voldsomme konklusioner - ikke mindst fordi det sene styrt i den grad forstyrrede spurten. Impeys svage afslutning, hvor han gled helt ud af top 10 var imidlertid ganske påfaldende, ikke mindst fordi han i søndagens Down Under Classic virkede skræmmende stærk i finalen. Det var samtidig iøjnefaldende, at Nathan Haas, der normalt burde elske en finale som denne, var totalt fraværende, og noget kunne tyde på, at den hurtige australier, der bestemt ikke efterlod et godt indtryk ved de australske mesterskaber, ikke er helt, hvor han skal være. Helt anderledes forholder det sig til gengæld for den ved sæsonstart altid flyvende Luis Leon Sanchez, der med et meget stærkt angreb var ved at overrumple dem alle, ligesom en meget opmærksom Michael Woods virker helt opsat på at spille en afgørende rolle i et løb, han siden gennembruddet i 2016 har elsket.

Det blev imidlertid sprinterne, der dominerede fronten, og blandt dem blev Caleb Ewan vinderen - og således også den, der havde mest grund til at ærgre sig over Bevins overraskende styrke. Trods skuffelsen er der imidlertid grund til at se positivt på nattens resultat for ”The Pocket Rocket”. Han viste nemlig atter, at han igennem det seneste års tid er blevet langt mere holdbar end tidligere, og at han skal tages voldsomt seriøst i svære finaler fremover. Sidste år sejrede han i den endnu hårdere afslutning i Stirling, og i nat var han klart stærkere end alle forhåndsfavoritterne i Angaston. Med tanke på, at hans første store mål er Milano-Sanremo, hvor han sidste år var hurtigste mand i feltet bag Vincenzo Nibali, er det slet ikke skidt, selvom han nu nok mest er frustreret over, at han formentlig blot har én chance for at tage den WorldTour-sejr, alle forventer af ham i sit hjemmebaneløb.

Nattens skuffelse var Elia Viviani, der bare 24 timer forinden med en næsten magisk spurt nærmest virkede helt usårlig. I nat var han imidlertid helt usynlig, efter at hans ellers på papiret så stærke Deceuninck-mandskab atter først havde svigtet i lead-outet, hvorefter stjernen selv var helt tandløs i selve spurten. Viviani er måske nok blevet bedre til at overleve stigninger, men nattens præstation kan måske tages som udtryk for, at han i bakkespurter, hvor hans resultatliste fortsat er ret begrænset, stadig har en del at lære.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det har Peter Sagan til gengæld ikke. Normalt er den trefoldige verdensmester næsten umulig at slå i finaler som disse, men i nat måtte han for tredje gang i træk se sig besejret. Tredjepladsen var langt bedre, end man efter de tamme spurter søndag og tirsdag kunne have frygtet, men Sagan var aldrig i nærheden af blot at prøve at gå forbi Ewan. Det står efterhånden soleklart, at stjernen vitterligt taler sandt, når han hævder at være formmæssigt under sidste års niveau, og dermed ligner han ikke længere den naturlige favorit, han normalt ville være på morgendagens første hårde etape.

Lige bag Sagan endte Danny Van Poppel, der har langt større grund til tilfredshed. Heller ikke han er nemlig i storform endnu, men nattens fjerdeplads kommer som vidnesbyrd om, at han efterhånden er ved at specialisere i denne type afslutninger. Hans potentiale blev åbenbaret med 3. pladsen på 8. etape af Vueltaen og bekræftet med den knusende overlegne sejre i Binche-Chimay-Binche, og en 4. plads på så tidligt et tidspunkt af sæsonen viser, at det nok kan vise sig at være en meget god ide, at han fremover vil bevæge sig væk fra mere klassiske spurter og i stedet satse på klassikerne.

