Ruten

Det er ikke mærkeligt, at Tour de Suisse har så stor appel til klassikerryttere. Løbet er nemlig kendt for sine klassikeragtige finaler, og det er en sådan, der venter på løbets 3. etape. Ganske vist byder det meste af etapen ikke på mange terrænmæssige udfordringer og en helt flad rundstrækning til sidst, men da det hele slutter med en 200 m lang rampe, der stiger med 7%, er der lagt op til en spurt, der er noget lidt andet end det, man typisk vil forvente.

I alt skal der tilbagelægges 162,3 km, der fører feltet fra Flamatt til Murten. De to byer ligger tæt på hinanden, og derfor består det meste af etapen af en stor sløjfe i terrænet sydvest for de to byer. Man lægger ud med igennem let stigende terræn at køre mod sydvest, sydøst og syd frem til den lille kategori 3-stigning Berg (800 m, 9,6%), der kommer som afslutning på en lang gradvis opkørsel med top efter 27,8 km. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nord via en nedkørsel, inden man følger et fladt plateau mod vest og sydvest, inden man drejer mod vest for at køre igennem Bulle og videre mod nordvest op til Romont, hvor der var mål i Tour de Romandie for en måneds tid siden, og hvor forplejningen er placeret.

Efter frokosten begynder det at falde let mod sydøst ned mod Fribourg, hvor man slår en lille sløjfe for at køre op ad en lille mur (700 m, 13,5%), der er i kategori 3 og har top efter 109,6 km. Derfra fortsætter det med at falde let, mens man kører mod nord frem til den første spurt, der er placeret efter 129,1 km. Dernæst går det mod nordvest igennem fladt terræn og via en nedkørsel ned til Murten, hvor stregen krydses for første gang efter 136,2 km.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 26,1 km lang rundstrækning, der er meget enkel. Den består nemlig af en næsten helt rektangulær tur rundt om en sø, hvor terrænet er pandekagefladt. Med 15,4 km igen er der en sidste indlagt spurt og derefter kører man tilbage til Murten. Her kommer der et sving med 3 km igen, inden man skal igennem en rundkørsel med 1800 m igen, hvorefter en lige og flad vej leder frem til et skarpt venstresving, der leder ind på en 200 m lang målrampe, som stiger med 7%.

Etapen byder på i alt 1730 højdemeter.

Murten har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Det ustadige vejr har forladt Schweiz fra nu, og der venter den smukkeste mandag. Der vi ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil kravle helt op på 26 grader. Der vil blot være en svag til let vind fra nordøst, hvilket giver medvind på første del af etapen og dernæst mod- og sidemodvind på det sidste stykke op mod rundstrækningen. Her vil der først være medvind langs søens ene bred og modvind langs den anden. Herefter får man kortvarigt sidevind, inden man med 3 km igen drejer ind i medvind. Til slut er der sidevind på rampen op mod mål.

Analyse af 2. etape

Forud for denne sæson var der ikke mange i den internationale cykelverden, der talte om Kasper Asgreen. Nuvel, danskeren havde da imponeret i sin debutsæson med et flot Vuelta a Espana og ikke mindst en VM-sejr i holdløbet og et flot udbrud på den bjergrige VM-rute, men det var ikke just ham, der tiltrak sig de store overskrifter. Det var derimod navne som Egan Bernal, Ivan Sosa, Tour de l’Avenir-vinder Tadej Pogacar og Mathieu van der Poels klassikdebut, som tiltrak sig den største opmærksomhed, når snakken gik på unge talenter.

Heller ikke Deceuninck-Quick Step havde tårnhøje forventninger. I hvert fald blev Asgreens navn altid blot nævnt som en parentes, når de i starten af sæsonen udtog trupper til forskellige løb. Det var da også meget naturligt, for selvom danskeren havde vist sig stærk som en okse, havde han ikke ligefrem vist evner, der pegede i retning af, at han ville høste et hav af resultater.