Væk fra spurterne vil Phil Bauhaus til gengæld, og det er med god grund. Den store tysker, der ligesom landsmanden Walscheid, er en helt ren sprinter, var nemlig nattens positive overraskelse. Modsat sin tidligere holdkammerat, der som sagt fandt afslutningen for hård, kom Bauhaus nemlig flyvende i selve spurten og lignede sammen med Bevin feltets hurtigste mand. Var han ikke blevet sat tilbage i spurten, kunne det muligvis være blevet til mere i en finale, hvor man ellers nok kunne have haft sin tvivl om hans holdbarhed. Det lover godt for fremtiden for tyskeren, der stadig er i udvikling, og som er hentet til Bahrain-Merida som de ambitiøse araberes helt store sprintersatsning.

Desværre for Bauhaus og resten af de hurtige folk går der bare så pokkers lang tid, inden næste chance byder sig. Nattens etape til Uraidla ventes nemlig at byde på det første lille klassementsslag og at være for svær for sprinterne, og fredagens 4. etape er den første rigtige etape for de klatrestærke favoritter. Først på lørdag er der atter udsigt til en massespurt, og det er nu den allersidste mulighed for et sprinterfelt, hvor det efter nattens overraskelse kun er Viviani, der har point i banken.

Løbets helt store vinder indtil nu er imidlertid ikke den italienske mester. Det er derimod Bevin, der med sit forspring på 15 sekunder mere og mere ligner et seriøst bud på en samlet vinder. Om 24 timer kan det endda meget vel hedde 25 sekunder eller mere, og så kan det pludselig se svært ud for Porte og de øvrige fra det lette kavaleri at hente det tabte tilbage på løbets to nøgleetaper.

Nu gentager historien sig vel ikke, Richie?

Favoritterne

De første to etaper var ikke ventet at skulle spille nogen videre rolle i kampen om den samlede sejr, men har altså alligevel givet klassementskampen nye perspektiver i kraft af Patrick Bevins flotte høst af bonussekunder. Det har imidlertid hele tiden været ventet, at 3. etape ville være den første til at give en reel ide om, hvem der kan ventes at skulle slås om sejren i årets første WorldTour-løb.

Uraidla var som sagt målby også sidste år, men den gang var det en sen passage af Norton Summit Road, der skabte udskilningen. Denne gang er finalen lettere, men den samlede etape er langt hårdere. Stigningerne på ruten er alt andet end velbeskrevne, og det gør det lidt svært at gennemskue, præcis hvor vanskelig etapen er, men antallet af højdemeter over den begrænsede distance tyder på, at profilen meget vel kan snyde - ikke mindst for et løb i januar måned. Bevin, der har prøvekørt ruten, sagde således efter nattens sejr, at det i hans øjne er den hårdeste etape i løbets etape, og det kan der meget vel være noget i, selvom der naturligvis mangler en stor stigning i finalen.

Det hele gør det til den i særklasse mest uforudsigelige etape. På den ene side er der ingen tvivl om, at sprinterne ikke har givet op på forhånd og i hvert fald vil forsøge at sidde med. På den anden side er etapen den allerbedste chance for hurtige klassementsfolk som Daryl Impey, Jay McCarthy, Nathan Haas og Bevin til at score bonussekunder i en reduceret massespurt, og deres hold vil derfor have al mulig interesse i at skabe så megen udskilning som muligt og derved sende de hurtigste folk hen, hvor peberet gror.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Derfor kan vi også vente os, at der endelig vil blive kørt noget cykelløb. Det er vel ikke helt urimeligt at kalde de første to etaper dødkedelige, for varmen har ganske enkelt kvalt enhver kørelyst på dage, hvor en massespurt alligevel var uundgåelig. I nat vil det ganske vist også være brutalt varmt, men denne gang er der så meget på spil, at der er et helt andet incitament til faktisk at gå til stålet.

Det vil formentlig allerede være tilfældet fra start. Mitchelton-Scott har gjort det til lidt af en specialitet at holde feltet samlet til tidlige indlagte spurter, i de første år for Simon Gerrans og sidste år for Impey. Arrangørerne har kløgtigt valgt at placere nattens spurter så tidligt, at den strategi ligger på den flade hånd på denne 3. etape, og det virker derfor helt sandsynligt, at vi vil se en kamp om bonussekunder i begge spurter, hvilket er en glimrende mulighed for især de fire ovennævnte sprintertyper, men også for folk som Diego Ulissi og Tom-Jelte Slagter.

Først derefter kan vi vente os få etableret et udbrud, og det kan meget vel blive betydeligt stærkere end hidtil. Denne rute er nemlig langt sværere at kontrollere, og ansvarsfordelingen mellem holdene er mere uklar, og det burde nok kunne anspore en del ryttere til at gå i angreb. Derfor vil den første del af etapen sikkert blive ganske aktiv, inden et udbrud etableres, og CCC-mandskabet kan tage kontrol for Bevin.

Når vi rammer rundstrækningen, kan vi forvente at se Mitchelton-Scott og måske også Katusha-Alpecin, UAE, Bora-hansgrohe og Dimension Data give polakkerne en hånd med. Alle har de en interesse i en reduceret massespurt, og med undtagelse af Bora, der først skal have en fornemmelse af Sagans form og muligheder, har de alle en interesse i, at løbet bliver for hårdt for sprinterne. Særligt Mitchelton med deres ganske stærke hold kan forventes virkelig at lægge pres på, og derfor forventer vi et ganske selektivt løb, der formentlig vil være for hårdt for sprinterne og kun efterlade et ganske lille felt mod slutningen.

Det betyder også, at døren er åben for angreb, og vi regner med, at særligt de sidste to omgange vil være ganske aggressive. Om bakkerne også er hårde nok til, at det faktisk kan lade sig gøre at skabe en forskel, er nok mere tvivlsomt, men det kan ikke helt udelukkes, at et angreb kan give pote, ikke mindst på den bakke, der har top ganske tæt på den røde flamme. Interessen i en spurt bør dog være så stor, at vi forventer et spurtopgør i den faldende finale, men vi regner med, at feltet hovedsageligt vil udgøres af klassementsfolk.

Det får os til at pege på Patrick Bevin som vores favorit. Det var helt umuligt ikke at blive imponeret over newzealænderens spurt i nat, og som sagt var det blot en bekræftelse på den gode form, han allerede viste ved de nationale mesterskaber. Morgendagens spurt er måske ikke stigende, som han ellers foretrækker det, men også i en flad finale er han ganske hurtig. Det viste han blandt andet i Tour of Britain, hvor han endda var helt fremme i ganske klassiske massespurter, men også med 5. pladsen i et decideret sprinteropgør i Tirreno-Adriatico. Han er god til at positionere sig og har fin støtte fra Victor De La Parte og Lukasz Owsian, der begge burde have god mulighed for at sidde med i finalen, og hans form synes at være ganske tæt på toppen. Bevin har ganske vist ikke spurtet meget på WorldTour-niveau, men han har i de seneste halve år fundet tilbage i afslutterrollen. Med den styrke, han viste i nat, kan han blive ganske være at bide skeer med, hvis det hele ender i den ventede spurt.

Det er ikke meget, vi indtil nu har set til Jay McCarthy. Han må imidlertid have sat et ganske stort, fedt kryds ud for denne etape, der ligner en sand lækkerbisken for australieren, der altid er flyvende i sit hjemmebaneløb. Det formoder vi, at han er igen, og skal han vinde samlet, er det helt afgørende, at han snart udnytter sin hurtighed til at sikre sig nogle bonussekunder. Det er denne rute en glimrede mulighed for, og han har flere gange vist sine fremragende afslutterevner i dette løb, dog først og fremmest i indlagte spurter, der blandt andet hjalp ham med at blive nr. 3 for to år siden. Sidste år viste han imidlertid med sejren i den eneste massespurt i Vuelta al Pais Vasco, at han også i større grupper er farlig i en spurt, ligesom han med en flot afslutning som eneste mand fra udbruddet hold Viviani bag sig i sidste års Cadel Evans Great Ocean Road Race. Har han samme form som i tidligere udgaver, må McCarthy være en oplagt vinderkandidat i en reduceret massespurt.