Første lille glimt af, at noget mere kunne være i vente, fik vi i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, hvor danskeren pludselig fløj op til favoritgruppen på Oude Kwaremont, men da han efterfølgende ikke viste meget i Tirreno-Adriatico og de første brostensløb, gik han hurtigt i glemmebogen igen. Havde det ikke været for en dum punktering, da han var i angreb sammen med Van der Poel, havde et resultat i Dwars door Vlaanderen formentlig været næste hint, men selv hvis det uheld ikke var indtruffet, var der næppe nogen, der havde forudset, at vi i dag ville være, hvor vi nu er.

Siden den 7. april har det danske vidunderbarn nemlig været her, der og alle vegne. Det mest imponerende er, at det endda er sket i så vidt forskelle terræner, at selv folk som Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon må være imponerede. Først leverede han en nærmest overmenneskelig præstation, da han trods en rolle som meget arbejdsivrig hjælperytter blev nr. 2 i sit første Flandern Rundt. Det var i sig selv imponerende, men trods alt baseret på den motor i fladlandet, som vi altid har vidst, at han havde.

Siden da har han imidlertid udvidet repertoiret helt enormt. Først chokerede han alt og alle ved at overspurte folk som Tejay van Garderen, Gianni Moscon og Maximilan Schachmann på en lille stejl rampe på 2. etape i Tour of California, inden han dagen efter såmænd overspurtede sprinteren Jasper Philipseen. Få dage senere endte han som nr. 6 på kongeetapen på frygtede Mount Baldy og sikrede sig dermed både en samlet 3. plads og en pointtrøje i et løb, hvor han atter blot skulle agere hjælper.

I går og i dag tog han så endnu et skridt. I teorien er Tour of California og Tour de Suisse løb på samme niveau, men reelt kan de slet ikke sammenlignes. Hvor det amerikanske løb er relativt nyt og har et for et WorldTour-løb svagt felt, er Tour de Suisse med sin status som forberedelsesløb kendt som et af sportens allersværeste. Det lå derfor ikke på den flade, at Asgreen automatisk kunne overføre de flotte resultater fra USA til Schweiz.

Det er ikke desto mindre, hvad han har gjort. Han lagde ud med at blive nr. 5 på en enkeltstart, der ellers burde have været for kort for en mand med hans motor, og i dag færdiggjorde han så det arbejde, han indledte i går, da han temmelig uventet overtog førertrøjen. Velvidende at han nok var slået i en spurt af folk som Peter Sagan og Michael Matthews iværksatte han en tidlig offensiv som indbragte ham 3 vogtige bonussekunder og en virtuel førertrøje, og da han slutteligt fik hjælp af Luis Leon Sanchez til at forhindre Sagan i at vinde etapen, lykkedes det ham at fjerne førstepladsens virtuelle karakter og rent faktisk iføre sig en helt virkelig gul førertrøje.

Faktisk var det tæt på, at han ikke havde haft brug for hundrededelene fra gårsdagens enkeltstart. Asgreen viste nemlig igen, at han efter hårde løb er en ganske habil afslutter, da det kun akkurat lykkedes Matteo Trentin at frarøve ham de fire bonussekunder, der kunne have givet ham en vis margin. Nu holder han imidlertid kun fast i trøjen med det yderste af neglene, og med tanke på, at der står Sagan skrevet med flammeskrift over de kommende tre etaper, er dagene i gult nok hurtigt talte. Det skal dog slet ikke ødelægge festen, for der var næppe nogen, der forud for denne sæson havde luret, at Asgreen ville køre sig i gult i det længste af WorldTourens ”korte” etapeløb. Og uanset hvad har han vist, at Deceuninck gør dumt i ikke at give ham den 8. og sidste plads i en Tour, hvor han både vil kunne hjælpe Enric Mas i bjergene, bidrage på holdløbet og hente udbrud for Elia Viviani på de flade etaper.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det bliver da nok også rollen som hjælper, der bliver hans i de kommende dage. Selvom han blev nr. 3 i Californien og sagtens kan ende med en hæderlig placering her også, er Asgreen trods alt for stor til at være med helt i front i Tour de Suisse. I dag måtte han da også slippe Omar Fraile på den stejle bakke, og selvom han med sin Tom Dumoulin-agtige kørsel alligevel rundede toppen som den forreste, vil han komme til kort mod klatrerne, herunder kaptajn Mas, når vi rammer bjergene på årets usædvanligt vanskelige rute. Men det skal ikke afholde ham fra at vise spanieren, at han kan være lidt af en guldklump for ham i Tourens bjerge, og det må være hans vigtige mission, når hans tid i gult formentlig slutter i morgen.