Det er den forsvarende vinder Daryl Impey naturligvis også. Sidste år var det hans andenpladser i den stigende spurt i Stirling og i den reducerede massespurt i Uraidla, der var nøglen til den samlede sejr, og i det hele taget har Impeys speciale altid været spurter efter hårde løb. Det har givet ham sejre i massespurter og reducerede massespurter i hårde klatreløb som Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya, og han har helt sikkert udset sig denne etape som en stor chance. Desværre efterlod han ikke et specielt imponerende indtryk i nattens spurt, hvor han fra en god position gled helt ned på en 11. plads, og det er hovedårsagen til, at han ikke er vores favorit til etapen. På den anden side var hans arbejde for Alexander Edmondson i finalen i søndags intet mindre end sublimt, og formen meldes da også god. En spurt efter et hårdt løb er trods alt noget andet end nattens afslutning, og derfor kan han håbe, at i nat viser de spurtben, han havde sidste år.

Egentlig ville vi gerne have Nathan Haas meget langt fremme på listen over favoritter. Den hurtige australier synes nemlig at have forbedret sine afslutterevner yderligere det seneste års tid. Det viste han første gang med sin spurtsejr i Tour of Oman og siden i Tour de Suisse og ikke mindst i Tour of Turkey, hvor han var helt fremme i deciderede massespurter. Desværre har vi ikke været imponeret over ham hidtil, hverken ved de nationale mesterskaber eller i nattens stigende spurt, der burde have været en gave for ham. Det efterlader os med indtrykket af, at formen ikke er helt i top. På den anden side er dette ikke den allersværeste etape, og ender det en eller anden form for spurt, burde Haas - ikke mindst med god støtte fra Ruben Guerreiro og Dmitry Strakhov - nok kunne gøre sig gældende mod folk, der ikke på papiret er hurtigere end ham.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Egentlig burde det være helt oplagt at have Peter Sagan som soleklar favorit til denne etape. Normalt er slovakken meget stærk i terræn som dette, og han er langt hurtigere end alle de ovennævnte. Som nævnt flere gange i disse optakter er der imidlertid meget, der tyder på, at formen slet ikke er i top, og Sagan nedspillede så sent som i dag da også forventningerne mærkbart. Giver Mitchelton-Scott virkelig gas, tvivler vi stærkt på, at Sagan vil overleve stigningerne, og han ligner derfor mere en outsider end en reel favorit. Det ændrer dog ikke på, at Sagan naturligvis har en chance for at sidde med, hvis han er stærkere end ventet, og gør han det, er han med stor sandsynlighed manden, der skal slås.

Det gælder dog kun, hvis Caleb Ewan ikke sidder med hjem. Den lille australier ligner det bedste bud på en vinder blandet de mere klassiske sprintere, selvom etapen formentlig bliver for hård, også for ham. Som nævnt ovenfor har han imidlertid på det seneste vist en helt ny holdbarhed, og han kan nu overvinde langt hårdere terræn end tidligere. Det så vi ikke mindst på 3. etape i Californien sidste år, og nattens spurt tyder tillige på, at han atter er i storform til Tour Down Under. Som sagt tilsiger logikken, at Ewan ikke kommer med hjem, men vi bliver ikke svært forbløffede, hvis han skaber en overraskelse, som han gjorde det i Stirling sidste år.

Det er ikke meget, vi hidtil har set til Movistar, men det kan ændre sig i nat. Nu nærmer vi os nemlig spaniernes terræn, og det gør straks Eduard Prades til en mand, der skal holdes øje med. Spanieren fik sit helt store gennembrud i 2018, hvor han sejrede i både Tour of Norway og Tour of Turkey, og det indbragte ham en WorldTour-kontrakt på et af sportens førende mandskaber. Her skal han primært hjælpe kaptajnerne, men i Australien har han sin egen chance. Prades var især i årene hos Caja Rural ofte med fremme i spurterne, og selvom han sidste år primært specialiserede sig i stigende spurter, burde han også i en faldende finale kunne gøre sig gældende, især hvis de hurtigste folk er faldet fra. Alt sammen kræver det dog, at formen er god fra sæsonstart.