Her står Peter Sagan nemlig til at overtage trøjen, efter at et par hundrededele på gårsdagens enkeltstart altså kostede ham føringen i dag. Med sin ganske suveræne spurt til slut fik slovakken heldigvis bekræftet det positive indtryk fra enkeltstarten og indikeret, at han i hvert fald er på rette vej efter det katastrofale forår og den lidet prangende præstation i Californien. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, for skal vi være ærlige, burde en Sagan på 100% vel have siddet med i det ca. 30 mand store feltet, der rundede toppen af den sidste stigning i front. Det gjorde eksverdensmesteren imidlertid ikke, og det indikerer desværre nok, at vi stadig ikke har genfundet den Sagan, vi kender fra hans storhedstid. Heldigvis har han endnu nogle uger til at vise, at han atter kan finde det niveau, han har haft, når han har været allerbedst.

Midt i al snakken om førertrøjen glemmer vi helt Luis Leon Sanchez. Det bør vi bestemt ikke. Spanieren fuldendte nemlig med et fantastisk soloridt den store søndag, Astana indledte med det fornemme trøjeforsvar i Dauphiné, og sikrede dermed det kasakhiske hold endnu en sejr i den efterhånden endeløse række, som blev indledt helt tilbage ved sæsonstarten, og som er fortsat nærmest uafbrudt siden da.

Det bemærkelsesværdige er, at kasakherne vinder med en så skræmmende stor regularitet. Det er nemlig et af de få WorldTour-hold, der ikke har en topsprinter, og hurtige afsluttere plejer at være forudsætningen for at vinde mange løb. I det hele taget er der påfaldende få rigtige vindertyper i truppen, men alligevel var dagens to sejre nr. 27 og 28 i rækken - og de sidste 13 af disse har endda alle været på WorldTour-niveau!!!

Dagens etape er imidlertid et godt eksempel på, hvorfor de har så stor succes. Ikke blot har de nogle knaldgode ryttere, de har også den rette initiativ- og kørelyst. Og heldigvis har kasakherne vist os, at det stadig er den slags, der belønnes, selv i en tid, hvor mange cykelløb er mere kontrollerede, end de var i ”de gode, gamle dage”.

I dag var der således ikke mange, der havde Astana som favoritter. Bevare, Omar Fraile og Luis Leon Sanchez er da halvhurtige, men chancen for, at de skulle kunne vise sig hurtigt i Langnau var nok alligevel begrænset. Det nærliggende havde derfor været at spare kræfterne til senere, men Astana lader sjældent selv en lidt teoretisk mulighed gå til spilde.

Således var det dem, der åbnede ballet fra bunden af Schallenberg, hvor først Yuriy Natarov og Andrey Zeits og Sanchez selv fik feltet til at eksplodere. Derefter sendte de Fraile i offensiven - en offensiv, som Asgreen altså også lukrerede på til at sikre sig de nødvendige bonussekunder - og det tvang Bahrain-Merida til at sende holdets kaptajn, Domenico Pozzovivo, frem for at redde Rohan Dennis’ førertrøje. Den lille italiener kørt så stærkt på den stejle Chuderhüsi, at selv Sagan og Michael Matthews måtte give fortabt, og da der efter nedkørslen, var lidt stilstand i et felt uden en oplagt superafslutter, kunne Sanchez snige sig væk.

Det var nok til at tage sejren, for selvom der senere skete en regruppering, var hverken det ellers stærkt repræsenterede Sunweb-mandskab eller CCC, der jagtede en sejr med Greg Van Avermaet - som i parentes bemærket klatrede godt nok til også at overleve stigningen med de bedste - gode nok til at køre ham ind igen. Pozzovivo havde efterladt Sagan med bare Boras klassementsrytter, Patrick Konrad, ved sin side, og dermed var tyskerne ude af stand til at bidrage. Og da Mitchelton trods hele fire mand i gruppen var forbavsende passive, kunne Sanchez altså ikke hentes. Uden den hårde forcering på Schallenberg og Frailes efterfølgende angreb, havde etapen formentlig slet ikke haft samme hårdhed, og så kunne det meget vel være endt med den Sagan-sejr, Bora havde jagtet gennem hele dagen.

Matthews har måske mest grund til at ærgre sig. Han skulle bare have klemt sig i top 3 for at gå i gult, men det var han end ikke i nærheden af. I det hele taget efterlod den normalt ellers så klatrestærke australier ikke just det mest prangende indtryk på en dag, hvor hans hold ellers leverede fornemt. Den let stigende spurt passede ham ellers glimrende, men som han også gjorde det på den sidste stigning, lignede han i finalen en hængt kat.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Mere tilfreds har Matteo Trentin grund til at have. Italieneren har ikke samme klatrehistorik som Matthews og Sagan, men med dagens fine kørsel fik han bekræftet det, han har vist gennem hele sit superforår, nemlig at han har taget et stort skridt fremad. Gennem alle sæsonens første måneder kørte han som en motorcykel og klatrede som en bjergged, og selvom han havde et formdyk i forbindelse med sine vigtige mål, rejste han sig med en fabelagtig præstation på stigningerne i Amstel Gold Race. Det kan godt være, at han første år på Mitchelton blev en fuser, men i år har han vist, at det alene skyldtes de mange skader.

Derudover er det svært at drage alt for mange konklusioner. Van Avermaet viste god form ved som den eneste rigtige afslutter at klare stigningen med de bedste, men i spurten var han trods alt overmatchet af de hurtigere folk. Derudover var Ben Swift, der også viste tegn på en genfødsel i Tour of Norway, den eneste sprintertype, der klarede skærene, men hans rolle er trods alt primært at hjælpe Egan Bernal og Geraint Thomas, og hans deltagelse i spurten havde derfor mest anekdotisk karakter. De øvrige sprinter kom helt som forventet alle til kort på en rute, der dog ikke gjorde helt den skade, man kunne have forventet.

Derfor er det også svært at sige meget om favoritternes indbyrdes styrkeforhold. Pozzovivo, der efter Giron har trænet målrettet frem mod dette løb, virkede overbevisende med sin benhårde føring på stigningen, og her så Egan Bernal og Geraint Thomas også knivskarpe ud forrest i feltet. Mere overraskende var det måske, at Rohan Dennis lignede en mand på søndagstur, for australieren havde meldt ud, at han er i Schweiz for at køre klassement. Omvendt kan det ikke helt undre. Dennis har nemlig gjort det klart, at han i den kommende Tour ønsker at sidde hos Vincenzo Nibali dybt inde i bjergfinalerne og derigennem lære mere om, hvordan man kører klassement i en grand tour, og dagens præstation viser i hvert fald, at han har passet sin klatretræning. Årets bjergrige rute i Schweiz er for svær til, at han kan vinde, men efter i dag ligner han en mand, hvis fremgang i bjergene skal blive ganske interessant at studere.