Det ved vi, at den er for Diego Ulissi, der altid har Tour Down Under som et mål. Han har da også tidligere vundet Stirling-spurten, og selvom hans speciale også er stigende spurter, burde han - hvis løbet bliver hårdt - også kunne gøre sig gældende her. Umiddelbart er de førstnævnte favoritter hurtigere end ham i faldende terræn som dette, men Ulissi har før overrasket i en spurt. Desværre har han ikke just imponeret i de seneste sæsoner, og han synes ikke at være helt så skarp som tidligere. Derfor er han mere en outsider end en reel favorit.

En spændende joker er Davide Ballerini. Er han i topform, er han faktisk en helt oplagt vinderkandidat, efter at han sidste efterår vandt både Memorial Marco Pantano og Trofeo Matteotti i spurter i små grupper. Vi tvivler dog ganske betydeligt på, at han er nær sit topniveau allerede nu, og da han ikke er naturlig klatrer, kan det hele blive lidt for svært - ikke mindst hvis han er mere mærket end først antaget efter nattens styrt. Sidder han med til slut, er han dog så hurtig, at han i den grad skal tages seriøst.

Det skal hans kaptajn også. Luis Leon Sanchez var ikke langt fra at overrumple hele feltet med sit sene angreb i nat, og selvom det ikke gav resultat, viser det, at han atter er i god form fra sæsonstart. I gamle dage, hvor han vandt reducerede massespurter i blandt andet Tour de Romandie, ville han være livsfarlig på en rute som denne, men i de senere år har det knebet med spurtstyrken. Ikke desto mindre blev han nr. 3 på Uraidla-etapen sidste år, og derfor skal man ikke i en spurt afskrive en tilsyneladende meget formstærk Sanchez.

En anden hurtig afslutter blandt klassementsrytterne er Tom-Jelte Slagter. Den lille hollænder er som bekendt tidligere vinder af løbet, og han har gang på gang vist, at han er en ganske glimrende afslutter. Især for ham gælder imidlertid, at det er i stigende finaler, han særligt gør sig gældende, og han mangler nok den nødvendige power til at true de større folk i en spurt. Omvendt kan han i finalen nok regne med støtte fra folk som Michael Valgren, Scott Davies og Ben O’Connor, og det kan være det, der giver ham det sidste til at gøre arbejdet færdigt.

Power mangler Rohan Dennis til gengæld ikke. Australieren er kendt som temporytter, men han er også lynhurtig. Det viste han blandt andet med sin spurtsejr i Giro del Trentino for to år siden, og da han vandt forfølgergruppens spurt på kongeetapen i Romandiet sidste år. Desværre tyder choknederlaget ved de nationale mesterskaber ikke på den allerskarpeste form, men man skal passe på med at drage alt for voldsomme konklusioner. Dennis er trods alt australier og burde have en fordel i forhold til europæerne, og han kan derfor være værd at holde øje med.

Også folk som Dries Devenyns, Michael Woods, Pierre Latour og Dmitry Strakhov kan blande sig i en spurt, men er næppe hurtige nok til at vinde. Jarlinson Pantano ville normalt være farlig, men skal formentlig koncentrere sig om at beskytte Richie Porte, ligesom den ellers hurtige Alberto Bettiol nok skal tage sig af Woods. Endelig kan det ikke helt udelukkes, at holdbare sprintere som Elia Viviani, Ryan Gibbons, Danny Van Poppel, Jasper Philipsen, Heinrich Haussler, Matthieu Ladagnous og Owain Doull kan sidde med hjem, men det vil dog være en overraskelse.

Feltet.dks vinderbud: Patrick Bevin

Øvrige vinderkandidater: Jay McCarthy, Daryl Impey

Outsidere: Nathan Haas, Peter Sagan, Caleb Ewan, Eduard Prades

Jokers: Diego Ulissi, Davide Ballerini, Luis Leon Sanchez, Tom-Jelte Slagter, Rohan Dennis