To svar fik vi dog. Mest overraskende var det, at kongen af Tour de Suisse, den tredobbelte vinder Rui Costa, ikke kom med feltet hjem. Selvom portugiseren i de senere år har været betydeligt under niveau, har han altid haft en evne til at præstere i de to schweiziske løb. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, og det kan næsten kun forklares med sygdom eller andre helbredsproblemer. Normalt burde eksverdensmesteren ikke komme i problemer på en etape som denne.

Mere forventeligt var det, at Pierre Latour også kom til kort. Franskmanden sad nemlig ude fra slutningen af februar til begyndelsen af juni, efter at han brækkede håndleddet dagen inden starten på UAE Tour. Man havde håbet, at en træningslejr med resten af Ag2rs Tour-trup havde været nok til at gøre ham konkurrencedygtig, men sådan er det desværre ikke gået. Det må alligevel være lidt bekymrende for det franske holds ledelse, der efter Tony Gallopins og Alexis Vuillermoz’ Giro-deltagelse, slet ikke synes at kunne mønstre samme klatrestyrke til at støtte Romain Bardet i Tourens bjerge, som man ellers normalt ser det.

Helt anderledes forholdet sig med Enric Mas. Han har ellers med nogen bekymring kunnet se på den hjælp, Deceuninck vil kunne give ham i Tourens bjerge, men med Asgreens rejse mod himlen ser det hele pludselig ikke længere så sort ud. I dag viste danskeren i hvert fald, at forårets resultater ikke var noget one-hit wonder, og at hans største problem nok ikke bliver manglen på resultater, men snarere at finde ud af, havd der skal satses på.

Klassikere, enkeltstarter, spurter, bjerge… You name it! Uanset terrænets karakter synes den danske guldfugl at være der. Heldigvis er det et luksusproblem, de danske cykelfans nok kan leve med.

Favoritterne

Der er en grund til, at de rene sprintere som regel går i en stor bue udenom Tour de Suisse. De schweiziske arrangørers hang til kuperede rundstrækninger betyder nemlig, at der ofte ikke er meget at komme efter for folk, der ikke kan klatre. Som regel er der dog i hvert fald én relativt klassisk sprinteretape, og det er også tilfældet i år, hvor den falder på tredjedagen

Det er faktisk endda sjældent, at Tour de Suisse-etaper er så nemme som denne, og det er næsten vanskeligt at designe så flad en rundstrækning i det kuperede land, som man har gjort denne gang. Alligevel synes arrangørerne, at de vil kaste lidt grus i det velsmurte sprintermaskineri ved at designe en finale, der vist må karakteriseres som værende overordentlig speciel. Løbet er notorisk kendt for sine sene sving i stil med det, der venter bare 200 m fra stregen, men det er til gengæld helt usædvanligt, at der herefter venter en kort lille rampe lige efter en så sent placeret kurve.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det vil være synd at sige, at bakken er velbeskrevet, men kan man stole på løbsbogens højdeangivelser - og det skal man altid være varsom med - stiger den med hele 7%. Det er en ganske seriøs sag, og selvom den bare 200 m lange bakke er så kort, at den ikke vil volde problemer for sprinterne, bliver det en yderst speciel spurt. Ikke blot går det op ad en stejl rampe, rytterne skal også være velplaceret i svinget og have store accelerationsstyrke, når de skal træde cyklen op i fart igen efter at være kommet igennem svinget.

Det gør det til en alt andet end klassisk massespurt, men alligevel burde der være masser af interesse i at arbejde for at skabe samling. Det er nemlig svært at sige, hvor selektive 4. og 5. etape bliver, og derfor kan dette for mange af de hurtige folk være eneste chance. Særligt Deceuninck-Quick Step må være ivrige, for det kan måske være eneste mulighed for at teste Vivianis tog inden Touren.

På den anden side vil det egentlig være fint for belgierne, hvis udbruddet løber med bonussekunderne. Det vil nemlig betyde, at Kasper Asgreen får endnu en dag i trøjen, mens en spurt næsten med sikkerhed vil sende enten Peter Sagan eller Michael Matthews i gult. Derfor kan man sagtens forestille sig, at de ikke vil gøre det store for at hente det tidlige udbrud, hvis det er ufarligt, og dermed kan det godt ende som lidt af en taktisk magtkamp.

Der bør dog ikke være tvivl om, at det ender i en spurt. Alle ved nemlig, at de kommende etaper er bedre for udbrud, og derfor regner vi med en let start, hvor udbruddet kører fra km 0. Det betyder, at det burde være relativt enkelt for Bora og Sunweb at skabe samling, selv hvis Deceuninck ikke giver en hånd med. Også Mitchelton og UAE kan tænkes at hjælpe, og det bør derfor blive en relativt begivenhedsfattig etape, inden det hele kulminerer med den meget specielle spurt. Her vil det først og fremmest være positionering i svinget, tekniske evner i svinget, punch og accelerationsstyrke og evner til at spurte på en bakke, der vil være afgørende.

Det får os til at pege på Peter Sagan som vores favorit. Der findes ikke mange i denne verden, der kan spurte hurtigere op ad en rampe som denne end det slovakiske fænomen, men faktisk er det slet ikke, der gør ham til den oplagte vinderkandidat. Det er derimod det sene sving, der synes at være som en gave til eksverdensmesteren. Ikke blot er han næsten stensikker på at sidde perfekt placeret inden svinget - Sagan fejler som bekendt aldrig i positionskampen - hans tekniske evner betyder også, at han formentlig vil komme ud af svinget med højere fart end rivalerne. Herefter har han et helt eminent punch på en lille rampe som denne - et punch, som det formentlig kun er Matthews og til dels Van Avermaet, der kan matche. Med andre ord skal man være meget kreativ for at designe en finale, der passer bedre til Sagan, og det må gøre ham til det helt oplagte vinderbud.

Der er imidlertid også andre superpuncheurs. En af dem er Michael Matthews, der så sent som i september viste sin klasse som bakkesprinter, da han gjorde rent bord i de to canadiske klassikere som blot den anden i historien. Også han er teknisk dygtig og accelerationsstærk, og han vil derfor slikke sig om munden ved udsigten til denne afslutning. Han har før vist, at han kan overspurte Sagan i finaler som disse, men han har ikke helt slovakken eminente tekniske evner. Hans største svaghed er dog evnerne i positionskampen, hvor han slet ikke kan måle sig med Sagan. Heldigvis er toget med Søren Kragh og Nikias Arndt godt, men om de kan bringe ham så langt frem, at han kan slå Sagan, er måske tvivlsomt.

Selvom han vandt to stigende spurter i Ruta del Sol, har Matteo Trentin ikke den store historik i denne slags finaler. Han har i hvert fald ikke samme evner som Sagan eller Matthews, men alligevel må han høre til blandt topfavoritterne. Det skyldes nemlig, at han er ganske eminent i positionskampen, og det spiller som bekendt en helt afgørende rolle i denne afslutning. Samtidig viste han i dag fremragende form, og nogen ringe bakkesprinter er den alsidige Trentin trods alt ikke. Toget med Alex Edmondson, Michael Hepburn, Michael Albasini og Robert Stannard hører også til blandt de bedste, også selvom han mangler den ideelle sidste mand. Sidder han som forventet blandt de bedste i svinget, er Trentin stærk nok til at gøre det færdigt.

Elia Viviani må ærgre sig over, at dette er løbets sprinteretape. Selvom italieneren er god til at spurte op ad bakke - husk på, hvordan han vandt sin første Giroe-etape i Genova for efterhånden mange år siden - er han på så stejl en bakke hverken Sagan eller Matthews. Her har han slet ikke samme power som de mere alsidige typer, og bedre er det ikke blevet af, at han som bekendt har haft et temmelig forfærdeligt forår, hvor han i Giroen var langt fra sit vanlige niveau. Når han alligevel skal nævnes som et af de varmeste nævne, skyldes det naturligvis toget med Michael Mørkøv og Maximiliano Richeze. Sandsynligheden for, at Richeze og Viviani kommer først igennem svinget er tårnhøj, og herefter skal han ”bare” holde sig foran rivalerne over 200 m. Han må krydse fingre for, at han ikke har Sagan på bagsmækken - og det har han desværre nok - for uden nogle af favoritterne lige bag sig har han en chance for at gøre det færdigt.

Greg Van Avermaet må virkelig have udset sig denne etape som en stor chance. Belgieren har som bekendt flere gange vist, at han kan tage kampen op med Matthews og Sagan i puncheurfinalerne, ikke mindst da han slog Sagan i Rodez under Touren for et par år siden. I de senere år har han dog været et niveau eller to under netop de to, og de har gang på gang sat ham til vægs i særligt de canadiske klassikere. I de senere år har Van Avermaet heller ikke været helt så hurtig som tidligere, men det kan han måske kompensere for i positionskampen, hvor han sjældent begår mange fejl. I dag viste han i hvert fald, at formen er god.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

John Degenkolb er blevet vraget til Touren, og det må gøre ham sulten efter at vise sit værd. Desværre er denne finale ikke ideel for tyskeren, der altid har haft det meget svært i positionskampen. Til gengæld har han vundet på Hatta Dam i Abu Dhabi, hvor han har været ret suveræn på den 200 m lange rampe, der endda er langt, langt stejlere end denne. Det helt afgørende bliver derfor, at han kommer langt nok frem, og det kan blive svært. Heldigvis har han et tog med folk som Fabio Felline, Kiel Reijnen og ikke mindst Jasper Stuyven, og det kan ikke helt udelukkes, at de kan tage kampen op med Deceuninck. Lykkes det, er Degenkolb en skarp outsider. Stuyven kunne også være en kandidat, men normalt vil de køre for Degenkolb, når de begge er til start.

Efter et fantastisk forår og nylige sejre i Tour of Norway og senest GP Kanton Aargau kommer Alexander Kristoff til Schweiz med både form og selvtillid. Desværre er denne finale bestemt ikke nogen gave til nordmanden. Ganske vist er han forrygende i positionskampen og derfor god i finaler med sene sving, men resten passer ham dårligt. Kristoff kan godt spurte på en bakke, men 7% er for stejlt til at passe ham. Dertil kommer, at han er bedst i lange powerspurter, og 200 m er slet ikke nok til, at Kristoff kan trække den ordentligt op i fart. Skal han vinde her, kræver det en fantastisk position i svinget, men det er han heldigvis også typen, der kan sikre.

En spændende outsider er Carlos Barbero . Spanieren har i blandt andet Vuelta a Burgos og Circuito de Getxo vist, at han er en rigtig specialist i stigende spurter, men han har kun sjældent haft chance for at vise det på højeste niveau. Denne rampe synes som skabt til Barbero, men for at vise sine evner skal han bruge en del held i positionskampen, der bestemt ikke er hans stærke side. Heldigvis har han ved sin side Jurgen Roelandts til støtte, og skulle det lykkes at sidde godt placeret, må Barbero være en fyr, der kan overraske i en stigende spurt som denne.

Det samme kan Ivan Garcia. I dag måtte han ofre sin chance for Rohan Dennis, men i morgen er han fri til at søge sine muligheder. Spanieren kommer til løbet med selvtillid efter sejren i Californien, og han viste i Ruta del Sol og sidste års Vueltae, at han har masser af power i stigende spurter. Desværre synes han altid at starte sin spurt alt, alt for tidligt, men på en 200 m lang rampe er det ikke den store risiko. Her handler det først og fremmest om god placering, og det kan nok blive lidt af et problem. Han må håbe, at ekvilibristen Matej Mohoric kan hjælpe ham til en position, hvor han kan vise sine evner.

Egentlig burde vi have Patrick Bevin højt på listen. Med sejren i Tour Down Under viste newzealænderen nemlig, at han kan slå ganske stærke folk i stigende finaler, og han er samtidig så teknisk dygtig, at finalen her burde passe ham. Problemet er bare, at han er på hold med Van Avermaet, og det virker ikke sandsynligt, at belgieren giver kaptajnrollen fra sig i en spurt som denne. Får han chancen, skal det dog blive interessant at se ham måle sig op mod folk som Sagan og Matthews.

En spændende joker er Sep Vanmarcke. EFs sprinter er egentlig Dan McLay, men han må forbande denne finale langt væk, da han både er tung og positioneringssvag. Til gengæld burde Vanmarcke kunne se muligheder, hvis han vil søge sin chance. Som klassikerspecialist er han god i positionskampen, og den 200 m lange rampe er ikke voldsomt forskellig fra de belgiske mure, hvor han gang på gang har vist, at han har et punch, som kun de færreste i denne verden kan matche. EF har endda ganske megen muskelkraft til at føre ham frem inden svinget.

Katusha har egentlig Rick Zabel som sprinter, men vi har meget svært ved at se tyskeren vinde på så stejl en bakke. I stedet bør de satse på Enrico Battaglin og Nathan Haas, der begge i hhv. Giroen og Burgos har vundet stigende spurter som denne. Battaglin er ganske vist ikke i storform, men det er heller ikke afgørende på denne lette etape, hvor positionering betyder mere, og Haas har i weekenden vist, at han endelig har lagt helbredsproblemerne bag sig. Spurten burde passe dem begge. Spørgsmålet er bare, om de kan matche de bedste i positionskampen.

En spændende joker er Timo Roosen. Med Danny Van Poppel ude af løbet får hollænderen nu sin chance, og denne finale må kunne give ham inspiration. Sidste år blev han nemlig nr. 3 på Hatta Dam, og det viser, at han har evnerne til at spurte på en bakke som denne. Her er konkurrencen skarpere, og desværre har Jumbo ikke megen muskelkraft til at hjælpe ham i positionskampen, men lad os håbe, at det alligevel lykkes ham at vise sine evner.

Reinardt van Rensburg har før vist, at han er en glimrende bakkesprinter, senest med en 5. plads i Californien og en 3. plads i Aargau. Derfor burde dette egentlig være en ganske fin finale for sydafrikaneren, men han får nok svært ved at vinde. Han er ikke selv stærk nok i positionskampen, og selvom han har Michael Valgren ved sin side, er Dimension Data bestemt ikke specielt veludrustede til at hjælpe ham.

Endelig vil vi pege på Omar Fraile. Det er langt fra sikkert, at baskeren deltager i spurten, men vi håber, at han giver den et skud. Sidste år overraskede han mange ved at slå Sonny Colbrelli i en stigende spurt i Romandiet, og denne stejlere bakke burde endda passe ham endnu bedre. Desværre har Astana ikke noget godt hold til positionskampen, og det koster nok for dyrt for Fraile.

Andre kandidater til spurten er Ben Swift, men hans opgave er primært at hjælpe Thomas og Bernal, hvorfor han vil være meget alene, Daniel Hoelgaard, Tosh van der Sande , Thomas Boudat, Colin Joyce og Fabien Lienhard. De tre sidstnævnte kunne være spændende at følge, men positionskampen er så stort et problem, at de får det svært

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Michael Matthews, Matteo Trentin

Outsidere: Elia Viviani, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Carlos Barbero

Jokers: Ivan Garcia, Patrick Bevin, Sep Vanmarcke, Enrico Battaglin, Nathan Haas, Tim Roosen, Reinardt van Rensburg, Omar Fraile